Figur og tabelfortegnelse Forord Tak til Stratifikation Metafunktion Instantiering...

Transkript

1 1

2 2

3 3

4 4

5 Indholdsfortegnelse Figur og tabelfortegnelse Forord Tak til Introduktion Sprogsynet Sprogets dimensioner i den systemisk funktionelle lingvistik De globale dimensioner Stratifikation Metafunktion Instantiering De lokale dimensioner Akse Specificering Rang Det trinokulære perspektiv Metafunktionerne i trinokulært perspektiv Leksikogrammatikken, den interpersonelle metafunktion: MODUS Sprogets interpersonelle betydning Modus Finitum Subjekt Modus- og polaritetsadjunkter Residual Prædikator Komplement...46

6 6 Indholdsfortegnelse Cirkumstantialeadjunkter Adjunkter uden for Modus-Residual Kommentaradjunkter Vokativadjunkter Spørgeadjunkter Tekstuelle adjunkter Adjunktoversigt Sammenhængen mellem Modus og Residual SÆTNINGsnetværket SÆTNINGSTYPE MODUS og MODUSTYPE ELLIPSE, STATUS og INDIKATIVSTRUKTUR INDIKATIVTYPE INTERROGATIVTYPE INDIKATIVSTRUKTUR2 TYPE Indikativisk Modus-person Den imperative sætning Imperativisk Modus-person Oversigt over Moduspersoner Infinitte sætninger og INFINITTYPE SPØRGEMARKERING og SPØRGEADJUNKTTYPE POLARITET Ja og nej Modalitet MODALITETSTYPER MODALITETSGRAD Leksikogrammatikken, den logiske metafunktion: TAKSIS og LOGIKOSEMANTIK Introduktion til TAKSIS og LOGIKOSEMANTIK TAKSIS LOGIKOSEMANTIK Projektion kombineret med taksis Ekspansion kombineret med taksis Sætningers STATUS og STRUKTUR Sætninger i sætningskomplekset Simplekssætninger...108

7 Indholdsfortegnelse Nedrangerede sætninger Tekstuelle aspekter Projektion Ekspansion Leksikogrammatikken, den eksperientielle metafunktion: TRANSITIVITET Sprogets eksperientielle betydning TRANSITIVITET AGENTIV PROCESTYPE Materielle processer Handlinger Hændelser Materielle kausalitetsprocesser Attribut i materielle processer Mentale processer MENTALE PROCESTYPER FÆNOMENALISERING Mental kausalitet Verbale processer MODTAGER VERBAL TALE VERBALISERING VERBALISERINGSTYPE VERBAL PROJEKTION Relationelle processer RELATIONELLE PROCESTYPER RELATIONEL ABSTRAKTION RELATIONSTYPE Beneficient i attributive processer Relationelle kausalitetsprocesser Cirkumstantiel TRANSITIVITET Ekspanderende cirkumstantialer: Cirkumstantion Ekspanderende cirkumstantialer: Ekstension Ekspanderende cirkumstantialer: Elaboration Projicerende cirkumstantialer...171

8 8 Indholdsfortegnelse 5 Leksikogrammatikken, den tekstuelle metafunktion: THEMA Thema og Rhema Konstituenten Thema Thema i sætninger med indikativstruktur Tekstuelt Thema Thema i sætninger med imperativstruktur Thema i sætninger med indikativstruktur Thema i sætningskomplekser med sætningsknude Thema^Rhema i elliptiske sætninger Markering Diatese Fyrtøjet Grupper og fraser Præpositionalfrasen, simpleks og kompleks Præpositionalfrasens interne form og struktur Præpositionalfrasens eksperientielle funktionsområder Præpositionale frasekomplekser Nominalgruppen og nominale gruppekomplekser Nominale simpleksgrupper Nominale gruppekomplekser Adjektivgruppen Participiale grupper og gruppekomplekser Verbalgruppen og verbale gruppekomplekser Tid og tempus i verbalgruppen Passiv Verbale gruppekomplekser Semantikken Interpersonel semantik Ytringsfunktioner Evaluering Ideationel semantik Tekstuel semantik Tekstur og struktur...240

9 Indholdsfortegnelse Reference Ellipse og substitution Konneksion Leksikalsk relation Struktur Konteksten Den situationelle kontekst Den situationelle kontekst som system Den situationelle kontekst som tilfælde Det systemisk funktionelle kulturbegreb Registeranalysen/ den systemisk funktionelle tekstanalyse i teori Register Registerbegrebet Registeranalysen Modellen til registeranalyse Analysemetodik Analytiske vinkler Analysen af enkeltstående tekster Registeranalysen/ den systemisk funktionelle tekstanalyse i praksis Analysevinkel Analysemateriale Leksikogrammatikken MODUS TRANSITIVITET THEMA TAKSIS og LOGIKOSEMANTIK Opsummering på leksikogrammatikken Semantikken Interpersonel semantik Ideationel semantik Tekstlig organisering...301

10 10 Indholdsfortegnelse 10.5 Den kontekstuelle konfiguration Felt Tenor Måde Afrunding Eksemplariske horoskopsegmenteringer Kohæsive strenge Analysetekster inddelt i sætningskomplekser Reference Ellipse Konneksion Leksikalsk relation Appendiks 1: Grammatiske metaforer Begrebet grammatisk metafor Ideationelle metaforer Interpersonelle metaforer Den grammatiske metafor i kommunikations- og registeranalysen Mod en videre afklaring af begrebet grammatisk metafor Appendiks 2: En deskriptiv teori i et normativt ærinde Hvordan man skriver et horoskop Appendiks 3: Nøgle til læsning af netværk Nøgle til systemiske netværk Nøgle til realiseringsudsagn Appendiks 4: Notationer Den interpersonelle metafunktion Den eksperientielle metafunktion Den tekstuelle metafunktion Den logiske metafunktion

