Fokusgruppeanalyse af de kommunale forvaltningers syn på folkeoplysningsloven i forhold til det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde

Transkript

1 Fokusgruppeanalyse af de kommunale forvaltningers syn på folkeoplysningsloven i forhold til det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde Juni 2009 Gennemført af HAST Kommunikation for Dansk Ungdoms Fællesråd

2 1. Indledning Denne analyse er gennemført som tredje del af en samlet analyse af folkeoplysningslovens administration på kommunalt plan indenfor DUF-området. Den første analyse omhandlede de kommunale tilskudsordninger, mens den anden handlede om de lokale enheder på DUF-området og deres syn på kommunernes administration af folkeoplysningsloven. Denne tredje analyse er baseret på tre fokusgrupper med deltagelse af repræsentanter for de kommunale forvaltninger, og formålet er at supplere de første to analyser med en kommunal vinkel i forhold til de mere langsigtede og strategiske spørgsmål. Disse tre analyser vil i sommeren 2009 blive sammenskrevet til en samlet rapport, der vil danne grundlag for beslutningerne i DUFs politiske organer om, hvordan organisationen skal forholde sig i forhold til en eventuel kommende revision af folkeoplysningsloven. Analysen er gennemført af HAST Kommunikation ved Hans Stavnsager, der er tidligere generalsekretær i DUF, og som var medlem af det udvalg nedsat af Undervisningsministeren, der forberedte den gældende udgave af folkeoplysningsloven. Analysen baserer sig på tre afholdte fokusgruppe-interviews tre forskellige steder i landet, hvor repræsentanter fra ca. 12 kommuner deltog. Der ud over har en række kommuner bidraget enten gennem skriftlige kommentarer eller ved deltagelse i debatter om de samme emner i andre sammenhænge i den samme periode. Repræsentanterne var for de flestes vedkommende placeret på ledende stillinger i folkeoplysningsafdelingerne. Følgende kommuner har bidraget til processen: Halsnæs Glostrup Gentofte Frederiksberg Gladsaxe København Odense Kerteminde Skanderborg Silkeborg Århus Viborg Randers Repræsentanterne blev før hvert enkelt interview orienteret om baggrunden for denne og de øvrige undersøgelser, men der blev ikke foretaget nogen egentlig fremlæggelse af resultater fra de øvrige analyser. Alle deltagere blev lovet fuld anonymitet, og hverken navne på personer eller kommuner fremgår derfor af denne rapport. Citaterne, der igennem rapporten er fremhævet med kursiv, fremstår derfor som anonyme. 2

3 2. Indholdsfortegnelse 1. Indledning... side 2 2. Indholdsfortegnelse... side 3 3. Resume... side 4 4. Kommunale holdninger til udvalgte spørgsmål... side Den fremtidige lovgivning... side Eksistensen af en fremtidig lov... side En eller flere love?... side En samlet foreningslov?... side Andre ønsker til en fremtidig lov... side Fremtiden for folkeoplysningsudvalget... side Udviklingen i de kommunale tilskudsordninger... side Udviklingen i partnerskaber... side Kommunernes generelle syn på foreningerne... side 12 3

4 3. Resume I resumeet fremhæver vi i kort form de konklusioner, der er nærmere beskrevet i analysens øvrige afsnit. Det drejer sig om følgende: De fleste af de interviewede ønsker, at der også i fremtiden skal være en lovgivning med en eller anden form for lovfastsatte minimumsregler for tilskud. De fleste af de interviewede ønsker, at der fortsat skal være én samlet lov eventuelt udvidet med nogle af de forenings-områder, der ikke er omfattet af loven i dag. Nogle af de interviewede ønsker, at begrebet folkeoplysning erstattes af noget andet samlende fx almennyttig. De interviewede ønsker en række mindre ændringer af den nuværende lov bl.a. ift. hjemstedskriteriet, krav til regnskaber, gebyrer ved brug af kommunale lokaler samt formuleringerne om kontinuerlig virksomhed og forpligtende fællesskab. De interviewede har alle beholdt deres folkeoplysningsudvalg, men nogle regner med, at det bliver afskaffet i den kommende periode. De fleste af de interviewede har oplevet, at folkeoplysningsudvalgets rolle har forandret sig efter strukturreformen. Nogle af de interviewede ønsker centrale regler for, hvordan de berørte foreninger skal inddrages i beslutningsprocessen, hvis folkeoplysningsudvalget nedlægges. Flere af de interviewede forventer, at de vil arbejde mere med aftalte tilskud til den enkelte forening i fremtiden. Ca. halvdelen af de interviewede oplyser, at de har nedlagt deres 5 pct. pulje. De fleste af de interviewede arbejder med partnerskaber mellem kommunen og foreningerne, men de fleste er blevet mere selektive ift., hvilke foreninger de samarbejder med De fleste af de interviewede har ikke oplevet nogen glidning af midler fra de generelle tilskudsordninger til partnerskaberne, men flere nævnte, at risikoen eksisterer. 4

