RESUME INDLEDNING VIDENSKABSTEORI OPERATIONALISERING AF METODE... 16

Transkript

1 Sarah Møller Jensen Sophie Frost Clausen Hold 11IA Bachelorprojekt, juni 2014 VIA University College Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus Denne rapport er udarbejdet af studerende på Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus som led i et uddannelsesforløb. Den foreligger urettet og udokumenteret fra skolens side og er således et udtryk for forfatternes egne synspunkter, der ikke nødvendigvis er sammenfaldende med skolens i øvrigt. Denne rapport eller dele heraf må kun offentliggøres med forfatternes tilladelse i henhold til gældende lov om ophavsret. 1

2 RESUME I herværende bachelorprojekt sættes der fokus på, hvordan den herskende socialpolitiske diskurs påvirker det sociale arbejde med udsatte kontanthjælpsmodtagere. Konteksten for projektet er et jobcenter, hvor interviews med tre socialrådgivere udgør det empiriske materiale. Det er en undersøgelse af, hvordan samfundsstrukturelle forhold påvirker den måde arbejdsløshed, som socialt problem, anskues, og hvordan dette får betydning for det sociale arbejdes praksis. Problemstillingen belyses ud fra udvalgte dele af det sociale arbejde. Der sættes fokus på, hvordan den socialpolitiske diskurs har været medvirkende til at skabe en ny form for solidaritet og medborgerskabsopfattelse, samt hvordan disse får indflydelse på det sociale arbejde. Den socialpolitiske diskurs sættes i relation til det ressourcefokuserede sociale arbejde, hvor vi fremstiller det paradoksale i at arbejde ressourcefokuseret med borgere, som netop har brug for hjælp på grund af deres begrænsninger. Magtbegrebet behandles ligeledes i relation til den socialpolitiske diskurs, hvor vi belyser, hvordan magtbegrebet kommer til udtryk. Til sidst fremstilles en række etiske dilemmaer, som forstærkes af den socialpolitiske diskurs. 2

3 RESUME INDLEDNING PRÆSENTATION AF EMNE HVORDAN ER PROJEKTET OPSTÅET? PROBLEMSTILLING SOLIDARITET OG MEDBORGERSKAB RESSOURCEFOKUSERET SOCIALT ARBEJDE MAGTUDØVELSE I SOCIALT ARBEJDE ETIK PROBLEMFORMULERING BEGREBSAFKLARING OG AFGRÆNSNING: PROJEKTETS PERSPEKTIV LÆSEVEJLEDNING VIDENSKABSTEORI VIDENSKABSTEORETISK STÅSTED HERMENEUTISK TILGANG FORFORSTÅELSER OG FORDOMME METODE KVALITATIV METODE KVALITATIVE DATAKILDER OPERATIONALISERING AF METODE KVALITATIVE INTERVIEWS SEMISTRUKTUREREDE INTERVIEWS FORBEREDELSE AF INTERVIEWS OVERVEJELSER I FORBINDELSE MED INTERVIEWS ETISKE OVERVEJELSER INTERVIEWGUIDE TABEL 1. INTERVIEWGUIDE KONTAKT TIL EMPIRIEN KONTEKSTEN FOR UNDERSØGELSEN MÅLGRUPPEN HVEM ER INFORMANTERNE? ABDUKTIV ANALYSESTRATEGI SOCIALPOLITIKKENS UDVIKLING HVAD ER SOCIALPOLITIK? FRA WELFARE TIL WORKFARE FRA ARBEJDSMARKEDSPOLITIK TIL BESKÆFTIGELSESPOLITIK MENNESKESYN OG SOCIALPOLITIKKEN DEN SOCIALPOLITISKE DISKURS KONTANTHJÆLPSREFORMEN

4 5.7 INDIVIDUALISERING ULRICH BECK OG DEN RADIKALISEREDE INDIVIDUALISERING KONTANTHJÆLPSREFORMEN OG INDIVIDUALISERING NYE KATEGORISERINGER SOLIDARITET OG MEDBORGERSKAB (UDARBEJDET AF SOPHIE FROST CLAUSEN) FRA SOLIDARITET TIL INDIVIDUALISERING MEDBORGERSKAB ANALYSE OG DISKUSSION AF MEDBORGERSKABET I SOCIALT ARBEJDES PRAKSIS OPSAMLING RESSOURCEFOKUSERET SOCIALT ARBEJDE ANALYSE AF DEN RESSOURCEFOKUSEREDE PRAKSIS INDIVIDUEL COACHING EMPOWERMENT OPSAMLING MAGTUDØVELSE I SOCIALT ARBEJDE MICHAEL FOUCAULT ANALYSE AF MAGT I SOCIALT ARBEJDES PRAKSIS OPSAMLING ETIK (UDARBEJDET AF SARAH MØLLER JENSEN) HVAD ER ETIK? ANALYSE AF ETIKBEGREBET OPSAMLING KONKLUSION KRITISK REFLEKSION EFTERREFLEKSIONER I FORBINDELSE MED METODE LITTERATURLISTE BØGER OG ARTIKLER WEBMATERIALE: BILAG BILAG BILAG

5 BILAG FORMULAR TIL GODKENDELSE AF BACHELORPROJEKTETS PROBLEMSTILLING BILAG GODKENDTE PROBLEMSTILLING

6 1. INDLEDNING I det følgende vil vi præsentere emnet og problemstillingen for herværende bachelorprojekt. Af de indledende afsnit vil det fremgå, hvordan projektet er opstået, i hvilken kontekst problemstillingen undersøges, samt hvilken målgruppe projektet tager sit udgangspunkt i. 1.1 Præsentation af emne Det overordnede emne for herværende projekt er socialpolitikkens diskurs. Projektet beskæftiger sig med den aktuelle socialpolitiske diskurs, og hvilken betydning den har for det sociale arbejde med kontanthjælpsmodtagere med problemer udover ledighed. Projektet bevæger sig både på det strukturelle og det individuelle niveau, hvor vi søger at belyse, hvordan ændringer på et strukturelt niveau får betydning for det sociale arbejdes praksis på individniveau. Den socialpolitiske diskurs betragtes i dette projekt, som den måde, hvorpå arbejdsløshed anskues og italesættes, samt måden, hvorpå man søger at løse arbejdsløshed som socialt problem. Vi ser, at der er sket en grundlæggende forandring i beskæftigelses- og socialpolitikkens syn på arbejdsløshed. Dette er en forandring, som er sket ganske gradvist og det er en forandring, som har betydning for den indsats, man iværksætter over for de arbejdsløse og for den måde arbejdsløse mødes på, ikke bare i samfundet, men også der hvor socialrådgiveren møder borgeren. Siden midten af 1990 erne, hvor den aktive arbejdsmarkedspolitik for alvor tog fart, er der sket omfattende forandringer på beskæftigelsesområdet. Dette skift er er en udvikling fra et velfærdsparadigme med fokus på forsørgelse til et workfare-paradigme med fokus på aktivering. Med denne udvikling, som uddybes senere i projektet, ser vi, at der er sket et skred i forhold til holdningen omkring arbejdsløshed. Arbejdsløshed anskues ikke længere som et samfundsmæssigt anliggende, men i stigende grad som noget, der har at gøre med det menneske, der er uden arbejde. Arbejdsløshed betragtes primært som et fænomen, der skyldes manglende incitament fra borgerens side til at tage et job, der er til rådighed. Vi ser således, at der er sket en individualisering af sociale problemer, hvor blikket vendes mod det arbejdsløse individ i forsøget på at finde løsningen på problemet. 6

7 Vi vil i gennem projektet sætte den socialpolitiske diskurs i spil i forhold til forskellige dele af det sociale arbejdes praksis. Formålet er at undersøge, hvordan socialrådgiverne oplever, at diskursen påvirker deres arbejde med udsatte kontanthjælpsmodtagere. 1.2 Hvordan er projektet opstået? Interessen for emnet bunder i en grundlæggende optagethed af, hvordan de overordnede politiske rammer får betydning for det sociale arbejdes praksis. Vi er optaget af, hvordan udviklingen på makroniveau påvirker socialrådgiverens arbejde, på mikro-niveau. Projektet udspringer desuden af en interesse for de svageste borgeres møde med beskæftigelsesforvaltningen. De indledende diskussioner er i høj grad gået på at stille os undrende i forhold til, om den socialpolitiske diskurs og de krav den fordrer til den enkelte, kan anses som rimelige i forhold til de kontanthjælpsmodtagere, der har problemer langt udover ledighed. Vores undren skal ikke forstås som en kritik, det vi ønsker er derimod at undersøge, hvordan den socialpolitiske diskurs påvirker socialrådgivernes arbejde. Inspiration til emnet er desuden fundet igennem læsning af diverse artikler, hvoraf nogle stiller sig kritisk overfor den aktuelle diskurs, og andre udtrykker holdninger som harmonerer med diskursen. Disse artikler har givet anledning til yderligere diskussion af emnet, samt bidraget til en opfattelse af, at der her findes en problemstilling, som er værd at undersøge. 1.3 Problemstilling Vores problemstilling og efterfølgende problemformulering bygger på inspiration fra en række antagelser om, at det herskende workfare-paradigme, som har været medvirkende til en ny diskurs, hvor sociale problemer i højere grad ses som individets eget ansvar, rejser forskellige udfordringer i det sociale arbejde med udsatte kontanthjælpsmodtagere. I de følgende afsnit vil vi kort redegøre for disse antagelser. Det er ikke vores hensigt at be- eller afkræfte antagelserne i projektet, men derimod at belyse de forskellige emner ud fra den socialpolitiske diskurs. Antagelserne skal derfor ses som udtryk for en undren, eller som den problemforståelse, der ligger til grund for vores efterfølgende problemformulering. 7

8 1.3.1 Solidaritet og medborgerskab Det, at sociale problemer, som fx arbejdsløshed, i højere grad anses som individets eget ansvar, kan ses som udtryk for samfundets store forventninger og ambitioner på individets vegne. Dette kan være medvirkende til, at den sociale solidaritet overfor marginaliserede borgere mindskes, hvilket udfordrer det sociale arbejde, hvor rådgiveren aktivt må bestræbe sig på at bibeholde et menneskesyn, hvor enhver borger betragtes som en unik og ligeværdig medborger Ressourcefokuseret socialt arbejde Ressourcefokuseret socialt arbejde synes at være noget alle kan blive enige om. Det må også siges at have en positiv klang: at fokusere på borgerens ressourcer frem for begrænsninger. Vi antager at der er en sammenhæng mellem den socialpolitiske diskurs og det stigende fokus, der er kommet i forhold til at arbejde ressourceorienteret. Vi stiller os undrende i forhold til det paradoksale i at arbejde ressourcefokuseret med de borgere, som netop har brug for rådgiverens hjælp på grund af sine begrænsninger Magtudøvelse i socialt arbejde Når skylden for arbejdsløsheden placeres hos den enkelte borger og der ses bort fra strukturelle forklaringer, kombineret med et øget fokus på sanktionering kan det tænkes at magtforholdet mellem rådgiver og borger bliver mere markant. På den anden side ser vi dog også, at hvis borgeren tillægges ansvaret for løsningen af sine problemer, kan dette være medvirkende til at gøre magtforholdet mindre tydeligt. Vi ønsker derfor at belyse, hvordan magtbegrebet kommer til udtryk i den beskæftigelsesorienterede kontekst Etik Vi har en formodning om, at der findes et krydspres mellem konkurrerende værdier; mellem den aktuelle socialpolitiske diskurs og de menneskesyn og værdier, som knytter sig til denne, på den ene side, og socialt arbejdes etiske værdier og grundlæggende idealer på den anden side. Vi er derfor interesserede i at belyse, hvordan rådgivere håndterer krydspresset imellem at efterleve socialpolitikkens målsætninger og samtidig udøve socialt arbejde med respekt for individets integritet og værdighed. 8

9 1.4 Problemformulering Formålet med projektet er at besvare følgende problemformulering: Hvordan påvirker den socialpolitiske diskurs det sociale arbejde i et jobcenter, med kontanthjælpsmodtagere med problemer udover ledighed? Begrebsafklaring og afgrænsning: Her gives en uddybende forklaring af de begreber, som problemformuleringen er sammensat af. Hvordan påvirker: Når vi bruger ordet påvirker i problemformulering, antydes det, at vi har en formodning om, at den socialpolitiske diskurs rent faktisk påvirker det sociale arbejde. Men ved at spørge hvordan, forsøger vi at sætte os ud over vores antagelser og være åbne overfor en undersøgelse af, hvad denne påvirkning indeholder. Socialpolitisk diskurs: Når der i problemformuleringen, og i projektet generelt, refereres til den socialpolitiske diskurs, henvises der til den måde social- og beskæftigelsespolitikken italesætter sociale problemer, løsningsmuligheder og socialrådgiverens udførelse heraf. Det sociale arbejde: Det sociale arbejde kan som begreb rumme mange ting, der er derfor brug for en tydeliggørelse af, hvad der i dette projekt menes med socialt arbejde. International Federation of Social Workers definerer socialt arbejde som: Det sociale arbejde virker til fremme for social forandring og problemløsning i menneskelige forhold. Det støtter det enkelte menneske i at frigøre sig og blive i stand til at øge dets trivsel. Ved hjælp af teori og menneskelig adfærd og sociale systemer griber socialt arbejde ind på de områder, hvor mennesker og miljø påvirker hinanden. Principperne for menneskerettigheder og social retfærdighed er fundamentale for socialt arbejde (Dansk Socialrådgiverforening (a)). 9

10 Denne definition siger noget om, hvad formålet med det sociale arbejde er, men tydeliggør også, at det sociale arbejde er et bredt felt. I projektet har vi derfor udvalgt dele af det sociale arbejde, som vi finder særligt interessante at belyse i forhold til den socialpolitiske diskurs. De udvalgte emner indenfor socialt arbejde er: Solidaritet og medborgerskab, ressourcefokuseret socialt arbejde, magtbegrebet i socialt arbejde og etik. Disse udsnit af det sociale arbejde vil i projektet blive behandlet i relation til den overordnede problemformulering. Jobcenter: Jobcenteret er den kontekst vores problemstilling undersøges i. Jobcenteret er udvalgt fordi det er en myndighedsudøvende organisation og et område, som i meget høj grad er politisk styret. Målsætningerne for arbejdet i et jobcenter defineres fra politisk hold og vi antager derfor, at det må være her, vi tydeligst kan få et billede af, hvordan den socialpolitiske diskurs påvirker arbejdet. Kontanthjælpsmodtagere med problemer udover ledighed: Kontanthjælpsmodtagere med problemer udover ledighed er udvalgt med henblik på, at se på en målgruppe af borgere, som netop kan have vanskeligt ved at leve op til de krav der stilles, både i den beskæftigelsesorienterede indsats og indirekte i den socialpolitiske diskurs. 1.5 Projektets perspektiv Det er desuden vigtigt at pointere, at problemstillingen undersøges ud fra et rådgiver-perspektiv. Det er rådgivernes oplevelse af, hvordan den socialpolitiske diskurs påvirker deres arbejde, der er det centrale i projektet. 1.6 Læsevejledning For at støtte læseren findes her en oversigt over eventuelle tvivlsspørgsmål, som kan opstå i forbindelse med læsningen af projektet. I projektet veksler vi imellem, hvad vi kalder vores målgruppe. De omtales som borgere, de svageste kontanthjælpsmodtagere, udsatte kontanthjælpsmodtagere, aktivitetsparate kontanthjælpsmodtager og kontanthjælpsmodtagere med problemer udover ledighed. Dette er gjort udelukkende for at skabe afveksling i sproget. 10

11 Vi veksler ligeledes mellem, hvordan vi omtaler vores informanter. De refereres til som informanter, rådgivere og socialrådgivere. Når vi i analyserne henviser til socialt arbejdes praksis, refererer vi til den kontekst, som problemstillingen er undersøgt i: jobcenter i Viborg Kommune. Der skelnes som udgangspunkt ikke, med mindre andet fremgår, mellem begreberne socialpolitik og beskæftigelsespolitik. Begrundelsen for dette fremgår af afsnitt 5.1 Hvad er socialpolitik? Når vi anvender det empiriske materiale i analyserne har vi i flere tilfælde redigeret i citaterne, dette for at gøre dem mere læsevenlige. Såfremt et citat er redigeret fremgår det med (red.) og hvis det blot er en sætning eller få ord der er pillet ud fremgår det med ( ). De transskriberede interviews findes i deres fulde længe som henholdsvis Bilag 1, 2, og 3. Det forekommer at det samme citat anvendes flere steder i projektet. Dette er et bevidst valg, idet citatet behandles ud fra forskellige perspektiver. God læselyst 2. VIDENSKABSTEORI I følgende afsnit vil vi redegøre for vores videnskabsteoretiske ståsted i projektet, samt argumentere for vores valg af tilgang og betydningen heraf. 2.1 Videnskabsteoretisk ståsted Videnskabsteori handler om grundantagelser af verden, samfundet, individet og bestemmer desuden væsentlige dimensioner i måden at formulere og gribe en problemstilling an på (Olsen og Pedersen, 2004: 137). I et projekt som dette, vil man altid tage videnskabsteoretiske beslutninger, hvad enten man gør det implicit eller eksplicit. Problemstillingen indeholder antagelser og begreber, der kan diskuteres videnskabeligt og afslører også det videnskabsteoretiske ståsted. Det videnskabsteoretiske ståsted har 11

12 desuden omfattende konsekvenser for valg af metode og således for, hvordan projektet udformer sig. (Olsen og Pedersen, 2004:143) Vi anlægger i dette projekt en reflekterende tilgang til videnskabsteori, hvilket vil sige, at vi ved hjælp af videnskabsteori, fintuner vores fornemmelse for, hvad vi gør, hvad vi indirekte siger, forudsætter og konkluderer. Allrede i forbindelse med problemformuleringen har vi reflekteret over, hvad vi siger og ikke siger samt måden vi spørger på. At være refleksiv i forhold til videnskabsteori betyder ikke, at alt i projektet skal vendes videnskabsteoretisk, men at man refleksivt fra- og tilvælger videnskabsteoretiske diskussioner. (Olsen og Pedersen, 2004:149) 2.2 Hermeneutisk tilgang Vi er hermeneutiske i vores tilgang, hvilket allerede kommer til udtryk i vores problemstilling. Hermeneutik er en videnskabsteoretisk tilgang, hvor forståelse og fortolkning er i fokus og kommer før forklaring af sociale fænomener. Der søges ikke en objektiv sandhed, men det er her aktørerne, som studeres, der er bærere af betydnings og meningssammenhænge. Hans Georg Gadamer anses som værende det 20. århundredes vigtigste hermeneutiske tænker. Gadamer betoner hermeneutikkens ontologiske karakter. (Hviid Jacobsen m.fl. 2010: kap. 5) Hans hovedærinde er at vise, at fortolkning og forståelse er et grundvilkår for den menneskelige eksistens. Fordelen ved den fortolkende og forstående tilgang er, at det her bliver muligt, at komme helt tæt på den sociale virkelighed, der studeres, ved at tage udgangspunkt i de involverede personers egne forståelser og fortolkninger. (Hviid Jacobsen m.fl. 2010: kap. 5) Vi har valgt vores emne for projektet på baggrund af interesse og nysgerrighed og fordi vi har en formodning om, at der i dette felt findes en problemstilling, som er værd at undersøge. Allerede her er vi fortolkende og ikke objektive i vores tilgang. Vi søger ikke en objektiv sandhed, men derimod at få indblik i socialrådgiveres egne subjektive opfattelser af, hvordan den socialpolitiske diskurs, påvirker deres arbejde. Det er således socialrådgiverne, der bliver bærere af den viden og mening som vi søger i projektet. Når vi ønsker at opnå en forståelse af socialrådgivernes handlinger som meningsfulde fænomener, samt at forstå, hvilke betydninger bestemte handlingsformer tillægges, er en hermeneutisk analyse 12

13 relevant. En hermeneutisk tilgang fordrer nemlig også, at forskeren bringer sig selv ind i meningsudlægningen af genstandsfeltet. (Fuglsang m.fl. 2013: 316) I forlængelse heraf, må vi som forskere, forholde os til at skulle bevæge os inden for et genstandsfelt, der på forhånd er fyldt med fortolkninger og forståelser. Den virkelighed som vi ønsker at få adgang til, er på forhånd fortolket og tillagt betydning af socialrådgiverne. Den praksis som vi undersøger; socialrådgivere ansat på et jobcenter, bliver altså ikke kun tillagt mening af os selv, men i ligeså høj grad af rådgiverne. Der er således tale om en dobbeltforståelse, hvor rådgivernes fortolkning og forståelse spiller tilbage på vores fortolkningsmuligheder. (Fuglsang m.fl. 2013:kap 8) Når sociale aktører analyseres ud fra en hermeneutisk tilgang bliver disses handlinger, ytringer, adfærdsmønstre, regler og værdier centrale. Disse er ikke nødvendigvis modsigelsesfrie, men er det, som er meningsgivende og som danner grundlag for en fortolkning. Det er vigtigt at have for øje, at de sociale aktører er indlejret i en bestemt kontekst, hvilken de er i stand til at kommunikere ud fra. (Fuglsang m.fl. 2013: kap. 8) I vores undersøgelse af problemstillingen, er vi ikke ude på at hænge socialrådgivere ud, i forhold til det, de udtaler om deres arbejdsgang. Vi har forståelse for den kontekst og arbejdssituation som rådgiverne befinder sig i. Vores ønske er, at være åbne, undrende og nysgerrige og desuden forsøge at koble rådgivernes udtalelser om deres arbejde med udsatte kontanthjælpsmodtagere til teorier, for således at løfte, analysere og fortolke problemstillingen på et højere og mere abstrakt niveau. Vi forsøger desuden ikke, at gøre os selv til eksperter i forhold til problemstillingen eller i forhold til rådgivernes arbejde, vi sidder ikke med et svar. 2.3 Forforståelser og fordomme Forforståelse og fordomme er vigtige begreber inden for hermeneutikken og handler ifølge Gadamer om den bagage, som man tager med i sin forståelsesproces af verden. Ved begrebet fordomme, er der ikke tale om fordomme i almen sproglig forstand, som referende til noget fordømmende eller snæversynet. Mennesket udlægger aldrig verden forudsætningsløst, men er altid præget af en forudfattet mening om denne. Vi kan ikke forstå eller tolke verden, hvis vi ikke på forhånd har gjort os nogle domme. Fordommene er altid ubemærket i spil og er en forudsætning for al forståelse. Derfor handler det om at acceptere fordomme som en forudsætning for erkendelse af verden. Fordomme er en grundlæggende del af vores forståelse og det er i mødet med det, der ønskes undersøgt, at 13

14 fordomme udfordres og sættes på spil. Derfor skal vi være åbne, når vi ønsker at forstå. (Fuglsang m.fl. 2013: kap. 8) Dette er principper, som vi ønsker at tage med ind i vores projekt. Vi er bevidste om, at vi er bærere af fordomme og forforståelser, men vi vil forsøge at være opmærksomme på dette og bruge det konstruktivt ved at sætte dem i spil. Vi håber, at vores åbne tilgang og lyst til at blive klogere og overraskede undervejs i processen, kan bidrage til dette. Vi har, på forhånd gjort os visse antagelser, som underbygger projektets problemstilling, men vi har ikke et ønske om at teste disse, hvilket vi kommer mere ind på i vores metodeafsnit. Vi vil forholde os åbent til problemstillingen gennem hele projektet i den forstand, at når der opstår noget, som giver anledning til at vi undrer os, vil vi forsøge at give plads til denne undren og stille nye spørgsmål. Således søger vi ikke at ende med et svar, men med en belysning af problemstillingen. Erfaring kan siges at være en måde at gøre sig nye erfaringer på. Derfor åbner gjorte erfaringer op for nye erfaringer. Dette vil vi give plads til at ske i vores projekt. 3. METODE Vores metodeafsnit indeholder de fremgangsmåder, som vi har anvendt i udarbejdelsen af vores projekt. Afsnittet giver læseren mulighed for at få en viden om, hvilke præmisser projektet er udført under. Da vores videnskabsteoretiske ståsted er hermeneutisk, tolker vi andre menneskers oplevelser ud fra vores egne følelser og oplever. Det er derfor ikke muligt at teste det, som vi når frem til i dette projekt, ved at gentage undersøgelsen. Oplevelser og følelser kan ikke testes, da de beror på hvem, der oplever og føler. (Thurén, 2008) 3.1 Kvalitativ metode Kvalitative metoder bygger på den fortolkningsvidenskabelige tradition. Ud fra den hermeneutiske tilgang, er kvalitative interviews en oplagt måde at indsamle data på og foretage en analyse på baggrund af. (Fuglsang m.fl. 2013: 318) Begrundelsen herfor er, at hermeneutikken, som beskrevet tidligere, er en tilgang, hvor fortolkning og forståelse er i fokus og således er vigtigere end at kunne 14

15 forklare sociale fænomener. Der søges ikke en objektiv sandhed men aktørerne, som studeres bliver bærere af, hvad der forekommer betydningsfuldt og meningsgivende. Når forskning er kvalitativ, betyder det, at man er interesserer sig for, hvordan noget gøres, siges, opleves, fremtræder eller udvikles. Man er fx optaget af at beskrive, forstå, fortolke eller dekonstruere den menneskelige erfarings kvaliteter (Tanggaard og Brinkmann, 2010: 17). De kvalitative forskningsmetoder og tilgange er udviklet for at kunne belyse menneskelige oplevelser, erfaringsprocesser og det sociale liv. Man søger at forstå konkrete personer og sociale processer hvordan mennesker tænker, føler, handler, lærer eller udvikles. Den kvalitative forskning er forpligtet på en menneskelig verden af mening og værdi og interesserer sig for menneskelige aktørers egne perspektiver på, og beretninger om denne verden. I den forstand tilstræber man typisk at forstå menneskelivet inde fra livet selv i de lokale praksisser, hvor livet leves snarere end udefra og på afstand (Tanggaard og Brinkmann, 2010: 17). Ved at anvende kvalitative metoder til at undersøge vores problemstilling, søger vi at opnå en omhyggelig og detaljeret forståelse af socialrådgivernes oplevelser af, hvordan den socialpolitiske diskurs påvirker arbejdet med udsatte kontanthjælpsmodtagere. Kvalitative metoder giver os mulighed for at opnå indsigt i rådgivernes livsverden, og der overlades plads til vores fortolkninger af, hvad rådgiverne tænker og føler. Netop pladsen til vores egen fortolkning, bliver her vigtig at fremhæve, da det er disse fortolkninger som gør os i stand til, at gå bag om ordenes betydning og mulighed for at læse mellem linjerne i rådgivernes udtalelser. Her bliver vores teoretiske ståsted igen synligt, da hermeneutikken netop fordrer, at vi sætter vores egne forståelser og fortolkninger i spil når vi skal forstå rådgivernes udtalelser, samt når vi skal anvende disse i analyser og diskussioner af problemstillingen. 3.2 Kvalitative datakilder Projektets problemstilling undersøges ved anvendelse af forskellige kvalitative datakilder. Vi har fremskaffet eget datamateriale, bestående af semistrukturerede interviews med socialrådgivere, men anvender også andres behandling af emnet, i bøger og artikler, som forholder sig til den problemstilling, som vi ønsker at undersøge. Ved at anvende andres behandling i bøger eller artikler af den problemstilling, som vi er optaget af, får vi mulighed for at belyse problemstillingen fra flere vinkler, hvilket kan give undersøgelsen og projektet som helhed et bredere perspektiv. Sådanne tekster må underkastes en analyse af deres anvendelighed, 15

16 før de bruges (Andersen m.fl. 2012: 120). Her er det centralt at være opmærksom på korrektheden af indholdet af det vi læser, samt at være opmærksom på, at artikler, ligesom interviews, blot kan være udtryk for en enkelt persons holdning til en given problemstilling. Når vi anvender artikler til at underbygge vores analyse, er vi derfor opmærksomme på, at forfatteren i lige så høj grad som os selv, kan være præget af forforståelser, fordomme og forventninger, og at vi således fortolker noget, som i forvejen er forfatterens egen fortolkning af problemstillingen. Derfor risikerer vi også at komme ud for, at forskellige tekster eller artikler direkte modsiger hinanden, hvilket tydeliggør vigtigheden af at forholde sig kritisk til det materiale der anvendes. Vores udgangspunkt for at vurdere kvaliteten af det kildemateriale vi anvender, har overvejende været at fokusere på, om materialet giver relevant information til besvarelsen af vores problemstilling. I udvælgelsen af kvalitative datakilder, er det igen vigtigt at gøre sig bevidst om og tydeliggøre, hvilke forforståelser man har omkring den problemstilling, der søges undersøgt. En tydeliggørelse af egne forforståelser skal være med til at sikre, at der ikke kun udvælges og anvendes data, som matcher de forventninger man har til sin problemstilling og undersøgelse. 4. OPERATIONALISERING AF METODE I det følgende vil vi beskrive vores fremgangsmåde i forbindelse med indsamling og bearbejdelse af empiri. 4.1 Kvalitative interviews I forlængelse af vores valg om at anvende kvalitative metoder til undersøgelse af vores problemstilling, vil vi her blive mere konkrete i forhold til at beskrive, hvordan vi vil indhente vores empiriske materiale; vi anvender kvalitative interviews med socialrådgivere som empirisk grundlag i vores projekt. Interviews som forskningsmetode består først og fremmest af en samtale, som har en struktur og et tydeligt formål. Samtalen rækker altså ud over den almindelige dagligdagssamtale og det kvalitative forskningsinterview har til formål at tilvejebringe kvalitativ empirisk viden. (Kvale og Brinkmann, 2009: 19-23) 16

17 Kvalitative interviews anvendes ofte, når der findes en interesse fra forskeren side, i at undersøge menneskers verdensopfattelser, handlingsbegrundeler og den mening og betydning individer tillægger bestemte sociale eller samfundsmæssige forhold. Kvalitative forskningsinterviews er især velegnet, når der ønskes en indsigt i menneskers livsverden dvs. i deres dagligdagsverden som de selv oplever den. (Andersen m.fl.,2012: kap 6) Dette harmonerer igen, med vores videnskabsteoretiske tilgang. Vi ser det som en styrke, at det ved anvendelse af kvalitative interviews, er muligt at indrette vores indsamling af data efter den helt konkrete kontekst som vi ønsker at undersøge; socialrådgivere som arbejder med undsatte kontanthjælpsmodtagere. Vi ønsker at gå i dybden med at underøge og fortolke, hvordan den enkelte rådgiver oplever, at den socialpoliske diskurs påvirker arbejdet med netop disse borgere. Kvalitative interviews muliggør, at vi som forskere bringes helt tæt på de mennesker og de begivenheder som vores projekt omhandler. 4.2 Semistrukturerede interviews Semistrukturerede interviews er en form for forskningsinterview og det defineres som et interview, der har til formål at indhente beskrivelser af den interviewedes livsverden med henblik på at fortolke de beskrevne fænomener. Da vi netop ønsker, at vores interviews skal give anledning til en dybere fortolkning af problemstillingen, finder vi denne interviewform relevant i forhold til vores projekt. I det semistrukturerede interview forbereder intervieweren en række temaer og spørgsmål, men samtidig er det vigtigt at forholde sig åbent til interviewets forløb. Udarbejdelsen af en interviewguide er med til at sikre, at interviewet får belyst de nødvendige temaer, den fungerer dermed som en slags tjekliste. (Kvale og Brinkmann, 2009: 19-23) Vores interviewguide, findes længere nede i dette metodeafsnit. Den relative åbenhed og muligheden for at stille spørgsmålene i den rækkefølge og med den ordlyd, der forekommer bedst i den konkrete situation, giver intervieweren mulighed for at have opmærksomhed på uforudsete temaer og vigtige nuancer. Endvidere kan uddybende spørgsmål sikre en fælles og gyldig forståelse af interviewpersonens svar (Andersen m.fl.,2012: kap 6). Vi ser det som en fordel ved det semistrukturerede interview, at dette giver mulighed for at kunne følge op på de givne svar på spørgsmålene samt, at vi har mulighed for at bede rådgiverne om at uddybe deres svar eller om at blive mere konkrete. Det bliver også muligt for rådgiverne at komme med konkrete eksempler fra deres arbejde med borgerne. 17

18 4.2.1 Forberedelse af interviews Ved det semistrukturerede interview veksles der typisk mellem forskellige typer af spørgsmål og interviewet vil ofte bære præg af flere forskellige slags spørgsmål. (Andersen m.fl.,2012: kap 6) Vi anvender forskellige typer af spørgsmål i vores interviewguide, herunder både direkte og indirekte spørgsmål. Vi veksler desuden mellem spørgsmål, som knytter sig til rådgivernes konkrete arbejdsgang og spørgsmål, som søger svar på rådgivernes egne holdninger. I forberedelsen af vores interviewspørgsmål har vi været opmærksomme på, at spørgsmålene skal være formuleret i et sprog, der er fri for fagtermer, medmindre vi er sikre på, at interviewpersonerne er bekendt med disse. I forbindelse med forberedelsen af interviewspørgsmålene fandt vi det udfordrende at udforme konkrete spørgsmål til rådgiverne. Projektets problemstilling bevæger sig på et abstrakt niveau, som kan virke fjernt fra rådgivernes daglige arbejdsgang, og det er derfor nødvendigt at udforme spørgsmål, der er mere praksisnære. For at gøre dette, nedskrev vi de antagelser, som vi på forhånd havde gjort os i forbindelse med problemstillingen. På den måde fandt vi det lettere derfra at udforme konkrete spørgsmål til interviewguiden. Ved at stille spørgsmål, der søger at teste vores egne antagelser, bliver det muligt, at finde frem til rådgivernes opfattelser og tanker omkring problematikken. Vi er åbne omkring det faktum, at vi på forhånd gør os antagelser omkring problemstillingen i vores projekt, men som beskrevet tidligere søger vi ikke nødvendigvis at blive bekræftet i disse. Vi ønsker at være åbne og undersøgende i forhold til problemstilling og dermed ikke at være fastlåste i egne antagelser. Vi vil til sidst i projektet under overskriften 11.1 Efterrefleksioner i forbindelse med interviews komme ind på, hvordan disse antagelser alligevel skabte nogle udfordringer Overvejelser i forbindelse med interviews Vi er i overvejelserne omkring at lave interviews opmærksomme på, at interviewet kan tage uventede drejninger, som ikke er planlagt. Ved et semistruktureret interview vil man ikke kunne nøjes med at stille de forberedte spørgsmål fra interviewguiden. Dette er heller ikke hensigten, da denne form for interview lægger op til uddybelse af svar og giver plads til, at samtalen ledes hen mod noget andet end det forventede. 18

19 Ved semistrukturerede kvalitative interviews, findes der kun få standardregler og få standardiserede metoder til måden disse udformes. (Olsen og Pedersen, 2004: kap 12) Dette medfører, at vi som interviewere har en vigtig rolle i forhold til, hvordan interviewet kommer til at forløbe. Mange af beslutningerne om, hvilken drejning interviewet skal tage, træffes på stedet, altså under interviewet, hvilket betyder, at det er vigtigt, at vi er velforberedte i forhold til interviewemnet, så vi er fortrolige med de forskellige valgmuligheder der foreligger. Vi ser det som en fordel, at vi er to personer til at gennemføre interviewsene. Således kan den ene gennemføre interviewsamtalen, mens den anden nedskriver eventuelle stikord, lytter og hjælper intervieweren til at huske interessante formuleringer og forstå indholdet Etiske overvejelser Ved interviews som forskningsmetode, findes der altid mulige etiske problemstillinger, som er vigtige at have med i sine overvejelser inden påbegyndelse af interviewet. Den viden, der bliver resultatet af interviewsene, afhænger bl.a. af den relation der er mellem intervieweren og den der bliver interviewet. Her er det centralt, at intervieweren har en evne til at skabe en scene, hvor interviewpersonen frit og trygt kan tale om emnet. Dette kræver en fin balance mellem interviewpersonens stræben efter at indhente interessant viden og den etiske respekt for interviewpersonens integritet. (Kvale og Brinkmann, 2009:32) Vi er opmærksomme på, at det kan være følsomt at lave interviews, da vi kommer helt tæt på rådgivernes arbejde. Vi ønsker og håber, at vi er i stand til at skabe en god relation til rådgiverne, samt at skabe et rum for samtalen, som er trygt og hvori der kan tales frit om emnet. Her kan det være en fordel, at vores projekt ikke omhandler at undersøge eksempelvis, hvorvidt socialrådgiverne gør deres arbejde tilstrækkeligt, men derimod hvordan noget udefrakommende påvirker deres arbejdsgang vi er altså ikke ude på at placere en skyld, hvilket kan tænkes at medvirke til en ligeværdig relation, hvor magtforholdet ikke bliver for markant. Det er vigtigt at have for øje, at et interview ikke er en samtale mellem ligestillede parter, da det er os som forskere, der definerer og kontrollerer situationen. Data bliver provokeret frem af de spørgsmål som intervieweren stiller. Vi har således et stort ansvar for, hvordan samtalen kommer til at forløbe og det er ligeledes vores ansvar som forskere, at data kommer til at omhandle noget, der senere forekommer relevant. (Bitsch Olsen og Pedersen, 2004: kap 12) 19

