Udbytning og kapitalistisk udbytning.

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Udbytning og kapitalistisk udbytning. Skrevet af: Curt Sørensen Offentliggjort: 15. december 2015 I sit indlæg i oktober nummeret af Kritisk Debat tilslutter Anders Lundkvist sig Böhm-Bawerks klassiske kritik af Marx værditeori. Men denne kritik hviler på en fejlopfattelse af Marx værditeori, der af Böhm-Bawerk (og AL) opfattes substantialistisk, ikke som en værdiformanalyse. I stedet falder Anders Lundkvist tilbage på en generel historisk materialisme. Det kan man gøre. Det har jeg selv gjort, først og fremmest fordi en række af de samfund jeg studerede var samfund med manglende kapitalistisk eller fejlslagen kapitalistisk udvikling (Østeuropa, Rusland). Men kommer vi til udviklede moderne kapitalistiske samfund, så er en forståelse af hvad kapitalisme i sin grundstruktur og funktionsmåde egentlig er nødvendig. Og her er Marx kapitalanalyse og værditeorien igen uomgængelig, men bestemt ikke uden problemer. Jeg havde håbet, at Anders Lundkvist var gået ind i den moderne diskussion om disse problemer. I stedet vælger han at blive hængende i Böhm-Bawerks forældede kritik og i øvrigt lukke døren helt i for den moderne Marx diskussion. Jonas Gielfeld tager ligeledes fat på transformationsproblemet, men lægger sit fokus på (dele af) den moderne diskussion herom med en nyttig præcisering af nogle af hovedpositionerne. Jeg kan anbefale, at man her supplerer med Andrew Kliman s fortræffelige Reclaiming Marx s Capital, som Gielfeld da også selv bygger på og redeligt henviser til. [1]Man skal imidlertid være opmærksom på, at såvel Kliman som de teoretikere han forholder sig til og kritiserer alle har det til fælles, at de er optaget af spørgsmålet om udviklingen af en alternativ marxistisk økonomi. Men Marx kritik går endnu dybere. Den retter sig mod selve kapitalismens sociale forhold. Dette opfanges bedre i andre dele af den nyere debat.[2] Men pludseligt, abrupt i den allersidste del af artiklen indfører Jonas Gielfeld så John Roemer og Eric Olin Wright idet han uden nærmere argumentation hævder, at disses udbytningsteori kan erstatte såvel den klassiske marxistiske teori herom som de nyere forsøg der arbejder videre i dette spor. Nu har der eksisteret udbytning i alle klassesamfund. Det er det der er karakteristisk for ethvert klassesamfund. Ved udbytning vil jeg igen forstå det samfundsmæssige forhold, at et lille mindretal i kraft af kontrol over produktionsmidler og andre ressourcer tilegner sig det samfundsskabte merprodukt og bestemmer over dets videre anvendelse. I vidt forskellige samfund og under vidt forskellige regimeformer, orientalske despotier, antike slaveøkonomier, middelalderens feudalsamfund, kapitalistiske samfund, Det tredje Rige, Stalins Rusland, latinamerikanske militærdiktaturer, og moderne vestlige demokratier, forekom og forekommer der udbytning i denne elementære forstand. Det spørgsmål, der rejser sig, er imidlertid spørgsmålet om hvad der er det særegne for udbytning i kapitalistiske samfund, hvad er dens specifikke samfundsmæssige form? Spørgsmålet er provokerende og dybt kritisk fordi al mainstream historieskrivning og samfundsvidenskab siden kapitalismens begyndelse simpelthen har benægtet at noget sådant forekom. I den moderne neoklassiske økonomi taler man f.eks. om produktionsfaktorernes aflønning, men slet ikke om udbytning og klasser. Ja, knap nok om kapitalisme blot om markedet eller økonomien, i moderne sociologi om individernes selvrealisering og i statskundskaben om medborgerskab. Man kan med de begreber, som man opererer med i mainstream videnskaberne ikke en gang tænke klasser, udbytning og kapitalisme. Men det kan Marx. Det er derfor de første 1 / 10

