Velfærdsdebatten: Forsvarskamp eller offensiv? Svar til Jan Helbak.

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Velfærdsdebatten: Forsvarskamp eller offensiv? Svar til Jan Helbak. Skrevet af: Henrik Herløv Lund Offentliggjort: 01. november 2007 Indledning: Juni nummeret af Kritisk Debat bragte en artikel fra redaktionsmedlem Jan Helbak (JH): "Den lukkede velfærdsdebat". Heri kommenterede og kritiserede JH en artikel af mig - "Alternativ til Kvalitetsreformen" - fra april nummeret af Kritisk Debat. Denne kritik skal jeg her svare på. JH S kritik. Artiklen fra JH 's hånd er mange steder formuleret under anvendelse af ganske abstrakte begreber og tankegange, og diskussionen er præget af indskud og ekskurser, hvilket begge dele vanskeliggør forståelsen. Hovedpointen er der dog ingen tvivl om. Den fremføres allerede på artiklens første side, hvor det hedder, at "... Henrik Herløv Lund... accepterer præmisserne for og dermed ufrivilligt render ind i de begrænsninger, som den neoliberale diskurs udstikker og af samme grund ender med at opstille alternativer, der på ingen måde bryder med den fremherskende neoliberale statsopfattelse. Faktisk accepterer HHL regeringens præmisser hele vejen igennem..." (min fremhævning - hhl). Det er jo en kritik, der er til at tage og føle på. Og i artiklens slutning sættes der trumf på, da det om min - og tilsvarendes - tilgang advarende anføres, at "..regeringen har fået frie hænder til at gennemføre hele sin komplekse neoliberale omstrukturering, fordi kritikerne fastholdt blikket på konsekvenserne og ikke på udgangspunktet" (s. 9, øverst). Undertegnedes kritik af og alternativer til Regeringens nyliberale politik bryder ikke med nyliberalismen - det er sort på hvidt konklusionen. Derfor naturligvis også overskriften på JH S artikel: Når nu undertegnede befinder sig indenfor "den nyliberalistiske diskurs", så er min kritik af denne naturligvis en "insider" eller "immanent" (som JH ville udtrykke det) debat. Hvordan JH imidlertid kommer frem til denne konklusion er imidlertid - som anført - ikke helt så indlysende (og for undertegnede forståeligt), hvilket giver anledning til som en start at forsøge at rekonstruere "tråden" i JH S argumentation. I den forbindelse vil det være gavnligt at starte med at få klargjort, hvad vi taler om, når vi taler om nyliberalisme, idet det hos JH dækker over forskellige ting. Indlæggets opbygning I det følgende vil det først i del I blive forsøgt indkredset, hvad der nærmere er JH S kritik af undertegnede og de anvendte argumenter herfor. Dernæst i del II vil JH S argumenter blive nærmere diskuteret og vurderet, hvorvidt de holder? Endelig vil del III forsøge på at perspektivere den kamp for fastholdelse af velfærdsordningerne og den danske/nordiske velfærdsmodel, som undertegnede og Den Alternative Velfærdskommission (DAV) står for. Til slut vil det blive forsøgt at sammenfatte og konkludere. DEL I: JH S KRITK - DEN GAMLE "REFORMISME" DEBAT OM IGEN? Statsopfattelsen. Hvorfor er det nu lige, at undertegnede i virkeligheden - til min egen store overraskelse - ikke bryder med nyliberalismen? Der fremføres i JH 's artikel tre typer af argumenter for denne opfattelse: En (stats)teoretisk begrundelse, en "humanismekritisk" begrundelse og "endelig en politisk - strategisk" begrundelse 1 / 9

2 (mit udtryk - hhl). Helt overordnet kritiserer JH meget af den aktuelle velfærdsdiskussion - herunder naturligvis ikke mindst undertegnede - for en "funktionalistisk tilgang... præget af mangel på historisk perspektiv " (s. 1, øverst). Fejlen heri er ifølge JH, at "... den bygger på en forestilling om velfærdstaten som en funktionel enhed, der ikke i sig selv er begrænset af ganske specifikke historiske forhold" (s. 1, mf.).. Og det siger sig selv, at JH mener det er tilfældet, at "..velfærdsstaten skal tolkes som et historisk specifikt fænomen...". Velfærdsstaten byggede på "..skridtvis udstrækning af velfærdsstatssystemernes universalitet og progressiv inddæmning af