UNGELEDIGHED, JOB OG UDDANNELSE

Transkript

1 Esbjerg København Odense Randers Aalborg Aarhus UNGELEDIGHED, JOB OG UDDANNELSE På vej mod FREMTIDEN Udspil fra 6-byerne

2 om ungeledighed, job og uddannelse Udspil fra 6-byerne Ungdomsledighed er et voksende problem for landets seks største byer. Det er både unge, som er vokset op i kommunen, og unge, som er flyttet til byerne for at uddanne sig, der i stigende tal møder op i jobcentrene. Siden 2008 er der kommet flere unge på kontanthjælp og dagpenge. Det svarer til en fordobling. Sporene fra 80 ernes store ungdomsarbejdsløshed skræmmer. Der var en store gruppe unge, der aldrig fik fodfæste på arbejdsmarkedet. Erfaringer fra Madrid og London gør også indtryk. Her har vi set, at ungeledighed kan føre til social uro, når mere end hver femte ung er arbejdsløs. Flere unge i uddannelse er en fundamental forudsætning for fortsat velfærd i Danmark. Gøres der ikke noget nu, vil vi i fremtiden stå med et overskud af ufaglært arbejdskraft og samtidig mangle faglærte og højtuddannede. Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der i 2020 vil mangle personer med en kompetencegivende uddannelse, og der vil være omtrent ligeså mange, som kun har gennemført grundskolen eller en gymnasial uddannelse. Derfor skal der både fokus på, at flere unge får en ungdomsuddannelse, og at de senere får en videregående uddannelser. Kommunerne kan ikke alene bekæmpe ungdomsledighed og sikre alle unge kompetencegivende uddannelser. Det fordrer et konstruktivt og målrettet samarbejde mellem kommuner, lovgivere, ungdomsuddannelser og arbejdsmarkedets parter. Dette udspil skal ses i forlængelse af 6-byernes udspil På vej mod fremtidens beskæftigelsessystem. Der er et tvingende behov for reformer og ny politik, hvis alle unge fremover skal have en uddannelse og et job. Derfor foreslår landets 6 største byer, at en ny regering hurtigst muligt involverer kommuner, uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedets parter og eksperter i dette reformarbejde. Der skal nedsættes en hurtigt arbejdende ungekommission, som skal komme med anbefalinger til, hvordan flere unge får en erhvervskompetencegivende uddannelse. 6-byerne har 4 centrale budskaber til reformarbejdet: 1. Lav en reform af ungdomsuddannelserne 2. Tab ikke de sidste unge uden uddannelse på gulvet 3. Hjælp nyuddannede hurtigt i job 4. Gør op med silotænkning 2

