Rapport om Dansk Ungdoms Fællesråds fremtidige indsats på det kommunale område

Transkript

1 Øst er b r o gad e 17C 5600 Faab or g Tlf Mo b il: Rapport om Dansk Ungdoms Fællesråds fremtidige indsats på det kommunale område 0. Indholdsfortegnelse 1. Indledning... side O psummering... side 3 2. DUFs hidtidige indsats på det kommunale område... side 4 3. Relevante kommunale udviklingstendenser... side Større og mere professionelle kommuner... side Ø get decentralisering i forhold til foreningsområdet... side Større fokus på foreningernes output... side 8 4. DUF-foreningernes placering i kommunerne... side Samråds-organisationer... side De politiske ungdomsorganisationer... side De kirkelige børne- og ungdomsorganisationer... side De kulturelle børne- og ungdomsorganisationer... side Handicap-ungdomsorganisationer... side Elev- og studenterorganisationer... side Ungdomsklubber... side Andre DUF-organisationer... side Det øvrige foreningslivs placering i kommunerne... side Idrætten... side Aftenskolerne mv.... side De frivillige sociale foreninger... side Ældre-foreningerne... side De kulturelle foreninger... side Andre foreninger... side Fremtidige udfordringer for DUF og DUFs medlemsforeninger på det kommunale område... side Sikring af det driftsøkonomiske grundlag... side National lovgivning... side Ø konomiske prioriteringer i den enkelte kommune side Alternativer til offentlig finansiering... side Sikring af fysiske faciliteter... side Sikring af den lokalpolitiske position... side Mulige udviklingstendenser og scenarier for DUF-området i kommunerne... side Det offentlige scenarium... side 2 5 Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 1

2 7.2. Markeds-scenariet... side Reservat- eller forenings-scenariet... side Målsætninger og mulige opgaver for DUFs kommunale indsats i de kommende år... side Sekundære målsætninger... side Sikre forståelse fra medlemsorganisationerne... side Sikre forståelse fra lokalforeningerne... side Rådgivning ift. lovgivninger... side Rådgivning ift. partnerskaber mv.... side Etablering af lokale paraplyer... side Indsamling af viden... side Påvirkning af lovgivning... side O vervågning af konkurrenter... side Kommunal lobbyindsats... side Realisering af nye fysiske rammer... side Mulige indsatsområder... side Anbefalinger i forhold til at realisere målsætningerne... side Beslutning om en sammenhængende og strategisk indsats på det kommunale område... side Ø konomisk og tidsmæssig prioritering... side Forankring i forhold til DUFs øvrige virksomhed... side Den strategiske retning for indsatsen... side Prioritering af konkrete indsatsområder... side Konkrete målsætninger... side Etablering af følgegruppe... side 3 7 Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 2

3 1. Indledning Denne rapport er blevet til på baggrund af en række samtaler med ansatte på DUFs sekretariat i efteråret Baggrunden har været et ønske om at styrke DUFs indsats og profil på det kommunale område ikke mindst set i lyset af de nye udfordringer, som kommunalreformen har medført for det lokale foreningsliv. Rapporten har ikke haft til formål at give en færdig opskrift på et kommunalt DUF-projekt. I stedet indeholder den en bred beskrivelse af den eksisterende situation i forhold til det lokale foreningsliv, og på den baggrund fremkommer den med en række strategiske perspektiver, overvejelser og spørgsmål, som DUFs politiske system må tage stilling til, før en eventuel konkret indsats kan planlægges og iværksættes. Rapporten er altså i højere grad en spørgeguide end en facitliste. Rapporten er udarbejdet af Hans Stavnsager fra HAST Kommunikation, der har en bred erfaring fra foreningslivet bl.a. som generalsekretær i DUF. Siden stiftelsen af HAST Kommunikation i har virksomheden løst en lang række forskellige kommunikations- og konsulentopgaver for bl.a. Dansk Folkeoplysnings Samråd, Daghøjskoleforeningen, Kulturelle Samråd i Danmark, Lokale- og Anlægsfonden, LO, Dansk Metal, HK- Danmark, Center for Frivilligt Socialt Arbejde m.fl Opsummering Rapporten indeholder ud over dette indledende afsnit 8 hovedafsnit, der omhandler følgende emner: Afsnit 2 giver en kort beskrivelse af DUFs hidtidige indsats på det kommunale område. Der blev gennemført et projekt i , der gav en række relevante erfaringer. Afsnit 3 beskriver en række relevante kommunale udviklingstendenser. I overskriftsform er disse: 1. Større kommuner = mere professionelle kommuner. 2. Ø get decentralisering i forhold til foreningsområdet. 3. Større fokus på foreningernes output. Afsnit 4 gennemgår DUF-foreningernes placering i kommunerne. Det er kendetegnende, at lokalforeningerne på DUF-området opererer under mange forskellige lovgivninger og kun i begrænset omfang har kontakt med hinanden. Afsnit 5 gennemgår det øvrige foreningslivs placering i kommunerne. O gså her er der store forskelle, men generelt er de fleste områder bedre organiseret lokalt end DUF-området, og mange områder har lovbestemte høringsmuligheder på lokalt plan. Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 3

