- tidsskrift for vejr og klima

Transkript

1 Nr årgang August 2014 (140) - tidsskrift for vejr og klima DANSK METEOROLOGISK SELSKAB Medlemsblad

2 VEJRET -tidsskrift for vejr og klima Medlemsblad for Dansk Meteorologisk Selskab c/o Kasper Stener Hintz, Giro (indbetalingskort type 01 i netbanken) Fra udlandet: SWIFT-BIC: DABADKKK IBAN: DK Hjemmeside: Formand: Eigil Kaas, Tlf , kaas@gfy.ku.dk Næstformand: Sven-Erik Gryning sven-erik.gryning@risoe.dk Sekretær/ekspedition: Kasper Stener Hintz Tlf kasperhintz@gmail.com Kasserer: Kristian Pagh Nielsen Tlf kristianpagh@gmail.com Redaktion: John Cappelen, (Ansvarh.) Lyngbyvej 100, 2100 København Ø Tlf , jc@dmi.dk Leif Rasmussen - Anders Gammel gaard - Jesper Eriksen - Thomas Mørk Madsen. Korrespondance til bladet stiles til redaktionen evt. på vejret.redaktionen@gmail.com Foreningskontingent: A-medlem: 250 kr. C-medlem (studerende): 150 kr. D-medlem (institutioner): 255 kr. Optagelse i foreningen sker ved henvendelse til Selskabet, att. kassereren. Korrespondance til Selskabet stiles til sekretæren, mens korrespondance til bladet stiles til redaktionen. Adresseændring meddeles til enten sekretær eller kasserer. Redaktionsstop for næste nr. : 15. oktober 2014 Dansk Meteorologisk Selskab. Det er tilladt at kopiere og uddrage fra VEJRET med korrekt kildeangivelse. Artikler og indlæg i VEJRET er udtryk for forfatternes mening og kan ikke betragtes som Selskabets mening, med mindre det udtrykkeligt fremgår. Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S, ISSN Fra redaktøren Vil det ikke være dejligt kølende, at læse om drilske kulderekorder efter en varm sommer?...og fortsætte i det kolde spor med en artikel om lysets brydning og spejling i iskrystaller i atmosfæren, der giver flotte halofænomener. Eller læse om DMI's nye ødestationer i Grønland og en koldfront fra nord? Endnu et nummer af Vejret præget af en del kulde, sne og is. I øvrigt et nummer, der fylder 35 år! Der er dog også noget om kaos, da kaosteorien fyldte 50 år sidste år. I den noget ældre afdeling kan du læse om, hvem Niels Henrik Cordulus Hoffmeyer var og mere om Poul la Cour. Dette foregår omkring Meteorologisk Instituts oprettelse i starten af 1870'erne. Læs om "Skygger i fjeldet", der også er den danske titel på en grønlandsk produceret gyserfilm "Qaqqat alanngui". Læs endelig om fata morgana - Naturens Fjernsyn, der handler om luftspejlinger, der nogle gange giver spillerum for fantasien. Check bagsiden for efterårsmødet om en ny generation af web-baserede vejrstationer skræddersyet til det danske erhvervsliv. John Cappelen Indhold 50 års kaos... 1 GIWS - DMI's nye ødestationer i Grønland... 6 Drilske kulderekorder En koldfront fra nord Om Niels Henrik Cordulus Hoffmeyer Qaqqat alanngui Halofænomener Solen synker og så vid're Poul la Cour og oprettelsen af Meteorologisk Institut Forsidebilledet Spektakulær solhalo fotograferet af Jesper Grønne 3. august 2008 kl. 18:17 lidt uden for Silkeborg, retning mod vest. Læs mere om halofænomener inde i bladet.. Bagsidebilledet Skyggen af en sky fotograferet af John Cappelen maj 2014, Lyngby Sø mod vest. Solen er ved at gå ned og kaster skygger. Fjelde kan også kaste skygger og det handler en artikel om. Den hedder Qaqqat alanngui, som også er titlen på en grønlandsk produceret gyserfilm, på dansk "Skygger i fjeldet".

3 Sommerfuglen og langtidsudsigten: 50 års kaos Af Kristian Pagh Nielsen og Henrik Feddersen, DMI Sidste år var det 50 år siden kaosteorien blev fremsat. Den betød, at vi er nødt til at ændre vores opfattelse af, hvad der er muligt at forudsige om fremtiden. Opdagelsen dateres til 1963, hvor meteorologen Edward N. Lorenz ( ) publicerede artiklen: Deterministic Nonperiod Flow (dansk: Forudbestemt ikke-periodisk strømning ) i tidsskriftet Journal of the Atmospheric Sciences. Lorenz ( ) arbejdede i 1950 erne og 1960 erne med forløberne for de computermodeller, vi i dag bruger til at beregne vejrudsigterne med. Han ville studere, hvordan konvektion udvikler sig i et lag med temperaturforskelle fra bund til top. For at tjekke de beregninger han havde lavet, gentog ham dem. Han tog sig en kop kaffe og ventede en times tid på, at computeren skulle regne færdig. Resultaterne, der kom ud anden gang, var helt forskellige fra de første resultater. Lorenz tænkte, at der måtte være sket en fejl, og granskede derfor resultaterne nøje. Han opdagede, at de to beregninger var ens til at begynde med, derefter blev de lidt forskellige, og til sidst helt forskellige. Hvad han så, da han printede resultaterne, kan ses i figur 1. Årsagen var nogle minimale forskelle i de tal, Lorentz havde brugt som indgang til beregningerne - forskelle, som ikke betød noget til at begynde med, men blev forstærket over tid, så resultaterne til sidst ikke mindede om hinanden overhovedet. I en populær fremstilling af kaosteorien sammenlignes dette med, at hvis en sommerfugl blafrer med vingerne i Sydamerika, kan det være forskellen, der gør, at det bliver orkan i Europa to måneder senere! Fakta om Lorenz originale arbejde Før Lorenz havde D. Fultz og R. Hide observeret ikke-periodiske konvektionsstrømninger i vandtank-eksperimenter, og Barry Saltzman opdagede, at Rayleigh s konvektionsligninger har ikke-periodiske løsninger, når man integrerer dem numerisk frem i tid; men det var Lorenz, der forstod implikationerne for deres resultater. De konvektionsligninger, Lorenz brugte, er angivet i boks 1. I sin artikel studerer Lorenz en simplificeret model af konvektion i en væske, hvor der er en konstant temperaturforskel mellem bund og top. Det er imidlertid ikke konvektionsproblemet, der fokuseres på, men de særlige løsninger til den simplificerede model, som kan beskrives ved tre koblede differentialligninger med tre tidsafhængige variable. Til sammenligning har en vejrmodel som den HIRLAM-model, DMI anvender, flere millioner tidsafhængige variable. Lorenz Figur 1. Edward Lorenz (a) og resultaterne, der førte ham til kaosteorien (b). Fra Physics Today 66 (5), s Vejret, 140, august 2014 side 1

