Bourdieu som epistemologisk brobygger?

Transkript

1 Bourdieu som epistemologisk brobygger? Sociologi ved Københavns Universitet 3. semester Eksamensbesvarelse i Sociologiens Videnskabsteori December 2006 Ansvarlige for udarbejdelsen: Esben Raunsø Thomasen Bæk Jonas Kylov Gielfeldt Andreas Møller Mulvad Antal tegn, brødtekst: Antal tegn, fodnoter: 823

2 INDHOLDSFORTEGNELSE INDHOLDSFORTEGNELSE...2 Indkredsning af problemområde...3 PROBLEMFORMULERING...4 REDEGØRELSE...5 Bourdieus præmis for det dobbelte objektiverende brud...5 Det dobbelt objektiverende brud...6 Det første brud med: Alfred Schütz fænomologi...7 Konstruktionen af det sociologiske forskningsobjekt hos Schütz...7 Forskerens ståsted hos Schütz...8 Kritik af konstruktionen af Schütz forskningsobjekt...9 Kritik af sociologens ståsted...9 Det andet brud: Bruddet med Durkheims objektivisme...10 Durkheims objektivisme...10 Bourdieus kritik af objektivismen...12 Prakseologisk viden...13 Sociologien som métier prakseologi i praksis...14 Bourdieus konstruktion af det sociologiske forskningsobjekt...14 Forskerens ståsted hos Bourdieu...15 DISKUSSION...17 Er Bourdieu i stand til at overskride skellet mellem metodologisk individualisme og kollektivisme?...17 Formår Bourdieu at bryde med subjektivisme/objektivisme-dikotomien?...18 Det umiddelbare ja : Bruddet med naiv subjektivisme og urefleksiv objektivisme...18 Det eftertænksomme nej : Bourdieus objektivistiske arv...19 Refleksivitetsproblemet...19 Det problematiske kapitalbegreb en ontologi der griber forstyrrende ind?...21 KONKLUSION...22 Er Bourdieu i stand til at overskride skellet mellem metodologisk individualisme og kollektivisme?...22 Formår Bourdieu med sin teori om det dobbelt objektiverende brud at overskride modsætningen subjektivisme-objektivisme indenfor sociologien?...22 PERSPEKTIVERING...23 LITTERATUR...24 Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 2 af 25

3 Indkredsning af problemområde I denne undersøgelse vil vi fokusere på den franske sociolog Pierre Bourdieus epistemologi. Ved begrebet epistemologi forstår vi: et eller flere grundlæggende aksiomer som konstituerer en teori om hvordan videnskabens genstandsfelt kan studeres (Fuglsang i: Fuglsang 2004:30). Mere specifikt vil vi undersøge Bourdieus forsøg på at overskride modsætningen mellem subjektivisme og objektivisme som to traditionelt modstridende og aksiomatiske udgangspunkter for sociologien som videnskab. Samtidig vil vi se nærmere på hans stillingtagen i forhold til skismaet mellem metodologisk kollektivisme og metodologisk individualisme. Vores målsætning er at besvare spørgsmålet om, hvorvidt Bourdieu rent faktisk formår at overskride de traditionelle dikotomiske modstillinger subjektivisme-objektivisme og metodologisk individualisme-metodologisk kollektivisme, eller om han på et eller flere punkter fastholder forståelser, som gør det problematisk uden videre at godtage, at hans epistemologi skulle være nået ud over lejrtænkningen i sociologien? Man kunne have valgt andre vinkler til belysning af Bourdieus videnskabsteoretiske position, herunder forholdet mellem normativitet og videnskab i hans sociologi, eller hans ståsted i skismaet mellem rationalisme og empirisme. Man kunne også have taget udgangspunkt i hans sene videnssociologiske værk Viden om viden og refleksivitet, hvori han via en objektivering af det videnskabelige felt, udfolder sit syn på de sociale mulighedsbetingelser for fremskaffelsen af sand videnskabelig viden (Bourdieu 2005b:19f.). Når vi har valgt at fokusere på Bourdieus forsøg på epistemologisk brobygning, skyldes det således ikke, at vi er blinde for, at dette blot er ét af mange væsentlige aspekter, som man med lige god ret kunne tage op. Blot mener vi, at Bourdieus forsøg på at gøre op med traditionelle epistemologiske modsætningspar absolut er en undersøgelse værdigt. Særligt idet han selv erklærer, at subjektivisme/objektivisme er et af de mest uheldige begrebs par [ ] der florerer i de sociale videnskaber (Bourdieu i: Callewaert 1994:54). Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 3 af 25

4 PROBLEMFORMULERING Vi vil redegøre for det dobbelt objektiverende brud med hhv. subjektivistiske og objektivistiske tilgange til det sociale; et brud som det ifølge Bourdieu er nødvendigt for sociologien at foretage, hvis den skal kunne give adækvate forklaringer på sociale fænomener. Herunder vil vi sammenligne Bourdieus tilgang til studiet af det sociale med hhv. Alfred Schütz subjektivistiske og Emile Durkheims objektivistiske tilgange, idet vi vil søge at eksplicitere metodologiske ligheder og forskelle mellem teorierne. Dernæst vil vi optegne centrale metodiske pointer hos Bourdieu, idet vi deskriptivt besvarer spørgsmålet:hvordan mener Bourdieu at det dobbelte objektiverende brud skal udmøntes i en sociologisk praksis? Endelig vil vi, under inddragelse af kritik af Bourdieu, forsøge at svare på de grundlæggende spørgsmål: Er Bourdieu i stand til at overskride skellet mellem metodologisk individualisme og kollektivisme? Samt: Formår Bourdieu med sin teori om det dobbelte objektiverende brud at overskride modsætningen subjektivismeobjektivisme indenfor sociologien? Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 4 af 25

