Ligestillingslovene bind 1, opdateringsfil, juni 2011

Transkript

1 Ligestillingslovene bind 1, opdateringsfil, juni 2011 Bind 1 (Forskelsbehandlingsloven, Den etniske ligebehandlingslov, Ligestillingsloven, Loven om Ligebehandlingsnævnet og generelle spørgsmål, Kbvhn. 2008) Kap I. Indledning, 2.4. s. 34, FN s handicap-konvention. Konventionen trådte i kraft i de lande, der på det tidspunkt havde ratificeret den, den Den vedtog det danske Folketing en beslutning om at give samtykke til, at Danmark ratificerer konventionen. Den 24. juli 2009 ratificerede Danmark konventionen, der trådte i kraft i Danmark en måned efter. Kap I. Indledning, Praksis fra EU-Domstolen, s. 45 ff. Se opdateringen til bilaget om EU-Domme i opdateringsfilen til Ligestillingslovene bind 2. Kap. I. Indledning, Implementeringen i Danmark, s. 48 Alder I Danmark afgjorde Østre landsret (8. afdeling (sag nr. B ) den en sag mod SAS, der havde undladt at indbetale pensionsbidrag for kabinepersonale over 60 år. SAS blev ved Østre Landsret dømt til at betale godtgørelse. SAS var allerede i august 2008 ved faglig voldgift blevet dømt til efterbetaling af det, der var betalt for lidt i løn pga. den manglende indbetaling af pensionsbidrag. I U Ø blev en række ansatte i forbindelse med en ændret struktur i SKAT udpeget til at flytte arbejdssted fra Maribo til Ringkøbing. De pågældende, der af forskellige årsager ikke så sig i stand til at flytte, endte med at afslutte deres ansættelse i SKAT. Landsretten fandt på baggrund af bevisførelsen i sagen, at der var anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling på grund af alder i strid med forskelsbehandlingsloven. Det påhvilede herefter SKAT at bevise, at lovens ligebehandlingsprincip ikke var blevet krænket, jf. forskelsbehandlingslovens 7a. Ligesom byretten fandt landsretten, at SKAT ikke havde bevist, at dette princip ikke var blevet krænket ved beslutningen om at udpege de pågældende til forflyttelse, jf. forskelsbehandlingslovens 2, stk. 1, jf. 1, stk. 2. Landsretten tiltrådte, at de ansatte herefter skulle tilkendes en godtgørelse, og at der som anført af byretten herved burde lægges vægt på, at beslutningen om forflyttelse af dem i realiteten indebar en afskedigelse. Herefter, og på baggrund af at de alle havde mere end 25 års anciennitet, fandtes godtgørelsen til hver af dem passende at kunne fastsættes til kr. U V. Ingeniør, der var blevet opsagt i en alder af knap 60 år med 22 års anciennitet, havde ikke ret til godtgørelse efter lov om information og høring af lønmodtagere, lov om forbud mod forskelsbehandling eller funktionærlovens 2 b.

2 U V. Arbejdsmarkedsstyrelsen havde ikke overtrådt forskelsbehandlingsloven på grund af alder ved at opsige ældre medarbejder i forbindelse med omstrukturering af arbejdsformidlingen. I juni 2009 afgjorde Ligebehandlingsnævnet de første sager om aldersdiskrimination. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 60 /2009 J.nr Sagen mod Arbejdstilsynet drejede sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en 58-årig kemiingeniør søgte en stilling som tilsynschef, men ikke blev indkaldt til ansættelsessamtale. Ligebehandlingsnævnets fastslog, at det er i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede (Arbejdstilsynet) ikke indkaldte klageren til samtale om stillingen som tilsynschef. Der var ifølge Arbejdstilsynets oplysninger 69 ansøgere til den opslåede stilling. 40 ansøgere var 50 år eller yngre, og 26 ansøgere var over 50 år. 3 ansøgere havde ikke oplyst om deres alder. Indklagede (Arbejdstilsynet) indkaldte 11 ansøgere til samtale. De 11 ansøgere, der blev indkaldt til samtale, var mellem 34 og 50 år. De 58 ansøgere, der ikke blev indkaldt til samtale, var mellem 31 og 64 år. Ingen kvalificerede ansøgere over 50 år blev indkaldt til samtale. Det fremgik i øvrigt af indklagedes oplysninger, at der var et bredt felt af kvalificerede ansøgere at vælge imellem. Indklagede skønnede det rimeligt kun at indkalde en del af de kvalificerede ansøgere - også på baggrund af ressourcemæssige årsager. Der var 13 ansøgere med kvalifikationer på klagerens niveau, som ikke blev indkaldt til samtale. 10 ud af de 13 kvalificerede ansøgere, herunder klageren, der ikke blev indkaldt til samtale, var over 50 år. En offentlig myndighed handlede i strid med forskelsbehandlingsloven, da man ikke indkaldte en 58-årig ansøger med relevante kvalifikationer til samtale om en chefstilling. Ligebehandlingsnævnets afgørelser nr. 39 / /2009 J.nr I forbindelse med nedskæringer i et flyselskab blev en gruppe piloter afskediget. Nævnet fandt, at piloterne alene blev afskediget, fordi de havde opnået den overenskomstaftalte pensionsberettigede alder. Der var tale om indirekte forskelsbehandling, og nævnet fandt ikke, at arbejdsgiveren havde sandsynliggjort, at aftalen med piloternes forbund var objektivt og rimeligt begrundet i et sagligt formål. Forskelsbehandlingsloven var derfor overtrådt, og piloterne blev hver tilkendt en godtgørelse svarende til 9 måneders løn. Sagerne er efterfølgende afgjort ved Københavns Byret, der fulgte Ligebehandlingsnævnet. Sagerne er anket til Østre Landsret. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 32 /2009 J.nr En sikkerhedsvagt på et museum blev fyret fra sit job, da han blev 70 år. Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at arbejdsstedet havde en sædvanlig praksis om, at ansatte ikke kunne være fast tilknyttet arbejdsstedet, efter de var fyldt 70 år. Et sådant vilkår fremgik imidlertid ikke af sikkerhedsvagtens ansættelseskontrakt, overenskomst, personalehåndbog eller individuel aftale med arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren havde derfor overtrådt forskelsbehandlingsloven, og vagten blev tilkendt en godtgørelse på 3 måneders løn. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 106/2010 J.nr Det var ikke strid med forskelsbehandlingsloven, at en tjenestemand fik afslag på at få forlænget sin ansættelse i to år efter han fyldte 63 år. Klager var ansat som værkmester i et statsfængsel, hvor den pligtmæssige afgangsalder ifølge overenskomsten er

