Fra arbejdsværditeori til værdikritik

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Fra arbejdsværditeori til værdikritik Skrevet af: Esben Bøgh Sørensen Offentliggjort: 15. december 2015 Hvad handler den såkaldte arbejdsværditeori om? Havde Marx en sådan teori? Og hvordan skal vi forstå begreber som værdi og arbejde, hvis vi vil analysere og kritisere kapitalismen? I det følgende vil jeg argumentere for at Marx ikke havde en arbejdsværditeori i nogen traditionel forstand, men derimod en værditeori, der bedst kan forstås som en værdikritik. Det indebærer at begrebet værdi ikke bruges i en snæver økonomisk forstand, men derimod som en kategori, der henviser til den centrale sociale relation i kapitalismen. Kort sagt, kapitalismens mest grundlæggende sine qua non. Værditeorien/kritikken fokuserer på kapitalismens mest grundlæggende og logiske bestemmelser, hvilket derfor vil være fokus for denne artikel. Det er i den forbindelse vigtigt at huske på, at kapitalismen ikke eksisterer på en grundlæggende og logisk måde, men derimod altid historisk og konkret. I det følgende vil både kapitalismen og førkapitalistiske samfund (i sig selv et problematisk begreb) blive reduceret til nogle få bestemmelser for dermed bedre at kunne begribe, hvad der er specifikt for kapitalismen som en særlig historisk samfundsform. Arbejdsværditeori I den traditionelle forståelse af arbejdsværditeorien henviser denne til en bestemt form for tidlig pristeori, udviklet af den klassiske politiske økonomi, særligt den engelske økonom David Ricardo. Formålet var her at udvikle en teori, der var i stand til at forklare priser og prisbevægelser på bestemte goder. Forklaringen kunne findes, mente Ricardo, i den mængde arbejde, der var nedlagt i de enkelte produkter. I den traditionelle økonomiske teorihistorie kategoriserer man som regel Marx i forlængelse af denne klassiske politiske økonomi. Marx var så at sige et sidste eksempel på denne form for arbejdsværditeori, inden den økonomiske videnskab helt forlod den til fordel for marginalisme, generel ligevægt etc. Diskussionen mener man altså teorihistorisk har foregået mellem repræsentanter for en slags objektiv arbejdsværditeori (Ricardo, Marx) og en subjektiv værditeori, ifølge hvilken en vares værdi/pris bestemmes af den nytte et individ tillægger varen (Walras). I dag betragtes den såkaldte arbejdsværdilære som en slags antikvarisk teorihistorie. Denne traditionelle fortolkning og indplacering af Marx fanger dog ikke, hvordan han indtager en position helt uden for den snævre økonomiske diskussion mellem objektive og subjektive værdi/pris teorier. Inden for marxistisk økonomisk teori har man dog i de seneste år forsøgt at videreudvikle arbejdsværditeorien, således at denne ikke falder for den traditionelle kritik som den findes hos f.eks. Böhm-Bähwerk eller Samuelson. Særligt Andrew Kliman har vist hvorledes kritikken af Marx baserer sig på en grundlæggende misforståelse af hans økonomiske teori (se for Kliman og andre Gielfeldt 2015). I en helt anden retning har den såkaldte Neue Marx-Lektüre også vist hvorledes kritikken af Marx baserer sig på en misfortolkning af arbejdsværditeorien som den grundlæggende samme form for pristeori som hos den klassiske økonomi (se min artikel herom Sørensen 2015). I det følgende vil jeg forklare, hvad begrebet værdi dækker over, hvordan det relaterer sig til arbejde, og hvad det betyder for forståelsen af kapitalismen. Jeg vil forklare hvorfor Marx ikke har nogen arbejdsværditeori, men snarere en værdikritik. Det er vigtigt at få hold om denne grundlæggende værdikritik for at kunne analysere, kritisere og i sidste ende overskride den historisk bestemte form for magt og herredømme, der kendetegner kapitalismen. Min pointe vil være at kapitalismen er kendetegnet ved en særlig abstrakt og upersonligt eller subjektløst form for 1 / 8

