Karsten Tuft & Eddy Thomsen. Fire seminarier på tur. Uddannelseshistorie

Transkript

1 Karsten Tuft & Eddy Thomsen Fire seminarier på tur Uddannelseshistorie

2 Fire seminarier på tur Uddannelseshistorie

3 Fire seminarier på tur Uddannelseshistorie 1. e-bogudgave 2015 ISBN udgave: Trykt hos VIA University College

4 INDHOLD INDLEDNING ved Eddy Thomsen og Karsten Tuft... 5 FØRSTE DEL JYDSK BØRNEHAVE-SEMINARIUM ( ) og JYDSK FRITIDSPÆDAGOG-SEMINARIUM ( )...11 SOCIAL-PÆDAGOGISK SEMINARIUM ( )...33 ÅRHUS BØRNEFORSORGSSEMINARIUM ( )...51 FRA DEN 3-ÅRIGE UDDANNELSE TIL DEN FÆLLES PÆDAGOGUDDANNELSE I ANDEN DEL JPS og PSS i førnutid...85 DET STOF PÆDAGOGIK ER GJORT AF? En fortælling om Jydsk fra 1990 til FRA ÅRHUS BØRNEFORSORGSSEMINARIUM TIL PETER SABROE SEMINARIET OVERSIGT OVER PETER SABROE SEMINARIETS FESTUGEPROJEKTER Faglitteratur af seminariernes undervisere Billedfortegnelse

5 INDLEDNING ved Eddy Thomsen og Karsten Tuft Sommeren 2015 samles pædagoguddannelserne i Århus i Ceres-byen på Campus Aarhus C, VIA University College. Den nye Pædagoguddannelsen Aarhus følger en studieordning, som er fælles for hele den midtjyske region. Vi fortæller i denne bog om de fire forskellige pædagogseminarier i Århus, som er gået forud. Vi vil gerne yde historien retfærdighed, og vi er taknemmelige for de ressourcer, vi har fået stillet til rådighed; men materialet er bundløst, og vi ser i øjnene, at de valg, vi har truffet, ikke har et fuldt oplyst grundlag. Arbejdet er sat i verden af Peter Møller Pedersen, uddannelseschef for alle pædagoguddannelserne i VIA University College, på baggrund af initiativer fra de seminariemiljøer, som nu forsvinder. Mange af bygningerne vil ganske enkelt blive revet ned. Måske vil vi se det som et tab, måske som noget, der var på tide det er ikke temaet i denne bog. Vi har delt arbejdet imellem os ud fra, hvad vi har kendskab til, og fortæller om det, vi har samlet. Gennem to år har vi bevæget os omkring i de fire seminariers liv og har mødt mange historier gennem interview, samtaler, læsning og mail. Vi er klar over, at der er endnu mange flere historier, som vi ikke har hørt. Tilsammen har vi været i området i mange år, og det giver en biografisk bevidsthed, men fortællingernes krav om en historisk bevidsthed betyder, at vi efter bedste evne har bevæget os langt ud over vores egen biografi. Delingen af research- og skrivearbejdet er sket på den måde, at Eddy Thomsen har bevæget sig ud i seminariernes nuværende miljøer, og Karsten Tuft har bevæget sig tilbage i tiden. Bogen falder dermed i to dele. I første del fortæller Karsten Tuft om de fire seminariers liv fra deres start i henholdsvis 1933, 1944, 1962 og 1967 frem til den fælles pædagoguddannelse i I anden del har Eddy Thomsen samlet fortællinger om den fælles pædagoguddannelse fra 1992 til i dag. FØRSTE DEL De fire seminariers historie fortælles i fire kapitler. Jydsk Børnehaveseminarium og Jydsk Fritidshjems-Seminarium oprettes af samme personkreds og følges ad i første kapitel. I næste kapitel fortælles om Social-Pædagogisk Seminarium, der uddannede børnehavepæ- Indledning 5

6 dagoger og blev oprettet af en anden personkreds. Århus Børneforsorgsseminarium oprettes af staten, og og følges i det tredje kapitel. I det sidste kapitel følges uddannelserne fra de bliver 3-årige i til de samles i den fælles pædagoguddannelse i Fortællingens hovedpersoner skifter navne i løbet af historien: Jydsk Børnehave-Seminarium fra 1933 bliver til Jydsk Pædagog-Seminarium, som bliver til Pædagoguddannelsen Jydsk. Social-Pædagogisk Seminarium fra 1944 bliver til Social-Pædagogisk Børnehaveseminarium, som bliver til Århus Børnehave-Seminarium, som lukkes; lærerne overlever ved at blive inviteret ind på Jydsk Fritidspædagog-Seminarium og Jydsk Børnehave-Seminarium. Jydsk Fritidshjems-Seminarium fra 1962 bliver til Jydsk Fritidspædagog-Seminarium, som bliver til Jydsk Pædagog-Seminarium, som bliver til Pædagoguddannelsen Jydsk. De tre nævnte seminarier løber altså sammen i Jydsk Pædagog-Seminarium i 1992 og bliver til Pædagoguddannelsen Jydsk i Århus Børneforsorgsseminarium fra 1967 bliver til Århus Socialpædagogiske Seminarium, som bliver til Peter Sabroe Seminariet, som bliver til Pædagoguddannelsen Peter Sabroe i Sidste år, 2014, blev de to tilbageværende uddannelsessteder Pædagoguddannelsen Jydsk og Pædagoguddannelsen Peter Sabroe til Pædagoguddannelsen Aarhus, der som nævnt samles i Ceres-byen i Campus Aarhus C, som også er ramme om uddannelse til folkeskolelærer og socialrådgiver med flere. Til disse navneskift kommer, at elever bliver til studerende, og manuelle fag/beskæftigelsesfag bliver til skabende fag/aktivitetsfag, som bliver til SKB, VNT og UMD, som bliver til kompetencemål i forskellige moduler. Sådan skifter navnene hele vejen igennem, dog med den markante undtagelse, at lærerne eller underviserne gennem hele perioden er lærere eller undervisere; i de kommende år omdøbes de måske til at være vidensarbejdere. Til at holde lidt sammen på alle disse bevægelser benytter vi nogle gennemgående tråde, nogle betydninger, der så at sige springer over som gnister, hvor betegnelserne skifter. Den første tråd handler om uddannelsernes forhold til civilsamfund og stat. Det er civilsamfundet, der fra begyndelsen af 1900-tallet opbygger både daginstitutioner (børnehaver, fritidshjem) og døgninstitutioner (børnehjem, ungdomshjem m.m.). Men med hensyn til uddannelse er der stor forskel på daginstitutionernes og døgninstitutionernes civile nybyggere. Den første tråd er, at civilsamfundet på daginstitutionsområdets opbygger forskellige uddannelser til forskellige institutioner, mens det på døgninstitutionsområdet er staten, der samler og integrerer forskellige uddannelser. Daginstitutionernes nybyggere udformer seminarieuddannelser til henholdsvis børnehave- og fritidspædagogarbejdet. Børnehave- og fritidshjemsentreprenørerne grundlægger med det samme også seminarier som uddannelsesinstitutioner for forskellige pædagogprofessioner. Efter få år adskilles uddannelserne til børnehave- og fritidspædagog, og adskillelsen fastholdes til 1992, hvor staten lægger dem sammen. 6 Fire seminarier på tur Uddannelseshistorie