4 Afsnit 6 handler om de fremtidige udfordringer for DUF i forhold til den kommunale virkelighed. De centrale udfordringer beskrives således: 1. Sikring af det drifts-økonomiske grundlag for lokalforeningerne på DUF-området. 2. Sikring af tidssvarende fysiske faciliteter til lokalforeningerne på DUF-området. 3. Sikring af den kommunalpolitiske position for lokalforeningerne på DUF-området. Afsnit 7 beskriver en række mulige udviklingstendenser og scenarier for det lokale foreningsliv. De tre overordnede scenarier er: 1. Det offentlige scenarium. 2. Markeds-scenariet. 3. Reservat- eller forenings-scenariet. Afsnit 8 indeholder en række forslag til mulige målsætninger og konkrete indsatser for DUF på det kommunale område. De foreslåede indsatsområder er: O plysningsindsats overfor DUFs medlemsorganisationer og disses lokalforeninger. Indsamling, systematisering og formidling af viden. Rådgivning i forhold til relevant lovgivning. Rådgivning i forhold til partnerskaber mv. Lobbyindsats i forhold til revision af diverse lovgivninger. Lobbyindsats overfor kommuner specielt i forhold til etablering af nye fysiske faciliteter. O vervågning af konkurrenters kommunale indsats. Etablering af og støtte til kommunale forenings-paraplyer. Endelig består afsnit 9 af en række anbefalinger i forhold til de næste skridt i realiseringen af projektet. Disse anbefalinger er: DUF skal beslutte, om man vil iværksætte en sammenhængende og strategisk indsats på det kommunale område. Hvis en indsats iværksættes, skal den prioriteres både økonomisk og tidsmæssigt. Forankringen i forhold til DUFs organisation og øvrige virksomhed skal gennemtænkes. Den strategiske retning for indsatsen skal fastlægges. De konkrete indsatsområder skal prioriteres indbyrdes både tids- og ressourcemæssigt. Der skal opstilles konkrete målsætninger for indsatsen. Der bør etableres en følgegruppe for indsatsen. Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 4

5 2. DUFs hidtidige indsats på det kommunale område I forbindelse med kommunalreformen gennemførte DUF i et kommunalt projekt, der skulle sætte fokus på de problemer og udfordringer, som reformen forventedes at medføre for det lokale foreningsliv. Projektet adskilte sig fra næsten alle andre DUF-projekter ved at have de lokale foreningsledere som sin primære målgruppe, og det var i høj grad bygget op om en direkte skriftlig kommunikation til denne målgruppe. Projektets målsætninger blev beskrevet således: Udvikle og koordinere DUFs samlede indsats i forbindelse med kommunalreformen. Synliggøre foreningslivet i den lokale og nationale strukturdebat. Være bindeled mellem DUF, medlemsorganisationer og lokale foreninger. Efter behov inddrage interne og eksterne interessenter i arbejdet. Sikre foreningslivet rammebetingelser hvad angår økonomi, faciliteter, administration, indflydelse, politik og netværk. Eftersom der er lavet en samlet evalueringsrapport om dette projekt, vil vi ikke i denne rapport gå i dybden med de indhentede erfaringer men henvise til evalueringen. Der er dog en række overordnede konklusioner, som vi mener, det er vigtigt at have med i sine overvejelser i forhold til en fremtidig indsats fra DUF på det kommunale område. I punktform ser disse konklusioner således ud: Den direkte kommunikation mellem DUF og de lokale led i medlemsorganisationerne har ikke fungeret optimalt. En del af de lokale foreningsledere har kun et meget begrænset kendskab til DUF, og generelt lægger de mindre vægt på informationer fra DUF end fra deres egen landsorganisation. Mange lokale foreningsledere havde midt under kommunalreforms-processen svært ved at se, om og i givet fald i hvilket omfang den ville få betydning for det lokale foreningsliv. Hvorvidt denne opfattelse er anderledes i dag, hvor reformen er blevet implementeret, er det ikke muligt at sige noget om. Mange af de lokale foreningsledere gav udtryk for, at de ikke arbejdede med lobbyisme overfor lokalpolitikere, og at de ikke havde noget ønske om at begynde et sådant arbejde. I mange af lokalforeningerne lod (lader) der til at være en holdning om, at politik er noget, man skal overlade til politikerne. Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 5

6 Lokalforeningerne på DUF-området oplever kun i meget begrænset omfang et tværgående interessefællesskab med andre dele af DUF-familien. I enkelte kommuner er der lokale ungdomsråd, der i et vist omfang er parallelle til DUF, men det er undtagelsen frem for reglen. Projektet afslørede en vis mangel på overordnet strategisk fokus fra DUF centralt bl.a. illustreret gennem debatten om foreningskontrakter. Denne usikkerhed forplantede sig også til de lokale aktiviteter, så det var vanskeligt at gennemskue, hvad det overordnede mål for DUFs indsats på området var. 3. Relevante kommunale udviklingstendenser Det kommunale landkort i Danmark har ændret sig markant i de seneste 2-3 år. Det gælder især størrelsen af kommunerne, hvor de mange små købstads- og landkommuner, der prægede landet udenfor de større byer, er blevet erstattet af store fusioner, der både dækker store landområder og flere by-centre, der historisk har været vant til at være i centrum. Men det er ikke kun de fysiske rammer for kommunerne, der har ændret sig. O gså andre udviklingstræk har ændret deres arbejdsvilkår og dermed bl.a. det eksisterende og det ønskede samarbejde mellem kommunerne og foreningslivet. I det følgende afsnit har vi valgt at fokusere på tre generelle udviklingstræk i landets kommuner, som vi mener, har markant indflydelse på de vilkår, som de lokale foreninger på DUF-området bliver mødt med fra deres kommune: 4. Større kommuner = mere professionelle kommuner. 5. Ø get decentralisering i forhold til foreningsområdet. 6. Større fokus på foreningernes output. Det skal naturligvis understreges, at selv om der er blevet færre kommuner, så er de stadig meget forskellige. Faktisk lader det til, at kommunerne på områder som fx udvalgs- og forvaltningsstruktur er blevet mere forskellige i kølvandet på kommunalreformen. Når vi taler om den eksisterende situation i landets kommuner, sker det derfor på baggrund af de generelle udviklingstræk, som vi har kunnet konstatere i de seneste år, men der kan sagtens findes eksempler på kommuner, der ikke har bevæget sig i den generelle retning Større og mere professionelle kommuner Udenfor de større byområder betød kommunalreformen en betydelig forøgelse af den gennemsnitlige størrelse på landets kommuner. Mange borgere (og foreninger) skal derfor i dag forholde sig til en kommune med eller flere indbyggere, hvor de indtil for få år siden var vant Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 6

