1 De vigtige mikrodynamikker i mediation

Transkript

1 1 De vigtige mikrodynamikker i mediation Af Hans Boserup Gennem de senere år, har forfatterens undersøgelser indetificeret 6 hovedstrømninger i mediation/mægling. Hans undersøgelser viser, at de forskellige stilarter fører til meget forskellige processer og til forskellige resultater. Det er ikke mange mediatorer/mæglere opmærksomme på. Der er ikke nogen tradition blandt mediatorer for at give parterne valget mellem forskellige processer. Valget af stilart hænger ikke så meget sammen med arten af konflikten som med parternes forhold til kommunikation, forhold til empatisk proces og den måde, som der ser verden på. Mediators påvirkning af parterne er også meget forskellig i de enkelte stilarter. Forfatteren har foretaget en undersøgelse af de 3 postmoderne stilarter, oprindelig, transformativ og narrativ mediation, der signifikant ændrede forståelsen af mediationsprocessen i 1990 erne. Undersøgelsen har omfattet analyse af videooptagelser af mediation foretaget i disse 3 stilarter og analyse af stilarternes toneangivende tekster. Materialet er diskurs, konversations, ideologi og akustisk fonetisk analyseret. Undersøgelsen påregnes forsvaret i foråret for den juridiske doktorgrad. Det vil sikkert overraske mange, at transformativ mediation mest har tilfælles med oprindelig mediation, og at narrativ mediation er den mest kontrollerende af stilarterne. Det vil sikkert også overraske mange, at systemisk og narrativ mediation hviler på epistemologier, der har meget tilfælles. Med akustisk fonetisk analyse kan man få vigtige oplysninger om samtalen mellem mediator og parterne, som transskription af deres dialoger ikke kan give. Forfatteren opfordrer mediatorer og udbydere af mediation til at have fokus på diskurs og konversationsanalyse suppleret med akustisk fonetisk anlyse for at højne kvaliteten af mediation. 1.1 Indledning Moderne, postmoderne, konstruktivisme og konstruktionisme Ideologi, diskursanalyse og fortolkende repertoirer Konversationsanalyse Akustisk fonetisk analyse af lyd og billede Han/hun Mediator/mægler Uærbødig nysgerrighed Spørgsmålet om mediator indflydelse Litteratur om neutralitet og mediatorindflydelse Positivisme, moderne og postmoderne Positionering eller roller Retfærdighed i mediation Seks stilarter Fortolkende repertoirer eksempler... 15

2 Systemisk mediation Transformativ mediation Narrativ mediation Konversationsanalyse af dialoger Systemisk mediation Transformativ mediation Narrativ mediation Konklusion Perspektivering Indledning Vi kan umiddelbart mærke, at der er en forskel på, hvad der sker i retslokalet hos dommer A og hos dommer B. Vi kan også mærke forskel på, hvad der sker i mediationslokalet hos mediator A og hos mediator B. Vi kender dommere, der ønsker at kontrollere til mindste detalje, og vi kender dommere, der i tillid til parternes kompetence ser tiden an, inden de intervenerer. Det samme gælder for mediatorer. Men der har manglet et sprog eller en terminologi, der kan beskrive forskellen således, at A, B og andre kan forstå og beskrive, hvad forskellen går ud på. Kun med en sådan terminologi kan A og B overveje, om der er noget bestemt, der bør ændres. En sådan terminologi handler denne artikel om, og forfatteren bruger særligt terminologien til at se efter, hvor meget mediator i det ubemærkede kontrollerer mediationsprocessen. Artiklen bruger diskurs- og konversationsanalyse og holder fokus på, hvad sker mellem deltagerne i mediation. Det fokus kaldes et mikrofokus, og det man analyserer, kaldes for mikrodynamikkerne 1. Når man går så tæt på, bliver det klart, at ikke kun er processerne hos A og B s forskellige. Der kommer også forskellige resultater ud af processerne. Det bliver også klart, at sproget ikke neutralt overbringer data fra taler til lytter. Deltagerne i dialogen gør noget med sproget i forhold til hinanden. Vi kalder dette noget for talehandlinger 2. 1 Jorgensen, E.O., Moen, J.K., Antes, J.R., Hudson, D.T. & Hendrickson, L.H. (2001, kap. 10 og 11) Microfocus in mediation, The what and how of transformative opportunities & Identifying Opportunities for Empowerment and Recognition in Mediation, i J.P. Folger & R.A.B. Bush (Eds.) Designing mediation, Approaches to training & practice within a transformative framework. New York, Institute for the Study of Conflict Transformation. 2 Austin, J. L. (1997) Ord der virker, Gyldendal, København.

3 1.2. Moderne, postmoderne, konstruktivisme og konstruktionisme Forfatterens undersøgelse analyserer følgende tre stilarter i mediation 4) systemisk, 5) transformativ og 6) narrativ mediation, der placerer sig som postmoderne. Disse tre stilarter bragte i løbet af 1990 erne mediation ind i en helt anden forståelsesramme end de indtil da kendte moderne stilarter, som forfatteren kalder 1) oprindelig, 2) aftalefokuseret og 3) humanistisk mediation. Aftalefokuseret mediation kan underinddeles på et kontinuum fra bredt faciliterende, der ligger tættest på oprindelig mediation, til snævert evaluerende, der ligger længst fra oprindelig mediation 3. Aftalefokuseret mediation er, hvad der ifølge Adrian og Mykland hyppigst forekommer i retsmægling ved domstolene 4. Også oprindelig mediation findes i mange udgaver. På et kontinuum er der oprindelig mediation, der ligger tæt på humanistisk mediation, og oprindelig mediation, der nærmer sig aftalefokuseret mediation. De tidligere stilarter, oprindelig, aftalefokuseret og humanistisk mediation opererer inden for en positivistisk, modernistisk og individualistisk forståelsesramme, medens systemisk, transformativ og narrativ mediation opererer inden for en postmoderne forståelsesramme. Systemisk mediation kan endvidere placeres inden for den konstruktivistiske tænkemåde, medens transformativ og narrativ mediation placerer sig selv inden for en social-konstruktionistisk (herefter kaldt konstruktionistisk) tænkemåde. Den moderne positivistiske forståelsesramme tager udgangspunkt i individerne og i indre processer hos individerne. Altså i indefra-ud processer. Den postmoderne ramme tager udgangspunkt i relationer som mere interessant end i individerne alene. Altså i udefra-ind processer. Systemisk og narrativ mediation lægger til grund, at deltagerne i mediation i fællesskab konstruerer ny viden og derved i fællesskab skaber nye muligheder sådan, at hver parts potentiale til at ændre sit syn på problemer kontekstualiseres på en ny måde eller opleves inden for nye og friere rammer. Konstruktionismen lægger til grund, at sproget og de måder, hvorpå sproget anvendes, spiller en afgørende rolle i parternes opfattelse af sig selv og hinanden. Den forståelse har særligt inspireret transformativ mediation. Det er ikke forfatterens formål at afgøre, hvilken stilart der er bedst. Det må afgøres i forhold til den konkrete mediation og de konkrete parter Ideologi, diskursanalyse og fortolkende repertoirer Som Bush og Folger anførte i The Promise of Mediation (1994), er der naturligvis forskelle i det ideologiske grundlag for hver enkelt af de seks stilarter, som forfatteren har identificeret. Det er blot noget nyt at identificere ideologi i mediation, ligesom det er noget nyt i de nordiske lande at identificere ideologi hos dommere. 3 Riskin, L. (1996, s. 7-51) Understanding mediators' orientations, strategies & techniques, A grid for the perplexed. Harvard Negotiation Law Review. 1 (7); Riskin, L. ( , s. 30) Decisionmaking in Mediation, The new old Grid & the new new Grid System, Notre Dame Law Review, Adrian, Lin (2012) Mellem retssag og rundbordssamtale, Retsmægling i teori & praksis. DJØF Forlag; Mykland, Solfrid (2011) En studie av mekleratferd i norske rettsmeklinger, Norges Handelshøyskole.

