naturvidenskab og endelig i den modeme sociologi hos Durkheim og Weber i hhv. struktur og handling.

Transkript

1 7. DANSK RESUMÉ Baggrund for studiet Forsvaret står i dag i den største omstillingsperiode nogensinde. Opgaven hedder globalisering og de konflikter, som denne globalisering afleder. For Forsvaret ser det i hovedtræk således ud: Dagens sikkerhedspolitiske situation er for tiden kendetegnet ved, at Det danske Forsvar sættes til at opsøge konflikter, hvor det før 1989 var konflikten, der opsøgte Forsvaret. Denne opsøgen begrundes i dag med værdier, hvor den før 1989 blev begrundet territorialt. Den sikkerhedspolitiske situation er så drastisk forandret at befolkningen og dermed politikerne ikke mere har det samme sikkerhedspolitiske behov, men er begyndt at diskutere og redefinere Forsvaret og dets opgaver. I samme periode er Forsvarets behov også radikalt ændrede. I perioden fra 1989 til i dag er belastningen af Forsvaret vokset med de internationale missioner samtidig med at det traditionelle motivationsgrundlag, som politikere og forsvar typisk trækker på, svinder ind. Det er blevet mere realistisk og belastende at være i Forsvaret i dag med de internationale fredsstøttende operationer. Den sikkerhedspolitiske situations grundlæggende forandring med murens fald og den kolde krigs ophør samt med de efterfølgende internationale fredsstøttende operationer har således medført et skift i forsvarsviljen. Hvor det før 88/90 var sådan at forsvarsviljen blev målt højest blandt unge håndværkeruddannelser og lavest blandt unge i videregående uddannelser, er det stik modsat i dag (Når unge udfordrer demokratiet, 2001: 204) Det samlede billede er således, at Forsvaret står over for nye internationale opgaver med nye belastningstyper, der kræver udvikling af nye begreber, nye redskaber og nye organisationsformer. Samtidig baserer Forsvaret løsningen af disse opgaver på de nye unge, hvis motivationsstrukturer og belastningsevner Forsvaret ikke helt har føling med, og hvis reaktioner i form af fx fratrædelser eller uddannelsesovervejelser kan være overraskende. Der er en nær sammenhæng mellem opgave og organisation, og der er en nær sammenhæng mellem opgave og rekruttering, ligesom der er en nær sammenhæng mellem organisation og rekruttering. Rekrutteringen har afgørende indflydelse på, hvilken organisationskultur der etableres, som har afgørende indflydelse på, hvilke opgaver organisationen definerer, og hvilke handlingsmuligheder den definerer. Rekrutteringen har afgørende indflydelse på den organisatoriske sammensætning af kompetencer, som skal efteruddannes, ledes og organiseres. Dette tilsammen har afgørende indflydelse på motivation og fastholdelse af både viden og personer. Det er denne sammenhæng mellem de nye opgaver, de nye unge, den praktiske hverdag i organisationen og Forsvarets ledelse og organisation, denne afhandling beskriver, og giver forklaringsforsøg på. Forskningsspørgsmål Det var bl.a. på baggrund af ovenstående udvikling at dette studie blev iværksat ved Forsvarets Center for Lederskab (FCL), i dag Forsvarets Fakultet for Militærpsykologi, Ledelse og Pædagogik (FMLP). Der fandt indledningsvis flere lange drøftelser sted om Forsvarets og afdeligens behov, med henblik på at indkredse projektets sigte. Der var adskillige behov fra Forsvarets side; her blot nogle få:

2 Hvad betyder ledelse, der er et mylder af definitioner på begrebet? Hvordan udvikles teorier om ledelse? Hvordan overføres læring i ledelse til en daglig praksis? Hvilken praksis fra Forsvarets internationale operationer overføres på Forsvaret? Hvilket forhold er der mellem de nye internationale opgaver og ledelse og organisation? Hvad betyder de såkaldt nye unge for den militære ledelse og organisation? Hvilken fremtidig sikkerhedspolitisk situation står Forsvaret overfor? Disse spørgsmål kan brydes ned til grundlæggende spørgsmål om værdigrundlag, definitioner, sikkerhedspolitisk situation, forståelse af sociale ordener, mål og opgave, organisation, aktører i organisationen og ledelse heraf. Det var således helt grundlæggende spørgsmål om ledelse og organisation, som den nuværende sikkerhedspolitiske situation affødte. Jeg formulerede efter mange samtaler denne første programerklæring for studiet, vel vidende, at et sådant program sandsynligvis ville ændre sig ved det første møde med fjenden. Det kom til at lyde