Socialt forvaltningsarbejde på børne-/familieområdet en kontekst-baseret forståelse

Transkript

1 Socialt forvaltningsarbejde på børne-/familieområdet en kontekst-baseret forståelse Artiklen er udarbejdet med støtte fra NUBU på baggrund af forskningsprojektet MOSUL Bente Adolphsen Peter Vangsgaard Forår

2 Socialt forvaltningsarbejde på børne-/familieområdet en kontekstbaseret forståelse 1 Baggrunden Resumé Kompleksiteten som udgangspunkt Hvad er det dog der sker Tre dominerende tænkemåder i socialt forvaltningsarbejde på børneområdet Forandringstankerne Lighedstrækkene Meningsbegrebet og dettes sammenhæng med spørgsmålet om teoretiske præferencer Meningsbegrebet Meningsbegrebet og teorierne Viden og sagdimensionen Viden og tidsdimensionen Den institutionelle kontekst og videnstyperne Lidt om retten og økonomien Retsstaten Velfærdsstaten Konkurrencestaten Konkurrencestaten og faldgruberne Faldgruberne - risikovurderingerne og konstruktionen af de særlige behov Magisk konstruktionisme (retter sig mod eksperten i eget liv) Forlegen konsekvenspædagogisk tænkning (retter sig mod den rationelle aktør) Social pendlings-økologisme (retter sig mod det socialiserede menneske) Faldgruberne proceskonsulenten og de andre Proceskonsulenten/udviklingsagenten og konsekvenspædagogen Den system(at)iske socialøkolog og ICS-operatør Afslutning - den professionelle kompleksitetshåndtering som paradokshåndtering Litteratur... 37

3 Socialt forvaltningsarbejde på børne-/familieområdet en kontekst-baseret forståelse 1 Baggrunden Baggrunden for denne artikel er et ønske om at bidrage til en bedre fagkobling på de dele af Socialrådgiveruddannelsen/Diplomuddannelsen, der retter sig mod myndighedsudøvelsen - og igennem denne bestræbelse at medvirke til at skabe et forbedret grundlag for socialt arbejdes kompleksitetsforståelse og evne til at respondere på de udfordringer, som møder det i konteksten af den moderne socialforvaltning. Fokus er på det sociale børneområde, men mange af de resultater og pointer, der formidles, er for så vidt lige så velanbragte på andre områder af socialt forvaltningsarbejde. Vi er to jurister med mange års erfaring bl.a. med undervisning af socialrådgiverstuderende på grund- og efteruddannelsesniveau. Tilsammen repræsenterer vi viden, erfaringer og indsigter, der efter vores opfattelse er vigtigere at formidle i dag end nogensinde før. De begrebslige bud og medfølgende pointer vedr. arbejdets udfordringer og faldgruber, som vil blive præsenteret i artiklen, udspringer primært af vores samarbejde om et tre-årigt udviklingsprojekt, MOSUL (MOdel for Socialretlig Udvikling og Læring). Projektet ( ) blev støttet af Socialstyrelsen og gennemført i samarbejde med to kommuner, hvor vi i godt to år deltog i sagsmøder, på hvilke sagsbehandlerne tog vanskelige sager op til udredning og drøftelse. Formålet med vores deltagelse var at udvikle en model, herunder et kompleksitetskort, der kan facilitere det sociale forvaltningsarbejde, hjælpe det med at finde mål og retning i hverdagsprocesser, der ofte virker både uoverskuelige og uhåndterbare (se Adolphsen og Vangsgaard, 2012). Som (jura-)undervisere på Socialrådgiveruddannelsen er det oplagt, at vores endemål må være understøttelsen af den gode praksis i socialt forvaltningsarbejde. Det er imidlertid lige så oplagt, at vi som fagdidaktikere på en tvær- eller flerefagligt orienteret uddannelse må være særligt interesserede i at oplyse vejen dertil og i at yde vores bidrag til, at det fag vi repræsenterer, juraen, bliver synligt på vejen og kommer til sin ret i den sammenhæng, det bør indgå i sammen med andre fag. Vi har i den forbindelse oplevet, at vores fag i for høj grad bliver betragtet som en ramme og ikke som en optik, der farver virkelighedsbilledet og den måde selve opgaven anskues på. Med et begreb, vi bruger senere i artiklen, kan man sige, at socialrådgiverstuderende nemt kommer til at forholde sig til jura som et fænomen, der først og fremmest skal tilgås fra ydersiden, mens det, der undervises i under betegnelsen perspektiver i socialt arbejde, kommer til at repræsentere det sociale arbejdes inderside. Vi mener, at dette forhold er uheldigt og med at skabe problemer for de færdiguddannede socialrådgivere, der starter i praksis. Og værre endnu: At det også for den mere erfarne socialrådgiver kan vedblive at være en uhensigtsmæssig begrænsning i arbejdet; at den ovennævnte tilgang med andre ord kan sætte sig fast og på tværs i rådgiverens synsfelt og dér spærre for ellers oplagte horisonter med tilhørende handlemuligheder. 2 Resumé Med artiklen vil vi gerne bidrage til at skabe bedre integration mellem det sociale arbejdes formelle faglige (refleksions-)grundlag og dets institutionelle ditto. Kun en tilnærmelse eller 3

4 kobling mellem de to kan efter vores opfattelse skabe et grundlag for navigation og refleksion, som reelt kan understøtte vores studerende i den dagligdag, der møder dem, når de efter endt studium, skal praktisere deres fag i socialforvaltningen. Det er for os afgørende, at socialrådgiverstuderende i deres studietid indser, at økonomi og jura forvaltningens grundlæggende mekanismer til kompleksitetsudfoldelse og reduktion både lægger rammer for socialt arbejdes praksis og udgør perspektiver på opgaven, rammeperspektiver om man vil, som man som praktiker, der gerne vil flytte ting, må være fortrolig med og opfatte som sine egne. I nogle henseender kan man, som vi vil se, slå juraen og økonomien i hartkorn. I andre henseender er det netop forskellene, der er pointen. Mens det økonomiske perspektiv, udtrykt gennem nytte- og optimeringsberagtninger på alle niveauer, helt umærkeligt lægger ledetråde for det sociale arbejdes praksis, herunder dets teoriinddragelse, er det juridiske perspektiv truet i disse år. Denne artikel handler om, hvorledes det juridiske perspektiv kan bidrage til et mere helhedsorienteret socialt forvaltningsarbejde, der udfolder en større grad af kompleksitet under samtidig opretholdelse af fremdriften i sagerne. Artiklen tager læseren med på en tur, en teoretisk guidet tur, i den moderne socialforvaltning. Formålet er, at læseren ved vejs ende kan se konturerne af et nyt refleksionsgrundlag for socialt forvaltningsarbejde. Skal et sådant have anvendelsesværdi skal det kunne informere om ledetråde og faldgruber i arbejdet, ligesom det skal kunne give idéer til, hvorledes en sag, der er kørt fast, kan fortsættes på baggrund af en klargjort horisont og et fornyet perspektiv på opgavevaretagelsen. Kompleksitetsbegrebet er MOSUL-projektets vigtigste teoretiske udgangspunkt. Projektets ovennævnte ambition om at tegne et kompleksitetskort vidner om dette. Kompleksitetssporet holdes varmt igennem hele projektet og således også i denne artikel. Meningsbegrebet, som danner det andet spor, er begrebet, der forener MOSULs grundlæggende teoretiske perspektiver, fænomenologien og systemteorien. Begrebet gennemsyrer artiklens begrebslige udfoldelser og understøtter dens bestræbelse på at tænke i forskel(le) såvel som helhed(er). Det socialfaglige svar på kompleksitetsudfordringen er netop helhedssynet og artiklen har et bud på, hvad der bør ligge i et sådant. Det institutionelle spor udspringer af forestillingen om det sociale arbejde som kontekstbestemt. Dette spor, som er denne artikels hovedspor, væver sig ind og ud af de andre spor og er i høj grad et historisk spor. Det er artiklens mest centrale påstand, at kompleksiteten ikke kan begribes uden indsigt i den social- og forvaltningspolitiske historie, som i dag udfordrer forvaltningspraksis ved, ideelt set, at skulle forholde sig til hele tre grammatikalske lag. Eftersom der er et åbenbart behov for kompleksitetsreduktion, er det ikke underligt, at man i forvaltningen jævnligt forsøger sig med overspring, hvilket betyder, at det kun er de seneste social- og forvaltningspolitiske tendenser, man får forholdt sig til. Med eksempler fra projekt MOSULs datamateriale søges det påvist, hvorledes handlingsforkortelser er en risiko i dagens forvaltningsarbejde og hvorledes særligt autoritetsforlegenhed og formynderiforflygtigelse spiller en tvivlsom rolle i de allermest vanskelige børnesager. En måde at gøre disse risici mindre er at besinde sig på forvaltningens retsstatslige udgangspunkt - og et retligt perspektiv på opgavevaretagelsen. Vejen til at snakke om kontekst og helhedssyn i den sociale forvaltning skal tage sin begyndelse i teorierne i det praktiske sociale arbejde. Den socialfaglige kompleksitet er en kompleksitet der vedrører opgaven, men for mange socialrådgivere (og især studerende og undervisere) handler professionalisme om vidensinddragelsen og de problemer, der er forbundet hermed. Fra et 4

