Nummer 166 Maj Ungdomsliv i Iran

Transkript

1 S A M F U N D S FAG S N Y T F O R E N I N G E N A F L Æ R E R E I S A M F U N D S FA G Nummer 166 Maj 2007 Ungdomsliv i Iran t e b e r g e b f a Kritiksociale arv" "den s n e t s ø Samfun ellem ier M ed polsk, e dsfag på m stisk og tysk

2 INDHOLD Deadline: Blad nr. 167: 15. august 2007 Redaktion: Anna Amby Frejbæk, Morten Damsgaard-Madsen og Jørgen Dan Redaktionens adresse: Anna Amby Frejbæk, Fridasholmvej 51, 5240 Odense NØ. Tlf: Ekspedition: Enkelteksemplarer, annoncer mv.: Henvendelse til Anna Amby Frejbæk Priser: Abonnement 300,00 kr. /år Enkelteksemplar kr. 80,00 Annoncer: 1/4 side kr. 500,00 1/2 side kr ,00 1/1 side kr ,00 Bagsiden kr ,00 Udgivere: FALS og Forlaget Columbus Fond Produktion: TB&Co Leder: God eksamen!...3 Nyt fra fagkonsulenten Fagkonsulentens hjørne...5 Artikler Irans unge...8 Negativ social arv - den ideelle fjende Medier og offentlighed i Mellemøsten Samfundsfag på polsk, estisk og tysk Andet Referat af bestyrelsesmøde Anmeldelser Anmeldelse af div. bøger...fra s. 34 Bøger til anmeldelse Kurser Begriber du kulturen? Generalforsamlingskursus Adresser Manuskripter til Samfundsfagsnyt sendes pr. (vedhæftet som rtf-fil) til: anna@ambyfrej.dk

3 Leder Eksamen står for døren. Hvordan skal det gå med de nye eksamensformer på B-niveau, kultur- og samfundsfagsgruppen og eksamensprojekt på hf? Vi kommer for alvor i ilden som eksaminatorer og censorer. De faglige mål En af revolutionerne i reformen er betydningen af de faglige mål. Karakteren til eksamen skal gives ud fra, i hvor høj grad eleven demonstrerer evne til at opfylde de faglige mål. Man skal dække de faglige mål over det samlede forløb. Ideelt set har man som lærer for hvert forløb angivet, hvilke faglige mål eleverne især trænes i. Hvis man har haft om velfærdsstaten, har eleverne lært fx at: - undersøge konkrete økonomiske prioriteringsproblemer i Danmark og EU og diskutere løsninger - formidle og tydeliggøre faglige sammenhænge ved hjælp af enkle modeller, beregninger, tabeller og diagrammer. Når eleverne til eksamen trækker temaet Velfærdsmodeller og globalisering, så ved de, at de bl.a. skal demonstrere, at de kan de nævnte faglige mål. Censor ved det også, for hun har set disse faglige mål nævnt i undervisningsbeskrivelsen, og hun giver karakter ud fra, om hun kan høre, at eleven mestrer bl.a. disse faglige mål. Gensidig inspiration På sin vis ganske enkelt, men har vi nu alle opdaget det og handlet her ud fra lige fra reformens start? Nej vel, for der har været meget nyt at finde ud af i forbindelse med reformen. Så hvad gør vi til eksamen? Hvad nu hvis censor hurtigt har indset de rette sammenhænge, mens læreren mere har gjort som han plejer, og de faglige mål ikke er blevet helt tydelige for eleverne? Jeg kan naturligvis ikke give noget autoritativt God eksamen! af Bent Fischer-Nielsen, formand for FALS 3 svar, men må henvise til fagkonsulentens hjørne. Her skriver Per Henriksen bl.a., at man som censor skal stikke fingeren i jorden og bruge sund fornuft, og det er jeg helt enig i. På den ene side må man som censor ikke slagte eleverne, hvis læreren ikke helt har undervist efter reformens nye præciseringer. Hensynet til en rimelig bedømmelse af eleverne kommer først. På den anden side skal vi også på tværs af skolerne hjælpe hinanden til bedst muligt at lære eleverne de faglige mål. En samtale før eller efter eksamen mellem lærer og censor kan være et godt middel til gensidig inspiration. Tværfaglige eksaminer Et særligt problem er de tværfaglige eksaminer. I år på hf i KS-faget og ved eksamensprojektet og til næste år ved studieretningsprojektet og mundtlig eksamen i AT. Der er fælles faglige mål, men vi kan ikke på sædvanlig vis diskutere elevens præstation ud fra en fælles faglig baggrund, da vi nu sidder sammen med en eksaminator eller censor med et andet fag. Kombinationen af de forskellige fag må man nogenlunde kunne vurdere fælles, men anvendelsen af kernestof fra et fag kan være bedre end anvendelsen af kernestof fra et andet fag. Vi må have tillid til den anden lærers bedømmelse ud fra sit fag, og vi må ikke selv misbruge, at den anden ikke kan tjekke vores bedømmelse. Tillid og sund fornuft bliver vigtig af hensyn til eleverne. Det bliver spændende at høre, hvordan det går. Kurser regionalt og på landsplan er et godt sted til udveksling af erfaringer. Jeg vil opfordre så mange som mulig til at deltage i generalforsamlingskurset i november. Se nærmere her i bladet og på Vi vil bl.a. fokusere på et af næste års udfordringer: Studieretningsprojektet. God eksamen til alle!

4 NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne Fagkonsulentens hjørne ved Per Henriksen Eksamen nærmer sig. Alle 2-årige hf-kursister skal op i kultur-samfundsfaggruppen og eksamensprojektet. Nu skal de nye flerfaglige prøver for alvor i spil. Og for første gang skal den nye synopsisbaserede eksamen på B-niveau afprøves i stx. Det vil være sådan, at alle censorer ved de nye fag og niveauer (samfundsfag C stx, samfundsfag B stx/hf/hfe, kultur- og samfundsfaggruppen) skal udfylde et lille spørgeskema med henblik på at afdække positive og negative forhold i læreplanerne. Spørgeskemaet tager således ikke sigte på at indfange fejl og mangler ved enkelte konkrete prøver. Her skal censor i lighed med tidligere skrive en indberetning til den eksamensafholdende skole. På hjemmesiden html findes en oversigt over hyppigt stillede spørgsmål (FAQ) i forbindelse med de mundtlige prøver og mine svar. Pensumcheck og censors opgave Pensumopgivelser er som bekendt erstattet af undervisningsbeskrivelser. Pensumcheck er nu et overstået kapitel i den danske gymnasieskole. Set i lyset af gennemgangen af opgivelserne for stx-holdene, der skal til eksamen sommeren 2007 er udviklingen meget positiv. Det første år, jeg var fagkonsulent udsendte jeg ca. 75 breve til syndere. I år er tallet nede på 4. Det er nu efter reformen - alene op til censor at checke, hvorvidt undervisningsbeskrivelserne lever op til læreplanens krav. Det fremgår også af eksamensbekendtgørelsen. Mon ikke de fleste uklarheder og mindre mangler kan klares på stedet ved en drøftelse mellem censor og eksaminator, men ved større mangler skal man naturligvis overveje situationen. Heri bør indgå, at reformen fortsat er ny og omfattende. Man skal ikke som censor fare frem med bål og brand og i hvert fald sikre sig, at eleverne ikke lades i stikken. 4 Selve bedømmelsesgrundlaget vil være de faglige mål og bedømmelseskriterierne fra læreplanen. Hertil kommer karakterbeskrivelserne og karakterskalaen. Altså: I hvilket omfang honorerer eksaminanden de faglige mål? Heri bør selvfølgelig indgå, at det kun sjældent vil være sådan, at samtlige faglige mål kan komme i spil i forbindelse med en enkelt eksamination, ligesom det udleverede materiales karakter i ret stor udstrækning vil være styrende for, hvilke faglige mål der er i fokus. Den skriftlige prøve For sidste gang afvikles den skriftlige prøve i samfundsfag efter det gamle fagbilag. Der vil som sædvanligt (og for sidste gang) blive udsendt en rettevejledning til opgavesættet. Censormøde afholdes tirsdag d. 19. juni kl på Avedøre. Syge- og omeksamen afholdes mandag d. 13. august. For evt. omgængere, TeamDanmark elever m.v. vil der også i 2008 blive afholdt en skriftlig prøve i samfundsfag efter den gamle ordning. Da det kun forventes meget få elever til denne prøve, vil der alene blive udarbejdet et opgavesæt uden mulighed for gruppeforberedelse. Skriftlige opgaver Alle skoler har modtaget eksemplarer af de vejledende opgavesæt til den skriftlige prøve i samfundsfag på A-niveau. Det 1. sæt blev udsendt juni Det er således vejledende sæt nr. 2, der netop er udsendt i marts Der udsendes ikke flere vejledende opgavesæt fra Undervisningsministeriet. Reformopgavekommissionen har ved udarbejdelsen af dette sæt taget hensyn til de kommentarer, der kom til sæt nr. 1. I den note, som er vedlagt opgavesættet, er væsentligste ændringer uddybet. Det gælder for det første, at et opgavesæt normalt består af en fællesdel (A) og et antal delopgaver (B, C og D), hvoraf kun én skal besvares. Fællesdelen indeholder tre min-