7 Til forskel herfra ønsker døgninstitutionernes nybyggere, der også kom fra civilsamfundet, ikke, at uddannelsen til døgninstitutionsarbejde skal ske på seminarier; de foretrækker en uformel mesterlære. Den socialpædagogiske uddannelse besluttes af staten, hvis ønske om seminarieuddannelse ikke mødte velvilje fra professionsområdet. Først i 1958 kom staten igennem med at starte seminarieuddannelse. Herefter samler og integrerer staten flere og flere uddannelser. I 1983 kommer den bekendtgørelse, der i titlen socialpædagog samler den brede uddannelse til pædagogisk arbejde i vuggestuer, spædbørnehjem, børne- og ungdomshjem og særforsorg. I 1992 går staten endnu et stort skridt videre og samler alle tre pædagoguddannelser til børnehavepædagog, fritidspædagog og socialpædagog i den endnu bredere uddannelse til pædagog. Næste tråd er, at sociale opgaver og pædagogiske opgaver flettes sammen gennem århundredet. Det gælder både daginstitutionsområdet og døgninstitutionsområdet. Betegnelserne socialpædagogik, socialpædagog og socialpædagogisk seminarium dækker gennem hele perioden både almen pædagogik og pædagogik for bestemte grupper. Ikke desto mindre hører det til denne tråd, at der fra fleres sider gøres forsøg på at monopolisere og udskille socialpædagogik og socialpædagog til kun at gælde pædagogisk arbejde med bestemte grupper. Den tredje tråd er, at forholdet mellem skemalagt fagundervisning og projektorganiseret undervisning hænger sammen med bredden i professionens målgruppe. Fagorganiseret undervisning i viden og færdigheder omkring målgruppen kan favoriseres, når målgruppen er tilstrækkelig afgrænset. Uddannelse til en bred og varieret målgruppe favoriserer projektorganiseret undervisning, fordi en skemalagt fagundervisning til en stor og bred målgruppe bliver uoverskuelig i både fagligt indhold og omfang. Det betyder, at børnehave- og fritidspædagogseminarierne, som holdes adskilte, kan formidle fagundervisning frem til 1992, hvor den fælles pædagoguddannelse starter. Efter 1992 reduceres en række præcise fagområder langsomt: pædagogikkens historie, børns musikalske udvikling, bevægelsesmæssige udvikling, tegneudvikling, sproglige udvikling, personlighedsudvikling, legeudvikling, m.m.. Tilsvarende bliver arbejdet med færdigheder mere perifert: færdigheder i skabende fag/aktivitetsfag (musikalske, dramatiske, bevægelsesmæssige, værkstedsmæsige færdigheder). Det ses fysisk ved, at værkstederne, dramalokalerne, musiklokalerne og bevægelsesfaciliteterne, der blev bygget større og større fra 1950, efter 1992 i stigende grad kommer til at stå tomme som fagundervisningslokaler. De socialpædagogiske seminarier, hvor professionens målgruppe fra starten er meget bred, favoriserer projektorganiseret undervisning. Antallet af undervisningstimer er højt frem til 1992, og efter sammenlægningen af de tre uddannelser falder tallet langsomt frem mod år 2000 og derefter brat. Den fjerde tråd er, at pædagoguddannelsen på alle fire seminarier er bygget op omkring tre kompetenceområder: demokratisk kompetence, faglig kompetence og personlig kompetence. De tre kompetenceområder gøres gældende fra begyndelsen og kommer til fuld udfoldelse i Folketingets lovgivning 12. april 2000 om det repræsentative demokrati i uddannelsessystemet. Indledning 7

8 Den femte tråd er, at spændet mellem børns perspektiv og voksnes perspektiv, mellem fri leg og ordnet leg, er en spænding, der strækker sig gennem hele historien. Pædagogens arbejde består altid i dels at tilrettelægge forløb, hvor pædagogen har initiativet og ledelsen, dels at tilrettelægge rammer for brugernes initiativer og aktiviteter. Sjette tråd er, at fortællingen ikke skal forstås som en forfaldshistorie, selv om det kan tage sig sådan ud; det vil blot være at overvurdere det, der ligger nærmest, som Hans- Georg Gadamer udtrykker det. Styrken i det, der har været pædagoguddannelsens kerne se barnet og den unge, tage udgangspunkt i barnet og den unges trivsel og udvikling, klientens ret til sin egen personlighed, barnet som et menneske styrken i alt dette udgør fortsat det centrale i lovgivningen for pædagogprofessionens arbejde, Dagtilbudslov og Servicelov, og overgår selv nok så ihærdige forsøg på at programmere børnenes hverdag gennem en pædagogik, som indsnævres til kun at dreje sig om læring og didaktik. Den sidste og syvende tråd drejer sig om skiftet i pædagoguddannelsens fokus fra at være målgruppe og institutioner til at være pædagoger. Skiftene i seminariernes navne afspejler skiftet fra at fokusere på børnene, de unge og institutionerne til at fokusere på pædagogen: fra Århus Børneforsorgsseminarium til Århus Socialpædagogiske Seminarium. Det samme skift ses i fagtidsskriftets navneændring fra Børnesagens Tidende til Socialpædagogen. Tilsvarende skifter Jydsk Fritidshjems-Seminarium navn til Jydsk Fritidspædagog-Seminarium; her skiftede fagtidsskriftet navn fra Dansk Fritidshjemsråd til Fritidspædagogen. Men til forskel herfra er børnehaven et stærkt brand, som modstår dette skift. Jydsk Børnehave-Seminarium bevarer sit navn ubrudt til 1992, ligesom Århus Børnehaveseminarium gør det til sin lukning i Tilsvarende skifter fagtidsskriftet Dansk Børnehaveråd navn til Børn og Unge, således at udgangspunktet for navnet fortsat er barnets perspektiv, den anden, og ikke pædagogen. Arbejdet med historien er endeløst. Jo mere, man arbejder med historien, jo mere går det op for en, at tiden ikke er en linje, vi bevæger os hen ad, men rum, vi bevæger os omkring i, tidsrum. Der ligger som sagt umådelig meget materiale, som kunne bearbejdes. Det anvendte materiale er hentet mange forskellige steder og gennem mange år. En særlig tak skal lyde til de personer med tilknytning til de fire seminarier, som har ladet sig interviewe. Det er Bente Johanne Storm, Marit Lie Gregersen, Bente Groth, Monna Rasmussen, Jan Schjøtt, Poul Krøier, Hannibal Knudsen og Flemming Mouritsen. Til hjælp med bogens billeder takker vi særlig Karsten Holm, Ole Tang, Karen Rønne og Per Eskildsen. Om sprogbrugen i bogen: I citaterne bruges de betegnelser og stavemåder, som var gældende, da de blev skrevet (børnehavelærerinde, fritidshjemslærer, medarbejder). Uden for citaterne benyttes altid pædagog, børnehavepædagog, fritidspædagog, socialpædagog og pædagogseminarium. Frem til 1969 tales om elever, derefter om studerende. 8 Fire seminarier på tur Uddannelseshistorie

