børneret.nu Børn har ret!

Transkript

1 børneret.nu Børn har ret! en billedbog om børns rettigheder DUI-LEG og VIRKE FNs Børnekonvention

2 Børn har ret - en billedbog om børns rettigheder Tekst: Hans Stavnsager Redaktion: Simon Bauer, DUI-LEG og VIRKE Tegner: Bryan D Emil Jørgensen Grafisk design: Frederiksberg Bogtrykkeri A/S Tryk: Frederiksberg Bogtrykkeri A/S Copyright: DUI-LEG og VIRKE 2. udgave, 1. Oplag, ISBN: Yderligere i serien om børneret.nu findes: Hvad har du ret til? en bog om FNs Børnekonvention. ISBN: Spillet Børneret nu!" om børns rettigheder verden over. I kan finde mange flere oplysninger om børns rettigheder på / Bøgerne og spillet tilbydes gratis i klassesæt og enkeltvist til alle folke- og privatskoler, samt diverse foreninger for børn og unge. I skal kun betale for porto og administrationsgebyr. Det hele kan bestilles på / eller mail dui@dui.dk og telefon Hvad er DUI-LEG og VIRKE? DUI-LEG og VIRKE er en selvstændig idébetonet børne- og ungdomsorganisation, der bygger på arbejderbevægelsens grundholdninger. Det betyder at formålet med DUI-LEG og VIRKEs aktiviteter er at give alle børn og unge mulighed for selvstændig udvikling i respekt for og i samarbejde med andre mennesker. Rygraden i DUI-LEG og VIRKE er vores godt 70 lokale afdelinger, der alle laver spændende aktiviteter for børn og unge, hvor kun fantasien sætter grænserne. På landsplan arbejder DUI-LEG og VIRKE konsekvent på at få sat børn og unge på den politiske dagsorden. Kontakt os for at høre mere. Udgiver: DUI-LEG og VIRKE Mågevej Hvidovre Tlf Fax Serien børneret.nu er støttet af DUF, SiD og KADs Mediepulje (2003).

3 Forord til de voksne: Denne bog handler om FNs Konvention om Barnets Rettigheder også kaldet børnekonventionen. Den er beregnet til børn i alderen fra 6-10 år, men selv om nogle børn i denne alder vil være i stand til at læse teksten selv, anbefaler vi stærkt, at bogen læses af en voksen for børnene, så børnene hele tiden har mulighed for at snakke med en voksen om de historier, de får fortalt. Der er to årsager til dette. For det første handler FN-konventionen om vanskelige emner, der kan være svære at forstå, hvis ikke man har mulighed for at snakke mere grundigt om dem. Og for det andet handler bogen i sagens natur om emner, der kan være både sørgelige og måske også lidt skræmmende for børn, hvis ikke de kan dele deres oplevelser med voksne, som de kender og stoler på. 3 Vi har i DUI-LEG og VIRKE i forbindelse med projektet om børns rettigheder valgt at tage alle de problemer med, som verdens børn oplever også de svære. Vi ved, at også danske børn i en meget tidlig alder konfronteres med problemer som krig, gadebørn, forfølgelse af mindretal osv. gennem medierne. Og vi er af den overbevisning, at de bliver bedre i stand til at tackle problemerne, hvis de har mulighed for at diskutere dem åbent sammen med både deres kammerater, og voksne som de er fortrolige med. Vi håber, at denne bog kan være med til at opfylde det formål.

4 Ovre i Amerika er der en stor by, der hedder New York. I New York er der mange høje huse, hvor en masse mennesker arbejder i mange forskellige kontorer. I et af højhusene er der kontorer for nogen, der kalder sig FN. 4 FN står for Forenede Nationer, og det er en slags forening for lande. En forening er for det meste et sted, hvor nogle mennesker går sammen om en eller anden fælles interesse. Hvis man gerne vil spille fodbold, så finder man nogle andre, der også gerne vil spille fodbold, og så laver man en forening, hvor man kan spille sammen. FN er altså også en slags forening, men i FN er det ikke mennesker men lande, der er gået sammen. Danmark er for eksempel med i FN, og det er næsten alle andre lande i resten af verden også. Tyskland og England og Norge og Sverige og Alt i alt er der næsten 200 lande med i FN. Hvor mange kender I?