5 4. Kommunale holdninger til udvalgte spørgsmål 4.1. Den fremtidige lovgivning Eksistensen af en fremtidig lov Traditionelt har kommunernes holdning til folkeoplysningsloven været, at det kun er nødvendigt med en rammelovgivning, der siger, at kommunerne kan give tilskud til folkeoplysende virksomhed, hvis de vælger at gøre det. Det er i hvert fald i grove træk det synspunkt, som KL har fremført i forskellige forhandlinger ud fra det argument, at støtte mv. bør bestemmes af den lokale kulturkamp og ikke af politikere langt fra virkeligheden på Christiansborg. Det er da også et synspunkt, som blev formidlet af enkelte af deltagerne i fokusgrupperne: Kommunerne gør det i det store og hele bedre end minimumsbestemmelserne i loven, så man kan godt spørge sig selv, om der er brug for så detaljeret en lovgivning. Jeg oplever, at det mere er landsorganisationerne, der ønsker landsdækkende regler, end de lokale foreninger. De kender os i kommunen og ved, at vi ønsker at hjælpe dem. Der var imidlertid mindst lige så mange af deltagerne, der argumenterede for behovet for en lov, der fortsat fastsætter en eller anden grad af minimumstilskud. Argumenterne for dette fordelte sig i to hovedgrupper, der begge handlede om prioritering. Den første gruppe fokuserede især på prioriteringen mellem folkeoplysningen og andre kommunale udgiftsområder: Jeg synes, det giver god mening at have en folkeoplysningslov med en række krav til de kommunale tilskud. Hvis ikke loven bestemmer, at der skal være et vist niveau, kan vi meget let blive klemt af de store serviceområder i kommunen vi vil simpelthen bliver kørt over i den kommunale prioritering. Jeg mener faktisk, at vi allerede har en lov med en stor grad af frihed for kommunerne ofte er det vores egne regler, der begrænser os, og ikke bestemmelserne i loven. Den anden gruppe argumenter rettede sig især imod den interne fordeling af midlerne, hvor flere udtrykte frygt for, at små aktivitetsområder vil blive klemt, hvis ikke der findes minimumsbestemmelser i loven: Jeg tror, at det er vigtigt, at loven sikrer tilskud også til de små aktivitetsområder. De fylder ikke meget økonomisk, men de kan hurtigt blive klemt, hvis fordelingen af midler kan ske frit mellem foreningerne og kommunen. Det vil være meget let at give de store og populære aktivitetsområder, mens de små bliver glemt En eller flere love? I forhold til bredden af loven, var der ikke mange deltagere, der talte for en egentlig deling af loven i flere selvstændige lovgivninger. Tværtimod var flere kritiske overfor de tidligere fremførte ideer om, at idrætten fx skulle have sin egen lovgivning: 5

