JOHN. Lørdag 6. februar 2010 kl Koncerthuset, Koncertsalen. Koncerthuset Klassisk Sæson

Transkript

1 JOHN STORgårds Lørdag 6. februar 2010 kl Koncerthuset, Koncertsalen Koncerthuset Klassisk Sæson

2 Program Koncerthuset 2008/ /10 2 LØRDAGSKONCERT Lørdag 6. februar 2010 kl DR SymfoniOrkestret Koncertmester: Christina Åstrand Dirigent: John Storgårds Solist: John Storgårds, violin Robert Schumann ( ) Ouverturen til Genoveva, op. 81 (1848) Varighed: ca.11 Cellokoncert, i arr. for violin og orkester, op. 129 (1850) I. Nicht zu schnell II. Langsam III. Sehr lebhaft Varighed: ca.21 Pause: ca Ludwig van Beethoven ( ) Symfoni nr. 1, C-dur, op. 21 (1800) I. Adagio molto II. Andante cantabile con moto III. Menuetto: Allegro molto e vivace IV. Finale: Adagio Allegro molto e vivace Varighed: ca. 27 Redaktion: Nicolai Michelsen Korrektur: Magna Blanke Tryk: Rek-Art Design: E-types A/S Layout: Lotte Ring Kvist Forsidefoto: Marco Borggreve Producent: Meta Alm Producer: Morten Mogensen Teknik: Lars Christensen Regissør: Lotte Melchior

3 Solist Koncerthuset 2009/10 3 Solist John Storgårds Af Jens Cornelius John Storgårds er chefdirigent for Helsinki Filharmonikerne. Ved siden af sin dirigentkarriere er han også en strålende violinist, og han har gjort et betydningsfuldt pionerarbejde indenfor den ny musik. Storgårds blev chefdirigent i Helsinki i 2008 efter at have været orkestrets faste gæstedirigent i en årrække. Desuden er John Storgårds også chef for et andet orkester, det eventyrlige Laplands Kammerorkester, der nord for polarcirklen giver nogle af Europas mest fantasifulde koncerter. I udlandet dirigerer John Storgårds internationale symfoniorkestre som Orchestre de Paris og BBC s Symfoniorkester og specialensembler for ny musik, bl.a. det parisiske Ensemble Intercontemporain. Den ny musik er i det hele taget en mission for John Storgårds. Han var medstifter af det finske kammerorkester Avanti!, hvor han både var koncertmester og dirigent. Hans indspilning af den lettiske komponist Peteris Vasks violinkoncert Distant Light blev kåret som Classical Disc of the Year ved MIDEM-festivalen i Cannes Blandt de mange værker, han har uropført, er musik af blandt andre Kaija Saariaho, Kalevi Aho, Karin Rehnqvist og sågar et nyfundet værk af Sibelius. På cd har John Storgårds indspillet alt fra Haydn til nye islandske værker. Og han er efterhånden kendt af det danske publikum som en hyppig gæst hos DR SymfoniOrkestret. Med DR Symfoni- Orkestret har han indspillet to dobbeltkoncerter af Anders Koppel og som solist Sunleif Rasmussens Violinkoncert nr. 2. Hans nyeste udgivelse er en meget rost cd med danske violinkoncerter af Niels W. Gade, Rued Langgaard og Lange-Müller, hvor DR SymfoniOrkestrets koncertmester Christina Åstrand er solist.

