Indholdsfortegnelse. Side 2 af 94

Transkript

1 1. Abstract This study concerns itself with how American politicians reach out to the existing minority segments in the American populace, through the use of identity politics and discourses. We have elucidated this through an analysis of two speeches by, respectively, current President Barack Obama and former President Bill Clinton. The basic premise of this project is the application of discourses in politics, which we have unraveled through Norman Fairclough s theory on critical discourse analysis, and furthermore, how politicians have applied identity politics in the aforementioned speeches. We conclude that identity politics play a big role in political outreach to minorities in the U.S., and additionally that historical discourses and normative standpoints influence the nature of the politicians approach to, and handling of, the racial theme. The prevalence of this inclusion of identity politics in the political discourse will only continue to increase as the minority segments of the populace grow in size over time. Side 1 af 94

2 Indholdsfortegnelse 1. Abstract Motivation Indledning Problemfelt og problemformulering Redegørelse for fagligt fokus - dimensionsforankring Kultur og Historie Tekst og Tegn Metode Valg af empiri Afgrænsning af empiri Valg af teori Afgrænsning af teori Teori Det diskursanalytiske felt Fra sprogsystem til diskurs Præsentation af Faircloughs kritiske diskursanalyse Begreber i Faircloughs kritiske diskursanalyse Diskurs i dialektisk forhold til andre sociale relationer Interdiskursivitet og intertekstualitet Model til analyse af den kommunikative begivenhed Identitetsbegrebet og identitetspolitik Identitetspolitik Identitet i politik Analyse og analysestrategi Præsentation af talerne Sociale, historiske og kulturelle omstændigheder Analyse af Barack Obama: A More Perfect Union Side 2 af 94

3 Kritisk diskursanalyse af talen Obama og identitetspolitik Analyse af Bill Clinton: Speech on Diversity Kritisk diskursanalyse af talen Clinton og identitetspolitik Opsamling og sammenligning af de to taler Diskussion Er Obamas rolle som politiker vigtigere end hans rolle som minoritet - set fra vælgernes synspunkt? I hvilken grad har race haft indflydelse på hvordan Clinton og Obama har ageret i det politiske handlerum, og hvordan har race influeret modtagelsen af det sagte? Hvordan kan identitetspolitik have indvirkning på den politiske scene, nu hvor minoriteters andel af den amerikanske befolkning stiger? Refleksion over arbejdet med kritisk diskursanalyse som metode Konklusion Litteraturliste Litteraturliste sprogprofil Bilag Barack Obama: A More Perfect Union Bill Clinton: Speech on Diversity Faircloughs tredimensionelle model illustreret Side 3 af 94

4 2. Motivation USA har været foregangsland i mange henseende, både som værende verdens økonomiske centrum, samt en decideret stormagt på den global-politiske scene, og landets udenrigspolitik påvirker ligeledes os alle. I forbindelse med, at USA s multikulturelle befolkningssammensætning har en stor betydning i landet - og dermed politikken i landet - er problemstillinger i forhold til minoriteter kommet på den politiske agenda. USA s politiske og kulturelle indflydelse mærkes på verdensplan, og hvem, der sidder på magten i USA, er i den forlængelse vigtigt. Vi fandt derfor diverse aspekter af den amerikanske politiske scene interessant at kigge nærmere på, samtidig med vores interesse dannelsen og opfattelsen af kulturelle identiteter ligeledes gav os lyst til at beskæftige os med amerikanske politiske forhold, og især hvordan disse og minoriteter forholder sig til hinanden. Desuden følte vi det relevant at arbejde med den nuværende præsident Obama med henblik på hans første valgkampagne - idet han selv bliver anset som værende en del af en minoritet. Dette har naturligvis haft indflydelse på måden hvorpå han har ageret i kommunikative begivenheder, og hvordan disse er blevet modtaget. Da Obama i 2008 blev valgt, skrev han historie for minoriteterne i USA. Obama er en del af den sorte minoritet, og derfor fandt vi det interessant at undersøge hvorvidt han anvender denne identitet som minoritet til at profilere sig selv politisk - altså undersøge hans politiske profil fra et identitetspolitisk perspektiv. Vi var interesserede i at finde ud af hvilke forskelle der fører til identitetspolitik, samt hvordan identitetspolitik og identitet i politik kan komme til udtryk. 3. Indledning Vi vil først og fremmest redegøre for fænomenet identitetspolitik, dertilhørende teorier, og dets historiske betydninger. Herefter vil vi se på hvordan brugen af begrebet identitetspolitik har udviklet sig i perioden mellem tidligere præsident Bill Clintons og præsident Barack Obamas præsidentperioder. Derudover vil vi redegøre Side 4 af 94

5 for hvilke faktorer og omgivelser, der har haft indflydelse på deres brug af identitetspolitik. Vi vil diskutere hvorvidt Obamas farve og potentielle tilhørsforhold til en minoritet har haft en indvirkning på hans rolle som politiker, samt hvorvidt denne rolle træder i baggrunden til fordel for hans status som en minoritet. Med udgangspunkt i de to taler af henholdsvis Clinton og Obama, vil vi se hvordan man på forskellig vis kan bruge identitetspolitik og identitet i politik, og hvordan disse begreber muligvis kan have ændret sig i de to valgperioder hvori de kommunikative begivenheder har fundet sted. Vi vil i forbindelse hermed se på hvordan de omkringværende sociale og diskursive praksisser muligvis har ændret sig, og hvilken indflydelse dette har haft på måde hvorpå racemæssige spørgsmål italesættes. For at gøre dette vil vi anvende diskursanalyse, konkret Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse. Vi vil fokusere på forskellige diskurser som er med til at forme talen, og derigennem identificere og klarlægge identitetspolitiske træk i talerne. Vi vil desuden fokusere på den sociale kontekst omkring talerne, og blandt andet undersøge hvilke historiske begivenheder, talerne forholder sig til i den kommunikative begivenhed. Disse kulturelle og historiske aspekter, der kommer til udtryk gennem de kommunikative begivenheder vil dermed indgå i vores analyse, og vi vil se disse både i forhold til den kritiske diskursanalyse samt i forhold til det identitetspolitiske begreb. Det skal nævnes, at identitetspolitik kan være mange ting, ligeledes som diskursanalyse spænde bredt, og vi bruger derfor kun aspekter af disse begreber og teorier i det omfang det er interessant for os; i forhold til at beskrive Obama, minoriteter og identitet. Vi vil i denne forbindelse diskutere Obamas rolle som minoritet. Det skal bemærkes, at vi i løbet af projektet vil anvende begreberne sort og hvid amerikaner, samt os og dem, når der tales om skellet mellem etniske identiteter. Vi har måttet træffe dette valg for at være konsekvente i vores opgave, men er naturligvis opmærksomme på, at der hersker adskillige debatter om hvilke race- Side 5 af 94