3 63 år. Ligebehandlingsnævnet fandt, at aldersgrænsen på 63 år måtte anses for at være objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål, idet baggrunden for dette alderskrav blandt andet er begrundet i de sikkerhedsmæssige opgaver, som disse lønmodtagere udfører. Nævnet fandt, at denne aldersgrænse er et hensigtsmæssigt og legitimt middel til at opfylde dette formål. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 107/2010 J.nr Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en 53-årig klager fik afslag på en jobansøgning som IT-medarbejder med henvisning til, at han aldersmæssigt faldt uden for virksomhedens målgruppe. Virksomheden havde et team af unge mennesker under 30 år og ønskede en jævnaldrende til teamet. Nævnet lagde vægt på, at alder i afslaget til klager var oplyst som det afgørende kriterium, da virksomheden traf beslutningen om ikke at indkalde klager til ansættelsessamtale. Virksomheden havde derfor overtrådt forskelsbehandlingsloven. Ansøgeren fik en godtgørelse på kr. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 108/2010 Sagen verserer ved domstolene. J.nr Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en klager fik afslag på en jobansøgning som tekstforfatter. Klager havde ved en fejl fået tilsendt en intern mail fra indklagede, hvori klager var omtalt som "nogen vårhare er han jo ikke". Ligebehandlingsnævnet fandt at der var sket forskelsbehandling på grund af alder. Klager blev tilkendt en godtgørelse på kr. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 110/2010 J.nr Ligebehandlingsnævnet afviste en sag der omhandlede en klage på grund af alder, etnisk oprindelse og handicap i forbindelse med, at en virksomhed annoncerede efter en konferencemedarbejder. Klagen var indgivet af en Klagen var indgivet af en organisation, og ikke på vegne af eller til støtte for en klagende person med dennes tilladelse. Klagen vedrørte endvidere et generelt forhold og ikke en generel afgørelse, som derfor faldt uden for Ligebehandlingsnævnets kompetence. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 111/2010 J.nr Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en kommune opsagde to ud af tre ansatte dagplejere i den by, hvor klager arbejdede. Indklagede havde lagt vægt på dagplejernes alder ved vurderingen af hvem der skulle af hvem der skulle opsiges. Klager blev tilkendt en godtgørelse på kr., hvilket svarede til ca. 9 måneders løn. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 112/2010 J.nr Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en 62-årig klager blev opsagt fra sit arbejde i en kommune. Indklagede havde lagt vægt på klagerens uddannelse mv. og ikke hans alder.

4 Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 113/2010 J.nr Det var i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at en klager blev afskediget som pilot. Indklagede havde ved opsigelsen fulgt et senoritetsprincip baseret på en senoritetsliste. Klager blev tilkendt en godtgørelse på kr. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 58/2011 J.nr En 36-årig kvinde, der ikke blev udvalgt til at deltage i den 2. optagelsesprøve på scenografuddannelsen, følte sig forskelsbehandlet på grund af sin alder. Ligebehandlingsnævnet fandt, at der ikke var sket overtrædelse af forskelsbehandlingsloven hverken i forbindelse med 1. eller 2. optagelsesprøve, da der ikke var skabt en formodning for, at klageren var blevet forskelsbehandlet pga. alder. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 59/2011 J.nr En 17-årig mand der var ansat i et supermarked klagede over, at han ikke blev aflønnet efter hans kvalifikationer. Klagers ansættelse var omfattet af en overenskomst, der indeholder særlige regler om om aflønning af unge under 18 år. Ligebehandlingsnævnet fandt, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder ikke var overtrådt, da unge under 18 som er omfattet af en overenskomst, er undtaget fra forskelsbehandlingsloven. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 60/2011 J.nr En kvinde på 60 år blev opsagt fra sin stilling som synsmedarbejder, hvor hun arbejdede med undervisning, vejledning og rådgivning af voksne synshandicappede mennesker. Ligebehandlingsnævnet fandt, at der ikke var sket forskelsbehandling på grund af alder. Ligebehandlingsnævnet lagde vægt på, at indklagede på grund af den økonomiske situation var nødsaget til at reducere antallet af medarbejdere. Der var ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at indklagede havde udsat klager for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelsen. Indklagede havde ved opsigelsen lagt vægt på kvalifikationer, muligheden for omplacering, særlige personlige forhold, og anciennitet. Ligebehandlingsnævnets afgørelser nr /2011 J.nr En mand blev opsagt fra sin stilling som pilot. Indklagede havde ved opsigelsen fulgt et senoritetsprincip baseret på en senoritetsliste, der var inddelt i grupper, primært efter ansættelsesåret.. Ligebehandlingsnævnet fandt at inklagede havde overtrådt forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder. Kap. I, ad 1. De enkelte beskyttelseskriterier, Retspraksis om handicap, s. 64 I U SH blev en funktionær den 5. oktober 2006 opsagt fra sin stilling som førstedame i et supermarked. Opsigelsen skete med forkortet varsel efter 120-dages-reglen i funktionærlovens 5, stk. 2. Den 6. januar 2006 havde funktionæren været beskæftiget med at trække en

5 palleløfter og havde i forbindelse med dette arbejde fået smerter under højre skulder. Som en følge heraf var hun sygemeldt i en kortere periode. Efter udløbet af denne periode varetog hun sine arbejdsfunktioner i 6 måneder, uden at spørgsmål om ændringer eller lettelser i hendes funktioner blev bragt på bane af hende selv eller ledelsen, som først den 27. juni, da funktionæren blev sygemeldt, blev opmærksom på, at hun havde problemer med skulderen. Efter opsigelsen tiltrådte funktionæren i forbindelse med udløbet af opsigelsesvarslet en stilling som souschef på en tankstation med arbejdsopgaver, der i væsentlig grad var af fysisk karakter ligesom hendes opgaver i supermarkedet. Hun udførte dette arbejde uden begrænsninger, og uden at der blev taget hensyn til hende, og tankstationens ledere var ikke bekendt med hendes skulderproblemer. Funktionæren blev opsagt fra sin stilling på tankstationen efter ca. 1 års ansættelse. Opsigelsen var begrundet i andre omstændigheder end skulderproblemer. Funktionæren fandtes under disse omstændigheder sammenholdt med de foreliggende lægelige udtalelser ikke under sin ansættelse i supermarkedet at have været handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand og var derfor ikke berettiget til godtgørelse efter denne lov. Kap. I, ad 1. De enkelte beskyttelseskriterier, Retspraksis om handicap s. 65 Tvistighedsnævnets kendelse blev af HTS som mandatar for arbejdsgiveren den 11. juli 2007 indbragt for Retten i Nykøbing Falster, der ved kendelse af 26. oktober 2007 i medfør af retsplejelovens 227 henviste sagen til Sø- og Handelsretten, der i U S fandt, at arbejdsgiveren ikke havde godtgjort at have truffet virksomme foranstaltninger til imødekommelse af den ansattes kompensationsbehov. I U V blev en funktionær i september 2007 opsagt fra sin stilling som laborant på et storslagteri. I september 2006 havde hun fået et elektrisk stød i forbindelse med rengøring af et apparat på arbejdspladsen. Funktionæren blev sygemeldt, men genoptog efter en måneds tid arbejdet på deltid. Uheldet var blevet anmeldt som arbejdsskade. Funktionæren blev på ny sygemeldt og genoptog igen arbejdet på deltid. Da slagteriet konstaterede, at funktionæren ikke ville blive arbejdsdygtig inden for overskuelig tid, blev hun opsagt. Det fremgik af en erklæring fra en speciallæge, at funktionæren prognose for fuld helbredelse på lang sigt måtte anses for at være rimelig god. Funktionæren anlagde sag mod slagteriet med krav om en godtgørelse på godt kr. svarende til 24 måneders løn, idet hun gjorde gældende, at hun efter ulykken havde haft en funktionsnedsættelse, som affødte kompensationsbehov, og hun havde derfor været omfattet af forskelsbehandlingsloven. I anden række krævede funktionæren godtgørelse efter funktionærlovens 2 b. Slagteriet gjorde gældende, at funktionæren ikke havde været udsat for forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven, da hendes lidelse ikke var et handicap i lovens forstand, men derimod en sygdom, der ikke var omfattet af loven. Dette fik slagteriet medhold i. Funktionæren fik i stedet tilkendt en godtgørelse efter funktionærlovens 2 b på kr., idet opsigelsen ikke havde været rimeligt begrundet i hendes eller virksomhedens forhold. U S. Arbejdsgiver havde ikke godtgjort at have truffet virksomme foranstaltninger til imødekommelse af en ansats kompensationsbehov. U SH. Ansat var ikke handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, og arbejdsgiverens opsigelse af den pågældende udløste derfor ikke godtgørelse efter denne lov.