4 Boks 1 Lorenz version af Saltzmans konvektionsligninger: Hvor X, Y og Z er funktioner af tid og defineret af: Her markerer prikkerne over X, Y og Z tidsderiverede, σ er Prandtl tallet (forholdet mellem viskositeten og den termiske konduktivitet), r er det relative Rayleigh-tal i forhold til Rayleigh-tallet, hvorved konvektion starter, κ er den termiske konduktivitet, ψ er strømnings-funktionen, θ er afvigelsen fra temperaturen i den stabile tilstand, H er tykkelsen af laget, x er det horisontale koordinat og z er det vertikale koordinat. Bemærk, at ligningerne er for en todimensional strømning i et lag med tykkelsen H og faste temperaturer ved bunden og toppen af laget med en konstant forskel DT. De beskriver således ikke atmosfærens strømninger, men strømninger i en roterende cylindrisk vandtank. De meget kringlede definitioner af variablene X, Y, og Z er et matematisk greb for at gøre de øverste tre ligninger så simple som muligt. Således har disse ikke nogen ligefrem fysisk mening. Dog anfører Lorenz, at X er proportional med intensiteten af konvektionen, Y er proportional med temperaturforskellen mellem opadgående og nedadgående strømninger, og Z er proportional med forskydningen af temperatur-profilen fra et lineært profil som funktion af højden. model er ikke-lineær pga. produkterne XY og XZ i ligningerne (Boks 1). Ikke-lineære differentialligninger er i almindelighed meget vanskeligere at løse end lineære differentialligninger; som oftest må man ty til numeriske løsninger, beregnet på computer. I begyndelsen af 1960 erne, hvor mulighederne for numeriske beregninger var meget begrænsede sammenlignet med i dag, var selv simple ikke-lineære dynamiske systemer (som fx Lorenz model) ikke velforståede. Dels findes der løsninger, som er langt mere komplicerede end hvad der kunne beskrives ved kendte matematiske funktioner, dels bemærkede Lorenz, at visse løsninger var ustabile i forhold til små ændringer i begyndelsesbetingelserne. På trods af, at løsningerne, som er vist i figur 2, ind imellem ser temmelig kaotiske ud, er der dog en underliggende ganske smuk - struktur. På nettet findes der mange flotte animationer af denne. Ikke-periodiske strømninger Lorenz selv kaldte sin opdagelse: Forudbestemt ikke-periodisk strømning. Det er en mere præcis beskrivelse end kaos. Kaos vil de fleste forstå som støj; noget der er fuldstændigt uden sammenhæng. Det, som Lorenz opdagede, var som sagt noget, der var sammenhængende til at begynde med, men som efter et stykke tid blev uforudsigeligt. En periodisk variation er forudsigelig. Det gælder f.eks. for årstidenes variation, der gennemgår en periode på præcis et år. Periodiske variationer er lette at forudsige også selv om de sker på lang tidsskala. Ikke-periodiske variationer er vanskelige at forudsige, og umulige at forudsige efter et vist antal variationer. Forudsigeligheden afhænger af den typiske længde på variationerne. På lang tidsskala er et eksempel den ikke-periodiske variation i Nord-Atlanten, der er kendetegnet ved NAO-indekset. Som de fleste af Vejrets læsere vil vide hænger NAO-indekset nært side 2 Vejret, 140, august 2014

5 sammen med vores vejr, hvor f.eks. et negativt NAO-indeks om vinteren giver kuldefremstød, og et positivt NAO-indeks giver mildt og blæsende vejr. På meget kort tidsskala er variationerne i en sommeropvarmet ustabil luftmasse ikke-periodiske. Variationerne skaber bobler af luft, der stiger hurtigt til vejrs. Det er bobler som disse, der kan give skybrud. Derfor vil vi meget gerne kunne forudsige præcis, hvor disse kommer, og så lang tid i forvejen som muligt. Ofte vil det kun være muligt at gøre det med få timers varsel. For også at kunne præstere længere varsler har DMI det sidste par år benyttet ensemble-prognoser. I ensemble-prognoserne vendes den udfordring, som kaos-teorien giver, til en fordel. Ved at køre 25 forskellige modeller med samme starttidspunkt, men med små forskelle i starttilstandene, kan det vurderes, hvor forudsigelig de næste dages vejrsituation er. Ensemble-modellerne giver dermed et fornuftigt bud på, om der skal varsles præcist: Vi forventer kraftig regn i Nordjylland i morgen eller upræcist: Der er risiko for skybrud over hele landet i morgen. Kaosteorien i et filosofisk lys Kaosteorien er i strid med et helt fundamentalt koncept i vores moderne videnskabelige verdensbillede: Figur 2. Edward Lorenz originale fremstilling af det, der sidenhen er kaldt Lorenz-attraktoren, plottet som funktion af variablene X, Y og Z (se boks 1). En intelligens, der kan forstå alle disse kræfter, der driver naturen, og de respektive tilstande af de elementer, som denne består af en intelligens tilstrækkelig stor til at sende disse data til analyse for denne vil intet være usikkert, og fremtiden såvel som fortiden vil stå klar for dens øjne. Således udtalte Pierre Simon Laplace i det 18. århundrede. Hans tanker bygger videre på René Descartes verdensbillede, som så dagens lys i det 17. århundrede. I dette ses universet som en mekanisk indretning ligesom et stort ur. Ligesom man ved, at et ur en time efter kl. 13:00 vil vise kl. 14:00, vil verden i morgen også være forudbestemt af tingenes nuværende tilstand og naturlovene. For meteorologien specifikt Vejret, 140, august 2014 side 3

6 Figur 3. Ensemble-modellens sandsynligheder for skybrud i procent d. 6. august 2013 kl om morgenen. Modellen blev kørt to dage før skybruddet faktisk blev målt ved Sletterhage Fyr på Helgenæs syd for Mols. var Vilhelm Bjerknes den første til at foreslå, at morgendagens vejr med tilstrækkelig viden kan beregnes. Et godt stykke ad vejen er Laplace s og Bjerknes idé i dag blevet demonstreret i praksis: Vi kan ofte lave gode vejrudsigter syv dage frem i tiden ved hjælp af super-computere, der i dag udgør den intelligens, som Laplace talte om. Idéen er også accepteret i den brede del af befolkningen, hvor det i dag forventes, at vejrudsigten ikke kun kan angive, om det bliver bygevejr, solskin eller storm i morgen; men at vejrudsigten kan angive, at der kommer 20 mm nedbør, temperaturen bliver 12 grader og vinden bliver 24 m/s. Kun få graders eller m/s afvigelse anses for at være betydelige fejl. Denne filosofiske baggrund giver en udfordring, når vejrudsigten skal formidles; specielt i tilfælde af kraftig konvektion, som netop var det, Lorenz studerede, ser vi i den daglige praksis effekten af kaosteoriens ikke-periodiske svingninger. side 4 Vejret, 140, august 2014

