Politisk økonomi i marxismen I - Et kritisk blik på arbejdsværdilæren og dens betydning for socialistisk politik

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Politisk økonomi i marxismen I - Et kritisk blik på arbejdsværdilæren og dens betydning for socialistisk politik Skrevet af: Jonas Gielfeldt Offentliggjort: 15. oktober 2015 Den seneste tid har været præget af heftige diskussioner på de venstreorienterede platforme Modkraft og Kritisk Debat om ismekritikken i Enhedslisten og dens manglende fundament i Karl Marx økonomiske analyser i Kapitalen. Især har de to begreber arbejdsværdilæren og profitratens tendens til fald været ført frem som afgørende for, at den danske venstrefløj kan foretage en ordentlig og tilbundsgående ismekritik. Jeg vil i denne artikel forsøge at kaste et kritisk blik på arbejdsværdilæren. Først og fremmest vil jeg gerne optegne det teoretiske landskab inden for diskussioner om arbejdsværdilæren. Der således ikke tale om én arbejdsværdilære, men op til flere sameksisterende udlægninger af arbejdsværdilæren. Derfor skal man være meget specifik på, hvilken form for arbejdsværdilære man henviser til, da der er tale om vidt forskellige tilgange. Slutteligt vil jeg diskutere, hvad arbejdsværdilæren giver os rent politisk. Her er det klassiske svar, at arbejdsværdilæren er afgørende, idet den kan påvise udbytningen, som er en helt afgørende del af marxismens politiske arsenal. Mit kritiske indspark er, at flere positioner inden for marxismen faktisk mener at kunne påberåbe sig udbytning som et faktisk eksisterende forhold ved istiske samfund uden at benytte arbejdsværdilæren i klassisk forstand. Spørgsmålet er således, om vi egentlig har brug for arbejdsværdilæren? I maj måned skrev en række medlemmer af Enhedslisten, herunder tre som jeg også har den glæde at være i redaktion med i Kritisk Debat, en artikel om Enhedslistens overfladiske ismekritik, der ifølge forfatterne manglede det klassiske teoriapparat fra Karl Marx, og derfor erstattede en kritik af det istiske samfunds funktionsmåde med social indignation og et uklart begreb om neoliberalisme[i]. Denne artikel er ikke en gennemgang af denne artikels argumenter, men tager derimod afsæt i et af de begreber, der står centralt for forfatterne, arbejdsværdilæren. Denne grundsten i den marxistiske analyse af den istiske økonomi er på mange måder både marxismens velsignelse og forbandelse. Velsignelse idet den har muliggjort en kobling af videnskabelig praksis, hvordan fungerer økonomien faktisk, med den politiske praksis, at der er tale om udbytning af arbejderklassen, en uret som arbejderklassen må bekæmpe. Den er dog også blevet en forbandelse for venstrefløjen, idet den dominerende økonomiske videnskab, dvs. den neoklassiske ligevægtsbaserede model-økonomi, har ment at påvise så store problemer, at dens videnskabelige legitimitet er blevet beklikket i en sådan grad, at mange, også på venstrefløjen, i stigende grad har afvist den. I en dansk kontekst er Anders Lundkvist et glimrende eksempel på dette[ii]. Derfor vil jeg gennem en gennemgang af forskellige opfattelser af arbejdsværdilæren påpege en række centrale elementer som der er forskellige opfattelser af inden for marxistisk politisk økonomi. Jeg vil her læne mig op af Andrew Kliman s glimrende bog om emnet Reclaiming Marx s Capital (2007). Selv om jeg ikke nødvendigvis er enig med Kliman i alt, så er hans fremstilling omkring arbejdsværdilæren og de dertil knyttede debatter ganske informativ og kan varmt anbefales den interesserede læser. Kort om Marx arbejdsværdilære Et helt grundlæggende træk ved Marx arbejdsværdilære er, at man kan analysere den istiske økonomi som et system, hvor det levende arbejde, dvs. menneskelig arbejdskraft, er det eneste, der kan producere værdi og profit. Derfor kommer arbejdstiden, dvs. den nedlagte mængde arbejde, der er tilgået produktionen af varen X til at være afgørende for dennes værdi og den profit, der kan 1 / 13

2 opnås for isten ved at hyre arbejderen og igangsætte produktionen af varen. Produktionen af merværdi er således et udtryk for et merarbejde, arbejderen udfører, men som denne ikke bliver betalt for. Denne merværdi tilraner isten sig. Dette er helt groft skitseret motoren bag arbejdsværdilæren. Det er her selvfølgelig vigtigt at slå to ting fast. 1) Dette sker kun for så vidt vi taler om istiske samfund og 2) i det omfang at arbejdet er samfundsmæssigt nødvendigt arbejde og at arbejdstiden derfor er samfundsmæssigt nødvendig arbejdstid. Hvis man fx overproducerer en given vare, som der slet ikke er behov for i samfundet, så vil denne merarbejdsmængde selvfølgelig ikke producere merværdi. Den marxistiske økonomiprofessor Andrew Kliman argumenterer for, at der er en intern konsistens i den Marxske arbejdsværdilære, der består i: Den totale merværdi=den totale profit Den totale merværdirate=den totale profitrate Værdi=pris Dette betyder altså, at den merværdi, der produceres i et samfund, og som er et udtryk for det