Musikvidenskabelisft Institut. 168 s. 90 kr. M usik & Forskning Københavns Universitet,

Transkript

1 Danske Domme De private domssamlinger. Ved Erik Reitzel-Nielsen. Under medvirken af Ole Fenger. Bd. V: Det danske Litteraturselskab. C. A. Reitzels Boghandel, s. Kr. 451,40. U dgivelsen a f D anske D om m e er i et, i forhold til de tidligere bind, lidt n ed sat tem po kom m et til bd. V. D et er in teressan t at notere sig, at m ens an tallet a f sager i de udgivne bind er forholdsvis k onstant, så er den årræ kke de enkelte bind dæ kker stadig kortere. M en n å r d et tages i b etrag tn ing, at den sam lede udgivelse skal frem til 1662, og bd. V slu tter i 1596, m elder d et spørgsm ål sig uvilkårligt, hvilken situation de private dom ssam linger egentlig afspejler. 6 å 7 b ind er stillet i udsigt, og d et m å betyde, at åren e fra 1597 til 1662 skal udgøres af 1-2 bind, og u m id d elb a rt forekom m er det ikke indlysende, at den juridiske situ atio n i disse godt 65 år skulle have væ ret så statisk, at p ræ ju d ik ater blev færre i an tal. M en d ette sam t flere an d re spørgsm ål bliver vel b esvaret i det afsluttende bind, således at den kortfattede oplysning i indledningen til bd. I, at»der ved in d sam lingen af dom sm aterialet synes at kunne sættes et skel om tren t ved året 1600«bliver uddybet. V ed at stu d ere og sam m en h o ld e de enkelte dom m e frem træ der tankevæ kkende in fo rm atio n er om d et danske sam fund, og blot et enkelt sigende eksem pel skal anføres. M ens h esteholdet nok er den bedste in d ik ato r p å de enkelte gård b ru g eres relative velstand i ren aissan cens D an m ark, siger en såd an v u rd erin g dog in tet om den indbyrdes sociale status, der i en række situationer kunne være a f betydning, hvis f.eks. konflikter skulle løses. A t o p n å en erkendelse a f social statu s er im idlertid y d erst problem fyldt; m en bestem te træ k er ganske oplysende, d erib lan d t kirkernes stolestader. O gså i d ette b ind findes et eksem pel på, at kam pen om at få den bedste plads i kirken kunne udvikle sig til skæ nderi og sm åslagsm ål. I 1590 v ar d et kom m et til strid i Stenderup kirke m ellem A nne Las M ad sens og M aren Niels M øllerkone, hvor den førstnævnte havde træ ngt sidstnæ vnte ud af kirkestolen, selvom M aren v ar in d ly st (erklæ ret optaget) i denne af præ sten og sognem ændene. D erefter havde L as M adsen overfuset p ræ sten på kirkegården. V iborg landstings afgørelser nogle år tidligere om kirkestole v ar således ikke k endt i S tenderup; to dom m e fra 1570 ernes begyndelse havde ellers præ ciseret forholdene (bd. I II, 402): at den æ ldste skulle sidde yderst, og dern æ st skulle m an sidde efter alder og som stand og stilling kræ vede det, - m en dette sidste punkt var det pålagt sognepræ sten sam m en m ed kirkevæ rgerne og de m est ansete sognem æ nd at afklare. O g hvis det voldte problem er at afgøre d enne sag, skulle den kvinde, d er havde væ ret læ ngst gift og havde boet læ ngst i sognet, have den yderste plads (bd. I II, 409). H v or oplysende sagen fra S ten d eru p end er, så u n d erstreg er den også d et p roblem atiske i udgiverens opfattelse fra in dledningen til bd. I, at de p rivate dom ssam linger rent faktisk også havde været ben y ttet, - m en a f hvem og til hvilket form ål. D en refererede sag oplyses at foreligge i ét håndskrift. En enkelt kom m entar skal knyttes til det foreløbige realregister, som er fyldigt og oplysende; registreringsglæ den h ar nu taget o v erhånd, n å r 13 gældssager på s. 512 svulm er op til 22 indførsler. Jens Chr. V. Johansen Vonsild Kirkebog Uddrag omfattende vielser, dødsfald og levnedsskildringer Udg. af Hans H. Worsøe. Landbohistorisk Selskab, 1982, X XX I s s. Kr moms og porto. Præ sten i V onsild fra 1659 til 1707, Jo h an n e s R ude v ar et m ildt, tilgivende m enneske, d er tydeligvis ønskede at se det bedste i sine sognebørn. D erfor kunne h an i en nekrolog over sin tjenestepige glæde sig over hendes gudfrygtighed, - n år hun bryggede, havde hun nem lig altid en salm e- og bønnebog hos sig. L ad os ikke betvivle pigens faste tro, m en m on dog ikke hendes bog også beskyttede m od de onde m agter, der kunne have ødelagt brygningen. D enne enkle oplysning udgør en lille del a f d et væld, d er strø m m er fra Jo h a n n e s R udes pen om levevilkår og bevidsthedsform er i den lille landsby syd for K olding i slu tn in g en af d et 17. årh u n d rede. I sine kirkebøger havde h an faet den ide at n ed skrive nekrologer over dem, d er døde i sognet. O g så p ræ ster an d re steder indførte k u lturhistoriske o plysninger i kirkebøgerne, m en V o nsild p ræ sten skiller sig ud ved sin konsekvens m.h.t. nekrologerne, og d et om fang de h ar. F ra 1685 til 1707 er bev aret 260, og faktisk havde h an skrevet flere, idet d et vides, at p ræ sten senest i 1678 begyndte at skildre m enighedens levnedsløb i sine gravtaler, 48

2 m en disse 7 års kirkebøger er desvæ rre g ået tabt. O p ly sn in g erne fik han a f den p o rtræ ttered e selv, vel oftest på dennes dødsleje; resu ltatet er, at disse er filtreret videre til os gennem Jo h a n n e s Riides egen opfattelse og pen. D ette forhold h a r nok ikke så stor indflydelse på en lang række faktiske inform atio n er som på h o ld n in g er og v urderinger; det m å så være op til læ seren selv at afgøre hvilke p assager, der er farvet af præ stens livsforståelse. E nkelte vil nok beklage, at d er ikke er tale om en totaludgivelse a f kirkebøgerne; i in dledningen s. X X V II I f. gøres im id lertid rede for, hvad d er hhv. er m edtaget og udeladt. B enyttelsen a f den udgivne tekst besvæ rliggøres a f et bevidst begræ nset n o teap p arat, m en valget er forståeligt, idet en gennem k om m en teret udgave um uligt kunne have væ ret en enkelts værk, m en ville have krævet et hold af eksperter. K onsekvensen er, at m an læser nogle n o titser og undres dybt eller gøres nysgerrig, fordi ens egen viden netop på disse p u n k ter er stø rre end p å an d re, hvor m an let v ar gledet hen over teksten, selvom disse n otitser nok var ligeså forundringsvæ rdige. Få vil læse bogen m ed et to talt u d b y tte, m ange vil få et stort på visse punkter. Nogle enkelte eksem pler skal frem drages, der viser hvilke m uligheder, der ligger begravet i kirkebogen. I slutningen a f d et 17. å rh u n d re d e v ar de danske tro ld d o m sp ro cesser ved at høre op, og Riide næ vner d a heller ikke o rd et ved navn. Alligevel er d et åbenlyst, at tro ld d o m stro en også hos ham lå lige u n d er overfladen, som n å r han skriver,»hvad enten onde m u n d e have m ed djæ velens m agt lovet dem, at de aldrig skulle se levende frugt a f hver an d re på d et sted... eller om G u d alene på den m åde have behaget deres tro til en prøve at hjem søge m ed sligt syvfold kors«(s. 220), eller n år han bevæges d y b t over en fam ilies fem te dødfødte b arn og skriver»og afværg fra hende om d er kunne være a f onde m ennesker noget«(s. 186). I såd anne øjeblikke vakler R udes ellers faste forsynsopfattelse:»derfor m å de kristelige, h å rd t ram te forældre følge Job«(s. 218). T æ t k n y ttet til d ette bevidsthedshistoriske aspekt bør anføres, a t d eb a tten om skoler og læseog skrivefærdighed vil få nye im pulser med V onsild kirkebog. E ftersom V onsild lå i S ønderjylland, er d et n atu rlig t, at langt de fleste oplysninger om skoler kom m er derfra, hvorfra d et allerede vides, at undervisningen var fastere forankret end i kongeriget; og der er også enighed om, at byernes befolkning blev tillad t en m ere n u an ceret u n dervisning end landbefolkningen. M en nogle bønder havde åb e n b a rt fundet ud a f d et system, så de sendte deres børn i skole i købstæ derne. En enkelt kom så vidt, at han læ rte latin, m en fik lede ved bøgerne p.g.a. de latinske skolem estres»bødelm æ ssige h aard e straff«(s. 113). P igerne blev heller ikke ladt i stikken, i skolen i B æ lum læ rte en pige at læse dan sk p å tre vintre. P å et an d et p u n k t er kirkebogen nok ikke helt så Anmeldelser overraskende, m en alligevel oplysende. M yten om bonden, d er aldrig kom uden for sin landsby, er n aturligvis for læ ngst aflivet, og d et m åtte forbløffe, hvis de folk, d er passerede gennem V onsild eller slog sig ned i d ette sam fund, skulle have væ ret m ere rejselystne end andre. Dog kan jeg ikke tilbageholde en stille forbavselse over den store geografiske m obilitet, der var tale om ; piger og karle rejste over lange afstande for at finde arbejde. H er udelades fortæ llingen om Nis H an sen T inglev, der dels som k am m ertjen er dels som soldat kom det m este a f V esteuro p a ru n d t, selv for præ sten i V onsild m å d et have væ ret spæ ndende at lytte til denne m ands levnedsløb. O g n år Jo h a n n e s Riide roligt kan skrive, at»g ud gaff dem ingen arfning sam m en, ihvor dog h u stru en v ar icke uden 7 aar ofuer 40«er det en passende illustratio n a f et nyligt frem sat synspunkt om, a t kvinder blev ved at føde børn indtil års alderen. E m m an u el le Roy L ad u rie o pnåede det sjæ ldne for en historiker med sin bog om landsbyen i Pyrenæ erne»m ontaillou«at skrive en bestseller; om nogen turde vove pelse, kunne det sam m e utvivlsom t gøres m ed V onsild, isæ r som der vil eksistere et langt stø rre m ateriale til at lægge det m aterielle gru n d lag. Skulle d et ikke ske, bør udgiverne være klar med andet oplag. Til trods for sin noget vanskelige tilgængelighed har V onsild kirkebog et um isteligt fortrin: den er spændende. Jens Chr. V. Johansen M usik & Forskning Københavns Universitet, Musikvidenskabelisft Institut. 168 s. 90 kr. Å rbogen 1982 fra m u sik in stitu ttet i K ø ben h av n in d eh o ld er bl.a. artik ler om R asm us N yerups visearb ejd e og sangen på landet (Jens H en rik K oudal) og Niels H an sen s læ rebog i sang fra 1777 (Sten H øgel). De to artik ler er a f b redere historisk og m etodisk interesse, fordi de begge ud fra prim æ re og til dels nyfundne kilder behandler nogle m usikvidenskabelige em ner i sam m en h æ n g m ed deres historiske sam tid. Begge artikler har sangen som udgangspunkt; m en sang er m ange ting, og K oudal behandler som en m usikalsk socialhistoriker den folkelige sang o. 1800, m ens H øgel som en historisk interesseret m usiker behandler kunstsangen i næsten sam m e periode. Begge artikler er vellykkede K oudals er k o n centreret og sikkert udform et, m ens H øgels er løsere, m en m ed et interessant perspektiv, som kan gælde begge artikler. K. indleder med et citat fra den tyske m usikvid en sk absm an d, C arl D ah lh au s, om, at de i m usikhistorien h y ppigt an v endte b egreber som f.eks.»sand kirkem usik«eller»ægte folkesang«ofte h ar præget m usikhistorien til trods for begrebernes 4 Fortid og Nutid 49

3 udefm erlighed. C itate t er lykkeligt valgt, fordi k. d erm ed h ar givet sig selv m ulighed for at b alancere m ellem fagene, uden at i hvert fald den m usikorien terede føler sig snydt. At en historiker skulle få et nyt syn på landborefo rm ern e eller tiden derefter ville væ re for m eget forlangt; m en K.s anvendelse a f k ild em aterialet om folkeviserne som u d tryk for sam tid en s kultu ro pfattelse og ikke som et udsagn om folkevisen som sådan har alm en interesse. M ålet for K.s undersøgelser er dels at indkredse N yerups indsam lere, dels at afdække, om det indsam lede stof kunne sige noget om sangernes kultur folkekulturen. Som overbygning til d ette beh andles bearb ejd elsern e a f viserne, og endelig kom m er d er løbende i artiklen om taler a f sam m en stødet m ellem de to lige flydende størrelser: finku ltu r og folkekultur. In d sam lern e v ar d an n e d e borgere, især den akadem iske del a f m id d elstan d en såsom præ ster, degne og lærere. B landt disse havde nogle frem træ dende folk selv alm uebaggrund. Som et kuriosum kan her næ vnes, at den for K. ukendte in d sam ler, ]. C. O rtm a n n v ar m u sik am atø r og b o ltrede sig så m eget i det fynske m usikliv, at han fik M agleby kald på L an g eland a f den m usikalske grev A h lefeldt-l aurvig på T ranek æ r. B iskoppen i O d en se havde h åb et på k aldet som retræ tep o st, og k ro n p rin s C h ristian F rederik skrev herom :»Saa fru g tb rin g en d e kan d et være at have selskabelige T ale n ter; thi det er neppe T vivl u n d erk astet, at O rtm a n n s m usicalske Fæ rdighed i Sang og V iolinspil h a r b an et h am Vej til G eneralens Y ndest og til d ette K ald. O rtm a n n er iøvrigt en brav, m en ej lærd eller udm æ rket T aler.«1 Hvis finkulturen er de dannedes kultur og i denne sam m en h æ n g kom positionsm usikken m ed dens teoretiske ballast, er d et et spørgsm ål, om det egentlig er den, d er som følge a f feudalvæ ldet og senere k apitalism en u n d ertry k te den folkelige kultur. Spørgsm ålet m elder sig, om det ikke snarere v ar m u sik am atø rern e - N yerups optegnere, som ud fra tidens opfattelse af god sm ag havde en tendens til at tage kraften ud a f såvel folkekulturen som finkulturen. D et kan diskuteres, om det er rimeligt at identificere N yerups optegnere med finku ltu ren, som ('r m eget m ere end at have lært lidt noder i latinskolen eller at kunne spille til husbehov. H øgels artikel om en læ rebog i sang af Niels H ansen, som var læ rer ved syngeskolen i K øbenhavn, p erspektiverer K o udals artikel ved at påvise, at d er på trods a fa lle tyske og danske diskussioner om folkelighed og alm u ek u ltu r befandt sig en læ rer som Niels H an sen på en skole, hvor m an læ rte at svnge ordentligt. H an videreførte den i sam m e periode forkæ trede italienske san g trad itio n, som det allerede i 1770-erne b lan d t filan tro p er, d an n ede og læ rde borgere og m u sik am atø rer blev m ode at tage afstand fra til fordel for den folkelige sangs um idd elb arh ed. D enne italienske syngelæ re h ar overlevet til idag takket være en k eltståen d e syngem estre i d et 19. århundrede, hvor Niels H ansen var den første form idler a f en trykt italiensk læ rebog i en tid, der ellers v ar præ get a f am atø rism e eller a f sangere, d er m anglede m usikalsk personlighed og erstatted e den m ed bravoursang. Personligheden blev hverken dannet ved et socialt engagem ent eller ved udvendigt virtuoseri, m en udelukkende ved h å rd t og vedvarende arbejde efter Niels H ansens lærebog. Sybille Reventlow Årbog fo r arbejderbevægelsens historie. Tema Landarbejdere s. SFAH Kr. 125, for medlemmer kr. 92. A rbejdernes historie h ar trad itio n elt væ ret o p fattet som byarbejdernes historie, selvom det største an tal arb ejd ere langt op i tiden fandtes på landet. I de senere år h ar d er dog i flere specialer m.v. væ ret fokuseret på land b ru g ets arb ejd ere udfra forskellige m otiver som at fa viden om underklassens vilkår i relation til an d re g ru p p e r på landet, eller udfra et ønske om at synliggøre de erfaringer arb ejd ern e b ragte m ed sig ved in d v an d rin g en til byerfie. I ovennæ vnte årbog angiver red ak tio n en to bevæ g grunde til at udsende et tem ahæfte om landarbejdere. For det første finder m an det væ sentligt at vide noget om den store g ru p p e af landarb ejd ere for at forstå den danske arbejderbevæ gelses udvikling. For det an d et o m h an d ler den første danske doktordisputats inden for arbejderbevæ gelsens historie netop land arb ejd ersp ø rg sm ålet. D et d rejer sig om H an s-n o b ert L ahm es afh an d lin g Sozialdemokratie und Landarbeiter in Danemark, ( ) d er blev forsvaret ved O dense U n iv ersitet i De to officielle o p p o n en ters indlæ g bringes ss D ernæ st indeholder Å rbogen fem artikler, der om handler danske forhold, to korte oversigtsartikler vedrørende»d en engelske landarbejders historie og historiografi gennem de sidste 150 år«og»a grare bevæ gelser i Italien «sam t om tidsskriftsoversigt. Å rbogens artikler repræ senterer forskellige indfaldsvinkler til em net. En entydig definition af landarb ejd ere findes ikke, g ru p p en kunne bestå a f karle, piger, husm æ nd m ed og uden jo rd, deres respektive koner sam t af daglejere M /K. H enning G relle behandler (ss 7-61) tjenestefolkenes og landarb ejd ern es o rg anisations historie i perioden T jenestefolkenes dårlige boligforhold, strenge arbejdsforhold, h ad et m od at være u n d erk astet T yendeloven m.v. drev dem fra K ong C h ristia n V II I.s D agbøger og O pteg n elser udg. af D et kgl. danske Selskab til F æ d relan d ets H istorie ved A lbert Fabritius II, 1. halvbind s

