trembacz.dk Cand. psych. Birgit Trembacz - Supervisor og specialist i psykoterapi

Transkript

1 trembacz.dk Cand. psych. Birgit Trembacz - Supervisor og specialist i psykoterapi 1. Projekt Børne-Diopollon er støttet via bevillinger fra Sundhedsstyrelsens Alkopulje, J-nr. 1408/ og fra Socialministeriets SIBU-pulje, J-nr og 3. Projektperiode. Fra til Projektets formål var at udvikle teori og metode med henblik på at: etablere børne- og ungegrupper samt et familieterapeutisk tiltag, hvor hele familien blev inddraget. etablere et korttidsorienteret familieterapeutisk forløb beskrive og almengøre samtalemetoder med børn. 5. Projektets målgruppe (bilag 1) var familier med alkoholproblemer, som havde børn i alderen 8-14 år. Indfaldsvinklen til familierne var personen, der søgte hjælp for sit alkoholproblem på en af de fem alkoholenheder, der findes på fem Københavnske hospitaler i H:S regi. En statistisk opgørelse, foretaget på Amager Hospitals Alkoholenhed i 1998, viste, at ca. en tredjedel af klienterne levede i en familie eller havde samkvem med børn. Med cirka 2200 tilmeldte patienter på Alkoholenhederne, vil der anslået være 730 klienter, som lever i en familie eller har samkvem med børn/unge. Målgruppen blev udvidet til også at omfatte unge samt familiemedlemmer, hvor den med alkoholproblemet ikke ønskede behandling. 6. Teori, behandlingsforløb og metoder: Diopollons teoretiske grundlag har integreret forskellige retninger (strukturelle/strategiske og konstruktivistiske) indenfor systemisk familieterapi (Bateson G. (1972), Simon R. (1985 ) Minuchin S. (1981, 1990, 1993, 1996), Haley J. (1987), Berg I.K. (1991 ), Stanton (1979 ), White M. (1988, 1991), Tomm K. (1987) m.fl.). I forbindelse med dette projekt er dette grundlag blevet suppleret med en teori om børns udvikling samt en teori om ændring (Di Clemente og Prochaska, 1990 og Miller W. & Rollnick S. 1991). Med udgangspunkt i teorierne er der anvendt metoder, som specifikt er orienteret mod hhv. den samlede familie, personen med alkoholproblemet og barnet/den unge. Forsøget på at integrere teorierne har taget udgangspunkt i, at alle teorierne har samme forståelse af årsagssammenhænge og menneske-omverdenrelation m.m. Ligeså har alle teorierne et konstruktivt og ressourceorienteret menneskesyn til fælles. (vedrørende integration se f.eks. Lebow J. 1998). Den foreløbige integration er sket uden at der er opstået indre modsigelser i forståelsen og behandlingen. Med udgangspunkt i den fælles basis har der været mulighed for at drage nytte af teoriernes forskellige foki: Den systemiske terapi fokuserer på familien. Ændringsteorien ser primært på ændring af misbrugsproblemer. Udviklingspsykologien fokuserer på barnet. De tre teorier komplementerer, på glimrende vis, hinanden overfor familier med alkoholproblemer. Systemisk tænkt er et alkoholproblem multifaktoriel, hvor mange forskellige årsager, sammen med konsekvenserne, er vævet ind i hinanden. Således kan der være både biologiske, genetiske, psykologiske, sociokulturelle og familiære årsager til et alkoholproblem. 1