11 Indholdsfortegnelse 11 Appendiks 5: Dansk-engelsk oversigt over SFL-termer Bibliografi Stikordsregister

12 Figur og tabelfortegnelse Fig. 1-1: Sammenhængen mellem dimensioner i SFL 20 Fig. 1-2: Stratifikationens fire strata 21 Fig. 1-3: Meteorologi som system og tilfælde 25 Fig. 1-4: MODUSTYPE 27 Fig. 1-5: Rangbaseret konstituens 30 Tabel 1-1: Simple og komplekse helheder 32 Fig. 1-6: Det trinokulære perspektiv (illustreret med MODUS-netværk) 33 Fig. 1-7: Metafunktionerne i det trinokulære perspektiv Tabel 2-1: Grundlæggende ytringsfunktioner 37 Tabel 2-2: Typer af Modusadjunkter 43 Tabel 2-3: Oversigt over typer af kommentaradjunkter 48 Tabel 2-4: Oversigt over adjunkttyper 51 Fig. 2-1: Netværk over adjunkttyper (uden systemnavne) 52 Fig. 2-2: Modus-Residual komplementaritet 53 Fig. 2-3: SÆTNINGsnetværk 55 Fig. 2-4: SÆTNINGSTYPE 54 Fig. 2-5: MODUS og MODUSTYPE 57 Fig. 2-6: ELLIPSE, STATUS og INDIKATIVSTRUKTUR 58 Fig. 2-7: INDIKATIVTYPE 60 Fig. 2-8: INTERROGATIVTYPE 61 Fig. 2-9: HV-SELEKTION 62 Fig. 2-10: INDIKATIVSTRUKTUR2-TYPE 63 Fig. 2-11: IMPERATIVISK MODUS-PERSON 67 Tabel 2-5: Modus-personer 68 Fig. 2-12: INFINITTYPE 68 Fig. 2-13: SPØRGEMARKERING og SPØRGEADJUNKTTYPE 69 Fig. 2-14: POLARITET 71 Fig. 2-15: Netværk for modalitet 73 Fig. 3-1: Kompleks 83 Tabel 3-1: Primær- og sekundærsætninger 86

13 Figur- og tabelfortegnelse 13 Fig. 3-2: Typer af logikosemantik i sætningskomplekser 90 Tabel 3-2: Typer af elaboration 95 Tabel 3-3: Typer af ekstension 96 Tabel 3-4: Typer af cirkumstantion 99 Fig. 3-3: STATUS 103 Tabel 3-5: Afhængighedsrelationer 110 Tabel 3-6: Hovedtyper af nedrangerede sætninger 110 Fig. 4-1: Sætningens eksperientielle konfiguration 119 Fig. 4-2: TRANSITIVITET 120 Tabel 4-1: Oversigt over participanttyper 124 Fig. 4-3: Netværk for materielle processer 128 Fig. 4-4: Netværk for mentale processer 137 Fig. 4-5: Netværk for verbale processer 146 Fig. 4-6: Netværk for relationelle processer 152 Fig. 4-7: Netværk for cirkumstantiel TRANSITIVITET 165 Fig. 5-1: Thematisk udvikling i begyndelsen af (1) 175 Fig. 5-2: THEMA som konstituent og kontinuum 177 Fig. 5-3: THEMA for komplette sætninger Fig. 6-1: Ordklasser og deres specificeringer 197 Tabel 7-1: Grundlæggende ytringsfunktioner 228 Tabel 7-2: Grundlæggende ytrings- og responsfunktioner 228 Fig. 7-1: Netværk for ytringsfunktioner 229 Fig. 7-2: Netværk for evaluering 233 Tabel 7-3: PÅSKØNNELSEskategorier 234 Tabel 7-4: AFFEKTkategorier 235 Tabel 7-5: BEDØMMELSEskategorier 237 Tabel 7-6: FORSTÆRKNINGskategorier 238 Fig. 8-1: Model af den situationelle kontekst, organiseret efter metafunktioner og strata 257 Fig. 8-2: Netværk over analyseskalaer for den situationelle kontekst 263 Fig. 8-3: Sammenhængen mellem kultur og register 265 Fig. 8-4: Sammenhæng mellem kultur, situationel kontekst og sprog 266

14 14 Figur- og tabelfortegnelse Tabel 9-1: Variationer i sproget 268 Fig. 9-1: Register som mellemgrad i instantieringskontinuumet 268 Fig. 9-2: Model til registeranalyse, organiseret efter instantiering og stratifikation 270 Fig. 9-3: Model af tekst og kontekst for systemenden, organiseret efter metafunktioner og strata 271 Fig. 9-4: Model af tekst og kontekst for tekstenden, organiseret efter metafunktioner og strata 272 Tabel 10-1: Anvendelse af analysemateriale 280 Fig. 10-1: Sandsynligheder for MODUSTYPE i registret horoskoper 281 Fig. 10-2: Sandsynligheder for STATUS ift. STRUKTUR i registret horoskoper 282 Fig. 10-3: Sandsynligheder for MODUSADJUNKTER i registret horoskoper 282 Tabel 10-2: Modalitet via modalverber i registret horoskoper 283 Fig. 10-4: Sandsynligheder for relationelle processer i registret horoskoper 284 Fig. 10-5: Sandsynligheder for materielle processer i registret horoskoper 285 Fig. 10-6: Sandsynligheder for mentale processer i registret horoskoper 286 Fig. 10-7: Sandsynligheder for verbale processer i registret horoskoper 287 Fig. 10-8: Sandsynligheder for typer af cirkumstantialer i registret horoskoper 288 Fig. 10-9: Sandsynligheder for typer af thematisering i registret horoskoper Tabel 10-3: Sætningskompleksitet i registret horoskoper 292 Fig : Sandsynligheder for TAKSIS i registret horoskoper 292 Fig : Sandsynligheder for LOGIKOSEMANTIK i registret horoskoper 293 Fig : Sandsynligheder for ytringsfunktioner i registret horoskoper 295 Fig : Ideationelt netværk for registret horoskoper Tabel 10-4: Konneksioner i de fire illustrationshoroskoper 302

15 Forord Denne bog repræsenterer den foreløbige kulmination på arbejdet med at applicere den systemisk funktionelle lingvistik til dansk. Historien bag bogen er ikke lang, men rummer dog en række store og små skelsættende begivenheder, ligesom den afspejler vores færd ind i det systemisk funktionelle univers. I efteråret 97 valgte Uwe at gennemføre et undervisningsforløb baseret på Hallidays tanker om sprog, og vi blev alle tre fascinerede af disse. Fascinationen blev ikke mindre, efter at Flemming og Thomas i sommeren 98 forlystede sig med at deltage i et institute på University of Cardiff, hvor de primære undervisere var Michael Halliday og Christian Matthiessen. Med pustet fra den internationale lingvistiske scene og med vores stigende forståelse for teorien og for, at her stod vi med noget specielt, som baggrunde, fostrede vi op til julen 98 idéen om bogen: Selskabeligt julefrokostoverrislede faldt vi i diskussion i Bjørnemosens fælleshus møntvaskeri og sluttede af med højtidelige løfter om et nært samarbejde med det mål at få tænkt og skrevet en dansk systemisk funktionel sprogbeskrivelse. Siden julefrokosten har vi brugt mange timer hver for sig i studerekammeret med opslåede bøger, tændte computere, omgivet af uordentlige stakke af noteark og med rynker i panden. Og vi er mødtes og har fremlagt, diskuteret, tegnet og følt synergieffekten mellem os både privat (ikke mindst turene til Drejø har rummet katapultagtige løft fremad) og på universitetet. Skamlen med tre ben kaldte Uwe os engang, og det er et fint billede på et samarbejde, hvor vi alle har bidraget med noget forskelligt, og hvor ingen derfor har kunnet undværes. I løbet af samarbejdet er der således sket en uddifferentiering i forskellige roller, så vi har optrådt som hhv. Den Progressive, Den Reaktionære og Den Konsekvente. Som ovenfor skrevet er dette den foreløbige kulmination på vores arbejde med systemisk funktionel lingvistik i forhold til dansk. Vi understreger, at det er en præliminær applicering, vi har foretaget, hvorfor vi er særdeles interesserede i tilbagemeldinger (gerne via en af de mailadresser, vi har anført nedenfor). Samtidig skal det pointeres, at det frem for alt er en sætningsgrammatik, vi har udarbejdet. Tak til... Først og fremmest vil vi takke Christian Matthiessen, der siden sommeren 98 har fulgt os med interesse, ligesom han flere gange i forskellige sammenhænge har undervist os og diskuteret med os.