4 frem m od opbygningen a f et p rogram, der skulle sam le tjenestefolk og landarbejdere i én organisation. D et v ar im id lertid en vanskelig opgave alene a f den g ru n d, at arb ejd ern e k o n stan t skiftede plads. D ertil v ar d et vanskeligt at opnå enighed m ellem politiske frak tio n er som socialdem okrater, de radikale og georgisterne. D isse strid ig h ed er b lan d t o rg anisationens topfolk høres d er m eget om i artiklen, ligeledes om uenigheden m ellem socialdem okratiet og fagbevægelsen. A ntallet af organiserede m edlem m er n åede sit h ø jd ep u n k t i 1918/19. I H anne D am sholdts artikel: Landarbejderforbundet og landarbejderstrejken 1921 (ss ) belyses perioden A rtiklen belyser m ere end titlen lover. U dover en redegørelse for landarbejderforb u n d et som org anisatio n, dets m ål og m idler og udviklingen i m edlem stallet foretages d er an aly ser af hvilke egne, der havde den stærkeste organisationsgrad. Ikke uventet var det i om råder m ed forekom ster af store gårde og godser. Forfatteren redegør også for landarb ejd eren s lønudvikling og løndannelse, ligesom h u n rejser d et centrale spørgsm ål, v ar arb ejd ern e overhovedet m otiveret for en faglig organisering? D et karakteristiske for landarbejdernes situation menes at være, at arbejderen søgte at stå sig så godt som m uligt med arbejdsgiveren for a t o p n å den højest m ulige løn. D et generelle arbejd stag erfo rh o ld an sp o red e således til individuelle løsninger. På b aggru n d h eraf blev det dels vanskeligt at organisere arbejderne, dels vanskeligt at gennem føre en strejke, d a arbejdsgiverne kunne tru e m ed opsigelse, u d sm id n in g a f boligen og for tjenestefolkenes vedkom m ende nægtelse af kost og logi. E fter landarb ejd erstrejk en i 1921 faldt antallet af organiserede m edlem m er betydeligt. De tre følgende artik ler fokuserer på kvinderne i land b ru g et. B irgitte Possins artikel (ss ) h ar titlen: Arbejdsdeling, kvinder og patriarkalsk tradition på landet i det 19. århundrede. F orfatteren v ar blevet bedt om at skrive om det 19. århundredes arbejderkvinder, m en hun m ener, at landarb ejd erk vin dern es»socialisering, arb ejd sv ilk år og kønsidentifikation h ar slående fælles betingelser m ed såvel hus- som bondekoner«(s 139). D et betyder, at vi sn art hører om tjenestepiger og g ård m an d sk o n er, sn art om jo rd em ø d re og husm an d sk o n er. F o rfatteren m ener ikke at den sociale dim ension havde nogen betydning, en g å rd m a n d sd a tte r kunne lige så vel tænkes at ende i»de usleste kår«såvel som en h u sm andsd atter»sagtens«kunne blive gift m ed en g ård m andssøn (s 139). K v an titativ e undersøgelser m odbeviser, at d er skulle have væ ret en såd an stor social m obilitet. M en forfatteren beskæ ftiger sig ikke m ed d et k v an titativ e, m en m ed det kvalitative (s 138). U ndersøgelsen p ræ ten d erer at dække årene , idet forfatteren ønsker en lang tid sd i m ension, og det m enes, at kvindernes arbejde æ n drede sig uhyre langsom t, og at gudelige vækkelser, gru n d tv ig ian ism e, land arb ejd ero rg an iserin g m.v. ikke havde m egen betydning for kvinderne (s Anmeldelser 138). D e ca. 150 å r som forf. p åstår at belyse var præ get a f om fattende kulturelle, økonom iske og politiske æ ndringer sam t af standsbetonede konflikter. Skulle disse strø m n in g er m on ikke have p å virket kvinderne og synet på dem?. K ild eg ru n dlag et er folkelivsskildringer folketro m ed hekse, horer og andet godtfolk - og udvalgte erindringer fra N ationalm useets Etnologiske U n dersøgelser (N E U ). D et hele skrives sam m en uden særlige m etodiske overvejelser som f.eks. H vem troede på»folketroen«? I hvilket tid sru m /eg n e var den u d b red t? H v ad kan m an bruge erin d rin ger til og navnlig, hvad kan m an ikke bruge erin d rin ger til? H vilke pro b lem er er d er m ed at sam m enstille»folketro«(fra 1750-?) m ed N E U s beretn in g er fra A nm elderen stiller sig m eget skeptisk overfor denne metode. D ernæ st undergik kvindearbejdet langt større ændringer, end det påstås b å de i arbejdsprocesserne, og m.h.t. om sam fundet i overvejende g rad v ar baseret på n atu ralie- eller m arkedsøkonom i. H e r og ved an d re o m råd er v ar også»kønsidentiteten«undergivet forandringer. D et er ligeledes alt for u n u an ceret at tale om én»kønsidentitet«for alle kvindegrupper, og at hævde a t enlige m ødre blev k ald t for horer, og at de blev socialt m arginaliseret. H vilken tid og sted er d er tale om? A lt ty d er på, at fordøm m elsen af kvinder m ed»uæ gte børn«blev skæ rpet m ed de religiøse vækkelser, og d et var tillige store egnsforskelle på, h v o rd an m an så på d ette p ro b le m A nette E klund H an sen k o n centrerer sig om Landarbejderkvindernes arbejdsforhold ca A rtiklen er kun på syv sider, m en den o p sum m erer hovedresultaterne fra hendes speciale. D et pointeres, at landarb ejd erk o n ern e i slutningen a f 1800 tallet i stigende grad fik lønarbejde uden for fam ilien dels i roem ark ern e og dels ved m alkningen. U ndersøgelsen trækker sit m ateriale fra et østlollandsk gods, og A nette H an sen m ener at kunne fastslå, at kvindernes øgede in d tjenin g styrkede deres position i familien. D en sidste artikel der skal om tales er A nna-b irte R avn og M aren Bak: En kvinde og hendes næste. Kønsarbejdsdeling og patriarkat i danske husmandsfamilier. (153-86). I folkelige såvel som videnskabelige kredse m ø d er m an ofte den b etrag tn ing, at i la n d b ru g et er d er ligestilling m ellem kønnene, d a både m an d og kone er nødvendige for b rugets opretholdelse. Denne påstand har forfatterne sat sig for at undersøge nærm ere. I 1979 interview ede de 27 kvinder fra nordjyske h u sm an d sb ru g. N ogle a f de interview ede kvinder havde fuldtids lønarbejde, m ens an d re u d elukkende arbejdede i hjem m ene. D ette m ateriale sam m enholdes m ed statistisk m ateriale om la n d b ru g et efter I perioden fra 1945 blev det stadig vanskeligere at klare sig p å de sm å b ru g u n d er 10 ha. A ntallet a f h u sm an d sb ru g blev da også red u ceret fra om kring i 1951 til om kring i For at v 51

5 »overleve«har de tilbageblevne benyttet sig af forskellige strategier. N ogle h ar øget arb ejdspresset og forsøgt a t reducere forbruget, an d re h ar søgt en kom bination m ed lø n arb ejd e, og a tte r an d re h ar udvidet produktionen m ed svineavl m.m. G ennem et stort antal citater gives der et levende indtryk af kvindernes egen opfattelse af vilkårene. De fleste af kvinderne stam m er selv fra husm andshjem. D e kendte slid d et og fattigdom stæ r- skelen fra b arn d o m m en, og d et er påfaldende, at kun ganske fa havde d rø m t om at blive gift m ed en landm and. M en u n g dom m ens forelskelse gjorde, at de afskrev d rø m m en om en an d en livsform. N u behøver»drøm m eerhvervene«selvom de var blevet realiseret, jo ikke nødvendigvis at have givet større tilfredsstillelse på læ ngere sigt. E t dilem m a, som m ange kvinder h ar væ ret konfronteret m ed, er im idlertid, at m ens m an d en først kunne vælge sig et erhverv, derefter en kone, så m åtte kvinderne først vælge m and og så indgå i hans erhverv! G ennem h u sm an d sk o n ern es udsagn, m ener forfatterne at kunne opstille den hypotese, at kvindern e ikke selv afgør arb ejd sd elin g en, og at de er underlagt m anden kontrol. H usarbejdet er kvindernes, deri er d er in tet fæ llesarbejde. Fæ llesarbejd et i u d earb ejd et b estår i, at kvinderne hjæ lper til. m edens m anden h ar d et egentlige ansvar. Det er også m anden der disponerer over brugets indkom ster, han er i kontakt m ed bank, foderstofforretning, slagteri, m ejeri m.m. K vinderne er forbrugere, de m å spørge m an d en om penge, og de lever i bestandig risiko for at kaldes ødsle. D en økonom i ske situ atio n h a r im id lertid bevirket, at 26 pct. af kvinderne havde lø n arb ejd e uden for fam ilien i M ange a f m æ ndene h a r ikke desto m indre følt d et lidt flovt, at kvinderne tog lønarbejde, og de h a r søgt at h in d re d et læ ngst m uligt. K v in d ern e synes derim od i overvejende grad at nyde indtjeningen af selvstændige penge. M en selvstændighed en h ar sin pris. For den, d er bliver på bruget, føles det næ sten, som om hun svigter dem, og at h u n tager b o rt for a t m u n tre sig! F o rfattern e k o n kluderer d erm ed, at d et er så som så m ed ligevæ rdigheden, og at d et kom plem entæ re forhold i reglen hviler på m ændenes præm isser. - M en udviklingen er gået stæ rkt siden 1979 også inden for g ård b ru g et. M o rten A rnfreds film: Der er et yndigt land, viser et lignende m ønster. M on m an d en der bliver hjem m e p å g ård en føler, at h an h an d ler ud fra egne præm isser? De få indvendinger til trods så giver denne artikel en n u anceret og sober b ag g ru n d for at vurd ere h u sm an d sb ru g et i D an m ark og kvindernes vilkår i sæ rdeleshed. Bodil K. Hansen Vagn Dybdahl m.fl. (red.): Håndværkets K ulturhistorie. Grethe Jacobsen: H åndværket kommer til D anm ark: Tiden fø r s., ill., k r. 241,80. D et danske håndvæ rks fælles interesseorganisation» H åndvæ rksråd et«u d sen d er nu» H åndvæ rkets K u ltu rh isto rie«i fire bind på eget forlag, m en i kom m ission hos Schultz Forlag. V æ rket forestås a f en redaktionskom ite på fem m edlem m er. I spidsen stå r rigsarkivaren. I første bind, d er skal anm eldes i det følgende, skriver redaktionskom iteen i forordet:»sigtet m ed dette værk... er at afbøde det forhold, at d er ikke findes en sam let frem stilling af håndvæ rkets vilkår og udvikling i D anm ark. B egrebet kultu rh isto rie opfattes i dette værk som dækkende både det m aterielle værktøj, de produkter, d er er frem stillet a f h åndvæ rkere, h åndvæ rk ernes uddan n else og skikke, erhvervspolitiske og sociale forhold og levevilkår i håndvæ rket.«vi stå r altså overfor selve»værket«om dansk håndvæ rk, hvor alle de sp red te tråd e skal redes ud og væves sam m en til ét sam m enhæ ngende billede eller hvor d er i d et m in d ste skal gøres statu s over de hidtil opnåede resu ltater, d er m åske kun kan blive til et fragm ent i patchw ork. D et er derfor m ed nogen spæ nding, m an åbner b ind 1:» H ån d v æ rket kom m er til D an m ark «a f phil. D G reth e J a c o b sen, der på sm udsom slaget angives at være kandidatstipendiat ved H istorisk Institut på K øbenhavns U n iv ersitet og at have arb ejd et m ed danske gilder og laug i m id d elald eren og m ed kvinder i senm iddelalderen og reform ationstiden. L ad m ig sige d et straks - resu ltatet tilfredsstiller ikke denne læser, efter hvis opfattelse red ak tio n s kom iteen har stillet forfatteren på en um ulig opgave. Ingen historiker ville uden bistand fra arkæologer eller m iddelalderarkæ ologer kunne dække»tiden før 1550«, som bindets u n d ertitel er, på tilfredsstillende m åde, n år m an tager i b etrag tn ing, at de tidligste skriftlige kilder, der kan dokum entere m ere end blot enkelte håndvæ rks tilstedevæ relse, er stadsrettern e fra m idten a f det 13. å rh u n d re de. D et er naturligvis heller ikke lykkedes for G reth e Jaco b sen, der m å se at få overstået oldtiden på 10 sider, for derefter ud fra sin viden om senm iddelald eren at generalisere over perioden , d er efterfølgende b ehandles i tre kapitler: , og E fterhånden som vi kom m er frem gennem historien, bliver grebet sikrere, og G reth e Jac o b sen fravrister sine kilder m ange interessante kulturhistoriske oplysninger. R esu ltatet bliver im idlertid ikke h e ra f til» H åndvæ rkets K u ltu rh isto rie i tiden indtil 1550«, men m å karakteriseres som det m indre pretentiøse:»h åndvæ rkets H istorie fra højm iddelalder til renaissance«. Foruden en m anglende viden om de m aterielle 52