2 I integreret systemisk familieterapi ses primært på, hvordan et alkoholproblem kan opstå og vedligeholdes i relationen mellem mennesker. Der kan være tale om dysfunktionelle strukturer i familien og begrænsninger i familiemedlemmernes måde at tænke på sig selv på. Familien fastlåses. Ændringsfokus vil derfor være at få brudt fastlåstheden i systemet ved for eksempel at inspirere til strukturændringer samt nye forholdemåder. Familieterapien inddrager relevante mennesker fra familie og netværk i familieterapeutiske forløb. Ændringsteorien er et eksempel på en teori, der beskriver intrapsykiske forhold sat i relation til klient-behandler forholdet. Teorien er uvurderlig i forhold til at sikre, at behandlerne bevarer en åben, respektfuld ikke-fordømmende og ikke-moraliserende relation til klienten/familiemedlemmerne. Metoderne er endvidere præcise og meget brugbare i arbejdet indenfor rusmiddelbehandling. Ændringsteorien med tilhørende metoder gør det lettere dels at afgøre, hvor en klient/familie er i ændringsprocessen, og dels at foretage en intervention, der er tilpasset klientens/familiens proces. Inddragelsen af en udviklingspsykologisk teori om barnets indre univers set i relation til omverdenen er også et eksempel på en teori, der tager udgangspunkt i individet, men sætter denne forståelse i sammenhæng med en omverden. At medtænke en udviklingspsykologi i en integreret systemisk referenceramme har været udfordrende og befordrende. Teorien har været til stor nytte i forståelsen og behandlingen af arbejdet med børnene og de unge. Teorien er anvendelig i forhold til at få afklaret, i hvilken periode, barnet har været udsat for belastninger i den psykiske udvikling. Det kan ellers være svært at afgøre, hvornår, for eksempel mors alkoholproblem, er startet, og om der har været kompenserende voksne, som har kunnet være empatiske og give barnet den nødvendige tryghed og udfordring. D.Sterns teori kan bruges som et orienteringskort i forståelsen af barnet. Et kort, der kan hjælpe terapeuten til at afgøre, dels hvornår barnets udvikling er blevet forstyrret og derfor også hvilket sprog og hvilke metoder, der vil være bedst at bruge for at støtte barnet til et konstruktivt udviklingsforløb. Teorien er også blevet anvendt i forståelsen af de unge og voksne, flere af de, som selv har været udsat for svære betingelser i barndommen. Behandlingsforløbet varer et år, og har overordnet set tre faser. Første fase er forberedende (at styrke motivation for ændring) og visiterende. Anden fase er intensive gruppeteraputiske forløb. Tredje fase er en efterbehandlingsfase, hvor også de familieterapeutiske samtaler foregår. En vigtig grundantagelse i Diopollonbehandlingen er, at det enkelte menneske/den enkelte familie er unik, men at der også kan ses visse fælles tendenser hos den enkelte/i familier med alkoholproblemer - og at det er vigtigt, at terapeuten både kan forholde sig til det særlige og det fælles. Typisk for et behandlingsforløb er, at behandlingen først samler familien i en eller flere samtaler. Dernæst adskilles familiemedlemmerne, som går i hver sit gruppeforløb. Til sidst samles alle i familieterapeutiske forløb. Familiemedlemmerne får således både hjælp hver for sig og som en samlet familie. Denne stramme, men også cirkulære behandlingsstruktur, er etableret bl.a. ud fra antagelsen om, at familier med alkoholproblemer er overinvolverede i hinanden, og for eksempel kan have brug for en eller anden grad af adskillelse. De motiverende samtaler. Behandlingen starter med motiverende samtaler ofte først med den alkoholafhængige. Dernæst med inddragelse af familien. Disse samtaler kan strække sig over uger, måneder, ja et helt år. Formålet med samtalerne er for eksempel at arbejde med 2

