Lovgivning Lov om internationale sikkerhedsrettigheder i flymateriel vedtaget

Transkript

1 Den 20. august 2015 Nyhedsbrev Insolvens & Rekonstruktion Nedenfor følger referat af ny lovgivning samt nyere trykt og utrykt retspraksis om insolvensretlige problemstillinger. Gorrissen Federspiels afdeling for Insolvens & Rekonstruktion kan kontaktes, såfremt dette nyhedsbrev giver anledning til bemærkninger eller uddybende spørgsmål. Kontaktoplysninger findes sidst i nyhedsbrevet. Lovgivning Lov om internationale sikkerhedsrettigheder i flymateriel vedtaget Loven har til formål at gennemføre UNIDROIT-konventionen fra november 2001, der vedrører internationale sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr (Cape-Town Konventionen), samt den tilhørende protokol, der vedrører de specifikke forhold for flyudstyr i dansk ret. Med en dansk tiltrædelse af konventionen og protokollen er det hensigten at indgå i en international ordning for registrering mv. af sikkerhedsrettigheder i luftfartøjer og andet flyudstyr, der skal lette finansieringen af flymateriel. Dette er af stor betydning, da finansieringen i høj grad afhænger af forskellige former for kreditsalg, hvor det ofte betinges, at eventuelle fly/helikoptere skal nationalregistreres i et land, der har tiltrådt konventionen og protokollen. Loven medfører, at sikkerhedsrettigheder, omfattet af de internationale reglers område, vil kunne blive registreret i det internationale register og dermed nyde beskyttelse foran enhver senere registreret eller uregistreret rettighed. Betingelserne herfor er, at debitor befinder sig i Danmark på aftaletidspunktet, eller at flyet/helikopteren nationalregistreres i Danmark. Tilsvarende forpligtes Danmark til at anerkende internationale sikkerhedsrettigheder i flygenstande, således at disse skal kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse her i landet. Loven blev vedtaget den 28. april 2015, og Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden (Lov nr. 573 om internationale sikkerhedsrettigheder i flymateriel). Konkursrådets betænkning om ansattes retsstilling under insolvensbehandling Konkursrådet har i betænkningen forholdt sig til ansattes stilling i forbindelse med insolvens og rekonstruktion. Konkursrådet har afgivet forskellige forslag, der samlet tilstræber den rette balance for, hvor langt bl.a. lønprivilegiet i konkurslovens 95 bør række, set i forhold til simple kreditorers interesser. Ansattes vilkår foreslås både forbedret og forringet på visse områder, men de foreslåede tiltag ses at være rekonstruktionsfremmende. Generelt foreslås det, at lønprivilegiet i 95 opretholdes, men forenkles og ændres på visse områder. Konkursrådets endelige anbefalinger og lovudkast indeholder på den baggrund ændringer i konkursloven, lov om Lønmodtagernes Garantifond og

2 Side 2 virksomhedsoverdragelsesloven (Betænkning nr om ansattes retsstilling under insolvensbehandling). Retspraksis Ikke krav om erstatning fra bestyrelsesformand og revisor (Memory Card-dommen) Revisorer for aktieselskab fandtes at have handlet ansvarspådragende, men der forelå ikke den fornødne årsagssammenhæng. Bestyrelsesformand ikke anset for erstatningsansvarlig på baggrund af en samlet vurdering. Sagen drejede sig om, hvorvidt et konkursbo havde krav på erstatning fra selskabets tidligere bestyrelsesformand samt revisor under henvisning til, at de havde handlet ansvarspådragende ved at udvise fejl og forsømmelser i udførelsen af deres arbejde. Konkursboet og kreditor indledte herefter sag mod bestyrelsesformanden og revisor for selskabet med påstand om, at disse havde begået ansvarspådragende fejl, som forårsagede tab for selskabet ved, at driften af virksomheden blev fortsat efter et tidspunkt, hvor den burde have været indstillet. Højesteret fulgte den linje, som blev fastsat med dommen i E-Huset og slog fast, at det forhold, at en kreditor har lidt tab i forbindelse med et selskabs konkurs, forhindrer ikke denne i at rejse et erstatningskrav direkte mod selskabets tidligere ledelse eller revisor. Dette er til trods for, at konkursboet også har indledt sag mod den tidligere ledelse og revisor, eftersom konkursboets krav på erstatning hviler på et andet grundlag end kreditors krav, uanset om de ansvarspådragende fejl måtte være de samme. Højesteret fandt, at revisoren havde optrådt ansvarspådragende, idet revisoren ikke havde taget forbehold for værdiansættelsen af varelageret og for værdiansættelsen af tilgodehavender. Denne adfærd var dog ikke direkte årsag til selskabets tab, hvorfor revisoren blev frifundet for erstatningsansvar. Højesteret fandt, at bestyrelsesformanden overordnet havde levet op til sine forpligtelser. Bestyrelsesformanden havde dog foretaget en fejlvurdering i forbindelse med kritik af direktøren fremsat af en afgået økonomidirektør, da bestyrelsesformanden havde godtaget direktørens respons på kritikken uden at informere den øvrige bestyrelse samt revisoren. Dette var dog ikke tilstrækkeligt til at ifalde erstatningsansvar, og bestyrelsesformanden blev derfor frifundet for erstatningsansvar. Højesteret ændrede herved landsrettens dom, hvor revisoren var blevet fundet erstatningsansvarlig (Højesteret, den 27. marts 2015). Omstødelse af salg af aktier i selskab Selskab A s salg af aktier i FC Nordsjælland Holding A/S til selskab B kunne omstødes, og bestyrelsesmedlemmerne måtte betale erstatning med kr. 10 mio. Selskabet A solgte 4 måneder inden konkurs sine aktier i FC Nordsjælland A/S til selskabet B for kr Begge selskaber, A og B, var ejet af C, som også var bestyrelsesformand i selskaberne.