4 Da den ideologiske forskel manifesterer sig i den måde, hvorpå stilarternes mediatorer tænker om og beskriver deres proces, har forfatteren analyseret mediatorernes beskrivelser af og holdninger (diskurser) til deres proces. Diskursanalysen sker gennem analyse af, hvordan de karakteriserer deres proces i tekster, i interviews og i, hvad de anser for selvfølgeligt eller givent. Vi kalder det for stilartens fortolkende repertoirer 5. For ikke at sprænge forfatterens undersøgelses fysiske rammer, er undersøgelsens analyser alene rettet mod de tre postmoderne stilarter, systemisk, transformativ og narrativ mediation. De identificerede fortolkende repertoirer er meget forskellige, og man kan kalde dem for stilartens forståelse af bedste praksis. Alle de tre undersøgte stilarter forudsætter, at den måde, som processen er designet på, er i overensstemmelse med, hvad parterne har brug for. Der synes ikke at være nogen af mediatorerne, der giver parterne valget om, hvilken stilart de ønsker at blive medieret i, eller hvilket mandat de er parate til at give mediator. Så den enkelte mediator indfortolker i parternes diskurs og positionering af mediator dels et samtykke til den valgte stilart og dels mediators mandat. På denne baggrund lægger mediator stilartens rammer og det fremfortolkede mandat ned over mediationsprocessen. Det fremgår, at mediatorerne forholder sig til dilemmaet om parternes autonomi, ved at tilpasse deres aktivitet til hvad parterne er kommet for og behøver, hvilket i sig selv er eksempel på et fortolkende repertoire. Med hensyn til, hvad parterne er kommet for og behøver, trækker de systemiske mediatorer på et problemløsnings repertoire, medens de transformative mediatorer trækker på et konversations repertoire, og de narrative mediatorer trækker på et repertoire om ændring af diskurser og ompositionering. Nogle vil hævde, at diskurs og fortolkende repertoirer i det væsentlige dækker over det samme. Men hvor de fortolkende repertoirer er fleksible, forsøger diskurser at lukke af og ekskludere. Begge værktøjer anser sig for postmoderne Konversationsanalyse Da den ideologiske forskel også manifesterer sig ved den måde, hvorpå stilarternes mediatorer udfører mediation, analyserer forfatterens undersøgelse dialogerne i mediation. I denne mikro-analyse bliver det klart, hvad det nærmere er, der får de enkelte stilarter til at fremtræde så forskelligt, og det bliver ved mikro-analysen klart, hvordan den enkelte stilarts mediatorer omsætter deres ideologi og deres fortolkende repertoirer til praktisk intervention i parternes dialog. Konversationsanalyse anser sig for postmoderne og er empirisk forankret i lyd- og videooptagelser og transskriptioner heraf. 5 Wetherell & Potter (1992, s. 90) Mapping the Language of Racism.; Wetherell (1998, s ) Positioning and interpretative repertoires.

5 1.5. Akustisk fonetisk analyse af lyd og billede Der findes i litteraturen om mediation enkeltstående analyser af transskriberede dialoger i mediation, men det skrevne ord giver ikke en tilstrækkelig nuanceret beskrivelse af, hvad den enkelte deltager i mediation foretager sig med sine taleture. Den ''verbale'' del af voksnes dialog antages ikke at overstige 35% 6. Forfatterens undersøgelse forsøger at føje vigtige detaljer til konversationsanalysen af transskriptioner ved akustisk fonetisk at analysere lyd og billede. Det er ikke kun øjet, der er sjælens spejl. Det er stemmen og resten af kroppen også. Stemmer er velegnede til computerbaseret akustisk fonetisk analyse, og forfatterens undersøgelse undersøger kropssproget samtidigt med, at den undersøger talen, prosodien og transskriptionerne. Derved bliver det grafisk tydeligt, hvordan prosodien hænger sammen med ytringerne, hvornår der tales, med hvilket lydpres, og hvornår der er pause. Luften kommer fra lungerne og passerer gennem strubens stemmelæber (stemmebånd), gennem ganespejlet, forbi tungen og gennem læberne (ikke ved nasallyde). Undervejs bliver luften fra lungerne til lyd. Vejen fra stemmelæberne til vore ydre læber kaldes talekanalen eller taletragten. Når luften passerer fra lungerne gennem talekanalen og ud, kan der ske meget undervejs, som forandrer lyden og tonerne. Stemmelæberne kan være mere eller mindre åbne, og de kan vibrere eller ikke vibrere. Når lyden passerer ganespejlet, kan dette være hævet eller sænket. Når lyden passerer tungen, kan denne have forskellige stillinger i mundhulen, og den kan lukke for luften, så lyden kommer ud af næsen. Når lyden passerer læberne og tænderne, kan disse være mere eller mindre lukkede (hæmmelyde, frikativer) og mere eller mindre rundede. Med fri passage gennem talekanalen langs tungens midterlinje, centralt, dannes vokaler, og det computerbaserede spektrogram vil opfatte denne frie passage som et øget lydtryk og danne mørkere skygger. Spektrogrammet viser lydtryk (volumen), frekvens (tonehøjde), pitch (toneleje) og intensitet. Intensitet er den kraft i lyden, som øret opfatter, eller energien i lydbølgen. Intensitet afhænger af både lydtrykket (lydkurvens amplitude) og tonehøjden (frekvens). Altså både hvor store og hvor hurtige variationerne i lydtrykket er. Det kan med instruktive grafer beskrives, hvordan alle disse modulationer af stemmen forgår. Der ses endnu ikke forskning i sammenhængen mellem talerens sindstilstand og f.eks. opbremsning af lyden forskellige steder i talekanalen eller udslippet af luft efter en opbremsning (eksplosiver). Forfatterens undersøgelse råder til opmærksomhed på sammenhængen mellem psyken og kropssproget, og altså også på sammenhængen mellem psyken på den ene side og åndedrættet og talekanalen på den anden side. Desværre sætter artiklens fysiske rammer for, hvor meget akustisk fonetisk grafik, der kan vises. De computerbaserede grafer i akustisk fonetisk analyse kan f.eks. se sådan ud: 6 Birdwhistell (1970, s. 158 f.) Kinesics and Context.

