Mundtlig beretning Vejen er brolagt med

Transkript

1 Mundtlig beretning Vejen er brolagt med Yahya Hassan er i efteråret blevet den nye helt på mediernes kultursider. Det sker på trods af hans afstandtagen fra præmieperkere, som han kalder Naser Khader, Farshad Kholgi og andre markante nydanskere. Han er en modig ung mand på 18 år, som i oktober udgav sin første digtsamling. I den beskriver han sin opvækst med forældre, som altid var fysisk til stede i hjemmet, men alligevel aldrig var der for deres børn. Der var tæv og ydmygelse på programmet og et decideret menneskeligt underskud i familien, som han nægter at lade gå upåagtet hen. Respekt for det. Det er imidlertid ikke derfor, at den mundtlige beretning indledes med historien om Yahya Hassan. Nej, det er fordi, at det var en lærer på et socialt opholdssted for ungdomskriminelle, som opdagede hans talent for at udtrykke sig på en anden måde end ved at begå kriminalitet. Jeg tror, vi alle sammen kender fornemmelsen af at sidde og rette opgaver og have noget mellem hænderne, som man ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig kommer fra den elev, som har skrevet sit navn på forsiden. Sådan var det også for Yahya Hassans lærer, som ikke troede på, at noget så udtryksfuldt, som den stil han havde afleveret, kunne komme fra hans pen. Hun sagde direkte til ham: Hvor har du stjålet det her henne? Yahya Hassan blev rasende over fejlagtigt at blive beskyldt for at snyde og skrev i raseri samme dag en ny stil, som han afleverede om aftenen. Derefter havde han lærerens fulde opmærksomhed. Hun fodrede ham med alle de store danske og udenlandske forfattere ikke mindst lyrikere. Hans meriter i øvrigt ufortalt - ansporede det denne unge mand til at kanalisere sin vrede ind i lyrikken, hvor han tilsyneladende har et aldeles lysende talent. Det er et mønstereksempel på, at vi lærere og ledere har verdens vigtigste og bedste job. Mange har i deres dagligdag chancen for at gøre en forskel, og forhåbentligt har langt de fleste af os også prøvet at gøre en forskel for et barn eller et ungt menneske. Det er en frydefuld følelse, når det lykkes at få energien i klassen til at flytte dem alle sammen, når en elev finder sin rette hylde, når en elev pludselig opdager, hvordan man lykkes i undervisningen, eller når man kan se tilbage på et skoleforløb og sige, at de kom godt i vej. Det er de stjernestunder, som vi næres ved, og det er de stunder, som får os til år efter år at give alt, hvad vi har for vores elever. Forudsætningerne for, at vi kan lykkes med vores forehavende, er, at rammerne for vores arbejde er i orden. At ministerierne sørger for, at forudsætningerne for at lave god skole er til stede. At overenskomsterne beskriver en hensigtsmæssig måde at udføre arbejdet på. At bestyrelserne har sat en klar kurs for skolernes virke. At lederne formår at skabe gode rammer for arbejdet. At lærerne kan fylde rammerne ud. Danmark er et af de allermest lige samfund i verden. Det er vi mange, der er glade for. Vi passer på de svageste, og vi har et princip om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Fundamentet for dette kommer blandt andet fra fagbevægelsen, og det er også grunden til, at vi i Danmark har et arbejdsmarked, som mange andre lande misunder os. Vi har opnået anstændige lønvilkår, gode pensioner (faktisk blev det danske pensionssystem kåret som verdens bedste i en undersøgelse sidste år), rimelige ansættelsesvilkår, et fornuftigt arbejdsmiljø, gode barselsforhold og meget mere. Alt i alt er Danmark et godt land at være ansat i. Men det er ikke kommet af, at arbejdsgiverne bare synes, at det da er en god ide.

2 På det frie skoleområde er arbejdsgiverne ikke anderledes end i resten af verden. De ønsker at få mest muligt arbejde ud af de ansatte lærere og ledere til den lavest mulige løn. Det demonstreres tydeligt i det papir, som Dansk Friskoleforening har udsendt til skolelederne om implementering af de nye arbejdstidsregler for næste år. Papiret beskriver først skolernes økonomiske udfordringer og derefter, hvad skolerne kan gøre for at afhjælpe disse. Et af punkterne handler om, at de forestiller sig, at lærerne anvender mere tid på fælles forberedelse, og at skolen derfor kan rationalisere i den individuelle forberedelse. I den forbindelse skrives følgende: Her kommer afskaffelsen af de hidtidige arbejdstidsregler skolernes udfordringer i møde. Det vil ikke kunne hænge sammen, hvis man ikke udnytter disse muligheder. Senere i papiret står der: Der er ingen tvivl om, at det for skolens økonomi vil være optimalt, at de ansatte er på deltid, da undervisningstillæggene så ikke vil vægte så meget. Citatet kan kun forstås på den måde, at skolerne ved at ansætte lærerne på deltid kan spare på lærerløn, pension og undervisningstillæg. Lærerne vil komme til at arbejde præcis lige så meget, som hvis de var på fuld tid, men til dårligere hyre. Det er en gennemført usympatisk tænkning at lade skolernes økonomiske problemer direkte overføre til lærernes løn og ansættelsesvilkår. Ikke mindst i en tid, hvor man burde gå den anden vej og vise, at skolerne har tillid til de gode og dygtige lærere på skolerne og give lærerne indtryk af, at de er værdsat - ved eksempelvis at øge lønnen. Så arbejdsgiverne vil ikke nødvendigvis de ansatte det godt. Og de opfører sig ikke altid ordentligt og pænt. Det gør de kun, når der er nogen, der sørger for, at de gør det. Skolerne leder hele tiden efter en måde at optimere driften på, hvilket er legitimt. Men det kræver modspil for, at lærere og ledere ikke skal miste de rettigheder, som vi gennem årene har erhvervet os. Og modspillet kommer kun et sted fra nemlig fra fagbevægelsen og altså fra FSL på vores område. Samtidigt må vi som fagforening erkende, at der er tider, hvor man slår et slag