9 ANDEN DEL Fra den fælles pædagoguddannelses start sommeren 1992 begyndte en udvikling, hvor de tidligere uddannelsers indhold blev integreret og ændret. Det skete kun langsomt frem mod år 2000, og derefter er det gået stærkt. Fag blev lagt sammen, fik bogstavnavne og forsvandt helt i 2014 for at blive formuleret som kompetencemål og moduler. Lærerrådene er nedlagt. Fire prøver med en firedelt karakterskala er blevet til elleve prøver med syvtrinsskalaen, gruppeeksamen er afskaffet og genindført. Antallet af undervisningstimer er reduceret til en tredjedel eller mindre. I 1992 blev de fire seminarier til de to legendariske pædagoguddannelser i Århus, Peter Sabroe Seminariet og Jydsk Pædagog-Seminarium, og sammenlægningen af dem i er en af de store milepæle i ombygningen af de mange lokale videregående uddannelser uden for universitetssystemet kendt som professionshøjskoler eller på nudansk: University Colleges. Først er ledelseslag og strukturelle forhold sat på skinner i etablering af Pædagogisk-Socialfaglig Højskole (PSH) med en leder for alle pædagoguddannelser, Peter Møller Pedersen. Siden er administration, vedligeholdelse, kursusvirksomhed og forskning/udvikling lagt i rammer på tværs af gamle adresser og institutioner. Så kom turen til lærerteams, der i foråret 2014 blev lagt sammen og reorganiseret på tværs af Jydsk og Peter Sabroe. Sidste skridt bliver så den fysiske flytning til Ceres-byen inden semesterstart efteråret Det skal nok blive sjovt. I arbejdet med historien op til sammenlægningen kan det ikke undgås, at fremtidens mål vil påvirke researchens materiale. De folk, vi taler med som kilder især de kilder, som kommer til at leve med forandringerne i deres faglige virke, vil naturligvis ytre sig med denne viden i baghovedet. Anden del af bogen omhandler den levende, nære historie og de herskende narrativer, myter og fordomme i og mellem de to personalegrupper. Det håber vi vil give en god dynamik og en læseoplevelse med variationer. Den forlegenhed, vi føler over ikke at kunne yde historierne retfærdighed og belyse alle personer efter fortjeneste, har vi søgt at kompensere for ved at bede kollegerne om hjælp. Vi sendte mail til alle underviserne på Jydsk og Sabroe og bad dem fra hver adresse udpege to personer fra den nuværende skare og de senest afgåede. De to personer fra Jydsk og Sabroe, som fik flest stemmer, ville vi indbyde til en kort portræt-præsentation i bogen. Det blev Jytte Juul Jensen og Leif Vestergaard fra Jydsk og Bodil Birk og Thomas Kruse fra Sabroe. Portrætterne af de fire viser meget godt bredden i aktiviteter, ikke mindst de udadvendte aktiviteter, der handler om ekspansioner, videreuddannelser, kurser og kunstneriske aktiviteter samt internationale kontakter. Hermed rettes en særlig opmærksomhed mod underviseres udadvendte engagement, som stort set er flyttet ud af de gamle adresser og blevet integreret i en særlig VIA-afdeling. Desuden har vi tilgodeset alle personalegrupperne ved små portrætter af repræsentanter for disse. De to markante ledere, Søren K. Lauridsen og Peter Friese, er blevet indbudt til at bidrage med selvstændige indlæg om deres rolle og syn på seminariets udvikling. Indledning 9

10 Vi har valgt at lægge særlig vægt på Festugen på Sabroe og Forskningsenheden på Jydsk. De to vitale indsatser får en præsentation, der viser deres betydning og virke. Det er to fænomener, som har givet prægnans til de to seminarier og deres særligheder og styrker. Det er endvidere oplagt, at internationalt arbejde på begge adresser har fyldt meget. Begge adresser har haft folk viden om på forskellige opgaver fra Grønland til Sydafrika, fra Baltikum til Kina og fra Rusland til England. Begge adresser har desuden udviklet uddannelsestilbud til internationale studerende til gavn for såvel gæsterne som vores egne studerende. Også en stor tak til de interviewede lærere, bibliotekarer, pedeller, sekretærer, kantineledere og studerende, som har brugt tid på at fortælle. Karsten Tuft & Eddy Thomsen 10 Fire seminarier på tur Uddannelseshistorie

11 JYDSK BØRNEHAVE-SEMINARIUM ( ) og JYDSK FRITIDSPÆDAGOG-SEMINARIUM ( ) FØRSTE DEL En person, der mangler horisont, er ikke i stand til at se langt nok og overvurderer det, der ligger nærmest. HANS-GEORG GADAMER Jydsk Børnehave-Seminarium (1933) Jydsk Pædagog-Seminarium (1992) Pædagoguddannelsen Jydsk ( ) Jydsk Fritidshjems-Seminarium (1962) Jydsk Fritidspædagog-Seminarium (1976) Jydsk Pædagog-Seminarium (1992) Pædagoguddannelsen Jydsk ( ) Jydsk Børnehave-Seminarium i Århus startede som selvstændig uddannelsesinstitution den 1. september Initiativtageren var Margrethe Christiansen ( ), der havde uddannet sig til pædagog på Frøbelseminariet i København Annalis Pape, der også var uddannet på Frøbelseminariet, var medforstander de første år. Allerede i 1932 startede Margrethe Christiansen så småt sit seminarium som en filial af Frøbelseminariet med en enkelt studerende. Margrethe Christiansen i midten og Annalis Pape helt til højre samt tre elever i Folkebørnehaven Hjarnøgade (Arveprinsesse Carolines Børneasyl). Emblemet blev udleveret som broche ved dimissionen Margrethe Christiansen. Kapitel 1 11

12 Margrethe Christiansen voksede op på Samsø sammen med to brødre, og stort mere ved vi ikke om hendes opvækst eller motiv til at vælge pædagoguddannelse på Frøbelseminariet, der havde en mere verdslig og socialdemokratisk tilgang sammenlignet med Fröbel- Højskolen, hvor det sociale engagement havde et mere religiøst præg: Som ganske ung havde jeg lyst til at blive børnehavelærerinde, denne dejlige, levende gerning blandt det bedste af alt børnene. Jeg var uddannet, inden jeg var 20 år, udtalte hun i et interview i Med eksamensbeviset i hånden gjorde Margrethe Christiansen det, hun senere altid advarede sine elever imod; helt ung sprang hun direkte ind som leder af en folkebørnehave i København; folkebørnehave betyder, at børnehaven har åbent hele dagen og ikke kun er halvdags. To år senere, i 1924, blev Margrethe Christiansen håndplukket til at være leder af den første folkebørnehave i Tønder, og ved det stiftende forældremøde den 17. oktober fortalte hun ifølge avisens referat om Frøbels leg med klodser; af 8 klodser kan der bygges 75 forskellige huse. Ved børnehavens indvielse den 19. oktober havde Margrethe Christiansen inviteret Hedevig og Sofus Bagger, der havde startet Frøbelseminariet helt tilbage i Sofus Bagger, 76 år, der nu havde overtaget rektorposten, holdt tale og lykønskede sin gamle elev frk. Christiansen. Sofus Bagger var rektor til 1941, hvor han 93 år gammel solgte seminariet for 1 krone til Jens Sigsgaard, der så var rektor frem til Margrethe Christiansen vidste, at hun ville oprette et børnehaveseminarium, og allerede efter to år i Tønder søgte hun udenlands: I mit sind havde det stadig ligget, at jeg ville starte et børnehaveseminarium, og derfor måtte jeg ud for at se og lære mere. Børn i Folkebørnehaven Hjarnøgade (Arveprinsesse Carolines Børneasyl), hvor Margrethe Christiansen var leder, ved 100 års jubilæet 22. november Fire seminarier på tur Uddannelseshistorie