3 1. Lav en reform af ungdomsuddannelserne Landets 6 største byer bakker op om det nationale mål om, at 95 pct. af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse. Målet skal være nået i Samtidig mener 6-byerne, at der skal andet og mere til end jagten på et bestemt måltal. I de 6 største byer er der arbejdet systematisk på at finde veje til at få unge i uddannelse. Arbejdsmarkedets parter har sammen med lovgivere fremsat mange fornuftige tiltag for at øge antallet af praktikpladser. Folketinget har også vedtaget flere ungepakker de senere år. Uddannelsesinstitutionerne arbejder med at mindske frafaldet. Men andelen af unge som gennemfører en ungdomsuddannelse, har ligget stabilt på godt pct. de seneste 10 år. 6-byerne mener, at de nuværende redskaber og politikker ikke er tilstrækkelige, da ungegruppen er meget sammensat, og har behov for en bred vifte af tilbud. Vi opfordrer derfor til, at der gennemføres en grundlæggende reform af ungdomsuddannelserne, herunder deres organisering. Folketinget bør i et bredt samarbejde gennemføre en reform af ungdomsuddannelserne, der bl.a. skal sikre: Nye veje til en erhvervsfaglig ungdomsuddannelse: Der skal indføres et grundmodul før fagspecialisering. Holddannelse skal genindføres, så der sikres et bedre socialt miljø. Der skal gennemføres et vejledningsløft: For erhvervsskolerne skal der mere fokus på at vejlede de unge hen til erhvervsuddannelser med gode praktik- og jobmuligheder i stedet for erhvervsuddannelse med høj prestige. For gymnasierne skal vejledningen styrkes for at sikre at flere kommer videre til en kompetencegivende udannelse. For mange unge med en gymnasial uddannelse ender på kanten af arbejdsmarkedet, fordi de ikke kommer videre i uddannelsessystemet. Et opgør med den tendens, at længden af ungdomsuddannelserne stadig øges, og indholdet gøres mere akademisk på erhvervsuddannelserne. Et socialt taxameter, der kan give ungdomsuddannelser bedre forudsætninger for at nedbringe frafaldet og højne optaget af unge på kontanthjælp og dagpenge. Det sociale taxameter kan eksempelvis tilgodese ungdomsuddannelser med mange elever fra uddannelsesfremmede miljøer og elever med en fortid på offentlig forsørgelse. En praktikpladsgaranti - For at understøtte at der udvikles flere praktikpladser, skal der samlet set gives bedre incitamenter. Virksomheder, der opretter en rimelig mængde praktikpladser, skal belønnes økonomisk, og regeringen skal undersøge, om det kan ske via en lavere virksomhedsskat. Samlet skal virksomhedernes skattetryk forblive uændret. Endeligt bør staten generelt indføre hårde sociale klausuler og sikre unge en mere håndholdt hjælp fra uddannelsesinstitutionerne til at få pladserne besat. Ungdomsuddannelserne og arbejdsmarkedets parter bør sikre: 3 At indslusningsforløb på erhvervsskolerne udbredes. Flere erhvervsskoler har med et godt resultat etableret ekstraordinære indskolingsforløb og forskellige indgange for forskellige målgrupper. Erhvervsskolerne bør under nye rammer arbejde videre med disse fleksible indgange, eksempelvis ved at indlægge 10. klasses forløb eller udbyde forberedende voksenuddannelse i et partnerskab med Voksenuddannelsescentre (VUC). At et samlet uddannelsessystem forpligter sig på en model, hvor man samarbejder om, at ingen ung, der én gang er kommet ind i uddannelsessystemet, falder ud af det igen. Modellen skal bygge på principper om, at ingen slipper en ung uden, at der er en anden, som har taget over, og at alle skal bidrage med ressourcer og aktive indsatser til fastholdelse og god overlevering. At ungdomsuddannelserne i endnu højere grad understøtter eleverne ved at tilpasse undervisningens indhold og pædagogikken den enkeltes elevs sociale og faglige forudsætninger. Eksempelvis ved øget undervisningsdifferentiering og øget brug af holddannelser med elever på samme niveau. At arbejdsgivere skaber jobåbninger og flere praktikpladser, samt at arbejdstagere påtager sig ansvar for oplæring. Uden en styrket indsats fra arbejdsmarkedets parter, får unge ikke de nødvendige uddannelser og kompetencer.

