Socialt børnearbejde i forvaltningskontekst. Artiklen er udarbejdet med støtte fra NUBU på baggrund af forskningsprojektet MOSUL

Transkript

1 Socialt børnearbejde i forvaltningskontekst Artiklen er udarbejdet med støtte fra NUBU på baggrund af forskningsprojektet MOSUL Bente Adolphsen Peter Vangsgaard Forår

2 1 Baggrunden Resumé Kompleksiteten som udgangspunkt Kompleksiten som faktum og som etisk fordring Et sociologisk og et humanistisk perspektiv på kompleksitet Perspektiverne og meningsbegrebet Tre dimensioner i forvaltningsarbejdet med tilhørende opgaver Om livsverdensperspektivet og oversættelsesopgaven Forvaltningsperspektivet idag Velfærdsstatsudviklingen Retsstatens forvaltning (ca 1849-(1900-)1930) Velfærdsstatens forvaltning (ca1900-(1930-)1990) Konkurrencestatens forvaltning (ca 1990-?) Nærmere om specifikationsopgaven Fra problem til særligt behov for støtte Fra bekymring til særlig risiko Fra relation til opgave Om professionsperspektivet og håndteringsopgaven Om professionsperspektivet og selv-bestemmelsen Selvbestemmelsen, meningsdimensionerne og den professionelle vidensinddragelse Faserne og vidensformerne Retsstaten og den diagnostiske viden Velfærdsstaten og den dynamiske viden Konkurrencestaten og den dialogisk/relationelle viden Selvledelsen, konkurrencestaten og de neoinstitutionelles teoriers dominans Faldgruberne - risikovurderingerne og konstruktionen af de særlige behov Magisk konstruktionisme (retter sig mod eksperten i eget liv) Forlegen konsekvenspædagogisk tænkning (retter sig mod den rationelle aktør) Social pendlings-økologisme (retter sig mod det socialiserede menneske) Faldgruberne proceskonsulenten og de andre Proceskonsulenten/udviklingsagenten og konsekvenspædagogen Den system(at)iske socialøkolog og ICS-operatør Den professionelle selvledelse som paradokshåndtering Afslutning Litteraturliste

3 1 Baggrunden Baggrunden for denne artikel er et ønske om at bidrage til en bedre fagkobling på de dele af Socialrådgiveruddannelsen/Diplomuddannelsen, der retter sig mod myndighedsudøvelsen. Kan en bedre fagkobling opnås, er der samtidig mulighed for at medvirke til at skabe et forbedret grundlag for socialt arbejdes kompleksitetsforståelse og evne til at respondere på de udfordringer, som møder det i konteksten af den moderne socialforvaltning. Fokus er på det sociale børneområde, men mange af de resultater og pointer, der formidles, er for så vidt lige så velanbragte på andre områder af socialt forvaltningsarbejde. Vi er to jurister med mange års erfaring bl.a. med undervisning af socialrådgiverstuderende på grund- og efteruddannelsesniveau. Tilsammen repræsenterer vi viden, erfaringer og indsigter, der efter vores opfattelse er vigtigere at formidle i dag end nogensinde før. De begrebslige bud og medfølgende pointer vedr. arbejdets udfordringer og faldgruber, som vil blive præsenteret i artiklen, udspringer primært af vores samarbejde om et tre-årigt udviklingsprojekt, MOSUL (MOdel for Socialretlig Udvikling og Læring). Projektet ( ) blev støttet af Socialstyrelsen og gennemført i samarbejde med to kommuner, hvor vi i godt to år deltog i sagsmøder, hvor sagsbehandlerne tog vanskelige sager op til udredning og drøftelse. Formålet med vores deltagelse var at udvikle en model, herunder et kompleksitetskort, der kan facilitere det sociale forvaltningsarbejde, hjælpe det med at finde mål og retning i hverdagsprocesser, der ofte virker både uoverskuelige og uhåndterbare (se Adolphsen og Vangsgaard, 2012). Som (jura-)undervisere på Socialrådgiveruddannelsen er det oplagt, at vores endemål må være understøttelsen af den gode praksis i socialt forvaltningsarbejde. Det er imidlertid lige så oplagt, at vi som fagdidaktikere på en tvær- eller flerfagligt orienteret uddannelse må være særligt interesserede i at oplyse vejen dertil og i at yde vores bidrag til, at det fag vi repræsenterer, juraen, bliver synligt på vejen og kommer til sin ret i den sammenhæng, det bør indgå i sammen med andre fag. Vi har i den forbindelse oplevet, at vores fag i for høj grad bliver betragtet som en ramme og ikke som en optik, der farver kommende praktikeres virkelighedsbillede og den måde selve opgaven anskues på. Med et begreb, vi bruger senere i artiklen, kan man sige, at socialrådgiverstuderende nemt kommer til at forholde sig til jura som et fænomen, der først og fremmest skal tilgås fra ydersiden, mens det, der undervises i under betegnelsen perspektiver i socialt arbejde, kommer til at repræsentere det sociale arbejdes inderside. Vi mener, at dette forhold er uheldigt og er med til at skabe problemer for den nyuddannede, der starter i praksis. Og værre endnu: At det også for den mere erfarne socialrådgiver kan vedblive at være en uhensigtsmæssig begrænsning i arbejdet; at den ovennævnte tilgang med andre ord kan sætte sig fast og på tværs i rådgiverens synsfelt og dér spærre for ellers oplagte horisonter med tilhørende handlemuligheder. 3

4 2 Resumé Med artiklen vil vi gerne bidrage til at integrere det sociale arbejdes formelle faglige (refleksions)grundlag med dets institutionelle ditto. Kun en tilnærmelse eller kobling mellem de to kan efter vores opfattelse skabe et grundlag for navigation og refleksion, som reelt kan understøtte vores studerende i den dagligdag, der møder dem, når de efter endt studium, skal praktisere deres fag i socialforvaltningen. Det er for os afgørende, at socialrådgiverstuderende i deres studietid indser, at økonomi og jura forvaltningens grundlæggende mekanismer til kompleksitetsudfoldelse og reduktion både lægger rammer for socialt arbejdes praksis og udgør perspektiver på opgaven, rammeperspektiver om man vil, som man som praktiker, der gerne vil flytte ting, må være fortrolig med og i en eller anden grad også opfatte som sine egne. I nogle henseender kan man, som vi antyder, slå juraen og økonomien i hartkorn. I andre henseender er det netop forskellene, der er pointen. Mens det økonomiske perspektiv, udtrykt som nytte- og optimeringsbetragtninger på alle niveauer, er stærkt i disse år helt umærkeligt lægger det vanedannende ledetråde ud for det moderne forvaltningsarbejdes praksis, herunder dets teoriinddragelse er det juridiske perspektiv omvendt truet. Denne artikel handler om, hvorledes det juridiske perspektiv kan bidrage til et mere helhedsorienteret socialt forvaltningsarbejde, der udfolder en større grad af kompleksitet under samtidig opretholdelse af fremdriften i sagerne. Artiklen tager læseren med på en tur, en teoretisk guidet tur, i den moderne socialforvaltning. Formålet er, at læseren ved vejs ende kan se konturerne af et nyt refleksionsgrundlag for socialt forvaltningsarbejde. Skal et sådant have anvendelsesværdi skal det kunne informere om ledetråde og faldgruber i arbejdet, ligesom det skal kunne give idéer til, hvorledes en sag, der er kørt fast, kan fortsættes på baggrund af en klargjort horisont og et fornyet perspektiv på opgavevaretagelsen. Vejen mod målet er ikke snorlige og der følges forskellige spor, hvor kompleksitetsbegrebet betegner det ene, meningsbegrebet det andet og kontekstbegrebet det tredje. I artiklen bruger vi flere cases fra vores undersøgelsesmateriale til belysning af nogle af vores pointer. Der er tale om referater fra drøftelsen af sagerne, hvorfor det flere steder er de forskellige mødedeltageres formuleringer og forslag, der refereres og citeres. Man skal således være opmærksom på, at der forekommer en del daglige talemåder. 4

