NÅR BØRN OG UNGE ER PÅRØRENDE

Transkript

1 4 December 2013 nr årgang Barndommens betydning De første leveår er helt afgørende for, hvordan vi udvikler os som mennesker. På vagt juleaften Mange oplever, at ensomhed og konflikter i familien forstærkes i julen. Psykiatrifondens frivillige telefon rådgivere lytter til de svære følelser i juletiden. PSYKIATRI INFORMATION TEMA: NÅR BØRN OG UNGE ER PÅRØRENDE Udgivet af Psykiatrifonden INTERVIEW MED BILLEDKUNSTNER KASPAR BONNÉN: MAN MÅ TAGE SIT LIV PÅ SIG REPORTAGE FRA INFORMATIONSBUSSEN SÅDAN TALER MAN MED BØRN OG UNGE OM SVÆRE EMNER

2 2 PsykiatriInformation LEDER vigtige overgangsfaser i livet (fx den første fangst eller konfirmationen), og samtidig inkluderes den unge og får status som en betydningsfuld deltager i samfundet. Anne Lindhardt Anerkendelse af den, man er Af Anne Lindhardt, Psykiatrifondens formand Jeg er netop kommet hjem fra det nordlige Grønland, hvor jeg har været på psykiatrisk konsulentbesøg og igennem nogle uger har tilset patienter. Jeg blev også en aften inviteret til kaffemik hos en familie, der fejrede, at deres søn havde skudt sin første hval. Bordet var dækket med grønlandsk mad: matak (hvalhud), som er en særlig delikatesse, kogte tarmpølser fra hvalen og rå lever, som der smovses i. Jeg holdt mig tilbage fra det sidste. Endvidere var der kager i overflod og selvfølgelig kaffe. Voksenlivets kompetencer Bordet var dækket med billeder af drengen, dels som lille, dels fra nu, hvor han er 13 år. Folk kom på besøg, beundrede hvalhovedet, der lå i entreen, og mæskede sig i mad og kager. Der var tale om en fejring, en indvielse til voksenlivets kompetencer, og en anerkendelse af, hvad drengen allerede nu kan præstere. Det er et gammelt ritual fra dengang, fangsten var lig med overlevelse, men fangst er stadig en vigtig kunnen i Grønland. Dette nummer af Psykiatri-Information handler om børn og unge som pårørende. Billedkunstner Kaspar Bonnén fortæller i et interview om, hvordan det påvirker en som barn og som voksen at vokse op med en mor med en alvorlig psykisk sygdom, men også om at acceptere det, man kommer af, og slutte fred med både sit ophav og sig selv. Professor Bo Møhl skriver om barndommens betydning. Han fortæller, hvordan barnet gennem tilknytning til andre lærer, hvad det vil sige at være menneske, og får mulighed for at forstå både sin egen og andres adfærd og handlinger. Det kaldes mentalisering. Kulturen er en vigtig del af mentaliseringen. Til kulturen hører ritualer. Ved ritualet anerkendes den enkelte i Anerkendelse af den, man er Det er en vigtig pointe i Bo Møhls artikel, at selv om vi fra føds len er udstyret med forskellig biologisk og psykologisk bagage, og selv om livsvilkårene kan falde meget forskelligt ud, så betyder det meget for ens livsudfoldelse, at man bliver bekræftet og anerkendt som den, man er. Det har stor betydning, at ens oplevelser og vurdering af verden bliver bekræftet eller korrigeret. Den unge fanger, der fejres ved kaffemikken, får både anerkendelse og bliver inkluderet. Og det kan danne en sund modvægt til andre måske svære erfaringer og oplevelser, han også kan have med sig i bagagen. Psykiatrifonden har med sine samtalegrupper med børn, hvis forældre har eller har haft psykisk sygdom, igennem en del år haft fokus på børnenes vilkår som pårørende. Læs interviewet med en af de familier, der har haft kontakt med Psykiatrifonden. Også underviserne i Psykiatrifondens Informationsbusser, der kører rundt til landets skoler, har fokus på, hvordan man taler med børn og unge om svære ting også om det at være pårørende i en ung alder. Så kom psykiatrirapporten Og så kom regeringens længe ventede rapport fra udvalget om psykiatri. Den har fået titlen: En moderne, åben og inkluderende indsats for mennesker med psykiske lidelser. I min sidste leder kommenterede jeg et tidligere udkast, der var lækket til pressen, og jeg påpegede en del områder, som jeg fandt mangelfulde. Det er glædeligt at se, at disse områder synes adresseret i den færdige rapport. Rapporten er meget grundig, og det tilhørende bilagsmateriale giver en fremragende viden om psykiatriens tal og organisering. Holdninger sættes på en nødvendig dagsorden. Der er taget udgangspunkt i de(t) menneske(r), som det hele drejer sig om, og det er hensigten, at bureaukratisering og kassetænkning skal minimeres. Der er meget med, men en del mangler. Inde i bladet er en lidt fyldigere kommentar til rapporten. Med rapporten er et vigtigt skridt taget, og Psykiatrifonden ser frem til at bidrage til, at de mange ord kan omsættes til virkelighed. I år går Psykiatrifondens juleindsamling netop til at styrke vores arbejde for børn som pårørende. Derfor håber jeg meget, at du vil støtte vores indsamling. Se bagsiden eller læs mere på www. psykiatrifonden.dk. Rigtig glædelig jul og et ønske om et godt nytår for alle.

3 PsykiatriInformation 3 Psykiatri-Information udgives af Psykiatrifonden Hejrevej København NV Tlf Giro pf@psykiatrifonden.dk Psykiatrifondens Telefonrådgivning Tlf NÅR BØRN OG UNGE ER PÅRØRENDE Ca børn og unge i Danmark vokser op i familier med psykisk sygdom. Det er ofte både svært at forstå og tale om psykisk sygdom især når man er barn eller ung. Men det kan have alvorlige konsekvenser, hvis børn og unge ikke får hjælp eller støtte, når mor eller far er syg. Fx ved man, at børn og unge i familier med psykisk sygdom har en øget risiko for selv at udvikle psykiske problemer. Dette nummer af Psykiatri- Information sætter fokus på børn og unge som pårørende. Hvilken betydning har barndommen, og hvordan er det at vokse op med en psykisk syg forælder? Men også om hvordan man kan tale med børn og unge om de svære ting, både som forælder eller anden voksen i barnets netværk. Redaktionen Tryk AKA-PRINT A/S Oplag Abonnement Psykiatrifonden Tlf Fax Bladet udkommer fire gange årligt Deadline for næste nr. 1. januar 2014 INDHOLD 02 Leder Anerkendelse af den, man er Af Anne Lindhardt 04 Barndommens betydning Af Bo Møhl og Marie Ejlersen 21 Ny psykiatrirapport Af Anne Lindhardt 22 Man kan altid gøre sin verden lidt bedre Af Tinne Schou Otkjær Næste nr. udkommer marts 2014 ISSN X Der tages forbehold for trykfejl og ændringer. Barndommens betydning Side Man må tage sit liv på sig Interview med billedkunstner Kaspar Bonnén Af Marie Ejlersen 11 Nyt fra Psykiatrifonden 24 Sådan er det for mange i december Af Tina Juul Rasmussen 27 Nyt fra forskningen Af Per Vendsborg Forsidefoto: Mette Johnsen Sponsorer AstraZeneca Janssen-Cilag A/S Lundbeck Pharma A/S Otsuka Pharma Scandinavia Servier Danmark A/S Sponsorer har ingen indflydelse på bladets indhold. Protektor HKH Kronprinsesse Mary 12 Er det ikke ret normalt, at man taler med sine kanariefugle? Af Marie Louise Kjølbye 16 Jeg troede, det var min skyld Af Dorthe Lysdal Sørensen 18 Livet skal ikke bare overleves Interview med designer Ditte Lamptey Af Marie Ejlersen 28 Bøger fra Psykiatrifondens 31 Psykiatri-dag i 2014 Daglig ledelse konstitueret administrerende direktør Marianne Skjold Interview med tøjdesigner Ditte Lamptey Side DET ARBEJDER VI FOR Psykiatrifonden arbejder for, at vi alle sammen kan have et godt liv på trods af psykiske sygdomme og problemer. Vi vil styrke den enkeltes modstandskraft og arbejde for et samfund, hvor færre bliver syge, og flere kommer sig.