5 udgangspunkt i de i praksis - dominerende socialfaglige teorier, når vi frem til at beskrive kompleksiteten i dens kontekstbestemthed og meningsfylde. I artiklen bruger vi flere cases fra vores undersøgelsesmateriale til belysning af nogle af vores pointer. Der er tale om referater fra drøftelsen af sagerne, hvorfor det flere steder er de forskellige mødedeltageres formuleringer og forslag, der refereres og citeres. Man skal således være opmærksom på, at der forekommer en del daglige talemåder. 3 Kompleksiteten som udgangspunkt Det sociale arbejde er komplekst. I denne påstand er der intet kontroversielt endsige overraskende. Og få om overhovedet nogen - vil formentlig være uenige heri. Men hvordan er det komplekst? I dette spørgsmål er der måske lidt mere sprængkraft. Hvis kompleksitetsbegrebet for alvor skal nyttiggøres som udgangspunkt for en forståelse af det sociale forvaltningsarbejde er det nødvendigt at komme besvarelsen af hvordan-spørgsmålet lidt nærmere. Arbejdets kompleksitet kommer utvivlsomt til syne i interaktioner, det vil sige i de situationelle udvekslinger sagsbehandleren har med kolleger i sagsbehandlergruppen, fagpersoner fra andre forvaltningsdele og myndigheder, ledere og ikke mindst de familier og børn og unge, som sagsbehandlingen er rettet imod. Ikke sjældent fører kompleksiteten til ærgrelser, misforståelser og somme tider konflikter. Kompleksiteten er defineret ved en grad af uoverskuelighed, ved et overskud af muligheder for fortolkning, situationsbedømmelse og handling. Kompleksitetsbegrebet har sammenhæng med kontingensbegrebet. Det, der er kontingent, er muligt, men ikke nødvendigt. Man kunne med andre ord have besluttet anderledes, gjort noget andet, sagt noget tredje. Sådan er det i socialt forvaltningsarbejde. Og det bliver nok ikke anderledes. Og det er godt! Ingen ønsker vel et mekaniseret eller manualiseret socialt arbejde, hvor der ikke er spillerum for hensyntagen til den konkrete situation. Det første, man kan spørge sig selv om, er, hvad interaktionerne betyder for kompleksiteten. Situationer eller interaktioner er defineret ved, hvem der konkret er nærværende. Selvom de fleste socialarbejdere vil nikke genkendende til, at der er forskel på de personer, man arbejder med - nogle er besværlige, andre er udfordrende, atter andre er nemmere at have med at gøre står det dog klart, at disse forskelle ikke kan definere kompleksiteten. Kompleksiteten er der uanset hvem sagsbehandleren konkret står overfor og interagerer med. Hvis det ikke er situationerne, der definerer det sociale arbejdes kompleksitet, er det måske de anvendte kommunikative logikker og koder? I systemteorien betegner en kommunikationskode en forskel, der styrer kommunikationen, giver den mål og retning en nærmere bestemt horisont af muligheder og handling. I mange situationer i mange funktionelle sammenhænge - kan det være fristende at skære kommunikationen til. Og det sker da også ofte. Det er fx, hvad der sker, når underviseren adresserer sin studerende som studerende og kun som studerende. Eller når lægen adresserer patienten som patient og kun som patient. Selvom kommunikationen således skæres til, kan 5

6 kompleksiteten i kommunikationen være stor. En pædagogisk kommunikation kan spænde vidt: Der er mange undervisningsmetoder og lige så mange læringsstile. Læringsstoffet er i sig selv komplekst. På samme måde er lægelig behandling ikke nødvendigvis nogen enkel ting. Der kan være forskellige behandlingsmetoder med forskellige bivirkninger. Og der kan være spørgsmål om, hvorledes patienten gennem sin egen medvirken kan understøtte hhv. skade sit behandlingsforløb. Muligheden for på ovennævnte vis at skære kommunikationen til står ikke umiddelbart til rådighed for det sociale forvaltningsarbejde. Hvordan skal man eksempelvis forstå barnet? I praksis synes der at være en del tvivl herom. Er barnet først og fremmest et individ, der skal lære at lære? En der skal lære at mestre sine livsvilkår? En (potentiel) afviger, der skal behandles? En borger med begrænset partshabilitet, der skal have opfyldt sine rettigheder? En svag person, der skal beskyttes? En ressource, der for den enkeltes og samfundets skyld skal investeres i? Den sociale hjælp er en alt for tvetydig størrelse til, at det kan lade sig gøre at skære kommunikationen entydigt til. Hjælp kan være mange ting. Mange koder er i spil. Ingen kode er i stand til at indtage positionen som den ledende. Det sociale arbejde er i den forstand kodeambivalent (se fx Kleve, 2000; Andersen, 2003). Derfor kan det heller ikke være en kommunikationskode, der er definerende for det sociale arbejdes kompleksitet. Tilbage er der den organisatoriske eller institutionelle kompleksitet, som den der definerer det sociale forvaltningsarbejde. Karen Healey skriver (Healey, 2005, s. 20): "Den stærkt kontekstuelle natur af socialt arbejde adskiller det fra andre professioner. Grundlagene for vores faglige praksis - vores base af viden, formål og færdigheder - konstrueres i høj grad i og af de miljøer, vi arbejder i. Derfor må forbedringen af vores evne til at forstå, analysere og respondere på vores institutionelle kontekster være uløselig forbundet med vores rammer for den faglige praksis." Vores artikel handler om, hvorledes den institutionelle infrastruktur præger socialt forvaltningsarbejde. Hvilke opmærksomhedspunkter giver en indsigt i denne struktur socialarbejderen? Hvor er der muligheder for socialt arbejde? Hvor er der faldgruber? Vi vil imidlertid starte et andet sted, end den institutionelle kontekst. Vi vil starte et sted, hvor vi regner med at have de bedste chancer for at mødes med vores studerende. Vores tanke er følgende: Som socialrådgiverstuderende er man ligesom de socialfagsundervisere, man møder på studiet primært interesseret i socialfaglig teori. Og i at overskue den komplekse situation, det er, at skulle vælge mellem så mange forskellige teoretiske udgangspunkter og perspektiver og få de valgte hvis der er flere til at spille sammen i en mere helhedsorienteret praksis. Den (kommende) professionelle forstår sig i uddannelseskonteksten som bruger af teori. Professionsteoretisk er vidensinddragelse i praksis da også definerende for, hvad man i det hele taget forstår ved professionalisme. Hvor oplagt det end er at lægge ud med at se på praksisteorierne og teorianvendelsen i praksis, må det allerførste skridt på vejen dog være, at vi fortæller lidt om, hvad der undrede os ved vores MOSUL-møde med praksis. Al teoretisk refleksion og refleksion i det hele taget begynder med en undren. Det gælder også i vores projektarbejde. Vil man indvende, at vi, med vores mangeårige erfaring, må have svært ved at mobilisere en undren, kan vi sagtens følge denne pointe. Vi accepterer derfor, at der for vores vedkommende i nogle tilfælde og i nogen grad må tales om den lille undren, men den er der til gengæld også. Praksis er en dynamisk størrelse og der er hele tiden ting man uanset erfaring kan blive både overrasket over og klogere på. 6

