FORÆLDRE I FLYGTNINGEFAMILIER ET FORSKNINGSPERSPEKTIV

Transkript

1 KONFERENCERAPPORT FAMILIELIV I EKSIL OM EN STYRKET INDSATS FOR UDSATTE OG TRAUMERAMTE FLYGTNINGEFAMILIER 21. NOVEMBER 2012 KL , EIGTVEDS PAKHUS

2 Dagens program Konferencen FAMILIELIV I EKSIL blev afholdt den 21. november 2012 i Eigtveds Pakhus i København med 200 deltagere. Konferencen var et samarbejde mellem Social- og Integrationsministeriet og Center for Udsatte Flygtninge i Dansk Flygtningehjælp. Center for Udsatte Flygtninge er et videnscenter, der indsamler og formidler viden om traumer og flygtningefamilier til professionelle, der i deres daglige arbejde møder udsatte flygtninge. Konferencen er blevet udarbejdet sammen med en række andre organisationer, som laver psykosocialt udviklingsarbejde med traumatiserede flygtningefamilier. De involverede organisationer er: Røde Kors, DIGNITY Dansk Institut mod Tortur, Børnehuset Buen, SIND, SYNerGAIA, Psykiatrien i Region Syddanmark og Dansk Flygtningehjælp. Med denne konference har Social- og Integrationsministeriet og Center for Udsatte Flygtninge ønsket at sætte fokus på metoder og værktøjer i den psykosociale indsats for udsatte flygtningefamilier i Danmark. Formålet med konferencerapporten er at samle op og viderebringe hovedpointerne fra konferencen til både deltagerne på dagen og andre interesserede. Alle oplæg fra konferencen kan downloades på flygtning.dk/udsatte. God læselyst. Center for Udsatte Flygtninge April 2013 DAGENS PROGRAM ÅBNINGSTALE VED KAREN HÆKKERUP, SOCIAL- OG INTEGRATIONSMINISTER... 3 UDSATTE FLYGTNINGEFAMILIERS LIV I DANMARK - INTRODUKTION TIL FELTET VED METTE BLAUENFELDT, LEDER AF CENTER FOR UDSATTE FLYGTNINGE I DANSK FLYGTNINGEHJÆLP... 4 DET GODE EKSEMPEL PÅ EN KOMMUNAL INDSATS FOR UDSATTE FLYGTNINGEFAMILIER GEFAMILIER VED DORTHE DAHLSTRUP, ARBEJDSMARKEDSCHEF I ASSENS KOMMUNE... 5 FORÆLDRE I FLYGTNINGEFAMILIER ET FORSKNINGSPERSPEKTIV VED METTE-LOUISE JOHANSEN, PH.D.-STUDERENDE VED DIGNITY OG INSTITUT FOR ANTROPOLOGI AARHUS UNIVERSITET TRAUMETS ANATOMI VED ANNE BOVBJERG, PSYKOLOG OG FORFATTER TIL BOGEN DET TRAUMATISEREDE BARN FREMTIDSPANEL LEGEN SOM METODE PSYKOSOCIAL INTERVENTION MED BØRN AT TALE MED BØRN OM FLUGT OG EKSIL KLASSEUNDERVISNING OG BØRNEGRUPPER FORÆLDRE DELER VIDEN GRUPPEFORLØB OG PSYKOEDUKATION AT TRÆKKE I SAMME RETNING TVÆRFAGLIGT SAMARBEJDE DEN GODE INDSATS KOMMUNAL ORGANISERING AF DEN HELHEDSORIENTEREDE INDSATS

3 Åbningstale ved Karen Hækkerup, Social- og Integrationsminister Efter Anette Christoffersens velkomst som integrationschef i Dansk Flygtningehjælp stod social- og integrationsministeren Karen Hækkerup for dagens åbningstale. Hun indledte med at gengive en case om en somalisk dreng, som i daginstitutionen viser symptomer på sekundær traumatisering og ikke udvikler sig som andre børn. Pædagogernes kontakt til forældrene er vanskelig. De er i tvivl om, hvordan de kan hjælpe drengen på rette vej, og situationen synes håbløs for alle parter. Gennem pædagogernes faglige opkvalificering om sekundær traumatisering, et fælles sprog om traumer, tværfagligt samarbejde og ikke mindst et tillidsfuldt forhold til forældrene lykkes det at hjælpe drengen og hans familie. Og Danmark er jo grundlæggende et godt land at leve i. Her er trygt, her er velstand. Vi kan give hårdt prøvede flygtningefamilier fast grund under fødderne og muligheder for et godt liv. Og det lykkes for mange, men for dem der er ramt af traumer skal der en særlig indsats til. Vi skal blive bedre til at opdage og håndtere sundhedsmæssige og psykiske problemer tidligere. Det er en udfordring, jeg tager meget alvorligt. Efter denne indledning fortalte Karen Hækkerup om regeringens tiltag for en tidlig og helhedsorienteret indsats for traumatiserede flygtningefamilier på baggrund af finanslovsaftalen ugen forinden. Kommunerne skal fremover gennemføre en sundhedsscreening af alle nyankomne og familiesammenførte til flygtninge med henblik på en tidlig indsats for traumatiserede flygtninge. Regeringen har også fokus på en helhedsorienteret indsats, der medtænker hele familien. Derfor vil kommunerne i fremtiden også være forpligtet til at lave en integrationsplan, der indebærer en koordineret indsats for hele familiens udvikling. Som Karen Hækkerup beskriver det: Sådan hænger familier uløseligt sammen på godt og ondt. Endelig fortalte Karen Hækkerup, at Social- og Integrationsministeriet har igangsat et udviklingsprojekt, der i første omgang har til formål at kortlægge antallet af traumatiserede flygtningefamilier, hvilke indsatser de tilbydes, og hvordan offentlige institutioner samarbejder, når det gælder arbejde med traumatiserede og udsatte flygtningefamilier. Dernæst er det formålet at beskrive og dokumentere en sammenhængende og helhedsorienteret indsats i en række forsøgskommuner. Her på falderebet vil jeg gerne sige tak til alle jer, der er med til at rykke på indsatsen over for traumatiserede flygtningefamilier. Tak til alle vores dygtige og engagerede samarbejdspartnere. Vi er rigtig glade for samarbejdet med jer. Og derfor vil jeg også gerne benytte lejligheden til at kvittere for jeres store indsats både generelt og i forbindelse med konferencen her. Jeg håber, at alle vil deltage aktivt her i dag. Jeg håber, at I får en livlig og frugtbar debat om, hvordan de forskellige aktører kan være med til at løfte området. Rigtig god konference og tak for ordet! 3