4 4 PsykiatriInformation BARNDOMMENS BETYDNING Af professor, cand.psych. Bo Møhl og cand.mag., redaktør Marie Ejlersen Selvom udviklingen hele livet har indflydelse på, hvordan vi bliver som personer, så peger al forskning på, at vores barndom har den allerstørste betydning. Mennesker er mest følsomme i barndommen, hvorfor hændelser indlejrer sig i bevidstheden og i følelseslivet som erfarin ger, der kommer til at præge én resten af livet. Både gode, beri gende oplevelser og svære eller traumatiske oplevelser er med til at forme personligheden. Imidlertid er der ikke en direkte årsag-virkning-sammenhæng mellem barndomsoplevelser og hvordan, man er i voksenlivet. Det mente man ellers i gamle dage. De første leveår I dag ved vi, at alle mennesker fødes med eller tidligt i livet erhverver en sårbarhed for at udvikle psykisk sygdom eller større eller mindre psykiske problemer. Sårbarheden kan ligge i generne, eller den kan udvikles i det helt tidlige samspil med de nære omsorgspersoner, oftest forældrene. Ud fra den sygdomsmodel, som vi kalder for sårbarheds-stress-modellen, skal vi også Hvis barnet oplever en utryg tilknytning, fordi den tidlige relation til fx moren er præget af uforudsigelighed og måske tab og adskillelse, så må barnet bruge al sin energi på at holde sammen på sig selv, og så er der ikke overskud til at interessere sig for verden... senere i vores liv opleve stress og belastende omstændigheder, før end vores sårbarhed slår igennem og viser sig som psykisk sygdom. Er vi meget sårbare, skal der ikke så meget til, før vi udvikler psykisk sygdom. Er vi mindre sårbare eller har modstandskraft, skal der større belastninger til, før vi bliver psykisk syge. Der er således både arvelige og miljømæssige faktorer bag psykisk sygdom. Det er derfor, man med undren kan se, at nogle mennesker klarer sig igennem mange svære oplevelser og omstændigheder ikke mindst i barndommen mens der hos andre ikke skal så meget til for at udløse psykiske problemer eller tegn på over belastning og stress. Den tidlige tilknytning Den periode i barndommen, der spiller den allerstørste rolle for vores videre liv, er de første leveår. Det er i de første år, at tilknytningen til omsorgspersonerne sker, og man ved, at tilknytningen er helt central for udvikling af både sårbarhed og modstandskraft mod psykisk sygdom. SÅRBARHEDS-STRESS-MODELLEN Sårbarheds-stress-modellen er oprindeligt lavet i begyndelsen af 1960 erne for at forstå udviklingen af skizofreni, men bruges nu for at forstå udvikling af alle psykiske sygdomme. Den forudsætter, at alle er udstyret med en vis grad af sårbarhed, der under særlige belastninger (stress) kan føre til udvikling af psykisk sygdom. maximum tærskel Hos mennesker, der ikke er så sårbare, fordi de er robuste eller har det, man kalder for resiliens, skal der en meget stor belastning til for at udløse psykisk sygdom. stress rask syg Omvendt gælder det for mennesker, der er meget sårbare, at der kun skal en lille belastning til for at udløse en psykisk sygelig reaktion. minimum lav sårbarhed

5 PsykiatriInformation 5 Illustration: Gitte Skov Omsorgspersoner kan være mor eller far, men også andre, som har tæt kontakt med barnet. Ved en tryg tilknytning oplever barnet at blive taget sig af på en stabil og forudsigelig måde. Det giver barnet mulighed for at lære at udforske, hvordan det er at være menneske. Barnet lærer sig selv at kende ved at se sig selv i fx morens øjne. Den måde, hun reagerer på barnet på, hjælper det til at forstå sine egne følelser og ikke mindst, at det er forskellig fra sin mor. Barnet lærer det, man i dag kalder for mentalisering, nemlig evnen til at forstå sin egen og andres adfærd som meningsfuld ud fra bagvedliggende tanker, følelser, motiver, behov og impulser. Mentalisering Evnen til mentalisering udvikles også efter de første leveår og den tidlige tilknytning, og hvis ikke man har lært det af sin primære omsorgsperson (moren), så kan faren bidrage med en forståelse, der kan udvikle denne meget vigtige psykiske funktion. Man lærer nemlig at mentalisere ved at møde andre mennesker, der mentaliserer. Hvis barnet derimod oplever en utryg tilknytning, fordi den tidlige relation til fx moren er præget af uforudsigelighed og måske tab og adskillelse, så må barnet bruge al sin energi på at holde sammen på sig selv, og så er der ikke overskud til at interessere sig for verden omkring og til at lære at mentalisere. Risiko for psykisk sygdom Hvis man mangler evnen til mentalisering, så er man meget sårbar og vil have risiko for at udvikle psykisk sygdom senere i livet, dels fordi man mangler evnen til at aflæse og forstå, hvad der sker i andre mennesker, dels fordi man ikke kan mærke og forstå

6 6 PsykiatriInformation sine egne følelser. Forholdet til den tidlige omsorgsperson (oftest mor) spiller således en stor rolle for, hvordan individet udvikler sig. Nogle mødre og børn har lettere ved at danne en tryg relation end andre. Hvis moren fx er optaget af andre ting end sit barn måske fordi hun har en depression eller lider af en borderlinepersonlighedsforstyrrelse så kan hun have svært ved at give den tryghed og stabilitet, som hendes barn har brug for. Nogle børn kan imidlertid også være født med et temperament, som gør, at det kan være svært at skabe en tryg kontakt. Hvis barnet er meget ængsteligt, sensitivt eller irritabelt, kan det være svært for enhver mor at skabe en tryg tilknytning, og det barn vil derfor vokse op med en sårbarhed, som gør, at det ikke kan klare så store belastninger senere i livet uden at reagere med psykisk sygdom. Modstandskraft Imidlertid er der også børn, som har en robusthed, som gør, at de på trods af svære omstændigheder kan klare sig og udvikle en god mentaliseringsevne, der yderligere bevirker, at disse børn udvikler modstandskraft, som man også kalder for resiliens. Evnen til mentalisering, som man har fået fra sine tidlige omsorgspersoner, og dermed evnen til at forstå sig selv og andre mennesker, er en vigtig modstandskraft mod psykisk sygdom senere i livet. FORSKELLIGE TYPER AF TILKNYTNING Den engelske psykiater John Bowlby og hans canadiske assistent Mary Ainsworth har fundet fire forskellige tilknytningstyper hos 1-2-årige børn, som også kommer til at spille en stor rolle for deres forhold til andre mennesker, når de bliver voksne. Mary Ainsworth gennemførte et eksperiment, hvor de undersøgte, hvordan disse børn reagerede, bl.a. når deres mor forlod dem, og når hun kom tilbage. A) Ængstelig afvisende tilknytning. Børnene reagerer kun ganske lidt, når de bliver adskilt fra deres mødre, og ignorerer hende, når hun kommer tilbage. Senere i livet er der risiko for, at disse børn bliver følelsesmæssigt isolerede, afviser andre og har et ringe selvværd. B) Tryg tilknytning. Børnene bliver kede af det, når de adskilles fra deres mor, men lader sig trøste, når hun kommer tilbage. Disse børn vil senere kunne indgå i følelsesmæssige relationer og har større selvtillid end de ængsteligt tilknyttede børn. C) Ængstelig ambivalent tilknytning. Børnene bliver ulykkelige, når de adskilles fra moren og er svære at trøste, når hun kommer tilbage. Senere er der risiko for, at disse børn bliver ængstelige og anspændte, samtidig med at de er passive og hjælpeløse. D) Ængstelig desorganiseret tilknytning. Disse børn reagerer forvirret og uforudsigeligt, både når moren forsvinder, og når hun kommer tilbage. Disse børn er meget sårbare, og der er risiko for, at de udvikler psykisk sygdom senere i livet, fx personlighedsforstyrrelser eller andre psykiske sygdomme, hvor relationen til andre er forstyrret. Andre eksempler på resiliens eller modstandskraft hos børn er god begavelse, humor, evnen til at se det meningsfulde i selv meget svære ting, evnen til at knytte bånd til andre, som kan give børnene kontakt, varme og spejle dem på en måde, som styrker deres selvfølelse og tro på sig selv. Personer i barnets omgivelser og søskende kan bidrage ved at være der for barnet og måske bekræfte barnet i dets oplevelser. Selvom man er vokset op under svære vilkår, så viser undersøgelser, at det at blive anerkendt, bekræftet eller valideret i sine oplevelser er en anden meget vigtig faktor, når det handler om at kunne udvikle sig til at harmonisk menneske. Hvis man har en mor eller far med angst eller en anden psykisk sygdom, så er det vigtigt, at der er andre omkring barnet, som kan hjælpe det med at korrigere opfattelsen af, at verden fx er farlig, eller at der er nogen efter én, og anerkende, at det kan være svært at være sammen med en forælder, der ser helt anderledes på verden. Mange børn er så solidariske med deres forældre, at de har svært ved at stole på deres egen oplevelse af verden. Disse børn har brug for søskende eller andre voksne, som kan hjælpe dem til at få bekræftet, at deres opfattelse er o.k. Men det er ikke kun det at have en psykisk syg mor eller far, der kan gøre det svært at være barn. Andre stressfaktorer er overgreb, mobning, fattigdom, mange skoleskift, tab