4 Koncerthuset 2009/10 4 Robert Schumann ( ) Ouverturen til Genoveva, op. 81 (1848) Af Jens Cornelius I år fejrer DR SymfoniOrkestret, at Robert Schumann blev født for 200 år siden. Ved denne koncert får man lejlighed til at høre et par af de mere ukendte sider af hans produktion. Og det er faktisk meget karakteristisk for Schumanns musik, at hans værker stadig kan overraske og udføres på mange forskellige måder. I dag er der ikke mange, der tænker på Schumann som operakomponist, men på Schumanns tid regnede man bestemt med, at det var fra hans hånd, en gennemgribende fornyelse af tysk opera ville komme. Schumann selv var også virkelig opsat på at komponere en opera fri for franske og italienske manerer. Efter gennembruddet for tysk romantisk opera med Webers Jægerbruden i 1821 var det tid til at komme videre. Schumann overvejede mere end 50 forskellige emner og tekster uden at bestemme sig. Han var på nippet til at bruge germanske sagn som Lohengrin og Nibelungens ring, før han i 1844 bestemte sig for en passende historie til sin første opera: Legenden om Genoveva. Genoveva er en europæisk sagnfigur fra middelalderen, der er bygget på to forskellige virkelige personer. Den ene er Genevieve af Brabant, som levede i 700-tallet, og den anden er den bayerske dronning Marie af Brabant, der levede i 1200-tallet. Med årene blev deres historier filtret sammen, og også den katolske helgen Genevieve blev blandet ind i forvirringen. Kernen i fortælling har de to førstnævnte tilfælles, nemlig at de blev anklaget for at være deres mand utro. Straffen var døden ved halshugning. Marie af Brabant blev rent faktisk halshugget i 1256, mens de historiske kendsgerninger om Genevieve fra 700- tallet er mere end luftige. Schumann lader operaen udspille sig i 700-tallet. Som dramatisk forlæg brugte han to forskellige skuespil, der var blevet digtet over sagnet af henholdsvis Ludwig Tieck og Friedrich Hebbel. I de versioner er Genoveva gift med grev Siegfried, der har meldt sig til korstoget mod araberne. Mens Siegfried er væk, skal den unge ridder Golo passe på Genoveva. Han bliver forelsket i hende, men hun modstår hans tilnærmelser (til sidst med kraft-

5 Koncerthuset 2009/10 5 udtrykket Vig bort, lumpne bastard! ). Golo bliver så rasende, at han bestemmer sig for at bespotte Genovevas ry, og han sørger for, at hendes mand får overbragt besked om, at hun har været ham utro. Grev Siegfried kræver hende henrettet som straf, men han når at få sandheden at vide i sidste øjeblik, så Genoveva bliver skånet. Det tyske i handlingen, mente man dengang, viste sig i Genovevas troskab mod ægtemanden og hendes faste kristenhed, men som man måske fornemmer, fik Schumann i øvrigt ikke fjernet alle de skavanker, som han selv syntes, operagenren var kommet til at lide under. Genoveva blev ikke ret godt modtaget, da den fik premiere i Leipzig Fiaskoen gjorde at Schumann aldrig skrev flere operaer og derfor heller ikke fik opfyldt drømmen om at blive fornyeren af den tyske opera. Den titel gik til Wagner, som tog fat på nogle af de germanske sagn, Schumann havde droppet at sætte i musik. Genovevas drama fandt man for mat, men ouverturen er til gengæld intens og velformet. Den begynder med en langsom introduktion, hvor hvileløshed og dysterhed hersker. Spændingen trækkes pinefuldt ud, paukerne ruller, og violinerne bliver gang på gang efterladt i ensomhed. Så går hoveddelen af ouverturen i gang. Den er rytmisk uregelmæssig og skal spilles lidenskabeligt bevæget, noterer Schumann. Det er typisk for Schumanns stil, men også et symbol på handlingen i operaen. Sidetemaet præsenteres som et redningskald fra hornene, der bryder ind og skaber en ny åbning i situationen. Det er dog først ved gentagelsen af redningskaldet, at ouverturen bevæger sig mod lyset, og musikken ender i en jublende og berusende optimistisk C-dur. Schumanns opera har altid været en stor sjældenhed på scenen. Faktisk kendes kun en enkelt opsætning i hele det 20. århundrede. Til gengæld er den blevet pladeindspillet tre gange, og det af så berømte dirigenter som Kurt Masur, Gerd Albrecht og Nikolaus Harnoncourt.