3 klientens/familiens ambivalens: På den ene side kunne det være godt at holde op med at drikke, så bliver min familie glad og der bliver råd til ferie, men på den anden side hvordan skal jeg så kunne slappe af og få mig et tiltrængt pusterum? Eller terapeuten skal hjælpe med at rydde bekymring for ændring af vejen: Far leger kun med os, når han har drukket. Eller: Jeg tror ikke på, at det kan lykkes, så jeg må hellere lade være med at forsøge ændring. Forsamtalen. Til den visiterende forsamtale tilstræbes det, at familien deltager. Forsamtalens formål er dels at afgøre, om inklusionskriterierne (bilag 1) kan opfyldes, og dels at berede vejen for et godt behandlingsforløb for alle i familien. En forsamtale tager 1 til 1½ time, og der anvendes et semistruktureret interviewskema. Forsamtalens proces består af forskellige stadier, hvor det første er et socialt stadie, hvor man får familien til at føle sig velkommen. Dernæst følger en problemafklaring (forhold til rusmiddelbrug samt psykosociale- og familiære faktorer). Klientens/familiens parathed til ændring afdækkes, og der udføres en intervention, afhængig af klientens/familiens ændringsstadie. Hvis Diopollonbehandlingen ikke er den rette for klienten/familien, bliver der altid iværksat et andet behandlingstilbud, hvis dette ønskes. Gruppeterapi for de alkoholafhængige. Behandlingen består af to moduler. Det første modul er et intensivt 4 ugers forløb: Tre dage om ugen fra kl. 9 til En dag består af 4 timers gruppeterapi, ½ times undervisning og 1 times selvhjælpsgruppe. (lukket gruppe) Andet modul (efterbehandlingsfasen) er et 11 måneders gruppeterapeutisk forløb, med 2 timers terapi pr. uge. En gruppe består af 7 til 9 mennesker, der starter samtidig, men bliver slået sammen med endnu en gruppe i efterbehandlingsforløbet (halvlukket gruppe). I forbindelse med tilbagefald skal klienten til én eller flere tilbagefaldssamtaler. Gruppeterapi for de pårørende. Behandlingen består af 2 moduler. Modul 1 er et 2-dages kursus fra kl. 9 til 15, hvor vægten er lagt på oplevelsesorienteret undervisning. Deltagerantallet er mellem 6 og 18 personer. Efter 2-dages kurset vælger de pårørende, om de vil fortsætte i modul 2, som er et gruppeterapeutisk forløb. Gruppen mødes 2 timer hver fjortende dag i op til et år. To grupper fusioneres i modul 2 (halvlukket gruppe). Gruppeterapi for børnene. Børnenes gruppebehandling består af et forløb, der strækker sig over 9 måneder. Gruppen mødes 1½ time hver fjortende dag. Der har været 4 til 12 børn i alderen 6 til 13 år i en gruppe. Nogle børn forlader gruppen efter få gange. Andre gennemfører hele forløbet. Nye børn kan tilslutte sig gruppen undervejs (åben gruppe). Gruppeterapi for de unge. De unges gruppebehandling strækker sig over 9 måneder med møder hver fjortende dag i 2 timer. De unge har været i alderen 14 til 23 år. Gruppestørrelsen har været mellem 3 og 10 deltagere. Ungegrupperne var åbne som børnegrupperne. Familieterapi. De familieterapeutiske forløb skulle udelukkende ske i tilknytning til de gruppeterapeutiske forløb og igangsættes, når familien syntes, der var behov for samtaler. Der har dog også været etableret familieterapeutiske forløb, hvor den alkoholafhængige ikke har deltaget i gruppe. En familiesamtale varer en time. Et forløb kan bestå af fra 1 til 15 samtaler med fra 1 uge til 1 måneds intervaller. Ved slutningen af et terapiforløb kan man aftale 2 til 3 opfølgende samtaler med 2 til 3 måneders intervaller. Et forløb varer typisk fra 3 måneder til 1 år. 3