16 16 Forord Christian skal endvidere have en stor tak for en fantastisk imødekommenhed i forbindelse med Thomas og Flemmings ophold i Singapore og Sydney i efteråret 99. Dernæst vil vi takke Michael Halliday i almindelighed fordi vi selvsagt i vores tænkning af sprog og lingvistik står i dyb gæld til hans tanker, i særdeleshed fordi han ligesom Christian ved flere lejligheder har vist sig som en inspirerende og indsigtsfuld sparringpartner. Vender vi øjnene tilbage mod det danske, skal Institut for Sprog og Kommunikation nævnes, fordi den organisatoriske struktur her har muliggjort, at vi på tværs af vores fag har haft mulighed for at arbejde sammen. I institutregi har også SFL-kredsen spillet en rolle. På landsplan har vi mødt opbakning og gode vink fra kolleger på andre institutioner, og det vil vi også her takke for. Vores studerende gennem de sidste par år vil vi også takke, fordi de tålmodigt har lagt krop til vores mange tentative og oftest indbyrdes modstridende udlægninger af den systemisk funktionelle lingvistik, og fordi vi fra dem har fået mange værdifulde tilbagemeldinger. Endelig vil vi takke Rikke Luise Hestbæk, som sammen med Thomas har foretaget den afsluttende redigering, korrigering, opsætning og indeksering af bogen. Odense, sommeren 2001 Thomas Andersen (tlandersen@language.sdu.dk) Uwe Helm Petersen (uhp@language.sdu.dk) Flemming Smedegaard (fsm@language.sdu.dk)

17 1 Introduktion 1.1 Sprogsynet Det sprogsyn, der ligger til grund for denne fremstilling, er, at sprog er en levende organisme. Med dette mener vi, at sproget er under konstant udvikling, fordi det hele tiden bliver påvirket af de sociale omgivelser, det bliver anvendt i. Når vi møder sprog, møder vi det altid som sprog i brug, og sprog i brug er det, vi benævner tekster (uanset omfanget af disse). Tekster er med andre ord en overordnet betegnelse for alle typer af verbal kommunikation. Denne kan fx tage form af en samtale, hvor de interagerende parter skaber teksten, eller en roman, som først bliver en tekst i mødet med læseren. Sprog lever kun i brug, og når sprog lever, udvikler det sig, hvorimod et sprog, der ikke bliver brugt, dør ud. Sprog er med andre ord ikke et selvkørende, lukket system, men en ressource, som vi øser af, når vi bruger det. Og som påvirkes gennem brugen. En beskrivelsesmodel, der baserer sig på det sprogsyn, at sproget er en ressource, er den systemisk funktionelle, som vi præsenterer i denne bog. Den systemisk funktionelle sprogbeskrivelse er baseret på følgende fire grundlæggende antagelser: (i) Sprogbrug er funktionel. (ii) Sprogets funktion er at skabe betydninger. (iii) Disse betydninger påvirkes af den kontekst, de udveksles i. (iv) Sprogbrugen er en semiotisk proces, hvorved betydning skabes gennem valg. De fire antagelser kan uddybes som nedenfor: At sprogbrugen er funktionel, er et udtryk for, at sproget dels afspejler menneskets tanker og handlinger, dels er et redskab i den sociale interaktion mellem mennesker, hvor dets formål er at skabe forbindelser. At sprogets funktion er at skabe betydninger, hænger sammen med, at menneskets konstruktion af virkeligheden er uadskilleligt fra konstruktionen af de betydninger, hvorigennem virkeligheden afspejles. Disse betydninger udtrykkes verbalt gennem sproget, hvorfor sproget (jf. antagelse (i)) er et potentiale til konstruktion af betydninger, som er fælles mellem mennesker. Sprogets betydning gives således gennem dets funktion, ikke dets form, selvom de to størrelser er uadskillelige. Den sproglige form udtrykker, dvs. realiserer funktionen, og dermed betydningen.

18 18 1 Introduktion At betydninger (udtrykt gennem sproget) påvirkes af den kontekst, de udveksles i, er en understregning af, at sprog aldrig fungerer uafhængigt af den kontekst, hvori det bruges. Sprog (altså tekst) skal derfor altid analyseres i den sammenhæng (altså kontekst), som det indgår i. At sprogbrugen er en semiotisk proces, hvorved betydning skabes gennem valg, hænger sammen med, at sproget er et potentiale, der aktualiseres i større eller mindre grad i den enkelte tekst. Det er imidlertid ikke blot sproget, der er et potentiale. Alle kommunikative handlinger både sproglige og ikke-sproglige er instantierede (: aktualiserede) dele af bagvedliggende potentialer, og vi kan derfor opbygge et potentialehierarki, hvis byggesten er (i) en persons gøre-potentiale, (ii) personens betydningspotentiale og (iii) sprogets leksikogrammatiske potentiale. Argumentationen for dette potentialehierarki er følgende: Når en person ønsker at kommunikere, kan vedkommende grundlæggende gøre det på to forskellige måder, nemlig dels gennem sproget, dels gennem non-verbale handlinger, som fx påklædning, valg af frisure og brug af make up. Alle disse måder udgør til sammen personens gøre-potentiale. Gøre-potentialet er, hvad et individ kan gøre. Anvender personen sproget som kommunikationsform, transformeres gøre-potentialet til et betydningspotentiale, idet essensen af den verbale handling netop er at udtrykke betydning (jf. antagelse ii) enten ideationel, interpersonel eller tekstuel betydning. 1 Betydningspotentialet er, hvad personen kan tænke/ mene. Betydningspotentialet realiseres så i sproget som det leksikogrammatiske potentiale, der er, hvad personen kan udtrykke. Det leksikogrammatiske potentiale er, hvad personen kan sige. Summarisk fremstillet er tesen altså, at sproget er en ressource til at skabe betydning, som leksikogrammatikken realiserer ved at sætte ord og form på. De ovenstående fire antagelser, nemlig at sprogbrugen er funktionel, semantisk, kontekstuel og semiotisk, er de grundlæggende antagelser i en systemisk funktionel sprogbeskrivelse. I det efterfølgende vil vi ud fra antagelserne præsentere de overordnede dimensioner med et andet ord: nøglebegreber i den systemisk funktionelle lingvistik (SFL). 1.2 Sprogets dimensioner i den systemisk funktionelle lingvistik Den systemisk funktionelle tilgang til sproget er holistisk. Derfor tegner vi i denne fremstilling først de mere omfattende oversigtskort, hvorefter vi kortlægger de mere lokale områder i en efterhånden mere og mere detaljeret målestok. Selv om det globale kort er så generelt, at de mere detaljerede træk inden for de enkelte områder ikke kan ses ved første blik, er det globale overblik nødvendigt 1 Disse termer uddybes i afsnit om metafunktion.