markedssystemet autonomi", men "... kapitalismens krise har grundlæggende sat en stopper for denne udvikling" (s. 6, nederste halvdel). Skal vi drage de analytiske og politiske konklusioner af denne tankegang må det være, at det på forhånd er dømt til at mislykkedes, når fx DAV - og undertegnede - argumenterer for netop fastholdelse af velfærdsstatens grundlæggende principper og for velfærdsstatslige reformer, fordi kapitalismens økonomiske krise blokerer for det og dermed forhindrer, at staten overhovedet kan bruges til en sådan politik. Det er da også ganske rigtigt JH' s konklusion, at der er blokeret: "Det er vanskeligt at se, at vi kan komme længere ad den vej, som HHL 's kritik af Regeringens kvalitetsreform følger" (side 7, for neden). Kun "humane korrektioner". JH' s anden argumentationskæde er en "human korrektions kritik" (JH' s udtryk - hhl). Fejlen i den kritik og de alternativer, som undertegnede opstiller er - hedder det hos JH - at den " fastholder blikket på konsekvenserne og ikke udgangspunktet". Med "udgangspunkt" mener JH "..de faktorer, der reproducerer behovet for de stadigt mere defensivt prægede velfærdsydelser". Ved som undertegnede at argumentere for fastholdelse og forbedring af velfærdsydelser tager man ikke fat om problemernes kerne. Det er efter hans opfattelse udtryk for en slags "humanistisk" vildfarelse om, hvad der bør gøres: "Uanset de gode intentioner hos HHL og andre progressive velfærdsteoretikere, så antager deres forslag til alternativer i det store og hele karakter af ideale fordringer eller blot humane korrektioner.." (s. 5, for neden og s. 6, øverst). Skal vi kort og godt omsætte disse to tankegange i deres politiske konsekvenser, er det at undertegnedes (og DAV s) argumentation for fastholdelse og udbygning af velfærdsydelser både repræsenterer "illusionsmageri" (mit udtryk - hhl) om, hvad der egentlig kan gøres og "lappeskræderi (mit udtryk - hhl) i forhold til, hvad der bør gøres noget ved - de egentlige samfundsmæssige årsager til problemerne bag velfærdsydelserne. Dermed bliver min kritik og mine alternativer altså ikke er overskridende i forhold til den nyliberale diskurs og politik og i forhold til samfundssystemet. Krav om radikalitet. Endelig er der en tredje - politisk/strategisk (mit udtryk - hhl) - argumentationskæde hos J H - og her er vi nok fremme ved kernen. I forlængelse nemlig af påstanden om ikke at kunne se begrænsningerne i velfærdsstaten "historiske specifitet" og for at ikke at gribe fat om "problemernes rødder" (mit udtryk - hhl), men i stedet lægge op til "illusioner " om det mulige og ønskelige i "lappeskrædderi" (mit udtryk - hhl) angribes undertegnede FOR IKKE AT VÆRE RADIKAL NOK (min fremhævning - hhl), jf. artiklen sidste side: "Velfærdsdebatten bliver nemlig ikke offensiv, blot fordi der stilles offensive krav. Først med muligheden af at tænke det alternative på den anden side af det givne... (bliver der) grundlag for en egentlig offensiv bevægelse" (min fremhævning - hhl). I betragtning af, at JH er så kontant i sin kritik af andre, må man til sin overraskelse konstatere, at dette hans radikale alternativ forbliver relativt abstrakt og forbløffende ukonkret i hans artikel Lidt nærmere kommer JH dog ind på, hvad det er for et alternativ han tænker på, når han side 6 taler om "... alvorlige politiske indgreb overfor det rigdomsbegreb, som er knyttet til den 2 / 9

3 kapitalistiske profitproduktion" s. 6, for neden). Og JH taler i en afsluttende overskrift om "overskridelselsens logik". Meget nærmere kommer vi det ikke, men formuleringen må jo nok nærmest fortolkes derhen, at JH tænker på en eller anden form for socialisering. Essensen af JH' s kritik af undertegnede er således gammel vin på nye flasker - den ældgamle "reformisme" kritik for ikke at gå tilstrækkeligt radikalt til værks i kritikken af den herskende politik, for ikke at stille spørgsmålstegn ved selve samfundssystemet og stille "samfundsoverskridende" krav ("overskridelsens logik"). DEL II: JH S