7 PsykiatriInformation 7 af nærtstående familiemedlemmer eller venner, sygdom hos barnet selv eller hos forældre, som kan være en belastning for barnet. Forældre med psykisk sygdom Børn, der vokser op i familier, hvor en eller begge forældre har en psykisk sygdom, har nogle specielle udfordringer. Mennesker med psykisk sygdom har ofte en svækket evne til mentalisering, som kan være en del af selve sygdommen, og derfor har børn af psykisk syge forældre også selv en risiko for at udvikle en ustabil mentaliseringsevne. Ud over den sårbarhed, som dette kan give, er det i sig selv en stressfaktor for mange børn med psykisk syge forældre, at de skal kunne klare sig i en familie, der indimellem kan være præget af forældrenes manglende stabilitet, utilregnelighed, depression, psykose eller misbrug. Hvis en mor har en spiseforstyrrelse, vil hendes barn ofte også få et forstyrret forhold til krop og mad, og hvis en far lider af angst eller OCD, så er hans barn også i risiko for at overtage hans syn på verden som farlig og angstprovokerende. Er det min skyld? Et barn kan let føle skyld over fx sin fars depression eller sin mors følelsesmæssige uligevægt. Børn kan også opleve det som et stort ansvar at skulle tage sig af sin syge forælder eller stå for alt det praktiske i hjemmet som indkøb, madlavning og rengøring. I sådanne situationer, hvor børn bliver forældre for deres forældre, er der ikke plads til at være barn, og det vil uundgåeligt påvirke barnet senere i livet. Som barn kan det være svært at overskue og se mening i noget, der er så uforståeligt, som psykisk sygdom ofte kan være. Disse børn har specielt brug for, at andre mennesker forstår og anerkender deres oplevelser. Blot det at få at vide, at mor er ked af det, fordi hun har en depression og ikke på grund af noget, barnet har gjort eller sagt, er en meget vigtig ting. Mennesker omkring barnet, søskende eller andre familiemedlemmer kan støtte barnet ved at anerkende og bekræfte dets oplevelse: Det giver god mening, at du har det svært, når din mor har det så skidt. Jeg kan godt forstå dig. Som barn kan det være svært at overskue og se mening i noget, der er så uforståeligt, som psykisk sygdom ofte kan være... Blot det at få at vide, at mor er ked af det, fordi hun har en depression og ikke på grund af noget, barnet har gjort eller sagt, er en meget vigtig ting. Et sådant udsagn er en validering af barnets oplevelse og dermed med til at styrke dets mentalisering og psykiske modstandskraft. Angsten for selv at blive syg Oven i den belastning, som det kan være at passe på både sig selv og sin syge mor eller far og måske skulle skjule det for omgivelserne, så kan det også være svært for børn at skulle bære på angsten for selv at blive psykisk syg. Denne ængstelse kan tage mange kræfter fra et barn, og nogle børn reagerer med mareridt om natten eller med at udvikle tvangshandlinger, fx trangen til at vaske hænder igen og igen. Undersøgelser viser, at børn kan klare rigtigt mange svære ting, hvis de har nogle omkring sig, som kan støtte dem ved at forstå og tale om de svære ting. Social støtte er uvurderligt vigtigt for, at vi kan udvikle os til harmoniske og glade mennesker. Hvis ikke forældrene er i stand til at give den sociale støtte, fordi de selv har problemer, så er der andre, der kan opfylde dele af den funktion, vel vidende at forældre aldrig kan erstattes. Lærere, pædagoger, søskende, venners forældre eller forældres venner kan være dem, der gør, at barnet vokser op med et stabilt selvbillede og tillid til verden. Børn, der er vokset op med psykisk syge forældre, kan udvikle sig til at blive overbeskyttende over for andre og til at være hypersensitive over for andres humør, gestik, tonefald, stemninger og lignende. Det er, som om de ikke kan glemme, at de ikke skal være ansvarlige og på vagt. At skulle sætte sig selv i anden række i forhold til sine ustabile forældre kan give problemer, som barnet tager med sig ind i voksenlivet. Imidlertid er det vigtigt at tænke på, at langt de fleste af os med tiden har fået repareret tidligere traumer og problemer i forhold til forældre i kraft af stabile kontakter til venner, ægtefælle eller partner, kollegaer og andre, som har lært os, at verden ikke kun består af mennesker, der er ustabile og sårbare som vores forældre. Livet byder på mange muligheder for at få korrigerende følelsesmæssige oplevelser, der kan reparere de gamle sår.

8 8 PsykiatriInformation INTERVIEW MED BILLEDKUNSTNER KASPAR BONNÉN MAN MÅ TAGE SIT LIV PÅ SIG Af redaktør, cand.mag. Marie Ejlersen, Psykiatrifonden Billedkunstner Kaspar Bonnén var 8 år, da hans mor blev syg med skizofreni første gang. Han husker ikke meget fra den første sygdomsepisode. Men han ved, at han og hans et år ældre søster hurtigt lærte signalerne på nye episoder at kende og i øvrigt lærte at klare sig selv. Tidligere på året udstillede Kaspar Bonnén en erindringsscenografi på Kunstforeningen Gl. Strand i København. Udstillingen hed The Past Will Never Leave You og gengav grundplanet over den lejlighed, hvor han boede som barn med sin søster og psykisk syge mor. De forskellige rum med personlige objekter fra morens hjem, hendes journaler fra gentagne indlæggelser og hans tekster om barndommen, udtrykte stemninger og følelser, som Kaspar Bonnén forbinder med sin opvækst og barndomshjemmet. For de fleste udgør barndomshjemmet en tryg ramme. Kaspar Bonnén har med sin udstil ling her tre år efter morens død undersøgt, hvilke minder det skaber at vokse op i et hjem med en mor, der led af skizofreni. Starten på hendes sygdom var turbulent, fortæller han. Jeg var relativt lille og forstod ikke så meget af det, der skete, men jeg husker, at jeg de første år var meget forvirret og i tvivl om, hvorvidt det, hun sagde, var rigtigt eller forkert, siger han om morens vrangforestillinger. Min søster og jeg kunne godt se, når vores mor ændrede sig. Så kiggede vi hinanden i øjnene og var enige om, at hun var mærkelig, og at nu skulle vi gå uden om hende. måske drak lidt for meget. Så havde hun typisk en periode, hvor hun skulle finde ud af, hvad hun skulle lave, forklarer han om moren, der havde fået sine to børn tidligt og var i slutningen af 20 erne, da hun blev syg første gang. Hun var jo ung, så der var en masse ting, hun gerne ville i gang med, fx hendes billedkunst og teater. Hun følte ofte, at medicinen stoppede hendes kreative evner. Derfor ville hun gerne trappe ud af medicinen, hvilket også gik rimeligt i en periode. Men så stoppede hun typisk helt med sin medicin, og så blev hun tiltagende mærkelig, forklarer han. Der skete tit det, at hun arbejdede for meget eller ikke kunne overskue en opgave eller en konflikt med en kollega. Som jeg ser det, var der en eller anden Tænk nu på sidste gang. belastning, der triggede sygdommen. Vi kunne i hvert fald se, at når tingene begyndte at modarbejde hende, så fik hun det dårligt. Så var det nogens skyld, eller der var nogen, der ikke ville hende det godt. Lige der der blev vi enormt opmærksomme. Der ringede alarmklokkerne. Fra vi var år, begyndte vi at sige til hende: Skal du ikke huske at tage din medicin eller være lidt forsigtig. Min mor var paranoid. Hendes mest udtalte tanker var, at folk var efter os, at der var sammensværgelser, og at andre var ude på at gøre det dårligt for os. Hun sagde også, at vores far ikke var vores far, og at hendes egne forældre ikke var hendes forældre, men at hun var barn af et fransk ægtepar. Der var paranoia over for alting: de andre i ejendommen og forældre og lærere i skolen, fortæller han. Og moren gav ham og søsteren indtryk af, at alle steder var potentielt farlige. Jeg var mere følsom for skiftene i hendes tilstand end min søster. For jeg gik ind i hendes forestillinger og tænkte: Jamen hvad nu, hvis der faktisk er nogen efter os? Jeg kunne ikke helt slippe det. Kunne ikke forstå, at det bare skulle kunne komme helt ud af den blå luft. Men som årene gik, viste der sig et karakteristisk mønster i morens sygdom, som søskendeparret kunne begynde at forstå deres oplevelser ud fra. Der var et tydeligt skema: Hun blev syg, kom på hospitalet og kom så hjem til os igen. Derefter gik det rimelig godt, selvom hun Hvordan reagerede hun? Hun insisterede på, at det gik godt. Hun havde fået god energi, blev lidt manisk og ville både stoppe med at drikke og ryge. Og så kom punktet, hvor tingene modarbejdede hende, og så kunne det gå ret hurtigt, fra hun stoppede med at arbejde, til tankerne blev paranoide. Og hendes massive strøm af tanker og ord var ekstremt svær at sige noget til, forklarer han. Hvis vi modsagde hende, blev hun ophidset over, at vi ikke støttede hende. Så var vi hurtigt i ledtog med de andre. Derfor blev man bare nødt til at ignorere det. Hvordan gør man det som barn? Der er mange forskellige aldre i det her. Og det var faktisk derfor, vi begge blev smidt ud hjemmefra: Da vi var store nok til at sige hende mere imod. Vi flyttede begge, da vi var 16. Men i årene inden husker Kaspar Bonnén mest, at han blot var tavs. Både hjemme og ude blandt andre.