2 er mainstream, medens Marx er en outcast. Men tilbage til spørgsmålet: Hvad er det særegne for udbytningen i kapitalistiske samfund? Hvad er dens form? Svaret, fortæller Jonas Gielfeld os, kan vi finde hos John Roemer og Eric Olin Wright. Vel kan vi ej, vil jeg sige. I øvrigt vil jeg også anfægte Jonas Gielfeld s sidestilling af Roemer og Olin Wright. Olin Wright forsøger ud fra kriterierne autonomi i arbejdsprocessen, kontrol over andres arbejdskraft og indflydelse på beslutninger at kortlægge den faktiske klassestuktur i en række udviklede vestlige samfund. [3]John Roemer derimod henfalder til rene fritsvævende ræssonnementer. Olin Wrights begrænsning er så i øvrigt netop den fraværende kapitalismeanalyse. Men de to er helt forskellige og kan ikke uden videre slås sammen i én skole. John Roemer opererer med en generel rational choice inspireret udbytningsmodel. Han sondrer her mellem forskellige udbytningssystemer alt efter hvilken type assets, ressources, endowments, der er fremherskende i det pågældende system.[4] Ejendom og ejendomsforhold er for Roemer fordelingen af assets / endowments, ikke som hos Marx den faktiske sociale kontrol over produktionsmidler og økonomiske ressourcer.[5] Roemer definerer derefter udbytning som den situation der foreligger, når en koalition af individ-aktører ville blive bedre stillet, hvis de med deres per capita andel af den/de relevante assets trak sig ud af spillet.[6] Og omvendt, er udbyttere de der er i den modsatte situation.[7]fokus er altså på individer og fremgangsmåden er abstrakte ræsonnementer gennemført som en række tankeeksperimenter. Man bemærker sig også, at klasseforholdet her kommer i stand gennem et valg, en antagelse der eksplicit fremlægges og diskuteres hos også Adam Przeworski.[8] I deres iver efter at fastholde en konsekvent metodisk individualisme kommer rational choice teoretikere som John Roemer og Adam Przeworski til at indføre en fritsvævende voluntarisme i deres teoretiske model, en voluntarisme som igen bunder i en positivistisk videnskabsopfattelse.[9] I den forbindelse synes de også at operere med en besynderlig 2-fase sekvens.[10] Først optræder der i en ad hoc etableret spil-situation en række individ-aktører som på mystisk vis er udstyrede med forskellige, og forskellige mængder af, assets / endowments, derefter vælger disse så, forfølgende en optimeringsstrategi, deres respektive positioner, herunder klassetilhørsforhold. I virkeligheden genopliver de den klassiske liberalismes kontraktteorier.[11] John Locke og Thomas Hobbes dukker her op som bud på en moderne samfundsanalyse Nu kan man dertil for det første sige at, uanset muligheder i den ene eller den anden type samfund for individuel social mobilitet, og den har som bekendt været meget forskellig, [12]så er det et faktum, at alt efter økonomisk udviklingsgrad og den måde et helt samfund er skruet sammen på, så vil der i et givet samfund være så og så stor en andel af befolkningen der må være bønder, så og så en stor andel der må/kan være arbejdere osv. for at det givne samfund overhovedet kan fungere. De russiske bønder i 1917, der udgjorde ca. 80 % af Ruslands befolkning, kunne f.eks. ikke bare alle sammen sige, at nu ville de hellere være godsejere, eller industriarbejdere eller måske endda kapitalister. Ej heller kunne middelalderens fæstebønder eller antikkens slaver bare sige, at nu ville de spille et andet spil. Og så har vi endda ikke talt om de magtpolitiske realiteter som rational choice teoretikerne også ignorerer, For det andet, så kan man konstatere, at de moderne rational choice orienterede klasseanalytikere ikke formår at fastholde opmærksomheden omkring den fundamentale proces af struktur-aktør relationer omkring udpresningen, overførelsen og tilegnelsen af det samfundsmæssige merproduktet, der er så central i ethvert samfund. Fokus i analysen er så at sige blevet løftet opad til cirkulationssfæren. Men når fokus således bliver rettet mod forskellige optimerings-spil (inden for en bestående social orden, som man i øvrigt ikke forsøger at analysere og teoretisere nærmere), ja, så mister rational choice teoretikerne også interessen og blikket for en grunddynamik i historiske forandringer.[13] 2 / 10