6 forhold væ rktøjet og p ro d u k tern e, der om tales i forordet - synes hovedvanskeligheden at være fravæ ret a f et hvilket som helst teoretisk u d g an g s p unkt. D er gøres in tet forsøg på at næ rm e sig, hvad m an egentlig m ener m ed håndvæ rk, som dog er væ rkets hovedem ne. U n d e rtid en opfattes d et helt bogstaveligt som forarb ejd n in g og frem stilling i h ånden u n d ertid en som dét professionelle, laugsorganiserede og klart fagligt afgræ nsede byhåndvæ rk, en del a f hån d v æ rk ets efterh ån d en blev. U dover, at fravæ ret a f m askiner fra tid til anden understreges, gøres d er heller ikke forsøg på at indkredse, hvad d er er k arakteristisk for håndværksfrem stilling, som f.eks. at en del af trad itionen overføres som indlæ rt m otorik, selvom det nævnes, at underv isn in g en v ar»m undtlig«og ikke boglig. N etop d et forhold, at et håndvæ rksfag et langt stykke ad vejen ikke b estår a f viden, d er jo kan formidles både m undtligt og skriftligt, m en af kunnen, er det, der gør det nødvendigt for H ån d v æ rk s rådet ikke blot at beskæftige sig m ed bogudgivelser, m en også m ed at deltage i opbygningen a f de bevarende håndvæ rkeruddannelser, der af F redningsstyrelsen søges etab leret i R ådvad, for at vi også fortsat kan holde vore førindustrielle b y g n in ger vedlige. K un gennem ind-øvelse helt til rygm arven i en k eltindivider kan h ån d v æ rk strad itio n videreføres. H ele udforskningen a f håndvæ rksteknologien, forståelsen af værktøjsforrådets og fæ rdigprodukternes karak ter og foran d rin g, er derfor afhæ ngig a f en forståelse a f det stadige m odspil m ellem den m otorisk overførte trad itio n s konservatism e og de ydre om stæ ndigheders skiftende krav til den kreativitet, der er glem t i udsagnet: øvelse gør m ester. D er savnes også i væ rkets første bind præ cise overvejelser over forholdet m ellem husflid til eget forbrug, husflid til m arkedsføring, frem stilling på bestilling og håndvæ rksproduktion til m arkedsføring. U den sådanne overvejelser, som heller ikke arkæologer er alt for flinke til at gøre sig, kan m an vanskeligt nærm e sig det væsentligste problem kom pleks i den beh andled e periode: frem væ ksten a f vore byer og hån d v æ rk ern es andel og rolle i den dertil hørende generelle æ ndring af sam fundsstru k tu ren. T akket være udgangspunktet i dén faglige trad i tion, som er forfatterens, og i den d isponering af stoffet, som værkets am bitionsniveau frem provokerer, lykkes d et at sløre, sn arere end at afdække, den dynam ik i byerhvervenes udvikling, som forfatteren selvfølgelig er klar over m å være et af frem stillingens hovedem ner, m en som det ikke er m uligt at profilere uden et langt m ere in dgående kendskab til den m aterielle kultur end G rethe Jacobsen besidder. G an g på gang kom m er m an i tvivl om. hvorvidt forfatteren kender de enkleste processer, som udføres af de håndvæ rkere hun nævner; enkelte steder får m an det bekræftet, som når det på Anmeldelser side 73 hedder:»d et kunne i høj g rad betale sig at om sm elte jernredskaber for at sm ede nye...«. O g så i b ehandlin g en a f de skriftlige kilder viser der sig im idlertid en usikkerhed, der efter anm elderens opfattelse kun kan skyldes m anglende forståelse for, hvad h ån d v æ rk erk u ltu r er. D et er b lan d t andet selvbevidsthed. E t træk i den ægte h åndvæ rkers psyke, der ikke nødvendigvis stå r i et rim eligt forhold til den individuelle dygtighed, m en h ar noget at gøre m ed den følelse a f id en titet, d er opstår, n år d er er noget, m an kan og - vel at bem ærke noget, som andre har brug for. Selvfølelsen og fagstoltheden er ikke svær at forstå, n år m an fra dette århundrede hører om splejsede lærlinges kam p med den store tilslagsham m er, stående på en træ klods for at kunne nå op til am bolten, og m ed sved, tå rer og næ seblod løbende i tim evis, m ens sm eden satte det ubønhørlige tem po. De, der stod distancen, havde noget at have deres stolthed i. Side 20 citeres Y stad-sm edenes skrå fra 1496:»Sm edelauget... d er er det væ rdigste håndvæ rk a f ligem æ nd... uden sm ed kan ingen sig bjerge; såsom gram m atik er til anden kunst, der viser veje n til an d re k unster, så viser sm edekunsten vej til alverdens kunster...«. O g dette tekststed tages ikke til indtægt for selvbevidsthed, m en for traditionsbevidsthed! På side 32 bliver kilden kom m en teret som følger:» N år sm edeskråen fra Y stad.. sam m en lig n er sm edekunsten m ed gram m atik, d er er g ru n d laget for alle boglige k unster, er d er ikke tale om et forsøg på at an b rin g e sm edekunsten på et akadem isk plan. D et er d er aldeles ingen g ru n d til. S n arere m å vi se sam m enligningen, som et u d tryk for sam fundets brede definition a f et hån d v æ rk og dets kendskab til gram m atik k en s bety d n in g indenfor de boglige fag«. U n derteg n ed e kan altså ikke læse sm edeskråens indledning, som andet end et stykke litte ra tu r sat i pennen a f en d an n et m an d, der søger i sin form ulering at kom m e den selvbevidsthed i m øde, som han u m id d elb art kan iagttag e hos de sm ede, d er h ar tilkaldt ham for at fa nedfældet laugets vedtægter. D en lid t overdrevne høflighed og respekt overfor den kyndige kender de fleste, enten fra m ødet m ed lægfolk i deres eget erhverv eller fra deres eget m ø de m ed eksperten, a f hvem m an godt vil o p n å en gunst - tænk blot på sidste gang oliefyret strejkede. D et ironiske er, at forfatteren til første bind af» H åndvæ rksrådets H åndvæ rkshistorie«, tilsynelad ende befinder sig netop i sam m e situation, som Y stad-sm edenes pennefører, ellers ville d et vel ikke b estan d ig t gennem bogen blive understreg et, at sm ykkerne var flotte, økseskafterne elegante, lerkarrene smukke, broerne im ponerende og de d an ske h åndvæ rkere dygtige, flittige og langt m ere æ druelige, end m an skulle tro, n år m an læste deres laugsskråer. N år selv de stilladser, vi m å gæ tte os til, fordi de er forsvundne, er sam m entøm ret med»stor dyg 53

7 tighed«(p. 71), næ rm er vi os begejstringsniveauet for festskrifter, og d et er vel også et spørgsm ål, om første bind a f»h ån d v æ rkets K u ltu rh isto rie«ikke lægger op til at være en såd an im age- og identitetsskabende m ytologi for det erhverv, H åndvæ rksråd et rep ræ sen terer. Ikke fordi sponsoren h ar stillet krav til forfatteren, m en fordi forfatteren alt for villigt im ødekom m er sine egne forestillinger om bestillerens ønsker. H er ligger nok en risiko for det sp o nsordrevne kulturliv, vi øjensynlig så sm åt er på vej ind i. D enne uelskvæ rdige m odtagelse a f H ån d v æ rk ets K u ltu rh isto rie, d er n atu rlig v is også bør læses som en k u ltu rh isto rik ers hold n in g til b ø n h aser og fuskere i faget, skal desvæ rre afsluttes m ed et p ar bem æ rkninger om boghåndvæ rk. D et vigtigste ved en bog er naturligvis dens indhold, m en n å r H ån d v æ rk sråd e t udgiver en bog om håndvæ rkets kulturhistorie, bør det håndvæ rksmæssige ved selve publikationen have en frem træ d ende plads. D et b ety d er ikke, at bogen skal være h ån d sa t eller kaligraferet på h ån d g jo rt p a p ir og in d b u n d e t a f K yster, m en d et elem en tæ rt h å n d værksm æssige bør være i orden. Bogen h er er offset-trykt. T il brødskrift er valgt en fotosats i G aram o n d -sn it. S tørrelsen er o m tren t som den gam m eldags» M ittel«altså en tem m elig stor skrift. T il overskrifter, over u n d erafsnit, afsnit og kapitler, er b ru g t opstigende g ra d er a f sam m e snit i halvfed, således som m an ofte ser det for tiden. Sidernes form at, d er u d n y tter p ap iret ret voldsom t, er 140 m m bredt og inddelt i en tekstklum m e p å 95 m m og en billedklum m e i y d erm argien på 40 mm. De fleste opslag virker tilfredsstillende. Enkelte steder, som f.eks. side 30-31, kom m er afsnits- og u n d erafsnitsoverskrifterne dog lidt i karam bolage i kraft af bogens inddeling, m en hov edindtrykket er, at teksten er pæ n og let læselig, undtagen hvor der, som på side 36 37, forekom m er m ange tal, idet tallene er i fuld højde og ikke hører til det oprindelige skriftsnit. H v ad der opnås i læselighed på den store brødskrift, sættes desvæ r re lidt over styr ved k o n trasten til den kursiverede billedtekst, selvom d enne ikke er m indre, end m an så tit ser det. De egentlige p ro b lem er kom m er i p ap irv alg et og i u denvæ rkernes typografi. P apiret er et u d m æ rk et kraftigt ru ro m an p ap ir, d er ikke egner sig til gengivelse af fotografier. I b etrag tn in g af, a t væ rket er m arkedsført som»rigt illustreret«, er d et ikke så godt, at om kring 150 a f de ca. 200 illu stratio n er er udført efter fotos; enkelte endda efter forlæg m ed allerede islået raster. O m kring 120 af de 200 illustrationer er an bragt i den 40 m m b rede m arg in og virker u alm in deligt nussede, n år m an b eg ynder at se dem lidt nøjere efter. Sam tidig skæm m es opslagene af gennem skin i det, til andre form ål, udm æ rkede papir. De væ rste an k er over bogens håndvæ rksm æ ssige sta n d a rd m å m an im id lertid knytte til titelb ladet og de første tre opslag herefter, som er et kaos af form ater, skrifttyper og størrelser og um otiverede anbringelser af inform ationer. Således er en oversigt over væ rkets fire bind a n b rag t på side 9 efter indholdsfortegnelsen for d et foreliggende bind, og skåret 9 mm ned under sidens form atgrænse. L i geledes hæ ngende n ed e n u n d e r form atet finder vi u n d er kolofonens oplysninger om ISB N -nr. tilføjet: Stilhistorisk oversigt: M ag.art. L ars D ybdahl. D et virker, som om redaktionskom iteen h ar laet kolde fødder m ed hensyn til den m aterielle k u ltu r i d et allersidste øjeblik, hvor kolofonen v ar m o n teret på film en, og h ar fået tilføjet de sidste 20 sider, som altså er en stilhistorisk gennem gang, dækkende perioden ca. 800 til 1530 (sic.). T ilrettelæ ggeren h ar her m åttet sm ide, hvad han havde i hæ nderne, for at få tillem pet bogens hoved p rin cip p er til et afsnit, hvor billedteksternes m æ ngde overstiger den løbende tekst. D et er ikke lykkedes, selvom d er er trykt tvæ rs over opslagene og søgt in d v u n d et plads ved at skubbe overskrifterne op over form atgræ nserne og kom pensere for tæ theden ved, at udskifte den halvfede G aram o n d m ed det sam m e optim a-sn it, d er er b en y ttet på sm udsom slaget og på bindets ryg. M en som sagt, d et ydre er ikke det væ sentlige, ligesom h ån d v æ rk sp ro d u k tern es udvikling ikke b ør reduceres til et spørgsm ål om ydre form - om stil. H åndvæ rkets kulturhistorie er først og frem m est historien om, h v o rd an m an til forskellig tid h ar frem stillet ting, d er kunne fungere, n år aktuelle behov skulle løses, hvad enten det v ar tag over hovedet, tøj på k roppen eller m ad på b o rdet - eller et a f de d erudover, siden hen udviklede, m ere sam m en satte behov. D ernæ st er det historien om håndvæ rkernes uddannelse og skikke, erhvervspolitiske og sociale forhold og levevilkår. M en d et ved redaktionskom iteen jo godt, det står selv i forordet. Torben W itt Frank Jørgensen og Morten H estrup: Dansk centraladministration i tiden indtil Dansk historisk Fællesforening, s., ill., kr. 109, 80. C entra lad m in istra tio n en s historie er et forsøm t om råd e i d ansk historieskrivning; d er findes nogle behandlinger af enkelte tidsrum eller enkelte organer; m en især sam lede frem stillinger h ar m anglet. D er er derfor god grund til at hilse Frank Jø rgen sens og M orten W estrups bog om centraladm inistrationen indtil 1848 velkom m en. I indledningen defineres adm inistration som beh an d lin g og afgørelse a f enkeltsager i henhold til in stru k ser og alm indelige retsforskrifter sam t»m ange an d re h an d lin g er m ed d et direkte eller indirekte sigte at udøve offentlig m yndighed, herun d er at o p reth o ld e den offentlige virksom hed i alle dens former«(s. 12). Bogens em ne er det app arat, der gennem tiderne h ar udført disse aktiviteter; m en der savnes i indledningen en redegørelse 54

8 for det form ål og de prin cip p er, d er er lagt til g ru n d for beh andlin g en. E t glim t h e ra f fas dog s. 191, hvor det frem går, a t frem stillingen er»arkivdisp o n eret og ark iv o rien teret«og at den hovedsagelig bygger på norm ativt m ateriale. Bogen b estår a fe n generel in d ledn ing (s ), efterfulgt af en gennem gang af de enkelte forvaltn ingsorganer, og den afsluttes m ed en kort kildeog litteraturliste (s ). B ehandlingen af org an ern e falder i fire afsnit, kancelliforvaltningen (s ), kam m er- og fm ansforvaltningen (s ), den landm ilitæ re centralad m in istratio n (s ) og den søm ilitære centraladm inistration (s ). T il afsnittet om kam m er- og fin an sforvaltningen k n y tter sig et udfoldeligt bilag, d er grafisk søger at frem stille de y d erst indviklede forhold i det århundrede. Frem stillingens hovedvæ gt ligger på perioden ; m en såvel i indledn ing en som u n d er g ennem gangen a f de enkelte org aner gøres d er rede for forholdene før enevælden. I in d ledn ing safsn ittet b ehandles forvaltningen i m iddelalderen og centraladm inistrationens udvikling fra m id delalderens slu tning til 1660, d er gives en generel karakteristik af adm inistrationen i perioden , og endelig findes d er her en gennem gang a f d et danske riges landom råd e til forskellige tider, d.v.s. det om råde, centraladm inistrationen forvaltede. G ennem gangen af perioden er k o rtfattet; vi far h er en redegørelse for kollegiesystem et i alm indelighed og for forholdet mellem konge og adm inistration; de store, gennem gribende æ ndringer af adm inistrationssystem et skal, som det vil frem gå senere, søges an d etsteds. H ovedstykket i bogen er g ennem gangen a f de enkelte forvaltningsorganer, og h er ligger in teressen som det kan ses af sideforbruget, især på kancelliforvaltningen og p å kam m er- og finansforvaltningen. Skildringen gør først og frem m est rede for de reform er, forvaltningsorganernc blev underkastet gennem perioden, oprettelser, sam m enlæ gninger, nedlæggelser og æ ndringer i ressortfordelingen. For de enkelte o rg aner får vi desuden oplysninger om ledelsesforhold, k ontorordning, forretningsgang, jo u rn aliserin g, kopibogsførelse og sagernes henlæggelse. D en, d er ønsker oplysninger om et forhold, der berø rer hele cen tralad m in istratio n en, f.eks. Griffenfelds eller S truensees ad m inistrativ e reform er, m å søge u n d er de enkelte organer. Selv om denne disposition a f bogen er forståelig, m å d et siges, at sådanne tvæ rgående æ ndringer let drukner i de øvrige d etaljer, så m eget m ere som bogen ikke h a r et sagregister, d er kan væ re en hjæ lp til at finde de sp red te oplysninger. M angelen på et register svækker desværre i afgørende grad bogens anvendelighed som h åndbog, og indholdsfortegnelsen er ikke tilstræ kkelig fyldig til at kunne væ re en erstatn in g. F.eks. findes en central post som generalprokurørem bedet om talt Anmeldelser s. 38, og 126, hvilket ikke frem går af indholdsfortegnelsen. M angelen p å et register gør det ligeledes vanskeligt at finde en række m indre organer, der blev udskilt fra D anske K ancelli. D et kan f.eks. være svæ rt at gæ tte, at m an skal finde G eneralkirkeinspektionskollegiet i et afsnit m ed titlen»pietism e og forvaltning«, der præ senteres som et underafsnit til behandlingen af D anske K ancelli. D et er heller ikke let at vide, at K om m issionen for U n iv ersitetet og de læ rde Skoler - d er iøvrigt blev n ed sat 1785 og ikke som anført 1790 (s. 74) og D irektionen for U n iv ersitetet og de læ rde Skoler skal findes i et a n d e t underafsn it m ed titlen»nye adm inistrative opgaver: undervisning, sundhedsvæ sen, forsikring og revision«. Denne direktion får en urim elig kortfattet beh an d lin g p å i alt 9 linjer. D et er et udslag a f en tendens i bogen til at koncentrere interessen om de organer, d er h a r skabt om fattende arkiver opfyldt m ed m yriader af rutinesager, mens de m indre organer behandles stedm oderligt, skønt deres politiske bety d n in g m eget vel kan have væ ret stor. D et helt centrale G ehejm ekonseil og dets afløser Geh ejm estatsråd et får således ikke et sam let afsnit, m en b ehandles sp red t i bogen (s. 36, , 82, 150 og 161). R im eligheden a f de begræ nsninger, d er er sat for bogen, kan nok diskuteres. A d m in istratio n sh isto rie er trods alt m ere end ressortfordeling, forretningsgang og henlæ ggelsesprincipper. Den læser, d er vil vide, hvem der kom i kontakt med adm inistrationen, hvem d er ad m inistrerede, og hvorledes d er ad m inistreredes, vil gå forgæves her. D et er rigtigt, at de to forfattere h er kun i ringe g rad vil kunne stø tte sig p å foreliggende undersøgelser, m en vi ved da noget. D er findes f.eks. beh andlin g er af supplikinstitutionen og em bedskorpsets sam m ensæ tning. K lassiske spørgsm ål som em bedsm æ ndenes u d d annelse og n atio n alitet kunne godt have væ ret berø rt, h er næ vnes ikke engang så vigtige love som forordningen 10/ om juridiske eksam ener eller Indfødsretsloven 15/ De indvendinger, d er er an lø rt her, skal dog ikke overskygge, at bogen er blevet et godt og n y ttig t hjæ l pem iddel for den, d er søger oplysninger om dansk centraladm inistration. Jette K jæ rulff Hellesen og Ole Tuxen E rik D al: Dansk provinsbogtryk gennem 500 år, en boghistorisk skitse i elleve streger. Bogtrykkerbladets Forlag s. ill. kr Guillaume Caoursin: Beretning om belejringen a f byen Rhodos, oversat i Odense 1982 af Jacob Isager, Forening for Boghaandværk, Fynsafdelingen. 161 s., ill., kr