ARGUMENTATION - ØKONOMISK REDUKTION OG RADIKAL FLUGT FREMAD. Resumerende kan vi altså sige, at undertegnede kritiseres for manglende forståelse af velfærdsstatens historiske begrænsning, for at nære idealistiske, men falske forestiller om reformmuligheder og dermed også gøre sig skyldig i lappeskrædderi samt endelig - og afgørende - for ikke møde op med en tilstrækkeligt fundamental kritik og tilstrækkeligt radikale krav/alternativer. Hvorfor jeg dømmes til ikke at kunne overskride, men tværtimod at måtte forblive indenfor den nyliberale "diskurs" (s 1 forneden). Lad os kort se nærmere på disse argumenter. JH S statsopfattelse er tydeligvis den, at velfærdsstatens epoke er (ved at være) ovre. Han mener, at den økonomiske krise har fjernet mulighederne for at regulere og inddæmme markedet og den kapitalistiske økonomi, således som velfærdstaten har stået for. Ud fra dette synspunkt bliver DAV' s og undertegnedes forsvar for velfærdsordningerne naturligvis udsigtsløst og repræsenterer en blindgyde. Velfærdsstaten er ikke blot økonomisk, men også politisk betinget. JH S fremstiller sin tankegang som den der repræsenterer et historisk perspektiv på tingene. Men i virkeligheden er det en ganske "ahistorisk" synsmåde. Velfærdsstatens eksistens reduceres i sidste instans til et spørgsmål om, hvad markedet og den kapitalistiske økonomi - og den økonomiske krise - tillader. Man kan spørge sig selv, hvorfor velfærdsstaten så overhovedet er opstået, eftersom den jo repræsenterer indgreb i og begrænsning af kapitalakkumulationen og markedsøkonomien? JH S synsvinkel er udtryk for en gammel fejlopfattelse kaldet "økonomisk reduktionisme" dvs. at politik i sidste instans forklares som (og dermed reduceres til) resultat af økonomi. Hermed trænges det forhold til side, at velfærdsstaten i nok så høj grad må analyseres som politisk fænomen - som resultat af arbejderbevægelsens kamp, styrke og strategi efter 2. Verdenskrig såvel som af internationale styrkeforhold. Det skal med det samme understreges, at arbejderbevægelsen ikke har kunnet realisere velfærdsstaten uden i et samspil med markedsøkonomiens/den kapitalistiske økonomis betingelser. Men at reducere velfærdstaten til i sidste instans den kapitalistiske økonomi er udtryk for en apolitisk tankegang. Og fordi det netop hermed bliver umuligt at forstå velfærdsstaten som resultat af både økonomisk udvikling og politisk kamp er det netop i sig selv udtryk for en grad af ahistorisk tankegang, fordi en række af de historiske årsager til velfærdsstatens faktiske funktion og udformning "forsvinder ud af billedet" (mit udtryk - hhl). Som anført mener JH, at velfærdsstaten er på vej til at være et "forældet" fænomen, fordi den specifikke økonomiske struktur og de specifikke magtforhold, som definerer den, er på vej ud? Det er jo på den ene side rigtigt, at velfærdsstaten er under angreb. Men angrebet kommer fra den nyliberalistiske ideologi og økonomiske teori og deres udmøntning i nyliberal politik, som i de seneste årtier har været den borgerlige lejrs redskab til at udbrede og fremme markedsøkonomien i forhold til den offentlige (velfærds)sektor. Men det er på den anden side også rigtigt, at velfærdsordningerne er genstand for en indædt politisk kamp mellem på den ene side centrum - venstrekræfter og på den anden side højrekræfterne, anført af nyliberalisterne. Denne kamp kan i de forskellige lande have forskelligt styrkeforhold og give sig forskellige resultater. Højrekræfterne og nyliberalismen har nok i en epoke været i offensiven - men den politiske strid bølger fortsat frem og tilbage. På forhånd at foruddiskontere et bestemt udfald af 3 / 9

