Høringssvar vedr. forslag til lov om arbejdsskadeafgift

Transkript

1 Skatteministeriets Koncerncenter Nicolai Eigtveds Gade København K Høringssvar vedr. forslag til lov om arbejdsskadeafgift Skatteministeriet har anmodet om bemærkninger til forslag til lov om arbejdsskadeafgift. DA har følgende bemærkninger til lovforslaget: 2. marts 2012 Dok ID: Generelt: DA er grundlæggende imod, at der etableres en arbejdsskadeafgift. Set i lyset af den generelle økonomiske situation, er det direkte forværrende for virksomhedernes konkurrenceevne at pålægge virksomhederne yderligere omkostninger. Skatteministeriets lovforslag bærer præg af, at der i udarbejdelsen ikke er inddraget erfaringer og viden fra arbejdsskadesikringsområdet. Den foreslåede model forekommer at være en ren beskatning af arbejdskraft for virksomheder. DA finder, at lovforslaget i realiteten er blottet for incitamenter og efterlader den enkelte virksomhed over for et afgiftskrav, der vil blive oplevet af virksomheder som vilkårlig og ubegrundet. Den foreslåede opkrævningsmodel er unødvendigt uigennemsigtig, og den medfører, at virksomhederne samlet set kommer til at betale langt mere end det nettoprovenu på 300 mio. kr., der skal tilgå statskassen. Den indebærer samtidig en stor risiko for, at mindre virksomheder kommer til at betale mere end store virksomheder. Den ekstra skat på arbejdskraft har betydelige konsekvenser for virksomhedernes muligheder for at skabe vækst og beskæftigelse. Det bør bemærkes, at virksomheder allerede i dag har et stort incitament til at forebygge arbejdsskader som følge af de omkostninger, der er forbundet med sygeløn, tabt produktion, tab af renommé etc. Såfremt regeringen er fast besluttet på at indføre arbejdsskadeafgiften, vil det være mest hensigtsmæssigt at indføre en tostrenget opkrævningsmodel, der administreres af ATP/AES. Den tostrengede model indeholder en flad og en branchebaseret afgift: Den flade del af afgiften (2/3 af afgiften) opkræves af ATP, som opkræver et fast beløb pr. ansat pr. år. Derved er det fuldstændigt gennemskueligt, hvad virksomhederne betaler til. Det gør det muligt at sondre præcist mellem fuldtidsansatte og deltidsansatte, hvilket er oplysninger, forsik- DANSK ARBEJDSGIVERFORENING Vester Voldgade 113 Tlf CVR DK-1790 København V da@da.dk

2 Side 2 ringsselskaberne ikke i samme omfang ligger inde med Den branchebaserede del af afgiften (1/3 af afgiften) opkræves af AES. Derved er det muligt at beregne afgiften på baggrund af risikoen for erhvervssygdomme, og det sikres, at afgiften relateres til erstatningsudbetalinger til erhvervssygdomme Langt fra alle anmeldelser om arbejdsskader anerkendes Skatteministeriet begrunder behovet for en arbejdsskadeafgift med, at der hvert år anmeldes omkring arbejdsskader, og at der på den baggrund er et stort potentiale i at nedbringe arbejdsskaderne. Desværre glemmer Skatteministeriet at bemærke, at langt fra alle disse arbejdsskader anerkendes som arbejdsskader. Ved at tage udgangspunkt i antallet af anmeldelser overvurderer Skatteministeriet arbejdsskadernes omfang. I 2009 var det således 76,7 pct. af alle anmeldelser om arbejdsulykker, der blev anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen. For erhvervssygdommene var tallet markant lavere, nemlig 24,4 pct. Dertil kommer, at langt de fleste anerkendte skader ikke har en alvorlighed, der påvirker den enkeltes livskvalitet eller arbejdsevne af betydning. Det gælder desuden for DA-området, at antallet af alvorlige arbejdsulykker er mere end halveret siden 1997 (fra 47 arbejdsulykker pr. 1 mio. arbejdstimer til 21 arbejdsulykker i 2009). Skatteministeriet maler derfor et fordrejet billede af virkeligheden ude på de danske arbejdspladser. Afgiftssatsen på 13 pct. er uhensigtsmæssig Det fremgår af lovforslaget, at afgiften skal udgøre 13 procent af de årlige erstatningstilkendelser. En procentsats i stedet for et fast beløb er særdeles uhensigtsmæssig, da det enkelte års erstatningsudbetalinger svinger af mange andre årsager end arbejdsmiljøet på virksomheden, herunder antallet og arten af arbejdsskaden. Udbetalingerne afhænger f.eks. af: Effektiviteten i Arbejdsskadestyrelsen hvor mange sager får de behandlet et givent år og af hvilken karakter? Højesteretsdomme, som f.eks. senest dommen fra 2010, der afgjorde, at deltidsansatte skulle have erstatning som fuldtidsansatte med tilbagevirkende kraft Metoder til at beregne forventede års- og livstidsindkomster De enkelte tilskadekomnes livssituation kan betyde, at en ellers mindre alvorlig arbejdsskade får meget alvorlige følger, med et stort erhvervsevnetab til følge Behovet for forsikringsmæssige hensættelser som følge af svingninger i renten For alle ovennævnte eksempler gælder det, at virksomhederne ingen indflydelse har på disse faktorer, da de ikke har relation til den enkelte arbejdsskade som sådan. Dertil kommer, at Arbejdsskadestyrelsen foretager en årlig opgørelse af de tilkendte erstatninger for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén. Op-