således: Målet med projektet er at fremskaffe, belyse og analysere data om Forsvaret, dets organisation, socialisering, ledelse og læreprocesser; især med henblik på udvikling af ledelsesteori, metode og læring. Projektets sigte nødvendiggør samtidig, at der tages højde for Forsvarets fremtidige eksistensvilkår i en Europæisk sikkerhedspolitiske konstruktion. Sekundært at tydeliggøre sammenhængen mellem to historiske måske konkurrerende identitetskomponenter: lydighed og læring, med særlig henblik på at belyse samspillet mellem disse i en internt etableret læringssituation. Videre søger projektet at belyse, hvilke identitetsdannelser og læreprocesser der kan etableres i et forsvarsinternt etableret læringsrum, som er påvirket af implicitte demokrati, magt og lydighedsopfattelser. Hvorledes struktureres nye identiteter i forsvarets organisering, og hvilke læreprocesser gennemløbes? Hvilke læreprocesser fremmes af organisationens diskurs, og hvilke dannes som erfaring fra hverdags praksis? Hvilke værdi og kommunikationsbrud og hvilke paradokser dannes i dette spændingsfelt? Opgaven blev således stillet ret åben og meget bredt fra Forsvarets Center for Lederskabs side, blot med et overordnet sigte på ledelse og forsvar. I de fortsatte diskussioner med min sektion af afhandlingens hovedvægt, blev det tydeligere og tydeligere at den skulle fokusere på Forsvarets internationale operationer. Filosofi Med spørgsmålet: hvad er ledelse, stiller man to vidt forskellige spørgsmål. Man stiller et spørgsmål om, hvori ledelsesobjektet består, og i hvordan ledelsesakten udfolder sig. Megen ledelsesteori er, sådan som den formuleres erkendelses og videnskabsteoretisk naturvidenskabeligt funderet, dvs. den peger i sidste ende på de forklaringsmodeller, som naturvidenskaben udvikler, anerkender og bruger. Dette udgangspunkt overser imidlertid den grundlæggende forskel, der er mellem logikkens og samfundsvidenskabernes genstandsområde. Logikken er ikke en erfaringsvidenskab og beskæftiger sig ikke med empiriske genstande. Logikken udforsker derimod ideale strukturer og lovmæssigheder.

3 Omvendt er samfundsvidenskaberne erfaringsvidenskaber, der udforsker faktisk identitet og sociale processer, og resultaterne her er, som alle andre empiriske videnskabers, karakteriseret ved deres foranderlighed, at de er underlagt liv og handlinger. At reducere tænkning og logik til samfundsvidenskab er derfor en fundamental fejltagelse, der helt overser de logiske grundprincippers idealitet og aprioricitet, dvs. erfaringsuafhængige gyldighed. Logikkens gyldighed kan aldrig begrundes i erfaringsvidenskabernes empiri. Megen ledelsesteoris grundlæggende fejl er præcis, at den ikke skelner skarpt mellem erkendelsesobjektet og erkendelsesakten. Mens akten er en erfaringsvidenskabelig proces, som forløber i tid, og derfor har et begyndelses og slutpunkt, så gælder dette ikke for de logiske principper, som erkendes om ledelse. Når man taler om logisk lov, om principper og beviser, refererer man således ikke til en subjektiv oplevelse med kortere eller længere varighed. Vi må således skelne mellem en ideal iagttagelse og en real iagttagelse. For at besvare spørgsmålet: hvad er ledelse, har jeg derfor måttet skelne mellem to helt forskellige spørgsmål, som forudsætter to vidt forskellige faglige discipliner: filosofi og erfaringsvidenskab. Da denne afhandling er et erfaringsvidenskabeligt studie, som fokuserer på, hvordan ledelsesakten udfolder sig, i form af et feltstudie, vil fokus være på det erfaringsvidenskabelige. I besvarelsen af de erfaringsvidenskabelige spørgsmål rejser sig et fundamentalt spørgsmål, nemlig iagttagelsens og objektivitetens problem. Dette problem besvarer erfaringsvidenskaben ikke grundlæggende, og jeg må derfor i dette spørgsmål vende mig til filosofien. Teori Når der så til ovenstående spørgsmål yderligere påhæftes: militær ledelse, så handler den tænkte og udøvede ledelse, om den ledelse der udfolder sig, der hvor sociale ordener destrueres, og hvor nye muligvis opstår. Det meste organisations og ledelsesteori, tager afsæt i at såvel den civile politiske og den økonomiske orden, som samfundet samlet set hviler på, fungerer efter og som derfor kan bruges som reference eller grundlag i teorier om handlinger og strukturer. Det kan ledelse i krig imidlertid ikke. Krig handler jo netop om disse ordeners