5 Kompleksitetsbegrebet er måske MOSUL-projektets vigtigste teoretiske udgangspunkt. Projektets ovennævnte ambition om at tegne et kompleksitetskort vidner om dette. Kompleksitetssporet holdtes varmt igennem hele MOSUL-projektet og også i denne artikel. I begyndelsen af vores MOSUL-forløb forudsatte vi, at kompleksiteten kunne begribes alene ved brug af systemteoretiske begreber og iagttagelsesstrategier. Det blev imidlertid undervejs i projektet tydeligt, at et vigtigt perspektiv på kompleksiteten, den (professionelles) oplevede eller fænomenologiske kompleksitet, ikke kunne komme tilstrækkeligt til orde uden en sporføring, der kunne forene et sociologisk og humanistisk perspektiv på socialt arbejde. Artiklens andet spor udspringer blandt andet af det forhold, at socialt arbejde er et arbejde i spændingsfeltet mellem individ og samfund. Artiklen forsøger at vise, hvorledes fænomenologi og systemteori går fint i spænd i forsøget på at komme det sociale arbejdes samlede kompleksitet i møde. Det forenende begreb er meningsbegrebet, der gennemsyrer artiklens begrebslige udfoldelser og understøtter dens bestræbelse på at tænke i forskel(le) såvel som helhed(er). Det tredje spor er det institutionelle spor, som udspringer af forestillingen om det sociale arbejde som kontekstbestemt. Dette spor, som væver sig ind og ud af de andre spor, er i høj grad et historisk spor. Det er en af artiklens mest centrale påstande, at kompleksiteten ikke kan begribes uden indsigt i den social- og forvaltningspolitiske historie, som i dag udfordrer forvaltningspraksis ved, ideelt set, at skulle forholde sig til hele tre grammatikalske lag. Eftersom behovet for kompleksitetsreduktion er åbenbart, er det ikke underligt, at man i forvaltningen jævnligt forsøger sig med overspring. Overspring betyder, at det kun er de seneste social- og forvaltningspolitiske 5

6 tendenser, man får forholdt sig til. Med eksempler fra projekt MOSULs datamateriale søges det påvist, hvorledes handlingsforkortelser er en risiko i dagens forvaltningsarbejde og hvorledes særligt autoritetsforlegenhed og formynderiforflygtigelse spiller en tvivlsom rolle i de allermest vanskelige børnesager. En måde at gøre disse risici mindre på er at besinde sig på forvaltningens retsstatslige udgangspunkt - og et retligt perspektiv på opgavevaretagelsen. Faldgruberne i arbejdet bliver præciseret til sidst i artiklen, der altså lægger lag på lag af kompleksitet på kompleksitetskortet, indtil de kritiske aspekter i den moderne praksis præciseres. 3 Kompleksiteten som udgangspunkt Det sociale arbejde er komplekst. I denne påstand er der intet kontroversielt endsige overraskende. Og få om overhovedet nogen - vil formentlig være uenige heri. Men hvordan er det komplekst? I dette spørgsmål er der måske lidt mere sprængkraft. Hvis kompleksitetsbegrebet for alvor skal nyttiggøres som udgangspunkt for en forståelse af det sociale forvaltningsarbejde er det nødvendigt at komme besvarelsen af hvordan-spørgsmålet lidt nærmere. Arbejdets kompleksitet kommer utvivlsomt til syne i interaktioner, det vil sige i de situationelle udvekslinger sagsbehandleren har med kolleger i sagsbehandlergruppen, fagpersoner fra andre forvaltningsdele og myndigheder, ledere og ikke mindst de familier og børn og unge, som sagsbehandlingen er rettet imod. Ikke sjældent fører kompleksiteten til ærgrelser, misforståelser 6

7 og somme tider konflikter. Kompleksiteten er defineret ved en grad af uoverskuelighed, ved et overskud af muligheder for fortolkning, situationsbedømmelse og handling. Kompleksitetsbegrebet har sammenhæng med kontingensbegrebet. Det, der er kontingent, er muligt, men ikke nødvendigt. Man kunne med andre ord have besluttet anderledes, gjort noget andet, sagt noget tredje. Sådan er det i socialt forvaltningsarbejde. Og det bliver ikke anderledes. Og det er godt! Ingen ønsker vel et mekaniseret eller manualiseret socialt arbejde, hvor der ikke er spillerum for hensyntagen til den konkrete situation. Man kan spørge sig selv om, er, hvad interaktionerne betyder for kompleksiteten. Situationer eller interaktioner er defineret ved, hvem der konkret er nærværende. Selvom de fleste sagsbehandlere vil nikke genkendende til, at der er forskel på de personer, man arbejder med nogle er besværlige, andre er udfordrende, atter andre er nemmere at have med at gøre står det dog klart, at disse forskelle ikke kan definere kompleksiteten. Kompleksiteten er der uanset hvem sagsbehandleren konkret står overfor og interagerer med. Hvis det ikke er situationerne, der definerer det sociale arbejdes kompleksitet, er det måske de anvendte kommunikative logikker og koder? I systemteorien betegner en kommunikationskode en forskel, der styrer kommunikationen, giver den mål og retning en nærmere bestemt horisont af muligheder for handling. I rigtig mange situationer i de fleste funktionelle sammenhænge er det fristende at skære kommunikationen til. Det er fx, hvad der sker, når underviseren adresserer sin studerende som studerende og kun som studerende. Eller når lægen adresserer patienten som patient og kun som patient. Selvom eller måske netop fordi kommunikationen foregår på en bestemt måde, hvorved noget skæres væk, kan kompleksiteten i kommunikationen være stor. En pædagogisk kommunikation kan spænde vidt: Der er mange undervisningsmetoder og lige så mange læringsstile. Læringsstoffet er i sig selv komplekst og hvert fag har sin egen didaktik. På samme måde er lægelig behandling ikke nogen enkel ting. Som regel vil der foreligge forskellige undersøgelses- og behandlingsmetoder med forskellige risici og bivirkninger. Desuden kan der være spørgsmål om, hvorledes patienten gennem sin egen medvirken kan understøtte hhv. skade sit behandlingsforløb. Meget kompleksitet kan med andre ord udfoldes. Hvad der ligger fast er, at der er tale om et ret veldefineret underviser-studerende hhv. læge-patient-forhold, der i første tilfælde centrerer sig om pædagogikken og i sidstnævnte om sundheden. Muligheden for på ovennævnte vis at skære kommunikationen til, står ikke umiddelbart til rådighed for det sociale forvaltningsarbejde. Hvordan skal man eksempelvis forstå barnet? I praksis synes der at være en del tvivl herom. Er barnet først og fremmest et individ, der skal lære at lære? En (potentiel) afviger, der skal behandles? En borger med begrænset partshabilitet, der skal have opfyldt sine rettigheder? En svag person, der skal beskyttes? En ressource, der for den enkeltes og samfundets skyld skal investeres i? Den sociale hjælp er en alt for mangetydig størrelse til, at det kan lade sig gøre at skære kommunikationen entydigt til. Hjælp kan være mange ting. Mange koder er i spil. Ingen kode er i stand til at indtage positionen som den ledende. Det sociale arbejde er i den forstand 7