19 1 Introduktion 19 for at gøre det klart, hvor disse områder er lokaliserede, både i forhold til hinanden og i forhold til det overordnede semiotiske rum. Et systemisk funktionelt tegnet kort over et sprog skal få os til at forstå det som en helhed, der er organiseret efter en række semiotiske dimensioner, således at sproget erkendes som et multidimensionalt rum, der omfatter alle sprogets betydningsskabende ressourcer. Sammenhængen mellem de forskellige dimensioner fremgår af Fig. 1-1 på næste side, som kan bruges til orientering under den efterfølgende gennemgang af de enkelte dimensioner i den systemisk funktionelle teori. Det drejer sig om tre globale dimensioner, nemlig: (i) stratifikation, herunder realisation (ii) metafunktion (iii) instantiering samt om tre lokale dimensioner, nemlig : (iv) akse (v) specificering (vi) rang De globale dimensioner gennemgås nedenfor i afsnit 1.3, og de lokale dimensioner i afsnit 1.4. Desuden præsenterer vi begrebet det trinokulære perspektiv i afsnit 1.5. Fig. 1-1 er som skrevet ovenfor en visualisering af sammenhængen mellem de nævnte dimensioner. Det trinokulære perspektiv er illustreret i Fig De globale dimensioner Stratifikation Begynder vi i venstre halvdel af Fig. 1-1, støder vi på dimensionen stratifikation, som dækker over den opfattelse, at sproget er et komplekst semiotisk system, der er organiseret i tre strata, nemlig (i) fonologi (/grafologi), (ii) leksikogrammatik og (iii) semantik. Opdelingen i strata er baseret på grader af semiotisk abstraktion. Den laveste grad af abstraktion hører fonologien (/grafologien) til, idet dette stratum rummer sproget som lyd eller skrift, altså sproget som materielt, fysisk udtryk. På abstraktionsstigen følger dernæst leksikogrammatikken, der betegner sprogets potentiale til at forme betydning som verbale manifestationer (med både indhold og form). Sidste trin på abstraktionsstigen er det semantiske stratum, der er stratummet for betydning. Det er en væsentlig pointe, at både det leksikogrammatiske og det semantiske stratum hører

20 Fig. 1-1: Sammenhængen mellem dimensioner i SFL SPECIFICERING Tekst INSTANTIERING Potentiale/ System Paradigmatik METAFUNKTION Interpersonel Tekstuel Ideationel - Eksperientiel - Logisk Syntagmatik AKSE STRATIFIKATION Kontekst Semantik Leksikogrammatik Fonologi RANG

21 1 Introduktion 21 hjemme på sprogets indholdsside, hvorfor det alene er det fonologiske (/grafologiske) stratum, der rummer sprogets udtryksside. Dette tredelte semiotiske og stratificerede system (altså sproget) er indlejret i et fjerde stratum, nemlig (iv) den ekstrasproglige kontekst. Kontekst Semantik Leksikogrammatik Fonologi/ grafologi Fig. 1-2: Stratifikationens fire strata De fire nævnte strata er eksternt organiserede, nemlig gennem realisation (realisation er vist som pile i Fig. 1-2). Således realiserer et stratum et højere stratum (forudsat at det førstnævnte stratum ikke er det højeste, altså konteksten, der ikke realiserer et andet stratum), samtidig med, at et stratum realiseres af et lavere stratum (forudsat at det førstnævnte stratum ikke er det laveste, altså fonologi (og grafologi)). Endvidere er hvert af de sproglige strata organiseret internt, nemlig via de lokale dimensioner akse, specificering og rang (som det fremgår af højre side af Fig. 1-1). Det centrale stratum i sproget er leksikogrammatikken, der er det ene af sprogets to indholdsstrata. Leksikogrammatikken udgør sprogets ressource til at forme ( sætte ord på ) betydninger, idet disse via dette stratum realiseres dels gennem grammatiske strukturer, dels gennem leksikken (ordvalget). Når det grammatiske stratum i sproget benævnes leksikogrammatik og ikke blot grammatik, skyldes det, at vi i systemisk funktionel sammenhæng betragter leksik som grammatik i sin mest specifice-

22 22 1 Introduktion rede 2 udformning. Leksikogrammatikken opfattes med andre ord som et kontinuum gående fra mest grammatisk til mest leksikalsk. I sine laveste specificeringsgrader er valgene i et leksikogrammatisk system overvejende grammatisk definerede, mens det i systemets højeste specificeringsgrader er leksik, der udgør de systemiske valg. Der er således ingen skarpe grænser mellem grammatik og leksik; de to størrelser flyder over i hinanden. Det leksikogrammatiske stratum står i et naturligt, ikke arbitrært, forhold til det næste stratum, semantikken 3, der er sprogets andet indholdsstratum. Semantikken er stratummet for sprogets ressourcer til at skabe betydning. Det er sprogets semantiske ressourcer, der giver mennesket mulighed for at agere i og reflektere over verden, idet denne gennem semantisering bliver tillagt betydning. I den systemisk funktionelle model er semantikken det stratum, der skaber forbindelsen mellem leksikogrammatikken og konteksten, hvorfor de semantiske systemer er dem, der først og fremmest berøres af de krav, kontekstuelle faktorer altid stiller til en sproglig realisation af ekstrasproglige forhold. Kontekst er jf. de præsenterede antagelser helt afgørende i den systemisk funktionelle beskrivelsesmodel. Konteksten er bredt formuleret de totale omgivelser eller med et andet udtryk: den situation hvori en tekst udfolder sig. Af denne grund benævner vi kontekst som den situationelle kontekst, der består af variablerne felt, tenor og måde. - Felt fokuserer på, hvad der sker i situationen omkring en tekst. Feltet betegner de betydningsbærende sociale handlinger i konteksten, ligesom emnet for teksten er et aspekt af felt. Foruden emnet for teksten inkluderer felt de aktiviteter, der giver emnet betydning mellem de interagerende parter, samt gør det relevant. Sådanne aktiviteter kan fx være udforskning, (ind)læring og reflektion (aktiviteter, hvor teksten har en status i sig selv), eller det kan være en indkøbssituation eller et kortspil (som er aktiviteter, hvor teksten er indkapslet i en social aktivitet). Udtrykt på anden vis fokuserer felt på, hvad der kommunikeres om. - Tenor fokuserer på relationen mellem afsender og modtager(e). Under tenor beskrives interaktionspotentialet for de interagerende parter gennem en beskrivelse af de socialt set betydningsbærende roller og rollerelationer, som dels er skabt gennem de permanente karakteristika for hver af de interagerende parter, dels er skabt gennem det forhold, der situationsspecifikt opstår mellem disse. Udtrykt på anden vis fokuserer tenor på, hvilket forhold de kommunikerende parter har til hinanden. - Måde fokuserer på sprogets rolle i interaktionen mellem afsender og modtager(e). Måde er generelt betragtet variablen, der beskriver den rolle, sproget i sig selv spiller i den givne 2 Se uddybende om specificering i afsnit I modsætning hertil står fonologi (og grafologi) i et arbitrært forhold til leksikogrammatikken. Fonologi (og grafologi) er således sammenligneligt med Hjelmslevs indholdsform, hvortil leksikogrammatik og semantik passer som indholdssubstans.