20 4.3 Interviewguide Vores interviews udføres i overensstemmelse med en interviewguide, som fokuserer på tre temaer og som rummer forslag til spørgsmål. En interviewguide er et script, der strukturerer interviewforløbet mere eller mindre stramt. Guiden kan enten indeholde nogle emner, der skal dækkes, eller kan være en detaljeret rækkefølge af omhyggeligt formulerede spørgsmål. Når det drejer sig om det semistrukturerede interview, vil guiden indeholde en oversigt over emner, der skal dækkes, og forslag til spørgsmål (Kvale og Brinkmann, 2009: 148). De tre temaer/emner, som vores interviews fokuseres omkring, er: socialpolitisk diskurs, relation og etik. Her er det vigtigt at nævne, at vi i bearbejdelsen af det empiriske materiale, blev opmærksomme på andre centrale temaer/emner, som i stedet er blevet omdrejningspunktet for de videre analyser. For at sikre, at vores interviews kan bidrage til at besvare problemstillingen, er det afgørende at få afklaret, hvilken viden interviewet skal tilvejebringe. I den sammenhæng kræver det, at vi på baggrund af den overordnede problemstilling, opstiller en række forskningsspørgsmål, som interviewet skal give svar på (Bøgh Andersen m.fl. 2012: 152). For hvert af interviewguidens tre overordnede temaer har vi således opstillet et forskningsspørgsmål: - Hvordan kommer den socialpolitiske diskurs til udtryk i det sociale arbejde? - Hvordan påvirkes relationen af den socialpolitiske diskurs? - Hvordan påvirkes etikken af den socialpolitiske diskurs? Forskningsspørgsmålene siger noget om, hvad det er vi ønsker at undersøge og forstå, men det er ikke spørgsmål, som kan stilles direkte til interviewpersonerne. For at besvare forskningsspørgsmålene har vi udarbejdet en række interviewspørgsmål, som er sorteret under hvert tema og tilhørende forskningsspørgsmål. Interviewspørgsmål er den slags spørgsmål, man stiller interviewpersonen for at opnå en forståelse (Bøgh Andersen m.fl. 2012: 153). Her er det vigtigt at påpege, at spørgsmålene opstillet i interviewguiden, blot er forslag til spørgsmål, og ikke fastlagte spørgsmål, som skal stilles i en bestemt rækkefølge. Interviewspørgsmålene kommer til at afhænge af den aktuelle interviewsituation, og hvad der virker bedst i den givne situation med hensyn til at tilvejebringe de data, der er brug for (Bøgh Andersen m.fl. 2012: 153). Det er op til intervieweren, ved hjælp af åbne spørgsmål, at lede interviewpersonen frem til bestemte temaer, men det er op til interviewpersonen at få de dimensioner frem, som han eller hun mener, er vigtige inden for undersøgelsestemaet. 20

21 4.3.1 Tabel 1. Interviewguide Tema Forskningsspørgsmål Interviewspørgsmål 21

22 1. Socialpolitisk diskurs Hvordan kommer den socialpolitiske diskurs til udtryk i det sociale arbejde? Kan du starte med at fortælle noget om, hvad dit arbejde går ud på? Hvad tænker du om den nye kontanthjælpsreform? Hvad tror du formålet med reformen er? Hvilke ændringer mærker du i dit arbejde efter den er trådt i kraft? både i forhold til din arbejdsgang og i forhold til dit samarbejde med borgeren? Oplever du udfordringer i forhold til at skulle arbejde efter den nye kontanthjælpsreform? Hvad har det betydet i praksis, at der ikke længere findes en matchgruppe 3? men at det nu hedder at være aktivitetsparat? På hvilken måde har indsatserne ændret sig i forhold til de borgere som før tilhørte matchgruppe 3? Hvilke indsatser anvender i til borgere med problemer ud over ledighed? Har typen af indsatser/muligheder for indsatser ændret sig? Hvordan arbejder i ressourceorienteret med borgerne? Hvordan håndterer i borgere, som ikke umiddelbart har ressourcer, der matcher arbejdsmarkedet? Hvad ser du som det vigtigste formål med dit arbejde? 22

23 2. Relation Hvordan påvirkes relationen af den socialpolitiske diskurs? 3. Etik Hvordan påvirkes etikken af den socialpolitiske diskurs? Hvad ser du som de vigtigste værdier i det sociale arbejde du udfører? Hvordan kommer de til udtryk i dit daglige arbejde? Hvad lægger du vægt på når du skal udrede en borgers situation og problemstillinger? Hvordan synes du, at dine socialfaglige kompetencer kommer i spil i dit arbejde med udsatte kontanthjælpsmodtagere? Hvad gør du for at skabe en god relation til borgeren? Har du oplevet situationer, hvor det ikke var muligt for dig at skabe en god relation til en borger? Hvad gjorde du i den situation? Oplever du at der er plads til etiske overvejelser i dit daglige arbejde? Har du oplevet situationer, hvor du følte, at du måtte gå på kompromis med etiske værdier? Hvordan tror du, at borgeren oplever de krav der stilles til dem som betingelse for at modtage kontanthjælp? Kan du komme med eksempler på det? 4.4 Kontakt til empirien I det følgende vil vi give et indblik i vores indledende henvendelser til jobcentrene. Vi kontaktede flere forskellige kommuners jobcentre per telefon med henblik på at lave aftale om samarbejde. Vi valgte bevidst ikke at kontakte dem per mail, da vi havde en formodning om, at det ville være en længerevarende proces, frem for direkte telefonisk kontakt. 23

24 Vi ringede til jobcentrenes hovednumre og fremlagde vores projektidé. Vi gjorde meget ud af at understrege, at projektet ikke handler om, at evaluere, hvorvidt rådgiverne gør deres arbejde godt nok, da vi havde en formodning om, at dette ellers kunne være medvirkende årsag, til at rådgiverne ikke ville være interesseret i et samarbejde. Vi fandt at det var vanskeligt at blive sat i kontakt med de rigtige personer, som kunne give svar på, om de var interesseret i at samarbejde eller ej. Dette medførte en del frustration, men det viste sig i de efterfølgende dage, hvor vi blev ringet op af flere forskellige jobcentre, at de fleste rent faktisk gerne ville samarbejde. Vi udvalgte Viborg Kommunes jobcenter, da det var dem vi først fik svar fra og da det her var muligt at interviewe rådgivere ansat i samme afdeling. 4.5 Konteksten for undersøgelsen Ud over Jobcentret består arbejdsmarkedsområdet i Viborg kommune af fire institutioner samt et ydelseskontor. Konteksten for dette projekt er udelukkende Jobcentret, og vi beskæftiger os således ikke med arbejdsopgaver, som knytter sig til resten af Viborg kommunes arbejdsmarkedsområde. Viborg kommune er en del af frikommuneforsøget. Regeringen lancerede i forbindelse med finanslovsaftalen i 2011 dette forsøg. I alt er ni kommuner en del af frikommuneforsøget og forsøget kører fra 2012 og fire år frem. De ni kommuner fritages fra dele af den statslige regulering og formålet med forsøget er, at give kommunerne mulighed for at afprøve nye måder at styre opgaveløsningen på. (Kommunernes Landsforenings hjemmeside) At Viborg kommune er en del af frikommuneforsøget, er ikke noget vi lægger vægt på eller behandler yderligere i projektet. Vi var ikke bekendt med denne information inden vi kontaktede jobcentret. Dog vælger vi alligevel at nævne det her, da informanterne italesætter dette i vores interviews og derfor kan det have betydning for nogle af svarene. 4.6 Målgruppen Målgruppen for projektet er kontanthjælpsmodtagere med problemer ud over ledighed. Det vil sige borgere, som ud over at være uden arbejde, har sammensatte og komplekse problemer. Disse borgerer placeres i kategorien aktivitetsparate. 24

25 4.7 Hvem er informanterne? I forbindelse med forberedelsen af vores interviews, gjorde vi overvejelser omkring, at vi ønskede at interviewe flere rådgivere, der repræsenterer relevante sider af samme sag. Dette muliggør en mere omhyggelig fortolkning af rådgivernes arbejdssituation med udsatte kontanthjælpsmodtagere. Vi havde som udgangspunkt valgt at interviewe to rådgivere og lavet aftaler herom, men på dagen for vores interviews meldte en tredje rådgiver sig som informant, hvilket vi takkede ja til. Vores tre informanter er alle uddannede socialrådgivere og ansat i Viborg Kommunes jobcenter. Vi har valgt at anonymisere informanterne, hvorfor de igennem projektet refereres til som Informant 1, 2 og 3. Informant 1: Kvindelig socialrådgiver, uddannet i Har arbejdet med målgruppen i knapt et år. Informant 2: Mandlig socialrådgiver, uddannet i Har arbejdet med målgruppen siden Informant 3: Mandlig socialrådgiver, vides ikke, hvornår han er uddannet. Har arbejdet med målgruppen siden 2010, men har tidligere erfaring fra andre områder. 4.8 Abduktiv analysestrategi En klassisk diskussion i metodologien går på, om analysen skal tage sit udgangspunkt i det empiriske eller i det teoretiske. Ønsker man at generalisere sig frem til et svar ud fra empirisk materiale, vælges den induktive analysestrategi. Tager man sit udgangspunkt i eksisterende teorier, for således at teste sig frem til en given hypotese, ved at indsamle empiri, anvendes den deduktive analysestrategi (Olsen og Pedersen, 2004:151). Vores projekt tager udgangspunkt i den abduktive analysestrategi. Den abduktive tilgang placerer sig imellem den induktive og den deduktive. Ved denne tilgang fremhæves, at vi hverken har som mål at finde frem til noget generelt, som kan give et endeligt svar på vores problemstilling, eller at teste en teori ved hjælp af vores empiriske materiale. Vi anvender forskellige teorier i vores analyser, men vi kobler disse teorier med vores egen empiri. Vi forsøger at identificere det, der måtte ligge bag vores empiri for at sige noget, om de underliggende mekanismer. (Olsen og Pedersen, 2004:151) 25

26 Vi tager altså udgangspunkt i eksisterende teorier og vi er opmærksomme på, at vi har nogle forforståelser i forhold til vores problemstilling. Samtidig er vi åbne, og lader vores empiri tale for sig selv. Dette giver os plads til den åbenhed og nysgerrighed som vi ønsker, og til at trække nye teorier ind i projektet, hvis vores empiri giver anledning til en uventet og inspirerende diskussion eller analyse 5. SOCIALPOLITIKKENS UDVIKLING Vores problemstilling og problemformulering bygger på en antagelse om, at de ændringer der er sket på social- og beskæftigelsesområdet, har været medvirkende til skabelsen af en ny socialpolitisk diskurs, som rejser nye udfordringer for det sociale arbejde med den svageste gruppe af kontanthjælpsmodtagere. For at kunne belyse denne problemstilling er det først og fremmest nødvendigt at redegøre for, hvilke ændringer der er sket, samt hvad den socialpolitiske diskurs rummer. 5.1 Hvad er socialpolitik? Socialpolitikken er et område under konstant udvikling og det er et område, som ikke nemt lader sig afgrænse. Socialpolitik kan defineres som: De politikker, der tematiserer den samfundsmæssige forståelse af sociale problemer, og som tematiserer, hvorledes myndigheder og offentlige institutioner kan handle for at afhjælpe, løse eller forebygge sociale problemer i forhold til individer, familier, bestemte grupper eller i bestemte områder (Olsen og Rasmussen, 2011: 67). Socialpolitikken forholder sig til sociale problemer og løsningen af disse, men måden hvorpå sociale problemer anskues og, hvordan man tænker, de bedst løses, ændrer sig i takt med den generelle samfundsudvikling og udviklingen på andre politikområder. Det er derfor vanskeligt at afgrænse socialpolitikken fra tilgrænsende politikområder. Socialpolitikkens problemfelt strækker sig fra forsørgelse og omsorg til afvigende adfærd og social integration (Olsen og Rasmussen, 2011: 68). 26

27 Målgruppen for dette projekt er, som tidligere beskrevet, kontanthjælpsmodtagere med problemer udover ledighed, og projektet vil derfor berøre flere af socialpolitikkens problemfelter: Afvigende adfærd er væsentligt i forbindelse med den udvalgte målgruppe og dette problemfelt belyses i forhold til, hvordan myndighederne forholder sig til de individer, der afviger fra normaltilstanden i samfundet. I den forbindelse ønsker vi at belyse, hvorvidt udviklingen i socialpolitikken og den aktuelle socialpolitiske diskurs, er medvirkende til at ændre socialrådgiverens måde at forholde sig til udsatte kontanthjælpsmodtagere. Social integration handler om, hvordan socialpolitikken bidrager til at sikre den sociale sammenhængskraft og til at undgå social opsplitning. I den forbindelse er det interessant at se nærmere på, om den aktuelle socialpolitiske diskurs, er medvirkende til henholdsvis at integrere eller ekskludere den udvalgte målgruppe. Her er socialrådgiverens rolle central, idet han eller hun i kraft af sin professionelle kompetence, har et særligt ansvar for at sikre borgerens inklusion i samfundslivet, samt arbejde for at ændre sociale forhold, som er med til at udstøde, stemple eller undertrykke borgere (Dansk Socialrådgiverforening, 2011). Socialpolitik er et begreb, som ofte anvendes meget upræcist, idet det spænder over et bredt område og omfatter væsentlige dele af den samlede velfærdspolitik. I EU-sammenhæng skelner man ikke mellem socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik, da der i de fleste lande er en snæver forbindelse mellem deltagelse på arbejdsmarkedet og adgang til sociale ydelser (Olsen og Rasmussen 2011: 61). Socialpolitikken omfatter således også beskæftigelsespolitikken, som er det centrale område for herværende projekt. Beskæftigelsesområdet er et af de helt centrale områder inden for socialt arbejdes praksis og det er et omfattende område, hvor der er sket store forandringer over tid, både lovgivningsmæssigt, organisatorisk og holdningsmæssigt. Helt essentielt for arbejdet på området er, at målsætningen for arbejdet med borgerne defineres fra politisk hold: det overordnede mål er at hjælpe borgeren i retning af selvforsørgelse (Caswell, 2013: 223). Nedenfor vil der blive redegjort for, hvilke grundlæggende forandringer der er sket på beskæftigelsesområdet i de seneste årtier. Der vil være fokus på, hvilket menneske og samfundssyn der ligger bag forandringerne og herefter diskuteres det, hvordan disse forandringer har medvirket til en ny socialpolitisk diskurs. 27

28 5.2 Fra welfare til workfare I begyndelsen af 1980 erne begyndte man at tale om velfærdstatens krise, især økonomisk og holdningsmæssigt. Der opstod en tvivl i forhold til, om det offentlige ydelsessystem kunne eller burde fortsætte med at have et omfattende og vidtgående ansvar, for at forebygge og revalidere, samt skabe tryghed og trivsel. Der var udviklet en forsørgerkultur og der argumenteredes med, at et indkomsterstattende ydelsesniveau begrænsede de arbejdsløses incitamenter til at finde arbejde. I den efterfølgende periode bevægede man sig på beskæftigelsesområdet væk fra et tryghedsprincip til, at det skulle kunne betale sig at arbejde (Bundesen, 2011: 165). Siden midten af 1990 erne, hvor den aktive arbejdsmarkedspolitik for alvor tog fart, er der sket omfattende forandringer på beskæftigelsesområdet. Dette skift er er en udvikling fra et velfærdsparadigme med fokus på forsørgelse til et workfare-paradigme med fokus på aktivering (Caswell, 2013: 225). Tidligere blev der først og fremmest lagt vægt på rettighedsbaserede forsørgelsesydelser, der tilvejebragte en kollektiv løsning på risikoen for arbejdsløshed. Der var tale om en socialisering af risici og der blev tildelt forholdsvis generøse forsørgelsesydelser, som skulle sikre borgere uden for arbejdsmarkedet et rimeligt leveniveau. Med workfare paradigmet bliver der i stigende grad lagt vægt på de lediges ret og pligt til, selv at gøre noget for at fremme deres arbejdsmarkedsintegration gennem udnyttelse af forskellige aktiveringsforanstaltninger. Rettigheder kombineres med pligter og krav om deltagelse, og der sker således en individualisering af risici, hvor de ledige gennem dialog og handlingsplaner skal inddrages og ansvarliggøres i forhold til deres aktivering (Torfing, 2004: 25). 5.3 Fra arbejdsmarkedspolitik til beskæftigelsespolitik Koblingen mellem sociale problemer og beskæftigelsesområdet blev særligt tydeligt i forlængelse af regeringsskiftet i 2001, hvor Arbejdsministeriet blev omdøbt til Beskæftigelsesministeriet og arbejdsmarkedspolitik som begreb tilsvarende blev skiftet ud til fordel for beskæftigelsespolitik. Professor Henning Jørgensen argumenterer i artiklen Fra arbejdsmarkedspolitik til beskæftigelsespolitik (Jørgensen 2008) for, at dette skifte ikke blot er en ren formsag, men at det rummer en indholdsmæssig og en grundlæggende og værdibaseret forandring i den måde, området styres og tænkes på politisk. 28

29 Kortest mulige vej til job blev fra starten et nøgleord for beskæftigelsespolitikken, idet folks eget ansvar for forsørgelse blev understreget, og økonomiske incitamenter i øget omfang blev bygget ind i politikførelsen (Jørgensen, 2008: 8). Argumenterne for det øgede fokus på økonomiske incitamenter var, at ved at reducere det økonomiske råderum for kontanthjælpsmodtagere, skabte man en situation, hvor det kunne betale sig at arbejde (Markussen, 2009: 15). Jørgensen påpeger i øvrigt, at forandringerne ikke blot er foregået på det politiske plan, men at det er forandringer, som i høj grad har betydning for den enkelte arbejdsløse borger og det perspektiv, der anlægges i forhold til håndteringen af arbejdsløshed som socialt problem (Caswell, 2013: 225). Hvor omdrejningspunktet for den aktive arbejdsmarkedspolitik i 1990 erne var opkvalificering af de ledige en kapacitetsopbyggende politik (Jørgensen, 2008: 20), har beskæftigelsespolitikken siden 2001 i højere grad betonet egetansvar og hårde sanktioner over for de ledige. Det drejede sig om at skabe en ny bevidsthed hos de ledige, i og med at arbejdsløshed ansås for at være frivilligt og derfor et adfærdsproblem, frem for at forbedre de lediges kvalifikationer og arbejdsmarkedsposition (Jørgensen 2008, 21). Per H. Jensen (Jensen, 2005) fremstiller udviklingen som et opgør mellem to uforenelig hovedstrømninger i forståelsen af, hvad velfærd er. Det er en udvikling væk fra en velfærdsforståelse forankret i behovsbegrebet hen imod en velfærdsforståelse, som knytter sig til nyttebegrebet. Ud fra behovsforståelsen vil man påstå, at mennesker, der udsættes for en social begivenhed, som fx arbejdsløshed, skal have deres behov dækket, hvilket indebærer at ydelserne skal have en størrelse, der muliggør, at den arbejdsløse kan opretholde en normal levestandard. I den nytteorienterede velfærdsforståelse vil man modsat påstå, at ydelserne ikke må være så generøse, at det bedre kan betale sig at oppebære offentlig velfærdydelse, end at arbejde, da dette vil friste mange mennesker til at misbruge det offentlige velfærdssystem (Jensen, 2005). Denne velfærdsforståelse bygger på den Benthamske menneskeopfattelse. Ifølge Jeremy Bentham er mennesket af natur egoistisk og kalkulerende i sine handlinger, og gennem sine handlinger søger mennesket at opnå størst mulig lyst og lykke og undgå negative oplevelser. Ifølge nytteforståelsen vil rationelle aktører ikke arbejde, hvis socialpolitiske ydelser er højere end den løn, det er muligt at oppebære (Jensen, 2005: 18). I denne forståelse bør statens aktiviteter og de sociale rettigheder 29

30 begrænses mest muligt, idet generøse sociale ydelser i sig selv kan skabe sociale problemer i form af fattigdoms- og afhængighedskultur. 5.4 Menneskesyn og socialpolitikken Som netop beskrevet, knytter de forskellige velfærdsforståelser sig til forskellige menneskeopfattelser. Her vil vi redegøre for, hvilke menneskesyn der knytter sig til socialt arbejde og se disse i relation til den menneskeopfattelse, som socialpolitikken bærer præg af. Der tages udgangspunkt i Helle Strauss tekst Krav til en professionel personlighed (Strauss, 2003). Her opstilles der fire forskellige typer af menneskesyn: det humanistiske, det kristne, det solidariske og det funktionalistiske menneskesyn (Strauss, Helle, 2003:222). Vi vil her begrænse os til at fokusere på det solidariske og funktionalistiske menneskesyn. Disse forskellige menneskesyn har med skiftende vægt præget samfundet og dermed også udøverne af det sociale arbejde. Det solidariske menneskesyn har præget tænkningen i den sociale lovgivning under udviklingen af de nordiske velfærdsstater. Dette menneskesyn bygger på, at mennesker er solidariske, ikke bare overfor sin egen familie og nære venner, men med alle svage i samfundet. Det handler om at stå sammen om at yde en indsats, som udspringer af disse menneskers behov. (Strauss, Helle, 2003:222) Dette menneskesyn kan ses i sammenhæng med den behovsorienterede velfærdsforståelse, som bygger på forståelsen af mennesket som et altruistisk og socialt væsen, der i fællesskaber samarbejder med andre i bestræbelser på at tilfredsstille behovene (Jensen, 2005: 19). Helle Strauss argumenterer for, at dette solidariske menneskesyn udfordres af det funktionalistiske menneskesyn, som i dag vinder en fremtrædende plads i samfundet. Det funktionalistiske menneskesyn bygger på principper om, at menneskets vigtigste evne er, at kunne fungere hurtigt, problemløst og hensigtsmæssigt. Det velfungerende, effektive og dygtige menneske dyrkes. De som lever op til idealbilledet har ret til belønning og menneskers levevilkår skal her stå i forhold til deres indsats, således at de der ikke kan leve op til kravene må finde sig i ringere livsvilkår (Strauss, Helle, 2003: 222). Dette menneskesyn læner sig i høj grad op ad den nytteorienterede velfærdforståelses menneskeopfattelse, dog med variationer i forhold til, at den benthamske menneskeopfattelse lægger vægt på menneskers indre følelse af, hvad der har værdi, hvor det funktionalistiske menneskesyn i højere grad tager sit udgangspunkt i, hvad samfundet ser som et værdifuldt menneske. 30

31 I arbejdet med mennesker bliver tænkning og handling præget af disse meget forskellige menneskesyn. Helle Strauss argumenterer for et paradigmeskift, hvor alle må yde for at nyde, også de svage. (Strauss, Helle, 2003:222) Når den funktionalistiske tænkning vinder indpas og får en gennemslagskraft i socialt arbejde, bliver borgerens effektive funktion som selvforsørgende medborger målet til fordel for borgerens generelle livskvalitet. Med funktionalistiske værdier, hviler der et kritisk blik fra den selvforsørgende del af befolkningen på de borgere, som ikke magter opgaverne på arbejdsmarkedet. Er den arbejdsløse værdigt eller uværdigt trængende og er afhængigheden af det offentlige selvforskyldt? Det dominerende menneskesyn får betydning for det sociale arbejde der, hvor rådgiveren møder borgeren. Det funktionalistiske menneskesyn, som præger socialpolitikken, kommer til udtryk gennem lovgivningen, som rådgiveren til enhver tid må efterleve. Dominerende menneskesyn og rådgiverens personlige værdier vil ofte være noget, der forvaltes automatisk og kommer ureflekteret i spil i det sociale arbejde. Vores problemstilling bygger imidlertid på en antagelse om, at der kan opstå divergens mellem politikkens dominerende menneskesyn og rådgiverens personlige menneskesyn, hvorved rådgiveren stilles i et dilemma i forhold til, på den ene side at efterleve lovgivningens krav, og på den anden side behandle borgeren, ud fra sin personlige eller socialfaglige opfattelse af, hvilke værdier der er vigtige. Dette dilemma vil blive behandlet i projektets senere afsnit 9.Etik i socialt arbejde. 5.5 Den socialpolitiske diskurs Udviklingen på beskæftigelsesområdet, som bekrevet ovenfor, viser hvordan der igennem de seneste årtier, er sket forandringer i den måde socialpolitikken italesætter arbejdsløshed som et socialt problem, og hvilke løsningsmuligheder der gøres brug af. Det er et skifte, som har fundet sted både på det politiske og diskursive plan og det har stor betydning for den indsats, der finder sted der hvor borgeren møder socialrådgiveren. Det har betydning for de normer og værdier, der præger samfundet og dermed også præger indsatsen i jobcentrene. Anna May Markussen (Markussen, 2009) beskriver, hvordan man med paroler som noget for noget og det skal betale sig at arbejde, har forsøgt at fremme en ny diskurs på beskæftigelsesområdet. Disse paroler signalerer et moralsk opgør og en kulturkamp, der både har til hensigt at skabe en anden adfærd hos de arbejdsløse og en ny diskurs, der kan medvirke til at skabe en anden mentalitet. 31

32 Det er et opgør med det er ligegyldigt, hvad jeg gør mentaliteten. Målet er at ansvarliggøre den enkelte, og midlet er at iværksætte en værdikamp, som kan ændre befolkningens syn på eget personlige ansvar. Denne værdikamp kan ses som vellykket, idet der i dag hersker en bestemt forståelse af arbejdsløshed: arbejdsløshed betragtes primært som et fænomen, der skyldes manglende incitament fra borgerens side til at tage de jobs som er til rådighed. (Caswell, 2013: 226) Når arbejdsløsheden forklares med incitamentsproblemer, vendes blikket mod den arbejdsløse (individet) frem for arbejdsmarkedet (struktur) i forsøget på at løse problemet. De arbejdsløse portrætteres nu som inaktive eller potentielt dovne i diskursen, se fx mediernes eksempler med Fattig Carina og Dovne Robert. Arbejdsløshed anskues ikke længere som et samfundsmæssigt anliggende, men i stigende grad som noget, der har at gøre med det menneske, der er uden arbejde. Den socialpolitiske diskurs medfører et større ansvar hos den enkelte om at beherske egen livssituation og om selvrealisering gennem arbejdsmarkedet eller gennem en beskæftigelsesrettet indsats. Det, at sociale problemer i højere grad anses som individets eget ansvar, kan ses som udtryk for samfundets store forventninger og ambitioner på individets vegne. Den øgede individualisering medfører øget forventning til den enkelte om at tage ansvar for eget liv og egne problemer. Det er et skift fra et princip om at tildele ydelser ud fra en rettigheds-forståelse, til at stille muligheder til rådighed, som det er den enkeltes ansvar at gribe. I den forståelse anses det i højere grad som værende det enkelte menneske, der fejler, hvis det ikke formår at udnytte de muligheder, der stilles til rådighed. Disse borgere må, ifølge Professor Henning Jørgensen, bringes i en anderledes aktiv og ansvarlig rolle i deres forhold til lønarbejdet. Det bliver således myndighedens opgave at sætte ind med både motivation og foranstaltninger, der kan sikre en udvikling væk fra passivitet: fra hængekøje til trampolin, som det metaforisk udtrykkes (Jørgensen, 2008: 9). Senere i projektet belyses det, hvordan den socialpolitiske diskurs er medvirkende til at skabe en forandring i forståelsen af solidaritet og i opfattelsen af, hvad medborgerskab vil sige. 32

33 5.6 Kontanthjælpsreformen Beskæftigelsesområdet er som sagt et område under konstant udvikling, hvilket bevirker at en analyse af den socialpolitiske diskurs ikke kan foretages alene på baggrund af den eksisterende litteratur på området. Vores informanter arbejder ud fra den gældende lovgivning, så for at kunne analysere deres arbejde i forhold til den socialpolitiske diskurs, må vi også forholde os til de ændringer, der sker på beskæftigelsesområdet helt aktuelt. Nedenfor er en redegørelse af de seneste ændringer på kontanthjælpsområdet. Hovedfokus vil være på Kontanthjælpsreformen og de tiltag, som er særligt relevante i forhold til gruppen af udsatte kontanthjælpsmodtagere. Under overskriften Alle kan gør nytte, kom den nuværende regering i feb med et udspil til en reform af kontanthjælpssystemet. Målet med reformen er, som beskrevet i udspillet, at flere får mulighed for at blive en del af arbejdsfællesskabet, gøre nytte og realisere det potentiale, som alle mennesker har (Regeringen, 2013 (a): 7). Kontanthjælpsreformen trådte i kraft per 1 januar Aftalepartierne er enige om, at kontanthjælpssystemet skal bygge på klare rettigheder og pligter og Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) udtalte i en pressemeddelelse d at: Vi har brug for gennemgribende forandringer, så kontanthjælp ikke længere bliver et livsvilkår for mange mennesker ( ) Det er afgørende for regeringen at sende et klart signal om, at alle kan gøre nytte. Vi skal turde stille krav til ressourcestærke mennesker. Til gengæld må vi aldrig opgive udsatte mennesker. Vi tror på, at alle mennesker med den rigtige hjælp kan udvikle sig og på sigt nærme sig et arbejde (Beskæftigelsesministeriets hjemmeside, 1). Med reformen ønsker man at sikre, at der tages særligt hånd om de udsatte kontanthjælpsmodtagere, som ikke har en plads i arbejdsfællesskabet. Den bygger på en tro på, at alle mennesker kan tage imod en indsats og har noget at bidrage med, derfor skal de gives en tværfaglig og helhedsorienteret indsats, der skal mobilisere den enkeltes egne ressourcer og understøtte, at de bliver herre i eget liv (Regeringen, 2013 (a): 9). 33

34 Med reformen understreges det, at alle skal mødes med tillid og klare rettigheder og pligter, og indsatsen skal tilrettelægges på en måde, så den enkelte tager ejerskab for egen indsats. Nye rettigheder, flere valgmuligheder og mere medindflydelse skal understøtte dette (Regeringen, 2013 (a): 26). Reformen viderefører den skærpede tone i forhold til sanktioner. Der er kommet både nye sanktionsmuligheder (for utilstrækkelig jobsøgning) og skærpelse af de eksisterende sanktionsmuligheder. Det generelle formål med sanktioner er, at personer lever op til de krav, der er forbundet med at modtage kontanthjælp, og dels at sikre, at det har konsekvenser, når den enkelte ikke efterlever disse krav, som grundlæggende er at stå til rådighed for arbejde eller uddannelse (Regeringen, 2013 (b): 9). Med kontanthjælpsreformen understreges det, at der skal tages højde for, at aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere ikke altid har mulighed for at leve op til de krav, der bliver stillet til dem. Derfor er det i lovgivningen præciseret, at kommunen altid, inden der gives en sanktion, skal foretage en socialfaglig vurdering af, om der foreligger omstændigheder, der kan begrunde at personen ikke har pligt til at udnytte sine arbejdsmuligheder og således ikke skal sanktioneres (Regeringen, 2013 (b): 10). 5.7 Individualisering Vi har tidligere vist, at den socialpolitiske diskurs fremmer en individualisering af sociale problemer. Det er i den forbindelse ikke vores hensigt at fremstille individualisering som et nyt fænomen, men nærmere at give et billede af, hvordan en overordnet samfundsstrukturel tendens har vundet indpas på beskæftigelses- og socialpolitikken og således påvirker socialrådgivernes praksis, og i sidste ende kommer til at have indflydelse på mødet mellem rådgiver og borger. Vi forsøger således at bevæge os fra et overordnet samfundsstrukturelt niveau ned på individniveau fra makro til mikro. Nedenfor redegøres der for individualiseringsbegrebet ud fra et sociologisk perspektiv. Individualisering udråbes fra flere sider, til i dag at være en af de mest betydningsfulde og samfundstransformerende kræfter. Der er ikke tale om et nyt fænomen, idet individualisering har været et studieobjekt for sociologien siden begyndelsen af 1800-tallet (Sørensen og Christiansen, 2006: 68). 34

35 De klassiske sociologer deler en grundforestilling om, at individualisering er en proces, der frisætter individet fra kollektive tvangssammenhænge til et liv, hvor livsbanen i højere grad skal vælges individuelt Ulrich Beck og den radikaliserede individualisering Den tyske sociolog Ulrick Beck er en af de væsentligste individualiseringstænkere i dag. Han skelner imellem to individualiseringsbølger, hvoraf den første, er den de klassiske sociologer studerede, og den anden den fase vi nu befinder os i, er en individualisering, som Beck omtaler, som en ny radikaliseret form for individualisering. Denne radikaliserede individualisering er kendetegnet ved, at den frisætter individet fra industrisamfundets erstatningsfællesskaber og tvinger det til at skulle opfinde og leve sit eget liv. Becks grundtese er, at individualiseringen aldrig har været så dyb berørt så mange mennesker og så mange områder af livet som den gør i dag (Sørensen og Christiansen, 2006:69). For Beck er det helt afgørende, at alt i dag skal vælges. Alle tvinges til at spørge sig selv, hvordan de vil leve deres liv, og han forstår den aktuelle individualisering som et resultat af nye krav til individet fra både arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet (Sørensen og Christiansen, 2006: 72). Ifølge Beck er den radikaliserede individualiseringsproces en ambivalent proces. På den ene side får individet i stadig stigende grad mulighed for at leve sit eget liv og skrive sin egen livshistorie, på den anden side finder denne frisættelse sted på uddannelsessystemets, arbejdsmarkedets og velfærdsstatens præmisser. Hermed pointerer Beck, at en tiltagende individualisering ikke nødvendigvis fører til større frihed for den enkelte. Vi individualiseres inden for bestemte rammer og institutioner, som vi i forlængelse af individualiseringen bliver mere og mere afhængige af. Derfor må individualiseringen altså ikke forveksles med individets totale frihed. Med individualiseringen følger en massiv ansvarliggørelse af den enkelte, som betyder, at den enkelte må tage de globale, kollektivt frembragte risici og usikkerheder på sig. Beck taler her om en all-risk individualisering fyldt med risikable friheder. Bagsiden ved den radikaliserede individualisering, er altså ifølge Beck, at den medfører en individualisering af risici og sociale uligheder. Samfundsforhold som strukturel arbejdsløshed og sociale problemer gøres til personlige fiaskoer, som tilskrives den enkeltes ressourcesvaghed og manglende kompetencer og man gøres således ansvarlig for samfundsmæssige forhold, som man ingen indflydelse har på (Sørensen og Christiansen, 2006: 77-79). 35

36 5.8 Kontanthjælpsreformen og individualisering Når der i kontanthjælpsreformen lægges vægt på en styrket indsats over for de svageste kontanthjælpsmodtagere, kan det umiddelbart forekomme at være en bevægelse væk fra den tidligere beskæftigelsespolitiks fokus på sanktioner, incitamenter og eget-ansvar. Nedenfor diskuterer vi, hvordan Kontanthjælpsreformen kan ses i sammenhæng med den socialpolitiske diskurs. Dette belyses ud fra Ulrich Becks teori om individualisering. Kontanthjælpsreformen betoner, at flere valgmuligheder og mere medindflydelse skal sikre, at den enkelte tager ejerskab for sin indsats. Hvis dette skal ses i sammenhæng med den socialpolitiske diskurs er det relevant at se nærmere på sprogbruget i reformen. Valgmuligheder, medindflydelse og ejerskab er begreber, der kan ses i sammenhæng med Becks teori om individualisering, hvor det helt afgørende er, at alt i dag skal vælges. Med valgmuligheder følger der et ansvar for at træffe de rigtige valg, men der følger også en risiko for at træffe de forkerte. Valgmulighederne er dog begrænset af den socialpolitiske præmis om, at selvrealisering finder sted gennem arbejdsmarkedet, idet kontanthjælpsreformen bygger på en forudsætning om at flere får mulighed for at blive en del af arbejdsfællesskabet og realisere deres potentiale. Dette forklarer Beck med, at individualiseringens frisættelse finder sted på arbejdsmarkedets og velfærdsstatens præmisser. At give den enkelte medindflydelse og ejerskab signalerer, at man har tillid til, at den enkelte formår at træffe de rette beslutninger omkring sit liv, og at man ønsker at øge brugerinddragelsen i tilrettelæggelsen af indsatsen. Med medindflydelse og ejerskab følger en ansvarliggørrelse af den enkelte, hvor borgeren ses som herre i sit eget liv. Ved at mobilisere den enkeltes egne ressourcer, ønsker man at opnå, at den enkelte tager dette ansvar på sig, hvilket understreger, at det er borgeren selv, der er i centrum for løsningen af de sociale problemer. Borgeren tvinges til at kigge indad og se sig selv som løsningen, hvilket ifølge Beck medfører at sociale problemer gøres til personlige fiaskoer, som tilskrives den enkeltes ressourcesvaghed og manglende kompetencer. Måden, hvorpå man i beskæftigelsesindsatsen søger at mobilisere borgerens egne ressourcer vil blive diskuteret senere i opgaven, under afsnittet 7. Ressourcefokuseret socialt arbejde. Et af de centrale spørgsmål for dette projekt er, hvorvidt denne ansvarliggørrelse er rimelig at stille gruppen af udsatte kontanthjælpsmodtagere over for. Er det en tilgang, som sikrer at flere bliver en del 36

37 af arbejdsfællesskabet, eller er det en tilgang, hvormed man risikerer en yderligere eksklusion og marginalisering? Et andet centralt perspektiv for dette projekt er at belyse, hvordan individualiseringen påvirker mødet mellem rådgiver og borger har den stigende ansvarliggørrelse af borgeren ændret relationen mellem rådgiver og borger, og oplever rådgiveren at kunne efterleve den socialpolitiske diskurs samtidig med, at der tages hensyn til de centrale værdier i socialt arbejde? Disse spørgsmål som her præsenteres, vil blive behandlet løbende igennem resten af projektet, hvor der fokuseres på det sociale arbejdes praksis med udsatte kontanthjælpsmodtagere, med udgangspunkt i empiri indhentet i Viborg Kommunes jobcenter. 5.9 Nye kategoriseringer Med kontanthjælpsreformen afskaffes de tidligere matchkategorier, og for de over 30-årige gælder det nu, at de enten skal kategorises som jobparate eller aktivitetsparate. Reformen gør således op med kategorien midlertidig passiv. I dette afsnit ønsker vi at diskutere, hvilken betydning det har for socialt arbejdes praksis, at man har ændret måden at kategorisere kontanthjælpsmodtagere på. Baggrunden for denne diskussion bunder i en nysgerrighed i forhold til, om det, at man kalder kontanthjælpsmodtagerne noget nyt skaber udfordringer i arbejdet med de kontanthjælpsmodtagere, som før var kategoriseret som midlertidigt passive. Vi spurgte vores informanter om, hvorvidt det i praksis har betydet en forskel, at der ikke længere findes en matchgruppe 3, men at det nu hedder aktivitetsparat. Til dette svarede de: Informant 1: ikke noget jeg har bemærket. Jeg tror heller ikke det er noget man sådan har snakket så meget med borgeren om egentlig. Informant 2: ikke sådan, det er jo de samme mennesker. Informant 3: Absolut ingen forskel. Der var altså slående enighed blandt de tre informanter om, at det ikke har gjort nogen forskel i praksis. Vi må erkende, at dette svar overraskede os. Vi valgte at spørge ind til emnet netop fordi vi havde en formodning om, at denne nye måde at kategorisere på, havde skabt udfordringer, eller i det mindste refleksioner i forhold til ændringerne, i praksis. 37