13 Efter et toårigt studieophold i Frankrig vendte Margrethe Christiansen hjem og blev leder af en børnehave i Risskov. I 1930 blev hun leder af folkebørnehaven i Hjarnøgade, der var startet 1836 som Arveprinsesse Carolines Børneasyl. Det er den ældste daginstitution i Aarhus, og i tre år havde Jydsk Børnehave-Seminarium her sine lokaler til undervisning fra kl efter børnehavens åbning Den tilknyttede lejlighed, hvor Margrethe Christiansen boede, blev også inddraget. Udviklingen her afspejler den generelle historie, at børnehaveseminarium og børnehave vokser frem som dele af samme bygning. Billedet ses tilsvarende omkring Anna Wulff, Fröbel-Højskolen og Folkebørnehaven i Prinsessegade på Christianshavn. Annalis Pape, der var leder af Frøbel-Børnehaven ved N. Kochs Skole, var medforstanderinde i de første år, og fortsatte som lærer ved seminariet og som bestyrelsesmedlem til 1943, hvor hun flyttede til København. Der var som sagt startet en enkelt elev allerede i 1932, og som selvstændigt seminarium i 1933 kunne man begynde med 6 elever (først med indførelsen af den tre-årige uddannelse i 1969 ændres betegnelsen elev til studerende). De følgende år er antallet af elever: 1934: 8, 1935: 5, 1936: 6, 1937: 6, 1938: 11, 1939: 13, 1940: 11, og 1941: 9. Herefter stiger antallet af elever rask til o. 100 i Seminarium i private lejligheder Margrethe Christiansen samarbejdede fra begyndelsen med kommunelærer, talepædagog Gerhardt Lynge og snart efter også med docent ved handelshøjskolen, cand. polit. H.J. Hansen (kaldet Sofus): Det var en sen eftermiddag i foråret 1933, jeg fik en telefonopringning. En damestemme meldte sig som børnehaveleder frk. Margrethe Christiansen, Arveprinsesse Carolines Børneasyl i Hjarnøgade. Om jeg ville overtage undervisningen i samfundslære og socialpolitik og hjælpe damerne med de erfaringer, jeg havde fra forskellige læreanstalter og kursus, jeg havde været med til at oprette og drive, skriver H.J. Hansen. Margrethe Christiansen var særdeles energisk og gik helt ind for sin sag: Hun var den fødte optimist, var aldrig i tvivl om, at hun havde ret. Modstand slog hende ikke ud, men styrkede hende kun. Hun søgte ikke sit eget, men kunne i alle henseender nøjes med det mindst mulige til sig selv: et værelse hvor hun kunne sove og arbejde, men det kunne også fungere som seminariets kontor og som undervisningslokale. Der kunne gå mange år imellem anskaffelsen af en ny kjole, og kosten bestod for en stor del af te og brød, fortæller H.J. Hansen, og om samarbejdet hedder det: Efter at Gerhardt Lynge og jeg var gået ind som medansvarshavende fik vi mange ubehagelige regninger over udgifter, som frk. Christiansen havde glemt at få bevilget, og som vi så skulle skaffe udvej for. Frk. Christiansen var en så udpræget individualist, at samarbejde var hende uvant. I 1936 flyttede JBS til lejede lokaler på Akademiet i Guldsmedgade 25 (studenterkursus), og praktik og seminarieundervisning blev tilrettelagt med en halv dag hver, henholdsvis 9-13 og Men umiddelbart efter flytningen blev det klart, at seminariets økonomi, som udelukkende bestod i elevbetaling, var sådan, at undervisningen ikke kunne videreføres. Imidlertid syntes lærerne, der havde undervisningen som bibeskæftigelse, ikke, at semi- Kapitel 1 13

14 nariet skulle nedlægges, og de tilbød at arbejde for nedsatte lønninger; denne situation varede til 1943, hvor en stigende elevtilgang forbedrede seminariets økonomi. Det hjalp også lidt, at seminariet blev anerkendt til at modtage statsstøtte i 1937, selv om beløbet var begrænset til 750 kr. årligt (samlet budget det år: 3.466,71 kr.). Elevbetalingen blev forhøjet fra 250 til 300 kr. om året. Århus Kommune gav afslag på ansøgninger om støtte. I 1939 flyttede Margrethe Christiansen til en lejlighed i Borggade 16, 4. sal, med 3 værelser og 2 kamre, og seminariet flyttede med ind. JBS havde de første år været privatejet, og blev nu en selvejende institution med bestyrelse, protokol og vedtægter, der kunne godkendes af Undervisningsministeriet. Gerhardt Lynge var bestyrelsesformand frem til 1957, hvorefter H.J. Hansen overtog formandsposten frem til Når man kom ind ad døren, var der en entré. Første dør til højre førte ind til et lille kammer med en seng og et skab, og det var lejet ud til en elev. Gennem anden dør til højre kom man til et rimeligt stort køkken, som blev brugt til værkstedsfag og pauselokale. Fra køkkenet var der indgang til to stuer, som fungerede som undervisningslokaler samt til en lille stue, der var bolig for Margrethe Christiansen men også blev brugt som seminariets kontor. Det eneste private rum, hun havde, var et lille sovekammer. Der var ét toilet. Margrethe Christiansen boede i lejligheden frem til 1951, og seminariet rådede over hele lejligheden indtil 1957, hvor de nye bygninger på Fuglesangs Allé blev færdige. Under krigen, i 1944, ramte en bombe ved en fejltagelse ned netop i seminariets skab med arkivalier, som blev ødelagt, selv om bomben ikke eksploderede. Dog er forhandlingsprotokollen fra bevaret. Margrethe Christiansens sekskantede personalebord med protokollen og bamse fremstillet af elev i manuelt arbejde. 14 Fire seminarier på tur Uddannelseshistorie

