Det gode sagsforløb illustreret via cases

Transkript

1 Det gode sagsforløb illustreret via cases Af Inger Kjeldsen, socialrådgiver og konsulent i SISO Case 2. Line og Mette Hanne er lærer på Tjørnevejsskolen i X-købing kommune. I hendes 3. klasse har hun for et par måneder siden fået en ny pige, som hun er bekymret for. Pigen Line virker lettere forsømt og lidt kuet eller skræmt, synes Hanne. Der er ingen faglige problemer og pigens adfærd og fremtoning kan også skyldes, at hun kommer fra et andet miljø og, at hun endnu er ny og ikke er faldet til endnu. Line har en lillesøster Mette i 2. klasse, og Hanne beslutter at tale med sin kollega Tove, som er lærer i begge pigers klasser, om sin bekymring for Line. Tove fortæller, at hun nu, hvor Hanne bringer det frem, faktisk har lagt mærke til, at lillesøsteren Mette af og til i sin adfærd kan være noget grænseoverskridende i forhold til de andre børn, men der er nu ingen af børnene, der endnu har reageret på det. De 2 lærere aftaler, at de den næste måneds tid vil observere pigerne noget tættere og vil notere ned, hvis der er noget, der giver dem anledning til bekymring. Samtidig orienterer de deres skoleleder om beslutningen. Skolelederen er enig, og de aftaler et fælles møde om en måned. På mødet en måned efter fremlægger de 2 klasselærere deres observationer af pigerne, som de har skrevet ned. I mødet deltager også skolepsykologen. Lærernes systematiske observationer og beskrivelser bekræfter deres faglige bekymring for pigerne. Line fremtræder stadig som en kuet og skræmt pige. Hun holder sig meget for sig selv og har ikke 1) Det er i orden, at de to lærere udveksler oplysninger om børnene indbyrdes, når der er tale om sagligt relevante oplysninger, idet adgangen til at udveksle fortrolige oplysninger indenfor samme forvaltningsmyndighed og hver skole er én forvaltningsmyndighed er forholdsvis vid, jf. forvaltningslovens 32. Man skal dog være opmærksom på, at der på den enkelte skole kan være aftalt procedurer, der betyder, at den enkelte lærer skal gå direkte til sin skoleleder med sine oplysninger, således at videregivelse af fagligt relevante oplysninger skal ske via skolelederen. 2) Det er vigtigt, at det fagligt uddannede personale pædagoger, lærere etc., der har daglig kontakt med og viden om børn, holder fast i deres umiddelbare bekymring for et barns trivsel også selvom det måske i første omgang bare er en fornemmelse. Fornemmelser springer som regel ikke ud af den blå luft. Fornemmelser udspringer af faglig viden og erfaring og skal bruges som sådan. At stå ved sin faglige fornemmelse er vigtigt for, at man i tide får hjulpet de børn, der har behov for særlig hjælp. Men man kan ikke handle på fornemmelser alene, de må understøttes eller eventuelt afkræftes af mere systematiske faglige observationer og beskrivelser. Det er også vigtigt ikke at være alene med sine fornemmelser og bekymringer, men at dele dem med kollegaer og ledelse således, at der ikke bliver tale om personlige fornemmelser og diffuse bekymringer. Institutionen/skolen har ansvaret for børnenes udvikling og trivsel, mens de er på skolen. Det er således vigtigt at sætte den enkelte lærer/pædagogs bekymring ind i en faglig ramme. En del af denne faglige ramme er at beskrive observationerne så konkret, som muligt, skriftligt og med datoangivelser m.v. 1) Som det fremgår af denne casebeskrivelse af de 2 piger, har børn ligesom voksne - forskellige måder at reagere på og evt. vise, at de har vanskeligheder og ikke trives. Selv i samme familie og søskendeflok, hvor omsorgsvigtet er det samme, vil børn reagere forskelligt. Det kan også betyde, at børnene skal have forskellig hjælp når sagen når så langt. 2) I skole og daginstitution er det vigtigt at holde fast i bekymringen for børnenes mistrivsel og vanskeligheder i skolen, fagligt

2 meget kontakt med de andre børn, hun vil helst ikke klæde om til gymnastik og smyger sig ofte uden, at nogen bemærker det udenom at tage bad. Hun reagerer skræmt og farer sammen, hvis en voksen rører ved hende. Hun virker generelt trist, ensom og modløs. Hanne har forsøgt at få mere kontakt med hende, og på det seneste er det lykkedes hende at få åbnet for lidt mere kontakt ved, at hun har fået Line til at hjælpe sig med nogle småting i frikvartererne. Line virker glad for denne tillid og værdsættelse og virker lidt gladere. Det er lykkedes Hanne at få talt lidt mere med pigen. Spurgt hende, om hun er glad for den nye skole og forsigtigt kommenteret, at hun synes Line ser lidt trist ud af og til Line ser først skræmt