6 betegnelser, er mest politisk korrekte at bruge. Vi har truffet dette valg idet Barack Obama selv bruger disse betegnelser i sin tale, og vi tager dermed ikke selv stilling til hvorvidt disse er de mest korrekte termer. 4. Problemfelt og problemformulering Problemfelt: I takt med store ændringer i befolkningens demografiske opbygning er der under de seneste valgkampagner sket store skred med hensyn til minoriter, og hvordan deres stemmer kan opnås. I USA udgør minoriteterne 34,13 procent af den samlede befolkning 1. Man skal dog tage i betragtning at der er mange andre minoritetsgrupper end etniske; sociale grupper, kvinderettighedsforkæmpere og religiøse minoriteter kan være eksempler på dette. Vi formoder, at Obama under sin valgkamp i 2008 gjorde en stor indsats for at række ud til minoriteterne i USA. Han mobiliserede flere græsrodsorganisationer og samlede dermed et bredt udsnit af befolkningen til sin stab af frivillige kampagnemedarbejdere. Det tyder på, at præsident Obama er en kandidat, som har haft stor succes med at opnå minoriteternes stemmer. Men opfatter Obama sig selv som en del af en minoritet og i så fald er det så lykkedes ham at bruge sin status som minoritet til en fordel for ham selv? Hvordan har han brugt identitetspolitik, følelsen af samhørighed og fællesskab, under sin første valgkampagne, og hvordan har han brugt identitet i politik i forhold til Clinton? Hvilke forskelle (både socialt, kulturelt og historisk set) har der været i forholdene for den sorte befolkningsgruppe og andre etniske minoriteter under Obama og Clintons præsidentperioder? Vi vil ikke berøre den nuværende valgkampagne, da det ikke ville være hensigtsmæssigt for vores opgave at inddrage denne i analysen, idet vi ikke kan nå at 1 U.S. Census Report, 2010: 2 Se bilag 3 3 Identity Politics. Udgivet af Standford Encyclopedia of Philosophy. Internetadresse: Side 6 af 94

7 danne os et fyldestgørende overblik. Dette skyldes, at forholdene under en valgkampagne er konstant fluktuerende og nemt kan skifte fokus. Problemformulering: Hvorvidt har præsident Barack Obama brugt sin status som minoritet under valgkampagnen 2008 (eksemplificeret i talen A More Perfect Union ), og hvordan er dette kommet til udtryk via identitetspolitik? - Hvordan har præsident Obama henvendt sig til minoriteter (gennem forskellige diskurser og identitetspolitik) i forhold til tidligere præsident Clinton - med udgangspunkt i de to taler? 5. Redegørelse for fagligt fokus - dimensionsforankring 5.1 Kultur og Historie For at kunne få en forståelse for hvor stor betydningen af en sort præsident har for især sorte indbyggere i USA, har vi først været nødt til at se historisk på raceopfattelsen i USA, og på hvordan disse opfattelser gennem historien har haft indflydelse på den sortes befolkningsgruppe i USA s forhold. Vi har derfor fundet det relevant at bruge dimensionskurset Kultur og Historie, da dette netop bl.a. beskæftiger sig med kulturelle og historiske aspekter i forhold til minoriteter. Her har vi konkret villet se på den tid som Obama valgte at stille op til præsidentvalget i; hvilke kulturelle og historiske forhold gjorde sig gældende her, og hvad gjorde at Obama stiller op netop i denne tid? Ligeledes ønskede vi at kigge på forholdet og udviklingen mellem den tid Obama stillede op i og den tid Clinton stillede op i; hvad har ændret sig fra Clintons tid og til nu, i forhold til synet på sorte amerikanerne og andre minoriteter i USA? Vi har hermed også måttet se på identitetsopfattelsen for minoriteter i dag, og reflektere over det at tilhøre og fastholde sin minoritet. Vores primære fokus i denne forbindelse var Obamas egen identitetsopfattelse og hvordan han bruger sin rolle som minoritet til at belyse forhold, som gøres relevante for Side 7 af 94

8 majoriteten såvel som minoriteter, heriblandt den han selv tilhører. Det kunne i denne forbindelse altså ikke undgås at se generelt på minoriteter i et historisk såvel som kulturelt perspektiv. Ved netop at tage udgangspunkt i det historiske og kulturelle perspektiv dannede vi grundlag for vores videre sproglige analyse. 5.2 Tekst og Tegn Med afsæt i de forhold vi undersøgte i forbindelse med ovenstående, ville vi inden for dimensionen Tekst og Tegn undersøge hvordan de to præsidenter rent identitetspolitisk appellerer til minoriteter. Dette ønskede vi gøre med en kritisk diskursanalyse, som uddybes i vores metodeafsnit. Vi fandt det i denne forbindelse relevant at undersøge universet bag sprogbrugen i talerne, ved konkret at kigge på brugen af diskurser og identitetspolitik, som bruges til eksempelvis understregning af fremstilling af egen identitet. På denne måde kunne vi komme nærmere ind på hvordan disse kunnen have indflydelse på vælgernes opfattelse af politikerne og deres budskaber. 6. Metode Vi har valgt at gennemgå udvalgte dele af amerikansk historie, som har indflydelse på minoriteters rettigheder i USA, med fokus på den sorte minoritet. Vi bruger disse dele, som vi finder relevante i forhold til vores problemformulering, til at redegøre for historiske begivenheder, som har haft indflydelse på dagens samfund i USA i forhold til minoriteters position i dette. Vi tager udgangspunkt i den kritiske diskursanalytiker Norman Faircloughs metodiske tilgang til kritisk diskursanalyse. Gennem denne præsenteres både teoretiske begreber og metodiske retningslinjer for en konkret analyse af kommunikative begivenheder. Ved at gøre dette, er formålet at finde de diskurser Side 8 af 94