6 Koncerthuset 2009/10 6

7 Koncerthuset 2009/10 7 Robert Schumann ( ) Cellokoncert, i arr. for violin og orkester, op.129 (1850) Et af Schumanns allersidste værker er hans Violinkoncert. Den blev færdig bare fem måneder, før Schumann i en voldsom depression forsøgte at drukne sig Rhinen. Selvmordsforsøget mislykkedes, men livet var i praksis slut for Schumann. Han blev indlagt på et hospital for psykisk syge, og som led i kuren blev det ham forbudt at få besøg af sine hustru, Clara. Hans to sidste år blev tilbragt i total formørkelse og rablen. Violinkoncerten fortæller intet om dette drama. Den er et inspireret og vitalt værk, som Schumann skrev i begejstring over den unge violinist Joseph Joachims talenter. Joachim havde sørget for at trække Beethovens store Violinkoncert frem af glemslen, og ved en af sine mange koncerter vakte han Schumanns store interesse. Schumanns tilegnede sin nye violinkoncert til Joseph Joachim, men de to nåede aldrig at gennemgå værket sammen, før Schumann sank ned i sin fatale depression. Joachim så først manuskriptet til violinkoncerten efter Schumanns død, og han opførte aldrig værket. Først så sent som i 1937 (!) blev Schumanns Violinkoncert opført, og da havde Joseph Joachim været død i 30 år. Da man i 1907 ryddede op i Joseph Joachims efterladte papirer, fandt man også solostemmen til en anden ukendt violinkoncert. Man regnede med, at det var et af Joachims egne værker (han var selv en glimrende komponist) og skænkede ikke noden mange tanker. I 1980 erne opdagede en kvik musikforsker, at solostemmen var identisk med solostemmen i Schumanns Cellokoncert men altså skrevet om for violin! Ud fra håndskriften kunne man se, at det var Schumann selv, der havde lavet violin-versionen. Hvornår Schumann lavede en violin-version af sin egen cellokoncert kan ikke siges præcist. Han skrev cellokoncerten i 1850, og violin-versionen er sikkert lavet cirka samtidig med, at han skrev sin rigtige Violinkoncert i Tilsyneladende har Schumann været så begejstret for Joseph Joachim, at han ville give ham mere end én koncert at spille. Desværre blev hverken den ene eller den anden nogensinde opført af Joachim og fak-

8 Koncerthuset 2009/10 8 tisk gik de begge i glemmebogen. Violin-versionen af cellokoncerten måtte vente helt til 1987, før den blev opført. Der er ikke de store forskelle på cello-versionen og violin-versionen af værket. Tonearten er den samme, og det meste af tiden er violinstemmen simpelthen rykket en oktav op i forhold til den dybere cello. Orkesterstemmerne er de samme, og de største forandringer er mest cellotekniske detaljer, der ikke ville give mening på en violin. Det er kort sagt det samme værk bare med et andet soloinstrument. Violin-versionen af cellokoncerten er stadig en sjældenhed i koncertsalene, men aftenens solist og dirigent John Storgårds gør, hvad han kan, for at udbrede kendskabet til den. Han har også indspillet violin-versionen på cd sammen med Schumanns officielle Violinkoncert. Ludwig van Beethoven ( ) Symfoni nr. 1, C-dur, op. 21 (1800) Han var gnistrende talentfuld. Energisk og vital, en idealist, en pro-vokatør og noget af en særling. Da Beethoven slog sig ned i Wien som 22-årig i 1792 tog han byen med storm. Især som pianist gjorde han et voldsomt indtryk. Man havde aldrig hørt så kraftfuldt et spil og så dramatiske og brillante improvisationer. Beethoven var én, man talte om, og som man gerne ville være nær. En vinder. Wiens publikum huskede stadig med sorg Mozart, der alt for tidligt var død året før. Men man havde dog stadig Haydn, verdens største komponist, og også andre dygtige og flittige folk som Salieri. Begge oplevede de at få den unge Beethoven som elev, og begge havde de deres hyr med det. Beethoven var nemlig indtil dette tidspunkt stort set selvlært. Han havde huller i sin teoretiske viden og manglede den skoling, som var en selvfølgelighed for en komponist (selv om det ikke nødvendigvis skulle kunne høres). Faktisk var Beethoven så langt bagud, hvad angik lærde discipliner som kontrapunkt, at han var flov over, at Haydn skulle bruge tid på at lære ham det. Senere bralrede Beethoven gerne op om, at Haydn ikke havde lært ham noget som helst