og usikker ud, men de næste par dage kommer hun flere gange hen og sætter sig tæt op ad Hanne, som om hun gerne vil fortælle hende noget, men ikke rigtig kan komme i gang. Da Hanne spørger Line, om der er noget, hun gerne vil fortælle hende, siger hun bare det er Poul, men vil ikke sige mere. Hanne vil ikke presse Line, men har svært ved at ryste Lines udsagn af sig og kan ikke lade være med at tænke på, at Lines stedfar hedder Poul. Hanne er usikker på, hvordan hun skal komme videre. og socialt. Hvis børnenes forhold, herunder om de evt. bliver udsat for overgreb eller anden form for omsorgssvigt eller misrøgt, skal undersøges nærmere, er dette en opgave for de sociale myndigheder evt. i samarbejde med politiet, hvis der er tale om mulige strafbare forhold. Tove kan på sin side fortælle om Mettes adfærd, at den er blevet gradvist mere tydeligt grænseoverskridende i forhold til de andre børn. Der er flere af børnene, der har beklaget sig til Tove over, at Mette vil have dem til at lege nogle lege, hvor de skal tage bukserne af. I det hele taget er Mette mere end almindeligt optaget af seksuelle emner, og hun har et ret avanceret ordforråd omkring dette tema. Tove har valgt at tage emnet min krop er min egen op i klassen og talt med børnene om, hvor vigtigt det er, at de respekterer både deres egne og kammeraternes grænser. Det ser dog ikke ud til at være tilstrækkelig hjælp for Mette, og i går aftes blev Tove ringet op af en vred mor til et andet barn fra klassen, som følte sig forulempet af Mette. Tove har endnu ikke fået talt med Mette. På mødet bliver skolelederen, skolepsykologen og de 2 lærere enige om, at deres observationer og de konkrete situationer med de 2 piger bekræfter deres bekymring. Der er ingen tvivl om, at begge piger har nogle vanskeligheder med at indgå i sociale relationer med de andre kammerater, de har problemer med egne og andres grænser. Klagerne 2

3 fra de andre børn og nu også deres forældre er også alvorlige tegn på, at noget er galt. Hertil kommer især Lines tristhed og lukkethed og Mettes optagethed af sex, som også er bekymrende. Endelig virker pigerne mere forsømte i deres fremtoning, end andre børn på skolen. De taler om, hvad de egentlig ved om pigernes hjemlige forhold. Det er ikke meget, da familien jo stadig er ny i byen og på skolen. Skolen undrer sig over, at forældrene ikke har vist sig ret meget på skolen sammen med børnene eller for at spørge til, hvordan det går med dem. Tove kan ikke lade være med at nævne, at hun har tænkt på, om pigerne mon har set eller overværet noget med sex i hjemmet, siden Mette bliver ved med at være så grænseoverskridende overfor de andre børn og så fikseret på sex. Hanne vil da heller ikke udelukke dette, Lines adfærd kan sagtens tolkes i den retning. De er enige om, at selvom mistanken ikke er særlig konkret og håndgribelig, så er deres observationer og pigernes adfærd alligevel så bekymrende, at de må handle på dem. Men hvordan? Skal de tale mere med pigerne for at få mere vished/større viden? Skal de indkalde moderen og stedfaderen og tale med dem om deres bekymring for børnene? Skal de konfrontere dem med deres mistanke? Men hvad hvis de benægter det, og hvad hvis de bliver vrede? Skal de anmelde til politiet? Men hvad kan de stille op med så diffus en anklage? Og er der i det hele taget tale om noget seksuelt grænseoverskridende i hjemmet? Skal de underrette socialforvaltningen og lade dem tage over? Man bliver enige om i første omgang at indkalde moderen til samtale, om deres bekymring for pigernes trivsel og adfærd. Skolelederen vil samtidig drøfte sagen i anonymiseret form med socialforvaltningen. Det vil være godt med andre faglige synsvinkler på sagen og problemstillingen, og et egentligt og formaliseret samarbejde kan meget vel komme på tale, hvis samtalen med moderen munder ud i en egentlig underretning til socialforvaltningen. 1) Drøftelse af sager i anonymiseret form kan f.eks. ske i en tværfaglig gruppe eller team i kommunen. Efter servicelovens 49 skal der i kommunen være en tværfaglig gruppe, der skal sikre, at støtten ydes tidligt og sammenhængende. Det pointeres, at en tværfaglig gruppe ligeså meget er en arbejdsform som en organisation, hvorved vægten lægges på vigtigheden af samarbejde på tværs af fag og sektorer. 2) Det er vigtigt, at alvorlige og vanskelige samtaler med forældre om bekymring for deres barn/børn tilrettelægges så der er maksimal ro og tryghed. Rammerne for mødet skal være klare, det skaber tryghed 3