5 REDEGØRELSE Bourdieus præmis for det dobbelte objektiverende brud På baggrund af opgavens afgrænsning vil vi i det følgende kort redegøre for de ontologiske præmisser, som er en forudsætning for at behandle det dobbelt objektiverende brud. Det er elementer, som har med det værende at gøre. De er ikke i sig selv et produkt af det dobbelte objektiverende brud, men en forudsætning for det. De er med andre ord en nødvendig nøgle til forfatterskabet. Denne opgaves omdrejningspunkt er som nævnt Bourdieus forsøg på at bygge bro mellem henholdsvis den subjektivistiske og den objektivistiske tradition inden for sociologien. En kilde til uvilje mod denne dikotomi kan være Bourdieus centrale ontologiske præmis om en relationel tænkning. Bourdieu omtaler selv sin videnskabsfilosofi som relationel, i den forstand at den anser relationerne for at være det grundlæggende (Bourdieu 1997a:11). Af samme grund udvikler Bourdieu bl.a. begrebet felt. Feltet indeholder sine egne specifikke regler, feltets logik, og rummer de sociale kampe som udspiller sig i relationen mellem de forskellige positioner. Begrebet er til for at erindre forskeren om, at hun ikke skal havne i hverken en substantialistisk eller realistisk opfattelse af det sociale, men tænke relationelt (Bourdieu & Wacquant 1996:210) 1. Realisme buges her i betydningen; en tænkning der hævder eksistensen af en objektiv realitet der eksisterer uafhængigt af mennesker (Rasborg i: Fuglsang 2004:349). Begrebet felt skal altså henlede opmærksomheden på, at vi har at gøre med en række af styrkepositioner der defineres relationelt i forhold til hinanden (Bourdieu 1997a:11). Udover at være relationel er Bourdieus tænkning dispositionel. Med dispositionel tænkes der på de større eller mindre muligheder som er til disposition, både i feltet og hos den enkelte agent. Bourdieu ønsker med begrebet dispositionel at påpege de uudnyttede, førbevidste sandsynligheder, i ordets statistiske forstand. For at kunne beskrive disse dispositioner udvikler Bourdieu begrebet kapital, som kort fortalt dækker over de potentielle ressourcer den enkelte agent eller institution råder over; det er 1 Når vi taler om en substantialistisk tænkning refererer vi til Bourdieus brug af ordet, inspireret af Ernst Cassirer, som en tænkemåde der ikke anerkender nogen virkeligheder udover dem, som er tilgængelige for direkte intuition i almindelig erfaring (Bourdieu i Callewaert 1994:55). Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 5 af 25

6 disse ressourcer der kan satses i kampen om placeringen i feltet. Alt kan i princippet fungere som kapital, det er dog først når det er erkendt og anerkendt at det får betydning i kampen om placeringen i feltet. Når en kapitalform er erkendt og anerkendt, betegner Bourdieu den som symbolsk kapital (Bourdieu i: Callewaert 1994:64). Det dobbelt objektiverende brud I det følgende vil vi redegøre for det dobbelt objektiverende brud, som Bourdieu foretager med hhv. subjektivistiske og objektivistiske tilgange til studiet af den sociale virkelighed. For at klargøre hvad det egentlig er Bourdieu ønsker at gøre op med, vil vi opridse to teorier, som repræsenterer hhv. en subjektivistisk og en objektivistisk position indenfor samfundsvidenskaben. Umiddelbart efter hver præsentation, vil vi redegøre for Bourdieus kritik af den pågældende teori, for dernæst at forklare Bourdieus teoretiske overskridelse af modsætningen, som kan opsummeres i hans begreb om prakseologisk viden. Som repræsentant for subjektivismen har vi valgt Alfred Schütz, der skriver sig ind i den forståelsesorienterede tradition, hvori fænomenologien og hermeneutikken står centralt. Denne tradition tager sit afsæt i filosoffen Edmund Husserls begreb om en livsverden, hvor de overleverede meningsstrukturer giver sig til kende for den menneskelige bevidsthed, der er intentionelt indstillet mod disse meningsstrukturer (Rendtorff i: Fuglsang 2004:281). Dette paradigme er centralt for Schütz, da hans common-sense verden i høj grad er at sammenligne med livsverdenen. Som repræsentant for den objektivistiske retning har vi valgt Émile Durkheim, der skriver sig ind i en positivistisk tradition, hvor de sociale strukturer studeres som ting, og hvor der ses bort fra tolkninger af de individuelle aktørers motiver og handlingsrationaler. Valget af netop disse teoretikere begrundes med henvisning til Bourdieu selv, idet Durkheim uden tvivl, sammen med Karl Marx, er den person som har udtrykt den objektivistiske position mest konsistent mens det uden tvivl [er] hos Alfred Schütz og etnometodologerne, at man kan finde de reneste udtryk for den subjektivistiske vision. (Bourdieu i: Callewaert 1994:54,55) 2 2 At Karl Marx og etnometodologerne er fravalgt som objekter for en redegørende analyse skal udelukkende ses som et udtryk for en ressourcemæssig prioritering fra vores side, idet vi gerne vil nå både at redegøre for forskellige teoretiske positioner samt diskutere og kritisere disse, indenfor opgavens udstukne pladsmæssige rammer. Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 6 af 25

7 Det første brud med: Alfred Schütz fænomologi Konstruktionen af det sociologiske forskningsobjekt hos Schütz Schütz tager i sin konstruktion af det sociologiske forskningsobjekt udgangspunkt i, hvad der konstituerer viden i vores samfund og kommer til den konklusion, at viden er en konstruktion, der bruges til at skabe orden i verdens kompleksitet. Men viden er samtidig også videnskabelig viden, der ligeledes er en konstruktion. For Schütz bliver det helt centralt at skelne mellem disse to. Der drages således et skel mellem hverdagens commonsense viden og den videnskabelige viden. For Schütz bliver det afgørende at commonsense konstruktionerne danner udgangspunkt for den videnskabelige viden. Derfor bliver det også common-sense konstruktionerne blandt aktørerne i hverdagslivet, der bliver det egentlige forskningsobjekt (Schütz 1975:22). Hverdagens common-sense konstruktioner er som nævnt præget af et forsøg på kognitivt at skabe kompleksitetsreducering. Dette sker på basis af den overleverede livsverden vi befinder os i, en verden der allerede rummer mening, og som vi kan støtte os op af. Det der karakteriserer livsverdenen er, at den er præget af nogle inddelingsskemaer eller typikaliteter (ibid:23f.). Den intersubjektive common-sense konstruktion bygger videre på idéen om livsverdenen, at vi alle er en del af en overleveret kulturverden, og at vi derfor har de samme forståelseskategorier. Denne fælles forståelse kalder Schütz for perspektivernes reciprocitet. Der ligger to ting i dette begreb. Dels betyder det at to aktører, der er placeret i forskellige, rumlige positioner, vil kunne bytte plads, og se det samme, samtidig vil deres typikalitetsskemaer være ensartede på trods af deres forskellige biografiske, dvs. sociale situationer. De konstruerede typikaliteter aktørerne opererer med, transcenderer dermed aktørernes biografiske og socioøkonomiske faktorer (ibid:28f). Det skal siges at Schütz anerkender at biografien har en betydning, men det er ikke det centrale objekt; det er derimod hverdagens konstruktioner. Da common-sense konstruktionerne danner grundlag for de videnskabelige konstruktioner sociologen foretager, er de således andenhåndskonstruktioner, det vil altså i en vis forstand sige konstruktioner af konstruktionerne. Schütz er dog klar over at det kan blive problematisk at sige noget generelt om samfundet. For at løse dette problem går han igen ind på common-sense konstruktionens område, og foretager en videnskabelig typificeringsproces, altså laver videnskabelige typikaliteter. I denne proces konstruerer han Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 7 af 25