6 Sø- og Handelsrettens kendelse af 24. august 2009 ((F-13-06) medarbejder med piskesmældslæsion efter trafikuheld (smerter, koncentrationsbesvær, svimmelhed, hovedpine mv.). Medarbejderen blev anset for at være handicappet. Sagen udsat på forelæggelse for EU- Domstolen. Sø- og Handelsrettens kendelse af 24. august 2009 ((F-19-06) medarbejder med slidgigtforandringer i ryggen opsagt under henvisning til 120-dages reglen. Sø- og Handelsretten fastslog, at medarbejderen derfor måtte anses for at være handicappet. (Sagen udsat på forelæggelse for EU-Domstolen). Højesteret har ved kendelse (U H) besluttet, at forelægge spørgsmål om handicapbegrebet for EU-Domstolen i de to ved Sø- og Handelsretten verserende sager, hvor der tillige stilles spørgsmål i relation til 120-dages reglen i funktionærloven. U V. Kontorassistent og enlig mor blev efter godt et års ansættelse afskediget. Hun havde en 12-årig søn på specialskole. Nær tidsmæssig sammenhæng mellem konstateringen af sønnens handicap og afskedigelsen gav anledning til formodning om forskelsbehandling. Godtgørelse på ca. 9 måneders løn U Ø. Persons epilepsi var handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven kr. i godtgørelse for uberettiget afskedigelse på grund heraf. U Ø. Medarbejder med epilepsi opsagt fordi arbejdsgiver ikke ville tage ansvar for hans sikkerhed. Landsretten anså medarbejderen for at være handicappet. Arbejdsgiver havde ikke opfyldt sin forpligtelse til at iværksætte hensigtsmæssige foranstaltninger, jf. 2a. Retten i Horsens dom af 10. september Fleksjobansat korrekturlæser med slidgigt opsagt under henvisning til den driftsmæssige situation, anset for handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Østre Landsrets dom af 26. august 2010, scleroseramt advokat opsagt under henvisning til den driftsmæssige situation. Landsretten fastslog, at der forelå et handicap. U V. Fleksjobansat advokatsekretær med hjerneskade opsagt under henvisning til at hun ikke kunne opfylde sine arbejdsfunktioner på tilstrækkelig og tilfredsstillende vis. Vestre Landsret fastslog, at hendes handicap var omfattet af forskelsbehandlingsloven. Østre Landsret (6. afd. nr. B ) har den fastslået, at Køge Kommune som arbejdsgiver ikke havde løftet sin bevisbyrde, jf. lovens 7 a, for at ligebehandlingsprincippet, jf. lovens 2, stk. 1, jf. 1, stk. 2, ikke er blevet krænket ved opsigelsen af en handicappet medarbejder, som kommunen ikke havde gjort tilstrækkelig for at opfylde sin tilpasningspligt i forhold til. Afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet om handicap: Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 64/2009

7 J.nr Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede undlod at indkalde klager til en samtale under henvisning til, at han ikke opfyldte de formelle krav til jobbet. Klager havde i forbindelse med sin ansøgning søgt om at gøre brug af en regel vedrørende integration af handicappede på arbejdsmarkedet, jf. lov om kompensation til handicappede i erhverv mv. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 35 /2009 J.nr En person ansat ved politiet klagede over, at han på grund af sit handicap ikke kunne få del i et lokallønstillæg. Tillægget var knyttet til en funktion, som han på grund af en arbejdsskade ikke længere kunne udføre. Sagen blev behandlet i principielt møde med 5 medlemmer. Et flertal af nævnets medlemmer fandt, at der forelå et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet fandt også, at indklagede havde godtgjort, at aftalen om funktionstillæg var objektivt begrundet i et sagligt formål, og funktionstillægget var hensigtsmæssigt og nødvendigt til at opfylde formålet. Endelig fandt nævnet ikke, at der var påvist faktiske omstændigheder, der gave anledning til at formode, at klager på grund af sit handicap ikke ydes lige løn for arbejde, der må tillægges samme værdi. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 105/2010 Kontorassistent i kommune sygemeldt i lang periode efter operation i skulder og skulle herefter skånes for tungt arbejde. Medarbejderen blev opsagt i forbindelse med driftsmæssig begrundet afskedigelsesrunde. Ligebehandlingsnævnet lagde vægt på, at det ved en kontrolundersøgelse efter operationen blev konkluderet, at der var et vist skånebehov, men at det forventedes, at styrken og udholdenheden i skulderen ville være genvundet i løbet af et års tid. Der er således tale om en tilstand, som må anses for at være af forbigående karakter. Medarbejderen blev på denne baggrund ikke anset for at være handicappet. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 104/2010 J.nr Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en sparekasse afskedigede en klager pga. hendes handicap (rygskævhed). Klager blev tilkendt en godtgørelse på ,00 kr. Nævnet kunne ikke behandle.. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 105/2010 J.nr Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en klager blev opsagt fra stillingen som kontorassistent i en kommunes biblioteksvæsen. Indklagede havde begrundet opsigelsen med, at klagers fysiske begrænsninger. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 107/2010. Ansøger med epilepsi til stilling som it-supporter fik afslag, fordi han ikke umiddelbart kunne erhverve kørekort på grund af epilepsi. Ligebehandlingsnævnet lagde vægt på, at ansøgeren forventede at være anfaldsfri inden for kort tid, og at der derfor var tale om en midlertidig tilstand. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at betegne klagerens sygdom og dens følger som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 55/2011

8 J.nr En mand, der var blevet døv på det ene øre og havde tinnitus på samme øre, blev i et kursusforløb flyttet fra et hold til et individuelt forløb. Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 57/2011 J.nr En kvinde var ansat i beskyttet beskæftigelse efter serviceloven. Ligebehandlingsnævnet fandt, at det ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, at kommunen standsede bevillingen til beskyttet beskæftigelse med den begrundelse, at klageren var fyldt 65 år. Ligebehandlingsnævnet henviste til at servicelovens 103, har karakter af en social foranstaltning, der sigter mod at forbedre den pågældendes livskvalitet, og at der ikke er tale om ansættelse, som vil være omfattet af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Andre diskriminationskriterier Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 109/2010 U H. Afskedigelse af hollænder begrundet i sprogkrav var ikke usaglig. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 109/2010 J.nr Ligebehandlingsnævnet afviste en sag om forskelsbehandling på grund af religion. Afvisningen blev begrundet med, at indklagede allerede havde udbetalt godtgørelse til klager i forbindelse med en retssag vedrørende klagers opsigelse. Klagen vedrørte forskelsbehandling på grund af, at en organisations grundregler forudsatte, at medarbejdere skulle søges blandt medlemmer af den Danske Folkekirke. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 56/2011 J.nr En kristen organisation havde et generelt krav om, at deres ansatte skal være medlem af den danske folkekirke. Organisationen opslog et stillingsopslag vedrørende ansættelse af en organisationskonsulent, hvor de stillede krav om, at ansøgeren var medlem af den danske folkekirke. Ligebehandlingsnævnet fandt, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede havde et generelt krav om medlemskab af den danske folkekirke. Ligebehandlingsnævnet fandt dog, at stillingsopslaget i det konkrete tilfælde var omfattet af undtagelsesreglen i forskelsbehandlingsloven, hvorefter blandt andet en virksomhed, der har som sit udtrykte formål at fremme et bestemt religiøst standpunkt eller trosretning, ikke er omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling forudsat, at lønmodtagerens religiøse overbevisning eller trosretning er af betydning for virksomheden. Se opdateringen til bilag 3, Fagretlige afgørelser nedenfor. Kap. I ad 7, s I U V antog Vestre Landsret, at en ansat, der var deltidssygemeldt på grund af en arbejdsulykke, ikke havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Opsigelse udløste derfor ikke godtgørelse efter denne lov, men alene godtgørelse efter funktionærlovens 2 b.