38 Nedenfor vil vi derfor diskutere, hvorfor vi formodede, at det ville skabe udfordringer, samt hvordan det kan forklares, at det ikke har gjort en forskel i praksis. I en kronik i Politiken d , godt et år efter vedtagelsen af Kontanthjælpsreformen, udtalte Mette Frederiksen at: ( ) vi skal turde stille krav til hinanden. Ikke mindst skal vi turde stille krav til de mennesker, der faktisk godt kan selv ( ) Vi stiller krav til dem, der kan selv, og tager hånd om dem, der ikke kan selv. Ret og pligt er på vej tilbage i balance. Pligten til at stå til rådighed og retten til en meningsfuld indsats, der virker (Frederiksen, 2014). Den nye kategorisering af arbejdsparate og aktivitetsparate kan vanskeliggøre en skelnen mellem dem, der kan selv, og dem, der ikke kan selv. I ordets betydning har man fjernet de ikke-kunnende (midlertidigt passive) fra kategoriseringen, hvilket i teorien retfærdiggør at der stilles krav til ja, til alle faktisk. Det kan derfor synes paradoksalt at sige, at der kun stilles krav til dem, der kan selv, hvis udgangspunktet er, at alle kan selv. Her har vi sat det på spidsen, men det var dette ræsonnement, der fik os til at antage, at de nye kategoriseringer måtte skabe udfordringer i praksis. Dette underbygges af en artikel i Dagbladet Information, hvor Mathias Herup Nielsen skriver følgende: Det er bemærkelsesværdigt i forhold til den seneste reform, at den fuldstændigt tømmer det maskineri for mærkater, der signalerer problemer og mangler. De er erstattet af parathedskategorier, der signalerer potentialer og ressourcer. I tråd med tidens ånd, hvor man skal se muligheder og ikke problemer, og hvor man skal være positiv og have ja-hatten på, kan man som kontanthjælpsmodtager nu officielt kun beskrives som parat. Til uddannelse, til job eller til aktivitet. Den gruppe af mennesker, som kategoriseres, er den samme som tidligere, men med det nye maskineri beskrives alle som parate, og skal derfor retfærdigvis mødes af krav (Nielsen, 2014). Han stiller efterfølgende spørgsmålstegn ved, om denne måde at kategorisere kontanthjælpsmodtagere på, skaber et samfund, der gør os ude af stand til, at få øje på de 38

39 menneskelige problemer og mangel på ressourcer, der ikke lever op til tidens idealer om fremdrift, positiv udvikling og aktivitet. Men som vores tre informanter oplever det, forholder det sig altså ikke i praksis sådan, at der stilles flere krav til de aktivitetsparate borgere, som før var kategoriseret som midlertidigt passive. Der kan således stilles spørgsmål ved, om de nye kategoriseringer blot handler om at sende et politisk signal om, at man ikke lader nogen hænge i systemet. Dette kan forstås i lyset af begrebet symbolpolitik (Winther og Nielsens, 2008: 59), som er et eksempel på et ineffektivt politikdesign, hvor der fra politisk side fastsættes ambitiøse mål om at bekæmpe et samfundsmæssigt problem, uden de fornødne midler til at indfri det. Symbolpolitik er ofte fremtrædende på områder, hvor der er et stærkt krav i befolkningen om indsats over for et såkaldt ondt problem. I Dette tilfælde anses kontanthjælpsmodtagere, som hænger fast i systemet på passiv forsørgelse, som det onde problem. Mediernes dækning af området med enkeltsager som Dovne Robert og Fattig Carina, har været med til at styrke befolkningens opfattelse af, at der var brug for en radikal indsats på området. Ved at ændre kategorierne af kontanthjælpsmodtagere sendes der et signal om, at der stilles krav til alle om deltagelse i aktivitet som modydelse for deres kontanthjælp. Vi spurgte vores informanter, om den nye måde at kategorisere borgerne gør, at der er flere der skal sendes ud i tilbud. Til det svarede informanterne: Informant 1: altså vi har ikke fået flere indsatser Informant 2: nej, altså det er jo mest et spørgsmål om at finde det tilbud som den borger kan ligesom fungere i. Dette understreger blot, at ændringen af kategoriseringerne kan ses som udtryk for en symbolpolitisk handling. Så længe der ikke er fulgt ressourcer med, til at sikre at alle borgere kan komme ud i en aktivitet, er det ikke realistisk, at den politiske målsætning kan gennemføres. En grund til, at der undertiden laves politik med ineffektiv politikdesign, er selve den politiske logik. Politikere søger som regel genvalg, hvilket kan give incitamenter til at vælge instrumenter, der ikke indfrier de opstillede mål 39

40 (Winter og Nielsen, 2008: 59). Symbolpolitik bliver således et middel til at sende et signal til befolkningen om, at der handles i forhold til problemet, for derved at opnå målet om genvalg. Som vist, kan det ifølge vores informanters udtalelser tyde på, at den nye måde at kategorisere kontanthjælpsmodtagere på, har haft større politisk symbolværdi, end reel værdi i forhold til indsatsen over for udsatte kontanthjælpsmodtagere. 6. SOLIDARITET OG MEDBORGERSKAB (UDARBEJDET AF SOPHIE FROST CLAUSEN) I det følgende ønsker vi at dykke ned i vores empiriske materiale, med det formål først at belyse, hvordan den socialpolitiske diskurs har været medvirkende til en ændret samfundsmæssig solidaritets- og medborgerskabsopfattelse og herefter en analyse af, hvordan det påvirker det sociale arbejdes praksis. 6.1 Fra solidaritet til individualisering Nedenfor vil vi redegøre for, hvordan den socialpolitiske diskurs påvirker de solidariske værdier i samfundet. Socialpolitikkens tematisering af forsørgelsesproblemer og diskussioner om, hvordan man bedst muligt løser disse problemer, er ikke blot diskussioner, som foregår på det politiske plan. Det er også diskussioner, som er med til at påvirke befolkningens holdninger til de mennesker, der er uden for arbejdsfællesskabet og som modtager offentlige ydelser. Solidaritet handler om at gøre fælles sag med nogen, der er i vanskeligheder. At være solidarisk vil sige, at man prioriterer det fælles over det individuelle, at man yder en indsats til gavn for andre fremfor i første række sig selv. Begrebet solidaritet har noget at gøre med moral: man sætter en pligtfølelse over egen fordel (Jørgensen, 2007: 95). Morten Ejrnæs (Ejrnæs, 2007: 44) argumenterer for, at det dominerende hensyn til beskæftigelse og arbejdsmarked har flere alvorlige konsekvenser, bl.a. at solidariteten ødelægges inden for samfundet, fordi de indførte ordninger fremmer konkurrence og markeds-tankegang, hvor ansvaret for kollektivet gennem omfordeling fra rige til fattige ikke har nogen plads. 40

41 Dette kan ses i sammenhæng med den udvikling, der er sket i forhold til holdningen omkring arbejdsløshed. Arbejdsmarkedsdiskursen er blevet dominerende, også når det vedrører de svageste borgeres forsørgelsesgrundlag. Incitamentslogikken ses nu som en grundpille i samfundet og arbejdsløshed anskues ikke længere som et samfundsmæssigt anliggende, men i stigende grad som noget, der har at gøre med det menneske, der er uden arbejde. Professor Erik Jørgen Hansen (Hansen, 2007) beskriver solidaritet, samt den brede opbakning til de solidariske værdier, som værende en af de mest centrale værdier bag den danske velfærdsstat. Denne forudsætning, påstår han, er nu forsvundet ud i den blå luft. I stedet er individualismen trådt ind som tidens modeideologi (Hansen, 2007: 62). I dette perspektiv anses solidaritet og individualisme som to modstridende poler, og det påpeges at solidaritet ikke forekommer i samme form, som tidligere i de nu individualiserede samfund. Derimod skaber det individualistiske samfund nye former for solidaritet; solidaritet er ikke længere uden videre forankret i en social bevægelse, der slås for et bedre samfund, solidaritet finder sted i en mere bevidst form: vi er solidariske med dem, vi beslutter os for at være solidariske med (Jørgensen 2007:96). Det moralske aspekt er nedtonet i denne form for solidaritet til fordel for en solidaritet, der opprioriterer egennytten. Risikoen ved denne type solidaritet kan være, at solidariteten over for de marginaliserede borgere mindskes, således at de svage grupper opgives og overlades til sig selv. Denne form for solidaritet kan ses som modstridende med socialt arbejdes etiske værdisæt, hvor en af grundværdierne er at: Hvert enkelt menneske rummer værdi uafhængigt af individuelle evner, bidrag til samfundslivet og adfærd. Og alle mennesker er lige værdifulde og værdige som individer ( Dansk Socialrådgiverforening, 2011). Den bevidste form for solidaritet er forankret i en opfattelse af, at ikke alle mennesker er lige værdige, og at det således er acceptabelt at udelukke de ikke-værdige dem der ikke bidrager til samfundet - fra det sociale fællesskab. Denne solidaritetsopfattelse udfordrer således det sociale arbejde, hvor socialrådgiveren aktivt må bestræbe sig på at bibeholde et menneskesyn, hvor enhver borger betragtes som unik og ligeværdig. 41

42 6.2 Medborgerskab Nedenfor ønsker vi at diskutere, hvordan den stigende individualisering og ændrede solidaritetsopfattelse bringer medborgerskabet i spil, og hvordan forandringerne på beskæftigelsesområdet og i socialpolitikken har ændret på forestillingen om, hvad medborgerskab vil sige. Ved inddragelse af egen empiri, vil vi i den efterfølgende analyse belyse, hvordan medborgeropfattelsen kommer til udtryk i socialt arbejdes praksis. Debatten om medborgerskab handler om, hvad der er og bør være individers rettigheder og forpligtelser i forhold til det offentlige system, samt om, hvem der skal omfattes af, og hvem der skal udelukkes af samfundets solidaritet. Medborgerskab har en dimension af identitet, som omhandler, hvordan det enkelte individ opfatter sig selv, og hvordan den enkelte relaterer sig til andre medborgere i samfundet (Born og Jensen, 2008: 20) Selvopfattelsen kan fx komme til udtryk ved en følelse af mindreværd, hvis vedkommende stemples som ressourcesvag, når vedkommende har behov for sociale ydelser. Og relationen til andre handler fx om, hvorvidt kontanthjælpsmodtagere føler, at de indgår i en ligeværdig relation med andre borgere i samfundet. Medborgerskab kan ikke defineres fra politisk side, det er noget der opstår indefra, og det er noget, man har sammen med andre. Men måden medborgerskab opfattes på er i høj grad under indflydelse af den politiske og samfundsmæssige udvikling. Den skandinaviske velfærdsmodel er bygget op omkring en medborgerskabsforståelse, der lægger vægt på den sociale dimension. Udgangspunktet er universelle sociale rettigheder, der kan gøre det muligt for alle borgere at deltage i samfundslivet (Goul Andersen, 2013: 87). Siden 1990 erne er denne medborgerskabsforståelse kommet under politisk pres og den liberale økonomiske tankefigur og medborgerskabsforståelse er i stigende grad kommet til at præge udviklingen af samfundet (Skytte, 2013: 334). Her ses idealborgeren som det rationelle individ, der løbende tager beslutninger med henblik på at maksimere egen velfærd. Individuelle livsprojekter respekteres, og mennesker skal have autonomi til, og mulighed for at gennemføre deres egne livsprojekter (Skytte, 2013: 335) Den liberale medborgerskabsforståelse udfordrer den medborgerskabsforståelse, som den skandinaviske velfærdsmodel er bygget op omkring. En af de vigtige drivkræfter bag, er udviklingen hen imod en aktiv socialpolitik med fokus på økonomiske incitamenter, sanktioner og eget-ansvar. Man kan se denne udvikling, som en udvikling fra et passivt til et aktivt medborgerskab, hvor medborgeren 42

43 anses som en refleksiv beslutningstager. Dette signalerer, at der er sket et skift i synet på borgeren, som i dag betragtes som aktiv, selvansvarlig og nyttemaksimerende, og som er i stand til at skabe sin egen individuelle biografi og tilpasse sig nye livsomstændigheder (Born og Jensen, 2008: 21). Ser vi på denne medborgeropfattelse i sammenhæng med det sociale arbejde i et jobcenter, forudsætter den, at det enkelte individ skal have gjort sig sine ønsker klart, samt reflekteret over sin egen placering i det sociale. Hvis den enkelte ikke formår dette, kan en indsats med udgangspunkt i borgerens medbestemmelse vanskeliggøres. Hvis man ikke kan, eller ikke vil indgå i et konstruktivt samarbejde, betragtes man som irrelevant, og hvis man helt nægter at medvirke risikerer man at miste sit forsørgelsesgrundlag. Hvis borgeren derimod formår at fremstille sig selv som noget der er værd at satse på, udløser det ressourcer og en indsats der er skræddersyet til den enkelte (Born og Jensen, 2008: 22). Det bliver således den enkeltes evner til at indgå aktivt i behandlingen af sin egen sag, der bliver afgørende for, hvorvidt han eller hun anses som en aktiv medborger, der kan inkluderes i alle samfundets arenaer (politiske, økonomiske og sociale). Set i sammenhæng med individualisering, kan man sige, at forudsætningen for at blive medborger, er, at man formår at leve op til de krav om ansvar og deltagelse, som individualiseringen fordrer. 6.3 Analyse og diskussion af medborgerskabet i socialt arbejdes praksis Vi har belyst og diskuteret, hvordan den stigende individualisering bringer en diskussion om medborgerskabsopfattelsen i spil og hvordan denne opfattelse, har ændret sig i takt med den socialpolitiske diskurs. I følgende afsnit, vil vi med inddragelse af egen empiri, analysere og diskutere, hvordan medborgeropfattelsen kommer til udtryk i socialt arbejdes praksis samt konsekvenserne heraf. Det aktive medborgerskab fordrer, at borgeren deltager aktivt i løsningen af sine problemer, samt udtrykker ønsker og behov for, hvordan processen skal forløbe og for, hvad målet med indsatsen på jobcentret er. At borgeren får indflydelse og medbestemmelse i sin egen sag, kan næsten ikke opfattes som andet end positivt og desuden er det særdeles foreneligt med flere af socialt arbejdes etiske grundværdier: Socialrådgiveren deler viden med borgeren om, hvordan et problem kan løses og støtter borgeren i selv at deltage i løsningen. 43

44 Socialrådgiveren arbejder for, at den enkelte borger bevarer, opnår eller genvinder magten over sin egen tilværelse for at kunne deltage i samfundet på lige fod med andre borgere. Socialrådgiveren respekterer borgerens ansvar for eget liv og egne valg. (Dansk Socialrådgiverforening, 2011:7) At borgeren er en aktiv medspiller i sin sag er altså ikke noget nyt, som nødvendigvis er affødt af diskursen om individualisering. Principperne herom, er en bærende og fundamental del af det etiske værdigrundlag i socialt arbejde, som handler om beskyttelse af borgerens integritet og autonomi. Hjælp til selvhjælp har længe været centralt inden for faget socialt arbejde. Et princip, hvor borgeren er i centrum, og som bygger på, at socialrådgiveren skal styrke borgerens selvtillid, give ham eller hende indsigt i arbejdsgangen og oplyse om rettigheder (Meeuwisse, Swärd m.fl., 2007:147). Dette for at mobilisere ressourcer hos borgeren, med det formål, at den enkelte opnår en følelse af at være herre i eget liv og vinde eller genvinde kontrollen over dette. Princippet bygger på en grundforståelse af, at den enkelte ved mest om sin egen livssituation og dermed også, hvilken indsats, der er mest gavnlig, hvad der er realistisk osv. Desuden ligger der i det, en antagelse om, at alle mennesker ønsker at være i stand til at beherske sig selv og sit eget liv uden, at andre nødvendigvis skal bestemme hvordan. At borgeren skal have indflydelse, medbestemmelse og vinde eller genvinde magten over sit eget liv, hviler altså stærkt, på fastforankrede grundprincipper i socialt arbejde og er vanskeligt at stille sig kritisk i forhold til. Alligevel, vil vi her stille spørgsmålstegn ved, om der er ved at ske et skred eller en bevægelse fra princippet om medindflydelse, men hvor ansvaret for, at alle borgere integreres i fællesskabet stadig, først og fremmest hviler på samfundet, over mod eget ansvar. Det kan diskuteres, hvilken betydning det får, at begreber som selvansvar og egne ressourcer i stigende grad vinder plads, som almindelige udtryk inden for socialt arbejde med udsatte mennesker. Der er generelt kommet et øget fokus, på inddragelse af borgernes ressourcer, hvilket vil blive behandlet senere i projektet. De nye dominerende begreber, som er særdeles aktuelle, både i den samfundsmæssige debat og i det praktiske sociale arbejde, kan slippe af sted med at udgive sig for at have rod i ovenstående, grundlæggende etiske værdier, altså som noget, der knytter sig til Professionsetikkens principper. Fordi det er et skred, som sker stilfærdigt og som på mange måder, faktisk kan ses i sammenhæng med de 44

45 omtalte etiske principper, kan det være svært at få øje på, at bevægelsen, og herunder ændringerne i ordlyden, kan have mærkbare konsekvenser for det sociale arbejdes praksis. I artiklen, Fra arbejdsmarkedspolitik til beskæftigelsespolitik, (Jørgensen, 2008) skriver Henning Jørgensen, at der politisk skridtvis er gennemført et succesfuldt kursskifte, og at dette skifte er sket bemærkelsesværdigt upåkaldt og upåagtet. Han skriver endvidere, at der er en delvis patalogisering af de ledige, der er startet under dækket af individtilpasset vurdering og hjælp. (Jørgensen, 2008:18) De ovenfornævnte ny-tilkommende begreber, er egentlig et udtryk for et andet og mere liberalistisk menneskesyn, som vi har nævnt tidligere i projektet, er svært foreneligt med den danske velfærdsstats bærende værdier om solidaritet, og desuden heller ikke umiddelbart harmonerer med værdier og etiske principper i socialt arbejde. Som vi har beskrevet tidligere i projektet, udfordres det solidariske menneskesyn, som ellers kendetegner den danske velfærdsstat, i dag af det funktionalistiske menneskesyn, hvor det effektive, velfungerende og dygtige menneske dyrkes. Dette bliver centralt og betydningsfuldt da der, hvad enten rådgiveren er opmærksom på det eller ej, i arbejdet med borgerne på et jobcenter, ligger socialpolitiske valg og prioriteringer, som afspejler aktuelle tendenser og bestemte menneske- og samfundssyn. Den enkelte socialrådgiver har således i kraft af sit arbejde, en socialpolitisk rolle og er derved tildelt en stor magt og et stort ansvar. (Järvinen, Elm, m.fl.,2005:29) Som også redegjort for tidligere, bliver beskæftigelsespolitikken i stigende grad en integreret del af socialpolitikken og grænsen mellem disse to er ikke nem at definere. Der er som nævnt, sket en udvikling fra et passivt og selvfølgeligt medborgerskab til et aktivt medborgerskab, hvor medborgeren anses som refleksiv og handledygtig. En tilknytning til arbejdsmarkedet kan i dag siges, at fungere som adgangsbillet til fællesskabet og dermed til at føle sig som medborger i samfundet. Er man som borger uden tilknytning til arbejdsmarkedet, er man også sat uden for det store fællesskab og fokus bliver på en beskæftigelsesrettet indsats med henblik på hurtigst muligt at få etableret eller genetableret denne tilknytning, ikke mindst for borgerens eget bedste, da tilknytningen til arbejdsmarkedet sikrer borgeren en plads i fællesskabet og dermed en øget livskvalitet. Socialrådgiveren bliver statens talerør og har til opgave at udføre hensigterne bag den overordnede socialpolitiske diskurs. (Mik-Meyer og Villadsen, 2007) 45

46 Vi spurgte informant 1, hvordan de på jobcentret håndterer borgere, som umiddelbart ikke har nogle ressourcer, der matcher arbejdsmarkedets krav. Hun svarer, at disse borgere får tilbudt et ressourceforløb. Hun udtaler følgende om ressourcesvage borgere, som deltager i et ressourceforløb: Jeg tænker, at mange af dem, der kommer i ressourceforløb, de kommer nok aldrig ud på det ordinære arbejdsmarked, 37 timer. De kan måske komme ud i et lille fleksjob og så få noget livskvalitet den vej igennem. Citatet fra denne rådgiver viser, hvorledes den overordnede diskurs, som fordrer selvrealisering gennem beskæftigelse, har sat sine spor i praksis. Rådgiveren sætter her lighedstegn mellem tilknytning til arbejdsmarkedet og livskvalitet. Dette underbygger udsagnet om, at en plads på arbejdsmarkedet i dag anses som værende adgangsgivende til en plads i medborgernes fællesskab. Vi stiller os spørgende over for, hvilken betydning det har, at opfattelsen af medborgerskab er i forandring, og at man som borger, selv skal gøre en aktiv indsats for at føle sig som en del af det store samfundsmæssige fællesskab. Ansvaret for at blive en del af dette, og for at få et succesfyldt liv fri for sociale problemer, ligger i højere grad end nogensinde før, hos den enkelte borger selv. Dette kan ses i sammenhæng med Ulrich Becks sociologiske teori om individualisering, som vi har redegjort for tidligere. Beck fremhæver betydningen af, at mennesker i dag tvinges til at tage stilling til, hvordan de ønsker at leve deres liv, samt konsekvenserne heraf. Når individet selv stilles over for disse vigtige livsvalg medfølger der en risiko, i det at en eventuel fiasko også falder tilbage på individet og således gøres personlig. Da vi spørger informant 2, hvad han ser som sine vigtigste arbejdsopgaver, svarer han følgende: Det drejer sig jo om, hvad kan borgeren selv og hvad kan han ikke. Og jo mere borgeren kan selv, jo mere selvhjulpen er det og det er jo min opgave at få borgeren i den position, at borgeren kan træffe beslutninger omkring eget liv. Citatet underbygger, hvad vi tidligere har redegjort for; nemlig at den socialpolitiske diskurs fordrer et øget fokus på den enkeltes evner i forhold til at kunne beherske egen livssituation, og i forhold til 46

47 selvrealisering gennem arbejdsmarkedet eller en beskæftigelsesrettet indsats. Når medborgerskabet ikke er en selvfølge og solidaritet er noget man skal gøre sig fortjent til, kan det diskuteres, hvad konsekvenserne bliver, for borgere som ikke er i stand til at mestre dette ansvar. Dette vil vi i det følgende, forsøge at komme med et bud på. Informant 3 udtaler i forbindelse med, hvorvidt han oplever, at der er plads og tid til at skabe en god relation til borgerne: Altså jeg er jo nødt til at prioritere ( ) der hvor du kan komme igennem og gøre noget, hvor du kan se det virker og sådan noget, det giver jo ligesom mere medvind, både det ene og det andet sted. Hvis man hurtigere kan få nogen igennem til pensioner, et godt arbejde, et skoleforløb eller at de kommer væk fra mig ( ) Jamen så vælger jeg ligesom og sige, at det er nok vigtigere for mig, at få dem løst i stedet for, at der er en alkoholiker, der måske bare sidder og ævler (red.) I forlængelse af udtalelsen fra informant 2, kan denne udtalelse fra informant 3, ses som et udtryk for, hvad der kan ske, når rådgiverne ikke oplever, at målet om at mobilisere ressourcer hos borgeren, som gør ham eller hende i stand til at beherske og træffe beslutninger om egen livssituation, lykkedes. I denne udtalelse udtrykker rådgiveren, at han laver en prioritering, hvor han hjælper de borgere først, som er samarbejdsvillige, og hvor der er et potentiale for en positiv forandring. Når han udtrykker at det giver mere medvind, både det ene og det andet sted, kan det forstås som et udtryk for, at han selv finder det mere tilfredsstillende og meningsgivende at arbejde med borgere, som er samarbejdsvillige og ønsker at bevæge sig imod en positiv forandring. Ved at samarbejde med disse borgere, opnås der en følelse af, at det arbejde rådgiveren udfører rykker i den rigtige retning. Samarbejdsvillige borgere, kan også siges at give medvind i forhold til den overordnede politiske målsætning, som rådgiverne arbejder imod; nemlig at få flere borgere tættere på en beskæftigelsesrettet indsats. Han udtaler endvidere:..men altså, der er nogen, som ikke er samarbejdsvillige, som er meget modstridende, og dem hjælper jeg da, men det tager længere tid. Så bruger jeg meget tid på den anden del, for ligesom at gøre det lettere for den enkelte, af dem jeg umiddelbart kan hjælpe 47

48 ..det er jo dumt ikke at tage dem først, hvis de er indstillet på at få løst deres fremadrettede livsplan ( ) og så er der nogen, der får lov til at være lidt i baggrunden. Igen understreger rådgiveren, at han prioriterer, at bruge mest arbejdstid på samarbejdsvillige borgere. Denne udtalelse underbygger, at nutidens idealborger, er en borger, der handler ansvarsfuldt, viljestærkt og kontrolleret, og som erkender ansvaret for løsningen af egne problemer ( Mik-Meyer og Villadsen, 2007:10) At lave denne form for prioriteringer, kan ses i sammenhæng med Michael Lipskys teori om operationalisering af markarbejdernes afværgelsesmekanismer eller mestringsstrategier (Winter og Nielsen, 2008). Fælles for markarbejdernes adfærd er, ifølge Lipsky, at de på tværs af vidt forskellige jobs og fag, udviser en række ensartede adfærdsmønstre, der hver især gør dem i stand til at mestre og håndtere det krydspres og den ressourceklemme, som markarbejderen befinder sig i. Disse strategier kan medvirke til at gøre hverdagen mere håndterbar for den enkelte. (Winter og Nielsen, 2008:116) Lipsky opstiller forskellige kategorier inden for afværgelsesmekanismer, hvor én af disse omhandler markarbejdernes prioriteringer i sit arbejde. Når markarbejdere laver denne form for prioriteringer bliver Lipskys begreb creaming relevant. I bogen Implementering af politik, opstiller forfatterne med udgangspunkt i Lipskys teori, tre former for creaming, som vi her finder relevante: succes-creaming, kvantitets-creaming og efficiency-creaming (Winter og Nielsen, 2008:118). Ved succes-creaming giver markarbejderen højere prioritet til sager eller opgaver, som har potentielt større sandsynlighed for succes end andre. Muligheden for at opnå professionel succes og vellykkede resultater, bliver et prioriteringskriterium på trods af, at disse borgere måske ikke var dem der behøvede hjælpen mest eller stod først for. Informant 3 udtrykker tydeligt, at han oplever, at det giver mere medvind og mening at hjælpe samarbejdsvillige borgere, som ønsker, at der skal ske en positiv forandring i deres liv, end at bruge tiden på modstridende ikke-samarbejdsvillige borgere. At vores informant laver denne arbejdsprioritering, og at vi vælger at fremhæve den her, skal ikke forstås således, at vi opfatter ham 48

49 som usolidarisk eller som en inkompetent socialrådgiver. Derimod er det menneskeligt at skumme fløden, der hvor der er potentiale for et positivt resultat, og langt de fleste professionelle, som arbejder med mennesker gør dette, hvad enten det er bevidst eller ej. Informanten er bevidst og ærlig omkring sin prioritering. Når det er sagt, kan det diskuteres, hvorvidt det er rimeligt, at de svageste borgere, som ikke formår at være samarbejdsvillige, hvilket der kan være mange grunde til, bliver sat bagerst i køen til at modtage hjælp. Vi stiller spørgsmålstegn ved, om dette kan medvirke til en eksklusion af de svageste borgere fra fælles-og medborgerskabet i samfundet. Markarbejdere kan også creame i forhold til antallet af udførte arbejdsopgaver. I forsøget på, at opnå en høj produktivitet og en pæn sagsbehandlingsstatistik, kan markarbejderen give prioritet til lette sager i stedet for mere komplicerede. (Winter og Nielsen, 2008:119) Alle tre interviewede informanter giver udtryk for, at de har et særdeles højt antal sager, som de er ansvarlige for, informant 2 udtaler: Jeg har 90 borgere, 2ere og 3ere. Nogen af dem er de tungeste af de tunge. Arbejdspresset kan medvirke til en arbejdsprioritering, hvor det handler om at få afklaret så mange sager som muligt på kortest tid. Når dette bliver et mål eller en nødvendighed, for at kunne følge med i behandlingen af sager, kan det medføre, at rådgiverne laver en prioritering, hvor de letteste og mindst komplekse sager kommer i første række, da løsningen af disse bidrager til at lette arbejdsbyrden. Igen bliver bagsiden af dette, at det er de svageste borgere, med de tungeste og mest komplekse problemstillinger, der må betale prisen for denne prioritering. En tredje måde at creame på, er at give prioritet til arbejdsopgaver alt efter, hvor meget den enkelte opgave bidrager til afdelingens samlede efficiency. Ved denne form for creaming fokuserer markarbejderen sin tid og energi på sager eller arbejdsopgaver, hvis løsning bidrager med en relativ stor grad af opfyldelse af de overordnede politiske mål, sammenlignet med andre sager eller arbejdsopgaver. Selvom denne form for creaming tilgodeser politiske målsætninger, kan den stadig være i uoverensstemmelse med de forvaltningsretlige grundsætninger, som foreskriver ligebehandling af borgere. (Winter og Nielsen, 2008:119) 49

50 Informant 1 svarer på spørgsmålet om, hvad det vigtigste formål med hendes arbejde er: ( ) selvfølgelig er hovedformålet, at folk får en eller anden tilknytning til arbejdsmarkedet, fleksjob eller ordinært arbejde. At hovedformålet med rådgiverens arbejde er, at få folk i beskæftigelse, er ikke bemærkelsesværdigt i sig selv, i det at konteksten er et jobcenter. Igen bliver det et spørgsmål om, hvorvidt dette fokus overskygger hensynet til de svageste borgere, grundet prioriteringsårsager, som gør at de lette sager løses før de tunge og komplekse. At få folk i arbejde bidrager til opfyldelse af overordnede politiske målsætninger, derfor kan der ske en prioritering blandt rådgiverne, hvor de borgere, som allerede er tættest på at nå dette mål, hjælpes før borgere, som befinder sig langt fra arbejdsmarkedet. Den socialpolitiske diskurs, har medbragt en ny, aktiv form for medborgerskab samt udvisket selvfølgeligheden i forhold til det ellers, i den danske velfærdsstat, fast forankrende solidaritetsprincip. I praksis viser denne udvikling sig i forhold til måden der tales om borgerne på jobcentreret og i forhold til, hvad der er fokus for beskæftigelsesindsatsen. Det bliver centralt i rådgivernes arbejde, at mobilisere og opdyrke egenskaber hos borgerne, som sætter dem i stand til at beherske egen livssituation. Som vist, creamer rådgiverne borgere, som netop besidder evnen til at mestre dette. Creaming af ressourcestærke borgere, er ikke et direkte udtryk for den socialpolitiske diskurs, da denne tendens, som beskrevet, er menneskelig og altid har fundet, og vil finde, sted i arbejdet med mennesker. Alligevel bliver begrebet relevant i denne sammenhæng, da diskursen kan forstærke denne tendens. Når diskursen fremelsker ressourcestærke borgere og når begreber som eget-ansvar og ressourcer bliver en integreret del af arbejdsgangen, er der stor mulighed for, at dette smitter af på måden rådgiverne arbejder med og opfatter borgerne. Når solidaritet og medborgerskab er selvfølgeligheder, som alle mennesker opnår, blot ved at være samfundsborger, uden at dette stilles i forbindelse med forpligtelser, stiller det socialrådgiveren i én position. Når dette princip derimod udfordres af den socialpolitiske diskurs, som vi ser ske aktuelt, skal borgere gøre sig fortjent til at blive opfattet som medborger, og som en del af fællesskabet. Denne ændring medfører, at rådgiveren i højere grad skal tage et aktivt valg om, at behandle alle borgere som ligeværdige medmennesker. Er rådgiveren ikke opmærksom på dette, risikeres det nemlig, at de 50

51 svageste borgere, som ikke formår at samarbejde med rådgiveren omkring løsningen af problemer, sættes på standby eller bagerst i køen, når det handler om at få hjælp. Under Professionsetikkens anden grundværdi: Social retfærdighed, fremgår følgende: Socialrådgiveren modvirker forskelsbehandling af mennesker på grund af den enkeltes evner ( ) Kompenserende ressourcer er en forudsætning for lighed og solidaritet. Positiv forskelsbehandling kan derfor være en retfærdig måde at fordele ressourcer på, så borgere med det største behov får mest hjælp for at fremme deres muligheder for at deltage på lige vilkår med andre i samfundet. (Dansk Socialrådgiverforening, 2011: 8) Det føromtalte aktive valg fra rådgiverens side, om at behandle alle borgere ligeværdigt er, som vist i ovenstående citater, indskrevet i professionsetikken, hvilket må siges at belyse vigtigheden af dette princip. Professionsetikken fordrer, at socialrådgiveren arbejder ud fra princippet om positiv forskelsbehandling, således at der anvendes flest ressourcer i arbejdet med ressourcesvage borgere. Dette for at sikre lighed og solidaritet og for at kompensere for svage borgeres manglende evner og ressourcer, til at begå sig i samfundet på lige fod med andre. Dette må siges at stride imod creaming-begrebet, som vi ser udfolde sig i praksis på jobcentret i Viborg kommune, hvor det netop forholder sig omvendt; rådgiverne anvender flest ressourcer og mest arbejdstid på at hjælpe de mest ressourcestærke og samarbejdsvillige borgere. Der kan som beskrevet være flere forskellige årsager til, at det forholder sig således i jobcenterets praksis, men det betoner vigtigheden af at diskutere, hvorvidt denne udvikling og tendens bidrager til eksklusion af samfundets svageste borgere. Det må anses at være problemetisk, når socialpolitikken har denne indflydelse på socialt arbejdes praksis, som gerne skulle værne om og beskytte samfundets svageste. 6.4 Opsamling Vi har nu belyst og diskuteret, hvordan medborgerskabsopfattelsen har ændret karakter, set i lyset af den aktuelle socialpolitiske diskurs. Vi ser en tendens, hvor solidaritet og medborgerskab ikke er selvfølgeligheder, men hvor man som borger skal gøre sig fortjent til andres solidaritet og til at kunne 51

52 føle sig som medborger i samfundet. Dette stiller krav til den enkelte, om at kunne være ansvarlig, samarbejdsvillig og reflekteret i forhold til sin egen livssituation, hvilket kan medvirke til en eksklusion af borgere, som ikke formår at påtage sig dette ansvar. Derfor hviler der et større ansvar på den enkelte socialrådgiver, om at være bevidst om lighedsbehandling af alle borgere, også de svageste. 7. RESSOURCEFOKUSERET SOCIALT ARBEJDE Når vi i dette projekt interesserer os for det ressourceorienterede sociale arbejde, handler det om, at ressourceinddragelse er noget, der omtales i mange sammenhænge. Der synes at være bred enighed om, både i medier, blandt politikere og socialrådgivere, at ressourceinddragelse handler om at fokusere på folks ressourcer frem for begrænsninger, at se muligheder i alle frem for kun at fokusere på de konkrete problemer. Vi er derfor interesserede i at belyse, hvorvidt dette fokus på borgerens ressourcer, kan ses i sammenhæng med den socialpolitiske diskurs. Ressourceorientering er i sig selv ikke noget nyt i socialt arbejde, tværtimod har socialt arbejde altid, i et vist omfang, haft blik for individets ressourcer, men tanken bag, og formålet med at inddrage individets egne ressourcer har til gengæld været skiftende. Siden Workfare paradigmets og Aktivlinjens frembrud i 1990 erne har ressourcefokus for alvor været på den politiske dagsorden. Ressourceorienteringen skærpedes i og med, at den sociale indsats ikke længere blot skal sikre borgerens rettigheder i form af forsørgelse, nu skal den sociale indsats også sikre at borgeren bidrager aktivt, blandt andet ved at bringe sine ressourcer i spil. Jacob Torfing skelner mellem to forskellige hovedretninger under workfare. Den ene er work firsttilgangen, hvor hovedfokus er på, at få folk i arbejde så hurtigt som muligt. Den anden er human capital-tilgangen, som er den tilgang der præger den danske workfare. Her er fokus rettet mod at opkvalificere arbejdsløses kompetencer og på at fremme menneskelige ressourcer og ansvar for eget liv (Torfing, 2004: 41). I denne tilgang bærer synet på de arbejdsløse præg af en ressourcetanke, hvormed formålet for beskæftigelses- og socialpolitikken er at fremme borgerens ressourcer og styrker, frem for at fastholde dem i deres begrænsninger eller svage sider. 52