3 Men for det tredje, og afgørende i sammenhængen her, så forskertser rational choice teoretikerne enhver mulighed for at indfange og analysere netop det særegne ved kapitalismens system af udbytning. Formålet for John Roemer er jo netop at opstille, som han selv udtrykker det, A General Theory om ubytning og klasser. Men der er jo her netop behov for at gå den modsatte vej. At udvikle en teori der kan indfange det særegne ved kapitalismens udbytning. Det særegne for kapitalismen er at det er et ekstremt vareproducerende samfund og det særegne for kapitalistisk udbytning er at den fremkommer gennem et sådant samfunds normale funktionsmåde. I kapitalistiske samfund råder der en dobbelt adskillelse mellem de der kontrollerer produktionsmidlerne og de der ikke gør det og mellem de direkte producenter indbyrdes. Der råder det grundforhold, at producenterne blot kan forholde sig til hinanden på en indirekte måde gennem udvekslingen af varer på et marked. Den samfundsmæssige arbejdsdeling der må finde sted i ethvert samfund for at dette overhovedet kan fungere og reproducere sig selv sker i kapitalistiske samfund på en kaotisk, krisefyldt måde. Værditeoriens formål er netop at blotlægge og analysere denne proces. Som John Weeks udtrykker det: No divison of labor is established by custom or central authority prior to production. Producers discover through the exchange of their products whether their individual production decisions conform to the requirement that a society as a whole be reproduced in an adequate manner. In some manner, via the interaction of commodity producers, private labor must be integrated into a socially cohesive whole. The labor theory of value is the analysis of how private labor becomes socialized and explains this process through an analysis of how concrete, specific labor is rendered abstract. [14] Marx selv kritiserede de klassiske politiske økonomer, selv de største af disse, Adam Smith og Ricardo, for eensidigt at fokusere på værdistørrelser (som for dem samtidig var lig med pris) og abstrahere fra værdiformen. Men derved forbiså de netop den historisk-sociale specifikation: Die Wertform des Arbeitsprodukts ist die abstrakteste, aber auch allgemeinste Form der bürgerlichen Produktionsweise, die hierdurch al eine besondere Art gesellschaftlicher Produktion und damit zugleich historisch charakterisiert wird. [15] En vares værdi er ikke en substans, en egenskab som varen besidder, men en relation, nemlig relationen mellem individuelt arbejde og samfundets totale mængde arbejde således som formidlet gennem udvekslingen på markedet. Men selve værdiformen er det der er vigtigst for Marx. En for eensidig optagethed af det kvantitative problem, spørgsmålet om værdistørrelser tilslører dette fokus og fører i øvrigt let tilbage til den substantialistiske værditeori, som han brød med. Hos Adam Smith og Ricardo var værditeorien en pristeori. Det var den ikke for Marx. Men da den klassiske økonomi blev fortrængt af Marshall og marginalismen blev også Marx fejet til side som værende forældet fordi han -troede man- hyldede en forkert pristeori. Marx værditeori havde imidlertid et helt andet sigte end både den klassiske økonomis og senere den neoklassiske økonomis teorier om værdi/pris. Den neoklassiske økonomis interesse er spørgsmålet om optimal fordeling af knappe goder og ressourcer i ethvert samfund.[16] Marx er interesseret i at analysere det historisk specifikke i kapitalismens funktionsmåde. Den neo-klassiske økonomi naturaliserer økonomien. Marx historiserer og sociologiserer denne. Den neo-klassiske økonomi fokuserer på priser forstået som ad hoc krydsningspunkter mellem udbuds- og efterspørgselskurver. Marx fokuserer på værdi som et sammenfattet udtryk for den proces hvorved adskilte konkrete arbejder bliver til abstrakt arbejde i et samfundsmæssigt hele. Pris og værdi er for Marx forskellige størrelser. Marx hele teori er ikke nogen pristeori i neo-klassisk forstand, men en historisk-sociologisk teori om den rendyrkede kapitalismes funktionsmåde. 3 / 10