med halen og forbedrer løn- og ansættelsesvilkår, og der er andre tider, hvor man kæmper for at bevare velerhvervede rettigheder. Når det er opgangstider i samfundet, så arbejder man for forbedringer, mens det i tilfælde af dårlige tider i højere grad handler om at holde fast i eksisterende rettigheder. Presset på den offentlige sektor fører ikke til forbedringer for de ansatte og ikke til mere tid til at løse opgaverne. På det frie skoleområde demonstreres det ikke mindst af, at vi til sommer skal have nye arbejdstidsregler. Det er i den forbindelse interessant, at Dansk Friskoleforening i de netop omtalte slides skriver, at vi skal gå fra kvantitet i skolen til kvalitet. Det var også, hvad vi fik at vide under forhandlingerne med moderniseringsstyrelsen de nye regler vil give mere kvalitet. Men det kan ethvert almindeligt begavet individ godt selv regne ud ikke passer, og det underbygges da også af de følgende afsnit. Det er et fællestræk for alle skoleforeningerne på nær de tyske skoler, at de melder ud, at lederne skal leve op til de nye intentioner i lovgivningen på vores område. Men jeg er blevet spurgt af en del ledere og tillidsrepræsentanter, om man kan få lov til at fortsætte med at lave skole, som man gør i dag? Og svaret er ganske enkelt: ja, det kan man godt, hvis det er det, som lederen ønsker. Skoleforeningerne, som bortset fra Efterskoleforeningen var helt fraværende under konflikten i foråret, har fået blod på tanden og står 100 procent inde for lov 409. Det er faktisk en befrielse, at det er blevet så nemt at skelne mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Men det er også ærgerligt, at skoleforeningerne bare køber Folketingets statsstyrede arbejdstidsmodel. En model som blot sparker nedad og eksporterer de problemstillinger, som vi før i fællesskab løste centralt, til det lokale niveau. Udfordringen til sommer består imidlertid ikke kun i, at

3 lærerne har fået nye arbejdstidsregler, som ikke er lavet til undervisning, og som vi ikke bryder os om. Nej de er mange flere. Men ingen af dem fører til større kvalitet. Samtidigt med, at de nye regler skal indføres, så skal folkeskolereformen også implementeres. Mange steder vil det føre til flere undervisningstimer på skolerne. Der følger ingen penge med denne udvidelse af lektionstimetallet. Nej, tværtimod tegner det i øjeblikket til, at koblingsprocenten beskæres med yderligere 1 procent, og da udgiften pr. elev i folkeskolen samtidigt falder, fuldendes billedet af, at der i alt skal spares 3,3 procent på grundskoleområdet til næste år. På efterskoleområdet skal der spares 2 procent. Det er fuldstændigt utilstedeligt, at vi skal implementere nye arbejdstidsregler, have en ny folkeskolereform og samtidigt spare på skolernes drift på en gang. Hvis nogen kan fortælle os, hvordan det øger kvaliteten af arbejdet på skolerne, så er vi lutter øren! På baggrund af dette, så er det svært at tro på, at skolerne skal udvikle sig i en kvalitativ retning de kommende år. Alene det, at Folketinget har valgt at tromle henover lærerne for at få deres vilje, skaber et utroligt dårligt udgangspunkt for at udvikle skolerne i en positiv retning. Nogle medlemmer har sagt, at vi skal passe på med at sige, at lærerne skal arbejde mere. I stedet skal vi sige, at lærerne skal undervise mere. Men hele øvelsen går netop ud på at få mere arbejde ud af lærerne for de samme 1924 timer, som et årsværk udgør. Arbejdsgiverne siger, at det ikke er det, som det handler om. Men sådan har det været i resten af den offentlige sektor, og det skal vi nu også vænne os til. Det var derfor, at Moderniseringsstyrelsen tog opgøret med os om arbejdstiden. Vores aftaler, som Moderniseringsstyrelsen og FSL har været enige om så sent som i 2011, blokerede for at få os til at arbejde mere. Det er også derfor, at en væsentlig del af øvelsen går ud på at få os til ikke at tælle vores arbejdstid. Vi skal i stedet fokusere på opgaven, lyder det. Vi får hele tiden at vide, at vi ikke længere skal opfatte os som lærere men som vidensarbejdere altså en slags konsulenter. Fint, hvis det er virkeligheden, så burde man starte med at sætte lønnen kr. op om året, så skal vi nok gå ud og fortælle vores medlemmer, at de ikke behøver at tælle så nøje. Det kan godt være, at skoleforeningerne og Moderniseringsstyrelsen er enige om, at der ikke skal tælles arbejdstid i det nye system, men ikke desto mindre har Folketinget med lovindgrebet indført et system, hvor basis er, at læreren ved præcis, hvornår der skal arbejdes. Og det er uomtvisteligt, at meget skal tælles, når de nye regler indføres. Undervisningen, arbejdet på skæve tider og meget andet skal tælles, for læreren skal stadig have en årsopgørelse over, hvad arbejdstiden er anvendt til ved skoleårets afslutning. Moderniseringsstyrelsen og skoleforeningerne, som undervejs i det her forløb mere og mere er trådt i karakter som reelle arbejdsgiverrepræsentanter, fokuserer i deres tilgang på alle de fordele, som skolerne får ud af de nye arbejdstidsregler. Og der er ingen tvivl om, at de nye regler virkelig er en landvinding for skolerne skråstreg arbejdsgiverne. De har med et slag fået afskaffet alle arbejdstidsaftaler og erstattet dem med arbejdsgiverbestemte regler, som de ikke engang har betalt for. Det eneste Folketinget mente, at der skulle betales for, var aldersreduktionens udfasning. Undskyld, hvis vi ikke jubler af begejstring! For hvad med beskrivelserne af undervisningsbegrebet, klasselærerfunktionen, omlagt tjeneste, lærerarbejdets indhold, planlægningsbestemmelserne, egentiden, overtid og meget mere? Afskaffelsen af disse er der ikke betalt en eneste krone for. Til gengæld har vi fået fire mere eller mindre ubrugelige værnsregler, som skal betrygge os i vores arbejde. Det var tyveri ved højlys dag at tage velerhvervede