2 herredømme. Værdi Almindeligvis fortolkes arbejdsværditeorien hos Marx som et forsøg på at bestemme en vares pris. Dette er dog ikke det spørgsmål Marx stiller i første omgang. Først og fremmest handler det for Marx om at blive i stand til at bestemme, hvad der kendetegner kapitalismen som et historisk specifikt samfund i modsætning til førkapitalistiske samfund. I det følgende vil jeg forklare hvordan kapitalismen er kendetegnet ved værdi, som i sig selv ikke er andet end en bestemt form for social relation. I alle samfund produceres der goder. Kapitalismen er dog særlig kendetegnet ved dens historisk specifikke form for produktion. Som vi skal se indebærer dette også at i modsætning til andre samfund indtager produktionsformen i sig selv en central rolle i kapitalismen. Kapitalismen er så at sige et produktionssamfund par excellence (Lohoff 1993: 119). Et centralt kendetegn ved kapitalismens særlige produktionsform er, at der ikke blot bliver produceret goder, men derimod goder i form af varer. Kapitalismen er altså en generaliseret vareproduktion. Allerede her går mange traditionelle fortolkninger af arbejderværditeorien hos Marx galt. Et eksempel er John Roemer, ifølge hvem arbejdsværditeorien er en slags pristeori principielt gyldig i ethvert samfund. Denne forestilling stammer fra den borgerlige mainstreamøkonomiske videnskab, hvor der ikke, som hos Marx, skelnes mellem produktionen af goder og produktionen af varer. Produktion og bytte af goder i form af varer tages for givet, som et fænomen der gælder for alle samfund, hvor kapitalismen blot er den mest udviklede form for varebytte. I denne forestilling ligger derfor også hele den borgerlige (eurocentriske) fremskridttro. For Marx er produktionen af varer derimod historisk specifik for kapitalismen, fordi først i dette samfund indtager produktion og bytte af varer på et anonymt marked en central rolle; det bliver den mest fremherskende form for økonomisk samkvem (Heinrich 2009: 61). Ifølge den tyske filosof og radikale marxist Robert Kurz er den måde, hvorpå goder og mønter byttes i førkapitalistiske samfund derfor ikke det samme som varebytte og eksistensen af penge inden for kapitalismen (Kurz 2012). Førkapitalistiske markeder og mønter (hvor de har eksisteret) har haft en helt andet karakter og har været indlejret i en helt anden samfundsmæssig logik end vareproduktion og penge i kapitalismen. Der har derfor i streng forstand hverken eksisteret varer eller penge før kapitalismen. Der har været tale om grundlæggende andre sociale fænomener end det vi kender som penge og varer i kapitalistiske moderne samfund. Marx nævner i første bind af Kapitalen at den klassiske politiske økonomi godt nok har forsøgt at analysere værdi og værdimål, men den har dog aldrig forsøgt at analysere, hvorfor produkter overhovedet besidder værdi (MEW 23: 94-95). Omformuleret betyder det, at hvor den politiske økonomi er optaget af at udvikle en pristeori, er Marx interesseret i at finde ud af, hvorfor arbejdsprodukterne i kapitalismen i modsætning til andre samfund antager form af varer. Det at arbejdsprodukterne i kapitalismen ikke bare er goder men ligeledes varer er nøglen til forståelsen af hele kapitalismens dynamik: Hvorfra stammer arbejdsproduktets mystiske karakter, så snart det antager form af en vare? Åbenbart fra denne form selv. (Ibid.: 86). Kort sagt, hvorfor produceres der varer i kapitalismen og ikke i andre samfund? Og hvilke konsekvenser har dette? Den sociale sammenhæng i kapitalismen eller den kapitalistiske form for socialisering ( vergesellschaftung ) adskiller sig grundlæggende fra andre samfund. Allerede i sine økonomiske manuskripter fra 1857/58 havde Marx undersøgt hvad der er specifikt for arbejdsdelingen i kapitalismen. Der findes i ethvert samfund en arbejdsdeling. Der er dog stor forskel på det at enhver produktion af goder indebærer en fordeling af forskellige opgaver og så arbejdsdelingen, eller mere generelt, den sociale sammenhæng mellem producenter i kapitalismen. Marx beskriver kapitalismen 2 / 8