9 som er gennemgående i den kommunikative begivenhed. Vi vil i forlængelse af vores kritiske diskursanalyse tage udgangspunkt i identitetsteori, for at undersøge henholdsvis Barack Obamas og Bill Clintons brug af identitet i deres kommunikative begivenheder - her har vi udvalgt en tale fra hver af de to. Udover at kigge på tekstanalysen af de diskurser som findes i disse taler, vil vi også se på den diskursive og sociale praksis, der omringer disse. Herunder vil vi se på de kulturelle og historiske omgivelser omkring talerne, for at få en bredere forståelse for minoriteternes identitet i det amerikanske samfund i de pågældende tidsperioder. 7. Valg af empiri Vi har valgt at tage udgangspunkt i en tale som den kommunikative begivenhed i vores kritiske diskursanalyse. Taler er politikeres eget talerør, og der hvor de lettest kan få deres egne holdninger igennem og italesat. Derfor ser vi en tale som den mest hensigtsmæssige måde for politikere at række ud til befolkningen på. Vi har desuden valgt at gøre brug af en komparativ analyse af to taler, for at se på hvordan man kan bruge identitetspolitik på forskellige måder. Både ud fra sociale, tidsmæssige og kulturelle sammenhænge, samt den subjekt-position tekstforfatteren selv befinder sig i. Vi tager hermed afsæt i betydningen af etniske tilhørsforhold i udvalgte kommunikative begivenheder, set fra et politisk udgangspunkt. Vi har derfor valgt at tage fat i præsident Barack Obamas tale A More Perfect Union. Vi finder denne tale relevant at inddrage i vores komparative analyse, da Obama er den første amerikanske præsident, som har identificeret sig selv med en etnisk minoritet. Det er interessant at undersøge hvordan Obamas tilhørsforhold har indflydelse på hans måde at artikulere race på, samt hvordan det har indflydelse på hvilke diskurser han vælger at gøre brug af i sin tale. Vi har valgt netop denne tale, idet den behandler adskillige racespørgsmål, og inddrager både historiske samt nutidige racemæssige fænomener. Desuden ses det netop i denne tale tydeligt Side 9 af 94

10 hvordan Barack Obama anvender identitetspolitik (og identitet i politik), og da dette netop er et af hovedelementerne i vores opgave, fandt vi det relevant at kigge nærmere på dette. For at se om brugen af identitetspolitik og anvendte diskurser kan variere alt efter tekstforfatterens position - herunder etniske tilhørsforhold og den situation teksten er formidlet i - vil vi herefter analysere tidligere præsident Bill Clintons tale Speech on Diversity. Denne omhandler ligeledes racemæssige spørgsmål, og trækker på lignende temaer og diskurser som Obamas. Dét at talen er konstrueret i en anden tid end Obamas, lader os endvidere se på brugen af identitetspolitik og diskurser fra et bredere perspektiv, da man her vil få indblik i hvordan sociale og kulturelle omstændigheder eventuelt kan have indflydelse på den kommunikative begivenhed. 7.1 Afgrænsning af empiri I forhold til vores overvejelser omkring valg af empiri, måtte vi gøre det klart, hvorvidt vi ville anvende den nyligt afsluttede valgkampagne i 2012 i vores opgave. Vi konkluderede, at inddragelsen af denne ikke ville være hensigtsmæssig, da valgkampen på dette tidspunkt var konstant fluktuerende og i stadig forandring, og vi ville derfor ikke kunne nå at danne os et ordentligt overblik med henblik på at redegøre for identitetspolitik i forhold til minoriteter. Vi gjorde os desuden overvejelser omkring brugen af Martin Luther Kings tale I Have a Dream i forhold til vores problemformulering omhandlende raceforhold og identitetspolitik. Vi nåede dog hurtigt frem til den konklusion, at talernes forskellige henseender (Dr. Kings i forhold til Obamas) gjorde dem irrelevante at sammenligne. Martin Luther King var ikke politiker, og var derfor ikke ude på - på samme måde som Barack Obama - at række ud til vælgere. I lyset af dette, fandt vi det derfor mere relevant at sammenligne Obamas tale med en tale af en anden politiker - altså Bill Clinton, på grund af den større racemæssige og identitetspolitiske relevans. Side 10 af 94

11 8. Valg af teori I valget af teori, kom vi hurtigt ind på, at diskursanalyse var relevant at bruge, idet vi har beskæftiget os med taler. Inden for feltet af diskursanalyse, fandt vi den kritiske diskursanalyse relevant, da denne inkorporerede både diskursive og ikke-diskursive elementer; disse vil blive yderligere uddybet i teoriafsnittet. Vi var interesserede i at medtage de sociale omstændigheder og disses indvirkning i analysen, og derfor har vi valgt at lægge fokus på kritisk diskursanalyse. Vi har valgt at gøre brug af kritisk diskursanalyse som præsenteret af den britiske lingvist Norman Fairclough, da han er en af de mest prominente kritiske diskursanalytikere. Desuden har Fairclough opstillet en model for diskursanalysen, hvilken vi fandt relevant selv at bruge i vores egne analyser. Vi har herudover valgt at beskæftige os med identitetspolitik, hovedsageligt den essentialistiske tilgang til identitetspolitik, samt kritikken af denne. Dette valg har vi foretaget på baggrund af talerne, hvor denne form for identitetspolitik og identitet i politik er med til at opdele befolkningsgrupper. I talerne bliver denne form for identitetspolitik brugt til netop opdeling af befolkningen, for så til slut at bruge disse opstillede skel til at forene befolkningsgrupperne. Ud over dette har vi benævnt nogle kritikere af essentialistisk identitetspolitik, for at give et mere nuanceret billede af de forskellige vinkler, der er inden for denne. 8.1 Afgrænsning af teori Efter at have besluttet os for at anvende diskursanalyse, måtte vi yderlige afgrænse vores teori inden for dette felt. Som det kan ses præsenteret i teori-afsnittet, har vi været opmærksom på tre forskellige tilgange til diskursanalyse. Først og fremmest fravalgte vi diskursteori som præsenteret af Ernesto Laclau og Chantal Mouffe. I de kommunikative begivenheder vi tager udgangspunkt i, kan man ikke forklare alle de fænomener som indgår med diskursive begreber, i og med, at der er ting som økonomiske og politisk-ideologiske forhold, som ikke kan betragtes konstituerende Side 11 af 94