6 Akustisk fonetisk analyse kan samle forskere fra mange akademiske discipliner. Lyd fra et menneske har at gøre med bl.a. fysiologi, neurofysiologi, åndedrættet, lungekapacitet, kropsstilling, taletragten (kanalen), hørekanalen, psykologi, psykiatri, fonetik, fonologi og konversationsanalyse.

7 For den, der som forfatteren har deltaget i disse tværfaglige sammenkomster om menneskelig lyd og kinæstik, er der ingen tvivl om, at der foreligger en datamængde, der er meget oplysende for, hvad der sker i mediation. Alene åndrettet, der kan aflæses, indeholder vigtige informationer. Det samme gør målingen af den luftmængde, der går fra lungerne og ud i gennem taletragten eller holdes tilbage. De fysioterapeuter og psykologer, der arbejder på rehabiliteringscentre for torturofre, vil samstemme heri Han/hun Læseren vil måske undre sig over, at forfatteren konsekvent bruger pronomenet han i stedet for f.eks. han/hun. Det har været et svært valg, eftersom forfatteren har ligeså stor respekt for de kvindelige som for de mandlige mediatorer og ligeså stor respekt for de kvindelige som for de mandlige forfattere og forskere, der har skrevet om mediation. Brugen af han/hun ville have gjort teksten tungere. Pronomenet han er beregnet på at henvise til person, der på dansk er neutrum Mediator/mægler Forfatteren bruger konsekvent betegnelsen mediation og mediator og ikke mægling og mægler. Det skyldes, at der i de nordiske lande er en tusind år gammel tradition for mægling. Altså at tvistende parter forelægger deres tvist for en tredjemand, der kommer med et forslag til, hvordan tvisten kan løses. Det er imidlertid ikke ideen i mediationsbevægelsen (1960/1970), der ikke kommer med forslag, men som forsøger at hjælpe parterne igennem en proces, hvor de selv identificerer, hvad tvisten drejer sig om, og på baggrund heraf selv finder på løsninger Uærbødig nysgerrighed Mediator bør til stadighed stille sig selv uærbødige spørgsmål 7 om, 1) hvorfor 8 han gør, som han gør, 2) hvorfor på dette tidspunkt, være opmærksom på, 3) hvordan hans idegrundlag (ideologi) og epistemologi påvirker den måde, hvorpå han udfører mediationsprocessen, og 4) at forskellige måder fører til forskellige resultater. Forfatterens undersøgelse gør empirisk rede for, hvad mediatorer i de tre undersøgte postmoderne stilarter 1) tænker om deres stilart (fortolkende repertoirer), 2) hvordan de udfører mediation (konversationsanalyse), og 3) om der er en forskel mellem retorik og praksis. Desuden viser forfatterens undersøgelse, hvad det er, der får stilarterne til at fremtræde så forskelligt, og hvorfor forskellige stilarter fører til forskellige resultater. 7 Se i det hele: Cecchin (1992, kap. 1) Irreverence. A Strategy for Therapists Survival. 8 Nielsen, Nielsen & Beck (2005 s. 168) Samtaleanalyse: Hvorfor lige dette, hvorfor lige på dette sted, og hvorfor lige på den måde? Hvad sker der lige inden, der kan foranledige det? Hvad sker der lige efter, som viser, hvordan de øvrige deltagere opfatter det?

8 1.9. Spørgsmålet om mediator indflydelse Bush og Folger 9 var særligt opmærksomme på spørgsmålet om mediatorindflydelse. Lad os kort se på et selektivt overblik over den litteratur, der lægger vægt på neutralitet og upartiskhed som grundlaget for mediation. Retorikken om mediation bygger på mediator som neutral og upartisk 10, og dette grundlæggende princip om at respektere parternes selvbestemmelse synes at tale imod mediatorindflydelse. Ikke desto mindre bekræfter empiriske undersøgelser 11, at mediatorer øver indflydelse på også det materielle indhold af parternes mediation. I 1980'erne synes hvedebrødsdagene ovre for mediation, og forskning i mediatorindflydelse tog for alvor fart Litteratur om neutralitet og mediatorindflydelse Kolb 12 fandt to kategorier af mediator indflydelse, 1) mediatorer, som aktivt udformede vilkårene for parternes forlig, og 2) mediatorer, som aktivt formede parternes kommunikationsproces. Van der Kool og Pearson 13 påviste, at mediatorer spiller en aktiv rolle i udviklingen af aftaler i mediation ved at overtale, kritisere, komme med forslag, foreslå noget for noget, og selv bidrage med forslag til aftalevilkår. Folger og Bernard 14 identificerede via undersøgelser af et antal mediationer en række forskellige af interventionsstrategier, der syntes at være i strid med vilkåret om neutralitet. Folger og Bernard illustrerer, i hvilket omfang mediatorer griber aktivt ind i materielle forhold for at få sluttet aftaler om bodeling ved skilsmisse. Silbey 15 identificer mediatorstrategier, der skubber parterne mod forlig. Greatbatch og Dingwall 16 identificerer strategier, hvorigennem mediatorer blokerer for parternes forslag til fordel for egne versioner af acceptable resultater. Greatbatch og Dingwall identificerer også processer med selektiv facilitering, hvorigennem mediatorer diskursivt kontrollerer parternes valgmuligheder. Slaikeu, 9 The Promise of Mediation (1994, 2005, kapitel 2). 10 Se f.eks. Bernhard, Folger, Weingarten & Zumeta (1984, s ) The Neutral Mediator; Bush (1992) The dilemmas of mediation practice: A study of ethical dilemmas & policy implications; Cobb & Rifkin (1991, s ) Practice & paradox: Deconstructing neutrality in mediation; Rifkin, Milieu & Cobb (1991, s ) Toward a new discourse for mediation: A critique of neutrality. 11 F.eks. Mykland (2011, kap. 5) En studie av mekleratferd i norske rettsmeklinger og Adrian (2012, kap. 12) Mellem retssag & rundbordssamtale Se i en senere udgave Kolb et al. (1994, kap. 2) When talk works. 13 Kool & Pearson (1983 s. 563 ff.) Mediating divorce disputes: Mediator behavior, styles and roles. 14 Folger & Bernard (1985, s. 5-23) Divorce mediation. When mediators challenge the divorcing parties. 15 Silbey (1993, s ) Mediation mythology. 16 Greatbatch & Dingwall (1989, s ) Selective facilitation.