9 Kap. I ad 7 a, s. 129, se U , refereret foran. Kap. III. Lov om ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd, (Kønssammensætning i offentlige udvalg m.v.) Lov nr. 484 af 12. juni 2009, s erne 9, stk. 1, 2. pkt., 9, stk. 3, 1. pkt., 10 a, stk. 1, 2. pkt., 10 a, stk. 3, 1. pkt., 10 a, stk. 4, 12, stk. 1, 2. pkt., 12, stk. 4, 1. pkt., 13, stk. 1. Loven er trådt i kraft den 1. maj Formålet med lovændringen er at skabe en mere effektiv regulering af kønsammensætningen af udvalg og bestyrelser m.v. i stat, regioner og kommuner over for organisationer og myndigheder, som ikke lever op til loven, dvs. at de undlader at indstille både en kvinde og en mand eller undlader at give en saglig begrundelse for den manglende indstilling. Desuden er indstillingsprocedurerne ændret ved ulige antal indstillinger til udvalg og bestyrelsesposter, så der er mulighed for i praksis af få sammensat udvalg og bestyrelser m.v. kønsmæssigt mere ligeligt. Dette vil med lovforslaget gælde ens for ministernedsatte udvalg m.v. og visse bestyrelser i den statslige forvaltning. Samtidig er foretaget en mindre ændring i forhold til ressortministerens indberetningspligt af sammensætningen af de bestyrelser m.v., der er omfattet af 11, stk. 1 i lov om ligestilling af kvinder og mænd. Fra 1. september 2009 kan der gives oplysninger om bestyrelsessammensætning i forbindelse med redegørelser for ligestilling (ligestillingsredegørelserne) efter ligestillingslovens 5 hvert andet år inden den 1. september. Det vil sige, at ressortministeren får mulighed for at samle alle ligestillingsoplysninger i en redegørelse. Loven sikrer større klarhed over reglerne om kommunale og regionale udvalgs kønssammensætning efter ligestillingslovens 10 a. Med lovændringen er det præciseret, hvilke udvalg m.v. kommunalbestyrelsen og regionsrådet ved en enstemmig beslutning kan lade fungere uden de pågældende medlemmer. Dette gælder udvalg m.v., hvis sammensætning er reguleret ved lovgivningen, og som ikke træffer konkrete eller generelle afgørelser. Ligestillingsministeren offentliggør løbende en liste over de udvalg m.v., hvis sammensætning er reguleret i lovgivningen, som træffer konkrete eller generelle afgørelser og som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet altså ikke kan lade fungere uden visse medlemmer. Lov om ændring af lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder og visse andre love. (Udvidelse af Institut for Menneskerettigheders kompetence til også at omfatte køn) Lov nr. 182 af 8. marts 2011, s Loven trådte i kraft den 15. marts Ligestillingsnævnets praksis fra juni december 2008 på ligestillingslovens område, s. 185 ff. 2 Afgørelse 29/2008. Sagen drejede sig om, at en ansøger til et værelse blev fravalgt pga. køn. Da udlejeren havde oplyst, at der var tale om udlejning af et værelse på rent privat basis, fandt

10 Ligestillingsnævnet, at klagen faldt uden for ligestillingslovens anvendelsesområde, hvorfor sekretariatets afvisning af sagen blev stadfæstet. Afgørelse 27/2008. Sagen drejede sig om, hvorvidt det er en overtrædelse af ligestillingsloven at oprette et undersite udelukkende for kvinder. Ligestillingsnævnet fandt ikke, at oprettelsen af undersitet udelukkende for kvinder er i strid med ligestillingsloven. Afgørelse 13/2008. Klagen drejede sig om et biblioteks afholdelse af en bogbytteaften udelukkende for kvinder. Ligestillingsnævnet fandt, at Hornbæk bibliotek ved at afholde den pågældende bogbytteaften kun for kvinder har forskelsbehandlet mænd, og dermed overtrådt ligestillingslovens 2. Afgørelse 11/2008. Sagen drejede sig om en kommunes beslutning om udvidelse af den ugentlige åbningstid med en time kun for kvinder i en offentlig svømmehal. Ligestillingsnævnet fandt, at ordningen ikke er i strid med ligestillingsloven eller ligebehandlingsloven, hvorfor klagen ikke blev taget til følge. Ligebehandlingsnævnet overtog pr. 1. januar 2009 Ligestillingsnævnets opgaver. Ligebehandlingsnævnet har behandlet sager om ydelser i forbindelse med offentlig forvaltning s. 197 ff. Afgørelse 120/2010. Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at en statsforvaltning havde en lang sagsbehandlingstid i forhold til en mandlig klagers sag om samvær. Afgørelse 117/2010. Ligebehandlingsnævnet tiltrådte sekretariatets afvisning af en sag om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med en kommunes udbetaling af børnefamilieydelse. Afgørelse 98/2010. Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at en kommune krævede underskrift fra både faderen og moderen i forbindelse med lægeskift for deres mindreårige barn. Afgørelse 84/2010. Ligebehandlingsnævnet havde ikke kompetence til at behandle en klage vedrørende en faderskabssag. Sagen drejede sig om, hvorvidt børnelovens 10 var udtryk for forskelsbehandling på grund af køn. Afgørelse 65/2010. Ligebehandlingsnævnet havde ikke kompetence til at efterprøve en domstols afgørelse om en klager, som af Landsretten var blevet tildelt fælles forældremyndighed. Afgørelse 30/2010. Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at en kommune kun stilede breve om blandt andet pladsanvisning i dagtilbud til et barns mor, selvom forældrene havde fælles forældremyndighed over barnet. Afgørelse 28/2010. Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at der i danskundervisningen i den 4. klasse, hvor klagerens søn gik, blev anvendt en læsebog, der indeholdt en historie, der fremstillede kvinder som onde hekse. Afgørelse 50/2009. Afgørelse om friplads til barn blev sendt til moderen og ikke til faderen, der var ansøger var i strid med ligestillingsloven. Afgørelse 1/2010. En kommune handlede ikke i strid med ligestillingsloven, da den fastsatte faderens ret til samvær med et barn, der var anbragt i familiepleje. Afgørelse 29/2009. En psykolog havde ikke handlet i strid med ligestillingsloven i forbindelse med, at han havde udarbejdet en børnesagkyndig undersøgelse og erklæring til brug for behandlingen af en sag om bopæl og samvær for to mindreårige børn. Ligebehandlingsnævnet har behandlet sager om varer og tjenesteydelser i både offentlig og privat sektor, s. 201 ff.