8 en modeltype, der er udstyret med de faste og substantialistiske træk som forskeren tillægger den, altså et ubiografisk objekt (ibid:54). Forskerens model konstrueres på baggrund af de observerede konstruktioner af handling og samhandling i hverdagslivet. Til denne konstruktion opstiller Schütz tre krav, der gør at man kan kalde dem videnskabelige. De skal først og fremmest være logisk konsistente. For det andet skal modellen relatere til den subjektive mening, hvilket betyder at den skal kunne knyttes til det, der opleves og udtrykkes af aktøren. For det tredje skal modellen leve op til tilstrækkelighedskravet, dvs. at den konstruerede handlingstype er adækvat med en faktisk handlingstype i hverdagslivet (ibid:56f). En konsekvens af Schütz andet krav er at der skal henvises til subjektet i den sociologiske forskning. Dermed placerer han sig i den metodologiske individualisme, som fordrer, at eksplanansdelen kun må indeholde forklaringer, der henviser til enkeltindividers handlinger (Gilje & Grimen 2002:206). Helt klart bliver det, når Schütz formulerer sig som følger; Alle kulturgenstande- redskaber, symboler, sprogsystemer, kunstværker, sociale institutioner osv.- peger gennem selve oprindelsen og mening tilbage på menneskelige subjekters aktiviteter (Schütz 1975:26). Forskerens ståsted hos Schütz Også i forhold til forskerens ståsted tager Schütz udgangspunkt i konstruktionerne i hverdagslivet. Når han beskæftiger sig med samhandling, har han øje for at ikke alle aktører er involveret i den. Der er således aktører som udelukkende er iagttagere. For Schütz er iagttageren af særlig interesse, da det netop er igennem iagttagerens rolle, at sociologien skal bedrives. Det er igennem iagttagerens position, det bliver muligt for sociologen at opnå en anonymiseret og standardiseret forståelse af samhandlen (ibid:40). Disse iagttagelser overføres til sociologens modelkonstruktioner, der er skabt ved de relativt ensartede og anonymiserede observationer. Anonymiseringen opnås ved at forskeren indtager iagttagerens rolle, og derved ikke har noget social socialt her (ibid:52). Han står således i en objektivt, beskuende position, hvorved Samfundforskerens indstilling er den rent uinteresserede iagttagers af den sociale verden. Han er ikke involveret i den iagttagne situation, som ikke er af praktisk, men kun af kognitiv interesse for ham (ibid:49). Det vigtigste i Schütz optik er, at sociologen udvisker sin egen biografi og sætter parentes om sit ståsted. Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 8 af 25

9 Kritik af konstruktionen af Schütz forskningsobjekt Schütz bygger som nævnt sine videnskabelige konstruktioner på de typikaliteter hverdagens aktører selv konstruerer. Bourdieu kritiserer denne måde at konstruere sociologiens objekt på, da det for ham er af afgørende betydning at bryde med de almene forestillinger, der gør sig gældende (Bourdieu i: Callewaert 1994:59). Dette brud med den subjektivistiske tankegang er det første element i Bourdieus dobbelt objektiverende brud. Hvor Schütz ser den selvfølgelighed, hvormed de social aktører går til verden, som et resultat af en fælles overleveret livsverden, ser Bourdieu den som et resultat af en internaliseringsproces, hvorigennem objektive strukturer inderliggøres til habitus. Habitus defineres som systemer af varige dispositioner og bliver til det strukturerende princip for agentens sociale praksis (Bourdieu i: Callewaert 1994:86). Strukturernes forbindelse med aktørens habitus er forholdt til den objektive position man antager i det sociale rum, hvor positionens placering er styret af princippet om kapitalbesiddelse; hvor meget samlet kapital man besidder. Schütz nægter derimod at benytte sig af den biografiske situation, men betjener sig udelukkende af aktørernes ubiografiske hverdagskonstruktioner. For Bourdieu er konsekvensen, at Schütz perspektiv kun kan forholde sig relationelt ift. aktørernes overfladiske og rumlige placering i hverdagens fysiske rum, men ikke dybderelationelt ift. de underliggende og af aktørerne uerkendte mekanismer, der ifølge Bourdieu former habitus. Hvis ikke man i sine videnskabelige konstruktioner forsøger at afdække de objektive relationer risikerer man at det er den sociale verden selv, der forestår konstruktionen af analysegenstanden (Bourdieu & Wacquant 1996:217). Når man dertil lægger det faktum, at Schütz skaber sine modeller med faste og substantialistiske træk (1975:54), er det åbenlyst at Schütz ikke kan tænke relationelt, da han hverken objektiverer sine aktører ift. objektive organiserende principper, eller sætter sine konstruktioners karakteristika i forhold til hinanden. Kritik af sociologens ståsted Bourdieu tager et opgør med den måde Schütz ser sociologens ståsted på; at denne ikke har noget socialt her og i sin forskningspraksis skal fralægge sig sin biografiske situation. Bourdieu mener det er problematisk at give sig selv status som neutral observatør, der både er til stede og alligevel ikke er det (Bourdieu & Wacquant 1996:235). Schütz stoler på at bevidsthedens intentionelle rettethed mod livsverdenen vil åbenbare Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 9 af 25