4 Pris og værdi er altså hos Marx helt forskellige størrelser. Men der er på den anden side dog også en relation mellem pris og værdi. I Kapitalens bind I behandler Marx produktionen af værdi og merværdi og akkumulationen af kapital.[17] I bind II behandler han cirkulationen og dens problemer. [18]Bind III er så tænkt som en sammenfatning af hele processen. [19]Marx bevæger sig herunder ned ad abstraktionsstigen idet han stadigt tilføjer nye bestemmelser således nærmende sig den givne konkrete virkelighed. I den forbindelse indfører han nu begrebet produktionspriser og forsøger at omregne sine værdistørrelser til prisstørrelse. Dette i sig selv underordnede problem har haft stor betydning i diskussionen omkring Marx værditeori fra Böhm- Bawerks kritik til Samuelson og også ført til at mange marxister helt har opgivet værditeorien. Andrew Kliman gennemgår, som skildret af Jonas Gielfeld, hele striben af de gængse kritikere på dette punkt og nedlægger dem en efter en. Der er den vigtige forskel til Gielfelds fremstilling, at Kliman kommer til den stik modsatte konklusion: Hvis man opgiver kritikernes statiske sammenligning af input og output og i stedet analyserer forbindelsen mellem input og output som en flow over tid, the temporal single-system interpretation så forsvinder alle angivelige modsigelser og paradokser og Marx teori kan opretholdes som værende konsistent.[20] Det egentlige problem og udfordringen består så i nærmere at analysere sammenstødet og brydningerne mellem værdi og priser. Men værdi er for Marx den fundamentale kategori. Vi befinder os tillige også her på forskellige abstraktionsniveauer, hvilket i sig selv ikke er rent problemløst. [21] I den kapitalistiske reproduktions proces foregår der så en stille upåagtet overførsel af det samfundsskabte merprodukt til den herskende klasse, som er defineret ved netop denne tilegnelse. Denne overførelse og tilegnelse er ikke blot skjult, den er mystificeret af bevidsthedsformer der udspringer af selve kapitalismens fundamentale struktur og funktionsmåde. Marx taler i et berømt afsnit i Kapitalen om Fetichisme. [22]Man kan ikke læse om Fetichisme hos Keynes. Der er heller ikke tale om blot snyderi, manipulation eller primitiv voldsudøvelse. Det er som om Marx siger til os: Lad os tage kapitalismens ideologer på ordet og antage at kapitalismen faktisk fungerer efter principperne frihed, lighed, ejendom og Bentham.[23]Sådan ser det ud når vi betragter cirkulationssfærens overflade: frihed fordi vi har at gøre med formelt frie lønarbejdere, lighed fordi ækvivalent byttes for ækvivalent, ejendom fordi enhver tilsyneladende råder over sit eget og Bentham fordi slutresultatet tilsyneladende er den størst mulige lykke for det størst mulige antal. Går vi imidlertid her videre end til kun at betragte cirkulationssfæren så viser sig, at hele den samfundsmæssige proces i kraft af forskellen mellem arbejdskraftens værdi og arbejdets værdi fungerer, lige som tilfældet er det i ethvert andet klassesamfund, således at det samfundsskabte merprodukt overføres til de der kontroller produktionsmidlerne. Marx Kapitalen er dybt ironisk. Marx påviser endelig hvorledes der i kapitalismen er indbygget en særegen dynamik i retning af vedvarende og eskaleret akkumulation, ikke af brugsværdi, men af værdi og dens synlige udtryk penge. Denne akkumulationslogik er i dag endnu mere fremtrædende end på Marx tid. Den abstrakte værdiskabelse er helt overgribende og styrer i dag alle samfundsmæssige aktiviteter og institutioner. Ikke blot