4 denne kamp på basis af alene den økonomiske krise er igen udtryk for en økonomistisk tankegang Det kan godt være, at kampen for fastholdelse af velfærdsstaten og kampen imod det nyliberalistiske angreb for tiden er i defensiven og at den på ingen måde har den radikale karakter, som JH ønsker. Men dermed er ikke sagt, at der ikke foregår en politisk kamp om velfærdsstaten og dermed er heller ikke sagt, at denne kamp på sigt er afgjort på forhånd med arbejderbevægelsens og de progressive kræfters nederlag. Selve det at gå ind i debatten at formulere og begrunde forslag og strategier for bevarelsen af velfærden og velfærdssamfundet er med til at påvirke styrkeforholdene. Det er klart, at vilkårene, resultaterne og udsigterne for denne politiske kamp i sig selv er vigtige emner til nærmere analyse og udfoldelse. Men det kan ikke - som JH gør - kræves, at det på forhånd skal være klarlagt: ".. hvilke kræfter skal egentlig føre den kamp og begrænse arbejdsgivernes mulighed for forskelsbehandling?" Hvis man på forhånd kendte forløbet og resultatet af kampen, var der ingen grund til at gå ind i den. Pladsen levner imidlertid ikke mulighed for at komme med en sådan mere udførlig analyse af vilkårene, resultaterne og udsigterne for den politiske kamp om velfærdsstaten og den danske/nordiske model. Men vi venter på "overskridelsen". Som det fremgår, består JH S anden argumentationskæde af en kritik mod undertegnede - og andre "progressive velfærdsteoretikere" - for kun at stå for "humane korrektioner" dvs. for ikke at gribe fat om problemernes rødder dvs. om årsagerne i samfundssystemet til, at det har været nødvendigt med kompenserende velfærdsydelser. I stedet agiterer JH for et langt mere "radikalt", samfundsforandrende perspektiv (tredje argumentationskæde). JH betegner det som anført som velmenende idealisme og kun "et humant korrektiv", når DAV og undertegnede vælger at gå ind i debatten om, hvorvidt det er nødvendigt med velfærdsforringelser og at argumentere for fastholdelse og udbygning af velfærdsordningerne. I stedet gør JH sig til talsmand for, at der gribes fat om problemerne rødder i det kapitalistiske system, i stedet for at lappe med velfærdsydelser. Men denne tilsyneladende bekenden sig til mere radikale krav og alternativer forbliver uden substans, for ifølge JH er sådanne radikale reformer slet ikke mulige indenfor det nuværende samfundssystem: ".. en sådan indsats grundlæggende vil bryde med den herskende økonomiske logik...".(min fremhævning - hhl), hvilket "... ville få de politiske modsætninger heri landet til at eksplodere" (min fremhævning - hhl s.6.). Tilbage bliver kun det helt radikale perspektiv om at helt at ændre de økonomiske spilleregler - det som af JH betegnes som "... alvorlige politiske indgreb overfor det rigdomsbegreb, som er knyttet til den kapitalistiske profitproduktion. " (s. 6, forneden). Dvs. socialisering i en eller anden forstand. Men er tiden da inde til at anlægge et sådant perspektiv? Noget overraskende erkender JH selv, at det ikke er tilfældet, idet han s. 6 vedgår at "..artikulationen af et sådan politisk perspektiv (om indgreb overfor kapitalen - hhl) ikke lige står for døren" (min fremhævning - hhl). Heri har JH ganske ret - for en gangs skyld. Men hermed demonterer han i virkeligheden også hele sin egen kritik. For hvis tiden ikke er til radikale krav i forhold til den nyliberale politik, så er tiden heller ikke til hans eget særdeles radikale alternativ. Det alternativ, som skulle legitimere kritikken og affærdigelsen af undertegnedes alternativer som kun helt utilstrækkelig "humane korrektioner". Med mangelen på eget alternativ hænger hans kritik og hans alternativ i den tomme luft - RADIKALITETSKRAVET ER TYDELIGVIS BLOT EN FLUGT FREMAD. Når der ikke er basis for hans alternativ, er der jo reelt ikke kun to muligheder tilbage: Enten læne sig passivt tilbage og vente på - hvad? Eller at tage den løbende konkrete velfærdskamp for fastholdelse af velfærdsordningerne og vores velfærdsmodel. Men den sidste mulighed er jo efter JH S opfattelse ikke bare den rene reformisme, nej det er indenfor den nyliberale diskurs og giver i virkeligheden "regeringen frie hænder". Dermed er handlemulighederne i virkeligheden totalt udtømt - der er ikke andet at gøre end at afsløre nyliberalismen og kapitalismen og så ellers vente på sammenbrud eller revolution eller whatever? 4 / 9

