VII. Imperialismen som et særligt stadium af kapitalismen

Transkript

1 Imperialismen som kapitalismens højeste stadium Næste VII. Imperialismen som et særligt stadium af kapitalismen Vi må nu forsøge at drage visse slutninger og at sammenfatte, hvad vi hidtil har sagt om imperialismen. Imperialismen er vokset frem som en videreudvikling og direkte fortsættelse af kapitalismens grundbegreber. Men kapitalismen blev først på et bestemt, meget højt udviklingstrin til kapitalistisk imperialisme, da nogle af dens grundtræk begyndte at forvandle sig til deres modsætning, og da der over hele linjen dannedes og fremtrådte træk af en overgangsperiode fra kapitalismen til en højere samfundsordning. Det økonomisk fundamentale i denne proces er, at de kapitalistiske monopoler afløser den kapitalistiske frikonkurrence. Den fri konkurrence er væsensmærket for kapitalismen og vareproduktion overhovedet; monopolet er den fri konkurrences direkte modsætning, men den fri konkurrence selv begyndte for øjnene af os at forvandle sig til monopol, idet den skabte storindustrien, fortrængte småvirksomhederne, erstattede store virksomheder med endnu større, kort sagt bragte koncentration og kapital så vidt, at monopolet opstod og stadig opstår deraf, nemlig karteller, syndikater, truster og dermed sammensmeltet kapital fra en halv snes milliardbanker. Og tillige ser vi, at monopolerne ikke fjerner den fri konkurrence, som de er vokset ud af, men består ved siden af den og over den, og således fremkalder en række særligt krasse og skarpe modsigelser, gnidninger og konflikter. Monopolet er overgangen fra kapitalismen til en højere ordning.

2 Skulle man fremsætte en så kort definition af imperialismen som muligt, så måtte man sige, at imperialismen er kapitalismens monopolistiske stadium. Denne definition ville indeholde hovedsagen, for på den ene side er finanskapitalen nogle få monopolistiske storbankers bankkapital, der er smeltet sammen med de monopolistiske industrisammenslutningers kapital, og på den anden side er verdens opdeling overgangen fra en kolonipolitik, der uhindret kunne brede sig over strækninger, ingen kapitalistisk magt endnu havde besat, til en kolonipolitik, der består i monopolistisk beherskelse af den allerede fuldstændig opdelte jord. Alt for korte definitioner er ganske vist nemme, fordi de resumerer det vigtigste, men dog utilstrækkelige, så snart man specielt vil udlede væsentlige træk ved det fænomen, man skal definere. Derfor må vi uden at glemme, at alle definitioner kun har betinget og relativ betydning, fordi en definition aldrig kan omfatte alle en fuldt udviklet foreteelses mangfoldige sammenhænge give en definition af imperialismen, som indeholder følgende 5 af dens vigtigste kendetegn: 1. en koncentration af produktion og kapital, der har nået et så højt udviklingstrin, at den har skabt monopoler, der spiller en afgørende rolle i det økonomiske liv; 2. bankkapitalens sammensmeltning med industrikapitalen og skabelse af et finansoligarki på basis af denne»finanskapital«3. kapitaleksporten, til forskel fra vareeksporten, opnår særlig stor betydning; 4. der opstår internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger, som deler verden mellem sig, og 5. Jordens territoriale opdeling mellem de kapitalistiske stormagter er afsluttet. Imperialismen er kapitalismen på det udviklingstrin, hvor finanskapitalens og monopolernes herredømme er skabt,