7 Kaos og forudsigelse af menneskeskabte klimaændringer Kaosteorien sætter en begrænsning for muligheden for at forudsige vejret i morgen, men gør det ikke i samme grad for forudsigelsen af menneskeskabte klimaændringer som følge af en øget koncentration af drivhusgasser i atmosfæren. I klimaberegninger er begyndelsesbetingelserne for det meste ikke væsentlige, når blot de er realistiske. Det, man ønsker at studere, er effekten af en ændret påvirkning (strålingsforcering) af atmosfæren. Man taler om et randværdiproblem i modsætning til vejrforudsigelsens begyndelsesværdiproblem. Randværdiproblemer er ikke underlagt kaosteoriens begrænsninger. Den ændrede forcering vil ikke gøre vejret mere forudsigeligt; det vil stadig variere fra dag til dag og år til år, og vejrudsigterne vil stadig lide under kaosteoriens begrænsninger. Men forudsigelsen af, at det gennemsnitlige vejr, altså klimaet, vil være lidt forskubbet sammenlignet med i dag, er ikke usikker pga. kaos. Til gengæld er klima-forudsigelser usikre, når disse er afhængige af udviklingen fra begyndelsesbetingelserne i tillæg til de ændrede randværdibetingelser. Når forceringen øges, kan der opstå et andet ikke-lineært fænomen, nemlig en bifurkation, når forceringen når et tipping point, hvor vejr- og klimamønstre permanent skifter karakter; der har fx været spekulationer om hvorvidt den termohaline cirkulation i Nordatlanten vil kollapse i et varmere klima, hvilket kan betyde et markant anderledes klima i Nordvesteuropa. Ligesom kaos kan være en udfordring for vejrforudsigelsen, kan tilstedeværelsen af tipping points gå hen og blive en af klimaforudsigelsernes store udfordringer. Medlemmers adresser DaMS vil gerne have alle medlemmers adresser, så vi kan sende nødvendig information ud direkte. Alle medlemmer opfordres til at sende deres adresse til kasserer@dams.dk Foreningskontingent Det er nu muligt også at betale via PayPal på dams.dk. Husk at betale for det nye år, hvis du ikke allerede har gjort det. Vejret, 140, august 2014 side 5

8 Bag om meteorologiske instrumenter: GIWS - DMI's nye ødestationer i Grønland Af Jens Q. Hansen, DMI De første automatiske ødestationer i Grønland Fra slutningen af 1970 erne blev grønlandske bemandede øde vejrstationer nedlagt og udskiftet med automatiske vejrstationer. Samtidigt blev nettet af automatiske vejrstationer udbygget med stationer på øde lokaliteter langs de grønlandske kyster, typisk på små skær eller øer. Disse vejrstationer målte vejrparametre hver 3. time, og observationer blev sendt via Argos satellit systemet til DMI s satellitmodtagestationer i Smidsbjerg og Kangerlussuaq, for derefter at blive routet ud i verden. Nødvendig fornyelse Da nettet af de såkaldte gamle ødestationer efterhånden havde rundet 30 år, var det nødvendigt med en fornyelse af de tekniske installationer. Derfor blev projektet GIWS, Greenland Independent Weather Stations, startet. Opgaven var simpel nok: find eller lav en vejrstation, som kan klare sig under ekstreme arktiske forhold, og som skal kunne kommunikere data direkte til DMI uden nævneværdig tidsforsinkelse og samtidigt have et meget lavt strømforbrug. Stationen skal kunne forsynes af batterier, som oplades af solceller. Den skal kunne placeres på en mast uden Et stort antal meteorologiske stationer har opereret siden 1958 i Grønland. Udvalgte kvalitetskontrollerede observationer fra alle disse kan frit hentes i en DMI publikation (DMI Technical Report 14-08). De 15 GIWS stationer er en del af disse. På næste side ses et udsnit af den sydlige del af Grønland, hvor stationstætheden er størst. Grafik: M. Scharling. anden form for infrastruktur på stationen, og den skal kunne måle vindretning og -hastighed, lufttryk, lufttemperatur og relativ luftfugtighed. På vejrstationerne Angissoq (figur 1) og Station Nord (figur 2) blev der foretaget felttests af forskellige instrumenter og elektronik. Station Nord blev primært side 6 Vejret, 140,august 2014

9 Liste over GIWS stationer i Grønland Kitsisut (Carey Øer) Kitsissorsuit (Edderfugleøer) Nuussuaq Kitsissut /Attu Sioralik Ukiivit (Frederikshåb Isblink) Nunarssuit Angissoq Kap Morris Jesup Station Nord Henrik Krøyer Holme Daneborg Aputiteeq Ikermiit Ikermiuarssuk brugt til test under kolde arktiske forhold, medens Angissoq blev brugt til test af hårdt miljø med hensyn til vind og salttåge. Ud fra testene blev der udvalgt måleinstrumenter og en datalogger, dvs. en computer, der kan indsamle, behandle og lagre data målt fra forskellige meteorologiske sensorer. En datalogger har typisk en hel del analoge og digitale ind- og udgange. Valget faldt på en datalogger, kombinerede temperatur- og luftfugtighedssensorer og barometre fra det finske firma Vaisala, mens det engelske firma Gill blev leverandør af ultrasoniske vindsensorer. Stationen er designet, så alt udstyr, på nær vindsensorerne, er placeret på en 3 meter gittermast Figur 1. Ultrasoniske vindsensorer øverst i masten på Angissoq, tæt ved det stormomsuste Kap Farvel. Alle billeder er taget af DMI's rejsehold, hvis ikke andet er nævnt. Vejret, 140, august 2014 side 7

10 (figur 3). På denne er temperatur- og luftfugtighedssensorer monteret i strålingsskærme på en bom på toppen sammen med antennen til satellitkommunikation. Normalt skal temperatur og fugtighed måles i en højde af 2 meter over terræn. På GIWS stationerne er dette dog ændret til 3 meter, da isbjørne erfaringsmæssigt er ganske interesserede i strålingsskærme. Alle kabler er ført i kabelkanaler af samme grund. På masten er placeret et styreskab med elektronik og barometre (figur 4) samt et skab med 8 stk. 12 V, 42 Ah batterier. Alt udstyr forsynes med 12 V. På siden af masten er placeret 2 stk. 32 Watt solpaneler til opladning af batterierne. Batterikapaciteten er så stor, at en GIWS station kan operere hele mørkeperioden igennem, selv på de nordligst placerede stationer, hvor der i sagens natur ikke bliver ladet på solpanelerne. Alle stationer er monteret med 2 stk. vindsensorer, 2 barometre og 2 temperaturluftfugtighedssensorer. Alle data bliver sendt til DMI via satellit kommunikation. Aktuelt findes der 15 stationer af typen. I det følgende er udstyret yderligere beskrevet. Datalogger QML201 fra firmaet Vaisala. Dataloggeren har en 16 bit A/D converter, adskillige analoge og digitale ind- og udgange, og den er specielt designet til lave temperaturer. Hver time vågner dataloggeren op i 10 minutter før kl. hel, f.eks. 10:50, 11:50 osv., hvor den indsamler data fra vindsensorerne. Fra 1 minut før kl. hel indsamles data fra temperatur- og luftfugtighedssensorer og Figur 2. Et kig ind i polarmørket: Station Nord 16. februar Temperaturen anslås at ligge omkring 35 kuldegrader, men data fra stationen manglede pga. rimdannelser, der reducerede antennens effekt. Foto Michael Heeris. fra barometre. Når alle målinger er indsamlet sendes de til DMI, men logges også lokalt og gemmes i ca. 1 år, før de overskrives af nye data. Satellitkommunikation Her bruges Iridiumsystemet til at sende data fra GIWS stationen til DMI. I Iridium systemet indgår 66 aktive satellitter, som kredser Figur 3. GIWS-station Daneborg, Sirius-patruljens hovedkvarter, en sommereftermiddag i Young Sund er på vej til at blive isfri. side 8 Vejret, 140,august 2014