10 meningsstrukturerne i deres rene form, ubesmittet af samfundsmæssigheder som fx biografien, og at denne renhed kan skabe en naturlig uengagerethed. (Schütz 1975:59). Denne manøvre har Bourdieu ikke den store tiltro til, hvorfor han mener, at man skal objektiverer både analyseobjekt og forsker for at skabe en klar demarkationslinje herimellem. Denne demarkation er også af central betydning for Bourdieu ift. at bryde med typikaliteter og prækonstruktioner. Sociologer, der ikke forholder sig kritisk til egen praksis, er ikke bevidste om at deres egne opfattelseskategorier og tankefigurer i udgangspunktet er social formede (Bourdieu & Wacquant 1996:218). Det andet brud: Bruddet med Durkheims objektivisme Bourdieus brud med subjektivismen kan anskues som resultatet af en ambition om at afdække illusionen om umiddelbar viden (Bourdieu i: Callewaert 1994:115). Dette ovenfor beskrevne brud må imidlertid efterfølges af et komplimenterende brud med illusionen om absolut viden (Bourdieu i: Callewaert 1994:115). Det vil sige en afvisning af objektivisme og objektivistisk viden som erkendelsesmæssigt grundlag for videnskabelig sociologisk praksis. Etiketten objektivisme passer ifølge Bourdieu særdeles godt på Durkheims teori. Men Bourdieu benytter den generelt på alle sociologiske tilgange, som har det til fælles, at de bygger på en epistemologisk præmis om at det er nødvendigt at bryde med individernes egne doxiske, dvs. common-sense prægede forestillinger om den sociale virkelighed, hvis man vil nå frem til en sand, videnskabelig erkendelse. Det vil sige alle teorier, som effektivt gennemfører ét - og kun ét - objektiverende brud: nemlig at forkaste aktørernes commonsense-forestillinger som brugbare i samfundsvidenskaben. Eksempelvis behandler og kritiserer Bourdieu strukturalismen som eksponent for en objektivistisk position (i Bourdieu 2005a:192f). Når vi efter præsentationen af Durkheims objektivistiske position redegør for Bourdieus kritik af objektivismen, er kritikken ikke nødvendigvis er rettet direkte mod Durkheim, men derimod mod objektivistiske tilgange i almindelighed. Durkheims objektivisme For Durkheim var det en af sociologiens fornemste opgaver at bryde med individernes primære erfaringer, dvs. deres hverdagslige og umiddelbare forståelser af det sociale. Videnskabsmanden skulle koncentrere sig om at undersøge og definere de objektive Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 10 af 25

11 strukturer som virker bag om ryggen på aktørerne, og som i virkeligheden er de faktorer, som strukturerer individernes handlen. Durkheim mener, at man skal studere sociale fænomener som ting, der kan beskrives udefra og som kan kortlægges uafhængigt af de forestillinger, individerne gør sig om samfundet (Guneriussen i Andersen 2005:74). Dermed lever han op til kravene til en samfundsvidenskabelig praksis, der med Wacquants formulering har karakter af social fysik (Bourdieu & Wacquant 1996:21). Med en mere gængs betegnelse kan man betegne Durkheims metode som positivistisk eller empiriskanalytisk (Andersen 1990:23): Durkheim søger at finde frem til lovmæssigheder der gør sig gældende i det sociale, hvilket gør hans teori til en samfundsvidenskabelig pendant til naturvidenskabelige discipliner som fysik eller biologi, som ligeledes søger at afgive nomotetiske forklaringer. Durkheim er metodologisk kollektivist, idet han kræver, at samfundsvidenskabelige (årsagsog funktions) forklaringer henviser til sociale fænomener, dvs. til overindividuelle faktorer, snarere end til individers eller gruppers bevidste handlen (Gilje & Grimen 2002:202). Denne holdning udtrykkes klart i følgende citat: En social kendsgernings bestemmende årsag bør søges blandt de foregående sociale kendsgerninger, og ikke blandt tilstandene i den individuelle bevidsthed (Durkheim citat i Østerberg 2002:40). Durkheim adskiller sig markant fra fænomenologien i sit syn på hvordan det sociologiske forskningsobjekt skal konstrueres. Han betragter sociale fakta som overindividuelle fænomener, der er udvendige i forhold til den enkelte og den enkeltes bevidsthed (ibid.:37). Derfor må det samfundsvidenskabelige objekt afgrænses ved hjælp af ydre kendetegn (ibid.:36). Denne blotlægning af sociale fænomeners objektive natur står i modsætning til fænomenologens fokus på den subjektive forståelse af det sociale. Durkheim mener, at sociologen skal bestræbe sig på at betragte [sociale kendsgerninger] fra en vinkel, hvor de viser sig isolerede fra deres individuelle manifestationer... (Durkheim citat i ibid.:37). Durkheims objektivistiske sociologi har ifølge Bourdieu effektivt overvundet alle subjektivistiske fejltrin i form af inddragelse af spontane hverdagslivsforståelser i den videnskabelige objektkonstruktion. Hos Durkheim er første del af det dobbelt objektiverende brud derfor fuldbyrdet (Bourdieu & Wacquant 1996:21). Samfundsforskeren er hos Durkheim en videnskabsmand af samme type som den naturvidenskabelige forsker: I kraft af bruddet med spontane hverdagsforestillinger og vha. Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 11 af 25

12 opstilling og testning af empiriske hypoteser, er det muligt for forskeren at finde frem til sammenhænge, som kan betragtes som alment gyldige, dvs. viden om hvordan tingene objektivt forholder sig i den virkelige verden. Dermed findes forskerens ståsted udenfor og hævet over almindelige menneskers ikke-videnskabelige positioner. Forskeren har altså mulighed for at se på samfundet udefra i kraft af den absolutte viden om det sociales beskaffenhed som de (positivistisk) videnskabelige konstruktioner giver hende mulighed for at tilegne sig. Bourdieus kritik af objektivismen Bourdieu påpeger den grundlæggende mangel ved objektivismen, at den i sin beskrivelse af den sociale virkelighed, og forståelse af menneskelig handlen, så at sige glemmer eller bevidst ser bort fra aktørens primære erfaringer. Menneskelig handlen forklares i objektivistiske teorier med henvisning til strukturer, regler eller endog lovmæssigheder, som virker mekanisk og (ubevidst) tvingende på aktørerne. Bourdieu giver objektivisterne ret et stykke ad vejen: Objektivisterne gør nemlig ret i at forkaste de primære erfaringer som grundlaget for sociologisk videnskab. For at kunne foretage en videnskabelig samfundsanalyse må man nemlig, ganske som objektivisterne gør det, først konstruere de objektive (økonomiske og sproglige) relationer der strukturerer praksisformerne og repræsentationerne af dem (Bourdieu 2005a:178). Men for at udvikle en adækvat teori om menneskelig handlen er det nødvendigt at man, efter bruddet med subjektivismen, genindfører den praktiske viden, som aktørerne faktisk besidder (uden at de nødvendigvis er bevidste herom). Med habitus-teorien om menneskelig handlen søger Bourdieu at introducere agenten, som erstatning for subjektivismens bevidste aktør. Habitus medierer så at sige mellem modpolerne aktørstruktur: Agentens praktiske sans er den aktive virkning af habitus som agenten tilskrives i kraft af sin relative position i forhold til andre agenter i det sociale rum af objektive relationer. Årsagen til at Bourdieu finder det nødvendigt at genopfinde et handlende subjekt er, at objektivisterne efter hans mening ikke kan forklare hvordan der produceres og reproduceres doxale oplevelse[r] af den sociale verden (ibid.:179). Dette sker, da objektivismen ikke går vejen omkring den praktiske forståelse, fornemmelsen for den sociale virkeligheds fremtræden som naturgiven, og den indlejring i agenternes bevidsthed Bourdieu kalder habitus (Bourdieu i: Callewaert 1994:57) Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 12 af 25