3 hvor kapitaleksporten har nået fremtrædende betydning, hvor verdens opdeling mellem de Internationale truster er begyndt, og opdelingen af Jordens hele territorium mellem de største kapitalistiske lande er afsluttet. Vi skal senere se, hvorledes imperialismen kan og må defineres på anden måde, når man ikke nøjes med at betragte rent økonomiske grundbegreber, (hvad den anførte definition indskrænker sig til), men også betragter den historiske placering, som dette stadium i kapitalismen indtager inden for kapitalismen overhovedet, eller forholdet mellem imperialismen og de to hovedretninger inden for arbejderbevægelsen. Det må straks bemærkes, at imperialismen, opfattet på denne måde, uden tvivl udgør et særligt stadium i kapitalismens udvikling. For at give læseren en så godt begrundet forestilling om imperialismen som muligt, har vi med vilje citeret et stort antal udtalelser af borgerlige økonomer, som har set sig tvungne til at anerkende de ubestrideligt fastslåede kendsgerninger inden for kapitalismens nyeste økonomi. Af samme grund har vi anført udførlige statistiske oplysninger, som viser, til hvilket trin bankkapitalen er vokset osv., i hvilke overgangen fra kvantitet til kvalitet, overgangen fra udviklet kapitalisme til imperialisme kommer til udtryk. Det siger sig selv, at alle grænser i naturen og i samfundet naturligvis er betingede og bevægelige, således at det ville være meningsløst at strides f. eks. om, fra hvilket år eller årti imperialismen kan siges at være»endeligt«udformet. Og dog må man strides om definitionen af imperialismen, især med den mest fremtrædende marxistiske teoretiker fra den såkaldte II Internationales epoke, dvs. det kvarte århundrede , med Karl Kautsky. I 1915, ja allerede i november 1914, vendte

4 Kautsky sig afgørende imod grundtankerne i vor definition af imperialismen, idet han hævdede, at imperialismen ikke skal forstås som en»fase«eller et trin i det økonomiske liv, men blot som en politik, en ganske bestemt politik, som finanskapitalen»foretrækker«at imperialismen ikke kan»identificeres«med den»moderne kapitalisme«at hvis man ved imperialismen forstår»alle den moderne kapitalismes foreteelser«, karteller, protektionisme, højfinansens herredømme, kolonipolitik, så bliver spørgsmålet om imperialismens nødvendighed for kapitalismen til den»platteste tautologi«for i så fald er imperialismen»naturligvis en livsbetingelse for kapitalismen«osv. Kautskys tankegang kan vi gengive mest præcist ved at citere hans definition af imperialismen, en definition, som direkte er rettet mod de af os udviklede ideer (tyske marxister har gennem mange år fremsat lignende ideer, og deres indvendinger kender Kautsky for længst som indvendinger fra en bestemt retning inden for marxismen). Kautskys definition lyder således:»imperialismen er et produkt af den højtudviklede industrielle kapitalisme. Den består i enhver kapitalistisk industrinations stræben efter at undertvinge og knytte et stadig større landbrugsområde (Kautskys kursiv) til sig uden hensyn til, hvilke nationer det beboes af.«[1] Denne definition duer ikke; eftersom den er ensidig, dvs. den fremhæver vilkårligt et enkelt spørgsmål, det nationale (som ganske vist både i sig selv og i forhold til imperialismen er af den største vigtighed), forbinder det vilkårligt og urigtigt alene med industrikapitalen i de lande, som annekterer andre nationer, og skyder lige så

5 vilkårligt og urigtigt anneksionen af landbrugsområder i forgrunden. Imperialismen er stræben efter anneksioner, det er det, den politiske del af Kautskys definition går ud på. Dette er rigtigt, men højst ufuldstændigt, for politisk betyder imperialismen overhovedet stræben efter vold og reaktion. Det er imidlertid den økonomiske side af spørgsmålet, som Kautsky selv bragte ind i sin definition, der interesserer os her. Urigtighederne i Kautskys definition er iøjnefaldende. Det er jo netop ikke industri-, men finanskapitalen, der er karakteristisk for imperialismen. Det er ikke noget tilfælde, at den særligt hurtige tilvækst i finanskapitalen og den samtidige svækkelse i industrikapitalen i Frankrig siden 80'erne har fremkaldt en voldsom tilspidsning af den anneksionistiske (koloniale) politik. For imperialismen er det netop karakteristisk, at bestræbelserne ikke blot går ud på at annektere landbrugsområder, men også udprægede industriområder (Tysklands appetit på Belgien, Frankrigs på Lotringen); for det første tvinger nemlig den fuldførte opdeling af Jorden til ved en nyopdeling at strække hånden ud efter ethvert territorium, og for det andet er det betegnende for imperialismen, at nogle stormagter kappes om hegemoniet, dvs. bestræber sig for at bemægtige sig territorier, ikke så meget direkte til egen fordel som for at svække modstanderen og undergrave hans hegemoni (for Tyskland er Belgien af særlig vigtighed som støttepunkt over for England; for England igen Bagdad som støttepunkt mod Tyskland osv.). Noter [1]: Die Neue Zeit (1914, 2, s. 909, fra 11. sept Se også 1915, 2, s. 107 ff.).