7 4 Hvad er det dog der sker.. Gennem mange år har vi i medierne fået oprullet en lang række sager, hvor udsatte børn har været svigtet af den kommune, der skulle hjælpe dem. Der har i medierne været stillet skarpt på den utilstrækkelige og undertiden noget pinlige indsats på det sociale børneområde, som er blevet afdækket i den ene sag efter den anden. Beretningerne er hjerteskærende og kommer ofte fra de ofre, der i årevis har lidt under mangel på omsorg fra både forældre og professionelle i deres nære miljø. De sager, der har givet anledning til kritikken og den senere diskussion af samfundets indsats overfor de svageste og mest udsatte børn, har fået navne som Brønderslevsagen, Esbjegsagen og Rebildsagen og indtrykket er efterhånden, at enhver købstad har sine ømme sager, der ubønhørligt kalder på den dårlige samvittighed. Når det handler om børn indtræder der ikke, som i så mange andre tilfælde, hvor tingene ikke fungerer, en træthed overfor emnet. Det er som om interessen for disse ulykkelige sager aldrig sløves. På netop dette område er alle enige om, at der skal ydes om ikke den bedste indsats, så dog en indsats, man klart kan være bekendt og forargelsen er lige stor hver gang det viser sig ikke at holde stik. Igennem vores MOSUL-projekt er vi blevet vidner til socialt forvaltningsarbejde, som nok har sine udfordringer, men sandelig også sine kvaliteter. Rigtig meget arbejde udføres godt med en passende blanding af involvering, faglighed og ydmyghed. Vi skal her minde om, at de sager, vi har hørt om i MOSUL, alle er sager, der voldte sagsbehandlerne problemer. At der selv i de vanskelige sager kan opvises godt socialt arbejde betyder selvsagt ikke, at der ikke kan peges på problemer. Det kan der altid, når det bliver komplekst og der er flere måder at anskue sagerne på. Nogle af de problemer, vanskeligheder eller faldgruber, vi er stødt på, ser faktisk ud til at være ret gennemgående og man kan få det indtryk at de ligger latent, lige under overfladen, klar til at poppe op ved passende anledning. Det er dem, vi vil fokusere på i det følgende. Problemerne, vanskelighederne og faldgruberne vedrører såvel den institutionelle navigation som vidensinddragelsen. Påfaldende var det for os, at sagsbehandlerne lagde forholdsvis lidt vægt på traditionelle sagsbehandlingsdyder som systematisk udredende arbejde, gravearbejde i form af afdækning af potentielt skadegørende mønstre i familierne og grundige socialfaglige anamneser. I flere tilfælde havde vi i MOSUL tilflytterfamilier på dagsordenen, hvor man på trods af klare indikationer for nedarvede social-psykologiske belastninger ikke havde fundet anledning til at indhente oplysninger om familiehistorikken fra fraflytningskommunen. I nogle tilfælde var der tydeligvis tale om dynastifamilier med alenlang forsørgelseshistorie. Ikke engang i disse tilfælde var tilskyndelsen stor til at indlede et bagudrettet udredningsarbejde, der evt. kunne kaste lys over familiens aktuelle forhold. I stedet var der megen fokus på de aktuelt fremtrædende problemer og især ressourcer. Alle familier rummer ressourcer om ikke andet så gør de det, når man medtager netværket, det uformelle såvel som det formelle og det er selvfølgelig vigtigt, at dette forhold ikke undgår sagsbehandlerens opmærksomhed. At hitte rede i disse netværk og deres (potentielle) betydning for familien, forælderen, barnet, den unge, kan i sig selv være en omfattende opgave. Et andet bemærkelsesværdigt forhold er den vægt, det konsensussøgende samarbejde tillægges i moderne forvaltningsarbejde. Professionelt socialt arbejde er et målrettet arbejde. Traditionelt har den socialfaglige (prognostiske) vurdering, sammenfattet i den mere eller mindre sikkert begrundede antagelse, været det styrende redskab i arbejdet. Det var antagelsen, der styrede 7

8 afgørelsen af, hvorvidt der skulle indledes en undersøgelse. Det var antagelsen, der sikrede, at undersøgelsen ikke blev udstrakt mere end nødvendigt. Og det var den bekræftede eller afkræftede antagelse, der lå til grund for undersøgelsens konklusion og ved det eventuelle valg af foranstaltninger. Antagelsen er selvfølgelig ikke væk som styringsværktøj i arbejdet, men samarbejdet synes at trænge frem som det moment, der fastlægger næste sagsskridt, næste processuelle beslutning, næste afgørelse i sagen. Talrige er de sager, der forløber primært som en samarbejds-historie med ups and downs. Samarbejdet inkluderer interne samarbejdspartnere i forvaltningen og eksterne samarbejdspartnere i form af plejefamilier, behandlere, skolelærere mfl., men selvfølgelig primært familierne, forældrene, barnet eller den unge, hvorom alting i sidste ende drejer sig. Snarere end at bruge psykologerklæringer og andre erklæringer i sagen som bidrag, der kan anvendes i opbygningen af antagelsen, bruges andre professionelle som sparringspartnere. Det gøres ofte i et tværfagligt samarbejde, hvor det gælder om så vidt muligt at opnå konsensus om, hvad der til enhver tid er det mest hensigtsmæssige tiltag over for barnet og familien. I MOSUL har vi ofte undret os over, at eksperterklæringer, som regel betalt i dyre domme, ikke bruges mere aktivt i de socialfaglige vurderinger. Faktisk viste det sig flere gange under MOSUL-møder, hvor sagsbehandleren havde medbragt dele af sagen, at der i erklæringerne fandtes hidtil upåagtede udtalelser af stor værdi for vurderingen af forældreevnen og mulighederne eller manglen på samme for at forbedre den gennem forskellige behandlende eller støttende tiltag. Et sidste bemærkelsesværdigt forhold, som sprang os i øjnene, har med forskellige slags tærskler at gøre. Et sagsforløb består af faser: I den første fase skal der tages stilling til, om der skal indledes en egentlig undersøgelse af et barns forhold. Situationen kan fx være den, at der er modtaget en underretning fra skolen om, at barnet har vanskeligheder, som ikke har kunnet løses ved en professionel pædagogisk-didaktisk indsats fra lærerens side og i et skole-hjemsamarbejde, hvor forældrene er blevet involveret. Anden fase, som altså kun indledes ved en egentlig afgørelse herom, er undersøgelsesfasen, som munder ud i en konklusion gående på, om der skal træffes afgørelse om foranstaltninger og evt. hvilke. Træffes afgørelse om foranstaltninger skal der følges op, og det skal sikres, at indsatsen understøtter formålet. Kun hvis problemerne ikke kan løses i hjemmet, er der grundlag for at anbringe barnet udenfor hjemmet. Og kun hvis særlige forhold gør sig gældende, kan en sådan foranstaltning ske uden samtykke fra forælderen og den unge der er fyldt 15 år. I undersøgelsesfasen er der også, hvis det ellers er relevant, mulighed for at undersøge barnets person, men kun hvis særlige betingelser er opfyldt, kan en sådan undersøgelse ske uden samtykke. Når vi kort og ufuldstændigt opsummerer sagens faser på denne måde, er det fordi man vil forvente en stor faglig opmærksomhed omkring de tærskler, der danner overgang mellem faserne. Denne forventning bliver langt fra altid indfriet. Tærsklerne markerer udover at man som sagsbehandler må indstille sig på en anden opgave at relationen til familien får et nyt indhold og måske en ændret karakter. I praksis er der dog en tendens til at se sagens forløb som et kontinuum, hvor tilsyn, undersøgelse, foranstaltning og opfølgning er overlappende ligesom i øvrigt en indsats i hjemmet hhv. er indsats udenfor hjemmet. Det betyder ikke, at sagsbehandlerne ikke er klar over, at børneundersøgelsen ikke kan udstrækkes i det uendelige og at der er forskel på en anbringelse og en massiv indsats med blandt andet masser af aflastning. Men det betyder, at det er andre tærskler, der er mere vigtige for rådgiveren, fx den tærskel der overskrides når man går fra at stole på forælderen og til at mistro forælderen. Grænsen mellem tillid og mistillid i personlige forhold kan efter omstændighederne ændres på meget kort tid, og derfor har vi i MOSUL set en hel del eksempler på abrupte forløb, der efter en længere, nærmest tærskelløs periode, pludselig ændres markant. 8

