Par-seminar. Kald det kærlighed...

Transkript

1 Par-seminar Kald det kærlighed... af Katrine Halvgaard, Monett Rostock, Kirsten Seidenfaden og Jette Sinkær Simon Dansk Psykolog Nyt, nr 1 årgang Kald det kærlighed "Jeg" og "du" har en masse bagage med ind i parforholdet. Det er udgangspunktet for Imagometoden, der kan anvendes i parterapi, men har bud til alle menneskelige relationer. Ikke alle lever lykkeligt til deres dages ende - heller ikke i parforholdet. Måske de færreste, er det indtryk, vi står tilbage med fra omgangskredsen, fra parterapeuternes venteværelser og fra den almindelige debat i medierne. Har parforholdet overhovedet en berettigelse i vores samfund? lyder et almindeligt spørgsmål. Ikke underligt, når skilsmisseprocenten vokser, og mange lever alene. Men det er alt for tidligt at give op. Hvis ikke vi formår at knytte tætte, dybe relationer til andre mennesker, er der en stor risiko for, at livet kan blive både ensomt og ulykkeligt. Ny forskning peger endda på, at tætte menneskelige relationer og netværk har afgørende betydning for vores sundhed og velbefindende i alle aldre. Vores påstand er, at tætte og dybe relationer med andre mennesker er en vigtig forudsætning for et meningsfuldt liv. Lad os sige det lige ud: vi tror på parforholdet! Med dette udgangspunkt ønsker her at formidle vores viden og interesse for Imago-metoden, som har sit udspring i parterapi, men kan bruges generelt i alle menneskelige relationer. Imago-tankegangen har vist sig at være en oplagt mulighed for at udvikle både den åndelige, følelsesmæssige og lidenskabelige dimension i forholdet til et andet menneske. I det postmoderne, fragmenterede samfund har kærligheden trange kår. Vi har behov for at opprioritere værdien af at være sammen med andre og fastholde evnen til at fordybe og ikke mindst forpligte os i de nære relationer. Individualisering Vi lever i en opbrudstid. Kendte og faste strukturer i både privatlivet og i arbejdslivet udfordres og nedbrydes i det postmoderne samfund. Mange ægteskaber har ikke længere samme praktiske betydning som tidligere, både mænd og kvinder har uddannelse og job til at stå på egne ben. En tredjedel af den danske befolkning vælger i dag en single-tilværelse. De tætte og vidtfavnende familiære netværk er væsentlig reduceret og erstattet af velfærdssamfundets institutioner. Mange af de par, vi arbejder med, har ikke nogen rollemodeller for, hvordan de arbejder sig igennem spændinger og vanskeligheder i parforholdet. De rollemodeller, de har haft, tager de ofte afstand fra. Tiderne har ændret sig rollerne er ikke længere så klart definerede. Også i arbejdslivet er der opbrud og forandring. Organisationer fusionerer eller indskrænker. Ny teknologi muliggør virtuelle, globale organisationer, hvor flere sidder hjemme, og resten sidder rundt omkring i verden. Fagforeningernes betydning som stærke ankre for det kollektive sammenhold er blevet formindsket, navnlig i forhold til de unge. Midt i kaos og isolation skal vi hver især indstille os på, at forandring er den eneste konstant. Vores reaktion er umiddelbart individualisering og holdninger som?jeg kan kun overkomme mig selv?. Denne selvcentrering kombineret med den vestlige verdens høje velfærd har gjort os til zappere, der er fristet til at flyde gennem livet på en strøm af uforpligtende

2 overfladiskhed. Nogle går endda så vidt, at de begrænser deres kontakt med andre til chatsider på nettet, anonymt og uden konsekvens. Kortvarig, intensiv stimulering og bekræftelse er vilkårene for zappermennesket. Masseeksponering på tv er den ultimative og narcissistiske succes. Bagsiden er overfladiskhed, ensomhed og stor risiko for følelsesmæssig isolation. At være menneske uanset alder - i dette turbulente samfund er indlysende svært. Og vi møder disse mennesker i konsultationerne, hvor de beder om hjælp til at klare livet, redde sig selv, deres parforhold, deres forhold til børnene kort sagt deres relationer til andre mennesker. Relationer - eller ingenting Det, vi længes efter, er at være sammen, for mennesket er i bund og grund et socialt væsen. Vi skabes og udvikles i relationen med andre mennesker, og ikke mindst barnet har brug for at vokse op i tætte menneskelige relationer for at udvikle en sund personlighed og dermed etablere fundamentet for et godt liv og samliv. Et af de steder, hvor vi som voksne har de bedste