9 Pearson og Thoennes 17 finder, at de fleste mediatorer gennem særlige spørgsmål producerer de fleste af løsningerne. Alfini 18 identificerer tre typer af mediatorer: Trashers, bashers, og hashers. Trashers piller hver parts argumentation fra hinanden i private møder og skræmmer parterne fra at tale direkte med hinanden. Bashers bruger en dirigerende stil til at undersøge parternes oprindelige forligstilbud for derefter at pille elementer væk indtil parterne bliver enige om et tal et eller andet sted i mellem tilbuddene. Hashers er mere fleksible, mindre dirigerende og foretrækker, at parterne taler med hinanden om trashing og bashing. Cobb og Rifkin 19 dekonstruerer diskursanalytisk neutralitetsbegrebet som en social (umulig) konstruktion og påviser, hvordan nogle mediatorer lægger mest vægt den først talende parts fortælling. Donohue 20 sammenligner mediatorstrategier i mediationer, hvor der er opnået enighed, med de, hvor enighed ikke er opnået. Han finder, at mediatorne fastholder et fokus på problemløsning i sager, hvor parterne også ønsker at tale om relationelle problemer. Garcia 21 fremdrager en række måder, hvorpå mediatorer undertrykker eller modererer parternes argumentation. Garcia 22 identificerer også mediatorstrategier, ved hvilke mediatorer tilpasser, omformulerer eller opsummerer parts diskurser på en måde, der ændrer betydningen af disse diskurser på potentielt vigtige måder. Greatbatch og Dingwall 23 undersøger forholdet mellem parternes diskurs og mediators diskurs og når til det resultat, at selvom partsbidragene ikke bør undervurderes, indstiller parterne sig i det væsentlige på den kontekst, som mediator arbejder indenfor. Mediator kontrollerer rammen og er arkitekten på kort sigt, og begrænset af denne ramme kan parterne konstruere en mere langsigtet aftale. Tracy og Spradlin 24 identificerer måder, hvorpå mediatorer diskursivt konstruerer en interaktionel magt, der forudsætter ret til at påvirke og forme det endelige resultat. Phillips 25 påviser, at ren neutral opsummering og reformulering af parternes fortællinger ikke er mulig. Bush og Folger konkluderer på grundlag af den refererede litteratur, at mediatorerne øver betydelig indflydelse på parterne i mediation, selvom mediatorernes retorik fordrer 17 Slaikeu, Pearson & Thoennes (1989, s ) Divorce mediation behaviors: A descriptive system & analysis. 18 Alfini, 1991, s. 69 f. 19 Cobb & Rifkin (1991, s ) Practice & paradox. 20 Donohue (1994, s. 261 ff.) Mediator Issue Intervention Strategies: A Replication and Some Conclusions. 21 Garcia (1991, s ) Dispute resolution without disputing. 22 Garcia (1995, s ) The problematics of representation in community mediation. 23 Greatbatch & Dingwall (1994 s. 108 ff.) The interactive construction of interventions by divorce mediators. 24 Tracy & Spradlin (1994 s ) Talking like a mediator. 25 Phillips (1999, s ) Reformulating dispute narratives through active listening.

10 neutralitet og uvildighed. Det svarer helt til, hvad Adrian 26 finder er tilfældet i dansk retsmægling, og hvad Mykland 27 finder er tilfældet i norsk retsmægling Positivisme, moderne og postmoderne Positivismen afløste kirkens dogmer i oplysningstiden, og naturvidenskabens idealer hidrører stort set fra oplysningstiden. Forfatterens undersøgelse sondrer ikke mellem positivisme, empirisme eller moderne (modernistisk), der alle hviler på den ide, at kun hvad der kan måles og vejes, kan kalde sig for objektiv videnskab, fordi en fagfælle altid skal have mulighed for nå til det samme resultat med de samme data og de samme målemetoder 28. Det er en del af den moderne forståelse, at forbindelsen mellem årsag og virkning kan findes på en endimensionel tidsakse, selvom de fleste oplever verden som i hvert fald tredimensionel. Den toneangivende retsvidenskab er positivistisk. Samfundsvidenskaberne og humaniora overtog i oplysningstiden naturvidenskabens videnskabsidealer, men som Maturana og Varela 29 påviste i 1970 kan retningen af biologiske og sociale systemers adfærd ikke forudsiges. Allerede i 1950 erne vendte samfundsvidenskaberne (med undtagelse af juraen) og humaniora blikket mod relationer som et mere interessant studieobjekt end individet. Man indså også, at man ikke kan observere subjekter fra en objektiv eller neutral position, eller hvad man kalder kybernetik 30 af første grad. Observatøren er en del af det observerede system, og han må korrigere sine observationer i overensstemmelse hermed. Denne observatørposition kalder man for kybernetik af anden grad. Paradigmeskiftet blev kaldt postmodernisme eller senmodernisme. I den postmoderne forståelse opgiver man tanken om universelle teorier og forklaringer og tager udgangspunkt i den konkrete relation. Den moderne forståelsesramme fandtes ikke tilstrækkelig til at forklare alle sociale fænomener, og flere nye teorier i den postmoderne forståelsesramme så dagens lys. Når relationen bliver et mere interessant studieobjekt end individet, rettes fokus på, hvordan relationer skaber menneskers identitet, deres følelser, deres tanker, deres værdibegreber, og hvordan mennesker gennem deres fortællinger (narrativer) positionerer sig selv og interpellerer hinanden i roller med dertil hørende egenskaber, karakter, rettigheder og forpligtelser. Mennesket ses i kontekst, og uden kontekst antages ord og handlinger ikke at have valid mening og kan ikke gyldigt forstås. Den toneangivende retsvidenskab satte hælene alvorligt i 31 overfor retsvidenskabsmænd, der forsøgte at betragte retsvidenskaben i et post- 26 Adrian (2011, kap. 12) Mellem retssag & rundbordssamtale. 27 Mykland (2011, kap. 5) En studie av mekleratferd i norske rettsmeklinger. 28 Billig (1988, s ) Methodology and scholarship in understanding ideological explanation. 29 Maturana (1970) Biology of Cognition, in Autopoiesis and Cognition by Maturana & Varela. Reidel Af græsk, styrmand. 31 Sagers (1997, s ) Anmeldelse af Postmodern Legal Movements: Law and Jurisprudence at Century's End.