merarbejde, som arbejderklassen yder, er ækvivalent med den totale profit, istklassen kan putte i lommen. Derfor kaldes merværdiraten også tit udbytningsgraden. Denne er i forlængelse af ovenstående også ækvivalent med profitraten. Selve profitbegrebet kræver en kort forklaring. Ifølge Marx er profitten et udtryk for den realiserede værdi af varen, dvs. salgsprisen, fratrukket løn til arbejdskraft (variabel ) og den værdi, der er overført fra maskiner og produktionsmidler (konstant ). Det sidste skal vise sig at blive vigtigt for de videre diskussioner, idet Marx altså opererer med den overførte værdi fra konstant og ikke kostprisen på konstant. Formlen for den totale profit er således: Slutteligt vil værdien og prisen være ækvivalent. Også her er det nødvendigt at understrege, hvilke komponenter, der indgår i værdi og pris: Her er det dog vigtigt at skelne mellem på den ene side værdi i input siden og værdi i output siden. Udligning over brancher i industrien Industri Indskudt Kostpris Total merværdi Total merværdi / Kapital - dvs. merværdi-raten Total profit Total profit/ Kapital - dvs. profitraten Værdi Pris Restauranter ,4 16 0, Kemisk ind , , Totalt , , / 13

3 Eksempel fra Kliman 2007 s.26 & 28. Som eksemplet indikerer kan der være store forskelle mellem brancher (her restaurationsbranchen og den kemiske industri) men når man anskuer økonomien som et hele, vil disse forskelle udligne sig, og man vil stå tilbage med en generel profitrate. Som det ligeledes fremgår af tabel 1, så vil brancheforskelle udligne sig, og man vil ramme en gennemsnitlig lighed mellem hhv. merværdi og profit samt værdi og pris over hele økonomien. Dermed er teorien ifølge Kliman konsistent. Den neoklassiske kritik af arbejdsværdilæren - værdi og priser hænger ikke sammen Det helt centrale argument i den Marxske arbejdsværdilære er således: 1) Variabel konstituerer merværdien 2) Merværdien konstituerer profitten hos isten 3) Den totale værdi inklusiv merværdien konstituerer varepriser. Især pkt. 3 har været det helt store slagsmål, hvad angår den efterfølgende vurdering af arbejdsværdilæren. Især den generelle ligevægtsteori forfattet af de neoklassiske økonomer, har været stærkt kritisk overfor netop dette forhold. Debatten går under navnet "transformationsproblemet", det forhold at det er problematisk at transformere varens værdi (funderet i tilgangen af samfundsmæssigt nødvendigt arbejde) til varens pris. Allerede i slutningen af 1800 tallet blev der fremført kritikker i relation til transformationsproblemet. En af de mest tilgængeligt formulerede kritikker af denne art finder vi hos den mest berømte mainstream økonom fra efterkrigstiden Paul Samuelson, der blev frontfigur i den nye moderne neoklassiske økonomiteori, som var stærkt bundet op på matematik og modellering. Samuelson tager afsæt i et eksempel fra 'Kapitalen', der minder en del om Klimans eksempel ovenfor. Brancher Udlæg til konstant Udlæg til variabel Totalt Merværdi Samlet udlæg værdi (total kap. + merværdi) Profitrate % (merværdi /total kap.) Priser (totalt kap. + 22% gnm.snit af variabel eller merværdi) Gennemsnit Difference mellem værdi og pris Eksempel fra Samuelson 1971 s.413 Tabellen viser fem forskellige sektorer eller brancher i økonomien. De kan internt variere alt efter, om der anvendes meget konstant eller variabel. Dette får betydning for merværdien, profitraten og slutteligt prisen. Men helt centralt er ifølge Marx, at de enkelte udsving over de forskellige sektorer ikke er vigtige. Det centrale er den gennemsnitlige profitrate, her 22%, som bliver lagt oven på varepriserne. Som man kan se yderst til højre, så er der mellem de enkelte brancher afvigelser mellem pris og værdi, men samfundsmæssigt over alle sektorer, så går priserne op i et rundt 0, og dermed er der samfundsmæssigt ingen diskrepans mellem værdier og priser. De bliver gennemsnitligt 122 begge to i det ovenstående. 3 / 13

4 Samuelson mener dog, at der er en række helt fundamentale problemer ved Marx's regnestykke fra 'Kapitalen'. Den helt centrale kritik er, at Marx tager udgangspunkt i værdien af den konstante, det som Marx kalder "allerede nedlagt arbejde" eller "dødt arbejde", og ikke dens kostpris. Når Marx beregner den totale værdi af konstant og variabel, anvender han således de to komponenters værdier. Når han så efterfølgende udregner varepriser, er det således stadig den konstante s værdi, men ikke dens kostpris, der indgår. Dette er et problem, da regnestykket faktisk viser, at priser og værdier på enkelte sektorer faktisk kan variere. Priser på konstant skal således også indgå i varens pris, og det gør det ikke hos Marx. Marx er opmærksom på dette forhold når han i Kapitalen bind 3 skriver, "We had originally assumed that the cost-price of a commodity equalled the value of the commodities consumed in its production. But for the buyer the price of production of a specific commodity is its costprice, and may thus pass as cost-price into the prices of other commodities. Since