11 Afgørelse 53/2009. Det er ikke i strid med ligestillingsloven, at klager som single kvindelig gæst på en café fik udleveret to ens menukort, og at hun ved bestillingen fik oplyst, at retten var udsolgt. Nævnet lagde vægt på indklagedes forklaring om de generelle retningslinjer for restaurantens personale og fandt ikke, at caféens personale ved udlevering af to menukort og meddelelse om udsolgte burgere i forbindelse med en bestilling har handlet i strid med ligestillingsloven. Afgørelse 22/2009. Nævnet fandt, at der er en formodning for indirekte forskelsbehandling, når en boldspilunion udarbejder en prioriteringsliste, hvor det blandt de øverst prioriterede 15 numre alene er pladserne 4, 9, 13 og 14, der er tildelt kvindehold. Dette set i lyset af, at 1/3 af alle hold er kvindehold, og at kvindehold på samme niveau som herrehold er placeret lavere på listen, så afgørelsen blev anset for at være i strid med ligestillingsloven. Afgørelse 19/2009. En klage drejede sig om forskelsbehandling pga. køn i forbindelse med lanceringen af en TV-kanal, der primært henvender sig til mandlige seere. Ligebehandlingsnævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at den nævnte TV-kanal er tilgængelig for såvel mandlige som kvindelige seere, og derfor var der ikke tale om en overtrædelse af ligestillingsloven. Ligebehandlingsnævnet har behandlet sager på ligestillingslovens område i forhold til kommuner. Afgørelse 98/2010. Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at en kommune krævede underskrift fra både faderen og moderen i forbindelse med lægeskift for deres mindreårige barn. Afgørelse 30/2010. Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at en kommune kun stilede breve om blandt andet pladsanvisning i dagtilbud til et barns mor, selvom forældrene havde fælles forældremyndighed over barnet og boede sammen. Afgørelse 1/2010. En kommune handlede ikke i strid med ligestillingsloven, da den fastsatte faderens ret til samvær med et barn, der var anbragt i familiepleje. Afgørelse 50/2009 Det var i strid med ligestillingsloven, at en kommune sendte en afgørelse om friplads til moderen, selv om det var faderen, der havde indgivet ansøgningen. Afgørelse 17/2009 Det var ikke forskelsbehandling på grund af køn, at en kommune stillede opklarende spørgsmål om årsagen til udstedelse af skema til brug for udbetaling af dagpenge ved graviditet, barsel og adoption. Ligebehandlingsnævnet har truffet afgørelse i 18 sager, hvor diskoteker, swingerklubber og lign. opkræver lavere entrépriser fra kvinder end for mænd. Der tildeles sædvanligvis de krænkede en godtgørelse på forskellen mellem mændenes og kvindernes entrépriser typisk under 200 kr. Mange betragter ikke godtgørelserne som tilstrækkeligt afskrækkende, s.201 ff. Det drejer sig om følgende afgørelser: ,7-2009, , , , , , , , , , , , , , , og 6/2011. Andre sager, hvor mænd og kvinder er blevet opkrævet forskelligt: Afgørelse 38/2011. Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at en mand blev nægtet adgang til en bar, på trods af at to kvinder var blevet lukket ind to minutter forinden. Der var ikke skabt en

12 formodning for, at der var sket forskelsbehandling pga. køn. Nævnet lagde vægt på, at baren valgte at lukke dørene for at kunne nå at servicere deres gæster inden lukketid. Afgørelse Det var i strid med ligestillingsloven, at en café, ved et arrangement afholdt på Kvindernes Internationale Kampdag, gav caféens kvindelige gæster 10 procent rabat på mad og drikke. Afgørelse 41, Det var ikke i strid med lov om ligestilling af mænd og kvinder, at en virksomhed i forbindelse med afholdelse af en IT-konference tillod, at betalende deltagere gratis kunne invitere en deltager af det modsatte køn. Afgørelse Det var ikke i strid med lov om ligestilling af mænd og kvinder, at en virksomhed i forbindelse med afholdelse af en IT-konference tillod, at betalende deltagere gratis kunne invitere en deltager af det modsatte køn. Se om den nye 14 i ligestillingsloven nedenfor under håndhævelse, Kap. V. Kapitel IV. Loven om Ligebehandlingsnævnet. Indledning, s Ligebehandlingsnævnet har, siden nævnet begyndte sin virksomhed , afgjort et betydeligt antal sager. Sammenlignet med antallet af domme inden for dette område har nævnet stor aktivitet. Der er flest sager vedrører kriteriet køn, og heraf handler flest om arbejdsmarkedet, dvs. i relation til ligebehandlingsloven, ligelønsloven og de øvrige love, der er behandlet i bind 2 af nærværende lovkommentar. Derefter kommer kategorien vedrørende etnicitet, og der er færrest afgørelser i kategorien vedrørende kriterierne alder, handicap, seksuel orientering m.v. I de sidste to kategorier er der flest afgørelser på grundlag af forskelsbehandlingsloven, som er kommenteret foran i kap. 1. Ligebehandlingsnævnet har en hjemmeside på med en enkel on-line klageadgang, let adgang til afgørelser og orientering om nævnet, som har sekretariat i Ankestyrelsen. Det fremgår af Ligebehandlindgnævnets årsberetning for 2009, at nævnet afgjorde i alt 64 sager, heraf 32 om køn, 22 om etnicitet og 10 om de øvrige diskriminationsgrunde, dvs 2 om handicap og 8 om alder. Kap IV, ad 12, s Ligebehandlingsnævnets afgørelser bliver ofte stadfæstet ved domstolene. I en sag om afskedigelse pga graviditet fulgte Højesteret Ligebehandlingsnævnet og omgjorde dermed afgørelserne fra Vestre Landsret og Retten i Aalborg, U H og Ligebehandlingsnævnets sag nr. 14/2008. Højesteret fastholdt nævnets afgørelse, herunder også en godtgørelse på kr. svarende til 9 måneders løn. Retten i Aalborg og Vestre Landsret havde forud for Højesteretsbehandlingen frifundet Aalborg Kommune, hvorefter Ligebehandlingsnævnet søgte og fik tredjeinstansbevilling. Se også opdateringen af bind 2 vedr. ligebehandlingsloven. Kap.V. Håndhævelse s.334 I sagen om etablering af et uafhængigt ligestillingsorgan vedrørende køn efter det ændrede ligebehandlingsdirektiv 2002/73/EF art. 8 a sendte EU-Kommissionen den danske regering en begrundet udtalelse, hvori regeringen blev pålagt at oprette et særligt uafhængigt

13 ligestillingsorgan vedrørende køn. Regeringen svarede, at man ville efterkomme Kommissionens krav. Den 1. marts 2011 blev loven om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder ændret (ved lov nr. 182 af ), således at Institut for Menneskerettigheders kompetence udvides til også at omfatte køn, se lov om ændring af lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder og visse andre love. Ved lovens 3 er indsat en ny 14 i Ligestillingsloven: Kapitel 5 Institut for Menneskerettigheder 14. Institut for Menneskerettigheder har til opgave at fremme, evaluere og overvåge samt støtte ligebehandling af kvinder og mænd uden forskelsbehandling på grund af køn, herunder ved at give ofre for forskelsbehandling uvildig bistand til at få behandlet deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder, foretage uvildige undersøgelser af forskelsbehandling og offentliggøre uvildige rapporter og fremsætte henstillinger om ethvert spørgsmål vedrørende forskelsbehandling. Loven har til formål at sikre, at Institut for Menneskerettigheder har kompetence til at varetage forpligtelserne i artikel 20 i det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv 2006/54/EF og i artikel 12 i kønsligestillingsdirektivet om varer og tjenesteydelser 2004/113/EF. I artikel 20 i det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv 2006/54/EF stilles krav om, at medlemsstaterne sikrer ofre for forskelsbehandling bistand i forbindelse med deres klager over forskelsbehandling på grund af køn. Kønsligestillingsdirektivet om varer og tjenesteydelser stiller i artikel 12 samme krav. Lovforslaget indeholder derfor også en bestemmelse, der gennemfører dette direktiv. Efter de nævnte direktiver skal medlemsstaterne sikre, at der er organer, der har kompetence til at foretage uafhængige undersøgelser af forskelsbehandling på grund af køn, offentliggøre uafhængige rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende forskelsbehandling på kønsområdet. Institut for Menneskerettigheder er oprettet ved lov nr. 411 af 6. juni 2002 om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder med senere ændringer. Instituttet er allerede tillagt kompetence i forbindelse med forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Henlæggelsen af kompetencen til Institut for Menneskerettigheder er sket ved ændring af lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder, lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. og lov om ligestilling af kvinder og mænd. Med bestemmelsen er det sikret, at Institut for Menneskerettigheder har kompetence til at fremme ligestilling på kønsområdet inden for ligestillingslovens område. Derfor er der indsat en særlig bestemmelse i lov om ligestilling af kvinder og mænd. Der er tale om en ordret gengivelse af direktivteksten. Indsættelsen af en bestemmelse i ligestillingsloven om Institut for Menneskerettigheders kompetence på kønsområdet uden for arbejdsmarkedet gør det klart, at Institut for Menneskerettigheders øvrige opgaver viser, at Institut for Menneskerettigheder er egnet til også at løse opgaverne på kønsområdet.