9 Koncerthuset 2009/10 9 I 1794 rejste Haydn til London, og Beethoven mistede sit forbillede. Hele tre lærere måtte deles om undervisningen fremover, heriblandt Salieri, der i dag uretfærdigt er kendt som skurken i Amadeus-filmen. Beethoven opførte sig dårligt, var fræk og utilpasset, men hans genialitet og gevaldige personlighed vejede tungest. Hurtigt fik han et stort netværk i byen, også i de højere snirkler. To store problemer viste sig desværre efterhånden at få afgørende betydning for ham. For det første kærligheden: Selv om han var forelsket et utal af gange, lykkedes det ham aldrig at blive gift. For det andet helbredet, som var belastet af depressioner og alkohol og efterhånden også af den katastrofale døvhed. Beethovens unge elev Carl Czerny erindrede et besøg hos Beetho-ven i Det var på den tid, hvor Beethoven var begyndt at skrive sin 1. Symfoni: Hans værelse var stort set umøbleret bortset fra en vakkelvorn skammel ved klaveret. Papir og tøj lå smidt rundt over det hele, huskede han. En ussel, usoigneret Beethoven gryntede en hilsen, og Czerny så, at i hans ører var der stukket vat, der så ud til at være dyppet i en gullig væske. Efterhånden gik Beethoven til bekendelse og fortalte, at han var ved at miste hørelsen. Døvheden stoppede som bekendt ikke Beethoven. Hans 1. Symfoni blev et debutværk af en voksen komponist, der vidste præcis, hvad han ville. Beethoven kendte sin arv og sit håndværk, og nu var det tid til at lægge sit eget syn på sagen frem. I dag kan det være svært for os at høre, hvornår Beethoven provokerer eller ligefrem er uartig i sin musik. Vores ører er blevet bombarderet med musik fra alle tidsaldre i sådan en grad, at vi desværre ikke står for skud på den måde, Beethoven regnede med. Men det kan man gøre noget ved, hvis man lytter mere nøje efter stiltræk og detaljer i musikken. Alene de indledende takter til 1. Symfoni indeholder nærmest et helt manifest. Symfonien begynder forkert tre gange, hvor Beethoven lader akkorderne føre musikken i gal retning. Først efter at denne indledning er overstået, kommer Beethoven ud af busken og slår fast, at symfonien skam står i C-dur som lovet. Også på mikroplanet udfordrer Beethoven forventningerne. Den allerførste akkord i symfonien har han koloreret på en helt særpræget måde: Strygerne skal knipse på strengene og ikke stryge med bue, mens træblæserne danner en bizar, udhulet klang med deres akkorder. Konservative lyttere på Beethovens tid må have

10 Koncerthuset 2009/10 10 fundet den slags påfund helt unødvendige. For eftertiden er det derimod netop det syn på traditionen, der gør, at Beethovens musik adskiller sig fra al anden klassisk musik fra tiden. Endnu en omvæltning ikke af navn, men af gavn kommer i 3. sats. Helt efter bogen kalder Beethoven tredjesatsen for en menuet, og på papiret ser den tilsyneladende også nogenlunde normal ud. Men Beethoven hæver menuettens tempo kraftigt, og i stedet for at reducere orkestrets udtryk i denne pause-sats, lader han det koge og boble med grovkornet humor. I realiteten bliver det en helt ny type sats. Beethoven har erstattet den gammeldags menuet med en satsgenre, han fremover ville gå over til at kalde scherzo. Selvfølgelig skal der også være en overraskelse i den sidste sats, og det er igen den skæve humor, Beethoven trækker frem. Efter den kraftige indledningsakkord går musikken i stå. Derefter lyder det, som om violinerne må stave sig frem og bid for bid nå lidt længere i teksten, inden den meget veloplagte og livskraftige sats går i gang. Beethoven nød at nærme sig grænserne. I sin 1. Symfoni tager han afsæt i traditionerne, men tager samtidig afsked med dem. Han brugte sin debut som symfoniker til at vise for alverden, at en ny tid var på vej.