3 Side 3 gørelsen anvendes som grundlag for beregning af bidrag efter arbejdsmiljøloven. Hvor arbejdsmiljøbidraget fordeles på de enkelte selskaber på grundlag af deres andel af de samlede erstatningsudgifter og godtgørelser, lægges der med lovforslaget op til, at grundlaget for afgiften vil være det faktiske kronebeløb. Idet den enkelte virksomhed er uden mulighed for påvirkning af fastsættelse af afgiftsgrundlagets omfang og størrelse, finder DA, at afgiftsgrundlaget hviler på en vilkårlighed, der på ingen måde tilskynder den enkelte virksomhed til at agere i forebyggende henseende, såvel i forhold til forebyggelse af skader som nedbringelse af den enkelte virksomheds arbejdsskadeafgift. DA mener derfor, at afgiften bør beregnes som et fast årligt provenu til staten på 300 mio. kr., uanset at erstatningsudgifterne ville indbringe mere eller mindre i de enkelte år, hvis man anvendte en procentsats. Forebyggelse: Det fremgår af lovforslaget, at loven gælder med tilbagevirkende kraft, idet den vedrører afgørelser efter 1. september 2012 og ikke skader efter 1. september De skader, der allerede er sket, kan ikke forebygges, og det er dermed meget tydeligt, at der er tale om en skat på virksomhederne. Det gælder for erhvervssygdommene, at de er svære at forebygge for virksomhederne. Et element heri er, at arbejdsgiverne blot får information om anerkendelse af skaden, men ikke indsigt i de nærmere årsager og virkninger. Det vil sige, at en afgift på denne type af skader er meningsløs, hvis formålet er forebyggelse. Det gælder også, at det er umuligt at forebygge visse skadetyper. Følgende eksempler er alle baseret på konkrete sager: Kørsel i arbejdstiden, hvor en medarbejder bliver fronttalt påkørt af en modkørende: Mén = 12 pct. og erhvervsevnetab = 45 pct. Godtgørelse og erstatning = kr. Arbejdsskadeafgift 13 pct. = ,63 kr. Under teambuilding kommer en medarbejder til skade i forbindelse med en fodboldkamp Mén = 10 pct. og erhvervsevnetab = 65 pct. Godtgørelse og erstatning = kr. Arbejdsskadeafgift 13 pct. = ,25 kr. Erstatningsudbetalingerne er desuden et meget dårligt mål for den forebyggende indsats, da mange af skaderne er sket for 5, 10 eller 20 år siden. De nuværende arbejdsgivere kommer således til at betale for fortidens synder. Det gælder også, at man ved at fastholde en afgift ud fra en procentdel af erstatningssummen understøtter et ekskluderende arbejdsmarked. Det er til skade for den enkelte, som er på kanten af arbejdsmarkedet, og for samfundsøkonomien som sådan.