8 kodeambivalent (se fx Kleve, 2000; Andersen, 2003). Derfor kan det heller ikke være en kommunikationskode, der er definerende for det sociale arbejdes kompleksitet. Tilbage er der den organisatoriske eller institutionelle kompleksitet, som den der definerer det sociale forvaltningsarbejde. Karen Healey skriver (Healey, 2005, s. 20): "Den stærkt kontekstuelle natur af socialt arbejde adskiller det fra andre professioner. Grundlagene for vores faglige praksis vores base af viden, formål og færdigheder konstrueres i høj grad i og af de miljøer, vi arbejder i. Derfor må forbedringen af vores evne til at forstå, analysere og respondere på vores institutionelle kontekster være uløselig forbundet med vores rammer for den faglige praksis." Vores fremstilling handler om, hvorledes den institutionelle infrastruktur præger socialt arbejde. Hvilke opmærksomhedspunkter giver en indsigt i denne struktur socialarbejderen? Hvor er der muligheder for socialt arbejde? Hvor er der faldgruber? 3.1 Kompleksiteten som faktum og som etisk fordring Det er sædvanligt at definere det gode sociale arbejde i overensstemmelse med en nærmere bestemt målsætning: Det sociale arbejde skal frigøre, fuldbyrde borgernes rettigheder efter loven, hjælpe personer med hjælp behov til (bedre) at hjælpe sig selv, inkludere, understøtte sociale processer effektivt og give størst mulig nytte for pengene osv. For os er det oplagt, at det sociale forvaltningsarbejdes formål defineres i overensstemmelse med de formål, der kan læses i serviceloven, herunder selvfølgelig de særlige målsætninger, der er stillet op for det specialiserede børn og unge område. Også retssikkerhedsloven indeholder generelle målsætninger, gældende for hele det sociale område og dermed også for børneområdet. Vi vender tilbage til målsætningerne i et senere afsnit. Ofte vil sagsbehandleren imidlertid have behov for at orientere sig i forhold til mere processuelle mål for arbejdet. For sagsbehandleren er det sociale forvaltningsarbejde først og fremmest kendetegnet ved dets sagsbehandlende, understøttende og ressourceformidlende processer. Det centrale spørgsmål i den forbindelse er: Hvornår er der tale om en god udførelse af hjælpeprocesser? Man vil, når dette spørgsmål søges besvaret, kunne remse en lang række fordringer til arbejdet op: Det skal være systematisk, inddragende, selvevaluerende, gennemsigtigt osv. Søger man imidlertid et mere overordnet udtryk for den processuelle fordring er det efter vores opfattelse ikke til at komme udenom kompleksitetsbegrebet: Det sociale arbejde er godt, når det - uden at miste handlekraft - behandler størst mulig grad af kompleksitet, herunder etisk kompleksitet. Med andre ord: Det sociale forvaltningsarbejde er ikke bare komplekst, det bør være komplekst men kun til en vis grad: Der skal jo også være fremdrift i sagen. Ikke at gøre noget er også en beslutning en beslutning med konsekvenser. Etisk er der måske en tendens til at reflektere mest over det, der gøres, men det er lige så vigtigt at reflektere over det der ikke gøres. 8

9 3.2 Et sociologisk og et humanistisk perspektiv på kompleksitet Det sociale arbejde beskrives som et arbejde i skæringspunktet mellem individ og samfund (Hutchinson m.fl., 2006, s. 17). Der kan lægges mange associationer i dette billede. Blandt andet ligger det lige for at se socialrådgiveren som en professionel, der idet hun stiller sig på kanten, lige dér hvor den nødstedte familie/det nødstedte barn i forvejen befinder sig forsøger at hjælpe denne/dette til at få bedre fodfæste i tilværelsen. Det bemærkes herved, at den enkeltes tilværelse naturligvis ikke kan tænkes uden for samfundet. I nærværende sammenhæng er det i forlængelse af ovennævnte billede oplagt at anskue kompleksiteten som et tosidet fænomen. På den ene side et samfundsmæssigt (sociologisk) fænomen. Ingen enkeltperson eller gruppe bestemmer eller opfinder den samfundsmæssige kompleksitet, som altså findes uafhængig af denne. På den anden side et humanistisk (fænomenologisk) fænomen. Kompleksitet er altid kompleksitet for nogen, som må forholde sig til den; den skal altid håndteres af nogen. Desuden kan kompleksiteten ikke dækkende beskrives som samfundsmæssig kompleksitet (kompleksitet knyttet til kommunikationssystemer), den er også fællesmenneskelig/almenmenneskelig (altså knyttet til oplevelse, bevidsthed). Det sociologiske perspektiv er i vores udgave systemteoretisk, det humanistisk-fænomenologiske er i vores udgave eksistentielt orienteret: 1. Den sociologiske systemteori har den samfundsmæssige kompleksitet som et helt centralt analytisk udgangspunkt. Vi har længe antaget og i MOSUL-projektet fået bekræftet, at systemteorien har noget vigtigt at byde på både ift. beskrivelsen af det sociale forvaltningsarbejdes kompleksitet og ift. samfundskompleksiteten som sådan (og dermed også den kompleksitet som forældre, barnet og den unge er udfordret af ved at skulle kunne begå sig i en vifte af forskellige livs- og handlingsarenaer med forskellige inklusionskrav og forventninger). Vi har allerede - med systemteoretisk inspiration - karakteriseret det sociale arbejde som kodeambivalent. 2. Set fra sagsbehandlerens synsvinkel, som er den vinkel, der anlægges i denne artikel det fænomenologiske professionsperspektiv på kompleksiteten - må det handle om dels at få elementer fra professionens vidensbase kombineret og omsat på en måde, der er kompatibel med de social- og forvaltningspolitiske semantikker i bred forstand (arbejdets primære kontekstuelle referenceramme), dels, for at sikre hjælpens mere subjektive komponenter, at få bygget adækvat på elementer fra det kollektive erfaringsrum, de grundlæggende vilkår og dertilhørende forestillinger, som vi alle er rundet af som mennesker. Hvordan kan det personlige, det livsverdensbaserede og det professionelle spille sammen med viden om den institutionelle infrastruktur og bidrage til praktikerens forståelse af egne professionelle handlemuligheder? Og hvorledes kan samspillet bidrage til at oplyse (om) faldgruberne i arbejdet? Det gode sociale arbejde, forstået som det tilstrækkeligt kompleksitetsabsorberende og kompleksitetshåndterende arbejde, kræver en hensigtsmæssig kobling mellem ovennævnte perspektiver. Denne kobling bliver ofte forsømt i formelle teorier om socialt arbejde. 9