3 som et samfund, hvor den gensidige og alsidige afhængighed mellem de for hinanden ligegyldige individer, skaber den samfundsmæssige sammenhæng (MEW 42: 90). Den samfundsmæssige sammenhæng i kapitalismen skabes af den gensidige afhængighed mellem individer (eller producenter). Samtidig er disse gensidigt afhængige producenter dog ligegyldige over for hinanden. Hvordan kan det hænge sammen? Ifølge Marx skal den grundlæggende forskel mellem de førkapitalistiske og det kapitalistiske samfund findes i karakteren af den gensidige afhængighed. I den europæiske middelalder, skriver han, var de samfundsmæssige forhold i den materielle produktion karakteriseret ved personlig afhængighed (MEW 23: 91). Disse personlige afhængighedsforhold bliver opløst i kapitalismen, til fordel for en alsidig afhængighed mellem producenter, der ikke producerer ting til sig selv eller en umiddelbar overskuelig social sammenhæng (f.eks. en bondefamilie, der producerer til sig selv og til godsejeren), men derimod udelukkende med henblik på at bytte produkterne af deres arbejde med andre arbejdsprodukter (MEW 42: 89). Produkter af arbejde bliver overhovedet først varer, fordi de er produkter af for hinanden uafhængige privatarbejder (MEW 23: 87). Kapitalismen er altså kendetegnet ved at producenterne er adskilte fra hinanden. Der er ingen umiddelbar eller personlig social relation mellem producenterne. Den eneste måde producenterne derfor kan erhverve sig produkterne af andres arbejde på er gennem et anonymt marked. I kapitalismen producerer man ikke til sig selv men udelukkende med henblik på at bytte på et marked. Vi har her at gøre med et paradoks, hvor fraværet af enhver umiddelbar social sammenhæng skaber den sociale sammenhæng (ISF 2000: 19). På den ene side er kapitalismen altså karakteriseret ved en atomisering af individerne - en forvandling af dem til private producenter, helt ligegyldige over for hinanden. Med kapitalismen følger derfor også forestillingen om et abstrakt jeg/subjekt, som det udvikles inden for filosofi, økonomi, sociologi, psykologi etc. (Kurz 2004). I denne funktion forfølger individerne udelukkende deres private interesse. Samtidig er det på den anden side netop dette, som skaber den sociale sammenhæng i kapitalismen, nemlig den generelle produktion og bytte af varer på et anonymt marked. Dette har den konsekvens at den sociale sammenhæng fremtræder som noget der er uafhængigt og står overfor de adskilte individer. I kapitalismen er de sociale relationer er ikke længere personlige og umiddelbare relationer mellem individerne, men derimod relationer mellem varer på et marked og derfor kun indirekte relationer mellem individerne. Relationerne mellem varer er på én gang skabt af fraværet af direkte samfundsmæssige forhold mellem mennesker og fremstår samtidig uafhængigt af individerne. Det er netop denne særlige sociale relation mellem adskilte private producenter og den sociale sammenhæng mellem varer, Marx kalder værdi (Bierwirth 2015: 13). Værdi er derfor ikke kun en økonomisk kategori, men derimod den grundlæggende sociale relation under hvilken hele det kapitalistiske moderne samfund udfolder sig. I første omgang henviser værdi altså til en social relation mellem private producenter. Disse er tvunget til at bytte produkterne af deres arbejde på markedet, hvilket indebærer at produkterne må have noget til fælles, der gør den sammenlignelige. Indtil videre kan vi bestemme dette fælles som værdi. Det er dog ikke nok at blive stående ved denne konstatering. Vi må gå dybere ned og analysere, hvad der nærmere bestemt kendetegner værdi som en historisk bestemt social relation og abstrakt princip. Her spiller arbejde en central rolle. Arbejde I et samfund, hvor individerne ikke står i umiddelbare, direkte eller personlige afhængighedsforhold til hinanden, er arbejde ikke bare produktive handlinger med det formål at fremstille nyttige ting, men indtager derimod også den rolle at forbinde individerne og deres produkter med hinanden (Lohoff & Trenkle 2013: 27). I kapitalismen indtager arbejde altså den centrale rolle som forbindelsesled mellem de private og isolerede producenter. 3 / 8