9 C. F. Wadskiær: Bogtrykker-Konstens Historie i Dannemark med indledning af Per Hofm an H ansen, bd. I II, Per Hofm an H ansen, Kaj M unks Vej 14, 8600 Silkeborg, s., 1982, kr året for den første bog try k t i D an m ark blev fejret på behørig vis. E t resu lta t h e ra f er udgivelsen af bl.a. disse 3 bøger. Forening for B oghåndvæ rk, Fynsafdeling, h ar udgivet en faksim ileudgave a f bogtrykkeren J o h a n Snells flyveskrift fra 1482 om tyrkernes belejring a f R hodos, skrevet a f Jo h a n n ite rn e s vicekansler G uillaum e C aurson. D ansk Provins Bogtrykkerforening står for udgivelsen a f E rik D als bog» D an ske Provinsbogtryk gennem 500 år«. O g endelig h a r b ib lio tekar Per H ofm an H an sen genudgivet digteren C hristian Frederik W adskiærs to afhandlinger om bogtrykkerkonstens historie i D an m ark fra 1738 og 1740 m ed kom m entarer og n oteapparat Ḋ en m est om fattende såvel m ed hensyn til em ne som indhold er Erik Dals skitse til Dansk provinsbogtryks historie, som han selv kalder den. D er kan vanskeligt skrives om d an sk boghistorie, uden a t E rik D al h ar væ ret involveret. Som leder a f D et kgl. Biblioteks danske afdeling og siden som fagled er på D an m ark s B iblioteksskole til m idt i 70 erne h ar han udover sin egen forskning i em net ledet og inspireret så godt som alle andre, der i dag beskæftiger sig m ed boghistorie. D et er da også i høj g rad en bibliografi over d anske provinsbogtryk, som han satte i gang i sam arbejde med G rethe L arsen på Det kgl. Bibliotek, og de hovedopgaver, som h an s stu d eren d e p å biblioteksskolen u d arb ejd e d e om danske p ro vinsbogtrykkere, der sam m en m ed hans egne om fattende stu d ier udgør fu n d am en tet for d enne bog om de d anske provinstryk. Bogen er en gen n em g an g og ajourføring a f den viden, d er i dag findes om d anske pro v in stry k sam t om den sam fundsm æssige baggrund. Særlig interessant er påvisningen af avisprivilegiet som en næsten altafgørende betingelse for bogtrykkernes m u lighed for at drive forretn in g i provinsen helt op til vort årh u n d rede. D et vil føre for vidt nøjere at gennem gå bogens in d h o ld, m en d et kan vel væ re p å sin plads h er at næ vne, at E rik D al h a r delt stoffet op i følgende tidsperioder: , , , , , , og D et frem går ikke helt klart, hvorfor E rik D al standser sin første periode I anden sam m en h æ n g h ar h an arg u m en te re t for, i alt fald i D an m ark, at lade den såk ald te in k u n abelperiode slutte med året 1522, idet m an m ed denne tidsafgræ nsning vil få en afsluttet periode med vandrende bogtrykkere. F o rklaringen er den, at provinsens bogtrykkere indtil 1540 på nær én faktisk var vand rende bogtrykkere m ed pro d u k tio n sv ilk år svarende til in k u n ab eltid en s bogtrykkere. I tiden kendes d er eksem pler på tryk fra såvel V iborg, M alm ø, Å rhus, Slesvig som Roskilde a f 6 forskellige bogtrykkere. I perioden til og m ed 1522 kendes bogtrykkere fra O dense, Slesvig, Ribe, Å r hus og Nyborg. B ortset fra O lu f U lrichsøn i M alm ø h a r de alle virket i så kort et tid sru m, 1 3 år, at de m å henregnes til de v an d ren d e bogtrykkere. M ens som næ vnt O lu f U lrichsøn sam m en m ed H ans V ingaard fra K øbenhavn er de første eksem pler på bofaste bogtrykkere med en så regelmæssig produktion, at de kan skabe sig en levevej. D enne æ n dring a f p roduktionsvilkårene, godt hjulpet på vej af et kongeligt monopol til københavnske bogtrykkere, h ar til følge, at d er i den næ ste lange periode fra kun kendes 6 provinsb ogtrykkerier, på H ven T ycho B rahes ( ), R ibe ( ), H elsingør ( ), Å rhus ( ), Sorø (1627, ) og O dense ( ). E fter 1730 ses en langsom, m en stadig opdukken og frem væ kst a f nye p rovinstrykkerier i høj grad h ju lp et frem a f avisprivilegier og senere ved udgivelse af tidsskrifter. I d et hele taget h ar bogtrykkerne først og frem m est ern æ ret sig ved at arbejde m ed ikke-bogligt m ateriale. Im id lertid er d et i d ag først og frem m est ved b o g p ro duktionen, at vi h ar dem registreret. Således oplyser E rik D al, at a f kendte tryk før 1830, tegner O d en se bogtrykkerierne sig for en fjerdedel, Sorø (Sorø A kadem is B ogtrykkeri ) sig for næsten 600, A alborg, H ad erslev, V iborg og Å rhus hver med lidt over eller u n der 300 titler. De sidste 150 år behandler Erik D al m ere stikprøvevis, forarb ejd er m an g ler sto rt set. H an kan dog runde sin frem stilling a f m ed at konstatere, at det tilsyneladende i det sidste 10-år nu er i provinsens bogtrykkerier, den mest spæ ndende bogprod u ktion foregår, og at K ø benhav n s bogtrykkcrier efter 500 års forløb h ar m istet sin fortrinsstilling. E rik D als bog er i sig selv et eksem pel p å dette, frem ragende trykt hos R osendahls bogtrykkeri i Esbjerg med et væld af sm ukt udførte illustrationer, adskillige i farver. * Et andet fortrinligt provinstryk er faksim ileudgaven af G uillaum e C aoursins beretning om belejringen af Rhodos. D en første i D an m ark trykte bog udført i O d en se 1482 a f J o h a n Snell. D et er et stø rre an tal O d en se-firm aer, der er gået sam m en om denne opgave på initiativ af Forening for Boghåndvæ rks Fynsafdeling. D enne bog består væsentligst, udover en glim rende farvegengivelse af D et kgl. Biblioteks originale eksem plar, a f en oversæ ttelse a f den originale latinske tekst. Bogen viser sig at væ re en m eget spæ ndende og m alende skildring af tyrkernes forsøg på at fordrive k o rsrid d ern e fra R hodos. I et efterskrift sæ tter oversætteren, Jaco b Isager, skriftet ind i en historisk sam m enhæng. For en bogtry khistoriker er d er m åske ikke så m eget direkte at hente, m en den første i D an m ark trykte bog er nok 56

10 væ rd en oversæ ttelse, d er kan sæ tte en bredere kreds i stand til at gøre sig bekendt med det livfulde indhold, specielt d a den sam tid ig præ senteres så sm ukt som tilfældet er. D og ville jeg have ønsket, at trykket havde væ ret en anelse sortere. D en sidste bog, Per H ofm an H an sen s, om C. F. W adskiæ rs afh an d lin g er om bogtrykkerkunstens historie i D an m ark fra henholdsvis 1738 og 1740 h ar ikke et tilsvarende præ gtigt, nutidigt layout som de to foregående. D et skyldes, at Per H ofm an H an sen ved tilrettelæ gningen a f bind I h ar lagt o riginaludgaven a f W adskiæ rs første afh an d lin g som u d g an g sp u n k t. B ind I frem træ der d a også sm ukt i form at og tryk som en m odificeret 1700-tals p ro d u k tio n, hvilket m an kan konstatere ved a t blade om til faksim ileudgaven a f W adskiæ rs afhandling. D esvæ rre er N ø rhavens bogtrykkeri i V iborg, som stå r for genudgivelsen og trykket a f bind I gledet ud a f kolofonen i b ind II. D erfor er bind II m askinskrevet og derefter off-set trykt. D a de to bind udgør et udeleligt hele, m å m an stærkt beklage, at det ikke h ar væ ret m uligt at ofre et ensartet tryk af den sam lede udgivelse. Bogen rum m er, udover et genoptryk af de to afhandlinger af W adskiær, en beskrivelse af arbejdsforhold og vilkår for A ndreas M adsen M øllers og D aniel Paulis bogtrykkeri i V iborg b aseret på g ru ndige stu d ier først og frem m est i landsarkivet i V iborg. H er giver Per H ofm an H an sen for første gang lejlighed til i større udstræ kning at kigge et 1700-tals (provins-)bogtrykkeri efter i søm m ene. D et er blevet til m ange spæ ndende iagttagelser om datidige produktionsvilkår. H vorfra presser og typer erhvervedes - vanskeligheder m ed at få tryktilladelse fra censuren o.s.v. C. F. W adskiæ rs to g en optrykte afhandlinger, hvoraf den første hedder: D et kongelige priviligerede N ø rre-jy llan d sk e B ogtrykkcries første prøve eller nogle L in eam en ter a f B ogtrykker-k onstens H isto rie i D an n em ark (1738) og det andet: N ogle O bservationer om Bogtrykker-K onsten i D annem ark (1740), er både m eget snakkende og m eget upræ cice i sine iagttagelser. N år de alligevel er nyttige, er det fordi W adskiæ r im ellem sine m ange iagttag elser også b rin ger en del oplysninger, som viser sig a t være vigtige, specielt om h an s egen tids bogtrykkerforhold. Endelig har Per H ofm an H an sen i bind II udbygget såvel W adskiærs to afhandlinger som sin egen indledning m ed et fyldigt notea p p a ra t, d er igen d em o n strerer den g ru n dighed, hvorm ed Per H ofm an H ansen er gået til værks. Steen Stegeager Hansen Anmeldelser Hans Chr. Wolter: Adel og embede. Embedsfordcling og karrierem obilitet hos den dansknorske adel Skrifter udgivet af det historiske institut ved K øbenhavns U niversitet. Den danske historiske forening s. Kr. 65. C h ristia n IV s tid og ikke m in d st adelens forhold m å efterh ån d en høre til d et bedst udforskede i D an m ark s historie, selvom m an g t og m eget en d n u er u klart. W olters bog er en d n u en kvantificerende undersøgelse over korrelationen ad el/em b ede. M ens tidligere forfattere i reglen h ar k o n centreret sig om rek ru tterin g en til enkelte em beder eller om beskrivelsen a f enkelte adm inistratio n sg ren e, tager W olter m u n d en fuld ved at kaste sig ud i en beskrivelse af det sam lede adelige em bedsapparat i kongeriget incl. Norge. Faren ved denne type undersøgelser er, at selv om vigtige sam m enhæ nge bliver præciseret, vil resultaterne let få karakter af selvfølgeligheder. D et er vel ikke v an v ittig t epokegørende, at adelige med m anglende eller blot en beskeden u d d annelse især fandtes i de nedre lag af em b edsh ierark iet og det o v errasker vel heller ikke så m ange, at adelige m ed fædre eller svigerfædre centralt placeret i system et havde særlig gode karrierem uligheder. Bogens absolut vigtigste afsnit er k apitlet» K arrierevejc«m ed sam m enligningen af hofsinders og kancellisekretæ rers em b edsk arrierer. D et er vist W olters opfattelse, at hans undersøgelse dokum enterer, at sekretæ rerne ikke som hidtil an taget v ar selvskrevne til den bedste karriere m en stod tilbage for hofsinderne i denne henseende isæ r i periodens første del. D ette er jo netop sagen. M ed adm inistrationens professionalisering blev kancellitjeneste en stadig m ere central forudsæ tning for at nå til tops i hierarkiet, hvad enten talen er om rig srådsp oster eller hovedlensm andsstillinger. A f 48 u d n æ v n te rig sråder i C h ristian IV s tid v ar 9 tidligere kancellisekretæ rer, m en 5 a f de sid stnæ vnte udnæ vntes efter I Frederik 11Is tid var præcis halvdelen af 16 udnæ vnte råder tidligere sekretæ rer. I 1650erne v ar rig srådet på det næ rm este en forsam ling a f tidligere kancellisekretæ rer plus nogle forhenvæ rende landkom m issæ rer sam t røster fra fortiden som T ag e T h o tt og Jø rg e n B rahe. B landt hovedlensm æ ndene er forholdet, at faldt én ud a f 60 udnæ vnelser på en tidligere sekretær, m en var det 10 ud af 35. T allene illustrerer sek retæ rgruppens udvikling til en adm inistrativ elite, hvis indsigt fandt anvendelse på alle trin i adm inistrationen. I denne sam m enhæ ng vil jeg anholde forfatterens tydelige nedvurdering af de kirkelige præ laturer, som sekretærern e navnlig i periodens begyndelse v ar ferm e til at tilgafle sig. Disse v ar nem lig økonom isk særdeles givtige og in d tæ g tern e h e ra f ofte m ere stabile end m ange for lensm andsposters vedkom m ende, hvor 57