10 Forsømmelsen fører til, at de praktiserende sagsbehandlere overlades til at formulere deres egne praksisteorier. Desuden er der en risiko for, at der blandt praktikerne udvikles teorilede efter devisen: Teorierne nytter jo ikke noget alligevel. Healey (Healey, 2005, s. 132) har iagttaget følgende: Selvom socialarbejdere ofte udvikler teori i praksis, er forholdet mellem formel teori og praksis i socialt arbejde omstridt. Socialarbejdere udtrykker ofte en ambivalent grænsende til fjendtlig holdning til teori. For mange socialarbejdere er teori i bedste fald en luksus, man kan reflektere over, når det sociale arbejdes "virkelige arbejde" er udført; i værste fald afvises teori som autoritært og irrelevant for socialt arbejde." Denne artikel er som nævnt et forsøg på at komme sagsbehandleren i forvaltningen i møde med et teoretisk bud, der tager den institutionelle kontekst alvorligt. 3.3 Perspektiverne og meningsbegrebet Det fænomenologiske perspektiv på forvaltningsarbejdet, som vi i næste afsnit uddifferentierer i tre, vil spille den ledende og strukturerende rolle i vores fremstilling. Dog er det vigtigt at understrege, at systemteorien følger med, enten eksplicit som når der direkte henvises til den, eller implicit som når den fungerer som et uundværligt baggrundstæppe for vores udredninger: De samfundsmæssige (systemteoretiske) og fænomenologiske perspektiver er i virkeligheden nært forbundne (se fx Paul, 2001). De mødes og kobles i meningsbegrebet, som spiller en afgørende rolle for os. Meningsbegrebet udtrykker i en vis forstand enheden af det samfundsmæssige og det fænomenologiske. Mening stiller betydningsgivende forskelle til rådighed for både bevidsthed og kommunikation. Mening er bevidsthedens og kommunikationens mulighedshorisont. Mening er løse koblinger, der kan kondenseres i utallige meningsgivende former og begreber. Det samfundsmæssige bruger mening til at uddifferentiere kommunikationssystemer; det fænomenologiske bruger mening til at uddifferentiere grundlæggende vilkår for menneskelivet eksistentialer. Vi har kaldt kompleksitetsbegrebet for vores vigtigste analytiske udgangspunkt. Meningsbegrebet er imidlertid det mest grundlæggende, men også abstrakte begreb, projektet har trukket på. 10

11 Dets høje abstraktionsniveau til trods yder meningsbegrebet betydelig operationel støtte til vores analyser i projekt MOSUL. Begrebet kan opløses i tre dimensioner, betydningens arketyper: Sagsdimensionen, socialdimensionen og tidsdimensionen. Meningsbegrebets understøttelse af muligheden for på samme tid at tænke i differencer og helhed, gør det til et nøglebegreb i vores tilgang til (undersøgelse af) det sociale arbejde. Læg i læsningen af de følgende afsnit mærke til, hvordan de præsenterede og udfoldede treheder abonnerer på netop de ovennævnte dimensioner. Det drejer sig ikke her om at tvinge virkeligheden ned i en form, nej, virkeligheden rummer et logisk meningsoverskud og dette overskud er på et grundlæggende niveau indbegrebet af disse treheder, der altid, på et nyt iagttagelsesniveau, kan opløses i ekstra treheder, indtil kompleksitetsopbygningen når et niveau, hvor det ikke længere giver mening at fortsætte. 11

12 Andre grundlæggende (systemteoretiske/fænomenologiske) differencer og helheder er på spil i MOSUL og således også i denne artikel: Først og fremmest helheden (enheden) af system og omverden og af intentionen (intentio) og dens genstand (intentum). Fsva. førstnævnte: Tager man i betragtning, at der findes flere forskellige funktionssystemer (handlingslogikker), alle med hver deres omverden, tydeliggøres en vigtig forudsætning for systemteorien og for vores tilgang: Verden er. Systemer findes og er ikke til at komme udenom. Verden er tilgængelig, ikke i sin helhed, men som en uddifferentieret størrelse, der (kun) kommer til syne i perspektiv, når vi bakser med den. En helhedsforståelse kræver med andre ord perspektivisk pendling og tid. Det sociale arbejdes principielle karakter har gjort helhedsforståelsen til dets adelsmærke. Man kan sige, at kravet om tilstrækkelig kompleksitetsabsorption og kompleksitetshåndtering kræver en helhedsorienteret tilgang. Kravet om helhedsorientering betyder, at man for at blive en god udøver af socialt forvaltningsarbejde må gøre sig fortrolig med anvendelsen af flere kommunikationslogikker, flere 12