4 Ifølge den canadiske historiker Moishe Postone er arbejde som et abstrakt princip specifikt for kapitalismen (Postone 1993: 145). I alle samfund produceres der goder, som opfylder bestemte behov. I førkapitalistiske samfund kunne produktionen og fordelingen af goder være reguleret af f.eks. direkte sociale relationer, traditionelle og personlige magtforhold, vaner, religiøse forestillinger etc. Der blev som regel produceret goder til overskuelige sociale sammenhænge, f.eks. storfamilien. Ifølge Postone ændrer dette sig grundlæggende med det kapitalistiske samfund. I dette samfund bliver vareproduktion og varebytte det centrale økonomiske princip, hvorfor produktionen og fordelingen af goder måles i og reguleres af arbejde som et abstrakt princip. Et individ tilegner sig ikke goder produceret af andre mennesker gennem direkte sociale relationer. Disse direkte eller personlige sociale relationer er blevet erstattet af arbejde selv, som et slags objektivt mål med hvilket goder byttes med hinanden som varer (Ibid.: 150). Den sociale relation værdi indebærer derfor bl.a. arbejde som det abstrakte princip hvorigennem de private producenter relaterer sig selv og deres produkter til hinanden. Det varerne har til fælles, værdi, kan nu bestemmes som arbejde som abstrakt princip. Kategorien værdi dækker overordnet over den historisk bestemte form for sociale relation i kapitalismen: relationen mellem isolerede privatproducenter. Denne relation består bl.a. i at arbejde som abstrakt princip indtager rollen som det middel, hvorigennem den enkelte erhverver sig goder. Det særlige konkrete arbejde, der udføres af den enkelte, er i sig selv ligegyldigt, fordi det i første omgang udelukkende tjener som middel til at erhverve sig andre goder. Der abstraheres altså fra det konkrete arbejde, der udføres, fordi det ikke udføres som et formål i sig selv men derimod med henblik på varebytte. Det er i denne forbindelse at Marx i sine 1857/58 manuskripter skriver, at arbejde som abstrakt kategori først har fuld gyldighed inden for det kapitalistiske moderne samfund: Ligegyldigheden over for ethvert bestemt arbejde modsvarer en samfundsform, hvor individerne med lethed kan gå fra det ene arbejde til det andet, og arbejdets bestemte art er tilfældig og dermed ligegyldig for dem. Arbejde er her ikke blot i kategorien men ligeledes i virkeligheden blevet middel til skabelse af rigdom overhovedet og er ophørt med som bestemmelse at være vokset sammen med individerne i en særegenhed (MEW 42: 38-39). Arbejde i denne forstand er specifikt for kapitalismen. Arbejdet har selvfølgelig en begrebshistorie, men har ikke altid haft den samme betydning, og eksisterede endda ikke som begreb i antikken (Applebaum 1992). Først i kapitalismen bliver arbejde ikke blot en abstrakt kategori, men også et abstrakt princip i den sociale virkelighed selv, som regulerer forholdet mellem isolerede privatproducenter. Det er netop dette historiske fænomen som begrebet abstrakt arbejde hos Marx henviser til. Idet isolerede privatproducenter er tvunget til at bytte deres produkter på markedet som varer, forholder produkterne sig ikke til hinanden som resultat af mange forskellige typer af arbejde, men derimod som produkter af arbejde som sådan. Arbejde som abstrakt princip er det, varerne har til fælles, som gør at de kan byttes på et anonymt marked. Hvad betyder det, at arbejde som abstrakt princip er det, som regulerer forholdet mellem privatproducenter og produkterne af deres arbejde? Det betyder at de isolerede privatproducenter må leve op til den tidsligt-gennemsnitlige samfundsmæssige produktivitetsstandard for at have en chance for at kunne bytte deres produkter på markedet og dermed erhverve sig andre produkter. Der er ikke alle varer, der rent faktisk bliver solgt, og det der regulerer, hvilke varer der bliver solgt er grundlæggende den tidslige sociale standard. Kort sagt, de isolerede private producenter kan udkonkurrere hinanden ved at være mere produktive. Denne standard opstår i samspillet mellem udviklingen af produktivitet i selve produktionen af varer og bestemmelsen af, hvad der rent faktisk 4 / 8