the price of production may differ from the value of a commodity, it follows that the cost-price of a commodity containing this price of production of another commodity may also stand above or below that portion of its total value derived from the value of the means of production consumed by it." Men hans svar på det opstillede problem er følgende: "Our present analysis does not necessitate a closer examination of this point". Dette har været afsæt for endeløse kritikker af arbejdsværdilæren, som har været med til at delegitimere teorien med stor skade for marxismen både videnskabeligt og politisk. Kritikken har dog også mødt en vis accept blandt marxister som fx David Harvey (1982:64f), der accepterer, at Marx ikke er konsistent i sin anvendelse af værdi og pris, men dog ikke mener dette underminerer selve argumentet bag arbejdsværdilæren. En ting er, at Marx måske regner forkert ifølge Samuelson og ligesindede, når han ikke medregner den konstante s kostpris, men derimod dens værdi. En anden ting er, at neoklassiske økonomer mener at kunne se bort fra værdi som sådan når varepriser skal beregnes. Det er således centralt for Samuelson og neoklassikerne, at man ikke kan bruge værdibegrebet til noget, når man skal udregne varepriser, hvilket er den egentlige målsætning for økonomien ifølge neoklassikere. Derimod træder tre andre kerneelementer ind på værdiens plads når priser fastlægges: 1) Inputpriser på konstant og lønninger 2) Den marginelle nytte ved en given vare 3) Knapheden på en vare afledt af den generelle udbud/efterspørgsel på en vare Værdibegrebet, som både den klassiske økonomi og Marx byggede teorier op om er således blevet uinteressant. Det får store politiske konsekvenser for marxismen, for hvis værdi pludselig er overflødig i beregningen af varepriser, så er den variable, dvs. det levende arbejde, også overflødigt. Dermed afmonteres selve udbytningsmotivet fra den økonomiske diskurs, og et af de vigtigste komponenter i marxistisk politik og analyse forsvinder. Spørgsmålet er så om den neoklassiske kritik er berettiget eller ej. Her er der tydeligvis to veje at gå. Den ene vej accepterer i større eller mindre grad den neoklassiske kritik af arbejdsværdilæren og forsøger at håndtere den efter bedste evne, mens den anden simpelthen afviser den neoklassiske kritik. Det får store konsekvenser for, hvilken form for arbejdsværdilære vi taler om. I det efterfølgende vil en række forskellige tilgange til arbejdsværdilæren blive præsenteret. Som sagt 4 / 13

5 indledningsvis så er der flere forskellige former for arbejdsværdilærer og det er meget forskellige konklusioner man lander på, alt efter hvilken form man vælger. Simultaneous-single-system-interpretation - hvad der går ind kommer ud En af de måder, hvorpå man kan håndtere kritikken af arbejdsværdilæren på er, at sørge for at input og output side stemmer, dvs. at man harmoniserer inputside med outputsiden. Andrew Kliman, som er stærkt kritisk hvad angår denne tilgang, benævner denne form for arbejdsværdilære den simultane og fysikalistiske form. Kliman benævner typisk denne retning for Simultaneous-Singl- -System-Interpretaion (SSSI), som han kontrasterer til hans egen skole Temporal-Single-Systm-Interpretation (TSSI). Om der er tale om en egentlig skoledannelse er dog tvivlsomt. Det er nærmere en række positioner, der anerkender den neoklassiske kritik og transformationsproblemet og forsøger at håndtere dette i deres Marx inspirerede modeller. Centralt for denne tilgang er, at prisen på de anvendte produktivkræfter og den anvendte mængde arbejdskraft, og outputtet i form af varepriser, skal være ens. Ambitionen er, at man kan håndtere transformationsproblemet og dermed kan afvise den neoklassiske kritik om inkonsistens i arbejdsværdilæren. Denne måde at anskue arbejdsværdilæren på indeholder ifølge Kliman to centrale elementer. 1) teorien anskues simultant, dvs. at værdisætningen af input og output sker samtidigt i arbejdsværdilæren og 2) teorien anskues fysikalistisk i den forstand, at værdi, profit og priser determineres udelukkende af kostpriserne på enten konstant og/eller variabel, dvs. udgifter til produktivkræfter som fx råvarer, maskiner, teknologier etc. Dvs. de fysiske inputkomponenter er determinerende. Den marxistiske økonomiprofessor David Laibman er en af de mest centrale i denne tradition. Laibmans synspunkt er grundlæggende, at den klassiske arbejdsværdilære har problemer, som er blevet påvist af de moderne neoklassiske modeller. Laibman, der er overbevist marxist både videnskabeligt og politisk, forsøger i sine arbejder, at få arbejdsværdilæren til at kunne håndtere transformationsproblemet og mener, at havde Marx haft den viden vi har i dag, så havde han selv tillempet sin model (Laibman 2000). Laibman argumenterer således for at: 1) Varers værdi falder i takt med at produktiviteten stiger. Dette må følge af at arbejdstid determinerer værdien af en vare. Og når man producerer mere på samme tid, så må varens værdi også falde. 2) Antager man en økonomi med kun én vare, der ikke kan substitueres, vil profitraten med udgangspunkt i merværdi og den profitrate, der er afledt at et fysisk merprodukt (fx flere bundt korn) være lig hinanden. 3) Profitraten er ismens "potentiale for selv-ekspansion (Laibman 1997). Det man normalt vil kalde akkumulation. Lad os kigge nærmere på et eksemplet. Vi tager tre år, hvor der produceres korn. År Sæd til korn Lønninger Total (sæd til korn +løn) Output Profit (output minus Total ) % Profitrate (Profit / Total ) 5 / 13