12 men snarere konstitueret. Disse begreber uddybes senere i teoriagsnittet. Dette er modstridende diskursteoretikere, der mener, at alle fænomener i den sociale praksis, kan beskriver med diskursive begreber. Vi har udover dette valgt ikke at beskæftige os med en anden tilgang inden for diskursanalyse - nemlig begrebet diskurspsykologi. Vi har i vores arbejde med diskurser konkluderet, at diskurspsykologien, i forhold til vores udvalgte kommunikative begivenheder, fokuserer for meget på individet og for lidt på de diskursive praksisser som har indvirkning på konstruktionen af de kommunikative begivenheder. Diskurspsykologien fokuserer i højere grad på socialpsykologiske aspekter i forhold til individet, frem for hvordan diskurser kan have forskellige indvirkninger på sprogbrugen (og hvordan dette sprogbrug omvendt kan have indvirkning på den sociale praksis), og på hvordan man kan bruge disse aktivt i den kommunikative begivenhed. Når man analyserer taler kan det, udover diskursanalyse, være relevant at tage fat i retorik (herunder appelformer) og argumentationsmodeller. Vi har dog valgt ikke at fokusere på disse, da vi ikke føler disse ville bidrage til vores opgave i en sådan grad, at de var hensigtsmæssige at inddrage ud fra et identitetspolitisk perspektiv. I forhold til identitetspolitik, har vi, som nævnt, hovedsageligt beskæftiget os med det essentialistiske syn, samt nogle få kritikere af denne retning inden for identitetspolitik. Vi har dermed fravalgt andre kritikere af identitetspolitik. Dette fravalg har vi lavet på baggrund af et skøn om, at den essentialistiske tilgang er mere relevant i forhold til de diskurser Obama og Clinton berører i talerne, vi har valgt at analysere, idet de forholder sig til raceforskelle som et egentligt indiskutabelt fænomen i samfundet. Vi har derfor valgt at koncentrere os om de analytikere som vi fandt mest relevant for opgaven, og dermed også gav den bedste belysning af vores problemstilling. Side 12 af 94

13 9. Teori Som nævnt ovenfor, har vi valgt hovedsageligt at beskæftige os med kritisk diskursanalyse; helt nøjagtigt Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse. Denne vil blive præsenteret i følgende afsnit, med udgangspunkt i en generel forståelse af de involverede begreber i den kritiske diskursanalyse, og en præsentation af diskursanalyse generelt. Vi vil herefter gennemgå Faircloughs tredimensionelle model, der lægger til grund for hans kritiske diskursanalyse, og som er den model vi selv ønsker at referere til i vores egen analyse. 9.1 Det diskursanalytiske felt Når der tales om diskurs, dækkes der generelt set over et begreb om den måde vi taler på i diverse sociale sammenhænge. Diskurs-begrebet dækker over forskellige mønstre, som vores italesatte udsagn følger, alt afhængig af den sociale kontekst; der kan således være forskellige diskurser til stede i forskellige sociale sammenhænge (Jørgensen og Phillips 1999:9). Eksempelvis kan man tale om medicinske diskurser og økonomiske diskurser, hvor der altså bruges vidt forskellige måder at tale på. Når vi konkret analyserer disse mønstre, er der dermed tale om diskursanalyse. Når der tales om diskursanalyse, behandles der i Jørgensen og Phillips bog Diskursanalyse som teori og metode (1999) overordnet tre forskellige retninger inden for dette: diskursteori, kritisk diskursanalyse og til sidst diskurspsykologi. Hvad der i bogen betegnes med begrebet diskursteori (et navn Jørgensen og Phillips selv har valgt), bliver fremsat af Ernesto Laclau og Chantal Mouffe, og bunder i, at: diskurs konstruerer den sociale verden i betydning, og at betydning aldrig kan fastlåses på grund af sprogets grundlæggende ustabilitet (Jørgensen og Phillips 1999:15). Diskurs ses hos diskursteoretikerne som værende noget foranderligt og diskutabelt. Det er dermed noget, der kan skifte retning alt afhængig efter den sociale kontekst den opstår i - og dette får igen indflydelse på forandringen af den sociale kontekst. Diskursteoretikerne mener derfor, at alle fænomener i den Side 13 af 94

14 sociale praksis, kan beskrives med diskursive begreber. I forbindelse med dette argumenterer diskursteorien for, at diskursen bliver formet og omformet i kontakt med andre diskurser idet enhver given diskurs som beskrevet ikke kan fastslås. Hermed opstår en form for diskursiv kamp, hvori forskellige diskurser kæmper om retten til at være den herskende (hegemoniske) diskurs (Jørgensen og Phillips 1999:15). En anden retning inden for diskursanalyse, der omtales, er den kritiske diskursanalyse, hvor Norman Fairclough er en af de mest fremtrædende nøglepersoner. Kritisk diskursanalyse har til formål at opstille teorier og metoder til at undersøge relationerne mellem diskursiv praksis og sociale og kulturelle udviklinger i forskellige sociale sammenhænge (Jørgensen og Phillips 1999:72). Man lægger vægt på hvordan de diskursive praksisser - altså udøvelsen af diskurser - er med til både at opretholde og skabe sociale ordener. Man trækker på den diskursive praksis til at producere en tekst, som derved kan have en indflydelse i den sociale praksis (Jørgensen og Phillips 1999:82). Nye diskurser kan således være med til at skabe sociale forandringer, som derefter kan være med til igen at skabe nye diskurser etc. Det er gennem selve tekstanalysen af kommunikative begivenheder - disse kan både være skrevne og sagte at man får øje på disse diskursive praksisser. Da vi har valgt at gøre brug af Faircloughs kritiske diskursanalyse til den reelle analyse i vores opgave, vil vi uddybe denne i senere dele af opgaven. Til sidst kan nævnes tredje retning Jørgensen og Phillips fremstiller i deres gennemgang af diskursanalyse. Her præsenteres begrebet diskurspsykologi, som ligesom den kritiske diskursanalyse har fokus på kommunikative begivenheder, eksempelvis en tale, og konkret sprogbrug i sociale kontekster. I denne retning inden for diskursanalyse fokuseres der derimod i højere grad på hvordan konkrete folk strategisk benytter eksisterende diskurser til at fremstille ønskede billeder af sig selv og verden (Jørgensen og Phillips 1999:16). Her trækkes snarere på socialpsykologiske aspekter, frem for at se på det større billede af hvordan diverse Side 14 af 94