5 gælder som produktivitetsstandarden når varerne byttes på markedet. Det er først på markedet det bestemmes, hvilke isolerede privatproducenter, der rent faktisk kan realisere værdien af deres varer. I modsætning til traditionelle fortolkninger af Marx såkaldte arbejdsværditeori besidder varerne altså ikke i sig selv værdi og der er ikke noget arbejde, som bogstavelig talt er ophobet i varerne. Værdi og abstrakt arbejde er derimod det, som varerne har til fælles på markedet, og som udtrykker en social relation mellem isolerede privatproducenter, hvis produkter nødvendigvis må optræde som varer på et marked. Det indebærer at produktionen af varer må leve op til den tidslig-sociale produktivitetsstandard, som dog først bestemmes i varebyttet på markedet, fordi det først er her at varerne rent faktisk sammenlignes. Værdi og abstrakt arbejde kan således bestemmes som varernes fælles samfundsmæssige substans (MEW 23: 52). Værdi henviser altså i første omgang til en social relation, hvor arbejde som abstrakt princip indtager en central rolle. Den værdi varerne har tilfælles for at kunne byttes med hinanden er altså abstrakt arbejde. Abstrakt arbejde henviser igen til en tidslig-social standard for produktivitet. Dette er altså abstrakt arbejde forstået som den tidslige sociale standard, der gør varerne sammenlignelige og derfor overhovedet mulige at bytte med hinanden (Trenkle 1998: 6). Det betyder også at produktion ikke længere kan være indlejret i og bestemt af traditionelle, religiøse eller personlige magtforhold, men derimod må skille sig ud som en selvstændig sfære, hvor arbejde som abstrakt princip fungerer som reguleringsmekanisme i fraværet af umiddelbare sociale relationer. Kapitalismen er altså karakteriseret ved at arbejde er en separat sfære, afskåret fra resten af dets sociale kontekst (Ibid.: 3). Etableringen af sådan et system baseret på abstrakt arbejde, kræver derfor også at selve den menneskelige egenskab at kunne producere og skabe bliver gjort til en vare: arbejdskraft. Som jeg kommer ind på i næste afsnit, er dette på én gang forudsætning for og medfører en uendelig vækstdynamik. I sin analyse af de forskellige værdiformer i Kapitalen kommer Marx frem til, at penge ikke blot er et nyttigt eller smart middel til at bytte forskellige goder med, men derimod en nødvendighed i et samfund baseret på generel vareproduktion. Værdi og abstrakt arbejde henviser til en bestemt social relation mellem privatproducenter, hvis bytte på markedet er reguleret af den bestemt tidslige sociale produktivitetsstandard. Værdi og abstrakt arbejde er altså en social relation og kan derfor ikke måles. Alligevel er det nødvendigt at have en konkret, men samtidig almen måleenhed for overhovedet at kunne bytte varer. Denne konkrete men almene måleenhed, hvad Marx kalder den almene ækvivalent, er penge. Kapitalismen er altså særlig kendetegnet ved at denne samfundsforms grundlæggende sociale relation antager form af en relation mellem varer og i sidste ende penge. Abstrakt og konkret rigdom Kapitalismen indebærer en uendelig vækstdynamik, som ikke er bestemt af konkrete behov eller personlig vinding, men som derimod er kendetegnet ved en grundlæggende strukturel tvang. Dette bunder i den særlige dobbeltkarakter af rigdom i kapitalismen. Som vi har set eksisterer arbejdet ikke kun som bestemte konkrete former for arbejde, men også som et abstrakt princip. På samme måde eksister rigdom i kapitalismen ikke kun i form af konkrete goder, men derimod i form af varer, hvis indbyrdes forhold udtrykkes i abstrakt rigdom, nemlig som værdi og penge. Som vi også har set er formålet med kapitalismen ikke at producere konkrete goder, der opfylder bestemte behov, men derimod varer med abstrakt værdi til et marked. I kapitalismen eksisterer rigdom altså både i konkret (forskellige nyttige ting) og abstrakt (værdi, varer, abstrakt arbejde, penge) form. Det er sidstnævnte form, som er dominerende og formål for kapitalismens produktionsproces. Idet konkrete og nyttige ting i kapitalismen udelukkende produceres med det formål at skabe stadig mere abstrakt rigdom, er der principielt ikke nogen grænse for denne rigdom. Det er dog ikke alle varer, der rent faktisk realiseres på markedet. Som følge af at de isolerede privatproducenter er 5 / 8