5 5 FN bruger det meste af sin tid på at sørge for, at mennesker over hele verden har det godt. Hvis der er nogen, der ikke får mad nok, så sørger man for, at de får noget at spise. Og hvis der er nogen, der er syge og ikke har råd til at købe medicin, så sørger man for, at de får den alligevel. Nogle gange prøver FN også på at få lande til at holde op med at slås. Hvis der f.eks. er to lande, som er kommet i krig med hinanden, så prøver FN at få dem til at tale sammen om problemerne, for at krigen kan stoppe igen. For nogle år siden begyndte FN også at snakke om, hvordan man kunne sørge for, at børn over hele verden har det godt. Børn er jo også mennesker, sagde man til hinanden, så de skal også have mad og medicin og alle de andre ting, der skal til, for at man har et godt liv. Derfor lavede FN nogle regler for, hvordan man skal behandle børn. Normalt er regler jo noget, der fortæller børn, hvad de må og ikke må. Hvornår man skal gå i seng, hvad man må spise, hvor meget man skal hjælpe til derhjemme og så videre. Men det er ikke den slags ting, som FNs regler handler om. I stedet fortæller de en hel masse om, hvordan voksne skal behandle børn. Derfor er reglerne også en stor hjælp for mange børn over hele verden. Og det er dem, vi skal høre om på de næste sider.

6 6 Ayoub er 9 år gammel og bor i den nordlige del af et land, der hedder Irak. Men hvis du spørger Ayoub selv, hvilket land han kommer fra, så svarer han Kurdistan. Ayoub og hans familie er nemlig kurdere, men kurderne har ikke deres eget land, og det giver dem en masse problemer. F.eks. måtte Ayoubs forældre ikke bliver undervist på kurdisk, da de gik i skole. Og det er svært at lære noget, når man ikke må lære tingene på sit eget sprog. Det er heldigvis blevet bedre nu. Prøv at forestille dig, hvor svært det ville være, hvis alle dine lærere talte et helt andet sprog. FNs regler siger, at man ikke må gøre forskel på børn, fordi de selv eller deres forældre er anderledes end resten af befolkningen. Man kan være anderledes på mange måder. Man kan f.eks. have en anden hudfarve, man kan have en anden religion, eller man kan tale et andet sprog. Men uanset hvad, så skal alle børn behandles på den samme måde, for de er alle sammen mennesker. Der har været krig i Irak, men nu der er heldigvis fred i den nordlige del af landet, hvor Ayoub bor. Ayoub kan nu igen gå i skole og blive undervist af en lærer, der taler hans eget spog. Det synes Ayoub er alle tiders - også selvom læreren engang imellem er lidt streng.

7 Maija er 7 år og bor på et børnehjem i Letland. Maijas mor var kun 15 år gammel, da Maija blev født, og hun kunne ikke tjene penge nok til at beholde Maija. Hendes familie var også fattige, så de kunne heller ikke tage sig af endnu et barn. Derfor endte Maija på et børnehjem for forældreløse børn. Børnehjemmet er stort og ligger i en gammel skole. Der bor mange børn, og Maija er nødt til at dele et værelse sammen med 5 andre piger. Men selv om børnehjemmet stadigvæk er fattigt, så er det alligevel blevet bedre, siden Maija første gang kom der for 7 år siden. F.eks. er værelserne blevet malet i farver, som børnene selv har valgt, og der er kommet meget mere legetøj. Det meste af legetøjet er brugt og er givet til børnene på børnehjemmet af børn fra andre lande. Men det har Maija ikke noget imod det vigtigste er, at der er noget at lege med. FNs regler siger, at alle børn skal have det godt. Det betyder, at de skal have nok at spise, et sted at sove osv. Men det betyder også, at de skal have legetøj og steder, hvor de kan lege. De fleste børn bor sammen med deres forældre eller deres familie, og så er det først og fremmest familien, der skal sørge for, at børnene har det godt. Men hvis forældrene og familien ikke er i stand til det, så skal det land, man bor i, sørge for det. Maija drømmer tit om, at hendes mor en dag vil komme og hente hende. Hun ville allerhelst bo sammen med sin egen familie. Men så længe det ikke kan lade sig gøre, er hun glad for at bo på børnehjemmet. Der er ikke så meget plads, men der er altid voksne, som er klar til at trøste, hvis man er ked af det. Og så er der masser af legekammerater. 7