6 % % Ny tilført værdi Værdi pr. Enhed Total Kapital (Konstant + variabel ) Konstant kap. Variabel kap. Merværdi Outputværdi (samlet kap.+ merværdi) % / % / % Eksempel Kliman på baggrund af Laibman Profitraten (merværdi / konstant + variabel) Tabellen illustrerer de tre forudsætninger for en simultan valorisering af input og output side, med udgangspunkt i de fysiske komponenter i inputsiden, dvs. konstant og variabel (her sæd til korn og lønninger). I den øverste del af tabellen øges både outputtet af korn, samt lønninger og profitten med 20% om året, mens arbejdernes arbejdstid er konstant, hvilket betyder, at produktiviteten øges. Ydermere geninvesteres al profit i det efterfølgende års produktion. Ser man på den nederste del af tabellen, vil man se, at værdien pr. enhed falder med 1/6-del hvert år. Det første år er værdien pr. enhed=1, mens den år 2 er 5/6=0,83 og år 3=25/36=0,69. Dette resultat får man hvis man dividerer den tilførte værdi (som er konstant alle tre år=75) med outputsæd til korn, dvs. den konstante. Dermed står man tilbage med, hvad den variable, arbejdet, bidrager med til den samlede værdi, og den må med nødvendighed falde som produktiviteten stiger. Som man kan se vil de to første krav til modellen være opfyldt. Når produktiviteten stiger, så falder varens værdi relativt. Dette påvirker dog ikke profitraten, der er konstant alle tre år med 20%. Dernæst er også det andet diktum opfyldt. Hvert år bliver der sået 20% mere såsæd, dvs. den fysiske inputside stiger med 20%. Samtidigt er profitten 20% i alle år. Der hvor modellen, ifølge Kliman, får et problem, er ved at forklare det tredje diktum Nemlig at profitraten muliggør "selv-ekspansion", dvs. en akkumulerer. For det gør den ikke i den simultane, fysikalistiske model. Akkumulationsgraden vil være=0! Det skyldes det faktum, at enhedsprisen falder gradvist som et resultat af produktivitetsstigninger. Det betyder at hvis man investerer de 150 man har i output efter år 1, så vil de kun svare til 125 i år to, fordi enhedsprisen ikke længere er=1 men er 5/6. Regnestykket ser således ud: Derfor kan denne model, ifølge Kliman, simpelthen ikke danne basis for akkumulation, hvilket er et temmelig alvorligt problem for en model, der skal være empirisk gangbar. Vi ved således, at der faktisk foregår en løbende akkumulationsproces i ismen. Det fundamentale problem med den simultane model er, ifølge Kliman, at den ikke har et begreb om værdi, og hvad der skaber mere af den (merværdi) nemlig det levende arbejde. Man har dybest set tilpasset sig den neoklassiske input/ouput model og tilsat et element af arbejdsværdilære, som dog ikke tilfører merværdi og dermed ikke kan godtgøre for akkumulation under ismen. 6 / 13

7 Laibman forsvarer sig mod denne kritik ved at påpege, at hans eksempel er idealiseret, og at den variabel, der både kan skabe basis for akkumulation, såvel som svække akkumulation er den teknologiske udvikling. Den kan skabe basis for akkumulation i form af nye produkter, men også skade akkumulationen, idet den kan øge ens organiske sammensætning og dermed få profitraten til at falde (Laibman 2012). Kliman mener dog, at selve den neoklassiske ambition om at få input og output til at stemme overens er et helt forkert afsæt for ens analyse. Han siger således med en tyk sarkasme at: This of course does not preclude the abstract possibility that inputs and outputs may happen to have the same prices or values. Altså det er meget mere tilfældigheder end systematik, der får input og outputsiden til at blive ens. Selv om Kliman muligvis ikke gør Laibman nogle tjenester i hans fremlæggelse, virker hans kritik af simultanisterne dog rimelig. I et forsøg på både at tilpasse sig de neoklassiske modeller for input og output-priser, må man nødvendigvis ofre sammenhængen mellem variabel og merværdi, simpelthen fordi en moderne neoklassisk beregning af varepriser ikke medtager værdi men kun kostpriser på i form af faktorer som land, arbejdskraft og produktionsmidler. Den simultane/fysikalistiske arbejdsværdilære er én måde at håndtere den neoklassiske kritisk på. En anden måde er simpelthen at operere med to forskellige systemer, hvor den ene opgøres i værdi og det andet i priser. Dette dobbelte bogholderi for den Marx ske arbejdsværdilære går under navnet Dual-system Interpretation, og er den næste retning vi skal se nærmere på. Dual system-teorien - vandtætte skodder mellem varers værdi og priser En anden tilgang, der