6 tvunget til at sælge deres produkter på et marked, er de samtidig tvunget til permanent at øge produktiviteten for at leve op til den sociale standard for produktivitet. Dermed flytter denne standard sig også permanent, hvilket medfører en uendelig trædemølleeffekt, hvor stadig flere goder bliver produceret for at kunne producere stadig mere værdi (Postone 1993: ). Det vil sige at ikke profit og merværdi men derimod værdiproduktion i sig selv medfører en uendelige vækstdynamik baseret på abstrakt rigdom. Værdiproduktion og merværdi kan altså ikke skilles ad, det første indebærer det andet. I samfund, hvor rigdom er konkret og produceres med henblik på at opfylde bestemte behov, er der en grænse for produktionen, nemlig den konkrete behovsopfyldelse. Fordi rigdom er abstrakt i kapitalismen eksisterer der ingen sådan konkret grænse. Grænsen flyttes hele tiden og produktionen bliver til produktion for sin egen skyld; produktion med produktion som formål (Lohoff & Trenkle 2013: 23). Det betyder at de konkrete menneskelige behov bliver underlagt produktionen af abstrakt rigdom. De menneskelige behov er i kapitalismen kun gyldige for så vidt de kan realiseres i værdi og penge. Der er én særlig forudsætning for at den stadige produktion af mere værdi kan lade sig gøre. Den grundlæggende menneskelige egenskab at kunne skabe og producere ting, skal optræde på markedet som en vare ved siden af andre varer. Kun i kapitalismen bliver selve den menneskelige arbejdskraft en vare. Det særlige ved denne vare er, at den kan producere mere værdi, end den er værd (dens pris/løn). Når man taler om udbytning i kapitalismen er der altså ikke tale om noget uretfærdigt i forståelsen ulige bytte. Der er ingen, der bliver snydt. Arbejdskraften sælges til sin værdi (dens pris - lønnen), men er samtidig i stand til at producere mere end den er værd. Kapitalismen baserer sig derfor også på det Marx kaldte adskillelsen af de umiddelbare producenter fra produktions- og subsistensmidlerne. Det betyder at der i kapitalismen nødvendigvis må eksistere en klasse af individer, der ikke har nogen direkte adgang til eller kontrol over produktionsmidlerne og samtidig er nødt til at købe subsistensmidler (mad, tøj etc.) på et marked. Dette er den grundlæggende definition af arbejderklassen, som altså kun eksisterer i kapitalismen, hverken før eller efter. Kritik af værdi Jeg har i det foregående fokuseret på to af de mest grundlæggende begreber i enhver kapitalismeanalyse: værdi og arbejde. Jeg har belyst disse ud fra Marx kritik af den politiske økonomi, som den fortolkes hos særligt den værdikritiske tradition, som repræsenteret ved bl.a. Robert Kurz, Ernst Lohoff, Nobert Trenkle og Moishe Postone. Der kunne siges meget mere om den indre sammenhæng mellem værdi, arbejde og penge. Jeg har ikke udfoldet det centrale kapitalbegreb, som kort sagt henviser til det at fordi rigdom i kapitalismen antager den abstrakte form af værdi, må denne værdi også konstant blive til mere værdi. Der er ingen øvre grænse. Kapital er værdiens selvforøgelse, det at penge bliver til flere penge. Kapitalbegrebet ligger altså allerede i værdibegrebet. Som jeg har forklaret er værdi dog ikke blot en økonomisk kategori. Først og fremmest henviser værdi til forholdet mellem isolerede privatproducenter og det faktum, at disse er tvunget til at forholde sig til hinanden gennem deres varer på et marked. I kapitalismen bliver manglen på umiddelbare sociale