4 Side 4 Årsagen er, at den enkelte virksomhed vil tænke sig godt og grundigt om, før den ansætter personer med forskellige typer af helbredsproblemer fysiske og psykiske og evt. også sociale problemer. Det skyldes, at der er en større risiko for, at ansatte med helbredsproblemer udstødes fra arbejdsmarkedet og får tilkendt en livslang arbejdsskadeerstatning, end der er for raske ansatte. Den risiko er allerede til stede i dag, blandt andet som følge af retspraksis om forudbestående lidelser, og mindsker arbejdsgivernes incitament til at etablere et inkluderende arbejdsmarked. Uigennemsigtig og fordyrende opkrævning gennem forsikringsselskaberne Det fremgår af lovforslaget, at afgiften betales af arbejdsgiverne, dels gennem præmieforhøjelser i forsikringsselskaberne, dels ved en forhøjelse af bidraget til AES. Det fremgår af lovforslagets 10, at forsikringsselskaberne kan forhøje præmierne for lovpligtig arbejdsskadeforsikring uanset de indgåede forsikringsaftaler. Det er Skatteministeriets forventning, at forsikringsselskaberne vil forhøje præmierne og i den forbindelse fordele omkostningsrisikoen ud fra, hvor skaderne er flest og størst. Når forsikringsselskaberne fastsætter forsikringspræmien for den enkelte virksomhed, er det dog langt mere komplekst end som så, og det sker på baggrund af en lang række faktorer, herunder: Den enkelte virksomheds skadeshistorik Forsikringsselskabets tariffer ift. brancher og jobgrupper Er det en virksomhed, der har andre engagementer i forsikringsselskabet, f.eks. sundhedsforsikringer, ejendomsforsikringer m.v. Er det en virksomhed, som forsikringsselskabet gerne vil af med som kunde (at prize up ) fordi kunden har været dyr - ofte af andre grunde end historik med arbejdsskader Er der tale om en stor kunde, man rigtig gerne vil have, og derfor giver stor rabat på enkelte elementer Forsøger forsikringsselskabet at komme ind på et nyt marked Antagelsen om, at forsikringsselskaberne vil forhøje præmierne på baggrund af virksomhedernes risikoprofil, er dermed i bedste fald en forenkling af virkeligheden. DA mener, at forslaget vil medføre et yderst uigennemsigtigt system med en tilfældighed i præmiefastsættelsen afhængigt af, hvilke øvrige forsikringsengagementer virksomheden har. En genforhandling af præmien, vil derfor være stærkt påvirket af den enkelte virksomheds kundeforhold og i langt mindre omfang af risikoen for arbejdsskader. Konkret vil det betyde, at mindre og mellemstore virksomheder kommer til at bære en urimelig stor del af byrden, da de har en dårligere forhandlingsposition end de store virksomheder. Desuden er det næsten aldrig muligt at foretage en forsikringsmæssig tarifering på mindre virksomheder, da forekomsten af skader er meget lille eller nul. Endelig er der en overhængende risiko for, at virksomhederne kommer til at