11 moderne perspektiv 32. Det er ikke forfatterens opgave at argumentere for en moderne eller en post/senmoderne forståelsesramme eller detaljeret at forklare, hvad der er centralt i forståelsesrammerne. Forfatterens undersøgelse tager blot udgangspunkt i, at systemisk, transformativ og narrativ mediation placerer sig selv som postmoderne. Undervejs i forfatterens undersøgelse blev det klart hvorfor, og hvorfor transformativ mediation nok ikke hører hjemme i en postmoderne ramme Positionering eller roller Det har længe været kendt, at parter i dialog indtager forskellige roller. Det kan være rollen som den skuffede aftalepartner, som det skadelidte offer, som den gode moder, etc. Rom Harré et al. 33 har omsat rolleteorien til postmoderne tænkning. De udskifter betegnelsen rolle med betegnelsen positionering, idet de anser positionering som mere flygtig, fleksibel og midlertidig end roller. De ser ikke kun på den rolle, man placerer sig selv i, men bruger også positionering for de roller, som parterne interpellerer hinanden i. I kraft af deres institutionelle rolle har mediatorer en implicit myndighed til at positionere sig selv og parterne i dialogen. I følge almene erfaringer forventes den professionelle at føle sig legitimeret til at positionere sig selv og parterne. Den professionelle har deltaget i denne type dialoger før og har ofte udviklet standard mønstre i praksis for disse møder 34. Positioneringsteori giver et nyttigt analytisk perspektiv på diskursen i mediation. Teorien giver bl.a. indsigt i, hvordan mediator organiserer og indrammer de igangværende turskifter i mediation, hvordan mediator strukturerer deltagernes forskellige rettigheder og forpligtelser, og hvordan disse positionerings aktiviteter afdækker mediators foretrukne orden. Mediationslitteraturen viser mange eksempler på mediators positionering af sig selv og parterne. Ifølge Dingwall 35 og Greatbatch & Dingwall 36 orkestrerer mediator samspillet og fungerer som den, der bestemmer rammen om dialogen. Greatbatch og Dingwall beskriver, at selvom en mediator arbejder med og påvirkes af parterne, bevæger samtalen sig altid inden for mediators egen fortolkende ramme (fortolkende repertoire). 32 Minda (1995) Postmodern Legal Movements: Law and Jurisprudence at Century's End; En kortere udgave findes i Minda (1993, s ) 43 J. Legal Educ Davies & Harré, (1999, s ) Positioning and personhood. 34 Drew & Sorjonen (1997, s ) Institutional dialogue. 35 Dingwall (1988, s ) Empowerment or enforcement? Some questions about power and control in divorce mediation. 36 Greatbatch & Dingwall (1989, s ) Selective facilitation; Greatbatch & Dingwall (1994, s ) The interactive construction of interventions by divorce.

12 1.12. Retfærdighed i mediation Forfatterens undersøgelse ser det som en sammenblanding af inkompatible hensyn, når Bush og Folger i The Promise of Mediation (1994) i introduktionen, i kapitel 1, i kapitel 2 og i kapitel 3 anfører, at Mediation giver mulighed for at integrere hensynet til ret og retfærdighed, uanset at de distancerer sig markant fra evaluerende mediation. Mediator må overveje, om begreber som ret og retfærdighed hører hjemme inden for mediationsrammen. Retten drejer sig om at yde parterne retfærdighed i forhold til de i lovgivningen opstillede kriterier, og mediation drejer sig om at give plads til parternes autonomi. Retten er styret, medens mediation forsøger at give konflikten tilbage 37 til parternes autonomi og deres styring. Jo mere mediator styrer, desto mere må han overveje ret og retfærdighed. Hvis mediator påtager sig den opgave, at parterne skal ydes retfærdighed, ændrer hans proces sig til at være evaluerende 38, og så er der efter forfatterens undersøgelses opfattelse tale om en contradictio in terminis (selvmodsigelse) 39. Ret og retfærdighed er noget, som parterne kan tilføre deres proces, hvis de ønsker det og efter kriterier, som de opstiller. Efter forfatterens erfaringer med moderne mediation interesserer parter i mediation sig for interesser, behov herunder psykologiske og processuelle behov, bekymringer og relationer, og de taler ikke om retfærdighed, selvom de naturligvis kunne vælge at gøre det. Bush og Folger advarer mod mediation som et instrument til undertrykkelse og anfører, at mediation har vist sig at være et farligt instrument til at øge den stærkes styrke til at udnytte den svage 40. Selve mediationsprocessens fravær af formelle garantier, dens betoning af konsensus, dens princip om, at aftaler tilhører det private domæne, som parterne har rådighed over, og mediators neutralitet åbner døren til den stærkere parts pression og manipulation og legitimerer, at mediator ikke intervenerer til beskyttelse af den svage part med uretfærdige resultater til følge og opretholdelse af social undertrykkelse. De overvejelser er vigtige i enhver retsstat, når det drejer sig om tredjemands afgørelser af partskonflikter. Det er almindeligt, at mediatorer udtrykkeligt gør opmærksom på, at processen og indholdet af processen er parternes, og at mediator ikke vil indtage en dommers rolle. Det er parternes rådgiveres rolle, at fortælle parterne, at retsgarantier ikke er en del af mediators opgave, men mediator kan naturligvis også gøre opmærksom på det, selvom det ikke ses i de undersøgte videooptagelser. Parterne har tilvalgt mediation og fravalgt domstolene, herunder disses retsgarantier. På den anden side har den måde, hvorpå domstolene tager stilling til konflikter, også mange ulemper, og der er en grund til, at parterne ikke mindst i ankesager har valgt mediation. Retssproget er fremmedgørende, og det samme gælder for mange dommeres kontrollerende adfærd. Parterne føler sig hos domstolene ofte ampu- 37 Christie (1977) Konflikt som eiendom, TfR 1977, s Noce (2009, s ) Evaluative Mediation, i Search of Practice Competencies,; Aaron (1996, s. 62) Evaluative mediation versus facilitative mediation. 39 Kovach & Love (1996, s ) Evaluative Mediation is an Oxymoron. 40 Bush & Folger (1994, s. 22) The Promise of Mediation.