5 NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne 5 dre opgaver, som kan være uden bilag. Ideen med de tre små opgaver i fællesdelen er bl.a. at afprøve, i hvilket omfang eleverne kan honorere centrale faglige mål. Ved fællesdelen er angivet et maksimalt antal ord for besvarelsen af de tre småopgaver. Det er således intentionen, at besvarelserne af disse bliver korte og præcise. Der har været en tendens til, at besvarelsen af fællesdelen har taget ressourcer fra især besvarelsen af opgave 3 i delopgaven. Ved at angive et maksimalt antal ord signalerer opgavekommissionen, at vægtningen mellem hovedspørgsmålene skal tages alvorligt. Og dette signal skal ved terminsprøver og årsprøver videregives til eleverne. Tynde besvarelser af hovedspørgsmål skal bedømmes hårdt. For det andet har reformopgaveopgavekommissionen valgt at bibeholde genren notat. Som det fremgår af noten, har opgavekommissionen valgt at skabe en inciterende skrivesituation. Og det står vi ved. I forbindelse med AT-forløb og skriftligheden i samfundsfagsundervisningen arbejdes der i mange sammenhænge med funktionelle rapporteringsformer (notat, tale, læserbrev, weblog, anmeldelse). Og hvis disse produktformer ikke kan anvendes til den skriftlige prøve, kan det frygtes, at arbejdet med dem stopper. Det skete fx i stort omfang i 1990 erne, da mange lærere seriøst arbejdede med skrivepædagogik, uden at dette arbejde så at sige blev belønnet i eksamenssituationen. Hvor diskussionen lægger op til en mangesidig belysning af en tematik, forestiller opgavekommissionen sig, at det gode notat kan fokusere snævrere være mere snæver i tilgangen, men til gengæld argumentere grundigere, hvilket også er et centralt fagligt mål. For det tredje vil der være mulighed for, at der kan forekomme bilagsmateriale på engelsk. Det er et af målene for samfundsfag på A-niveau, at eleverne skal kunne anvende fremmedsproget materiale. Materialet på engelsk vil altid være letforståeligt og evt. være glosseret. Elever skal dog anbefales at medbringe engelsk-dansk ordbog til den skriftlige prøve. Endelig skal man for det fjerde bemærke, at der er en linje og det er elegant - fra hver af de tre småopgaver til hver af delopgaverne. Det forhold, at man i en småopgave i fællesdelen får de grundlæggende begreber på plads, skulle meget gerne kvalificere arbejdet med delopgaven. I udarbejdelsen af opgavesættet har opgavekommissionen forsøgt at medtænke, at besvarelserne skal være nemmere at rette for læreren. Derfor bl.a. den kvantitative grænse på fællesdelen og derfor også opdelingen i småopgaver med mere præcise krav til besvarelsen. Det skal tilføjes, at det udsendte opgavesæt eksempelvis ikke indeholder eksempler på opgaver, hvor eleverne selv skal supplere bilagsmateriale med materiale fra hjælpemidlerne. Der er ej heller eksempler på opgaver, hvor en model indgår. Sådanne opgaver vil kunne forekomme i fremtiden. Opgavekommissionen er naturligvis fortsat åben for konstruktiv kritik og håber desuden, at kolleger vil offentliggøre eksempler på egenproducerede opgavesæt. Studieretningsprojektet Der afholdes i efteråret en række konferencer omhandlende studieretningsprojektet den store opgave i 3.g. Temaet indgår også på årets generalforsamlingskursus. Også universiteterne vil tilbyde efteruddannelse i forbindelse med studieretningsprojektet, hvor samarbejdet mellem flere fag er den store nyskabelse, men også at de metodiske krav er blevet skærpet. I 2.g har der været generalprøve på studieretningsprojektet i form af den såkaldte studieretningsfagsopgave. De eksempler på opgaveformuleringer, jeg har set, forekommer både fagligt udfordrende og nytænkende. Jeg håber, at de enkelte lærere vil indsende deres eksempler på opgaveformuleringer til redaktøren af samfundsfag på EMU, således at arbejdet med studieretningsprojektet kan baseres på de erfaringer, der er gjort med opgaven i 2.g. Surveybank på Aalborg Universitet Databasen over vælgeradfærd m.m. er nu oppe at køre. Og data fra valget 2005 er nu med. Dvs. der nu kan opstilles og afprøves hypoteser med et dynamisk indhold. Der kan også arbejdes med chi-i-anden test.

6 NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne En række lærere har været på efteruddannelse på Aalborg Universitet. Program og tilhørende materiale med plancher og opgaver kan findes her: Med den kvalitet, dette materiale har, er jeg sikker på, at brugen af databasen vil sprede sig. Ikke alene i forbindelse med den daglige undervisning, men den er særdeles velegnet i forbindelse med både traditionelle hjemmeopgaver og større projekter, fx studieretningsprojektet. Det er bare godt, som en af mine (normalt ret blaserte) elever udtalte efter en lektion, hvor vi havde arbejdet med survey-bank. Det at gå på opdagelse i en database kan være både fagligt og metodisk udbytterigt og giver rig mulighed for at få den samfundsfaglige fantasi i spil. Tak til Aalborg Universitet for et forbilledligt samarbejde. Farvel og tak Som det sikkert er en del bekendt, stopper jeg som fagkonsulent med virkning fra d. 1.august I en sådan situation kan der være grund til tilbageblik. En tak for et godt samarbejde med bestyrelsen i FALS og de skiftende redaktører af bladet. Vi har haft mange konstruktive diskussioner, og uenigheden har til tider også været substantiel, men ved næste bestyrelsesmøde har luften altid været renset. Også en tak for et godt samarbejde med opgavekommissionen. Her udføres også et kæmpearbejde, hvor honoraret langt fra står mål med arbejdsindsatsen. Og jeg synes uden at selvroseriet når uanede højder at kvaliteten af de skriftlige opgaver er blevet langt bedre. Opgaverne rammer i langt højere grad ned i centrale fagområder og væsentlige kompetencer afprøves. Set fra elevside er det også mit indtryk, at opgaverne ikke alene er fagligt udfordrende, men også opfattes som relevante og vedkommende. Også undervisere på fagligtpædagogisk kursus, tilsynsførende og pensumcheckere har bidraget til, at samfundsfag fortsat er et velfungerende fag med et højt fagligt niveau og samtidig et fag, som eleverne opsøger af egen drift. Jeg har haft muligheden for at sætte mange fingertryk ikke mindst de nye læreplaner og 6 vejledninger tager jeg det fulde ansvar for. Gennemgående er resultatet solidt og indeholder en række nye elementer, hvilket ikke mindst skyldes de personer, som med meget korte tidsfrister udførte et kæmpearbejde. Også en tak til de mange regionsrepræsentanter, som med varierende frekvens har bidraget til at sikre intentionen om fagkonsulenten som bindeled mellem ministerium og skolevirkelighed også blev realiseret. Det er jo et bøvl at få et regionskursus op at stå, men værdien kan ikke skattes højt nok. og telefonsamtaler kan ikke erstatte ansigt-til-ansigt mødet. Jeg kan heldigvis se tilbage på mange positive oplevelser i jobbet som fagkonsulent. Ikke mindst mødet med de nye lærere har givet anledning til fortsat optimisme. Ca. 350 kandidater har jeg og de øvrige undervisere haft på fagligt-pædagogisk kursus i de 8 år. På den baggrund kan jeg ikke bidrage til forfaldshistorien. Selvfølgelig er der enkelte nittere imellem, men det generelle billede er seriøse lærere med en masse energi, gåpåmod og kreativitet, som selv ikke magtfulde kustoder i den danske gymnasieskole kan bremse. Er der noget jeg fortryder? Skulle læreplanerne skrives om og det skal de jo nok indenfor en overskuelig fremtid ville antallet af faglige mål blive færre og mere præcise. Dette især under indtryk af arbejdet med de nye karakterbeskrivelser og håndteringen af de faglige mål i studieplanen. I den optimale læreplan skal de faglige mål være både overskuelige, dekomponérbare, operationalisérbare og gensidigt udelukkende. Det er strenge krav, og det lykkedes ikke helt, ligesom progressionen fra C- til B- til A- niveau ikke fremtræder så tydeligt som ønskeligt. Omvendt fik vi et åbent samfundsfag et fag, som kan samarbejde med andre fag, og som andre fag gerne vil samarbejde med. Samfundsfag er fortsat et centralt fag næsten bekymrende centralt Så det! Afsluttet 15.april 2007 Per Henriksen