4 2. Tab ikke de sidste unge uden uddannelse på gulvet Alt for mange unge ender i de kommunale jobcentre efter at være faldet fra en uddannelse. Det er både et nederlag for den unge og en økonomisk byrde for kommunen og staten. Ny forskning peger på, at en femtedel af dem, der falder fra en ungdomsuddannelse, er uafklarede og ikke har de faglige forudsætningen for at gennemføre uddannelserne. Fx viser en opgørelse fra København, at knap halvdelen af unge på kontanthjælp og dagpenge ikke har de fornødne skrive- og læsefærdigheder til at påbegynde en erhvervsuddannelse. Derudover har en femtedel betydelige psykiske og sociale problemer. Samtidig er der i dag knap 15 pct. af de unge mellem år, som er i beskæftigede og ikke har en kompetencegivende uddannelse. Det samme gælder for 8 pct. af de familieforsørgede unge. - Begge grupper er i risiko for at ende på kanten af arbejdsmarkedet. Der er brug for at gentænke indsatsen. Der skal mere fokus på, at alle unge er i gang, kun på den måde styrkes den unges muligheder på arbejdsmarkedet. Men nogen gange kan den lige vej til uddannelse være for stor en mundfuld, derfor er der behov for at styrke de tilbud, der kan motivere, føre og sluse den unge gradvist ind i uddannelserne. Folketinget bør styrke unges ret til uddannelse og indslusning samt styrke kommunernes mulighed for at motivere den unge: Unge har ret til en kvalificeret og gratis uddannelse, hvilket er afgørende. Målet er klart, nemlig at flere unge skal være i gang med en ungdomsuddannelse eller gennemføre en kompetencegivende uddannelse. Vejen kan være via job eller i et forløb, hvor den unge bliver parat til uddannelse. Unge skal derfor have ret til et relevant uddannelsesafklarende forløb, som aftales med kommunen i forbindelse med den unges uddannelsesplan. For at sikre at alle unge er i gang, styrkes indsatsen for både unge på offentlige ydelser og for unge familieforsørgede: For unge på kontanthjælp og dagpenge skal udannelsespålægget udvides til at gælde alle uddannelsesparate unge under 30 år, der endnu ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse. Det betyder også, at en relevant ungdomsuddannelse eller kompetencegivende uddannelse skal gå forud for offentlige forsørgelse. For unge familieforsørgede skal den opsøgende vejledning styrkes, så den unge ikke veksler mellem offentlig ydelse, selvforsørgelse og forløb på uddannelserne. Kommunen skal derfor tilskyndes yderligere til at sikre, at flere unge udnytter deres ret til uddannelse eller forberedende tilbud. Brobygningen til ungdomsuddannelserne skal grundlæggende styrkes og det kan ske på flere måder: Produktionsskolernes uddannelse skal være kompetencegivende, erhvervsgrunduddannelse og forberedende voksenundervisning skal integreres i erhvervsskolernes tilbud, og erhvervsintroducerende forløb skal anvendes mere i regi af Arbejdsmarkeds-uddannelserne (AMU). Ungdomsuddannelserne skal også i højere grad end i dag have mulighed for at etablere SU-berettigede indslusningsforløb. Ungdomsuddannelserne og arbejdsmarkedets parter bør sikre: At erhvervsskolerne kan rumme de uafklarede unge og unge med psykiske og sociale barrierer. Der er behov for, at skolerne udvikler pædagogikken og indgår partnerskaber med eksempelvis produktionsskoler og skoler, der tilbyder forberedende voksenundervisning (FVU). At små og mellemstore virksomheder indgår flere uddannelsesaftaler. Små og mellemstore virksomheder er i dag tilbageholdende med at indgå uddannelsesaftaler, der forpligter virksomheden i 2½-3 år. Løsningen er blandt andet at indgå modul-uddannelsesaftaler, så virksomhederne kun binder sig for dele af uddannelsesaftalen. Der kan f.eks. etableres klynger på tværs af små og mellemstore virksomheder i samme branche. For at understøtte virksomhederne bør skolerne tilbyde supplerende og målrettede skolepraktikker, så det i højere grad er muligt at lave kombinationer, hvor elever tager et praktikmodul på virksomheden og et andet på uddannelsesinstitutionen. 4