4 Udsatte flygtningefamiliers liv i Danmark - introduktion til feltet ved Mette Blauenfeldt, leder af Center for Udsatte Flygtninge i Dansk Flygtningehjælp Langt de fleste flygtninge har traumatiske oplevelser med sig i bagagen, når de ankommer til Danmark. For de fleste vil det være mange år i urolige, ustabile og krigshærgede områder og derudover personlige og for os helt uvirkelige oplevelser. Danmark giver asyl til ca flygtninge om året. Tallet omfatter både dem, der selv finder hertil og søger asyl og de 500 kvoteflygtninge, Danmark hvert år modtager i et samarbejde med UNHCR. Vi har ikke præcis viden om, hvor mange flygtninge, der har været udsat for voldsomme og traumatiske oplevelser eller hvor mange, der har følgevirkninger heraf. En undersøgelse fra Amnesty International i 2008 viste, at 34 % af de nyankomne asylsøgere opfyldte kriterierne for PTSD Posttraumatisk Stressforstyrrelse. Samme år refererer Region Syddanmarks MTV-rapport til europæiske studier, der finder en prævalens for PTSD hos flygtningepopulationer på 50 % eller mere. Det svarer til, at mindst (30 %) af de voksne flygtninge i Danmark lever med symptomer og følgevirkninger efter vold, krig og tortur. Samtidig ved vi, at selv om kun en person i en familie har traumer, vil hele familien blive påvirket. Sammenhængen mellem de voldsomme oplevelser og de senere følgevirkninger er påvirket af en række faktorer. Varighed og antal af traumatiske oplevelser har afgørende betydning i samspil med den enkelte persons generelle livsvilkår og modstandsdygtighed. Men helt centralt er de livsvilkår, flygtninge møder i livet efter de traumatiske oplevelser. Forskellige forskningsresultater peger på, at livet i eksil over tid får lige så stor betydning for den enkelte flygtning som de oprindelige traumer. For eksempel viser forskningschef på DIGNITY Dansk Institut mod Tortur Edith Montgomerys forskning fra 2010 om resiliens hos flygtningebørn, at psykiske problemer relateret til traumatiske oplevelser i hjemlandet kan lindres ved en stabil og sikker eksiltid. Barnets tilstand afhænger altså af en række risiko- og beskyttelsesfaktorer, som antallet af skoleskift, forældrenes psykiske heldbred og oplevelser af diskrimination. Og hvad er det så for eksilvilkår, vi skal være særligt opmærksomme på? Som flygtning er det altafgørende, at man kan føle sig sikker på, at hele familien kan leve i tryghed og sikkerhed i Danmark uden angst for at blive tvunget til at rejse tilbage til hjemlandet. Når en flygtningefamilie modtages i en dansk kommune, må hele familiens situation tænkes ind lige fra bolig, skolegang og beskæftigelse til familiens behov for sammen at bearbejde deres fortid og forholde sig til deres nye livsvilkår. Samtidig er social støtte og netværk i lokalmiljøet ofte væsentligt for en vellykket håndtering af eksilvilkårene. Som en del af en god tilværelse, især efter flugt og traumer, har det stor betydning, at hverdagen har et meningsfuldt indhold. Derfor er job, uddannelse og danskkundskaber vigtigt, når man er ankommet til Danmark. Sidst kommer den støtte og rehabilitering, som flygtninge med symptomer på traumer har behov for. Trods udfordringer med ventetid og geografi kan kvalificeret og tværfaglig specialbehandling på det rigtige tidspunkt være afgørende. Når man er traumatiseret, er man særligt sårbar over for forandringer og uforudsete begivenheder. Man har mistet en basal tillid til sine medmennesker og sig selv. Det tager tid at genopbygge troen på sig selv og troen på andre mennesker. Det kræver en høj grad af tålmodighed fra omgivelserne og det kræver, at vi som professionelle taler sammen og tilrettelægger vores indsatser således, at de spiller sammen og ikke modarbejder hinanden med mistillid og uforudsigelighed til følge for familierne. 4