23 1 Introduktion 23 situation. Det er den særlige status, som i situationen tilskrives teksten, og omhandler således tekstens funktion i relation til den sociale aktivitet, herunder rollestruktur, og teksten som materielt udvekslingsmedium samt dette mediums muligheder for feedback. Udtrykt på anden vis fokuserer måde på, hvordan sproget anvendes i en given situation. Til sammen skal de tre ovenfor præsenterede kontekstuelle variabler opfattes som de centrale situationelle faktorer, der repræsenterer den sociale kontekst som semiotiske omgivelser, inden for hvilke sprogbrugerne udveksler betydninger Metafunktion Som illustreret af pilene i Fig. 1-2 realiseres de tre kontekstuelle variabler, felt, tenor og måde, sprogligt gennem det semantiske og det leksikogrammatiske stratum. Denne realisation fungerer gennem tre metafunktioner. Således har feltet sin sproglige pendant i (i) den ideationelle metafunktion, som igen splittes op i den eksperientielle og den logiske metafunktion, tenoren har sin sproglige pendant i (ii) den interpersonelle metafunktion og endelig er (iii) den tekstuelle metafunktion den sproglige pendant til måden. (i) (ii) (iii) Den ideationelle metafunktion drejer sig om ideationen, idet den repræsenterer de ressourcer, vi betjener os af for at konstruere vores erfaring med verden omkring os (den ydre, reale verden) og inden i os (den indre, mentale verden). På det leksikogrammatiske stratum fungerer den ideationelle metafunktion dels gennem systemet TRANSITIVITET (for eksperientiel betydning), dels gennem systemerne TAKSIS og LOGIKOSEMAN- TIK (for logisk betydning). TRANSITIVITET er den grammatiske ressource til at konstruere vores erfaring af det, der foregår og sker, som strukturelle konfigurationer. Hver konfiguration består af en proces, af de participanter, der er involveret i processen, og endelig af omstændighederne (cirkumstantialerne) omkring processen 4. TAKSIS og LOGIKOSEMANTIK er de grammatiske ressourcer for som sekvenser at forbinde de konfigurationer, som konstrueres gennem TRANSITIVITET. Den interpersonelle metafunktion udspringer af interaktionen mellem taler og adressat. Den stiller de ressourcer til rådighed, som vi trækker på, når vi spiller vores forskellige roller i interaktionen ved hjælp af ytringsfunktioner. Det sker ved at skabe, ændre og opretholde interpersonelle relationer. På det leksikogrammatiske stratum fungerer den interpersonelle metafunktion væsentligst gennem systemet MODUS, som er grammatikaliseringen af de forskellige semantiske ytringsfunktioner. Endelig betegner den tekstuelle metafunktion sprogets funktion til diskursivt at organisere ideationel og interpersonel betydning i teksten, som den udfolder sig i interaktionen. 4 Det er den metafunktion, og her især den eksperientielle komponent, som man normalt forbinder med semantik og traditionel betydningslære.

24 24 1 Introduktion På det leksikogrammatiske stratum fungerer den tekstuelle metafunktion særligt gennem systemet THEMA. Som ovenstående indikerer, er der forskel mellem på den ene side den ideationelle og den interpersonelle metafunktion og på den anden side den tekstuelle metafunktion. De førstnævnte metafunktioner modsvarer sprogets tvedelte formål, der er at udtrykke erfaring og intersubjektiv fortolkning af denne. Således udtrykker disse metafunktioner betydning om verden. I modsætning hertil udtrykker den sidstnævnte metafunktion ikke direkte betydning om verden, men er i stedet den funktion, der gør, at sproget kan leve op til sit tvedelte formål Instantiering Instantiering er en betegnelse for sammenhængen mellem sproget som system og sproget som tekst. Sammenhængen mellem systemet og teksten er givet gennem et kontinuum, hvor systemet betegner den mest generelle ende, mens teksten betegner den mest specifikke ende. Med dette mener vi, at sproget som system er et enormt potentiale, som delvist instantieres (aktualiseres) hver gang, en tekst konstrueres. Det er aldrig hele systemet (altså potentialet), der instantieres som tekst dette ville give en alt for lang og kompliceret tekst til, at den ville kunne fungere i en kontekst men kun dele af systemet. Teksten fungerer med andre ord som et tilfælde (dvs. en manifestation) af dele af systemet. Med en analogi kan instantiering og dermed sammenhængen mellem system og tilfælde beskrives ud fra meteorologien: Her kan vi sige, at hvert enkelt vejr er et tilfælde. På baggrund af en masse tilfælde af vejr i et eller andet område på jorden kan meteorologer generalisere og dermed nå frem til et billede af klimaet i det pågældende område. Klimaet bliver dermed systemet. På samme måde som for sproget, instantieres det fulde klimatiske potentiale aldrig på samme tid i det samme område: Således er det ikke muligt på samme tid at opleve kombinationen af fx sne, regn, hagl, solskin, blæst, vindstille, overskyet, skyfrit, varmt, koldt, fugtigt, tørt. Mellem det enkelte tilfælde af vejr og klimaet findes en række vejrmønstre. Vejrmønstre adskiller sig ikke i væsen fra klimaet og fra enkelte tilfælde af vejr. De adskiller sig kun, hvad graden af generalisering angår: Et bestemt vejrmønster er således ikke andet end en sammenfatning af et antal enkelttilfælde af vejr, på samme måde som et klima ikke er andet end en sammenfatning af et antal af vejrmønstre. Denne sammenhæng mellem klima, vejrmønstre og vejr er illustreret i Fig. 1-3 på næste side. I forbindelse med instantiering hvad enten det er inden for meteorologien, lingvistikken eller et helt andet felt er det en væsentlig pointe, at systemet ikke kan iagttages. Vi kan ikke iagttage sproget som system, kun prøve at beskrive det ud fra en række tekster, ligesom vi ikke kan se klimaet, men kun opfatte de enkelte tilfælde af vejr.