4 Evaluering. Ved afslutningen af det et-årige behandlingsforløb, tilstræbes det at invitere alle familier til en evaluerende samtale. Her er fokus på de ændringer, der er sket både i forhold til den enkelte og familien. Har der været tilbagefald, tales der også om, hvordan familien og den enkelte har tacklet disse. Ideelt set skulle alle, der har været i Diopollonbehandling, deltage i den evaluerende samtale. Dette har der dog ikke været økonomiske ressourcer til inden for dette projekts rammer. Derfor er der kun blevet foretaget evaluerende samtaler med de familier, der opfyldte alle de oprindelige kriterier. Der er blevet foretaget basalregistrering på alle deltagere og i forhold til den alkoholafhængige, bruges DSM III s diagnosesystem. Dette vil kunne give mulighed for videre forskning på et senere tidspunkt. Dette projekt har dog ikke kunnet bruge disse data, idet databasen er under dekryptograficering med hensyn til personnumre. Metoder. De konkrete samtalemetoder kommer til udtryk for eksempel via de fire faser, som alle gruppeterapeutiske forløb indeholder: At fortælle og dele sine narrativer med andre samt blive inspireret, måske udfordret, til at udvide eller erstatte sine gamle narrativer med nogle nye. Eksternalisering, hvor alkoholproblemet bliver adskilt fra personen Kognitive metoder i forbindelse med tilbagefaldsforbyggelse og -mestring Fremtidsvisioner, hvor gamle og måske glemte håb og ønsker bliver hentet frem for, på længere sigt, at styrke motivation for at vedligeholde ønsket om ændring Overfor børn, som endnu ikke har udviklet et nuanceret og fuldt dækkende verbalt sprog, er det vigtigt at kunne bruge forskellige måder at kommunikere på. Det almindelige abstrakte voksensprog er utilstrækkeligt overfor børn. Børn kommunikerer på mange andre måder. For eksempel via adfærd, mimik, leg, tegning og billeder. For at møde børnene i deres måde at kommunikere på, er der i Diopollonbehandlingen, overordnet set, blevet anvendt en række forskellige kommunikationsformer, som bliver eksemplificeret i det følgende: Verbal kommunikation. Når sproget bruges, skal det være konkret, specifikt og handleorienteret (hvad..., hvordan..., hvor til... hvor meget...). Spørgsmål skal som oftest ikke være helt åbne: ( Hvordan var det, når..? ), men heller ikke helt ledende ( fik du ondt i maven, når...?). Spørgsmålene skal være halvåbne for dermed at hjælpe børnene på vej samtidig med, at de får valgmuligheder: ( Fik du ondt i maven, eller gemte du dig under dynen, så du ikke kunne høre og mærke noget, eller hvad gjorde du? ). Nonverbal kommunikation. Børn kan, via deres adfærd, fortælle, at der er noget galt. Nogle kan blive provokerende og aggressive. Andre bliver stille og selvudslettende. Andre igen kan være hjælpsomme børn og få gode karakterer i skolen. Og nogle kan være aktive og lade som om intet er galt. Som terapeut skal man kunne kommunikere på barnets niveau. Det vil sige læse adfærdens budskaber og kommunikere via sin egen adfærd. Andre nonverbale udtryksformer kan være gester, ansigtsmimik etc. En pige i gruppen kunne ikke sige, at hun var bange, men viste det via sit ansigtsudtryk. Her kan terapeuten spejle pigens udtryk og hjælpe med at sætte ord på: uha...det kan man godt blive lidt bange for, var?. 4

5 Billeder og metaforer. Billedtænkning og brug af metaforer åbner for kommunikationen med børn, og det bliver lettere for barnet at udtrykke, måske svære, følelser og oplevelser. I børnegruppen brugte terapeuten ofte billeder som kommunikation. For eksempel kunne redningsplan udtrykkes som ambulancetjeneste, eller alkoholafhængighed som alkoholmonster, og beruset som en voldsom karruseltur o.s.v. At overføre svære begreber til barnets livsverden. Begreber som alkoholafhængighed og kontroltab kan være svære at forklare et barn. Her forsøgte terapeuten, at finde eksempler på oplevelser børnene kunne have haft, og som kunne være paralleller til de svære begreber. De fleste børn kender til det at blive