7 7 - veje - til veje viden til viden

8 ARTIKEL - Irans Unge Slow-Mo oprør og komplekst identitetsprojekt: Irans Unge Af Rasmus Christian Elling, Kbh's Universitet Vores by er ligesom en prostitueret udenpå har den chador på, indenunder fransk undertøj, har en iraner engang sagt til mig. Dette stærke billede forsøger at understrege et faktum, som ingen kan være uenig i: Midt- og Nordteheran en gigantisk asfaltjungle, der kryber opad Alborz-bjergene i det nordlige Iran og bebos af millioner af mennesker, primært den veluddannede, oplyste, men ikke nødvendigvis rige elite kan vise sig som en overraskende, modsætningsfyldt smeltedigel af kultur. På ét gadehjørne står en pige med tørklædet så langt tilbage på hovedet, at det næsten er ved at falde af og derfor blotter afblegede lokker; med et ordentlig lag makeup og en tynd, næsten gennemsigtig monteau-frakke, hvorunder man kan se jeans og dristigt modetøj. Hun snakker med sin kæreste over mobiltelefonen, imens der lige ved siden af buldrer technomusik ud af en sort Peugeot, der holder for rødt; to fyre med T-shirts og solbriller kigger flirtende ud af vinduet; måske dytter de for at få pigens opmærksomhed. Et enkelt lyskryds længere inde i asfaltjunglen er en gruppe mennesker, mest midaldrende og ældre, stimlet sammen udenfor en moské; de lader ved første øjekast til at se helt ens ud: Mændene har dagslange, grå skægstubbe, brune og sorte skjorter og posede, traditionelle bukser; kvinderne er helt indhyllet i sorte chadorer, som de holder sammen med tænderne for at undgå, at så meget som en centimeter hals blottes, inden de sluses ind i moskéens kølige rum væk fra gadens larm og smog. Her kan de lytte til en prædikants verbale torden og lynild mod amerikansk hykleri, zionistisk arrogance eller mod det moralske fordærv, som mange mener, de unge mennesker med deres musik, mode og makeup repræsenterer i bybilledet. Ellers kan de finde på at mødes 8 for at græde græde over de shiitiske imamers martyrium eller som et tegn på deres hengivenhed overfor de religiøse autoriteter igennem Irans dramatiske religionshistorie. Men her stopper kompleksiteten ikke: For når den unge pige med make-up en og mobiltelefonen går hjem, kan det sagtens være, hun tager frakken af for så at tage en chador på, og fordybe sig i muslimsk bøn. Det kan også være, at et par i 40erne kommer hjem fra moskéen og prædikantens advarsler om den vestlige kulturimperialismes krybende invasion, og når de er inden døre, smider de en Michael Jackson CD på anlægget eller tænder for den iranske pendant til MTV, der modtages af millioner af iranere over illegale parabolantenner. Grænserne mellem muslimske traditioner og idealer på den ene side og vestlige forbilleder og amerikansk kultur på den anden side er ikke lige til at dechifrere så sort og hvidt, når man giver et bud på en analyse af en ung iraners identitet. Det er ikke nok at koge det ned til en kamp mellem vest og øst, mellem unge og ældre, der en dag vil resultere i den ene parts sejr. Den iranske ungdom er bevis på, at det ene ikke udelukker det andet. Der er store kløfter mellem fx magthaverne og middelklassens unge, eller mellem landsbyborgere i bjergegnene i periferien og hovedstadens indbyggere i centret. Men det, der er en transcenderende faktor er, at de alle identificerer sig som iranere, frem for alt andet. Den iranske national-ånd eller det iranske projekt, føles af mange iranere som den metasfære, alle har et mystisk bånd til; en fælles referenceramme trods uenighed og forskellighed, trods social ulighed og kulturel konflikt. Det kan ikke overraske nogen, at iranerne naturligvis ikke bare er de sloganråbende, flagafbrændende, vrede mennesker, vi i tv ser, når

9 ARTIKEL - Irans Unge præsident Ahmadinejad eller en langskægget mullah holder tale og truer Israel eller understreger retten til atomenergi. Som de fleste ved, er der selvfølgelig meget mere bag fjendebilledet og europæisk tv formår naturligvis ikke at afdække det skjulte Iran. Men det, vi aldrig bør glemme, er at den iranske nationalidentitet er ekstremt kompleks og ikke kan sættes i bås eller sammenlignes med omkringliggende lande. De sidste års iranske historie er blodig, handlingsmættet og fyldt med bristede drømme: drømmen om en forfatning og et demokratisk parlament, der i førte til Asiens første konstitutionelle revolution; drømmen om selvbestemmelse under premiereminister Mossadeq, der nationaliserede olieindustrien i 1953; og drømmen om at fjerne den brutale diktator Mohammad-Reza Shah og drømmen om at indføre social retfærdighed, demokratisk medbestemmelse og hellig, islamisk orden under den islamiske revolution i Den første drøm brast, da mullaher og modernister ikke kunne blive enige hverken med hinanden eller internt om hvordan en forfatning skulle se ud, og da shahen bogstaveligt talt bombede parlamentet. Den anden drøm brast, da Churchill og Eisenhower satte sig ned over en drink og planlagde, hvordan de skulle knuse premiereminister Mossadeqs nationalistiske, demokratiske projekt ved hjælp af CIA-agenter og store poser af penge for at beskytte deres kæledægge, shahen, og dermed den iranske olie; og den sidste drøm har gradvist forladt iranerne med Khomeinis massive udryddelser af politiske modstandere, med mullahernes dogmatiske kvælertag på samfundet og senest med reformfløjens nederlag, der banede vejen for en ny generation af islamister med præsident Ahmadinejad ved roret. Efter den smilende mullah, Mohammad Khatami, der var præsident fra , viste sig ikke at kunne indfri sine løfter om øget folkelig deltagelse, forstærket civilsamfund og forbedret forhold til vesten, lod det til, at størstedelen af iranerne blev indhyllet i den samme form for apati og passivitet, som prægede årene efter den islamiske revolution, hvor mullaherne med magt og trusler transformerede samfundet. Iranerne 9 valgte at koncentrere sig om de umiddelbare økonomiske og praktiske problemer i hverdagen og glemme drømmen om at reformere den islamiske republik i retning af demokrati. Men en drøm fortsætter dog i asfaltjunglens bikuber: Drømmen om et moderne, stærkt og retfærdigt iransk samfund med en førerposition i Mellemøsten. Måske føler store dele af befolkning og måske vigtigst, de to millioner universitetsstuderende at kampen for reform af det politiske system er tabt. Men de fortsætter en kamp for at definere, hvad en moderne iraner skal være, derhjemme, på arbejdet, på universiteterne og i deres vennekredse. Det er denne kamp eller måske snarere udvikling som jeg vil kigge på i denne artikel. Det kan ikke understreges nok, at artiklen fokuserer på middelklassens unge i hovedstaden Teheran og derfor udelukker et enormt segment i befolkningen, der ikke har den økonomiske og kulturelle kapital til i den grad og på den måde at eksperimentere med identitet. Artiklen skal derfor ikke opfattes som et tidsbillede på den iranske ungdom som en helhed, men snarere som en smagsprøve på nogle af de tendenser, der kan ses i asfaltjunglens underkrat. Samtidig skal disse tendenser dog heller ikke ses som isolerede og separate fra resten af samfundet. Trods manges umiddelbare forestillinger var det ikke de fattige i Sydteherans ghettoer og på landet, der startede den islamiske revolution for 30 år siden (ej heller den konstitutionelle revolution for 100 år siden, ej heller den nationalistisk-demokratiske bølge for 50 år siden); det var middelklassen, intelligentsiaen, de vestliggjorte (som man så firkantet har rubriceret dem i vestlig litteratur), der var foregangsmænd i den islamiske revolution. Derfor er det bestemt ikke uvæsentligt, hvad der foregår i hovedstadens middelklasse: Det er et tegn på, hvad vi indenfor en rum tid kan komme til at se i det meste af Iran. Efter den altomfattende og destruktive krig med Saddam Hoseins Irak i 1980erne oplevede Iran et sandt babyboom. En ny generation indtog i 90erne Irans skoler og universiteter og adskilte sig fra den revolutionære generation ved ikke