11 Musikerne Koncerthuset 2009/10 11 DR SymfoniOrkestret 1. Violin Christina Åstrand Soo-Jin Hong Elisabeth Dingstad Jan Rohard Anders Jonsson Per Friman Alexandre Zapolski Camilla Sand Kjeldsen Fogh Elizabeth Jane Jones Sarah McClelland Tine Rudloff Sabine Bretschneider Sophia Bæk Arne Balk-Møller Ilia Bilet 2. Violin Staffan Rejle Tue Lautrup Bodil Kuhlmann Ludmilla Spektor Julie Meile Marianne Bindel Morten Dulong Jensen Julie Fontenay Vibeke Larsen Ikuko Takahashi Jakob Elmedahl Johansen Mari-Katariina Roth Bratsch Claus Myrup Dmitri Golovanov Per Nørby Hansen Flemming Lave Ulla Knudsen Carina Andersson Michail Dolgin Janne Ahvenienen Anne Soren Trine Mikkelsen Cello Soo-kyong Hong Elverkjær Henrik Dam Thomsen Peter Morrison Inger Guldbrandt Jensen Nils Sylvest Jeppesen Mats Larsson Birgitte Øland Karin Dalsgaard Kontrabas Joel González Michael Dabelsteen Henrik Schou Kristensen Gerrit Hamacher Mads Lundahl Kristensen Katharina Richter Fløjte Ulla Miilmann Mikael Beier Jens Boje Hansen Obo Kristine Vestergaard Gert Herzberg Klarinet Olli Leppäniemi Jørgen Misser Jensen Fagot Audun Halvorsen Dorte Bennike Horn Henning Hansen Thorbjørn Gram Leif Lind Per McClelland Jacobsen Jakob Arnholtz Trompet Michael Frank Møller Bo Fuglsang Karl Husum Christer Nilsson Basun Jesper Juul Brian Bindner Basbasun Thomas Dahlkvist Tuba Janus Mogensen Pauke & Slagtøj René Mathiesen Slagtøj Gert Sørensen Tom Nybye

12 DR Musik DR Byen Emil Holms Kanal København C Tlf.: rso-rk@dr.dk Musikchef Leif Lønsmann Orkesterchef DR SymfoniOrkestret Ole Bækhøj DRs ensemblers virksomhed er muliggjort gennem støtte fra blandt andre: Augustinus Fonden Beckett-Fonden Bikubenfonden Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat FrederiksbergFonden Gangstedfonden Knud og Dagny Gad Andresens Fond Nordea Danmark Hvor, hvad og hvordan i Koncerthuset Garderobe Overtøj og større tasker skal af sikkerhedsmæssige hensyn afleveres i garderoben i foyeren. Man kan enten aflevere sit overtøj i en ubemandet garderobe uden betaling, eller man kan for 20 kroner aflevere sit overtøj i en bemandet garderobe. Har man ikke kontanter med, kan man købe en garderobe-bon i baren for 20 kroner. Toiletforhold Der er i alt 58 toiletter i Koncerthuset, herunder 4 handicaptoiletter. I niveau -1 findes toiletterne v. elevatoren ved Studie 4. I niveau +1 findes toiletterne i den nordlige ende af den store foyer. Endvidere findes der toiletter på 3. niveau v. parterre-indgang (mod øst) og på 4. niveau ved Orkester A-indgang til Koncertsalen. Forudbestilling af pausedrink HUSK at du kan springe køen til baren over i pausen - bestil og forudbetal din drink i baren før koncerten. Så venter den på dig i pausen. Pause Pausen varer 20 minutter, og vi ringer nu ind minutter, før dørene lukker til salen. Til og fra Koncerthuset Du kan læse mere om transport og parkering på dr.dk/koncerthuset/omkoncert-huset/ foerkoncerten. Her kan du også læse mere om tilgængelighed for publikum med nedsatte funktioner.