9 PsykiatriInformation 9 Min søster var mere åben om vores mors sygdom end jeg. Jeg prøvede fortsat at forstå symptomerne, at forstå hende. Min søster sagde direkte: Nu er hun underlig, og så trak hun sig og levede sit eget liv med sine venner. Jeg blev mere indadvendt og havde ikke lyst til at indvie andre i vores situation. Men, fortæller han, de to søskende havde aldrig følelsen af, at morens sygdom var deres skyld. Selv, når hun anklagede os for at være med de andre, fordi vi sagde hende imod, så var det så tydeligt, at hendes forestillinger startede et helt andet sted, og at det var verden derude, der var truende. Min søster og jeg havde også hinanden, og vi kunne godt se, når hun ændrede sig. Så kiggede vi hinanden i øjnene og var enige om, at hun var mærkelig, og at nu skulle vi gå uden om hende. Måske var det også for at bevare realitetssansen, at både han og søsteren forsøgte at opretholde et skemafast hverdagsliv. Fx var det at komme i skole meget vigtigt for os begge. At holde fast i de ting og fritidsaktiviteter, som tog os væk fra hjemmet, og at skabe en hverdag der, fortæller han. Derfor var det svært, når moren i perioder ikke tillod ham og søsteren at komme i skole eller at gå uden for en dør. Og det var utrygt, når hun pludselig forsvandt. Bedst husker han en biltur til Frankrig, hvor moren efterlod dem i bilen på forskellige parkeringspladser, på en restaurant eller i lobbyen på en dansk ambassade. Men jeg husker ikke, at der var nogen, der snakkede med os om, hvordan det gik derhjemme, siger han lidt forundret. Jeg tænker nogle gange på, hvordan vi klarede hverdagen? Da vi var helt små, købte vi på kredit hos købmanden. Vi lærte ret hurtigt at klare os selv. Min søster ringede efter hende på værtshuset og sagde, at hun skulle købe ind på vejen, fordi der ikke var noget mad. Det var ikke, fordi der skulle tages hånd om os, men det er alligevel underligt, at der ikke var nogen, der støttede os og sagde: Vi ved det er svært, eller du klarer det flot. Han husker også, at han var bevidst om, at han havde en anderledes mor. Fx det der med at invitere folk hjem. Det var utrygt. Men det var ikke sådan, at jeg kom hjem hos mine kammerater og tænkte: Bare det var sådan hos mig. Jeg ønskede mig ikke noget andet. Vi havde også nogle frihedsgrader derhjemme, og hun lyttede meget til os. Hun skældte os aldrig ud. Vi var meget nære. Nogle af oplevelserne glider sammen, fortæller han. Jeg kan næsten ikke huske, hvornår hvad skete. Følelsesmæssigt blander det sig og skaber bare sådan nogle stemninger, som jeg også kan mærke, at jeg bliver trykket af, nu når vi taler om det. En følelse af at have været rimeligt fortabt nogle gange og ikke at have vidst, hvad man skulle gøre. Og følelsen af svigt fra andre. Kaspar Bonnén var mere følsom over for skiftene i morens sygdom end sin storesøster. Han gik ind i hendes paranoide forestillinger og tænkte: Jamen hvad nu, hvis der faktisk er nogen efter os? Det er jo en efterrationalisering, men alligevel følelsen af at der ikke var andre i familien, der gjorde noget. I forbindelse med endnu en indlæggelse, da Kaspar og hans søster var år, foreslog en socialrådgiver, at søskendeparret blev boende hjemme i stedet for at flytte på en institution. Så boede vi alene i lejligheden nogle måneder, hvor socialrådgiveren kom et par gange og holdt lidt styr på det. Hvordan husker du de måneder? Det gik fint. Efter at vi havde været på børnehjem i 1980, var vi meget utrygge, når hun blev syg. Ville vi blive sendt væk igen? Hellere bo alene i lejligheden end at blive sendt til en institution. Det var en lettelse, når moren var indlagt, for så var der lidt ro, siger han. I det hele taget er uforudsigeligheden det, han husker mest tydeligt fra barndommen.

10 10 PsykiatriInformation var svært at komme væk fra. Jeg var ikke bekymret for hende, men jeg havde dårlig samvittighed over ikke at være der nok. Men det blev jeg kølig over for, da jeg var i 20 erne. Jeg prøvede at lave aftaler med min mor, især efter at jeg fik mit første barn. Det var nødvendigt, men enormt hårdt. Jeg havde en periode, hvor jeg ønskede at glemme det hele. Og masser af gange har jeg ønsket hende død. Så jeg ikke hele tiden skulle forholde mig til det. Først da Kaspar Bonnén var i 30 erne, fik han lidt af omsorgsfølelsen tilbage. Og hvis moren kom forbi og ville se børnebørnene, så var det fint nok. Også selvom hun havde drukket. Så var det sådan, det var, fortæller han. I udstillingen The Past Will Never Leave You genskaber Kaspar Bonnén dele af barndomshjemmet, hvor han boede med sin mor, der led af skizofreni. Det var det værste, tror jeg. Uforudsigeligheden sætter en stopper for ens egen udvikling. Da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg se, at der var mulighed for udvikling. Pludselig var der plads til mig. Jeg tror, at mine tanker var bundet meget op på hende, og på hvordan hun havde det. Hele mit ubevidste liv var koncentreret om at vejre situationen. Selv når min mor havde det godt, var fokus på det i mange år. Hun fyldte jo meget. Selvom min søster og jeg lavede andre ting, så var det hele tiden en baggrundsfølelse. Det var ikke en konstruktiv eller stimulerende uforudsigelighed. Det var følelsen af fare for, at der skulle ske noget, at man skulle være forsigtig eller ikke træde forkert. Først der syntes jeg heller ikke, det var flovt, at hun kom til en fernisering. Jeg gav lidt slip på frustrationerne. I stedet for at det var synd for mig, kunne jeg se, at det var rigtig hårdt for hende. Og jeg husker, at jeg sad til nogle af indlæggelsessamtalerne på den psykiatriske afdeling, hvor man taler med psykiateren om personlige ting, fx hendes kærester eller selvmordsforsøg, og jeg kunne se, hvor ensom hun også var. Og hvor hårdt det var for hende at gå igennem de her ting igen og igen og aldrig rigtig komme videre. Det er jo helt eksistentielt. Hvad er et liv, og hvad vil man med et liv? Hvad ville hun med det, og hvorfor var det, at alle de her ting ikke lykkedes for hende? Hvis hun havde fået hjælp tidligere, kunne det så være, at nogle ting var gået anderledes? spørger han. Tænker du det samme om dit eget liv? Nej, jeg har aldrig følt, at jeg havde været bedre tjent med noget andet. Jeg har ønsket hende død eller ikke-eksisterede, fordi situationen blev ved med at plage mig. Men jeg føler jo også, at jeg har kunnet klare det og er kommet videre. Så på den måde kan jeg ikke skille mig selv fra min historie, hvilket også er titlen på min udstilling. Man kan jo ikke komme om ved det. Jeg er et resultat af de her ting, og jeg har valgt at bruge mine oplevelser, fx i min kunst. Så det føles ikke som spild. Man må tage sit liv på sig og prøve at komme videre, leve eller arbejde med det i stedet for at tro, at det skulle have været anderledes, eller at det er de andres skyld. Hvordan har det påvirket dig at skulle være på vagt på den måde? Jeg tror, det har givet en forsigtighed. I stedet for bare at gøre ting uden at overveje, hvad det betyder for andre, så er jeg lidt overopmærksom på nogle ting. Det har jeg skullet arbejde med. Og så har jeg haft et stort behov for at kunne stole på min realitetssans. Et behov for at ting er logiske, og at jeg kan gennemskue, hvordan de foregår og hænger sammen, fx i kærlighedsrelationer. Det er svært at sige et behov for sådan nogle helt nære, trygge ting ikke alt for mærkelige ting, smiler han. Bitterheden kommer, når man føler sig låst fast, siger han. Men man kan ikke bruge den til noget. Når jeg i perioder prøvede at blive voksen, prøvede at tage ansvar og komme videre, men ikke kunne, så blev jeg bitter på hende. Fordi det krævede af mig, at jeg skulle blive endnu mere hård og afvisende over for hende. Og det kunne jeg ikke altid. I dag er jeg enormt glad for, at jeg nåede at forsone mig lidt med hende og med situationen, inden hun døde. Jeg flyttede som 16-årig, men hun fortsatte med at være belastende. Hun ringede hele tiden. 20 gange dagligt. Jeg syntes, det Kaspar Bonnén er født i 1968 og uddannet billedkunstner fra Kunstakademiet i København.