13 kommunikationskoder/-differencer. De differencer, vi taler om her, er begreber og modbegreber, der former forventninger og gør kommunikationen tilslutningsduelig på særlige systemspecifikke måder. Fx skelner den kommunikation, der benytter et retligt perspektiv, mellem ret og uret. Man er optaget af, at sagen behandles på lovlig vis og for at lande på ret-siden af forskellen (forskellens positive værdi), benytter man sig af hjælpekoder, fx sondringen mellem retsfaktum og faktum. Som regel peger normen (retsfaktum) på et komplekst faktum, der kun kan oplyses gennem inddragelse af mange typer viden. En retlig kommunikation handler imidlertid i sidste ende om og kommer til at forme mediet ret eller retfærdighed, hvilket selvsagt er en anden form for kommunikation end én, der fx drejer sig om penge og skelner mellem betale/ikke-betale. Sidstnævnte kommunikation er økonomisk og handler ikke kun om talkolonner og sammentællinger, men om at tage det alvorligt, at socialt arbejde skal nytte. Skal man fx tage stilling til, om en indsats kan betale sig, må man finde måder at gøre samtlige (typer af) gevinster og omkostninger op, herunder såvel de aktuelle som de forventelige. Dette kræver igen inddragelse af flere forskellige typer af viden. På trods af eller måske netop i kraft af den kodeambivalens, vi tidligere har karakteriseret det sociale forvaltningsarbejde ved, er det under særlig indflydelse af præcis de to ovennævnte perspektiver, retten og økonomien (men som tidligere antydet ikke i samme grad på forskellige historiske tidspunkter). Netop disse perspektiver har, bl.a. på grund af deres relative åbenhed og fleksibilitet, særlige kvaliteter i forhold til det sociale arbejdes kompleksitesudfoldelse og reduktion. Vi vender tilbage med en mere indgående karakteristik af denne indflydelse senere i artiklen. At lære at pendle mellem forskellige perspektiver indebærer indsigten i og erfaringen med at se det samme fra hhv. indersiden og ydersiden, hvorved det bliver forskelligt. Set fra indersiden er fx både retten og økonomien perspektiver, forskellige optikker, forskellige måder hvorpå en omverden kan komme til syne. Kommer de derimod til syne som fænomener i en omverden, der ses fra et andet perspektiv, kommer de til syne fra ydersiden, det vil sige som rammer (se fx Vangsgaard, 2009). Ingen tvivler på, at sagsbehandlere orienterer sig efter lovgivningen og ej heller, at de véd nogenlunde, hvordan det kommunale budget på deres område ser ud og hvor mange penge, der er tilbage i kassen (rammerne). Men det betyder ikke nødvendigvis, at de agerer ud fra et retligt hhv. økonomisk (inderside)perspektiv. Handler man som sagsbehandler ud fra et retligt perspektiv, nøjes man ikke med ved sagens afslutning og efter opfordringer fra sin leder at tjekke efter, om nu sagen vil kunne holde i klageinstansen. Et indersideperspektiv på retten indtager den sagsbehandler, som lige fra sagens start har det retlige grundlag for øje og lader det præge synet på opgaven, alle interaktioner med såvel de børn og familier, pågældende kommer i berøring med, som de samarbejdspartnere, der indgår i sagens behandling. Det er ikke bare orienteringen mod det retlige grundlag, der kendetegner indefra-perspektivet, men også den måde, hvorpå tilnærmelsen sker, nemlig ud fra en oplevelse af at skulle medvirke til at bringe harmoni i reglerne. Det betyder fx, at man forsøger 13

14 at fortolke de socialretlige regler, så de kommer til at virke sammenhængende (en udfordring der bliver stadigt større med den stigende lovgivningstakt), men også at man forsøger at få de almindelige forvaltningsretlige regler til at spille sammen med og harmonere med de socialretlige. På samme måde med det økonomiske perspektiv. Det økonomiske perspektiv kan fx være et økonomistyringsperspektiv: "[Det] er ikke alene spørgsmålet om at få kassen og bevillingerne til at stemme. Økonomisk styring er en aktivitet, der gennemsyrer bevidst eller ubevidst stort set alt, hvad vi gør arbejdsmæssigt, og dermed også den sagsbehandling, vi foretager" (Schrøder, 2012). 4 Tre dimensioner i forvaltningsarbejdet med tilhørende opgaver Det gode sociale arbejde blev i forrige afsnit karakteriseret som kompleksitetsabsorberende og håndterende. Absorberende henviser til den modtagelighed, sagsbehandleren må besidde for at lære kompleksiteten at kende: Kompleksiteten er et vilkår. Den må indoptages og medtænkes i hele tilgangen til det sociale arbejde. Håndteringen henviser til den mere aktive forholden sig til kompleksiteten: Kompleksiteten skal konkretiseres og igennem denne konkretisering aktualiseres og formes som den dynamiske og plastiske størrelse, den også er. Sagsbehandleren vil gennem denne aktualisering bidrage til forandring af de familiers forhold, som søges påvirket gennem indsatsen (forhåbentligt positivt), men vil derudover omend i reglen ganske umærkeligt bidrage til forandring af selve karakteren af den samlede kompleksitet, der formes gennem hjælpeprocessen1. Enheden af kompleksitetsabsorption og kompleksitetshåndtering fremgår tillige af de følgende tre perspektiver, som vi kalder de grundlæggende fænomenologiske perspektiver i socialt arbejde. Hver af tre perspektiver kalder på såvel den absorberende som den håndterende indstilling, omend handlingssiden af socialt arbejde bliver stadig mere tydelig, som vi bevæger os fra første til tredje perspektiv. Dette skal ikke forstås sådan, at kompleksiteten foreligger før aktualiseringen. Der er tale om gensidigt afhængige størrelser. Både absorption og håndtering henviser til en foreliggende kompleksitet, men hvis der ikke er nogen, der absorberer og handler, er der heller ingen kompleksitet. 1 14

15 De fænomenologiske perspektiver kan tydeligt iagttages i den daglige kommunikation på området, således som vi har haft mulighed for at observere og deltage i den i vores MOSUL projekt. Til hvert perspektiv hører en særlig opgave. Ligesom perspektiverne kun kan forstås i deres indbyrdes sammenhæng, således er også opgaverne sammenhængende og derfor ikke i praksis mulige at adskille. Man kan altså ikke line opgaverne op i en rækkefølge og løse dem successivt, på systematisk sagsbehandlingsvis. Alligevel kan det for overblikkets skyld betale sig at skelne. 1. Livsverdensperspektivet. Vi har allerede flere gange omtalt det sociale arbejdes kodeambivalens. Netop på grund af denne ambivalens, der betyder, at kommunikationen ikke kan skæres entydigt til efter en bestemt funktionel kode, er samme kommunikation henvist til at tage udgangspunkt i det hele menneske. Adressaten kan ikke entydigt tiltales som lærende, mentee, part, forbruger, behandlingskrævende, ressourcefattig, hvorfor der må gribes tilbage til mennesket bag rollerne og personen. De tidligere inkluderende indsatser og foranstaltninger, i primærsektoren, er fejlslåede, når sagsbehandleren i forvaltningen møder familien og barnet eller den unge. Nu må man hele vejen rundt, startende ved den enkeltes udgangspunkt i en livsverden. Ved primærsektoren forstår vi skolen, børnehaven, ungdomsklubben, sundhedsplejen m.fl. At få skabt en relation til forælderen/barnet/den unge (f/b/d) er under disse omstændigheder 15