14 S. 338 Bevisbyrdedirektivet (97/80/EF) er pr ophævet. Reglen om delt bevisbyrde er uændret og fremgår nu af det omarbejdede kønsligestillingsdirektiv vedrørende arbejdsmarkedet (2006/54/EF). I U 2009,2993 H anvendte Højesteret reglen om delt bevisbyrde i en ligelønssag og pålagde en arbejdsgiver at efterbetale forskellen mellem en kvindelig ansats løn og en mandlig ansats løn, da ligebehandlingsprincippet i ligelønslovens 1 var blevet krænket. Kap. VI. 3. EU-retlig baggrund s. 371ff. Primærregulering: Lissabon-Traktaten trådt i kraft den Efter en længere ratifikationsproces trådte Lissabon-Traktaten i kraft den Nye tekster, ord, numre, institutioner og beslutningsprocedurer Ifølge art. 1 EU som affattet ved Lissabon-Traktaten træder Unionen (EU) i stedet for og efterfølger Det Europæiske Fællesskab (EF). Fra og med den 1. december 2009 er titlen på EF- Traktaten ændret til Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, i forkortet form EUF-Traktaten eller TEUF. Udtrykkene Det Europæiske Fællesskab (EF) og fællesskabsret benyttes ikke længere i forbindelse med retsakter vedtaget efter Disse ord kan stadig anvendes ved omtale af ældre ret. Mange foretrækker dog at benytte betegnelsen EU-ret som omfattende også ældre fællesskabsret. En række artikler, afdelinger, kapitler, afsnit og dele i EU- Traktaten og den tidligere EF-Traktat er blevet omnummereret. Der er optrykt en opdateret sammenligningstabel i EU-Tidende i Retskilderne i EU kan - som hidtil - efter Lissabon- Traktatens ikrafttræden klassificeres på følgende måde: primærretten: EU s traktatgrundlag og grundlæggende rettigheder og almindelige retsprincipper bindende sekundærregulering (afledet ret: forordninger, direktiver, afgørelser, mv.) praksis, navnlig EU-Domstolens praksis soft law: ikke-bindende regulering Den vigtigste ændring, der skete vedrørende EU s retskilder ved Lissabon-Traktaten, er, at en væsentlig del af EU s grundlæggende rettigheder, som før den primært hvilede på EU- Domstolens praksis, nu er kodificeret i Chartret om grundlæggende rettigheder, der har samme rang som EU-Traktaten og EUF-Traktaten. Tilsammen kaldes disse to traktater i de grundlæggende EU-retlige tekster traktaterne. Art. 288 TEUF (ex art. 249 EF) bestemmer om sekundærregulering: For at udøve Unionens beføjelser vedtager institutionerne forordninger, direktiver, afgørelser (min kursivering), henstillinger og udtalelser. Det, der nu kaldes afgørelser i den danske version, kaldtes før beslutninger på dansk. Det er en rent terminologisk ændring, der kun vedrører den danske sprogversion. Den sikrer samme terminologi i den specifikt arbejdsretlige bestemmelse i art. 155 TEUF (ex art. 139 EF) om gennemførelse af europæiske kollektive overenskomster ved EU-direktiv via en afgørelse i Rådet og den generelle bestemmelse om sekundærregulering i art. 288 TEUF. På de store sprog har man altid benyttet samme ord i de to bestemmelser (decision på fransk og engelsk, Beschluss på tysk).

15 EU s institutioner er ifølge art. 13 EU: Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Europa-Kommissionen, EU-Domstolen, Den Europæiske Centralbank og Revisionsretten. Lissabon-traktaten har indført en fast formand for Det Europæiske Råd. Formanden vælges af EU-landenes regeringer for 2 ½ år ad gangen. Tidligere skiftedes EU-landene til at varetage formandskabet for det Europæiske Råd i et halvt år ad gangen. Der er som hidtil roterende formandskab i Rådet. Art. 152 TEUF indeholder en ny bestemmelse om arbejdsmarkedets parter og den sociale dialog. Efter art. 5 EU er EU s beføjelser underlagt princippet om kompetencetildeling. I medfør af princippet om kompetencetildeling kan EU kun handle inden for rammerne af de beføjelser, som medlemsstaterne har tildelt EU i EU- og EUF-Traktaterne, med henblik på at opfylde de mål, der er fastsat heri. Beføjelser, der ikke er tildelt EU, forbliver hos medlemsstaterne. EUF-Traktaten indeholder efter i art. 2-6 mere præcise bestemmelser om EU s kompetencekategorier. Når EU i EU- og EUF-Traktaterne tildeles enekompetence på et bestemt område, er det kun EU, der kan lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter, og medlemsstaterne har kun beføjelse hertil efter bemyndigelse fra EU med henblik på at gennemføre EU-retsakter. Når EU på et bestemt område tildeles en kompetence, som EU deler med medlemsstaterne, kan både EU og medlemsstaterne lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter på dette område. Medlemsstaterne kan udøve deres kompetence, i det omfang EU ikke har udøvet sin. Medlemsstaterne skal samordne deres økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikker. På visse områder og på de betingelser, der er fastlagt i EU- og EUF-Traktaterne, har EU beføjelse til at gennemføre tiltag for at understøtte, koordinere eller supplere medlemsstaternes indsats, uden at denne beføjelse dog træder i stedet for medlemsstaternes beføjelser på disse områder. Juridisk bindende EU-retsakter vedtaget på grundlag af traktaternes bestemmelser vedrørende disse områder kan ikke omfatte harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. I forhold til arbejdsmarkedet har EU og medlemsstaterne delt kompetence. Det gælder efter art. 4 TEUF på en række politikområder, heriblandt det indre marked og social- og arbejdsmarkedspolitikken. Der sker generelt ved Lissabon-Traktaten et skift fra énstemmighed til flere flertalsafgørelser i Rådet. Som eksempel på denne udvikling kan fra det arbejdsretlige område nævnes, at social sikring for vandrende arbejdstagere efter art. 48 TEUF kan harmoniseres med kvalificeret flertal, mens der efter den tidligere gældende bestemmelse i art. 42 EF krævedes énstemmighed i Rådet. Arbejdsretlige bestemmelser i EU s primærret efter : EU-Traktaten EU-Traktaten indeholder overordnede bestemmelser om EU s værdier, målsætninger, principper og rammerne for institutionernes virke. Der er som hidtil ingen specifikt arbejdsretlige bestemmelser i EU-Traktaten, men ved Lissabon-Traktaten blev der indsat ændrede formuleringer af EU s værdier og målsætninger, som kan have betydning på det arbejdsretlige område. EU-Domstolen anses generelt for at være meget tilbøjelig til at anlægge formålsfortolkninger. EU bygger efter art. 2 EU på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd. Ifølge art. 3 EU er det EU s mål at fremme freden, sine værdier og