3 Side 3 I forbindelse med bobehandlingen blev der anlagt en omstødelses- og erstatningssag mod B (købende selskab) og tre bestyrelsesmedlemmer, der havde godkendt overdragelsen af aktierne, idet konkursboet mente, at aktierne var blevet overdraget til en for lav værdi. Landsretten fandt, at den rette pris for aktierne på overdragelsestidspunktet var 3 mio. kr. Da C var ejer af både A (sælgende selskab) og B (købende selskab), var der tale om en gave mellem nærtstående. Højesteret fandt det indledningsvist ubestridt, at salget af aktierne skete mellem nærtstående.. Sagen angik herefter dels, hvorvidt bestyrelsesmedlemmerne i B var erstatningsansvarlige for konkursboets tab, og dels hvorvidt salget af aktierne kunne omstødes, og i givet fald hvordan omstødelse skulle gennemføres. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skønsrapporten, som blev lagt til grund af Landsretten, og fandt, at gaveelementet ved overdragelsen af aktierne skønsmæssigt måtte fastsættes til 10 mio. kr. Højesteret pålagde herefter bestyrelsesmedlemmerne ansvaret for, at overdragelsen af aktierne havde fundet sted uden, at bestyrelsen havde sikret sig, at der forelå et tilstrækkeligt og betryggende beslutningsgrundlag. Omstødelsen måtte herefter ske ved, at konkursboet fik erstattet sit tab ved overdragelsen. Højesteret tiltrådte, at boets tab måtte fastsættes ud fra en vurdering af værdien af aktieposten på tidspunktet for overdragelsen. Boets tab fastsattes derfor til 10 mio. kr. (Højesteret, den 31. marts 2015). Kurators honorar Et konkursbos honorar for kurators indgåelse og administration af leasingaftaler vedrørende pantsatte aktiver, skulle ikke indgå i panthaverregnskabet, da der ikke var tale om en omkostning ved realisation af pantet. I forbindelse med kurators leasing af 4 fly til et flyselskab i konkursboet efter Cimber Air, protesterede panthaver efterfølgende mod, at kurators honorar for indgåelse og administration af leasingaftalerne skulle indgå i panthaverregnskabet. Skifteretten fandt, at administrationen af leasingaftalerne også var sket i panthavers interesse, og at en skønsmæssigt fastsat del af honoraret på kr eksklusive moms kunne indgå i panthaverregnskabet. Vestre Landsret fandt det ikke godtgjort, at det udførte arbejdet i forbindelse med indgåelse og administration af leasingaftalerne udgjorde rimelige omkostninger ved bestræbelser for realisation af pantet jf. konkursloven 87, stk. 3, og at konkurslovens 87, stk. 3, eller en analogi heraf, og derfor ikke gav hjemmel til at medtage honoraret som en omkostning i panthaverregnskaberne (Vestre Landsret, den 5. februar 2015). Kurators honorar nedsat, bl.a. med begrundelse om manglende oplysninger om den medgåede tid til de enkelte opgaver.