5 Det gode eksempel på en kommunal indsats for udsatte flygtningefamilier ved Dorthe Dahlstrup, arbejdsmarkedschef i Assens Kommune Assens Kommune gennemførte i en vellykket helhedsorienteret og tværfaglig indsats for flygtningefamilier: Hele Familiens Integration. Indsatsen bryder med traditionelle individorienterede og beskæftigelsesrettede metoder i integrationsindsatsen. Grundtanken bag indsatsen er, at hele familiens velbefindende er afgørende for den enkeltes integration, fordi familiemedlemmernes samlede og individuelle udfordringer og barrierer påvirker hinanden gensidigt. Baggrunden for indsatsen var, at kommunen i 2007 oplevede problemer på integrationsområdet. De oplevede manglende bæredygtighed omkring job og uddannelsesplaner, en række systemiske barrierer, et behov for systematisering af det frivillige arbejde og en stigende kommunekvote for antallet af nyankomne flygtninge. Kommunen gennemførte en forundersøgelse, der viste at familier fra ikke-vestlige lande var særligt dårligt integreret og socialt isoleret, trods en række forskellige indsatser i familien over en årrække. Det viste sig, at disse indsatser var ukoordinerede, involverede mange myndigheder, byggede på utilstrækkelig viden om anerkendte integrationsfaglige metoder og ikke havde hjulpet familien på vej til en meningsfuld tilværelse. Derfor blev projektet Hele Familiens Integration sat i gang. Projektet var forankret i Integrationsteamet og gennemførtes i samarbejde med konsulentfirmaet LG Insight og Social- og Integrationsministeriet. Hele Familiens Integration havde fire hovedprincipper: 1) Indsatsen skulle være tværfaglig, fordi inklusion af udsatte familier kræver koordinering på tværs af fagligheder og en helhedsorienteret indsats. 2) Familierne skulle kun have én indgang i kommunen - én sagsbehandler, der havde til formål, at skabe en sammenhængende indsats og undgå systembarrierer. Sagsbehandleren fungerede som tovholder for alle myndighedsindsatser for familien og som personlig rådgiver for familien. 3) Indsatsen fokuserede på integration af hele familien ved at tage alle familiemedlemmers individuelle situation og behov samt familiens sociale dynamikker i betragtning. Det var gennemgående i hele indsatsen, men blev blandt andet forstærket af en udviklingsgruppe, hvor aktører deler viden om blandt andet familiens baggrund, problemstillingerne omkring familien og resultaterne af de tidligere og nuværende indsatser. 4) Sidste overordnede princip for indsatsen var inddragelse af civilsamfundet med et argument om, at kvalificerede frivillige indsatser kan løfte sociale opgaver som det offentlige ikke i samme omfang kan eller bør varetage. Dette princip viste sig at bære frugt i Assens Kommune, hvor frivilligindsatsen i dag udgør en stor del af integrationsindsatsen. Af projektets resultater kan nævnes, at en stor del af de voksne i familierne, som før indsatsen var sygemeldte, i løbet af perioden kom i beskæftigelse, uddannelse eller blev afklaret til pension. Børnene i familierne vurderedes efter indsatsen at have færre problemer relateret til skolen, og flere blev foreningsaktive. Assens Kommune har sparet både timer og udgifter under indsatsen. Udgifter til enkeltydelser til de involverede familier faldt med 44 %, og det tværfaglige helhedsorienterede arbejde har skabt timebesparelser for medarbejderne. Dorthe Dahlstrup slutter af med et godt råd ved implementering af lignende indsatser: den tværfaglige indsats bør være forankret hos relevante medarbejdere, og de opnåede resultater bør synliggøres, beskrives og deles. Desuden bør den tværfaglige indsats sikres metodefrihed under ansvar og med respekt for medarbejdernes faglighed. 5

6 Forældre i flygtningefamilier et forskningsperspektiv ved Mette-Louise Johansen, ph.d.-studerende ved DIGNITY og Institut for Antropologi Aarhus Universitet Mette-Louise Johansen har under sit et-årige feltarbejde boet hos to flygtningefamilier i Gellerupparken i Århus. Familierne, som var udgangspunkt i feltarbejdet, har anbragte eller indsatte børn, og forældrene er typisk præget af traumer. Fokus i Mette-Louises forskning er forældrenes møde med det danske social- og retssystem, særligt i forbindelse med deres børns vanskeligheder og familiens hverdagsliv. Mette-Louise fortæller om en af de familier, hvor hun har boet. De er statsløse palæstinensere og har boet i flygtningelejr i Libanon i mange år. Faderen er tidligere ansat i militæret og fængslet af flere omgange i Libanon, Syrien og Yemen. Begge forældre er traumatiserede og har sammen syv børn. Familien er på alle mulige måder endt i en situation, hvor man må sige, at alting er gået galt. Deres fem sønner er enten anbragt, i fængsel, ude i kriminalitet eller underrettet hos politiet. Den ene forælder er førtidspensioneret, og den anden venter på afklaring til førtidspension. Familien lever i et rent og ordentligt hjem med varm og sund mad på bordet hver dag, med rent tøj og regelmæssig skolegang. Desuden har de et rigt socialt liv i nærområdet. Mette-Louise fortæller om familien i forhold til tre relevante kontekster: Staten, nabolaget og hjemmet. Staten er det system af myndigheder, som forældrene møder i forbindelse med deres børns og egne sociale forhold. I et kalenderoverblik over forældrenes kontakt med kommunen, som i forældrenes terminologi indbefatter alle offentlige instanser, bliver det tydeligt, at det kræver en hård og omfattende arbejdsindsats for forældrene at varetage opgaven som socialt udsat. I denne familie er det primært faderen, der tager sig af denne opgave og han gør en dyd ud af at holde styr på sagerne. Det kræver tid, planlægning, viden og overblik at leve op til mere eller mindre akutte mødeindkaldelser og samarbejde, som forældrene ikke selv kan koordinere. Det er ikke alle, der formår at tackle sagerne så godt som denne families far, om end det ikke er grundet manglende vilje. Derfor foreslår Mette-Louise, at institutioner og myndigheder med fordel kan anskue forældrene som samarbejdende med-bureaukrater eller ligefrem en slags kolleger. Men vigtigt at huske er, at de er kolleger fra en anden del af systemet, hvor det kan være svært at gennemskue sammenhænge og logikker, som det offentlige system gør brug af. Udover staten er nabolaget en kontekst, som er væsentlig at begribe familien i. Miljøet i Gellerupparken fungerer som et net af relationer, hvor familiernes private netværk er vævet sammen med den store del af beboergruppen, der enten som ansat eller frivillig er engageret i diverse lokale og sociale initiativer. Derfor er de konflikter, som opstår i netværket af familier og unge ofte komplicerede, fordi de involverede parter ofte har flere interesser og roller i netværket. Det betyder, at naboer, som er venner af familien, samtidig kan indtage autoritative myndighedsroller som ansat i lokalområdet, når der opstår konflikter. Dette gør nabolaget til et utrygt sted at være for familierne. Den sidste kontekst, Mette-Louise beskriver, er hjemmet. Familiens interne relationer er stærkt påvirket af nabolaget og kommunen, der gør både ægtefælle og børn potentielt farlige og årsag til konflikter. Det resulterede i, at familiens medlemmer forsøgte at kontrollere hinandens gøren og laden. Mette-Louise beskriver, hvordan hun oplevede en cyklus i familiernes liv. Efter en periode med stigende hårdt arbejde for at holde sammen på familien både i kommune, nabolaget og hjemmet kan familien opleve et tipping point, hvor forældrene ikke længere kan fortsætte arbejdet, men bryder sammen med sygdom og bliver passive. Mette-Louises ph.d-afhandling er færdig i løbet af foråret 2013 og er tilgængelig på DIGNITY Dansk Institut Mod Torturs hjemmeside. 6