4 rettigheder, som vi gennem års forhandling har betalt for ved forhandlingsbordet, og så afskaffe dem uden så meget som en krone i kompensation. Og vi har ikke glemt det. Det eneste reelle værn mod det grænseløse arbejde er at styrke fælleskabet. FSL, og de netværk som findes i foreningen, skal være bærende og garant for, at lærerarbejdet fortsat kan udvikles i positiv retning. For selv om skoleforeningerne ofte omtaler sig selv som skoleformsforeninger, som varetager skoleformens interesser, så varetager de på ingen måde lærernes, og hvis det kom til stykket heller ikke ledernes løn- og ansættelsesmæssige interesser. Det kan godt være, at vi har fået regler, som i hænderne på fornuftige bestyrelser og skoleledelser på sigt vil komme til at fungere, men det ændrer ikke på, at lærerne er blevet miskrediteret og beskyldt for at være dovne af medierne og diverse politikere, og det har gjort ondt og det gør det fortsat. Lederne har ikke alene fået ledelsesretten, de har også fået ledelsespligten. Med mindre lederne inddrager lærerne i processen og udviklingen af skolernes håndtering af arbejdstiden, så der kan skabes grobund for et fortsat fællesskab omkring skolen, så står lederne alene med pligten til at få projektet til at lykkes. Samarbejde og tillid, til at både lærere og ledere vil skolens bedste, er nøglebegreber, hvis det skal lykkes at få de nye arbejdstidsregler til at fungere på de frie skoler. En af de frie skolers helt store forcer er, at man på den enkelte skole arbejder ud fra et kendt og anerkendt værdigrundlag. Det styrker forankringen i lærergruppen. Men forankringen bygger endnu mere på, at lærerne har stor indflydelse på deres egen arbejdssituation. Det har de kun fremover, hvis lederne lader dem få den indflydelse. Og det bør de! Lærere kan godt få skolen til at fungere uden ledere, selvom det bliver derefter. Men ledere kan ikke få skolen til at fungere uden lærere! Det bør være bøjet i neon, at samarbejde skal være den bærende kraft i udviklingen af de frie skoler. Over 40 procent af lærerne overvejer, om de fortsat ønsker at være lærere efter det ydmygende forløb omkring lærerlockouten. Det ville klæde Moderniseringsstyrelsen, Undervisningsministeriet og ikke mindst skolernes bestyrelser at betrygge lærerne om, at de betragtes som vellidte, dygtige og engagerede og ikke som en faggruppe, som blot ønsker at tage plads i hængekøjen hver eneste eftermiddag. Lederne og skoleforeningerne mener, at ledelsesrollen er under forandring. Hvis det er sandt, så skal man gøre sig meget klart, at så er lærerrollen også under forandring. Med mere ledelse og dermed mere suverænitet placeret på forstander- og skolelederkontorene, så kræver det gode lederevner ikke samtidigt at få lærerne til at føle sig mere som lønarbejdere end i dag. De steder, hvor ledelserne ikke magter at få lærerne engageret i skoleprojektet, er risikoen tårnhøj for, at man i stedet for at bygge broer mellem ledelse og lærere kommer til at grave dybe grøfter det kommer der ikke god skole ud af. Når vi siger det her i selskab med skoleforeningerne og Moderniseringsstyrelsen, så får vi altid at vide, at vi er rigide og ikke ønsker at udvikle skolen. Vi bliver også beskyldt for ikke at ville forandre. Men det er ganske enkelt ikke sandt. Vi anerkendte under forhandlingerne i foråret, at der var områder i den eksisterende aftale, som vi gerne ville være med til at se på. Det handlede fx om egentid og varslingsbestemmelser, men det havde ikke Moderniseringsstyrelsens interesse. For Moderniseringsstyrelsen ønskede ikke længere, at der var en reel aftale om arbejdstid for lærerne. Udvikling og forandring kommer imidlertid ikke af ensidige diktater. Udvikling og forandring kommer af uenighed og diskussion efterfulgt af gode fremadrettede løsninger, som begge parter kan se sig selv i. Vi håber derfor, at Moderniseringsstyrelsen og skoleforeningerne vil finde tilbage på forhandlingsvejen, så vi i

5 fællesskab kan skabe de bedste udviklingsbetingelser for de frie skoler i fremtiden. Og så skal det siges, så ingen kan være i tvivl om vores intentioner for fremtiden: God skole tager udgangspunkt i samarbejde og forankring i hele skolens organisation. Den enkelte skole må arbejde med, hvordan det bedst udmønter sig hos den. SAMARBEJDE FREMMER FORSTÅELSEN. Vi håber og tror på, at ikke en gang Moderniseringsstyrelsen synes, at det var fremtidens måde at få sine krav igennem på, som blev demonstreret ved forhandlingerne i foråret. Men det vil vise sig forberedelserne til OK15 starter i foråret 2014 altså lige om lidt... Og hvad kan vi så forvente os af OK15? Ja, for det første er det helt åbenlyst, at lige meget, hvad vi synes om de nye arbejdstidsregler, så har et flertal i Folketinget besluttet, at det er de regler, som vi skal arbejde efter. Vi har et repræsentativt demokrati her i landet, hvor vi har de politikere, som vi fortjener. For at komme videre bliver vi derfor nødt til at acceptere, at de nye arbejdstidsregler er udgangspunktet for forhandlingen i 2015 det har et politisk flertal bestemt. Vi rejser i øjeblikket land og rige rundt og fortæller, at tillidsrepræsentanternes fornemmeste rolle - ud over at opretholde gode og rolige forhold på arbejdspladsen - under de kommende arbejdstidsregler er at prøve at kvalitetssikre lærerarbejdet. Det kunne også være et indsatsområde for foreningen ved de centrale forhandlinger. Ulempen ved forhandlingen i 2015 er, at der allerede skal afgives krav i september 2014, inden vi reelt ved, hvordan de nye regler kommer til at virke, og hvad det er for områder, som vi i særdeleshed har behov for at kvalitetssikre. Umiddelbart kunne det være en sammenhæng mellem opgaveoversigt og overtid, timeregistreringssystemer, tid til arbejdet som tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant, det centrale undervisningsbegreb og lignende. Debatterne vil, ligesom vi plejer, blive taget i kredsene eller regionalt i løbet af foråret, hvor der vil blive afholdt kravopstillingsmøder i hele landet. Et ikke uvæsentligt spørgsmål ved OK15 bliver, om arbejdsgiverne kommer med flere ultimative krav, og om der på denne måde drives endnu en kile ind i forhandlingsmodellen på det statslige område. Det håber vi virkelig ikke er tilfældet. Det frie skoleområde har brug for ordentlige løsninger. Løsninger, som er blevet til i fællesskab, og som begge sider af bordet tager ansvar for. Desværre kan man frygte, at hele den offentlige sektor på skift skal have kniven under de kommende års forhandlinger. Det virker som om, at regeringen tror på, at hvis vi bare kan indrette den offentlige sektor ligesom den private, så er der masser af penge at spare. Det kommer til at gå ud over velfærden i Danmark. Derfor ville det være fremsynet, hvis regeringen valgte at præsentere en vision for, hvad det er for et Danmark, som de ønsker, at der skal være tilbage, når Bjarne Corydon og den øvrige regeringstop er færdige med at skære dybt i det danske velfærdssystem. Det er beskæmmende at se, at der bare skal spares for at spare. Det kommer der ikke intelligente løsninger ud af. På trods af, at der er en udpræget krisebevidsthed i Danmark, tør regeringen ikke præsentere en vision for den offentlige sektor. Måske har de ikke sådan en vision? Alting handler om bundlinje. Hvis noget økonomisk kan betale sig, så er det godt uanset om det er skidt for noget andet. På den måde bliver økonomien afgørende for alting, og sådan burde det ikke være. Undervisning og uddannelse af vores børn kan ikke gøres op i tal på en bundlinje.

6 Det virker som om, at det eneste der i dag betyder noget er, hvor billigt vi kan drive den offentlige sektor, som vi i denne sammenhæng er en del af. I den offentlige debat om skolen er dannelsesaspektet i skolens virke fuldstændigt forsvundet og erstattet af effektivitetsparametre. Selvfølgelig skal vi bruge skattekronerne der, hvor de gør mest nytte, men det er legitimt, at der findes andre mål med uddannelse end, hvor høje karakterer man kan opnå, og hvor hurtigt vi kan få eleverne gennem uddannelsessystemet. Lærernes fornemmeste opgave er at motivere, understøtte og muliggøre børn og unges muligheder for at få et godt og ordentligt liv ikke blot et ordentligt arbejdsliv. Det betyder selvfølgelig, at skolerne skal gøre eleverne klar, så de kan tage en ungdomsuddannelse. Men det betyder også, at de skal tilegne sig de dannelsesmæssige færdigheder gennem deres skoletid, som sætter dem i stand til at foretage etiske, demokratiske og bæredygtige valg samt skelne mellem rigtigt og forkert, og at de ud fra en historisk og social kontekst ved, hvad der forventes af dem i andre end arbejdsmæssige sammenhænge. Disse ting er vi som samfund ved at give køb på, og man kan med en vis ret spørge, hvem det er, vi ønsker, der skal sætte dagsordenen for, hvad der skal læres i skolen? Er det erhvervslivet? Er det forældrene? Ja, hvem har egentlig retten til at bestemme over vores børn? I TV udsendelsen 9.z mod Kina blev det meget tydeligt, at der er store forskelle på det kinesiske og det danske skolesystem. Og når Niels Egelund, som den fremmeste ekspert, bliver fortørnet over, hvordan blødsødenheden har sneget sig ind i de danske skoler, så er det naturlige spørgsmål, om han ville lægge børn til en kinesisk skolehverdag? Vi er nok mange forældre, som ville betakke os. Selvfølgelige skal vi være ambitiøse på vores børns og vores uddannelsessystems vegne, men vi skal være det med det formål, at der kommer fornuftige, dygtige og etisk velfungerende mennesker ud af det. Vi skal ikke producere kinesiske arbejdsbier. Vi skal skabe velfungerende demokratiske bevidste borgere på baggrund af dansk tradition og kultur! Det nytter ikke noget at tro, at det eneste sagliggørende ved uddannelser er at få eleverne igennem på rekordtid og med det højeste karaktergennemsnit i verden. Det er afgørende, at det danske uddannelsessystem klæder vores børn på til livet ikke kun arbejdslivet, men hele livet. I øjeblikket raser debatten om 10. klasse på fuldt drøn igen. Dansk Metal, KL og Dansk Industri har foreslået, at 10. klasse fremover kun skal være for dem, som har brug for 10. klasse. De vil indføre en visitation til 10. klasse. Udgangspunktet for de tre store organisationer er, at samfundet kan spare en masse penge på denne måde. Ikke desto mindre er det hverken sikkert, at det er sandt eller, at det i så fald ikke vil ske med store konsekvenser for de unge, som ikke længere frit ville kunne vælge et 10.-klasses-ophold. Dannelse kan ikke måles i kvantitative undersøgelser som PIRLS og PISA. Vi skal insistere på, at dannelse er en del af det uddannelsestilbud, som vi ønsker at give danske børn også selvom det på kort sigt bonner negativt ud på statens bundlinje. FSL vil i de kommende år fortsætte vores arbejde for at sætte dannelse på dagsordenen igen. Det danske uddannelsessystem skal afspejle, at vi er et land med stolte traditioner for at have et mål med vores uddannelser. Derfor er det også nødvendigt at se på hele uddannelsessystemet en gang i mellem i stedet for at dele det op i kasser: grundskole, erhvervsskoler, gymnasier, universiteter, mellemlange uddannelser osv. Vi har i Danmark tradition for at tænke i dannelse i kombination med høj faglighed. Lad os holde fast i det, og så må regeringen skabe sig en overordnet vision for, hvad vores uddannelsessystem skal kunne, så der bliver reelle uddannelsesmæssige mål at arbejde efter og ikke blot et ønske om at få hele pakken bare billigere. Det er uambitiøst, og det kan ikke lade sig gøre på hverken kort eller lang sigt.