13 Videre kritiseres objektivisterne for at [behandle] systemer af objektive relationer som substanser ved at omdanne dem til heler der allerede er konstitueret uden for individets historie og gruppens historie (ibid:86). Dette strider mod Bourdieus relationelle verdensopfattelse. Han foreslår derfor, at man for at komme væk fra strukturens realisme som objektivisterne forudsætter, må gå fra opus operatum (det fuldbyrdede værk) til modus operandi (måden at gå til værks) (ibid.:86). Et andet problem hos objektivismen skal findes i dens manglende refleksivitet, og dens deraf følgende tro på at kunne frembringe sand viden i absolut forstand. Objektivisterne indser ifølge Bourdieu ikke, at individernes praktiske hverdagserfaringer ikke er det eneste som skal underkastes en videnskabelig objektivering: Det objektiverende blik, hvormed videnskabsmanden bryder med ureflekteret common-sense tænkning, for at kunne afdække de underliggende samfundsmæssige strukturer, må også vendes indad. Sociologen kan ikke nøjes med at rette sit relativerende, historiserende blik mod sin omverden, men må også objektivere de analysekonstruktioner og begreber, som hun anvender i sin egen videnskabelige praksis (Bourdieu & Wacquant 1996:43). Først med den anden objektivering, i form af videnskabelig refleksivitet, er det dobbelte objektiverende brud fuldbragt og en reel sociologisk videnskabelighed indenfor rækkevidde. Med Bourdieus udtryk er der brug for en sociologiens sociologi (Bourdieu i Callewaert 1994:115) til at nedbryde den videnskabelige illusion om absolut viden til fordel for en reflekteret videnskab, som også har blik for sine egne sociale mulighedsbetingelser. Prakseologisk viden Via sit begreb om prakseologisk viden som en særlig vidensform, giver Bourdieu sit bud på et fundament for sociologien, som overskrider kløften mellem subjektivisme og objektivisme. Prakseologisk viden er kendetegnet ved at den medregner de forståelser af agenternes praktiske erfaringer, som objektivismen valgte at udelukke for at kunne kortlægge de objektive relationer, som strukturerer det sociale (Bourdieu i Callewaert 1994:73). Hvis man fokuserer på forudsætningerne for en teori om menneskelig handlen kan man sige, at prakseologisk viden implicerer en to-skridt-frem-og-et-tilbage bevægelse, idet den efter at have distanceret sig fra først subjektivismens og siden fra objektivismens begrænsninger, Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 13 af 25

14 markerer en tilbagevenden til en fænomenologisk forståelse af aktørernes handlen, men indenfor objektivismens strukturelle kortlægnings rammer. Prakseologisk viden muliggør, i modsætning til objektivistisk viden, en refleksiv sociologi. Den objektivistiske viden stiller ganske vist spørgsmålet om problemet om mulighedsbetingelserne for den praktiske erfaring (ibid.:73). Det vil sige den gennemfører en objektivering af hverdagserfaringen, men den glemmer til gengæld at gøre sig selv til objekt for en lignende undersøgelse. Denne mangel retter den prakseologiske viden op på ved at opstille de teoretiske, men også de sociale mulighedsbetingelser for objektiveringens problem (ibid.:73). Sociologien som métier prakseologi i praksis Der skal indledningsvis nævnes en forudsætning for at god sociologi ifølge Bourdieu kan praktiseres, nemlig den at forskeren tilegner sig den rette videnskabelige habitus (Bourdieu i Callewaert 1994:119). Det vil sige at forskeren igennem praktisk arbejde må tilegne den rette praktiske sans for videnskaben 3. Det er altså ikke alene et spørgsmål om teoretisk viden men også om erhvervelsen af den rette videnskabelige habitus gennem empirisk arbejde. Det centrale for Bourdieu er altså ikke de teoretiske redegørelser, men det sociologiske arbejde i praksis. Det er på denne baggrund vi i det følgende vil fremlægge Bourdieus praktiske metodeforskrifter. Yderligere en afklaring er nødvendig. Ifølge Bourdieus forskrifter skal de forskellige aspekter af metoden, dvs. de objektiverende brud og den sociologiske refleksivitet udføres i hvert eneste forskningsøjeblik og i en gensidig proces (ibid.:119). Vi har dog i det følgende for overblikkets skyld valgt at opdele det på følgende måde; først vil vi redegøre for konstruktionen af det sociologiske forskningsobjekt for derefter at redegøre for forskerens ståsted Bourdieus konstruktion af det sociologiske forskningsobjekt For Bourdieu er konstruktionen af det sociologiske forskningsobjekt essentiel. Bourdieu udtrykker det selv med sin erklæring om at Den fundamentale videnskabelige handling er konstruktionen af objektet (Bourdieu i Callewaert 1994:113). Årsagen til dette er, at det er i 3 Når vi her taler om praktisk sans hos forskeren er det præcis den samme praktiske sans som tidligere defineret. Forskeren i denne henseende ikke privilegeret men er blot en agent som alle andre. Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 14 af 25

15 denne proces forskeren konstruerer begreber og sociologiske forskningsobjekter som er fri af før-bevidste og traditionelle tankefigurer, som jo implicerer en substantialistisk eller realistisk opfattelse af det sociale (Bourdieu & Wacquant 1996:210). Det er her feltbegrebet kommer i spil. Dette begreb beskriver kampfeltet, hvor de sociale kampe udspiller sig i relationen mellem de forskellige positioner, og skal erindre forskeren om den relationelle tænkemåde (ibid.:210). Begrebet er derfor centralt i konstruktionen af det videnskabelige objekt idet Bourdieu har den pointe, at man ikke kan adskille objektkonstruktionen fra objekt-konstruktionens instrumenter (Bourdieu i Callewaert 1994:121). Det vil med andre ord sige at konstruktionen af det sociologiske forskningsobjekt er betinget af de begreber man betjener sig af, i dette tilfælde feltbegrebet. Et yderligere krav til konstruktionen af objektet er at den skal foregå i et historisk og kontekstbundet perspektiv i forhold til objektet (ibid.:121). Forskeren skal altså også have blik for de historiske og kontekstbundne aspekter i konstruktionen af det videnskabelig objekt; af samme grund kan man ikke ukritisk overtage Bourdieus videnskabelige modeller. Når forskningsobjektet skal konstrueres i praksis, må man begynde med at objektivere positionerne i feltet. Dette gøres ved at finde de organiserende principper for feltet, det vil sige de kapitalformer, der er erkendt og anerkendt af positionerne i feltet, hvorigennem man kan bestemme feltets logik (ibid.:64). Når man har fastslået feltets afgrænsning og logik, skal man objektivere de enkelte positioner i feltet (Bourdieu 1997a:64). Disse positioner konstrueres ved at kortlægge deres karakteristiske træk. Dette gøres ved at man visker de træk bort som er fællesnævner for flere af positionerne og lader de særlige træk blive tilbage. Herved fastlægges positionernes distinktive træk. Dette sætter forskeren i stand til at operere relationelt og ikke substantialistisk (Bourdieu & Wacquant 1996:211 f.). Denne metode til konstruktion af det sociologiske forskningsobjekt skal sikre en kritisk holdning til sociologiens traditionelle tankefigurer og kognitive mønstre. Målet er at neutralisere disse og sikre at videnskabens og forskerens før-bevidste ikke projiceres over i analysegenstanden (ibid.:44). Forskerens ståsted hos Bourdieu For Bourdieu er det vigtigt at sociologen undergår samme objektivering som han bedriver på analyseobjektet, jf. hans brud med objektivismen. Bourdieu udtrykker klart sin holdning til Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 15 af 25