7 Traumets anatomi ved Anne Bovbjerg, psykolog og forfatter til bogen Det traumatiserede barn Anne Bovbjerg, der i mange år har arbejdet med behandling af flygtningefamilier, gav konferencedeltagerne et indblik i den virkelighed, som hun oplever, at traumeramte flygtningefamilier lever i. I oplægget tog hun udgangspunkt i H.C. Andersens Den standhaftige Tinsoldat, da hun har erfaret, at mange flygtninge efter ankomsten til Danmark stadig er i en form for psykisk overlevelsestilstand: De er ikke begyndt på deres eget liv endnu. De er ikke begyndt på det liv, som Kierkegaard taler om, hvor man har mulighedernes valg og valgets muligheder. I en familie vil børnene uundgåeligt mærke, at forældrene ikke har kontrol over deres tilværelse og ikke kan fuldføre deres ønske om et vellykket liv i Danmark. Metaforen med den standhaftige tinsoldat symboliserer fornemmelsen af at stå på ét ben og aldrig lande med begge ben på jorden. Det gælder både på de praktiske og psykiske faktorer af livet i eksil for traumatiserede flygtninge, men symboliserer også de skader, som hjernen i mange tilfælde er præget af, netop ikke at kunne heles igen. Anne karakteriserer livet i eksil som et amputeret liv og selv. Det menneske, man var engang, kommer ikke tilbage og det nye menneske, man skulle være, vil aldrig blive helt velfungerende. Det er konsekvensen af både flugt og traumer, men også af livet i eksil, fordi de psykiske potentialer lukkes ned. Det resulterer i, at handlekraften svækkes. Det gælder både evnen til at sætte sig ind i at være ny i Danmark, evnen til at varetage et arbejde og være en stabil forælder. Oplevelsen af en selv bliver derfor, at man ikke lykkes i livet og et voldsomt tab af kontrol over sin tilværelse, der kan være grundlag for mangel på selvforståelse og selvrespekt. Derfor er mange traumeramte familier præget af had, angst, vrede og desperation. De følelser smitter af på alle i familien også børnene. Man kan sige, at den standhaftige tinsoldat også mangler et følelsesmæssigt ben på den måde, at familierne mister evnen til at håndtere emotioner, tanker og handlinger i gensidig afstemning med hinanden. I en familie med traumer er det frygten, der overtager. Frygten er en del af traumerne, der oftest diagnosticeres som PTSD. Der er tale om et system af frygt, der kører i selvsving hos den enkelte person og kendetegner familiens psykologiske landskab. Når man taler om, at børn kan være sekundært traumatiserede indebærer det, at de overtager de følelser, der præger familien. De er affektivt smittede. Selv om familien efterhånden oplever større sammenhæng og tryghed i tilværelsen, kan traumerne og fortiden pludseligt og uforudsigeligt dukke op, som en trold, der springer op af æsken, som Anne forklarer det. I nogle familier kan der opstå en vedvarende traumatisering, hvor frygtsystemet præger familien og selv de mindste udfordringer opleves som uoverstigelige trusler. Som Anne forklarer det: Det vi synes er en lille hvid puddel er en kæmpe stor sort hund for dem. Og det er det indre psykologiske landskab, der desværre er i rigtig mange af disse familier. Heldigvis oplever Anne, at det nytter at arbejde med familierne. Behandling kan styrke familiens selvforståelse gennem genfortælling og skabe støtte i forældre-barn-relationen. Anne peger også på, at normalisering i sig selv er helende. At få et arbejde, en hverdag, en indtægt og på denne måde skabe en mening er afgørende. Det er her de kan begynde at leve. Social hjælp føles som en form for overlevelse. Anne fortæller, at børn og unge kan være nøglen til at forstå familien. Alle forældre vil det bedste for deres børn, og det skaber en forhandlingsmulighed og et manøvrerum i behandlingen. Familiens modstandsdygtighed mod traumer er kompleks og har en lang række kilder lige fra barnets primære tilknytning til vilkår i eksil og sociale relationer, herunder også til myndighedspersoner, som skolelærere eller sagsbehandlere. 7