11 PsykiatriInformation NYT FRA PSYKIATRIFONDEN ØVELSER TIL DIG, DER OPLEVER LETTERE ANGSTSYMPTOMER Psykiatrifonden har for nylig lanceret et mentalt motionscenter ( hvor du kan finde øvelser, som kan hjælpe dig til at håndtere angstsymptomer, uro og bekymringer. Øvelserne kan både bruges af dig, som af og til oplever lettere angst, og dig, som har en angstsygdom. Øvelserne er et supplement til ikke en erstatning for professionel hjælp. Det er meget forskelligt, hvad der virker for den enkelte. Derfor er der en række forskellige øvelser i motionscentret, fx vejrtrækningsøvelser, visualiseringsøvelser og afledningsøvelser. Prøv dig frem og se, hvad der virker bedst for dig. Besøg det mentale træningscenter på TALEGAVER DER GAVNER I oktober og november har fem bloggere dystet om at vinde CBB Talegaven til hver deres gode sag. Der var kr. på højkant, som er samlet ind ved, at CBB Mobils kunder har haft mulighed for at vælge at donere 6% af mobilregningen til velgørenhed. Julie Kehlet, der står bag hjemmesiden thevintagehausfrau.dk, har blogget til fordel for Psykiatrifonden, fordi hun har en veninde, som kæmper med angst og depression. Vi er meget taknemmelige for den donation, vi får. Men mindst lige så vigtigt er det, at Julie Kehlet har været med til at gøre opmærksom på, hvor svært det er at leve med en psykisk sygdom. ANGST-APP PanicRelief er en ny app til mennesker med angst. App en er udviklet af psykiater Marianne Breds Geoffroy, der er specialist i kognitiv adfærdsterapi. Hun har i mange år undervist mennesker med angst i konkrete øvelser, der kan bruges, når angsten melder sig, men det er hendes erfaring, at mange har svært ved at huske øvelserne, når angsten tager over. Derfor er det en god idé at have øvelserne ved hånden, fx på mobil eller ipad. bruges af praktiserende læger og psykologer i behandlingsforløbet med angstpatienter. PanicRelief forklarer kort, hvad et angstanfald er, og man kan vælge mellem fire teknikker kaldet Bryst, Firkant, Arm og Krop. Man guides gennem teknikkerne via animationer, så man kan se præcis, hvordan man skal gøre. HOTLINE OM FLEKSJOB Ved at have øvelserne med sig på mobilen er det muligt at åbne PanicRelief i god tid, når man mærker optræk til angst. Så vil man kunne dæmpe angsten hurtigere og undgå at flygte fra situationer, man gerne vil klare. App en indeholder også svar på en række hyppige spørgsmål, fx hvordan pårørende kan hjælpe bedst, men den vil også kunne App en RanicRelief koster 13 kr. og findes til iphone og Android (på dansk og engelsk). Den kan købes via Google Play (til Android) og App Store. Psykiatrifonden har åbnet en gratis hotline, der tilbyder rådgivning om ansættelse og fastholdelse af personer med psykiske sygdomme i fleksjob. Hotlinen har tlf og er åben alle hverdage kl Der er tale om telefonisk rådgivning, hvor fagprofessionelle kan få sparring til både konkrete og generelle problemstillinger i forhold til fleksjobansatte med en psykisk lidelse, fx gode råd til tilrettelæggelse af arbejdsopgaver, hvad det eventuelt kan kræve af kollegerne, eller hvad det fx vil sige at have skizofreni. Læs mere på psykiatrifonden.dk GÅR DU I BAGLÅS NÅR DU SKAL UD AD DØREN? 11

12 12 PsykiatriInformation ER DET IKKE RET NORMALT, AT MAN Af journalist Marie Louise Kjølbye Mere end hver 10. ung oplever at have psykiske problemer. Når Psykiatrifondens Informationsbus ruller, kan man snakke om problemerne, og det er en hjælp for mange, mener Christina Stougaard, der er psykolog og underviser i Psykiatrifondens klasselokale på fire hjul. Hej, kom indenfor! De unge fra 8. klasse på Trongårdsskolen i Lyngby nord for København sætter sig ved det lange bord i Psykiatrifondens Informationsbus. De er rolige og forventningsfulde. Da klassen er fuldtallig, går Anna Blindum og Nadja Christiansen, dagens undervisere, i gang: Vi skal tale om psykisk sundhed. Nadja og jeg kommer fra Psykiatrifonden. Hver dag er vi ude på skoler og tale om psykisk sundhed, og om hvordan man passer på sig selv, indleder Anna Blindum, der er underviser og projektleder. I får nogle ting at vide, og vi spørger jer. Der er ikke nogen rigtige svar. Trongårdsskolen i Lyngby hører til bussens faste kunder. Hvert år standser bussen i skolegården og tager skolens 8.- og 9.-klasser med på en rundrejse i psykisk trivsel. Det er ren forebyggelse at hente specialisterne ind, mener Lola Nielsen, der er lærer på skolen: De problemer, de unge vil snakke om, kan være alt muligt. Måske har de skændtes med deres bedste veninde, men det kan også handle om mere alvorlige problemer i hjemmet. Skilsmisse, forældre med psykisk sygdom, et hjem med mange konflikter eller misbrug. Vi har gode erfaringer med at bruge bussen med alle vores udskolingselever i klasse, så de unge kan se, at en psykisk krise ikke behøver være tabubelagt. De oplever, at en krise kan være noget midlertidigt, og at de ikke er alene om det. Det er også lettere for en udenforstående at give eleverne mod på at tale med klasselæreren om svære ting, hvis de har brug for det. Lola Nielsen bakkes op af Nadja Christiansen, den ene af dagens to undervisere: Vi vil helst have, at klasselæreren er med. De unge taler ret frit her, og nogle bliver berørte. Det sker, at de unge kommer ind på noget, som lærerne ikke har hørt før, og det er bedst, at læreren kan samle op på det. Dagens første programpunkt handler om at tage ansvar for sig selv og hinanden. Vi siger nogle ting, og I skal markere, om I er enige. Hvis I er enige, bliver I siddende. Hvis I er uenige, rejser I jer. Hvis I er sådan midtimellem, markerer I med armene sådan bobbob, Anna markerer to vægtskåle med armene. Hvis man er ked af det, er det bedst at holde det for sig selv. De fleste er uenige. Man skal sige det til nogen. Det er bedre at snakke om det og høre en andens mening. En dreng bemærker: Man behøver ikke sige det. Man kan fx gå til kampsport og afreagere. Man har selv ansvar for at have det godt, er det næste udsagn. Tre elever er uenige, resten markerer en holdning midtimellem: Det er også lidt andres ansvar, om de taler ordentligt til dig, og du føler dig tryg, siger flere af eleverne. Tal om problemerne Psykiatrifondens tal viser, at mere end hver 10. ung oplever at have psykiske problemer. Også statistikker fra SFI (Det nationale forskningscenter for velfærd) viser, at danske børn og unge trives dår-

13 PsykiatriInformation 13 TALER MED SINE KANARIEFUGLE? Fotos: Mette Johnsen Alle billederne i artiklen er taget i forbindelse med undervisning i Psykiatrifondens Informationsbus i Region Nordjylland. ligere i teenageårene end i 11-årsalderen. I 2010 oplyste 12% af de 19-årige piger, at de har eller har haft en spiseforstyrrelse, mens 21% fortalte, at de har haft en psykisk lidelse eller det, de selv oplever som en psykisk lidelse. De jævnaldrende drenge har en tendens til at leve farligt og eksperimentere med alkohol og stoffer. Tal om det! lyder opfordringen fra Psykiatrifonden. Jo mere de unge ved om psykisk sårbarhed, jo bedre kan man forebygge mistrivsel og psykisk sygdom. Derfor standser Psykiatrifondens to Informationsbusser fire dagen om ugen, året rundt, ved skoler rundt omkring i landet for at oplyse unge om, hvordan de håndterer de svære ting i livet. Omkring elever har gennem årene taget plads i busserne for at lære at passe på sig selv og andre. Efter hvert klassebesøg er der en halv times Åben Bus, hvor de unge kan få individuel rådgivning. Ofte vil de unge vide noget om, hvad det er, de oplever, og vende det med en voksen, siger Christina Stougaard, der er psykolog og underviser i bussen. Christina Stougaard har mange års erfaring med at undervise unge og er med til at lægge retningslinjerne for dialogen med dem. De problemer, de unge vil snakke om, kan være alt muligt. Måske har de skændtes med deres bedste veninde, men det kan også handle om mere alvorlige problemer i hjemmet. Skilsmisse, forældre med psykisk sygdom, et hjem med mange konflikter eller misbrug. Vores undervisning er dialogbaseret. Det betyder, at vi gerne vil have de unge i tale, i stedet for at de ser os som eksperter. Vi vil høre om deres tanker og holdninger til emnet. Eleverne skal på banen og turde udtrykke sig om mental sundhed og psykisk sygdom. Det skal være lige så naturligt at sige jeg har angst som at sige jeg har influenza, siger hun. Vi er meget anerkendende i vores tilgang for at gøre rummet så trygt som muligt. Alles tanker er vigtige og skal høres, og vi taler meget direkte med de unge. Det er vigtigt at kalde en spade for en spade, og at sige tingene ligeud og vise, at man ikke har berøringsangst. Det gælder også, hvis der er nogle, der bliver kede af det i undervisningen, fordi de berøres personligt. Vi siger meget tydeligt, at det er helt normalt at blive ramt på følelserne i den situation.