13 teret i forhold til, hvad de oplevede som vigtigst. Juraen kan give det og kun det, som man har ret til, og det er ikke altid sammenfaldende med, hvad der tilgodeser parternes interesserer og behov. I mediation kan parterne ikke sjældent se en gensidig fordel i at gøre kagen større før delingen ved at inddrage ressourcer, som juraen ikke kan tilvejebringe. Om mediator er retfærdig giver i øvrigt kun mening i en positivistisk moderne opfattelse. I en postmoderne opfattelse giver det kun mening, om mediator opleves som retfærdig Seks stilarter Seks hovedstrømninger 41 er (kronologisk rækkefølge): Den oprindelige stilart (1970) Den aftalefokuserede stilart (1980) Den systemiske stilart (1980) Den transformative stilart (1990) Den humanistiske stilart (1990) Den narrative stilart (2000). Tidsangivelserne er omtrentlige. Stilarterne kan opfattes som udvikling af eller reaktion på hinanden. Rækkefølgen nedenfor anfører først de processer med mindst mediatorindflydelse og sidst de processer med mest mediatorindflydelse. Artiklen bruger en anden terminologi og opdeling end f.eks. Kressel 42 og Tjersland et al 43. Den humanistiske stilart (særligt udviklet til alvorlige delikter) lægger megen vægt på at fokusere på parternes dagsorden og holde den adskilt fra mediators. Der tilstræbes mental tilstedeværelse og nærvær. Der søges etableret kontakt mellem det menneskelige i hver part. Målet er heling af traumer og fredsskabelse. Der bruges forberedende private møder, og i det (de) efterfølgende møde(r) tilstræbes dialog direkte mellem parterne. Empati og assertivitet (navnlig for skadelidte) spiller en stor rolle. Er lov eller aftale krænket, fokuseres i stedet på den ændring, som parternes konflikt har påført deres liv. Der tages udgangspunkt i parternes fornemmelse af anstændighed og i deres iboende evne til at hjælpe sig selv gennem at hjælpe andre. Målet er forståelse for og neutralisering af de negative følger af parternes konflikt samt empowerment af parterne. Den transformative stilart er ikke som oprindelig mediation faseopdelt men består af tilbagevendende koncentriske kredsløb. Der tages ikke udgangspunkt i problemer men i situationer. Hver gang en situation, der rummer mulighed for forøgelse af empowerment eller recognition, identificeres, starter et nyt kredsløb. Målet er at opkvalificere dialogen gennem forøgelse af empowerment og recognition. Aftaleindgåelse er ikke i fokus. Kommunikationen foregår direkte mellem parterne. Når mediator fornemmer situationer af mangel på eller ef- 41 Boserup, Hans (2007) Mediation, Seks måder i syv dage - Mediationsprocessens specielle del, Nyt Juridisk Forlag. 42 Kressel (2012, s ) Multidimensional Analysis of Conflict Mediator Style. 43 Tjersland & Gulbrandsen (2010, s ) Mekling ved samlivsbrudd: oversikt over modeller og ideologi.

14 terspørgsel efter empowerment eller recognition sænkes tempoet, og fokus rettes mod skabelse eller forøgelse af empowerment og recognition. Den oprindelige stilart (community, pure, generic, facilitative eller therapeutic mediation) 44 har som ligeværdige mål: 1) Assertivitet (empowerment), 2) empati (recognition), 3) aftaleindgåelse eller forståelse. Den tager udgangspunkt i følelsesmæssige oplevelser og er faseopdelt. Den er designet til løsning af problemer og ofte i form af at tilvejebringe noget, der manglede i situationen. Empati og assertivitet spiller en stor rolle. Kommunikationen, der normalt foregår i fællesmøder, går i den første fase via mediator, og aktiv lytning samt empatisk dialog prioriteres over spørgsmål. Spørgsmål stilles som åbne og helst cirkulære. Den systemiske stilart (Haynes eller Milano modellen) ser sig som faseopdelt, men består nærmere af tilbagevendende kredsløb. Hver gang et problem, der kan forhandles, identificeres, starter et nyt kredsløb. Stilarten forsøger at flytte parternes fokus fra det følelsesmæssige (affektive) til det fornuftsbetonede (kognitive) og fra fortiden til nutiden til fremtiden. At stilarten er systemisk betyder bl.a., at den arbejder med cirkulære spørgsmål, strategier, hypoteser og et dynamisk brugerfokuseret neutralitetsbegreb 45. Der fokuseres i højere grad på relationen end på individet. Problemet er ikke personen men problemet. Er meget beslutningsorienteret. Kommunikationen foregår det meste af tiden via mediator. Anses i den internationale terminologi at høre under gruppen, facilitativ mediation. Den narrative stilart antager, at sproget og fortællingen ikke objektivt kan tjene til overførelse af data,og det antages, at parter træffer beslutninger på grundlag af fortællinger (narrativer) snarere end på grundlag af data. Stilarten antager, at konflikter bliver til i sproget, forstærkes af sproget og af partens plads i fortællingen. Der tages ikke udgangspunkt i problemer. Efter at parterne har artikuleret, hvilke håb de har for mediationen, og forhindringerne for realisering af de udtrykte håb er identificeret, forsøges hindringerne for virkeliggørelsen af de udtrykte håb eksternaliseret. Problemet er ikke personen eller problemet men fortællingen om problemet. Den konfliktmættede fortælling tilstræbes dekonstrueret med det formål at få parterne til at tage plads i en anden fortælling og fra denne plads konstruere en fælles fortælling. Den konfliktmættede fortælling fylder så meget, at udsigten til andre fortællinger hindres. Efter fremkomsten af narrativ mediation har Bush ændret sin håndfaste opdeling mellem individ- og relationsorienteret mediation til et mere pluralistisk billede 46, hvor transformativ og narrativ mediation kaldes interaktiv i modsætning til transaktiv mediation. Den aftalefokuserede stilart prioriterer aftaleindgåelse og giver mediator vide beføjelser til at opnå dette mål. Empowerment, assertivitet, recognition, empatisk kommunikation og fø- 44 I præsentationen af forskellige stilarter synes Vindeløv (2013, s. 41) at overse den oprindelige stilart community mediation, hvorfra al anden mediation er udviklet, og som synes sammenlignelig med hendes refleksive mægling. 45 Cecchin (1992) Irreverence. 46 Bush (2008, 705 ff.) Staying in Orbit, or Breaking Free: The Relationship of Mediation to the Courts over Four Decades.

15 lelsesmæssige oplevelser tillægges betydning men prioriteres ikke så højt som for eksempel risikoovervejelser. Formen er faseopdelt og praktiseres ofte (normalt) det meste af tiden med parterne adskilt i separate møder med mediator, og med mediator som budbringer mellem parterne. Spørgsmål herunder lineære spørgsmål og hypoteser høres ofte. Undertiden evaluerer mediator forslag, løsninger og aftaler. Undertiden anføres 47, at uanset hvilken stilart man udøver, er det nødvendigt at have et formuleret regelsæt, som sætter rammerne for ens arbejde som mediator. Det synspunkt deler forfatteren ikke. Mediation handler ikke om regler, og værdistyring er i al sin ufuldkommenhed et langt bedre styringsinstrument end regler. Regler i mediation er et oxymoron og er en af de første veje til retssystemets kolonisering af mediation. Retsplejelovens regler om, at kun mediatorer, der er godkendt og udnævnt af Domsstolsstyrelsen, kan virke som retsmæglere, er et eksempel på retssystemets kolonisering af parternes autonomi; en kolonisering der i virkelighedens verden ikke har nogen som helst saglig begrundelse af betydning for parterne Fortolkende repertoirer eksempler Nedenfor angives nogle få eksempler på, hvordan fortolkende repertoirer i de enkelte stilarter kan se ud Systemisk mediation Fortolkende repertoire nr. 1: Mediator leder andre menneskers forhandlinger. Fortolkende repertoire nr. 2: Mediator kontrollerer processen, og parterne kontrollerer indholdet. Fortolkende repertoire nr. 4: Målet er en forhandlet aftale, som parterne finder tilfredsstiller alle involveredes behov. Fortolkende repertoire nr. 8: Parterne får en fuld og fuldstændig forståelse af, hvad deres problemer består i, og hvordan de kan løses. Fortolkende repertoire nr. 9: Parterne provokeres gennem spørgsmål til forskelle i tid og rum og ved refleksive spørgsmål til personlig refleksion. Fortolkende repertoire nr. 10: Således at parterne i fællesskab kan se på problemerne og med respekt for den andens divergerende opfattelse Transformativ mediation Fortolkende repertoire 2: Mediator følger parterne, hvorhen de ønsker at gå. Fortolkende repertoire 3: Mediator følger også parterne, når dialogen bliver ophedet. 47 Vindeløv, 2013, s. 309.