4 Der afsendes brev til moderen som forældremyndighedsindehaver. I fællesskab planlægges, hvordan de gerne vil afvikle mødet, aftaler hvad formålet skal være, hvordan deres roller skal være, og de gennemgår forskellige mulige scenarier for samtalen med moderen for at være bedst muligt forberedte. Hvad hvis stedfaderen også møder? Hvad hvis hun/de er vrede og afvisende? Hvad gør de så? Hvad hvis moderen lægger alt på bordet og åbenlyst fortæller om store problemer? Om seksuelle overgreb? Hvad gør de så? Ved de, hvor de kan henvise moderen videre til? Findes der de rette hjælpemuligheder? Eller hvad hvis forældrene bare glider af og i øvrigt lyder helt fornuftige og uproblematiske? Falder det hele så til jorden? både for de professionelle og for forældrene: De fysiske/materielle rammer, f.eks. rummet samtalen skal foregå i, hvordan man skal sidde etc. Den værtskabsmæssige ramme, dvs. hvem og hvordan der bydes velkommen, plads til lidt indledende small-talk, om der skal serveres kaffe etc. Den indholdsmæssige ramme, dvs. formålet med samtalen altså, hvorfor har vi indkaldt, hvad skal vi tale om. Den tidsmæssige ramme, dvs. hvor lang tid skal vi være sammen. Det kan, som her, være en hjælp at gennemgå mulige scenarier for samtalen. 3) Det er også blandt fagfolk - en udbredt myte at misrøgt, vold og seksuelle overgreb mod børn kun foregår i socialt belastede familier. Faktum er, at overgreb mod børn og omsorgssvigt i øvrigt forekommer i alle sociale lag. Faglig åbenhed overfor forskellige hypoteser og muligheder er et væsentligt grundlag i arbejdet med at opspore, afdække og ikke mindst afhjælpe børns mistrivsel. Lederen af socialforvaltningens familieafdeling bliver ringet op af skolelederen fra Tjørnevejsskolen. Efter hans fremstilling er hun enig med ham i den plan, de har lagt. Hun anbefaler, at man fra skolens side, uanset samtalens forløb og udfald, holder fast i bekymringen for børnene og, at moderen orienteres om skolens forpligtelse til at lave en underretning til socialforvaltningen, idet det allerede nu vurderes, at børnenes mistrivsel ikke kan afhjælpes alene i skolens regi. På skolen har Tove og Hanne møde med pigernes mor, som har taget sin mand, pigernes stedfar med. Samtalen er vanskelig, og Tove og Hanne må mange gange i løbet af samtalen holde sig selv fast i udgangspunktet: Deres konkrete observationer og bekymring for pigernes adfærd og trivsel på skolen. Især stedfaderen er meget vred og farer let op og gi r ikke en skid for al det pædagogævl. Tove og Hanne forsøger at appellere til moderen, men det er vanskeligt. Hun er meget mere stille og tilbageholdende end ægtefællen. Mødet ender uden, at det lykkes at nå til en gensidig forståelse af pigernes situation. Tove og Hanne fastholder afslutningsvis deres bekymring for pigernes trivsel. De fastholder ligeledes nødvendigheden af, at socialforvaltningen bliver involveret med henblik på, at de sammen med skolen og forældrene kan undersøge nærmere, hvad baggrunden for pigernes mistrivsel er, og hvad der 1) Det vil være god etik at lave et referat af samtalen med forældrene og give dem mulighed for at kommentere det. Referatet kan gøre det ud for eller være en del af underretningen til socialforvaltningen. Underretningspligt, jf. servicelovens 153 og bek. nr. 929 af 5. december Socialforvaltningen har herefter pligt til at kvittere for at have modtaget en underretning, jf ) Der er altid ekstra grund til bekymring og evt. til at lave en underretning hvis det ikke kan lykkes at opnå en samarbejdsrelation med forældre. Et godt samarbejde med forældrene vil oftest være en forudsætning for, at en skole eller daginstitution kan have en formodning om at kunne afhjælpe et barns vanskeligheder i eget regi. 4

5 skal til for at hjælpe dem. De orienterer forældrene om, at de vil sende en skriftlig underretning til socialforvaltningen. Dagen efter mødet udarbejder lærere, skoleleder og skolepsykolog i fællesskab en underretning til socialforvaltningen. Skolelederen orienterer familieafdelingens leder om samtalen med forældrene og, at underretningen er på vej. I socialforvaltningen modtager man et par dage efter den skriftlige underretning fra Tjørnevejsskolen vedr. Mette og Line fra 2. og 3. klasse med beskrivelse af lærernes konkrete observationer, deres faglige bekymringer samt en kort beskrivelse af samtalen med moderen og stedfaderen. Efter at have modtaget underretning fra skolen er der sendt en kvitteringsskrivelse med bl.a. oplysning om hvem, der er sagsbehandler på sagen. Desuden inviteres skolen til et møde i socialforvaltningen, hvor man vil få mulighed for at uddybe den