tager udgangspunkt i den neoklassiske kritik af arbejdsværdilæren, er den såkaldte dual system-teori. Argumentet er, at Marx ikke kan skabe den postulerede konsistens mellem værdi og pris. Modsat Samuelson og Neoklassikerne, der som konsekvens simpelthen mener man kun skal forholde sig til pris og helt forlade værdi som mål, mener dual-systems økonomerne, at man meningsfuldt kan regne med begge dele, men dog ikke integrere dem. Hvor Laibman fx fastholder, at værdi kan oversættes til pris i den samme kalkulation, hvis man opererer med de ovennævnte antagelser (altså en single-system tilgang), så afviser dual system tilgangen dette og mener, at man må opererer med et system for værdier, hvor man beregner på baggrund af produktionsmidlernes overførsel af værdi til en given vare, og et yderligere system for priser, hvor varepriser udregnes på baggrund af kostprisen på produktionsmidler, altså det som Samuelson langt hen af vejen gør. Man anerkender, at Marx selv arbejdede med ét system, og ikke opererede med hhv. et værdisystem og et prissystem. Man mener dog, at Marx tager fejl her, og derfor er det nødvendigt at operere med to systemer. Denne tilgang har således også sin rod i neoklassisk inspirerede Marx-kritikker som fx den russiske økonom Ladislaus von Bortkiewicz og hans værk Value and Price in the Marxian System, som blev udgivet allerede i , men som for alvor blev populariseret i starten af 1950erne. Essensen i Bortkiewicz kritik er, at en ifølge Marx ikke kan opretholdes gennem det han kalder simpel reproduktion. Ifølge Bortkiewicz er problemet i Marx teori, at hvis man antager at varer bliver købt og solgt til deres værdi og ikke deres pris, så vil man ikke kunne reproducere systemet i det lange løb. Dette er et empirisk problem, idet vi kan se, at systemet netop opretholder sig, men det er også et teoretisk problem. For hvis varer og priser er ækvivalente i arbejdsværdilæren, så burde der være den samme værditilvækst, uanset om man beregner på baggrund af værdier eller priser på inputsiden. Lad os først dvæle lidt ved et eksempel Andrew Kliman har lavet, der bygger på von Botkiewicz kritik. 7 / 13

8 Periode Sektor 1 I konstant II variabel s forbrugs-midler Periode Sektor 2 Værdi af konstant Værdi af variabel Merværdi Samlet Profit Pris Merværdiraten Profitraten værdi-output ,6 25, ,4 25, ,9 25,0 Total ,0 25,0 I konstant III luksusvarer Resterende provenu ,4 27,3 II variabel s ,9 27,3 forbrugs-midler III luksusvarer ,1 27,3 Total ,3 27,3 Kliman 2007: 150 Som man kan se i tabellen opereres der med to perioder. Den første periode har vi ens cirkulationsproces, og i periode to overføres der værdi til reproduktion fra første periode. Vi opererer med tre sektorer. Den første producerer konstant, fx maskinelt input til produktionen. Den anden sektor producerer forbrugsmidler til variabel altså arbejdskraften. Hvis vi antager at arbejdskraften reproduceres hverken mere eller mindre, så betyder det, at alle de penge arbejdskraften tjener bliver brugt på forbrugsvare som fx mad, tøj på kroppen, et sted og bo etc. Den tredje sektor producerer forbrugsvare som ikke er nødvendige til at reproducere arbejdskraften i strengeste forstand. Som man kan se i tabellen, så er der en diskrepans i von Bortkiewicz eksempel mellem værdien af den konstante i i den første sektor, i den første periode. Det samlede værdioutput af den konstante er 400, mens prisen derimod er 440. Ifølge von Bortkiewicz betyder, dette at 40 enheder af konstant ikke vil blive anvendt i produktion i periode 2, hvis altså det står til troende, at det er værdiinputtet og ikke kost-prisen på konstant, der skal lægges til grund for beregningen. Samme diskrepans ser man i de to andre sektorer. Her forholder det sig dog omvendt, idet værdien af både forbrugsmidler til arbejdskraft og luksusvarer er højere end salgsprisen, altså er der en over-efterspørgsel på disse vare. I periode 2 får vi, ifølge von Bortkiewicz, som følge af ovenstående en skævvridning af økonomien, hvor der ikke anvendes konstant til den fulde kapacitet, mens der omvendt ikke leveres forbrugsmidler og luksusvarer i nok enheder ift. de facto efterspørgslen. Dette problem er meget analogt med det Samuelson påpeger, at værdierne, frem for kostpriserne, på konstant er i inputside, mens værdien realiseres i varepriser i outputtet. Og dette forhold giver således ikke den generelle ligevægt som von Bortkiewicz såvel som Samuelson efterspørger qua deres udgangspunkt i generel ligevægtsteori. I det ovenstående eksempel har Kliman dog suppleret med det Marx i Kapitalen kalder et residual, som er lig med differencen mellem periode 1 s output priser og periode 2 s input på 140. Dette input svarer dog til præcis det køb af luksusgoder, der sker i periode 2 nemlig 140. Dermed mener Kliman, at problemet opløser sig. Residualet vil indgå i ens cirkulationsproces men anvendes 8 / 13