16 Fortolkende repertoire 6: Mediator skal kun intervenere, når der er pauser, og prøve at komme ind, når parterne siger noget, der er virkelig vigtigt for dem, når de udtrykker stærke følelser, når de kommer med nye oplysninger, eller når et nyt indblik har forandret noget i dem. Fortolkende repertoire 7: Der kan være mange gange, hvor mediator begynder at intervenere men standser, fordi parterne enten afbryder mediator eller bliver ved med at tale. Mediator prøver generelt at lade parterne tale og forsøger ikke at afbryde dem. Fortolkende repertoire 13: Mediator får mange tanker, men oftest er det bedst at lade dem gå Narrativ mediation Fortolkende repertoire 3: Dekonstruerende spørgsmål nedbryder polariseringen og opmuntrer til at se konfliktens mange muligheder og kompleksitet. Fortolkende repertoire 4: Dekonstruerende spørgsmål hjælper til at skabe en mere produktiv relation mellem parterne. Fortolkende repertoire 8: Det er vanskeligt, at anse mediator som en neutral hjælper i processen, som ikke foretager vurderinger eller værdimæssige interventioner, men som støtter alle parterne, og den fortælling mener vi ikke holder. Fortolkende repertoire 9: Hvis vi accepterer mediator som neutral og upartisk, oplever vi det som en modsætning, at mediators indflydelse er en integreret del af mediationsprocessen. Fortolkende repertoire 10: Når mediatorerne forholder sig til parternes fortællinger, er det naturligt, at de vælger at lægge vægt på nogle perspektiver frem for andre. Fortolkende repertoire 14: Når folk taler, skaber de også verden. Derfor er sprog performativt, og dets brug er en form for social handling. Fortolkende repertoire 17: Når man fokuserer på den diskursive kontekst, kan man bevæge sig væk fra at fokusere på individet som et kontekstfri uafhængigt væsen, som er årsag til konflikten. Fortolkende repertoire 19: Parternes identitet konstrueres ud af de diskurser, der eksisterer i deres omverden. Fortolkende repertoire 21: Fra et konstruktionistisk synspunkt er det, som parterne udtrykker i konflikt, konstrueret af diskurser, der frembringer skiftende forskellige og selvmodsigende udgaver af subjektive oplevelser Konversationsanalyse af dialoger De fortolkende repertoirer viser, hvad de enkelte stilarters mediatorer tænker om den måde, hvorpå de udfører mediation, og forfatterens undersøgelse har videre analyseret, hvordan mediatorerne omsætter deres ideologi til praksis. Forfatteren har ingen præferencer for nogen af de tre undersøgte stilarter, og han begynder altid sine mediationer i den positivistiske individorienterede oprindelige stilart og altså i en indefra-ud proces. De tre undersøgte stilarter bruger udefra-ind processer, og forfatteren bruger dem i sin praksis, hvis følelserne overvælder parterne så meget, at disse ikke kan komme videre, hvis en af parterne ikke kan beneficere af en empatisk proces, hvis parterne oplever verden på en me-

17 get forskellig måde eller, hvis en af parterne har vanskeligt ved at udtrykke sig eller er fåmælt Systemisk mediation I systemisk mediation har undersøgelsen bl.a. vist, at mediator bruger problemmetaforen, at mediator sammen med parterne danner sig et indtryk af, hvilken opgave, der skal løses, at mediator aktivt hjælper parterne med at definere opgaven, at mediator positionerer sig som omdrejningspunktet, og at mediator bruger cirkulære spørgsmål og procesdirektiver. Det fremgår også, at mediator sorterer i parternes oplysninger ved ikke at opsummere følelsesmæssige data, ved ikke at opsummere positioneringer, der ikke findes konstruktive, ved at ignorere præmature løsningsforslag, ved at lade som om, at lukkede diskurser ikke er lukkede, og ved at koncentrere sin opsummering om parternes data, mål og strategier Transformativ mediation I transformativ mediation har undersøgelsen bl.a. vist, at de transformative videooptagelser kan deles op i to grupper. 1) The Greeting Card Company, der længe var modelvideo for transformativ mediation, og som adskiller sig markant fra 2) The Purple House og What Parents know, der nu er modelvideoer for stilarten. The Greeting Card Company minder meget om oprindelig mediation og om den lejer/udlejer konflikt, som Bush og Folger jævnligt citerer i kapitel 5 og 6 i første udgaven af The Promise of Mediation (1994). The Purple House og What Parents know er måske mere loyale over for de transformative ideer, men det er vanskeligt at få øje på noget arbejde til forbedring af relationen mellem parterne og recognition 48, og det er vanskeligt at se nogen relation udvikle sig mellem mediator og parterne. The Greeting Card Company er den video, der var grundlag for North Dakota teamets to oplysende kapitler om mikrodynamikker og om, hvordan man identificerer niveauet af parternes empowerment og recognition Narrativ mediation I narrativ mediation har undersøgelsen bl.a. vist, at stilarten lægger vægt på en respektfuld proces og på, at parterne ikke taler i munden på hinanden. De undersøgte narrative mediationer viser, at mediator ser det som sin opgave, at afklare positionering, diskursforskelle og objektive (lukkede) diskurser samt om, hvorvidt forskellene støtter sig på objektive diskurser og særlige positioneringer. Som stilarten selv anbefaler, er den nemmest at forstå og praktisere, hvis man har forstået det postmoderne syn, den konstruktionistiske forståelsesramme og kender til diskursanalyse. Hvor systemisk mediation orienterer sig mod at løse problemer og transformativ mediation orienterer sig mod parternes samtale med 48 Bush & Folger, 2005, s Jorgensen et al. (2001, kap. 10 og 11) Microfocus in mediation.