8 Fremtidspanel Formålet med panelet var at skabe fælles argumenter og et solidt grundlag for at iværksætte en tværfaglig og helhedsorienteret indsats i landets kommuner, der imødekommer flygtningefamiliers behov. Panelet bestod af en række nøglepersoner inden for kommunal organisering og politik, sundhedsvæsen og pædagogisk arbejde. I den indledende runde fik hver deltager mulighed for at pege på kerneudfordringer og løsningsforslag: Grænseoverskridende indsatser er noget alle kommunale forvaltninger strides med. Margrethe Wivel, medl. socialudvalget (B) i Københavns Kommune og leder af Indvandrer Kvindecentret, peger på, at det er vigtigt at differentiere i gruppen af flygtninge, der har mindre eller større behov for støtte og tilsvarende ressourcer. Dertil mener Margrethe, at en koordineret kommunal indsats, der kan overskride grænser, som vi tidligere på dagen hørte fra Assens Kommune, er vigtig. Som en værdifuld medspiller til det offentlige bør civilsamfundets indsats og ressourcer indarbejdes strategisk som partnerskaber mellem kommunen og de frivillige organisationer. Det er ledelse i et grænseland nseland." Anders-Peter Østergaard, Direktør for Børn, Skoler og Familier i Hillerød Kommune, starter med at minde om, at udsatte flygtningefamilier udgør en lille gruppe i en stor kommunal virkelighed. Derfor er det vigtigt, at den viden, som fremlægges på konferencen i dag, viser sagens alvor, så de forskellige aktører ikke kan lade være med at handle. For Anders-Peter ligger kernen i den gode indsats i ledelsen. Det kræver ledelsesmæssigt format på alle niveauer at koordinere en sådan indsats, som rækker ind i udsatte flygtningefamilier. Anders-Peter kalder det ledelse i grænseland, hvor ledere nødvendigvis må være opmærksomme på, hvad der skal til, når de navigerer i hinandens kontekster. Der skal også være bedre og tættere kontakt mellem det strategiske og operationelle niveau, som kan skabe tryghed ved nye projekter for medarbejdere i det operationelle arbejde. Det er demokratisk dovenskab. Der er lige adgang til alting, så I kan bare komme. Morten Sodemann, overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik i Odense, påpeger, at alt for mange fagpersoner ikke ved nok om, hvad det vil sige at have et krigstraume. Det betyder, at mange professionelle døjer med fordomme og for eksempel ikke gør brug af en tolk, hvilket i særlig grad vanskeliggør adgang til informationer om det enkelte menneske. Det har også den konsekvens, at mange professionelle har berøringsangst over for flygtninge med traumer. Derudover bør velfærdsstatens tilbud i højere grad benyttes: Der er tale om demokratisk dovenskab både i kommunerne og i sygehusvæsenet. Der er lige adgang til alting, så I kan bare komme. siger Morten. Dertil er det vigtigt at være opmærksom på ikke at generalisere, da mennesker har forskellige ressourcer, behov og ambitionsniveauer. Hvorfor skal vi ud og opfinde 100 nye metoder i hver kommune? Pauline Ansel-Henry, konsulent i BUPL under pædagogik og ledelse, lægger vægt på, at mange professionelle i daginstitutioner udtrykker mangel på viden om kulturforskelle og arbejdet med udsatte familier. Men når det kommer til stykket kan de med deres grundlæggende professionalisme gøre en vigtig indsats. Det at snakke med forældrene om problemet kan tit få sagen til at udvikle sig i en positiv retning. Dertil mener Pauline, at der bør være politikker for, hvordan man forholder sig, og hvor man kan henvende sig og hente hjælp i situationer, hvor den 8

9 professionelle pædagog ikke kan varetage sagen alene. Ifølge Pauline bør vi benytte nogle af de mange effektive og evidensbaserede prototype-indsatser, som allerede er udviklet. Til sidst påpeger Pauline, at der i daginstitutioner i udsatte områder ikke er nok uddannede pædagoger. Nogen steder er helt ned til 10 % af de ansatte uddannede pædagoger. Det må være et kommunalt ansvar at sikre gode medarbejdere i daginstitutionerne. Borgerne oplever, at der er mange indgange til kommunen, men meget, meget få udgange. Lars Larsen, konsulent i LG Insight, har indtryk af, at langt de fleste kommuner er klar over, hvilken kolossal udfordring det er at skabe en mere simpel indgang for familierne, samt at løsningsmodellerne nødvendigvis må gå på det organisatoriske og tværfaglige samarbejde. Samtidig påpeger Lars, at det er væsentligt at huske på den store fordel ved specialiseret faglighed og specialiseret viden. Det er en udfordring at vedholde den faglige specialisering i kombination med en velkoordineret indsats mellem professionelle aktører, som nødvendigvis må være involveret i en kompleks indsats, hvor der ikke findes nogen nem løsning. Hele vores system går ud på at engagere borgerne til selv at være meget aktive i deres eget forløb, men man risikerer, at vi får borgere til at være modstandere af vores system, og det kan være meget kritisk i forhold til at bevare og opbygge den kontaktbarhed og relation, der skal være mellem det offentlige, de professionelle og borgeren. Lars påpeger, at socialfagligt arbejde aldrig kan reduceres til formalisering, struktur og rutiner, men at det kræver personligt engagement, faglighed og vilje hos medarbejderne. Vores system er bygget op omkring bureaukratiske og centraliserede arbejdsgange, men arbejdet bør decentralt lægges ud til den enkelte faglige og engagerede medarbejder, der har direkte kontakt med borgerne. Lars nævner til slut, at kontakten til familierne fra kommunal side generelt er ufatteligt svingende, som en on-and-off kontakt. Vi skal også evne at have en indsats, der er koordineret og vedvarende og vedholdende over et langt forløb. Debat: : erfaringsudveksling som inspirationskilde Den efterfølgende debat kredsede særligt om behov for en stærkere erfaringsudveksling blandt kommunerne med henblik på implementering af prototype-modeller. Anders-Peter påpegede, at det i den grad er tilladt at dele viden og hente inspiration på tværs af kommuner, men for at opnå en effekt kræver det ledere, der tager ansvar i et komplekst system. Men både Morten og Lars peger på, at kommunerne er forskellige, og har anvendt metoder, der tager hensyn til de lokale organisatoriske og sociale forhold. Derfor kan kommunale indsatser ikke kopieres, men snarere inspirere. Margrethe tilføjer et perspektiv om, at vidensdeling som på konferencen i dag nok er vigtig, men at implementering ligeledes bærer nødvendige erfaring med sig. Samlet set håber panelet på en fremtid, hvor kommunale ledelser implementerer effektfulde indsatser, som en del af driften, og den tværfaglige koordinerede indsats understøtter en enkel, bærende og professionel relation til familierne. 9