6 Hvis der indføres en selvstændig idrætslov, tror jeg, at det vil ske på bekostning af andre foreninger. Idrætten er i dag en økonomisk løftestang for hele foreningsområdet, og behovet for sådan en løftestang bliver ikke mindre i fremtiden. Flere af deltagerne argumenterede for at gå den modsatte vej, hvor man inddrager flere områder i folkeoplysningsloven fx den del af amatørkulturen, der ikke er med i dag: Jeg synes, det er oplagt at tage hele amatørkulturen med i loven. De er så tæt knyttede til foreningstraditionen, at det ikke giver mening, at de ikke er med. Jeg ved godt, at det kan være et problem, at de hører under kulturministeriet, mens folkeoplysningsloven hører under undervisningsministeriet. Men hvis loven skal revideres, bør den også flyttes til kulturministeriet opdelingen under to ministerier giver ingen mening og skaber mange problemer. I forhold til det frivillige sociale område var meningerne noget mere delte, men flere var alligevel åbne overfor at tage i hvert fald en del af det med i en fremtidig lov: Hvis de laver aktiviteter for deres medlemmer, mener jeg bestemt, at de skal være med. Men hvis de kun fungerer som fortalere uden egentlige medlemsaktiviteter, mener jeg ikke, at de hører hjemme hos os. Samtidig var der også en hvis nervøsitet for, om den mere omfattende offentlige styring af foreningerne, der nogen gange opleves på det frivillige sociale område, risikerer at sprede sig til de folkeoplysende foreninger, hvis de kom med i en fælles lovgivning: Det er en spændende tanke at tage dem med, men man skal være opmærksom på, hvilke styringsmodeller der eventuelt vil blive lagt ned over foreningerne. En samlet lovgivning risikerer at blive mere rigid, og det er ikke det, vi har brug for En samlet foreningslov? Der var imidlertid også deltagere, der argumenterede for en samlet lovgivning for alt det lokale foreningsarbejde: Hvis det virkelig skal rykke, skal der laves en samlet foreningslovgivning. Hvis man kun vil lave småjusteringer af den nuværende lov, mener jeg, at man lige så godt kan lade være med at røre ved den. Jeg håber, at folkeoplysnings-udvalget vælger at være ambitiøst, og det betyder i min verden, at de skal foreslå en helt ny lov, der omfatter alt det lokale foreningsarbejde. Dette forslag blev debatteret meget mellem deltagerne i de forskellige fokusgrupper, uden at man nåede frem til nogen entydig konklusion, men de fleste havde ikke noget problem med, hvis folkeoplysningsbegrebet blev erstattet af noget andet: Begrebet folkeoplysning er efter min opfattelse forældet. Foreningerne kan ikke genkende sig selv i det, og det bliver brugt til at holde noget udmærket foreningsarbejde ude af loven, som efter min mening er mindst lige så værdifuldt som meget af det, der foregår indenfor loven. Hvis det stod til mig, burde begrebet 6

7 folkeoplysning erstattes med almennyttigt foreningsarbejde. Det ville gøre loven meget bredere, og det ville fortælle, hvad der er det centrale i, hvad der er støtteværdigt. Selv om der ikke nødvendigvis var enighed blandt deltagerne om, hvilke begreber loven skulle bygge på i fremtiden, var der bred enighed om, at loven fortsat bør være værdibaseret: Loven er idébærende, og det er godt. Det har vi brug for. Vi ser masser af lovgivning, der ikke er det, men som kun handler om administration. Sådan skulle det nødigt gå på foreningsområdet, der jo netop er kendetegnet ved at bygge på en række værdier som fx demokrati Andre ønsker til en fremtidig lov I løbet af fokusgruppe-interviewene fremkom de enkelte deltagere med forskellige konkrete ønsker til en fremtidig lovgivning. Disse er medtaget her for fuldstændighedens skyld. Krav om at være hjemmehørende Særligt kommunerne fra Storkøbenhavn nævnede kravet om, at en forening skal være hjemmehørende i én kommune, som et problem: Vi bøvler meget med, hvor en forening er hjemmehørende, fordi folk ikke skeler til kommunegrænserne, når de vælger fritidsaktiviteter. Og vi oplever også foreninger, der bevidst flytter til en anden kommune for at få bedre vilkår. En anden problemstilling indenfor samme område er de foreningslignende dannelser, der efterhånden opstår på internettet, og hvor medlemmerne er spredt ud over et stort geografisk område. Vi oplever allerede i dag Facebook-foreninger, der søger om at blive godkendt. Den type foreningsdannelse er der slet ikke taget højde for i den eksisterende lov, men der vil formentlig komme flere af dem i fremtiden, så vi bliver nødt til at finde ud af, hvad vi gør med dem. Distriktsforeninger Flere af deltagerne nævnede reglerne om distriktsforeninger som utidssvarende: Reglerne om distriktsforeninger fungerer simpelthen ikke de skal skrives helt ud af loven. Så må de lokale foreninger finansiere dem via de tilskud, de får fra kommunerne. Tilskudsregnskaber Reglerne om tilskudsregnskaber bør ifølge flere deltagere laves om: Det er ikke tidssvarende, at hele bestyrelsen fysisk skal skrive under på regnskabet. Der bør åbnes mulighed for, at regnskabet kan sendes til kommunen i elektronisk form med fx en digital signatur fra kassereren og/eller formanden. Gebyr for lån af lokaler 7