14 14 PsykiatriInformation Vi tager så vidt muligt udgangspunkt i, hvad der optager de unge, og tilrettelægger undervisningen derefter. Hvis nogle af de unge eksempelvis bruger ord som tosset eller spasser, undersøger vi sammen med de unge, hvad der giver grobund for denne sprogbrug. På den måde får de unge reflekteret over deres egne holdninger og tanker om emnet, forklarer Christina Stougaard. Bussens medarbejdere har tavshedspligt, men som professionelle har de også skærpet underretningspligt. I gennemsnit tre gange hvert år sker det, at en ung fortæller om så alvorlige problemer, at underviserne må gå videre til kommunen med en underretning. Efter næsten hvert besøg sker det, at underviserne efter aftale med eleven kontakter læreren med en konkret problematik. Det sker aldrig bag barnets ryg, understreger Christina Stougaard. Børn som pårørende Den ene 8.-klasse har set en film om en familie med en mor, en datter og en far, der lider af en depression. Hvordan tror I, at man kan blive påvirket af det? spørger Anna. Dreng: Man kan tro, at det er ens skyld, at forældrene er deprimerede. Det kan aldrig være børnenes skyld. Det er heller ikke de voksnes skyld, forklarer underviserne. Pige: Man kan blive påvirket, så man selv bliver syg. Følelserne kan smitte, og det kan være svært at have det godt. Mange børn frygter også, at de selv bliver syge på samme måde. Op imod halvdelen af de børn, der vokser op i familier med psykisk sygdom, får selv psykiske problemer senere i livet, uddyber Anna. Christina Stougaard uddyber: I den åbne rådgiv ning møder vi jævnligt børn, der er pårørende til voksne med psykisk sygdom. Disse børn mistrives ofte på forskellig vis. For nogle handler det blot om at få sat ord på, hvordan de har det, mens andre oplever mere alvorlig mistrivsel. For alle disse børn gælder, at de får tilbud om at komme med i Psykiatrifondens børnegrupper, som er særlige pårørendegrupper for børn med forældre, der har en psykisk sygdom.

15 PsykiatriInformation 15 Den anden klasse har set en film om en mand med skizofreni. Kan I huske, at han taler med sine kanariefugle? spørger Nadja. Et øjebliks nervøs tavshed brydes af latter, da en dreng bemærker: Er det ikke ret normalt, at man taler med sine kanariefugle? Jo, det er det. Men at have skizofreni kan være som en drøm, man ikke kan komme ud af. Man kan høre stemmer og opfatte det, som om det var virkeligt. Stemmerne kan blande sig og forstyrre, forklarer Anna. Krop og følelser For mange unge bliver kroppen det sted, hvor følelserne leves ud. Anna og Nadja viser en film, hvor Mette, der har lidt af anoreksi, fortæller om sin sygdom. I den næste fortæller Theis, der lider af OCD (tvangshandlinger) om at vaske sine hænder og arme, så de bliver ru og røde. De unge bliver enige om, at en psykisk sygdom ikke er et større problem, end at man også kan trives rimeligt og have venner. Mod slutningen af de to timer får de unge en opgave en boldstafet. Den, der har bolden, skal nævne, hvem man kan kontakte, hvis man ikke har det godt. Bolden kastes elegant omkring og udløser ca. 30 bud. De går fra træneren, min hund, mig selv over pølsemanden og taxachaufføren samt venner, familie og min mors veninde til professionelle og rådgivningscentraler som Børnetelefonen og Psykiatrifondens tabu.dk. Hvorfor tegner vi et netværkskort? vil Anna vide. For at vi skal vide, hvad vi skal gøre, hvis det sker, svarer en dreng. Netop. Vi kalder det en psykisk brandøvelse. Så man ved, hvordan man skal komme videre, hvis man pludselig bliver overvældet af noget. Til sidst kommer flipoveren i spil. Nu efterlyses visioner for klassen. Hvad kan klassen gøre for at trives bedre? Man kan tro, at det er ens skyld, at forældrene er deprimerede. Fælles arrangementer, huske at behandle hinanden pænt, sætte 15 minutter af en gang imellem til at snakke om, hvordan det går, lyder nogle af buddene. Den der hej -runde syntes jeg var megafedt. Det sætter bare én i rigtig godt humør, erklærer en pige. Hun nød SÅDAN TALER MAN MED UNGE OM PSYKISK SYGDOM Spørg om og tag udgangspunkt i, hvad der optager den unge. Spørg om den unges oplevelse det er ikke nødvendigt at have indgående kendskab til psykisk sygdom for at tale med den unge om forældres sygdom eller den unges egen mistrivsel, men det er vigtigt med oprigtig interesse i den unges oplevelse. Anerkend den unge. Anerkendelse skaber tryghed. Repektér, hvis den unge ikke vil snakke du har signaleret interesse og sået et frø, så den unge måske senere har mod på at henvende sig til dig. Prøv igen senere, hvis den unge har afvist dig. Vær respektfuld men direkte, når du giver den unge feedback på, hvad du ser og oplever hos den unge. Vis, at det er o.k., hvis den unge bliver ked af det eller vred det er naturligt at reagere følelsesmæssigt på svære ting, og det er ikke målet som sådan, at den unge skal blive glad efter en samtale. KIlde: Psykolog Christina Stougaard, Psykiatrifonden indslaget lidt tidligere, hvor de unge blev bedt om at rejse sig og hilse på sidemanden med kæmpesmil, håndtryk og et begejstret Hej! Begejstring smitter og ideen kommer med på papiret, som klassen får med sig ud. Lidt klogere på sig selv, hinanden og de små problemer, der pludselig kan vokse sig store. Vi fulgte undervisningen i Informationsbussen 4. oktober 2013 på Trongårdsskolen, hvor to 8.-klasser deltog i undervisningen. Reportagen blander udtalelser fra elever i begge klasser. Bussen har kørt i Københavnsområdet siden 2001 og i Nordjylland siden Information om undervisningen og booking af Informationsbussen sker på

16 16 PsykiatriInformation JEG TROEDE DET VAR MIN SKYLD Af pressechef Dorthe Lysdal Sørensen, Psykiatrifonden børn og unge har en mor eller far med en psykisk sygdom. Børnene har brug for at tale om det. Det gjorde de i Sofies familie. I 2006 blev Finn Jørgen Jensen indlagt på en psykiatrisk afdeling med en svær depression. Finn havde haft det dårligt i flere år, men erkendte først meget sent, at han havde behov for hjælp. Det var åbenlyst for alle andre, at der var noget helt galt. Jeg kan ikke rigtigt huske, hvad der skete den dag, jeg blev indlagt. Men jeg ved, at Christel fik afleveret Sofie og Sebastian hos en bror og svigerinde. Så kørte hun mig til psykiatrisk skadestue. Der var jeg DET SIGER BØRNENE Man skal tale med nogen for at få det ud af hovedet. Den voksne skal forklare, hvad der sker, når sygdommen fylder, for man gør sig mange tanker. Man glemmer at tage hensyn til sig selv, for det føles vigtigere at passe på de voksne og deres humør. Man bliver påvirket af sygdommen indeni. Men de voksne ser det måske ikke, fordi man passer sin skole og sine fritidsaktiviteter som om man har det godt og er glad. Når forælderen bliver indlagt, er det vigtigt, at en læge eller forælderen selv fortæller, hvad der sker med vedkommende inde på hospitalet. Hvis forælderen er indlagt og har det meget dårligt, så skal man ikke komme på besøg men ringe eller sms se. Man kan ikke koncentrere sig i skolen, fordi man hele tiden tænker på, hvordan den voksne har det, og om man har gjort den voksne ked af det. Man har brug for at vide, at andre har det ligesom en selv. Den anden forælder skal have fokus på barnet og alenetid sammen med barnet. Citater fra børn og unge i Psykiatrifondens samtalegrupper. indlagt i ni uger, fortæller Finn om den dag, han ikke længere selv kunne håndtere sygdommen. Jeg havde haft det dårligt gennem lang tid. Der var nok andre familier, der ikke havde holdt ud så længe. Hvor familien måske var gået i stykker. Man er jo svær at leve sammen med i perioder, siger Finn, når han tænker tilbage på tiden, inden han kom i behandling, og på de år, hvor sygdommen var værst. Da Finn blev indlagt første gang i 2006 var det vigtigt for hans kone, Christel Vang Jensen, at finde nogle voksne, hun kunne fortælle det til. Det var vigtigt for mig, at der blev involveret flere voksne. Og vel at mærke voksne, som jeg vidste, at vores to børn Sofie og Sebastian havde tillid til. Og som kunne tage over, siger Christel om tiden, hvor Finn var mest syg. Sofie Vang Jensen, der i dag er 19 år, husker tydeligt den dag, hendes far blev indlagt første gang. Jeg var til fødselsdagsfest hos en kammerat, og pludselig blev jeg hentet af min moster og onkel, der sagde, at far var blevet indlagt. Min moster sagde, at far var blevet syg, men at det ikke var en sygdom, man kunne dø af. Hun prøvede at forklare mig, hvad en depression var for noget. Men jeg forstod det ikke, siger Sofie, der var 11 år på det tidspunkt. Svært for børnene Det var meget svært for Sofie og hendes storebror, Sebastian, i begyndelsen. Jeg kan huske, at far slet ikke ville se os i starten. Han kunne ikke overskue at se andre end mor. Og det fik mig til at tro, at det nok var min og min storebrors skyld, at han var blevet syg, siger Sofie, der følte både skyld og ansvar i forhold til sin far, der var indlagt både i 2006 og igen i Jeg var helt oppe på dupperne. Jeg var meget opmærksom på min far og så hele tiden tegn på, at han nok var ved at blive syg igen. Da han på et tidspunkt startede på job igen og fx tog en afspadseringsdag, så var jeg sikker på, at nu skulle han nok indlægges igen. Derfor løj jeg mig tit syg fra skolen for at være hjemme hos ham, siger Sofie. Og Sofie fik flere og flere dårlige dage, hvor hun meldte sig syg i skolen. Der gik lang tid, før vi opdagede, at Sofie var SÅ opmærksom på det. I en lang periode havde Sofie mange dårlige dage, hvor de ringede fra skolen og sendte hende hjem. Nu ved vi jo godt, at der var en god grund til det, siger Finn.