opløsning. Således skriver Lars Bo Kaspersen i forordet til Carl Schmitts bog: Krigen er politikkens ultima ratio det yderste og sidste argument. Politikken implicerer krigens mulige tilstedeværelse. Det er ikke tilfældet for nogen anden handlingssfære. Hvis en økonomisk konkurrencesituation i sidste instans ender med våbenbrug, skyldes det, at den økonomiske relation er blevet omdannet til en politisk relation. Moralske, æstetiske, religiøse, økonomiske eller retlige relationer kan under bestemte betingelser transformeres til politiske konflikter, hvis der bliver tale om en udpegning af en ven fjende relation med krigen som sidste instans argument. (Kaspersen i Schmitt, 2002: 21) Derfor kan hverken økonomisk eller civil politisk organisations og ledelsesteori bruges i dette studie, og vi må derfor spadestikket længere ned. Denne skabelses og destruktionskamp af sociale ordener er en kamp, der så at sige sætter almindelig politik ud af spil, ligesom den samtidig sætter de klassiske handlingsrationaler ud af spil, som har domineret det europæiske menneske siden Aristoteles oikos (økonomisk rationalitet) og polis (politisk eller fælles samfundsregulering).

4 Aristoteles skrev adskillige bøger, men især hans to bøger om Politikken, og hans bog om Økonomien har grundlæggende påvirket eftertidens teoretiske tænkning om mennesker og samfund. I disse bøger lægger Aristoteles grunden til den deling, som senere har hersket i samfundsteorien, og det er delingen mellem handling og struktur, som de mest tydeligt senere formuleres hos Weber og Durkheim. I krigen ophæves begge disse handlingsrationaler, og mennesket bevæger sig ud i et område, hvor det snarere er eksistentielle og etiske grundspørgsmål, som mennesket konfronteres med: det gode, det skønne og det sande. Den i forsvaret udbredte forestilling og brug af politisk, men især af økonomisk begrundet ledelses og organisationsteori er således en logisk fejl. Jeg var derfor nødt til i min besvarelse, i højere grad at vende mig til teoriernes grand theory end til analytiske eller feltspecifikke teorier om organisation og ledelse. Empiri I mit arbejde med at indkredse opgaven gik det op for mig, at jeg stort set ikke kunne opdrive feltbaseret empiri om dette felt. Det medførte en beslutning om, at jeg skulle gennemføre et feltstudie for dermed at kunne konstruere data, og ny viden om organisationen og livet i forhold til disse nye operationer. Feltet blev KFOR i Kosovo/a. Forskningens veje og afhandlingens opbygning Et forskningsforløb især feltforskning er oplevelsen og fremstillingen af ny erkendelse, ny viden, og det er derfor i høj grad en uforudsigelig proces. Undervejs erfarer forskeren nyt, som medfører at såvel den empiriske og den teoretiske retning nødvendigvis må ændres. Dette ph.d. forløb adskiller sig ikke herfra. Jeg har dog ikke tænkt at fremstille de mange valg og ændringer, der var nødvendige undervejs, men nøjes med at give et overblik over afhandlingens opbygning og diskussion, som den også fremgår af indholdsfortegnelsen. Afhandlingen er som sagt bygget op omkring mit feltstudie i Kosovo/a. Og afhandlingen er begrænset til observationen af to positioner under mit første ophold i feltet. Der er således meget omfangsrige og væsentlige filosofiske, teoretiske, empiriske og analytiske som i denne fremstilling væsentligst på grund af tidspres er blevet fravalgt. På grund af afhandlingens fokus kom den til at se ud som følger: Introduktion som hedder: Introduktion 1. Filosofi og teori som hedder: Fra det almene til det specifikke 2. Historie som hedder: Militær, dannelse og individ 3. Feltstudiet som hedder: Globalisering fra land til værdier 4. Analyse som hedder: Analyse, koder, kategorier og koncepter 5. Afslutning som hedder: Afslutning: paradokser, praksis og perspektiver I mit introduktionskapitel præsenterer jeg afhandlingens problemstilling: at analysere forudsætningerne for ledelse i det danske forsvar i en situation, hvor forsvarets opgaver, den ydre sikkerhedspolitiske situation såvel som de mennesker, der indgår i organisationen ændres. I kapitel 1 gennemfører jeg en idehistorisk og epistemologisk diskussion af forudsætningeme for videnskabelig forskning overhovedet. Jeg fremstiller en historisk rød tråd i etableringen og videreførelsen af en grundlæggende vesterlandsk modstilling mellem substans og ånd, som videreføres i de moderne filosofiske retninger: rationalisme og empirisme, i den moderne