9 Nogen vil måske her foretrække at tale om blød social konstruktionistisk indsats, der pludselig ændres i en mere håndfast og positivistisk retning. På et tidligt tidspunkt i projektet stod det os klart, at begreber som netværk, ressourcer og samarbejde er helt centrale for forståelsen af, hvad der kendetegner det sociale arbejde, dets problemforståelse såvel som dets grundlæggende tilgang til forvaltningsindsatsen. 5 Tre dominerende tænkemåder i socialt forvaltningsarbejde på børneområdet. Vi vil i det følgende forsøge at komme det lidt nærmere, hvorledes de forhold, som vi fandt påfaldende og som blev kilder for vores undren, kan opstå. Spørgsmålet er i første omgang, hvilke teoretiske forestillinger, der ligger bag de ovennævnte måder at gå til opgaven på. Vi har i MOSULprojektet mødt tre dominerende tænkemåder/teoretiske tilgange til det sociale forvaltningsarbejde på børneområdet. Vi vil kalde dem konsekvenspædagogikken, økologismen og konstruktionismen. De to sidstnævnte er hver for sig og i forskellige kombinationer tydelige i den socialfaglige kommunikation og de overvejelser, sagsbehandlere lægger frem som baggrund for deres vurderinger af det enkelte barns situation og som begrundelse for påtænkte afgørelser og beslutninger. Den første, konsekvenspædagogikken, afviger fra de andre derved, at den aldrig (eller kun uhyre sjældent) forekommer i ren form og ej heller som det primære udgangspunkt for sagsbehandlingen. Derimod inddrages den opportunt og ofte forlegent i sammenhænge, hvor sagsbehandleren har mistet handlemuligheder i et forløb, der oprindeligt blev grundlagt på en af de to andre tilgange. Tænkemåderne/tilgangene er forskellige og alligevel er der træk, der forener dem, hvad vi vil vende tilbage til. I den moderne socialforvaltning adresseres i forlængelse af ovenstående forælderen i børnesagen på en af tre måder (eller på en måde, der kombinerer de tre): Forælderen adresseres som en person, der nok har nogle vanskeligheder i rollen som omsorgsperson, men som i et eller andet omfang, der evt. må afdækkes nærmere, dog evner at træffe økonomisk rationelle valg for sig selv og sin familie (den rationelle beslutningstager); samtidig reagerer adækvat på sine forudsætninger og omgivelser i bredeste forstand, herunder ikke mindst de sociale omgivelser, der, udover familien, bl.a. tæller forskellige uformelle netværk og formelle arenaer (fx socialforvaltningen), med hvilke han lever og har levet i et omfattende og sindrigt net af kausale udvekslingsforhold (det økologiske menneske); samtidig inkarnerer et individualiseret verdensforhold, en selvstændig meningsinstans, og (måske) en nitte i det sociale relations-, forhandlings- og positioneringspil, hvor han aldrig rigtig er blevet mødt med anerkendelse og forståelse for de kompetencer, der (også) vil kunne kaldes frem og vise et andet billede af ham og hans muligheder (eksperten i eget liv). 9

10 Selvom sagsbehandleren ikke direkte tiltaler forælderen som anført ( goddag, ekspert i eget liv! ), ligger adresseringsmåderne i umiddelbar forlængelse af de nævnte tænkemåder de udgør i den forstand det sociale børnearbejdes implicitte adressater. For så vidt angår barnet/den unge må der naturligvis gøres visse modifikationer i forhold til det ovenanførte: barnet er (måske) endnu ikke i stand til at træffe rationelle valg og få det bedste ud af situationen1 barnet har (formentlig) endnu ikke indoptaget de normer, der skal gøre det muligt for det at gebærde sig i samfundet, idet det kun er i den indledende lærings- og socialiseringsfase den unge er nok det større kompetente barn, men trods alt kun en meget umoden ekspert. 5.1 Forandringstankerne Nu er socialt forvaltningsarbejde jo et arbejde, der gerne skal bidrage til forandring. Med til billedet af, hvorledes de omhandlede tænkemåder præger arbejdet, hører derfor også nogle forestillinger om, hvorledes forandring sker. Den rationelle beslutningstager påvirkes først og fremmest via regulative strukturer. Regulative strukturer er incitamentsstrukturer, der fastlægger betingelser for belønning/straf/sanktion. I den socialfaglige tiltale er den rationelle beslutningstager en person, der i et eller andet omfang kan tage ansvar for/korrigeres i sin adfærd i forhold til andre, hvis der på den rette vis appelleres til hans motivation/interesse i at have det eller få det så godt som muligt (og herunder undgå ubehag). Det økologiske menneske påvirkes, udover af biologiske og fysiologiske strukturer, af normative strukturer. Normative strukturer er socialt udviklede strukturer, der påvirker den enkelte gennem mere eller mindre uigennemskuelige socialiseringsprocesser. I den socialfaglige og helhedsorienterede tiltale er mennesket indlejret i meget omfattende socialstrukturer, der spænder fra mikro- over meso- og makro- til ekso-niveauet, hvor (skadegørende hhv. beskyttende og understøttende) påvirkning potentielt kan ske fra dem alle. I det sociale forvaltningsarbejde har man traditionelt haft mest fokus på (påvirkning fra/af) de nære relationer, men spørgsmålet er selvfølgelig hvordan man afgrænser det nære. Under alle omstændigheder minder økologismen sagsbehandleren om, at de relevante sammenhænge kan være mere omfattende end, hvad der foregår aller tættest på. Denne påmindelse kommer til udtryk i form af usikkerhed om, hvorvidt undersøgelsen skal udstrækkes yderligere for at være fyldestgørende. Eksperten i eget liv påvirkes af kognitive strukturer. Kognitive strukturer er symbolske konstruktioner, udviklet i sociale samspil, hvor den enkelte deltager som medkonstruktør, omend undertiden som en noget afmægtig sådan. I den socialfaglige tiltale er eksperten kompetent og deltagende i sociale konstruktionsprocesser, idet han på sin helt egen måde sammensætter sit verdenssyn af socialt konstruerede elementer og symboler. I det sociale forvaltningsarbejde er man sprogligt bevidst og optaget af at fremkalde og bygge på den enkeltes ressourcer, som ingen andre evt. har haft tilstrækkeligt øje 1 Det bedste er ikke nødvendigvis godt ; hvad der er bedst afhænger af de foreliggende muligheder og det gode skal være inden for rækkevidde, hvis det skal kunne vælges. 10

11 for. Sagsbehandleren skal understøtte hans deltagelse i og ejerskab i forhold til sagens behandling. Hverken problemer eller ressourcer findes som substantielle størrelser. Eksperten i eget liv er ikke én, der er som han er, men én der er som han bliver. 5.2 Lighedstrækkene Kigger man lidt nærmere på de implicitte tiltaleformer, ser man, at de alle tre er symmetriske og ikke-vertikale. Vi reagerer alle økonomisk rationelt på incitamenter, som vi i øvrigt alle er udsat for. Vi er alle indfældet i og påvirket af den sociale virkeligheds normer. Vi er alle eksperter i eget liv (hvad det så end betyder). Tiltaleformerne er i forlængelse af ovenstående egnede til at sløre magtforholdet i kommunikationen. Sagsbehandleren og barnet/den unge/forælderen er tilsyneladende men selvfølgelig kun tilsyneladende på lige fod. Man kan spørge, om dette også er gældende, når forælderen tiltales som økonomisk rationel beslutningstager i forbindelse med en afgørelse om forældrepålæg og ledsagende trussel om sanktion i form af inddragelse af børn- og ungeydelsen. I en vis forstand gælder symmetrien også denne situation: Både sagsbehandler og forælder kan i hver deres position blive tiltalt som rationelle beslutningstagere. Konkret er det nu forælderen, der tiltales. Men hvis forælderen bliver omfattet af sanktioner, er pågældende ikke i egentlig forstand udsat for magtanvendelse. De pålæg, der træffes afgørelse om, følger enten af loven eller af sund fornuft og forælderen styrer selv, ved sin adfærd, sin egen beslutning, om sanktionerne skal udløses. På samme måde med det økologiske menneske. Når sagsbehandler og forælder mødes, finder de sig selv i to forskellige positioner, men med alle muligheder for at identificere sig med hinanden. De mødes med hver deres forudsætninger og specielle baggrund, men der er også mange fællestræk i deres liv (i økologien hænger det hele jo sammen). Fx er de en del af samme samfund og hvis dette samfund generelt har et problem med autoritet og formynderi, kan de se hinanden som individuelt og gensidigt udfordrede af denne omstændighed. Tiltaleformerne er alle kompatible med et konkurrencestatsligt ressourcesyn på barnet/den unge/forælderen. En person, der, i et eller andet omfang, kan fungere som rationel beslutningstager må alt andet lige besidde nogle ressourcer. Det samme må gælde det økologiske menneske: Hvis det kniber lidt med ressourcerne i den allernærmeste del af mikromiljøet findes der måske nogle lidt længere væk eller måske kan der kompenseres ved at kigge nærmere på fx mesoniveauet. Selvom eksperten i eget liv ikke er ekspert i meget andet, er der også i dette begreb noget, der umiskendeligt associerer til ressourcer. Ressourcesynet er med andre ord i økologismen indbegrebet af et særligt blik for barnet/den unge/forælderens netværksressourcer og sociale kapital. I konsekvenspædagogikken bekræftes og fremvises den enkeltes iboende rationelle ressourcer, når han reagerer adækvat på passede incitamenter. I konstruktionismen fremkaldes ressourcerne i kommunikationens pendulering mellem forskellige medier og logikker, hvorved de kommer til syne som (enten) udviklingspotentialer (i den pædagogiske kommunikation), investeringspotentialer (i den økonomiske), psykiske potentialer (i den psykologiske) osv. Peduleringen kan fortsættes indtil der findes noget at tage afsæt i. 11