muligheder for at udvikle os, er i parforholdet. Parforholdet syner måske overflødigt i det praktiske perspektiv, men bestemt ikke i det følelsesmæssige. Spørger vi de unge i dag, er deres højeste ønske da også at finde en partner for livet og opnå en frugtbar tryghed i kernefamilien. Vi kan gøre os tanker om de mange, der bliver gift i pomp og pragt for efter kort tid at skilles. Evnen og erfaringen til at fastholde og udvikle de nære relationer er tilsyneladende ikke til stede. Det ser dog ud, som om de unge i stigende grad er indstillet på at arbejde med parforholdet. Også dem møder vi i konsultationerne, hvor de søger inspiration til at gøre det bedre end forældregenerationen og hjælp til at bryde mønstre og dårlige vaner i parforholdet. Muligheden for udvikling af parforholdet er imidlertid ikke reserveret de unge. Selv det mest rutineprægede ægteskab rummer kimen til udvikling. Det er aldrig for sent at gå i gang. Parforholdets livscyklus Valget af partner er ikke tilfældigt. En af de grundlæggende hypoteser inden for Imagorelationsteorien er, at vi ubevidst i forelskelsen søger en partner, der har de samme udviklingspsykologiske udfordringer som os selv, men som har valgt en anden overlevelsesstrategi. Dvs. vi søger en partner, der har fået udfordringer på samme psykiske udviklingstrin som os selv, men som har søgt andre måder at kompensere for disse. Har en person fx manglet tæt, stabil og varm menneskelig kontakt i barndommen, reagerer han måske ved at klynge sig til sin partner. Partneren, som også har manglet relevant kontakt, har derimod valgt en anden strategi ved at distancere sig og undgå tæt kontakt. I mødet søger partnerne det, de har mistet, og drages mod hinanden for psykologisk set at genskabe muligheden for at imødekomme udækkede behov og læge de tidlige sår. I forelskelsens første euforiske måneder lever parret som "vi" i en tæt symbiotisk helhed, der opfylder alle behov. Vi oplever, at alt kan lade sig gøre, vi supplerer hinanden, og det føles, som om "jeg ikke kan leve uden dig". Forelskelsen bliver i alle parforhold naturligt afløst af trangen til løsrivelse og magtkamp. Magtkampen opstår, når vi mere eller mindre bevidst erkender, at de sider, vi faldt for hos vores partner, viser sig at være de sider, som vi selv har været nødt til at undertrykke som følge af vores egen opdragelse. Det er her, vores altopslugende betagelse af fx partnerens udadvendte og opsøgende adfærd til fester erstattes af irritation. Irritationen handler ofte ikke om partnerens udadvendthed, men om det ubehag, det vækker hos os at se partneren udtrykke det, vi har lært at undertrykke som forbudt adfærd gennem vores egen opdragelse. Endvidere skal vi gøre os klart, at vi i et livslangt forhold har mange forskellige forhold. Vi mødes måske som unge elskere, senere lever vi sammen som "mor" og "far" for at afslutte livet som gamle, kloge partnere. Hver fase kræver selvindsigt og respekt for den andens situation.

3 Mange parforhold kommer ikke gennem magtkampen og videre til det bevidste forhold. Når ægtefællerne i en periode har kæmpet nådesløse slag om, hvem der har mest ret, givet den anden skylden og utrætteligt forsøgt at lave hinanden om, går de hver til sit. Typisk søger de lykken i et nyt forhold, der kun alt for ofte ender i samme situation. Alternativt vælger de at blive sammen og lever parallelle, praktiske liv i et lidenskabsløst forhold. 90 % af frustrationerne i parforhold handler altså ikke om parret og samlivet, men om det, man selv har med i bagagen. Skal parforholdet lykkes, skal man udvikle sig selv. Og her kommer Imago-relationsterapien ind i billedet. Selvudvikling via dialog Imago-relationsterapi er udviklet af det amerikanske psykologægtepar Harville Hendrix og Helen LaKelly Hunt med udgangspunkt i deres erfaringer fra mere end 20 års terapi med tusindvis af par. Grundtanken i Imago er, at vi skal udvikle os selv gennem dialog med partneren eller mere generelt med et andet menneske. Imago er det latinske ord for "billede". Imago refererer til de billeder, vi har med fra vores barndom, dvs. vores tidligste erfaringer, følelser og forestillinger internaliseret fra vores omsorgspersoner. Imago er en terapiform, der gennem dialog bevidstgør partnerne om deres personlige forsvar, deres fortrængninger og deres følelsesmæssige blokeringer. Ud fra denne bevidsthed skabes nye og