15 Didde Weis-Fogh startede som 18-årig på seminariet i 1938 og fortæller ved 50-års jubilæet i 1983 de studerende om det meget tætte og daglige forhold mellem praktik og seminarieundervisning, der kendetegnede pædagoguddannelsen fra dens start: Hver dag mødte man i børnehaven klokken halv 9 og gik klokken 13, og derfra direkte på seminariet, hvor vi havde 3 timer af forskellig art. Vi havde 3 ugentlige stile, en pædagogisk, en psykologisk og en dansk stil. De to første var jeg god til, men den danske skrev min far altid, så jeg var jo spændt på, hvordan jeg klarede mig til examen, men det gik ikke så dårligt. Hvad mener I om titler som: Perlen i prinsessens hår, Det er ikke guld alt det, Borggade 16, 4. sal. Der var et toilet og 83 studerende, da billedet blev taget engang i 1940-erne. der glimrer? Jo, jeg følte mig altid fortabt, når stilemnerne blev lagt på bordet. Hverken jule-, påske- eller pinseferie var der tid til at holde, for seminariets overordnede mål var, at samtlige elever skulle kunne åbne en børnehave med de ting (legetøj, spil etc.), som de havde nået at lave, mens de læste. Dukkekrog, kassemøbler til dukkekrogen, skibe, tog og biler, for ikke at tale om spil, masser af puslespil i træ. Vi indrammede billeder, vi tegnede, vi lavede dukkestuer af skotøjsæsker, og lavede nogle i pap, som var meget vanskelige, og endelig lavede vi tøjdyr, vævede på pap og tegnede tonsvis af modeller, og når det var gjort skulle vi lave frimodeller, hvilket nogle hadede, for de skulle jo være originale. Jeg tror ikke, der var den ting eller de materialer, vi ikke fik prøvet at arbejde i. At jeg så i dag må sige, at jeg har haft brug for det hele, og har været taknemmelig for alt, hvad jeg fik lært, tilføjes blot. Nå, så fik vi sommerferie, det troede vi da. Det var 14 dage i feriekoloni, hvor vi hver dag tog toget fra Odder og ud til kolonien med 400 børn, overvåget af voksne. Det var et kæmpe job, ingen af os voksne havde mange minutter fri, børnene skulle i bad, de skulle afluses, og vi skulle gøre dasser rene, de skulle skures, så de skinnede. Når man kom hjem om aftenen, skulle man selv afluses. Da seminariet i midten af 1940-erne fik flere studerende, oprettedes et særligt hold til fritidshjemslinjen fra 1943 og to hold på børnehavelinjen, som så kunne deles med hensyn til seminarie/praktik formiddag/eftermiddag. Bente Groth, der gik på seminariet , var lærer i manuel beskæftigelse og værkstedsfag på JBS og fortæller: Praktikken den var enten om formiddagen til klokken 12 og så på seminariet om eftermiddagen eller omvendt. Vi var jo to klasser på børnehavelinjen med i alt 24 elever og et spor på fritidshjemslinjen med stykker, som havde deres eget lokale, og vi havde ikke noget undervisning fælles med dem. Der var et lille kontor, som også var lærerværelse, og der stod det lille sekskantede bord (se billede side 14). Så var der et kammer, hvor Margrethe Christiansen boede. Det, vi havde til værksted, var et køkken, hvor man kunne lave noget, og ellers så sad vi med det inde i selve klasseværelset. De studerende måtte Kapitel 1 15

16 Den 9. juni 1953 blev JBS s øvelsesbørnehave, Dronning Alexandrines Børnehave på Fuglesangs Allé, indviet af Dronning Ingrid. Børnehaven havde både høns, kaniner og en ged. ikke bruge elevatoren, kun lærerne. Men så snød vi og tog elevatoren til tredje sal og gik så op til fjerde. Senere cyklede vi op til Dronning Alexandrines Børnehave på Fuglesangs Allé og havde træsløjd deroppe. Vi havde mange værkstedsfag: tegning og modellering med Finn Rasmussen, træsløjd med en anden og frøbelsk børnehavelære med en tredje lærer; vi havde rigtig meget hjemmearbejde. Vi skulle f.eks. lave otte puslespil med bestemte motiver, et dukkehus, der kunne klappes sammen, alle møblerne af tykt pap. Mange timer på seminariet og meget hjemmearbejde. Der var ikke meget, der talte til fantasien, det ville være synd at sige. Vi havde ikke sådan noget som fredagsbar. Rytmik havde vi hos Jette Tikøb på Folkemusikskolen i Guldsmedegade. Jette Tikøb var en af forbindelserne mellem Jydsk Børnehave-Seminarium og Social-Pædagogisk Børnehaveseminarium, hvor hun også underviste og havde elever i praktik samt sad i bestyrelsen. Øvelsesbørnehaven, der skulle høre til seminariet, var tegnet og bygget af seminariet og blev indviet allerede 9. juni 1953: Frk. Christiansen fulgte byggeriet hver dag eller to gange om dagen, hver lille detalje fulgte hun. Til at begynde med var håndværkerne ikke tilfredse med denne usædvanlige opmærksomhed fra bygherrens side, men efterhånden vænnede de sig til det, så de ligefrem savnede hende og hendes spørgsmål og kritik, hvis hun på grund af bortrejse ikke kunne komme, fortæller H.J. Hansen og fortsætter om det efterfølgende byggeri af seminarium: Det særligt vanskelige for os var, at der ikke 16 Fire seminarier på tur Uddannelseshistorie

17 var noget fortilfælde. Det var en principafgørelse, der skulle træffes: hvordan skulle man placere disse seminarier, som man hidtil officielt ikke havde haft noget kendskab til. Jydsk Børnehave-Seminarium har i disse bygningssager altid været pionéren. Den sidste hjælp fik vi fra tipsmidlerne. Det var den første uddeling; konkurrencen om pengene var ikke så stor den gang, vi fik i hvert fald et betydeligt beløb til indretning af seminariet. Den 19. dec tages første spadestik til det, som skulle være det første børnehave-seminarium i Danmark, der var bygget til formålet; seminariet havde købt grund på Fuglesangs Allé. Også dette arbejde fulgte Margrethe Christiansen tæt, men efter en børnehavekongres i Trondheim i sommeren 1956 kom hun syg hjem og døde 1. august og oplevede ikke indvielsen af seminariet i Uddannelsen Det første uddannelsesprogram blev skrevet af Annalis Pape og Margrethe Christiansen med overskriften Jydsk Børnehave-Seminarium (Frøbel), Aarhus. Uddannelsen begrundes med, at forældreevnen er et godt udgangspunkt, men den er ikke nok i sig selv og kræver videre dannelse for at udfylde arbejdet i en børnehave. Begrundelsen gives gennem et citat af Frøbel, der står som uddannelsens motto: Det moderlige Instinkt kan udrette uendelig meget til Barnets Bedste; men det kan ogsaa begaa Fejlgreb. For at undgaa disse maa det oplyses, dannes og udvikles. Uddannelsen omtales i første sætning som Uddannelsen til Børnehave- og Fritidshjemslærerinde. Fritidshjemmene indgik i uddannelsesplanerne fra begyndelsen, og spædbørnehjem og børnehjem blev nævnt i bisætninger. Der tænkes som ved de tre andre danske pædagogseminarier i vekseluddannelse: Der er daglig ca. 4 timers Praktik i Børnehave eller Fritidshjem og 3 timers teoretisk Undervisning paa Seminariet (sidstnævnte dog ikke Lørdag). Hertil kommer deltagelse i feriekoloni med børnene samt ekskursioner. Der var fra starten fem lærere ved Jydsk Børnehave-Seminarium: Margrethe Christiansen underviste i pædagogik, børnehavelære, barnepleje, tegning og sangleg. Efter få år tilføjede hun børnepsykologi til sin fagrække. Annalis Pape underviste i frøbelske beskæftigelser, sløjd, småbørnsgymnastik og rytmik. Gerhardt Lynge underviste i dansk, og H.J. Hansen underviste i samfundslære. Den generelle psykologiundervisning blev varetaget af Wolmer Clemmensen, der var manuduktør i filosofi og optaget af etik. I 1940 skrev han doktordisputats om erhvervsetik. Alle havde fuldtidsarbejde ved siden af, også Margrethe Christiansen de første år. Der er særlig undervisning rettet mod fritidshjem og spædbørnehjem. Undervisningen suppleres med foredrag udefra. Studierejse inddrages som uddannelseselement i løbet af årene. Margrethe Christiansen udfoldede derforuden en omfattende rejseaktivitet som foredragsholder både indenlands og i de nordiske lande. I alle foredragene indgår et ihærdigt arbejde med at hverve studerende til seminariet. Til rejseaktiviteten hørte også vejledning af studerende, der var i praktik i København. Kapitel 1 17