traditionelle områder for materiel produktion, men også immaterielle erhverv, medierne, sygehuse, skoler, ja, selv universiteterne er i dag reduceret til instrumenter for denne vedvarende jagt på akkumulation af værdi. Alt er underkastet den store akkumulations- Molok. [24] Produktionen af brugsværdier er i bedste fald kun en bi effekt, ikke den styrende målsætning og dynamik. Hele den type analyse undsiger man sig ved at vælge Keynes og Roemer frem for Marx. Så vidt, så godt. Marx er i dag mere aktuel end nogensinde simpelthen fordi kapitalismen er så uhyre stærk og altgennemtrængende. Kapitalismekritikken med samt værditeorien er påtrængende 4 / 10

5 aktuel. Alligevel er der også en række problemer. For det første er der det forhold, at Marx Kapitalen aldrig blev færdig, at der eksisterer forskellige planudkast, samt rekonstruktioner foretaget af Friedrich Engels. [25] Dette maner til forsigtighed når det gælder udtalelser om hvad Marx egentlig har ment. Det afgørende må være selve hans tilgang og forskellen til mainstream økonomien og andre samfundsvidenskaber. Derudover rejser der sig en række grundspørgsmål: Hvor bliver aktørernes handlinger af i alt dette? Det er som om den af Marx analyserede kapitallogik får selvstændigt liv, et problem Marx i øvrigt selv lå og rodede med.[26] Hvorledes er nærmere forholdet mellem aktører og strukturer? Det konkrete forhold mellem forskellige områder og aktiviteter i historisk konkrete samfund? Og forholdet mellem kapitalisme og ikke kapitalistiske omgivelser? Hvorledes skal i det hele taget forholdet være mellem den abstrakte kapitalanalyse og analyser af konkrete historiske forløb? En moderne marxistisk analyse må endvidere også tage nogle af de områder og problemstillinger op som Marx simpelthen ikke nåede at inddrage i sin stort anlagte analyse, for eksempel spørgsmålet om statens karakter og rolle eller den internationale politik. Og endelig må man også analysere kapitalismens og modstandens karakter i nutidens verden ernes kapitallogiske skole veg uden om en lang række af de oven angivne problemer og spørgsmål. Ikke så mærkeligt, at de fleste kritiske studenter på statskundskab i Århus den gang valgte at lade sig inspirere af Althusserskolen. Den forekom at være mere brugbar når det gjaldt analysen af politiske og samfundsmæssige forhold i den tredje verden som mange her interesserede sig så stærkt for. Hans Jørgen Schanz fortalte dem blot at de her måtte gå til den borgerlige videnskab, altså den form for videnskab de netop rebellerede imod. Det var dybt frustrerende. Men ovre på Idehistorie havde de ikke de problemer. Så her rådede kapitallogikken i dens daværende form. Anders Lundkvist var en af de få på statskundskab, som var inspireret af datidens kapitallogik. Jeg havde selv en yderligere kritisk indvending mod denne, nemlig den kapitallogiske skoles arrogante nedvurdering af hele den marxistiske politiske tradition som blev kategoriseret som værende blot postmarxisme, én sump af uforstand og uformåenhed.[27] Jeg havde beskæftiget mig med Marx egen politiske teori, med Kautskys og Luxemburgs studier af arbejderbevægelsens og socialismens udvikling i Europas mest dynamiske industrielle kapitalistiske samfund, med Lenins analyser af den revolutionære bevægelses vilkår og karakter i et periferisamfund, med Trotskys teori om ujævn og kombineret udvikling, med Luxemburgs, Lenins, Bukharins og Hilferdings teorier om imperialisme og verdenskrig, med Angelo Tascas, Otto Bauers og August Thalheimers analyser af fascismen og med Antonio Gramscis analyse af reifikation, hegemoni og organisk krise. Nu fik jeg at vide, at det alt sammen var værdiløst fordi disse teoretikere ikke havde læst Marx på samme måde som man gjorde det i Aarhus i 1970 erne. [28] Nicos Poulantzas interesserede sig i det mindste for politik og hans strukturalisme var en nyttig modvægt til mainstream statskundskabens også den gang så ensidige adfærdsorientering. [29] Men på den anden side var jeg generelt utilfreds med Althusser skolens abstrakte strukturalisme og manglende interesse for handlingsdimensionen.