7 til at leve i en kommune med mindre end indbyggere. O g de fleste steder i landet har det betydet væsentlige ændringer for foreningerne. Et af de mest markante udviklingstræk er, at der er sket en professionalisering af kommunernes forvaltning også når det gælder foreningsområdet. I mange mindre kommuner havde man tidligere en situation, hvor kommunalpolitikerne i vidt omfang kendte til alle foreningerne i lokalområdet (der typisk også svarede til kommunen), og samtidig bestod forvaltningen på fx folkeoplysningsområdet måske af en halvtids kontorassistent. Alt i alt betød det, at relationen mellem kommunen og foreningslivet langt hen ad vejen var implicit at man kendte hinanden så godt, at dagligdagen ofte fungerede gennem mundtlige og/ eller underforståede aftaler mellem politikere og foreninger. Denne praksis gav mange steder gode vilkår for de eksisterende foreninger, fordi politikernes indgående kendskab til dem gjorde det muligt at målrette de kommunale midler. Til gengæld var det ofte særdeles vanskeligt for nye foreninger, der ikke var kendt i lokalområdet, at få støtte fra kommunen. I de nye og større kommuner er situationen markant anderledes. Det er blevet så godt som umuligt for lokalpolitikerne at kende til foreningslivet i kommunen som helhed i bedste fald kender de det i deres eget lokalområde og kommer derfor ofte til at fungere som ambassadører i forhold til andre områder i kommunen. Samtidig er forvaltningerne typisk blevet større, så der i dag er folk ansat udelukkende til at stå for relationerne til foreningslivet. Den daglige kontakt mellem foreningerne og kommunen er derfor i vidt omfang flyttet fra det politiske til det forvaltningsmæssige niveau, hvilket bl.a. betyder, at politikken i stigende grad er blevet eksplicit. Hvor man tidligere kunne få tingene til at fungere med uformelle aftaler, bliver der i dag i stigende grad formuleret politikker og regelsæt, så embedsværket forvaltningsmæssigt er på sikker grund i forholdet til foreningerne. Det skaber naturligvis større gennemsigtighed for foreningerne, men det risikerer også at skabe en større afstand mellem foreningerne og kommunen både kulturelt og forståelsesmæssigt. Samtidig betyder de større kommuner også, at den geografiske placering og udvikling af foreningslivet mange steder er kommet til debat. I de gamle kommuner var der som oftest et naturligt centrum, hvor meget af udviklingen på fritidsområdet skete. Det var typisk her, at de største kommunale investeringer i faciliteter skete, og det var derfor også her, at tyngdepunktet af foreningslivet lå. Med de nye kommuner, der geografisk ofte strækker sig over 5 0 km eller mere, er det langt fra altid muligt at Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 7

8 identificere et sådant naturligt centrum. O g selv om man kan, vil en ensidig fokus på at udbygge foreningslivet her sjældent tilfredsstille alle kommunens borgere. Lokalpolitikerne er derfor nødt til at have en idé om, hvordan fremtidens forenings-landkort i kommunen skal se ud, hvis ikke udviklingen blot skal styres af lokalområdernes kamp mod hinanden om de begrænsede ressourcer. I den forbindelse skal man huske på, at det nye kommunale landkort også har haft og formentlig fortsat vil have en ganske betydelig indflydelse på foreningslandkortet. Mange organisationer har brugt kommunalreformen som en anledning til at revidere og ofte centralisere deres egen struktur, hvilket yderligere sætter foreningslivet i de små lokalområder under pres. Store dele af befolkningen er i dag meget mobil og prioriterer kvalitet frem for nærhed også når det gælder foreningstilbud. Men en øget centralisering af det lokale foreningsliv har selvsagt nogle konsekvenser, som både foreninger og lokalpolitikere er nødt til at forholde sig til Øget decentralisering i forhold til foreningsområdet Med den aktuelle debat om velfærdsrettigheder, centrale standarder for offentlig service mv. kan man næppe tale om en generel decentralisering af ansvar og kompetencer til kommunerne. Foreningsområdet er imidlertid ikke et af kerneområderne i debatten om den fremtidige offentlige service, og derfor er det heller ikke omfattet af den øgende tendens til centralisering. Tværtimod har man i de seneste år set en bevægelse fra centralt fastsatte regler til stadig mere kommunal selvbestemmelse, når det fx gælder folkeoplysningsområdet. Ud over den generelle nedskæring på især aftenskoleområdet har man indenfor de seneste 1 0 år oplevet en sænkelse af det lovpligtige lokaletilskud, en fjernelse af den lovpligtige 5 % pulje, en fjernelse af det lovpligtige folkeoplysningsudvalg etc. Der er folk indenfor miljøet, der taler om, at den eksisterende folkeoplysningslov kan være den sidste af sin slags eller at den næste kun vil have følgende indhold: Kommunen kan hvis den finder det relevant give tilskud til folkeoplysende aktiviteter. Det er indlysende, at denne tendens stiller både de lokale foreninger og deres landsorganisationer overfor nye problemer. De lokale foreninger har ikke i samme grad som tidligere loven i ryggen i deres dialog med kommunen om tilskud mv. De er i langt højere grad overladt til en subjektiv vurdering fra forvaltning og politikere, og derfor er foreningerne tvunget til at kunne retfærdiggøre deres virksomhed overfor en bredere offentlighed. Det rammer ikke overraskende især de mindre og lidt Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 8