16 befolkningernes velfærd. EU giver borgerne et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser, hvor der er fri bevægelighed for personer. EU opretter et indre marked. EU arbejder for en bæredygtig udvikling i Europa baseret på en afbalanceret økonomisk vækst og prisstabilitet, en social markedsøkonomi (min kursivering) med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten. Udtrykket social markedsøkonomi er et af de nye ord, der er kommet ind i EU-Traktaten ved Lissabon-Traktatens ikrafttræden. EUF-Traktaten Bortset fra omnummereringen er der ikke sket nævneværdige ændringer i de arbejdsretlige bestemmelser i EUF-Traktaten sammenlignet med den tidligere gældende EF-Traktat. Chartret om grundlæggende rettigheder ny forfatningsretlig kontekst Den største ændring på det arbejdsretlige område i forbindelse med Lissabon-Traktatens ikrafttræden er, at EU s Charter om grundlæggende rettigheder får traktatrang på lige fod med EU- og EUF-Traktaterne, se art. 6 EU, der efter Lissabon-Traktatens ikrafttræden lyder (min kursivering): 1. Unionen anerkender de rettigheder, friheder og principper, der findes i Chartret om grundlæggende rettigheder af 7. december 2000 som tilpasset den 12. december 2007 i Strasbourg, der har samme juridiske værdi som traktaterne. Chartrets bestemmelser udvider ikke på nogen måde Unionens beføjelser som fastsat i traktaterne. Rettighederne, frihederne og principperne i Chartret skal fortolkes i overensstemmelse med de almindelige bestemmelser i Chartrets afsnit VII vedrørende fortolkning og anvendelse af chartret og under behørigt hensyn til de forklaringer, der henvises til i chartret, og som anfører kilderne til disse bestemmelser. 2. Unionen tiltræder Den Europæiske Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder. Tiltrædelse af denne konvention ændrer ikke Unionens beføjelser som fastsat i traktaterne. 3. De grundlæggende rettigheder, som de er garanteret ved Den europæiske Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder, og som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, udgør generelle principper i EU-retten. Den udvikling af de grundlæggende rettigheder, som Lissabon-Traktaten er del af, indebærer, at de gensidigt afhængige EU-retlige og nationale regler på det arbejdsretlige område endnu mere end før Lissabon-Traktaten skal fungere i en fælles forfatningsretlig ramme, der minder mere om det konstitutionelle demokrati, der praktiseres i de fleste EU-lande og på EU-niveau, end det majoritetsdemokrati, der traditionelt har været benyttet i de nordiske lande og England. Der er stor forskel på magtfordelingen mellem de øverste domstole og lovgiver i henholdsvis majoritetsdemokrati og konstitutionelt demokrati. Den danske majoritetsdemokratiske model har været karakteristisk ved, at der ikke var nogen ved siden af eller over lovgiver. Den almindelige lovgiver i Danmark er Folketinget, men på arbejdsmarkedet har det danske Folketing i vidt omfang ladet arbejdsmarkedets parter fungere som lovgiver ved kollektive overenskomster. Uanset om lovgivningsmagten placeres hos Folketinget eller hos arbejdsmarkedets parter, har de danske domstole været tilbageholdende med at kontrollere, om lovgivning i vid forstand (parlamentarisk lovgivning/kollektive overenskomster) var i overensstemmelse med den trinhøjere regulering, den danske grundlov formelt set udgør. I det konstitutionelle demokrati, der praktiseres i de fleste EU-lande og i EU-systemet (set isoleret fra medlemslandene), er der derimod forholdsvis intensiv domstolskontrol med, at lovgivningen stemmer med forfatningen. EU s primærret anses normalt for EU s forfatning.

17 Grundrettighederne i EU hvilede før Lissabon-Traktatens ikrafttræden i det væsentligste på praksis fra EU-Domstolen. I Stauder-sagen, der blev afgjort i 1969, indledte EU-Domstolen sin grundretspraksis. Her antog den, at grundlæggende rettigheder udgør en del af EU-rettens almindelige retsgrundsætninger og beskyttes af EU-Domstolen. Dette synspunkt blev fulgt op i Internationale Handelsgesellschaft-sagen, hvor EU-Domstolen antog, at beskyttelsen af grundlæggende rettigheder bygger på de forfatningsmæssige traditioner, der er fælles for Medlemsstaterne. Beskyttelsen skal foregå inden for rammerne af Fællesskabets struktur og formål. I Nold-sagen fra 1974 gik EU-Domstolen videre end i de tidligere domme. Dels henviste den til folkeretten, dels henviste den ikke længere til de fælles, men blot til de forfatningsmæssige traditioner i medlemslandene. Det fortolkes ofte således, at EU-Domstolen anerkender alle grundlæggende rettigheder, der er anerkendt i blot en Medlemsstats forfatning. Domstolen har fortsat denne udvikling i de følgende år, fx i Liselotte Hauer-sagen, hvor den antog, at ejendomsretten er en af fællesskabsretten beskyttet grundret, men at den kan underkastes regulering. I ERT-sagen fastslog Domstolen, at bestemmelserne i EMRK er en del af EU-retten. Foranstaltninger, der er uforenelige med EMRK, er ikke tilladte i EU. EU s Charter om grundlæggende rettigheder adskiller sig væsentligt fra EMRK på arbejdsretligt relevante områder, idet der i Chartret er langt mere vidtgående regler om ligestilling (Chartrets afsnit III) og solidaritet (Chartrets afsnit IV) end i EMRK. Efter Lissabon-Traktatens ikrafttræden har Chartrets bestemmelser fået forrang og direkte vertikal og horisontal virkning i danske ansættelsesforhold på samme måde som andre traktatbestemmelser, fx art. 157 TEUF om ligeløn til mænd og kvinder og art. 45 TEUF om arbejdskraftens fri bevægelighed. Chartret gælder ligesom de almindelige retsprincipper og grundlæggende rettigheder generelt - kun på i øvrigt EU-regulerede område. Bilag A3: Oversigt over fagretlige afgørelser Arbejdsretten 1.1 LO mod DA, Hovedintervenient Dansk Handicap Forbund, sag A , dom af 19. maj Sagen angik, om og i givet fald fra hvilket tidspunkt et forbund under LO afskæres fra at anlægge sag ved domstolene, når der er tale om et lovbaseret krav som følge af en afskedigelse af et medlem fra en virksomhed, der er medlem af en af DA s medlemsorganisationer, og som dermed er omfattet af Hovedaftalens 4, stk. 3. DA og LO var inden sagen indtrådt som biintervenienter på hver sin side i en sag, som verserede ved Højesteret, rejst af HK mod Dansk Handicap Forbund med krav om godtgørelse efter funktionærlovens 2b. Højesteret opfordrede ankesagens parter til at udtale sig om, hvorvidt kravet, der støttes på funktionærlovens 2b, er omfattet af hovedaftalens bestemmelse om behandling ved afskedigelsesnævnet, og om kompetencen til at fortolke denne aftale, jf. arbejdsretslovens 9, stk. 1, og 11, stk. 1. DA og LO var enige om, at Højesterets afgørelse burde afvente Arbejdsrettens fortolkning af Hovedaftalens 4, stk. 3, og LO indbragte derefter sagen for Arbejdsretten. Arbejdsretten pålagde LO at anerkende, at dets medlemsforbund er uberettigede til at anlægge sag ved domstolene i den pågældende type sager efter det tidspunkt, hvor et forbund i medfør af Hovedaftalens 4, stk. 3, litra d, har indgivet klage i sagen til Afskedigelsesnævnet. Bilag 2. Utrykte domme