10 ARTIKEL - Irans Unge at have nogen kollektiv hukommelse eller minder fra shahens diktatur og fra revolutionens eufori og visioner for social omvæltning. Det umiddelbare problem var mangel på universitets- og skolepladser for den nye generation, og de strukturelle problemer blev forstærket af en mangel på velkvalificerede undervisere: Den islamistiske kulturrevolution i havde sendt den sekulære, akademiske elite på flugt, og krigens omkostninger havde skadet forskningen og universiteternes udvikling. I midten af 90erne begyndte den nye generation efter femten års underkuelse og tavshed i et universitetsmiljø, der kun var en trist skygge af, hvad det havde været før revolutionen langsomt at ytre sin utilfredshed. Det startede som protester over kollegiernes tilstand og den dårlige mad, der blev serveret i kantinerne; men det udviklede sig til politiske diskussionsfora og en tilslutning til den bølge af islamisk reformisme, der spredte sig blandt Irans intellektuelle. Det mundede ud i en studenterbevægelse, der satte menneskerettigheder, demokrati, civilsamfund og dialog med vesten på dagsordenen en bevægelse, der for en kort stund gik på gaden, truede hele systemet og fik europæiske journalister til at forvarsle en lyserød, demokratisk revolution i Iran. Studenterbevægelsen døde ud i takt med, at de konservative magthaveres voldelige modangreb intensiveredes, og i takt med, at den moderate præsident Khatamis popularitet dalede. Men studenteroprøret og den reformistiske bølge har sat et varigt præg på Iran: Med ét blev landet oversvømmet af udenlandsk litteratur, bøger blev oversat, diskussionsklubber og NGOer blev stiftet, kritiske journalister brød tabuer og censur, og ungdommen fik, igennem internet og satellit-tv, øjnene op for en verden af muligheder og indtryk. Datidens studenteroprørere ville betegne nutidens unge som apatiske og egoistiske: De koncentrerer sig om deres daglige problemer, om uddannelse og karriere og om kærester og venner. Den idealisme, der prægede Teheran i 1999, er svær at finde i dag, men det betyder som sagt ikke, at de unge ikke har lært noget af studenteroprøret og ikke kan drage nytte af den relativt mere frie stemning, 10 der har hersket siden reformbølgen. Horisonten er betydeligt bredere end udlændinge og udenforstående kan forestille sig, og til tider også mere farverig, end magthaverne kunne ønske sig. Men prisen for at deltage aktivt i politik og reformisme er simpelthen for høj til, at de unge tør at betale den. Faktisk kategoriserer kontrolinstanser på de iranske universiteter i dag de studerende i tre grupper: Et-stjernede studerende, der opfører sig ordentligt ; to-stjernede, som har fået en advarsel pga. deres engagement i politiske foreninger eller åbenmundethed; og tre-stjernede, der bliver bortvist fra universitetet for deres aktivisme. I et land som Iran, hvor uddannelse spiller en ekstrem vigtig rolle både for drenge og piger er frygten for at havne i sidstnævnte kategori en effektiv barriere, der skaber et lag af selvcensur og kontrol. Men man kan argumentere for, at oprøret fortsætter i privatsfæren, og det er faktisk ikke uforligneligt med de nye mål, studenterorganisationerne har sat for deres politiske aktivisme. Daftar-e Tahkim, den største af disse organisationer, annoncerede i 2005, at de fremover vil arbejde som civilsamfundets vogter, og at de ikke længere vil blande sig i parti- og realpolitik. Fremover skal fokus være en reform af samfundet indefra, og ikke oppefra igennem det knudrede politisk-religiøse system, der blev institutionaliseret af Ayatollah Khomeini. Så selvom studenteraktivisterne efterlyser en ansvarlighed og et engagement i den unge befolkning, er der altså tegn på, at kampen nu står på andre fronter. Der eksisterer en skarp, sort-hvid opdeling til tider grænsende til, hvad man kunne kalde kulturel skizofreni mellem privat og offentlig sfære i Iran. Den troende, der vender hjem fra moskéen for at sætte vestlig popmusik på anlægget er et billede på dette; chador udenpå og vestligt modetøj indenunder er et andet. For mange iranske unge fra middelklassens Teheran er der en dikotomi mellem deres offentlige liv (klædt islamisk korrekt fra barnsben i skolerne; skal være kysk og gudfrygtig; skal vare sin mund og ære de ældre) og deres private liv (skal gå i

11 ARTIKEL - Irans Unge modetøj; skal efterligne vestlige mediers idealer for skønhed; skal udtrykke sig som et selvstændigt individ med egne drømme). En stor del af deres ungdom går med at forhandle, afprøve, provokere og acceptere disse både håndgribelige og usynlige grænser for adfærd, social væren og identitet en konstant konflikt og spil. Som nævnt er netop udseende et af stridspunkterne i denne konflikt, og billedet af unge iranske piger med det påkrævede tørklæde, der kun med lidt hjælp fra fantasifulde frisører og i konstant kamp med tyngdeloven holder sig på hovedet, er et eksempel herpå. Ligeledes kan man som besøgende i Iran ikke undgå at lægge mærke til det store antal unge, der går rundt med et lille plaster over næsen: Et tydeligt tegn på, at personen har gennemgået en plastikoperation, for at få en næse, der minder mere om Jennifer Lopez eller Brad Pitts. Faktisk har vestlige journalister kaldt Teheran for Nose Job Capital og citeret statistikker, der viser, at Iran har det højeste antal plastikoperationer pr. indbygger i Asien. Tøj spiller, trods islamisternes forsøg på at ensrette dress-coden, en stor rolle for mange unge, og ligesom andre steder måler og bedømmer unge hinanden på deres påklædning og evne til at forstå moden og udfordre grænserne. Staten har forsøgt at imødekomme denne overvældende interesse ved at foreslå nogle farverige og flagrende alternativer til den kedelige, sorte hejâb for kvinder men det lader ikke til at være et hit. Til gengæld rapporteres det på Internettet, at der er opstået en undergrundscene for tøjmode, hvor unge iranere selv designer klæderne. Styret forsøger konstant at bekæmpe denne mode-bølge ved hjælp af politiet og særlige afdelinger for moralsk korruption. Rundt omkring i gaderne i Teheran ser man hver dag politibetjente påtale unges tøj og udskrive bøder for usømmelig påklædning. Til tider bliver de store shopping-centre i Nordteheran raidet af en større politipatrulje, der samler alle de dristige unge sammen i biler og kører dem til politistationer, hvor de så skal hentes af deres forældre en ydmygende, men ikke længere særligt afskrækkende oplevelse, som de fleste unge kommer ud 11 for på et eller andet tidspunkt i deres opvækst. Et af de umiddelbare problemer, de fleste iranske unge oplever, er de kulturelle og juridiske hindringer for samkvem på tværs af kønnene. I teorien må drenge og piger ikke være sammen, med mindre de er i familie, er forlovede eller gift. Derfor må iranske unge være kreative i deres jagt på at møde andre unge af det modsatte køn. En af måderne er, at drengene kører rundt i gaderne og leger taxa ; på den måde kan de samle piger op, der venter på gaderne, og i den korte tid, indtil de når frem til pigens destination, kan de måske snakke eller udveksle telefonnummer. Det er ikke særlig romantisk eller praktisk, men ofte eneste måde at møde andre på. En anden måde er via Internettets mange chatfora, hvor unge nu kan få bekendte og kærester på tværs af geografiske og kulturelle barrierer. Ligeledes er det naturligvis også forbudt at holde fester, hvor ugifte unge kan mingle. Derfor har man et komplekst system for afholdelse af sådanne og koder for lokaliteter og nødvendige rekvisitter igen en del af det konstante spil, man må indgå i, for at have sociale aktiviteter som ung i Iran. Spiritus er forbudt i Iran, men ikke desto mindre er det langt fra umuligt at opdrive smuglerspiritus, hjemmebrændte drikkevarer eller endda hospitalssprit. Faktisk er Teheran i resten af landet berygtet og berømt for et bredt udvalg af alskens ulovligheder fra Hollywoodfilm til alkohol og det, der er værre. Den konstante frygt til disse fester er en sur nabo, der kan stikke de unge til politiet, eller hvis en forælder finder ud af, hvad hans eller hendes datter eller søn laver. Igen er det altså ikke kun styret og politiet, der er udfordringen, men i lige så høj grad de unges egne familier og samfundet. Popmusik spiller også en stor rolle. Vestlig musik er generelt forbudt i Iran, med undtagelser som strygermusik, harmløs muzak og et oppumpet techno-beat indover sportsnyhederne på tv, men ikke desto mindre er iranske unge meget interesserede i den vestlige musik. Via parabolantenner og Internet er de med på de nyeste trends, og desuden oplever Iran lige nu en bølge