5 Side 5 betale mere end de forventede 375 mio. kr. Det skyldes, at de enkelte forsikringsselskaber skal opbygge en administration til håndtering af arbejdsskadeafgiften. Krav om hensættelser koster 2 mia. kr. i 2012 Det fremgår af lovforslagets 4, stk. 2, at arbejdsskadeforsikringsselskaberne skal hensætte midler til dækning af fremtidige løbende erstatninger. Forsikring & Pension har over for DA oplyst, at konsekvensen af lovforslaget er, at forsikringsselskaberne samlet set skal hensætte et beløb i størrelsesordenen 2 mia. kr. i Årsagen er, at selve erstatningsudbetalingerne for skader for forudgående år først mange år senere er fuldt afklarede - og da afgiften pålægges efter erstatningsudbetalinger, og ikke efter hvornår skaden er sket, så stiller det krav om hensættelser til afgift fremadrettet på gamle skader. Da loven skal træde i kraft den 1. september 2012, vil forsikringsselskaberne allerede fra efteråret 2012 skulle finde 2 mia. kr. til finansiering af denne hensættelse. Langt de fleste forsikringsselskaber ligger ikke inde med et beløb i denne størrelsesorden, og det betyder derfor, at udgiften væltes over på forsikringsselskabernes kunder via en forhøjelse af forsikringspræmierne. Konkret betyder det, at de danske virksomheder ud over de forventede 130 mio. kr. skal betale yderligere 2 mia. kr Det vil helt overvejende være det private erhvervsliv, der kommer til at bære denne store omkostning til hensættelser, fordi de offentlige arbejdsgivere i stort omfang er selvforsikrede. Derudover vil kravet om hensættelser medføre, at nutidens arbejdsgivere i det enkelte selskab kommer til at betale en helt uproportional byrde, som relaterer sig til fortidens arbejdsskader. Set i lyset af den nuværende økonomiske situation finder DA det meget bekymrende, at Skatteministeriet påtænker at lade virksomhederne betale 2,1 mia. kr. i 2012, for at staten kan få et nettoprovenu på 130 mio. kr. Det er fuldstændigt ude af proportioner, og DA forventer at Skatteministeriet ændrer dette. Afgiften væltes over på kommuner, regioner og virksomheder Den foreslåede afgift skønnes at medføre et årligt nettoprovenu efter tilbageløb på 300 mio. kr. Der er korrigeret for statens andel af tilkendte erstatninger og godtgørelser, da indtægten fra afgiften på det statslige område er en udgift for staten. Afgiften påtænkes derfor pålagt, så det umiddelbare bruttoprovenu forventes til 500 mio. kr. om året 125 mio. kr. fra kommuner og regioner og 375 mio. kr. fra virksomhederne. Det manglende finansieringsbidrag fra staten finansieres således ved at pålægge kommuner, regioner og virksomhederne en afgift, der er større end nødvendigt. Det fremgår ikke af lovforslaget, hvorfor staten ikke skal bidrage til den samlede finansiering, bortset fra at det er en udgift for staten. Staten bør som alle andre arbejdsgivere være med til at betale afgiften, såfremt der skal være en

6 Side 6 logik i afgiftsopkrævningen. Det bemærkes endvidere, at den foreslåede model vil være konkurrenceforvridende, da private virksomheder, der f.eks. udfører rengøringsarbejde, vil blive ramt af afgiften, mens statslige virksomheder fritages. DA forventer derfor, at statens bidrag til arbejdsskadeafgiften vil blive medregnet i det samlede nettoprovenu. Det burde være muligt at konstruere en opkrævningsmodel, hvor staten bidrager på linje med kommuner, regioner og virksomheder. Det kunne f.eks. ske ved, at afgiften finansieres inden for rammerne af den statslige institutions finanslovsbevilling. Arbejdsgiverne skal selv betale for administrationen Det fremgår af lovforslaget, at Arbejdsskadestyrelsen skal bistå Skatteministeriet med opgørelser til brug i forbindelse med opkrævning af arbejdsskadeafgiften. Arbejdsskadestyrelsen er fuldt finansieret af arbejdsgiverne, idet de betaler omkostninger forbundet med sagsbehandlingen af erstatningssager. Det fremgår desuden af arbejdsskadesikringslovens 59, at gebyret omfatter betalingen for administration af det forhold, der er omfattet af loven, og som vedrører de pågældende. Loven fortolkes snævert af arbejdsskadesikringsloven og omfatter således ikke anden lovgivning. DA mener ikke, at der er hjemmel til den af Skatteministeriet foreslåede model. Arbejdsskadestyrelsen har simpelthen ikke lov til at vælte omkostninger forbundet med opgørelsen over på de arbejdsgivere, der betaler for administration i forbindelse med arbejdsskadesikringsloven. Lovforslaget bør derfor revideres, så det undgås, at arbejdsgiverne uretmæssigt finansierer en stor del af arbejdsskadeafgiftens administration. Med venlig hilsen DANSK ARBEJDSGIVERFORENING Sign. Karoline Klaksvig