18 Margrethe Christiansens pædagogik Som nævnt valgte Margrethe Christiansen at tage sin uddannelse på det verdslige og socialdemokratisk orienterede Frøbelseminarium. Seminariet var startet i 1885 som 2-årig underbygning en slags udvidet børnehaveklasse på den skole, hvor Sofus Bagger var skoleinspektør, og pædagogikken havde præg af skoletænkning. Da seminariet bliver en egentlig uddannelse i 1904, og børnehaverne bliver selvstændige institutioner, aftager skolepræget i takt med, at de reformpædagogiske tanker vinder mere og mere indpas. Retningen bliver typisk, at børn ikke kun skal tegne efter skabelon men også efter egen fantasi. I det hele taget bliver børneperspektivet mere og mere afgørende for, om et forløb er relevant. Reformpædagogik kræver, at det pædagogiske arbejde skal tage udgangspunkt i barnet ; at pædagogikken skal være vom Kinde aus er den formel, der samler de reformpædagogiske tanker i Tyskland. Vom Kinde aus udlægges på den måde, at barnet har ret til sin egen personlighed. Da Margrethe Christiansen tager sin uddannelse , formidles de pædagogiske tanker i høj grad ved, at eleverne skal skrive lærernes noter af. I 1921 fylder Margrethe Christiansen med nydelig, grøn skråskrift to brune hæfter med titlerne Anskuelsesøvelse. I Del og Anskuelse. II Del. Faget hedder Anskuelses-Metodik, og fagindholdet fremgår af indledningen. Både den skoleprægede opbygning og det reformpædagogiske islæt med vægtning af børnenes perspektiv ses tydeligt: Anskuelses-Metodik Her er Fortællebogen, den indeholder Udvalg af Historier, som i en Aarrække praktisk har staaet deres Prøve derved, at de altid har vidst at fange Børnenes Interesse. Og hertil knytter sig Lege ordnede efter de Roller, som de forskellige Dyr udføre i de paagældende Historier. Men hør nu en alvorlig Paamindelse. De maa aldrig læse op af Bogen, det de vil foredrage maa De have forberedt Dem paa Dagen i Forvejen, saa De fuldt ud behærsker Stoffet, uden at behøve at se i Bogen. Det duer ikke. Fortælleren skal bestandig holde Øje med Børnene og lade Blikket vandre fra den ene til den anden. Se det kan De jo ikke, naar De skal læse op. Det er en usigelig højtidsfuld Stund i Barnelivet, naar et Menneske, som fortæller godt, fortæller Barnet noget om, hvad der kan fange dets Interesse, man kan næsten sige, det er en Fest. Derfor børn man, som ved andre Fester, sørge for, at der ikke mangler noget i forberedelserne til den. Anvisning til Bogens Brug 1. Stuen skal være frisk udluftet. Billedet skal hænge omvendt på væggen, saa det kan ses fra enhver Plads. Har man Vanskeligheder ved at faa Ro, kan man foretage en Fingerleg for at samle Børnenes Opmærksomhed, der vil da straks blive stille. 18 Fire seminarier på tur Uddannelseshistorie

19 2. Saa vendes Billedet om. Børnene vil uvilkaarlig raabe Dyrets Navn, og dermed har man Udgangspunktet for Billedforklaringen, som maa være kortfattet og ikke gaa for meget i Detailler. 3. Nu læres Verset i Kor. Et Punktom ad Gangen. 4. Saa fortælles Historien. 5. Der sluttes af med en Sangleg, hvor hvert Dyr spiller en Rolle. 6. Hele Lektionen maa kun vare 25 Minutter. Disposition til Anskuelsesøvelse 1) Sang eller Vers 2) Navn 3) a. Størrelse, b. Form, c. Farve 4) Enkelte Dele 5) De ejendommelige Kendemærker 6) Ernæring og Levevis 7) Brugen 8) Nytten 9) Fortælle en Historie 10) Koncentration Herefter følger de konkrete programmer med sang/vers, billedforklaring, historie og sangleg. Hvert program løber over seks dage, dvs. en uge (enkelte to uger) og fortæller meget detaljeret om hunden (15 sider), katten (14 s.), hesten (17½ s.), koen (12 s.), (II Del) fåret (10 s.), grisen (10½ s.), geden (6 s.), æslet (14 s.), hønen (8 s.), spurven (5 s.), anden (9½ s.), gåsen (8 s.), svanen (8½ s.), stæren (6 s.), lærken (5 s.), nattergalen (2 s.), svalen (4 s.), gøgen (4½ s.), duen (10½ s.) og sommerfuglen (3 s.). Disse programmer dækker mere end 20 uger. Andre programmer har indeholdt fingerlege der, som det fremhæves, kan bruges til at skabe ro blandt børnene, fagtesange, sanglege, opstilling af bestemte figurer med klodser, foldeøvelser med papir, tegning efter skabelon. Hertil kommer den tid, der går med de faste rutiner omkring spisning, sovning, gåture og hygiejne. Den tid, hvor pædagogen styrer børns aktiviteter i planlagte forløb, er ikke en fast størrelse, men kan gøres både kortere og længere; reformpædagogikken vil, at denne tid skal balanceres med den tid, hvor børnene har initiativet. Frøbelseminariets pædagogik og de mange programmer med ordnede lege efterlader et indtryk, hvor der levnes meget lidt plads til børnenes egne initiativer, et indtryk, som formentlig er misvisende i forhold til Margrethe Christiansens egne hensigter. I noterne til Margrethe Christiansens undervisning i pædagogik henvises til Frøbel med denne forståelse: Legen er barnets inderste væsen. Barnet skal opdrage sig selv. Selv se, hvad der er rigtigt. Legen i denne alder er hele det fremtidige livs hjerteblade. Her vægtes den frie leg i forhold til den ordnede leg. Senere bliver det tydeligere, at Margrethe Christiansen bevæger sig væk fra den skoleprægede pædagogik. I uddannelsesprogrammet for 1943 er Kapitel 1 19