[30] I stedet søgte jeg så, støttet til Thesen über Feuerbach og Deutsche Ideologie at rekonstruere Marx som struktur-aktør teoretiker.[31] Min ur-inspiration her var naturligvis Marx analyse af forholdet mellem samfundsmæssig adfærd (Verhalten) og samfundsmæssige forhold (Verhältnisse) og Rosa Luxemburgs dialektiske analyser af spillet mellem massernes handlinger og det hun kaldte die Logik der Sache. Denne optagethed af handlingsdimensionen og dialektikken mellem Verhalten og Verhältnisse styrkedes yderligere under mine mangeårige studier af europæisk arbejderbevægelses og socialismes udvikling. Endelig blev jeg under mit ophold på LSE i London i begyndelsen af 70 erne teoretisk inspireret til at se Marx 5 / 10

6 som den dialektiske Aufhebung af de modstående teoretiske positioner hos Max Weber og Emile Durkheim.[32] Men jeg er i de senere år, under indtryk af kapitalismens enorme styrke, tillige blevet mere og mere overbevist om nødvendigheden af en supplerende analyse af kapitalismens fundamentale struktur og funktionsmåde. Det er vigtigt at studere de konkrete bevægelser af arbejdermodstand og socialistisk kamp i deres historiske mangfoldighed og kompleksitet og herunder lære af begåede fejl. Men det er også nødvendigt mere end nogensinde- at studere den udfoldede kapitalisme, herunder dens grundstruktur og -proces. De to spor må kunne føjes sammen. Det der er blevet kaldt die neue Marx-Lecture deler heller ikke længere 70 ernes kapitallogiske skoles begrænsninger, men udfolder sig over et bredt felt med mange varianter og nuancer og også indbyrdes diskussion. Og også uden for denne retning er der en bred vifte af tilgange og forsøg. Neomarxismen er mangfoldig, åben og under stadig udvikling, men den stritter unægtelig i noget forskellige retninger, hvilket vel heller ikke i sig selv er nogen ulempe. [33] Problemet ligger mere i mangelen på en samlet massebevægelse og en heri forankret relation mellem teori og praksis. Løsningen ligger ikke i nogen tilbagegang eller overgang til mainstream samfundsvidenskabernes ahistoriske skematisme og individfiksering. Marx anlagde et totalitetsperspektiv og en historisk betragtningsmåde og indfangede med sin værditeori det historisk specifikke i det ekstremt vareproducerende samfund. Teorien er uomgængelig hvis man vil forstå dette samfund som et historisk skabt og forbigående produkt og ikke nogen tidløs økonomi som i mainstram økonomien eller historiens afslutning som i statskundskaben. Marx og traditionen efter ham har tillige tacklet en række komplicerede grundproblemer samt også til stadighed nye problemstillinger der dukkede op i de faktiske historiske processer.[34] Traditionen har vist sig at være forsknings frugtbar og den udgør samtidig det eneste kritiske alternativ til andre bestående traditioner for samfundsanalyse. Den har et revolutionært potentiel. Det har Keynes ikke. Og hvad mainstream angår, så er den netop mainstream og indgår som sådan i den herskende ideologi. Curt Sørensen [1] Andrew Kliman: Reclaiming Marx s Capital. A Refutation of the Myth of Inconsistency, Lanham: Lexington Books 2007 [2] Se f.eks. de iøvrigt forskellige Christopher Arthur: The New Dialectic and Marx s Capital, Leiden: Brill 2004, Werner Bonefeld: Critical Theory and the Critique of Political Economy On Subversive 6 / 10