15 diskurser kan have forskellig indflydelse på og interaktion med sociale sammenhænge. 9.2 Fra sprogsystem til diskurs Et element, der går igen i de diskursanalytiske tilgange, er den måde de hver især trækker på strukturalistisk og poststrukturalistisk sprogfilosofi. Denne hævder, at vores adgang til virkeligheden altid går gennem sproget (Jørgensen og Phillips 1999:17). Det er altså gennem sproget, at vi danner vores virkelighed. Dette skal forstås sådan, at det først er gennem sproget, diskursen, at den fysiske verden får betydning. Af denne årsag, kan der naturligvis være flere forskellige diskurser for et givent fænomen eller begivenhed, og dermed er der mulighed for, at der kan skabes flere forskellige virkeligheder ud fra disse diskurser. Et eksempel kunne være reaktionen på orkanen Katrina, som man kunne anskue ud fra flere forskellige diskurser. Eksempelvis så nogle orkanen som værende udtryk for Guds straf, andre som blot et naturfænomen og en helt tredje gruppe fokuserede på den indsats, der blev foretaget i forbindelse med orkanen - en politisk diskurs. Alt afhængig efter hvilken diskurs man anvender, ændrer den sociale verden sig. Som Jørgensen og Phillips forklarer: Dermed får den diskursive forståelse sociale konsekvenser (Jørgensen og Phillips 1999:18). Man kan derfor sige, at sproget mere eller mindre kan være med til at konstituere den sociale verden. En forandring i diskurs - som årsag af kampe i diskurs og skift i hegemoni - kan dermed resultere i forandring af det sociale. Man kan altså argumentere for, at sproget snarere er et system, der bestemmer den sociale virkelighed, frem for at blive bestemt af den. I denne forbindelse er det relevant at inddrage Ferdinand de Saussure, som i sine teorier indførte skelnen mellem begreberne langue og parole. Langue menes som det, der dækker over det konkrete tegnsystem, sprogets struktur, der bruges til at forme sproget. Dette er nødvendigvis uforanderligt, idet vi har brugt for at kunne referere til noget fast, for Side 15 af 94

16 derefter at konstruere sproget. Parole er derimod den betydning sproget får idet vi bruger det mennesker imellem. (Jørgensen og Phillips 1999:19). Vi bruger her tegnene (langue), for at danne mening i det konkrete sprogbrug (parole). Dette kan naturligvis overføres til brugen af diskurser i kommunikative begivenheder, hvor tekstforfatterne diskursivt gør brug af sproget. Som Jørgensen og Phillips uddyber: I konkrete tale (og skrift)-handlinger trækker folk på strukturen - ellers ville talen ikke give mening - men de sætter også strukturen på spil ved at give netop deres bud på, hvordan betydningerne af tegn skal fikseres (Jørgensen og Phillips 1999:21). I forlængelse af dette, kan kort nævnes Michel Foucault, der har en række teorier, der ligger til grund for diskursanalysen. Mange af retningerne inden for dette, har derfor rodfæste i Foucaults tænkning (Jørgensen og Phillips 1999:21). Foucault tillægger sig socialkonstruktivismen idet han ligeledes mener, at sandheden er en diskursiv konstruktion. 9.3 Præsentation af Faircloughs kritiske diskursanalyse I Faircloughs kritiske diskursanalyse er der primært tale om tre elementer. Den diskursive praksis, selve tekstanalysen og den sociale praksis. Den diskursive praksis - altså udøvelsen af diskurs - er med til at reproducere samfundet (sociale identiteter, sociale relationer, videns - og betydningssystemer), som det er, men også til at forandre samfundet (Fairclough 2008:19). Diskurserne er herved ikke blot med til at underbygge de forståelser vi allerede har i samfundet, men kan også indvirke på, at de forandres gennem de diskurser, vi vælger at anvende. Eksempelvis kan den måde vi taler sammen på arbejdspladsen, have konsekvenser for hvilke sociale relationer, der skabes. Omvendt mener Fairclough også, at de sociale (sociokulturelle) praksisser sætter rammerne for hvordan en tekst bliver produceret og konsumeret - den diskursive praksis: Side 16 af 94

17 Jeg ser den diskursive praksis som medierende mellem den tekstuelle og sociokulturelle praksis på den måde, at forbindelsen mellem det sociokulturelle og det tekstuelle er en indirekte forbindelse, som kommer i stand via den diskursive praksis (Fairclough 2008:127) Man kan altså sige, at en vigtig form for social praksis, er den diskursive praksis, hvor man producerer (skaber) tekster og konsumerer (modtager og fortolker) dem. Dette er med til at konstituere den sociale verden (Jørgensen og Phillips 1999:73). Under begrebet sociale praksisser kan indgå økonomiske, politiske (i forhold til spørgsmål om magt og ideologi) og kulturelle praksisser. Disse lag kan være med til at fremme forståelsen for den valgte kommunikative begivenhed, og diskurserne fremstillet i denne. Fairclough mener altså ikke, at det er nok blot af arbejde lingvistisk, når man har med diskursanalyse at gøre. Den konkrete lingvistiske analyse er ikke nok til at opnå en forståelse af forholdet mellem tekst og samfund. Der er brug for et tværfagligt perspektiv, hvor man blander selve tekstanalysen af den valgte kommunikative begivenhed med den sociale analyse af omstændighederne omringende denne (Jørgensen og Phillips 1999:78) Begreber i Faircloughs kritiske diskursanalyse Når man anvender diskursanalyse, bør man skelne mellem den kommunikative begivenhed og diskursordenen. Når vi taler om den kommunikative begivenhed, taler vi om en konkret brug af sprog; dette ses eksempelvis gennem en politisk tale. Den diskursive praksis - udøvelsen af diskurser - finder sted inden for en diskursorden. Diskursordenen er således summen af de diskurstyper, som bruges inden for en social institution eller et socialt domæne (Jørgensen og Phillips 1999:80). Man kan sige, at man overordnet set har en diskursorden - et form for system - og herunder en række diskursive praksisser, der hver især indebærer forskellige diskurser. Side 17 af 94

18 Et eksempel på en diskursorden kunne være den række af diskurstyper, der gør sig gældende på arbejdspladsen, eller de diskurstyper man anvender derhjemme (Fairclough 2008:122). Disse diskurstyper består af diskurser og genrer. En genre er, ifølge Fairclough: ( ) sprogbrug, der er forbundet med, og som udgør en del af, en bestemt social praksis (Fairclough 2008:123). Dette kunne eksempelvis være interviewgenren, der er struktureret omkring sprogbrugen, der anvendes i interviews. På denne måde kan genrer være forskellige i form af deres struktur. Når man producerer en tekst, trækker man derved på allerede konstituerede diskurser og genrer. Ligeledes konstituerer man gennem brugen af disse elementer selv den sociale praksis. To vigtige begreber inden for den kritiske diskursanalyse er diskursiv og social praksis. Jørgensen og Phillips forklarer diskursive praksisser således: Diskursive praksisser, hvorigennem man producerer (skaber) tekster og konsumerer (modtager og fortolker) dem, ses som en vigtig form for social praksis, der bidrager til at konstituere den sociale verden og herunder sociale identiteter og sociale relationer (Jørgensen og Phillips 1999:73). Forholdet mellem disse begreber, samt den konkrete brug af disse i form af analysen, kommer vi ind på senere i dette teori-afsnit Diskurs i dialektisk forhold til andre sociale relationer Fairclough adskiller sig først og fremmest her fra diskursteori ved at skelne mellem diskursiv og social praksis. I modsætning til Laclau og Mouffes diskursteoretiske tilgang, hvori der ikke sondres mellem ikke-diskursive sociale praksisser (såsom økonomiske logikker) og diskursive praksisser, påstår Fairclough, at man ikke kan betragte alt ud fra et diskursivt synspunkt. Derimod hævder han, at man bør se bort fra at bruge diskursteori, når man diskuterer disse sociale praksisser, men derimod inddrage eksempelvis økonomiske, kulturelle eller sociologiske redskaber og teorier til at undersøge. Ikke alle fænomener i samfundet har en lingvistisk-diskursiv Side 18 af 94