11 isæ r udgifterne kunne væ re ganske uforudsigelige. D et centrale er im idlertid, a t kancellitjeneste og lensm andsposter tidligt i perioden tilhørte to forskellige karrieresystem er, der kun havde det adelige m onopol til fælles. V æ ksten i ad m in istratio n en i løbet a f 1600-tallets første halvdel gjorde kancellitjeneste til et stadig b edre g ru n d lag for at kunne b estrid e en lensm an d sp o st eller for den sags skyld en rigsrådspost. M en herved forvandledes sekretæ rstillingerne til avancem cntsposter og vi ser netop slæ gter som G iedde, Ju e l, Ju u l, K rag, V ind m.fl. klatre til tops i d et sociale hierarki bl.a. via kancelliet. Som det frem går, finder jeg ikke W olters konklusion tilstræ kkelig n u an ceret og den m an g ler nødvendig hen sy n tagen til de æ ndrede k om petencekrav indenfor d et a f adelen beherskede em bedsapparat. Bogen er oprindelig et speciale afleveret ved K øbenhavns U niversitet og nogle af specialets støb eran d e sidder en d n u tilbage. For m egen plads bruges på de for specialer sædvanlige om stæ ndelige m en for an d re oftest ligegyldige redegørelser for arbejdsproces og alm indeligt bekendte hjælpem idler og begreber. I d et foreliggende tilfælde tror je g d et havde væ ret en fordel, hvis W olter havde været m indre am bitiøs med hensyn til at ville beskrive hele det adelige em bedsapparat og koncentreret sig om an alysen a f karrierevejene og ført denne til bunds. D et er den ikke her - så var præ laturernes beskaffenhed blevet næ rm ere undersøgt. N år d ette er sagt skal d et på den anden side frem hæ ves, at d er er tale om et dygtigt arbejde, der vidner om virkelig indsigt i perioden. Frem stillingen er klart disponeret og præges af et sikkert ju gem ent. F o rfatteren s flittige b ru g a f frem m edord skal je g ikke kritisere; b ru g t m ed sm ag v arierer og sm idiggør de sproget. Je g er dog ikke sikker på, at det angelsaksiske»dekade«i stedet for tiå r er god sm ag. Egentlige fejl h ar jeg ikke fundet m ange af. J o achim G ersdorffs hovedbesiddelse h ed d er dog T u n b y h o lm (Ingclsted h.) og ikke T u n b y g a ard. Jørgen Seefeldt, d er blev rig sråd 1644, v ar ikke den første i sin slægt, hvem denne hæ der tim edes. Jacob Seefeldt blev som b ek endt rig sråd D et er en gam m el, m en ganske ubevist og ikke videre sandsynlig p åstan d, a t H an s van Paeschen h ar m alet p o rtræ ttern e a f G ørvcl F a d d e rsd a tte r S parre (afb. s. 87) og æ g tem an d en L ave B rahe i L unde dom kirke. H v orfra h a r W olter, at p o rtræ ttet af Peter R eedtz ( ) er m alet a f R em m ert Petersen? T y p en, d er er k en d t i flere eksem plarer, er sk ab t o form entlig a f hofm aleren G errit C ornelisz fra H aarlem (død 1601), og K ongsdalbilledet, som jeg vel at m ærke kun kender fra fotografi, kunne se ud til at væ re en n o genlunde sam tidig gentagelse eller kopi. N år W olter b lan d er R em m ert ind i sagen, er d et fordi en kopi a f sam m e type i hel figur, som F red erik R eedtz lod udføre til H ø rb y kirke i 1620erne efter et a f de æ ldre billeder, på grundlag af en usikker overlevering er tilskrevet R em m ert Petersen. D ette billede er nu på Frederiksborg. Steffen Heiberg E rik Nørr: Præst og Administrator. Sognepræstens funktioner i lokalforvaltningen på landet fra 1800 til A dm inistrationshistoriske studier nr ill. 559 s. kr B irgit Løgstrup: Dommer og Administrator. H erredsfogden A dm inistrationshistoriske studier nr ill. 269 s. kr. 134,20. I serien»adm inistrationshistoriske studier«foreligger d et 4. og 5. bind, d er henholdsvis o m h an d ler præ stens og herredsfogdens funktioner i begyndelsen a f 1800 tallet. En periode hvor b u re au k ratiseringen for alvor slog igennem i det danske sam fund. M ed landboreform erne indvarsledes opløsningen a f d et gam le landsb y sam fu n d, og d et er på baggrund heraf, at præ stens og herredsfogdens alsidige opgaver skal ses. Som den eneste uddannede em bedsm and i lokalsam fundet fik præ sten pålagt m ange adm inistrative pligter dels ved skoleloven a f 1814 og dels ved fattigreglem entet a f D et centrale spørgsm ål i Erik N ørrs bog bliver derm ed,» at bestem m e sognepræ stens rolle i teori og praksis i forv altningen a f skole- og fattigvæ senet og i d et hele taget at fastlæ gge præ stens andel i lokalsam fundets adm inistration«, (s. 15). Til besvarelse a f afhandlingens problem stilling er d er udvalg t et lokalt om råd e nem lig 25 sogne i H o rn u m og Fleskum h erreder i A alborg am t. F ra d ette o m råde fandtes et o m fattende m ateriale i provste-, am ts- og bispearkivet, sam t fattig- og skolekom m issionsprotokoller i sognekaldsarkiverne m.v. D ette m ateriale sam m enholdes m ed lovgivnings- og lovgivningsforberedende arb ejd e sam t sagsbehandlingsm ateriale i D anske K ancelli. E ndvidere er sam tidens skrifter isæ r om skoleforhold b enyttet. A lt ialt bygger afhandlingen p å et m eget stort og alsidigt m ateriale, og bogen giver et betydeligt indblik ikke kun i de ad m in istrativ e regler og problem er, m en også i befolkningens opfattelse af skolen og fattigforsorgen p å landet. E t cen tralt em ne der kun i ringe g rad tidligere h ar væ ret belyst i den historiske forskning. Bogen er opdelt i to store hovedafsnit:»præ sten og skolen «og»Præ sten og de fattige «. E ndelig følger et m indre afsnit, hvor d er redegøres for andre af præ stens funktioner i lokalforvaltningen. H ovedafsnittene er opbygget parallelle således, at der først bringes en kort redegørelse for gejstlighedens rolle indenfor de to o m råd er i 1700 tallet. D erefter følger et afsnit om lovgivningens formelle strukturer i begyndelsen af 1800 tallet og endelig to og tre sagsbehandlende kapitler. I 1814 fik de nyoprettede skolekom m issioner et 58

12 m eget betydeligt ansv ar for, at skoleanordningen blev gennem ført efter lovens bogstav. Skolekom m issionens m edlem m er bestod a f præ sten og nogle af sognets større lodsejere. T il kom m issionens an svar h ø rte opgaver som d et pæ dagogiske tilsyn, forsø m m elsesadm inistrationen, sekretæ rstilling, udarbejdelse af skoleplan, opførelse og vedligeholdelse af skolebygningen sam t om sorgen for, at lærerlønningerne blev udbetalt retm æssigt. Efter loven var opgaverne delt m ellem alle skolekom m issionens m edlem m er, m en i praksis kan E rik N ø rr påvise, at p ræ sten m åtte bæ re hoved an sv aret ved arbejdet. Ikke m in d st p.g r.a. uvilje og m anglende k u n d sk ab er hos de øvrige m edlem m er. O fte kunne skoleforstanderne ikke skrive, og deres forståelse, for det om kostningskrævende skolevæsen og for lærerens person, v ar i regelen m eget ringe. D a d er i begyndelsen af perioden kun var få uddannede lærere, m åtte præ sten ofte vejlede og undervise lærerne, hvilket igen kunne m edføre en ned laden d e holdning og en socialbetonet konflikt m ellem præ st og degn. H eller ikke i befolkningen m ener Erik N ørr, at d er v ar støtte at h ente for læ reren, idet d et hæ vdes, a t bondesam fu n d ets indstilling til skolen var, at den skulle koste så lid t som m uligt, og at børnenes skolegang ikke m åtte gå udover den m aksim ale udnyttelse af deres arbejdskraft. I afhandlingen gives d er d a også et rigt v arieret in d try k af de u ndskyldninger, foræ ldrene kunne finde på at give som årsag er til, at b ø rnene forsøm te skolen (s ). M en hvor oplysende såd anne oplysninger end er, også sam m en h o ld t m ed an d re udsag n om befolkningens negative h oldning overfor skolen, så in d sniger d er sig hos an m eld eren en lille tvivl om, h vorvidt hele befolkningen op til 1841 nu også v ar så n egativt stem t over for skolen, som det frem går af afhandlingen. E r det ikke snarere kildem aterialets art, at der frem står et sådant billede? Afvigelser fra skoleanordningen giver sig - i et så effektivt skolesystem som der trods alt blev etableret - u d slag i skriverier. D erim od er det vanskeligt at belyse gennem brevm ateriale og skolekom m issionsprotokoller de tilfælde, hvor d er v ar forståelse m ellem skolen og befolkningen. V ilkårene for en funktionsdygtig skole h a r næ ppe væ ret de sam m e før og efter F ø r 1830 var landet i økonom isk krise, hvorefter de økonom iske k o n ju n k tu rer viste sig fra deres positive side. I 1830erne begyndte lærern e a t udgive tidsskrifter, sam tidig m ed, at d er blev o p arb ejd et en stø rre og større selvbevidsthed i læ rerstanden; petitioner fra lærere og fra store befolkningsgrupper blev indsendt til Stæ nderforsam lingerne. Satte dette m on ikke sit præg på holdningen til skolen? D ette spørgsm ål ville skoleprotokollernes forsøm m elsesopgørelser kunne give svar på Ṫ ro d s alle konflikter og vanskeligheder m ed at in d arb ejd e d et nye skolesystem fastslår E rik N ørr, a t skolevæ senet kom til at fungere isæ r på g ru n d af præ sternes store om hu for skolens arb ejd e og p.gr.a. deres loyalitet over for lovgivningsm agten. Anmeldelser V a r præ sternes opgaver over for skolevæ senet store, så forekom m er deres alsidige opgaver ved bestridelsen a f fattigvæ senet om end en dnu større. Som ved arb ejd et i skolekom m issionen, så blev d et også præ sten, der fik det største arbejde i fattigkom m issionen. P ræ sten skulle hvert år u d arb ejd e en forsørgelsesplan, påligne beløbet, føre regnskabet og ofte sørge for inddrivelsen af bidragene. D ertil kom m er, at h an m åtte tage sig a f de fattige, d er m åtte have hjæ lp forud for o rd inæ re m øder, ligesom p ræ sten m åtte sørge for sygehjælp. A ndre af præ stens opgaver var af m ere politimæssig karakter. H er tænkes på personregistrering, såsom anm eldelse af løsgæ ngere og påtegnin g af skudsm ål for tjenestefolkene. V ed dødsfald kunne præ sten endvidere blive n ø dsaget til at fungere som au k tion ariu s over de fattiges ejendele. E ndelig forestod p ræ stern e u d licitatio ner a f de fattige, hvor båd e den fattige, eventuelle bydere og an d re nysgerrige v ar tilstede. For den fattige m å en såd an situ atio n have væ ret um enneskelig. I al offentlighed m åtte h an høre på, at h an s skæ bne blev afgjort uden selv at have nogen som helst indflydelse. Som påp eget a f forfatteren, (s. 290) så m in d er såd anne udlicitationer mere om afklaring af et stykke byggearbejde end om en h jæ lpeforanstaltning til et m enneske under nød. Lignende inhum ane forekom ster er bogen im id lertid fuld af. H oldningen til de fattige v ar i overvejende grad, at de endelig ikke skulle kunne opnå for god hjælp. T væ rtim od skulle fattigforsorgen helst virke til skræk og advarsel for an d re. N øden m entes isæ r at skyldes u m oral og dovenskab. A t hjæ lpe en pige, d er v ar blevet m ed b arn, kunne f.eks. n æ rm est blive opfattet som at præ m iere lasten. M en pengene v ar knappe. For sk rap ligning på beboerne kunne give bagslag. V ar præ sten for om sorgsfuld overfor de fattige kunne beboerne afknappe præ stens offer og accidenser! F o rfatterens g ennem gang a f fattigforsorgen viser præ stens m ange og alsidige opgaver ved fattigadm inistratio n en, og der frem står et rystende billede a f en u d stø d t befolkningsgruppe, d er i bedste fald blev holdt på et eksistensm inim um og uden rettigheder. M en spørgsm ålet rejser sig, hvem v ar de fattige? D et var naturligvis forældreløse børn, enlige m ødre og sindslidende, m en v ar d et også de nye selvejerbønder, der gik fallit u n d er la n d b ru g sk risen? O g hvor m ange fattige v ar d er overhovedet registreret i perioden? E r m an blevet overbevist om præ sternes alsidige arb ejd e i de to hovedafsnit, så lykkes d et E rik N ørr på de sidste 50 sider at udbygge indtrykket yderligere. P å g ru n d a f politivæ senets ringe udvikling og sognefogdernes ineffektivitet kom p ræ sterne ofte til at fungere som n ø d em bedsm æ nd. H eller ikke lægevæ senet v ar funktionsdygtigt i d atid en, hvorfor p ræ stern e m åtte stille diagnoser, og i det hele taget fungere som»reservelæ ger«. D a hele befolkningen efter 1800 skulle vaccineres m od kopper, udførte præ sterne således også dette om fattende arbejde. 59

13 U d ov er disse opgaver fungerede præ stern e bl.a. som inform ationsspredere ved oplæsninger af foro rd n in g er fra præ dikestolen sam t ved oprettelsen a f bogsam linger. Præ sternes store arb ejd e i lokalforvaltningen tillæ gger Erik N ø rr en vigtig forudsæ tning for, at d er i løbet a f de første 40 å r a f 1800 tallet blev skabt trad itio n for lokalt selvstyre. En trad itio n og et g ru n d lag d er i årene efter 1841 viste sig bæ redygtigt. D er er m ed denne bog belyst og berø rt m ange centrale em ner, og p ræ stens alsidige stilling som ad m in istra to r h ar fået en fuld b erettig et, letlæst og veldisponeret undersøgelse. A t bogen også peger på nye undersøgelser er kun en fordel. F o ru d en de i det oven ståen d e rejste spørgsm ål tænkes der på om råder som de rationalistiske præ sters indflydelse på den landbrugsfaglige udvikling. Sam t en højere grad af sam m enkæ dning m ellem den befolkningsm æ ssige, økonom iske og kulturelle udvikling end denne bogs ram m er har kunnet rum m e. V ed siden a f sognepræ sten blev herredsfogeden den em b edsm an d borgerne fik den største berøring m ed. B irgit L øgstrups undersøgelse er b aseret på lovstof, betæ nkninger og indberetninger til centraladm inistrationen, et m ateriale der hovedsagelig er egnet til at belyse herredsfogedem bedet, som lovgivningsm agten ønskede det skulle være. Dog giver forfatteren også gennem en analyse af indberetninger, tilsy n srap p o rter og S tæ n d ertid en d e m.v., et indtryk a f hvorledes system et fungerede i praksis. Birgit L ø gstrup h ar derim od ikke fundet tidsm æssige m uligheder for at supplere resultaterne fra d et generelle sto f m ed en undersøgelse a f et eller flere h erredsarkiver. D er høres således meget lidt om b ru g ern e a f h erredsad m in istratio n en. M en da bogen kortlægger problem erne om kring herredsfogden, giver den d erigennem et godt u d g an g sp u n k t for videre stu d ier om kring de m ange arbejdsm æ ssige, sociale og retsm æ ssige problem er, som de brede befolkningslag blev konfronteret m ed i første halvdel af 1800 tallet. Bogen er opdelt i syv k apitler, et konkluderende afsnit, bilag over h erreder og am ter, sam t sag-, navne- og stedregister. I kapitel I belyses h erre d et som ad m in istrativ enhed, i de to følgende k apitler, undersøges h erredsfogdens u d dannelses-, ansæ ttelses-, løn- og pensionsforhold. I kapitlerne 4-6 belyses herredsfogdens m ange opgaver, og endelig gives der i kapitel 7 et indblik i retstilstanden og i datidens debatter om kring retsreform er. I periodens løb konstaterer forfatteren en professionalisering a f herredsfogdernes u d d an n else, fra de såkaldte»danske ju rister«, d er havde startet deres karriere som skriverdrenge, til en u d strak t anvendelse a f u n iv ersitetsu d d an n ed e ju riste r. M on ikke afstanden til befolkningen blev forstæ rket? Selve herredsfogdens em b e d sstru k tu r forekom m er anm elderen interessant på den m åde, at den ganske synes at afspejle g ård h u sh o ld ets stru k tu r. Til m oderne em bedsm æ nd hører kontorhold og pensionsordninger. K u n n e en herredsfoged i d atid en derim od ikke selv klare arb ejd so p g avern e, m åtte han selv antage m edhjæ lpere, som vederlag fik de kost og logi og en m indre pengeydelse. A ltså lign ende vilkår som karlene på g ård en e havde. Ligeså synes p en sio n sordningen at have en betydelig lighed m ed generationsskiftet p å gårdene. I praksis ordnedes herredsfogdens pension sådan, a t efterfølgeren i em bedet blev p ålagt en årlig afgift til forgæ ngeren og i tilfælde a f hans død, skulle der ydes b id rag til enken. H vilket sv arer til de vilkår der afspejles i aftæ g tskontrak tern e m ellem den æ ldre og den unge gen eratio n p å gårdene. O gså herredsfogedernes løn viser tydeligt deres placering i et landbosam fu n d u n d er udvikling fra n atu - ralie- til pengeøkonom i. I 1600 tallet fik herredsfogden overladt en afgiftsfri gård på 8-10 td. h artkorn, i 1800 tallet m åtte han give afkald på g ård en, til fordel for»dom m erkorn«, og andre naturalydelser a f befolkningen. E t v ar im id lertid de beregnelige ydelser i forhold til ejendom m ens hartkorn, noget andet v ar sp o rtelin d tæ g ter, d er udgjorde langt de største af herredsfogdernes indtæ gter. M enigm and m åtte kort sagt betale for enhver kontakt m ed staten s em bedsm æ nd. F o rfatteren kan oplyse, at sp o rtelin d tæ g tern e i årene udgjorde m ellem Rdl. i de enkelte herreder. Indtæ gter der viser, at herredsfogderne i økonom isk henseende m å have væ ret langt bedre stillet end flertallet af» undersåtterne«. Foruden de traditionelle funktioner som dom m er, foged, au k tionsforvalter og politim ester var h erredsfogden pålagt hvervene som skifteforvalter, overform ynder for um yndiges m idler, lægsforstand er og tilsynsførende m ed vejvæ senet. F ra om kring 1850 blev herredsfogden dog aflastet og sikret fastere vilkår. H an fik således sikret statspension, og alle n y an satte fik fast løn båd e til sig selv og til k o ntorpersonalet. O g endelig blev den folkelige deltagelse i lokalstyret udvidet m ed kom m unallovene. G ennem hele perioden blussede d eb a tten op om kring adskillelsen af den døm m ende og den udøvende m yndighed. T ro d s m ange lovgivningsforsøg kom den endelige adskillelse først med retsplejeloven a f Som helhed er bogen klar og læsevenlig. H erredsfogdens p lacering i de forskellige sag som råder anskueliggøres i en række skem atiske opstillinger. Ligesom an tallet a f sager i en 5-6 h erreder belyses i tabelform for årene på grundlag af indberetn in g er til centralad m in istratio n en. D ette kunne dog m ere fyldestgørende havde væ ret vist ud fra landsoversigter i»statistisk T abelvæ rk. Den civile R etspleje «. E t værk d er iøvrigt også for en senere periode kunne give et in d try k af, hvor tyngdepunkterne lå i de forskellige retskonflikter. Bogen er forsynet m ed en række velvalgte illustrationer, og de v arierede opgaver som h erred s fogden bestred er tydeliggjort, hans sam spil med 60