11 Figur 4. Styreskabet, set indvendigt. Figur 5. Gill ultrasonisk vindsensor. Ved monteringen i toppen af masten anbringes den omvendt for at hindre fugle i at hakke sensorerne i stykker. om Jorden i en højde af ca. 780 km. Dette giver en konstant og online kommunikations dækning. På GIWS systemet bruges en Iridium feature, som hedder Short Burst Data, der kort fortalt kan sammenlignes lidt med en SMS besked. Ved brug af Short Burst Data nedbringes kommunikationsudgifterne betydeligt. Tidsforsinkelsen fra stationen sender til data, til de modtages på DMI, er meget lille. Temperatur-/luftfugtighedssensorer Lufttemperaturen måles med et platin element pt100, hvilket giver en modstand på 100 Ω ved 0 C. Måleområdet er sat til -60 C til +40 C. Luftfugtighedsmålingen er i princippet en kondensator, hvor en tynd polymerfilm, placeret mellem kondensatorpladerne, enten absorberer eller frigiver vanddamp i forhold til den omgivende luft. Dette ændrer dielektriciteten i kondensatoren, hvilket er udtryk for den relative luftfugtighed. Måleområdet er %. Begge målinger konverteres i sensoren til en spænding på mellem 0 og 1 volt, som måles af dataloggeren. Barometre GIWS stationerne er udstyret med 2 elektroniske barometre med 3 tryksensorer i hvert barometer. Barometrene sammenholder de 3 observerede lufttryk, og er der en for stor afvigelse fra en af tryktryksensorerne, vil denne måling blive udeladt. Barometrene har et måleområde fra 500 til 1100 hpa og kommunikerer digitalt med dataloggeren. Ultrasoniske vindsensorer Denne type af vindsensorer (figur 5) uden mekaniske bevægelige dele er efterhånden ganske udbredte. På GIWS stationer bruges 2 stk. Gill windobserver II sensorer. Vindmåleren observerer vind fra 0 65 m/s og retning Sensoren har indbygget en mikroprocessor for hurtige online beregninger samt 4 transducere (anordninger til omformning af én energiform til en anden, f.eks. lyd til elektrisk strøm), placeret i nord, syd, øst og vest. Sensoren måler tiden, det tager for en ultrasonisk puls at bevæge sig fra syd til nord og fra nord til syd. Ligeledes måles Vejret, 140, august 2014 side 9

12 Logistiske udfordringer Det gamle ødestationsnet blev udskiftet moderniseret med GIWS stationer i perioden 2009 og I alt blev 15 stationer moderniseret. DMI's Afdeling for Teknik og Data (TD) (tidligere TM) har selv stået for opstilling af alle stationer. Alt udstyr blev løftet til stationerne med helikopter (figur 6), i Nordøstgrønland dog med fastvinget fly (figur 7). Mange steder var det nødvendigt at sejle udstyret tæt på stationen og slinge udstyret fra båden og ind på øen, hvor stationen ligger. Opstillingen af en station tog typisk 2-3 døgn for 3 mand. Rejsesæsonen blev derfor ganske hektisk og de logistiske udfordringer betydelige. Figur 6. Sling af udstyr den sidste stump vej fra skib til land. Aputiteeq tiden fra øst til vest og fra vest til øst. Ved at måle tiden, lyden bevæger sig både med og mod vinden og på tværs af denne kan vindhastigheden bestemmes. Ud fra en vektorberegning kan vindretningen bestemmes. Sammenlignet med konventionelle anemometre/vindfaner har ultrasoniske vindsensorer både fordele og ulemper. Alle typer vindsensorer har problemer med overisning, hvis de ikke opvarmes, hvilket der ikke er strøm nok til på en GIWS station. Ved overisning vil transducerne på den ultrasoniske vindsensor evt. ophøre med at fungere. Det samme kan ske ved kraftig blæst indeholdende sne eller støvpartikler, der vil forringe signal/støjforholdet. Yderligere har der været store udfordringer med fugle, der har hakket i transducerne. Derfor sidder sensorerne på GIWS stationer med transducerne nedad. Sensorerne overvåges GIWS stationerne er konstrueret, så der er redundans på alle målte parametre. På DMI bliver alle sensorer overvåget, og det bestemmes, hvilke målinger, der skal indgå i den færdige synop. Projektet er en succes Alle GIWS stationer er i dag aktive og sender data til DMI hver time. Der har selvfølgelig været en del begyndervanskeligheder, men alt i alt må projektet betegnes som en succes. Om GIWS stationerne overlever i mere end 30 år som deres forgængere må tiden dog vise. Henvisning: Weather Observations from Greenland DMI Technical Report Figur 7. Grønlands nordpynt, Kap Morris Jesup, 2009, med verdens nordligste landbaserede vejrstation. Det flade kystforland tillader landing med fastvingede fly. Opskruet polaris skimtes i det fjerne. Den engelske hytte stammer fra den gamle station. Figur 8. Nyt udstyr i landskabet påkalder sig inspektion fra landets retmæssige indvånere. Bemærk den røde afmærkning af landingsstrippen i baggrunden. Kap Morris Jesup. side 10 Vejret, 140,august 2014

13 Vejret, 140, august 2014 side 11

14 Drilske kulderekorder Af meteorolog Jesper Eriksen, DMI Klodens koldeste sted er uden tvivl højlandet i den østlige del af Antarktis. I dette ugæstfri miljø måltes ved den russiske forskningsstation Vostok (figur 1) Jordens hidtidige kulderekord på hele 89,2 graders frost den 21. juli tilbage i Denne temperatur har fået lov at stå længe som den laveste målte temperatur på Jorden, men kan det blive endnu koldere? Denne artikel omhandler temperaturmålinger fra klodens koldeste egne og de problemstillinger, der kan opstå med disse. Vostok, Jordens koldeste klimaarkiv Vostok ligger i 3488 meters højde og 1283 km fra den geografiske Figur 1. Den russiske forskningstation Vostok, fotograferet i sommerhalvåret, hvor solen i perioden fra den 21. oktober til 21. februar er på himlen døgnet rundt. sydpol (se kort figur 3 og 7), og er bemandet året rundt. Forskningsstationen har målt temperaturer næsten uden ophold, siden den blev etableret af den gamle Sovjet Union den 16. december tilbage i 1957, og har dermed leveret et unikt klimadataset i et datasparsomt område. Når det er sommer på den nordige halvklode, er det som bekendt vinter på den sydlige, og i perioden fra 23. april til 21. august ligger Vostok i mørke døgnet rundt. Derfor er Figur 2. Temperatur- og nedbør-klimadata for Vostok i perioden side 12 Vejret, 140,august 2014