skriftlige underretning. Ugen efter er der således indkaldt til møde i familieafdelingen. Mødet har 2 primære formål: 1) at socialforvaltningen får de tilstrækkelige oplysninger til at kunne træffe de nødvendige beslutninger, 2) at aftale en ansvars-, rolle- og arbejdsfordeling blandt de professionelle omkring børnene og familien. Mie, der er sagsbehandler på sagen, beder lærerne uddybe deres underretning. Lærerne lægger især vægt på at uddybe deres bekymring for, om pigerne har set, overværet eller i værste fald måske selv har været involveret i nogle seksuelle handlinger i hjemmet. Dette har de ikke skrevet direkte i underretningen, fordi det er alt for diffust, men Mie har godt kunne fornemme det ud fra underretningen. Hun udspørger lærerne om deres viden i øvrigt om de 2 piger, deres ressourcer og deres vanskeligheder og om familien og deres erfaringer med at samarbejde med forældrene. Mie fastholder mødet på den generelle bekymring for pigernes trivsel, og således ikke en specifik 1) Det er vigtigt at slå fast, at ALLE professionelle omkring et barn, der er bekymring for, har et ansvar! Det betyder ikke, at alle skal gøre det samme, men at alle arbejder sammen og bidrager med hver deres faglighed for at sikre barnets sikkerhed og tryghed her og nu samt sikre, at barnet og familien får den bedst mulige hjælp og støtte fremover. At skolen/børnehaven laver en underretning til socialforvaltningen betyder ikke, at deres ansvar dermed er slut, og sagen lagt i socialforvaltningens hænder. Socialforvaltningen er afhængig af de oplysninger, skole/daginstitution har og får undervejs, fordi de udgør en væsentlig del af det faglige grundlag for undersøgelse og beslutninger. Det er også vigtigt, at sagsbehandler kan være tryg ved, at barnet er i gode hænder og, at hun ved, at hun får besked, hvis barnets situation forværres, så hun i første omgang kan koncentrere sig om at komme i dialog og samarbejde med forældrene. 2) Omvendt er skole/daginstitution afhængig af at vide, at der arbejdes på at finde en løsning på barnets situation og, at de løbende informeres fra forvaltningen om, hvor langt man er for, at lærere/pædagoger kan støtte og drage omsorg for barnet. Som lærer eller pædagog kan det være svært at udholde at være daglig vidne til, at et barn har det rigtig skidt og, at der kan gå tid, før der sker noget. Når man ikke hører noget og ikke véd, hvad der sker, bliver tiden ekstra lang og uudholdelig. Det er vigtigt, at sagsbehandler forsøger at få forældrenes samtykke og aftaler med dem, hvilke oplysninger, der kan videregives til skole/daginstitution og evt. andre af hensyn til børnene. 5

6 bekymring på et muligt seksuelt misbrug. Hun skal på mødet finde en balance mellem på den ene side ikke at låse sig fast på en hypotese om seksuelt misbrug, som der reelt ikke er konkret dokumentation for, på den anden side ikke at overhøre eller bagatellisere lærernes faktiske bekymring. Hun véd af erfaring også, at det er vigtigt at være godt klædt på til at møde forældrene. Det er en meget vanskelig problemstilling at møde forældre første gang med en mistanke om, at der foregår ting i hjemmet, som børnene ikke har godt af og så forvente et godt samarbejde med dem. Hun véd, at det første møde næsten altid er afgørende for, hvordan samarbejdet bliver fremover. Derfor har hun brug for lærernes både gode og dårlige erfaringer fra samarbejdet med forældrene. På mødet aftales, at skolen er ansvarlig for dels at sikre den daglige omsorg for pigerne dvs. sørge for, at hverdagen på skolen bliver så tryg og forudsigelig for pigerne som muligt i den kommende tid, som må forventes at blive kaotisk og utryg for dem, når socialforvaltningen præsenterer bekymringerne for børnenes forældre; dels at sørge for at være ekstra observerende i forhold til børnene og løbende at orientere sagsbehandler, såfremt der kommer nye oplysninger frem, herunder sker ændringer, evt. forværring i børnenes situation. Mie vil drøfte sagen nærmere i familieafdelingen. Der er behov for yderligere oplysninger for, at der kan tages stilling til, om der er behov for hjælpeforanstaltninger, og i givet fald hvilke, eller ej. Formentlig vil hun snarest indkalde forældrene til en samtale og få deres samtykke til at starte en 50 undersøgelse af børnenes forhold. Et par dage efter mødet med skolen er der gruppemøde i Mies gruppe i familieafdelingen. Hun har bedt om en drøftelse af hendes nye sag med henblik på en tilrettelæggelse af sagsforløbet. På mødet er der mange spørgsmål og stor usikkerhed om, hvad det er, man her har med