10 Legen som metode psykosocial intervention med børn NUSSA (Neuro Udviklingspsykologisk Struktureret Social Aktivitet) ved tosprogskonsulent Heidi Jacobi Madsen, Varde Kommune og udviklingskonsulent Katharina Jespersen, Afdeling for Traume og Torturoverlevere, Psykiatrien i Region Syddanmark NUSSA er et metodeudviklingsprojekt til forebyggelse af PTSD hos børn. Målgruppen er både flygtningebørn og børn af danske soldater mellem seks og elleve år. Projektet samler børnene i grupper på skoleelever, som ledes af to pædagoger, lærere eller ppr-psykologer. Disse har tidligere været igennem et uddannelsesforløb, som en del af projektet. NUSSA startede i 2011 og afvikler forløb på fire skoler i 2013 og Projektet er opstået som følge af mangel på tilbud til børn, hvis forældre er traumatiserede. Når forældre er traumatiserede, har børnene ofte svært ved at regulere og styre deres følelser og har brug for hjælp til at udtrykke sig. Der er tale om affektive filtre, der fylder så meget, at de vanskeliggør indlæring. Legen er valgt som metode med udgangspunkt i, at børn lærer gennem leg. Dermed er det tanken, at vi skal møde børnene på deres præmisser. Børnene skal selv mærke og forstå, det der sker. Gennem struktureret og styret leg kommer børnene i NUSSA-forløbet gennem hele det emotionelle spektrum, og børnene lærer om grænsesætning og affektregulering. Legen starter og slutter med et ritual, som skaber tryghed for børnene. En god skolestart ved musikterapeut Mathias Granum, Integrationsnet, Dansk Flygtningehjælp Projektet En god skolestart benytter en musikterapeutisk metode, som skal forberede førskolebørn til en god skolestart. Forløbet består af børnegrupper på fire-seks børn, der en time om ugen i tyve uger ledes af to terapeuter. Børnene har ofte alvorlige problemer. De kan være udadreagerende eller indadvendte, have lavt selvværd, fejltolke andres signaler og have svært ved at skabe legerelationer. En del af målet med forløbet er, at børnene kan opleve anerkendelse af deres følelser. Metoden bygger på musikkens evner til at samle et fællesskab. Derudover er musik særlig relevant, når man arbejder med grupper med andre modersmål. Der inddrages forskellige instrumenter til at tale om og nuancere følelser, og terapeuten benytter rollelege, hvor børnene sætter sig ind i hinandens følelser og forsøger at agere som en god ven. Der er lagt vægt på variation i aktiviteterne gennem temposkift og mere eller mindre voksenstyring. På denne måde fastholdes børnenes fokus samtidig med, at der åbnes op for at tale om nuancerede emner, fordi børnene ikke fastholdes i samme stemningsleje. Nogle af projektets resultater er, at børnene sjældnere går i baglås, at de er mindre bange for at sige noget forkert, at de i mindre grad efterligner venner, at de er bedre til at lukke andre ind i legen, og at de kan koncentrere sig i længere tid. Efter præsentationen af de to projekter NUSSA og En God Skolestart blev deltagerne inddraget i en fælles diskussion. Blandt andet blev det diskuteret, om musikken som et universelt sprog bliver gjort til et normativt udgangspunkt i den forstand, at man søger en korrekt forståelse af andres signaler og oplevelsen af rigtige følelser i forskellige stemninger og lyde. Snarere end korrekte følelser, bør man vise børn nuancer og ekstremer i følelser. Det påpeges også, at børnenes forståelse af, hvad der er normalt, er central i deres oplevelse af dem selv som anderledes. Derfor må voksne omkring børnene træde i karakter i situationer, hvor børnene selv er usikre og har vanskeligt ved at mentalisere og afkode følelser. Derudover var der refleksioner over metodens anvendelse i forskellige målgrupper. Det kan overvejes at benytte NUSSA i en hel skoleklasse samt til yngre børn med dertil justerede lege. Det blev også nævnt, at det generelle i metoderne om at bruge legen ikke blot er relevant for udsatte børn, men kan omsættes til børn generelt. 10

11 At tale med børn om flugt og eksil klasseundervisning og børnegrupper Børn af Krig og Fred ved Sara Priskorn, Center for Udsatte Flygtninge, Dansk Flygtningehjælp Børn af Krig og Fred er et projekt om, hvordan man sammen med børn i folkeskolen kan sætte ord på flygtninges vilkår. Projektet udviklede og afprøvede undervisningsmateriale til skolebørn på klassetrin. Motivationen for projektet var at udfordre tendensen til at adressere tosprogede børn som en enkelt kategori uden at skelne mellem indvandrerbørn og flygtningebørn. Formålet var at bidrage til en bedre skolegang for udsatte flygtningebørn og at skabe viden blandt børn, lærere og forældre. Et af projektets indsatsområder var klasseundervisning, hvor temaet flygtninge blev integreret som et almindeligt tværfagligt undervisningsforløb. Projektet mundede ud i udgivelsen af et metodehæfte til implementering af undervisningsforløbet. FriRum ved Ditte Bruun Eriksen, Røde Kors FriRum er et projekt som gennem dialog, leg og afspænding i børnegrupper har sat følelser og traumer på dagsordenen. Projektet har i perioden gennemført otte børnegruppeforløb (otte-atten år) med otte møder à to timers varighed. Grupperne blev ledet af to medarbejdere fra enten Røde Kors, SINDs Pårørenderådgivning eller den lokale institution. I en af projektets øvelser, som blev prøvet af under workshoppen, blev børnene stillet spørgsmålet om, hvor enige de er i et udsagn om følelser. Øvelsen har til formål at normalisere følelser, som kan være svære at italesætte uden at afkræve børnene, at de skal fortælle deres egen historie. De bliver bevidste om, at de ikke nødvendigvis er alene om de svære oplevelser og følelser. Under workshoppen blev en række dilemmaer diskuteret. Nogle lærere forestillede sig et dilemma i grænsefeltet mellem pædagogik og terapi, når man taler med børn om svære oplevelser. Lærerne i projektet Børn af Krig og Fred oplevede ikke dette dilemma som problematisk i selve undervisningssituationen. I begge disse projekter har det været afgørende at have fokus på den gode relation og de pædagogiske redskaber. Samtidig kan det være vigtigt at huske på, at terapi ikke nødvendigvis foregår i et lukket rum, men også kan foregå i større sociale sammenhænge. At dele sine oplevelser og følelser med andre og få anderkendelse er samtidig at normalisere følelserne. Et andet dilemma, der blev taget op, var behovet for at forholde sig lukket eller åbent til voldsomme oplevelser og traumer. Nogle forældre mener, at det er bedst for dem og deres børn ikke at tale om de svære oplevelser. Her kan det være vigtigt at have tillid til egen professionalisme ved at formidle viden om, hvorfor det kan hjælpe at tale om svære oplevelser, samtidig med fortsat at anerkende vanskelighederne ved at tale om traumer og være varsom med at presse familien. Her er timingen afgørende, og det er vigtigt, at den enkelte er klar til at italesætte sine oplevelser. I selve samtalen med børnene er det vigtigt at undgå berøringsangst for de svære emner og dog fortsat fornemme børnenes grænser. Deres egne ord kan meget virkningsfuldt være med til at punktere nogle tabuer, som berør flere af børnene. Derudover er det vigtigt at behandle de elementer, som lyde, lugte og lys, som kan vække børnenes følelser. I dilemmaet om at være åben eller lukket kan det anbefales som et udgangspunkt generelt at være åben over for børnene, og være mere lukket i specifikt sårbare situationer. Det sidste dilemma, der blev snakket om, omhandlede anerkendelse og stigmatisering. Begge dele kan være konsekvenser af at sætte ord på flygtninges særlige baggrund. På den ene side kan en flygtningefamilie føle sig udgrænset, når der opstilles møder specifikt for dem, og på den anden side kan det være anerkendende, når deres svære vilkår håndteres professionelt. Italesættelsen af dette dilemma kan åbne op for en tydeligere anerkendelse af familiernes behov. 11