ved med at tænke på en ting og plage om at få den og det ikke at kunne stoppe med at spise slik, før hele skålen er tømt ( alkoholafhængighed og kontroltab ). Tegning. Børn kan udtrykke meget svære ting via tegning. I grupperummet var en tavle. Nogle gange tegnede alle børnene noget de kom til at tænke på, når terapeuten havde introduceret et tema. For eksempel at drikke alkohol. Bagefter fortalte hvert barn om deres tegning og terapeuten kom med forsøgsvise tolkninger. Et barn havde tegnet to flasker med et kryds over den ene flaske. Under hver flaske var der tegnet et henholdsvis smilende og grædende ansigt. Terapeuten spurgte barnet: Er det ansigt dig, der er ked af det, når mor drikker? Barnet nikkede og fortalte videre, men jeg bliver glad, når mor ikke drikker vin. Leg. Via legen kan børn få lov til at afreagere og udtrykke sig uden brug af sprog. Barnet kan genopleve og lære at beherske tidligere oplevelser på en måde, så den indre verden kommer i overensstemmelse med den ydre. Videofilm. Er også en indirekte måde at kommunikere med børn på. En af de første gange i gruppeforløbet blev vist en video om hemmeligheden i en familie med alkoholproblemer. Videoen giver børnene mulighed for genkendelse, almengørelse og sprogliggørelse af svære forhold. Videoens temaer blev genoptaget og brugt som anledning til at tale om børnenes oplevelser i familien og med alkoholproblemet. Historiefortælling. Via fortælling af historier og eventyr (se f.eks. M. Lunderne m.fl og J. Arrhenius m.fl. 1995) kan man nå børnene på en indirekte måde, idet billederne taler til barnets karakteristiske tænkning, som stadig er mere analog end digital. Fortællingen kan stimulere børnenes følelser, indre billeder samt sproget. Man kan beskæftige sig med de fællesmenneskelige temaer, som afspejler bestemte udvalgte temaer fra børnenes livsverden. På den måde kan man nærme sig dilemmaer, tabuiseret stof, give god råd og håb om ændring. Historien Spøgelset og Musen (B. Trembacz, 1999) blev udviklet undervejs i behandlingsforløbet. Historien handler om Bo, der lever alene med sin far, som har et alkoholproblem. Bo vil gøre alt, hvad han kan, for at hjælpe sin far til at holde op med at drikke. Bo hjælper også far, når han er fuld, så faren ikke kommer til skade. Bo leger ikke med de andre børn, og taler ikke om problemet i skolen. Samtidig er det meget svært for Bo at være i nærheden af faren, når spøgelset (alkoholen) indtager og forandrer ham og hans adfærd. Der er mange forhindringer i historien, men heldigvis kommer musen Musilet, som trøster og hjælper Bo på en måde, så han til sidst kan finde ud af at bede om hjælp hos sin rare farbror. Historien ender lykkeligt, men også realistisk. Fortællingen påvirker barnets oplevelser på mange niveauer. Overordnet får barnet mulighed for at genkende sin dagligdag med alkoholproblemer. Samtidig hjælpes barnet til at finde andre måder at løse nogle af de problemer på, der er i forbindelse med alkoholproblemet. 5

6 Generelt kan siges, at alle de anvendte metoder er i overensstemmelse med det teoretiske grundlag og har til formål at igangsætte ændringer flere steder på samme tid hos de forskellige familiemedlemmer. 