8 Shebnaz bor i Indien. Hun er 11 år gammel, men hun går ikke i skole. I stedet arbejder hun sammen med resten af sin familie på et teglværk. Et teglværk er en slags fabrik, hvor man laver mursten. Man tager ler, former det til en firkant og brænder det i en stor ovn. Og så kommer der mursten ud af det. Det er hårdt arbejde. Shebnaz putter leret i forme sammen med andre børn på hendes egen alder. Leret er tungt, og Shebnaz har tit ondt i ryggen og armene, når hun er færdig med at arbejde. Men hun er nødt til at gøre det for at tjene penge til familien. Shebnaz tænker på sin storebror Ganesh. Ganesh arbejdede også på teglværket, men for et par år siden kom der nogle folk fra en stor avis. De ville skrive en historie om, hvor dårligt børnene på teglværket havde det. Ganesh fortalte folkene fra avisen, hvordan det var at arbejde der, men da ejeren af teglværket så historien i avisen, blev han meget vred på Ganesh. Han blev så vred, at han betalte nogle folk for at tæve Ganesh. 8 FNs regler siger, at alle børn har ret til at sige, hvad de mener. Voksne må ikke true børn til at tie stille, og hvis et barn gerne vil fortælle noget til en avis eller fjernsynet, så har man lov til det. Også selv om ens lærer eller ejeren af det sted, hvor man arbejder, ikke bryder sig om det. Desværre er det ikke alle steder, den regel bliver overholdt. I dag arbejder Ganesh ikke længere i teglværket. Da han fik tæv, brækkede hans ene arm, og der var ikke råd til at sende ham på hospitalet. Derfor groede den forkert sammen, og i dag kan han ikke bruge den.

9 Martin er 10 år og lever i Australien. Hans far hjælper til med at passe får på en stor gård, og hans mor gør rent på den lokale skole. Da Martin blev født, blev han ikke døbt, for hverken hans far eller mor tror på Gud i hvert fald ikke på den måde, som man tror på Gud i kirken i Australien. Derfor har Martin heller aldrig været vant til at gå i kirke. Men for et år siden fik de nye naboer, og naboen havde en dreng på Martins alder, der hed Tom. Tom og Martin er blevet gode venner, og nu laver de næsten alting sammen. Toms familie går i kirke hver søndag, og en dag spurgte de Martin, om ikke han havde lyst til at gå med. Det ville han gerne, for han var nysgerrig. Siden da har han været med i kirke mange gange. Han synes, at præsten siger mange rigtige ting, og han kan godt lide, når de synger. Nu har Martin besluttet sig til, at han vil døbes. En dåb er ligesom en måde at sige på, at man gerne vil være med i en kirke. Og Martin vil gerne være med ligesom Tom og hans forældre. Martins egne forældre synes, at det er noget mærkeligt noget. Martin har på fornemmelsen, at de næsten er lidt sure på Tom og hans familie, fordi de tog ham med i kirke. I FNs regler står der, at børn selv må bestemme, om de tror på Gud. I det hele taget er der ikke nogle voksne, der har ret til at bestemme, hvad børn skal tro eller mene. Selvfølgelig skal børn lytte til deres forældre og andre voksne, men det er børnene selv, der bestemmer, hvad de tror på. I dag er det endelig blevet tid for Martins dåb. Hele kirken er fyldt, og præsten holder en flot tale til ham. På den bageste række i kirken sidder Martins forældre. De er stadigvæk ikke enige med ham, men de er alligevel gået med i kirke i dag, fordi de kan mærke, at det betyder meget for Martin. Og man kan godt holde sammen i en familie, selv om man ikke er enige om alt. 9