9 blot i en anden sektor. Om man anerkender Klimans løsningsforslag eller ej kan koges ned til en basal uenighed om, hvorvidt input og output skal værdisættes simultant. Von Bortkiewicz mener i lighed med SSSI, at input og output skal værdisættes simultant, således at input og output skal stemme. Det mener Kliman ikke, hvilket vi vender tilbage til senere. Von Bortkiewicz mener dog ikke den simultane værdisætning kan ske inden for det samme system, modsat Laibman og SSSI. Man bliver derfor ifølge von Bortkiewicz nød til at operere med to adskilte systemer, et for værdier og et for priser, for at den simultane værdisætning kan ske. Nedenfor vises dette i tabelform. For at man kan opdele værdi og pris i hvert sit system, bliver man nød til at finde en fælles enhed at foretage beregningerne i. Det mest meningsfulde er at gøre det i monetær form, så nedenfor kunne dette gøres i dollars. Værdi-system Værdi pr. enhed Konstant kap. Værdi Variabel kap. Værdi Merværdi Samlet værdioutput Sektor ,2 Sektor ,5 Total ,4 Pris-system Pris pr. enhed Kostpris konstant kap. Kostpris variabel kap. Merværdiraten Profit Pris Profitraten Sektor 1 1, Sektor 2 0, Total Kliman 2007:159 Som det fremgår af ovenstående så kan man ifølge dual-system teorien sagtens beregne alle de elementer, der traditionelt indgår i arbejdsværdilæren, og få en ensartet input- og outputside. Men det er ifølge teorien ikke muligt at fastholde ligheden mellem fx merværdiraten og profitraten, idet førstnævnte udgår fra værdisystemet og sidstnævnte fra prissystemet. Man vil derfor blive nød til at opererer med en skarp adskillelse mellem varens realiserede værdi og den realiserede pris. Der er i marxismen meget stor diskussion om dual-system teorien. I udgangspunktet var von Bortkiewicz teori bestemt ikke en venlig imødekommelse af Marx. Den var nærmere et forsøg på at miskreditere arbejdsværdilæren i samme genre som Böhm-Bawerks kritik. Ikke desto mindre har mange marxister efterfølgende accepteret denne måde at tilgå arbejdsværdilæren på. Især amerikansk marxismes grand old man Paul Sweezy (som vel er mest kendt for sin teori om monopolisme) accepterede von Bortkiewicz kritik. Derfor har denne kritik også formet meget af den politiske økonomi som kom efterfølgende. Fx den japanske økonom Michio Morishima, der i lighed med von Bortkiewicz afviste arbejdsværdilæren på samme grundlag, men som med udgangspunkt i den afgrænsede værdianalyse, mente at kunne bevise, at der er udbytning under ismen (Morishima:1973), hvilket er en større imødekommelse af Marx end von Bortkiewicz kritik lagde op til. Der er således lavet mange respekterede analyser på dual-system grundlaget. Kliman forholder sig dog stærkt kritisk over for dual-system, som han anser som en atomisering af arbejdsværdilæren på et fejlagtigt grundlag, hvilket vi vil se tydeliggjort i det efterfølgende afsnit. Temporal single system interpretation - fastholdelsen af den marxske arbejdsværdilære Den retning inden for marxistisk politisk økonomi som Andrew Kliman forfægter sammen med blandt andre Alan Freeman er den såkaldte Temporal-Single-System-Interpretation (TSSI). Denne retning er den som ligger tættest på Marx oprindeligt forlæg, og på mange måder kan man se denne retning som et meget rendyrket forsøg på at forsvare arbejdsværdilæren i dens oprindelige form. Dette har også gjort at TSSI tit anklages for at være udtryk for en marxistisk ortodoksi (Laibman 9 / 13

10 2000). Teorien har dog en række væsentlige indsigter, som gør teorien interessant i sin egen ret. En af de bedste måder at konkretiserer TSSI er gennem endnu et regneeksempel, hvor teorien kontrasteres med SSSI tilgangen. Altså to teorier, der begge vil værdisætte i et enkelt system, modsat dual-system teorien, men hvor SSSI altså mener, at input- og outputpriser skal stemme, argumenterer Kliman og TSSI for at dette ikke er meningsfuldt, idet der er et temporalt element i ens cirkulationsproces. Derfor er det slet ikke rimeligt at forvente valoriseringen af input og output skal være ens, da en lang række ændringer kan være forekommet fra, at igangsættes for at producere en vare og til denne vare sælges. Som Kliman skriver om TSSI; They interpret Marx as having held that commodities values depend upon what the inputs cost when they enter the production process, which might be quite different from both their historical costs and their replacement costs. Ifølge TSSI er det simpelthen en pseudodiskussion, der er opstillet i relation til transformationsproblemet. De hævder, med en hvis ret, at den empiriske verden, som Marx forholdte sig til, netop er præget af fluktuationer i priser fra tidspunktet hvor produktionen igangsættes til tidspunktet hvor varen sælges til en pris. Denne kritik gælder således SSSI, som mener at man skal og kan harmonisere input og outputpriser og input og outputværdier. Man er endnu længere fra dual-systems teorien, der tillige mener, at man skal harmonisere, men ikke kan gøre det inden for Marx egen ramme, og derfor må splitte pris og værdi ad. For at anskueliggøre TSSI positionen kontrasteres denne i nedenstående