25 1 Introduktion 25 System: Klima Subsystem: Vejrmønster Tilfælde: Vejr Fig. 1-3: Meteorologi som system og tilfælde Instantieringskontinuumet er en dimension, som organiserer systemer af alle slags fysiske systemer som det meteorologiske, biologiske systemer, sociale systemer og ligeledes semiotiske systemer. 5 Inden for de semiotiske systemer ligger teksten som allerede anført i tilfældeenden af kontinuumet og er altså det semiotiske vejr, mens sprogsystemet er det semiotiske klima. Teksten instantierer det sproglige system, og det sproglige system potentialiserer et uendeligt antal af tekster 6. Tekst og system er polerne i det sproglige instantieringskontinuum. Imellem disse to poler er der mønstre, som er mere generelle end de specifikke tekster, men også mere specifikke end selve systemet. For at blive i den meteorologiske analogi er der altså sproglige mønstre, som svarer til vejrmønstrene. Disse mønstre betegnes registre 7. Eftersom instantiering er et kontinuum, ligger det lige for at forstå denne dimension som en proces. Og som en sådan foregår den på to måder: dels som beskrivelse og dels som produktion. Således kan man beskrive en allerede instantieret tekst på grundlag af sit kendskab til det bagvedliggende system, eller man kan producere en ny tekst ved at foretage valg i det bagvedliggende system. Instantiering er ikke blot en teoretisk motiveret dimension, der skal forklare sammenhængen mellem et abstraktum som sproget og et konkretum som tekst(er), men også en forklaringsmodel til at 5 Sammenhængen mellem disse systemer er som følger: Udgangspunktet er det fysiske system, som koblet med liv bliver et biologisk system. Når det biologiske system kobles med værdi, skabes et socialt system, der koblet med betydning bliver et semiotisk system. 6 Instantieringskontinuumet er en central dimension generelt i lingvistikken. Læsere, der i forvejen har et vist lingvistisk kendskab, vil sikkert genkalde sig Saussures dikotomi langue og parole eller Chomskys tilsvarende competence og performance. De to begrebssæt adskiller sig imidlertid fra begreberne system og tekst ved at være klare dikotomier, hvor erkendelsesinteressen udelukkende ligger i langue/competence. I modsætning hertil står SFL, bl.a. inspireret af Hjelmslev (1943, p. 36), der gør det klart, at sammenhængen mellem system og det, han kalder forløb (jf. parole) er sådan, at forløbet determinerer systemet. 7 Se kap. 9.

26 26 1 Introduktion sikre en grundlæggende forståelse af, hvad der foregår i en sproglig interaktion: Når to interagerende parter forstår hinanden, er det kun muligt, fordi de begge trækker på det samme system, nemlig det, der ligger bag instantieringen af de tekster, de udtrykker sig igennem. 1.4 De lokale dimensioner Akse Følger vi de stiplede linier til højre halvdel af Fig. 1-1, når vi til de tre lokale dimensioner. Den første af disse dimensioner er dimensionen akse, som er organiseret både paradigmatisk som system og syntagmatisk som struktur. Den paradigmatiske akse, som er vertikal, handler om alle de valg i sproget, vi som sprogbrugere træffer ud fra det samlede sprogsystem hver gang, vi kommunikerer. Den syntagmatiske akse, som er horisontal, handler om, hvordan enkeltelementerne i sproget kobles sammen til bestemte strukturer. I SFL er den paradigmatiske tilgang til sprogbeskrivelsen overordnet den syntagmatiske, og det er den af følgende grunde: (i) (ii) (iii) Gennem den paradigmatiske tilgang modelleres sproget som en ressource, et potentiale af betydninger, og ikke som et inventar af regler. Det er her, begrebet valg kommer ind, som afføder de metodiske spørgsmål, der er helt afgørende i en systemisk funktionel sprogbeskrivelse: Hvilke andre valgmuligheder har sprogbrugeren udover det netop valgte sproglige udtryk, og hvorfor har han valgt netop dette udtryk i den givne situation? Hvilke konsekvenser har dette valg for den videre udfoldelse af teksten? Gennem den paradigmatiske tilgang opstår der ikke noget skel mellem det at beskrive et fænomen og det at relatere fænomenet til andre fænomener. Systemisk funktionel sprogbeskrivelse er netop at relatere et fænomen til alle de andre. Det er den måde, man får kortlagt systemet på som et system af fænomener. En paradigmatisk tilgang lægger endvidere op til en model af sproget, der gennem en angivelse af sandsynligheden for de enkelte valgmuligheder i den givne kontekst gør det muligt at forudsige den aktuelle sprogbrug og dermed det bagvedliggende register. Den syntagmatiske vinkel er inkorporeret i SFL på den måde, at valgene i et paradigme når de foretages/ sættes sammen realiseres gennem en struktur. Denne struktur kan være dannet på to måder:

27 1 Introduktion 27 - Hvis strukturen er dannet af flere af den samme type af konstituent (og således er rekursiv), betegnes strukturen univariat. Komplekser, hvad enten det er gruppe- eller sætningskomplekser, er univariate strukturer, idet de er sat sammen gennem enten parataktisk eller hypotaktisk kombination af samme type af konstituent (fx to sætninger). - Hvis strukturen er dannet af forskellige typer af konstituenter, og hver type kun forekommer en enkelt gang, betegnes strukturen multivariat. Multivariate strukturer findes både i sætninger og i grupper. I sætningen fx i strukturen Subjekt Finitum Prædikator Komplement og i nominalgruppen fx i strukturen Bestemmer Beskriver Ting Kvalifikator Specificering De paradigmatiske relationer i sproget organiseres i netværk, som er betegnelsen for en samling af relaterede systemer. Hvad dette betyder, kan illustreres med systemet MODUSTYPE fra sætningsnetværket, som i øvrigt er fundamentet for den leksikogrammatiske del af den interpersonelle metafunktion. 8 finit sætning + Modus 1 indikativ imperativ 2 deklarativ S F 3 interrogativ polar F^S indhold Systemnavne: 1: MODUSTYPE 2: INDIKATIV- TYPE 3: INTERROGA- TIVTYPE + F/P + Hv; hv^f Fig. 1-4: MODUSTYPE Et netværk læses fra venstre mod højre, fra det mere generelle til det mere specificerede. Vi starter derfor fra venstre i Fig. 1-4 med indgangsbetingelsen, som for systemet MODUSTYPE er en finit sætning. En finit sætning er karakteriseret ved at rumme et Moduselement, markeret med realiseringsudsagnet +Modus, indrammet i en tekstboks under indgangsbetingelsen finit sætning. Realiseringsudsagn specificerer strukturelle fragmenter, hvis tilstedeværelse i en struktur er fundamentale i realiseringen af et valg. Uden realiseringsudsagnene kan systemet (og dermed i sidste ende netværket) ikke valideres. 8 Se kap. 2 om den interpersonelle metafunktion på det leksikogrammatiske stratum.