12 Tiltaleformerne er tilpas tvetydige til at rollerne i kommunikationen ikke fryser så fast, at fleksibiliteten går fløjten. Klart at en ekspert i eget liv må anerkendes men spørgsmålet om hvordan svæver lidt i luften. Som konsekvens af tvetydigheden kan det også fremhæves som et fællestræk ved de omhandlede tilgange, at det kan være svært ud fra dem at udvikle og fastholde et nogenlunde entydigt problemfokus. Problemerne bliver med andre ord endnu vildere, endnu vanskeligere at få hold på. Det kan være svært ud fra de omhandlede teorier og tilgange at lave fremskrivninger af barnets/familiens situation ved forskellige foranstaltninger og interventioner. Teorierne er ikke prognostiske, men nok håbefulde. 6 Meningsbegrebet og dettes sammenhæng med spørgsmålet om teoretiske præferencer Vi har just set på en række lighedstræk mellem de dominerende teoretiske forestillinger i moderne sociale forvaltningsarbejde. Ét lighedstræk, måske det mest centrale, har vi dog ikke berørt. Det er således påfaldende, at begreberne struktur og mere indirekte relation går igen i forskellige varianter, både når man forsøger at bestemme teorierne indholdsmæssigt og indkredse deres forandringstanker. Teorierne handler alle om forskellige typer strukturers relation til og betydning for menneskelig handling og ageren. For at komme videre med tegningen af kompleksitetskortet har vi brug for at se dette fællestræk i en større sammenhæng, hvor de dominerende teorier optræder med andre typer teorier, der, omend de er knap så meget fremme, alligevel kan have en vigtig funktion for forvaltningsarbejdet. Spørgsmålet er nærmere, hvilke typer af teorier, der er relevant at operere med, når der skal skabes overblik med henblik på refleksion og navigation i arbejdet. For at komme en besvarelse nærmere vil vi på dette sted indsætte en parentes, hvor vi kort behandler meningsbegrebet og dettes betydning for MOSULprojektet. 6.1 Meningsbegrebet Som nævnt i resuméet har vi i MOSULprojektet arbejdet ud fra to grundlæggende forskellige teoretiske udgangspunkter. Vi startede med systemteorien, men fandt takket være vores samarbejde med Morten Raffnsøe-Møller2 at det var nødvendigt at supplere med et fænomenologisk perspektiv. Tre forhold gjorde denne nødvendighed tydelig for os. De to første forhold har med kompleksiteten at gøre og refererer på en meget direkte måde til vores første mere systematiske iagttagelser af praksisfeltet: 1. Det ene af disse forhold handler om den ovenfornævnte kodeambivalens: Når det ikke er muligt at adressere forælderen, barnet eller den unge på en nogenlunde entydig måde, bliver det nødvendigt at forholde sig til det hele menneske. Dette menneske tager ikke blot del i samfundets funktionelle sammenhænge, hvor det indtager forskellige roller, men har rod i en livsverden, hvor gensidigheden er af en anden art. En del af rådgiverens opgave bliver at skabe et fællesskab med den familie/det barn, der skal hjælpes. Kampen om fællesskabet, som Højlund (2000) kalder det, trækker ikke kun på samfundsmæssige semantikker og kommunikationssystemer, men også på fællesmenneskelige erfaringer, følelser og empati. 2 Morten Raffnsøe-Møller, AU, sikrede projektet dets universitetsforankring. 12

13 Sådanne almenmenneskelige vilkår og erfaringer gribes ikke adækvat af systemteorien. 2. Det andet forhold handler om den måde, hvorpå sagsbehandlerne anskuer kompleksiteten. Der går noget tabt, hvis man alene forsøger at begribe sagsbehandlerens oplevelse af kompleksiteten med systemteoretiske begreber. Vi har i vores projekt fundet tre fremtrædende sagsbehandlerperspektiver på socialt forvaltningsarbejde: Livsverdensperspektivet, forvaltningsperspektivet og professionsperspektiver. Til hvert perspektiv er knyttet en opgave, der dog kun kan løses i sammenhæng med de andre. I denne artikel har vi valgt at stille skarpt på professionsopgaven og nærmere bestemt den del af professionsopgaven, der handler om den professionelle vidensinddragelse. Det betyder, at der er dele af socialrådgiveropgaven, som er underbelyst i denne artikel (for et mere fuldstændigt billede kan man læse Adolphsen og Vangsgaard, 2014). 3. Det tredje forhold som overbeviste os om nødvendigheden af at supplere med et fænomenologisk perspektiv har også at gøre med vores iagttagelser af praksisfeltet, men vedrører vores mere teoretisk-refleksive arbejde med dette. Dette arbejde har så snart vi blev klar over systemteoriens begrænsning handlet om at finde begrebslige tilbud, der kan matche og skabe sammenhæng med de systemteoretiske begreber og samtidig repræsentere den mest adækvate udvidelse af den horisont, vi lagde ud med at bekende os til. Allerede de første spadestik vores teoretiske gravearbejde afslørede, at de samfundsmæssige (systemteoretiske) og fænomenologiske perspektiver i virkeligheden er ret nært forbundne (se fx Paul, 2001). De mødes og kobles i meningsbegrebet, som er kommet til at spille en afgørende rolle for os. Meningsbegrebet udtrykker i en vis forstand enheden af det samfundsmæssige og det fænomenologiske. Mening stiller betydningsgivende forskelle til rådighed for både bevidsthed og kommunikation. Mening er bevidsthedens og kommunikationens mulighedshorisont. Mening er løse koblinger, der kan kondenseres i utallige meningsgivende former og begreber. Det samfundsmæssige bruger mening til at uddifferentiere kommunikationssystemer; det fænomenologiske/fundamentalontologiske bruger mening til at uddifferentiere grundlæggende vilkår for menneskelivet, eksistentialer. Hvor mening forekommer, forekommer tillige en reference til menings grundlæggende dimensioner eller arketyper. Det er disse dimensioner, sagsdimensionen, tidsdimensionen og socialdimensionen, vi trækker på i vores videnstypologi. Da formålet med MOSUL og nærværende artikel er at bidrage til det sociale arbejdes helhedsorientering, er det af stor vigtighed at finde begreber, der samtidig med, at de betegner noget forskelligt, tilsammen kan danne en helhed. 6.2 Meningsbegrebet og teorierne Alle teorier har deres særlige måde at udfolde kompleksitet på. Nogen gør det tidsligt. Det er teorier, der primært skelner mellem før og nu, og på det sociale område: Mellem forskellige faser, udviklingszoner og forebyggelsesniveauer. Andre gør det sagligt. Det er substantielt orienterede teorier, der som primær skelnen sætter forskellen mellem dette og noget andet, og på det sociale område: Mellem forskellige tilstande, problemer, målgrupper. Endelig er der de teorier, vi har talt om ovenfor, teorier som primært udfolder deres kompleksitet i socialdimensionen, idet de skelner mellem dem og os, os og det (strukturerne) eller dem og det, og på det sociale børneområde: Samspillet mellem barnet/den unge/forælderen, samspillet mellem barnet/den unge/forælderen og ressourcepersoner eller andre aktører på forskellige niveauer, samspillet mellem forskellige strukturer og bdf osv. 13