18 hinanden, så orienterer narrativ mediation sig mod positionerings- og diskursskifte. Åbningen af lukkede diskurser sker ved eksternaliserende og dekonstruerende spørgsmål. Mediator positionerer sig som processens omdrejningspunkt, og mediator orienterer parterne i mod sig, som den systemiske mediator gør det, ved brug af første persons stedord, procesdirektiver, spørgsmål, omformuleringer, sortering af parternes oplysninger, inddæmning af parternes verbale konflikter og i øvrigt som medforfatter til den fælles alternative fortælling om fremtiden. Det betyder, at al den styringskritik, som man kan rette mod systemisk mediation, også kan rettes mod narrativ mediation. Her er styringen endog tydeligere. På den anden side er det værd at lægge mærke til, hvor ofte ordet, relation, forekommer i dialogerne i denne stilart i modsætning til dialogerne i transformativ mediation, hvor forbedring af relationen sammen med forøgelse af empowerment og recognition ellers ifølge teorien er et hovedmål. Den narrative mediator åbner med at spørge parterne om deres håb for mediationen og undgår derved problemmetaforen. Processen går derefter videre med eksternaliserende spørgsmål, der skal få parterne til at indse, hvad der hindrer dem i at realisere deres håb. I løbet af de undersøgte mediationer har mediator succes med at få parterne til at ændre deres positioneringer af hinanden og derved ændre deres diskurs. Mediator går ikke ind i parternes følelser, der anses som elementer blandt andre elementer i konfliktfortællingen. Stilarten er erklæret konstruktionistisk, så følelser er ikke et indre anliggende, men noget der skabes i interaktionen og følger af positioneringerne. Følelserne er en del af konflikthistorien, og jo mere man opholder sig ved dem, desto nemmere glider parterne tilbage i konfliktfortællingen. Kan man ompositionere parterne, opstår der andre følelser knyttet til disse nye pladser i alternative fortællinger, hvilket fører til diskursive skift. Turskifterne viser, at parterne bliver orienteret mod mediator og hans initiativer. Det ses også, at stilarten i overensstemmelse med de fortolkende repertoirer ikke skelner mellem proces og indhold. Stilartens mediator er meget på og meget på arbejde. Han vælger og sætter rammen for, hvordan dialalogen skal forløbe og rammen om, hvad dialogen skal handle om. Denne indgribende kontrol kræver en meget høj grad af indlevelse og af etik, som stilarten prioriterer højt Konklusion Da forfatteren undersøgelse skal forsvares for den juridiske doktograd, er der grænser for, hvor meget der kan afsløres på nuværende tidspunkt. Ideologierne i de tre undersøgte stilarter påvirker interaktionen mellem mediator og parterne på mikroniveau på forskellig måde. Det er heller ikke i mediation tilstrækkeligt at udlede noget af navnet på stilarten. Systemisk mediation bruger ikke betegnelsen konstruktivistisk om sin tænkning eller praksis, og alligevel våger undersøgelsen at placere stilarten inden for en konstruktivistisk forståelsesramme. Transformativ mediation placerer sig selv som konstruktionistisk og derfor postmoderne, og alligevel våger undersøgelsen at flytte stilartens teori og praksis dels uden for den konstruktionistiske forståelsesrammer og dels udenfor postmoderne tænkning.

19 Selvom mediators kontrol umiddelbart synes mindst i transformativ mediation, skal man være opmærksom på, at parterne i The Purple House formentligt lejlighedsvist føler sig svigtet ved mediators manglende intervention. I What Parents Know foretager mediator nogle steder en selektiv opsummering, der sandsynligvis påvirker forløbet i mediationen. Den systemiske mediation styrer, men ikke i så høj grad som narrativ mediation, uanset at den transformative stilart ser et familieskab med narrativ mediation som interaktionsorienteret 50. Blandt de tre stilarter synes den transformative at gøre mindst for parternes relation, uanset at netop relation er højt prioriteret i stilarten, og at andre stilarter anses for individorienterede. Den narrative stilart ses som den, der eksplicit i sin praksis gør mest ud af relationen. Den systemiske mediation gør i sin praksis implicit noget ved relationen ved at skabe miljø for løsninger, der gør det nemmere for parterne at have en relation til hinanden. I forhold til de enkelte stilarters selvforståelse viser det sig, at transformativ mediation nok kan frembringe empowerment (assertivitet), men i modelvideoerne, What Parents Know og The Purple House, ikke frembringer recognition eller forbedring af relationen. Det viser sig også, at der er en betydelig forskel på den transformative stilarts ideologiske koncept og dens praksis. Den transformative praksis har meget store lighedspunkter med oprindelig mediation, når det gælder f.eks. aktiv lytning og prioritering af empowerment og recognition. Det forekommer rimeligt at konkludere, at transformativ mediation er kommet til verden som reaktion på den meget dirigerende mediation (aftalefokuseret mediation), der har udviklet sig i domstolstilknyttet mediation i USA (og også i Danmark 51 og Norge 52 ). Stilartens foregangsmænd har praktiseret oprindelig mediation og har begrædt, at empatien, som de kalder recognition, assertivitetsprocessen, som de kalder empowerment, og den aktive lytning, som de kalder spejling, var forsvundet i den kritiserede (aftalefokuserede) mediation. Systemisk og narrativ mediation viser sig både i teori og praksis at have betydelige lighedspunkter, selvom ligheden ikke omtales stilarternes teori. Den narrative stilart vender sig offensivt skønt ikke så antagonistisk offensivt som transformativ mediation mod den systemiske stilart som individualistisk, og analysen viser, at der ikke er hold i den fremsatte kritik. Den narrative stilart kan med rimelighed beskrives som praktisk anvendt diskursanalyse, og den systemiske stilart arbejder med positioneringsteori og diskursændring, som den narrative stilart gør det, selvom teorien ikke omtaler det Perspektivering Fremstillingens undersøgelser bør få enhver, der udbyder eller foretager mediation eller uddanner mediatorer, til at indse, at det er mikrodynamikkerne, der både bestemmer processens forløb og dens resultater. Derfor er det tilrådeligt, at man i supervisionen af media- 50 Bush, Robert A. Baruch (2008, s. 705 ff.) Staying in Orbit, or Breaking Free. 51 Adrian, Lin (2012) Mellem retssag og rundbordssamtale, Retsmægling i teori & praksis. 52 Mykland, Solfrid (2011) En studie av mekleratferd i norske rettsmeklinger.

20 torer taler med dem om, hvilke fortolkende repertoirer de kan identificere sig med, og at superviseren taler med dem om, hvilke fortolkende repertoirer observatøren har lagt mærke til i deres proces. Det er også tilrådeligt, at man lydoptager dele af mediators proces og med konversationsanalytiske redskaber sammen med mediator gennemgår, hvordan hvilke mikrodynamikker i dialogen har bestemte følger for dialogens retning, flow og resultat.