at gøre: Er der grund til at være bekymret for og have mistanke om egentlige overgreb mod pigerne? Hvor truet er deres situation? Og kan vi i det hele taget 3) Det er desuden af afgørende betydning for indsatsen i forhold til familien fremover, at der er et reelt tværfagligt samarbejde om barn og familie med respekt for hinandens fagligheder, opgaver og forpligtelser og med familiens krav på tavshedspligt omkring deres private forhold. Det er herunder også vigtigt at tage hånd om fagpersonerne, så man hele tiden er sikker på, at de føler sig fagligt godt klædt på og godt tilpas i den rolle/opgave, de hver især har fået tildelt. Det gøres bl.a. ved at sikre dem faglig sparring og supervision. 4) Det er vigtigt at starte det tværfaglige samarbejde i konkrete sager så tidligt i forløbet som muligt, så man har gode muligheder for at udnytte hinandens viden og kompetencer. 5) Det er vigtigt i det tværfaglige samarbejde at have en god mødekultur, dvs. klarhed på, hvem der inviterer, hvem der leder mødet, hvad formålet med mødet er samt, at de forskellige faglige og beslutningsmæssige kompetencer er klare for alle og bliver respekteret. 6) Samtidig er det vigtigt, at de professionelle, der arbejder direkte med børnene (eller med forældrene) bliver hørt om deres bekymring. Dels kan man ikke lægge en bekymring fra sig uden, at man er sikker på, at den er hørt, forstået og, at der vil blive taget hånd om den andetsteds, dels er det vigtigt at få alle de bekymringer frem, som senere evt. kan formuleres til arbejdshypoteser, der skal undersøges og af- eller bekræftes. 7) Der findes ikke éntydige tegn og signaler/symptomer på, at et barn har været udsat for seksuelt overgreb. Det er derfor vigtigt at være tydelig i observationer og beskrivelser af barnets bekymrende adfærd og at arbejde med og være åben overfor flere hypoteser, hvoraf seksuelt overgreb kan være én. Det væsentlige er altid at tage udgangspunkt i det enkelte barns særlige adfærdsmæssige, psykiske, fysiske, sociale og faglige vanskeligheder og at tilrettelægge hjælpen til barnet ud fra barnets særlige vanskeligheder og behov. 1) Det er vigtigt at sikre, at alle bekymringer og alle arbejdshypoteser bliver stillet op, men også, at det er de faktuelle forhold, den faktiske viden, man har, der er afgørende for de handlinger og tiltag, der besluttes. 2) Er der mistanke om overgreb mod et barn, må der naturligvis foretages en umiddelbar risiko-vurdering af barnets situation. Er der risiko for, at barnet er i akut fare? Dette er særlig vigtigt, når der er tale om mistanke eller viden om, at barnet er udsat for vold eller seksuelle overgreb. Er 6

7 være sikre på, at det overhovedet er seksuelle overgreb, det handler om? Hvis der er tale om egentligt seksuelt misbrug, hvem er det så? Kan det være stedfaderen? Og ved moderen i så fald, hvad der foregår? Vil hun vælge at tro på og støtte sine børn eller på sin mand, der sandsynligvis vil benægte? Kan vi være sikre på, at det er stedfaderen, eller kan det være en anden person? Og er der i det hele taget tale om seksuelt misbrug? Eller kan der være andre årsager til pigernes bekymrende adfærd? I fællesskab får man ridset op: Hvad ved vi faktuelt om pigerne og familien? Hvad er vi fagligt bekymrede for? Hvilke (forskellige) arbejdshypoteser har vi? Hvad ved vi ikke/hvad skal vi vide mere om for at af- eller bekræfte vores hypoteser? Det er ikke en familie, man kender særlig godt hverken i skolen eller socialforvaltningen, men kender man måske familien i den tidligere kommune? der f.eks. fare for, at overgrebene forværres akut, når den mulige krænker konfronteres med vores viden eller mistanke? I nogle sager vil den faktiske viden og mistanken være så diffus, at der næppe vil være grundlag for at konkludere, at børnenes situation er så truet, at de f.eks. bør fjernes fra hjemmet. Vurderingen bør da følges tæt op bl.a. ved at have en skærpet opmærksomhed på barnet og evt. tegn og signaler. I andre sager kan det være nødvendigt at beskytte barnet ved at fjerne det fra hjemmet/den mulige krænker, idet det i Danmark ikke er muligt med hjemmel i de sociale love at fjerne en (formodet) krænker fra hjemmet. Samtidig må det sikres, at det er faktiske - socialfaglige - oplysninger, der handles på og ikke diffuse formodninger uden, at der dermed skal være tale om beviser af politimæssig karakter. Det er en vanskelig men nødvendig balance. Der lægges følgende plan: 1) Der kobles yderligere en sagsbehandler på sagen, så Mie ikke skal have den alene, 2) moderen (som forældremyndighedsindehaver) indkaldes til en samtale i forvaltningen og 3) til det første møde med moderen henholdsvis moderen og stedfaderen, hvis denne også møder, deltager der en leder sammen med sagsbehandlerne. 