12 Forældre deler viden gruppeforløb og psykoedukation Familierettet psykoedukation ved v Grethe Bech og Ulla Kofoed, SYNerGAIA Projekt Familierettet Psykoedukation for traumatiserede flygtningefamilier søger gennem seks delprojekter at yde rehabilitering for hele familien. Psykoedukation handler både om at give familierne en grundlæggende viden om deres helbredsmæssige tilstand og påvirke deres holdning og adfærd i en sundhedsfremmende retning. Nogle af de grundlæggende komponenter i psykoedukationen har været at skabe en tydelig og tillidsfuld relation, at arbejde med rytme og rammer, der skaber forudsigelighed, at benytte tværfaglige grupper for hele familien, at anskue familien som en normal gruppe i fællesskabet, at inddrage og anerkende deltagernes ressourcer, ønsker og behov og ikke mindst at møde familierne som medmennesker. For familierne har forløbet haft et normaliserende element, hvor familien langsomt oplever mere kontrol og handlingspotentiale til at mestre nogle af de situationer, hvor angsten ellers ville tage over. Projektet blev gennemført i perioden med 27 forløb for i alt 274 voksne og børn. Metodehæftet Next Practice-Best Practice kan downloades på synergaia-innovation.dk. MindSpring Forældregrupper ved Vibeke Hallas, Center for Udsatte Flygtninge, Dansk Flygtningehjælp MindSpring er en metode, der sætter fokus på det at være forælder i eksil. Metoden bygger på peer-to-peer tilgangen, hvor en MindSpring-træner, som selv er flygtning og forælder, uddanner sig til at lede forløb med forældregrupper. Det er derfor både en metode for og med flygtningeforældre. Til forældregruppen er også knyttet en med-træner, som oftest er en lokal professionel fra en kommune eller institution, eksempelvis et asylcenter. Med-trænerens opgave er dels at være garant for faktuelle informationer om det offentlige system i Danmark, men kan også bistå med refleksioner over danske normer om opdragelse og kultur. Temaerne, der behandles i forældregrupperne, omhandler primært opdragelse og forældreskab i eksil, men også traumer, stress og identitet. Formålet med MindSpring er, at forældrene får ny indsigt og handlekompetence i forældrerollen, at de ikke føler sig alene om en bestemt problemstilling, at de lærer af hinandens måde at løse problemer på, og at forebygge psykiske og familiemæssige problemer. MindSpring-manualen kan findes på flygtning.dk/mindspring. Den efterfølgende diskussion af metoderne tog blandt andet udgangspunkt i følgende spørgsmål: Hvordan kan vi styrke inddragelsen af flygtningenes egne erfaringer i vores praksis? gennem nysgerrighed, ægte engagement, at skabe ligeværdighed gennem anerkendelse og medmenneskelighed, sikre evaluering fra et brugerperspektiv, styrke flygtningenes eget netværk, inddrage etniske foreninger og tidligere erfaringer fra f.eks. et politisk engagement i hjemlandet. Hvor og hvordan bør vi i højere grad medtænke familien som helhed? Det bør være generelt at tænke familien som helhed: i individuelle samtaler, i enhver traumebehandling. Familielivet kan give adgang til en bedre forståelse af situationen. Hvordan kan vi arbejde med formidling af komplekse begreber (som traumer, angst, stress og identitet)? gennem brug af rollemodeller i samarbejde med eksperter, formidling gennem kreative og visuelle medier (sprogligt uafhængige), forventningsafstemning om åbenhed og ærlighed, samt at give konkrete råd, som taler ind i hverdagen og tager udgangspunkt i den enkeltes behov. 12