7. Organisatoriske rammer og lokale samarbejdspartnere: Børne- Diopollon projektet er gennemført i H:S, Alkoholenheden, Bispebjerg Hospital, med Finn Hardt (Hvidovre Hospital) som ansvarlig overlæge. Psykolog Birgit Trembacz har været intern supervisor og projektleder. Projektets primære samarbejdspartnere har været læger, sygeplejersker og socialrådgivere fra de fem alkoholenheder, som har henvist patienter og deres pårørende til Diopollonbehandling. Derudover har der været samarbejde med socialforvaltninger og praktiserende læger. Følgende medarbejdere har været tilknyttet projektet: Birgit Trembacz (psykolog) har, sammen med Lise Behrend (psykolog), været de primære terapeuter i Børne-Diopollon. Tommy Lillebæk (psykolog) og Lis Fjeldsted (sygeplejerske) har været tilknyttet som projektmedarbejdere. Psykiatrisk overlæge Finn Zirau samt medarbejdere fra de 5 Alkoholenheder har haft fokus på børnefamilier og henvist familier til projektet. (tak til alle, der har bidraget til, at dette projekt blev gennemført). 8. Historie og projektforløb. Historie. Diopollonbehandlingen blev oprindelig udviklet fra , som døgnbehandling på Behandlingshjemmet Egåhus af Birgit Trembacz (1990). En af grundene til at udvikle denne behandlingsmodel var, at Birgit Trembacz igennem længere tid havde studeret og analyseret Minnesotabehandlingsmodellen. Interessen var orienteret mod: Hvad kan man lære indenfor det offentlige behandlingssystem af Minnesotabehandlingen, og hvad må man afvise? Diopollonbehandlingen blev blandt andet inspireret af, at Minnnesotabehandlingen inddrager familien i behandlingen, dens fokus på at gruppefølelse og -fællesskab er vigtige elementer i et behandlingsforløb, og at behandlingsmålet er totalafholdenhed overfor mennesker med en afhængighed af alkohol. I Diopollonbehandlingen har de professionelle dog ikke selv været afhængige af alkohol, og der anvendes psykologfaglige teorier og metoder. I årene blev modellen videreudviklet til ambulant regi i København. Først på det daværende Østerbro Ambulatorium. De sidste tre år på de fem Alkoholenheder. Projektforløb. Fra (projektperioden) får Diopollonbehandlingen tilføjet børne - og ungegrupper samt videreudviklet de familieterapeutiske forløb. Fra har der været særlig fokus på vekselvirkningen mellem teori og praksis. Det har medført en præcisering af teori samt videreudvikling af metoderne, som til stadighed kommer i bedre overensstemmelse med det teoretiske grundlag. 9. Resultater og erfaringsopsamling. Der er blevet behandlet langt flere personer end oprindelig planlagt. Der har været 2 børnegrupper med i alt 18 børn og 2 ungegrupper med i alt 11 unge. Men ialt 210 personer har fået forskellige former for familiebehandling (bilag 2). Heraf var der: 58 alkoholafhængige (planlagt at behandle 32) 87 børn/unge (planlagt at behandle 10) 64 pårørende (planlagt at behandle 30) 6

7 De oprindelige inclusionskriterier måtte fraviges, hvis vi ville have samlet et tilstrækkeligt antal børn til grupperne. Det viste sig umuligt at finde alkoholafhængige med pårørende og børn i aldersgruppen 8 til 14 år, som alle var parate til behandling lige på det tidspunkt, hvor vi havde planlagt opstart af behandlingsforløb. Ligeså havde flere familier både børn og unge, og vi kunne ikke kun tilbyde gruppebehandling til børnene. Derfor blev der også etableret ungegrupper. I det hele taget tvang virkeligheden os til at være fleksible og designe behandlingstilbud, som matchede den enkelte klients/families aktuelle behov. Dette sammenholdt med, at projektet afdækkede et stort behov for behandling til familien, også selv om den med alkoholproblemet ikke ønskede hjælp, har sandsynligvis været medvirkende faktorer til, at projektet har behandlet 3 gange så mange personer som planlagt. Det oprindelige behandlingstilbud blev således udvidet. For eksempel: Gik nogle alkoholafhængige i gruppeterapi kombineret med, at familien deltog i familiesamtaler (børnene deltog altså ikke i børnegruppe). Har