12 ARTIKEL - Irans Unge af hjemmelavet musik. Førhen var persisk-sproget musik forbeholdt de traditionelle, sitar-spillende trubadurer eller de overfladiske eksiliranske popstjerner, der fra Los Angeles udsendte en lind strøm af ensartet musik. Men indenfor de sidste ti år er iranerne i moderlandet begyndt at eksperimentere med en lang række genrer. Største udfordringer er igen styret og samfundets tabuer: For at udgive musik skal man igennem en langsommelig, kafkask censurmekanisme, og mullaherne i Kulturministeriet afviser alt, de kan dømme som moralsk fordærvet eller vestligt. Derfor udgiver mange iranere nu pop og rockmusik i undergrunden, og produkterne distribueres via piratkopierede CDer, MP3- disker, Internet og satellit-tv. Det er simpelthen umuligt for myndighederne at holde musikken nede, og i de fleste tilfælde tillader politiet nu, at musikken sælges åbenlyst. Faktisk har styret i enkelte tilfælde godkendt koncerter, hvilket kritikere mener, er en del af et populistisk forsøg på at vise en blidere linje overfor de unge. Der er ca. 35 millioner unge i Irans befolkning på 70 millioner, så styret er unægteligt opmærksom på denne potentielle styrke. Men med popmusikken er også kommet nogle af de mere alternative genrer. Således kan man i Iran i dag se spirende undergrundscener for både heavy metal og rapmusik med persiske tekster. De unge iranere har formået på kort tid for rapgenren er historien fx ikke længere end 5-6 år at absorbere og appropriere en vestlig og specifikt amerikansk kultur og omdannet den til noget iransk noget hjemmeavlet. Man kan i dag høre iranske rappere fortælle om den sociale ulighed i samfundet, om den kulturelle konflikt mellem generationerne, om tabuer så som selvmord og prostitution og om deres opfattelse af både international og indenlandsk politik. De tunge beats downloades fra Internettet og med en mikrofon tilsat en computer har middelklassens unge i Teheran et begyndersæt, hvormed de kan udtrykke deres frustrationer, forhåbninger og forestillinger med hiphoppen som instrument. Ét af de problemer, der optager mange iranske rappere, og i det hele taget diskuteres blandt 12 de unge, er narkotika. Traditionelt har opium været udbredt blandt aristokrater og nomadiske stammer, men Iran har indenfor de sidste tyve år oplevet en stigning i antallet af narkomaner; en stigning, der har været eksplosiv siden den amerikansk-ledte invasion af Afghanistan affødte et boom i narkotikaindustrien i nabolandet Afghanistan. En strøm af heroin skyller indover den lange grænse mod øst, som trods massive iranske indsatser og en krigslignende situation i visse egne, stadig er umulig at kontrollere. For snart ti år siden offentliggjorde FN statistikker, der viste, at Iran har det højeste antal narkomaner pr. indbygger i hele verden nemlig 2,8% - og iranske parlamentarikere påstod, at tallet kunne være endnu højere. Selvom det især er ghettoerne i Sydteheran, der lider under heroinbølgen fra Afghanistan, kan narkotikaproblemet også ses tydeligt blandt de velhavende. Her er det også designer drugs som ecstasy og metamfetamin, der er udredt. Behovet for at bryde grænser og opføre sig antiautoritært blandt de rebelske unge fører i visse tilfælde til alkoholisme og narkomisbrug, hvilket de statsejede medier ikke har været sene til at påpege. Faktisk har konservative aviser været med til at skabe frygt i samfundet for såkaldte X-parties, hvor de unge efter sigende skulle tage narko og se pornofilm i et orgie af moralsk fordærv. Man skal passe på med at tro på denne slags propaganda, men en kort snak med en gennemsnitlig, ung teheraner fra middelklassen vil afsløre, at problemet er stort. Narkotikamisbrug hænger også sammen med prostitution, der ifølge den almindelige borger, medierne og statistikkerne er blevet mere udbredt indenfor de sidste ti år. Ægteskaber, der indgås i en alt for tidlig alder fører til skilsmisse, og mange kvinder især fattige fra ghettoerne har ikke altid mulighed for at gifte sig igen. Den særegne, shiitiske praksis for midlertidigt ægteskab som en måde at støtte enker og fraskilte kvinder bliver i denne forbindelse misbrugt til egentlig prostitution. Dertil kommer så narkotikaproblemet, der som alle andre steder i verden ofte fører til, at kvinder i alle aldre kan havne på gaden og i hemmelige

13 ARTIKEL - Irans Unge bordeller eller som beskrevet i de iranske medier i menneskehandlen med de arabiske golfstater og Pakistan. Så det skorter ikke med typiske problemer for et bysamfund i rivende udvikling som Teheran et klassisk eksempel på en moderne storby i en globaliseret verden med alle dens udfordringer, der sagtens kan gå på tværs af politiske, kulturelle og geografiske grænser, selv for et såkaldt paria-land som Iran. Et åndehul for mange unge iranere er Internettet. Trods styrets forsøg (og til tider held med) at censurere adgang til en masse hjemmesider fra sexhjemmesider til CNN og eksiliranske modstandsgrupper -, så er der en voksende del af den iranske ungdom, der kan gå online. Faktisk var Iran det første land i Mellemøsten, efter Israel, der åbnede for Internettet, og selv bredbånd kan anskaffes i store dele af Teheran. Myndighederne mener, at der i en nær fremtid kan være helt op til 25 millioner iranere på netttet. Her kan de unge finde informationer og nyheder om popmusik, de kan følge med i moden og (med visse begrænsninger), læse nyheder udenfor styrets censur. De kan også følge med i, hvad der foregår i vesten i øvrigt: Film, Hollywood, sladder, sex og om parforhold. Iranerne er et af de mest aktive folkeslag i den blomstrende weblog-verden; faktisk er persisk et af de største weblog-sprog i hele verden, på linje med fransk og russisk. Unge iranere bruger weblogs som dagbøger, debatfora og som baser for at skabe nye, virtuelle vennekredse og sociale netværk. Her kan de skrive om deres problemer, tanker og drømme, og udveksle med ligesindede. Emnet er blevet studeret og udstillet i ny research og er en glimrende indfaldsvinkel til forståelsen af, hvad der rør sig blandt middelklassens unge. De traditionelle forbilleder i styrets islamistiske diskurs er blandt de unge blevet udvidet med, eller overskygget af, en række nye rollemodeller. Skikkelser fra den islamiske og shiitiske historie fremelskes i undervisningen og i den folkelige kultur: Profeten Mohammad, Imam Ali og hans søn Imam Hossein og deres søstre og koner var eksempler til efterlevelse. Men i dag har 13 unge iranere en masse alternativer eller supplementer til disse: Fodbold der ligesom hiphop er blevet assimileret i den iranske kultur er ekstremt populært, og fodboldspillere, kvindelige racerkørere og de dygtige brydere har alle opnået idolstatus; iranske filmskuespillere og divaer dyrkes; og blandt universitetsstuderende er Nobelprisvinderen Shirin Ebadi og de modige systemkritiske journalister populære. Så, lyder spørgsmålet ofte, når man som Iran-kender skal formidle sit kendskab for et dansk publikum, hvorfor gør de unge iranere ikke oprør? Deres kultur er jo tydeligvis i konflikt med magthavernes?. Her er det vigtigt først at holde fast i mit udgangspunkt for denne artikel: Det er ikke alle unge iranere, der tænker og lever som ovenstående. Der er stadig et betydeligt segment i befolkningen, der tror på det islamistiske projekt, ser Iran som foregangsland for hele den muslimske verden og vil gå i martyrdøden for deres Øverste Leder, Ayatollah Khamene i. Der er kæmpe forskel på, hvordan unge tænker og lever i fx Nordteheran og den hellige by Qom. Men endnu vigtigere er den førnævnte opfattelse af en iransk national-ånd. Denne er baseret i en kompleks, tusindårig historie, som iranerne mener, man bør spore tilbage til de gamle persiske riger i oldtiden. En historie om folkeslag, der igennem opblomstring og nedgang, sejr og nederlag har været med til at sætte dagsordenen for en stor del af verden og præge menneskehedens kulturhistorie. Der er en dybtfølt national stolthed og mener nogle chauvinisme, der overskygger alle andre kulturelle og religiøse strømninger i landet. Det er en stolthed, der for nylig resulterede i, at iranere over hele verden protesterede over den amerikanske Hollywood-film 300, hvor perserne i slaget mod spartanerne i antikkens Grækenland fremstilles som barbarer. Det er en stolthed, der betyder, at stort set alle iranere både tilhængere og modstandere af styret er enige i, at iranerne skal have lov til fredelig brug af atomenergi. For at forstå det iranske samfund i dag skal man aldrig glemme krigen med det vestligt-støttede Irak i 1980erne. Denne den længste konventio-