14 befolkningen v enter p å undersøgelser. D et store sag sm ateriale i h erredsark iv ern e fortjener en langt større interesse end hidtil. B øgerne h a r b u d til alle d er in teresserer sig for landbosam fu n d et, og de er nyttige væ rker også for frem tidige studier af socialhistorisk tilsnit. Bodil K. Hansen Erna Lorenzen: Arvegods. Bondemiljø før industrialiseringen. Poul K ristensens forlag / Skals håndarbejdsskole 1982, ill s. kr G ennem årene har der været udgivet adskillige bøger om folkedragter, bondem øbler, alm uesyninger og -væ vninger. D enne bog h ar en velgørende ny indfaldsvinkel til em net, d et er ikke de tekniske detaljer, der dom inerer, m en belysningen af genstandene i tid og rum og i tilknytning til de mennesker der ejede dem. En enestående sam ling af arvegods er gru n d laget for E rn a L orenzens bog. A rvegodset udgør opim od 400 g en stande - af tekstiler, boligudstyr, m øbler, kobber, sølv, bøger, m ønter og meget an d et - fra sam m e slæ gt - ja fra sam m e g ård fra slutningen af 1700 årene og op gennem 1800 tallet. P ietetsfuldt h ar tingene væ ret o pbevaret, noget blev afleveret til Køge M useum om kring årh u n d redskiftet, det m este er stadig sam let hos én af efterkom m erne. D enne fam ilie har stillet hele m aterialet til rådighed for E rna Lorenzen. Den pågæ ldende slægt stam m er fra V angeledg ård i Jersie p å H ed eboegnen. G ård e n blev solgt til selveje i 1802, den v ar på 60 tdr. 1., og på g ru n d af sin centrale beliggenhed har gårdens ejere haft gode afsæ tningsm uligheder i K øge, K øbenhav n og Roskilde. S ønner eller d ø tre a f den oprindelige slægt overtog g ård en i henholdsvis 1821, 1855 og om kring år I bogen belyses disse skiftende fam ilier, og der bringes en slæ gtstavle. S ådanne oplysninger h ar m asser a f slæ gtsforskere leveret, m en her læ rer vi m enneskene at kende ud fra de ting, de anskaffede sig, hvilket tøj de gik i sam t u dfra nogle a f de bru g sg enstan d e, de benyttede. O g m ed E rn a L orenzens m edrivende skildring, far læseren indsigt i nogle a f de am b itio n er og næ sten rituelle livsform er, disse skiftende gen eratio n er h ar haft. P ersonerne, boligtekstilerne, klæ derne og de personlige ejendele kom m er på d enne m åde til at gå op i en højere enhed. M ed hensyn til de bevarede tekstiler, vil der kunne findes lignende på m ange sjællandske m useer, m en disse g en stande er ofte blevet sam let ind uden, at det for senere tider h ar væ ret m uligt at placere tingene i deres rette m iljø. I»arvegods«er d et d erim o d m uligt at følge, h v o rn år m oden skiftede, og hvornår de kvindelige m edlem m er påbegyndte en ny syningsart. D er gengives også fotografier af hverdagsklæ dninger som skrubforklæde Anmeldelser og kyser sam t a f b ru g stek stiler som kornsæ kke og hestedæ kkener. N oget d er kun sjæ ldent findes i m useerne, m en som giver indsigt i d atid en s hverdagsforhold. En fortegnelse m uliggør et indblik i, hvor stort en gårdm andsdatters udstyr kunne være, dynern e udgjorde en betydelig del, de hørte til de dyre ting, væ rdien k u nne ligge i næ rheden af, hvad en ko kostede (s. 73). D enne slægt h ar utvivlsom t væ ret ret velstående, d er er f.eks. nogle m eget fine bro d erede p u d ev år og agehynder. D e sidste taler deres tydelige sprog om, at d er blev lagt um ådelig væ gt på at vise sig standsm æ ssigt. Som et kuriosum skal nævnes, at der b landt ejendelene findes sølvm ønter fra C hristian d. IV s tid og op til F rederik d. V F s, m en også en rigsbankseddel fra det skæ bnesvangre år A t d er også findes alm an ak k er i en u b ru d t række fra , viser slæ gtens ønske om at følge m ed tiden. Alle disse ting fortæ ller om nogle af datidens idealer. Forfatteren giver gode oplysninger om, hvordan andre kan bevare og vedligeholde slæ gtens klenodier sam t om, h v ordan m an kan fa tingene til at give oplysninger fra sig ved at sam m enholde g en standen e m ed skriftlige kilder. Bogen bør kendes a f alle d er sæ tter pris p å såd anne arvestykker, eller af folk der sam ler på» antikviteter«. A t den også h ar bud til m useer, slægts- og lokalhistorikere er helt klart. D et er tillige en usæ dvanlig sm uk bog, ikke alene er fotografierne overordentlig fine, m en d et er også som altid en fryd for øjet at læse en bog fra Poul K ristensens forlag. Bodil K. Hansen Jens Sigsgaard og Ib Varnild (red.): Det legede vi med... G am m elt legetøj i D anm ark. Nyt Nordisk Forlag, s. ill., kr Ifølge forlaget hen v end er bogen sig til m ennesker, som er interesserede i legetøj, enten fordi de er sam lere, eller fordi de finder noget særligt fortryllende ved gam m elt legetøj. Endelig påpeges legetøjets kulturhistoriske væ rdi, idet det fortæ ller om børns forhold og om datid en s bevidste eller ubevidste opdragelse gennem legetøjet. Bogen er redigeret a f tidligere forstander for Frøbelscm inariet, Jens Sigsgaard og m useum sinspektør ved N atio n alm u seet, Ib V arnild. M an h ar således søgt at kom binere det pæ dagogisk-psykologiske aspekt m ed det kulturhistoriske. Jen s Sigsgaard har gennem sit virke som sem inarieforstand er og sin deltagelse i den offentlige d eb a t haft m egen indflydelse på h o ldninger til leg og legetøj, og Ib V arnild, d er i m ange år h ar væ ret k nyttet til N ationalm useet, h ar beskæ ftiget sig indgående m ed m useets righoldige sam linger a f legetøj og spil. Bogen h ar således væ ret i de bedste hæ nder, og n år den alligevel ikke helt lever op til de forvent 61

15 ninger, m an således kunne stille, hæ nger det form entlig sam m en m ed to ting: For det første har forlaget nok ønsket at im ødekom m e behovet hos sam lere og an tikvitetsinteresserede ved en m eget nøje gen n em g an g a f de enkelte g en standsg ru p p er. H erm ed h a r m an til en vis grad sat sig m ellem to stole, idet en identifikation af gen standen e havde kræ vet flere fotografier, m ens til gengæld den alm indeligt kulturhistorisk interesserede læser vil køre træ t i d etaljerne. D ette gæ lder ikke m in d st k apitlet dukker og d u k k etilbehør, som fylder næsten 100 sider. For det andet h a r d er herh jem m e en d n u kun væ ret tilløb til en egentlig etnologisk eller socialhistorisk forskning om kring legens kulturelle og sam fundsmæssige funktion, og m angelen på en sådan forskning b etyder nødvendigvis, at m an savner den bag g ru n dsvid en, som i givet fald kunne give bogens m ange gode oplysninger et videre perspektiv. Bogen bliver derfor først og frem m est en frem læggelse a f et stort og rig h old tig t m ateriale, som h er er sam let for første gang, rigt illustreret og sm ukt tilrettelagt. I bogens første kapitel fortæ ller overinspektør H o lg er R asm ussen om p rim itiv t legetøj og traditionsleg på g ru n d lag a f erin d rin g ssto f in d sen d t til N atio n alm u seet a f æ ldre m eddelere, hovedsageligt opvokset p å landet. O p ly sn in g erne er indsam let som et su p p lem ent til m useets legetøjssam ling, der m est består af legetøj fra de bedrestillede lag i byerne. I kapitlet om dukker af læreren og sam leren Birgit Fischer, gives en gennem g an g a f dukkety p er og dukketilbehør gennem tiderne. K ap itle t ru m m er et væld a f detaljer, m en også en n yttig oversigt til gavn for m useum sfolk og sam lere. I k apitlerne»d en næ re v erden i lille størrelse«og»o pstillingslcgetøj i serier eller sæt«g en n em g år p hil.cand. Bengt Jac o b sen drengenes legetøj i noget kortere form. Ib V arn ild h a r skrevet om m ekanisk legetøj sam t spil og billeder for børn. D e næ vnte k apitler giver en sam let oversigt over g en stan d sg ru p p er, som hidtil kun er beskrevet i spredte artikler. Som en lise for bogens k u ltu rhistorisk-pæ dagogisk o rienterede læsere kom m er sidst i bogen et kortfattet, m en spæ ndende og perspektivrigt kapitel om pæ dagogisk legetøj, skrevet a f etnologerne G rete R ung og Ing er T o lstru p. D et er d et eneste kapitel, udover Je n s S igsgaards in d ledning, hvor bogen for alvor kom m er ind på legens sam fundsm æssige og kulturelle aspekter. V i h ar således m ed d en n e bog fået et praktisk arb ejd sred sk ab, hvor m ange oplysninger er sam let. F o rh åb entlig vil etnologer og an d re k u ltu rh isto rikere tage em net leg op, så bogen om legens rekvisitter ikke kom m er til at stå alene. Legen, som er b arn ets m iddel til at bearb ejd e in d try k og tilegne sig om givelsernes adfæ rd og væ rd in o rm er, berører selve kæ rnen i vores k u ltu r og dens beståen: Skal frem tidens børn passivt kigge T V og spille elektroniske spil, eller skal de gennem legen udvikles til selvstændigt tænkende og skabende m ennesker? Nina Fabricius Dansk Mejeribrug Redigeret af Claus Bjørn. Med bidrag af Claus Bjørn, Jø r gen D. Rasm ussen, Jacob A. Buksti, Erik juul Jørgensen og Jesper Strandskov. Udgivet af De danske M ejeriers Fællesorganisation s., ill., kr. 434,32. I anledningen af 100 året for oprettelsen af D anm arks første andelsm ejeri i H jedding h ar De d an ske M ejeriers F æ llesorganisation u d sen d t en stor, tyk bog på 564 sider i stort form at m ed m ange illustratio n er, tabeller og p lan cher, som belyser d an sk m ejeribrugs udvikling gennem de 100 år. Til bogen er knyttet en prognoseoversigt for udviklingen frem til år A nlæ ggelsen a f landets første andelsm ejeri er i høj g rad en begivenhed, d er er væ rd at fejre. Som bekendt h ar det danske an d e lslan d b ru g og h e ru n der m ejeribruget længe været af helt central betydning i dansk økonom i og desuden b erøm t langt ud over landets græ nser for dets p roduktionsevne og dets specielle ejerforhold og organisationsform er. D en foreliggende frem stilling a f m ejeribrugets udvikling består a f 4 i virkeligheden selvstæ ndige afhandlinger. R edaktøren h ar søgt at koordinere afh an d lin g ern e gennem opstilling a f visse fælles ram m er for kapitlernes rækkefølge og indhold. K o ordineringen er lykkedes nogenlunde pæ nt i betrag tn in g af, at det er fire selvstæ ndige afh an d lin ger og i betragtning af, den lange periode, de dæ k ker. De to første historiske afsnit frem til 1955 ligner h in an d en m est i an g reb sm åde og b rug a f stof. De to historikere C laus Bjørn og Jørgen D. R asm ussen h ar m ed deres afsnit sigtet m od en bred skildring, d er også in d d ra g er den konkrete historie og den m ere kultu rh isto risk præ gede side a f m ejerivæ senets historie. Politologen Ja c o b B uksti, der b eh andler perioden fra 1955 til i d ag h a r derim od m eget m ålrettet taget b ranch en, dens økonom i og struktur sam t organisationsudviklingen og landbrugspolitikken som u d g an g sp u n k t for sin skildring. D et sidste afsnit, d er h a r prognosens k arakter, h ar n atu rlig t nok m åttet have sin helt særlige form. F o rfattern e skriver i indledningen, at m an h ar opfattet udviklingen som et resu ltat a f sam spillet mellem indre og ydre på internationale forudsæ t ninger baserede faktorer, at m an har set m ejeribruget som en del a f en stø rre sam m en h æ n g (lan d bruget), og at m an har ønsket at udarbejde en alm ent tilgæ ngelig skildring hvilende på prim æ r forskning i em net. M an kan fuldtud tilslutte sig den opstillede m ålsæ tning, som forfatterne dog kun delvis h a r fået realiseret. M an får således ikke en system atisk 62