10 Maria går i skole i Argentina, hvor hun og hendes familie bor. Hun er 9 år gammel og går i 4. klasse. Da Maria startede i skolen, var hun meget glad for det. Hun synes, det var sjovt at lære at læse og regne, og hun fik mange nye kammerater i skolen. Hun var også glad for lærerne. Men da Maria startede i 3. klasse sidste år, fik de en ny lærer. Senor Hernandez hed han. Det betyder hr. Hernandez på spansk, som er det sprog, de taler i Argentina. Senor Hernandez var meget skrappere end de andre lærere. Han gjorde f.eks. tit grin med børnene, hvis ikke de kunne finde ud af regnestykkerne. Maria brød sig ikke om senor Hernandez. Det gjorde de andre børn i klassen heller ikke, så engang imellem skrev de breve til hinanden, hvor de gjorde grin med ham. Men en dag gik det galt. Senor Hernandez havde hørt, at der blev skrevet breve om ham, og derfor ledte han alle børnenes skoletasker igennem. Og i Marias skoletaske fandt han et brev. Det var ikke engang hende selv men en af de andre, der havde skrevet det, men det var læreren ligeglad med. Han stillede hende op foran hele klassen og gjorde grin med hende. Han fortalte, hvor dum hun var, og at hun ikke engang kunne stave ordene i brevet rigtigt. Maria blev så ked af det, at hun græd hele vejen hjem fra skole. 10 FNs regler siger, at børn har ret til at have hemmeligheder for de voksne. Hvis børn skriver breve til hinanden, må en voksen f.eks. ikke læse dem uden at have fået lov. Voksne må heller ikke gøre så meget grin med børn, at de bliver kede af det. Da Maria kom hjem fra skole og græd, blev hendes forældre meget vrede. De snakkede med skoleinspektøren og sagde til ham, at de ikke ville finde sig i, at senor Hernandez gjorde grin med Maria eller de andre børn i klassen. Derfor blev senor Hernandez flyttet til en anden skole, og siden da har Maria igen været glad for at gå i skole.

11 Manuel bor i en by, der hedder Managua. Managua er hovedstad i et land, der hedder Nicaragua. I Nicaragua bor der mange fattige mennesker. Manuels familie er også fattige, og for to år siden forlod hans far familien. Hans mor kunne ikke skaffe penge nok til både Manuel og hans tre små søskende, så derfor må Manuel i dag klare sig selv også selv om han kun er 10 år gammel. Nogle nætter sover han stadig hjemme hos sin mor og de små søskende. Men de fleste nætter sover han sammen med mange andre børn i nogle skure, der ligger lige ved siden af et stort torv i centrum af Managua. Manuel arbejder nemlig på torvet hele dagen for at tjene penge, og der er langt hjem til hans mor. Så for det meste er han for træt til at gå den lange vej hjem. 11 Manuel har ikke noget rigtigt arbejde, men han prøver at tjene penge på mange forskellige måder. Nogle gange stiller han sig f.eks. op i et lyskryds og tørrer bilernes ruder med en klud, når de holder stille. Så håber han på, at dem, der sidder i bilerne, vil give ham lidt penge. Andre gange tigger han penge af turisterne. Han prøver at se rigtig sulten ud, for så er der større chance for, at de vil give ham lidt penge. Det er ikke særlig svært, for Manuel er tit sulten. Manuel synes, at det værste ved at leve på gaden er de voksne, der engang imellem vækker børnene, når de sover. De er tit fulde, og så kan de godt finde på at holde fast i et af børnene og prøve at kysse dem. Og hvis man prøver at få dem til at holde op, så slår de. Manuel er blevet slået mange gange, så nu er han bange for voksne, han ikke kender. FNs regler siger, at voksne aldrig må slå børn. De må heller ikke kysse dem eller røre ved dem, hvis ikke børnene bryder sig om det. Hvis voksne finder ud af, at der er nogle andre voksne, der slår børn, så skal de stoppe det. Alle voksne har et ansvar for, at alle børn har det godt. Manuel har aldrig gået i skole, men nu er han begyndt at gå nogle timer hver dag på en skole, hvor han både lærer at læse og skrive, og hvor han samtidig lærer at lave sko. Han synes godt om skolen, hvor han får noget at spise hver dag, så han ikke længere er så sulten. Han arbejder hårdt i timerne, for han har en drøm om en dag at kunne åbne sin egen skomagerbutik. Så vil han tjene penge nok til, at hans familie får et godt hjem og aldrig behøver at bo på gaden.