28 28 1 Introduktion Systemet MODUSTYPE (noteret med en pil) rummer enten-eller-valget mellem en indikativ sætningsstruktur og en imperativ sætningsstruktur, hvilket er noteret med en kantet parentes. Imperativstrukturen har realiseringsudsagnet +F/P, dvs. en fusioneret struktur af sætningsfunktionerne Finitum og Prædikator, fx Hjælp Mette med opvasken. Indikativstrukturen er ikke noteret med noget realiseringsudsagn, fordi det klares senere i systemet INDIKATIVTYPE. Systemet INDIKATIVTYPE efterfølges af ikke blot ét, men af hele tre nye systemer, nemlig systemerne ELLIPSE, STATUS og INDIKATIVSTRUKTUR. Mængdeklammen viser, at der er tale om tre samtidige systemer, og at der derfor skal foretages et valg i hvert af de tre systemer. Hvert af de tre systemer rummer to valgmuligheder. I denne gennemgang koncentrerer vi os udelukkende om valgene i det ene af de tre systemer, nemlig systemet INDIKATIVSTRUKTUR, som udmøntes i valgmulighederne indikativstruktur 1 og indikativstruktur 2. Indikativstruktur 1 fortsætter til et nyt system, nemlig INDIKATIVTYPE, som består af valgmulighederne en deklarativ og en interrogativ sætningsstruktur. Den deklarative struktur har realiseringsudsagnet S F ( betyder fakultativ rækkefølge), hvilket vil sige, at vi enten har rækkefølgen Subjekt^Finitum eller Finitum^Subjekt (^ betyder obligatorisk rækkefølge), fx Mathias ville ikke hjælpe Mette med opvasken i går over for I går ville Mathias ikke hjælpe Mette med opvasken. Interrogativstrukturen fortsætter i systemet INTERROGATIVTYPE med de to valgmuligheder polar (polaritetsinterrogativ) og indhold (hv-interrogativ). Sætningsstrukturen for polaritetsinterrogativen har realiseringsudsagnet F^S, dvs. rækkefølgen Finitum^Subjekt, fx Ville Mathias hjælpe Mette med opvasken i går? Hv-interrogativsætningen har realiseringsudsagnet +hv; hv^f, som læses således: Indsæt et hv-element; start strukturen med hv-elementet og anbring derefter Finitum, fx Hvem ville ikke hjælpe Mette med opvasken i går? eller Hvornår ville Mathias ikke hjælpe Mette med opvasken? Indikativstruktur 2 fortsætter også videre til et nyt system, nemlig INDIKATIVSTRUKTUR2- TYPE, som består af valgmulighederne indikativstruktur 2a og indikativstruktur 2b. Indikativstruktur 2a har realiseringsudsagnet S^F, hvilket betyder, at Subjekt altid kommer før Finitum i denne type sætningsstruktur, fx Mathias sagde, at han ikke ville hjælpe Mette med opvasken. Indikativstruktur 2b har realiseringsudsagnet A>Tekst^F^S, hvilket betyder, at der i denne struktur altid kommer en Tekstualadjunkt før Finitum, og at Finitum kommer før Subjekt, fx Mette sagde, at der vil være en hel del opvask efter festen. I Appendiks 3 findes en samlet nøgle til læsning af systemiske netværk.

29 1 Introduktion 29 Som det fremgår af Fig. 1-4, fører systemet MODUSTYPE videre til tre samtidige systemer, heriblandt INDIKATIVSTRUKTUR. Den ene valgmulighed i dette system, indikativstruktur 1, fører fx videre til systemet INDIKATIVTYPE, som igen fører videre til systemet INTERROGATIV- TYPE. Ud fra antallet af systemer siger vi, at systemet MODUSTYPE er specificeret ud til specificeringsgrad 4. En sådan opgørelse over et systems specificeringsgrader viser, hvad begrebet specificering dækker over, nemlig organiseringen af systemer på en linie fra mest generel til mest specifik jo højere specificeringsgrad, jo mere specifik Rang Rang betegner basalt en hierarkisk organisering af dele i forhold til en helhed. Dette forhold kan vi forklare med en analogi om en persons påklædning: Den største helhed i påklædningshierarkiet er netop påklædning. Denne helhed kan fx bestå af delene sko, strømper, bukser, undertøj og skjorte. Dermed kan man sige, at de sidstnævnte påklædningsgenstande er på en rang under helheden påklædning. Bevæger vi os yderligere en rang ned, kan vi bestemme helheden bukser som bestående af delene lommer, ben, front og bag. Disse dele fungerer så igen som helheder for den underliggende rang, hvor fx en lomme udgøres af delene sytråd og stof. Ranghierarkiet for påklædning får derfor følgende udseende: påklædning påklædningsgenstand (fx bukser) dele af påklædningsgenstand (fx lomme) materiale for dele af påklædningsgenstand (fx sytråd) Det sproglige system er også organiseret i rang. Hvis ikke systemet var organiseret efter rang men at hele det sproglige potentiale, dvs. både på det semantiske, det leksikogrammatiske og det fonologiske (/ grafologiske) stratum, var organiseret som et enkelt, enormt systemnetværk, og at valgmulighederne i dette netværk kunne realiseres inden for strukturen af én enkelt enhed ville det i sin kompleksitet føre til systemer, der dels var aldeles uhåndterbare, dels ikke ville være tilstrækkeligt udsagnskraftige. Det, vi i stedet ser, er, at sproget har udviklet dimensionen rang, ad hvilken de systemiske ressourcer inden for hvert af de tre sproglige strata er fordelt. Ved hjælp af rang ordner vi syntagmatisk sproglige helheder i en række hierarkisk organiserede niveauer. Hver rang afspejler basale realisationsmønstre af funktionsstrukturer, som derpå realiseres af konstituenter på den umiddelbart underliggende rang. Således realiseres funktionen Subjekt på sætningsrang af en nominalgruppe på den umiddelbart underliggende grupperang, hvilket i form af et realiseringsudsagn noteres således Subjekt: nominalgruppe (: betyder realiseres af ). Nominalgruppen er her en grammatisk helhed på grupperang, som realiserer funktionen Subjekt på sætningsrang.