16 frem stilling a f sam spillet m ellem indre og ydre forudsæ tninger perioden igennem, og de to historikeres ønske om at give en b redt an lagt frem stilling h ar kun i nogen udstræ k n in g kunnet forenes m ed prim ærforskning. D et forekom m er mig, a t de to historikeres brede tilgangsvinkel har bevirket, at de ikke har fået deres frem stillinger bevidst problem atisered e. De h ar overvejende taget u d g an g sp u n k t i den allerede eksisterende ret righoldige la n d b ru g slitte ra tu r og gængse frem stillinger og ladet disse bestem m e stru k tu r og in d h o ld i hovedkapitlerne. In d en for d enne ram m e er u d v alg et a f litte ra tu r dog godt og dæ kkende, og d er er u d valgt m ed sikkert blik for, hvad d er er væ sentlige sider a f forløbet, således som det hidtil er udforsket. D er gives også habile, veldisponerede og velskrevne frem stillinger på d ette g rundlag. S ådan kan b ranch eh isto rie naturligvis skrives, m en frem stillingen bliver på denne m åde overvejende en bred opsam ling og strukturering af eksisterende viden vedrørende den pågæ ldende b ran che og ikke det, som de fleste form entlig vil søge i et værk a f denne art, nem lig ny viden inden for et m ere specialiseret o m råde. E fter m in opfattelse burde m an hellere have taget et snævrere udgan g sp u n k t i m ejerib ru g et selv og have foretaget en selvstændig problem atisering herudfra m ed an vendelse af p rim æ rt in te rn t m ateriale fra b ranch en p å lignende m åde, som d et sker i værkets senere del. H er er der arb ejd et m ed såvel statistik som in te rn t ark iv m ateriale på en m åde, d er fortræffeligt sv arer til b ranch estu d iers behov. A f pladsm æssige grunde vil om talen i det følgende blive forholdsvis kort a f de dele a f væ rket, som bygger på i forvejen trykt litteratur for til gengæld at sam le o p m æ rksom heden om de dele af værket, som rum m er egentlig ny forskning. R edaktøren C laus Bjørn har selv udarbejdet afsn ittet om m ejerib ru g et frem til A fsnittet er centralt, fordi d et jo v ar i denne periode, a t de æ ndringer fandt sted, som i store træk skulle kom m e til at bestem m e udviklingens form er og retn in g i de næste henved 100 år. C laus Bjørn om taler de centrale aspekter i u d viklingen: M ejeribedrifternes opståen, deres antal, finansiering, p ro d u k tio n en, dens art og teknologi, det engelske m arkeds efterspørgsel, m arkedets organisering, m ejeribrugets betydning i udenrigshandelen, udenrigshandelens organisering og u d viklingen a f landbru g ets org anisatio ner m.v. D er er, hvad m an på grundlag af den foreliggende littera tu r m ed rim elighed kan forvente, og d er er om m ejeribruget suppleret fra landbrugets og m ejeribrugets faglige tidsskrifter, statistik a, trykte b eretninger og kildesam linger m.v. In d i d enne i forvejen ret velkendte udvikling h a r C laus B jørn lagt en undersøgelse, som ikke blot er prim æ rforskning, m en i egentligste forstand grundforskning, nem lig en spæ ndende og central undersøgelse af andelsm ejeribevægelsens gennem Anmeldelser b ru d I åren e m ellem 1882 og 1890 tog danske bønder produktion og salg af m ejeriprod u k ter i egen h ånd. D ette ret enestående danske fæ nom en v ar b ru d t igennem i 1890, hvor d et skønnes, at ca. 30 pct. a f sam tlige danske m ejerier var andelsm ejerier. Claus Bjørn præ senterer i disse kapitler resultater af om fattende undersøgelser i vedtæ gter og forhandlingsprotokoller fra en lang række andelsm e jerier, og kan herved frem lægge et nyt stof, d er ret nøje b eretter for os om o m stæ ndighederne om kring disses oprettelse og bevæ gelsens ekspansion. U ndersøgelserne fjerner ganske de illusioner, m an m åtte have om eksistensen af ideologiske bevæ ggrunde bag o p rettelsen a f andelsm ejerierne. V alget af ejerform er og udform ningen af vedtæ g terne, herunder om der skulle stem m es»efter hoveder eller efter høveder«osv havde ikke for sam tiden det ideologiske in d h o ld, som det siden fik i nogle kredse, således i forbindelse m ed kam pen om oprettelse af andelsslagterier fra 1890erne. I m ejeriernes etab leringsperiode flød oprettelse a f aktiem ejerier, in teressentm ejerier, andelsm ejerier og fæ llesm ejerier i enkeltm andseje m ere eller m indre sam m en som et fedt for in itiativ tagern e i la n d b ru get. Det afgørende synes at have været, hvilke m e jerier der i starten havde de bedste resultater. V alget af andelsm ejeriform en og af de særlige dem o kratiske afstem ningsregler skete tilsyneladende i vid udstræ k n in g ved kopiering a f vedtæ gter fra sted til sted efterh ån d en som bevæ gelsen rullede hen over landet. C laus B jørns undersøgelser af bevægelsens spredning er et fint eksempel på, hvorledes historieforskningen ved m inutiøst at udrede om stæ ndighederne om kring fæ nom eners o p ståen og udvikling kan nå ganske langt i retning a f at bringe forklaringer frem, hvis gyldighed forekom m er tem m elig uigendrivelige. C laus Bjørns undersøgelser er begræ nset til 1880erne og ru m m er ikke nogen total udnyttelse af d et store stof, som andelsm ejeriernes vedtæ gter og forh andlingsprotokoller udgør selv inden for denne begræ nsede periode. M en h an h ar stukket sonden ned i den strategisk set vigtigste periode for u d forskningen af, hvad det var, der skete. H ans undersøgelser viser ikke uventet, at g ård ejern e var helt d o m in eren d e pct. a f de n y o prettede andelsm ejeriers første form æ nd v ar gårdejere og form entlig sam tidig initiativtagerne, og delundersøgelser af bestyrelsernes sam m ensæ tning giver sam m e resu ltat. U v en tet er det, at læ rere en tid h ar spillet en vis rolle som initiativtagere. D et påvises endvidere, at de m indre landbru g ere efterh ån d en kom mere m ed både som form ænd og bestyrelsesm edlem m er. D er m å kunne kom m e m eget m ere ud a f yderligere og m ere specificerede undersøgelser m ed inddragelse af flere variable. D er bør herund er kunne ske afklaring a f d et gam le spørgsm ål om folkehøjskolernes m ulige bety d n in g for andelsb e vægelsens opståen. M an m å ønske, at C laus Bjørn vil videreføre de 63

17 undersøgelser, han her har påbegyndt. H an strejfer en række sp æ n d end e problem stillinger, som han dog i d enne sam m en h æ n g sto rt set lader ligge. De sam m enfattende bem æ rkninger om andelsm e je riern es g en n em b ru d, som kort præ senteres s. 119 f kan ikke betragtes som m ere end foreløbige, m e get brede og forholdsvis generelle forudsæ tninger, d er ikke er b ragt ind i en tæ ttere sam m enhæ ng m ed det stof, h an h er stu derer. Ingen kan være uenig i, at bondereform ern e er foru d sæ tn in g er for b o n d estanden s hele em ancipering, som vi kan iagttage den i løbet af det 19. århundrede på m ange felter, og at også højskolerne m å form odes at høre m ed i d enne alm ene bag g ru n d. M en det er jo ikke tilstræ kkelige betingelser. D et er derim od et åb enly st fejlskud, n å r forfatteren s. 119 skriver:»d et vil stå som en a f de m est bem æ rkelsesvæ rdige begivenheder i nyere d ansk historie, at der uden nogen form fo r central ledelse eller egentlig styring [m in udhæ vning] p å så få å r lykkedes at om skabe en betydningsfuld del a f landbru g ets p ro d u k tio n s virksom hed«. H vor kan han (og de andre forfattere) have d et synspunkt fra, a t d er m å en central styring til for at noget bety d n in g sfu ld t nyt kan skabes og vinde udbredelse? D et er en forestilling, som m an m øder hele bogen igennem. Vi er så v ant til regulering og statslig og an d en styring, at det nu u m id d elb a rt u n d re r os, at nye form er og betydelig vækst overhovedet kan opstå uden central styring. V ed n æ rm ere eftertanke ved vi jo im idlertid, at tiden fra 1880 til 1914 var de m eget store forandringers tid og sam tidig en af de største vækstperioder i D anm ark s historie - og det uden nogen form for statslig styring, eller i hvert fald m ed staten i en m eget passiv rolle. Nej, foran d rin g og vækst foru d sæ tter ikke styring. C entraliserin g og styring er d erim o d de m onopoliserede m arkeders sikre kendetegn, således som også denne bog viser. I stedet for at u n d res over, at andelsm ejerierne opstod uden styring, bør m an m åske snarere spørge om, hvad d et v ar for forhold i produktio n en - dvs. næ r ved in itiativ tagern e - d er pressede rejsning a f de m ange sm å m ejerier frem landet over m ed en fart, der var hurtigere end nogen planlæ g gende central m yndighed form entlig kunne reagere. S am m enfaldet m ed de økonom iske forhold og p risrelationern e er velkendt. De tekniske forhold og tran sp o rtfo rh old en e, som de d a var, h a r vel endvidere bevirket, at m ejerierne m åtte væ re sm å og kun kunne betjene et forholdsvis lille om råde, hvor m ejeriet til gengæ ld k unne tendere m od at fa en m onopollignende stilling. M anglede der et tilstræ kkeligt an tal igangsæ ttere i land d istrik tern e på d ette beskedne niveau, således at landbru g ets behov for oprettelse af m ejerier ikke kunne tilfredsstilles h u rtig t nok? M edførte krisen, at bønderne selv m åtte tage initiativet, for at om stillingen kunne ske tilstræ kkelig hurtig t? O g bevirkede d ette, at andelsform en a f sim ple fin an sierin g sg ru nd e herved blev den m est n atu rlig e ejerform - eller trivedes den, fordi den rum m ed e den bedste kontrol a f såvel m ejeriejerne som leverandørerne? D isse og m ange an d re spørgsm ål m å m an håbe, a t C laus Bjørn vil besvare i en stø rre videnskabelig afh an d lin g om vor succesrige andelsbevæ gelses opståen. E m n et fortjener de anstrengelser, som arb ejd et vil forudsætte. F o rfatteren h ar ikke alle vegne kunnet finde dæ kkende litteratu r for de aspekter, h an h a r ønsket at in ddrage. I såd anne tilfælde bringes m ere sp red te undersøgelser fra litteratu ren, eller h an frem læ gger lokalt begræ nsede undersøgelser, bl.a. typer og eksem pler fra det store stof i hans besiddelse. Frem stillingen bliver herved adskillige sted er i høj g rad levende og konkret. D et er åbenlyst, at C laus Bjørn h ar ønsket, at hans frem stilling skulle være en fortælling om m ejeribrugets udvikling i D an m ark og ikke først og frem m est en række an aly ser og k o m m en tarer til tabeller. T il dette form ål h ar han b ru g t historikerens kendskab til kilder og data og hans evne til at kunne rekonstruere den svundne virkelighed for os, således som det bl.a. sker i afsnittet om m ejeriet i lokalsam fundet. Jørgen 1). R asm ussens afsnit D ansk M ejeribrug er opbygget således, at det kan være en naturlig fortsættelse af C laus Bjørns. D er er et generelt afsnit om landbrugets og m ejeribrugets økonomi set i sam m enhæ ng m ed de alm indelige konju n k tu re r. D er er afsnit om m ejeribrugets særlige udvikling og om organisationssystem ets videre u d vikling frem til 1950erne. D er er endvidere to afsnit om henholdsvis m ejeriet i lokalsam fundet og et om m ejeribefolkningen, dvs. om m ejeripersonalet, dets sam m ensæ tning, organisering og overenskom stforhold m.v. D er afsluttes som i de øvrige afsnit med en status i frem stillingens slutår. D ette afsnit bygger i vid u d stræ kning på trykt litte ra tu r og gængse frem stillinger. M an kan i det generelle afsnit stedvis føle, at d ette m ere er en frem stilling a f den kendte økonom iske politik og krisepolitikken i perioden end en egentlig frem stilling a f m ejeribrugets historie. D et specifikke afsnit om m ejeribrugets produktion og afsætning er overvejende koncentreret om et enkelt af periodens hovedproblem er, det påståede behov for koncentration af p ro d u k tio n en på færre og større en h eder - en udvikling, som først gik i gang for alvor i slutningen a f 1950erne, bl.a. ved hjæ lp a f M arshall lån. M ed størst interesse læser m an de dele a f frem stillingen, d er belyser m ejeribrugets - og landbru g ets - gradvise involvering i reguleringspolitikken på landbrugsom rådet. Jø rg e n D. R asm ussen kan siges at have fået en m ere utaknem m elig opgave end C laus B jørn. Ses tingene fra en snæ vrere produktionsm æ ssig og afsæ tningsm æ ssig synsvinkel, m å m an konstatere, at alle de store kvalitative æ n d rin g er v ar sket allerede før U dviklingen v ar stort set en forlængelse af det allerede etablerede med hensyn til ejerforhold, stru k tu r, teknik, v areu d b u d, p ro d u k tio n og afsæ tning. Den foregik inden for allerede skabte ram m er og var præget af stagnationen under kri 64