9 skæve aktivitetsområder, der ikke er velkendte udenfor deres egen kreds. Tilsvarende bliver det sværere for landsorganisationerne (og for den sags skyld for DUF) at rådgive og hjælpe de lokale foreninger med deres relationer til kommunen. De kommunale virkeligheder på foreningsområdet har altid været forskellige, men forskellene er voksende, og hvis man skal kunne yde en kvalificeret rådgivning i dag (og ikke mindst i morgen), er man derfor nødt til at kunne følge udviklingen i et vist omfang i hver enkelt af landets 98 kommuner. Som en konsekvens af denne udvikling må man også forudse, at rammevilkårene for det lokale foreningsliv i den enkelte kommune i stigende grad vil blive bestemt af de lokalpolitiske prioriteringer. Hvis de lokale politikere vælger at satse på elite-idrætten som branding-redskab for kommunen, vil det ikke alene have betydning for eliteidrætsklubberne men for hele foreningslivet. Eller hvis de lokale politikere primært ser foreningerne som sundhedsforebyggende redskaber, vil det få betydning for relationen mellem kommunen og et meget bredt udsnit af foreningerne. Man kan selvfølgelig håbe, at nogle kommuner fortsat vil sætte et mangfoldigt og selvbestemmende foreningsliv øverst på deres dagsorden, men det lader indtil videre langt fra til at være tilfældet alle steder i landet, som det beskrives nærmere i det efterfølgende afsnit Større fokus på foreningernes output Den traditionelle opfattelse af foreningslivet fra både lands- og lokalpolitikere har været, at det er godt i sig selv. Det gælder ikke mindst på børne- og ungdomsområdet, hvor troen på, at det er sundt for børn og unge at opleve fællesskab, demokrati, holdninger mv. i foreningerne, har været den helt grundlæggende præmis for de offentlige tilskudsordninger mv., som har eksisteret igennem årtier. Denne holdning har imidlertid været under pres i de senere år. Der er givet flere årsager til dette, og det ligger udenfor denne rapports område at gå i dybden med dem, men i overskriftsform kan nævnes følgende: Større fokus på anvendelsen af de offentlige midler. Mindre daglig kontakt mellem foreningslivet og det politiske liv. Ø get konkurrence til foreningslivet fra offentlige og private tilbud. Resultatet har været en stigende fokus på det output, som de offentlige tilskud til foreningslivet skaber. I vidt omfang handler det stadig om dokumentation og beskrivelse af outputtet i en form, som politikere og forvaltninger kan forstå, men vi har også set et stigende ønske om direkte at styre outputtet fra politisk side; at målrette tilskuddene så de går til Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 9

10 løsningen af specifikke samfundsopgaver frem for til den generelle drift af foreningerne. Man kan derfor med god ret tale om en øget instrumentalisering af foreningslivet fra både statens og kommunernes side: Foreningerne bliver i stigende grad opfattet som instrumenter (på linie med forskellige dele af den offentlige sektor), som kan bruges til at løse opgaver, når de kan gøre det bedre og billigere end andre. O g det medfører igen, at forskellige styrings-redskaber mv. bliver overført fra den offentlige sektor til foreningslivet resultatkontrakter, benchmarking etc. De landsdækkende foreninger har valgt meget forskellige strategier som reaktion på denne udvikling, og efterhånden ser vi også, at disse strategier smitter af på de lokale foreningers reaktionsmønstre. Nogle foreninger har valgt at se instrumentaliseringen som en mulighed for flere midler, flere aktiviteter, flere kunder i butikken osv. De tilbyder selv aktivt deres ydelser til kommunerne på markedsvilkår, og de er klar til at ændre betydeligt på deres aktivitetsindhold og fokus for at leve op til de ønsker, som det politiske og forvaltningsmæssige system aktuelt stiller. Problemet med denne strategi kan være, at de gamle medlemmer kommer til at føle sig hjemløse i deres egen organisation. Denne tendens forstærkes også af, at en opgaveudførelse for det offentlige som oftest kræver en mere professionel tilgang til opgaveløsningen, hvorfor magten i organisationen ofte vil forskydes fra frivillige til ansatte. Man kan sige, at et meget tæt og kontinuerligt samarbejde med den offentlige sektor om løsningen af forskellige opgaver meget ofte vil få den eller de involverede foreninger til at ligne det offentlige i højere og højere grad. En anden strategi, som nogle organisationer og foreninger har valgt, er i større eller mindre grad at cutte kontakten til det offentlige. Filosofien er, at kravene for at modtage offentlige tilskud er blevet så store og styrende, at man kan få bedre resultater ud af at bruge kræfterne på andre finansieringskilder. Det gælder bl.a. nogle af de lokale aftenskoler, der efter de markante nedskæringer af de offentligt tilskud på området har valgt at operere udelukkende på markedsvilkår med de øgede frihedsgrader, det giver. En af de største ulemper ved denne strategi er selvsagt, at man mister adgangen til offentlige tilskud, der trods alt stadig fylder en del i de fleste foreningers økonomi. Men ud over det mister man også muligheden for at deltage i løsningen af forskellige fællesskabsopgaver, som måske ville have været både relevante og udviklende for foreningen. De to ovennævnte strategier er selvfølgelig yderpunkter, og langt de fleste organisationer og foreninger har valgt at lægge sig et eller andet sted på skalaen imellem dem. Men det gør ikke udfordringerne mindre. I de Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 10

11 kommende år bliver det et nøglespørgsmål for næsten alle foreninger i Danmark, hvordan man på en ene side kan imødekomme de stigende krav, som det offentlige stiller, mens man på den anden side holder fast i sine egne traditioner og egen kultur. O g rådgivning og coaching i forhold til denne balancegang må samtidig forudses at blive en af de allervigtigste opgaver for landsorganisationer og paraplyer. 4. DUF-foreningernes placering i kommunerne Når man forsøger at få et overblik over DUF-foreningernes placering og organisering på lokalt plan, tegner der sig hurtigt et meget diffust og uensartet billede. I modsætning til andre foreningsområder (som beskrives nærmere i afsnit 5 ) er den landsdækkende og den lokale struktur langt fra parallel på DUF-området. Det er fx kun i et fåtal af landets kommuner, at man finder et ungdommens fællesråd, der organiserer børne- og ungdomsforeningerne relativt bredt, og som dermed kan betragtes som en lokal parallel til DUF. O g det er så vidt vides kun ét sted i landet, at en sådan struktur har været understøttet med kommunale midler i et betydeligt omfang. Langt de fleste steder eksisterer sådanne tværgående organisatoriske strukturer ikke, og kontakten mellem de forskellige foreningsområder under DUF-paraplyen er derfor minimal. Det illustreres også tydeligt af det faktum, at langt de fleste af de personer, der repræsenterer DUF-området i folkeoplysningsudvalgene, ikke betragter sig som repræsentanter for hele området. De er typisk valgt af et langt snævrere bagland, og det er dette bagland, som de føler en forpligtelse overfor. Samtidig er det også kendetegnende, at meget få lokale foreningsledere har haft direkte kontakt med DUF, og at DUF dermed typisk fremstår som nogen, der administrerer tipsmidler til landsorganisationerne (hvilket set fra mange lokalforeningers synsvinkel ikke er noget entydigt positivt bl.a. pga. af de administrative besværligheder, som det medfører for dem). Traditionelt har enkelte lokalforeninger fået rådgivning fra DUF i forhold til specielt folkeoplysningsloven, men det er typisk sket på foranledning af en landsorganisation, der er stødt ind i en problemstilling, som de ikke har kunnet løse. Generelt må man derfor konstatere, at langt de fleste lokalforeninger organiseret i landsorganisationer under DUF kun har et meget begrænset og til tider negativt billede af DUF, hvilket selvsagt udgør en betydelig barriere for eventuelle ambitioner fra DUFs side om i højere grad at påtage sig rådgivningsopgaver i forhold til lokalforeningerne. Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 11