17 PsykiatriInformation 17 Ville tale med andre unge Sofie hørte fra en klassekammerat, at det kunne være en stor hjælp at tale med andre unge i samme situation. Sofie spurgte derfor selv da hun var 15 år om hun kunne mødes med andre unge. Og efter et stykke tid dukkede muligheden op. Da jeg første gang fik at vide, at der var en gruppe hos Psykiatrifonden, blev jeg meget skeptisk. Åh nej, tænkte jeg. Skal jeg nu snakke med nogle psykologer. For det var bare slet ikke mig! siger Sofie. På trods af Sofies tvivl indvilligede hun dog i at give gruppeforløbet en chance. I starten syntes jeg, det var mærkeligt at komme i gruppen. Men langsomt fik jeg øjnene op for, at de andre unge jo havde oplevet det samme som mig. Jeg fik følelsen af ikke at være alene. Det var dejligt for mig at vide, at der var andre, som tumlede med de samme tanker og følelser, siger Sofie. Sofie oplevede hurtigt at være mærkbart gladere, når hun gik hjem fra gruppesamtalerne. Ofte talte vi i gruppen om ting, der gjorde mig ked af det. Men vi fik mange redskaber til at bekæmpe de svære eller triste tanker. Og vi lærte at sætte gode tanker i stedet, siger Sofie om forløbet i samtalegruppen, der nu ligger fire år tilbage. Sofies far kan bekræfte, at samtalegruppen gjorde Sofie godt. Jeg kørte Sofie derind nogle gange, og hun blev markant gladere fra gang til gang. Hun så mere lyst på tingene og var i godt humør, når hun kom hjem, siger Finn. I samtalegruppen lærte Sofie bl.a. at blive bedre til at skelne mellem det, der hørte til hendes fars sygdom, og det, der hørte til hende selv. Og efter noget tid i gruppen blev Sofie meget bedre til at koncentrere sig om sit eget liv fx sit venindeliv. Børn i familier med psykisk sygdom skal vide så meget som muligt. Forældrene kan selv gøre meget for at skabe åbenhed, og som forælder gør man det, så godt man kan. Men børn påtager sig et kæmpe ansvar og børn vil ikke belaste deres forældre for meget med egne problemer. Derfor var det vigtigt for Sofie at gå i en ungdomsgruppe med en psykolog, hvor hun kunne tale frit uden at tage hensyn til, om nogen blev ked af det, siger Christel, der sammen med Sofie opfordrer alle i samme situation til at finde ud af, om der er et lignende tilbud i deres by. For mig var det vigtigste at møde andre unge, der følte det samme som mig. Jeg vil helt klart anbefale andre at gøre det samme, slutter Sofie. Finn Jørgen Jensen fik i 2006 diagnosen depression og levede i SÅDAN TALER DU MED DIT BARN OM PSYKISK SYGDOM Forklar børnene, hvad der foregår. Åbenhed er den bedste beskyttelse for børn, også når de er meget små. Ellers laver de deres egne historier om, hvad der foregår. Lyt til barnets tanker og bekymringer om sygdommen. Brug ord, som barnet kan forstå i forhold til sin alder. Fx Sygdommen laver uro i tankerne og følelserne. Beskriv, hvad sygdommen gør, som barnet med stor sandsynlighed allerede har lagt mærke til: Den gør, at jeg bliver ked af det, bange eller træt. Forklar sygdommen som noget uden for forælderen, så barnet kan adskille forælder og sygdom. Fx Når sygdommen er der, så gør den, at jeg får triste tanker, eller at jeg bliver træt og ikke kan lege med dig. Fortæl barnet (mange gange), at det ikke er barnets skyld, at forælderen har fået en sygdom, og at der er voksne, som hjælper mor og far med at få sygdommen til at blive mindre. Fortæl barnet, at det ikke er alene der er børn i Danmark, der har en mor eller far med en psykisk sygdom. Vær varsom med at overinformere respektér, når barnet ikke vil tale, og husk, at nogle ting er voksensnak, fx selvmordstanker, som hører hjemme i en samtale med en anden voksen. Af psykolog Christina Stougaard fra Psykiatrifonden en årrække med svære symptomer både før og efter I dag har Finn det bedre. Ikke mindst fordi hans diagnose blev ændret til bipolar lidelse for et par år siden med efterfølgende ændring af Finns behandling. Psykiatrifondens samtalegrupper er for 7-16-årige børn og unge i familier med psykisk sygdom. Kontakt Christina Stougaard på cs@psykiatrifonden.dk. Læs mere på

18 18 PsykiatriInformation LIVET SKAL IKKE BARE OVERLEVES Af cand.mag., redaktør Marie Ejlersen, Psykiatrifonden Angsten har været en følgesvend hele livet, siger Ditte Lamptey. Hun er kvinden bag tøjfirmaet Solidary People, der blander tøjdesign og den gode sag. Konkret er der tale om kunst og budskaber på tøj, og i den næste kollektion sætter hun sammen med kunstneren Martin Bigum fokus på angst og synliggør Psykiatrifondens indsats for børn og unge, der er pårørende. Ditte Lamptey har lidt af generaliseret angst, så længe hun husker. Hun voksede op med en psykisk syg mor, og da hun selv blev mor for ni år siden, var det helt afgørende for hende at være en anden mor for Louis, end hendes egen mor var det for hende. Jeg er altid i favnen på angsten. Det, der fylder, er den konstante uro og manglende evne til at være til stede i livet. Der sker så meget i min krop og i mit sind, som jeg hele tiden forholder mig til. Derfor falder jeg fx ofte helt hen i en samtale, og så hører jeg ikke rigtigt efter. Så ser jeg bare mundene Jeg har det bedst, hvis jeg kan gøre noget, fx rydde op eller flytte rundt. Når jeg bare er til stede i min egen krop, har jeg en konstant følelse af uro. Men jeg har aldrig været bange for at køre i bus eller at være blandt mange mennesker, fortæller Ditte Lamptey. Men man er jo udenfor, når man lever så meget inde i sit hoved. Det gør mig ked af det, at jeg har overlevet så meget af mit liv i stedet for at have levet det. Mange kærester, som gennem tiden har lært mig godt at kende, har sagt: Ditte, sådan som du har det, sådan har jeg det altså ikke. Så langsomt er jeg blevet klar over, at den tilstand, jeg er i, ikke er som andres. Der er klart ting og situationer, som jeg reagerer mere på, end andre gør. Jeg vil gerne have det som katte, der bare eksisterer. De lægger sig i en solstråle i tre timer og har det bare godt. Jeg vil også gerne ligge i en solstråle og bare eksistere. Oplært i angsten Ditte Lampteys mor havde også angsten som livspartner. Ditte beskriver moren som en smuk kvinde med høje hæle og lange negle, der trods sin selvsikre fremtoning var et nervøst og frygtsomt menneske med dårligt selvværd. Moren tog sit eget liv for fem år siden. På det tidspunkt brød Ditte Lamptey sammen og blev kortvarigt indlagt på en psykiatrisk afdeling. De seneste tre år har hun været så syg af angst, at hun ikke har kunnet arbejde. Nu er hun langt om længe ved at komme sig. Man er jo udenfor, når man lever så meget inde i sit hoved. Det gør mig ked af det, at jeg har overlevet så meget af mit liv i stedet for at have levet det. Men nu er arven fra min mor ædt op. Og jeg bliver nødt til at rejse mig op, for ingen andre gør det for mig, siger Ditte, der i mange år har vidst, at når Louis var blevet lidt større, og når hun selv var parat til at fortælle sin egen historie, så ville hun lave en kollektion med fokus på angst til fordel for Psykiatrifonden. Tidligere har hun arbejdet for Amnesty, og der er ingen tvivl om hendes store engagement i mennesker på kanten. Jeg har kæmpe forståelse for folk, der havner på samfundets bund. Jeg tror, mange af dem har angsten med sig, fx voksne anbragte børn, prostituerede eller hjemløse. Alle grupper, som hun har sat fokus på via Solidary Peoples kollektioner. Jeg har helt klart været disponeret for angsten, fortæller hun. Men jeg er også oplært i angsten, fordi jeg har følt stemningen omkring min mor så tydeligt. Jeg havde fornemmelsen af at mærke min mors angst. Den smittede. Jeg identificerede mig med hende. Allerede som helt lille, fortæller hun. Derfor elskede hun som barn, når forældrene havde gæster, for så var der liv i hjemmet. Så forsvandt den der følelse af angst, der var i huset. Ditte Lampteys mor var indlagt flere gange i forbindelse med selvmordsforsøg, og hun var både pillemisbruger og alkoholiker gennem Dittes barndom. Jeg kan huske, at jeg ofte ventede på, at hun var passed out, for så kunne jeg ringe efter ambulancen. Så længe hun var til stede, kunne hun sige nej, for hun ville ikke indlægges. Det var særlig slemt i mine tidligere teenageår, hvor mine forældre blev skilt, og jeg boede alene med min mor. Som barn var Ditte Lamptey altid bange for, at der skulle ske hendes mor noget. Jeg var bange for, at hun skulle dø. Jeg havde en klar fornemmelse af, at hun ville forlade mig. I lange perioder, hvor hun drak, lå hun bag nedrullede gardiner. Jeg kan huske, at jeg i sløjd lavede et skilt, hvor der stod: Mor sover zzz. Jeg bliver helt ked af, det når jeg tænker på det. Min mor satte det på døren, når jeg kom hjem fra skole med veninderne. Det skilt var jo min kæmpe accept af hende som den, hun var, men det betød, at jeg måtte klare mig selv. Talte din mor aldrig med dig om sin angst? Nej slet ikke. Hun var ædru de sidste 10 år af sit liv, og der blev hun åben om det at være alkoholiker Men da jeg var lille, var hun lukket om angsten. Hun gjorde ikke noget ud af at beskytte mig, men jeg tror, hun har gjort, hvad hun kunne. Den største plage, jeg har fået fra min mor, er angsten for at blive forladt. Det er et tema, der har vist sig hele mit liv. I forhold til veninder, da jeg var barn, og senere kærester. Jeg har været så bange for