53 Set i sammenhæng med formålet med indsatsen i et jobcenter, skal ressourcefokus være med til at bringe borgeren tættere på arbejdsmarkedet og dermed selvforsørgelse. De ressourcer der lægges vægt på, vil således typisk være ressourcer, som kan relateres til arbejdsmarkedet, fx tidligere joberfaringer, uddannelse eller borgerens motivation for at arbejde eller uddanne sig. Derudover kan, som vist i analysen omkring det aktive medborgerskab, borgerens samarbejdsvilje og motivation for deltagelse i indsatsen, ses som en ressource. Men hvad vil det egentlig sige at arbejde ressourceorienteret med borgerne i et jobcenter? Det er ikke ligetil at konkretisere indholdet af ressourcebegrebet, og hvad det vil sige at arbejde med folks ressourcer frem for begrænsninger. Begrebet ressourcer kan forstås på to måder: det kan dreje sig om borgerens personlige ressourcer, som der kan være en blokering af, og som han eller hun derfor ikke, under de aktuelle omstændigheder, har adgang til eller kun har begrænset adgang til. Eller det kan dreje sig om materielle ressourcer og ydelser, som samfundet kan fordele og formidle (Posborg, 2009: 95). I denne sammenhæng tager vi udgangspunkt i ressourcebegrebet, som værende borgerens personlige ressourcer og begrebet fortolkes i den beskæftigelsesorienterede kontekst. De socialpolitiske hensigter føres ud i det praktiske sociale arbejde gennem lovgivningen, og loven bliver således et styringsredskab til at sikre, at de socialpolitiske hensigter føres ud i praksis. I lovgivningen er der kommet stigende fokus på en ressourcefokuseret indsats som middel til at bringe borgeren tættere på arbejdsmarkedet og ressourcer benævnes i forskellige sammenhænge. I den forhenværende matchkategorisering af kontanthjælpsmodtagere blev borgerne vurderet ud fra en samlet vurdering af vedkommendes arbejdsmarkedsrelevante ressourcer, kompetencer og udviklingsmuligheder (Bekendtgørelse om matchvurdering). Det specificeres ikke i lovgivningen, hvilke arbejdsmarkedsrelaterede ressourcer rådgiveren skal inddrage i sin vurdering. Ressourcebegrebet kan altså siges at være en lidt upræcis størrelse, men dette kan være med til at sikre, at rådgiveren vurderer borgerens ressourcer ud fra en bred forståelse. Med ressourceforløb, som blev indført med Reformen af førtidspension og fleksjob i 2013, er ressourcebegrebet for alvor slået fast, som en del af beskæftigelses- og sociallovgivningen. 53

54 Socialrådgiverens fokus på borgerens ressourcer fastsættes derudover i Professionsetikken som et ideal for socialt arbejde. Som en praksisstandard under Professionsetikkens fjerde værdi, omhandlende medmenneskeligt ansvar, fremgår det at: Socialrådgiveren har fokus på borgerens ressourcer (Dansk Socialrådgiverforening, 2011). Heller ikke her præciseres det yderligere, hvad et sådan fokus indebærer og der gives ingen anvisninger til, hvordan socialrådgiveren skal inddrage borgerens ressourcer. Ressourceinddragelse giver som begreb indtryk af en positiv indstilling til borgeren, som værende i besiddelse af ressourcer. At borgerens ressourcer skal udnyttes signalerer en tro på, at alle borgere er i besiddelse af ressourcer, men at der for nogen foreligger barrierer som vanskeliggør af disse ressourcer umiddelbart udnyttes. Den ressourcefokuserede tilgang kan ses i sammenhæng med den socialpolitiske diskurs, i det der i begge tilfælde tages udgangspunkt i et syn på mennesket som værende kunnende og stærkt. Dette harmonerer ligeledes med Kontanthjælpsreformen, som bygger på en tro på, at alle mennesker kan tage imod en indsats og har noget at bidrage med, og derfor skal gives en indsats, der skal mobilisere den enkeltes egne ressourcer og understøtte, at de bliver herre i eget liv (Regeringen, 2013). I forlængelse af den socialpolitiske diskurs, kan det ses som en socialpolitisk intention, at borgeren forventes selv at bidrage med perspektiver på egne ressourcer og muligheder. 7.1 Analyse af den ressourcefokuserede praksis Ovenstående redegørelse af ressourcebegrebet bringer os ikke nærmere en forståelse af, hvad det rent faktisk vil sige, at arbejde med borgerens ressourcer frem for begrænsninger. For at belyse det, vil vi derfor i det følgende dykke ned i vores empiri, som kan give os et billede af, hvordan ressourcebegrebet udfolder sig i den beskæftigelsesorienterede kontekst. I lyset af den socialpolitiske diskurs ser vi en række problemstillinger i forbindelse med den ressourceorienterede tilgang. Det kan for det første synes paradoksalt at skulle fokusere på ressourcer frem for begrænsninger hos borgere, der henvender sig til den sociale forvaltning netop på grund af deres begrænsninger. Er der risiko for, at man ved at fokusere på borgerens ressourcer kan komme til at overse de begrænsninger eller barrierer, der gør at borgeren ikke formår at udnytte sine ressourcer? 54

55 Og hvem har ansvaret for, at mobilisere borgerens ressourcer er det i højere grad blevet borgeren selv? Informant 2 udtaler, da han bliver bedt om at fortælle, hvad hans arbejde går ud på at: ( ) jeg ender gerne samtalen med at lave nogle aftaler, hvor borgeren selv har nogle opgaver som borgeren skal løse ( ) Så finder jeg jo ud af, hvad kan borgeren egentlig selv. Hvad kan borgeren selv og hvad kan han ikke. Og jo mere borgeren selv kan jo mere selvhjulpen er det, og det er jo min opgave at få borgeren i den position at borgeren kan træffe nogle beslutninger om eget liv. Det, at rådgiveren giver borgeren opgaver, kan ses som et udtryk for, hvordan rådgiveren i praksis forsøger at afdække borgerens ressourcer og kunnen. Dette fordrer en vis motivation hos borgeren, som skal have lyst til at samarbejde om at løse problemet. Risikoen ved at anvende en sådan tilgang overfor meget ressourcesvage borgere er, at de fejler i forhold til at overholde den aftale de har indgået med rådgiveren. Dette giver, som rådgiveren selv påpeger, et billede af, hvad borgeren kan og ikke kan, men det kan ske på bekostning af borgeren, som kan opleve det, som en demonstration af deres manglende ressourcer. Det er derfor vigtigt, at rådgiveren er opmærksom på, ikke at indgå aftaler med borgeren, for at teste denne, men i højere grad for at give borgeren en oplevelse af succes. Med denne tilgang er der risiko for, at rådgiveren kommer til at vurdere borgeren ud fra hvad han ikke kan, frem for hvilke ressourcer der er tilstede. For rådgiveren er et af de vigtigste formål med hans arbejde, at styrke borgerens evne til at mestre sit eget liv. Dette kan ses som udtryk for, at rådgiveren knytter sig til empowerment tilgangen i sit arbejde, hvor mestring og kontrol af eget liv ses som målet med indsatsen. Empowerment som metode og tilgang redegøres for, og diskuteres, senere i dette afsnit. Informant 2 fortsætter med at fortælle om sit arbejde: ( )det drejer sig om hele tiden at have en tæt kontakt til borgeren. Altså at følge processen og især på de områder hvor borgeren altså man har jo nogle stærke sider og nogle svage sider og sådan noget. Det er jo de svage sider man ligesom skal have udredt og sat en handling i gang udvikle de svage sider.. og der skal man selvfølgelig også bruge nogle af borgerens stærke sider. 55

56 En udredning af borgerens stærke og svage sider ses her som funktionel i forhold til at kunne sætte en handling i gang, idet rådgiveren kan vurdere stærke og svage sider som et parameter for, hvilken handling der kan iværksættes. Rådgiverens handlingsfokus kan ses i sammenhæng med den socialpolitiske diskurs, hvor det ses som urimeligt at lade folk hænge i systemet på passiv forsørgelse. På den måde er den socialpolitiske diskurs blevet en integreret del af den måde rådgiveren tænker, at han bedst muligt hjælper borgeren: gennem aktiv handling og en tankegang om, at der skal ske noget. Dermed ikke sagt, at rådgiveren ikke burde tænke sådan, men dette er blot et eksempel på, hvordan socialpolitiske intentioner er ført ud i praksis, hvor rådgiveren direkte omsætter stærke/svage sider til aktiv handling. Rådgiveren giver endvidere udtryk for, at han fokuserer på at udvikle borgerens svage sider, hvilket umiddelbart kan ses som et fokus på borgerens begrænsninger. Ud fra dette citat kan det da synes, at rådgiveren er tilbøjelig til at vurdere borgerne ud fra deres begrænsninger, frem for deres ressourcer. Han er dog bevidst om, at det ikke giver mening at arbejde med borgernes svage sider alene, men at han må inddrage de stærke sider for at muliggøre en forandringsproces. Dette understreger, at det kan være udfordrende alene at arbejde ressourceorienteret med borgere, som befinder sig langt fra arbejdsmarkedet. Det kan være mere nærliggende at fokusere på borgerens begrænsninger, idet de måske tydeligt fremtræder som barrierer for borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet, og at det kan virke paradoksalt at arbejde med udsatte borgeres ressourcer, idet de netop har brug for hjælp på grund af deres begrænsninger. Vi spurgte Informant 3, hvordan han håndterer borgere, som umiddelbart ikke har ressourcer, der matcher arbejdsmarkedet. Informant 3: Jamen for mig, så vender jeg det omvendt, og så siger jeg, jamen hvilke ressourcer er der. Og dem undersøger jeg så, enten via psykologen, psykiateren eller hvad det skal være. Plus det jeg laver nogle arbejdsprøvninger og arbejdsvurderinger og så vil det jo vise sig der på bundlinjen om der er flere ressourcer Sophie: så man undersøger alle ressourcerne? Informant 3: ja, positivt, men måske med den bagtanke at der ikke er så mange. 56

57 Rådgiveren giver udtryk for, at han kan have en forudindtaget idé, eller bagtanke, om, hvilke ressourcer, eller mangel på samme, borgeren besidder. Dette fremstiller igen det paradoksale i, at skulle arbejde ressourcefokuseret med borgere, som netop har brug for rådgiverens hjælp på grund af deres begrænsninger. Hvis rådgiveren allerede har en formodning om, at borgeren ikke besidder de nødvendige arbejdsmarkedsrelaterede ressourcer, hvorfor så sende borgeren i arbejdsprøvning for at få dette bekræftet? Her kunne det måske give bedre mening at fokusere på borgerens begrænsninger - om end det har en negativ klang da det må være her man opdager, hvilke sociale problemer borgeren lever med, og derved kan sætte ind med en indsats, der griber fat om problemerne. Ved at fokusere på borgerens begrænsninger kan det blive muligt at finde frem til de konkrete forhold i borgerens situation, der vanskeliggør tilknytning til arbejdsmarkedet. Det sociale arbejde skal naturligvis ikke handle om at udpege borgerens personlige begrænsninger og dette skal ikke ses som modsætning til det ressourceorienterede arbejde, men derimod en diskussion af, om ikke ressourceorientering også kan gå ud på at udrede, hvilke forhold der virker begrænsende for borgeren, for derved at kunne arbejde for at mindske disse. Informanten beskriver, at han undersøger borgerens ressourcer ved hjælp af psykologer og psykiatere. I bearbejdelsen af de tre interviews fandt vi det interessant, at alle tre informanter tillægger andre professionelles vurderinger stor værdi i forhold til at beskrive og udrede borgerens ressourcer. Kun meget få steder fremhæves borgeren som et aktiv i forhold til at beskrive ressourcerne. Dette stemmer umiddelbart ikke overens med den socialpolitiske diskurs og de socialpolitiske intentioner, hvor der i høj grad vægtes brugerinddragelse og medbestemmelse. Hvis rådgiverne alene vurderer borgerens ressourcer og begrænsninger ud fra professionelle fagfolks vurderinger, kan det være svært for borgeren at opleve den grad af inddragelse, som må anses for nødvendig, for at borgeren skal kunne føle ejerskab og ansvar over sin indsats. Ved spørgsmålet om, hvordan hun har fokus på borgerens ressourcer, svarer Informant 1: Informant 1: Altså vi bruger jo meget den der coachene tilgang og empowerment. Altså at de selv skal tage ansvar for eget liv og de ting. Sarah: hvordan kommer det til udtryk i praksis? 57

58 Informant 1: Jamen vi forsøger da at bruge en coachene tilgang til borgeren, men også, i og med at vi er frikommune, så synes jeg ikke rigtig vi siger, det skal du, det skal du. Vi giver ligesom - vi giver borgeren nogle valg, men selvfølgelig stadig inden for en ramme. Rådgiveren kobler her, den ressourcefokuserede tilgang til konkrete metoder i socialt arbejde, som har til formål at mobilisere borgerens ressourcer. Nedenfor vil vi, med udgangspunkt i dette citat, redegøre for de nævnte metoder; individuel coaching og empowerment, samt diskutere, hvordan de hver især kan bidrage til at mobilisere borgerens ressourcer Individuel coaching Birgitte Kjærgaard (Kjærgaard, 2009) beskriver individuel coaching af borgere som en forholdsvis ny metode i socialt arbejde, som har fokus på handling og mål. Metoden egner sig, når borgeren ønsker at ændre på eller udvikle sig inden for personlige/arbejdsmæssige livsområder. Coaching beskrives som et godt redskab i arbejdet med borgere, der har overskud til at reflektere, eller muligheder for at vælge. Derimod egner metoden sig ikke til borgere, der har meget begrænsede valgmuligheder, f.eks. på grund af alvorlige fysiske eller psykiske handicap. Den coachende rådgiver arbejder med at mobilisere borgerens motivation og ressourcer og hjælper borgeren til at undersøge sine muligheder i relation til de mål, borgeren sætter sig. Den coachende rådgiver fører borgeren gennem processen, men det er borgeren, som sætter sine mål og har ansvaret for resultatet. Den coachende rådgivers opgave er at anerkende borgerens valg og føre borgeren gennem en proces, der gør, at borgeren kender og tager ansvar for konsekvenserne af sine valg (Kjærgaard, 2009: ). Når den coachende tilgang beskrives som værende uegnet i forhold til borgere med begrænsede valgmuligheder, kan det diskuteres, om det er en hensigtsmæssig tilgang at anvende overfor den målgruppe, som vores informant arbejder med. Når borgeren har svære sociale problemer udover ledighed, kan det synes uhensigtsmæssigt, at anvende en metode, som forudsætter, at borgeren formår at reflektere over egen situation og er motiveret for at skabe en ændring. Den udsatte borger, kan naturligvis være mindst ligeså motiveret, som enhver anden borger, men derfra og til at forvente, at borgeren selv skal kunne tage ansvar for at realisere de mål han eller hun sætter sig, kan synes urimeligt eller ligefrem urealistisk. 58

59 Den coachende tilgang kan ses i sammenhæng med den socialpolitiske diskurs, idet der her er fokus på, at borgeren selv tager ansvar for sin situation og konsekvenserne af sine valg. Det sætter rådgiveren i en rolle, hvor hun, som hun selv siger, giver borgeren nogle valg og ikke trækker noget ned over borgeren. Rådgiveren stiller muligheder til rådighed, og det bliver således den enkeltes ansvar at vælge og stå til ansvar for sine valg. Dog er det valgmuligheder indenfor en bestemt ramme, idet vi befinder os i en beskæftigelsesorienteret kontekst. De valg, borgeren skal træffe er således ikke frie, men fordrer, at borgerens mål og handlinger har et beskæftigelsesfremmende sigte. Dette kan ligeledes ses i sammenhæng med Ulrich Becks radikaliserede individualiseringsproces, som beskrevet tidligere i projektet, hvor det understreges at man individualiseres indenfor en bestemt ramme og at individualisering således ikke skal forveksles med frie valg og individets totale frihed Empowerment Empowerment nævnes af informanten, som en metode, der anvendes i forbindelse med den ressourceorienterede tilgang. Nedenfor ønsker vi at diskutere, hvordan empowerment- tilgangen vinder plads i det sociale arbejde samt om tilgangen harmonerer med det sociale arbejde i en forvaltningsmæssig kontekst. For hvad er empowerment egentlig for en størrelse? I dag kan begrebet empowerment siges at fungere som et socialpolitisk buzz-word, som alle går ind for, men dog med forskellige opfattelser og hensigter, hvilket gør det problematisk at definere, hvordan man egentlig arbejder empowermentorienteret (Skytte, 2013: 37). Empowerment har sine rødder i tanken om hjælp til selvhjælp og begrebet henviser bl.a. til aktiviteter, der skal øge menneskers kontrol over deres liv. Empowerment som tilgang er forenelig både med ressourcetænkningen og med den aktive form for medborgerskab, som bekrevet tidligere i projektet, hvor kompetencer som handledygtighed og ansvarlighed dyrkes hos borgeren. Empowerment er oprindeligt et politisk begreb, men anvendes ofte i dag uden, at den specifikke betydning udfoldes (Juul Hansen, 2013:165). I socialt arbejde, er empowerment både blevet opfattet som en teori og som en metode. Der er udviklet teorier om, hvordan mennesker opnår kollektiv kontrol over deres liv, så de kan tilgodese 59

60 deres egne interesser. Metoderne har handlet om, hvordan socialarbejdere kan styrke de magtesløse, så de kan opnå selvkontrol og selvstyre i deres eget liv. (Meeuwisse, Swärd m.fl.,2007:256) Hvis vi skal blive mere konkrete i forhold til, hvad empowerment er, kan der skelnes mellem 3 forskellige tilgange til empowerment: en neoliberal, en socialliberal og en samfundskritisk, transformativ tilgang (Skytte, 2013). Vi vil her koncentrere os om den neoliberale og den samfundskritiske variant, da disse to adskiller sig betydeligt fra hinanden, og kan sættes i spil i forhold til den socialpolitiske diskurs. I den neoliberalistiske variant, handler empowerment alene om individers evne og vilje til at tage ansvar for eget liv, uden at der stilles spørgsmålstegn ved samfundets ulighedsskabende mekanismer og strukturer. I den samfundskritiske, transformative variant, fokuseres der på bevidstgørelse og opbygning af handlingskapacitet i forhold til ændring af livsbetingelser for underprivilegerede grupper. (Skytte, 2013:37) Marianne Skytte argumenterer i bogen, Socialt arbejde - teorier og perspektiver (Guldager og Skytte, 2013) for, at udviklingen i socialpolitikken og i det sociale arbejde, gennem det seneste årti, har haft en høj grad af neoliberal vægtning. Hun skriver, at: Det er i dag et mål, at det sociale arbejde skal fokusere på at fremme svage borgeres evne til selv at løse egne sociale problemer. I denne variant af empowerment tilgangen, skal borgeren altså inddrages på så højt et niveau som muligt med henblik på, individuelt at overtage ansvaret for egne sociale problemer (Skytte, 2013:37). Dette perspektiv på empowerment, synes at harmonere med den socialpolitiske diskurs, som redegjort for, hvor vi ser at individets eget ansvar for løsningen af sociale problemer vægtes højt. Ud fra den kritiske, transformative variants tankeramme, er det utopisk og usolidarisk i forhold til de socialt mest udsatte borgere at overlade ansvaret for at kæmpe sig ud af denne udsathed til deres eget individuelle initiativ. Her vil fokus i stedet være på et fælles og solidarisk ansvar for, på samfundsniveau, at styrke de mest udsattes betingelser på et strukturelt niveau. (Skytte, 2013:38) 60

61 Hensigterne og værdierne bag denne variant af empowerment stemmer overens med principper og grundtanken bag den danske velfærdsmodel, hvor solidaritet med de svageste er centralt. Igen ser vi et paradoks, hvor tendenser, som kan ses i sammenhæng med den socialpolitiske diskurs, ikke harmonerer med værdierne bag velfærdsmodellen. Som vist i ovenstående citat fra informant 1, forbinder hun empowerment med, at borgeren skal tage et ansvar for eget liv, hvilket kan ses i lyset af den neoliberale tilgang. Når informantens udtalelse kan ses i lyset af denne, som knytter sig til centrale elementer i den socialpolitiske diskurs, kan dette ses som et udtryk for, at diskursen har sat sine spor i praksis. Der er altså stor forskel på, hvilken form for socialt arbejde, der lægges op til ud fra de to forskellige empowerment-strategier. Forskellene overskygges dog ofte i den daglige fælles brug af ordet empowerment. Vores informant har ligeledes svært ved at blive konkret, når hun udtrykker, at de arbejder empowermentorienteret, og en uddybelse af, hvad hendes udsagn om, at borgeren skal tage ansvar for eget liv indebærer, var ikke let at få frem i lyset. Rådgiveren svarer reelt ikke på, hvordan tilgangen kommer til udtryk, men i højere grad på, hvornår hun begrænser sig i forhold til at stille krav til, hvad borgeren skal og ikke skal. Hun forener empowerment med, at give borgeren et valg, inden for en bestemt ramme. Dette leder os frem til en undren over, hvorvidt empowerment-tilgangen overhovedet er forenelig med det sociale arbejde i en forvaltningsmæssig kontekst, eller om tilgangen i praksis bliver omformet og tilpasset det konkrete arbejdes rammer i så høj grad, at den mister en del af sin oprindelige betydning og hensigt. Dette kan ses i lyset af Skyttes citat, om den neoliberale vægtning af empowerment i socialt arbejdes praksis. Rådgiverens udtalelse knytter sig til elementerne i dette perspektiv, hvorimod det er vanskeligt at finde værdier, som kan ses i sammenhæng med den samfundskritiske variant. Igen kan dette ses i sammenhæng med den socialpolitiske diskurs, og som et udtryk for, at empowerment-tilgangen i praksis tilpasses, så den matcher de krav og forventninger, som knytter sig til diskursen. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at forestille sig empowerment i en udfoldet samfundskritisk variant, i en forvaltningsmæssig kontekst. Er det muligt for en ansat på et jobcenter at forene forventningerne til den professionelle socialrådgiverrolle med empowerment, forstået som at 61

62 stille magt og muligheder til rådighed for borgere således, at deres vej mod egne mål faciliteres? (Juul Hansen,2013:168) At arbejde hen mod et mål om at skabe ændringer på et samfundsmæssigt niveau, må siges at være en vanskelig, urimelig og måske umulig opgave for en socialrådgiver, som arbejder i en forvaltningsmæssig kontekst, hvor arbejdet med borgeren finder sted på individniveau og inden for fastlagte rammer. Dette bliver medfaktor til, at den del af empowerment, som omhandler forandringer på et strukturelt niveau, med henblik på at forbedre svage grupper i samfundets status og levevilkår, negligeres. En måde at muliggøre en bibeholdelse af aspekter fra den samfundskritiske variant, uden at have som mål at skulle ændre på samfundets strukturer, er ved at hjælpe borgeren til at se sine problemer i et større perspektiv. Socialrådgiveren kan bidrage til at skabe en forståelse hos borgeren af, hvordan ydre samfundsmæssige forhold kan påvirke vedkommendes problemer. (Slettebø, 2000: 78-79) Det var dog ikke vores umiddelbare indtryk, i vores interviews med rådgiverne, at samfundsmæssige forhold som årsag til borgerens problemer, var et diskussionsemne på arbejdspladsen. På samme måde fordrer den aktuelle socialpolitiske diskurs heller ikke et fokus på, hvordan strukturelle skævheder i samfundet, kan medvirke til at skabe sociale problemer på individniveau. Dette perspektiv glider således i baggrunden til fordel for at prioritere og sætte fokus på den del, der omhandler ændringer hos individet selv. Som vi blev gjort opmærksomme på i vores interview med informant 1, er det ikke tilstrækkeligt at fokusere på individets valg og egen-magt. Samtidig er det ikke ligegyldigt, hvilke ressourcer der mobiliseres hos borgeren og hvordan han eller hun anvender disse. Informanten udtaler at hun giver borgeren nogle valg, men selvfølgelig inden for en ramme. Her bliver det klargjort, at borgerens valg ikke er et frit valg, men et valg, der skal bidrage til at dyrke bestemte kompetencer hos borgeren, som passer ind i jobcentrets rammer, samfundets normer og dermed socialpolitikkens diskurs og dennes krav og forventninger. Her bliver de oprindelige hensigter med empowerment udfordret, i det disse handler om individers egne valg samt mobilisering af kræfter og ressourcer, uden en bekymring om, hvorvidt disse ressourcer passer ind i konkrete rammer. Meget tyder på, at idealerne om at arbejde empowermentorienteret, kræver mere, end blot de rette holdninger og færdigheder blandt rådgiverne. Selvom den gode vilje og et ønske om at gøre empowerment til en del af praksis er til stede, kan de forvaltningsmæssige rammer være svært 62

63 forenelige eller begrænsende i forhold til dette. Den neoliberalistiske tilgang, som Skytte formulerer den, er den tilgang, som passer bedst på, hvad informanten forstår ved at arbejde ud fra empowerment, og den tilgang, som er mest forenelig med den socialpolitiske diskurs. Dog vil vi argumenterer for, at empowerment-begrebet og værdierne bag dette, mister noget af sin betydning, når der udelukkende tages udgangspunkt i den neoliberale tilgang. Når empowerment som arbejdsmetode diskuteres, vil det være fordelagtigt at stille sig reflekterende i forhold til, hvad begrebet egentlig indebærer, samt være åben og tydelig omkring, hvad der er muligt at opnå bl.a. i forhold til borgerens frie valg og indflydelse på arbejdsgangen. Afslutningsvis kan vi konkludere, at empowerment langtfra er en entydig størrelse. Empowerment er både en værdi, et mål, en strategi, men samtidig vanskeligt at konkretisere. Ud fra denne analyse har det vist sig, at empowerment er blevet et hverdagsbegreb i rådgiverens praksis. Informanten udtrykker, at hun arbejder empowermentorienteret, men har svært ved at blive konkret på hvordan. Dog er det væsentligt at holde fast i, at rådgiveren har gode hensigter, når hun udtaler at hun arbejder ud fra denne tilgang. Empowerment bygger på etiske principper som: solidaritet, selvrealisering, ikke-diskriminering og menneskerettigheder. Disse principper knytter sig til mange socialrådgiveres tankesæt og til deres forestillinger af, hvad godt socialt arbejde indebærer. Derfor kan det virke naturligt for socialrådgivere at tilkendegive, at de arbejder ud fra empowermenttankegangen samtidig med, at det kan være vanskeligt præcist at redegøre for hvordan. Vi spurgte også vores andre informanter om, hvordan de arbejder ressourceorienteret med borgerne. Vi oplevede, at det var gennemgående for alle tre informanter, at det var vanskeligt for dem at sætte ord på, hvordan de konkret arbejder med borgerens ressourcer. Kun vores første informant drog sammenhæng mellem ressourcebegrebet og konkrete metoder, dette dog uden at uddybe, hvordan disse metoder anvendes i praksis. Dette kan hænge sammen med, at ressourcebegrebet, som nævnt indledningsvist, er en ganske bred og uhåndgribelig størrelse. Når det hverken i lovgivningen eller Professionsetikken konkretiseres, hvordan rådgiveren skal arbejde med borgerens ressourcer, kan det heller ikke forventes at rådgiverne skal kunne svare på et sådan spørgsmål. Dette til trods synes ressourcebegrebet at blive tillagt stor værdi i den beskæftigelsesorienterede kontekst, hvilket kan virke paradoksalt i forhold til, at der ikke findes helt klare retningslinjer for, hvad begrebet indebærer. 63

64 7.2 Opsamling Vores interviews med de tre rådgivere giver os et billede af, hvilke udfordringer der kan opstå i forhold til at arbejde ressourcefokuseret med den svageste gruppe af kontanthjælpsmodtagere. Disse udfordringer kan ikke ses som entydigt at være affødt af den socialpolitiske diskurs, men det giver et billede af, at intentionerne bag diskursen, kan være vanskelige at føre ud i det sociale arbejde med de borgere, som har problemer langt ud over ledighed. 8. MAGTUDØVELSE I SOCIALT ARBEJDE Vi har løbende gennem projektet diskuteres et øget ansvar hos den enkelte borger, når det handler om løsningen af sociale problemer. Dette fokus har til formål at skabe selvansvarlige, refleksive samfundsborgere, som påtager sig et ansvar for at løse problemer og forbedre sin livssituation, borgere som indfrir diskursens forventninger. Dette betyder i praksis, som vi har vist i ovenstående afsnit, om coaching og empowerment, at visse arbejdsmetoder vinder indpas i forvaltningsarbejdet. Metoder, som har til hensigt at inddrage den enkelte borger, i så vidt et omfang som muligt, for at gøre borgeren i stand til, selv at påtage sig ansvaret for eget liv. Vi har ligeledes vist, hvordan vores informanter ser det som en af deres vigtigste opgaver, at få borgere til at kunne beherske deres livsituation, dette ved at inddrage borgerene og få dem til selv at tage del i problemløsningen. At det i dag er et succeskriterium for socialrådgivere at inddrage borgeren på så højt et plan som muligt, leder os frem til spørgsmål om, hvorvidt dette bidrager til en udligning af magtforholdet mellem rådgiver og borger. Når målet er, at lægge ansvaret over på borgeren, og når han eller hendes løsningsforslag og forestillinger om det gode liv bliver centrale, kunne man forstille sig, at dette vil medføre et mindre markant magtforhold i relationen, og at denne relation vil blive mere ligestillet. Denne diskussion vil vi belyse i det følgende. Magtbegrebet kan forstås og fortolkes på mange måder, og det er muligt at diskutere magt, på forskellige niveauer. I det sociale arbejde, skal den enkelte socialrådgiver håndtere en magt, som er synlig og tydelig, eksempelvis ved at udøve lovgivningen, som er politisk bestemt. Magt, i det daglige sprogbrug, har en klang, som gør, at den konkrete, tydelige og håndgribelige form for magtudøvelse oftest er den, som umiddelbart forbindes med ordet magt. 64

65 Sanktioner kan være et eksempel, hvor magt kommer til udtryk i en tydelig og håndgribelig form. Her besidder én aktør (rådgiveren) en magt over en anden (borgeren). Informant 1 udtrykker, at hun anvender sanktioner over for visse borgere, som et motivationsredskab: Hvis vi snakker sanktioner, så er der nogen, de skal måske have den sanktion for at de forstår.. Sanktioner som magtudøvelse kan i sig selv diskuteres, da der her findes bagvedliggende menneskesyn og grundantagelser, som knytter sig til særlige forestillinger af, hvad der motiverer mennesker og hvorfor. Vi vil dog her, fokusere på en anden form for magtudøvelse. Nemlig magt, som værende noget mere usynligt og subtilt, og som kan være vanskelig at få øje på og konkretisere. Denne type magt kan komme til udtryk ved, at rådgiveren leder borgeren mod en særlig type hjælp, en hjælp som typisk tilgodeser socialpolitikkens målsætninger. Når vi diskuterer denne type magt i relation til den socialpolitiske diskurs, interesserer vi os for, om der bagved ordene; eget ansvar, medinddragelse og mobilisering af ressourcer, ligger noget skjult, som gør at borgerens frie valg alligevel begrænses på trods af, at dette ikke fremgår af det sprogbrug der anvendes. Vi har en formodning om, at diskursen påvirker, hvilken form for hjælp og indsats rådgiverne efterstræber at lede borgerne hen mod, hvad enten de er bevidste herom eller ej. Vi vil her tage udgangspunkt i Michael Foucault og hans forståelse af magtbegrebet og samtidig inddrage egen empiri i en diskussion og analyse af begrebet magt og om, hvordan denne udspiller sig i praksis. 8.1 Michael Foucault Følgende er en teoretisk gennemgang af Foucaults magtbegreb. Michael Foucault er kendt for sin omfortolkning af magtbegrebet. Foucaults overvejelser om magt var så banebrydende, at det i dag nærmest er umuligt at føre en samfundsvidenskabelig diskussion om magt, uden at tage stilling til Foucault. (Andersen og Kaspersen, 2013:341) 65

66 Foucault gør op med en forståelse af magtbegrebet som noget negativt, lokalisérbart, fremmedgørende og undertrykkende. Magten finder sted overalt, og den indfører bestemte tendenser i sociale relationer. Foucault antager, at magten er produktiv, i det den søger at opdyrke kapaciteter i de styrede, snarere end blot at kontrollere, sanktionere og undertrykke dem. Termen produktiv, betyder ikke nødvendigvis, at magten skal vurderes som noget positivt, men snarere, at magten skaber noget; nemlig forøgede egenskaber, styrke, præstationsevne og refleksion hos de magtede. Den morderne magtudøvelse søger altså at fremelske, opdyrke og stimulere bestemte evner hos individer, for således at få dem til selv at gøre sig til bestemte subjekter. (Mik-Meyer og Villadsen, 2007) Moderne magtudøvelse bygger således generelt på en anerkendelse af, at magtens virkninger er afhængige af, at de magtede selv handler og tilfører energi til magtstrategien. (Andersen og Kaspersen, 2013:342) Denne moderne produktive magt er vanskelig at udpege, da der er tale om konstruerede sandheder om, hvad der er bedst for borgerne. Det typiske kendetegn ved denne magt er således, at den som hovedregel ikke opfattes af de berørte som magt. (Järvinen, Elm Larsen m.fl.,2005) Foucault opererer i den forbindelse med begrebet sandhedsregimer, dvs. systemer og processer, der definerer sande diskurser fra falske. Visse definitioner af, hvad sociale problemer er, opnår status af at være selvindlysende sandheder, og visse kategorier af borgere synes at være naturlige målgrupper. Vigtige redskaber i sandhedsregimerne er de registreringsteknikker eller magtteknologier, der anvendes; journaler, mødereferater, handlingsplaner osv. De bidrager til at rubricere borgere som sociale afvigere samtidig med, at de bekræfter ekspertens professionelle status. Udgangspunktet for hjælpen eller støtten bliver således ikke nødvendigvis borgerens selvoplevede behov, men de tilbud som forvaltningen råder over. Foucault anvender begrebet biomagt om den magt, der udøves af velfærdsstatens hjælpende, støttende og omsorgsgivende institutioner. Han konstaterer, at det er i mødet med biomagtens professioner, herunder socialrådgivere, at de mest radikale eksempler på disciplinerende relationer findes, og det er her, at individet lettest mister sin modstand. Biomagten søger, at lede befolkningen med henblik på at fremme sundhed, livskvalitet og sikkerhed. Dette ud fra en intention om at skabe nyttige og produktive samfundsmedlemmer. I Foucaults magtperspektiv bliver individet således selv den villige eller genstridige i forhold til sin egen selv-disciplinering. Her bruger Foucault udtrykket selv-teknologier, som henviser til individets arbejde 66

67 med sig selv på baggrund af gode råd fra eksempelvis socialrådgivere (Järvinen, Elm Larsen, m.fl., 2005:29). 8.2 Analyse af magt i socialt arbejdes praksis Vi stiller informant 1 spørgsmålet om, hvad han lægger særlig vægt på i sit arbejde med borgerne. Han svarer følgende: Det er noget med, at man ligesom får det ned på et niveau, hvor vi snakker om, at det nok ville være godt for dig at prøve og ikke prøve og gøre ved, og hvis de så har noget at indvende mod det, så siger jeg, jamen vi kan jo tage ud og se det, hvis det endelig er, at det er så langt ude. Eller vi tager et formøde eller vi tager noget andet. Dette eksempel fra praksis, viser en magt som netop, ifølge Foucault, er svær at udpege og gøre konkret. Rådgiveren forsøger at hjælpe borgeren, men hvad hjælpen indebærer, har han allerede bestemt på forhånd. Rådgiveren mener derfor at vide, hvad der vil være godt for borgeren i den konkrete situation. Her er altså, set i lyset af Foucault, tale om en konstrueret sandhed om, hvad den bedste hjælp er. Rådgiveren udtrykker, at hvis borgeren har noget at indvende mod hans forslag, er han villig til at tage med ud at se stedet, eller til at tage sammen med borgeren på et formøde. Dette for at få borgeren til at indse, at hjælpen er god, og den rigtige for ham eller hende. Vi er her ikke i tvivl om, at rådgiveren ikke opfatter denne handling som en magtudøvelse, men nærmere som en udstrakt og hjælpende hånd til borgeren. Han italesætter desuden situation på en måde, som får ham til at fremstå rummelig og overskudsagtigt, i det han giver sig tid til at holde borgeren i hånden langt hen ad vejen. Ifølge Foucault er det netop her, ved denne form for biomagtudøvelse, at de mest radikale eksempler på disciplinerende relationer finder sted. Det er her, at individet lettest mister sin modstand, fordi magten er skjult eller pakket ind i hjælp til en bedre tilværelse. Magten er tilstede i relationen mellem borger og rådgiver, men altså ikke en direkte form, hvor rådgiveren uddelegerer ordrer eller truer borgeren med sanktioner, hvis ikke han gør som der bliver sagt. Det kunne have været interessant, i denne sammenhæng, at spørge rådgiveren uddybende til, hvad hans erfaringer er med borgere, som til at begynde med er modstridende i forhold til at modtage den 67