4 Side 4 Kurator havde indstillet til, at kurators salær skulle fastsættes til kr med tillæg af moms, hvoraf kr med tillæg af moms, tilkom en ad hoc-kurator. Efter protest fra en række kreditorer, blev kurators salær prøvet ved skifteretten, som, med henvisning til konkurslovens 239, stk. 1 og stk. 2, anså det fastsatte honorar for rimeligt. En kreditor kærede afgørelsen med anbringende om, at kurators arbejde hovedsagligt havde bestået i at inddrive fordringer hos koncernforbundne selskaber samt sædvanlige bobehandlingsopgaver. Vestre Landsret udtalte, at salærredegørelsen i den pågældende sag ikke indeholdt nærmere oplysninger om den medgåede tid til udførelsen af de enkelte opgaver, og at der ikke fremkom nærmere oplysninger herom i form af timesagsregnskab eller lignende. Med henvisning til de manglende oplysninger om den medgåede tid, samt til det faktum, at kurators arbejde i høj grad bestod i undersøgelser af forholdene i datterselskaberne og sædvanlige bobehandlingsopgaver, fandt retten, at kuratorsalæret skulle nedsættes til kr med tillæg af moms, hvoraf kr eksklusive moms tilgik ad hoc-kurator (Vestre Landsret, den 10. marts 2015). Ikke-privilegeret lønkrav Et anmeldt krav i konkursboet havde ikke status som privilegeret lønkrav, da den ansatte ejede 10 procent af selskabet, var medlem af bestyrelsen og bror til majoritetsaktionæren. A havde været ansat i selskabet siden 1994 med den formelle titel som overmontør. Stillingens indhold ændrede sig i takt med selskabets udvidelse, hvilket betød, at A i højere grad udførte kontorarbejde end udkørende montørarbejde. A blev senere medlem af bestyrelsen, og via et holdingselskab blev han kapitalejer med 10 procent af selskabskapitalen. A s bror ejede 80 procent af selskabskapitalen via et andet holdingselskab. Selskabet blev taget under konkursbehandling, og A anmeldte sit krav til LG. LG afviste kravet med henvisning til, at A måtte betragtes som nærtstående til selskabet. A anmeldte herefter sit krav som privilegeret lønkrav i konkursboet. Konkursboet afviste kravet som privilegeret med begrundelse om, at A havde deltaget i ledelsen og var nærtstående til selskabet. A anlagde herefter sag mod konkursboet med påstand om, at det anmeldte krav på kr. havde status som et privilegeret lønkrav efter konkurslovens 95, subsidiært, at et reduceret krav på kr. havde status som et privilegeret lønkrav efter konkurslovens 95. Sø- og Handelsretten bemærkede indledningsvis, at A ikke kunne afskæres fra at have fortrinsret for sit anmeldte krav, jf. konkurslovens 95, stk. 1. Dette skyldtes virksomhedens størrelse, at A ikke var registreret som direktør, hans ansættelse som overmontør var på funktionærlignende vilkår, samt at han ikke havde haft kontakt med selskabets kreditorer. Endvidere bemærkede Sø- og Handelsretten, at A ikke besad selvstændig beslutningskompetence i henhold til selskabets økonomiske forhold. Selvom A ikke kunne afskæres fra at have fortrinsret for sit anmeldte krav, fandt Sø- og Handelsretten, at A måtte anses som nærtstående, jf. konkurslovens 2, nr. 2. Lønprivilegiet blev herefter afvist med henvisning til konkurslovens 95, stk. 2, hvorefter nærtstående kan nægtes fortrinsret, så-

5 Side 5 fremt denne bl.a. har en økonomisk interesse i virksomhedens drift. Sø- og Handelsretten lagde således vægt på, at A var nærtstående, da han ejede af 10 procent af selskabskapitalen i det konkursramte selskab (Sø- og Handelsretten, den 2. juli 2015). Gældssanering Sygdom og graviditet ansås ikke for at være uafklarede forhold ved gældssanering i forbindelse med konkurs. I en sag om gældsanering nægtede skifteretten at indlede gældssanering, idet skyldner og hendes ægtefælle ansås for at have uafklarede forhold i form af sygdom og graviditet uden relation til konkursen. Vestre Landsret fandt derimod, at hverken skyldner eller dennes ægtefælles forhold i form af sygdom og graviditet, var til hinder for indledning af gældssanering efter reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs. Landsretten hjemviste derfor sagerne til behandling ved skifteretten (Vestre Landsret, den 24. april 2015). Der fandtes ikke at være grundlag for at medtage biludgifter i gældssaneringsbudget. Skifteretten fandt, at ansøgeren på tilstrækkelig vis havde godtgjort et særligt behov for bil i forbindelse med erhvervelse af indkomst, hvorfor udgifterne hertil rimeligt kunne medtages i gældssaneringsbudgettet, jf. bekendtgørelse om gældssanering 4, stk. 4, nr. 3. Banken kærede kendelsen under anbringende om, at afstanden mellem ansøgers hjem og arbejdsplan var 5,7 km., og måtte betragtes som cykelafstand. Østre Landsret udtalte, at det efter gældssaneringsbekendtgørelsens 4, stk. 4, nr. 3, er en undtagelse at biludgifter kan medtages i budgettet, da sådanne udgifter ifølge bestemmelsen, kun bør medtages, hvis skylderen kan dokumentere et konkret og særligt behov for at benytte motorkøretøj til erhvervelse af indkomst og herved forudsat, at transporten kan foretages ved hjælp af offentlig transport. Da afstanden mellem ansøgerens hjem og arbejdsplads var 5,7 km, anså Østre Landsret det ikke for godtgjort, at ansøgeren skulle have et konkret og særligt behov for motorkøretøjet, hvorfor der ikke fandtes at foreligge grundlag for at medtage biludgifterne i gældssaneringsbudgettet (Østre Landsret, den 12. februar 2015).

6 Side 6 John Sommer Schmidt D M jss@gorrissenfederspiel.com Lars Grøngaard D M lg@gorrissenfederspiel.com Morten Nybom Bethe D M mnb@gorrissenfederspiel.com Denne orientering er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Gorrissen Federspiel påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til brugen af orienteringen.