16 ikke nogen enkel sag. Det er en "oversættelsesopgave" hvor der ikke mindst må bygges på almenmenneskelige erfaringer for at finde mødepunkter, åbninger til noget, der kan blive til et fællesskab. Højlund (Højlund, 2000) taler om kampen om at opnå et fællesskab med f/b/d. Det lyder dramatisk, men glemmer man associationen til en boksering, er den anstrengelse, der strømmer fra ordet, sandt som udtryk for den måde, hvorpå sagsbehandlerne selv beskriver deres relationsarbejde med familien. 2. Forvaltningsperspektivet. Forvaltningsperspektivet angiver som nævnt en helt central horisont for den kompleksitet, som er socialarbejderens dagligdag. Forvaltningen er i dag en meget kompleks størrelse og vi vender tilbage til denne pointe. Den ganske omfattende social- og forvaltningspolitiske semantik er indbegrebet af det lager af betydning og meningselementer, sagsbehandleren trækker på i sit daglige virke. Betydningslager skal forstås bredt. Det omfatter love, bekendtgørelser, vejledninger, skrivelser mv., men også en stor mængde vidensopsamlinger, forskningsrapporter, evalueringer, statistikker og andre undersøgelser materiale der bl.a. indgår i loves forarbejder og efterarbejder. Det socialpolitiske er i sig selv et bredt område, hvor delområder påvirker hinanden. Det forvaltningspolitiske er også et led et meget centralt led i de semantikker, der danner ramme om og påvirker sagsbehandlerens handlingskontekst. Det handler om forvaltningernes og organisationernes indretning, myndighedsafdelingers forhold til udførerne af det socialpædagogiske og behandlende familiearbejde, om BUM, digitalisering osv. Det handler ultimativt om forskellige måder at styre på, som uvægerligt vil præge alle led i styringskæden, herunder forholdet mellem forvaltningsledelse og sagsbehandler, sagsbehandler og andre professionelle og plejefamilier, sagsbehandler og forælder/barnet/den unge. Opgaven med at forholde sig til den socialpolitiske del af betydningslageret (som selvfølgelig hænger sammen med den forvaltningspolitiske) kalder vi sagsbehandlerens specifikationsopgave. 3. Professionsperspektivet. Professionsperspektivet handler om at absorbere kompleksiteten og håndtere opgaven i bred forstand, herunder at skabe formidling og sammenhæng mellem livsverdensperspektivet og forvaltningsperspektivet. Håndteringsopgaven kalder vi denne udfordring for sagsbehandleren, som kun antages at kunne løses under udfoldelsen af en betydelig kompetence til selvledelse. Vi vil vende tilbage til selvledelsesbegrebet senere i fremstillingen. Her kan vi nøjes med at konstatere, at der med selvledelsesbegrebet peges på en kontekst som har forandret sig, bevæget sig grænsende mod det hyperkomplekse, siden man om sagsbehandlerens spillerum for handling engang sagde, et det var et rum for udøvelse af professionel dømmekraft (et pænt ord for, hvad der i politologien er blevet kaldt, the science of muddling through (Lindblom, 1959)). 4.1 Om livsverdensperspektivet og oversættelsesopgaven Vi vil i dette afsnit beskæftige os med livsverdensperspektivet og den medhørende oversættelsesopgave. Vi har til den ende ladet os inspirere af en af fænomenologiens store 16

17 filosoffer, Heidegger (Heidegger, 2007). Læg mærke til, hvorledes de tre nedenfor opregnede dimensioner harmonerer med førnævnte meningsdimensioner: Kastetheden refererer primært til sagsdimensionen, eksistensen til tidsdimensionen og hjemfaldelsen til socialdimensionen. Oversættelsesopgaven skal løses med udgangspunkt i en kamp om fællesskab med barnet/familien, der bygger på den fællesmenneskelige erfaring af tilværelsen som Kastethed, det vil sige erfaringen af tilværelsen som noget, der i vidt omfang foreligger for os, et faktum, indbegrebet af nogle psyko-sociale betingelser, som allerede har gjort deres virkning. Denne erfaring er helt fundamental og forener vores tilværelse med en særlig stemthed, en befindtlighed. En meningshorisont foreligger allerede, når den enkelte bliver bevidst om sin væren-i-verden.. Sagsbehandleren møder i børnesagerne (og andre sager) personer, som hver især har deres egen habitus og deres egne problemer, rundet af de ovennævnte betingelser. Med udgangspunkt i sagsbehandlerens forståelse af sin egen habitus, sine egne vaner, problemer, præferencer og værdier som udtryk for, at både almene og mere specifikke formgivende kræfter har virket i hendes eget liv, skal hun nu gennem sit relationsarbejde og en slags andenordenstilnærmelse til familien og den unge forsøge at forstå dennes særlige problemer med at finde sig til rette i den tilværelse, der er dem givet. Eksistens, det vil sige erfaringen af tilværelsen som livsprojekt, hvor den enkelte i sidste ende må give sit liv sin egen tolkning, der tillader ham at folde sine kræfter bedst muligt ud. Vi erfarer ikke vores tilværelse som fuldstændigt determineret af det miljø, vi er opvokset op i. Vi er selv formgivere og kan, gennem vores egne tolkninger, vores egen forståelse, give vores liv mening og retning. Vi kan på den måde både begrænse og udvide vores muligheder. Sagsbehandleren véd, også fra sit eget liv, at dette projekt gennemgår forskellige faser, hvor det er mere eller mindre skrøbeligt. Sagsbehandlerens usikkerhed om, om det vil kunne lykkes (for barnet), er det der giver anledning til bekymring. Hjemfaldelse - det vi sige erfaringen af tilværelsen som det at høre hjemme i bestemte sociale 17