5 naturvidenskab og endelig i den modeme sociologi hos Durkheim og Weber i hhv. struktur og handling. Jeg argumenterer for at socialvidenskabernes bygger på erkendelsesformer som har rod i naturvidenskaberne, og at dette fører til grundlæggende forskningsfejl, når det kommer til forskning af sociale ordener. Mit mål med argumentationen er at nå frem til et sammenhængende teoretisk, metodisk og analytisk udgangspunkt for det konkrete feltstudie. I kapitel 2 gennemgår jeg historiske grundtræk i militærets organisation og forståelse af ledelse og individ som forudsætning for den udfordring forsvaret står overfor i dag. Jeg forsøger at sammenføre to historiske udviklingslinjer: på den ene side militærets opgaver, og på den anden side de befolkningsgrupper, det har skullet lede og organisere. I kapitel 3 beskriver jeg helt konkret mit feltstudie fra pilotstudiet til hovedstudiet ved KFOR. Her boede jeg sammen med konstabler og sergenter i flere perioder. Kapitlet omfatter fremstillingen af konkrete observationsforløb, som jeg søger at holde konstaterende og iagttagende om end med min undren som ledetråd. I afhandlingen medtager jeg, som sagt, kun forløbene med en konstabel og en sergent som følge af en tidligere fastlagt analysestrategi, selvom jeg også brugte tid sammen med en løjtnant, major og oberst. Der er tale om en relativt klassisk deltagende observation. I kapitel 4 analyserer jeg, hvordan forsvarets ledelse og organisation ser ud og opleves for to af de personer, jeg fulgte. Det er således ikke mine synspunkter og teorier, der er i centrum, men konstablen og sergenten. Det er altså et ideografisk enkeltstudie. Det gør jeg ved at bruge grounded theory, både som feltmetode og som efterfølgende analysemodel. I afslutningskapitlet 5 søger jeg at opsummere og perspektivere. Jeg fremstiller det som et paradoks, at Forsvaret stillet over for de nye sikkerhedspolitiske udfordringer fastholder traditionelle forståelser, strategier og organisationsformer. Jeg stiller på baggrund af emner og delkonklusioner i analysekapitlet en række specifikke forslag til nye forskningsopgaver i FAK regi områder hvor Forsvaret har brug for at udvikle viden og ledelsesformer for at blive i stand til at møde de nye udfordringer. Disse forslag forsøger jeg at supplere med en kritisk diskussion af forholdet mellem de to forskellige begreber, der så ofte fremstilles som det samme, ledelse og management, med inspiration fra amerikansk militær ledelses og organisationsforskning. Jeg diskuterer endvidere at konflikternes og krigenes forandring fra symmetrisk krig til asymmetrisk krig og terror nødvendigvis må ændre Clausewitz schwerpunkt og dermed det sikkerhedspolitiske fokus fra stater og forsvarssystemer til samfund og religion og etnicitet. Endelig peger jeg i dette kapitel på krigens vandring fra land til by, hvilket ændre det sikkerhedspolitiske fokus fra nationalstater til megabyer, samt på den sandsynlige følge af globalisering, at krig ikke kan skabe stater. Resultater I det ideografisk anlagte feltstudie afsøgte jeg gennem et længere ophold ved KFOR, hvordan Forsvaret i sin ledelse og organisation i praksis forholder sig til den nye sikkerhedspolitiske situation, de nye opgaver, de nye unge. Her trække jeg mine iagttagelser op i følgende hovederkendelser: 1. Opgave og organisation der er et usikkert forhold mellem opgave og organisation 2. Forsvarets inerti

6 det ser ud til at være meget stor inerti, som fastholder samme inerti 3. Officeren som vilje officeren fungerer aktivt som hoved og vilje 4. Konstablen som krop konstablen fungerer som den passive krop 5. Ledelsesrelationen som lydighed som følge af organisation, symboler, traditioner og rutiner produceres en ledelsespraksis, der hviler på lydighed 6. Meningsunderskud og fejllæring som følge af lydighed produceres et meningsunderskud, der resulterer i fejllæring og afvigende adfærd Opgave og organisation Der ser ud til at herske et uklart forhold til, hvad opgaven består i. Består opgaven af krig eller fred eller begge? Ligeledes består der et uklart forhold mellem opgave og organisation. Forsvaret påtager sig nye opgaver, indfører nye teknologier, samtidig med at det fastholder traditionelle ledelsesog organisationsformer, med dertil hørende betoning af rutiner, lydighed og kontrol. Overalt hvor