14 Mens sidstnævnte teorier (videnstype) er belyst i det foregående, kan viden med primær forankring i hhv. sagsdimensionen og tidsdimensionen trænge til en uddybning, hvad vi vil råde bod på i de følgende to afsnit Viden og sagdimensionen De tre typer af viden, der har deres primære forankring i hhv. sags-, tids- og socialdimensionen kalder vi for hhv. diagnostisk, dynamisk og dialogisk-relationel. Eftersom den dialogisk-relationelle viden er omtalt følger nu omtalen af hhv. den diagnostiske og dynamiske. Først den diagnostiske. Meget socialt arbejde og i hvert fald socialt forvaltningsarbejde på børneområdet bygger på, at der på grundlag af en systematisk undersøgelse af den enkelte problemramte families forhold kan udarbejdes sociale diagnoser, som kan forbinde kritiske symptomer og tegn på fejludvikling af forskellig art (medicinsk, psykiatrisk, socialpsykologisk mv.) med kausale forestillinger om, hvilke mekanismer der skaber disse tilstande. Viden om sygdomsårsager og sygdommes opståen (eller tilsvarende viden på andre felter end det medicinske) danner baggrund for vurderinger af prognoser og behandlingsmuligheder. Den viden vi kalder diagnostisk beskriver en tilstand og præsenterer sig som objektiv og prognosesikker og den er helt nødvendig for den sagsbehandler, der står i begreb med fx at bygge en anbringelsessag op. Hele forestillingen/teoridannelsen om social arv hører med til den type viden, vi taler om her. I dag er der megen skepsis knyttet til disse teorier, der anklages for determinisme og kontraproduktivitet i form af negative stemplingseffekter. Her er vi mest optaget af at anskueliggøre den vigtige funktion som viden af denne type har for børnesagerne. Betingelsen for at fjerne et barn fra hjemmet er, at problemerne ikke kan løses med en støttende indsats i hjemmet. Hvis denne meget indgribende foranstaltning skal kunne begrundes i overensstemmelse med loven, skal fortid og nutid med andre ord kunne fremskrives, og der skal i denne fremskrivning kunne tages højde for forskellige indsatsmuligheder. Kravet om en vis prognosesikkerhed gælder naturligvis så meget desto mere i tvangssager som i sager, hvor der opnås samtykke. Skal man pege på teori, som rækker ud over den medicinske og som har relevans i sammenhæng med børne-/familiearbejdet, kan det være moderne varianter af psykoanalytisk teori eller tilknytningsteori og teori inspireret heraf, herunder moderne neuroaffektiv teori. Udover at de begreber og forestillinger, der opereres med i disse teorier, prætenderer den tyngde, objektivitet og sikkerhed, som udkræves i de alvorlige børnesager, har de den fordel, at de efterhånden indgår som en del af folkepsykologien. De har en klangbund i noget, der er hørt før. Noget velkendt. Samtidig med at de tilhører en videnskabelig verden, hvor nogen er eksperter og andre er lægfolk eller klienter Viden og tidsdimensionen Både den diagnostiske og den dynamisk-udviklingsorienterede viden kan være orienteret mod udviklingsfaser, men hvor den diagnostiske knytter patologier til faserne, der på den måde bliver et redskab til identifikation af fejludvikling, bruger den dynamiske faserne til at finde frem til den nærmeste udviklingszone. Hvor Freud kan trækkes frem som eksempel på en repræsentant for den diagnostiske vidensform, kan Lev Vygotsky fungere som eksempel på en viden, der er mere dynamisk og har inspireret moderne og udviklingsorienterede professioner som socialpædagoger og socialrådgivere. 14

15 En humanistisk strømning hører med til karakteristikken af den omhandlede videnstype. Humanismen sætter fokus på menneskelige udviklingsmuligheder. Hos Maslow tegnes de i en pyramidalsk formet lagdeling med de mest basale behov i bunden og de højere og mere avancerede i toppen. Maslow og Rogers har i en vis forstand stået fadder til den selvrealiseringsbølge, der endnu ruller ind over os med krav om, at vi udvikler vores individuelle potentialer og muligheder. Selvrealisering er med andre ord ikke alene et fritidsprojekt for den enkelte, det forventes, at man arbejder med sig selv, også i arbejdslivet og andre steder, med henblik på at fuldbyrde sin indre kerne (som det ses har denne strømning et potentiale, der peger frem mod konkurrencestaten). Samtidig med at den humanistiske strømnings psykologer har bidraget til udviklingsoptimismen og troen på, hvad hver enkelt kan opnå, hvis han eller hun bliver mødt på den rigtige måde, har den også, hvad der er lige så vigtigt i denne sammenhæng, bidraget til at udviklingsprojektet er blevet et endeløst projekt. Andre teorier kan også nævnes, fx de mere socialpsykologisk orienterede, der ikke mindst med begrebet selvopfyldende profetier sætter fokus på betydningen af forventninger i mellemmenneskelige forhold. Teorier af denne art kan lægge grunden til en tro på positive udviklingsmuligheder, men indeholder tillige en foruroligende erkendelse, der peger frem mod mere paradokse, helt moderne vidensformer: Problemer er ikke essentielle. De opstår i samspil, hvor negative forventninger, herunder fra velmenende mennesker, måske hjælpere, er i spil. Hjælpen mister gradvist sin uskyld under velfærdsstaten. 7 Den institutionelle kontekst og videnstyperne Vi minder på dette sted om artiklens formål: At bidrage til integrationen mellem det sociale arbejdes formelle faglige (refleksions-)grundlag og dets institutionelle ditto. Et vigtigt led i arbejdet med tegningen af det sociale forvaltningsarbejdes kompleksitetskort er derfor sammenkædningen af overvejelserne vedrørende forskellige videnstyper og muligheder for professionel vidensinddragelse med den institutionelle kontekst, idet den centrale antagelse kan formuleres derhen, at sidstnævnte lægger ledetråde ud for førstnævnte. Vi har indledningsvis undret os over visse teoriers dominans i det sociale arbejdes praksis og dens tilsvarende ufølsomhed overfor eller ringe prioritering af andre muligheder. Det ligger ligefor at antage, når man samtidig har øje for behovet for kompleksitetsreduktion, at moderne tendenser i den forvaltningsmæssige policy-kontekst slår igennem og gør praksis modeorienteret i stedet for helhedsorienteret. Det ligger endvidere ligefor at antage. at en højere grad af helhedsorientering må indebære en mindre grad af modeorientering og dermed en større tilbøjelighed til at holde (delvis) fast i eller (lejlighedsvis) gribe tilbage til teorier og tænkemåder, der forbindes med tidligere modestrømninger. Vi har fundet, og gennem litteraturstudier fået bekræftet, at velfærdsstatsudviklingen kan inddeles i tre faser, der alle har bidraget med nye semantikker og videnstyper, nye betydninger og grammatiske fordringer til forvaltningens virksomhed. Ved en grammatik forstår vi et overordnet sæt regler for, hvorledes man anvender sprog og symbolsystemer. Der er altså tale om et normativt fænomen: Grammatikken fortæller ikke blot noget om, hvorledes der sædvanligvis forholdes med dette eller hint symbol, men også om hvorledes der bør forholdes. Grammatikkerne har dermed også et budskab til den professionelle vidensperson om hvilke typer af viden, der er mest relevant at forholde sig til. De tre faser, vi taler om her, er retsstaten, velfærdsstaten og konkurrencestaten. 15