nogle unge ikke haft deres forældre med i behandlingen, men har kun selv deltaget i ungegruppe. Har børn deltaget i børnegruppe kombineret med, at forældrene er blevet inddraget i familiesamtaler (forældrene har altså ikke gået i gruppebehandling). Har der været behandlingsforløb uden den alkoholafhængige, som ikke har ønsket behandling. Gik nogle familier kun i familieterapi. Har nogle forældre kun ønsket parsamtaler, hvor vi altså ikke så børnene. (Det er dog vores indtryk, at forældrenes arbejde i parterapien havde en indirekte indflydelse på børnenes situation). Kun 8 alkoholafhængige og 9 pårørende med i alt 9 børn og 3 unge har været igennem det ideelle behandlingsforløb. Det vil sige, at af de i alt 210 personer, som har fået behandling, har de 181 personer fået forskellige variationer af behandlingstiltagene. Der har ikke indenfor dette projekts rammer været muligt at opgøre, hvilken effekt behandlingen har i forhold til klienternes alkoholforbrug. Men tidligere har Ove Rasmussen (1993) foretaget en extern evaluering af behandlingsmodellen. Dengang fremlagdes resultater, der pegede på, at et år efter behandlingens start havde ¼ af klienterne ikke drukket. Halvdelen havde haft et eller ganske få tilbagefald (en stor forbedring i forhold til tidligere drikkemønster). ¼ drak uændret videre. Interne opgørelser, efter at Diopollonbehandling er tilpasset ambulant regi, viser de samme tendenser. I forbindelse med, at der er blevet tilføjet børne-og ungegrupper samt familiesamtaler, er det vores indtryk, at effekten ift alkoholbrug er lige så god, måske bedre. At få bekræftet dette kræver dog en grundig gennemgang og opgørelse af klientreferater og et statistisk materiale. Hvad har været godt? Hvad kunne have været bedre? Det har været en stor udfordring og berigelse at skulle holde styr på de mange behandlingsvariable samtidig med at den indre sammenhæng i behandlingen skulle fastholdes. Det har også til tider været svært at vide, om man gjorde det rigtige især ift børnene. Extern supervision og samtaler mellem terapeuterne efter hvert gruppemøde har været nødvendig, for at terapeuterne kunne bevare overblikket og engagementet. Problematisk har det dog været, at skulle indføre systemisk (familie) tænkning og en cirkulær forholdemåde (mange årsager) i et hospitalsmiljø med en somatisk/psykiatrisk tankegang 7

8 (individ og sygdom). Ligeså har hospitalsmiljøet nok ikke været det mest velegnede for børnene. At behandle børn og familiemedlemmer i et regi, hvor også berusede mennesker kommer, er problematisk og etisk uansvarligt. Derfor blev børne-og ungegruppemøder afholdt, når Alkoholenheden var lukket. Lokaleforholdene var meget ringe med et lillebitte grupperum, hvor der ikke var mulighed for pladskrævende aktiviteter. Ligeså måtte vi inddrage personalets frokostrum, og til det første møde, hvor gruppen var stor, måtte vi låne et klasseværelse med voksenstole og -borde. I en artikel sendt til dagspressen diskuterer vi, hvilket regi vi ser som det optimale for behandlingen af børnefamilier med alkoholproblemer (se bilag 3). 