7 and Negative Reason, New York: Bloomsbury 2014, Michael Heinrich: An Introduction to he Three Volumes of Karl Marx s Capital, New York: Monthly Review Press 2004, Michael Heinrich: Die Wissenschaft vom Wert Die Marxsche Kritik der Politischen Ökonomie zwischen wissenschaftlicher Revolution und klassischer Tradition, Münster: Westfälische Dampfboot 2014, Robert Kurz: Geld Ohne Wert Grundrisse zur einer Transformation der Kritik der politischen Ökonomie, Berlin: Horlemann Verlag 2012, Karl Reitter: Kapitlismus ohne Klassenkampf?, Grundrisse Zeitschrift für linke Theorie und Debat, bnd. 11, 2004, pp Se også den suveræne og koncentrerede gennemgang og diskussion hos Esben Bøgh Sørensen: The Ontology of Capitalism, Institut for Idehistorie, Aarhus Universitet 2015 [3] Erik Olin Wright: Class, Crisis and the State, London: NLB 1978, Erik Olin Wright: Classes, London: Verso 1985, Erik Olin Wright: the Debate on Clases, London: Verso 1989, Erik OlinWright: Class Counts. Comparative Studies in Class Analysis, Cambridge University Press 1997 [4] John E. Roemer: A General Theory of Exploitation and Class, Harvard University Press Se for en generel introduktion til den såkaldte analytiske marxisme John Roemer (ed.): Analytical Marxism, Cambridge University Press Se videre for en kritik af rational choice marxismen, herunder John Roemer, Alex Callinicos: Making History, Cambridge: Polity Press 1989, pp 68 ff og pp 77-78, Ronald A.Kieve: From necessary Illusion to rational choice? A critique of neo-marxist rational choice theory, Theory and Society, 15, 1986, pp , Jutta Weldes: Marxism and methodological individualism. A critique, Theory and Society, 18, 1989, pp og Ellen Meiksins Wood: Rational Choice Marxism: Is the Game Worth the Candle?, New Left Review, no 177, 1989, pp [5] John E. Roemer, A General Theory op.cit., pp [6] John E. Roemer A General Teory op.cit., p 20 samt kapitel 7 [7] ibid [8] Adam Przeworski: Capitalism and Social Democracy, Cambridge University Press 1986, pp [9] Se for en kritik af et sådant grundlag: Roy Bhaskar: The Possibility of Naturalism, London: Harvester Wheatsheaf 1989, og Jutta Weldes Marxism and Methodological Individualism op.cit. [10] Således også Ellen Meiksins Wood, Rational Choice Marxism op.cit., pp [11] Thomas Hobbes: Leviathan, ( 1651), London: Dent & Sons 1959, John Lo> [12] Se for moderne kapitalistiske samfund gennemgangen af synspunkter og forskningsresultater hos Stephen Edgell : Class, London & New York: Routledge 1993, kapitel 5 og Rosemary Crompton: Class and Statification, Cambridge: Polity Press 1998, pp [13] Ellen Meiksins Wood, Rational Choice Marxism op.cit., pp / 10

8 [14] John Weeks: Capital and Eploitation, Princeton University Press 1981, p 30. Se også Alex Callinicos: Deciphering Capital., London: Bookmarks 2014, kapitel 4, Michael Heinrich: An Introduction to the Three Volumes of Karl Marx s Capital, New York: Monthly Review Press 2004, pp 46-55, Roman Rosdolsky: Zur Entstehungsgeschichte des Marxschen Kapital, Band I, Frankfurt a.m.: Europäische Verlagsanstalt 1969, , og I..I. Rubin: Essays on Marx s Theory of Value, (1928), Detroit: Black & Red 1972, pp [15] Karl Marx: Das Kapital, (1867), MEW, Bnd. 23, Berlin: Dietz Verlag 1970, p 95, note 32 [16] Se for en fængslende gennemgang af den økonomiske videnskabs fremadskridende forvandling fra politisk økonomi til Economics, Dimitris Milonakis & Ben Fine: From Political Economy to Economics, London: Routledge 2008 [17] Karl Marx: Das Kapital, Bnd. I, (1867), kapitel I, afsnit 4, Marx/Engels Werke, 23, Berlin: Dietz Verlag 1970 [18] Karl Marx: Das Kapital, Band II, (1885), MEW, 24, Berlin: Dietz Verlag 1970 [19] Karl Marx: Das Kapital, Band III, ( 1894), MEW, 25, Berlin: Dietz Verlag Man bør i øvrigt erindre sig, at såvel bind II som bind III er blevet samlet og udgivet af Friedrich Engels efter Marx død og at især bind III er præget af denne Engels redigering. [20] Andrew Kliman: Reclaiming Marx s Capital op.cit. [21] Det har endda været hævdet, at Marx ved overhovedet at begynde at omregne fra værdi til priser momentant regresserede tilbage til den Ricardianske empiricistiske økonomi som han ellers havde brudt med i 1850 ere, John Milios, Dimitris Dimoulis & George