afhængighedsforhold mellem mennesker til en paradoksal relation mellem ting, nemlig varer, formidlet gennem en ting, nemlig penge. Denne sociale relation mellem varer formidlet gennem penge er karakteriseret ved sin egen selvforøgende logik, under hvis kontrol individerne står. Kapitalismen er altså kendetegnet ved en særlig upersonlig, abstrakt og objektiv form for magt. Hvor herredømme i andre samfundsformer hovedsagligt har været baseret på direkte og personlige eller subjektive magtforhold er kapitalismen særlig kendetegnet ved et subjektløst form for herredømme. Dette betyder ikke, at der inden for kapitalismens historiske udvikling ikke 6 / 8

7 eksisterer personlige magtforhold, blot at disse er indlejret i et abstrakt form for herredømme. Ifølge den forudgående fremstilling har Marx ikke nogen arbejdsværditeori. I sin kritik af den politiske økonomi analyserer Marx, hvorfor at produkterne af arbejde må antage form af varer i kapitalismen. Det er denne analyse som er blevet misforstået som en traditionel arbejdsværditeori. Marx værditeori handler derfor ikke om at finde ud af, hvorvidt værdi måles objektivt eller subjektivt. Værdi henviser til en bestemt social relation, som nødvendiggør penge som et konkret men alment mål. Værdi kan derfor ikke måles i sig selv men kan kun måles i penge. Kritikken af den politiske økonomi handler i stedet om at kritisere værdien som den grundlæggende sociale relation hvorunder hele det kapitalistiske samfund udfolder sig og som medfører et abstrakt form for herredømme, dvs. en logik under hvis kontrol individerne står. Denne sociale relation nødvendiggør at arbejde indtager en central plads i samfundet. Ligeledes nødvendiggør den også eksistensen af penge og en hel økonomisk sfære af virksomheder, nationale og internationale markeder. Den nødvendiggør dog også en række andre samfundsmæssige sfærer, såsom stat, politik, lov og ret, der kan regulere og administrere forholdet mellem de isolerede privatindivider på en måde som den økonomiske sfære i sig selv ikke formår. Stat, politik og økonomi er altså ikke helt forskellige ting, men derimod sider af samme sag: værdien som social relation og abstrakt herredømme. Litteratur Herbert Applebaum (1992): The Concept of Work Ancient, Medieval, and Modern, State University of New York Press Julian Bierwirth (2015): Henne und Ei Der Wert als Einheit von Handlung und Struktur, Krisis, Beiträge zur Kritik der Warengesellschaft 1/2015 Jonas Gielfeldt (2015): Politisk økonomi i marxismen I - Et kritisk blik på arbejdsværdilæren og dens betydning for socialistisk politik, Kritisk Debat oktober/2015 Michael Heinrich (2009): Wie das Marxsche <<Kapital>> lesen? Teil 1, Schmetterling Verlag Initiative Sozialistisches Forum (2000): Der Theoretiker ist der Wert, Ça ira-verlag, Freiburg Robert Kurz (2004): Blutige Vernunft Essays zur emanzipatorischen Kritik der kapitalistischen Moderne und ihrer westlichen Werte, Horlemann Verlag Robert Kurz (2012): Geld ohne Wert Grundrisse zu einer Transformation der Kritik der politischen Ökonomie, Horlemann Verlag Ernst Lohoff (1993): Zur Kernphysik des bürgerlichen Individuums, Krisis, Beiträge Zur Kritik der Warengesellschaft 13/1993 Ernst Lohoff & Norbert Trenkle (2013): Die große Entwertung Warum Spekulation und Staatsverschuldung nicht die Ursache der Krise sind, UNRAST-Verlag Karl Marx (1971) [1890; 1867]: Das Kapital Kritik der politischen Ökonomie Erster Band, Marx- Engels Werke (MEW) Bd. 23, Dietz Verlag Berlin, Berlin Karl Marx (2005): Ökonomische Manuskripte 1857/1858 (Grundrisse), Marx-Engels Werke (MEW) 7 / 8

8 Bd. 42, Dietz Verlag Berlin, Berlin Moishe Postone (1993): Time, Labor and Social Domination A Reinterpretation of Marx s Critical Theory, Cambridge University Press Esben Bøgh Sørensen (2015): Værditeori og kapitalismeanalyse, Kritisk Debat august/2015 Norbert Trenkle (1998): Value and Crisis: Basic Questions, i Neil Larsen et. Al. (red.) (2014): Marxism and the Critique of Value, M-C-M 8 / 8