organisationen befinder sig, er omgivelserne domineret af beskyttelsesvolde, sandsække, panser, etc. og der er følgende signaler: kontrol, styrke, nationalitet, organisation (KFOR), afgrænsning og beskyttelse. I de handlingsforløb, hvor DANBN er indsat, mener jeg at se følgende kategorier: kontrol, styrke, overlevelse, kamp og sejr. De følelser, som opgaven medfører, er derfor forvirring, nervøsitet, angst og vrede, som opstår blandt soldaterne i forbindelse med de kamplignende handlinger. Betoningen af krig, er et realistisk perspektiv, som selvfølgelig skal indgå, men jeg mener, at dette perspektiv kun delvis er et realistisk perspektiv, og at betoningen af krig, våben, sikring, beordring, kontrol, etc. i meget høj grad handler om organisationens selvreference og en svagt udviklet faglighed, som hænger sammen med officerernes socialisering ind i lydighed og mekanisering. Dette perspektiv afspejler kun delvist UNR 1244 s konfliktdæmpende hensigt, og vil sandsynligvis være med til at fastholde et højt konfliktniveau i indsatsområdet. Jeg vil her pege på den historiske sammenhæng mellem krig og lydighed. Betoningen af krig ser ud til at fastholde Forsvarets historisk begrundede rutiner, ledelse og organisationsformer. Historiske rutiner, symboler, ledelses og organisationsformer, som blev udviklet til andre opgaver, under andre samfundsformer, i forhold til mennesker med andre indrepsykiske strukturer og anderledes teknologier. Forsvarets inerti Denne organisationsform ser ud til at virke som en maskine, hvor meget få højt tænker, og spørger til mening eller alternativer, og åbent tør give udtryk for kritik. Kritikken får i stedet passivitetens, humorens, ironiens eller brokkeriets form. Den megen fokus på rutiner, ritualer, traditioner og symboler virker som upersonlige bestræbelser, der så at sige ligger i feltet som en massiv forventning. Individet går næsten i opløsning under indtryk af denne organisation med disse traditionelt begrundede rutiner og strukturer. Rutiner og ritualer er med til at fastholde mening og betydning, hvilke igen er forudsætningen for at vi kan

7 skabe strukturer (sproglige, samfundsmæssige), som medfører at vi i vores adfærd kan forstå og regne med hinanden. Krig handler om sociale ordeners destruktion og konstruktion. Måske kommer betoningen af ritualerne heraf? Betoningen af traditioner og ritualer virker imidlertid snarere som noget, der viser tilbage til en feudal omverdensforståelse og omgangstone. Således f.eks. den daglige morgenappel. Jeg ved ikke helt, hvad kødrand skal gøre godt for i dag, for det fungerer ikke som værdi eller målformulering, ikke som opgavebeskrivelse, måske som teambuilder, ikke som styringsinstrument og ikke som kontrol og udvikling. Det nærmeste jeg kan komme det, er at det fungerer som en politisk talerstol for magtens tale eller måske et ritual med en vis teambuildende effekt, men ikke som noget reflekteret eller demokratisk team, snarere som et forum, hvor autoritære enheder formeres af magtens stemme. Disse ritualer begrundes typisk traditionelt, og støder derved ind i konstablernes moderne refleksivitet. Det nationalstatslige Forsvar har i en meget lang periode kunnet trække på en overensstemmelse mellem institutionens longue durée: opgave, redskaber, organisation og ledelse (Giddens, 1984, 1985; Bech Jørgensen, 1994) og så det nationale individs durée i forsvaret af hjemmet, landet og kongen. (Schutz, 1973) Den enkelte kunne i praksis genkende sig i og orientere sig i forhold til skolekammeraten, soldaterkammeraten, sproget, kulturen, religionen, landet og historiefremstillingen, der på den måde blev til dybe sammenhængende værdier og normer, duré. Soldatens personlige duré har hos Giddens et slægtskab med Forsvarets longue durée, således at der opstår bindinger i forhold til det, der diskursivt lader sig formulere og dermed også det, der lader sig forstå og ændre. Det betyder, at der i den enkelte soldats duré ligger værdier og normer, som soldaten kun delvis kan formulere med sin diskursive bevidsthed. Der er således en ureflekteret overensstemmelse og sammenhæng mellem soldatens praktiske bevidsthed og diskursive bevidsthed. Denne sammenhæng mellem Forsvarets longue durée og soldatens individuelle duré, må nødvendigvis medføre en stor institutionel inerti. Udfoldelsen af denne inerti i form af symboler og rutiner (flag, medaljer, uniform, morgenappel, morgensang, briefinger, etc.) viser alle hen til den nationalstatslige historie, og er dermed med til at overtone nye opgave, som ville rumme en anden duré og have andre symboler. Den orden, som i dag kommer til udtryk i Forsvarets sociale praksis, ser derfor ud til at rumme og fastholde historiske erfaringer og opfattelser fra etableringen og håndteringen af den problematiske sociale sammenhængskraft, der skulle binde Forsvarets sociale handlinger og aktiviteter, så disse kunne målrettes, reproduceres og udvikles som sociale systemer på tværs af tid og rum. Så på trods af demokratisering, nye opgaver, nye teknologier samt en historisk kulturelt etableret selvkontrol, ser Forsvaret ud til i overvejende grad at fastholde traditionelt begrundede opgavedefinitioner, organisation og ledelse, kommandoformer og redskaber, der fremmer face toface lederskab, eller med sergentens, løjtnantens og majorens samstemmende udtalelser: det er mig, der træffer beslutningerne. Magtens tale i en demokratisk opgave og i en internet tid. Officeren som vilje Den organisatoriske opdeling i officerer som besidder al vilje og i konstabler, som så at sige udgør kroppe for denne vilje. I denne organisation og i det daglige lederskab af de forskellige kompagnier kommer en lang række værdier og normer til syne, som umiddelbart springer i øjnene: i form af adskillelsen både hvad angår magt og fysisk placering, den autoritære autoritet, uniformerne med gradsmarkeringerne, kommandoerne, mekaniseringen af kroppene, envejs sproget, magtens tale.

8 Som officererne selv siger: Det er ikke nogen diskussionsklub!! Denne opdeling resulterer i bestemte praksisformer som på den måde fastholder værdier, holdninger, regler, traditioner og symboler, som er ude af trit med den demokratiske udvikling i det øvrige samfund. Officeren (som institution) har en interesse i (karriere) og ønsker en korrekt autoritær handling fra konstablernes side, at de overholder reglerne. Et centralt tema i organisationen er således officerens grad, som peger ind i et andet begreb: karriere. Denne karriere bliver forsøgt begrundet i dygtighed eller politisk udnævnelse. Begge disse diskurser forsøges indholdsudfyldt, f.eks. med regler, men efterlades dog åbne for yderligere indholdsudfyldning. En række handlinger beordres, instrueres og kontrolleres i en envejskommunikation. Dette peger på, at det centrale i mange situationer handler om styring af og kontrol med konstablernes handlinger, der skal være korrekte. Den megen kontrol og kommunikationsformen gør dog situationstilpasning og opgaveløsning meget vanskelig, tung og tidskrævende for dem, som skal løse opgaverne, hvilket paradoksalt nok ser ud til at udløse mere kontrol og beordring. Officeren søger i sin praksis i organisationen dels at placere sig som ven, at opnå accept om sin person, og føle sig hjemme blandt de øvrige officerer, som han deler grad med i Danmark. Dels søger han at afgrænse sin underafdeling i forhold til andre konkurrerende underafdelinger. Der ser ud til at herske et konkurrenceforhold mellem bataljonens underafdelinger. Måske et resultat af officerernes konkurrerende kamp om karriere. Officeren veksler konstant mellem ven (hverdag, fortrolighed) og officer (institution, beordring). Officeren søger gennem organisation og strukturer at opnå effektivitet, opgave og korrekthed. Officeren ser ud til i sine sondringer at rette ind efter noget, der ligner en autoritær orientering. Envejskommunikationen mellem de to grupper peger på en organisation, som hviler på ulige magtrelationer. Hertil kommer, at en sådan handlingsstyrende kommunikation typisk medfører så fejlbehæftede handlinger, at mængden af kontrol øges sammen med mistillid. Men de konstante kontrol og sikringsforanstaltninger peger desuden i retning af: sløring, kamp, sikring, styrke, sejr, der alle viser tilbage til opgaven: krig. Konstablen som krop Institutionens dominans over konstablen er markant den finder sted gennem det konstante ophold i lejren, påbud om uniformering, der samtidig markerer institutionens tildeling af grad og funktion, adfærdsbegrænsende regler, hilsepligt, korrigerende handlinger fra officerer som søger afindividualisering: rettelse af åbne lynlåse, afklipning af hår, fjernelse af kropsudsmykning under henvisning til opgave, etc., underlæggelse af særlov, kommunikativ og meningsgivende