14 ARTIKEL - Irans Unge nelle krig i nyere tid, kostede Iran hundredetusinder af døde og var med til at sætte landet i en økonomisk og spirituel undtagelsestilstand af sorg, der har været svær at komme ud af. Historierne om Imam Hoseins martyrium i 680 og om masseudryddelsen af iranske soldater i krigen med Irak sammenkobles hos de fleste iranere og er med til at skabe en opfattelse af iranerne/shiitterne som ofre for tyranniske magter. Ligeså højt som nogle iranere elsker amerikansk kultur, ligeså meget hader de den amerikanske stat og præsidenters hykleriske demokrati-eksport, der før har udmøntet sig i indblanding i iransk politik og desuden ført nabolandene ud i borgerkrig og ødelæggelse. Det lader til, at det kun er en marginaliseret gruppe af eksiliranere i Washington, der kunne ønske sig en amerikansk intervention i Iran; alle iranere ved, at det er olien og ikke iranernes velbefindende, der står øverst på de vestlige magters dagsorden. På samme måde kan man sige, at ligeså meget som nogle unge hader mullaherne i styret, ligeså højt elsker de deres land, deres religion og deres martyrer. Imam Hosein, der døde for shiismen, kan således sagtens være rollemodel for en rapgruppe, der kritiserer både mullaherne og USA. I starten af denne artikel skrev jeg, at denne farverige blanding af kultur og identitet, som man kan opleve under huden på middelklassens Teheran, kan være en smagsprøve på hvad, vi kan komme til at se over hele landet. Jeg vil her tilføje et stort, rungende men : Det er ikke kun kulturel konservatisme i samfundet eller mullahernes radikale fortolkning af islam, der truer Irans slowmotion ungdomsoprør. Den største trussel mod Iran som helhed, og faktisk også imod den demokratiske bevægelse, er USA. Truslen om forebyggende angreb (et stuerent synonym for startskuddet til en omfattende regional krig) er i skrivende stund en stor, sort sky over hovedet på alle politisk bevidste mennesker i Iran og netop denne trussel bruges konstant af magthaverne til at forebygge udviklingen af en demokratisk bevægelse for menneskerettigheder og frihed. Med beskyldninger om kollaboration med USA (der i dag finansierer suspekte iranske eksilorganisationer 14 og angiveligt også terrorgrupper inde i Iran) og om at modtage store sække med dollars, kan autokraterne i den islamiske republik slå ned på systemkritikere, journalister, NGOer og studenterledere. Samtidig er det i højere grad end nogensinde og det siger ikke så lidt, når man taler om et land hvis befolkning er opflasket med anti-imperialistisk propaganda lykkedes magthaverne at samle iranere på tværs af spektrummet i én fælles sag: Nemlig retten til at have et fredeligt atomenergiprogram. Argumentet hvorfor skal indere og pakistanere og israelere have atomvåben, når vi ikke engang må have atomkraft? findes på alle iraneres læber; og netop det, er hvad der får den radikale præsident Ahmadinejad til at overleve politisk, trods hans totale inkompetence i økonomiske og udenrigspolitiske spørgsmål og hans ekstremistiske holdninger. Så der er mange udfordringer for den iranske ungdom, både interne og eksterne, politiske og kulturelle. Det lader til, at mange har valgt at udskifte klassisk, politisk aktivisme med personlige weblogs, private fester, udenlandske film, musik og mode og med studier og drømme om at emigrere emigrerer hvert år fra Iran, og styret har ringet alarmklokkerne i forhold til denne brain-drain. Det er dog vigtigt at huske på, at den kulturelle udvikling blandt Irans unge ikke nødvendigvis er tegn på en sekularisering eller demokratisk bølge, som vi i vesten forestiller os det (eller bestemmer, at det skal være). I virkeligheden skal vi måske se identitetskrisen hos de iranske unge som et tegn på en mangfoldig, dynamisk og i høj grad moderne identitet en tredje vej for Mellemøstens unge?

15 - veje - til veje viden til viden

16 ARTIKEL - Negativ social arv - Den Ideele fjende Negativ social arv - Den ideelle fjende Af Morten Ejrnæs, lektor i teorier om sociale problemer ved Aalborg Universitet I artiklen rejser Ejrsnæs en kritik af begrebet social arv, som ifølge Ejrsnæs er skadeligt for både forskning og praktisk arbejde. Den sociale arv er endvidere en ideel fjende for magthavere, der bl.a. kan bruge begrebet til at bortlede opmærksomheden fra mere grundlæggende samfundsproblemer. Bekæmpelsen af negativ social arv står højt på politikernes dagsorden. Både den socialdemokratisk radikale regering og den liberalt borgerlige regering har gjort det til en mærkesag at iværksætte nye initiativer med dette formål. Udforskningen af social arv står også højt på socialforskernes dagsorden, og udvikling af metoder til at bryde den negative sociale arv står højt på socialarbejdernes dagsorden. Det hænger selvfølgelig sammen med, at politikerne har bevilget mange millioner til både forskning i social arv og til bekæmpelsen af social arv. Det er formentlig en væsentlig del af forklaringen på, at begrebet netop i de seneste år er blevet hyppigere anvendt end nogensinde før. Begrebets historie strækker sig imidlertid tilbage til 1967, hvor den svenske børnepsykiater Gustav Jonsson anvendte det i en undersøgelse af ungdomskriminalitet. Siden har det været brugt af både forskere og af praktikere inden for social-, pædagog-, og sundhedssektoren. Undervisere på pædagogseminarier og sociale højskoler har også gennem en længere årrække brugt begrebet social arv og undervist i dette tema. Begrebet har derfor som en naturlig konsekvens af denne tiltagende popularitet efterhånden også vundet indpas i gymnasiet og på HF. Begrebet er imidlertid direkte skadeligt for både forskning og praktisk arbejde. For forskningen er det et problem, at det er et meget upræcist 16 begreb, der anvendes i mange forskellige betydninger, og de seneste års forskning har ikke medført nogen præcisering af begrebets betydning eller noget svar på spørgsmålene om, hvad man arver, fra hvem man arver, eller hvorfor man arver. Hovedproblemet består i, at arv af uddannelse blandes sammen med arv af sociale problemer. Arv af forældrenes relative uddannelsesniveau kan siges at være en hovedtendens, som imidlertid mere meningsfuldt kan betegnes som strukturelt betinget chanceulighed. Denne tendens er gang på gang blevet påvist både internationalt og her i Danmark. Hvis begrebet kun blev anvendt i denne betydning, ville det ikke være skadeligt. For det er en hovedtendens, at man opnår det samme relative uddannelsesniveau som ens forældre. Problemet opstår, fordi begrebet også anvendes i andre betydninger, og fordi det først og fremmest bruges om arv af sociale problemer, og det er netop ikke en hovedtendens, at børn arver forældrenes problemer. Mange socialforskere forsøger alligevel at påvise, at der eksisterer en social arv i form af arv af problemer, at der altså skulle være en tendens til, at børn fra belastede familier arver deres forældres alvorlige sociale problemer. Dermed bliver forskningen skævvredet på en sådan måde, at det kommer til at fremstå, som om det er meget almindeligt, eller at det ligefrem er en hovedregel, at børn arver deres forældres problemer. Reelt er det en undtagelse. Langt de fleste børn, der er vokset op i familier, hvor forældrene har eller har haft alvorlige sociale problemer, får ikke problemer af samme sværhedsgrad som deres forældre. Politikere fra alle partier har alligevel taget