4) Der søges yderligere oplysninger om evt. foreliggende sagsakter på familien hos tidligere kommune, hvilket moderen og stedfaderen anmodes om at give deres samtykke til. Man beslutter at orientere skolen, når forældrene er indkaldt til møde af hensyn til skolens omsorg for pigerne. 1) Ifølge retssikkerhedslovens 11a skal man forsøge at indhente forældrenes samtykke til at indhente oplysninger. Såfremt forældrene ikke vil give dette, er der mulighed for at indhente oplysningerne efter retssikkerhedslovens 11c om indhentelse af oplysninger uden samtykke. 2) Ifølge forvaltningslovens 27 og 28 har offentligt ansatte som hovedregel tavshedspligt, og der må som hovedregel ikke videregives oplysninger om personers private forhold fra én myndighed til en anden uden, at vedkommende har givet sit samtykke hertil. Der gælder dog undtagelser, bl.a. når det drejer sig om hensynet til børn, hvor samfundet har en særlig forpligtelse til at sikre, at de lever under betryggende forhold, og hvor hensynet til barnet således vægter højere end hensynet til forældrenes privatssfære (forvaltningslovens ). Der sendes brev til moderen med indkaldelse til samtale. Mie drøfter og overvejer sammen med sin kollega Carsten, der er anden sagsbehandler på sagen, sin leder og den socialfaglige konsulent, hvordan brevet bedst formuleres, og hvordan mødet skal tilrettelægges. 1) Se tidligere bemærkninger om forberedelse og tilrettelæggelse af møder med forældre, når man skal præsentere dem for bekymring for deres barn hvad enten mødet foregår på skolen eller i socialforvaltningen. Det er vigtigt at planlægge og tilrettelægge mødet med hensyn til formålet og de fysiske, psykiske (værtskabsmæssige), indholdsmæssige og 7

8 tidsmæssige rammer nøje, herunder arbejds- og rollefordeling mellem de professionelle, der deltager i mødet. 2) Et brev med mødeindkaldelse bør indeholde oplysning om baggrund for og formål med mødet, mødedeltagere samt angivet tidsramme for mødet. Åbenhed og tydelighed er vigtige principper i dialog og samarbejde med forældre. 3) Der er mange overvejelser at gøre sig, når man skal afgøre hvilken fremgangsmåde, der er den bedste og mest nænsomme og respektfulde, både for barn og forældre lige fra udformning af indkaldelse til afvikling af selve mødet. Der findes ikke noget givent facit det må afgøres ud fra den enkelte sag og den enkelte sagsbehandlers erfaringer og fornemmelse af, hvad hun vil have det bedst med. De beslutninger, der træffes, sker på et fagligt grundlag, men der er et personligt element, idet man bliver følelsesmæssigt påvirket, og ens forforståelse har betydning. Da netop den første kontakt er så vigtig for det videre samarbejde og dialog med barn og forældre om undersøgelse af vanskeligheder, behov og den rette hjælp, betyder det meget, at sagsbehandler kan føle sig professionel uden at miste sig selv i den rolle, hun tager på sig, og det skal hun have støtte til. Forberedelse og supervision er vigtige elementer! Samtalen med forældrene forløber efter Mie og Carstens vurdering godt. De har draget nytte af skolens erfaringer og af deres egen planlægning af mødet. De gør meget ud af at begrænse deres mål med og fokus på mødet til udelukkende at få etableret en kontakt og aftalt et samarbejdsgrundlag med forældrene og at gå mindre ind i det indholdsmæssige. Man fastholder og fremhæver herunder myndighedsforpligtigelsen til at undersøge et barns forhold, når der er bekymring, ligesom man fastholder skolens faglige grund til bekymring. Den mulige mistanke om seksuelt misbrug nævnes ikke i samtalen. Forældrene accepterer at medvirke i en sådan undersøgelse, de giver samtykke til, at de nødvendige oplysninger kan indhentes, og der aftales et forløb med en række samtaler, dels i hjemmet, dels på forvaltningen. I planen indgår også samtaler med pigerne, evt. sammen med en psykolog. Samtalernes fokus og forløb bliver også gennemgået. 1) Igen er åbenhed og tydelighed så langt hensynet til barnet/børnene tillader det - en vigtig forudsætning for dialog og samarbejde og inddragelse af forældre (og børn) i sagsbehandlingen. 2) Her beslutter man at være åben og samarbejdende omkring afdækning af børnenes mistrivsel, men vælger på nuværende tidspunkt at holde mistanken om evt. seksuelt misbrug lukket for forældrene. Det kan man, fordi der er indtil videre udelukkende er tale om en arbejdshypotese, og man er endnu kun på det indledende undersøgelsesstadie. 3) Det vil være en stor hjælp for sagsbehandler, hvis der på forhånd er udarbejdet en guide eller egentlig manual for de forhold, der skal indgå i undersøgelsen således, at også de enkelte samtalers indholdsmæssige fokus er kendt af forældrene på forhånd. Det er også vigtigt at aftale med forældrene, at samtale med børnene indgår i undersøgelsen, samt hvordan det skal foregå. Hermed kan undersøgelsesforløbets tids- og indholdsmæssige rammer blive tydelige for alle. 8