12 Hvis man skal forstå DUF-områdets placering lokalt i kommunerne, giver det derfor ikke megen mening at fokusere på området som helhed. I stedet er man nødt til at se på de forskellige grupper af foreninger, og hvordan de typisk er organiseret og arbejder lokalt. Det gør vi efterfølgende, men igen er det naturligvis afgørende at minde om, at landets kommuner og foreningerne i disse er overordentligt forskellige. Det er derfor et generelt billede, vi forsøger at tegne, hvor der sagtens kan findes undtagelser og modsætninger nogle steder i landet Samråds-organisationer Samråds-organisationerne er traditionelt det stærkest organiserede DUFområde på lokalt plan. I flertallet af landets kommuner er der lokale samråd, der serviceres og informeres af det landsdækkende Samråd, og samrådsorganisationerne er også klart de af DUFs medlemsorganisationer, der har den stærkeste repræsentation i landets folkeoplysningsudvalg. Mange steder er denne repræsentation formaliseret gennem rotationsordninger mv., og generelt er der ofte en opfattelse af at repræsentere alle lokale samrådsorganisationer frem for blot ens egen forening. Det hører også med til historien, at de store samrådsorganisationer som nogle af de få DUF-organisationer er repræsenteret i alle landets kommuner. O g endelig er det også en vigtig pointe, at mange samrådsorganisationer i modsætning til flertallet af DUF-foreninger har egne fysiske faciliteter, hvorfor den lokale udmøntning af folkeoplysningsloven er ekstra vigtig for dem. Det er derfor ikke overraskende, at de landsdækkende samrådsorganisationer er nogle af de mest aktive i DUF-sammenhæng, når et emne som folkeoplysningsloven er på dagsordenen. O g det er også nogle af de organisationer, der mest effektivt kan fremskaffe lokale eksempler mv., når der er behov for sådanne i den politiske debat. Til gengæld har de lokale samråds-organisationer kun en meget sporadisk tradition for at blande sig i andre lokalpolitiske debatter end dem, der meget konkret handler om støtteordninger med relevans for børne- og ungdomsområdet. Foreningerne og de lokale ledere opfatter sig som upolitiske og har derfor ofte en modvilje mod at komme for tæt på det politiske system. Til gengæld er der i en række lokalområder en tradition for et relativt tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv om sponsorater etc. Konkluderende kan man sige, at samrådsorganisationerne er de klart bedst organiserede af DUFs medlemsorganisationer på lokalt plan, og at de samtidig har den klart bedste repræsentation i folkeoplysningsudvalg mv. Til gengæld har de sjældent kontinuerlig kontakt med andre Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 12

13 lokalforeninger fra DUF-området, og de har en generel modvilje mod at involvere sig for dybt i lokalpolitiske spørgsmål De politiske ungdomsorganisationer De politiske ungdomsorganisationer har i sagens natur den bedste kontakt til det politiske system af alle DUFs medlemsorganisationer også på lokalt plan. Til gengæld eksisterer denne kontakt som oftest på det uformelle plan, hvorfor de politiske ungdomsorganisationer sjældent finder behov for formel repræsentation på lokalt plan. Det er fx kun i ganske få af landets kommuner, at denne gruppe foreninger er repræsenteret i folkeoplysningsudvalgene, hvilket formentlig også skyldes, at selv om organisationerne modtager støtte fra folkeoplysningsloven, så er denne støtte typisk af begrænset størrelse. I enkelte kommuner er der et uformelt samarbejde på tværs af de politiske ungdomsforeninger, men disse samarbejder har typisk til formål at arrangere udvalgte aktiviteter, mens de sjældent eller aldrig fungerer som talerør for fælles synspunkter fra organisationerne i forhold til omverdenen. Det skal selvfølgelig også ses i lyset af, at organisationernes holdninger til forskellige politiske spørgsmål herunder det lokale foreningslivs vilkår og muligheder typisk er styret af overordnede politiske overvejelser frem for mere snævre forenings-interesser. Derfor er det også yderst sjældent, at man oplever, at de politiske ungdomsforeninger på trods af deres tætte relationer til det politiske system optræder som repræsentanter for en bredere kreds af børne- og ungdomsorganisationer lokalt. Konkluderende kan man sige, at de politiske ungdomsorganisationer har de klart bedste politiske kontakter af alle lokalforeninger på DUFområdet, men at disse kontakter kun sjældent bliver brugt til at fremme foreningslivets interesser i en bredere forstand. På grund af de samme kontakter oplever de politiske ungdomsforeninger kun sjældent et behov for at alliere sig med andre foreningstyper i de lokalpolitiske debatter, og gruppen er derfor kun i begrænset omfang i dialog med andre lokalforeninger på DUF-området De kirkelige børne- og ungdomsorganisationer De kirkelige børne- og ungdomsorganisationer får for de flestes vedkommende tilskud under folkeoplysningsloven, men alt efter aktiviteternes karakter kan de også få adgang til andre kommunale støtteordningerne bl.a. under lov om social service. De er imidlertid kun repræsenteret i folkeoplysningsudvalgene i ganske få kommuner, og deres involvering i det lokalpolitiske miljø er generelt begrænset. Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 13