19 PsykiatriInformation 19 Foto: Mikkel Tjellesen Sønnen Louis på ni år skal ikke oplæres i angsten, som hun selv blev det, siger Ditte Lamptey. Det er afgørende for hende at skabe trygge rammer, og at der altid er mulighed for at tale om det, der er svært. at blive forladt, at jeg har siddet fast i nogle meget usunde forhold. Når jeg har søgt så meget tryghed i et andet menneske, fordi jeg ikke har haft den i mig selv, jamen så har der været nogle situationer, hvor det var ligegyldigt om min kæreste var ond ved mig, bare han ikke gik fra mig. Med min nuværende kæreste har jeg mødt en mand, der for første gang passer på mig og på angsten. Hvordan er du en anderledes mor over for din søn, end din mor var over for dig? Det fylder enormt meget, at jeg skal passe på min søn. Han skal ikke oplæres i angsten, som jeg selv blev. Jeg prøver at give ham meget tryghed. Jeg går meget op i, at jeg altid er der for ham, og at vi altid kan snakke. Jeg forsvinder ikke, som min mor gjorde. Jeg ville aldrig lade ham gennemleve det, som jeg har levet med. Men selvom Ditte Lamptey er opmærksom på sin søns behov modsat hendes egen mor så ville hun lyve, hvis hun sagde, at angsten aldrig er gået ud over Louis. Jeg har været i situationer, hvor jeg ikke var i stand til at skjule min angst, og hvor jeg har måttet sige til ham: Nu sidder jeg her og græder og ryster, og du skal ikke være bange, jeg bliver fin igen. Jeg har været meget alene med ham, så jeg har måttet involvere ham i det, forklarer hun. Hun blev alene med sin dreng få uger efter fødslen. Det, jeg har gjort anderledes, er at tage ham meget alvorligt og tale med ham. Jeg har valgt at være åben om min angst, også selvom det gør mig sårbar. For jeg ved godt, at jeg nogle gange har mødt forældre fra klassen, hvor jeg har været meget slidt og ikke har sovet længe. Jeg har følt, at jeg blev nødt til at forklare mig, for jeg ved godt, at jeg har fremstået som en, der ikke havde det godt... og det har min søn set. Det har jeg været ulykkelig over. Men det er et livsvilkår. Jeg kan ikke beskytte ham imod det. Jeg kan ikke love, at min angst aldrig vil påvirke ham. Ditte Lamptey ved, at hun er handikappet af sin sygdom. Jeg kan ikke stå på en legeplads eller sidde på gulvet og lege med en bil. Jeg kan ikke

20 20 PsykiatriInformation Foto: Heikki Pedersen En af Ditte Lampteys kollektioner, der bliver brugt til at sætte fokus på en humanitær organisation. Hvis der er en, der er ked af det, så er han den første til at trøste, og han kan også læse mig på et sekund. Som jeg også gjorde med min mor. Men jeg bilder mig ind, at jeg er meget bedre til at give ham tryghed, fordi der ikke er nogen lyserød elefant i lokalet. Der er ikke noget, vi ikke må tale om. Så jeg tror ikke, han går rundt og er bange for, at jeg skal dø. Men han kan godt være bange for, hvor dårligt jeg får det denne gange. Da han var 4-5 år, blev jeg indlagt, og da spurgte Louis lægen: Jamen hvem skal så passe på mig? fortæller Ditte. Det var der jo så nogen, der gjorde, men det er jo frygteligt, at det var sådan. Jeg kan ikke beskytte ham 100%, men jeg gør det så godt, jeg kan, siger Ditte. En anden ting er, at jeg siger undskyld. Jeg har sagt til Louis, at han har skullet igennem nogle ting, som ikke var fair, og at jeg er ked af det. Min mor sagde: Det er så banalt det der undskyld, hvad kan man bruge det til? Det havde jeg faktisk brug for. Undskyld er måske et forkert ord, men så anerkendelse af, hvad det havde betydet for mig. At hun gav udtryk for, at hun godt vidste, hvilke konsekvenser det havde haft for mig. Jeg er overbevist om, at hun var klar over det. Men hun antydede det aldrig. Hun var ikke et særligt omfavnende menneske. Det sårede mig meget, at min mor aldrig sagde undskyld. Men jeg elskede min mor højt. Det gør jeg stadig, og jeg bebrejder hende intet. Hun gjorde, hvad hun kunne. Og jeg forstår hende godt. Jeg kunne jo godt se hendes smerte. Hun var en meget klog og vis kvinde og meget af det, jeg gør i dag, har jeg fra hende, fx min interesse i samfundet, kunst, litteratur og kultur. Jeg skylder hende også meget, slutter Ditte Lamptey. finde roen. Jeg har selvfølgelig gjort det, men det har været en kraftanstrengelse af en anden verden. Mange forældre, jeg kender, siger: I dag tager vi i Dyrehaven, for det er skovens dag eller Nu tager vi ind på Strøget og får en is. Men jeg kan bare mærke, at jeg kan ikke give Louis det der ukomplicerede liv, hvor man bare er i det. Men jeg håber, jeg kan give ham noget andet, så det ikke har for stor indflydelse på hans lykke. Er din søn bekymret for dig? Jeg tror, at det, at jeg har en rigtig god kæreste, som omfavner det meget, gør, at han føler tryghed. Jeg er taknemmelig for i dag at være i en situation, hvor jeg ikke skal være bange for at være bange. Når jeg er dårlig, så tager min kæreste sig af ham. Hvis jeg ikke kan komme op om morgenen, så ved jeg, at min kæreste følger ham i skole. Jeg ved, at det nok skal gå. Men jeg kan mærke, at min søn har en lidt overudviklet empatisk evne. Han sætter sig meget ind i andre folks situation. SOLIDARY PEOPLE Solidary People anvender tøj som medie for kunst og budskaber. Hver kollektion bliver til i samarbejde med en kunstner, der kreerer mønstrene. Og hver kollektion bliver brugt til at sætte fokus på en humanitær organisation. Den kommende kampagne bliver til i samarbejde med Psykiatrifonden og skal skabe opmærksomhed om psykisk syge og deres pårørende. Det er kunstneren Martin Bigum, der har tegnet spøgelset, der figurerer på tøjet et spøgelse, der symboliserer den skyggeside, der ofte eksisterer i familier med psykisk sygdom. Se mere på