18 seforholdene. D et nye i udviklingen skete på an d re om råder. D ette forhold frem går dog ikke explieit af J.D.R. s frem stilling, som efter m in m ening i overvejende g rad er styret a f em ner og synspunkter, som h ans m ateriale og b ag u d rette d e perspektiv påfører h am. D er er m eget godt i J.D.R. s frem stilling, m en jeg tror, at en større undren over forskellige træ k i udviklingen kunne have ført til frugtbare spørgsm ål og undersøgelser inden for det snæ vrere om råde, som d et h er er opgaven at udforske. J.D.R. u n d re r sig for lidt over, at d et så højt priste danske an d elsm ejeribru g m ed den glorvæ rdige fortid ikke synes at have reag eret på krisen m ed forsøg på stru k tu rratio n aliserin g. T v æ rtim o d m åtte det da og senere ifølge J.D.R. skubbes igang a f statsm ag ten eller a f Fæ llesorganisationen. H an synes ikke i tvivl om, at en overgang til m ejeridrift i stø rre enheder skulle være sket i 1930erne, m en han u n d ersøger ikke m ere system atisk b ag g ru n den for d enne stivnen, og h an stiller slet ikke det spørgsm ål, om den statslige tilskudspolitik på en eller an d en m åde kan have b id rag et til den relative fastfrysning a f erh v erv sstru k tu ren. I d et hele taget synes jeg, at m ere in d g ående undersøgelser af den statslige politiks sam spil m ed erhvervet b u rd e være taget op. D et virkelig nye og afgørende i denne periode v ar jo, at la n d b ru g et - det store frihandelserhverv - fik sm ag for a t tæ nke i reg u lerin g sb an er (m åske i stedet for at tænke i fornyelser og om stilling?). D ette skete såvel alm en t som specifikt inden for m ejeribruget. U dviklingen pressedes for en stor del frem a f statsm ag ten, m ed socialdem okratiets støtte, m ens de borgerlige p artie r - især V en stre - for en del søgte at stritte im od (se f.ex. s. 237 fl) - et forhold, som u n d re r J.D.R., og som h an derfor nok skulle have set næ rm ere på. M ed 1930ernes statslige og in terstatslig e reguleringspolitik lagdes uden rig sh an d elen s organisering i L andbrugsm inisteriets eksportudvalg. L andbru g so rg an isatio n ern e b efan d t sig så godt herved, at de, d a liberaliseringen kom fra 1950, straks genoplivede udvalgene i eget regi m ed henblik på fælles organisering a f afsæ tning og på etab lerin g af centrale prisforhandlinger. På m ejeribrugets om råd e skete d et gennem landbru g ets sm øreksportudvalg og osteeksportudvalget m.m. D er v ar allerede i 1930erne klare eksem pler på, hvor d et b a r hen og på, a t m ejeribruget hen ad vejen kunne væ nnes til frivilligt at gå ind for centralisering og m onopolisering af pris- og afsætningsforhold. M ejeribruget var således dybt involveret i centraliserin g en og m onopoliseringen af m æ lkesalget i K ø b enhav n, d a in itiativet i 1940 blev overtaget a f politikerne og gennem ført efter en anden model. D et var åbenlyst, at staten tilbagevendende virkede for m onopolisering, bl.a. gennem forsøg på støtte til rationalisering og centralisering. J.D.R. stu d ser ikke over, at andelsselskaberne, der var skabt som m odstykker til m onopoler og til Anmeldelser frem m e af konkurrence, selv begynder at ville regulere m ark ed er og priser, og han problem atiserer ikke staten s rolle og an sv ar for en udvikling, som på ingen m åde er ukontroversiel, og som d annede basis for, at staten blev p åtv u n g et 1960ernes landb ru g sstø tteo rd n in g er a f la n d b ru g so rg anisatio n erne. D et havde væ ret rart, om vi i d ette afsnit m ere system atisk havde faet forspillet til den udvikling, som Buksti senere beskriver. I forhold til hovedafsnittene er J.D.R. s to sidste afsnit om m ejeriet i lokalsam fundet og om m ejeribefolkningen m ere selvstændige. A fsnittet om m e je rie t i lokalsam fundet er et forfriskende og levende indslag, d er gør m ejeriet og dets sociale funktioner virkelige for os. I d et sidste afsnit føres nogle a f de tidligere undersøgelser a f bestyrelserne frem i tid, og det frem går, at g ård m æ n d en e vedblev at sidde talstæ rkt på m ejeriernes ledelse. D er er god besked om m ejeribestyrere og m ejerister, deres sociale stilling, b ag g ru n d og uddan n else m.v. sam t om overenskom studviklingen. L an d b ru g ets stæ rke og længe vedvarende evne til at m odstå fagbevægelsen er her et iøjnefaldende træk. Jaco b A. Buksti o rien terer på henved 150 sider i en god og oplysningsm æ ttet frem stilling om m ejeribrugets udvikling fra 1955 frem til i dag. D er er m eget relevante økonom isk-statistiske indføringer i landbrugets økonom iske forhold og strukturforhold i de to perioder, som d ette afsnit falder i, nem lig perioden frem til D an m ark s in d træ d en i Fæ llesm arkedet i 1972 og tiden efter frem til S tatistikkerne viser klart de chokerende store forandrin g er i la n d b ru g et i begge perioder. Vi får herved en glim rende bag g ru n d for forståelse af landbrugspolitikken og landbru g so rg anisatio n ernes bestræbelser gennem perioden. M ed udgangspunkt i de b astioner, som la n d b ru g et havde v u n d et sig under dets m edvirkning ved den statslige regulering frem til 1950, søgte la n d b ru g et/m ejerib ru g et fortsat at regulere pro d u k tio n s- og prisforhold i 1950erne for at sikre erhvervet, hvad m an fandt var passende indkom ster. D ette skete i et sam spil/m odspil med M onopoltilsynet. Ved sam m enb ru d d e t af det engelske sm ørm arked i slutningen af 1950erne brød denne politik sam m en, og land b ru get b ru g te sin organisatoriske styrke til direkte at forlange statens m edvirken til opretholdelse af erhvervets indtjening. V ed m æ lkeleveringsstoppet i maj 1961 satte m an m agt bag kravene til politikerne, og fra da af var det klart, at landbrugets indtjening frem tidig ville blive reguleret gennem tilbagevendende politiske forlig om særlige la n d brugsordninger. D ette var forløberen til den fortsatte, o m fattende regulering og subsidiering af landbru g ets priser og p ro d u k tio n efter D anm arks in d træ d en i F æ llesm arkedet. Buksti giver os en indgående indføring i landbrugets og specielt m e jeribrugets vilkår og forhold i fæ llesm arkedssam - m enhæ ngen - forhold, som ellers er vanskelige at overskue. Frem stillingen belyser det utrolig am bi 65

19 tiøse stykke planøkonom i, som E F s landbrugspolitik er, og d et frem går k lart, at skønt m edlem sskabet h a r ru m m et store fordele, så rum m er p lanøkonom ien også negative og usikre frem tidsperspektiver for d ansk m ejeribrug, der, u n d er et system m ed kunstigt høje priser, h a r m istet m ark ed san d ele på traditionelle hovedm arkeder til lokale producenter, d er uden tilskud ellers ikke ville have kunnet k onkurrere. D e voldsom m e æ n d rin g er i p ro d u k tio n og u d en rig shandel genfindes i de m eget store driftskonccntratio n er, fusioner og driftsom læ gninger, d er er sket i d ansk m ejeribrug fra 1960erne til i dag, og som synes at tendere m od dannelse a f eet eller gan ske fa landsdæ kkende m ejeriselskaber, en koncentratio n, der in d eb æ rer pro b lem er for andelsdem o- kratiet. Bukstis beskrivelse af de m agtfulde landbru g so rg an isatio n ers indflydelse på la n d b ru g s politikken, specielt inden for m ejerio m rådet, er sp æ n d end e at læse som en rom an. D en betæ nkeligt store indflydelse, de h ar udøvet over tid, har politikerne dog efter D anm arks indtræ den i fællesm arkedet taget sig sam m en til at reducere. B ukstis afsnit er o v erm åde in stru k tiv t og nyttigt. D et forekom m er m ig at væ re g lim rende som b ra n chehistorie b etrag tet, og d et ræ kker tilm ed videre ved at sætte erhvervets udvikling ind i nær sam m enhæ ng m ed den førte landbrugspolitik i perioden. D og kunne h an godt have sp aret os for den rationaliserings- og centraliseringslyrik, som han ledsager de stæ rke m onopoliseringsbestræ belser inden for m ejerib ru g et m ed. M onopoliseringen er vel noget, som sam fu n d et evt. kan leve m ed, m en den er ikke i sig selv et gode og kan p o ten tielt være til skade for forbrugerne. I sidste afsnit belyser frem tidsforskerne Erik Ju u l Jørgensen og Jesper Strandskov perspektiverne for befolkningsstigning, fødevarebehov og p ro d uktionsudvikling for fødevarer på et globalt plan frem til ca. år 2000 m ed henblik på næ rm ere at kunne skitsere udviklingsm uligheder for m ejeriproduktionen. Alt i et m indre, m en m eget interessan t afsnit, som utvivlsom t vil kunne være til nytte for et udenrigshandelserhverv som dansk m ejeribrug. D er er m ed bogen om d an sk m ejeribrug fra 1882 til år 2000 skabt et væ gtigt værk, d er ikke blot er branchehistorie, men også økonom isk historie i videre forstand. Birgit Niichel Thomsen Jørgen Hæstrup: Dengang i Danmark. Jødisk ungdom på træk O dense U niversitetsforlag s. ill., kr. 134,20. Jø rg e n H æ stru p skildrer i sin bog»d engang i D an m ark «forholdene for de ca unge jø d er, d er i 1930erne kom til D an m ark. D er v ar tale om jø d er, d er skulle have en landbru g su d d an n else for senere at kunne arbejde som landm æ nd i Palæ stina. De v ar m edlem m er a f to jødiske org anisatio ner ved navn H ech alu tz og A lijah. H echalutz-bevæ - gelsen v ar en zionistisk-socialistisk o rg anisation, d er bestod a f ofte m eget politisk bevidste unge m ennesker. A lijah bestod d erim od a f b ørn m ellem 14-16, som m an fik ud af Tyskland i F ra d ansk side blev tran sp o rten til D an m ark og opholdet org aniseret a f»l andbrugsøkonom isk R ejsebureau«ledet a f N iels Siggaard. Foreningen form idlede generelt udveksling a f landbrugsclever m ellem D an m ark og udlan d et. Siggaard fattede speciel interesse for de jødiske elevers skæ bne og form idlede i perioden ^ 0, at ca jøder fra T yskland kom til D anm ark.» L andbrugsøkonomisk R ejsebureau«sam arbejdede m ed den jø d i ske m enigheds bibliotekar, Ju liu s M argolinsky, d er gennem organisationen:»k om ite for de jø diske land brugselever«, sørgede for en væ sentlig del af den daglige adm inistration. V edr. børnene fra Alijah, var det kvindeorganisatio n er som»d anske kvinders N atio n alråd«og»k vin dern es Liga for F red og Frihed«, d er p åtog sig ansvaret. T il b ru g for beskrivelsen h a r Jø rg e n H æ stru p b en y ttet de ovennæ vnte org anisatio ners arkiver, arkiver efter enkeltpersoner, involveret i hjæ lpearbejdet, Justitsm inisteriets arkiv, U denrigsm inisteriets arkiv og endelig b eretn in g er fra de tidligere landbrugsclever og A lijah-børn. Ialt gav dette indsam lingsarbejde ca. 86 beretninger. H æ stru p giver i et afsluttende kapitel u d tryk for, at b eretninger, selvom de er afgivet 40 år efter hæ ndelserne, dog er b ru g b are, som»kilde til de faktiske begivenhedsforløb«, fordi indtrykkene v ar så stæ rke for de unge sind, at d er ikke h ar væ ret tale om efterratio n aliserin g og erindringsforskydning. F ortæ llingen er elem entæ r spæ ndende. I et let og flydende sprog og i form af et kronologisk h an d lingsforløb beskrives jødernes forhold h er i landet, deres h o ldninger og tanker (bl.a. skildret på g ru n d lag a f b eretn in g ern e), m yndighedernes holdning, og d et o rganisatoriske netvæ rk. Skildrin gen n år helt frem til 2. verdenskrig, flugten til Sverige og o p holdet i koncentratio n slejren T h eresienstadt. U n d e r hele skildringen spiller beretn in g ern e en væ sentlig rolle og er p laceret således, at de m eget fint supplerer teksten og giver glød og spænding. K ap itlern e om m yndighedernes holdning er overraskende nok de svageste i bogen. D et er kap itlerne»pres p å m inisteriet«, hvor forsøget på at fa m inisteriet til at give A lijah-børnene tilladelse til at kom m e til landet behandles, og» M yndighedernes holdning«, hvor ikke m indst ju stitsm in iste r Steinckes sy n sp u n k ter frem drages. M en p resset på m inisteriet analyseres kun udfra hjæ lpeorganisationernes arkivalier og m an m angler her stort set m inisterielle arkivalier, der kunne belyse m inisteriets egen holdning. O g skildringen af Steinckes 66

20 synspunkt er b aseret p å et radio fo red rag fra novem ber 1938, der senere bragtes som dobbeltkronik i Socialdem okraten. D et ville have været væsentligt, hvis H æ strup kunne have beriget behandlingen af m yndighedernes h o ldning m ed m ere m ateriale fra de m inisterielle arkiver. M enighedens h oldning til land b ru g seleverne og A lijah-børnene berøres kun perifæ rt. D ette skyldes m uligvis, at H æ strup ikke har benyttet M osaisk T rossam funds arkiv. D et ville have væ ret et vigtigt aspekt at have faet den jø diske m enigheds holdning m ed i bogen. Sproget er som sagt letflydende og for at øge læ sbarheden h ar H æ stru p»ønsket at spare læseren for noter, der alene ville indeholde m onotone henvisninger«. D ette er dog til tider et m inus ved bogen, idet læ seren i nogle tilfælde er ude a f stand til at se hvorfra H æ stru p h ar fået sine oplysninger og således også ude af stand til at bedøm m e visse p å standes og konklusioners vederhæ ftighed. M en alt i alt er d et lykkedes H æ stru p at få in d sam let et spæ ndende m ateriale, som der overfladisk redegøres for tilsidst i bogen, og give en levende og indholdsrig skildring af et stykke dansk /jødisk historie. Bent Bliidnikow Palle Ove Christiansen: En livsform på tvangsauktion? En bog om landbrug og m ennesker i dagens Danmark. Gyldendal. 199 s., kr Anmeldelser Bogen handler om m ennesker, der m å sige et endeligt farvel til et erhverv, som h ar væ ret selve deres liv, m ennesker, for hvem livsvæ rdier er af større betydning end det at opnå en SID -tim eløn. In te t d ansk erhverv kan i ælde k onkurrere m ed land b ru g et. Få g en eratio n er tilbage n ed stam m er vi alle fra bønder. U den direkte tilknytning til bondekulturen ville forfatteren ikke med sam m e indlevelse og sym pati have kunnet skildre bøndernes livsform og den krise, de a f delvis uforudsigelige kræ fter er b ra g t i, en krise, som nødvendiggør gældsæ tning og kassekredit og bringer dem i lom m en på kautionister, b an k er og foderstofleverandører. Læsere, der ikke i forvejen føler med de kriseram te land m æ n d, m å kom m e til d et efter at have læst denne bog om folk, d er m å forlade en bedrift, d er først og frem m est tilhø rer en an d en sfære end den m arkedsøkonom iske, m å skære roden over og derm ed kvitte forpligtelsen ikke alene over for forfæ drene m en også over for efterkom m erne, m å forlade den plads i slæ gtens livshjul, som v ar blevet dem tildelt. E t begreb som slæ gtsgården h ar stadig en m arkant betydning, fam iliem edlem m erne deltager aktivt i de lokale foreninger, og nogle af forfædrene ligger begravet på sognets kirkegård. A ntallet a f landejen d o m m e er jo i tidens løb gået op og ned, hver gang a f forskellig årsag, og hver gang har m an troet, det var slutfasen. V ed oprettelsen a f m ajo ratern e blev i m ange tilfælde hele landsb y er opslugt. M en såvel før som u n d er husm andslovene a f 1899 og 1919 øgedes det totale an ta l af b rug atte r stæ rkt og kulm inerede i 1946 m ed H u sm andsbevæ gelsen startedes af m angel på arbejdskraft i landbruget, m en blev efte rh ån d e n udtryk for en tran g til økonom isk og social selvstæ ndighed; d er kræ vedes derfor igen større b ru g ud fra den b etrag tn ing, at brug, d er gav fuld beskæftigelse, kunne drives m est intensivt, og efterhånden som arb ejd sk raften i stigende grad blev ersta ttet m ed m askiner, m åtte bru g ene være stø rre og stø rre for at give ejeren fuld beskæftigelse, og an tallet a f ejendom m e er nu kun D er bliver således færre og fæ rre m ed landbru g ern es livsform, hvor m an selv m å præ stere et stort fysisk slid, og hvor det bl.a. på g ru n d a f de høje ren ter af erhvervsgæ lden ofte er nødvendigt at låne til p rivatforbruget. F o rfatteren viser os i d etaljer forholdene hos 5 fam ilier, der på forskellig vis afspejler nogle karakteristiske træk i gårdbrugets aktuelle situation. Bogens velklingcnde sprog er forståeligt for enhver. Et andet tiltalende træk er de grafiske frem stillinger. D et er rart at se, at også en etnolog erkender, at»et billede kan sige m ere end tusinde ord«, og at han er i stand til at h ån d tere pictog ram m er på en klar og for enhver begribelig m åde. Aa. H. Kampp Københavns historie. Bind 3. Sv. Cedergreen Bech: Storhandelens by , 1981, 368 s. Bind 4. Sigurd Jensen og Claus M. Smidt: Ram m erne sprænges , 1982, 312 s. Bind 5. Sigurd Jensen: U nder fælles ansvar , 1981, 396 s. Billedredaktion John Erichsen m.fl. Gyldendal, 250 kr. pr. bd., sælges kun samlet. M ed 3. bind af K øbenhavns historie bliver det stadig m ere føleligt, at m an m angler nyere forskning om byens historie før 1850, og at d er heller ikke altid er taget tilstrækkelig hensyn til de forskningsresu ltater, som faktisk findes inden for erhvervs- og socialhistorie. D enne forskning h ar m åske ikke haft direkte sigte på K ø benhav n, m en in deholder dog resu ltater a f bety d n in g for hovedstadens placering i sam fundet. B indet indledes m ed skildringen af d et im p onerende og effektive byggeri efter b randen 1728 og slutter med, hvad m an kunne kalde byggestoppet i begyndelsen a f 1800-tallct. D er fortælles om begivenheder i regering og kongehus, om h an delshusenes blom string, og - m eget b redt - om dagligdagen i byen. Ser m an b ort fra folkelivsskildringerne, er det dog m ere national end lokal historie, der behandles her. M an savner at få sat K øbenhav n s særlige udvikling i relation til, hvad der skete i resten af landet i denne periode. 67