tabel med SSSI. TSSI Sektor Input pris pr. enhed Konstant Variabel Merværdi Værdioutput Profit Pris Merværdirate Profitrate 1 2, ,63 216,63 4,1 10,5 2 0, ,37 35,37 50,0 10,5 Total ,00 252,00 10,5 10,5 SSSI Sektor Pris pr. enhed Konstant Variabel Merværdi Værdioutput Profit Pris Merværdirate Profitrate 1 1,18 113,05 1,82 10,18 125,05 26,44 141,32 8,9 23,0 2 0,36 14,13 3,64 20,36 38,13 4,09 21,87 114,5 23,0 Total 127,19 5,47 30,53 163,19 30,53 163,19 23,0 23,0 Kliman 2007:166 I ovenstående tabel har vi at gøre med to sektorer. Der er intern forskel, som relaterer sig til forskellen i anvendt mængde variabel, der får konsekvenser for merværdi, profit m.m. Man kan se, at de to eksempler betyder, at den interne konsistens er opretholdt i begge teorier. Vi har den samme merværdi og pris, samt et samlet værdioutput, der er lig med prisen. Men der er en afgørende forskel. Dette relaterer sig til, at profitraten i TSSI falder som et resultat af, at der anvendes mindre variabel i den ene sektor end i den anden. Dette forholder sig anderledes hos SSSI. Ser man i kolonnen under profit vil man se, at den faktisk stiger i SSSI selv om der anvendes stadigt mere konstant vis a vis variabel. Kliman bruger dette som afsæt for en kritik af SSSI som værende umarxistisk. Hvorvidt dette er en kritik man vil tage meget alvorligt er nok et spørgsmål om, hvor vigtigt det er at lade de Marx ske kategorier være uberørt eller ej. Hvis man mener at profit også kan stige som et resultat af teknologiske udviklinger, vil SSSI tabellen være helt legitim. Fastholder man dog, som Kliman, at arbejdet er den eneste kilde til merværdi og profit, så er denne analyse selvfølgelig uacceptabel. 10 / 13

11 TSSI teorien er klart den teori, som placerer sig tættest på Marx, og som også kommer med et stærkt teoretisk forsvar for den. Den er en meget velanbragt kritik af transformationsproblemet, med et godt argument mod neoklassisk økonomis krav om simultan valorisering af input og output. Omvendt kan TSSI også anklages for ikke at være åben for nogle former for tilpasninger og som et lettere rigidt forsvar for Marx. Man kan således argumentere for, at man frem for at løse transformationsproblemet, simpelthen afviser det. New Interpretation og analytisk marxisme - Har vi egentlig brug for arbejdsværdilæren som vi kender den? En af de tolkninger af arbejdsværdilæren, der har været mest på fremmarch de seneste år, er den såkaldte New Interpretation (NI), hvis fremmeste fortalere blandt andet er Duncan Foley og Gerard Dumenil & Dominique Levy. Bevægelsen startede i 1980erne som et opgør med den stadigt mere og mere mudrede og abstrakte diskussion om den Marxske arbejdsværdilære. Derfor er teorien også ganske enkel i sin analytiske tilgang. For NI er det centralt at pengeformen er den socialiserede form af abstrakt arbejde. Dermed udtrykker pengeformen det abstrakte værdibegreb for arbejdskraften. Kort og godt så er der for NI en direkte kobling mellem værdien af levende arbejde og så de penge arbejdskraften aflønnes med. Derved ophæver Ni (ifølge dem selv) transformationsproblemet (Foley 1997). Det eksisterer ikke når man måler lønnen som et udtryk for arbejdets værdi, for så er værdi=pris. Det helt centrale begreb her er labour expression of money (LEM). Kort sagt er det levende arbejde intet andet end penge udtrykt i arbejdstid. Udbytningsgraden kan følgelig også afledes på to måder: a. b. Som det merprodukt, isten har tilbage efter at have afholdt løn Arbejdernes andel af nettoproduktet, jo lavere den er, jo højere er udbytningsgraden Denne tilgang må siges at have en über-pragmatisk tilgang til det generelle teoriapparat fra Kapitalen. Der arbejdes direkte henover abstraktionsniveauer, idet pengeformen (her løn for arbejde) er på et andet abstraktionsniveau end vareformen (her varen arbejdskraft). Det får således og Costas Lapavitsas et.al (2002) til at rette en sønderlemmende kritik mod New Interpretation perspektivet. Her udvælges kun to centrale kritikker. Den første er den teori-interne kritik, hvor NI skældes ud for, at de ikke arbejder dialektisk og ikke tager forskellen på værdi og pris seriøs. Kort sagt de gør vold på den Marxske tradition og analysemåde. Denne kritik er helt berettiget, men dog også mindre interessant, idet New Interpretations ambition slet ikke er, at lave en analyse, som følger de gamle forskrifter. Ambitionen er derimod at komme i gang med at lave nogle empiriske analyser uden at bruge energien på at forsvare arbejdsværdilæren i traditionel forstand. Her rammer Lapavitsas et.al så til gengæld med en særdeles vigtig kritik. Selv om det besnærende at sætte lønkampen lig med arbejdsværdilæren, så er det farligt at sidestille værdiformen med pengeformen, simpelthen fordi værdiformen er et renere udtryk for arbejdets værdi end pengeformen, der i høj grad er bundet op på en lang række andre forhold som fx opsparing, monetært system (fx hvordan centralbanken i et pågældende land typisk agerer ift. Pengemængden), men også