30 30 1 Introduktion Rang indordner således sproglige helheder hierarkisk efter deres konstituentrelationer, idet rang er baseret på relationen del-helhed. Hver sproglig helhed består af dele, de såkaldte konstituenter, som igen på den efterfølgende lavere rang er helheder: Den højest rangerende helhed i et stratum består m.a.o. af helheder fra den umiddelbart underliggende rang, disse igen af helheder fra rangen under denne osv., indtil vi når ned til helhederne af laveste rang, som ikke har nogen intern konstituentstruktur. I dansk har vi følgende range på det leksikogrammatiske stratum 9 : sætning gruppe/frase ord morfem Det vil sige, at en sætning består af grupper/ fraser, en gruppe/ frase består af ord, og et ord består af morfemer. Den rangdelte konstituentstruktur af eksemplet Handymanden Flemming Leth kommer til Middelfart er vist i Fig. 1-5: sætning gruppe ord morfem Handy+ mand+ en Flemming Leth komm+ er til Middelfart Figuren læses således: Fig. 1-5: Rangbaseret konstituens Sætningen Handymanden Flemming Leth kommer til Middelfart består af 3 grupper, nemlig nominalgruppen Handymanden Flemming Leth og verbalgruppen kommer samt præpositionalfrasen til Middelfart. 9 Der findes hierarkisk ordnede rangniveauer på alle tre strata. Rang må således ikke forveksles med stratum. Rangniveauerne på det semantiske stratum er af en ganske anden beskaffenhed end dem på det leksikogrammatiske, og de leksikogrammatiske rangniveauer er igen helt anderledes end dem på det fonologiske stratum. På det fonologiske stratum er der følgende hierarkisk ordnede rangniveauer: tonegruppe fod stavelse fonem.

31 1 Introduktion 31 Nominalgruppen Handymanden Flemming Leth består af 3 ord, nemlig substantivet handymanden samt proprierne Flemming og Leth. Verbalgruppen kommer består af 1 ord, nemlig verbet kommer, og præpositionalfrasen til Middelfart består af 2 ord, nemlig af præpositionen til og propriet Middelfart. Substantivet handymanden består af 3 morfemer, nemlig leksemerne handy og mand samt af fleksivet en. Proprierne Flemming og Leth består af hver sit morfem, nemlig leksemerne flemming og leth. Verbet kommer består af 2 morfemer, nemlig leksemet komm- og fleksivet er. Præpositionen til består af leksemet til, og propriet Middelfart af leksemet middelfart. I forbindelse med rangdimensionen melder der sig to supplerende fænomener, nemlig (i) rangskifte og (ii) kompleks. Ved rangskifte forstås, at en helhed fra én rang optræder, som om den var en helhed af lavere rang, dvs. den er gået ned i rang eller er blevet nedrangeret. Rangskifte foreligger for eksempel, når en sætning optræder, som om den var en gruppe i fx: Det lover ikke godt for ferien, [[at der kommer et nyt lavtryk]]. For rangskifte nedad bruger vi betegnelsen nedrangering. Rangskiftede sætninger nedad noteres i beskrivelsen med kantet dobbeltparentes [[nedrangeret sætning]]. I eksemplet her optræder atsætningen, som om den var en gruppekonstituent, den fungerer nemlig som Subjekt i sætningen. Den konstituent fra den underliggende grupperang, som sætningsfunktionen Subjekt normalt præselekterer (vælger at lade sig realisere af), er en nominalgruppe, så derfor er at-sætningen her nedrangeret til grupperang. Det forekommer også, at sætninger kan nedrangeres til ordrang. Det sker fx i forbindelse med de såkaldt definerende relativsætninger som fx: Det lavtryk, [[som lige er blevet varslet]], lover ikke godt for ferien. hvor Subjektet har præselekteret en nominalgruppe, nemlig det lavtryk, [[som lige er blevet varslet]]. Nominalgruppen har funktionsstrukturen Præmodifikator (det) - Kerne (lavtryk) Postmodifikator ([[som lige er blevet varslet]]). Da funktionshelheder på grupperang præselekterer konstituenter fra den underliggende ordrang, skulle man have forventet, at gruppefunktionen Postmodifikator havde præselekteret et ord. Men i dette tilfælde er det altså en sætning, som er præselekteret, og som af samme grund er nedrangeret. Som vi skal se i kapitel 3 om den logiske metafunktion i leksikogrammatikken, så har de nedrangerede sætninger på hhv. gruppe- og ordrang en bunden status i forhold til de frie sætninger på

32 32 1 Introduktion sætningsrang. Nedrangerede sætninger står nemlig ikke til diskussion i udvekslingen, dvs. de kan hverken bekræftes eller benægtes af den anden interaktant i kommunikationen. På samme måde som sætninger kan nedrangeres til konstituenter på et lavere rangniveau, kan grupper og fraser det, fx: Det lavtryk [fra Nordatlanten] lover ikke godt for ferien. hvor Postmodifikatoren i nominalgruppen det lavtryk [fra Nordatlanten] ikke præselekterer et ord, men en præpositionalfrase, dvs. en helhed med grupperang. Nedrangerede grupper og fraser noteres i analysen med kantede enkeltparenteser [nedrangeret gruppe/frase]. Rangskifterne på grupperang tages op igen i afsnit Et andet centralt fænomen i rangdimensionen er begrebet kompleks. Grammatiske helheder på de fire range er enten simple eller komplekse, jfr. denne eksemplificering: rang simple helheder komplekse helheder sætning Mathias elsker røde pølser. Mathias elsker røde pølser, og han er en hund efter gammelt wienerbrød. gruppe/frase røde pølser røde pølser og gammelt wienerbrød ord pølser røde pølser morfem pølse pølse + r Tabel 1-1: Simple og komplekse helheder Komplekse helheder rangerer ikke over simple helheder, dvs. et sætningskompleks har ikke højere rang end en simplekssætning, men befinder sig som ekspansioner eller projektioner af simplekshelheden på samme rang som denne. Begrebet kompleks, der som grammatisk fænomen hører hjemme i den logiske metafunktion, behandles mere udførligt i kapitel 3 (sætningskomplekser) og kapitel 6 (gruppekomplekser). 1.5 Det trinokulære perspektiv Det trinokulære perspektiv, som vi præsenterer i dette afsnit, er ikke en kvalitet ved sproget, som de dimensioner, vi har gennemgået i afsnit 1.2 er det. Det trinokulære perspektiv er derimod et redskab et perspektiv hvorved sprogets dimensioner og kvaliteter kan betragtes. Ethvert sprogligt fænomen kan ses fra tre forskellige vinkler, det kan ses (i) fra oven, (ii) fra neden og (iii) fra siden. Og alt efter synsvinkel eller perspektiv ser man forskellige ting.