9 Socialforvaltningens forespørgsel til familiens tidligere bopælskommune giver ikke noget resultat. Familien var ikke kendt i socialforvaltningen dér. Mie og Carsten planlægger herefter de næste samtaler og hjemmebesøg. De første møder er med forældrene alene. Dagen før det næste møde, som er planlagt som et hjemmebesøg, ringer moderen og aflyser. Hun er desværre blevet syg. Dette gentager sig ved de næste 2 aftalte samtaler/besøg. Hver gang er det moderen, der ringer og begrunder sygdom eller arbejde. Årsagerne er sådan set plausible nok, moderen kan have været syg, og manden har jo skifteholdsarbejde! Men Carsten og Mie synes alligevel, at deres alarm-klokker begynder at ringe. Forstår forældrene alligevel ikke situationens alvor? Var deres tilsagn om samarbejde ikke så helhjertet alligevel? Er der noget, som socialforvaltningen ikke må se? 1) Noget af det mest vanskelige for en sagsbehandler er ikke at kunne hjælpe et barn, der mistrives, herunder at håndtere, når det ikke lykkes at opnå en egentlig samarbejdsrelation med forældrene om i første omgang en undersøgelse af deres barns mistrivsel. Forældrenes samarbejde og samtykke er ofte af afgørende betydning for, om en evt. foranstaltning og behandlingsindsats i forhold til et barn kommer til at lykkes. Samtidig er det vigtigt ikke at lade for lang tid gå, dels er tidsfaktoren anderledes i et barneperspektiv end i et voksenperspektiv, dels er der risiko for, at man som sagsbehandler/socialforvaltning mister taget om sagen og dermed kommer til at svigte barnet. I socialforvaltningen må Mie og Carsten endnu engang vurdere sagen og overveje deres strategi for, hvordan de kan komme videre med at undersøge forholdene for Line og Mette: Mor (og stedfar) har givet deres samtykke til et undersøgelsesforløb i samarbejde med socialforvaltningen. Der er lavet en plan, som forældrene har sanktioneret, planen er bare ikke blevet overholdt. Det er bekymrende, og der må gøres en ekstra indsats for at få etableret et samarbejde med forældrene, og i hvert fald med moderen. De er i tvivl og ikke helt enige om, hvordan de skal gribe det an. Skal de tage på et uanmeldt hjemmebesøg allerede nu eller skal de sende et brev og indskærpe nødvendigheden af, at de aftalte møder overholdes? Skal de tage ud på skolen og tale med børnene? Mie er mest bange for, at tiden bare går og, at forvaltningen selv risikerer at miste fokus, når der går så lang tid. Der er allerede gået 3 uger, og det er alt for let at glemme bekymringen for børnene, når man ikke lige har dem præsent, synes hun, at erfaringen viser. Samtidig modtager forvaltningen en opringning og 1) Igen et løbende samarbejde og løbende dialog i det professionelle netværk omkring 9

10 en skriftlig underretning fra skolen om, at man har observeret, at Line, den ældste af pigerne, har blå mærker på overarmen, som hun ikke kan forklare og, at hverken Mette eller Line har været i skole de sidste 3 dage. Hertil har en mor til en af pigerne i Lines klasse, som Line tilsyneladende har været lidt sammen med, henvendt sig til skolen og fortalt, at Line har betroet hendes datter, at hendes stedfar nogle gange kommer ind i hendes seng om natten. Endelig har nogle piger i Mettes klasse har fortalt Tove, at Mette har set frække film med nøgne damer og mænd, der gør ting derhjemme, som hun har tilbudt at tage med og vise for de andre piger. Skolen har prøvet at ringe hjem, men moderen forklarer bare, at pigerne og hun er syg og lægger røret på. Skolen er bekymret. Skolen har ikke orienteret forældrene om denne underretning. Den nye underretning fra skolen øger bekymringen for børnenes trivsel og muligvis også deres sikkerhed. De nye oplysninger i sagen drøftes med leder og socialfaglig konsulent. Man er helt på et rene med, at de seneste oplysninger skærper socialforvaltningens handlepligt. Der er nu flere både udsagn og observationer, der giver anledning til bekymring for pigerne, deres sikkerhed og for, at de udsættes for enten vold eller et eller andet seksuelt misbrug fra