7 Verdens bedste skole og uddannelsessystem kommer af at tænke i gode løsninger, have fantastiske lærere og prioritere området højt såvel økonomisk som menneskeligt. Og uddannelse i verdensklasse kommer ydermere af at tage udgangspunkt i evidensbaseret forskning om, hvad der virker og kombinere det med de kulturelle og historiske rødder, som vores land har. Og så kommer verdens bedste uddannelsessystem af at udvise tillid til de mennesker, som skal få det til at fungere. Mange af disse faktorer er netop det, som er og har været adelsmærket på det frie skoleområde. Lad os ikke sætte det over styr FSL står i et vadested i mere end en forstand. Lockouten har tvunget os til at redefinere vores forenings projekt. Vi har mistet vores arbejdstidsaftale. Vores økonomi er bombet tilbage til stenalderen. Mange medlemmer er fortørnede over, at de skal betale forhøjet kontingent flere år frem i tiden. Kredsstrukturen er til diskussion. Og lederne vil ikke længere være en del af et samlet FSL. Jeg er flere gange blevet spurgt, om det overhovedet kan betale sig at være medlem af FSL, hvis regeringen alligevel bare tager det de vil have? Og ja, det kan det. For der findes kun én fagforening i dette land, som brænder for den frie skoleform samtidigt med, at vi dedikeret forfølger gode løn- og ansættelsesvilkår for lærere og ledere på det frie skoleområde. Men vores udfordringer er mange, og de er blevet flere og sværere, end de nogensinde har været før. Og det kræver sammenhold, solidaritet og forståelse for vigtigheden af fællesskabet. Vi demonstrerede et forbilledligt sammenhold både internt i foreningen og med de andre lockoutede organisationer under forårets konflikt. Hvis det ikke havde været for Danmarks Lærerforenings lån på 110 mio. kr. havde vi måttet lukke og slukke. Danmarks Lærerforening og Frie Skolers Lærerforening er de to faglige organisationer på grundskoleområdet. Vi står sammen, når det gælder, vi arbejder sammen på de områder, hvor vi har fælles interesser, og vi har respekt for, at vi har vores selvstændige meninger, profil og ekspertise, som vores medlemmer værdsætter. Den økonomiske håndsrækning gjorde, at vi kunne fastholde den linje. Så tak for det! Solidariteten fra konfliktdagene skal vi mønstre igen på de indre linjer, når det de kommende år handler om igen at opbygge en god økonomi omkring foreningen. For Frie Skolers Lærerforening har aldrig været vigtigere, end den kommer til at være i de kommende år. Lærernes og ledernes interessevaretagelse på det frie skoleområde har aldrig været vigtigere end lige nu. Der er ingen tvivl om, at ledernes arbejdsmængde vil stige med de nye arbejdstidsregler. Afholdelsen af de mange samtaler med lærere i forbindelse med opgaveoversigten og de opfølgende samtaler vil tage tid. Samtidigt bliver der ikke reduceret i lederens forpligtigelser på andre områder, så det vil presse ledernes arbejde. Anders Balle, som er formand for Skolelederne i folkeskolen, gjorde det meget klart, da han dagen efter, at Folketinget havde gennemført lov 409, sagde, at de nye regler krævede 1300 nye ledere i folkeskolen. Det bliver næppe sådan, men der er ingen tvivl om, at Frie Skolers Ledere får en stor opgave med at kigge på arbejdsmiljøet for lederne. Og man kan da heller ikke udelukke, at de nye arbejdstidsregler vil flytte ressourcer fra lærerværelset til ledelsesgangen. Det og alle de andre tidligere nævnte parametre om forøgelse af undervisningstimetallet, besparelser og selvfølgelig karakteren af de nye arbejdstidsregler gør, at lærerarbejdet også vil blive sat under massivt pres. Derfor skal vores forening udvikle sig med henblik på at kunne imødegå de nye udfordringer, som bliver stillet til leder- og lærerarbejdet.