16 dette: En videnskabelig praksis, der undlader at sætte spørgsmålstegn ved sig selv, aner i virkeligheden ikke, hvad den foretager sig (Bourdieu & Wacquant 1996:218). Første trin er at objektivere sin biografiske situation, dvs. forskerens egne økonomiske interesser, eget køn etc. Derefter skal man objektivere sin position inden for det akademiske felt hvorfra ens undersøgelse foretages (ibid.:43). Samtidig må man objektivere det akademiske felts placering i det sociale rum som hele. Sociologen må altså på den ene side forholde sig til sociologiens position i det videnskabelige felt og på den anden side til at sociologen som en del af det videnskabelige felt ofte besidder mere kulturel kapital end gennemsnittet, og derfor har nogle andre opfattelseskategorier. Dette sidste punkt med sociologens opfattelseskategorier er centralt for Bourdieu, idet han taler om den intellektualiserende holdning (Ibid.:43) Dette fænomen, at forskeren med den intellektualiserende holdning har en tendens til at tilgå verden på en teoretisk måde hvor verden skal tolkes, snarerne end at anskue verden som et sted med konkrete praktiske problemer, resulterer i følge Bourdieu i en teoretisk teori, en sociologisk tænkning som reelt ikke forstår praksis. For at undgå dette må forskeren have en konstant kritisk holdning til de tankefigurer og forudantagelser, der udspringer af, at man tænker verden, at man lægger afstand til verden og de handlinger, der udspiller sig i den, for bedre at kunne tænke dem (ibid.:43). Herved risikerer forskeren at reducere den praktiske logik til teoretisk logik. Bourdieu mener altså der er en uforsonlighed mellem akademisk tænkning og praksis, konklusionen er at man ikke kan forstå praksis ad teoretisk vej alene (ibid.:246). For at løse dette problem må forskeren hvert eneste øjeblik rekonstruere objektet, dvs. bibringe sine vidensinstrumenter (sin forforståelse) korrektioner i forhold til empirien, i forhold til praksis, jf. bruddet med objektivismen. Dette betyder dog ikke at man blot som subjektivismen producerer resultater af resultaterne. Dette er prakselogien, indlejret i habitus i forskerens praktiske sans med andre ord, sociologien som métier (Bourdieu i: Callewaert 1994:119). Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 16 af 25

17 DISKUSSION Er Bourdieu i stand til at overskride skellet mellem metodologisk individualisme og kollektivisme? Bourdieu mener, at han med sin relationelle tilgang til studiet af det sociale formår at overvinde den klassiske modsætning i samfundsvidenskaberne mellem metodologisk individualisme og metodologisk kollektivisme. For Bourdieu er modstillingen ufrugtbar, idet den udtrykker lægfolks forestillinger om virkeligheden [ ] som sociologien må lægge bag sig (Bourdieu & Wacquant 1996:27). Nøglebegreberne felt og habitus er netop konstrueret som analyseværktøjer, der skal gøre det muligt at studere det sociale i et relationelt og historisk processuelt perspektiv, uden at forfalde til at tildele en af de to poler, individ og samfund, forklaringsmæssig fortrinsret. Man kan spørge om Bourdieus metodologiske relationisme (ibid.:27) rent faktisk ér en effektiv overskridelse af modsætningen, eller om den ved nærmere eftersyn kan siges at tildele en af polerne størst vægt? Den metodologiske individualisme forlanger ifølge Gilje & Grimen (2002), at sociologen benytter individbegreber såsom handling, holdning og præference i sin forklaring på sociale fænomener (Gilje & Grimen 2002:202). Dette krav kan Bourdieu godt leve op til, da han med habitusbegrebet tager udgangspunkt i individuelle agenters sandsynlige handlemåder og livsstilsmæssige præferencer. Men en metodologisk individualisme indebærer endvidere opfattelsen af at det er individuelle handlinger og holdninger, som skal forklare sociale fænomener. Nærmere bestemt skal forklaringsretningen gå fra enkeltindivider til sociale fænomener, aldrig modsat (ibid.:206). På dette punkt kan Bourdieu ikke følge de metodologiske individualister - tværtimod. Indenfor metodologisk kollektivisme opstilles bl.a. som krav, at enkeltindividernes adfærd skal forklares ved [ ] beskrivelser af de positioner eller funktioner, som individerne har indenfor sociale systemer (ibid.:214). Hos Bourdieu er det netop individets position i det sociale rum, der rammesætter dets habitus, hvortil man kan referere, når man vil forklare eller forudsige dets adfærd. Det er bestemt ikke fremmed for Bourdieu, at individerne [ ] er produkter af de sociale systemer, de lever og virker i (ibid.::215). I sine analyser fokuserer han på at forklare individers handlinger netop ud fra deres position i et givent felt. Det forekommer derfor Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 17 af 25