stedfaderens side uden, at dette dog er direkte udtalt fra hverken moderen eller pigerne. Men det er alarmerende, at Line har fortalt en klassekammeret, at stedfaderen kommer ind i hendes seng om natten. Begge børn vurderes at være truede i deres sundhed og udvikling, og børnenes forhold bør undersøges nu. Men hvordan skal og kan det gribes an? Der er mange overvejelser at gøre sig, og man opridser i fællesskab forskellige muligheder: Én mulighed er, at Mie eller Carsten og de to lærere, som kender børnene, Hanne og Tove, taler med børnene hver for sig på skolen. Det er allerede aftalt med moderen, at samtaler med børnene kan indgå i 50 undersøgelsen, så det kan umiddelbart lade sig realisere. Herefter må der så tages stilling til hvilke hjælpeforanstaltninger, der er relevante. En anden mulighed er at få foretaget en ambulant psykologundersøgelse af pigerne, som kan pege på, børnene er en vigtig forudsætning for en god indsats i forhold til barn og familie. Som her, hvor skolen f.eks. følger denne nye skriftlige underretning op med en telefonopringning til sagsbehandler, så de er sikre på, at hun har fået den og, at man på forvaltningen forstår og deler den uro, skolen har for pigerne. Derved holdes dialog og (tværfagligt) samarbejde levende. 2) Som hovedregel vil det være god etik og de fleste steder almindelig praksis - at en skole eller daginstitution gennemgår en underretning med forældrene, inden denne sendes til socialforvaltningen. Når mistanke om vold eller seksuelle overgreb rettes mod barnets forældre, må det imidlertid tilrådes, at forældrene ikke orienteres, inden de sociale myndigheder og evt. politiet har taget stilling til sagen og haft mulighed for at planlægge en sagsgang. Dette af hensyn til evt. nødvendig beskyttelse af barnet mod yderligere eller forværrede overgreb og af hensyn til en evt. politimæssig efterforskning. 1) Der er mulighed for en såkaldt forhåndsdrøftelse med politiet, som ikke er en anmeldelse, hvor man dels kan drøfte og vurdere de forskellige aspekter af sagen, herunder om der overhovedet ser ud til at være en politisag. Det er tillige en mulighed for så tidligt som muligt i sagsforløbet at indlede et samarbejde omkring tilrettelæggelsen, såfremt det bliver en sag, som politiet skal involveres i. Det gælder også spørgsmålet om, hvorvidt det er en god idé at indhente yderligere oplysninger via en psykolog eller om de vil tilråde, at sagen straks anmeldes og efterforskes. 2) Det vigtigt og kan være nødvendigt - at koordinere indsatsen med både politi og skole/daginstitution - især hvis der er fare for barnets /børnenes sikkerhed. 3) Hvis forældremyndighedsindehaveren, her moderen, ikke ønsker en anbringelse, vil servicelovens 51 om en tvangsundersøgelse, evt. suppleret med en foreløbig afgørelse efter servicelovens 75, stk. 1, kunne anvendes. 4) Det er vigtigt at socialforvaltningen fastholder fokus på børnene og den nødvendige sociale indsats uanset om politiet finder, der er grundlag for en politimæssig indsats eller ej. 5) Løsning af sagen er vanskelig, der er mange overvejelser og ingen nemme løsninger eller endegyldige facit i en sag 10

11 hvilken hjælp, de har brug for. Men det kan kun lade sig gøre, hvis moderen vil acceptere det og vil hun det? Og hvordan vil politiet stille sig med hensyn til, at børnene skal tale med en psykolog? Vil de måske snarere råde til, at sagen straks anmeldes og efterforskes? En tredje mulighed kunne være at anbringe børnene således, at undersøgelsen af børnene og evt. videoafhøring af dem kan foregå under anbringelsen. Hvad er det bedste for børnene? Hvad kan man samarbejde med moderen om? Hvordan kan man koordinere det med politi og skole, så det bliver en god indsats for børnene? Der er mange overvejelser og vurderinger, der må gøres for at sikre en god hjælp til børnene. som denne. Sagsbehandler skal under alle omstændigheder have en samtale med børnene, og herefter skal det vurderes, hvad der kan iværksættes af hjælpeforanstaltninger, yderligere undersøgelser eller anbringelse. Det må til dels afhænge af, hvad sagsbehandlers samtale med børnene bringer frem. Selvom det er vigtigt, at der handles og handles nu på så alvorlige oplysninger, som i denne case, er det afgørende vigtigt for at sikre en god indsats, at denne tilrettelægges og koordineres med skole/daginstitution, politi og forældrene, hvor dette er muligt. Set i barnets perspektiv kan det være bedre så at sige at handle lidt langsommere for at sikre den rette og koordinerede indsats. Tænk hurtigt handl med omtanke, kunne man sige. 11