15 det i og omkring dette tidsrum, at der måles de laveste temperaturer, hvilket også fremgår at tabellen i figur 2. Tabellen viser temperatur og nedbør klimadata for Vostok målestationen i perioden fra Er Vostoks kulderekord blevet slået? En gruppe amerikanske forskere har for nyligt studeret usædvanlige revner på sneoverfladen af den højeste del af den øst-antarktiske iskappe, som man mente skyldes den ekstreme kulde. Man ønskede et bud på, hvor koldt det kunne blive her, men desværre havde man ikke konventionelle temperaturmålinger på stedet. I stedet estimerede man temperaturen ud fra målinger fra forskellige satellitter, lidt over 30 år tilbage i tiden. Disse blev publiceret sidste år, og data fra den nye Landsat 8 satellit (opsendt 11. februar 2013 og i operationelt kredsløb siden 10. april 2013, se figur 4 næste side), samt de lidt ældre Terra (i drift siden 1999) og Aqua (i drift siden 2002) satellitter, gav meget deltaljerede temperaturkort. Kortene afslørede temperaturer på helt ned til grader på Antarktis, endvidere fremgik det, at den hidtidige kulderekord fra Vostok blev slået i flere af årene i den lidt over 30 års tidsperiode, man havde kigget på. Men hvor pålidelige er disse temperaturer estimeret ud fra satellitter, der passerer hundreder af kilometer over Jordens overflade, egentligt? Enhver overflade udsender varmeenergi i den langbølgede del af strålingsspektret. Den udsendte energi er proportionel med temperaturen i 4. potens, jævnfør Steffan Bolzmanns lov, gengivet i boksen på næste side. Figur 3. Kort over Antarktis. Kilde: NASA/Landsat Image Mosaic of Antarctica (LIMA) Project. Vejret, 140, august 2014 side 13

16 Kan man derfor måle den energimængde, en overflade udstråler, kan man også udregne temperaturen ret nøjagtigt, hvis man kender overfladens karakteristik, og denne tilnærmelsesvis kan betragtes som et sort legeme. Taler vi satellitter, der befinder sig langt fra Jorden, kræver det dog, at man har nogle gode sensorer til at opfange den infrarøde stråling. Men til hjemmebrug kan man få nogle ret billige håndholdte infrarøde termometre til kr (figur 5). Disse er udstyret med ret billige sensorer, side 14 Vejret, 140,august 2014 Steffan Boltzmanns lov, gældende for et sort legeme : I(T) = σ T4 I(T) er den udsendte energi pr. arealenhed pr. sekund i W/m2. σ = 5, W/m2 er Stefan-Boltzmanns konstant T er den absolutte temperatur i K (kelvin) Om kelvin, se: men de fungerer fint til huslige formål, når en overflade måles på nært hold. Landsat 8, som Figur 4. En grafikers fremstilling af den nye Landsat 8 satellit i kredsløb. Kilde: Figur 6. En del af det elektromagnetiske spektrum, hvor bølgelængden er afbilledet på x-aksen, og den procentvise absorption af udvalgte atmosfæriske gasser på y-aksen. I området markeret med rødt i den infrarøde del af spektret absorberer de atmosfæriske gasser næsten ikke den udsendte stråling. Dette atmosfæriske vindue er centralt, hvis man skal beregne overfladetemperaturer fra satellitmålinger. Kilde: Et sort legeme er et ideelt legeme, som har en overflade, der absorberer alle bølgelængder af den elektromagnetiske stråling, som rammer den. forskerne har kigget på data fra, kredser derimod rundt i 705 kilometers højde, og er derfor udstyret med den bedste form for infrarøde sensorer, man i dag kan fremstille (figur 5). Undervejs fra overfladen (på Antarktis en iskappe) til satellitten vil noget af strålingen gå tabt, idet en del af den absorberes af atmosfæriske gasser (drivhusgasserne), aerosoler og skyer. En stor del af absorptionen af de atmosfæriske gasser kan man dog slippe for ved at anvende den del af strålingsspektret, hvor det såkaldte infrarøde atmosfæriske vindue findes (se figur 6). Grunden til, at det kaldes vindue er, at drivhusgasserne ikke - eller næsten ikke - absorberer stråling ved disse bølgelængder, således at atmosfæren er næsten transparent. Kun næsten, da ozon absorberer infrarød stråling i dele af vinduet og vanddamp i hele vinduet. Imidlertid er luften på Antarktis dog så knastør, at der stort set kan ses bort fra vanddampens indflydelse. Satellitterne kan derfor med fordel måle i den del af vinduet, hvor ozonen ikke absorberer. De infrarøde landsat 8 sensorer gør netop dette ved at kigge på bølgelængderne µm og µm.

17 Figur 5. Øverst ses de sensorer, Landsat 8 er udstyret med, bl.a. TIRS (Thermal Infrared Sensor), som er den, der bruges til at måle temperaturer med. Kilde: about_ldcm.php. Nederst forfatterens egne infrarøde termometre, der er nogenlunde enige om, at flisernes overfladetemperatur er omkring 32 grader varme, dog med en indbyrdes afvigelse på 0,7 grader. En effekt, der ikke kan ses bort fra, er skyer, idet en sky jo i princippet er en blanding af vanddamp (gas) og bittesmå partikler i form vanddråber og/eller iskrystaller. Så selv i det atmosfæriske vindue absorberer skydråberne eller iskrystallerne noget af den stråling, der udsendes fra Jordens overflade. Er det derfor skyet, kan man ikke estimere overfladetemperaturen ud fra satellitdata, med mindre man er i stand til at lave en meget kompleks beregning, der fjerner skyernes effekt i strålingsberegningen. Her er det så heldigt, at klart vejr netop er en forudsætning for, at det kan blive rigtigt koldt. For at opsummere: I koldt og klart vejr er temperaturer udregnet ud fra satellit data ret præcise. Nyere satellitter har forbedrede sensorer, og Landsat 8 kan faktisk præstere en måleopløsning på hele 100m i de udregnede temperaturfelt (som grafisk kan konverteres til 50m). Herved har man fremstillet det mest detaljerede temperatur kort til dato, der viser små detaljer og afvigelser i temperaturfeltet ved overfladen, selv ved meget lave temperaturer, hvor udstrålingen er meget svag. Ved sammenligning af disse data fra Landsat 8 og topografiske kort fandt man ud af, at de koldeste temperaturer på Antarktis forekom i lavninger på 2-4 meters dybde og af 5-10 kilometers horisontal udstrækning, på en højslette mellem to istoppe (Dome Argus og Dome Fuji) på det Østantarktiske Plateau. Kortet figur 7 viser deres placering. Det fremgår, at det er et godt stykke fra Vostok og ca. 500 meter højere oppe i terrænnet. Den 10. august 2010 registrerede en satellit hele grader, hvilket faktisk er omkring 4 grader under den gamle kulderekord fra Vostok. Problemet er bare, at satellitterne ikke måler selve luftens temperatur, som traditionelt måles i 2 meters højde, men temperaturen af iskappens overflade. Temperaturmålingen fra Vostok er derimod en konven- Vejret, 140, august 2014 side 15