Economacis: Marx and the Classics, Aldershot: Ashgate Publ [22] Karl Marx: Das Kapital, Bnd. I, (1867), kapitel I, afsnit 4, Marx/Engels Werke, 23, Berlin: Dietz Verlag 1970, pp [23] Karl Marx Das Kapital op.cit., pp [24] Magtfuldt skildret og analyseret af Robert Kurz i, Robert Kurz: Schwarzbuch Kapitalismus. Ein Abgesang auf die Marktwirtschaft, Berlin: Ullstein Verlag 2001, pp og Robert Kurz: Geld ohne Wert- Grundrisse zu einer Trnsformation der Kritik der politischen Ökonomie, Berlin: Horlemann Verlag 2012 [25] Se fremstillingerne og diskussionerne hos f.eks. Alex Callinicos: Deciphering Capital, London: Bookmarks 2014, Jacques Bidet: Exploring Marx s Capital, Chicago: Haymarket 2009, Enrique Dussel: Towards an Unknown Marx, London 2001 og også den klassiske fremstilling og analyse hos Roman Rosdolsky: Zur Entstehungsgeschichte des Marxscen Kapital, Band.I-II, Frankfurt a.m.: 8 / 10

9 Europäische Verlagsanstalt 1968 [26] Smlgn f.eks. den af Marx udviklede forskningsmodel i Thesen über Feuerbach og Die deutsche Ideologi med hans meget kategoriske udtalelse i Forordet til 1. udgave af Kapitalens Bind I om at det industrielt udviklede land blot viser det mindre udviklede et billede af sin egen fremtid ( MEW op.cit., 23, p 12) [27] Hans-Jørgen Schanz: Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status, Aarhus: Modtryk 1973 [28] Til trods for myten om den manglende politiske teori havde Marx faktisk en omfattende og udarbejdet politisk teori, se Hal Draper: Karl Marx s Theory of Revolution, vols. I-IV, New York & London: Monthly Review Press , Jeg har selv forsøgt at behandle den tyske og den russiske diskussion i II. Internationales teoriudvikling samt austromarxismen i Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse, Bnd. I-III, København: Frydenlund I nutiden er der en skrigende mangel på politisk teoriudvikling, sammenhængende med det forhold, at både socialemokratierne og de kommunistiske partier endte i en blindgyde. Der er ikke i dag den slagkraftige, organiserede massebevægelse der må være fundamentet for enhver slagkraftig politisk teoriudvikling [29] Nicos Poulantzas: Political Power & Social Classes,( 1968) London: Verso 1978, Nicos Poulantzas: Fachismus und Diktatur. Die kommunistische Internationale und der Faschismus, München: Trikont Verlag 1973 [30] Noget senere blev denne skepsis yderligere styrket gennem min læsning af E.P. Thompson: The Poverty of Theory (1978), London: Merlin Press 1995 og Ellen Meiksins Wood: Democracy Agaist Capitalism. Renewing Historical Materialism, Cambridge University Press 1995 [31] Karl Marx: Thesen über Feuerbach ( 1845), MEW, Bnd. 3, Berlin: Dietz Verlag 1969, pp 5-7 og Karl Marx & Friedrich Engels: Die deutsche Ideologie, ( ), MEW, Bnd. 3, Berlin: Dietz Verlag 1969, pp [32] Emile Durkheim repræsenterer den sociologiske objektivisme, Max Weber det rendyrkede aktør perspektiv, Emile Durkheim: The Rules of Sociological Method, (1895), New York: The Free Press 1966, Max Weber: Gesammelte Aufsätze zur Wissenschaftslehre, ( ), Tübingen: J.C.B. Mohr Marx forsøger med sit fokus på dialektikken mellem Verhalten-Verhältnisse at sammentænke social objektivitet og social handlen [33] Indenfor den politiske økonomi kan ud over de i note 2 angivne samt Andrew Kliman og de teoretikere han kritiserer også nævnes folk som.eks. Giovanni Arrighi, Alex Callincos, Ben Fine, David Harvey, David McNally, James Petras, Imanuel Wallerstein og John Weeks eller inden for historieskrivning og politisk teori f.eks. Robert Brenner, George Comninell, Eric Hobsbawm, Neil Davidson og Ellen Meiksisns Wood. Nævnes må også Antonio Negri samt en række analyser fra spontant opståede modstandsgrupper. Der er tale om en opblomstring over et bredt felt. [34] Se min oversigt i Curt Sørensen Marxismen som levende forskningstradition og emancipatorisk 9 / 10

10 projekt, Kritisk Debat august / 10