18 sammenhænge og relationer. Selvom eller måske netop fordi verden ligger åben, er det vigtigt for enhver at have et hjem, hvor man kender sine omgivelser. At kunne indgå hjemmevant, småsnakkende og fortroligt, i et miljø af velkendte sociale relationer er identitetsskabende og kan endda give en form for tryghed, selvom samme miljø præges af manglende nærhed, diskontinuitet og andre for et barn (potentielt) skadelige faktorer. Nogle børn bliver mønsterbrydere, men ingen bryder formentlig alle mønstre. Sagsbehandleren kender som alle andre betydningen af styrken og sårbarheden forbundet med relationer og relationsdannelse. Det er med denne alvor hun selv går ind i relationsarbejdet.2 Tilværelsen er sammensat og hver dimension giver denne sammensathed sine særlige udtryk. En måde sammensatheden kan komme til udtryk er som et forhold mellem distance og involverethed. En anden kan være forholdet mellem fortrolighed og fremmedhed: Sociale problemer har fremtrædelsesformer, som forekommer mange velkendte. Den forhutlede far, det sky og undselige barn, den fuldesyge og brovtende kvinde/mor. Vi slutter hurtigt, at vi her har at gøre med en manglende eller utilstrækkelig evne til at finde sig tilrette i livet, det vil bl.a. sige at øve omsorg, både for sig selv og andre. Og med manglende mening/orientering/kompetence i forhold til dette. Om end vi her har at gøre med forhold, der altid kræver en nærmere tilværelsestolkning, er det dog karakteristisk, at vi alle har en grunderfaring af meningsløshed/fremmedhed i forhold til det liv, der er os givet. I større eller mindre grad. Og at denne grunderfaring kan vækkes og umiddelbart - føles som en fortrolighed med det tilsyneladende forulykkede menneske. Ligesom vi hurtigt kan spotte sociale problemers fremtrædelsesformer og associere dem med grunderfaringer, vi er fortrolige med og vedkender os, lige så ofte erfarer vi, hvor svært det kan være at acceptere sociale problemer. Sociale problemer er også karakteriseret ved fremmedhed, eksklusion og abnormalisering - ved noget vi ikke vil have og fordømmer. Også i mødet med sig selv som professionel kan hun genkende de omhandlede dimensioner: Sagsbehandleren er, når hun møder i forvaltningen, kastet ud i en kontekst, der allerede har fået mening, en historisk konstitueret mening, som hun umiddelbart må acceptere som et vilkår og som hun først og fremmest må erfare ved at være åben overfor den i sin dagligdag. Hun vil efterhånden komme til at opleve den, ikke kun i dens umiddelbare imødekommenhed (her møder hun først og fremmest konkurrencestaten), men også i dens mere middelbare ditto. Det sidste kræver ofte lidt mere tid. Erfaringen af den middelbare forvaltning kan også hjælpes på vej af teoretisk viden: For at møde forvaltningens historiske lag, kan det være en fordel at kende lidt til velfærdsstatsudviklingen (se nedenfor). Og til et retligt perspektiv på opgavevaretagelsen. Erfaringen af kastethed kan forbindes med forvaltningsperspektivet i socialt arbejde. På den anden side, bliver hun, qua forvaltningsperspektivets overvældende kompleksitet og manglende entydighed, mindet om livsverdensperspektivets nødvendighed som basis for en helhedsforstålese af de personer, hun skal arbejde med. På den måde kommer arbejdet paradoksalt - til at understøtte hjemfaldelsen til en dagligdags indstilling til mødet med mennesker. Alt er altså ikke muligt i denne kontekst. De forskellige opgaver, der skal løses opgaver med tæt kobling til de grundlæggende perspektiver i arbejdet er uomgængelige. Og alle opgaveløsninger er ikke lige gode. Dog er alt heller ikke bestemt for hende. Hun har en fortolkningsopgave og der er et råderum. Erfaringen af dette råderum kan forbindes med professionsperspektivet i socialt arbejde og som vi skal se selvledelsesbegrebet. 2 18

19 Den åbenhed for fortolkning, der også på det umiddelbare plan præger de sociale problemer, fører i disse tilfælde til, at problembærerne opfattes som fremmede eller farlige, herunder ikke mindst i moralsk forstand. Skyldige der ofte end ikke vil erkende deres egen skyld. Det lille barn, det tidligere var synd for, kan fx let gå hen og blive opfattet som den truende unge. Det er klart, at sagsbehandleren må undgå såvel den overidentifikation, der kan følge af for megen fortrolighed med den familie, der skal hjælpes - som den kølige afstandtagen, der kan følge af fremmed(gjort)hed eller mangel på genkendelighed i forholdet. Særligt overidentifikation med forældrene til et udsat barn er i socialfaglig litteratur fremhævet som en risiko, der i mange tilfælde kan betyde, at sagsbehandleren ikke for alvor ser barnet og barnets behov, men ser og sympatiserer med forælderens (forgæves) anstrengelser for at få familielivet til at hænge sammen (Killén, 2010). 4.2 Forvaltningsperspektivet i dag Vi skal videre med tegningen af kompleksitetskortet og mangler som optakt til at komme specifikations- og håndteringsopgaven nærmere at beskrive nogle centrale træk af den moderne forvaltningskontekst. Kompleksiteten rammes ind af konteksten, som dermed bliver af afgørende vigtighed for forståelsen af sagsbehandlerens handlemuligheder. Det overfyldte forventningsrum. Forvaltningskonteksten er karakteriseret ved, at der stilles flere og flere helt konkrete krav til sagsbehandling, undersøgelse, opfølgning, beslutninger og afgørelser. Reform har i de senere år 19

20 afløst reform: Anbringelsesreformen fra 2006, reform om en styrket indsats fra 2009, barnets reform fra 2011, overgrebspakken fra Hver reform har bragt nye krav, nye metoder og nye opmærksomhedspunkter. Man kan i en vis forstand sige, at sagsbehandlerens handlingsrum er overfyldt med forventninger og at det netop er denne overfyldthed, der i dag skaber spillerummet for og nødvendigheden af den selvledelse, som vi vil omtale i forbindelse med afsnittet om professionsperspektivet. Skal man overskue den mere og mere komplekse forvaltningskontekst, siger det sig selv, at der skal udvikles dertil egnede redskaber eller forståelser. Det har afstedkommet, at vejledninger mv. fra de centrale myndigheder er begyndt at forholde sig til overfyldtheden som den kompleksitetsudfordring, den er og opleves som. De metaværktøjer, der i dag tilbydes til understøttelse af arbejdet (fx ICS), er med henblik på at vinde en passende afstand til virvaret blevet abstrakte samtidig med, at de er konkrete og understøtter troen på, at kompleksiteten kan styres ved hjælp af en maualiseret tilgang til feltet. Bemærkelsesværdigt i den forbindelse er det, at redskaberne forudsættes at kunne udformes på en måde, der er neutral i forhold til de forskellige og modstridende kommunikative logikker i forvaltningsrummet. Fx. hævdes ICS at være kompatibel med såvel retlige krav til sagsbehandlingen som hensynet til effektiv opgavevaretagelse og helhedsorienterede socialfaglige vurderinger. Forvaltningens paradoksliggørelse. Flere sociale love indeholder som nævnt formålsbeskrivelser af relevans for det sociale børne/familiearbejde. Af bestemmelserne fremgår, at støtten skal være tidlig og helhedsorienteret, understøtte såvel kontinuitet i opvæksten som barnets personlige udvikling, sundhed og trivsel, skolegang med videre. Afgørelse skal træffes efter behørig undersøgelse af sagen og på grundlag af en individuel behovsvurdering. De valgte foranstaltninger skal være dem, der bedst løser problemerne. Hertil kommer, at afgørelse skal træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn. Sidstnævnte formulering blev indsat ved en lovændring i 2012 og skulle tydeliggøre, hvad der hele tiden har været gældende med hensyn til inddragelsen af økonomiske hensyn i sagsbehandlingen. Et træk ved den moderne socialforvaltning er dens paradoksliggørelse. Det nye er ikke, at der i dag fx skal indfries såvel retssikkerhedsmæssige som økonomiske krav i indsatsen. Det nye er, at flere og flere er mere og mere i tvivl om, hvilken værdi der er den styrende. Det er i det lys, det giver mening at tale om, at den sociale forvaltning undergår en paradoksliggørelse. For en jurist er der ikke de store problemer med at hegne skønnet ind på en måde, så de økonomiske hensyn får deres (afgrænsede) plads at udfolde sig på det vil sige på retssikkkerhedens præmisser. For andre er det langt mere tvivlsomt, om man skal vælge den bedste løsning for barnet/den unge og familien eller man af hensyn til kommunekassen og muligheden for inden for de økonomiske rammer at hjælpe andre børn/familier skal vælge den næstbedste, men noget billigere løsning. For tvivlerne tydeliggør ovennævnte lovændring blot den spænding mellem retlige og økonomiske hensyn, som i flere år har karakteriseret den kommunale praksis. Selvom det skulle stå klart for alle, at man ikke slipper af sted med åbent at vælge det næstbedste, resterer stadig spørgsmålet om, hvorledes det godtgøres hvad bedst eller næstbedst er. Økonomiske hensyn, bredere nyttebetragtninger end dem, der skal foretages efter loven, lader sig forholdsvist nemt smugle ind i vurderingerne under dække af faglig 20