19 karakter, og dette bør tages højde for. Eksempelvis kan der være tale om opførelsen af en bygning. Her vil der både være ikke-diskursive og diskursive praksisser til stede. Selve det fysiske arbejde, den konkrete udførelse af arbejdet, vil ikke blive omtalt diskursivt. De bagvedliggende planer for bygningen og udførelsen af dette vil derimod primært være af diskursiv karakter. Jørgensen og Phillips forklarer: Den diskursive praksis indgår i et dialektisk samspil med de andre sociale praksisser, så de gensidigt konstituerer hinanden (Jørgensen og Phillips 1999:28). Ved det såkaldte dialektiske samspil tales der om et forhold mellem begrebet om, at diskurs er konstituerende og begrebet om, at diskurs er konstitueret. I Faircloughs kritiske diskursanalyse ses diskurs altså både som noget, der kan være med til at skabe nye verdensbilleder eller opfattelser af eksempelvis gældende situationer i samfundet, altså konstituerende, men derudover også noget, der kan være socialt, kulturelt og historisk forankret, og dermed konstitueret. Hos kritiske diskursanalytikere ses Laclau og Mouffes diskursteoretiske påstand om, at alt er konstituerende, dermed som værende fejlagtig, idet man ikke kan se bort fra visse uforanderlige sociale praksisser, som ikke blot kan diskuteres diskursivt, idet der er tale om en social virkelighed Interdiskursivitet og intertekstualitet Begrebet interdiskursivitet betragtes som en måde hvorpå en tekstforfatter i sin italesættelse af sin diskurs, refererer til øvrige diskurser, som kan have betydning for produktionen af denne. Dette kan eksempelvis være en historisk diskurs som italesættes, for at tillægge den anvendte diskurs mening. Hermed kan inddragelsen af en historisk diskurs gøre, at den anvendte diskurs muligvis kan anskues og fortolkes i et andet lys. Ligeledes kan brugen af andre diskurser underbygge den diskurs man Side 19 af 94

20 vælger at anvende - eksempelvis kan inddragelsen af slaveri i en nutidig kommunikativ begivenhed have indflydelse på konsumptionen af denne. I forlængelse af dette, kan det nævnes, at interdiskursivitet er en form for intertekstualitet (Jørgensen og Phillips 1999:84). Man kan påstå, at intertekstualitet er mere tekstnær end interdiskursivitet idet det i højere grad handler om hvorledes man trækker på tidligere kommunikative begivenheder. Som Jørgensen og Phillips forklarer: man kan aldrig undgå at bruge ord, andre har brugt før (Jørgensen og Phillips 1999:84). Dette bliver mere konkret ekspliciteret i begrebet om manifest intertekstualitet, hvor tekstforfatteren decideret går ind og bruger specifikke tidligere tekster - eksempelvis i form af citater (Fariclough 2008:44). 9.4 Model til analyse af den kommunikative begivenhed Ud fra sine teorier om diskurser opstiller Fairclough en tredimensionel model 2 til brug i en diskursanalyse. I Faircloughs tredimensionelle model indgår den konkrete tekstanalyse, analysen af den diskursive praksis og analysen af den sociale praksis i en diskursanalyse af enhver kommunikativ begivenhed (Jørgensen og Phillips 1999:80). Tekst forstås i denne sammenhæng som produktet, eksempelvis i form af et billede eller en tale. Da Fairclough ser en distinktion mellem de forskellige elementer, bør disse også analyseres hver for sig. Han forklarer, at man i den kritiske diskursanalyse først og fremmest må tage fat i analysen af den diskursive praksis, herefter analysen af selve teksten og dens lingvistiske elementer, og til sidst indsætte sin analyse af disse to i den sociale praksis, og analysere denne. Ved analysen af den diskursive praksis, tages udgangspunkt i hvordan tekstforfatteren bl.a. trækker på allerede eksisterende (eller tidligere eksisterende) diskurser og genrer, for at tydeliggøre sin egen. Her kan eksempelvis være tale om en tekstforfatter, der trækker på begivenheder eller nøglepersoner fra en tidligere 2 Se bilag 3 Side 20 af 94

21 historisk periode, for derved at influere konsumptionen af teksten. Herved kan man gennem den diskursive praksis, som tekstforfatter, have indflydelse på den sociale praksis, idet der gennem valget af diskurs, der bruges, opstår forskellige muligheder for fortolkning. Herefter kigges der på selve tekstanalysen; altså eksempelvis analysen af den kommunikative begivenhed. Man ser her på hvordan de udvalgte diskurser, kommer til udtryk i teksten, og det er derved muligt på denne måde at understøtte sin diskursanalyse (Jørgensen og Phillips 1999:95). Det er her diverse tekstanalytiske begreber kommer i brug herunder begrebet om modalitet. Dette dækker over hvorledes man igennem det skrevne sprog henholdsvis kan understrege sin grad af tilslutning ( affinitet ) til en sætning. Eksempelvis kan man nedtone sine udmeldinger ved at indsætte ord som måske eller lidt. Omvendt kan man anvende direkte konstateringer, for på denne måde at tilslutte sig fuldstændigt til sin sætning. Hvilke modaliteter man vælger at anvende i den kommunikative begivenhed, har indflydelse på diskursens konstruktion, og på hvordan teksten konsumeres (Jørgensen og Phillips 1999:96). Man kan desuden nævne, at det er mellem analysen af den diskursive praksis og analysen af teksten, at den intertekstuelle analyse kommer i spil. Som Fairclough beskriver: Den ser på teksten fra et diskursiv praksis-perspektiv og ser på spor efter den diskursive praksis i teksten (Fairclough 2008:129). Sidst, men ikke mindst, indsættes disse analyser i den sociale praksis. Som nævnt tidligere, mener Fairclough ikke, at man kan analysere den sociale praksis udelukkende ved brug af diskursive begreber (Fairclough 2008:21). Man bør først og fremmest se på den relation, der er mellem den diskursive praksis, den tekst, den bliver fremsat igennem og den bredere sociale praksis den er del af. Herefter bør man se på hvilke ikke-diskursive elementer, der eventuelt kunne være til stede i den sociale praksis. Som Fairclough forklarer, om analysen af den sociale praksis i forhold til tekstanalysen af den kommunikative begivenhed: Side 21 af 94