12 12 FNs regler siger, at også børn, der er handicappede, skal have et godt liv. At være handicappet betyder, at ens krop ikke fungerer lige så godt, som de fleste andres. Eller det kan også betyde, at man har et problem med at forstå ting eller tale ligesom andre. Nogle er født med handicap, og nogle bliver handicappede ved ulykker ligesom Berhane. Men uanset hvad, skal børn med handicap kunne lege og være sammen med andre børn. Og de skal også have mulighed for at gå i skole. Berhane er 9 år gammel og bor i et land i Afrika, der hedder Eritrea. Da Berhane var helt lille, var der krig i landet. Den er heldigvis slut nu, men den giver stadigvæk mange problemer for dem, der bor i Eritrea. F.eks. er der stadigvæk mange landminer i landet. En landmine er sådan en slags bombe, der er gravet ned i jorden, så man ikke kan se den. Den kan ligge der i mange år, men hvis man træder på den, springer den i luften. En dag var Berhane ude at lege med de andre børn fra landsbyen. De gik på opdagelse på den anden side af de bakker, der ligger bag landsbyen, og de fandt en flot, grøn dal, som de aldrig havde set før. Det var alle tiders sted at lege. Men pludselig lød der et enormt brag, og alle børnene løb væk, fordi de blev bange. Berhane var den eneste, der ikke løb. Han havde nemlig trådt på en landmine, så hans ene fod var sprængt helt i stykker. Siden da har Berhane kun kunnet bevæge sig rundt med to krykker. Han kan ikke følge med, når de andre børn leger. Og hans forældre er meget bekymrede for, om han nogensinde kan få et job, når han bliver voksen. Han går i skole, men i Berhanes landsby arbejder næsten alle voksne som landmænd, og det kan man jo ikke blive, når man mangler en fod. For en måned siden fik Berhane alle tiders gave. Det er et kunstigt ben, som han kan bruge i stedet for krykkerne. Det er selvfølgelig ikke lige så godt, som hvis han stadig havde sit eget ben. Men for hver dag, der går, bliver han bedre til at gå og løbe. Og så har Berhane taget en vigtig beslutning. Han har nemlig besluttet sig til, at han vil være lærer, når han bliver voksen. For man kan sagtens være en god lærer, selv om man mangler et ben.

13 Imelda bor i en landsby i et land, der hedder Filippinerne. Hun er 11 år og har 3 små søskende. Hun går i skole hver dag sammen med de andre børn i landsbyen, og når hun ikke går i skole, skal hun hjælpe til derhjemme. Det meste tid bruger hun på at hente vand. I Imeldas landsby er der nemlig ingen huse, hvor man bare kan åbne for en vandhane. Alt vandet skal hentes ved en lille flod, der ligger et stykke udenfor landsbyen. Det er hårdt arbejde at hente vand på den måde. Prøv at tænke på, hvor meget vand I bruger bare på en enkelt dag derhjemme. Og prøv så at forestille dig, at du skulle bære alt det vand i dunke eller spande. Vandet er heller ikke altid rent, så nogle gange bliver man syg, hvis man drikker af det. Imelda havde en lillebror mere, men sidste år blev han meget syg. På Filippinerne skal man selv betale, hvis man skal på hospitalet, og det havde Imeldas forældre ikke råd til. I stedet gik de mange kilometer til den nærmeste by for at besøge en læge. Lægen fortalte forældrene, hvad for noget medicin Imeldas bror havde brug for. Men hendes forældre havde heller ikke råd til at købe medicinen. Til sidst døde Imeldas lillebror. Hendes far ville slet ikke tale med nogen i flere uger efter, og hendes mor græd hele tiden. Det gjorde Imelda også. Imeldas lillebror er ikke det eneste barn i landsbyen, der er død på grund af det beskidte vand. Men det gør altid mere ondt, når det er ens egen bror, der dør. FNs regler siger, at alle børn har ret til at komme på hospitalet og blive hjulpet af læger, hvis de bliver syge. De siger også, at alle børn skal have nok at spise og skal have rent vand at drikke. Men desværre er der stadig mange børn rundt om i verden, der bliver syge og dør, fordi deres forældre ikke har råd til at hjælpe dem, og fordi ingen andre sørger for, at reglerne bliver fulgt. 13 I går var der fest i Imeldas landsby. For nogle uger siden kom der nemlig en stor maskine på besøg, som kan bore dybt ned i jorden. Og den borede, indtil den nåede ned til rent og frisk vand mange meter nede i jorden. Så nu har landsbyen fået en ny brønd. Det betyder, at Imelda og de andre børn ikke længere skal bruge mange timer på at hente vand langt væk. Og det betyder, at der ikke længere er nogen, der bliver syge og dør af at drikke beskidt vand.

14 14 Mal selv!