68 hjælp som han tilbyder. Lykkedes det rådgiveren, ved eksempelvis at tage med ud at se et sted, at få borgeren til at indse, at det tilbud han henviser til, er det rigtige? I så fald lykkedes det rådgiveren at lede borgeren på rette kurs med henblik på at fremme livskvalitet og sikkerhed og således samtidig bevæge sig et skridt nærmere socialpolitikkens intention, om at skabe nyttige og produktive samfundsborgere. Lykkedes det derimod ikke for rådgiveren, at overtale borgeren til at modtage hjælpen, bliver det borgeren selv, som er den genstridige i forhold til sin egen selv-disciplinering. Rådgiveren udtaler i forlængelse af det første citat og i forbindelse med, hvad han gør for at skabe en god relation til borgerne: Ligesom får skabt den relation, at de ikke, ligesom tror, at jeg er ude på at give dem en karruseltur ( ) At samarbejdet bliver et fælles omdrejningspunkt. Forudsætningen for, at samarbejdet bliver et fælles omdrejningspunkt og ikke en karruseltur, som rådgiveren udtrykker det, er at borgeren medvilligt hengiver sig til rådgiverens eksperthjælp og således lader sig forføre hen mod det, der ønskes og forventes af ham eller hende. Her bliver Foucaults begreb om selv-teknologier centralt, da borgerens arbejde med sig selv, på baggrund af rådgiverens råd, bliver afgørende for, hvorledes samarbejdet kommer til at forløbe. Vi spørger rådgiveren, hvad han gør i situationer, hvor det er vanskeligt at skabe en god relation til en borgerer, og hvor det altså ikke lykkedes at samarbejde omkring et fælles omdrejningspunkt: Jamen det er jo lidt afhængigt af, hvis jeg kan få nogle papirer, som de vil være med til at jeg får, så vil jeg jo skrive det sammen i det der arbejdsredskab jeg har, og så tager jeg dem med på møde, for netop at få den vendt rundt. Sådan, at jeg kan sige tilbage til dem, at de ting der, dem er jeg nødt til at gøre, hvis du skal være med i det her. Og hvis det er håbløst, så må jeg jo sige, jamen så må de vente. Denne udtalelse kan ses i lyset af Foucaults begreb sandhedsregimer. Her opnår visse definitioner af, hvad sociale problemer er, en status af at være sande. Begrebet om sandhedsregimer knytter sig til bestemte registreringsteknikker eller magtteknologier, som er de praktiske instrumenter og procedurer, som anvendes til at styre borgeren med. Rådgiveren udtaler, at han typisk vil få borgeren til at udlevere nødvendige papirer til ham, hvorefter han vil tage disse med på et møde, for at drøfte sagen med sine 68

69 kollegaer. På dette møde, må vi gå ud fra, at rådgiverens kollegaer giver ham medhold i hans vurdering af, hvad der skal ske med borgeren. Dette på baggrund af, at rådgiveren udtaler, at han vender tilbage til den u-samarbejdsvillige borger og fortæller ham eller hende at sådan her skal du gøre, hvis du skal være med i det her. Her bliver rådgiverens professionelle status tydelig samtidig med, at borgerens eventuelle forsøg på at gøre modstand resulterer i, at dennes sag må vente. Socialrådgivere bliver i kraft af deres uddannelse, bekendte og fortrolige med teorier og metoder i socialt arbejde. Anvendelse af disse i praksis, medfører en ret til at udtale sig om borgere og om deres problemer på et professionelt plan, og til at bruge fagudtryk, diagnoser og til at kategorisere. Dette bliver sjældent italesat som magt, men kaldes i stedet professionel viden, erfaring og god praksis. (Meeuwisse, Swärd m.fl.,2007:246) Redskaber som journaler, handlingsplaner og mødereferater er med til at rubricere borgeren, som derved bliver et objekt for eksperternes professionelle sprog og tænkemåde. Foucault opfatter disse kategoriseringsprocesser som en sorterings og normaliseringsmagt. Ovenstående citat, kan illustrere en situation, som ikke muliggør en støtte, der tager udgangspunkt i borgerens selvoplevede behov. Hjælpen og støtten tager udgangspunkt i socialrådgivernes professionelle viden, samt i de indsatser som forvaltningen råder over. Hjælpen hviler på de aspekter i borgerens liv, som hjælpeapparatet er interesseret i, og som passer ind i sandhedsregimer og kategorier. Denne proces tydeliggør desuden, at borgere som ikke vil modtage den tilbudte eksperthjælp, opfattes som sociale afvigere og sættes på standby. I dette eksempel er magten knap så skjult, i det rådgiveren direkte fortæller borgeren hvad han eller hun skal gøre for at modtage hjælp. Det viser en situation hvor, det på trods af et øget fokus på selvansvar, som diskursen fordrer, stadig er rådgiverens der har magten. Informant 1 udtaler, i forbindelse med, når det kan være svært at skabe en god relation til en borger, fordi borgeren ikke er modtagelig overfor den hjælp/indsats, som rådgiveren tilbyder, og derfor bliver frustreret: 69

70 Nogen gange kan man godt tænke, hold da op, hvor er det uretfærdigt det du siger, for jeg prøver faktisk at hjælpe dig. Men jeg tænker igen, at nogen gange er folk bare så pressede, at de ikke kan se det. Dette citat kan igen ses i forlængelse af ovenstående om sandhedsregimer. Her bliver rådgiveren frustreret og måske også skuffet over borgerens reaktion, idet hun forsøger at give den bedste hjælp, ud fra, hvad hun mener, at denne indebærer. Rådgiverens opfattelse er, at når borgerer reagerer på en sådan urimelig måde, bunder det i, at de er så frustrerede at de ikke kan se det, som hun formulerer det. Hun sætter altså ikke spørgsmålstegn ved, om borgerens reaktion vitterligt kan være et udtryk for, at hjælpen ikke er den rigtige for vedkommende. Borgerens frustrationer kan også tænkes at bunde i, at han eller hun er uenig i måden arbejdet forløber på, og i de beslutninger der træffes om vedkommendes liv. Det er altså muligt, at der findes andre grunde til borgerens reaktion, end at borgeren blot ser sig blind på, at rådgiverens hjælp er den rigtige. For rådgiveren bliver det et mål, at få borgeren til at indse, at den tilbudte hjælp er god og rigtig for vedkommende. Rådgiveren sidder med en følelse af, at vide hvad der ville være den bedste hjælp for netop denne borger, hvilket ikke hviler på noget ondskabsfuldt eller på en bagtanke om at udøve magt overfor borgeren. Der kan således opstå et krydspres, hvor rådgiveren bliver frustreret over, at borgeren ikke vil modtage den hjælp, som hun mener at vide er den helt rigtige, og hvor borgeren bliver frustreret over, at rådgiveren ikke forstår, at han eller hun ønsker noget andet. Rådgiverens mål bliver her at være vedholdende og bevise de gode intentioner, samt at få borgeren til at indse, at det er for hans eller hendes eget bedste, hvilket skal resultere i en hengivelse til rådgiverens tilbudte hjælp. Dette kan indebære, at borgeren socialiseres ind i en klientrolle, og at hans eller hendes selvopfattelse faktisk begynder at harmonere med den dominerende, professionelle opfattelse. Det er som beskrevet, netop her, at individet lettest opgiver sin modstand og lader sig hjælpe af dem der ved bedst. Borgerens egne ideer og ønsker kan her trænge i baggrunden til fordel for rådgiverens ekspertviden og de tilbud, som forvaltningen råder over. Vi kan ikke konkludere, at magtforholdet mellem rådgiver og borger, hverken er blevet større eller mindre, i takt med udviklingen af den socialpolitiske diskurs. På trods af et øget fokus på inddragelse af borgeren, er der ikke tale om en ligestillet magtrelation i mødet mellem rådgiver og borger. Magten har ændret karakter, i det at den ofte tilsløres i en hjælp, som skal være til borgerens eget bedste. Dette betyder dog ikke at borgeren i mindre grad er underlagt magtstrukturer. Tværtimod, kan denne 70

71 type magt være den sværeste at gøre modstand i mod, da den ikke nødvendigvis opfattes af borgerne som magt, men som hjælp mod en bedre tilværelse. Afslutningsvis vil vi pointere vigtigheden af at skabe opmærksomhed omkring magt og magtrelationer i socialt arbejde med udsatte mennesker. Som en svag borgers rettighedsforvalter, kan socialrådgiveren opfatte det som sin legitime ret og pligt at varetage borgernes behov ud fra sin egen opfattelse af dennes situation og af hvad der er den rette hjælp. Borgerens eventuelle modstand mod socialrådgiverens definition på problemet og løsningsforslag, kan komme til at fremstå alene som en motivationsproblematik i forhold til den gode indsats, som vi har vist i det ovenstående (Guldager og Skytte, 2013:28). Derfor kan der tænkes at være et generelt behov for, at socialrådgivere kvalificeres til at kunne få øje på, samt at kunne analysere de magtforhold, som socialt udsatte borgere er underlagt. Her bliver det centralt også at skabe et fokus på de magt - og eksklusionsmekanismer, der ligger indbygget i socialt arbejdes egen praksis. (Guldager og Skytte, 2013:28). Denne bevidsthed kan bidrage til en forbedring af det sociale arbejde og således til en bedre hjælp til borgeren. 8.3 Opsamling Vi har i ovenstående vist, hvordan magtudøvelse i socialt arbejde kan udspille sig i en skjult form. Magt og hjælp bliver to sider af samme praksis, hvilket indebærer, at magten ikke nødvendigvis opfattes som en magtudøvelse af de berørte. Magten skjules i rådgivernes ønske om at hjælpe borgeren mod bestemte mål og handlinger. Der findes desuden et skjult magtaspekt i de arbejdstilgange som rådgiverne anvender, som ellers bygger på individers handlekraft, frisættelse og egetansvar. 9. ETIK (UDARBEJDET AF SARAH MØLLER JENSEN) Socialt arbejde er et fag, som på mange områder knyttes til etiske værdier, som menneskeværd, humanitet, solidaritet og menneskerettigheder. Men hvad vil det egentlig sige at handle etisk? I det følgende vil vi redegøre for, hvordan etikbegrebet kan forstås i socialt arbejdes kontekst. Denne redegørelse skal fungere som udgangspunkt for en efterfølgende analyse af, hvordan etikbegrebet udfolder sig i vores empiriske materiale, samt en analyse af, hvorvidt etik i socialt arbejde påvirkes af den socialpolitiske diskurs. 71

72 9.1 Hvad er etik? Helt overordnet er etik de værdibaserede overvejelser, mennesker gør sig om deres holdninger, handlinger og adfærd. Etik indebærer at gennemtænke og reflektere over et handlingsvalg og den etiske refleksion baserer sig på værdier og afvejning af værdier (Lingås, 2005). Lars Gunnar Lingås inddeler etikken i tre hovedkategorier: Normativ etik, deskriptiv etik og meta-etik (Lingås, 2005). Her tages der udgangspunkt i den normative etik, som grundlag for en videre analyse. Normativ etik, er den type etik, der arbejder med at finde frem til de vigtige værdier og de rigtige normer for at styre adfærd og handlinger. Fagetiske retningslinjer og principper er eksempler på normativ etik. Den normative etiks grundspørgsmål handler om, hvad der har værdi, hvordan vi bør leve, hvad der er et godt liv og et godt samfund, samt hvad der er rigtigt og hvad der gør en handling eller regel rigtig eller forkert. Den søger efter kriterier for at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt (Blennberger 2007: 217 og Lingås, 2005). Inden for den normative etik skelnes der mellem fire forskellige former for etik. Den sindelagsetiske nærhedsetik præsenteres som værende en vigtig og central etisk tilgang inden for social- og sundhedsfag. Erkendelsen af, at man som fagperson er unik, at hver borger er unik, og at hver situation er unik, giver en forståelse af, at vores valg ikke bare er faglige formålstjenelige valg, men at det handler om, hvem vi er og det vi gør. En sindelagsetiker har pligt til at lytte til sin samvittighed og til at lægge sin godhed og gode vilje ind i en handling og en situation. Kritikken mod denne form for sindelagsetik er som regel, at det ikke hjælper med den gode vilje og gode handlinger, hvis det ikke giver praktiske resultater. Velvilje alene kan ikke redde et menneske i nød (Lingås, 2005: 22-26). En anden hovedretning indenfor normativ etik er pligtetikken. Pligtetikken betegner den fornuftige, ansvarlige og fælles professionelle handling i praksis, og det er her den fagprofessionelle skoling får sit etiske grundlag (Baadsgaard m.fl., 2012: 41). Den forsøger at opstille almengyldige regler eller pligter for handling og adfærd. Du skal eller du skal ikke, er gerne den form pligtetikken udtrykkes i (Lingås, 2005: 24). Den tredje retning inden for normativ etisk tænkning er konsekvensetikken. Her lægges der vægt på resultaterne af vores handlinger, og handlinger måles således ud fra de resultater de bevirker. Formålet 72

73 med en handling lægger i sig selv til grund for, om en handling kan betragtes som god og rigtig. Konsekvensetikken er mere optaget af målet end af de midler, der skal til for at nå det. Den fjerde og sidste retning indenfor den normative etik er diskursetikken. Det typiske for diskursetikken er, at den lægger vægt på samtalen som redskab til at løse etiske problemer. Dialogen skal skabe forståelse for valg og beslutninger. I mødet mellem en rådgiver og en borger kan det være velbegrundet uenighed, der starter en samtale, men det må ifølge diskursetikken være sådan, at rådgiveren respekterer borgerens livsprojekter og livsytringer, ønsker og ideer, og at vedkommende forstår at nå afklaringer og enighed gennem samtaleforløbet (Lingås, 2005: 26). I 2011 udarbejdede Dansk Socialrådgiverforening en professionsetik, som sætter fokus på etik som en af de centrale værdier i socialt arbejde. Professionsetikken er forankret i pligtetikken og baggrunden for udarbejdelsen af Professionsetikken var bl.a. de mange forandringer politiske og lovgivningsmæssige på det sociale område. Disse forandringer skabte, og skaber fortsat, nye udfordringer for det sociale arbejde, og Professionsetikken skal være med til at sikre, at der værnes om de etiske værdier, som anses for centrale for at kunne bevare en høj kvalitet i arbejdet med borgerne. Formålet med Professionsetikken er flertydig. Den skal først og fremmest være med til at sikre en etisk bevidsthed i det sociale arbejde og den er tænkt som en etisk vejledning til den enkelte socialrådgiver, og en understregning af den enkeltes ansvar for at tænke over sine handlinger. Derudover kan den betragtes som en form for brugervejledning til offentligheden om, hvad de kan forvente etisk af socialrådgivere og professionen (Dansk Socialrådgiverforening (b), 2011). Begrundelsen for, at socialrådgivere skal beskæftige sig med fagetik, er den særlige rolle, en socialrådgiver har som rådgiver, hjælper og omsorgsgiver for et andet menneske, og den særlige magt, en socialrådgiver besidder, i form af at kunne træffe beslutninger, der griber afgørende ind i en anden borgers liv (Posborg, 2009: 50). Den etiske dimension i det sociale arbejde har også noget at gøre med socialrådgiverens personlige kompetencer, idet etikken altid er til stede i mødet mellem to mennesker, og at etikken således udgør en dimension i selve kontakten (Posborg, 2009: 253). I den forståelse knytter det sociale arbejde sig særligt til sindelags- og diskursetikken, og etik handler i den sammenhæng om, hvordan socialrådgiveren er sammen med borgeren, og om, hvordan socialrådgiveren tager ansvar for den 73

74 magt, han eller hun har over for borgeren i enhver kontakt. Som socialrådgiver har man et særligt ansvar, idet borgeren ofte er i et afhængighedsforhold og her spiller tillid en central rolle. Borgeren har brug for at kunne have tillid til, at socialrådgiveren behandler ham og hans sag bedst muligt. Vores problemstilling bygger blandt andet på en antagelse om, at den aktuelle socialpolitiske diskurs kan være svært forenelig med etiske værdier i socialt arbejde, og at rådgiverne oplever et krydspres i forhold til, på den ene side at skulle efterleve socialpolitikkens og lovgivningens krav, og på den anden side at udøve socialt arbejde med respekt for individets værdighed, social retfærdighed, professionel integritet og det medmenneskelige ansvar, som er grundværdierne i socialrådgivernes Professionsetik. Vi stiller os undrende over for, om den stigende individualisering rejser nye udfordringer for det sociale arbejdes praksis, og om dette krydspres stiller rådgiverne i etiske dilemmaer. 9.2 Analyse af etikbegrebet Vi vil i det følgende, med udgangspunkt i empirien, analysere og diskutere, hvordan etikbegrebet kommet til udtryk og sættes i spil i den beskæftigelsesorienterede kontekst. Vi spurgte vores tre informanter, hvorvidt de oplever, at der er plads til etiske overvejelser i deres daglige arbejde. Fælles for informanterne var, at de oplevede dette som et vanskeligt spørgsmål at besvare; det faldt dem ikke naturligt at italesætte etiske overvejelser som en del af deres daglige arbejde. Hvis vi tager kompleksiteten af etik-begrebet i betragtning kan det ikke undre, at rådgiverne har svært ved at besvare vores spørgsmål. Som vist ovenfor kan der anlægges forskellige perspektiver i forhold til at forstå etik-begrebet, og det bliver således vanskeligt at besvare spørgsmålet uden først at have defineret, hvad der menes med etiske overvejelser.. Så det, at rådgiverne har vanskeligt ved at besvare spørgsmålet, fortæller os ikke noget om, hvorvidt etik er en del af deres daglige praksis eller ej, men det kan være med til at understrege kompleksiteten af, hvad det vil sige at handle etisk. Det, at rådgiverne finder det vanskeligt at besvare spørgsmålet skal altså ikke ses som udtryk for, at etik ikke indgår i deres arbejde. Derimod kan det være udtryk for, at etiske overvejelser er noget der sker på et ubevidst plan. 74

75 Informant 1 udtaler om etik at: det er ikke noget jeg har oplevet at man sådan har talt om. Som vist indledningsvist er etik noget af det helt centrale i arbejdet med udsatte mennesker og Professionsetikken rummer i sig selv de helt centrale værdier for socialt arbejde. Så når vores informant udtaler, at etik ikke er noget de taler om, handler det måske igen om, at det ikke er klart defineret, hvad etiske overvejelser rummer. Rådgiveren kan således gøre sig etiske overvejelser eller have etiske drøftelser med sine kollegaer, uden hun måske er bevidst om, at det er etik det handler om. Spørgsmålet om etik blev derfor drejet i retning af, hvad den enkelte rådgiver oplever som vigtige værdier i sit arbejde, og om de oplever, at der er plads til disse værdier i deres daglige praksis. Fælles for de tre informanter er oplevelsen af, at en god og tillidsfuld relation mellem dem og borgeren er en central værdi i deres arbejde. Socialrådgiveren har ifølge Professionsetikkens fjerde værdi, omhandlende medmenneskeligt ansvar, en særlig forpligtelse til at sikre kontakten med borgeren, samt sikre at det er en kontakt, som bygger på anerkendelse, respekt, interesse og tillid (Professionsetikken s. 10). På spørgsmålet om, hvad hun anser som de vigtigste værdier i sit arbejde, svarede Informant 1: sådan personligt prøver jeg i hvert fald på at lytte og så høre på hvad det er.. lytte på borgeren og ikke trække noget ned over dem.. nogen skal måske skubbes lidt mens andre skal man passe bedre på men igen jeg kan bare se.. der er ikke nogen borgere der er ens. Der er sgu ikke rigtig nogen vi kan putte ned i samme ramme. Dette citat siger noget om, på hvilken måde rådgiveren møder borgeren og dermed også hvilke etiske perspektiver hun knytter sig til. Faktisk ser vi, at rådgiveren trækker på elementer fra alle de tidligere præsenterede etik-perspektiver. Rådgiveren erkender, at ikke alle borgere skal behandles ens og at det, der virker for én borger ikke nødvendigvis virker for en anden. Dette kan ses i sammenhæng med sindelagsetikken, hvor det centrale netop er, at hver borger og situation er unik og derfor må behandles forskelligt. 75

76 Derudover knytter hun sig til diskursetikken, idet det centrale for hende er at lytte til borgeren, og derigennem opnå en forståelse af, og respekt for, borgerens egne ønsker for indsatsen. Pligtetikken kommet til udtryk idet, hun i sin tilgang til borgeren efterlever Professionsetikkens principper omkring respekt for individets værdighed. Hun trækker ikke noget ned over borgeren, hvilket kan ses som udtryk for, at hun anerkender og respekterer borgerens personlige integritet. Konsekvensetikken kan være vanskelig at få øje på, men når rådgiveren udtaler at nogen skal måske skubbes lidt, synes der at være en resultatorientering, forstået som, at borgeren skal skubbes mod en forandring. Det sociale arbejde i et jobcenter trækker, som vist i eksemplet ovenfor, på forskellige etikperspektiver. Det vil typisk være sådan, at de forskellige tilgange til etik supplerer og overlapper hinanden i det sociale arbejde, hvilket hænger sammen med, at arbejdet spænder bredt og at socialrådgiveren må besidde kompetencer af både personlig og faglig karakter. De personlige kompetencer kan knyttes til sindelags- og diskursetikken, hvor det handler om rådgiverens evner til at handle etisk ud fra en indre følelse af, hvad der føles rigtigt og forkert, samt ud fra rådgiverens egenskaber til at indgå i samtale med borgeren og derigennem opnå forståelse for valg og beslutninger. Mens de faglige kompetencer i højere grad knytter sig til pligt- og konsekvensetikken, hvor det handler om, at rådgiveren er i stand til at handle i overensstemmelse med de faglige etiske retningslinjer og at opnå resultater ud fra lovgivningens instruktionsbeføjelser. Vi har tidligere i opgaven vist, hvordan den socialpolitiske diskurs fordrer en aktiv medinddragelse af borgeren i den beskæftigelsesrettede indsats, som skal sikre at borgeren føler medansvar for sin indsats. I det følgende vil vi vise, at rådgiverne oplever, at der er kommet stigende krav til dokumentation og flere administrative opgaver, som gør, at rådgiverne føler sig nødsaget til at prioritere mellem enten at sikre kontakten og relationen til borgeren, eller at udføre de administrative opgaver, som er dem påkrævet. Vi ser således et dilemma imellem på den ene side, at skulle inddrage borgeren, i en grad så han eller hun føler et medansvar for sin indsats, og på den anden side at skulle bruge så meget tid på administrativt arbejde, at der ikke er plads til netop at have den tætte kontakt og relation til borgeren, som beskrives som nødvendig for at opnå, at borgerne tager ansvar for egen indsats. 76

77 Dette paradoks kan på flere måder anskues som et etisk dilemma. Nedenfor fremstilles en række dilemmaer, som belyses ud fra vores tre interviews. Inspiration til nedenstående kategorisering af etiske dilemmaer er fundet i artiklen Fra klientorienteret arbejde til administrativt arbejde (Baadsgaard m.fl., 2012). Først findes der et dilemma i forhold til rådgivernes socialfaglighed og etiske standarder. Rådgiverne giver udtryk for, at deres arbejdstid fyldes med ikke-faglige opgaver, hvilket presser deres socialfaglighed og de værdier, som de anser for vigtige i deres arbejde. Der er her tale om, at sindelags-, pligt- og diskursetikken presses af konsekvensetikken. Resultatet af dette kan være, at der opstår et skel imellem de forskellige tilgange til etik, således at rådgiveren oplever, at hans eller hendes personlige etik og faglige etik ikke supplerer og dækker hinanden, men nærmere modsætter sig hinanden. Informant 2 udtaler, da han bliver spurgt om, hvorvidt han oplever situationer, hvor han må gå på kompromis med de værdier han anser som vigtige: jeg går ikke på kompromis med min processagsbehandling, det gør jeg ikke ( ) jeg mangler generelt at skrive i jobplanen når der bliver bevilget mentor, hvad mentoropgaverne er og sådan noget der. Så jeg, hvad skal man sige, undlader administrative opgaver for netop at kunne beholde den tætte kontakt med borgeren ( ) som sagt, den eneste måde man flytter borgeren, det er ved at have en tæt kontakt og følge op. Man kan ikke begge dele. Dette citat understreger, at der kan forekomme et spændingsfelt mellem forskellige etiske tilgange i det sociale arbejde. Rådgiveren findes i et dilemma i forhold til at skulle vælge imellem enten at have en tæt kontakt med borgeren, eller at udføre de administrative opgaver. Sindelags- og diskursetikken synes således presset af systemets i dette tilfælde lovgivningens - konsekvensetik. Rådgiveren opstiller det at have en tæt kontakt med borgeren som en modsætning til at efterleve lovgivningens administrative krav. Dette kan ses i lyset af Hielmcrone og Schultz s tekst Større retssikkerhed i socialt arbejde (2007). Her beskrives tendensen til, at der blandt socialrådgivere er en herskende forståelse at, at god praksis og efterlevelse af lovkrav står i modsætning til hinanden. Men at det egentlig forholder sig således, at mange centrale værdier i socialt arbejde er indskrevet i loven. 77

78 Karen Healy (Haely, 2005) påpeger ligeledes, at det sociale arbejde er præget af et spændingsfelt mellem socialfaglighed og myndighed. Hun beskriver en tendens til, at juraen, og de regler der følger med, af praktikere opfattes som noget svært foreneligt med det sociale arbejde, samt at praktikere, der behandler sager i forvaltningen, opfatter en udpræget retliggørrelse som en svækkelse af deres professionelle socialfaglighed (Healy, 2005: 60) Juraens faste rammer ses således som en modsætning til socialt arbejdes værdier, hvilket også vores informant giver udtryk for, idet han ser lovgivningen som en barriere for det sociale arbejde han udfører. Men hvilken betydning har det i forhold til etik perspektivet, at rådgiveren ikke efterlever lovgivningens krav? I lovgivningen er der en generel stærk retssikkerhedsorientering; eksempelvis set i lyset af, at der er fundet anledning til at lave en retssikkerhedslov med særlige sagsbehandlingsregler, som skal medvirke til at sikre retssikkerheden for borgeren (Hielmcrone og Schultz). I Retssikkerhedsloven findes der i høj grad sammenfald mellem de sagsbehandlingsregler, der har et retssikkerhedsmæssigt sigte og værdier i socialt arbejde, bl.a. i form af krav om medinddragelse af borgeren (dialogprincippet) og om helhedsbetragtning (helhedsprincippet). Derudover finder vi i Forvaltningsloven, en række regler, der skal bidrage til, at der træffes korrekte afgørelser. Reglerne skal sikre, at forvaltning udføres i overensstemmelse med loven, og skal dermed også fungere som værn for borgeren (Hielmcrone og Schultz, 2007: 96). Hielmcrone og Schultz understreger det paradoks, at det på den ene side kan konstateres, at der i vidt omfang er sammenfald mellem de sagsbehandlingsregler, der har et retssikkerhedsmæssigt sigte og værdier i socialt arbejde, samtidig med at retssikkerhedsbetragtninger har så lav prioritet i det sociale arbejdes praksis. Sagsbehandlingsreglerne er udtryk for principper, der allerede er indlejret i det socialfaglige værdigrundlag og denne sammenhæng burde underbygge en formodning om, at borgerens retssikkerhed sikres. Disse burde altså ikke opfattes som modstridende eller uforenelige, men nærmere som noget der supplerer hinanden. Når rådgiveren undlader at udføre administrative opgaver risikeres det i sidste ende at være borgerens retssikkerhed han går på kompromis med. Den rette dokumentation skal ikke bare sikre at der er klarhed mellem myndighed og udfører, omkring indsatsens indhold og udførerens opgaver, den er også med til at sikre borgerens mulighed for indflydelse og indsigt i sin egen sag. Når der fx bevilges mentorstøtte til en borger, som er det eksempel rådgiveren selv giver, skal der indgås en skriftlig aftale 78

79 om mentorstøtte mellem jobcenteret og den person, der får støtten (jf. Beskæftigelsesindsatsloven 78). Aftalen skal blandt andet indeholde en beskrivelse af, og målet med indsatsen, varighed af indsatsen samt klagevejledning. Såfremt rådgiveren ikke opfylder disse krav, kan det gå ud over borgerens retssikkerhed, idet borgeren ikke kan erklære sig hverken enig eller uenig i en indsats, som han ikke kender indholdet af. Rådgiveren har naturligvis talt med borgeren om, hvad mentorstøtten skal indeholde, men hvis der senere opstår uklarhed, kan den manglende dokumentation blive betydningsfuld i forhold til borgerens mulighed for at klage. Hvis rådgiverens handlinger vurderes ud fra et konsekvensetisk perspektiv, kan det ses som værende ganske uetisk, at han ikke lever op til lovgivningens krav. På den anden side må hans handlinger, set ud fra et sindelagsetisk perspektiv, anses som ganske etiske, idet hans handlinger her bedømmes ud fra den gode relation og de gode hensigter, som rådgiveren har. Dette fremstiller således et eksempel på, hvordan etikperspektiverne har forskellige udgangspunkter for at vurdere, hvad der gør en handling rigtig eller forkert, og at der kan forekomme situationer, hvor de forskellige etiske tilgange presser hinanden. En anden måde, hvorpå rådgiverens manglende efterlevelse af lovgivningens krav kan anskues, er i lyset af Michael Lipskys teori omkring de offentligt ansatte som de facto policymakers (Winter og Nielsen, 2008: 103). Lipsky hævder at de virkelige politiske beslutningstagere er den del af de offentligt ansatte, der som sidste led i implementeringskæden, afleverer den offentlige politik til borgerne. De definerede fællestræk ved markarbejderne (de offentligt ansatte) er, at de dels interagerer direkte med de berørte brugere/borgere, dels har et forholdsvis stort skøn i deres daglige beslutninger og i interaktionen med borgerne. Det overlades således i vidt omfang den enkelte markarbejder at afgøre præcist, hvordan situationer, problemer, sagsforløb, regler, løsningsmuligheder og egen rolle skal fortolkes og udfyldes (Winther og Nielsen, 2008: ). Karakteristisk for markarbejder adfærd er, at den er vanskelig at monitorere, og markarbejderne kan således løbe med politikken, dvs. udvise adfærd, som afviger fra, hvad den politiske ledelse ønskede. De bliver dermed de facto-politikmagere. Vores informant viser, at han foretager en afvejning, af hvilke etiske værdier, der for ham er vigtigst at efterleve. Når han fravælger at efterleve lovgivningens krav er det udtryk for, at han vægter sine egne personlige værdier, altså sindelagsetikken, højere end de politiske målsætninger, altså konsekvensetikken. Han bliver dermed de facto politikmager idet hans adfærd afviger fra de politiske målsætninger. 79

80 Et andet dilemma, der kan opstå, er i forhold til fordelingen af ressourcer, hvilket handler om den tid der er til rådighed og hvorvidt rådgiverne føler at deres tid prioriteres rigtigt. Det er især et spørgsmål om fordelingen mellem administrativt og socialfagligt arbejde, som skaber dette dilemma, idet rådgiverne, som vist tidligere, oplever at det administrative arbejde fylder mere og mere på bekostning af det socialfaglige arbejde, som i denne sammenhæng anses som værende relationen og den tætte kontakt mellem borger og rådgiver. Informant 2 udtaler i forbindelse med dokumentationskrav: Jeg synes umiddelbart ændringen går meget på, at der skal skrives rigtig meget ( ) det tager sin tid ( ) men det er tungere synes jeg, end hvad jeg lige havde regnet med. Så jeg kan godt se, at hvis man har en tyve stykker (i ressourceforløb, red.), så er det lige før så får man nok at lave Det at rådgiveren skal bruge meget af sin tid på at efterleve dokumentationskrav kan gøre, at han har mindre tid til samtaler med borgeren, hvilket kan gøre det vanskeligt at dyrke diskursetikken, som netop søger at skabe enighed og forståelse gennem dialog. Hvis diskursetikken ikke får en plads i det sociale arbejde, er der risiko for at borgeren kan opleve, at beslutninger træffes hen over hovedet på ham eller hende, hvilket kan få konsekvenser i forhold til borgerens samarbejdsvilje. Til sidst kan der opstå et dilemma i forhold til udførelsen af, og indholdet i beskæftigelsesindsatsen. Dette dilemma opstår når rådgivernes faglige bedømmelse ikke stemmer overens med de politiske intentioner på området, og rådgiverne således presses til at vælge mellem deres faglige bedømmelse og organisationens normer og regler. Informant 2 udtaler at: tidligere der sanktionerede man jo meget borgeren hvis de ikke mødte op til samtale og ikke mødte op i deres praktik og sådan nogen ting der. Og det synes jeg er en falliterklæring. Det drejer sig om borgere der i forvejen har det svært, fysisk, psykisk, mentalt, socialt.. det er nogen der ligger ned, og dem skal man fandeme ikke de har jo dårlig økonomi og sådan noget, dem sparker man ikke til samtidig med. altså jeg bruger jo lovgivningen til at støtte op, ikke til at straffe 80

81 Dette kan ses som eksempel på, at rådgiveren tidligere har oplevet, at hans faglige vurderinger har afveget fra de politiske intentioner i forbindelse med sanktionering af borgere. Rådgiveren anser sanktionering som uhensigtsmæssigt, idet det ødelægger det tillidsforhold mellem borger og rådgiver, som er nødvendigt for at skabe en forandring, imens politikken begrunder anvendelsen af sanktioner ud fra en tanke om, at det styrker borgerens retssikkerhed; ved at minimere det faglige skøn stilles borgerne lige, de behandles ens og man undgår tilfældigheder (Caswell og Høybye-Mortensen, 2011 og Baadsgaard m.fl., 2012). Her er det særligt rådgiverens sindelags etik der bliver antastet, idet hans vurderinger ud fra sindelagsetikken dikterer andre holdninger og handlinger end de politiske intentioner. Det er dog vigtigt at bemærke, at rådgiveren henviser til, at det tidligere har været sådan, og at sanktionering altså sker ud fra andre forudsætninger i dag. Skønnet er blevet udvidet i forhold til at vurdere, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at sanktionere en borger eller ej. I den forbindelse udtaler Informant 1 at: ( )i princippet så kunne jeg have trukket ham fra den dag han ikke mødte op og så frem til nu, men jeg tænkte: skal vi have en god relation og et godt samarbejde, så vil det ikke give nogen mening ( ) det ville ikke føre nogen steder.. altså det ville ikke føre ham tættere på arbejdsmarkedet i hvert fald Også her giver rådgiveren udtryk for det dilemma, der kan opstå i forbindelse med sanktionering af borgere, hvor hun oplever at en sanktionering sker på bekostning af den gode relation til borgeren. Hun må derfor foretage en vurdering, eller afvejning af, hvad der i det konkrete tilfælde må vægtes højest. Informant 1 fortsætter: så jeg tænker hele tiden, at man skal opveje lidt i forhold til det man nu gør. Og så er der også hvis vi snakker sanktioner, så er der nogen, de skal måske have den sanktion for at de forstår.. Dette kan ses som en afvejning af etiske værdier i og med, at hun på den ene side knytter sig den sindelagsetiske tilgang, hvor hun vurderer hver enkelt situation ud fra tanken om, at enhver borger må behandles individuelt og udviser en forståelse af, at hendes handlinger ikke blot skal opfylde formålet, men at borgeren også må vurderes ud fra, hvem han er og hvad der vil være bedst for ham; imens 81

82 hun på den anden side knytter sig til konsekvensetikken, idet hun giver udtryk for, at en sanktion for nogen kan give de ønskede resultater, idet borgeren forstår konsekvenserne af fx en udeblivelse og derfor ikke udebliver igen. Det er bemærkelsesværdigt at Informant 1, som er en forholdsvis nyuddannet socialrådgiver, er den eneste af vores tre informanter, som ikke giver udtryk for, at hun føler sig presset af administrative krav og ikke oplever, at hun må gå på kompromis med de værdier hun finder vigtigt i sit arbejde. Dette må naturligvis siges at være ganske positivt, men hendes oplevelse adskiller sig radikalt fra de to andre informanters, som begge har været i faget i en længere årrække. Dette kan ses som udtryk for, at den forandring der er sket, af Informant 2 og 3 opleves som en forringelse af deres arbejdsvilkår. Hvorimod informant 1 ikke har været vidne til denne forandring, og derfor ikke har oplevet, at det har været anderledes. 9.3 Opsamling Etiske dilemmaer er ikke noget nyt i sig selv, og en del af rådgivernes opgave er at kunne manøvrere i det spændingsfelt, der kan forekomme mellem politik, lovgivning og socialfaglighed. De dilemmaer, som er beskrevet ovenfor skal ikke ses som et direkte resultat af den socialpolitiske diskurs, men det er et forsøg på at vise, at socialpolitikken måske i højere grad end før, er med til at skabe afstand mellem de forskellige tilgange til etik, og de forskellige forudsætninger for at vurdere om en handling må anses for rigtig eller forkert. Ved at anskue etikbegrebet ud fra forskellige perspektiver eller tilgange, ser vi, at den socialpolitiske diskurs kan være medvirkende til at skabe afstand mellem de forskellige etiktilgange, således at de fremstår modstridende, frem for at supplere hinanden. 10. KONKLUSION Formålet med dette bachelorprojekt har været at svare på spørgsmålet om, hvordan den socialpolitiske diskurs påvirker det sociale arbejde i et jobcenter, med kontanthjælpsmodtagere med problemer udover ledighed. Hensigten med projektet har, som indledningsvis beskrevet, ikke været at finde kausale sammenhænge mellem den socialpolitiske diskurs og det sociale arbejdes praksis. Derimod har det været hensigten at 82

83 belyse emnet, dog med udgangspunkt i en række antagelser om, at diskursen rent faktisk har en indflydelse på det sociale arbejde med udsatte kontanthjælpsmodtagere. Vi har vist at udviklingen i socialpolitikken har været medvirkende til at skabe en ny socialpolitisk diskurs, som har betydning for den måde arbejdsløshed som socialt problem anskues og italesættes, samt for, hvilke løsningsmuligheder der gøres brug af. Kontanthjælpsreformen, som er et billede på den seneste udvikling på området viderefører diskursen, dog forklædt i nye paroler som alle kan gøre nytte og vi skal turde stille krav. Ved at sætte Kontanthjælpsreformen op i mod Ulrich Becks teori om individualisering har vi vist, at kontanthjælpsreformen rummer de samme grundlæggende værdier, som den socialpolitiske diskurs. Den udvikling, som vi har beskrevet, er en udvikling, som har sat menneskesyn, solidaritet og medborgerskab i spil. Der er opstået en ny form for solidaritet en bevidst solidaritet, og opfattelsen af medborgerskab har ændret sig fra at være en selvfølgelighed, til at være et aktivt medborgerskab, som fordrer en aktiv indsats fra borgeren, som således kan gøre sig fortjent til samfundets solidaritet og en plads i medborgerskabet. Denne opfattelse af solidaritet og medborgerskab skaber udfordringer i det sociale arbejde, hvor rådgiveren aktivt må bestræbe sig på at bibeholde et menneskesyn, hvor han eller hun ser den enkelte borger som ligeværdig. Vi ser, at denne nye opfattelse af medborgerskabet kommer til udtryk i praksis, hvor vi har vist eksempler på, at rådgiverne creamer, altså prioriterer, de borgere som er samarbejdsvillige og motiverede, frem for de borgere, der ikke er i stand til aktivt at indgå i samarbejdet. Det påvises dog, at denne tendens ikke alene er affødt af den socialpolitiske diskurs, idet det kun er menneskeligt at foretage den slags prioriteringer, men at diskursen kan være medvirkende til at forstærke denne tendens i praksis. Vi stiller spørgsmål ved, om dette kan være medvirkende til en yderligere eksklusion af de allersvageste, dem som ikke formår at leve op til de krav, der stilles. Vi viser herefter, at den socialpolitiske diskurs har været medvirkende til at skabe øget fokus på ressourceinddragelse i den beskæftigelsesorienterede indsats. Ressourceinddragelse er ikke i sig selv noget nyt inden for socialt arbejde, men måden, hvorpå man søger at mobilisere borgerens ressourcer har skiftet fokus. Her tydeliggøres det, at de ressourcer der søges mobiliseret hos borgeren, er arbejdsmarkedsrelaterede ressourcer, som kan omsættes til en beskæftigelsesrettet indsats. Vi stiller spørgsmål ved, hvorvidt den ressourcefokusrede tilgang er den mest hensigtsmæssige i arbejdet med de borgere, som henvender sig til forvaltningen netop på baggrund af deres begrænsninger. Ved 83