5 3. Hjælp nyuddannede hurtigt i job Knap hver femte ledig er nyuddannet i landets 6 største byer, og ledigheden blandt nyuddannede er godt fordoblet siden sommeren Ledigheden blandt nyuddannede er først og fremmest et byfænomen. 7 ud af 10, der er både nyuddannet fra universiteterne eller professionsskolerne og ledige, bor i landets 6 største byer. Erfaringerne fra 1980 erne viser, at allerede når der er gået tre-fire måneder, så begynder to konsekvenser ved ledighed at vise sig: For det første forældes den nyuddannedes kompetencer, når de ikke bliver holdt ved lige. For det andet får det personlige konsekvenser. Der er ingen grund til at tro, at det er anderledes i dag. Om få år vil samfundet som nævnt igen komme til at mangle godt personer med en kompetencegivende uddannelse, hvis virksomhedernes produktivitet og det offentlige serviceniveau skal fastholdes. Derfor er der et presserende behov for at gøre mere for, at nyledige får foden indenfor på arbejdspladserne. Folketinget bør styrke indsatsen for at få nyuddannede i job: Da ledigheden blandt dimittender sidst var høj i 2003, afsatte regeringen 51 millioner kr. til at hjælpe højtuddannede ud i specielt små og mellemstore virksomheder. Resultatet var nye akademikerjob i virksomheder, der ikke tidligere havde ansat akademikere. I dag er der behov for lignende investeringer i fx videnspilot-kampagner, hvor små og mellemstore virksomheder får økonomisk støtte til at ansætte en højtuddannet medarbejder til at gennemføre udviklingsopgaver i virksomheden. Efter kampagnen, Væk Med Bøvlet, Inger, indførte folketinget en isbryderordning for ledige over 50 år og for ledige uden en boglig eller faglig uddannelse på gymnasieniveau. En lignende isbryderordning, hvor virksomheder i et halvt år eller mere kan prøve at have en højtuddannet ansat med løntilskud, bør indføres for nyuddannede. Endeligt bør der blødes op på reglerne for straksaktivering af unge under 30 år med en kompetencegivende uddannelse. Den bedste indsats er ikke altid et længerevarende aktivering på minimum 6 måneder, sådan som reglerne foreskriver i dag. Det er det for nogle, men for andre er den bedste indsats hjælp til jobsøgning. I dag er offentligt løntilskud det eneste redskab, der i sig selv lever op til minimumskravene. Der er behov for, at hele redskabsviften kommer i spil i det første halve år, dvs. jobklubber, selvvalgt uddannelse og private virksomhedsplaceringer. Samtidig bør de nyuddannede gives et beløb, som den ledige kan bruge til selv at købe sig ind på et aktivt tilbud i første ledighedsperiode. Ved at give de unge ledige et frirum frigøres der administrative ressourcer til at understøtte de svageste grupper af unge. Problematikken omkring refusionsordningerne rammer også ungeområdet. Det skal ikke være økonomien i sig selv, der skal tilskynde kommunerne til f.eks. at anvende virksomhedspraktik og løntilskud som værn mod længerevarende ledighed. Det skal i stedet være en individuel vurdering af hvilket tilbud, der bedst hjælper den enkelte unge ind på eller tilbage på arbejdsmarkedet. Der skal være fokus på resultaterne, dvs. hvad der virker bedst for den enkelte. Den obligatoriske udlægning af aktivering af akademikere til private leverandører bør ophæves. 5

6 4. Gør op med silotænkning Unge, der ikke går den direkte vej igennem en uddannelse, ender i stort omfang i de kommunale jobcentre, uddannelsesvejledninger og sociale indsatser. De kan have en sagsbehandler på jobcentret, i familieafdelingen, i misbrugsafdelingen og på én af de kommunale eller regionale institutioner, de bliver behandlet eller aktiveret i. Det er et problem, at de forskellige sektorer ofte ikke taler samme sprog eller arbejder med samme målsætninger. Derfor peger landets største byer på områder, hvor der er behov opgør med silotænkning. Folketinget bør skabe bedre sammenhæng i indsatsen for unge op til 30 år ved: At indføre en fælles uddannelsesplan, i stedet for at kommunen pålægges at arbejde med mange forskellige planer omkring den unge. Dette skal understøttes af den såkaldte ungedatabase, som skal give kommunerne information om unges uddannelseshistorik og forsørgelsesgrundlag. Der skal ikke startes på en ny plan, hver gang den unge møder en ny sagsbehandler. Af samme grund bør metoderne omkring indførelse af case manegers udbredes på ungeområdet. Case managers er en bestemt person eller et lille hold af professionelle, der er ansvarlige for at skabe overblik over problemer og behov, planlægge tilbudsforløbet og sikre at de aftalte planer gennemføres på tværs af de sektorer, den unge er i berøring med. At definitionen af at være ung harmoniseres på tværs af love om uddannelsesvejledning, beskæftigelsesog socialindsats, således at ansvarsfordelingen tydeliggøres, og muligheden for en helhedsorienteret og koordineret indsats styrkes. At man skaber rammerne for et bedre samspil mellem undervisnings-, sundheds-, social- og beskæftigelsessektor, fordi antallet af unge med psykiske problemer stiger. På nationalt plan er der brug for en kortlægning af problemets omfang og en handleplan for en sammenhængende, forebyggende indsats. At lovgivningen ændres, så der bliver større frihed til at organisere indsatsen på ungeområdet på tværs af sektorer. En håndholdt og koordineret indsats på tværs af social, uddannelses-, behandlings- og jobindsats vanskeliggøres i dag af statslige krav til kommunernes organisering. Reglerne for revalidering og tillægsydelser til handicappede på SU skal ses igennem med henblik på forenkling og harmonisering samt sammentænkes med uddannelsesindsatsen. 6

7