14 Der eksisterer ofte et vist samarbejde på tværs mellem de lokale kirkelige børne- og ungdomsorganisationer, men samarbejdet er for det meste af uformel karakter, og det rækker kun sjældent ud til andre typer af organisationer De kulturelle børne- og ungdomsorganisationer De kulturelle børne- og ungdomsorganisationer får i en række tilfælde tilskud under folkeoplysningsloven, men de opererer også under andre lovgivninger fra det kulturministerielle område. Generelt er det kulturelle område ganske diffust, både når det handler om den nationale lovgivning, men også når det kommer til kommunale tilskud, og det præger også organiseringen på området, der er meget forskellig fra kommune til kommune. I ca. halvdelen af landets kommuner findes kulturelle samråd eller lignende konstruktioner, der repræsenterer en bred kreds af kulturelle foreninger (incl. en række kulturelle foreninger, der er organiseret i landsorganisationer under DUF) i forhold til kommunen. O g generelt er billedet, at de kulturelle børne- og ungdomsorganisationer oftere søger sammen med andre lokale kulturelle foreninger, når de kommunale budgetter skal diskuteres, end med andre lokalforeninger fra DUF-området Handicap-ungdomsorganisationer Handicap-ungdomsorganisationerne kan gøre brug af folkeoplysningsloven, men det sker kun i begrænset omfang. Årsagerne er flere, men de væsentligste er, at det lokale arbejde i disse organisationer ofte er regionalt baseret frem for lokalt, og at de lokale foreninger kan få tilskud fra andre puljer, der er enklere at gå til. Handicaporganisationerne har deres eget repræsentative system i forhold til landets kommuner, og hvis ungdomsorganisationerne føler behov for at få rejst problemstillinger i forhold til enkeltkommuner, vil det som oftest ske her. Der er derfor ikke den store motivation til at samarbejde med andre DUF-foreninger om kommunale spørgsmål Elev- og studenterorganisationer En række af elev- og studenterorganisationerne er ganske bredt repræsenteret i landets kommuner gennem fælleselevråd mv. Det er imidlertid som udgangspunkt kun en enkelt organisation, der er målrettet folkeskoleområdet, og som derigennem har en direkte interesse i at påvirke det kommunale system. De øvrige organisationer retter sig mod ungdomsuddannelser eller videregående uddannelser, der ikke er forankret i de kommunale systemer. Endvidere modtager elev- og Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 14

15 studenterorganisationerne ikke tilskud under folkeoplysningsloven, og det er derfor meget begrænset, hvad de har af fælles interesser og kontakt med andre lokalforeninger på DUF-området Ungdomsklubber Der findes ungdomsklubber i alle landets kommuner, men disse klubber operer under væsentligt andre vilkår, end resten af de lokale enheder på DUF-området. En del af klubberne er godt nok organiseret og reguleret under folkeoplysningsloven, men klubvirksomheden er i loven adskilt fra foreningsvirksomheden og fungerer derfor på andre præmisser. Det er derfor kendetegnende, at de lokale klubber ofte har en god kontakt til politikere og forvaltning indenfor deres eget område, men at de kun har meget begrænset kontakt til det lokale foreningsliv og sjældent føler noget fællesskab med dette Andre DUF-organisationer Der findes en række andre DUF-organisationer end de ovenfor nævnte bl.a. internationale organisationer, udvekslingsorganisationer, natur- og miljøorganisationer, det faglige ungdomsarbejde mv. Det er kendetegnende for disse foreningsområder, at de ofte har en relativt svag lokal struktur, og at de kun i begrænset omfang bruger folkeoplysningsloven. En enkelt undtagelse er 4 H, der får tilskud under folkeoplysningsloven mange steder i landet, men ellers er det typiske billede, at finansieringen kommer fra andre kilder. Samtidig er det heller ikke i noget betydeligt omfang lokalforeninger mv., der har den helt store kontakt til det øvrige foreningsarbejde på børne- og ungdomsområdet i den lokale kommune. 5. Det øvrige foreningslivs placering i kommunerne Det danske foreningsliv er overordentligt bredt og mangesidet, og det er derfor en uoverkommelig opgave i en rapport som denne at give et fuldstændigt billede at dets sammensætning og placering i landets kommuner. I alt regner man med, at der eksisterer i omegnen af foreninger i Danmark i dag, og selv om en del lever deres eget stille liv uden kontakt til kommune eller andre, er det alligevel så stor en mængde, at det kan være svært at gennemskue, hvordan det er organiseret, og hvordan det varetager de mange forskellige interesser, der findes indenfor de forskellige typer af foreninger. I de følgende afsnit har vi derfor valgt at beskrive de vigtigste foreningsområders organisering, Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 15

16 strategi og udviklingsretning, men inden vi kommer dertil, vil vi først fremhæve nogle generelle udviklingstræk i det lokale foreningsliv, som det er vigtigt at være opmærksom på. For det første er det diffuse billede, der viser sig, når man kigger på foreningsområdets generelle organisering, ikke begrænset til kun at være tilfældet her. Det samme billede tegner sig, når man ser på kommunernes relationer til foreningerne. I næsten alle kommuner er disse relationer splittet op på flere politiske udvalg og flere forvaltninger kulturudvalget tager sig af idrætten og amatørkulturen, socialudvalget af ældreforeningerne og det frivillige sociale arbejde, sundhedsudvalget af de sygdomsbekæmpende foreninger, børne- og ungeudvalget af børne- og ungdomsforeninger osv. O g modellerne for, hvordan denne opsplitning sker, er lige mange, som der er kommuner. Hvis man troede, at kommunalreformen ville betyde en større ensartethed i organiseringen af de kommunale opgaver herunder kontakten til og samarbejdet med foreningslivet kan man godt tro om igen. Dette diffuse billede har to konsekvenser, som er vigtige for DUF. For det første vanskeliggør det i betydelig grad eventuel rådgivning i forhold til de lokale foreninger og disses relation til kommunen, fordi man er nødt til at have et vist kendskab til 9 8 konkrete modeller for at kunne rådgive om dem. O g for det andet er det meget vanskeligt at tale om ét lokalt foreningsliv på kommunalt plan, fordi foreningerne er opsplittede og relaterer sig til hver deres del af kommunen. Den sidste problemstilling har en del kommuner forsøgt at råde bod på gennem formuleringen af frivillig-politikker eller lignende, der på det overordnede plan skal definere nogle rammer og målsætninger for samarbejdet mellem kommunen og foreningerne, men processen med at inddrage hele bredden af foreninger i formuleringen af en sådan politik har i mange kommuner vist sig at være en stor udfordring i sig selv. Den lokale organisering af foreningslivet indenfor forskellige områder bærer i høj grad også præg af de forskellige traditioner og ressourcer, der eksisterer indenfor områderne. Idrætten har fx en lang tradition for en meget stram og stringent organisation, hvor man har lagt vægt på et repræsentativt system fra top til bund. Samtidig har man anvendt betydelige ressourcer til at vedligeholde og udvikle dette system både før og efter kommunalreformen. I modsætning hertil har mange andre foreningsområder slet ikke tradition for at operere med lokale paraplyer og lignende, og landsorganisationerne har heller ikke tilnærmelsesvis de samme ressourcer til at oprette og drive sådanne paraplyer. Til gengæld er der i de seneste årtier opstået en række lovbestemte råd og nævn, der i et vist omfang kan siges at repræsentere dele af Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 16