17 ARTIKEL - Negativ social arv - Den Ideele fjende 17 begrebet til sig, og de har, uden at forskerne har modsagt dem, fremhævet social arv som en hovedårsag til børns problemer. Negativ social arv i betydningen social arv er imidlertid en myte. Som følge af forskernes skævvredne lancering af resultater og politikernes udpegning af negativ social arv som hovedfjenden har en del socialarbejdere urealistisk lave forventninger til børn, der kommer fra familier, hvor forældrene har haft alvorlige problemer. Både forældre og børn i disse familier bliver stigmatiserede, og der er risiko for selvopfyldende profetier. Det er nogle af de hovedresultater, der fremlægges i bogen Social opdrift social arv. I bogen kritiseres såvel politikeres, forskeres, underviseres som socialarbejderes anvendelse af begrebet social arv. Alle disse grupper har et medansvar for, at dette begreb, har kunnet lanceres som en form for universalforklaring på sociale problemer. Jeg vedkender mig gerne, at jeg selv både som socialarbejder og underviser har ligget under for tankefiguren om arv af sociale problemer fra forældrene. Imidlertid viser en gennemgang af en række forskningsresultater, at det ikke er en hovedregel, at børn arver forældrenes sociale problemer. Den udførlige dokumentation for dette findes i bogen Social opdrift social arv. Alligevel er det blandt politikere, praktikere og lægfolk en meget almindelig opfattelse, at børn arver deres forældres dårlige egenskaber eller deres sociale problemer. Det skyldes formentlig, at der faktisk er mange ting, vi arver. Det gælder fx så forskellige ting som fast ejendom, penge, udseende, mimik og gestik. Det skyldes altså dels juraen i form af en arvelovgivning, og det skyldes genetikken og psykologien. Som allerede nævnt, er det også rigtigt, at det er en hovedtendens, at vi opnår nogenlunde det samme udannelsesniveau som vore forældre. Man kan således også med en vis ret hævde, at vi som hovedregel arver vore forældres relative uddannelsesniveau. I dette tilfælde er det klassetilhørsforholdet eller forældrenes økonomiske, kulturelle og sociale kapital, der har betydning for både vore forældres og vores egen position og status i samfundet. Denne sidste form for lighed mellem forældre og børn er altså sociologisk betinget. Man kan således med rette hævde, at på flere områder kommer vi faktisk til at ligne vore forældre. På den baggrund er det måske ikke så mærkeligt, at mange af os fejlagtigt generaliserer denne tendens til også et gælde arv af alvorlige sociale problemer. En anden årsag er selvfølgelig, at i de tilfælde, hvor vi iagtttager, at børn fra belastede hjem faktisk får alvorlige sociale problemer, virker social arv umiddelbart som en indlysende rigtig forklaring på problemerne. En tredje årsag er, at mange forskere lancerer deres forskningsresultater om børns sociale problemer med anvendelsen af begrebet social arv, og de fremlægger ofte deres forskningsresultater om social arv på en sådan måde, at det ser ud som om det er en hovedtendens, at børn får problemer af samme sværhedsgrad som deres forældre. Resultaterne fremlægges altså således, at de ser ud til at udgøre en form for bevis for eksistensen af social arv. Denne uheldige tendens skyldes flere forhold, af hvilke jeg blot vil nævne to særlig vigtige. For det første kvalitative undersøgelser af cases omhandlende fx kriminelle, misbrugere eller voldelige mennesker, der er vokset op under belastede forhold, analyseres ofte på en sådan måde, at deres belastede opvækst (traumatiske oplevelser af omsorgssvigt forårsaget af fx forældrenes alkoholisme, kriminalitet mv.) udlægges som årsagen til børnenes senere vanskeligheder. For det andet kvantitative undersøgelser af, hvordan det går børn fra belastede hjem senere i livet, opgøres ofte i form af relative risici eller odds ratio. Dvs. risikoen for at børnene får et problem angives fx som dobbelt så høj, når forældrene har et givet problem, i forhold til risikoen, når forældrene ikke har det pågældende problem. Denne form for risikoopgørelse, hvor det angives, at risikoen er fordoblet, eller at risikoen er steget med 100%, kan fx dække over, at den absolutte risiko stiger fra 1% til 2%. Denne form for risikoopgørelse er meget misvisende og giver således et billede af en dramatisk høj risiko, hvilket altså absolut ikke er tilfældet. 98% af børnene får i dette tilfælde ikke problemet,

18 ARTIKEL - Negativ social arv - Den Ideele fjende selvom de er vokset op i et hjem, hvor forældrene havde problemer. Det er imidlertid et stort problem, at der er mange politikere, forskere, undervisere og praktikere, der fastholder opfattelsen af, at man arver problemer. I det næste afsnit af denne artikel vil jeg forsøge at påvise, at dette hænger sammen med, at den negative sociale arv er en bekvem syndebuk, som de fleste af os på forskellig måde kan anvende. Først vil jeg imidlertid understrege, at mit synspunkt ikke er, at forebyggelse, tidlig indsats eller socialt arbejde i forhold til de udsatte børn er overflødigt eller dårligt. Der udføres meget godt og fagligt forsvarligt arbejde i Danmark, men det udføres på trods af begrebet social arv. Det forebyggende arbejde kan blive bedre, hvis der prioriteres rigtigt, og det sociale arbejde med børnene kan i større omfang foregå ud fra et børneperspektiv og blive mindre stigmatiserende, hvis begrebet social arv erstattes af andre og mere relevante socialfaglige begreber (Ejrnæs 2005 og 2006). I kapitlet Negativ social arv Den næsten ideelle fjende i bogen Social opdrift social arv diskuteres det, hvorfor bekæmpelsen af negativ social arv er blevet en mærkesag for både den tidligere socialdemokratiske regering og den nuværende liberale regering. Nedenfor følger et redigeret uddrag af dette kapitel. I bogen Den gode fiende fra 1985 påviste de norske kriminologer Christie og Bruhn, at en indre fjende kan have den samme sammenholdsskabende funktion som en ydre fjende. Den kan bortlede opmærksomheden fra andre mere grundlæggende samfundsproblemer og altså dermed fra magthavernes synspunkt være en hensigtsmæssig, bekvem eller ligefrem en god fjende. I bogen påviser de, at narkotikaen har fungeret som en god fjende. De skriver i bogens indledning, at [d]et velegnede samfundsproblem er ett hvor ingen forsvarer de angrepne, hvor angriperne får ære af kampen, hvor krigsomkostningerne i særlig grad bæres av svake grupper, og hvor majoritetens livsførsel ikke forstyrres. Ekseptionelt ideel som motstander er det samfundsproblem som dessutom kan opfattes som forklaring 18 på andre uønskede tilstande - ungdomsproblem, fattigdom og kriminalitet en forklaring som yterligere lar både maktcentra og det store flertall i fred ved å gjøre det mindre presserende å gå løs på de andre og farligere samfunnsproblemene (Christie og Bruhn 1996: 18). Negativ social arv er ikke blot det velegnede og bekvemme samfundsproblem. Det er ikke blot den gode fjende. Det er den næsten ideelle fjende. Ingen fjende er dog efter Christies og Bruhns mening ideel, og forfatterne har selvfølgelig ret i, at hverken narkotikaen eller noget andet samfundsproblem lever op til alle de kendetegn, de opregner for den gode fjende. Men social arv er efter min mening tættere på at være den ideelle fjende end narkoen. Rockere, flygtninge og indvandrere har på linje med narkoen været eksempler på gode fjender. Men heller ingen af disse problemer har været så tæt på at leve op til alle kravene til den gode fjende som negativ social arv. Nedenfor gennemgår jeg punkt for punkt Christies og Bruhns krav til den gode fjende og påviser, at negativ social arv næsten perfekt opfylder samtlige krav. 1. Bekæmpelsen af fjenden udgør ingen trussel mod magtfulde organisationer Udpegningen af social arv som roden til alt ondt og derfor hovedfjenden skaber ikke modsætning til nogen organisation eller magtfuld befolkningsgruppe, fordi mennesker med svære sociale problemer generelt har få ressourcer, og de har derfor vanskeligt ved individuelt at protestere og også ved at organisere sig kollektivt. Krigen mod den sociale arv er en krig mod en lang række underprivilegerede enkeltpersoner og familier, som udpeges som bærere af den sociale arv. Krigen truer ingen magtfulde organisationer. 2. Fjenden skal kunne fremstilles som farlig gerne djævelsk. Den sociale arv fremstilles som den store fare for børns udvikling, og netop forældrenes manglende omsorg, vanrøgt, psykiske eller fysiske