8 Foreningens største udfordring det kommende år er økonomien. Det er af afgørende betydning, at medlemmerne ikke distancerer sig fra foreningen. Lockouten og den efterfølgende evaluering viste, at langt de fleste medlemmer bakker op om den kurs, som blev lagt og de beslutninger, som blev truffet. Men det sker også, at enkelte vrede og skuffede medlemmer skriver til os, at I i FSL ikke har gjort ditten eller datten. Men det er altså en grundlæggende forkert præmis. FSL er vores forening. Vores allesammens. FSL er kun noget i kraft af medlemmerne i foreningen. Og hvis FSL bare bliver et eller andet, som man skal melde sig ind i, så har vi et kæmpemæssigt problem. FSL er medlemmernes forening. Og selvfølgelig kan man ikke være enig i alt, hvad der foregår i vores forening. Men man kan møde op, man kan diskutere, man kan sætte alternative dagsordner og man kan fyre de politikere, som sidder i hoved- og kredsbestyrelser, hvis man er utilfreds med dem. Hovedbestyrelsen foreslår på dette møde, at medlemmer, som melder sig ud, skal betale deres manglende konfliktbidragsindbetalinger ved genindmeldelse. Det synes hovedbestyrelsen er rimeligt, men det præsenterer os for det problem, at det er gratis at melde sig ud. Vi har valgt at foreslå denne model i stedet for en model, hvor man betaler, det man løber fra, når man melder sig ud. Vi synes, at det er meget svært at foreslå noget andet på et frit skoleområde, hvor foreningsfrihed er en bærende tanke. Men det giver os det problem, at de som melder sig ud bibringer alle os, der er tilbage, en større gæld pr. mand. Det er ikke rimeligt, men vi kan ikke løse begge problemstillinger på en og samme tid. Vores fonds manglende størrelse blev en massiv udfordring undervejs i forårets konflikt. Det faktum, at næsten alle lockoutede medlemmer fik kr. i konfliktstøtte gjorde, at vores kasse meget hurtigt løb tør, og vi må blot konstatere: at konflikte mod staten er feje hold! Hver gang vi mister penge, så sparer staten penge. Vores kasse har en vis størrelse, statens kasse vokser. Bitter erfaring fra foråret viser også, at det er meget vanskeligt at få konkrete resultater ud af en konflikt mod staten - når medarbejderne i statens styrelser har resultatkontrakter, som gør dem op til kr. bedre lønnet, såfremt de knuser lærernes arbejdstidsaftale - når det viser sig, at lovindgrebet er så velbeskrevet, at det er noget, som man har arbejdet på i månedsvis, og derfor aldrig har været indstillet på at finde en forhandlingsløsning - når det viser sig, at forslaget til lov 409 blev skrevet af præcis de samme mennesker, som havde sagt nej, nej og nej til os - når der udarbejdes spørgsmål/ svarark til politikerne, om hvorfor det er en god ide med sådan et lovindgreb, og som i detaljer beskriver, at der er taget hensyn til begge sider i indgrebet - når man ved, at spørgsmål/ svararket var skrevet i Moderniseringsstyrelsen - vores direkte forhandlingsmodpart - og når man ved, at hele øvelsen gik ud på at få finansieret en ny folkeskolereform med lærernes arbejdstid. Resultatet af alle disse fakta burde få de statslige arbejdsgivere til at tænke sig godt om. For hvis statens nye måde at få sin vilje på bliver fremherskende, så er der ingen grund til at have et forhandlingssystem så kan man afskaffe strejke- og lockoutretten og erstatte det af statslig lovgivning. Det ville godt nok være fattigt i et land, som er respekteret internationalt for sin danske model. Senere på dette møde skal vi tage stilling til hovedbestyrelsens forslag til budget og kontingent for Ja, faktisk er den kontingentmæssige del et forslag til, hvordan kontingentet skal udvikle sig i de næste 4 år.

9 Lad mig slå fast med det samme, at der ikke er nogen i hovedbestyrelsen, som synes, at det er sjovt at fremlægge et budget med besparelser på 7,6 mio. kr., for slet ikke at nævne vores forslag om, at kontingentet skal stige til næsten det dobbelte i Når vi alligevel præsenterer sådan et forslag, så er det fordi, at der for os ikke er tvivl om, at vi er allerbedst tjent med at bevare en selvstændig fagforening for lærerne på det frie skoleområde. Og måden til at sikre det går via et forhøjet kontingent. Selve kontingentdebatten tager vi under punktet budget og kontingent, men det er altså en nødvendighed, at vi over de næste 10 år finder 110 mio. kr., så vi kan gøre os fri af vores gæld og igen blive herre i eget hus. Vi skal hurtigst muligt komme til igen at stå på egne ben, og det kræver en veltilrettelagt plan. Vi mener, at hovedbestyrelsens forslag er det bedst tænkelige bud på en sådan plan. Det er den bedst mulige i den nuværende situation. Uanset hvordan debatten udvikler sig om FSL s økonomi, så består foreningens hovedudfordring: gælden på et trecifret millionbeløb. I morgen præsenterer hovedbestyrelsen også et forslag til ny kredsstruktur for vores forening. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er stolte over at kunne indstille forslaget fra en enig hovedbestyrelse. Vi har de seneste to år haft til opgave at udvikle en ny kredsstruktur, og repræsentantskabet udtrykte i 2012 med god ret en vis misbilligelse over, at det ikke lykkedes os sidste år. Uanset, hvordan debatten om kredsstrukturen udvikler sig i morgen, så er hovedbestyrelsens forslag hundrede procent i tråd med de delbeslutninger, som er taget på repræsentantskabsmøderne de seneste to år. Hovedbestyrelsen tror på, at vi med forslaget får skabt større grundlag for at diskutere politik i kredsene. Samtidigt håber vi, at det vil vise sig gavnligt for foreningen, at alle skoler i et regionalt område får samme kredstilhørsforhold. Frie Skolers Ledere valgte lige efter forårets konflikt at meddele, at de ønskede at få deres helt egen lederforening. Begrundelserne er flere, og de er gengivet i den skriftlige beretning. Hovedbestyrelsen er ikke er udelt begejstrede for ledernes beslutning, men vi accepterer den. Vi har en mangeårig tradition for et godt samarbejde omkring det at lave frie skoler. Vi tror, at den nye lederrolle og den deraf ændrede lærerrolle ville have godt af, at vi blev i den samme forening for ikke er gøre forskellene mellem ledere og lærere større end, hvad de behøver at være. Lederne mener, at de nye arbejdsopgaver, som de vil få, vil bringe dem endnu mere over på arbejdsgiversiden af bordet, og derfor bliver det svært at være i et fagligt fællesskab med lærerne. Hovedbestyrelsen hilser imidlertid med tilfredshed, at lederne ikke bare har udmeldt sig og bagefter meldt sig ind i en gul forening. Der er kun én vej at gå, hvis man ønsker en fremtidig slagkraftig lederforening på det frie skoleområde. Og det er ved at holde forhandlingsretten i foreningen. Det gøres ved at arbejde for at skabe en selvstændig lederorganisation inden for rammerne af Lærernes Centralorganisation. Men vejen er besværlig. For at det kan lykkes at skabe en lederorganisation, som suverænt kan forhandle forholdene for lederne på de frie skoler, så kræver det, at Lærernes Centralorganisation beslutter sig for, at det kan lade sig gøre. På trods af hovedbestyrelsens skepsis har vi alligevel accepteret at arbejde for, at lederne på det frie skoleområde kan få lov at forhandle og underskrive deres egne aftaler. Det har vi gjort, fordi vi mener, at det grundlæggende er udemokratisk at holde en gruppe af medlemmer, som ikke længere kan se sig selv som en del af foreningens grundlag, inde i foreningen. Og ledernes forhold har forandret sig. God ledelse kommer ikke nødvendigvis af, at man har været lærer i mange år. Men ledelse på en fri skole bliver sjældent dårligere af en forankring i et tidligere job som lærer og derved kenskab til, hvad det indebærer at være lærer. Vi vil i Lærernes Centralorganisation arbejde for at støtte ledernes forsøg på at få en højere grad af selvstændighed inden for Lærernes Centralorganisation familie. Uanset om det lykkes

10 eller ej, så er lederne stadigvæk fuldgyldige og ligeværdige medlemmer af foreningen, og serviceringen af ledermedlemmerne vil ikke blive svækket som konsekvens af Frie Skolers Lederes selvstændighedstrang. Første skridt mod en selvstændiggørelse tager vi muligvis i morgen, når vi behandler to forslag om større separation af lederne fra resten af FSL. På sidste års repræsentantskabsmøde satte vi en ny kurs for foreningen. En kurs som vi har prøvet at lade gennemsyre hele vores virke siden. Vi skifter fokus, så vi i højere grad bringer det enkelte medlem i centrum uden at gå på kompromis med, at tillidsrepræsentanterne fortsat skal have en god uddannelse, som basis for deres virke på skolerne. Det er et fokus, som, vi bestræber os på, skal gennemsyre hele organisationen fra sekretariat til politikere. De største ændringer er sket på det politiske niveau, og sådan vil det også være fremover, i hvert fald hvis repræsentantskabet følger hovedbestyrelsen indstilling om at lave en ny kredsstruktur. Sekretariatet er ualmindeligt kompetent, og det skal de fortsat have mulighed for at være. Men i lyset af besparelserne på budgettet, så er hverdagen på sekretariatet også blevet mere presset. Der er simpelthen blevet mere at lave for den enkelte. Og det bliver vi nødt til at kigge på. Vi vil i det kommende år gennemgå arbejdsopgaverne på sekretariatet for at finde ud af, om der er ting der kan gøres anderledes og smartere, eller, om der er arbejdsområder, som ikke længere er aktuelle. Vi har i de gode tider taget mange opgaver ind, og i fald vi havde svært ved at få tingene til at fungere, så ansatte vi en ny person til at løse de nye opgaver. Selvom det har været dejligt, at det har været muligt, så er det ikke noget vi kan gøre i de kommende år. Derfor er det bydende nødvendigt, at hovedbestyrelsen i samarbejde med sekretariatsledelsen ser på, hvordan vi fremadrettet kan indrette sekretariatet, så det i lige så høj grad som i dag fremstår som et kompetent rådgivnings- og sagsbehandlingsorgan for de medlemmer af foreningen. Projekt Flere i Fællesskab lanceredes sidste år i den mundtlige beretning. Det er betegnelsen for vores satsning på at udvikle og målrette vores medlemstilbud. Dengang sagde vi, at det, at foreningen skulle skifte fokus, betød, at vi arbejdede på: - at øge organisationsprocenten - at skabe mere nærhed mellem de menige medlemmer og ikke mindst kredsene - at være endnu mere nærværende, når medlemmerne har brug for os - at deltage i lokale og nationale uddannelsespolitiske debatter - at lytte til medlemmernes behov - at synliggøre værdien af at være en del af foreningens fællesskab. Intet har forandret sig i forhold til denne agenda, men vi tager forhåbentligt i år yderligere et skridt i retning af at gøre det muligt at komme tættere på medlemmerne. Det gør vi, hvis vi vedtager det udspil til kredsstruktur, som tidligere er omtalt i beretningen. Det er de lokale kredse, der bedst kender skolerne. Det er de lokale kredse, som med deres lokale engagement bedst ved, hvad der rører sig blandt medlemmerne. Og det er derfor også de lokale kredse, som har det bedste udgangspunkt for at løse de nære arbejdsopgaver med for eksempel at lave skolebesøg med henblik på medlemshvervning, valg af TR eller lignende.