isolation. Den eneste privathed der umiddelbart er at finde er på toiletterne eller i sengen, men selv her følger uniformen eller beredskabet én. Det fremgår af mine feltnoter, optagelser og interviews at konstablerne i hverdagen føler sig presset eller domineret af institutionen, de er blot en brik i et spil som ikke går op, som én skrev på indersiden af en toiletdør. Jeg opfatter, ud fra det, jeg har set og oplevet, at dette fravær af mening resulterer i kulturelt underskud, der forskydes ind i fejllæring og forvrængning. Ledelsesrelationen som lydighed Organisationen og officererne ønsker, at konstablerne mekanisk, korrekt og lydigt ændrer ædfærd, når de får besked om det. Overalt er konstablerne inde i vagtrutiner, isoleret fra omverdenen af

9 beskyttelsesvolde, frataget person og underlagt kommando. På den baggrund ser det ud til, at ledelse er fraværende og at et karismatisk lederskab afkræver lydighed og mekanisk adfærd af konstabler og sergenter. Der medfører en række grundlæggende skred, som peger i retning af at organisationens fastholdelse af rutiner, struktur og udelukkelsen af duré bliver væsentlige faktorer for konstablen. Denne fastholdelse resulterer i et grundlæggende skred i tidsfornemmelsen, jegopfattelsen og motivation, som har indvirkning på konstablens orienterings og handlingsevne. Dette leder i sidste ende konstablerne til en situation af meningsløshed og orienteringstab. Denne opdeling i officerer, som besidder al vilje og i konstabler eller værnepligtige som så at sige udgør kroppe for denne vilje, ledte mine tanker i retning af Agnes Hellers teoretiske konstruktion i: verden i sig, verden for sig og verden i og for sig (Heller, 1985, 1999; Bech Jørgensen, 1994, Ambrosius Madsen, 1995), der i min brug svarer til hverdag (konstabel, krop), institution (officer, vilje) og mening (modernisering, globalisering og sikkerhedspolitik). Det er i hverdagens heterogenitet, at konstablen, sergenten eller officeren møder sine omgivelser og søger at løse Forsvarets opgaver. I mødet med opgaven (action) opstår således hos soldaten i nuet et møde med hensigt eller fremtid (project), og som hos Heller består af sfæren for sig. Konstablen og sergenten har dog ofte svært ved at genkende den konkrete opgave, de står overfor i de projekter, som Forsvaret har givet dem i form af symboler, våben, organisation og lederskab. Der opstår således hos soldaten et kognitivt overskud, som Forsvaret imidlertid vender til et kulturelt underskud, da konstablen organisatorisk, teknisk og i situationen hindres i inventiv og intuitiv tænkning og handling, som ellers ville være både problemløsende og meningsskabende. Det er således i konstablernes og sergenternes møde de nye opgaver, at der kunne produceres kulturelt overskud, som Forsvaret i sin ledelse fagligt udviklende kunne overføre til sfæren for sig selv i meningsfulde verdensbilleder, og som det herefter kunne trække på i sin ledelse. Uden meningsfulde verdensbilleder vil Forsvarets sociale orden bryde sammen, da det er helt afhængigt af at kunne integrere verdensbilleder fra sfæren for sig selv. Hvis soldaternes kulturelle overskud absorberes af enten filosofi, kunst eller religion, så ville det fungere som legitimering eller som kritik og udvikling af Forsvarets indre orden (lederskab). Forsvarets afvisning af hverdagslivet består således i, at det fortrænger og reducerer de meningsfulde verdensbilleder, som er forudsætningen for det sociale liv overhovedet. Når Forsvaret som samfundsskabt institutioner blokerer den menneskelige tilværelse for mening og betydning, så kan det skyldes institutionens ensidige fokusering på regelaspektet, management. Meningsunderskud og fejllæring Under mit ophold oplevede jeg i forlængelse af ovenstående, det udøvede lederskab og beslutninger som centreret og begrundet i en lille lukket gruppe, der således besad al magt, og hvis refleksioner man som udenforstående kun kunne gisne om, ikke kunne deltage i eller bidrage til. Jeg fik associationer til middelalderlige magtforhold før magtens deling, offentlighedens etablering og åbne demokratiske beslutningsprocesser. I lejren herskede således en organisation, et lederskab og beslutninger, som viser tilbage og ud over demokratiet og demokratiske processer, og ind i før demokratiske processer. Dette forhold er med til at hindre såvel individuel læring som organisatorisk læring i indre demokratiske processer og udviklinger, der ellers ville kunne sætte organisationens konstabler, sergenter og officerer i stand til at drage paralleller til det omkringliggende samfunds problemer med at håndtere samfundsmæssige