5 Resultatet af denne økonomistiske reduktion og angivelige radikalitet må således i vid udstrækning i realiteten blive handlingslammelse og defaitisme. JH løfter fanen så højt, at fødderne slipper jorden. DEL III: PERSPEKTIVER I KAMPEN FOR FASTHOLDELSE AF VELFÆRDSORDNINGERNE OG DEN DANSKE/NORDISKE MODEL. Hvad er så på den anden side vilkårene i og perspektiver for kampen mod den nyliberale velfærdspolitik, således som undertegnede ser den og har fremført den.? Velfærdskampen er ikke "overskridende". Lad os starte med at slå fast, at hvis JH S kritik i sidste ende bunder i, at han mener at undertegnede og Den Alternative Velfærdskommision ikke er "samfundsoverskridende" i sit sigte, så har han da ganske ret. Det havde han ikke behøvet at læse mine artikler for at finde ud af, det kan såmænd læses i kommissoriet for DAV lige fra starten. Lige fra dens oprettelse har perspektivet for DAV været at forsvare den danske/nordiske/universelle velfærdsmodel mod nyliberalismens undergravning og forsøg på markedsgørelse. At denne velfærdsmodel ikke bryder med kapitalismen er alle vist enige om, og at den i en eller forstand repræsenterer et politisk kompromis står heller ikke til diskussion. Men den repræsenterer et for arbejderbevægelsen og den brede befolkningen relativt fordelagtigt kompromis. Og netop denne nordiske model er for arbejderbevægelsen og den brede befolkningen relativt mere fordelagtigt end fx den kontinentale model og klart bedre end fx den anglosaksiske model. Det er netop derfor højrekræfterne gennem nyliberalistisk politik søger at afmontere denne model og begrænse velfærdsordningerne. Den nordiske model er ikke noget, der er kommet af sig selv - den er et produkt både af nogle samfundsmæssige og økonomiske strukturer OG AF EN POLITISK KAMP OG NOGLE POLITISKE STYRKEFORHOLD. Hvis den kapitalistiske økonomi alene havde skullet bestemme, var der aldrig opstået en velfærdsstat og slet ikke i den universelle model. Men hermed er vi også tilbage i den tidligere diskussion om, at selve den politiske kamp for det første har betydning og at resultatet heraf ikke er givet på forhånd. Og at det for det andet - uanset om det ikke er "samfundsoverskridende" - på ingen måde er ligegyldigt om, hvorvidt det lykkes de nyliberalistiske kræfter at undergrave velfærdsrettighederne i den nuværende danske velfærdsmodel eller hvorvidt det lykkes at forsvare, fastholde og videreudvikle dem. Men hvis vi holder fast i, at det har betydning at forsvare velfærdsordningerne og vores velfærdsmodel, hvordan kan denne kamp så føres? For at kunne indkredse en strategi og et alternativ med en vis udsigt for sig, dvs. som ikke blot forbliver radikale paroler på et stykke papir, er det nødvendigt for det første at overveje, hvori Regeringens nyliberale strategi konkret består. Og for det andet er det nødvendigt at overveje, hvad der er betingelserne og styrkeforholdene i den aktuelle politiske kamp. Regeringens strategi og taktik for opgøret med velfærdsstaten. Det afgørende er her, at de bærende nyliberale kræfter, herunder navnlig Fogh Rasmussen er gået fra en tidligere "revolutionær" eller "radikal" (ny)liberal politik til en mere "reformistisk" eller "skridtvis/gradvis " reformering af samfundet. Retningen, projektet, handler stadig om en (ny)liberal transformering af samfundet, men Regeringens strategi bygger som anført på en trinvis eller gradvis fremadskridende nyliberal "reformproces". Den er en strategi, som imidlertid forudsætter fastholdelse af regeringsmagten over flere valgperioder, og et centralt pejlepunkt er derfor for Regeringen ikke at "udfordre befolkningens tryghed" med for åbenlyse, voldsomme eller pludselige forandringer af velfærden. For at undgå at befolkningen således "vækkes" er det også et vigtigt taktisk element hele tiden at bearbejde den offentlige opfattelse med spin og herigennem indkapsle kritik og uro. Og endelig er det et vigtigt taktisk element i Regeringens strategi at splitte oppositionen - fx har det været afgørende for Regeringens fastholdelse af magten, at det er lykkedes at splitte arbejderbefolkningen omkring 5 / 9