22 Det kan involvere dens mere umiddelbare situationelle kontekst, den bredere kontekst af institutionelle praksisser, som begivenheden er indlejret i, eller den endnu bredere samfundsmæssige og kulturelle ramme (Fairclough 2008:130) 9.5 Identitetsbegrebet og identitetspolitik Identitet kan være mange ting. Ens personlige identitet kan være del af mange identitetsgrupper, og på den måde være en del af en fælles identitet. Vi vil her kort komme ind på hvad identitet udgør, og hvordan vi arbejder med identitet, for at finde ind til hvordan identitetspolitik bruges i talerne, vi vil analysere. Identitetspolitik er groft sagt, når man bruger sin identitet til at opnå noget; man kan ønske at opnå mange forskellige ting - eksempelvis anerkendelse, land etc. Dette sker oftest i grupper, hvor fællesnævneren er identiteten. Ved at stå sammen omkring identitet og et fælles ønske for en bedre fremtid, er der større chance for, at man bliver hørt. Identitetsbegrebet er et meget flydende begreb med flere tolkninger. Vi vælger at fokusere på kollektiv identitet, frem for identiteten for det enkelte individ, altså på mesoniveau (gruppeniveau). Ved en sådan vinkling vil fokus altså være på befolkningsgrupper, minoritetsgrupper, identitetsgrupper, samt disses følelser og opfattelser af gruppeidentitet. Identitet opfattes i dag som noget, der på den ene side ligger dybt i os og dermed ikke kan mistes, men på den anden side noget vi må beskytte og værne om, for ikke at miste det. Identitet opfattes som noget, der er rodfæstet i os og samtidigt noget vi aktivt skal søge efter, og forsøge at skabe selv (Frello 2012:9). Vi forsøger først vores egen identitet idet vi føler, at vores identitet bliver truet. Vi bliver nødt til at identificere de andre, før vi kan finde ind til os selv, og dette er først nødvendigt i det øjeblik vi føler de andre truer vores eksistens i en grad. Dette kan ske, når der opstår et skel mellem identitsgrupper eksempelvis mellem majoritet og minoritet. Side 22 af 94

23 Under disse omstændigheder, står vi sammen om vores identitet. Idet vi står sammen, står vi stærkere og på denne måde bliver vores stemme og indflydelse større - muligvis så stor, at politikere bliver nødt til at handle, for at mediere eventuelle problematikker mellem majoriteten og den pågældende identitetsgruppe. Den franske filosof Michel Foucault mente, at forståelsen af menneskets natur, er historisk foranderligt, og dermed bliver menneskets identitet historisk foranderligt. Som Frello forklarer: ifølge Foucault resulterer menneskers søgen efter den skjulte sandhed om sig selv altså ikke i, at de finder sandheden. Den resulterer snarere i, at de producerer sandheden. (Frello 2012:30). Et andet syn på hvordan vi skaber vores identitet, er essentialisme. Essentialismen bunder i korte træk i, at identitet er noget, der allerede er der (Frello 2012:18). Sandheden om identitet er stabil - så at sige kulturelt og historisk forankret - og grænserne mellem forskellige identiteter er klare og afgrænsede. Et tredje syn er konstruktivismen, som stiller sig kritisk overfor essentialismen. Konstruktivismen påpeger derimod, at identitet er foranderlig og åben for forskellige eller endda konkurrerende fortolkninger (Frello 2012:27). Foucault tilslutter sig konstruktivismen mere end essentialismen, idet han mener, at menneskets natur er historisk foranderlig, og identiteter dermed bliver foranderlige. På samme måde er identitet ikke et færdigt produkt som mennesket blot skal finde, men en proces hvori man producerer sandheden. Teoretikeren/sociologen Stuart Hall er ligeledes kritiker af den essentialistiske identitetspolitik - som han kalder for identitetslogikken. Hall mener, at tanken om, at man kun kan tilhøre én identitet og ikke flere, er forældet og hører til i en anden tid end den vi lever i i dag, hvor informationer og teknologi udvikler sig, og udveksles fra minut til minut. Hall mener, at vi godt kan have flere identiteter, samt at vores identitet er afhængig af sammenhængen vi befinder os i. Hall mener ligeledes ikke, at identitet er forankret i historien, men nærmere er afhængig af, hvordan vi positionerer Side 23 af 94

24 os i forhold til historien, og ligeledes hvordan vi positionerer os i forhold til historiefortælleren. Man kan dermed sige, at forskellen mellem dem og os ofte er historisk forankret, og dermed til en vis grad konstrueret, og ud fra denne konstruerede forskel opbygger vi vores egen identitet. Som Frello siger: ( ) det at identitet er afhængige af at blive fortalt for at eksistere, ikke betyder, at de er mindre virkelige, og det gøre heller ikke den materielle eller politiske effektivitet mindre. (Frello 2012:225) Stuart Hall er interesseret i, hvordan Vesten er blevet et begreb. Set i et historisk lys, har Vesten altid været den største og stærkeste magt, og derfor har hvide tilhørt majoriteten, mens sorte har været en minoritet - muligvis ikke altid set i lyset af befolkningstallet, men hvis man ser på magtfordelingen. Hall er ligeledes kritisk over for identitetspolitik i den betydning, at man argumenterer for rettigheder med henvisning til en særlig, fælles identitet (Frello 2012: 235). Hall er dog enig i, at man er nødt til at slå sig sammen over fælles træk (fx hudfarve) for at opnå en større betydning og dermed blive hørt. Frello forklarer: Ideen om, at sorte er gode, eller at de er ens, er, eller har været, en nødvendig fiktion, som har bidraget til politisk mobilisering mod undertrykkelse og til skabelsen og opretholdelsen af selvrespekt blandt marginaliserede grupper. (Frello 2012:236) Altså, det at opstille og opdele folk i såkaldte kategorier har været en nødvendighed, for at opnå den respekt som mange minoriteter føler de ikke får. Hall mener dog, at selvom kategoriseringen kan hjælpe minoriteterne på vej, så er den samtidig fiktiv, og når denne fiktive opdeling bliver accepteret blandt befolkningsgrupper, og nogle endda begynder at identificere sig ud fra denne opdeling, opstår problemer. Slaver har fælles historie ved at være gjort til slaver og ved primært at komme fra Afrika. men samtidig kom de fra forskellige steder og havde forskellige sprog og forskellige guder. Paradokset er, at det var selve det, at Side 24 af 94