84 inddragelse af vores empiriske materiale viser vi da også, at det kan være ganske vanskeligt for rådgiverne alene at fokusere på ressourcerne hos de borgere som ikke umiddelbart besidder ressourcer, der matcher arbejdsmarkedet. Konkrete metoder knyttes til det ressourcefokuserede arbejde; coaching og empowerment nævnes som metoder der anvendes til at mobilisere borgerens ressourcer. Disse metoder er ikke i sig selv nye, men at de har fundet vej til den beskæftigelsesorienterede kontekst kan ses som udtryk for, at den socialpolitiske diskurs har sat sit spor, idet disse metoder, ligesom diskursen, søger at fremme bestemte egenskaber hos borgeren: egetansvar, at kunne træffe aktive valg om sin livssituation og mobilisering af arbejdsrelaterede ressourcer. Om disse metoder er hensigtsmæssige at anvende over for de borgere, der befinder sig langt fra arbejdsmarkedet kan diskuteres. Den coachende tilgang fordrer en vis motivation og refleksion hos borgeren, samt at borgeren skal kunne tage ansvar for egne valg, hvilket ikke forekommer realistisk i forhold til de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere. Empowerment som metode mister en del af sin oprindelige betydning når den anvendes i forvaltningskonteksten, hvor den omformes til at matche den socialpolitiske diskurs, således at den udelukkende fokuserer på at skabe forandring på individniveau, frem for også at fokusere på de strukturelle forhold, som kan virke undertrykkende for individet. Når vi har interesseret os for magtbegrebet handlede det om en nysgerrighed i forhold til, om den socialpolitiske diskurs er medvirkende til at skabe et tydeligere magtforhold mellem rådgiver og borger, eller om magten derimod bliver mindre, idet borgeren tillægges et større ansvar. Vi har fundet frem til, at magten har ændret sig, men ikke nødvendigvis til at være hverken større eller mindre. Derimod har vi i vores analyse fundet frem til, at der i høj grad er tale om en skjult magt. Den skjulte magt kommer til udtryk der hvor rådgiveren søger at lede borgeren hen imod det rette valg. Magten er pakket ind i hjælp, men den søger at få borgeren til at træffe bestemte valg, som matcher diskursen. Vi ser, at den hjælp, som rådgiveren anser som den rette hjælp, er præget af den socialpolitiske diskurs, idet rådgiverne automatisk anser den rette hjælp, som værende en indsats der bringer borgeren tættere på arbejdsmarkedet og dermed selvforsørgelse. Når vores problemstilling bl.a. bygger på en antagelse om, at de etiske værdier i socialt arbejde presses af den socialpolitiske diskurs, handler det om, at disse værdier umiddelbart synes svært forenelige med diskursen og de værdier, der ligger til grund for denne. Men gennem en analyse af vores empiriske materiale har vi fundet frem til, at det ikke giver mening at anskue det ud fra en sådan sort/hvid 84

85 tænkning. Etik er simpelthen for komplekst et begreb til, at det giver mening at opstille en antagelse om, at socialpolitikken presser etikken. Vi har derimod fundet frem til, at man ved at anskue etik ud fra forskellige etikperspektiver kan udlede etiske dilemmaer, som kan opstå og forstærkes i forbindelse med den socialpolitiske diskurs. Analysen viser, at rådgivernes personlige etik er under pres af den etik, som socialpolitikken, og dermed lovgivningen, fordrer. Vi ser, at de forskellige etikperspektiver har forskellige udgangspunkter for at vurdere, hvad der gør en handling rigtig eller forkert, og vi har fundet frem til at den socialpolitiske diskurs er medvirkende til at skabe afstand mellem de forskellige etikperspektiver, således at de ikke overlapper og supplerer hinanden, men nærmere opleves som modstridende. Afslutningsvis kan vi konkludere, at den socialpolitiske diskurs skaber udfordringer i det sociale arbejde med udsatte kontanthjælpsmodtagere. Disse udfordringer skal ikke ses som affødt af den socialpolitiske diskurs alene, men ud fra dette projekts perspektiv har vi vist, at diskursen er medvirkende til at skærpe udfordringerne. Dette stiller krav til socialrådgiverne, som befinder sig i et krydspres mellem på den ene side at have integreret den socialpolitiske diskurs i deres arbejde og på den anden side forsøger at efterleve deres personlige og socialfaglige værdier. 11. KRITISK REFLEKSION Vi vil her fremhæve de kritiske refleksioner, som vi har gjort i løbet af processen for udarbejdelsen af dette projekt Efterrefleksioner i forbindelse med metode Efter udarbejdelsen af vores interviews med rådgiverne og i forbindelse med at skulle anvende vores empiriske materiale i projektet, har vi gjort os nogle efterovervejelser- og refleksioner. På trods af, at vi forsøgte at være grundige og opmærksomme i forberedelsesfasen af vores interviews, kan vi nu se, hvad vi med fordel kunne have gjort anderledes i denne sammenhæng. Som beskrevet i vores metodeafsnit under overskriften, forberedelse af interviews, opstillede vi i forbindelse med at skulle udforme interviewspørgsmålene, nogle antagelser, som vi gjorde os om problemstillingen. Dette grundet, at vi havde svært ved at bevæge os fra spørgsmål på et strukturelt, overordnet niveau, ned på praksisniveau. Vi oplevede det som en udfordring at udforme nogle 85

86 spørgsmål, som knyttede sig til praksis, og som var mulige for rådgiverne at forholde sig til, men som samtidig skulle kunne give anledning til diskussioner og analyser på et mere abstrakt niveau. Vi skriver i afsnittet omhandlende forberedelsen af vores interviews, at vi er opmærksomme på, at vi ønsker at forholde os åbne, og at vi ikke vil låse os fast i disse antagelser og ikke ønsker at teste om de holder stik. Alligevel oplevede vi, da vi skulle anvende empirien, at vi havde svært ved at se ud over, at interviewpersonerne ikke havde besvaret spørgsmålene på den måde som vi havde forventet og forestillet os. At vi faktisk, netop havde fastlåst os selv i vores egne antagelser skete til at begynde med på et ubevidst plan, og for at bevæge os videre i processen måtte vi blive opmærksomme herom og finde tilbage til vores hermeneutiske ståsted og vores abduktive analysestrategi. Da det lykkedes os at gøre dette, åbnede interviewsene op for nye fortolkningsmuligheder og vi formåede at anvende dem konstruktivt til at komme dybere ned i vores analysearbejde. Noget andet som vi senere er blevet bevidste om, er den manglende afklaring i forhold til de begreber vi anvender i vores interviewspørgsmål. Vi stiller fx rådgiverne spørgsmålet om, hvorvidt de oplever, at der er plads til etiske overvejelser i deres daglige arbejde. Dette gør vi uden at specificere, hvad vi mener når vi siger etik. Den manglende begrebsafklaring, gjorde det svært for rådgiverne at besvare spørgsmålene, hvilket således gjorde det svært for os, at fortolke deres svar. Efter udarbejdelsen af vores interviews blev det tydeligt for os, at vi forholder os relativt slavisk til vores interviewguide, selvom vi, på baggrund af vores valg om at lave semistrukturerede interviews, ikke havde dette som mål. Der er steder, hvor vi nu kan se, at det ville have været gavnligt at spørge mere uddybende til de svar som rådgiverne giver. At vi ikke formåede at gøre dette, kan skyldes vores uerfarenhed i forhold til at lave interviews. Denne uerfarenhed kan være forbundet med en vis usikkerhed, hvor det således bliver trygt at forholde sig til den udarbejde interviewguide. Observation af samtaler mellem rådgiver og borger, kunne have bidraget til et yderligere perspektiv i opgaven. Dette ville muliggøre et grundlag for en fortolkning af, hvordan de behandlede emner i projektet kommer i spil i praksis. Grundet de tidsmæssige rammer for projektet, måtte vi prioritere at fravælge observationer som empirimateriale. 86

87 87

88 12. LITTERATURLISTE 12.1 Bøger og artikler Andersen, Lotte Bøgh; Hansen, Kasper Møller og Klemmensen, Robert (red.) (2012): Metoder i statskundskab. 2. Udgave. København, Hans Reitzels Forlag. Andersen, Heine og Bo Kaspersen, Lars(red.)(2013): Klassisk og moderne samfundsteori. 5.udgave, Hans Reitzels forlag. Baadsgaard, Kelvin; Jørgensen, Henning; Nørup, Iben og Olsen, Søren Peter (2012): Fra klientorienteret arbejde til administrativt arbejde. I: Tidsskrift for Arbejdsliv. Vol 14, Nr. 4, 2012 Blennberger, Erik (2007): Etik for socialt arbejde. I: Meeuwisse, Anna; Sunesin, Sune og Swärd, Hans (red.): Socialt arbejde en grundbog. 2. Udgave. København, Hans Reitzels Forlag. Born, Asmund W. og Jensen, Per H. (2008): Jobplaner og medborgerskab et nyt dispositiv. I: Uden for Nummer, 8. Årgang, Nr , Dansk Socialrådgiverforening. Bundesen, Peter (2011): Sociale problemer og socialpolitik. 4. Udgave, Odense, Syddansk Universitetsforlag. Caswell, Dorte (2013): Socialt arbejde på beskæftigelsesområdet arbejdsløse, aktive tilbud og sanktioner. I: Socialt arbejde, teorier og perspektiver. 1.udgave, København, Akademisk Forlag. Caswell, Dorte og Høybye-Mortensen, Matilde (2011): Så smækker vi kassen i sanktion som redskab i kommunernes håndtering af kontanthjælpsmodtagere. I: Tirdsskrfit for Arbejdsliv. 13. Årgang, Nr. 4, 2011 Dansk Socialrådgiverforening (2011): Professionsetik. Dansk Socialrådgiverforening. Ejrnæs, Morten (2007): Fra socialpolitik til arbejdsmarkedspolitik. I: Sohn, Steen (red.): Det sociale Danmark hvor er solidariteten? 1. Udgave, Forlaget Sohn. Fuglsang, Lars, Bitsch Olsen, Poul og Rasborg, Klaus (red)(2013): Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne, på tværs af fagkulturer og paradigmer. 3.udgave, Frederiksberg, Samfundslitteratur. Goli, Marco og Hansen, Louise (red.) (2012): Beskæftigelsespolitik og socialt arbejde, i teori og praksis. 1.udgave, København K, Hans Reitzels Forlag. Goul Andersen, Jørgen (2013): Medborgerskab under pres. I: Socialt arbejde, teorier og perspektiver.1.udgave, København, Akademisk Forlag. Guldager, Jens og Skytte, Marianne (red.) (2013): Socialt arbejde, teorier og perspektiver. 1.udgave, København, Akademisk Forlag. 88

89 Hansen, Erik Jørgen (2007): Klassesamfund uden solidaritet. I: Sohn, Steen (red.): Det sociale Danmark hvor er solidariteten? 1. Udgave, Forlaget Sohn. Hansen, Steen Juul (red.) (2013): Sociologi i socialrådgivning og socialt arbejde. 1. Udgave, København K, forfatterne og Hans Reitzels Forlag. Hielmcrone, Nina von og Schultz, Trine (2007): Større retssikkerhed i socialt arbejde? I: Appel Nissen, Maria; Pringle, Keith og Uggerhøj, Lars (red.): Magt og forandring i socialt arbejde. København, Akademisk Forlag Hviid Jacobsen, Michael, Lippert-Rasmussen, Kasper og Nedergaard, Peter (red.) (210): Videnskabsteori i statskundskab, sociologi og forvaltning, 1.udgave, København K, Hans Reitzels Forlag. Jensen, Per H. (2005): Hvad er velfærd? I: Jensen, Per H,; Lund, Henrik Heløv; Schultc-Jørgensen, Per; Schwartz, Bente (red.): Velfærdssamfundets fremtid. København, Socialpolitisk Forlag Järvinen, Margaretha, Elm Larsen, Jørgen og Morthensen, Nils (red)(2005): Det magtfulde møde mellem system og klient.1.udgave, Aarhus universitetsforlag. Jørgensen, Henning (2008): Fra arbejdsmarkedspolitik til beskæftigelsespolitik kosmetiske eller indholdsmæssige forskelle? I: Tidsskrift for Arbejdsliv. Vol. 10, Nr. 3, 2008 Jørgensen, Per Schultz (2007): Solidaritet fra klassekamp til sammenhængskraft. I: Sohn, Steen (red.): Det sociale Danmark hvor er solidariteten? 1. Udgave, Forlaget Sohn. Kjærgaard, Birgitte (2009): Coaching. I: Posborg, Rikke m.fl. (red.) (2009): Socialrådgivning og socialt arbejde. 1. Udgave, København K, forfatterne og Hans Reitzels Forlag. Kvale, Steinar og Brinkmann, Svend (2010): Interview, Introduktion til et håndværk. 2.udgave, København K, Hans Reitzels Forlag. Lingås, Lars Gunnar (2005): Etik for social- og sundhedsarbejdere. 3. Udgave. København, Hans Reitzels Forlag. Markussen, Anna May (2009): Beskæftigelsespolitikkens diskurs og rationale. I: Social Årsrapport København, Socialpolitisk Forlag Meeuwisse, Anna, Sunesson, Sune og Swärd, Hans(red)(2007): Socialt arbejde, en grundbog. 2.udgave, København K, Hans Reitzels Forlag. Mik-Meyer, Nanna og Villadsen, Kaspar(2007): Magtens former, sociologiske perspektiver på statens møde med borgeren. 1.udgave, København K, Hans Reitzels Forlag. 89

90 Olsen, Claus B. og Rasmussen, Niels (2011): Socialpolitik et bud på en definition. I: Møller, Iver Hornemann og Larsen, Jørgen Elm (red.) (2011): Socialpolitik. 3. Udgave, København, forfatterne og Hans Reitzels Forlag Olsen, Poul Bitsch og Pedersen, Kaare (2004): Problemorienteret projektarbejde en værktøjsbog. 3. Udgave, Roskilde Universitetsforlag. Posborg, Rikke (2009): Etik i socialt arbejde. I: Posborg, Rikke m.fl (red.) (2009): Socialrådgivning og socialt arbejde. 1. Udgave, København K, forfatterne og Hans Reitzels Forlag. Posborg, Rikke (2009): Socialrådgivning i socialt sagsarbejde. I: Posborg, Rikke m.fl (red.) (2009): Socialrådgivning og socialt arbejde. 1. Udgave, København K, forfatterne og Hans Reitzels Forlag. Regeringen (a) (2013): Alle kan gøre nytte Udspil til en kontanthjælpsreform. Beskæftigelsesministeriet Regeringen (b) (2013): Aftale om en reform af kontanthjælpssystemet flere i uddannelse og job. Beskæftigelsesministeriet Skytte, Marianne (2013): Socialt arbejde. I: Guldager, Jens og Skytte, Marianne (red) (2013): Socialt arbejde, teorier og perspektiver. 1.udgave, København, Akademisk Forlag. Slettebø, Tor (2000): Empowerment om tilnærmning i sosialt arbeid. I: Nordisk Sosialt Arbeid. Nr. 2 Strauss, Helle (2003): Krav til en professionel personlighed om hvad menneskesyn og motiver kan betyde for socialt arbejde. I: Weicher, Inge og Fibæk Laursen, Per (red.): Person og profession. Værløse, Billesø og Baltzer Sørensen, Mads P. Og Christiansen, Allan (2006): Ulrich Beck risikosamfundet og det andet moderne. Aarhus, Aarhus Universitetsforlag. Tanggaard, Lene og Brinkmann, Svend (2010): Kvalitative metoder: en grundbog. 2. Udgave, København, Hans Reitzels Forlag. Thurén, Thorsten (2008): Videnskabsteori for begyndere. 2. Udgave, Rosinante Torfing, Jacob (2004): Det stille sporskifte i velfærdsstaten: En diskursteoretisk beslutningsanalyse. Aarhus, Aarhus Universitetsforlag. Winter, Søren C. Og Nielsen, Vibeke Lehmann, (2008): Implementering af politik. 1.udgave, Aarhus, Academica. 90

91 12.2 Webmateriale: Bekendtgørelse om Matchvurdering. Fundet på d : Beskæftigelsesministeriets hjemmeside: Bred politisk aftale om kontanthjælp. Fundet d : %20aftale%20om%20kontanthjaelp.aspx Dansk Socialrådgiverforening (a): IFSW s definition på socialt arbejde. Fundet d : Dansk Socialrådgiverforening (b) (2011): Projektbeskrivelse for Professionsetik. Fundet d : _Professionsetik-projektbeskrivelse.pdf Frederiksen, Mette (2014): Vi skal turde stille krav til de mennesker, der faktisk godt kan selv. Politikens hjemmeside, fundet d : vi-skal-turde-stille-krav-til-de-mennesker-der-faktisk-godt-kan-selv/ Kommunernes Landforenings hjemmeside: Frikommuneforsøg. Fundet d : Nielsen, Mathias Herup (2014): Ja-hatten giver problemer i beskæftigelsesindsatsen. Dagbladet Informations hjemmeside, fundet d : 91

92 BILAG 1 Interview med informant 1. Viborg d. 23 april 2014 I.1: Informant 1 Sophie: Kan du prøve at starte med at fortælle lidt om hvad dit arbejde går ud på til daglig? I.1: Ja, jamen jeg sidder med kontanthjælpsmodtagere og jeg sidder med alle dem over 30. Før hen sad vi blandet, der sad fra 18 og op til pensionsalderen, men pga. kontanthjælpsreformen har man valgt at inddele det i dem som er under og over 30 fordi det er lidt nogle forskellige tiltag der skal til. Og jeg sidder jo med myndighedsarbejde, samtaler, visiterer til forskellige tilbud..ja.. vi er så også inddelt så der er nogle forskellige der tager sig af vi har nogle jobkonsulenter der tager sig af praktikdelen, hvis man fx skal i virksomhedspraktik. Sophie: okay I.1: så er det dem der har kontakten til virksomhederne, så jeg har primært kontakten til borgeren, jobkonsulenterne og de ting. Og så laver jeg rehabiliteringsplaner. Sophie: okay Sophie: ja, det hedder nu rehabiliteringsplan. I.1: det gør vi meget. Altså det der før hed ressourceprofil. I.1: ja og det er der skal laves når borgeren skal på rehabmøde i forhold til at kunne få pension eller hvad hedder det.. revalidering og Sophie: og flexjob? I.1: ja og flexjob. Sophie: okay, ja næste spørgsmål. Hvad tænker du om den nye kontanthjælpsreform umiddelbart? 92

93 I.1: jamen jeg tænker for nogen der er den god og for andre rammer den hårdt. Altså jeg tænker reformen har også været meget den økonomiske del tænker jeg. Sophie: Det tænker du er en stor del af det? I.1: ja, der er mange der er ramt af forsørger, gensidig forsørgerpligt og vi har faktisk mange der er blevet selvforsørgende. Sophie: okay I.1: det har vi selvom at den kun skulle virke med halv kraft nu her. Sophie: Så er der alligevel mange der er blevet ramt af det? I.1: ja jeg synes der er mange der falder igennem hvertfald. Der er selvfølgelig også nogen der får, men det er lidt de får. Men jeg tænker at selvfølgelig har det motiveret nogle til at komme videre. Altså..man kan godt mærke et pres, at nu skal der ske noget i min sag. Sophie: ja.. så der er nogle ændringer i forhold til inden den trådte i kraft i forhold til den enkelte borger? Sophie: ja I.1: ja det synes jeg. I.1: øøh, hvor folk de måske ikke før tog så meget kontakt, det gør de mere nu. Nu vil folk gerne have at der sker noget. Sophie: ja.. øh, ja det er så.. du har været lidt inde på det men oplever du nogle udfordringer i forhold til at skulle arbejde efter den nye kontanthjælpsreform? Som er mere tydelige nu? Sophie: mmh I.1: øøøøhmn, altså det er, jeg tænker det er primært folk der er presset økonomisk. I.1: Det mærker vi. Altså jeg sidder selvfølgelig ikke med selve økonomidelen men det påvirker arbejdet alligevel. Eeehm.. jeg havde fx en borger nu her der slet ikke kunne overskue alt det her med reformen og sådan noget. Han var faktisk ude i en praktik og det gik godt, men han valgte at stoppe i praktikken, han kunne slet ikke overskue det. Sophie: okay Sophie: nej. Sagde han helt fra eller hvad? I.1: ja det gjorde han. Så det oplever vi også. I.1: men igen så oplever vi også at der er nogen der bliver mere motiveret. Der er da også folk der er kommet i arbejde. Man kan sige 20 timer så har man jo mere end ingenting hvertfald. Sååå.. 93

94 Sophie: ja.. ehm, hvad har der betydet i praksis at der ikke længere findes en matchgruppe 3? Men at det nu hedder at man er aktivitetsparat? I.1: Det tænker jeg ikke rigtig er noget vi øøh.. nej.. nu er det sådan at Viborg kommune vi er frikommune. Sophie: a hvad siger du? I.1: Frikommune så vi øøh.. altså jeg har kun arbejdet her mens vi har været frikommune men det..vi har ikke.. vi er ikke helt underlagt samme regler som fx Aarhus kommune, der tror jeg ikke der er frikommune. Sophie: okay I.1: øøh så sådan noget med opfølgning at der skal være opfølgning hver 3. Måned, det skal vi faktisk ikke. Vi skal holde opfølgning når det giver mening. Sophie: ja I.1: så på den måde mærker.. synes jeg ikke rigtig at vi mærker det. Sophie: nej I.1: at der ikke er de matchgrupper mere. Sophie: nej, jeg tror vi tænker også sådan i ordets betydning.. det at man kunne være placeret i en matchgruppe 3 og nu hedder det pludselig at man er aktivitetsparat. Også for de allersvageste. Om det sådan har nogle følger med sig.. I.1: øøøh ikke noget jeg har bemærket. Jeg tænker jeg tror heller ikke det er noget man sådan har snakket så meget med borgeren om egentlig. Sophie: nej, okay I.1: at..at øh Sophie: at det hedder noget andet? I.1: nej.. jeg sidder selvfølgelig kun med dem der er aktivitetsparate ikke dem der er jobparate. Så det synes jeg egentlig ikke at det øh.. altså man kan sige engang der var der jo også fem grupper, jeg tænker at det er egentlig okay som det er nu. Sophie: ja I.1: ja. 94

95 Sophie: super.. øøh, synes du typen af indsatser eller muligheder for indsatser har ændret sig efter den nye reform? Sophie: ja I.1: altså vi har ikke fået flere indsatser. Ehm, altså der er jo kommet det her ressourceforløb. I.1: det har jo ikke været der hele tiden. Det kom vidst i 2012 tror jeg. Og det har jo gjort at der er færre der får pension og at man ligesom kan lave et mere hvad kan man sige.. en helhedsorienteret indsats i forhold til de borgere der er tæt på pension. Ehm, men ellers så synes jeg ikke rigtig at der har været noget nu her. Sophie: nej.. I.1: altså vi har ikke rigtig fået nogle nye tilbud. Altså der er selvfølgelig kommet det der hedder nyttejob og sådan noget men det er ikke noget jeg sidder med så jeg tænker at i min gruppe synes jeg ikke rigtig at der er sket nogle ændringer nej. Sophie: nej.. okay, fint. Øøh, nu nævner du selv det med ressource eller re- rehabiliteringsteam hehehe.. næste spørgsmål er, hvordan synes du at i arbejder ressourceorienteret med jeres borgere? I.1: øøøh, jamen bum, hehehe. I.1: hehe ja altså hvordan tænker i, tænker i sådan ressourceforløb eller? Sophie: hehe de kan godt være lidt voldsomme nogle af de her spørgsmål. Sophie: jamen sådan i forhold til, ehm.. hvordan i har fokus på borgerens ressourcer. Det er jo et ord der er kommet meget frem I.1: ja, altså vi bruger jo meget den der coachene tilgang. Ehm.. og empowerment. Sophie: ja.. I.1: Altså at de selv skal tage ansvar for eget liv og de ting. Sophie: ja.. altså fokus på egne ressourcer. Det er nemlig det jeg tænker på om i mærker I.1: ja. Altså det har egentlig været noget jeg tror Viborg kommune har arbejdet meget med det der, i hvert fald med den coachene tilgang af empowerment. Sarah: hvordan kommer det til udtryk i praksis? Sådan empowerment og I.1: ehm jamen vi forsøger da at bruge den coachene tilgang til borgeren, men også.. i og med at vi er frikommune så synes jeg ikke rigtigt at vi siger det skal du, det skal du. Vi giver ligesom vi giver borgerne nogle valg, men selvfølgelig stadigvæk inden for en ramme. Ja og jeg synes også at hvis 95

96 borgeren siger, at jeg magter simpelthen ikke noget lige nu, jamen så tager vi hensyn til det. Det er ikke noget med at de bare skal presses ud i en praktik eller et eller andet. Sophie: nej.. I.1: ehm.. selvfølgelig skal folk da helst være i gang med et eller andet. Og så prøver vi også med dem der måske er langt væk, måske at sætte noget mentor på eller noget så der sker noget. Sophie: ja I.1: Men oftest ved de der helt svage borgere, jamen så kan der være noget i gang i familieafdelingen eller visitation socialt eller rusmiddelcenteret.. og ja.. der er mange forskellige områder der kan være inde over. Jeg ved ikke om jeg fik svaret.. hehehe Sophie: du kommer lidt ind på næste spørgsmål også ehm, det er nemlig, hvordan i håndterer borgere som ikke umiddelbart har nogle ressourcer der matcher arbejdsmarkedet? Du var lidt inde på det I.1: altså der tænker jeg at dem skal vi jo have i et ressourceforløb. Hvor vi sådan får arbejdet helhedsorienteret med dem. Sophie: men det er jo også det der ligger i ordet ressourceforløb. Der ligger lidt i det at man søger borgerens egne ressourcer.. I.1: ja ja altså det er der nogen der gør. Altså jeg tænker mange af dem der kommer i ressourceforløb de kommer nok aldrig ud på det ordinære arbejdsmarked 37 timer. De kan måske komme ud i et lille flexjob og så få noget livskvalitet den vej igennem. Og det vil mange af dem også gerne.. selvom mange af dem har rigtig mange diagnoser altså skizofreni og borderline og ja ADHD, der er mange forskellige. Sophie: så vil de gerne? I.1: ja det det tænker jeg, og jeg tænker også, altså folk de er måske lidt mere motiverede for ressourceforløb, hvertfald dem der er samlevende for det giver dem en ressourceforløbsydelse og den ydelse er ikke afhængig af ægtefællens indtægt. Ehm.. det har nok også været lidt en motivation for nogen af dem hvertfald til at komme i ressourceforløb. Sophie: hvor lang tid er det sådan et forløb varer? I.1: jamen det er mellem 1-5 år. Sophie: okay I.1: jeg tænker de fleste.. jeg tror lige i starten der var man sådan lidt.. der gav man måske mange kun et år men mange af de borgere jeg har taget i ressourceforløb de har fået en 2-3 år såå. Der er så opfølgning hver anden måned så..man sørger for at holde opfølgning fx også med familieafdelingen. Hvor man sådan ligesom 96

97 Sophie: samarbejder.. I.1: ja.. på tværs af afdelingerne. Sophie: ja I.1: det forsøger man på i hvertfald. Sarah: hvad er det for en ydelse man får når man er i ressourceforløb? I.1: jamen altså det er.. det hedder ressourceforløbsydelse. Eehm, det er på niveau med kontanthjælpen, men er man gift eller er man samlevende så bliver der ikke fratrukket noget. Og det giver hvertfald mange af borgerne en ro, at de ved at nu har de fået et ressourceforløb og den ydelse får jeg i 3 år. Sophie: ja I.1: Den er der ikke nogen der kan komme og pille ved. Sophie: nej det er klart.. I.1: ja øh økonomien fylder hvertfald meget for mange af dem. Sophie: ja selvfølgelig. Hvad ser du som det vigtigste formål med dit arbejde? I.1: jamen jeg synes det er.. igen det kan være lidt svært for det er så mange forskellige borgere man har inde over. Sophie: mmh. Det er klart I.1: Ja ved nogen der er formålet selvfølgelig at få dem ud i arbejde. Men ved andre kan man sige at der er ikke så meget at gøre her. Der er formålet måske ja, at de får en pension. Sophie: ja I.1: men selvfølgelig hovedformålet er da at folk får en eller anden tilknytning til arbejdsmarkedet Flexjob eller ordinært arbejde. Sophie: i forlængelse af det, kan det være at du kan svare på hvad du ser som de vigtigste værdier i det arbejde du udfører? I.1: ehhm ja, nu skal man jo tænke, hehe Sophie: det må man også gerne.. Det kan godt ligge lidt langt væk i sådan en travl arbejdsdag, hehe. I.1: ja. Men jeg tænker sådan personligt prøver jeg hvertfald på at lytte og så høre på hvad det er at men jeg ved ikke om det er værdier Sophie: jo 97

98 I.1: Lytte på borgeren og ikke trække noget ned over dem. Ehm.. nogen skal måske skubbes lidt mens andre skal man passe lidt bedre på. Sophie: ja.. I.1: ehm.. men igen jeg kan bare se.. der er ikke nogen borgere der er ens. Der er sgu ikke rigtig nogen vi kan putte ned i samme ramme. Sophie: er der noget du lægger særligt vægt på når du skal udrede en borgeres situation? I forhold til det her med værdierne? I.1: jaaa, jameeen, det er nok ikke så meget min vurdering, for jeg tænker i forhold til når de skal på rehabmøde så ligger der.. så skal der være en masse lægelige papir, der skal være dokumentation for hvad hedder det, fra praktik af med måske deres arbejdsevne er nedsat. Sophie: ja I.1: og sådan nogle ting. Sophie: så det er ikke dig der udreder. I.1: så der er faktisk ikke rigtig nogen.. jeg går ikke ind og laver en beskrivelse som sådan jeg skal være meget objektiv i det jeg skriver i rehabplanen. Sophie: ja. I.1: og den laver jeg sammen med borgeren. Sophie: mmh I.1: Har i set sådan en rehabiliteringsplan? Sophie: nej det har vi faktisk ikke. I.1: I kan lige få en med hvis det er Sophie: ja, det kunne være rigtig fint. I.1: ja. Sophie: hvad kan du selv gøre for at skabe en god relation til en borger? I.1: jamen jeg tænker igen det der med og.. altså nu havde jeg fx en i dag, eller han skulle have været til samtale her i starten af april, men han dukkede ikke op og jeg kunne ikke få fat i ham. Og så sender jeg så et udeblivelsesbrev til ham om at han skal tage kontakt inden 7 dage ellers så vil hans kontanthjælp blive lukket. 98

99 Sophie: ja I.1: øh, og jeg hørte ikke noget fra ham og så ringer han så i dag, jamen han øøh havde ikke fået sin post. Så skulle jeg så høre lidt ind til hvorfor, i princippet så kunne jeg have trukket ham fra den dag han ikke mødte op og så frem til nu men jeg tænkte skal vi have en god relation og et godt samarbejde så vil det ikke give nogen mening fordi så ville han ikke kunne betale sine regninger og husleje. Sophie: nej I.1: det ville ikke føre nogen steder.. altså det ville ikke føre ham tættere på arbejdsmarkedet hvertfald. Sophie: nej I.1: så jeg tænker hele tiden at man skal opveje lidt i forhold til det man nu gør. Ehm og så er der også.. hvis vi snakker sanktioner, så er der nogen, de skal måske have den sanktion for at de forstår af og Sophie: så det må man vurdere. I.1: ja.. så jeg tænker igen det der med at se folk som individuelle personer, der skal have forskellige indsatser og måder at tackles på. Sophie: ja.. har du oplevet situationer hvor det ikke var muligt? Altså at skabe en god relation til en borger? I.1: altså der er selvfølgelig altid nogen man samarbejder bedre med end andre. Der er også altid bare nogen som har det sådan lidt..systemer, uha, sagsbehandler, dig bryder vi os måske ikke så meget om. De kan være lidt svære at nå ind til. Sophie: mmh I.1: ja og nogen gange kan man også tænke hold da op hvor er det uretfærdigt det du siger, fordi jeg prøver faktisk på at hjælpe dig. Ehm, men jeg tænker igen nogen gange så er folk bare så pressede så de kan ikke se det. Jeg havde fx en mor inde til samtale som der har to børn der er ret syge. Og så snakkede jeg med hende om at det måske kunne være en ide for hende at hun kom i noget ressourceforløb fordi så kunne vi samarbejde lidt bedre på tværs også i forhold til at hun bruger rigtig rigtig mange ressourcer på de børn så jeg kan faktisk ikke rigtig.. jeg kan ikke sende hende ud i en praktik eller noget som helst for det ville bare gå galt. Ehm.. og der synes jeg faktisk at jeg virkelige prøvede at sige til hende at jeg virkelig godt kan forstå din situation og hvor hun så til sidst siger at ja vi måtte da have så meget empati for hendes situation at vi da godt kan se at hun fx skal ha en pension eller sådan noget.. Sophie: ja.. I.1: ja, dem oplever man også.. jeg skal lige have noget vand. 99

100 Sophie: ja selvfølgelig I.1: sådan er det når man sidder og snakker så meget, jeg har lige været syg så det kan være, at det er derfor. I.1: oplever at man ikke altså.. men jeg synes egentlig at ved de fleste er det okay. Sophie: okay, hvad gør du så hvis det går fuldstændig i hårknude med en borger? I.1: ja.. så nogen gange så kan jeg tage min teamkoordinator med til samtale. Og ellers så har vi også mulighed for at kunne bytte en sag. Altså nogen gang så kan man jo komme ud for at kemien overhovedet ikke er der med en borger. Sophie: ja.. ehm.. nu kommer vi lidt over i noget etik. Oplever du at der er plads til etiske overvejelser i dit daglige arbejde? I.1: ja det synes jeg. Sophie: er det noget i snakker om på arbejdspladsen? I.1: narrh, det er ikke noget jeg har oplevet at man sådan har.. har talt om, men det synes jeg. Også i og med at det hører lidt sammen med at vi er frikommune. Vi presser ikke noget ned over folk. Øh.. behandler folk ordenligt. Sophie: dejligt at høre. I.1: ja.. det håber jeg også er det indtryk folk har, men det er selvfølgelig ikke altid de har det. Øh, så Sophie: nej, det er selvfølgelig forskellige vinkler man ser det ud fra ikk.. I.1: ja.. Sophie: har du oplevet nogle situationer hvor du har oplevet at du måtte gå på kompromis med nogle etiske værdier? Pga. noget nogle overordnede rammer eller noget.. Heidi: åh egentlig ikke tænker jeg. Jeg synes egentlig vi har nogle okay brede rammer. Sophie: ja I.1: nogen gange kan man godt tænke, at det er sgu også uretfærdigt det her altså. Men det er mest når folk de bliver ramt på den økonomiske del. Og den sidder jeg jo ikke rigtig.. det er jo ydelseskontoret der sidder med den. Men jeg får jo også folks frustrationer nogen gange og der tænker jeg da at det er uretfærdigt. Sophie: ja I.1: men jeg synes ikke.. men eller så synes jeg ikke at jeg har oplevet det egentlig. Sarah: det kan også være sådan ens personlige holdning der.. 100

101 I.1: ja det spiller jo ind. Det gør det bestemt. Sophie: ja. I.1: fordi vi har da også borgere der har været på arbejdsmarkedet i 30 år der kommer på sygedagpenge og falder på varighed, så kommer de over til os og kan måske ikke få kontanthjælp fordi at de har en kone eller kæreste der tjener for meget. Men det ved jeg ikke om er så meget over i etik. Sophie: nej, det er måske bare mere lidt uretfærdigt. I.1: ja.. Sophie: hvordan tror du at borgerne oplever de krav som der stilles til dem? Altså betingelserne for at modtage kontanthjælp? Oplever du at de synes det er rimeligt eller for uoverkommeligt eller for meget eller.. I.1: jeg tænker de fleste synes at det er rimeligt. Men nu sidder jeg også med dem over 30 de er måske lidt mere voksne, altså det kunne jeg godt mærke med dem under 30, de var sådan lidt mere, hvis de skulle i praktik.. jamen vi får jo ikke løn for det. Det gør du jo, du får jo din kontanthjælp, hehe. Men det oplever jeg egentlig ikke så meget med dem over 30. De er nok lidt mere.. altså mange af dem er også indstillet på at der skal ske noget på den ene eller anden front. Sophie: ja.. jamen jeg har sådan set ikke flere spørgsmål. Sarah: kan du prøve at sige lidt mere om det at Viborg er en frikommune? Hvad vil det sige? I.1: jamen det vil sige at der er nogle regler som vi ikke skal følge, som andre kommuner skal følge. Det er sådan meget i forhold til det med opfølgende samtaler. Vi skal gøre tingene når det giver mening og folk skal ikke nødvendigvis være ude i en aktivitet. Nu har jeg som sagt kun arbejdet her mens det har været frikommune, jeg har ikke siddet andre steder. Sophie: men hvordan kan det være at der er nogle kommuner der er det? I.1: det har man.. jeg tror det er noget man har forsøgt for ligesom at se hvad der virker og hvad der ikke virker. Jeg tænker at.. efter hvad jeg kan forstå så er der hvertfald gode resultater med frikommuneforsøget. Det er nok noget man kan læse noget om tænker jeg. Sarah: ja.. jeg har aldrig hørt om det faktisk. I.1: nej.. Sarah: så det vil sige at i har nogle, i har lidt løsere rammer? Og flere individuelle vurderinger? I.1: ja det kan man godt sige,, men selvfølge fx når de er i ressourceforløb så skal vi have hver anden måned så det er ikke alle ting at vi kan springe over kan man sige. Men det kører meget på at tingene skal give mening. 101