18 oplagt at hans metodologi trods implementeringen af en fænomenologisk inspireret praksisforståelse, qua habitus må siges at have et kollektivistisk præg. Vi vurderer altså, at Bourdieu alt andet lige godt kan betegnes som metodologisk kollektivist. Dermed må vi i dette perspektiv betragte hans forsøg på at lægge modstillingen bag sig som mindre vellykket. Imidlertid ændrer dette ikke på, at Bourdieu godt kan have ret i at selve den øvelse at indplacere ham på individualisme-kollektivisme aksen er ganske uproduktiv. Vel kan man placere Bourdieu i kollektivisternes videnskabsfilosofiske skyttegrav, men da Bourdieu partout nægter at deltage i det evindelige slag mellem de to metodologiske modpoler, vil det nok ikke være til megen nytte. Formår Bourdieu at bryde med subjektivisme/objektivisme-dikotomien? Det umiddelbare ja : Bruddet med naiv subjektivisme og urefleksiv objektivisme Som skitseret er bruddet med subjektivismen knyttet til et brud med hverdagsforestillinger som grundlag for samfundsvidenskabelig forskning. Bourdieu foretager efter vores mening dette brud med stor konsekvens i sin epistemologi, dvs. i hans objektiverende konstruktion af felter af positioner. Bruddet med den naive subjektivisme er uproblematisk for Bourdieu, men kan kritiseres fra fænomenologisk hold. Schütz problematiserer således generelt de strukturorienterede analyser, for at være af en problematisk karakter, idet de udtaler sig om noget de faktisk ikke har adgang til, hvorimod Schütz sociologi forholder sig til det faktisk observerbare, den hverdagslige praksis. (Schütz 1975:21) For os at se kan Schütz kritik af objektivismen også anvendes på Bourdieu, idet denne foretager analyser på baggrund af overindividuelle strukturer, fx den ulige fordeling af kapital i det sociale rum. Vi mener dog ikke at dette i sidste instans ændrer på, at Bourdieu rent faktisk formår at arbejde sig udover en subjektivistisk tilgang til studiet af det sociale. Hvad angår bruddet med objektivismen, så distancerer Bourdieu sig, som skitseret, på flere områder fra en objektivistisk tilgang (se s. 12). En af de centrale forskelle på Bourdieus og Durkheims tilgange til studiet af det sociale er, at de repræsenterer hhv. en relationel og en substantialistisk tankemåde: Hvor Durkheim kun opererer med individer og institutioner, som besidder faste og immanente karakteristika, udøves objektiveringen af agenter og institutioner hos Bourdieu i et relationelt perspektiv, hvor hver position tilskrives særlige karakteristika, ikke substantielt, men på baggrund af positionens relation til andre positioner. Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 18 af 25

19 Hvis man således godtager, at Bourdieu formår at adskille sig både fra subjektivismen som den ex findes hos Schütz, og fra en traditionel objektivisme som den ex findes hos Durkheim, så kan man efter vores mening godt argumentere for at det faktisk lykkes Bourdieu at overskride det klassiske modsætningspar; subjektivisme-objektivisme. Det eftertænksomme nej : Bourdieus objektivistiske arv Umiddelbart kunne man fristes til at konkludere, at Bourdieu på overbevisende manér formår at skabe en syntese mellem subjektivismen og objektivismen. Men ved nærmere eftertanke forekommer Bourdieus brud med objektivismen os ikke at være helt problemfrit. Når Bourdieu vil overskride subjektivisme/objektivisme-dikotomien, kunne man have en forventning om, at han vil lade et ligevægtsprincip gøre sig gældende, hvorved hans teoretiske sammenstilling ville vægte begge tilgange lige højt. Vi vil i nedenstående afsnit kritisere Bourdieu for at have en tendens til at vægte den objektivistiske side meget tungere. Bourdieus kritik af objektivismen går bl.a. på, at objektivisterne ikke evner at indfange agenternes praktiske forståelse af deres situation. Bourdieu fastholder heroverfor at de praksisser agenterne gør brug af, fx valg af livsstil, er en væsentlig del af sociologiens genstandsfelt. Men for os at se kommer Bourdieu ikke uden om at denne praktiske sans er formet under strukturel tvang (Bourdieu i Callewaert 1994:60). Man kan endvidere problematisere, at den praktiske sans i sidste instans kun bruges til at understøtte en objektiv indplacering i et felt, ud fra den kapitalmængde og sammensætning agentens habitus henviser til. Det forekommer os, at Bourdieu i sit forsøg på at mediere mellem subjektivisme og objektivisme, gennem habitus begrebet, tillægger de objektive strukturer langt mere vægt end den subjektive mening. Dette vises bl.a. i følgende citat hvor Bourdieu siger at agenternes dispositioner, deres habitus, dvs. de mentale strukturer gennem hvilke de forstår den sociale verden, essentielt er produktet af en internalisering af strukturerne i den sociale verden. (ibid.:60). Refleksivitetsproblemet Et andet problem ser vi i Bourdieus opgør med objektivismens manglende refleksivitet: Som tidligere nævnt er sociologisk refleksivitet bl.a. knyttet til objektivering af forskerens position, hvorved man undgår den intellektualiserende holdning, at forskeren med sine forkonstruerede modeller gør krav på absolut viden om verdens beskaffenhed. Men trods Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 19 af 25

20 selvobjektivering og fokus på en kritisk tilgang til egen praksis og forkonstruerede begreber og tankefigurer, kommer Bourdieu for os at se netop til at fremstå som den alvidende videnskabsmand. Grunden til dette er, at han afdækker det som agenterne ikke kan begribe, nemlig at der bag ryggen på dem opererer en fordeling af kapitalressourcer, der disponerer dem for at handle som de gør. På dette punkt kommer Bourdieu ikke ud over en intellektualiserende, objektivistisk position. Bourdieus svar på denne kritik ville være, at det netop er hans rolle som sociolog at bevidstgøre agenterne om de habituelle faktorer, der former deres forståelse og praksis. Ved at gøre det uerkendte erkendt kan agenterne opnå et større spillerum, og modarbejde disse reproducerende mekanismer: man kan bruge sin viden om disse forhold til at analysere og distancere sig fra sin egne holdninger[...]når alt kommer til alt kan determinationer kun fungere i kraft af en manglende erkendelse og et indforstået samspil med det ubevidste (Bourdieu & Wacquant 1996:121). Bourdieus svar understreger to pointer. Dels at man ikke kan kritisere ham for en ren determinisme, for agenterne er ikke nødvendigvis uerkendende og mekanisk styrede. De kan faktisk, fx fra sociologien, få de nødvendige redskaber til at bryde mønstrene for deres reproduktive praksis, og de er kun blindt styret af deres habitus indtil de selv bliver refleksive og selvobjektiverende. Men denne selvobjektivering sker stadig på basis af de objektive relationer, som sociologen klarlægger for agenterne, hvorved der ikke rokkes ved forskerens privilegerede position. Her kritiserer Richard Jenkins ham for stadigvæk at indtage den samme forskeren-vedbedst attitude som den traditionelle objektivisme gjorde brug af (Jenkins 1992:95). Indførelsen af videnskabelig refleksivitet hos Bourdieu er for os at se en vigtig epistemologisk forbedring ift. traditionel objektivisme, men nok så mange selvobjektiveringer af den type Bourdieu fx udfører i Udkast til en Selvanalyse (2006) kan ikke ændre på det faktum, at sociologen for Bourdieu, i kraft af sin eksklusive ekspertviden om det sociale, indtager en helt speciel og privilegeret position som den der skal bibringe de almindelige mennesker frihedens budskab: at de objektive relationer som sociologen selv opstiller og afdækker ikke behøver at virke tvingende på den enkelte, hvis blot denne bliver bevidst om relationernes eksistens (Bourdieu 1997b:47f.). Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 20 af 25