10. Formidling og anvendelse. Psykologerne har været informerende, superviserende og holdningsbearbejdende i forhold til de ca. 40 behandlere på alkoholenhederne, daginstitutionspersonale, skolelærere, sundhedsplejersker, døgninstitutionspersonale, personale på socialforvaltninger, med henblik på at skærpe opmærksomheden overfor familier og børn/unge. Psykologerne har deltaget i temadage, organiseret af andre, og har selv afholdt temadage for Diopollonbehandlere fra hhv. Alkoholenheden Bispebjerg Hospital og Egåhus (se bilag 4). Birgit Trembacz, som pr er free lance psykolog, underviser alkohol- og stofmisbrugsbehandlere fra hele landet via den regionale misbrugsuddannelse (Den Sociale Højskoles regi) og træner alkoholfamilieterapeuter i en tre- årig familieterapeutisk videreuddannelse fra Familieterapeutisk Center, København (bilag 5). Lise Behrend har fået ny ansættelse i PPR regi. Hundested Kommune, hvor erfaringerne fra projektet gives videre til skoleregi. Der har været artikler i dagspressen inden projektstart og er blevet givet interview til debatsiderne i Femina (bilag 6). En artiklel, der debatterer hvor og hvordan alkoholfamiliebehandlingen skal foregå, er sendt til dagspressen (bilag 3). Birgit Trembacz er ved at udarbejde en mere detaljeret beskrivelse af behandlingsmodellen, herunder børnebogen Spøgelset og musen samt en selvhjælpsmanual til unge fra familier med alkoholproblemer. Endelig har Birgit Trembacz igennem de sidste par år udviklet en uddannelsesmodel for behandlere, der skal arbejde med familier med alkoholproblemer. (familieterapi og at arbejde med alkoholproblemer er specialer, som kræver grundviden, terapeutisk træning og supervision). 11. Projektets fremtid. Det så ikke, ved projektperiodens afslutning, ud til, at Børne- Diopollon kunne blive integreret i Alkoholenhedernes behandlingstilbud. Primært grundet knappe psykologressourcer. Der var ansat 1.6 psykolog til at behandle klienter/familer og supervisere den store behandlerstab. Psykologernes primære arbejdsopgave ville fremover være at supervisere personalet fra de fem alkoholenheder. Spørgsmålet er også, om hospitalsmiljøet og en individorienteret psykiatrisk tænkning er det mest optimale regi for familiebehandling og børne/ungebehandling. Men vigtigt vil det dog være fortsat at kunne inspirere voksenbehandlerne til at have fokus på familien og børnene, således at disse kan henvises til relevant familiebehandling. 12. Det ideelle videre forløb. Hvis Børne-Diopollon skal fortsætte formodes det, at man bliver nødt til at have dette nuancerede og integrerede familiebehandlingstiltag, hvor man tilbyder en familiebehandling, som er i overensstemmelse med de pågældende familiers behandlingsbehov og ikke forsøger at få familierne til at passe ind i een bestemt model. Hvorvidt man skal tilbyde behandling til familier, hvor den alkoholafhængige ikke ønsker behandling, indeholder en tankevækkende problematik. Systemisk tænkt vil ændringer hos/i 8

9 familien nødvendigvis medføre ændringer hos den alkoholafhængige og man kan formode, at der vil være en større sandsynlighed for, at den alkoholafhængige ændrer sit drikkemønster og/eller søger behandling, Dette spørgsmål må dog overlades til den videre forskning indenfor området. Et evt. videre forløb for Børne-Diopollon er beskrevet i bilag 3. Efterrationalisering. Projektet ville have været lettere at udføre, hvis det havde foregået i et, af hospitalssystemet, uafhængigt regi (med egnede lokaler) men i et tæt samarbejde med Alkoholenhedernes behandlere (se bilag 3). 14. Økonomi. Fra Sundhedsstyrelsens Alko-pulje kr pr. år, og fra Socialministeriets SIBU-pulje kr pr. år. 15. Kommentarer. Projektet har været lærerigt både på et personligt og fagligt plan, og der er skabt basis for grundige beskrivelser af teori, metode, en evalueringsmodel samt en uddannelsesmodel for behandlere. 16. Kontaktperson. Cand. psych. Birgit Trembacz. Vibekegde sal 2100 København Ø. Tlf (bedst mellem kl. 8 og 9). København den Med venlig hilsen Birgit Trembacz Vibekegade København Ø Tel ( ) trembacz.@tdcadsl.dk 9