6 flygtninge/indvandrerspørgsmålet. Centralt i regeringens metode er skattestoppet. Dvs. at regeringen arbejder for at begrænse velfærdsstaten igennem at reducere den offentlige sektor og øge den private sektor/det private forbrug. Det er en mekanisme, der arbejder langsomt men sikkert: "De to grundpiller er skattestop og bremsen på væksten i den offentlige sektor. Hvis stat, amter og kommuner ikke får flere penge, men økonomien fortsat vokser, vil den private sektor løbe fra den offentlige sektor. Det tager tid, før effekten slår igennem. Men efter 10 år vil den offentlige sektor kun være øget med fem procent, mens den private er blevet 20 procent større. Så opstår et nyt Danmark"(Børsen, april 2004) Det nye centrale punkt i denne strategi bliver efter min vurdering Kvalitetsreformen (læs herom min artikel). Betingelserne og mulighederne for kampen mod det nyliberalistiske projekt. Forsvarskampen mod det nyliberale projekt er ikke uden udsigt og muligheder. Undersøgelse efter undersøgelse af befolkningens holdninger viser, at den danske befolkning ikke ønsker skattelettelser, men velfærd. Og velfærdsbevægelsen i 2006 viser at befolkningen er bekymret og på vagt overfor udhuling af velfærden. Og maj og september 2006 viser i øvrigt at modstand nytter. Men på den anden side har samme befolkning nu ved to på hinanden følgende valg genvalgt denne regering. Det må formentligt anerkendes, at det igennem skattestoppets og skattepakkernes forøgelse af privatforbruget er lykkedes Regeringen at "købe sig" en vis støtte. Samtidig er der også væsentlige svagheder, hvad angår et politisk alternativ til Regeringen, idet de politiske partier i centrumvenstreoppositionen vakler mellem kopipolitik og et klart alternativ. Og endelig er det centralt for den politiske kamp mod det nyliberalistiske projekt er, at når de nyliberale forandringer kommer drypvist, indirekte og tilsløret, gør denne taktik det vanskeligere at afsløre Foghs projekt generelt. Den vigtige konklusion er, at det politiske styrkeforhold er meget "mudret" eller uafklaret og en central problematik er den manglende afklarethed i befolkningen mellem skattestop og velfærd/mellem Regeringen og opposition. Radikale og "overskridende" alternativer i forhold hertil vil falde helt ved siden af og skyde langt over, hvor befolkningen er. På den anden side er intet afgjort. Kampen bølger frem og tilbage. Og den nyliberale reformproces skridtvise karakter giver også muligheden for en kamp omkring de enkelte konkrete forandringer. Heroverfor må man naturligvis analysere disse nyliberale ændringstiltag konkret, argumentere imod de enkelte ændringsforslag konkret og dermed søge at bremse og forhindre dem konkret. Konkrethed og realisme er i denne situation nøgleord. For det første vil bombastiske analyser og generelle proklamationer mod nyliberalismen skyde helt over målet, netop fordi den overordnede sammenhæng og det lange sigt sløres effektivt overfor befolkningen, og fordi befolkningen fortsat er så uafklaret. Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke skal pege på denne overordnede sammenhæng og Regeringens langsigtede mål, men det bærende i kritikken skal og må være en analyse og påpegning af de konkrete negative effekter af Regeringens enkeltreformer og et lige så konkret og realistisk alternativ. Og det andet centrale i den aktuelle forsvarskamp er, at der stilles realistiske alternativer. Men også at der påvises, at der er økonomiske - politiske alternativer til nyliberalismen. Ikke mindst realistiske økonomiske alternativer, idet de nyliberale reformer jo oftest begrundes med, at de er økonomisk nødvendige og uomgængelige. Og alternativer er der: Der kan skabes arbejdskraft, der kan skabes samfundsøkonomi til fastholdelse, fornyelse og videreudvikling af velfærden - uden at bruge nationalproduktet 3 gange. Det er dette, som er mulighederne og begrænsningerne i den aktuelle kamp mod den nyliberalistiske velfærdspolitik i Danmark. Det er en kamp, hvor nyliberalismen er i offensiven, men hvor intet er afgjort. Det er en kamp, der er koncentreret om de enkelte nyliberale reformer og som må mødes 6 / 9