18 tionel måling af lufttemperaturen i 2 meters højde. Ved de optimale betingelser for kulde (som der jo skal til for at opnå en kulderekord), altså klart og roligt vejr, vil der være flere graders forskel mellem overfladens temperatur og luftens temperatur i 2 meter højde. Vi mærker det selv herhjemme, ved at der sagtens kan forekomme rim på græsset eller på bilruden, selvom termometeret i 2 meters højde viser op til 3-4 plusgrader. Og faktisk isolerer et snelag endnu bedre end græs. Derfor er de satellit-estimerede temperaturer fra Antarktis ikke direkte sammenlignelige med Vostok målingerne. Jeg vil nu gennemgå et eksempel, der illustrerer dette. Af figur 7 fremgår det, at satellitterne estimerede en temperatur på 93,0 graders frost i ca. 4 km s højde den 31. juli 2013, altså noget lavere end Vostoks kulderekord. Figur 8 afslører, at Vostok denne dag målte omkring 79 graders frost, altså et godt stykke fra kulderekorden. Området som de satellit estimerede temperaturer stammer fra er, som nævnt før, ca. 500 meter højere oppe i terrænnet end Vostok. Derfor kan det nok blive koldere her, men en temperaturforskel på hele 14 grader kan ikke forklares ved højdeforskellen. Antages en tør-adiabatisk lapserate på ca. 1 grad/100m, når man ned på graders frost. Lægger man lokale effekter til, såsom at kulden altid vil søge mod lokale lavninger i terrænet, kan man måske komme en smule længere ned. Men der er stadig et stykke vej til -93 grader, som derimod nås, hvis man antager at sneens/isens overflade er 4-5 grader koldere Figur 7. Topografisk kort over Antarktis. De grønne linier angiver højden over havniveau i intervaller af 500m. Overlagt med placering af udvalgte overflade temperaturer, udregnet ved hjælp af målinger fra satelliter. Det fremgår, at Jordens koldeste sted er lige ved siden af en højderyg på det østantarktiske plateau. Her er der blevet målt helt ned til 93.2 graders frost. Kilde: Ted Scambos, National Snow and Ice Center, USA. end luften i 2 meters højde. Sikkert er det dog, at de omtalte lokale lavninger må være klodens koldeste sted. De amerikanske forskere, der står bag analysen af satellitdata, planlægger i øvrigt også at opsætte automatiske vejrstationer på stedet. Herved kan man måle luftens temperatur i forskellige højder for sammenligning med satellitternes data. Oftest bruges alkohol termometre til at måle så lave mini- Figur 8. De målte 2 meter minimumtemperaturer for Vostok i den sidste halvdel af juli Det fremgår, at der ved månedens afslutning blev målt omkring 79 graders frost. Kilde: weatheronline.co.uk. side 16 Vejret, 140,august 2014

19 Figur 9. Temperaturmålinger fra DMI s målestation Summit, der foretager en enkelt måling hver 3 time, i weekenden marts Det fremgår, at der er dataudfald, efter at temperaturen nåede omkring 60 graders frost. De to lodrette linier angiver hvornår solen går ned (sunset), og hvornår den står op (sunrise). Nat og dag er ca. lige lange, fordi vi er tæt på forårsjævndøgn. Kilde: mumstemperaturer, da alkohol først fryser ved 115 graders frost, hvorimod kviksølv fryser ved 38 graders frost. Men man er nok på udkig efter en fuldautomatisk elektronisk løsning. Problemet er bare, at det er meget vanskeligt at fremstille et fuldautomatisk termometer, der kan fungerer under den ekstreme kulde uden menneskeligt besøg i hele vintersæsonen. Mon ikke de får en kold skulder, hvis de spørger russerne (Vostok) om hjælp? Koldeste sted på den nordlige halvkugle? I vinterhalvåret gennemgår en stor del af Grønland, ligesom Antarktis, en periode med mørke døgnet rundt. Samtidigt ligger der en iskappe, der rager over 3 km til vejrs. Toppen af den grønlandske indlandsis er derfor en god kandidat til at være det koldeste sted på den nordlige halvklode. Udsatte steder i Sibirien, Canada og Alaska bejler dog også til dette kandidatur. Problemet på disse barske steder er, at der oftest mangler temperatur målinger, og at de få målinger, der findes, kan have målevanskeligheder ved de ekstremt lave temperaturer. Den officielle kulderekord for USA og Canada er på -62,8 grader, målt i Snag i Yukon territoriet den 3. februar Man faktisk har man uofficielt målt endnu lavere temperaturer. I perioden havde folk fra det amerikanske militær sat et uofficielt termometer op i meters højde, på Nordamerikas højeste bjerg, Mount McKinley på lidt over 6 km, i Alaska. Det målte helt ned til 73.3 graders frost, men da ingen vover at gå på bjergbestigning på Mount McKinley om vinteren, har det ikke været muligt at lave en kvalitetskontrol af målingen. I dette forår oplevede Grønland en ret kold periode lige efter jævndøgn. Selvom at dagene også på Grønland var blevet længere end nætterne, nåede temperaturen på Summit på toppen af Indlandsisen i omkring 3200 meters højde, ned under 60 graders frost i weekenden den marts. Grafen i figur 9 viser temperaturforløbet på DMI s målestation Summit for perioden lørdag den 22. marts 12 UTC til søndag den 23. marts 20 UTC. For at få grønlandsk lokaltid skal man trække 3 timer fra. Målestationen måler kun temperaturen hver 3. time og har ikke et egentligt minimumstermometer. Som det fremgår af grafen var der desværre dataudfald natten til søndag. På Grønland gælder det også, at det i klart og roligt vejr, som det er i dette tilfælde, bliver koldest lige efter solopgang. Derfor kan man antage, at temperaturen i de tidlige morgentimer må have været på under 60 graders frost. Læg mærke til, at solopgangen (sunrise) er markeret med en lodret linie. Den gamle kulderekord for marts på DMI s station er grader, sat den marts 2011, men også her havde DMI stationen dataudfald, denne gang i perioden fra den 18. kl. 00 UTC til og med 09 UTC. Det kan således nemt have været koldere. Under 2 km fra DMI s automatiske vejrstation ligger en amerikansk forskningsstation, US Summit, der er bemandet året rundt. Her er der opsat et webcam, og det fangede den flotte solopgang (figur 11) i under 60 graders frost. På stationen foretages også temperaturmålinger, som er sammenlig- Vejret, 140, august 2014 side 17