102 Sarah: ja og handler det om sådan at mindske bureaukrati eller? I.1: ja det er jo også en del af det. Det er det.. ja.. Sarah: jeg tror det var det. I.1: jeg tænker så kan i lige få sådan en rehabiliteringsplan. Sarah: ja, perfekt. 102

103 BILAG 2 Interview med Informant 2. Viborg d. 23 april I.2: Informant 2 Sophie: Jeg starter med at spørge dig om du kan starte med at fortælle noget om, hvad dit arbejde går ud på? I.2: jamen øøh.. jeg har jo en 90 borgere, 2, 3ere. Nogen er, hvad skal man sige.. de tungeste af de tunge. Såå det, en hel del er dem som mine kollegaer ikke kan håndtere. Sophie: okay, du er erfaren I.2: ja altså.. en del borgere kan godt være verbale aggressive og fysiske aggressive og sådan noget. Det tager jeg som en faglig udfordring at få sådan nogen der. Det er jo et spørgsmål om kommunikation og sådan noget der ikkås Sophie: ja.. og hvad laver du så? I.2: jamen øh, hvis det er nye sager så tager jeg indledende samtaler, spørger lidt ind til nogle forhold. Og jeg ender gerne samtalen med at lave nogle aftaler, hvor borgeren selv har nogle opgaver som borgeren skal løse og jeg også har nogle opgaver som jeg skal løse. Og så er processen startet. Og øh.. det drejer sig om hele tiden at have en tæt kontakt til borgeren. Altså at følge processen og især på de områder hvor borgeren.. altså man har nogle stærke sider og nogle svage sider og sådan noget ikkås. Det er jo de svage sider man ligesom skal have udredt og sat en handling i gang, virksomhedspraktik, behandling eller sådan noget ikkås. Sophie: altså fokuserer på de stærke sider hos borgeren eller hvad siger du? I.2: nej, på at udvikle dem. Udvikle de dårlige sider. Sophie: okay, ja. I.2: og der skal man selvfølgelig også bruge nogle af borgerens stærke sider. Sophie: ja, det er klart. Sarah: Du siger at i laver sådan mange aftaler, hvad kan det fx være i laver aftaler om? I.2: Det kan være at borgeren skal gå til egen læge for at få noget undersøgt, så tager borgeren til læge og så vender tilbage til mig. Det kan være at borgeren skal have en henvisning til fysioterapeutisk behandling..øøh og så frem deles. Det kan være at borgeren skal søge om enkeltydelser til fysioterapi, indskud til en ny lejlighed og sådan noget ikkås. 103

104 Sophie: ja Sophie: ja I.2: og så finder jeg jo ud af, hvad kan borgeren egentlig selv. I.2: ikkås, det er jo det det drejer sig om. Hvad kan borgeren selv og hvad kan han ikke. Og jo mere borgeren selv kan jo mere selvhjulpen er det, og det er jo min opgave at få borgeren i den position at borgeren kan træffe nogle beslutninger omkring eget liv. Sophie: det ser du som en af dine opgaver? I.2: det er absolut en af mine opgaver. At borgeren kan blive så selvhjulpen og kan træffe de væsentlige beslutninger der er nødvendige af deres situation. Sophie: ja. Hvad tænker du om den nye kontanthjælpsreform som er trådt i kraft her 1. Januar? I.2: det er både over og under 25 år? 30 og sådan noget? Sophie: ja, generelt. I.2: ja. Nå jo, men hvis vi tager dem under 30 så synes jeg det er barsk med hensyn til, hvad skal man sige den økonomiske nedgang de har. De har jo ikke meget i forvejen. Det er meget barsk og det synes jeg egentlig.. der har man ikke været klarsynes nok, dem der har bevilget.. eller har vedtaget den lov der, det har de ikke. Sophie: okay I.2: Det er den ene ting, og så de sagsbehandlere som sidder rundt omkring i kommunerne og sådan noget ikkås.. de.. hvis ikke de kender borgeren godt nok, jamen så har de været for positive med at vurdere dem til uddannelsesparate. Sophie: okay. Så du mener ikke altid at de bliver vurderet rigtigt? I.2: Det gør de absolut ikke. Der har jo været meget skriveri især om Randers kommune. Sophie: der har hvertfald været stor forskel på, også hvordan de er blevet vurderet ikke.. I.2: ja men de lå jo på en vurderingsprocent på omkring 80. Sophie: ja det lyder jo helt vildt. Sophie: okay.. hvad med dem over 30? I.2: ja og nu er de nede omkring 56 eller sådan noget. Hvor vi i Viborg kommune lå på

105 I.2: Jamen altså, det der er kommet for dem det er jo den der samleves regel ikkås. Og det medfører jo bare at nogen de flytter fra hinanden og så kan.. hvis der er børn i et forhold så bliver de jo enelige forsørgere og kan få alle mulige børneydelser og sådan nogen ting der, så det er jo blevet dyrere i sådan en situation der så øøh.. jeg synes ikke det virker så gennemtænkt. Jeg synes det er en drastisk foranstaltning. Så skulle de måske have.. så for dem under 30 skulle man måske have brugt 3 år til at implementere den lovgivning der. Og for dem over 30 der skulle man have brugt, ja 3 år også jo. I stedet for.. dem under 30 jamen de har jo først fået besked nu her, bedste fald november og måske december. Sophie: om at det sker.. I.2: ja, og de kan ikke nå at flytte eller noget som helst. Sophie: nej. I.2: det er.. jeg synes det er dårlig lovgivning. Sophie: så hvilke udfordringer er det du sidder med helt konkret i forhold til borgerne, efter den er trådt i kraft? I.2: jamen øøhm.. altså nu har vi jo så specialiseret os her fra 1. Februar, hvor der er nogen der har dem under 30 år og der er nogle andre sagsbehandlere der har dem over 30. Og jeg har så taget dem over 30 år. Sophie: okay I.2: øhm men øh det er jo altså. Der har borgeren jo ligesom flyttet fra hinanden ikke også og.. så og øh hvis ydelseskontoret eller kontrolenheden er i tvivl så er det jo dem der har samtalerne med borgeren hvis der er noget jo. Altså det vedrører sådan set ikke min arbejdsindsats. Sophie: øh.. hvad har det betydet i praksis at der ikke længere findes en matchgruppe 3? At det nu hedder at være aktivitetsparat i stedet for? I.2: absolut ingen forskel. Sophie: ingen forskel? I.2: nej. Sophie: det er bare et nyt navn? I.2: ja, det er nyt vin på gamle flasker. Der er ingen forskel. Sophie: okay. I.2: der har altid været en rask gruppe som i bedste fald kunne være aktivitetsparat. 105

106 Sarah: så det har heller ikke nogen betydning i forhold til hvor mange man skal sende ud i nogle bestemte tilbud? I.2: nej, altså det er jo mest et spørgsmål om at finde det tilbud som den borger kan ligesom øh, fungere i. Det er et spørgsmål om tilbuddets varietet, Sophie: hvilke indsatser anvender i til borgere med problemer ud over ledighed? I.2: jamen øh vi har noget der hedder job i fokus. Øøh.. som kan være holdundervisning eller individuelt, alt efter hvilke problemer man har. Vi har noget der hedder Nørremarken som er for borgere med psykiatriske diagnoser. Og vi har mentortilbud ikkås så vi har en aftale med g4s som har nogle af de sværeste borgere med at etablere praktik og være mentor samtidig med ikkås. Sophie: ja I.2: så vi har udemærket.. mange forskellige tilbud. Det har vi vi har sportsclub for dem som har nogle overvægtsproblemer eller fysiske problematikker. Sophie: ja, det er lidt i forlængelse af det men.. hvordan håndterer i de borger som umiddelbart ingen ressourcer har overhovedet der matcher arbejdsmarkedet. I,2: ja altså det kommer lidt an på altså, nogen kan være stofmisbrugere gennem mange år og der har vi jo misbrugscenteret. Og der har vi også bostøtte, mentortilbuddet. Nogen kan være.. det kan være borgere med psykiatriske lidelser, maniodepressive og sådan nogle ting der. Der kan vi igen bruge Nørremarken og for dem som har svært ved at komme hjemmefra, der er der så en medarbejder fra Nørremarken der kommer ud i deres hjem og så ligesom beskriver arbejdsevnen. Sophie: okay, du har lige været lidt inde på det, men hvad ser du som det vigtigste formål med dit arbejde? I.2: jamen det er som jeg sagde i starten at bringe folk en position hvor de selv kan tage nogle væsentlige beslutninger i eget liv. Og så tidligere der sanktionerede man jo meget borgerene hvis ikke de mødte til samtale og ikke mødte op i deres praktik og sådan nogen ting der. Og det synes jeg jo er en falliterklæring. Det drejer sig om borgere der i forvejen har det svært, fysisk, psykisk, mentalt, socialt.. det er nogen der ligger ned, og dem skal man fandme ikke, de har dårlig økonomi og sådan noget. Dem sparker man ikke til samtidig med. Det drejer sig om og øøh.. at have sådan en kommunikation at borgeren får tillid til en som sagsbehandler. Hvis det tillidsforhold ikke er der.. så kan man heller ikke udrette ret meget. Sophie: nej Sarah: så du tænker at man sanktionerer mindre i dag eller? I.2: ja men det er også.. det ligger i den nye lovgivning. Sophie: Mindre sanktionering? 106

107 I.2: ja ja.. altså jeg bruger jo lovgivningen til at støtte op, ikke til at straffe. For borgerene de skal som sagt, man skal støtte op om dem i stedet for at straffe dem. Sophie: så det mener du faktisk at den nye reform hjælper med? At den muliggør.. I.2: ja altså.. nu må vi jo ikke sanktionere før vi har snakket med borgeren. Når de fx er udeblevet og sådan.. I.2: ja ja der gælder for alle borgere. Sophie: gælder det for de svageste borgere eller..? Sophie: nå.. så kommer vi lidt ind på noget etik. Oplever du at der er plads til etiske overvejelser i dit daglige arbejde? I.2: etiske overvejelser? Hvad er det fx? Sophie: jamen øh, det kan også være mere på et personligt plan. Føler du at der er plads til at se det enkelte individ som det er eller bliver det sådan meget en arbejdsgang med duk, duk, duk? Sophie: og det føler du at der er plads og rum til? Det lyder som om, at i har rigtig travlt.. I.2: nej det er også derfor jeg snakkede om proces i starten. At jeg følger den enkelte borger.. I.2: jojo, men i mine øjne er det udelukkende en proces man har med den enkelte borger, og der drejer det sig om og følge op på den proces der, hvordan det går. Fx er der kommet et nyt tilbud fra 1/1 der hedder ny aristopak ikkås.. og det er noget med 12 uger og der er der så i det tilbud her et afsluttende statusmøde til allersidst i forløbet i uge 11 eller 12. Og jeg har en 4-5 borgere derude og jeg har aftalt med dem at vi skal have nogle mellemstatus-møder. I stedet for, så risikerer man bare til den afsluttende status der, man har ingen føling med hvordan det er gået. Øh, fordi de kender ikke borgeren, det gør jeg. Og så har jeg en mulighed for at påvirke det forløb der er fremadrettet, hvor jeg hører hvordan det er gået ind til den mellemstatussamtale. Sophie: Har du oplevet nogle situationer hvor du har oplevet at du måtte gå på kompromis med noget af det her som du synes er vigtigt? Evt. pga. nogle overordnede rammer eller tidspres eller noget. I.2: nej jeg går ikke på kompromis med min processagsbehandling. Det gør jeg ikke Altså jeg har lige haft en sagsgennemgang med min faglige koordinator nu her i formiddags. Og der er en del, jeg mangler generelt og skrive i jobplanen når der bliver bevilget mentor, hvad mentoropgaverne og sådan noget er ikkås. Så jeg hvad skal man sige, underlader administrative opgaver for netop at kunne beholde den tætte kontakt med borgeren. Det er den tætte kontakt med borgeren der flytter borgeren. Sophie: okay, det får du ikke så meget skæld ud over? I.2: nej 107

108 Sophie: okay Sarah: men er det simpelthen fordi at så er der for mange administrative opgaver til at man ikke kan nå begge dele? I.2: ja men det kan man ikke. Sarah: så man må ligesom prioritere det ene eller det andet? I.2: ja ja lige apparat. Som sagt den eneste måde man flytter borgeren på, det er ved at have en tæt kontakt og følge op og sååå, man kan ikke begge dele. Sophie: oplever du at det er en fælles ting? At arbejdsgangen er sådan her? I.2: det øøh.. jeg kan ikke snakke for andre, jeg kan kun snakke for mig selv. Sophie: nej, det kunne godt være der var sådan en øhm, at det var sådan du følte stemningen var for at gøre det på den måde. I.2: det ved jeg ikke. Det må i finde ud af med de andre.. Sophie: hehe, ja ja selvfølgelig. Øh, det er mit sidste spørgsmål det her, hvordan tror du at borgeren oplever de krav der stilles til dem i forbindelse med at modtage kontanthjælpen? Er det rimelige krav synes de? I.2: jamen øh, altså som sagsbehandler eller socialrådgiver, der skal man jo først og fremmest finde ud af, hvor er borgeren henne. Stærke og svage sider. Hvad er borgeren i stand til? Og man skal jo ikke sende borgeren ud i et tilbud de ikke kan honorere. Sophie: nej I.2: så det drejer sig om at jeg finder ud af hvad kan de honorere, så de får lidt succes ud af det. Sophie: så de ikke oplever at det er urimeligt? I.2: ja Sophie: eller uoverskueligt.. I.2: nej det drejer sig om personlig succes så de forhåbentlig kan komme ind i en god livsspiral. Det er det det drejer sig om. Sophie: det kan da godt være Sarah: jeg synes du mangler nogle spørgsmål med relation. 108

109 I.2: ja ja Sarah: du er simpelthen sprunget over dem tror jeg.. Sophie: øjeblik, hehehe. Nå ja, der mangler lige to spørgsmål om relation. Er du klar på det? Sophie: du har snakket meget om at det er vigtigt med en god relation til borgeren. Men det handler egentlig om hvad du gør for at skabe dem gode relation? I.2: jamen det er at støtte op omkring borgeren. Hjælpe borgeren med at finde ud af noget om nogle regler. Jamen kan man have en co. adresse hos en tidligere ægtefælle. Vil man så blive modregnet i x- kærestens indtægt ikkås, alt sådan noget der. Så borgeren oplever at man får støtte herfra. Sophie: ja, at man rent faktisk er interesseret i at hjælpe borgeren. I.2: lige akkurat, altså borgerne har haft en masse nederlag og sådan noget. Borgere de kender ikke en skid til sagsbehandlere, hvorfor skulle de uden videre tro, at sagsbehandlere de kan hjælpe dem. Borgerne de er meget mistroiske pga når det er problemer udover ledighed ikkås. Så man skal gøre meget for at få deres tillid og det kan man kun gøre ved at behandle dem ordenligt og ved at støtte op omkring dem. Sophie: hvorfor tror du de er mistroiske overfor sagsbehandlere og socialrådgivere? I.2: pga. tidligere erfaringer. Vi har jo haft sådan en bunke sygedagpengesager artikler i vores lokale artikler jo, hvor de er blevet totalt haglet ned, sygedagpengesagsbehandlerne. Og det er jo fordi at de bruger lovgivningen uden at se på det enkelte menneske. Og ikke bruger lovgivningen støttende. Så det er helt urimeligt, jeg har fået flere af dem hvor sygedagpengene er ophørt og så er de så overgået på kontanthjælp. Det er dårlig sagsbehandling. Det er det.. Sophie: ja, det har selvfølgelig gjort noget ved borgerne at de har haft nogle dårlige erfaringer. I.2: ja de er syge ved siden af jo. De er fyret og dårlig helbred og sådan noget der. Og derudover så skal de slås med sagsbehandleren på jobcenteret ikkås. Altså det er kraftedme dårligt. Sophie: ja, men man hører jo tit eller har også den opfattelse at det er jo ikke sagsbehandlernes skyld for de arbejder under nogle meget strikse rammer, men når du fortæller det så fortæller du det som om. Sarah: det er også hvordan man bruger lovgivningen ikkås. Som du siger, du bruger den støttende. I.2: jo men i mine øjne er det sagsbehandlere der ikke forstår det mennesker der sidder foran dem. I.2: ja det skal ikke bruges som et sted hvor man kan spare og sådan noget altså. Nu er sygedagpenge blevet lagt ind under beskæftigelse. Vi får en fælles leder, og jeg skal skive noget omkring de nøglebegreber i min indsats til min leder. Så hun går over og implementerer det derover ikkås. Sarah: til inspiration? 109

110 I.2: altså at man netop bruger lovgivningen til at støtte op omkring.. sørger for at man får en god kommunikation med borgere. Altså der er jo borgere der tager advokater med og sådan noget der, til samtalen ikkås. Og det dur jo ikke.. Sarah: ja sikke en mistilid ikkås. I.2: ja men altså, borgerens retssikkerhed, den må man respektere. Det må man Sophie: har du ikke oplevet, hvor det ikke var muligt for dig at skabe den her relation? I.2: jo. Jo jo Sophie: hvad gjorde du så? I.2: ja altså.. de allerfleste gange så er det et spørgsmål om tid før relationen er.. men der er nogen der har nogen psykiske adfærdsforstyrrelser hvor der er særdeles svært at nå det niveau der.. Sophie: nu tror jeg altså vi har været igennem dem. Sarah: altså jeg kunne da godt være sådan lidt nysgerrig efter at høre, nu når du har arbejdet med den her målgruppe, sagde du siden 91? I.2: ja. Sarah: hvad, altså hvilke forandringer har du sådan oplevet inden for dit fag altså.. I.2: jamen der i 90erne der var der laveste, mellemste og højeste førtidspension. Og den gang der var der ingen tidsbegrænsning på sygedagpenge, det var der ikke. Der var sygedagpenge.. du kunne fortsætte.. ja de kunne jo fortsætte år altså. Så dengang der var det jo et spørgsmål om afklaring i forhold til hvilken slags førtidspension eller i nogle tilfælde i forhold til revalidering og uddannelse og sådan. At de fik en personlig afklaring ikkås. Og igen det er kun hvis man har en ordentlig relation til borgeren at man kommer så langt. Sarah: ja, jamen fokus.. det man har fokus på ved borgeren har måske også ændret sig. Jeg tænker nu er det jo meget sådan noget med ressourcer og rehabilitering. I.2: ja men det er vin på gamle flasker altså.. på det enkelte mennesker er der jo ingen forskel. Jeg skal stadig finde ud af stærke og svage sider og alle sådan nogen.. og så fylde dem ind i nogle blanketter der hedder noget andet. Der er jo ikke forskel, på det enkelte menneskes situation. Sophie: men det du siger med at man kunne være på sygedagpenge i en uendelighed, det kan man jo ikke mere, der er jo mere tidsbegrænsning.. I.2: ja der er noget nyt undervejs hvis man har nogle diagnoser i bestemte grupper. Uhelbredelig kræftsyge og sådan nogle ting. Så kan de fortsætte jo ikkås. 110

111 Sophie: Der skal lidt mere til. I.2: hvad siger du? Sophie: ja, der skal lidt mere til nu. I.2: ja man skal simpelthen have en af de diagnoser der for at det kan fortsætte jo. Men det er jo ikke holdbart med sygedagpengebegrænsning på kun 52 uger. Altså der er jo ventetider på behandling og udredninger og sådan noget der altså. 52 uger det er sgu ikke ret meget. Sarah: nej de kan hurtigt gå. I.2: så øøh jeg synes overordnet nu kan man ikke længere få laveste og mellemste førtidspension, nu hedder det så flexjob i stedet for laveste mellemste og det er sådan set fint nok at man udnytter borgerens ressourcer. Men altså det er jo blevet meget et spørgsmål om dokumentation. Dokumentation på helbredsmæssige forhold, dokumentation på arbejdsevnen. Og meget detaljeret. Meget, meget detaljeret dokumentation. Så det stiller krav til sagsbehandleren, det gør det. Og man skal være særdeles obs på, hvilke speciallæger, psykiatere, psykologer man bruger. For hvis ikke man kender dem man får til at skrive en psykologisk undersøgelse, en vurdering, hvis ikke man kender dem, så får man noget forkert i en borgers sag. Så kan den sag sgu være totalt forplumret. Sophie: okay. I.2: det kan den, så man skal i den grad være obs på at det er ordenlige redelige speciallæger man har. Sophie: mmh. I.2: jeg bruger kun 2, nej jeg bruger 3. Jeg har en fast psykiater jeg bruger, jeg har en fast psykolog og en fast neuropsykolog jeg bruger. Der ved jeg at det er i orden det jeg får. Der er jo i princippet ikke forskel på en dårlig speciallæge eller en dårlig mekaniker. De findes jo alle steder, det gør de. BILAG 3 Interview Informant 3. Viborg d. 23 april 2014 Sa: Sarah S: Sophie I.3: Informant 3 Sa: Så, Yes.. S: Så vil starte med at spørge dig om du kort kan fortælle hvad dit arbejde det går ud på, hvad laver du når du kommer på arbejde? I.3: øh, nu her i dag, eller sådan? 111

112 S: ja, ja S: det er mange I.3: Jamen øhh, jo men altså, det jeg laver, øhh, jeg har i øjeblikket 82 eller 84 sager på min sagsstamme I.3: ja, men det er faktisk ret mange, der er meget at lave. Men det jeg laver i øjeblikket, eller det jeg gør meget ud af i øjeblikket, det er ligesom og øhh, få de sager kørt videre som jeg har i øjeblikket, jeg har mange rehabiliteringsplaner S: mhm I.3: Og øhm, jeg har en hel del sager med på de der rehab møder, som startede op sidste år i stedet for ressourceprofil og sådan noget S: ja S: ja I.3: Så det laver jeg en del af I.3: Så øhm, sådan mere specifikt, så for at ku lave sådan en, så skal man jo starte med borgeren og når man så har snakket med borgeren så skal man indhente alle de der lægelige oplysninger og ressourcer og hvad vi har, ikke? og plus vi skal have lavet nogle arbejdsprøvninger og vi skal lave lidt af hvert, og det betyder jo så at når det så er samlet, alt det med psykologen, neuropsykolog eller psykiater og jeg bliver ved, så ryger de videre. Og det vil sige at dem jeg har kørt igennem nu, det er jo nogen, enten har de fået revalidering, fleksjob eller også så kører de i et ressourceforløb, som jeg har en fem, seks stykker der kører i ressourceforløb, af dem jeg har lavet indstillinger på. Så er der to jeg har fået pension på.. S: ja I.3: Så det går min dag meget med, og så snakker jeg jo selvfølgelig meget i telefon, med både skoler og hvad det hedder, og så har jeg jo dels også lavet det er jo så når det er unge under 26, eller under 30 så er der jo også det med skoleforløb og om de er umiddelbart uddannelsesparate eller om de er aktivitetsparate, og alt det der nu ligger i den nye lovgivning.. S: ja hmhm I.3: Det ved jeg ik..? S: Jo, det kommer også nu.. Hvad tænker du om den nye kontanthjælpsreform, som er kommet. Bare sådan dine umiddelbare tanker omkring det.. I.3: Nå, jo men altså det er jo godt for noget, ik, men der er jo også nogen der kommer i klemme synes jeg fordi, der er nogen der kommer ned på nogle meget meget lave ydelser, og det begrænser 112

113 dem lidt og så har vi jo også desværre oplevet det at - altså vi kører jo meget nu ved jeg ikke hvor meget de andre har sagt, men det vi gør i Viborg Kommune, det er jo sådan set det at de kommer over på vores indgang herovre i jobcenteret, og så visiterer de jo dem, og så plejer vi jo eller så er der den aftale at de sender dem over på et afklaringsforløb med det samme, hvor vi prøver det af, om de er gode til regning og dansk, og så får de lavet en test S: Okay I.3: Når de så har fået lavet den test, så får vi sagerne tilbage og så ser om de har behov for noget mere dansk, matematik eller hvad det er. Og det er så det vi tager udgangspunkt i hvis det er det, og hvis de så ellers hvis de har mere end 9. Klasse, så går vi i gang med at sige, hvad er der så, og så har vi brobygningsforløb hvor vi har sammensat nogle forskellige uddannelsesretninger, det er jo ikke rigtig uddannelse, det er sådan nogle hvor man går ind og snuser lidt til nogle forskellige fagområder. Både psykologi, dansk og historie og hvad der ellers kan være og sådan noget. Og det har vi jo så lavet et udvidet samarbejde med Merchentech, altså teknisk skole hvis det hedder sådan.. S: ja.. S: okay I.3: så Merchentech og så har vi sosu skolen og så har vi VUC I.3:.. altså voksenuddannelsesområdet.. så dem tæsker vi rundt i. Det system på en eller anden god måde for at få dem afklaret til om de så ligesom er gode indenfor beskæftigelse til maleruddannelse, eller noget andet. Afhængig af hvad det nu end er.. Sa: Du siger at nogen kommer i klemme I.3: ja.. Sa: Hvad tænker du med det? I.3: der er nogen der får relativt få penge.. Altså sådan en ung hjemmeboende får jo dårlig nok til at betale huslejen selv derhjemme, hvis de bor der. Det er jo lidt synd hvis de uddannelsesparate føler.. ik os.. hvis man så kan lave en, hvad kan man sige.. hvis de så er dårlige, så er de jo aktivitetsparate og så får de jo tillæg afhængig af om de bor ude eller bor hjemme på et vist antal, så de kommer op på den almindelige kontanthjælp igen. S: ja.. Sa: ja.. I.3: Det er sådan set det.. I.3: Mange af dem jeg arbejder med, sådan ligesom i den ungegruppe der fra et halvt, til nogen og tyve, de er jo, mange af dem er jo på vore STU. Det er sådan et det er ikke en rigtig 113

114 uddannelse, men det er sådan et forberedende forløb, hvor man ligesom kommer i gang med og få noget mere viden, og de har mange af dem har jo diagnoser.. S: ja.. I.3:.. og andre sociale vanskeligheder.. I.3: hmm I.3: Det er da udmærket.. Så snakker jeg også med dem.. S: ja.. S: ja.. Hvad tror du formålet med reformen er? I.3: så der er jeg jo kontaktperson over til STU Viborg, I.3: Jamen øhh.. det virker bygget ind eller det jeg tænker på, det er jo at når man hele tiden godt har ville have afklaret hvad det er for nogle typer og personer som ligesom bliver hængende i vores systemer, og det er derfor vi så har de her uddannelseskrav til at sige, det er bedre at få en uddannelse, det er jo bare ligesom at blive afklaret med hensyn til om man kan noget dansk og regning, fordi alle krav tyder mere og mere på at man skal kunne begå sig i samfundet.. og det kræver at man kan læse en lønseddel og hvad ved jeg.. S: ja.. I.3: og det er jo det der sådan ligesom er temaet mit udgangspunkt. S: ja.. I.3: For man kan jo have andre bagtanker.. men det har jeg ik.. hæhæ.. nej S: øhhm.. Hvilke ændringer mærker du i dit arbejde efter at den er trådt i kraft?.. er det nogle sådan markante ændringer i det daglige? I.3: Jo men altså der er jo sket en meget stor ændring. Fordi tidligere havde vi jo alt fra vugge til grav var jeg næsten ved at sige.. øhh.. Det er jo det der er ved at.. og der har jeg jo så taget nogle af mine tidligere sager, dem har jeg jo flyttet over til dem der har dem over 30. S: ja.. I.3: så dem jeg har i øjeblikket, de er jo så under 30 og det er en stor forskel.. S: ja I.3:.. bortset fra dem jeg jo har beholdt, ik.. De der jeg snakkede om før, som var meget tunge sager.. 114

115 S: Så det at man sidder med en bestemt målgruppe.. I.3: ja.. Sa: Så man er blevet mere specialiseret..? I.3: ja, i allerhøjeste grad. Vi har jo også lavet sådan nogle temarunder, hvor vi tager rundt på skolerne og ligesom udbygget vores viden om hvad de kan tilbyde på den enkelte om det er på merchentech eller sosuskolen.. hvad de har kontakter og muligheder.. bedstefædreordning og alt sådan noget der.. så altså sådan, vi får jo ligesom lidt mere gang i det.. S: ja.. I.3: og så er jeg også med i et andet projekt, det hedder nu sådan fra 17 til, hva faen, 25, altså den yngste gruppe af de unge, så de kommer nede fra vores ungeafdeling. Der er jeg med i sådan et projekt, hvor det er socialministeriet hvor man ligesom prøver og gå ind og tænker ind i, jamen alle de der gråzone-unge der som ikke kan eller ikke vil, eller ikke har fået eller nogle andre mærkelige ting.. Dem prøver vi ligesom at sluse ind så de ligesom får en optimal god overgang fra at have været i en ungdomsafdeling eller i en familieafdeling til vores til mere firkantede afdeling, med de nye kan man sige paragraffer.. hvorimod familieafdelingen de er sådan lidt bredere nåå ta du lige lidt på højskole.. S: ja.. I.3: altså sådan lidt i den tanke.. det er ikke fordi de bare sådan sender dem afsted.. Det gør vi ik.. så på den måde.. S: oplever du nogen udfordringer i forhold til at skulle arbejde efter kontanthjælpsreformen? I.3: Jo, men det er jo ny viden man skal putte på, og der er jo mange ting. Det der ligger i det nye men det oplever jeg sådan, kontanthjælpsreformen.. der hvor jeg synes jeg oplevede det mest det var sådan set det var sådan set med den tidligere reform, hvor vi ligesom kom ind og sagde, jamen ressourceprofilen.. Sa: med rehabilitering.. I.3: ja, det sker der jo meget, for alle de der ressourceforløb vi jo begynder at køre ind i, det er sådan set en helt ny tilgang. Altså den kører jo over 3 år eller sådan noget ik, med månedlig opfølgning, månedlig samtale. Det synes jeg er noget omfattende. S: synes du det er godt? S: ja.. I.3: det er nok godt for noget, men det er administrativt tungt synes jeg.. I.3: det er det altså godt nok. Fordi der er virkelig meget at skrive hel dagen og på den måde ik.. 115

116 S: ja.. I.3: men selv kontanthjælpsreformen, den synes jeg giver mig, måske ligesom, en ny dimension i arbejdet, fordi man ligesom bliver mere specifik, så sidder man jo i nogle andre udvalg, så sidder jeg også i noget omkring EGU og sådan noget ik.. det bliver ligesom nogle andre ungeproblematikker. Man sidder ikke lige pludselig og snakker om dem der bor ude på Vibohøj, altså vibohøj er vores forsorgshjem.. S: ja.. tænker du at det har betydet noget i praksis at der ikke længere findes noget der hedder en matchgruppe 3 og at det nu hedder at være aktivitetsparat i stedet for? I.3: naah, ikke sådan,altså det er jo de samme mennesker.. S: ja.. som så bare hedder noget andet.. I.3: ja.. altså jeg synes ikke lige sådan jeg kan sige.. S: men det kunne være at indsatserne havde ændret sig.. I.3: Jo, indsatserne er ændret.. det der ligger i den gamle, altså det der var eller det der er stadigvæk det er, at hvis de er rigtig dårlige, tunge aktivitetsparate rigtig dårlige, så har vi jo noget der hedder Ny indsats.. I.3: ja.. det kender i så.. S: tjaa S: ja, det hørte vi lige kort om.. I.3: Men det er jo så der man kan sige, der får de jo så et mere hvad kan man sige et mere håndholdt tilbud nede.. og der sender vi dem jo så ned, altså de der dårlige 2, 3ere og hvad de nu hedder, aktivitetsparate af den dårligste, misbrugende og sådan noget i den stil. S: okay.. I.3: så.. jeg ved ikke om det var nok..? S: jamen det var lidt i forlængelse af det her, men det hvilke indsatser i anvender til borgere, som har problemer udover ledighed? I.3: der har vi mange.. I.3: jamen det kommer lidt an på.. Sa: Også hvad det er for en type indsatser.. S: ja.. kan du prøve og nævne nogen af dem? 116

117 S: ja, hvad formålet med den er? I.3: jo, men altså vi har jo hvis det er de unge jeg skal gå ind sådan lige og tænke på, så har vi jo, afhængig af hvad det går ud på, hvis man ligesom har en fornemmelse af at de har en asperger eller de har noget andet, de har nogle faste diagnoser, så skal vi have dem bedre udredt. Så har vi jo så Nørremarken, det er jo et afklaringssted for unge med diagnoser. Det bruger vi, og så har vi jo, under det der er der jo noget der hedder Nørremarkens Have, og det er for dem der har sådan meget stress og er meget påvirket af sådan noget.. så komme de ud og sidder og snakker sådan lidt i rundkreds omkring et lejr bål og laver noget havearbejde og sådan noget.. S: okay.. Sa: det lyder da som et dejligt sted.. I.3: ja, men det er det også.. de går lange ture ude ved Hal sø hedder det. Så har vi jo alle de andre tilbud der, hvor vi har STU Viborg hvis de er omfattet af det, altså det er der hvor man kan indstille dem gennem UU, altså ungdomsvejledning til og får et treårigt forløb, hvor de prøver noget af i nogle praktikker og får mere hjælp fra speciallærere og sådan noget. Og så har vi jo, jamen, så har vi jo alle mulige.. så har vi vores jobkonsulenter, og vi bruger dem en hel del for at lave nogen praktikker.. og så har vi jo de der gængse, hvor vi har hvad er det det hedder work for you det er nogle tilbus med nogle workshops, og så har vi Væksthuset og så har vi, under Nørremarken igen, der har vi sådan nogle afklaringsmuligheder ovre på amtsgymnasiet, hvor vi afklarer dem med speciallærere eller konsulenter til ligesom og finde ud af hvor og hvornår de eventuelt skal videre eller om vi skal finde ud af noget revalidering eller gøre noget i et fleksjob eller hvad det end kan være.. S: ja.. okay I.3: det ved jeg ikke, om det var det? S: jo, det er så fint.. øhh.. kan du prøve og sige noget om, hvordan i arbejdet ressourceorienteret med jeres borgere? I.3: jo, men øhh.. ressourceorienteret det gør vi jo mange gange ved at jamen det kommer jo lidt an på hvem det er ikke os.. der er jo rimelig meget spænvidde.. S: ja.. I.3: er det nogen specialle du har sådan tænkt? S: ja, men det er mere sådan i forhold til, at ressourcer er et ord man hører meget i det her regi.. Sa: og nu med rehabilitering.. I.3: ja, ja.. S: så om du kan komme med nogle eksempler på, hvordan det kommer til udtryk i praksis? det er egentlig lige meget hvem det er 117

118 I.3: joo, men hvis vi tager nogle af mine ressourceforløb, så kan det jo være, at hvis vi nu for eksempel tager en borger hvad skal vi finde på.. jeg har nogen som jeg afklarer i ressourceforløb.. det er nogen der kommer ud enten på Nørremarken i et halvt år og bliver afklaret lidt mere om hvad de har af evner og muligheder. Og derude, der har de jo så 6, 7, 8 forskellige værksteder.. S: ja.. I.3: der kan man jo afklare lidt deres ressourcer. Så har vi jo stadigvæk de der som jeg også nævnte før I ressourceforløbende har jeg så også nogen der kører på at de er ude i noget praktik det er en der har - han er asperger som vi er ved at afklare i forhold til fleksjob indenfor it og sådan noget. Så der gør vi jo også brug af en hel del, kan man sige, opgaver som er nødvendige for mig og de grupper jeg sidder og arbejder med med neuropsykologisk undersøgelse, hvor vi afklarer i forhold til at sige, hvad har de i grunden af spænvidde inden for deres hoved var jeg næsten ved at sige. S: ja.. I.3: og hvad de har af tanker og hvad de har af maks og ikke maks og sociale færdigheder og alle de der neuropsykologiske linje-afklaringer.. S. okay.. I.3: når vi har dem så kan vi jo altid bygge det videre ud, så vi ligesom laver et ressourceforløb sammen kunne være både at når de har gået der et halvt år, så kan de komme ned på daghus viborg, eller hvor de nu end er ikke os.. vi har nogle andre psykistrisk lignendem daghospitals-lignende værksteder.. så det.. S: ja.. Sa: Du sagde tidligere at du oplevede store ændringer da der kom de her rehabiliteringsteams og ressourceforløb.. I.3: ja.. I.3: hvad er det for nogen ændringer? I.3: jo, man kommer jo sådan jeg synes umiddelbart ændringen går meget på at der skal skrives rigtig meget, fordi hvis de er igennem et treårigt forløb, så skal vi beskrive deres ressourcer, deres arbejdsmuligheder, deres tiltag, om ressourceforløbsplanen, som er inddelt i nogle delområder, om de bliver opfyldt, om mål og delmål passer.. det synes jeg det tager sin tid. Sa: det er omfattende I.3: ja, det er det. Sa: men er det også tilgange der har ændret sig? Det her det er jo så meget dokumentation.. 118