20 det første eksempel på en opgave i pædagogik: Barnets frie Leg, dens Værdi for Barnet og Betydning for Børnehavelederen. I et interview til Statsradiofonien (nu Danmarks Radio) i 1947 svarer Margrethe Christiansen meget klart på spørgsmålet om, hvad der er princippet i børnehaveseminariet: Ja, det er egentlig dette, at bag ved legen, der ligger alvoren. Interviewet finder sted i en børnehave, og børnenes stemmer høres tydeligt. Børnene bliver til interviewerens irritation ikke bedt om at være stille. Intervieweren er den kendte Ole Kühnel, som indleder: Et af de særprægede fag, man kan læse til i Århus er til børnehavelærerinde, og det foregår på Jydsk Børnehave-Seminarium, hvor vi har aflagt et lynbesøg, og forstanderinden er frk. Margrethe Christiansen. Men selv om De er kommet herud, så anfægter det jo ikke Deres søde unger. Margrethe Christiansen forbigår det nedladende tonefald i særprægede fag og søde unger når voksne dengang brugte vendingen søde unger i et bestemt tonefald, vidste man, at den var gal og svarer: Nej, det rører ikke børnene, her er altid liv og glade dage. Samtidig ser det ud, som om det religiøse lag i uddannelsen forstærkes i disse år. I radiointerviewet fra 1947 forbinder Margrethe Christiansen legens betydning med dette: Det, det gælder om, det er at finde ind til det gode i barnet og se, hvor dets udviklingsmuligheder ligger. Enten så må vi formå at elske børnene så meget, at vi gennem kærlig myndighed når frem til at lære børnene selvopdragelse. Eller også så bliver det blot til kold justits, der ganske ubarmhjertigt udvisker al godhed, og alt, hvad der er af Gud i barnet. Det er den kamp, der står i verden i øjeblikket, og den kamp, den kæmpes også i hjemmet og i børnehaven. Margrethe Christiansen trækker altså en forbindelse mellem leg, alvor, selvopdragelse, godhed og Gud. Fra 1939 hedder det i seminariets vedtægter, at uddannelsen skal meddeles ud fra et kristent grundlag. På den anden side nævnes det kristne grundlag hverken i det uddannelsesprogram, der udsendes i 1939, eller i 10-års jubilæumsskriftet fra Forholdet til reformpædagogikken Som det ses i radiointerviewet fra 1947 tog Margrethe Christiansen begrebet selvopdragelse til sig. Begrebet var især kommet fra Maria Montessori, som blev set som modpol til Frøbel, og som var inspirationen for det mest reformpædagogiske seminarium, Kursus for Småbørnspædagoger fra Men Margrethe Christiansen lagde afstand til de reformpædagogiske tanker, når de blev udtrykt i at lade barnet gro. At lade barnet gro er en formulering fra 1920erne. Sigurd Næsgaard redigerede tidsskriftet Den frie Skole samtidig med at han var forstander for Kursus for Småbørnspædagoger, der hed Montessorikursus, toårigt Kursus for Småbørnslærerinder indtil I en programerklæring ved seminariets start 1928 hedder det under overskriften Lad Børnene Gro! : Vore Børn kan gro selv, og vi maa lade dem gro. De ejer en Verden af Ledere i deres eget Indre, der styrer Væksten, ikke blot den legemlige Vækst, men ogsaa de forskellige Lag af Sjælen, Sanserne, Følelserne, Instinkterne, Iagttagen, Tænkeformerne, Viljeformerne, Fantaseringen og de Bygninger, der rejses af dette Materiale i Sjælen. 20 Fire seminarier på tur Uddannelseshistorie

21 Den opfattelse, at selvopdragelse betyder, at barnet har indre ledere, og at man derfor skal lade barnet gro, går Margrethe Christiansen imod: I efterkrigstiden er der så mange pædagoger, som mener, at man bare skal lade tingene gro; men det kan vi ikke nøjes med. Det er ikke nok at overlade børn til deres egne, indre ledere, ikke nok at lade børnene gro, mener Margrethe Christiansen, der må også fra de voksne være en retning: Det har ikke så meget at sige, om vi evner lidt eller meget; men det, der betyder noget, er i hvilken retning, vi er vendt. Man kan ikke være vejleder uden at være klar over, i hvilken retning man vil gå. Og når 96% af børnene er døbt, siger hun, så må såvel børnehave som fritidshjem være som et godt kristent hjem. Det gode kristne hjem er den retning, Margrethe Christiansen vælger. Det kommer i uddannelsen til udtryk ved, at stiftsprovst Kai Jensen kommer ind i bestyrelsen 1943 og senere varetager undervisning i kristendomskundskab og kristen etik. Margrethe Christiansen, der var knyttet til spejderbevægelsen, ledede i mange år også søndagsskolearbejdet i Århus Domkirke. Bente Groth beretter fra sin studietid en episode, hvor en elev, der blev gravid blev bortvist af Margrethe Christiansen med opbakning fra Kai Jensen. Eleverne havde tydeligt fået at vide inden studiestart, at graviditet var bortvisningsgrund. Alligevel skabte situationen stor vrede blandt de øvrige elever, som argumenterede med, at på en uddannelse, der var rettet mod børn, kunne graviditet på ingen måde være bortvisningsgrund. Det førte til, at sagen blev taget op på et bestyrelsesmøde, hvor Alfa Toft, senere rektor på JBS satte sin stilling som praktikansvarlig ind på, at pigen skulle fortsætte som elev og hun fik bestyrelsens tilslutning. Sagens forløb gjorde imidlertid, at pigen fik så stor modvilje mod JBS, at hun skiftede seminarium og fortsatte sin uddannelse på Social-Pædagogisk Børnehaveseminarium. Bente Groth besøgte hende senere i København og oplevede her, at hun virkelig havde taget en mere radikal forståelse af reformpædagogik til sig; hendes søn kom ind i stuen med hammer og søm og begyndte at slå søm i lænestolens armlæn, uden at moderen tog notits af det eller greb ind. Margrethe Christiansen forbinder altså leg, alvor og selvopdragelse med kristen etik på den måde, at det kristne skal være et grundlag, som ikke indretter hverdagen i en række konkrete handlinger, men som er den ånd, det pædagogiske arbejde udføres i. Hverdagen skal styres af pædagoger, der kan tænke selv: Jeg siger til de unge, at de aldrig kan opdrage på min eller andres pædagogik. Man er nødt til selv at tilegne sig tingene. Derfor bliver frihed en fremtrædende værdi hos Margrethe Christiansen, der forbindes med kristen ånd. Men i begyndelsen af 1950-erne føler hun, at værdsættelsen af friheden er ved at svækkes: I de fem år, vi var lukket inde under besættelsen, lærte vi at elske den frihed, som kun kan holdes frisk, spire og gro, hvor der er ansvar til stede. I 1945 vidste vi, hvad ånd var. Vi kan måske fristes til at spørge os selv: ved vi i dag, hvad det er? Den samme skepsis med hensyn til frihed og ånd kommer til udtryk i 1955 i den næstsidste dimissionstale, Margrethe Christiansen holdt: Naar jeg i Dag staar over for at skulle tage Afsked med det største Hold, som er udgaaet fra Seminariet, nemlig 60, saa kan mine Tanker ikke lade være med at gaa tilbage til den særlige Mærkedag for 10 Aar siden, da vi i det lykkelige Aar 1945 ogsaa sendte et stort Hold ud fra Hjemmet J. B. S. Vi stod lige midt i vor genvundne Frihed. Vi havde som ingensinde før erfaret, hvor dyrebar Kapitel 1 21