17 foreningslivets interesser i forhold til kommunerne. Disse råd udspringer dog langt fra altid fra foreningerne (en del er fx direkte valgt af en bestemt gruppe borgere), og samtidig kan deres kompetence i forhold til et bestemt foreningsområde ofte være både begrænset og uklar. Alligevel bør de inddrages i en rapport som denne, fordi de i stigende grad bliver brugt som det konkrete redskab for borgerinddragelse i mange kommuner og dermed også i sidste ende kan ende som en konkurrent til foreningslivet, når det handler om politisk indflydelse og opmærksomhed. Sammenfattende når man sammenligner DUF-området med andre foreningsområder på kommunalt plan, må man konkludere, at DUFområdet er det dårligst organiserede og dermed også potentielt det område med ringest politisk gennemslag. Årsagerne til dette er både, at der som nævnt kun ganske få steder i landet findes paraplyer, der kan tale på hele områdets vegne, og at der i modsætning til flere andre foreningsområder ikke findes nogen lovgivning, der sikrer et råd eller lignende, som har til opgave at varetage områdets interesser Idrætten På landsplan er idrætten opdelt i tre hovedorganisationer Danmarks Idræts Forbund (DIF), Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Danmarks Firma Idræts Forbund (DFIF). Denne opdeling er imidlertid langt mere usynlig på lokalt plan, hvor langt de fleste idrætsforeninger er medlem af både DIF og DGI. Det er derfor et af de interessante paradokser i dansk foreningsliv, at mens det har været umuligt at skabe en enhedsorganisation indenfor idrætten på landsplan, så eksisterer en sådan enhedsorganisation i praksis i så godt som alle landets kommuner. Det er forskelligt, hvad de lokale idrætsparaplyer kaldes fra kommune til kommune, men det er kendetegnende, at de organiserer alle (eller i hvert fald næsten alle) idrætsforeninger indenfor kommunen, og at de har endog overordentlig stor indflydelse på kommunens politik på idrætsområdet specifikt og foreningsområdet generelt. Idrætssamrådene vælger typisk idrættens repræsentanter til folkeoplysningsudvalget, de repræsenterer idrætten i forskellige kommunale høringsprocesser, de medvirker ofte i fordelingen af kommunens midler til idrætsformål, de kommer med indstillinger til fordeling af og investering i faciliteter osv. Idrætten er dermed uden sammenligning ikke alene det største men også det mest velorganiserede foreningsområde på kommunalt plan, hvilket meget ofte har kunnet aflæses i de prioriteringer, som landets kommuner har foretaget på foreningsområdet. Selv om de kommunale enhedsorganisationer indenfor idrættens område fortsat består så godt som alle steder, har man alligevel i de seneste årtier Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 17

18 kunnet konstatere, at forskellige dele af det lokale idrætsliv er trukket i forskellige retninger. En række af de store holdidrætter (fodbold, håndbold, ishockey mv.) er i stigende grad trukket i en kommerciel retning, hvor topklubberne lever som forretninger på markedsvilkår. Man ville tro, at denne udvikling ville have betydet et stop for de kommunale tilskud til denne del af idrætten, men det har imidlertid langt fra været tilfældet. Godt nok giver kommunerne ikke driftstilskud til idrætsforretningerne, men indirekte gives mange millioner i støtte gennem udbygning af faciliteter, sponsor-aftaler mv. Argumentet fra kommunernes side er som oftest, at elite-idræt er med til at profilere og brande kommunen. Breddeidrætten har i en del kommuner følt sig presset af denne udvikling, og i de senere år er foreninger på dette område derfor begyndt at indgå i forskellige partnerskaber med kommunerne, hvor foreningerne forpligter sig til at løse specifikke opgaver for kommunen mod til gengæld at få et større økonomisk tilskud. Denne udvikling er i høj grad accelereret efter kommunalreformen, hvor kommunerne bl.a. overtog en del af ansvaret på sundhedsområdet et ansvar som de har været meget glade for at kunne skubbe videre til foreningslivet. Særligt DGI har været varme fortalere for, at de lokale idrætsforeninger skulle indgå i sådanne partnerskaber med kommunerne, og de har brugt mange ressourcer på at udvikle koncepter og overbevise både foreninger og kommuner om deres bæredygtighed. I skrivende stund har DGI indgået partnerskabsaftaler med 7 3 ud af landets 9 8 kommuner. Begge disse udviklingstræk har været med til at skubbe idrætten i en mere og mere professionel retning, hvor frivillig-elementet bliver svagere, men hvor der til gengæld bliver flere og flere lønnede medarbejdere til at løse de forskellige opgaver. Det strækker sig lige fra flere regionalt og lokalt ansatte konsulenter lønnet af de landsdækkende organisationer til timeaflønning af trænere på børne- og ungdomshold indenfor mange idrætsgrene. Konkluderende må man derfor sige, at idrætten står endnu stærkere end hidtil i de fleste af landets kommuner. Der ligger en klar strategi bag landsorganisationernes indsats på det kommunale område, og der er bl.a. via ansættelser sikret de nødvendige kompetencer til at indgå partnerskaber og løse en bred vifte af opgaver for kommuner mv Aftenskolerne mv. Aftenskole-området har undergået store forandringer i de seneste 5 år, og forandringerne har generelt betydet en svækket position for området lokalt. Det første alvorlige slag fik de i , hvor det lovpligtige tilskud Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 18