119 I.3: jaa, tilgangen bliver jo så også anderledes, fordi du skal jo snakke med dem sammen med andre kontaktpersoner, så det bliver mere omfattende synes jeg. Det bliver sådan mere et team omkring den enkelte, udover det det var før, synes jeg.. så jeg synes, ja det er blevet lidt tungere.. men det sikrer jo så, kan man så sige, den unge, eller dem der nu får ressourceforløbene det sikrer dem så et glidende forløb, hvor de ikke bliver sendt over i noget før vi ligesom har snakket.. så det bliver et længevarende forløb, hvor man meget målrettet går ind og kigger på den enkeltes ressourcer så på den måde er det godt. Man ja, man bliver jo nærmest i familie med dem ik.. når der er gået tre år.. Sa: ja, det er lang tid.. I.3: ja, det er det virkelig.. det er eddermame, når man skal være tovholder i hele det halløj der, bliver den sagsbehandler der ligesom trækker rundt i det hele.. borstøtte og hvad ved jeg.. det kan der godt være meget i.. Sa: ja, der er meget at sku koordinere.. I.3: ja, det bliver det.. men ja, det er udmærket.. men det er tungere synes jeg, end hvad jeg lige havde regnet med.. S: ja.. I.3: så jeg kan godt se, at hvis man har tyve stykker, så er det lige før så får man nok at lave.. S: ja.. I.3: fordi det er jo opfølgning hver anden måned, og det er forløb på et til to til tre år.. og ja, så begynder det og blive meget, hvis man skal overholde planer og hvis der sker ændringer, så skal du ind og ændre i målformuleringen for at ressourceforløbet kan blive bedre.. S: men hvor mange kommer i sådan et ressourceforløb? I.3: hold da op, det bliver mange Det kan jeg godt love dig.. S: okay, så det bliver rigtig mange.. Sa: hvad er kriterierne for at komme i ressourceforløb? I.3: jo altså, jamen nu er der jo lige en der har lavet en fra ministeriet, den har jeg ikke taget med herind, for jeg vidste ikke det var det i ville snakke om.. S: nejnej I.3: det korte og det lange i det, det er jo sådan set at de der kriterier, det er jo, at hvis de ikke kan bestride et.. ej, det er jo lidt forkert.. et ressourceforløb er jo et for-forløb, som måske kan ende i et revalideringsforløb hvis man finder ud af det. Hvis det ikke kan gøre så kan det godt være at det er forløberen for, at man kan få, eventuelt et fleksjob. Eller pension. Og det er jo så det der er i et ressourceforløb, men jeg ved ik, altså et ressourceforløb er jo meget personligt for den enkelte.. 119

120 S: du sagde også tidligere, at den enkelte er meget i fokus i de her forløb.. I.3: ja, det er de jo fordi, at den måde man bevilger det på, altså systemet, som vi jo også er, altså når jeg har lavet en rehabiliteringsplan, så er jeg med på et bevillingsmøde, så bliver det så afklaret om der er det der skal være, om jeg har indhentet det fra famileafdelingen og vores forskellige andre afdelinger som de har været i, så bliver det jo samlet, så får vi en gennemgang af forløbene, om der er indhentet nok helbredmæssigt og hvad der nu skal til. Og så laver vi den der aa265 det er den der skal ligge i alle sager i forbindelse med at de skal på rehabmøder og rehabiliteringsmøder. Så der til det møde, når det hele det er kørt igennem, så skal den enkelte jo selv være med på mødet, med de personer de ønsker at have med. Så laver vi planen der hvis det så eller bevillingen til, det rehabiliteringsmøde, eller rehabiliteringsplan.. så det vil være den vej man altid.. og kriterierne for det, det er jo at man er lidt usikker på om man har på grund af ens alder eller hvad det nu kan være af sygdom sygdom eller det kan være de finder på nogen fantastiske piller som ligesom kan ændre skizofrene.. eller hvad ved jeg, man ved jo aldrig vel. Og så siger de så er det bedre at lave et ressourceforløb over tre år, så kan det være verden ser anderledes ud for den enkelte. S: ja, ja.. I.3: Så det er sådan nogen underlige kriterier af, at man har et håb, men det er jo også med til at gøre at der ikke er ret mange der kommer på pension. Sa: ja, på førtidspension.. I.3: ja, ja, altså du skal jo nærmest være halv død i dag for at kunne få en førtidspension hvis du ikke er 40.. Sa: men det er jo også, hvis man kan få et fleksjob ned til to timer om ugen, eller hvordan det nu er.. I.3: ja, men det håber jeg også meget for flere af dem jeg har. Nu i morgen, der har jeg to med. Den ene er en ung ekstremt dårlig, og den anden er også rimelig dårlig, men jeg håber den ene får et fleksjob og den anden får en pension. Men det er vist bare et håb med den siste jeg tror det bliver et ressourceforløb. S: ja.. I.3: Men han er dårlig, han har både OCD og, ja, skizofren og alt muligt mærkeligt misbrug.. og har været misbruger, S: så du ser at du skulle være en førtidspension? I.3: Ja, det er min vurdering, fordi det jeg har indhentet ude fra psykiatrien, det er, at de har ikke flere behandlingsmulighed. Og han går rundt derinde bag lukkede døre og gardiner og vil ikke se ret mange mennsker, og kan ikke være med i et forløb til samtaleterapi, så de har opgivet ham på den måde. Men det er et sidespring i forhold til det.. S: nej, men det er godt.. 120

121 I.3: det er sådan en der nok ville være, synes jeg forkert placeret i et ressourceforløb, men det er jo så der den ligger S: ja.. så tager vi næste spørgsmål, du har også været lidt inde på det, men hvordan håndterer i borgere, som ikke umiddelbart har nogen ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet? I.3: Hvordan hvad? S: Hvordan håndterer i det, hvis i tænker, der er ikke rigtig nogen ressourcer her der passer til arbejdsmarkedet.. I.3: jamen for mig, så vender jeg det omvendt, og så siger jeg, jamen hvilke ressourcer er der. Og dem undersøger jeg så, enten via psykologen, psykiateren eller hvad det skal være. S: ja.. I.3: Plus det jeg laver nogle arbejdsprøvninger og arbejdsvurderinger og så vil det jo vise sig der på bundlinjen om der er flere ressourcer I.3: ja.. S: Så man vil ikke så man undersøger alle ressourcerne? I.3: Ja, positivt, men måske med den bagtanke af at der ikke er så mange.. I.3: og det går jo så hen og bliver et ressourceforløb eller fleksjob eller noget andet, for ikke at smide dem rundt i vores aktiveringsjobs rundt omkring. S: Ja.. I.3: Og de der afklaringer, det er jo både noget jobkonsulenten og alle mulige andre er med i, hvor vi ligesom har sådan nogle faste skemaer hvor vi har nogen ting jeg i hvert fald godt vil ha altså hvor meget kan de holde til at arbejde, er det tyve timer, har de nogen.. hvad er arbejdseffektivitetens for de timer de så er der er det 30, 100, 70 eller hvor meget er det.. Så på den måde der, så afklarer vi hvad deres tanker og mødepligt og alt sådan noget der.. sådan hurtigt fortalt, det er meget hurtigt fortalt.. S: ja Hvad ser du som det vigtigste formål med dit arbejde med de her borgere? I.3: jamen altså, nogen af dem jeg har arbejdet en hel del med, når jeg sådan tænker tilbage, det er at jeg har haft en hel del altså min forhistorie er også lidt det, at jeg har arbejdet vi havde en gang en fordeling på den måde, at når de havde været på sygedagpenge i lang tid, det eksisterer så ikke på den måde i dag, men der havde man, når man havde dem på sygedagpenge i lang tid og de så blev bevilget ravalideringsydelse, så røg de ned til mig S: okay.. 121

122 I.3: Og så skulle jeg arbejde videre med det. Og i det revalideringsforløb der så jeg i hvert fald mig selv, som en af dem, for at udrede hele deres, hvad kan man sige, anamnser, og alt det der hører til.. Der var det jo vigtigt for mig som socialrådgiver at give dem den hjælp til at jeg kunne samle alle de ting, sådan at de kunne få et fleksjob eller en pension eller en revalideringsplan, som ligesom passede ind i deres helbred. S: ja.. I.3: Fordi der har været mange, der har været flere, ik os, der har været frisører og alle mulige andre, som måske har nogen skæve diagnoser, og som de måske ikke har snakket om, men de måske er kommet ind på grund af et brækket ben, og så lider de måske noget helt andet.. S: ja.. I.3: så det oplevede jeg i hvert fald som en del af det arbejde jeg laver eller har lavet, og selvfølgelig stadig arbejder i det er jo sådan set og hjælpe dem igennem systemerne her ik, sådan, de ved i hvert fald at når jeg går i gang med det, så prøver jeg ligesom at samle det.. S: ja, hjælpe dem med at navigere i det.. I.3: ja, præcis.. fordi det er vigtigt, fordi de kan jo godt have bostøtte ovre fra nogen andre paragraffer eller et eller andet fra rådhuset eller i familieafdelingen. Eller også har de både i familieafdelingen fordi de også har børn. Ligesom få hele det der virvar af ting, plus det at de også selv ligesom, at jeg skal adskille dem på den måde, at deres arbejdsmæssige funktion, det er jo min hovedopgave, men at man ligesom får trukket de andre ting til.. Og så får afklaret om det er det hjemlige der gør altså det at de har børn om det er det der gør at de ikke kan arbejde. Og det var det.. altså får dem udredt eller diagnisticeret jeg ved ikke hvad i bruger af ord.. S: hmm nej.. hvad ser du som de vigtigste værdier i dit arbejde med de her mennesker? I.3: Værdier? S: Ja, altså hvad lægger du vægt på rent personligt når de arbejder med den her slags mennesker? I.3: nå men altså, det jeg lægger meget vægt på, det er at vi ligesom får, kan man sige, brudt de der usikkerheder om, hvad det er jeg vil lave med dem.. S: ja I.3: Sådan at de ligesom får en fornemmelse af, at der hvor vi arbejder det er et fælles element til at skabe deres muligheder.. ja, det lyder jo flot.. S: ja, det lyder meget flot.. I.3: Ja, sådan er det.. 122

123 I.3: ja.. det er lidt i forlængelse af det, men når du har en borger og skal hjælpe borgeren med at udrede sin situation, hvad lægger du så særligt vægt på? I.3: ja, det er jo nogle af de ting.. at samarbejdet bliver et fælles omdrejningspunkt og så at vi får inddraget de personer som de har kendt før, fordi det er nogen gange, at de har en viden og en hjælp til også hvis de er dårlige både sådan socialt eller fagligt.. så nogen af de andre ressourcepersoner som de har, forældre eller hvis det er voksne, kammerater og venner, og ligesom får dem samlet sammen så de ikke bare sidder og siger: det ved jeg ik, det ved jeg ik, men ligesom kommer med, fordi det løser op.. I.3: ja.. I.3: det oplever jeg meget at det også er godt for.. S: Og mit næste spørgsmål er også lidt i forlængelse af det. Det handler om relationen til borgeren. Hvad du gør for at skabe en god relation? I.3: Jo, men der er jo mange ting ikke altså.. mange gange så er det jo sådan noget med at man ligesom får det ned på, kan man sige, et niveau, hvor vi snakker om at det vil nok være godt for dig at prøve og ikke prøve og gøre ved, og hvis de så har noget at indvende mod det, så siger jeg, jamen så kan vi jo vende det om og sige, jamen vi kan jo tage ud og se det, hvis det endelig er at det er så langt ude, eller vi tager et formøde eller vi tager noget andet, ik os S: ja.. I.3: Ligesom får skabt den relation at de ikke, ligesom tror at jeg bare er ude på at give dem en karruseltur. S: ja.. I.3: Altså, at jeg faktisk står inde for det at jeg godt vil afklare dem så langt, at det er vigtigt for mig, at mit system forstå det. S: ja.. har du oplevet nogen situationer hvor det ikke var muligt for dig, at skabe den her gode relation? I.3: jamen jeg har et par stykker som, altså de er jo vanvittige, og hvor det er svært.. for der begynder det ligesom og være derhenne, hvor man rent pædagogisk ikke kan nå dem.. S: ja.. I.3: og det er jo en ærlig sag, det er jo beskrevet af andre.. så der bliver det rigtig svært.. S: ja.. I.3: så det.. S: hvad gør du så? 123

124 I.3: jamen det er jo lidt afhængig af, hvis jeg kan få nogen papirer, som de vil være med til at jeg får, så vil jeg jo skrive det sammen i det der arbejdsredskab jeg har, og så tager jeg den med på møde, for netop og få den vendt rundt, sådan at jeg kan sige tilbage til dem at de ting der, dem er jeg nødt til at gøre, hvis du skal være med i det her. Og hvis det er håbløst, så må jeg jo sige, jamen så må de jo vente.. S: ja.. S: ja.. oplever du at der er plads til de her ting, som du lige har beskrevet, altså sådan de etiske overvejelser omkring en god relation oplever du at der er plads til det i dit daglige arbejde? I.3: eller også ryger de ned i Ny indsats eller sådan noget.. det er jo en lidt tungere gruppe dernede.. I.3: jamen det er jo ikke, jamen altså, jamen det er det jo ikke, fordi jeg har for mange sager, men det er jo en ting.. det er jo også noget med at prioritere.. S: ja.. I.3: fordi man kan jo altid snakke sig ud af noget, og sige jamen jeg lavede da en bedre og altså jeg er jo også nødt til at prioritere fordi, der er jo nogen mennesker, hvor jeg kan se, at deres tidshorisont, den er ved at løbe ud hvis det er noget på revalidering eller nede på nogen andre ydelser, så er det jo dumt, ikke at tage dem først, fordi hvis de er indstillet på at få løst deres, kan man sige, fremadrettede livsplan eller hvad det er, så er det jo dem jeg bruger, og så er der nogen der får lov til at være lidt i baggrunden.. S: altså, hvis man er mere samarbejdsvillig selv, så kommer man også længere frem eller hvordan skal jeg forstå det? S: ja.. I.3: Ja, men du er jo nødt til at prioritere din dagligdag.. I.3: det er jo det det går på, ik os.. der hvor du kan komme igennem og gøre noget, hvor du kan se det virker og sådan noget, det giver jo ligesom lidt mere medvind.. S: det er klart.. ja.. S: jo.. I.3: Både det ene og det andet sted ik I.3: altså hvis man hurtigere kan ligesom få nogen igennem til nogle, kan man sige, pensioner og andet, eller et godt arbejde eller et skoleforløb eller at de kommer væk fra mig af S: ja.. 124

125 I.3: på sigt.. S: så gør man det.. I.3: jamen så vælger eg ligesom og sige, jamen det er nok vigtigere ligesom for mig, at få dem løst i stedet for at der er en alkoholiker der måske bare sidder og ævler. Aj, ikke fordi det er alkoholikere.. S: nejnej Sa: hvor man tænker, at det ikke er realistisk måske? I.3: men altså, der er nogen som ikke er samarbejdsvillige, som er meget modstridende.. I.3: ja, så begynder det et blive sådan noget med, at de er højt flyvende, og de vil dit og de vil dat.. og dem hjælper jeg da til ligesom og.. men det tager længere tid.. så bruger jeg meget tid på den anden del.. S: ja.. I.3: for ligesom og gøre det lettere for den enkelte, af dem jeg umiddelbart kan hjælpe.. S: ja.. har du oplevet nogen der.. der er to spørgsmål tilbage.. I.3: ja, der sidder en og venter derude.. Sa: nåå okay.. I.3: det er ikke for det jo.. S: nej vi gør det meget kort.. men har du oplevet nogen situationer, hvor det simpelthen ikke var muligt for dig, altså hvor du blev nødt til at gå på kompromis med nogle af de værdier du ellers synes er vigtige i dit arbejde? I.3: jaja S: på grund af overordnede rammer, tidspres et eller andet? I.3: jaja, men det er der.. jeg ved ikke, altså, jeg kan aldrig li at få et afslag.. så sidder de i de der rehabiliteringsmøder, hvor de ikke er enige. Altså, problemet er jo blevet lidt det synes jeg, at, var jeg lige ved at sige, mellem os sagt.. det der ligger i det, det var at tidligere der var det de gamle ressourceforløb, før rehabiliteringsplanerne, der skulle vi lave en indstilling, det må du ikke i dag.. men man kan lave sådan en forhånds tilkendegivelse eller noget der ligner, men du er jo ret stækket til de der rehabiliteringsmøder, fordi at du har jo skrevet det du kunne skrive. Men du må ikke lave en indstilling. Men du deltager i mødet, du deltager bare som en der siger, jamen det var nu også sådan.. hvorimod borgeren har jo ligesom taleretten, og så har temaet jo sådan set meget mere spørgeretten S: så der er mere ansvar på borgren og mindre ansvar på dig som rådgiver 125

126 I.3: ja, det synes jeg, det er lidt træls, at det har vendt sådan lidt rundt.. S: ja.. I.3: men sådan er der så meget.. S: ja.. nå, sidste spørgsmål.. I.3: nå, dækkede det det du spurgte mig om? S: altså jeg spurgte dig om du føler du nogen gange må gå på kompromis med noget af det du synes der er vigtigt også rent personligt i dit arbejde I.3: jo, men det er jo lidt det, at jeg bliver nødt til ligesom og acceptere at der sidder fem mennesker, der tænker anderledes end mig selv.. S: ja.. og så kan det jo være at man rent fagligt tænker, at det her ville være bedst for borgeren, men man kommer så ikke igennem.. altså.. I.3: nej præcis.. S: det er mere den vinkel.. I.3: det er det.. fordi du har taleret men du har ikke ret meget mere.. så.. S: nej.. I.3: det er lidt anderledes end det har været før.. S: ja.. og til sidst. Hvordan tror du borgeren oplever de krav, som bliver stillet til dem i forbindelse med at skulle modtage kontanthjælp synes de det er rimeligt nok? I.3: mange er dem er ved at forstå, synes jeg, sådan, men nu er det jo så nyt, men det der ligesom er kommet.. men de er ved at forstå det skred der er kommet, at hvis de ikke gør noget, så mister de, hvad kan man sige, alle deres talenter. Det synes jeg... S: ja.. I.3: og det er også ligesom det der nu er det jo sådan et bredt spørgsmål synes jeg fordi vi er jo også en frikommune.. S: ja, det har vi hørt lidt om.. I.3: ja, og der har vi jo lidt andre muligheder, og jeg tror også at det kan være med til ligesom at gøre at de fleste, forhåbentligt, vil være med til at løse deres, kan man sige, deres tilgang til at komme i gang med noget. Så jeg håber meget at det virker.. 126

127 S: ja.. I.3: det gør det.. S: ja.. I.3: det var det.. BILAG 4 Formular til godkendelse af bachelorprojektets problemstilling Studerendes navn(e): Sarah Møller Jensen og Sophie Frost Clausen Hold: 11I Projektets emne/ titel: Den socialpolitiske kurs og mødet med kontanthjælpsmodtageren Problemstilling: Som I (du) har beskrevet i problemstilling af dato: Problemformulering HP Hvordan påvirker den socialpolitiske diskurs det sociale arbejde med aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i et jobcenter? UP 1 Hvilke menneske- og samfundssyn ligger bag den socialpolitiske diskurs og hvordan kan de forenes med de etiske værdier i socialt arbejde? UP 2 Hvordan påvirker den socialpolitiske diskurs relationen mellem rådgiver og borger? Problemstillingen godkendes hermed X 127

128 Begrundelse for godkendelse: (Kort begrundelse med udgangspunkt i kravene i Bekendtgørelsen 7 stk. 2 (den studerende skal erhverve sig kvalifikationer inden for socialrådgivning og socialt arbejde projektet inddrager praksis projektet gennemføres med anvendelse af videnskabelig metode - projektets teoretiske forankring/ teoretiske kvalifikation og ved krav om nationale/internationale perspektiveringer, at der er taget højde herfor i problemstillingen): Det vurderes, at problemstillingen er højaktuel og kan danne grundlag for et bachelorprojekt, der kan indfri læringsmålene. Eventuelle anbefalinger: Jeres underspørgsmål fremstår brede og spørgsmålet er, om I ikke allerede er i gang med at besvare UP1 allerede i jeres indledning. I kan overveje, at besvare UP1 allerede i indledningen og så i stedet tage udgangspunkt i de antagelser I beskriver i jeres indledning simpelthen formulere dem som underspørgsmål. For det er vel dem I er drevet af at undersøge? Mens up1 i højere grad får karakter af baggrundsviden som skal kvalificere problemstillingen Det anbefales, at I er opmærksomme på (også i lyset af jeres teorivalg, som primært er makroorienteret postmoderne) konsekvenser på mikroniveauet i relationen mellem rådgiver og borger, således at I ikke forbliver i en diskussion af diskurser og tendenser i samfundet. Det vil sige fokus på hvordan I vil undersøge jeres UP2 Aarhus, den Hovedvejleder: Tilde Østergaard Sørensen Vejleder: Niels Dalgaard Vedlægges som bilag til bachelorprojektet sammen med problemstillingen. 128

129 BILAG 5 Godkendte problemstilling Indledning Præsentation af emnet I vores bachelorprojekt ønsker vi at beskæftige os med den aktuelle socialpolitiske diskurs og hvilken betydning den har, for det sociale arbejde med kontanthjælpsmodtagere med problemer udover ledighed. Interessen for dette emne bunder i en grundlæggende optagethed af de overordnede politiske rammer for det sociale arbejde og disses betydning for det sociale arbejdes praksis. Vi er optaget af, hvordan tendenser, som findes på makroniveau, påvirker mødet med den enkelte borger. Den socialpolitiske diskurs I den aktuelle socialpolitiske diskurs ser vi, at der er sket en grundlæggende forandring i forhold til, hvad socialpolitikken rummer. Arbejdsmarkedspolitikken er blevet en central del af socialpolitikken og grænsen imellem, hvad der er socialpolitik og, hvad der er arbejdsmarkedspolitik er blevet mere flydende. Indgangen til sociale ydelser, hvad enten det er kontantydelser eller serviceydelser, sker igennem en beskæftigelsesrettet indsats - også for de borgere, som har problemer langt udover ledighed. Socialpolitikken er et område under konstant udvikling og det er et område, som ikke er nemt at afgrænse. Socialpolitikkens problemfelt strækker sig fra forsørgelse og omsorg til afvigende adfærd og social integration (B. Olsen og Rasmussen, 2011: 68). 129

130 Socialpolitikken omfatter således også arbejdsmarkedspolitikken, som er det centrale område for dette bachelorprojekt. Arbejdsmarkedsområdet er et af de helt centrale områder inden for socialt arbejdes praksis. Helt essentielt for arbejdet på området er, at målsætningen for arbejdet med borgerne defineres fra politisk hold: det overordnede mål er at hjælpe borgeren i retning af selvforsørgelse (Caswell, 2013: 223). Socialpolitikken forholder sig til sociale problemer og løsningen af disse, men måden hvorpå sociale problemer anskues og, hvordan man tænker, de bedst løses, ændrer sig i takt med den generelle samfundsudvikling og udviklingen på andre politikområder. Siden midten af 1990 erne, hvor den aktive arbejdsmarkedspolitik for alvor tog fart, er der sket omfattende forandringer på beskæftigelsesområdet. Dette skift er er en udvikling fra et velfærdsparadigme med fokus på forsørgelse til et workfare-paradigme med fokus på aktivering (Caswell, 2013: 225). Der er tale om en grundlæggende og værdibaseret forandring i den måde, området styres og tænkes på politisk og det er forandringer, som i høj grad får betydning for den enkelte arbejdsløse borger. Der er sket et skred i forhold til holdningen omkring arbejdsløshed. Arbejdsløshed anskues ikke længere som et samfundsmæssigt anliggende, men i stigende grad som noget, der har at gøre med det menneske, der er uden arbejde. Arbejdsløshed betragtes primært som et fænomen, der skyldes manglende incitament fra borgerens side til at tage et job, der er til rådighed (Caswell, 2013: 226). Når arbejdsløshed forklares med incitamentsproblemer, vendes blikket mod det arbejdsløse individ og væk fra arbejdsmarkedets struktur. Det er denne socialpolitiske diskurs omhandlende individualisering af sociale problemer, som vil være det centrale tema for dette bachelorprojekt. Den øgede individualisering medfører øget forventning til den enkelte om at tage ansvar for eget liv og egne problemer. Det er et skift fra et princip om at tildele ydelser ud fra en rettigheds-forståelse, til at stille muligheder til rådighed, som det er den enkeltes ansvar at gribe. I den forståelse anses det i højere grad som værende det enkelte menneske, der fejler, hvis det ikke formår at udnytte de muligheder der stilles til rådighed. Dette er med til at skabe en forandring i forståelsen af solidaritet og dermed også i forståelsen af, hvad medborgerskab vil sige. 130

131 Vi vil gerne belyse, hvilket samfundssyn og hvilken menneskeopfattelse, der danner grundlag for denne diskurs og undersøge, hvilken indflydelse det har på det sociale arbejdes praksis med udsatte kontanthjælpsmodtagere. Problemforståelse Det herskende workfare-paradigme og individualiseringen rejser forskellige udfordringer for det sociale arbejde med udsatte kontanthjælpsmodtagere. Som beskrevet tidligere, medfører den aktuelle socialpolitiske diskurs, et større ansvar hos den enkelte om at beherske egen livssituation og om selvrealisering gennem arbejdsmarkedet eller gennem en beskæftigelsesrettet indsats. Det, at sociale problemer i højere grad anses som individets eget ansvar, kan ses som udtryk for samfundets store forventninger og ambitioner på individets vegne. Dette kan være medvirkende til at den sociale solidaritet overfor marginaliserede borgere mindskes, hvilket udfordrer det sociale arbejde, hvor rådgiveren aktivt må bestræbe sig på at bibeholde et menneskesyn, hvor enhver borger betragtes som en unik og ligeværdig medborger. Vi har en formodning om, at den aktuelle socialpolitiske diskurs er medvirkende til at ændre den måde, hvorpå rådgiverne indgår i relation med borgerne, idet det ensidige fokus på beskæftigelse i mødet med udsatte borgere kan vanskeliggøre en indsats med fokus på samtalen, motivationsarbejde og relationsarbejde. Individualiseringen kan have indflydelse på relationen mellem borger og socialrådgiver, idet individualiseringen fordrer et menneskesyn, som har svært ved at rumme mennesker uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Med kontanthjælpsreformen er der kommet nye og mere strikse sanktionsregler. At sanktionere i forvejen svage borgere med komplekse problemstillinger, harmonerer ikke umiddelbart med socialt arbejdes etiske værdier. Vi er nysgerrige efter at undersøge, hvordan et sådan krydspres kan påvirke relationen mellem borger og rådgiver. Når skylden for arbejdsløsheden placeres hos den enkelte borger og der ses bort fra strukturelle forklaringer kombineret med et øget fokus på sanktionering kan det tænkes at magtforholdet bliver mere markant. Derudover kan der være risiko for at flere ekskluderes, da de ikke formår at leve op til individualiseringens krav. 131

132 I det sociale arbejde med udsatte kontanthjælpsmodtagere, kan det tænkes at skabe udfordringer blandt rådgivere når hovedfokus skal være på en beskæftigelsesrettet indsats. Vi antager, at socialrådgivere, som arbejder i jobcentrerne, i visse tilfælde, betragter det som udfordrende, at standardisere en beskæftigelsesrettet indsats, for grupper af personer, der åbenlyst befinder sig langt fra arbejdsmarkedet og som har tunge sociale problemer, som kan virke mere nærliggende at arbejde med. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om de indsatser, der typisk forbindes med den mest direkte vej til beskæftigelse, er rimelige redskaber når det gælder gruppen af svage kontanthjælpsmodtagere. Eller om man risikerer at dette fokus kan komme til at stå i vejen for, hvordan rådgiveren bedst muligt hjælper borgeren igennem en forandringsproces. Vi ønsker at belyse problemstillingen ud fra rådgiverens perspektiv. Vi er nysgerrige i forhold til, hvordan rådgiveren oplever mødet og relationen med den udsatte borger. Vi har en formodning om, at der findes et krydspres mellem konkurrerende værdier; mellem den aktuelle socialpolitiske diskurs og de menneskesyn og værdier, som knytter sig til denne, på den ene side, og socialt arbejdes kerneværdier og grundlæggende idealer på den anden side. Vi vil gerne undersøge, hvordan rådgivere håndterer krydspresset imellem at efterleve socialpolitikkens målsætninger og samtidig udøve socialt arbejde med respekt for individets integritet og værdighed. Konteksten Udvælgelsen af målgruppen, kontanthjælpsmodtagere med problemer udover ledighed, er sket på baggrund af den aktuelle udvikling på kontanthjælpsområdet, og beskæftigelsesområdet generelt, med bl.a. kontanthjælpsreformen, som trådte i kraft d. 1 januar Vi har et ønske om at belyse, hvordan en overordnet politisk diskurs har indflydelse på det helt lavpraktiske niveau, i mødet mellem borger og rådgiver i et jobcenter. For at muliggøre dette har vi udvalgt en konkret målgruppe: aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Vi er nysgerrige i forhold til, hvad det betyder for arbejdet med denne målgruppe, at der stilles krav om ansvar, samt hvad det gør ved relationen mellem rådgiver og borger. Derudover ønsker vi at belyse, hvorledes den herskende diskurs kan forenes med de etiske værdier i socialt arbejde. 132

133 Det sociale arbejdes praksis Det sociale arbejdes praksis er et bredt felt og vi har derfor valgt at tage udgangspunkt i et par af kerneområderne. Vi har valgt at fokusere på, hvordan den socialpolitiske diskurs kan forenes med det etiske grundlag for socialt arbejde og hvordan den påvirker relationen mellem rådgiver og borger. Problemformulering HP Hvordan påvirker den socialpolitiske diskurs det sociale arbejde med aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i et jobcenter? UP 1 Hvilke menneske- og samfundssyn ligger bag den socialpolitiske diskurs og hvordan kan de forenes med de etiske værdier i socialt arbejde? UP 2 Hvordan påvirker den socialpolitiske diskurs relationen mellem rådgiver og borger? Teori: Vores bachelorprojekt vil blive bygget op omkring en 2-delt teoretisk redegørelse og analyse. Først ønsker vi at redegøre for den aktuelle socialpolitiske diskurs, hvorefter vi vil studere denne ud fra et sociologisk perspektiv, med inddragelse af Ulrich Becks teori omkring individualisering og risikosamfund. Kort om Ulrick Beck For Beck er det helt afgørende at alt i dag skal vælges. Og med forskellige valgmuligheder følger risikoen for at træffe de forkerte. Alle tvinges til at spørge sig selv, hvordan de vil leve deres liv (Larsen, Lars T, 2010: ). Beck omtaler den aktuelle individualisering, som en radikaliseret individualisering, der frisætter individet fra industrisamfundets erstatningsfællesskaber og tvinger det til at opfinde og leve sit eget liv (Sørensen, Mads P., 2006: 69). Beck betoner, at den radikaliserede individualisering medfører en individualisering af risici og sociale uligheder. Det vil sige, at samfundsstrukturelle misforhold vil blive set som individuelle problemstillinger, 133

134 som tilskrives den enkeltes ressourcesvaghed og manglende evne til at udnytte de muligheder der stilles til rådighed. Den arbejdsløse bliver i Becks optik hermed gjort til ansvarlig for samfundsmæssige forhold, som man ingen indflydelse har på (Sørensen, Mads P., 2006: 77-79). Herefter vil vi redegøre for teori omkring relationsarbejde og etik. For senere at kunne belyse, hvorledes det sociale arbejde påvirkes af den socialpolitiske diskurs, er det relevant at afklare, hvad det optimale sociale arbejde er; hvad vil det sige at indgå i en god og positiv relation med borgeren og hvordan er det muligt at skabe en sådan relation? Hvad vil det sige at være etisk bevidst og hvordan handler man etisk korrekt over for borgeren? Ved at inddrage teori omkring relationsarbejde og etik ønsker vi at tydeligøre vigtigheden af disse i det sociale arbejde med udsatte borgere. Herefter vil vi, med inddragelse af egen empiri, belyse hvorledes relation og etik påvirkes af den socialpolitiske diskurs, som vi har redegjort for og analyseret i første del af projektet. Empiri Til indsamling af egen empiri ønsker vi at interviewe socialrådgivere ansat i et jobcenter. Vi har endnu ikke fundet et konkret jobcenter til indsamling af empiri. Vi tilstræber at interviewe rådgivere, som har været ansat i faget i en længere årrække. Dette begrundet i, at de muligvis i højere grad vil kunne sige noget om, og reflektere over, den udvikling der er sket på beskæftigelsesområdet. Det er desuden vigtigt for os, at det er rådgivere, som arbejder med den konkrete målgruppe som vi har valgt (kontanthjælpsmodtagere med problemer udover ledighed). Metode Vi ønsker at undersøge vores problemstilling ud fra en hermeneutisk tilgang. Hermeneutikken søger at forstå mennesker, menneskers handling og resultatet af menneskers handlinger. (Fuglsang m.fl. 2013: 317) En hermeneutisk analyse er først og fremmest en dialog og samtale, fordi det er i det gensidige samspil mellem de sociale aktører og forskeren, at forståelse og mening opstår. 134

135 Der findes altså ikke objektive forklaringer, som er givet uafhængigt vores fortolkninger. Samfundet består her, af fortolkende individer og ikke bevidstløse objekter; vi fortolker subjekter, der selv fortolker. (Olsen og Pedersen, 2004:160) Vi søger ikke en objektiv sandhed i vores projekt, men ønsker derimod at undersøge, hvordan socialrådgivere oplever, at den herskende socialpolitiske diskurs påvirker deres arbejde med udsatte kontanthjælpsmodtagere. Vi er bl.a. interesserede i socialrådgiverens egen opfattelse af, hvordan diskursen om individualisering af sociale problemer påvirker relationen til borgerene. Dette med udgangspunkt i socialrådgivernes subjektive holdninger og opfattelser af situationen. Hans-Georg Gadamer argumenterer for, at idealet om fordomsfri fortolkning er misvisende. Han mener, at en fortolkning forudsætter, at vi allerede har visse begreber, teorier, forventninger og forudanelser om det vi vil undersøge og forstå. Vi skal ikke undgå vores fordomme og forforståelse, men være bevidste herom. (Fuglsang m.fl. 2013:3o1) Weber argumenterer desuden for, at der altid ligger nogle værdimæssige antagelser til grund for en analyse, som altså ikke tager sit udgangspunkt i en objektiv tilgang til virkeligheden. Vi har valgt vores emne for projektet på baggrund af interesse og nysgerrighed og fordi vi har en formodning om, at der i dette felt findes en problemstilling, som er værd at undersøge. Allerede her er vi ikke objektive, men fortolkende i vores tilgang. Hermeneutikkens forskningsprincipper handler blandt andet om at sætte sine fordomme på spil og om at lade genstandsfeltet åbne sig og derigennem være åben overfor det genstandsfeltet har at vise. (Fuglsang m.fl. 2013:19) Dette er principper, som vi ønsker at tage med ind i vores projekt. Vi er ikke nødvendigvis interesseret i, at få bekræftet vores egne fordomme eller forståelse af problemet. Vi har et ønske om, at være åbne overfor nye og uventede drejninger og vinkler på problemstillingen. Videnskabsteori ad hoc eller som refleksion Vi ønsker enten at tage de videnskabsteoretiske diskussioner ad hoc eller som refleksion. Vi har endnu ikke lagt os fast på, hvilken af de to tilgangsformer vi foretrækker og som passer bedst til vores projekt. Kvalitativ metode 135

136 Den kvalitative metode bygger på den fortolkningsvidenskabelige tradition. Ud fra en hermeneutisk tilgang er kvalitative interviews en oplagt måde at indsamle data på og foretage en analyse på baggrund af. (Fuglsang m.fl. 2013: 318) Vi vil gerne lave kvalitative interviews med socialrådgivere ansat i et jobcenter, der arbejder med kontanthjælpsmodtagere, som har problemer ud over ledighed. Kvalitative metoder retter sig først og fremmest mod det unikke, det kontekstafhængige og det menings-og forståelsesorienterede. Vi vil gerne opnå en omhyggelig og detaljeret forståelse af rådgiveres arbejdssituation, derfor tænker vi, at det vil være meningsgivende at interviewe flere rådgivere, som repræsenterer relevante sider af samme sag, hvis dette er muligt. Vi er endnu ikke påbegyndt en udarbejdelse af en interviewguide, da vi er opmærksomme på, at vi selv skal have det nødvendige overblik, for at kunne vide, hvilke spørgsmål, som er relevante at stille rådgiverne. Abduktion Abduktion er en veksling eller en fremhævning af det dialektiske forhold mellem teori og data. På nuværende tidspunkt, tænker vi, at det er denne analysestrategi vil gøre brug af i vores projekt. Vi mangler dog et mere gennemgående kendskab til de forskellige analysestrategier for at kunne lægge os helt fast på dette. Litteratur: B. Olsen, Claus og Rasmussen, Niels (2011): Socialpolitik et bud på en definition, kap 3 i Socialpolitik. Caswell, Dorte (2013): Socialt arbejde på beskæftigelsesområdet arbejdsløse, aktive tilbud og sanktioner, kap 7 i Socialt Arbejde teorier og perspektiver Fuglsang, Lars, Olsen, Poul Bitsch og Rasborgs, Klaus (red.) (2013): Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne Larsen, Lars Thorup og Carsten Bagge Laustsen (2010): Hvad er sociologi. 1. udgave. Akademisk Forlag Olsen, Poul Bitsch Olsen og Pedersen, Kaare (2004): Problemorienteret projektarbejde en værktøjsbog Sørensen, Mads P. og Christiansen, Allan (2006): Ulrich Beck risikosamfundet og det andet moderne. Århus, Aarhus Universitetsforlag. s

137 137