21 usikkerhed om konsekvenserne af hhv. den ene og den anden afgørelse. Ofte vil en sådan usikkerhed være ganske reel og i så fald vil andre hensyn, der evt. kan spille bedre sammen med hensynet til kommunekassen, kunne tillægges (endnu) større betydning: Hvad siger familien? Hvad er den mindst indgribende foranstaltning? De institutionelt virksomme perspektiver i socialt forvaltningsarbejde, herunder ovennævnte, abonnerer alle på det reservoir af betydninger, vi tidligere har betegnet det social- og forvaltningspolitiske semantikgrundlag. Det politiske kan i forhold til den moderne socialforvaltning ikke forstås som et styringsgrundlag i lineær hierarkisk forstand. Vi taler ikke længere om government, men om governance. Langt snarere kan det politiske anskues som et semantisk grundlag for kobling af divergerende og modstridende perspektiver. Et koblingsgrundlag forhindrer ikke på samme måde som det lineære styringsgrundlag paradokser. Der er forskellige tilgange til semantikken og de lader sig ikke umiddelbart udligne, men, som vi håber at anskueliggøre i det følgende, nok håndtere gennem en helhedsorienteret tilgang. En retskildeorienteret tilgang til det politiske koblingsgrundlag integrerer social- og forvaltningsretlige elementer i en proces, der søger det lovlige og rigtige procesresultat. Det handler om at iagttage og bruge de forvaltningsretlige procesregler, fortolkningsregler, skøns- og bevisbedømmelsesregler i kombination med de materielle socialretlige regler og selvfølgelig socialfaglig viden, snusfornuft mv. Konsekvenserne af retsanvendelsen indgår i overensstemmelse med retskildelæren som moment i både processuelle beslutninger og materielle afgørelser. En anden og potentielt modstridende tilgang er, som vi har forsøgt at vise, den nytte- og optimeringsorienterede. Denne indebærer et friere og mindre tekstnært forhold til lovgivningen som en del af koblingsgrundlaget. Hensynet til det lovlige og rigtige indgår i overvejelserne, men nu som en del af en mere omfattende nyttekalkule. Man vil i en sådan sammenhæng skelne mellem lovgivning, som er effektivt sanktioneret og lovgivning som ikke er det (idet de to vil vægte forskelligt i nyttekalkulen). Ambitionen om at integrere de forskellige elementer i koblingsgrundlaget viger til fordel for en tilnærmelse, der om nødvendig bliver selektiv, når det nyttige eller optimale skal udfindes. Forvaltningens ubeslutsomme beslutsomhed. Beslutninger transformerer åben kontingens til lukket kontingens. De mange og ofte modstridende forventninger til arbejdet, gør beslutninger nødvendige. Spørgsmålet kan fx være, hvilken regel der skal gælde for skønsudøvelsen i den konkrete sag, sagsbehandleren lige nu sidder med. Lovgivningen går tættere og tættere på sagsbehandlingen og regulerer nu også aspekter af den metodiske fremgangsmåde. Reguleringen skaber yderligere forventninger om beslutninger. Nogle af de beslutninger, der skal træffes, har man altid skullet træffe, fx om hvorvidt sagen er tilstrækkeligt oplyst, om partshøring er fornøden osv.. Men nu skal der også træffes beslutning om fx hvilke metoder, der skal vælges ved inddragelsen af familien/barnet eller den unge. Samtidig med at beslutninger forventes, er de også sværere og sværere at fastholde som beslutninger. 21

22 Kommunekassen øver et pres. Loven øver et pres. Klienten øver et pres. osv. Det kræver stor navigationsevne at holde en nogenlunde lige kurs i dette miljø. 4.3 Velfærdsstatsudviklingen. Vi har karakteriseret den moderne forvaltning ved dens overfyldte forventningsrum, dens paradoksliggørelse og dens ubeslutsomme beslutsomhed. Spørgsmålet er nu, hvordan det er kommet hertil. Og især: Om besvarelsen af dette spørgsmål kan give os nogle idéer om, hvorledes den omhandlede kompleksitet nærmere kan forstås og hvorledes man kan navigere i den. Vi har tidligere omtalt det sociale arbejdes kodeambivalens, og når vi sammenholder denne ambivalens med det just udviklede, herunder om forvaltningens paradoksliggørelse, står det klart, at vi, for at komme videre med tegningen af vores kompleksitetskort, må have fat i nogle mere overordnede skemaer, der kan hjælpe os til et bedre overblik. De skemaer, vi taler om, er altså ikke i hvert fald i første omgang de tidligere omtalte funktionelle logikker/koder/perspektiver. For at gøre forskellen i forhold til disse klar vælger vi at kalde det, vi leder efter, for grammatikker og mener hermed en slags metalogikker3, der, på et trinhøjere iagttagelsesniveau, forsyner os med nogle tiltrængte oversigtsgivende former og begreber. En grammatik er med andre ord et mere overordnet sæt regler for, hvorledes man anvender sprog og symbolsystemer. Der er tale om Grammatikkerne svarer for så vidt til de forskellige historisk udviklede differentieringsformer, som man arbejder med i systemteorien. De senest udviklede differentieringsformer er hhv. den substantielt-hierarkiske og den funktionelle. I samfund (områder), hvor førstnævnte dominerer, kan alt i sidste ende forklares/forstås ud fra forskellen oppe/nede altså ud fra indplacering eller position i den lagdelte samfundsorden. I samfund (områder) hvor sidstnævnte dominerer, vil hierarkier kun kunne opretholdes, hvis de ud fra en fordomsfri betragtning er bedst egnede til at løse de aktuelle samfundsmæssige problemer. Det er med andre ord de løsninger, der fungerer bedst, som overlever. 3 22