7 med lige så konkret kritik og konkrete og realistiske alternativer. Et konkret og jordnært alternativ til den nyliberalistiske politik. Men at alternativer skal være økonomisk og politisk realistiske, gør dem ikke mindre forskellige fra regeringens politik. Analysen af Kvalitetsreformen viser, at Kvalitetsreformen indgår som et videre skridt i VK - regeringens politik for en nyliberal drejning af den danske velfærdsmodel og af de offentlige serviceydelser, også kaldet velfærdsservice. Det skal ske gennem fortsat markedsgørelse gennem yderligere udbredelse af frit valg, udlicitering og gennem yderligere udbredelse af markedsstyring. Denne udvikling rummer i sig selv for borgerne truslen om opdeling af velfærdsydelserne i første klasses betalingsydelser for den bedrestillede del af samfundet og et anden klasses gratis, men skrabet offentligt "velfærdsminimum". Samtidig indebærer udviklingen en yderligere bureaukratisering af offentlige ansattes arbejdsvilkår, indskrænkning af deres handlerum og indflydelse og øget kontrol og topstyring. Og de økonomiske og personalemæssige betingelser for den offentlige sektor indebærer en fortsat udhuling af grundlaget for offentlige serviceydelser. (Se artiklen "Alternativ til Kvalitetsreformen", analysen "Modspil til Kvalitetsreformen" eller artiklen " planen: Er velfærden velforvaret?" på Som alternativ hertil kan opstilles følgende hovedalternativ: En årlig realvækst i offentligt forbrug på 1,6 pct. og en forøgelse af offentlig beskæftigelse med mellem 30 og personer frem til 2015 Finansiering heraf gennem en beskæftigelsesstrategi, der på sigt forøger beskæftigelsen i både den private og offentlige sektor med i alt personer gennem reduktion af de i dag udenfor arbejdsmarkedet Og som samtidig forbedrer de offentlige finanser med de godt 20 mia. kr. der kan finansiere flere offentligt ansatte Stop for frit valg og yderligere udlicitering Øget selvforvaltning i offentlige institutioner I stedet for markeds(lignende) styring sikring demokrati i forhold til den offentlige sektor og af de offentlige ansattes professionelle råderum og faglighed. JH vil uden tvivl herom mene, at der kun er tale om et "korrektiv" for ovenstående alternativer er jo hverken dybdegående eller radikale (læs samfundsoverskridende). Men ovenstående vil i realiteten indebære et brud med skattestoppet på sigt. Og netop fordi skattestoppet udgør murbrækkeren i Regeringens nyliberale projekt og strategi, ville den i den nuværende fase ikke kunne overleve et brud hermed. Og falder Regeringen, vil hele det nyliberale projekt være diskrediteret. Dette vil være en afgørende styrkelse for den danske velfærdsmodel. Hermed er ikke givet, hvad der så sker? Det vil være afhængigt af, at den økonomiske situation, den politiske kamp og styrkeforholdene heri og af hvad der udbydes af politiske strategier fra ikke - nyliberalistisk hold. Men sejre i den aktuelle, meget skridtvise forsvarskamp for den danske velfærdsmodel vil give arbejderbevægelsen og de progressive politiske kræfter styrkepositioner, som kan være afsæt for en videre offensiv. Heri vil Den Alternative Velfærdskommission ikke have nogen rolle. Dens funktion er - så længe den består - begrænset til forsvaret for den nordiske velfærdsmodel. Men det er nu heller ikke så ringe en ting. AFSLUTNING. JH S kritik af undertegnedes "Alternativ til kvalitetsreformen" for at være en del af - immanent som han vil sige - i den nyliberale diskurs bygger, som vi har set, på en række fejlvurderinger og forenklinger: 7 / 9