mere hensigtsmæssige kommunikations- og adfærdsmønstre i parforholdet. Imago-relationsterapi bygger på en syntese af et bredt udsnit af velkendte og velafprøvede teorier og metoder inden for det terapeutiske felt. Det teoretiske fundament har således elementer fra bl.a. de psykodynamiske, kognitive, systemiske, kommunikationsteoretiske og objektrelationistiske teorier, der tilsammen udgør én sammenhængende, dynamisk tænkning som udgangspunkt for forståelsen af parrelationen og relationer i øvrigt. Metoden består af en række terapeutiske processer, teknikker og dialoger, der har til formål at bevidstgøre parterne om dels eget forsvar, fortrængning og eventuel følelsesmæssig blokering, dels udvikling af nye og mere hensigtsmæssige kommunikations- og adfærdsmønstre. Centrale dele af Imago-metoden er endvidere anvendelig i relation til børn og øvrige relationer, også på arbejdspladsen. Parret selv er eksperterne, mens terapeutens rolle er som vejleder og facilitator. Grundtanken er, at udviklingen skal ske i parret, for det er her i den primære kærlighedsrelation, at overføringen sker. Det er her, vi finder de stærkeste kræfter for vækst og heling. Det er her, vi har brug for at få vores tætte følelsesmæssige behov dækket. Det er her, vi udtrykker vores følelsesmæssige frustrationer, og det er her, vores overlevelsesstrategier får frit løb. Bevidst dialog Den grundlæggende proces er den bevidste dialog med sin faste struktur. Her beder vi parret om at lytte meget målrettet. Dialogen består af tre trin: spejling (aktiv lytning), validering (anerkendelse) og empati (indføling). Terapien sigter bl.a. på at genetablere en dybere og mere lidenskabelig kontakt mellem parterne. Målet er at skabe kontakt i en tryghed frem for afstand og angst samt at kunne opleve hinanden som to individuelle personer i en samhørighed. Gennem dialogen får vi kontakt med vores følelser - en kontakt, der skaber grobund for kærlighed og lidenskab. De genfundne følelser og partnerens accept genåbner lysten til den anden. I begyndelsen er det en meget fast struktur, som kan opleves rigid, men som efterhånden bliver en naturlig flydende proces.

4 Imago-metoden etablerer øjeblikkelig kontakt, er det vores erfaring. Det vigtigste er at skabe en fast og sikker ramme omkring processen, så der bliver tryghed for dialogen. I begyndelsen har parret brug for terapeuten som facilitator, hvis dialogen glider af sporet. Men med lidt øvelse kan parret selv bruge metoden, som efterhånden bliver en systematisk og fremadrettet måde at tale sammen på om vigtige emner. Et samtaleredskab Imago er ikke kun et parterapeutisk redskab, men et samtaleredskab, der kan bruges i mange andre sammenhænge. For eksempel kan Imago anvendes i forældre/børn-relationer eller i relationer i arbejdslivet, hvor det handler om konfliktløsning, læring eller kompetenceudvikling. I det helt store perspektiv kan metoden bruges i politisk konfliktløsning, hvor der er brug for en konstruktiv, neutral og respektfuld dialog. Som nævnt stammer Imago-relationsteorien fra USA, men tankegangen vinder frem i Europa. Det danske Imago Institut blev etableret på Langeland i 1998, og over hundrede par har deltaget i weekendkurser på instituttet. Herfra er også det fjerde hold terapeuter under videreuddannelse. Erfaringer med Imago tyder på, at vi her har fået en terapiform, der samler den eksisterende viden på området i én sammenhængende teori og praksis. En kærkommen mulighed for nytænkning i forhold til parforholdet og privatlivet. Udviklingen i samfunds- og arbejdslivet har gennem længere tid fokuseret på kommunikation, følelsesmæssig intelligens, værdibaseret ledelse og livslang læring. Vi ønsker, at disse tendenser også i praksis afspejles i privatlivet. Nytænkningen handler måske netop om at gøre parforholdet og de nære relationer til dynamiske læringsmiljøer, der skaber gensidig personlig udvikling. Udviklingen forudsætter bevidst målrettet arbejde og dyb gensidig forpligtelse. Vi har alle et ansvar over for os selv, over for vores familie og over for menneskeheden. Katrine Haalvgaard er cand.psych., Monette Rostock er socialrådgiver og psykoterapeut Kirsten Seidenfaden er cand.psych. og co-leder af det Danske Imago Institut Jette Sinkjær Simon er cand.psych.og Leder af uddannelsen til Imago Relationsterapeut Det terapeutiske forløb Det følgende er et uddrag af en klinisk