20 nelige med DMI målestationens grundet den korte afstand. Men også på toppen af Grønlands Indlandsis kan der forekomme variationer i temperaturen inden for korte afstande, grundet lokale effekter som f.eks. en lille lavning i terrænet. Så stationerne kan ikke forventes at måle helt det samme, men de burde have samme tendens. Målingerne fra den amerikanske målestation ses i figur 10. Der måles hvert minut, og stationen har målt siden august Det fremgår, at temperaturen nåede ned omkring 63 graders frost, altså under kulderekorden for DMI-målestationen i marts. Ifølge en korrespondance med vedkommende, der har sat målestationen op, er kulderekorden for den amerikanske station på hele -67,2 grader, sat tilbage den 18. marts :22 UTC. Desværre satte DMI måleren (også) ud i denne kulde, nærmere betegnet 21 UTC den 17. marts ved en temperatur på -61,0 grader. Kl. 21 UTC lørdag den 22. marts 2014, målte DMI stationen ca. -55 grader. Altså kan man antage, at det har været væsentligt koldere natten til den 18. marts 2011, og at -67,2 ikke er urealistisk. Et kig på gamle vejrkort afslører også at temperaturen i den frie atmosfære i 500hPa var koldere (ca. 3 grader) over Indlandsisen 18/ i forhold til 23/ Hvis man med en meget kort datatidsserie på under 10 år kan måle ned omkring 67 graders frost omkring jævndøgn på toppen af Indlandsisen, hvor koldt kan det så ikke blive på den tid af året hvor der ikke er sollys på noget tidspunkt af døgnet? Figur 10. Temperaturmålinger i marts 2014 fra den amerikanske målestation summit camp, der måler hvert minut og ligger under 2 km fra DMI s målestation. Denne station kunne godt tåle kulden, og det ses, at temperaturen nåede ned omkring 63 graders frost som det laveste. Hurtige temperatursvingninger på op til 7 grader i den koldeste periode fortæller, at den ekstremt stabile lagdeling er blevet forstyrret, formentlig af svage vindpust. Næppe lige så koldt som på Antarktis, men ned omkring 70 graders frost tror jeg godt man kan komme. DMI s målestations hidtil laveste målte temperatur er på beskedne -63,3 målt i en februar. Dette skyldes formentlig, at stationen øjensynlig har funktionsproblemer ved ekstremt lave temperaturer. Findes der en nedre grænse for kulde? En overflade eller luftmasse af- Figur 11. En smuk solopgang lørdag den 22. marts 2014, taget fra webcameraet på summitcamp. Røgen fra skorstenen på værkstedsbygningen til højre afslører en vis menneskelig aktivitet. Det vil dog ikke være smart at nyde den flotte solopgang udendørs, idet figur 9 afslører en temperatur på omkring 60 graders frost på tidspunktet. side 18 Vejret, 140,august 2014

21 Figur 12. Landsat 8 s mange passager over Antarktis den 31. juli Det fremgår, at selve sydpolen ikke dækkes, men at der har været flere passager over Østantarktis, som i klart vejr kunne bruges til at estimere overflade temperaturen på iskappen. Kilde: køles så længe den afgiver mere energi i form af varme, end den modtager, altså så længe strålingsbalancen er negativ. Optimale betingelser for afkøling er, hvis luften får lov at isolere sig og ligge i mørke døgnet rundt. Hernæst skal det være klart i vejret og vindstille, og luften skal være så tør som muligt. På Antarktis er luften mere afsondret, end den er på Grønland, derfor kan det blive koldere her. I en videnskabelig artikel har et antal forskere undersøgt de nærmere omstændigheder for den gamle kulderekord ved Vostok. Det viste sig, at der over en 10 dags periode overhovedet ikke forekom udveksling af luft mellem den Østantarktiske Højslette og det relativt varmere hav, der omgiver Antarktis. På disse 10 dage faldt temperaturen lineært fra omkring det normale gennemsnit for juli til rekordværdien. Man fandt ud af, at der i denne periode var en næsten rekord kold kuldepol i den mellemste del atmosfæren, centreret lige over Vostok. Samtidigt var det klart vejr i en hele uge, uden skyer eller diamond dust. Det kunne være interessant, hvis man havde haft Landsat 8 data dengang. I artiklen skriver forfatterne, at de mener, at man teoretisk set kan komme ned på omkring 96 graders frost ved Vostok, og at det typisk vil være 5-6 grader koldere ved Dome Argus. Dette åbner muligheden for, at lufttemperaturen i 2 meters højde kan nå ned på lidt under 100 graders frost på det koldeste sted på kloden, og sikkert 4-5 grader koldere på selve isoverfladen. Jeg har korresponderet med en amerikansk forsker, der fortalte mig, at der findes afledte temperaturer fra gamle satellitter på ned til 103 graders frost på isoverfladen, men at disse værdier anses for usikre, da man ikke er sikker på kalibreringen. Han fortalte i øvrigt også, at det ikke var trivielt at opnå et temperaturkort fra Landsat 8 fra den Østantarktiske Højslette. Modsat de geostationære satellitter dækker Landsat 8 ikke det samme udsnit af Jorden hele tiden, og man må afvente dens passage over det område, man ønsker at undersøge. Satellitten bevæger sig i en sol-synkron bane, og indenfor en cyklus gennemløbes 233 forskellige kredsløb om Jorden, som hver tager 98.9 minutter. Dvs. at den er 16 dage om at dække næsten hele Jorden. Med undtagelse af selve polerne er dækningen bedst på høje bredder. Figur 12 viser Landsat 8 s mange passager over Antarktis den 31. juli En animation af en polar-omløbende satellits baneforløb kan ses her: com/watch?v=v0hscd4qzmk Kilder ldcm.php goddard/nasa-usgs-landsat- 8-satellite-pinpoints-coldestspots-on-earth/#.U4T7WSjskZy jgrd15635.pdf Vejret, 140, august 2014 side 19