19 til den generelle aftenskoleundervisning under folkeoplysningsloven blev halveret fra 2 / 3 til 1 / 3 af udgifterne. Det satte mange af de lokale aftenskoler under et voldsomt økonomisk pres, fordi de ikke fandt det muligt at sætte priserne tilsvarende op i et hug. Samtidig blev det økonomiske grundlag yderligere udhulet igennem opstramninger i daghøjskole-lovgivningen, der førte til en nedlæggelse af flertallet af disse indenfor kort tid. På denne baggrund er det ikke overraskende, at kommunalreformen har medført en voldsom centralisering af de lokale aftenskoler. Tendensen med nedlæggelser og sammenlægninger var allerede startet inden reformen, men den er accelereret voldsomt i de seneste to år. Aftenskolerne skal stadig have hjemsted i en enkelt kommune for at få tilskud under folkeoplysningsloven, men i mange af de større oplysningsforbund har man lavet mega-aftenskoler, der står for drift og udbud af kurser mv. i flere kommuner, mens der i den enkelte kommune kun er en bestyrelse tilbage, der i hvert fald formelt træffer beslutning om program mv. Denne udvikling har naturligt nok svækket aftenskolernes position i mange kommuner. De er fortsat repræsenteret i folkeoplysningsudvalgene rundt om i landet, men det er kendetegnende, at de har fundet det meget vanskeligt at blive hørt i de kommuner, der har nedlagt deres folkeoplysningsudvalg. Sidste år blev der gennemført en ændring af folkeoplysningsloven, så aftenskolerne nu kan bruge en væsentlig del af deres kommunale tilskud på aktiviteter med såkaldte fleksible tilrettelæggelsesformer. Ændringen blev til på baggrund af et ønske fra oplysningsforbundene, og den gør det i hvert fald i teorien lettere for aftenskolerne at gennemføre aktiviteter sammen med andre dele af det lokale foreningsliv. Hvorvidt ændringen vil have nogen positiv effekt i praksis, er det endnu for tidligt at sige noget sikkert om. I øvrigt kan man på aftenskoleområdet observere lidt den samme opsplitning som på idrætsområdet. Enkelte aftenskoler har siden nedskæringerne i de offentlige tilskud simpelthen fravalgt tilskud under folkeoplysningsloven, fordi de ikke finder, at tilskuddet står mål med besværet. I stedet har de valgt at operere som uddannelses-fabrikker på markedsvilkår, hvor de på kontraktbasis løser konkrete opgaver for kommuner, offentlige institutioner, private virksomheder etc. Endnu flere aftenskoler har dog tvunget af omstændighederne valgt en anden strategi, hvor de kun udbyder kurser, som de ved, at de kan få deltagere til (typisk hobbykurser, sprogkurser mv.). Konsekvensen af begge disse strategier er imidlertid den samme: At aftenskolen mister sit Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 19

20 værdigrundlag eller at det i hvert fald bliver fuldstændig usynligt i den daglige virksomhed De frivillige sociale foreninger Det frivillige sociale område har været i vækst de senere år både på landsplan og lokalt i kommunerne. Lovgivningsmæssigt er området forankret i 1 8 i Lov om Social Service, der forpligter kommunerne til at stille en økonomisk ramme til rådighed for det lokale frivillige sociale arbejde i deres kommune. Loven siger imidlertid ikke noget om størrelsen af denne ramme, og indtil kommunalreformen var der store forskelle fra kommune til kommunen med det generelle billede, at de store kommuner brugte flere kroner pr. indbygger end de små. De frivillige sociale foreninger er en meget uhomogen gruppe, der strækker sig lige fra meget store og meget professionelle organisationer (Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse, Kirkens Korshær etc.) til lokale og løst organiserede selvhjælpsgrupper, pårørende-foreninger mv. Der findes ikke nogen samlende paraplystruktur på landsplan for området, men de store organisationer har et vist samarbejde i forhold til fordeling af statslige midler etc. Socialministeriet har endvidere nedsat Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde, der i et vist omfang kan siges at repræsentere området, og man har også etableret Center for Frivilligt Socialt Arbejde, der fungerer som et videns- og rådgivningscenter under ministeriet. Det samme diffuse billede gentages i de fleste kommuner, men i de senere år er der dog etableret en del kommunale paraply-organisationer eller -fora, der organiserer dele af eller hele det frivillige sociale arbejde i den pågældende kommune. Disse paraplyer har meget forskellig tyngde og gennemslagskraft, men i en del kommuner inddrages de bl.a. i fordelingen af 1 8 midler. En del kommuner har også etableret frivilligcentre eller lignende, hvor de frivillige sociale foreninger kan låne lokaler og faciliteter, og hvor der også ofte er en eller flere ansatte til at rådgive og understøtte deres arbejde. I mange kommuner er paraplyerne på området organisatorisk og sekretariatsmæssigt forankret på sådanne centre. De frivillige sociale foreninger og især de store sådanne har i de senere år arbejdet en del med at udvikle partnerskaber med kommunerne. O mrådet som helhed er dog kun langsomt ved at komme med på denne udvikling, ikke mindst fordi der mangler instanser, der kan tale på hele områdets vegne lokalt, og som kan koordinere en indsats på tværs af de forskellige foreninger. Det skal bemærkes, at foreningerne på ældre-området, der omtales i det følgende afsnit, i mange kommuner regnes som en del af det frivillige Rap p o rt o m DUFs f r em t id ige in d sat s p å d et ko m m un ale om r åd e jan uar 2008 sid e 20