8 Staten ses som primært økonomisk betinget med manglende forståelse af den politiske betingethed. Forståelsen af politik, det politiske niveau og den politiske kamp er præget af økonomisk reduktionisme Og helt grundlæggende: En offensiv velfærdspolitik mistolkes som synonymt med radikale analyser og kritik og radikale krav/mål/alternativer (dybtgående indgreb mod kapitalen). Herved går JH fejl af, hvad det aktuelle styrkeforhold er i den politiske forståelse og kamp såvel som fejl af den særlige karakter af VK - regeringens nyliberale strategi: Den kun trinvise nyliberale reformering af samfundet og den offentlige sektor. Disse forhold medfører, at debatten om regeringens reformer må føres gennem konkrete analyser og kritik og at der er behov for konkrete og realistiske alternativer Fordi økonomiske mekanismer - udgiftsloft og skattestop - har en nøgleplacering i Regerings nyliberale strategi er diskussionen om og alternativerne til den nyliberalistiske politik i høj grad økonomisk præget og handler om, hvilken økonomisk politisk der skal føres. Og fordi det nyliberale projekt indskrænker demokratiet i forhold til og indenfor den offentlige sektor består et andet element i kampen mod den nyliberale politik i forsvar og kamp for demokrati Sammenfattende vil jeg sige, at jeg opfatter både Jan Helbaks og min position som alternativer til den nyliberalistiske politik, men diskussionen handler om hvilket alternativ, der peger videre. Jan Helbak søger i sin egen angivelse et "overskridende alternativ" ikke blot i forhold til den nyliberale politik, men til kapitalismen som sådan. Det gør han - som jeg læser det - udfra et normativt eller idealistisk grundlag - fordi det er det, han mener, der er behov for. (Han mener jo ikke selv, der er basis for det i den aktuelle politiske kamp). Jeg vil i øvrigt godt præcisere, at der er efter min mening er forskel på nyliberalisme, som er en bestemt ideologi, teori og politik og så kapitalismen som sådan, der kan rumme mange forskellige ideologier og politikker. Men tilbage til alternativerne: Jeg søger også at opstille et alternativ, men det er et alternativ til den nyliberalistiske politik. Det er rigtigt det ikke er til kapitalismen som sådan, og det gør jeg udfra en realistisk analyse af styrkeforhold og politisk bevidsthed i den aktuelle politiske kamp, som jeg læser som en defensiv kamp. Heri ligger for så vidt ikke nogen a priori accept af den nuværende samfundsmodel. Tværtimod kan sejre i den defensive kamp give styrke til og danne afsæt for en mere "samfundsudviklende politik". Men det er kun ved at opstille "realistiske alternativer", der tager afsæt i den aktuelle politiske situation og bevidsthed, at er der mulighed for sådanne sejre. Modsat mener jeg, at Jan Helbaks "radikale alternativ "skyder langt over målet og ikke har noget afsæt i den aktuelle politiske bevidsthed og i de aktuelle styrkeforhold og dermed heller ikke vil komme til at flytte noget. Forskellen mellem mit alternativ og Jan Helbaks alternativ er således i min forståelse forskellen mellem to forskellige alternativer til den nyliberalistiske politik - mellem et "realistisk alternativ" og et "radikalt - og i min forståelse - utopisk alternativ". JH S kritik af undertegnede - og "andre progressive velfærdsteoretikerne" for ikke at bryde med den nyliberale diskurs, men tværtimod befinde sig indenfor denne, beror på fejlforståelser og vurderinger. Og den helt grundlæggende fejl handler om den antagelse, at jo mere radikal velfærdspolitikken er, des mere offensiv og rigtig er den. I stedet vil en sådan politik gå fejl af den nyliberale strategi og skyde hen over hovedet på styrkeforhold og befolkning og forblive resultatløs. Det ville være at give nyliberalismen frie hænder. Den konkrete forsvarskamp om de enkelte reformer og med at opstille realistiske reformalternativer og alternative strategier vil helt sikkert ikke være "overskridende". Men det er helt afgørende at den føres, for det er på det niveau at kampen overhovedet foregår. Og uanset manglende radikalitet i sit umiddelbare sigte, er denne 8 / 9

9 kamp på ingen måde perspektivløs i sit længere sigte, tværtimod. Det er det, som er kampen. 9 / 9