16 Læseren har, i vores beskrivelse af den nutidige forvaltningsmæssige praksis, allerede fået hentydninger til konkurrencestaten, som er det underlæggende baggrundstæppe, der får begreber som ressourcer og potentialer til at stå tydeligere frem. Det har vist sig, at nutidens intense fokus på optimering af strukturer, hvad enten de er regulative, normative eller kognitive, med henblik på fremme af potentialer og ressourcer, har sammenhæng med neoinstitutionelle teoriers sejrsgang i perioden, der tillige er præget af hensynet til konkurrencedygtighed og effektivitet. Vi vil nedenfor redegøre for faserne kronologisk og i korte træk. Da formålet ikke er at formidle historie, men at tegne billedet af nogle idealtyper, lige netop så detaljeret, at de kan tydeliggøre de forskellige grammatiske lag i socialforvaltningen og hvordan de har påvirket den professionelle kompleksiteshåndtering og vidensproblematikken, vil vi tillade os at være meget summariske og henvise den læser, der vil gå mere i dybden med disse forhold, til den glimrende litteratur herom. 7.1 Lidt om retten og økonomien For at forstå faserne og deres betydning for det sociale forvaltningsarbejde er det væsentligt at gøre sig klart, at de udfolder deres semantiske og grammatiske virkninger gennem nogle særlige mekanismer (koder som er særligt specialiserede i institutionel kompleksitetshåndtering), nemlig retten og økonomien. Hver fase repræsenterer en præference mht. kompleksitetshåndtering og dermed en implicit vægtning af de to. Det er oplagt, at det i konkurrencestaten ikke er den retlige mekanisme, der har førsteprioritet. Det er imidlertid vigtigt, at retten ikke kobles af i en optimeringsivrig tid. Det er vigtigt, at man som sagsbehandler ikke kun kan relatere til optimerings- eller nyttehensyn, men også til retssikkerhedshensyn. Det er endvidere vigtigt, at man som sagsbehandler kan relatere til begge ud fra en tilgang, der skiftevis er indersideorienteret og ydersideorienteret. De to mekanismer udmærker sig ved at være såvel vigtige rammer for, som perspektiver i socialt arbejde. Man kan måske kalde dem for rammeperspektiver. Som optakt til vores fasegennemgang vil vi opholde os lidt mere ved disse rammeperspektiver. Kravet om helhedsorientering betyder, at man for at blive en god udøver af socialt forvaltningsarbejde må gøre sig fortrolig med anvendelsen af flere kommunikationslogikker, flere kommunikationskoder/-differencer. Selvom vi her betoner rettens og økonomiens betydning, må vi ikke glemme at denne betydning netop skal ses på baggrund af den tidligere omtalte kodekompleksitet og ambivalens, hvis fulde billede kræver inddragelse af andre koder og differencer end rettens og økonomiens. De differencer, vi taler om her, er begreber og modbegreber, der former forventninger og gør kommunikationen tilslutningsduelig på særlige systemspecifikke måder. Fx skelner den kommunikation, der benytter et retligt perspektiv, mellem ret og uret. Man er optaget af, at sagen behandles på lovlig vis og for at lande på ret-siden af forskellen (forskellens positive værdi), benytter man sig af hjælpekoder, fx sondringen mellem retsfaktum og faktum. Som regel peger normen (retsfaktum) på et komplekst faktum, der kun kan oplyses gennem inddragelse af mange typer viden. En retlig kommunikation handler imidlertid i sidste ende om og kommer til at forme mediet ret eller retfærdighed, hvilket selvsagt er en anden form for kommunikation end én, der fx drejer sig om penge og skelner mellem betale/ikke-betale. Sidstnævnte kommunikation er økonomisk og handler ikke kun om talkolonner og sammentællinger, men om at tage det alvorligt, at socialt arbejde skal nytte. Skal man fx tage stilling til, om en indsats kan betale sig, må man finde måder at gøre samtlige (typer af) gevinster og omkostninger op, herunder såvel de aktuelle som de forventelige. Dette kræver igen 16

17 inddragelse af flere forskellige typer af viden. På trods af eller måske netop i kraft af den kodeambivalens, vi tidligere har karakteriseret det sociale forvaltningsarbejde ved, er det under særlig indflydelse af præcis de to ovennævnte perspektiver, retten og økonomien (men som tidligere antydet ikke i samme grad på forskellige historiske tidspunkter). Netop disse perspektiver har, bl.a. på grund af deres relative åbenhed og fleksibilitet, særlige kvaliteter i forhold til det sociale arbejdes kompleksitetsudfoldelse og -reduktion. Vi vender tilbage med en mere indgående karakteristik af denne indflydelse senere i artiklen. At lære at pendle mellem forskellige perspektiver indebærer indsigten i og erfaringen med at se det samme fra hhv. indersiden og ydersiden, hvorved det bliver forskelligt. Set fra indersiden er fx både retten og økonomien perspektiver, forskellige optikker og forskellige måder, hvorpå en omverden kan komme til syne. Kommer de derimod til syne som fænomener i en omverden, der ses fra et andet perspektiv, kommer de til syne fra ydersiden, det vil sige som rammer (se fx Vangsgaard, 2009). Ingen tvivler på, at sagsbehandlere orienterer sig efter lovgivningen og ej heller, at de véd nogenlunde, hvordan det kommunale budget på deres område ser ud og hvor mange penge, der er tilbage i kassen (rammerne). Men det betyder ikke nødvendigvis, at de agerer ud fra et retligt hhv. økonomisk (inderside)perspektiv. Handler man som sagsbehandler ud fra et retligt perspektiv, nøjes man ikke med ved sagens afslutning og efter opfordringer fra sin leder at tjekke efter, om nu sagen vil kunne holde i klageinstansen. Et indersideperspektiv på retten indtager den sagsbehandler, som lige fra sagens start har det retlige grundlag for øje og lader det præge synet på opgaven, alle interaktioner med såvel de børn og familier, pågældende kommer i berøring med, som de samarbejdspartnere, der indgår i sagens behandling. Det er ikke bare orienteringen mod det retlige grundlag, der kendetegner indefra-perspektivet, men også den måde, hvorpå tilnærmelsen sker, nemlig ud fra en oplevelse af at skulle medvirke til at bringe harmoni i reglerne. Det betyder fx, at man forsøger at fortolke de socialretlige regler, så de kommer til at virke sammenhængende (en udfordring der bliver stadigt større med den stigende lovgivningstakt), men også at man forsøger at få de almindelige forvaltningsretlige regler til at spille sammen med og harmonere med de socialretlige. På samme måde med det økonomiske perspektiv. Dette kan fx være et økonomistyringsperspektiv: "[Det] er ikke alene spørgsmålet om at få kassen og bevillingerne til at stemme. Økonomisk styring er en aktivitet, der gennemsyrer bevidst eller ubevidst stort set alt, hvad vi gør arbejdsmæssigt, og dermed også den sagsbehandling, vi foretager" (Schrøder, 2012). 7.2 Retsstaten Vi vil i vores gennemgang af faserne forsøge at få flere tråde vævet sammen: Foretrukne kompleksitetshåndteringsmekanismer, nye semantikker og videnstyper og nye reguleringstyper som udtryk for fasens grammatikker. 17

18 Både historisk og idealtypisk henfører vi den viden, vi kalder den diagnostiske, til retsstaten og den tidlige velfærdsstat. Forvaltningens rolle er primært at være ordensskabende. Uroligheder søges forebygget, men ellers er det den reaktive stat, vi taler om. Det handler for statsmagten først og fremmest om at sikre en basal set tilfredsstillende sundhedstilstand i befolkningen og at slå ned på og bekæmpe sygelige tilstande, når de opstår. Vi minder på dette sted om, at formålet med de gældende regler om særlig støtte efter serviceloven til børn og unge er at sikre børns sundhed og udvikling på trods af de familiemæssige opvækstvilkår, de er blevet til del. Den basale sundhed er således stadigvæk et fokusområde. Retsstaten er konditionalprogrammernes tid (se nedenfor). Den idealtypiske virksomhed er myndighedsudøvelsen. Retssikkerhedsidealet er forudsigelighed. Den liberale samfundsorden skal som nævnt opretholdes, og det sker, udover gennem sikring af en basal sundhedstilstand, ikke mindst ved, at borgeren sikres et formelt frihedsrum. Ejendomsretten beskyttes, så han kan agere selvstændigt og varetage egne, familiens og i sidste ende samfundets interesser på det frie marked. Under den demokratiskliberale retsstat er det markedet, der producerer og distribuerer samfundsnytte. Det generelle socialpolitiske mål om at værne om samfundet og bidrage til sikring af orden, er på det sociale børneområde udtrykt ved et ligeligt fokus på faren for barnet og det farlige barn. Retsstaten peger på retten som det foretrukne perspektiv til kompleksitetsudfoldelse og kompleksitetsreduktion. Det retlige perspektiv er optaget af ret og retfærdighed og benytter centrale skelnemåder som ret/ikke-ret, ret/faktum, ret/pligt. Retsstatens forvaltning er reaktiv og formynderisk. Dens videnstype er diagnostisk. Retsfasens grammatik sætter sig igennem på alle niveauer af den forvaltningsmæssige virkelighed. Den regulerer og påvirker alle relationer og adresserings-/subjektiveringsmuligheder. Den indsætter i forvaltningen sine egne præferencer, fx i forhold til tidsmæssig orientering. For så vidt angår tid betyder det ovenfor nævnte fokus på forudsigelighed, at retsstaten må betone og understøtte muligheden for at danne forventninger ud fra eksisterende lovgivning og den praksis (i form af fortilfælde), der på grundlag af denne er dannet. Lad os kort se på, hvorledes konditionalprogrammerne har sat sig spor i den gældende lovgivning. Et konditionalt program for lovgivning anlægger en logisk gennemsigtig hvis-så-skematik. Hvisså-skematikken siger, at hvis disse nærmere definerede retsbetingende kendsgerninger er til stede, så indtræder denne nærmere definerede følge. Reglerne skal være klare og konsistente og ikke give anledning til for mange tolkningsmuligheder, endsige lægge op til et egentligt skøn. Hvis de klart og entydigt formulerede betingelser i retsfaktumsbeskrivelsen, er opfyldt, indtræder en retsfølge, der ligeledes er klart og entydigt beskrevet. Ser vi alene på socialretten i snæver forstand, er der ikke mange af de gældende regler, der lever op til disse krav, heller ikke de sociale børneregler, som er vores fokus. Eftersom den omhandlede lovgivning er indrettet til at opfylde mange andre formål end forudsigelighed, er dette måske ikke så underligt. Taler vi om socialretten i lidt bredere forstand, hvorved vi inkluderer den privatretlige regulering af børns og forældres forhold, som den offentligretlige ditto bygger på og spiller sammen med, kommer vi lidt nærmere nogle eksempler på lovgivning af den ovenfor nævnte karakter. Der er dog også her er tale om lovgivning, der ikke blot skal bringe klarhed i de retlige forhold mellem 18