19 ARTIKEL - Negativ social arv - Den Ideele fjende vold over for børnene kan godt have karakter af noget farligt, en tikkende bombe, noget umenneskeligt eller netop djævelsk, fordi det er ondskab over for egne børn. Tabloidpressens detaljerede beskrivelser af forældres vanrøgt og mishandling af børn fremstiller disse handlinger som umenneskelige, bestialske, farlige og djævelske. Ofte forklares overgrebene med henvisning til forældrenes egen belastede opvækst, hvorved den sociale arv kommer til at fremstå som en form for djævelsk forbandelse, der hviler over familien. 3. De ansvarlige for krigen mod fjenden må føle sig trygge. Negativ social arv er et kendt begreb, og det er entydigt udtryk for noget dårligt, og derfor er kampen mod den sociale arv en folkesag. Politikere og embedsmænd behøver ikke at være i tvivl om, at deres tiltag er gode, hvis de sigter mod at bryde den sociale arv. Ethvert tiltag, der retter sig mod at bryde den sociale arv kan på forhånd forventes at møde forståelse, accept og respekt. 4. Gode fjender er udødelige. Kampen kan derfor altid fortsætte og kræve nye tiltag med mellemrum fremover. Social arv har allerede vist sig at være et langtidsholdbart begreb. Det har været anvendt fra først 70 erne, og det er i dag mere populært end nogensinde. Så længe, der findes sociale problemer. kan problemerne tages som direkte udtryk for den sociale arvs virkning, og derfor kan kampen mod den negative sociale arv fortsætte i det uendelige. Den fortsatte eksistens af sociale problemer og enhver stigning i hyppigheden af sociale problemer kan tolkes som udtryk for den sociale arvs virkning. Ad 5. Fjenden skal være vagt defineret. Denne betingelse opfyldes ekstremt godt. Det er netop karakteristisk, at social arv defineres så bredt, at det kan omfatte arv af så forskellige ting som ringe uddannelse, fattigdom og tunge sociale problemer. Fjenden er forældrenes dårlige egenskaber og forældrenes dårlige behandling 19 af deres børn. Enhver negativ egenskab eller et hvert socialt problem hos forældrene fortidigt som nutidigt kan derfor udpeges som social arv og gøres til genstand for angreb. 6. Fjenden må have symbolværdi. Jo mere symbolværdi, jo større chance for at en sådan fjende kan samle befolkningen og ophæve andre modsætninger. Den sociale arv er symbolet på, at vi har egenskaber, som vi ikke selv er ansvarlige for, at vi så at sige arver nogle egenskaber, som utvetydigt kan tilskrives forældrene. Den sociale arv er samtidig symbol på de negative egenskaber, som mennesker uretfærdigt får, alene fordi de er børn af bestemte forældre. Den sociale arv er endvidere symbol på, at arv ikke alene er genetisk, men at de sociale forhold også spiller en vigtig rolle. Anvendelsen af begrebet social arv er endelig for en del praktikere et symbol på, at man vedkender sig en tankegang om, at man gennem progressivt socialt arbejde af samme karakter, som den svenske pioner inden for socialt arbejde Gustav Jonsson startede på familieinstitutionen Skå i Stockholm, kan bryde den sociale arvs onde cirkel dvs. skabe et bedre liv for truede børn. 7. Det, der siges om fjenden, må have en kerne af sandhed. Den sociale arv rummer en kerne af sandhed. For det første er der jo mange eksempler på, at børn ligner deres forældre med hensyn til uddannelsesniveau. Der findes også let iagttagelige eksempler på, at børn ligner deres forældre i udseende, vaner, smag og opførsel. Problemet er, at disse ligheder fejlagtigt generaliseres til også at gælde sociale problemer. For det andet findes der bestemt også eksempler på, at børn faktisk får problemer af samme sværhedsgrad som forældrenes problemer. Selvom dette ikke er almindeligt, er der bestemt en overhyppighed af problemer hos børn, hvis forældre er svært belastede i forhold til børn, hvis forældre ikke har problemer, og socialarbejdere beskæftiger sig netop hovedsagelig med børn fra hårdt belastede hjem, og dette kan give anled-

20 ARTIKEL - Negativ social arv - Den Ideele fjende ning til, at socialarbejdere generaliserer deres erfaringer fra mødet med disse børn, hvor forældrene har eller har haft store sociale problemer. Men disse medarbejderes erfaringer er jo meget ensidige, fordi de kun ser de børn, det er gået galt for, mens de ikke ser de børn, som klarer sig på trods af, at de er vokset op i hjem, hvor forældrene har store problemer. Disse børn dukker jo ikke op i behandlingssystemet, hverken i socialforvaltningerne eller på døgninstitutionerne. Socialarbejdere vil endvidere være tilbøjelige til hurtigere at opfatte problemer som eksempler på fænomener forårsaget af social arv, og de vil som kollektiv huske dem, fx i form af myter om bestemte familiedynastier præget af sociale problemer, hvilket reproducerer social arvs-tankegangen. Socialarbejdernes ensidige erfaringer og deres selektive perception betyder derfor, at kernen af sandhed ofte gøres til hele sandheden. 20 Den næsten ideelle fjendes funktion Social arvs ideologien Negativ social arv har som andre tidligere eksempler på gode fjender følgende funktioner, der er helt centrale. For det første flytter den fokus fra påtrængende problemer til bekæmpelsen af den gode fjende. Det betyder, at problemer i børns tilværelse, der skyldes alvorlige samfundsstrukturelle problemer som fx fattigdom, ghettodannelse, dropout i skolen eller diskrimination kan afvises som mindre betydningsfulde i forhold til bekæmpelsen af den gode fjende. Kampen mod negativ social arv betyder, at opmærksomheden bortledes fra den store trussel mod en række børnefamilier, som fx aktuelt består i, at den nuværende regering har skåret ned på kontanthjælpen til langvarigt arbejdsløse forældre (kontanthjælpsloft og 300 timers regel) og indført starthjælpen til nyankomne flygtningefamilier. Selvom familiernes og børnenes vilkår åbenbart forringes ved disse tiltag, imødegår regeringen indvendingerne af de lave ydelser med en henvisning til igangsatte initiativer til at bryde den negative sociale arv. For det andet skaber den gode fjende internt sammenhold blandt alle, der klarer sig i samfundet. Vi kan holde de sociale problemer på afstand ved at henføre dem til, at de skyldes social arv. Dermed bliver det muligt, at majoriteten kan opleve, at de selv og deres børn er sikret, fordi de har fået en god opvækst. De sociale problemer er dermed noget, vi kan sige os fri for, hvis vi selv har haft en god opvækst, og vi har givet vores børn en god opvækst. Negativ social arv er magthavernes gode fjende eller næsten ideelle fjende. Denne syndebuk har nemlig flere fortrin frem for de tidligere nævnte eksempler på gode fjender: narko, rockere og fremmede. Opfattelsen af social arv som fjende betyder nemlig ikke, at der udpeges én bestemt befolkningsgruppe som fjende, hvilket ville give mulighed for, at fjenden selv kunne opponere mod de mærkater, der blev hæftet på gruppen. Narkomaner, flygtninge, indvandrere og rockere kan i nogle tilfælde individuelt eller kollektivt give udtryk for, at de ikke har fortjent den stigmatisering, de udsættes for. Bærere af den såkaldte negative sociale arv har imidlertid ikke noget positivt kendetegn at samles omkring. Stigmaet kan ikke vendes til en positiv markør et identifikationskendetegn, som man kan være stolt af, og som man kan organisere sig omkring. Tankefiguren er tilsyneladende ideologisk neutral. Den har været populær blandt både borgerlige og venstreorienterede. Det betyder, at både den socialdemokratisk radikale regering og den liberalt borgerlige regering har kunnet lancere kampen mod den sociale arv som et alment accepteret middel til at forbygge og behandle sociale problemer. De aktuelle magthaverne har i begge tilfælde haft fordel af, at den sociale arv fungerer som den næsten ideelle fjende. Fjenden er ideel, fordi alle partier fra hele det politiske spektrum, socialforskerne og socialarbejderne er enige om, at den sociale arv er en fjende, der skal bekæmpes. Fjendebilledet er fælles. Den sociale arv har forskellig symbolværdi, hvilket imidlertid samtidig gør social arv til alles ideelle fjende. Bekæmpelsen af den sociale arv kan sam-