15 FNs Konvention om Barnets Rettigheder 6A på Bredsten skole har skrevet børnekonventionen om til en børnevenlig udgave. Børnekonventionen eller FNs Konvention om Barnets Rettigheder, som den rigtigt hedder, er verdens børns grundlov. Alle lande i FN, på nær USA og Somalia, har ratificeret den. Børnekonventionen gælder derfor for næsten alle børn og unge under 18 år i hele verden. Artikel 1: Hvad er et barn? Et menneske, der er under 18 år. Artikel 2: Rettighederne gælder alle børn. Det er lige meget, hvordan man ser ud, hvad man tror på osv. - alle skal have det lige godt. Artikel 3: Beslutninger, der træffes, skal tage hensyn til barnets interesse. Staten skal have nogle regler, der beskytter barnet. Artikel 4: Staten skal overholde artiklerne. Artikel 5: Forældrene har ansvaret for, at barnet bliver opdraget. Staten skal respektere forældrenes ansvar og hjælpe, hvis det er nødvendigt. Artikel 6: Alle har ret til at leve, og staten skal hjælpe børn til et godt liv. Artikel 7: Barnet skal have et navn og et fædreland, lige fra det bliver født. Artikel 8: Staten skal respektere, at barnet har et navn, land, familie osv. Artikel 9: Barnet skal leve sammen med sine forældre, hvis det har det godt der. Ellers skal staten hjælpe barnet med at finde et andet sted. Artikel 10: Barnet har ret til at blive genforenet med sine forældre uanset hvilket land, de bor i. Artikel 11: Staten skal forhindre kidnapning af børn. Artikel 12: Barnet har ret til at have sin egen mening, og den skal respekteres. Artikel 13: Barnet har ret til at lære at give udtryk for, hvad det mener. Artikel 14: Barnet har ret til selv at bestemme, hvilken gud det vil tro på. Artikel 15: Barnet må være med i en forening. Det må også være med til at oprette en forening, hvis det ikke går ud over andres rettigheder. Artikel 16: Barnet har ret til privatliv. Artikel 17: Barnet har ret til at vide, hvad der sker i verden (tv, radio, avis, bøger). Artikel 18: Staten skal sikre, at forældrene har hovedansvaret for barnets opdragelse. Artikel 19: Staten skal beskytte barnet hvis det bliver mishandlet. Artikel 20: Staten skal hjælpe forældreløse børn. Artikel 21: Staten skal sikre, at adoption kun sker, hvis det er til barnets bedste. Artikel 22: Staten skal sørge for, at flygtningebørn får det godt, og den skal samarbejde med organisationer om det. Artikel 23: Et handicappet barn har ret til et godt liv. Artikel 24: Barnet skal leve godt/sundt og kunne få lægehjælp, når det er nødvendigt. Staten skal nedbringe børnedødeligheden. Artikel 25: Staten skal se efter, at børn på institution har det godt. Artikel 26: Barnet skal have det godt. Artikel 27: Barnet har ret til gode levevilkår. Hvis forældrene ikke kan sørge for det, skal staten hjælpe. Artikel 28: Barnet har ret til at gå i skole og få en uddannelse. Artikel 29: Staten skal sikre, at uddannelsen udvikler barnet til et aktivt menneske. Artikel 30: Et barn fra et mindretal har lov til at have sin egen kultur, religion og eget sprog. Artikel 31: Barnet skal have fritid og tid til at lege samt lov til at deltage i forskellige aktiviteter. Artikel 32: Barnet skal beskyttes mod hårdt og farligt arbejde. Det skal være et bestemt antal år gammel, før det må arbejde. Artikel 33: Barnet skal beskyttes mod narkotika. Artikel 34: Barnet skal beskyttes mod seksuelt misbrug. Artikel 35: Staten skal forhindre handel med børn. Artikel 36: Barnet må ikke udnyttes. Artikel 37: Barnet må ikke udsættes for tortur og skal behandles ordentligt, hvis det er i fængsel. Artikel 38: Barnet skal beskyttes mod krig og må ikke være soldat. Artikel 39: Staten skal hjælpe børn, der har været udsat for tortur. Artikel 40: I stedet for at straffe unge lovovertrædere skal staten hjælpe dem. Artikel 41: Love, der er bedre end disse artikler, skal bruges. Artikel 42-54: Staten skal på forskellige måder sørge for, at alle børn og voksne får kendskab til Konventionen om Barnets Rettigheder, og at den bliver respekteret og overholdt. 15

16 Maija bor i Letland Manuel bor i Nicaragua Ayoub bor i Irak Berhane bor i Eritrea Ganesh bor i Indien Imelda bor på Filippinerne Martin bor i Australien God fornøjelse husk: ALLE BØRN HAR RET! Maria bor i Argentina DUI-LEG og VIRKE Mågevej Hvidovre Tlf Fax