kulturelle spørgsmål. Fx aflønnes der forskelligt i forskellige brancher, kvinder får gennemsnitligt mindre i løn end mænd etc. Med mindre man er meget chauvinistisk anlagt, vil man i det sidste tilfælde næppe mene, at man kunne fundere dette i, at mandens højere løn er det monetære udtryk for arbejdstiden (som er det man får, hvis man regner tilbage fra labour expression of money ). New Interpretation er således langt fra problemfrit, hvis man måler den ud fra en klassisk Marxsk skala. Men det virker til, at der i gruppen er folk, som går endnu videre i deres nye tolkninger og simpelthen bryder mere fundamentalt med den klassiske arbejdsværdilære. Dumenil & Levy skriver således ligefrem at: The transformation problem is not a problem of the derivation of prices of production from values. The knowledge of values is not helpful in the computation of prices of 11 / 13

12 production. [ ] This does not mean that the labour theory of value is irrelevant to the analysis of capitalism. On the contrary it is crucial to the theory of exploitation. Her siges det ligeud. Man kan ikke bruge værdibegrebet som sådan, men arbejdsværdilæren fortæller stadig noget vigtigt om udbytning. Denne udmelding giver fin mening. Den form for udbytning Dumenil & Levy måler, er godt nok ikke i arbejdsværdi, men derimod i arbejdslønninger, en proxy for udbytning. Man kan i forlængelse af dette argumentere for, at man godt kan måle udbytning ud fra neoklassikernes egne præmisser, nemlig priser på arbejdskraft, så længe man normativt lader sig guide af udbytningsmotivet. Det er ikke nødvendigvis inkonsistent, men det er noget andet end arbejdsværdilæren i klassisk forstand. De empiriske udfordringer er efter undertegnedes mening de største, men de er ikke nødvendigvis uløselige, men mere af teknisk karakter ift. Hvad der skal regnes med og ikke med. Et endnu mere radikalt brud med arbejdsværdilæren, men ikke med udbytningsteorien, er den analytiske marxisme omkring personer som John Roemer og Erik Olin Wright. Roemer afviser således arbejdsværdilæren og erklærer sig enig med den neoklassiske økonomis kritik af Marx. Dette betyder dog ikke at Roemer er uenig i, at der er udbytning under ismen. Argumentet er, at givet agenterne har identiske præferecer så vil klasseudbytningvære en refleksion af indkomstuligheden givet at den enkelte agents udbud af arbejde ikke er elastisk (dvs. kan øges og mindskes) og vi taler ud fra ligevægtspriser på arbejdskraft og på varer, der skal reproducerer arbejderen. Roemer peger således også på, at det i højere grad er de empiriske varepriser, der determinerer udbytningen. Erik Olin Wright taler i forlængelse heraf også om, at udbytning må forstås i relation til organisatoriske hierarkier. Dvs. udbytning også handler om forskelle mellem fx ufaglærte og faglærte, faglærte og mellemledere etc. Nogle grupper er mere udbyttede end andre på grund af organisatoriske forskelle. Fælles for Roemer og Wright er, at de fokuserer på positioner på (arbejds)markedet som afgørende for i hvor høj grad man udbyttes. Også dual-systems økonomen Morishima, der ellers er stærkt kritisk over for arbejdsværdilæren, peger på, at selvom neoklassikerne kan afvise arbejdsværdilæren i relation til transformations problemet, hvilket han er enig i, så kan de faktisk ikke afvise udbytning[iii]. Det spørgsmål dette rejser, og som er fokus for det afsluttende kapitel er, hvorvidt arbejdsværdilæren er nødvendig for at kunne hævde udbytning som et faktisk eksisterende forhold ved istiske samfund, og dermed fastholde den kritiske brod i marxismens politiske praksis. Efter undertegnedes mening er det i høj grad udbytningsmotivet, der har givet marxismen dens klasserettede normative sigte, og som har været afgørende for den strategiske udvikling. Hvis det faktisk forholder sig sådan, at man kan påvise udbytning uden arbejdsværdilæren i den klassiske forstand er spørgsmålet, hvor afgørende den faktisk er for den socialistiske venstrefløj. Litteratur: Gerard Dumenil & Dominique Levy 1993; The Economics of the Profit Rate - Competition, Crises and historical tendencies in Capitalism. Duncan Foley 1997; Recent Developments in the Labor Value Theory David Harvey 1982; Limits to Capital Andrew Kliman 2007; Reclaiming Marx Capital David Laibman 1997; Capitalist Macrodynamics - An Introduction David Laibman 2000; Rhetoric and Substance in Value Theory: An appraisal of the New Orthodox 12 / 13

13 Marxism David Laibman 2012; Political Economy after Economics Costas Lapavitsas, Ben Fine, Alfredo Saad-Filho 2002; Transforming the Transformation Problem - Why the New Interpretation is a Wrong Turning Karl Marx; Kapitalen engelsk udgave her Michio Morishima 1974; Marx economics - A Dual Theory of Value and Growth John Roemer 1982; A General Theory of Class and Exploitation Paul Samuelson 1971; Understanding the Marxian Notion of Exploitation Erik Olin Wright 1989; A General Framework for the Analysis of Class Structure [i] [ii] [iii] pdf.html 13 / 13