25 de blev gjort til slaver i den vestlige plantageøkonomi, der forenede disse folk på tværs af forskelle, samtidig med at det rev dem væk fra den direkte adgang til deres fortid. (Hall i Frello 2012:236). Her ser man ligeledes, hvordan den fiktive kategorisering bliver en fællesnævner og historiske diskursiver forsvinder til fordel for nye. Mange glemmer i dag, at slaver ikke har en fælles baggrund, og anerkender man ikke dette, så glemmer man en del af historien. På trods af den store kritik af essentialisme, der altså grunder i, at identitet er historisk og kulturelt forankret, er det også muligt, at se på denne som noget positivt. Adskillelsen mellem identiteter der altså sker, når identitet allerede er bestemt på forhånd er ikke nødvendigvis udelukkende negativt, hvilket også vil komme til udtryk i analysen af Barack Obamas tale. Her ses hvordan anerkendelsen af skellet mellem majoritet og minoritet ikke bør ses som ødelæggende for fællesskabet, men at vi bør byde sociale og kulturelle forskelle velkommen. Vi formoder alle, at vi har en identitet inden i os, samtidig med, at vi har en identitet, som vi er med til at skabe i et fællesskab. I disse fællesskaber, kæmper nogle grupper for at få lov til at beholde deres identitet, mens andre kæmper for at få deres identitet anerkendt. I denne forbindelse er der som regel tale om hvordan minoriteter - hvad enten det er etniske, sociale eller andre former for minoriteter - i et samfund kæmper for at få deres identitet anerkendt af majoriteten. Uden disse diverse identitetsgrupper, som kæmper for accept af deres identitet, kan man argumentere for, at der ikke havde sket større ændringer i det politiske liv. I bl.a. USA var det identitetsgrupper, der var med til at ændre kvinderettighederne, og ligeledes etniske identitetsgrupper ledet af Martin Luther King - som var med til at ændre sortes rettigheder. Det blev også set hvordan homoseksuelle sørgede for at AIDS blev Side 25 af 94

26 anerkendt som en reel sygdom, og ikke længere var tabubelagt 3. Sådanne identitetsgrupper består af folk med samme ønske for fremtiden. Folk, der finder sammen for at blive hørt, og for at få mulighed for større indflydelse, folk som ligeledes ofte har en fælles historisk og kulturel diskurs (Hall i Frello 2012:220). I USA er sådanne grupper talrige. Der findes et utal af græsrodsbevægelser og interesseorganisationer, som har større eller mindre indflydelse i det politiske liv. Der findes desuden et fåtal af store interesseorganisationer, som er med til at støtte politiske kandidater i opløbet til præsidentvalg økonomisk. Kandidaterne skal dog til gengæld varetage visse af organisationernes interesser, for at være berettiget til støtten (Obama 2006: ). Valgkampagner er svimlende dyre i USA præsident Obamas genvalgs-kampagne i 2012 kostede 852,9 millioner USD, mens modkandidaten Romney brugte 752,3 millioner USA 4. Kandidaterne har derfor nødvendigvis brug for finansiel støtte til at promovere deres valgkampagne, og interesseorganisationer kommer dermed til at spille en større rolle end man umiddelbart tror. Identitetspolitik kommer dermed også til at spille en rolle i den generelle politik Identitetspolitik Hvis identitetspolitik og dermed identitetsgrupperne skal have en indflydelse, bliver man nødt til at kigge på den historiske udvikling i USA, for at forstå hvad der har været med til at danne grundlag for dem og os, hvid og sort og hvad, der dermed har været grundlaget for, at etniske minoritetsgrupper har haft behov for at stå sammen for at blive hørt og accepteret. Derfor vil vi i dette afsnit redegøre for, hvordan etniske minoriteters samfundsmæssige position i USA har udviklet sig 3 Identity Politics. Udgivet af Standford Encyclopedia of Philosophy. Internetadresse: 4 The 2012 Money Race: Compare the Candidates. Udgivet af The New York Times. Internetadresse: Side 26 af 94

27 gennem historien, for at kunne give et historiemæssigt perspektiv til konteksten af henholdsvis Clintons og Obamas holdninger med hensyn til minoriteters placering inden for den amerikanske samfundsstruktur. Vi har valgt at fokusere på disse etniske minoriteter i forhold til identitetspolitik, og hovedsageligt den sorte befolkning, for netop at undersøge om Obamas tilhørsforhold til denne minoritetsgruppe har spillet en rolle under valgkampen i Minoriteters position har, gennem tiderne, været et omstridt emne i USA. Helt tilbage i slavetiden var den en af samfundets største problemstillinger, og slavespørgsmålet udmundede i sidste ende i den amerikanske borgerkrig i 1861, hvor USA s stater splittede op i henholdsvis unionen, ledet af daværende præsident Abraham Lincoln, og konføderationen, ledet af Jefferson Davis. I 1862 udstedte Lincoln en Emancipation Proclamation, som foreslog at frigive slaverne i de rebelske stater og derved gjorde ophævelsen af slaveriet til et primært mål for krigen. Da nordstaternes union stod sejrrige i 1865, og the thirteenth amendment blev vedtaget og afskaffede slaveriet, så det umiddelbart ud til at de tidligere slaver kunne gå en lys fremtid i møde under Rekonstruktionen. Denne raceneutrale genopbygning af det amerikanske samfund blev dog stærkt modarbejdet af de forhåndenværende medlemsstater af konføderationen. Denne modstand resulterede i det, som blev kendt som Jim Crow love; legalisation, som mere eller mindre direkte diskriminerede mod minoriteter - specifikt de tidligere sorte slaver - ved at begrænse deres civile og økonomiske rettigheder. Mellem 1890 og 1910 nåede den hvide modstand mod de etniske minoriteter sit højdepunkt, og den udbredte, offentlige segregation udskilte og fremmedgjorte minoriteternes identitet i samfundet 5. Denne raceadskillelse var dog ikke begrænset til den sorte minoritet. I takt med at migrationen fra Europa øgedes i løbet af 1890 erne, og mange fra Syd- og Østeuropa ankom til USA, blev også disse betragtet som mindreværdige i forhold til majoriteten 5 Civil War, Reconstruction and Jim Crow. Udgivet af American Anthropological Association. Side 27 af 94