21 Det problematiske kapitalbegreb en ontologi der griber forstyrrende ind? Bourdieus objektkonstruktion er bygget op omkring feltbegrebet, hvormed agenternes positioner objektiveres. Det organiserende princip for positionens placering i feltet er kapital, idet den anerkendte kapital som den enkelte agent besidder, bestemmer positionen i feltet. Vi mener ikke Bourdieu klargør, hvorvidt kapital har en epistemologisk karakter, altså er et hjælpebegreb for forskeren eller om det har en ontologisk eksistens i det sociale? Bourdieu skriver fx: Hvordan kan man således begribe disse objektive relationer, som ikke kan reduceres til de interaktioner inden for hvilke de manifesteres? Disse objektive relationer er relationer mellem positionerne, som er besat i fordelingen af ressourcer, som er eller vil blive aktive [...] i konkurrencen om tilegnelsen af de sjældne goder, som dette sociale univers er locus for. (Bourdieu i Callewaert 1994:57). Her virker det umiddelbart som om Bourdieu giver begrebet kapital, forstået som ressourcer, status som noget ontologisk eksisterende. Denne uklarhed om kapitalbegrebet adskiller sig for os at se fra resten af Bourdieus epistemologi, hvor han mere eksplicit gør opmærksom på hvilken status hans begreber (fx felt eller habitus) har. Opsummerende kan det fastslås, at hvis man i sin vurdering går ud fra en forestilling om, at subjektivistiske og objektivistiske elementer nødvendigvis skal tildeles lige stor vægt i sociologiens tilgang til studiet af det sociale, må man erkende, at Bourdieu ikke formår at overskride modsætningen: Det er for os at se tydeligt, at han tildeler den objektivistiske side størst vægt, idet han i sine teoretiske arbejder de facto fungerer som en bedrevidende videnskabsmand, der arbejder for at afdække hvad individerne ikke selv kan se nemlig de objektivt eksisterende relationer (baseret på kapitalfordelinger). Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 21 af 25

22 KONKLUSION Er Bourdieu i stand til at overskride skellet mellem metodologisk individualisme og kollektivisme? Bourdieu mener, at det er en meningsløs øvelse at indplacere ham på denne skala. Vi tillader os dog at gøre det alligevel, idet vi betragter ham som metodologisk kollektivist hvorved vi også må svare nej til spørgsmålet. Dette begrundes med, at de sociologiske forklaringer hos Bourdieu, i overensstemmelse med principperne for den metodologiske kollektivsme, går fra de (forklarende) overindividuelt konstituerede objektive relationer som virker strukturerende på det sociale rum relationer som kan afdækkes vha. de epistemologiske værktøjer felt og habitus og til de (forklarede) praksisformer, som kan beskrives ved at studere det enkelte individ. Formår Bourdieu med sin teori om det dobbelt objektiverende brud at overskride modsætningen subjektivisme-objektivisme indenfor sociologien? Hvis man er loyal overfor Bourdieus egne definitioner på, hvad der karakteriserer henholdsvis subjektivisme og objektivisme, må man konkludere, at operationen lykkes! Bourdieus epistemologi er helt åbenlyst ikke subjektivistisk, i kraft af bruddet med illusionen om umiddelbar viden, og efter Bourdieus egen mening er den heller ikke objektivistisk, idet Bourdieu både inkorporerer et element af forståelsesorientering (i sin habitus-teori) og indfører en refleksivitet i samfundsvidenskaben (i sin selvobjektiverende feltanalyse), som tidligere tiders alvidende objektivister såsom Durkheim ikke benyttede sig af. Men hvis man omvendt skal vurdere Bourdieus forsøg udefra, fx med udgangspunkt i et ligevægtsprincip som fordrer, at man tildeler de objektivistiske og subjektivistiske aspekter lige stor forklaringsmæssig tyngde, så må man konkludere, at Bourdieu fejler, idet han alt andet lige tildeler de objektive relationer langt større betydning for sine sociologiske forklaringsmodeller end eksempelvis de subjektive hverdagsforståelser. Desuden mener vi ikke, at Bourdieus fokus på og udførelse af refleksivitet i sin forskningspraksis i sig selv er nok til at løse det traditionelle problem i objektivismen, hvorunder forskeren indtager en privilegeret position, hvorfra hun kan gennemskue de objektive sammenhænge, som agenterne i almindelighed ikke kan se. Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 22 af 25

23 Endvidere er Bourdieus kapitalbegreb efter vores mening problematisk, idet dets erkendelsesmæssige status ikke fremstår klart: Er kapital at betragte som et epistemologisk værktøj (ligesom fx felt eller habitus), eller refererer begrebet til noget reelt eksisterende i den sociale virkelighed? PERSPEKTIVERING Afslutningsvis vil vi nævne nogle mulige diskussioner som ligger i forlængelse af vores undersøgelse af Bourdieus epistemologiske udgangspunkter. Disse vil kunne danne basis for en logisk fortsættelse på det projekt vi med ovenstående undersøgelse har søgt at igangsætte, nemlig en indkredsning af det videnskabsteoretiske grundlag for Bourdieus teorier. For det første kunne vi tænke os en mere indgående undersøgelse af karakteren af den viden, som den refleksive sociolog producerer i sin forskningsmæssige praksis: Er der tale om sand viden, som ikke blot kan reduceres til at være et produkt af sociale konstruktioner i et givent felt på et givent historisk tidspunkt; viden som så at sige kan påberåbe sig en universel sandhedsværdi? For det andet kunne det i forlængelse af vores analyse af Bourdieus objektivistiske arv fra sociologer som Durkheim være interessant at se nærmere på, om Bourdieu med sit relationelle verdenssyn, som han selv hævder at dele med den moderne fysik (Bourdieu i Callewaert 1994:55), søger at nærme sig et enhedsvidenskabsideal? Vi spørger os selv om Bourdieus vilje til epistemologiske brobygningsforsøg også kan udstrækkes til at gælde ift. den ultimative modstilling indenfor videnskaberne mellem de fortolkende humanvidenskaber på den ene side og de empirisk-analytiske natur- (og samfunds-) videnskaber på den anden side? Bourdieu som epistemologisk brobygger? Side 23 af 25