18 Forskelsbehandlingsloven: BS 31C-4404/ Kbhvns. Byret (Sprogkrav (tyrkisk)) Østre landsret (8. afdeling (sag nr. B ) - alder Bilag 3. Fagretlige afgørelser Faglige voldgiftskendelser Serviceforbundet for A,B,C,D,E og F mod Personalestyrelsen for Rigspolitiet, tilkendegivelse af 6. april 2011, opmand fhv. højesteretsdommer Poul Sørensen. Rigspolitiet måtte som led i besparelser afskedige ca. 40 medarbejdere i Serviceforbundet krævede godtgørelse til 6 medlemmer med henvisning til forskelsbehandlingsloven samt deres lange anciennitet. Udvælgelseskriterierne havde været forelagt SU. En fremlagt oversigt viste, at de 40 afskedigede var aldersmæssigt jævnt fordelt i intervallet mellem 25 og 67 år og med et lige stort antal afskedigede under og over 50 år. For de afskedigede medlemmer af Serviceforbundet var en klar overvægt af ældre medarbejdere, både i forhold til de øvrige afskedigede medarbejdere og i forhold til forbundets øvrige medlemmer ansat i Rigspolitiet. Opmand anførte bl.a., at alder ikke indgik i udvælgelseskriterierne, at bevisførelsen ikke gav grundlag for at antage, at alder havde haft betydning, og at vurderingen efter forskelsbehandlingsloven måtte ske ud fra det samlede antal afskedigede og ikke alene ud fra den aldersmæssige fordeling inden for de enkelte forbunds område. På denne baggrund var der ikke påvist faktisk omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der ved afskedigelsen af forbundets medlemmer var udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. Afskedigelserne fandtes også saglige i relation til argumentet om lang anciennitet. CO-industri for HK/Post &Kommunikation for A mod DI-Overenskomst I v/di for Post Danmark A/S, tilkendegivelse af 8. september 2009, opmand højesteretsdommer Lene Pagter Kristensen. En kvindelig salgsassistent, som havde været ansat i postvæsenet siden 1972, fik muskelsvind i I august 2004 blev hendes ansættelse ændret til fleksjob med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 18½ timer. I juli 2006 anmodede arbejdsgiveren om en udførlig lægeerklæring med henvisning til, at det kneb for kvinden med at klare visse opgaver, og det gav anledning til tvivl om, hvorvidt hun helbredsmæssigt fortsat var egnet til at varetage sit arbejde tilfredsstillende. I lægeerklæringen udtaltes, at kvinden pga sygdommen havde en betydelig funktionsnedsættelse. Lægen anførte, at hvis man fortsat var i stand til at tage skånehensyn, var der en god chance for, at hun kunne passe sit arbejde, og foreslog en videreførelse af fleksjobordningen. Personalestyrelsen ( Helbredsnævnet) vurderede herefter, at kvinden var utjenstdygtig i sin stilling som salgsassistent. På denne baggrund varslede virksomheden, at man var sindet at afskedige kvinden pga af helbredsmæssig utjenstdygtighed med kvalificeret svagelighedspension. Efter protest fra kvindens organisation samt afholdelse af et møde tilbød virksomheden, at kvinden kunne få en personlig assistent stillet til rådighed i en forsøgsperiode på 2 mdr. Kvinden afviste denne ordning og blev derefter afskediget. Parternes overenskomst indeholdt i bilag 23 et protokollat om aftaleimplementering af handicapbestemmelserne i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november Opmanden udtalte med henvisning til direktivets betragtning 17, at det ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling, at virksomheden valgte at afskedige kvinden pga helbredsmæssig utjenstdygtighed, og henviste bl.a. til Helbredsnævnets vurdering og til, at virksomheden havde

19 tilbudt kvinden en personlig assistent, hvilket var hensigtsmæssigt i forhold til hendes konkrete behov, et tilbud som hun imidlertid havde afslået. CO-industri for 3F mod Dansk Industri for SAS Ground Services Danmark A/S, tilkendegivelse af 20. april 2009, opmand højesteretsdommer Lene Pagter Kristensen. En kvindelig medarbejder i lufthavnen, som bar tørklæde af religiøse grunde, blev i forbindelse med et sikkerhedstjek bedt om at tage tørklædet af. Kvinden nægtede og fik en advarsel, og fik endvidere orientering om reglerne om personeftersyn, herunder muligheden for at blive efterset i et særligt undersøgelsesrum. Da kvinden i forbindelse med et nyt sikkerhedstjek igen nægtede at tage tørklædet af, blev hun bortvist. Hun bad ikke i forbindelse med sikkerhedstjekket om at få et særligt undersøgelsesrum. Opmanden udtalte, at kvinden havde pligt til at underkaste sig sikkerhedsreglerne, og at bortvisningen var berettiget. Det forhold, at kvinden bar tørklædet af religiøse grunde, kunne ikke føre til en anden vurdering, da kvinden ikke kunne regne med, at securitymedarbejderen af egen drift bragte muligheden af at benytte et separat undersøgelsesrum på bane. FTF for Cabin Attendants Union (CAU) mod Dansk Industri for SAS A/S, faglig voldgiftskendelse af 15. august 2008, opmand højesteretsdommer Poul Sørensen. En række medlemmer af CAU, som hidtil havde haft en pligtig afgangsalder på 60 år, fortsatte deres ansættelse efter de var fyldt 60 år, da ændringen af forskelsbehandlingsloven i 2004 gav mulighed for det. Virksomheden holdt op med at indbetale pension og anførte, at de gunstige pensionsordninger var aftalt under forudsætning af, at pensionsindbetalingerne ophørte ved 60 år, og at pensionsindbetalingerne derfor måtte ophøre ved det 60. år. Parternes havde en pensionsoverenskomst, som bestemte, at alle cabin crew er omfattet af pensionsordningen. Opmanden udtalte, at indklagede skulle indbetale pensionsbidrag til klagerens medlemmer efter den gældende overenskomst, herunder også til medlemmer, der havde passeret 60 år. Se om Østre landsrets dom (8. afdeling (sag nr. B ) foran i kap. I om alderskriteriet i ofrskelsbehandlingsloven. Tvistighedsnævnet HK for A mod Tandlæge Axel V. Tulinius, kendelse af 23. maj En kvinde, som var kommet fra Irak til Danmark i 2001, blev i 2005 elev hos tandlægen. I marts 2007 gik hun hjem fra arbejde på baggrund af en beskyldning om tyveri og var derefter sygemeldt. Sagen blev anmeldt til politiet, som opgav påtale, da sigtelsen måtte betragtes som grundløs. Under sagen krævede kvinden godtgørelse i henhold til forskelsbehandlingsloven og erstatningsansvarsloven, overarbejdsbetaling samt feriegodtgørelse, godtgørelse for manglende ansættelsesbevis og godtgørelse for psykologudgifter. Kvinden henviste bl.a. til, at tandlægen havde talt nedsættende om hendes religion, at han havde talt nedsættende om det forhold, at hun var lesbisk samt en række andre forhold. Hun forklarede også, at hun ikke sagde fra over for tandlægen, da hun er opdraget til at respektere ældre mennesker. Under sagen forklarede en psykolog, som havde haft kvinden i behandling, at kvinden følte sig chikaneret pga sin etniske herkomst, sin religion og sin seksuelle orientering. I relation til kriterierne religion og etnisk oprindelse fandt Tvistighedsnævnets flertal ikke, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at tandlæge havde udøvet forskelsbehandling i.h.t. forskelsbehandlingslovens 7 a. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at kvindens breve og forklaring alene støttedes af en psykolog, som kvinden havde været i

20 behandling hos. Flertallet udtalte herefter, at samtalerne mellem tandlægen og kvinden om etniske og religiøse temaer kunne være ubehagelige for hende pga af de tos forskellige kulturelle baggrund, temperament og alder, uden at dette nødvendigvis stod tandlægen klart. Flertallet kunne således ikke afvise, at hun kunne have følt sig krænket, men kunne på baggrund af bevisførelsen ikke lægge til grund, at dette var en følge af, at tandlægen havde udtalt sig chikanøst på en måde, som var i strid med forskelsbehandlingslovens 2, stk. 1, jf. 1, stk. 4. Nævnets flertal fandt det endvidere ikke godtgjort, at tandlægen havde udtalt sig krænkende om kvindens seksuelle orientering, og henviste til samme bevisbyrdeovervejelser som anført ovenfor. Endelig fandt nævnets flertal det ikke godtgjort, at der var grundlag for at give medhold i de øvrige påstande, dog tilkendtes en godtgørelse på 1000 kr. for manglende ansættelsesbevis.