10 konflikter på en demokratisk og parlamentarisk måde. Udelukkelse af mening, kontrol og styring af hverdagen og dominans af science, regler og rutiner medfører således nødvendigvis bevidste såvel som ubevidste modstrategier både kollektivt og hos den enkelte soldat. At autoritet bryder sammenhængen mellem værdi, mål og opgave og handling medfører orienteringstab og passivitet. Konstabel og sergent fratages på denne måde person, selvstændighed, refleksion, åbenhed i forhold til informationer og beslutninger, hvilket medfører at den enkelte konstabel og sergent opbygger et kulturelt underskud. Han kan således ikke frit og åbent koble fra mening til opgave, da han hindres heri af institutionen, Forsvaret. Når presset bliver for stort eller meningen for fjern, etablerer konstablerne modstand eller forvrænget adfærd, f.eks. i form af den ekstreme udbredelse af porno. Hvad er da konstablernes hovedovervejelse i forbindelse med porno? Lige netop ingen, tror jeg! Her er der snarere tale om i modstand at give efter, give slip. Jeg læser denne pornofikersing som en reaktion på den voldsomme mekanisering, der reducerer mennesket til middel, og efterlader det uden mening i forhold til de handlingssekvenser, det indgår styret i. Som konstabel kan man komme ud for situationer eller impulser der er uforenelige med og overskrider de forståelsesmæssige strukturer, som Forsvaret har givet soldaten, og som soldaten i øvrigt har som forforståelse af denne sammenhæng. I sådanne situationer skulle man foretage en akkommodation (Piaget, 1969), der kunne bringe de kognitive strukturer i overensstemmelse med virkeligheden. En Heller sk beskrivelse af dette ville være, at der, hvor konstablen møder en situation, som han ikke kan iagttage meningsfuldt, forstå eller håndtere, med de begreber og de redskaber som Forsvaret udstyrer ham med, kommer han i kognitivt overskud. Konstablen erfarer noget nyt, får en mer viden, som måske er større eller under alle omstændigheder anderledes end den, han havde før, og som i nogen grad tog udgangspunkt i Forsvarets definition af situationen. Dette kognitive overskud, skal så absorberes i meningsfulde verdensbilleder i sfæren for sig. Jeg så dog ingen fora for sådanne absorberinger, men oplevede gentagne gange, at briefinger af officererne blev brugt til at definere og afgrænse f.eks. en situation, og hvad vi lærte af det. Konstablens behov for at lære og ændre Forsvarets begreb, Forsvarets akkomodationer, kunne bestå i en udvidelse af begrebet, en assimilativ proces, eller den kunne bestå i en akkomodativ proces, hvor nye begreber, nye opfattelser integreres og forstås i opgaveløsningen. I stedet for læring og udvikling sker der en autoritær afvisning, eller at soldaten fordrejer impulserne så de passer til de militære strukturer, og dermed klares ved assimilative processer, der ikke kræver omstrukturering og derfor er mindre belastende end akkomodationer ville være for Forsvaret og for den enkelte sergent eller konstabel. Når læreprocesser autoritært forskydes tilstrækkeligt, medfører det ikke kun nedsættelse af beslutnings og handlingseffektivitet, men direkte fejllæring. Til denne fejllæring knytter sig stemninger og følelser af modstand, som på grund af hierarkiets autoritære ledelsesformer forskydes mod utilsigtede objekter, f.eks. lokalbefolkningen, hvorved der opstår racistiske opfattelser i organisationen, eller lokalbefolkningen kriminaliseres; eller i organisationen internt i form af porno, kønsdiskriminerende og kønskrænkende adfærd, vold, brok over udrustningen eller vandrehistorier.

11 Som det fremgår, bliver personellet, som mennesker ansat i Forsvaret bliver kaldt, på linie med materiel, rettet ind til højre. Dette har en dyb indvirkning på konstablernes og sergenternes definition og forståelse af opgaverne. Deres analyser af konflikter, af lokalsamfundet, af dagligdagen får tilsvarende ydre udtryk. Iagttagelser bliver begrænset til ydre iagttagelser, som dernæst bliver læst og tolket ind i et enten kriminelt eller militært paradigme, så selv det at civile henter mælk let kan blive en fjendtlig eller kriminel handling.

12