11 Det første punkt om at øge organisationsprocenten er ikke blevet mindre aktuelt af den konflikt, som vi har været igennem. Opgaven med at få de uorganiserede ind i fællesskabet vil derfor komme til at være et væsentligt indsatsområde i de kommende år. Men vi skal fortsætte med at udvikle Flere i Fællesskab. Lockouten har vist, at vi i endnu højere grad har brug for at målrette vores indsats overfor medlemmerne. Vi arbejder i øjeblikket på at lukke dele af vores hjemmeside af, sådan at disse dele kun kan anvendes af medlemmer. Vi arbejder på at få udviklet en palet af forskellige eksklusive medlemstilbud, som, vi i stigende grad oplever, har medlemmernes interesse. Interessen for billige rejser, gode bankforbindelser eller andet er egentligt ikke et primært anliggende for en fagforening, men sådanne tilbud kan være med til at kitte medlemmerne og dermed foreningen sammen. Derfor er disse tilbud også en del af pakken omkring Flere i Fællesskab. Det næste, som vi ønsker at tage fat på i den sammenhæng, er vores egen selvforståelse både som lærere og som faglig organisation. Frie Skolers Ledere har længe været med til at fremme rollen som professionel leder med de kurser, som de afholder. Det er blevet tid til at sprede den praksis til lærerområdet. Det handler om at få det omgivende samfund til at ændre deres opfattelse af lærerarbejdet, og vejen dertil skal vi selv tage ansvar for. Lockouten afslørede, at efterhånden som tiden gik, blev der en større og større forståelse i befolkningen af, at lærerne blev behandlet dårligt under konflikten. Men der kom aldrig i befolkningen en forståelse af, at lærerne ikke godt kunne arbejde noget mere. Og det er her, at vi skal gøre en indsats, som er helt anderledes, end den vi kender i dag. Lockouten har gjort det evident, at vi skal forlade offerrollen. Ingen gider høre på, at det er synd for lærerne. Lærere har et arbejde, der er presset sammen på færre uger end resten af det arbejdende Danmark. Derfor skal vi også arbejde flere timer i de uger. Lærerarbejdet er ikke hårdere end så mange andre jobs, men det er indrettet på en anden måde. De nye arbejdstidsregler er ikke lavet til lærerarbejde, men de er der, og de skal bruges af både lærere og ledelser. Så må vi få det bedste ud af det. Men vi må aldrig igen komme til at stå i en situation, hvor befolkningen i tilfælde af en konflikt siger, lærerne kan godt lave noget mere for det er ødelæggende for vores selvopfattelse og vores samarbejde med forældrene på skolerne. Der hersker ingen tvivl om, at de nye arbejdstidsregler vil blive brugt til at presse mere arbejde ud af lærerne. Det er ikke rimeligt, men det er det, som hele tiden har været meningen, og vores modsvar må være, at hvis vi skal klare det øgede arbejdspres, som mange af os vil komme til at mærke, så skal vi højne vores professions anseelse, og vi skal lære at tackle hverdagens genvordigheder på en smartere måde. Det gør man ikke fra den ene dag til den anden. Men vi - foreningen - skal tage ansvar, ligesom det også vil være krævet af hver enkelt lærer, og det kan vi kun gøre ved at tage ansvar for at højne vores faglige anseelse. Det sker ved at føre nøje statistik over, hvordan vores arbejdsforhold udvikler sig, og på dette punkt bliver tillidsrepræsentanterne og arbejdsmiljørepræsentanterne afgørende spillere. Men det vil også være afgørende, at vi gør noget for at øge vores egen selvforståelse. Vi vil starte småt med at lave minikurser efter grundskoletid (det er altid en udfordring i forhold til efter- og kostskoler), som kan støtte op om lærerens arbejde. Kurserne er selvfølgelig kun for medlemmer. Vi vil i løbet af det næste år evaluere vores kursusvirksomhed med det klare mål, at vi på lidt længere sigt skal målrette denne mod at styrke lærerprofessionen. Herudover vil vi i hovedbestyrelsen også i det kommende år arbejde med at lave et professionsideal for lærerarbejdet, som vi kan bruge som rød tråd i arbejdet med fremtidens lærerprofession.

12 Sidste års beretning sluttede med en bekymring for udsigten til, at øget politisk indblanding i lærerarbejdet ville føre til voldsomme storme på lærerarbejdet. Det viste sig desværre at være mere sandt, end vi kunne forestille os. Som det allersidste sagde jeg sidste år: For storme er lettest at stå imod, hvis man enten har bygget læhegn eller vindmøller. Vi skal nok gøre begge dele, og det kræver, at vi hjælpes ad og er solidariske. Både læhegn og møller blev bygget, men lad os bare være ærlige at sige, at ingen af dem holdt til en kategori 5 orkan fra Christiansborg! Hvis vi fremover skal have en chance for at stå imod presset fra en fremtidig regering uanset om den bliver rød, blå eller violet som den nuværende, så kræver det befolkningens, fagbevægelsens og skoleforeningernes forståelse for lærernes situation i langt højere grad, end det var tilfældet i foråret. Den forståelse skal vi arbejde på at få. Vi har helt klart fortjent den, men vi har været for dårlige til at forklare, hvordan lærere egentligt arbejder, og hvor stolte vi er af, hvad vi hver dag udretter og her har vi som lærerstand og forening en klar udfordring. Hvis alle Danmarks Yahya Hassan er fremover skal få chancen for at stå på tæer, for at nå så langt som de kan, som det er udtrykt i regeringens vision om ny nordisk skole, så kræver det tillid til, at lærerne er dygtige fagprofessionelle personer, som kan løfte den opgave. En opgave som kræver meget af den enkelte lærer, men som kræver endnu mere af skolelederne. Samarbejde bliver fortsat et nøgleord på skolerne, og nu hvor der er så kort tid til Jul, så må man gerne udstede ønsker. Mit største ønske til Jul skal være, at skolelederne, når de tager fat på, hvordan skolen skal indrette arbejdstiden til næste år, tager udgangspunkt i, hvordan man laver fantastisk skole og ikke i, hvordan man holder tillidsrepræsentanterne og lærerne uden for indflydelse. Der er fantastisk engagerede og dygtige lærere på de frie skoler. Sæt deres faglighed i spil. Ikke kun i undervisningen, men lad dem også fortsat få indflydelse på deres egen arbejdssituation. De frie skoler er ikke blevet til for at gøre, som moderniseringsstyrelsen eller undervisningsministeriet siger, at vi skal gøre. Nej, de frie skoler er opstået som en reaktion på, at man netop ikke altid skal gøre, som staten siger. Ikke for at være opsætsig, men fordi der faktisk af og til findes andre og bedre veje end dem, som krøllede hjerner i ministerierne har udtænkt med henblik på at lave den billigste skole og ikke den bedste. Jeg håber, at skoleledelserne er interesserede i at udfordre disse alternative veje og i samarbejde med tillidsrepræsentanter og lærere finde gode løsninger lokalt for det lykkedes desværre ikke centralt. Med disse ord overlader jeg beretningen både den skriftlige og mundtlige til repræsentantskabets behandling.