22 Vejrdage: En koldfront fra nord Af Jørn Johansen Visse begivenheder bliver stående i hukommelsen og virker sidenhen som nøglen til en dør, der giver adgang til en dag i fortiden. Hvor var jeg den dag for X år siden, hvad foretog jeg mig, og hvem var jeg sammen med? For nogle af os kan nøglen være en bestemt vejrudvikling, der har efterladt sig et uudsletteligt indtryk. Sådan var det for Jørn Johansen, Ribe, der for 31 år siden boede på Fyn. Her er hans beretning: I en af Vejret s udgivelser fra sommeren 1983 kunne man læse interessante artikler om en bizar og anderledes koldfront, som passerede Danmark en sommertirsdag i juni Jeg oplevede som teenager seancen selv og har i mange år tænkt over denne dag og overvejet, om jeg skulle skrive mine observationer ned for at delagtiggøre andre i dem, men der skulle gå mange år, førend det blev til noget. Det er først sket nu i maj/juni 2014, altså 31 år efter - med denne lille artikel. Det var en højst besynderlig dag rent vejrmæssigt, og folk, som levede dengang, og som måske var vidner til dette vejrfænomen, husker det sikkert stadig ved at læse denne artikel eller hente de gamle numre ned fra hylden fra Vejret anno Som teenager i 9. klasse og bosiddende i den sydøstlige del af Odense i et søvnigt parcelhuskvarter havde jeg som så mange andre unge læseferie, og foruden at læse til eksamen fik jeg tiden til at gå med at pjanke lidt rundt med venner og ved at foretage mig andre sysler, som det vel plejer at være også for nutidens unge. Jeg husker her mere end 30 år efter stadig dagen ganske godt, idet jeg førte en slags dagbog over vejret dengang, noget jeg havde startet op med tilbage sidst i 1970 erne og fortsatte med til langt op i 1990 erne, og det er sikkert medvirkende til, at jeg endnu bedre kan huske dagen. Men denne dag husker jeg dog særlig godt den var ikke som de andre. Og de dagbøger har jeg stadigvæk liggende. Solen skinnede fra en skyfri himmel med svag vind denne årle morgen den 21. juni 1983, og temperaturen steg støt formiddagen igennem, som det jo er kutyme. Vejrudsigten i radioen nævnte om blæst i løbet af dagen, men det var der nu ingen antydning af endnu. Jeg skulle ind i midtbyen hen over middag. Transporten dertil foregik på cykel. Da jeg lige efter frokosten traskede afsted på jernhesten, så jeg til min store ærgelse en lang bræmme af store cumulus congestus i øst i det meste af horisonten, og de fulgte mig hele vejen ind i byen og i forskellige udviklingsstadier. En stor sky svandt ind og en ny lige ved siden af voksede op, mens andre fulgte trop, men de kom ikke rigtig nærmere. De hyggede sig bare et sted i den østlige horisont, og på et tidspunkt med en tynd diffus sky henover. Nu var jeg udendørs store dele af tiden denne sommerdag og sikkert iført shorts og T-shirt og med efterhånden små 25 grader i skyggen altså godt sommervarmt efter den forudgående utrolig rekordvåde og solfattige maj. Mit ærinde inde i byen ebbede efterhånden ud, og omkring kl var jeg på vej hjemad igen i højt solskinsvejr med skyerne i østlig retning på omtrentelig samme lange afstand, måske var de endda kommet lidt længere væk. Sådan virkede det i hvert fald, men de tog hævn senere hen. I den mellemliggende tid var mor kommet hjem fra jobbet og i fuld krig med en større rengøring. Det gode vejr skulle udnyttes til udluftning af hele huset og en heftig rengøring, så samtlige vinduer og døre stod piv-åbne, da jeg entrede mit barndomshjem og så min mor fræse rundt med støvsuger, kost og spand, og med sved på panden. Hun så ganske stresset ud over situationen. Jeg tjekkede lige udendørstermoteret på vej ind i huset, og det viste 26,5 grader i skyggen. Jeg gik ind på mit værelse, vendt mod side 20 Vejret, 140,august 2014

23 vest, under venlig men bestemt henvisning fra min mor om at indhente lidt af det forsømte til den nært forestående eksamen. Men efter en lille halv time gik jeg ud for at se, hvordan mors rengøringsvanvid forløb. Vi faldt så lidt i snak, og jeg tror min mor trængte til en lille pause, men så blev vi meget pludselig afbrudt, da et løsthængende vinduesgardin, vendt mod øst og ud af ingenting blafrede nærmest vandret, og alle husets døre og vinduer, der ikke var haspet, smækkede én efter én næsten samtidigt i med nogle gevaldige drøn. Det lød nærmest som et maskingevær, for det gik virkeligt meget hurtigt. Klokken var da dansk sommertid. Jeg kiggede fluks ud af det åbne vindue med det blafrende gardin vendt mod øst og hørte også vinden blæse kraftigt udenfor og så store mørke skyer fare afsted hen over himlen i vestlig retning. De store cumulus congestus var måske blevet til cumulonimbus og altså store bygeskyer, tænkte jeg. Jeg styrtede ud af den netop selvlukkede hoveddør også vendt mod øst for at se, hvornår regnen og evt. torden kom. Jeg blev slemt overrasket over få en iskold og heftig vind i håret og ansigtet. Der var slet ingen regn og ingen torden og heller ikke antydning af det. Kun en masse vind, fra stort set ingenting til måske nær kulingsstyrke på ingen tid. De nærtstående træer vred sig i den kraftige østen-nordøstenvind, og temperaturen faldt 8-10 grader på få minutter, da jeg igen kiggede på familiens udendørstermometer, fra 26,5 grader til 17 grader. Men regn og torden udeblev. Intet kom. Ikke noget som helst, kun en masse vind og skyer, som drev hurtigt vest på, og en efterfølgende kølig luft. Og mors åbne vinduer og døre måtte fluks lukkes helt til igen. Og som mors gode søn hjalp jeg jo til, men skævede hele tiden op i himlen for at se, om der nu ikke skulle komme en sjat regn eller et tordenskrald under seancen alligevel, men nix. Jeg gik dernæst ind i stuen og aflæste trykket på mine forældres oldgamle barometer kl : 769,8 mm, så relativt højtrykspræget vejr, som det jo også havde været, indtil den famøse koldfront passerede. Lufttrykket havde de to foregående dage stået stort set på det samme, nemlig mellem 769 og 770 mm, så altså stort set uændret nu tre dage i streg. Vinden tog en anelse og langsomt af efter et kvartes tid, og solen kom da igen, og det blev igen næsten skyfrit efter kl. 17 i den kølige polarluft, nu med frisk vind fra øst. Jeg mener ikke at kunne huske noget tilsvarende ske siden hen, men det var rent meteorologisk interessant at observere og følge. For sådan er vejret jo. Mine notater fra dagen tirsdag den 21. juni 1983: Min temp. 15 grader, max 26,5. Skyfrit til skyet fra kl Fra kl , kraftig vind (hård vind min.), uldne skyer. Efter kl 17: halvskyet til næsten skyfrit. Koldere i morgen! Og koldere blev det, men sommeren kom hurtigt tilbage, og kalendersommeren 1983 blev ret varm, solrig og meget tør - den næst tørreste sommer faktisk og kun overgået af sommeren Er der andre, der husker det, der skete den 21. juni 1983? En del læsere vil utvivlsomt nikke ja til Jørn Johansens afsluttende spørgsmål. Ellers kan de kigge i Vejret nr. 16 fra august 1983, hvor frontpassagen er omtalt udførligt side 21-32: Vejret16.pdf Vejret, 140, august 2014 side 21