19 børnene og deres forældre, men også og især understøtte barnets tarv på den mest hensigtsmæssige måde. Mest relevant er det i sammenhæng med retsstaten og forudsigelighedskravet at fokusere på de almindelige forvaltningsretlige regler og principper. Helt centralt er legalitetsprincippet, der negativt udtrykt fastslår, at forvaltningen aldrig må handle i strid med loven og positivt stiller krav om, at forvaltningens virksomhed skal have hjemmel i lov. Det, der positivt gælder for forvaltningen, er med andre ord det stik modsatte af, hvad der gælder for borgerne, hvilket selvfølgelig har at gøre med det frihedsrum, som borgerne skal sikres og som forvaltningen skal stå som garant for. Borgerne kan i princippet gøre alt, hvad der ikke er gjort direkte ulovligt. Forvaltningen derimod skal som udøvende magt have hjemmel for at foretage sig noget som helst. Forvaltningen skal have klarere hjemmel, jo mere indgribende forvaltningsafgørelser, den træffer. På børneområdet har hjemmelsspørgsmålet qua de meget indgribende tvangsafgørelser stor betydning. Andre centrale principper er officialprincippet, saglighedsprincippet, proportionalitetsprincippet, lighedsprincippet. Principperne fungerer som ledetråde for forvaltningen og har som formål at hegne myndighedsudøvelsen ind, igen for at tilgodese borgerens ret til et nogenlunde klart afgrænset frihedsrum. Officialprincippet spiller en særlig rolle for tydeliggørelsen af, hvad der ligger i et retligt perspektiv på socialt forvaltningsarbejde på børneområdet: Skal dette princip vægtes, betyder det både en entydighed i ansvarsfordelingen, forvaltning og borger imellem, når det gælder sagsoplysningen og en understregning af det asymmetriske forhold mellem disse. Det i retssikkerhedsloven fastslåede helhedsprincip er med til at betone forvaltningens myndighedsansvar i forhold til sagsoplysningen. Det sidste, vi vil fremhæve her, er betydningen af de almindelige forvaltningsretlige (proces)regler. Disse regler er udviklet gennem retspraksis og senere ombudsmandspraksis over et langstrakt historisk forløb, der først i sidste halvdel af det 20. århundrede, altså langt inde i velfærdsstatsperioden, førte til reglernes kodificering i forvaltningsloven og offentlighedsloven. Alligevel er det oplagt at kategorisere disse regler, som er blevet til med inspiration fra retsplejen, som retsstatslige. Netop på grund af deres generelle karakter (de gælder alle steder, hvor der træffes afgørelser i forvaltningen) er de med til at skabe den forudsigelighed, gennemsigtighed og genkendelighed på det processuelle område som de ovenfor nævnte konditionalprogrammer var tænkt at skulle skabe på det materielle område. Som det vil være fremgået adresseres forældrene, barnet eller den unge i et retsstatsligt perspektiv idealtypisk som borgere. Der er ikke her tale om en funktionelt entydig adressering på linje med patient, studerende eller forbruger. Begrebet har en politisk konnotation, borgeren er såvel politikkens mål som dens legitimation. Men der er også en retlig konnotation: Borgeren har rettigheder og pligter. Borgeren er som udgangspunkt habil, men kan også være inhabil. Fx kan han være mentalt umoden eller på grund af mindreårighed være ude af stand til at varetage sine egne anliggender. 7.3 Velfærdsstaten Den dynamiske viden henfører vi til den mere modne velfærdsstat med dens store ambitioner om beskyttelse af borgerne, forebyggelse af problemer af snart sagt enhver art og understøttelse af 19

20 det gode liv. Hvor den diagnostiske er mest tilbageskuende, anamnese- og reparationsorienteret, er den dynamiske mere fremadskuende og udviklingsorienteret. Mens den diagnostiske viden arbejder med ret fastgroede men dog formbare mønstre, noget der ligner naturlove, en virkelighed af nærmest materiel tyngde, hvorfor den indstiller sig på det lange seje træk, arbejder den udviklingsorienterede med en større grad af lethed. Denne lethed harmonerer bedre med den nytteorienterede interventionsoptimisme, der kan forbindes med velfærdsstaten i dens glansperiode. Velfærdsstaten er mål-middelprogrammernes tid. Den idealtypiske virksomhed er servicevirksomheden. Den demokratiske retsstat (skal ideelt set) udbygges med reel frihed til alle. Dette kræver en mere aktiv stat, der på den måde tildeles en markant rolle ift. at producere og distribuere samfundsnytte. Professionerne får herunder en vigtig rolle at spille. Det retssikkerhedsmæssige ideal går fra forudsigelighed mod hensynsfuldhed. Et vigtigt socialpolitisk mål i fasen er gennem reaktive og proaktive interventioner at bidrage til velfærdens udbygning og beskyttelsen af den enkelte i et demokratisk samfund. På børneområdet handler det nu om at komme alvorlige farer i barnelivet i forkøbet og forebygge, at det bliver nødvendigt at beskytte samfundet mod det farlige barn. Det nytteorienterede (økonomiske) perspektiv er en følge af velfærdsstatens interventionsoptimisme og tro på, at samfundet kan styres og det gode liv fremmes og beskyttes gennem en blanding af demokratisme, professionalisme og keynesianisme. Velfærdsstaten peger på økonomien som det foretrukne perspektiv til både kompleksitetsudfoldelse og kompleksitetsreduktion. Det nytteorienterede perspektiv er optaget af økonomi i bredeste forstand og benytter gevinst/omkostning, fordel/ulempe som sine centrale skelnemåder. Velfærdsstatens forvaltning er proaktiv og planlæggende. Dens videnstype er dynamisk. Den sociale lovgivning på børneområdet er, måske ikke overraskende, væsentligt præget af målmiddel-skematikken. Det er så oplagt, at vi ikke behøver et langt afsnit for at illustrere det. Lovgivningen handler om at sikre børns opvækstvilkår på trods af vanskeligheder i deres familie eller opvækstmiljø i lidt bredere forstand. Alle regler i servicelovens børneafsnit er systematisk målrationelt indrettet på at opfylde dette formål. Selvom der i de senere år er vedtaget og udrullet flere nye reformer på børneområdet, er det fortsat de lovændringer, der i forbindelse med Graversen-betænkningen, trådte i kraft i 1993, som grundlæggende regulerer feltet: Regler om formål, tilsynspligt, undersøgelse, foranstaltninger, opfølgning og særlige retssikkerhedsgarantier i tvangstilfældene. Beskyttelse er i velfærdstatsfasen nøgleordet, man skal have fat i, hvis man skal forstå, hvordan borgeren, forældrene og barnet/den unge adresseres i perioden. Borgeren er ikke bare borgeren, men den beskyttede borger, i socialforvaltningen: Klienten. Klienten er for så vidt selvstændig som han ofte selv kan søge om hjælp (den der søger advokathjælp bliver også klient), men klienten er tillige, hvis man følger ordets etymologiske spor tilbage til oldtidens Rom, en afhængig person. I Rom var klienten afhængig af en velhavende og magtfuld patron. Under velfærdsstaten er denne patron netop staten, men som det ses er klientbegrebet, ligesom borgerbegrebet, ikke nogen funktionel entydig størrelse. Kritikken af den patroniserende stat var et af de forhold, der ledte til konkurrencestaten. 20