13 At trække i samme retning tværfagligt samarbejde Denne workshop omhandlede to projekter om tværfagligt samarbejde mellem kommunale fagpersoner. Traumatiserede flygtninge er således sekundær målgruppe i begge projekter. Mod en fælles indsats ved Nanna Kold, DIGNITY Projektets formål var at implementere en ny metode, processuelle netværksmøder, i seks kommuner landet over. De processuelle netværksmøder er koordinerende i forhold til et konkret problem, og deltagerne er familien selv og fagpersoner, der er tilknyttet familien (op til 20 personer). Der er en fast struktur for mødet, og der er en neutral og uddannet mødeleder. Mødeformen indebærer, at hver person, inklusiv familien selv, deler sin erfaring og sit syn på udfordringer og styrker hos det barn eller den situation, som problemet omhandler. Herefter reflekterer deltagerne på tur over de andres udsagn. Det giver familien og de professionelle et fælles udgangspunkt efter et netværksmøde. Derudover har de professionelle et indblik i den øvrige indsats for familien og kan undgå underretninger eller andre tiltag i bekymrende situationer, fordi vedkommende har viden om, hvad der ellers gøres for familien. Rapporten for projektet kan hentes på dignity.dk. Børn på Tværs af Grænser ved Ulla Hartvig, Afd. for Traume og Torturoverlevere, Psykiatrien i Region Syd. Projektet indebærer opkvalificering af fagpersoner på børneområdet i tre kommuner. Projektet består af et uddannelsesforløb, hvor børnemedarbejdere deltog i fem-seks temadage omhandlende traumer, forældresamarbejde, hvordan børn kan være traumatiserede og at skabe et fælles sprog om traumer. Under forløbet har deltagerne modtaget supervision i deres faggrupper. Formålet med projektet var at give fagpersonerne viden om børn med traumer, og at trække professionalismen og fagligheden frem og derved undgå berøringsangst og magtesløshed. Projektets positive resultater er større tiltro og nedbrudte grænser mellem faggrupper, bedre udredninger på grund af større viden om målgruppen, større forståelse for familiernes hverdag, forståelse for forskel mellem kultur og traumer som forklaringsmodel samt mindre berøringsangst. Oplægsholderne pegede på, at det er vigtigt at implementere et fælles sprog om traumer, og at motivationen for medarbejderne kan ligge i den nye viden og fælles aktiviteter. Det kan være i form af et fyraftensmøde eller en temadag, som kan faciliteres af Center for Udsatte Flygtninge og være et springbræt til fremtidens samarbejde i kommunen. Flere af deltagerne på denne workshop og erfaringer fra projekterne peger på, at ledelsens deltagelse og holdning er afgørende for projektets succes og medarbejdernes engagement. På workshoppen blev der også spurgt ind til de bekymringer, der måtte være i at invitere forældrene med til netværksmøderne. Erfaringer fra projekterne viser, at det var normalt i kommunerne at være bekymret for forældrenes deltagelse, men også at forældrene sætter stor pris på at deltage i møderne. På den måde skal de ikke bekymre sig om, hvad der sker på møder, som omhandler deres sag, og de oplever det som en lettelse at få lov til at være med. Workshoppen behandlede også fordele og ulemper ved at fokusere på det traumatiserede barn frem for det udsatte barn. På den ene side har traumatiserede nogle særlige vilkår, som er væsentlige at have fokus på samtidig med at undgå stigmatisering. På den anden side vil nogle af problemstillingerne ikke være relateret direkte til traumerne, men snarere til den udsatte position. Den afsluttende bemærkning blev, at differentiering i hver enkelt sag er afgørende, således at fagpersoner har øje for gruppen af udsattes varierende problemstillinger og behov. 13

14 Den gode indsats kommunal organisering af den helhedsorienterede indsats Tværfaglige integrationsindsatser ved Lars Larsen, LG Insight I projektet Tværfaglige Integrationsindsatser udarbejder rådgivnings- og analyseenheden LG Insight i samarbejde med 18 kommuner landet over metodebeskrivelser af tværfagligt arbejde. Baggrunden for projektet er, at en flygtningefamilie, der både har problemer med opholdstilladelse, helbred og sociale vanskeligheder, i gennemsnit har femten-tyve aktive aktører i sagsforløbet på samme tid. Udfordringer ved at lykkes i sagsbehandlingen er blandt andet, at flygtninge har ringe forudsætninger for at agere herre i eget forløb, og der er risiko for, at de bliver passive. En anden udfordring er, at tværfagligt samarbejde ofte er personbåret, og efter kommunesammenlægningen i 2007 har det været nødvendigt at oprette mere formaliserede samarbejder. Endnu en udfordring i arbejdet er overgangen mellem sagsbehandlinger, hvor mange oplever, at viden går tabt ved institutionsskift, flytning, specialindsatser og når en person fylder 18 år. Lars Larsens oplæg pegede også på forslag til løsningsmodeller på baggrund af disse udfordringer. For at styrke relationen til familierne er det afgørende at have en enkelt myndighed, der varetager kontakten med familien. Det kræver samtidig en tovholder-funktion, som går på tværs af kommunale forvaltninger, kriminalforsorg og sundhedsfagligt system. Denne funktion indebærer en sårbarhed, og LG Insight anbefaler høj professionalisme i arbejdet som tovholder. Det er en anbefaling, at aktører, medarbejdere og myndighedsopgaver, samles på et fysisk sted. Projektet har resulteret i rapporten Tværfaglige integrationsindsatser og udkommer med tre metodehæfter i sommeren Familiekonsulenter ved Anne Karin Friis, Ringkøbing-Skjern Kommune En familiekonsulent udgør en forebyggende indsats i form af en praktisk pædagogisk og rådgivende støtte for familien samt en koordinerende tovholderfunktion mellem de professionelle aktører omkring modtagelsen af familien. Familiekonsulenten har tæt kontakt med familien gennem samtaler med børn og voksne om at være familie i et nyt land samt gennem forskellige kulturelle udflugter. Samtidig har familiekonsulenten kontakt til og deltager i møder med øvrige institutioner som skole, daginstitution, læge og frivillige organisationer med henblik på at koordinere, rådgive og lette kontakten mellem familien og andre aktører. Baggrunden for at oprette familiekonsulent-funktionen i Ringkøbing-Skjern var vanskeligheder i den tværfaglige integrationsindsats efter kommunesammenlægningen, hvor integrationsområdet blev fordelt ud på forskellige fagområder. Derfor indførte kommunen familiekonsulenter, et etnisk team under børne-familieafdelingen og sammenlægning af modtagelse og jobcenteropgaver. Familiekonsulent-funktionen ligger i integrationsteamet i jobcenteret, og eksempelvis pædagoger eller socialrådgivere kan varetage opgaven. Nyligt oprettet netværk for familiekonsulenter: kontakt Else-Marie Ringgaard (else.marie.ringgaard@drc.dk) for information og deltagelse. 14

15 DANSK FLYGTNINGEHJÆLP CENTER FOR UDSATTE FLYGTNINGE Borgergade 10, 3.sal DK-1300 København K Telefon: udsatte@drc.dk