22 denne Frihed er. Vi havde lært at se, at Frihed kun kan spire og gro, hvor der er Ansvar til Stede. Vi havde lært, at Aand nok er noget uhaandgribeligt, men noget meget realistisk. Aanden i et Folk, det vidste vi, hvad var. Ved vi det i Dag? I 1945 står Jydsk Børnehave-Seminarium for en udstilling, der skal samle midler til at bygge tre nye børneinstitutioner en småbørnsafdeling, en børnehave og et fritidshjem. Dronning Ingrid er udstillingens protektrice. Udstillingens pjece stiller først spørgsmålet Hvad er det, vi gerne vil give Børnene? og svarer blandt andet: Vi taler saa ofte om, at vi vil opdrage dem til gode Margrethe Christiansen (tv.) og to dimittender ved dimissionsfesten juni 1945 krati? Er det blot noget ydre, som vedrører Demokrater. Men hvad forstaar vi ved Demo- Godernes Fordeling? Eller er det ikke snarere Udtryk for Idéer, der har Deres Rod i Kristendommens Grundtanker? Kun i samme Grad, som Demokratiets aandelige Værdier værdsættes, vil de være i stand til at skabe den Samling i vort Folk, som er nødvendig, dersom Danmark skal kunne gaa en lys Fremtid i Møde. Her forbindes det kristne grundlag med ånd og demokrati. Pjecen har uddybende afsnit om børnehaver og fritidshjem, og her fremhæves netop fri leg, ordnet leg, selvudvikling, selvopdragelse og institutionernes betydning for samfundet. Det pædagogiske arbejdes vægtning af leg, selvopdragelse, frihed og demokrati, altsammen på et kristent grundlag, stiller krav, hvor de uddannede pædagoger, der skal skabe det aandelige Milieu for Børnene, selv er frigjorte og er kærlige og omsorgsfulde overfor hinanden og ikke alene over for Børnene. I Årsberetningen 1943 i 10-året for seminariets oprettelse sammenfatter Margrethe Christiansen disse krav i tre kompetencelag, der kan formuleres som personlig udvikling, faglig dygtighed og social ansvarlighed: Seminariets Opgave er derfor at søge at udvikle og modne Eleverne til at kunne tage et pædagogisk og socialt Ansvar op. For at kunne løse disse Opgaver kræves der en betydelig Indsigt i Barnets psykiske og fysiske Udvikling. Det er en naturlig Forudsætning, at Børnehavearbejderen gaar ind til sit Arbejde med Kærlighed til Børnene, men det er ikke tilstrækkeligt. Derfor maa der en omhyggelig og omfattende Uddannelse og personlig Udvikling til: thi hele det sociale Arbejde kræver en personlig Modenhed. Begge disse sider den personlige Udvikling og den faglige Dygtighed vil Seminariet søge at hjælpe sine Elever til. Seminariet ser det som sin Opgave at give Eleverne en personlig Udvikling og en faglig Dygtighed for at modne dem til det sociale Arbejde, hvor de fleste efter endt Uddannelse finder deres Gerning. Denne tredeling i kompetencerne formuleres ofte blot som børnehavens og fritidshjemmets pædagogiske og sociale opgaver. 22 Fire seminarier på tur Uddannelseshistorie

23 Indholdet i uddannelsen karakteriseres følgelig på denne måde: I mange af Timerne vil derfor Undervisningen finde Sted i Form af Samtaler om aktuelle Emner eller Emner det praktiske Arbejde vedrørende. Alle de Ting, der saaledes i Aarets Løb kommer under Debat, er det vanskeligt at opsætte i en Aarsberetning, saa nedennævnte Fag og Pensa er kun de direkte Eksamensfag og lign. og omfatter saaledes kun en Del af Aarets Arbejde. Herefter følger 14 sider med gennemgang af uddannelsens elementer: teoretiske fag, manuelle fag, institutionsbesøg, studierejser, foredrag og praktik. Hver elev er på 4 praktiksteder, ½ år hvert sted, dvs. i praktik hver dag gennem hele uddannelsen. Fra samme år, 1943, udskilles undervisningsdelen vedrørende fritidshjem til et toårigt specialkursus for fritidshjemslærere og lærerinder. Året efter, 1944, oprettes B-klassen, så der nu er to spor til uddannelse af børnehavelærerinder. Udviklingen går både på Jydsk Børnehave-Seminarium og de øvrige pædagogseminarier i retning af klar adskillelse i forhold til målgruppe og institution. I 1962 bliver det toårige kursus gjort til et selvstændigt seminarium, Jydsk Fritidshjems-Seminarium, med egne vedtægter, ledelse og bestyrelse. Denne udvikling er den modsatte af udviklingen på det socialpædagogiske område, hvor uddannelser, der fra begyndelsen er forskellige, lægges sammen og integreres. Den selvejende uddannelse og statens anerkendelse Knap ti år efter at Margrethe Christiansen startede Jydsk Børnehave-Seminarium er seminariet ganske vist mindre end de tre pædagogseminarier i København, men Margrethe Christiansen har via sin omfattende virksomhed opnået både erfaring og anseelse. Den 10. marts 1942 henvender de fire eksisterende pædagogseminarier sig skriftligt til Undervisningsministeriet om pædagoguddannelsen. Det er første gang, at de samlet søger et statsligt grundlag for deres virksomhed. De fire er: Jens Sigsgaard ( ) fra Frøbelseminariet, som han overtog i 1941, Inge Oldenburg ( ) fra Fröbel-Højskolen, Margrethe Christiansen ( ) fra Jydsk Børnehave-Seminarium og Sofie Rifbjerg ( ) fra Borups Højskoles Kursus for Smaabørnslærerinder (fra 1943 Kursus for Småbørnspædagoger, i daglig tale Kursus. Der havde længe været utilfredshed med titlen -lærer eller -lærerinde, og den konkrete anledning til at skifte til pædagog var, at man ville undgå forveksling med den nye uddannelse til småbørnslærerinde for folkeskolens første klasser). De tre seminarier i København havde til nu ageret særdeles selvstændigt og privat med kun minimale indbyrdes forbindelser, men Margrethe Christiansen har som nævnt haft et samarbejde med Frøbelseminariet under den tidligere ledelse. Selv om denne forbindelse er tyndet ud og samarbejdet mellem seminarierne er minimalt, så har de udviklet uddannelser, der har mange træk fælles, og de ønsker og forventer større udbredelse i de kommende år. Pædagogseminarierne ser derfor en fordel i at få et statsligt grundlag for den vækst i uddannelsen, som de arbejder for, og som de ser i øjnene, at de ikke vil kunne varetage alene. Alle fire seminarier kommer fra civilsamfundet og har i tæt tilknytning til arbejdet i børnehaver og fritidshjem kunnet realisere deres drømme gennem deltagelsesdemokratiet. De ved endvidere, at mindst to seminarier er under opbygning (Social-Pædagogisk Seminarium i Århus og Nordisk Montessori-Kursus i København), og flere forventes komme til. Kapitel 1 23