session med et par, som bruger den bevidste dialog til at fortælle hinanden om følelsesmæssige reaktioner udløst af den andens adfærd. For at demonstrere processen giver vi ingen informationer om parret. Denne terapi begyndte med diffuse beskyldninger fra begge parter, hvor de nedgjorde hinandens intentioner. Da terapeuten foreslår, at de omformulerer deres bekymringer gennem den bevidste dialog, er de begge lettede over at kunne udtrykke sig uden frygt for angreb. Hun: Noget, der virkelig har gjort mig ked af det, er, at du for 20 år siden fortalte mig, at jeg aldrig ville opnå at blive din foretrukne partner. Siden har du også vist det gennem din adfærd mod mig. Han: Du er ked af, at jeg lod dig vide, at du altid vil forblive nummer to i mit liv? Hun: Det, jeg siger til mig selv, er, at du er usikker og tarvelig. Han: At jeg er usikker og tarvelig? Er der mere? Hun: Det får mig til at føle mig ked af det, frustreret, ja næsten hjælpeløs og vred. Han: Når jeg gør det, får det dig til at føle tristhed, hjælpeløshed og vrede. Terapeut (til ham): Er der noget af det, der giver mening? Han: Jeg tror ikke, jeg har tænkt på det, siden jeg var 18 år gammel, og jeg vidste sikkert ikke, hvad jeg gjorde. Jeg har ikke lyst til at behandle dig sådan nu, men jeg kan se, hvordan du kommer til at føle, og at det stadig er sådan efter det, der lige er sket. Terapeut (til ham): Er der nogen sinde nogen, der har fortalt dig, at du var nummer to i rækken? Og hvis der er, kan du så huske, hvilke følelser du kom i berøring med?

5 Han: Ja - på arbejdet, så det er selvfølgelig noget lidt andet. Men jeg ved, at det føltes uretfærdigt og forkert. Jeg tænkte også, at der måtte være noget galt med den person, der kunne omtale mig på den måde uden rigtig at kende mig. Terapeuten (til ham): Kan du genkende følelsen af hjælpeløshed? Han: Ja, det er skrækkeligt. Terapeuten (til hende): Hvornår har du haft den slags følelser også før du mødte din partner? Hun: Ja. Da jeg var barn, fortalte min mormor mig tit, at hun holdt mere af min bror end af mig, fordi jeg lignede min far, og ham kunne hun ikke holde ud! Terapeuten (til hende): Hvor gammel var du? Hun: Det er længe siden, jeg var helt lille dengang, og jeg husker det især, fra da jeg begyndte at have min egen mening. Jeg ligner min far meget, og min mor var enebarn. Min mormor kunne ikke lide min far, hun havde virkelig problemer. Vi tilbragte meget tid sammen med hende om sommeren, så jeg har tit hørt hende sige det. Terapeuten (til hende): Hvordan håndterede du det? Hun: Mine forældre overkompenserede for det, og jeg blev ofte forkælet hjemme. Jeg var den søde pige, og min bror var en lømmel. Terapeuten (til ham): Vil du prøve at formulere, hvad der i hendes beretning giver mening for dig? Han: Det giver virkelig god mening, at når jeg på forskellige måder har udtrykt, at du kun er nummer to i mit liv, så må det være meget sårende at høre på. Ikke bare på grund af, hvad jeg har sagt eller gjort, men også ud fra dine oplevelser med din mormor. Terapeuten (til hende): Og hvordan kan han hjælpe dig med nogle af disse smertelige følelser? Hun: Det, jeg gerne vil have dig til at gøre anderledes, er faktisk noget, vi allerede har gjort. For nogle måneder siden bad jeg dig om, at vi skulle finde en vielsesring sammen, som et symbol på vores nye forpligtelse over for hinanden. Du hørte godt, hvad jeg sagde, men du bragte det ikke op igen. Til sidst besluttede jeg, at hvis jeg virkelig ønskede det, så måtte jeg endnu mere tydeligt vise, at jeg gerne ville have den ring. Du sagde ok, men nævnte det ikke igen før sidste uge, hvor du ringede fra kontoret og foreslog, at vi skulle kigge efter dem i dag. Først var jeg såret og vred over, hvor lang tid det havde taget, men så indså jeg, at du gjorde det for min skyld, da det jo i virkeligheden ikke er dit projekt. Tidligere ville jeg have skjult, at jeg var såret, og bare ladet, som om det ikke var vigtigt. Men det gik op for mig, at jeg sårede mig selv på denne måde, og derfor gik jeg med i fredags. Terapeuten (til hende): Og den følelse, du kom i berøring med?? Hun: Jeg følte virkelig, at jeg var betydningsfuld og glad for, at jeg fortalte dig, hvor meget jeg ønskede, vi skulle have de ringe. Han: Og jeg ville virkelig gerne give det til dig, for du fortjener det, og du er det mest betydningsfulde menneske i mit liv. Hun: Tak.