8 Gebyrer ved lån af kommunale lokaler blev nævnt af flere deltagere som et unødvendigt kompliceret område: Kommunerne bør have mulighed for at opkræve leje for deres lokaler på linje med private udbydere. Hvis det så er en tilskudsberettiget forening, der lejer lokalerne, skal den selvfølgelig have tilskud til lejen, men på den måde vil det blive meget lettere og mere gennemsigtigt. Åbenhed i foreningerne En enkelt deltager mente, at der var behov for at skærpe kravene om åbenhed i foreningerne: Hvis man skal have offentlige tilskud, må man også være åben for alle. Jeg synes fx, at det er forkert, at man kan lave en forening, der kun optager medarbejdere fra en enkelt virksomhed som medlemmer, og så få tilskud til det. Kontinuerlig virksomhed og forpligtende fællesskab Flere deltagere nævnte reglerne om kontinuerlig virksomhed og forpligtende fællesskab som nogle af de områder, der skal kigges på, uden dog at komme med entydige meldinger på, hvordan eventuelle ændringer skal se ud: Hvad mener vi egentlig med kontinuerligt foreningsarbejde? Er det krav opfyldt, når det handler om foreningsdrevne motionscentre, hvor folk kan komme, når de har lyst, og aldrig deltage i andet end deres egen træning? Giver klippekort-medlemskaber forpligtende fællesskab i et omfang, så lovens krav er opfyldt? Samværsformerne skifter hurtigt i øjeblikket, og jeg er i tvivl om, hvorvidt loven i sin nuværende form er i stand til at rumme det Fremtiden for folkeoplysningsudvalget Der var ingen af de deltagende kommuner, der havde valgt at afskaffe deres folkeoplysningsudvalg, men flere af dem overvejede at gøre det efter næste kommunalvalg. Argumentet fra disse kommuners side var typisk, at folkeoplysningsudvalget alligevel ikke fungerede, og at man derfor lige så godt kunne prøve at finde andre veje at inddrage foreningslivet på: Vores udvalg fungerer meget opdelt. Hvert område beskæftiger sig kun med deres egne sager, og det gør det svært at se, hvorfor udvalget som helhed skal fortsætte. Vores øvrige politiske udvalg arbejder langt mere med temadrøftelser med brugerne, og det er den vej, jeg tror, at vi også vil gå på folkeoplysningsområdet. Drøftelserne viste også, at det er meget forskelligt, hvor stærk den politiske repræsentation i udvalget er. I nogle udvalg sidder mange kommunalpolitikere, og formandsposten besættes også af en politiker. Der lader til at være en tendens til, at det især er i disse kommuner, at debatten om at afskaffe udvalget foregår: 8

9 Hele kultur- og fritidsudvalget sidder i folkeoplysningsudvalget, men alligevel får de så godt som ingen input fra de foreninger, der er repræsenteret i udvalget. På den baggrund tror jeg ikke, at politikerne vælger at oprette et folkeoplysningsudvalg i den kommende periode deres oplevelse er, at det er spild af tid. Der var imidlertid også kommuner, hvor man var meget tilfredse med udvalgets virksomhed: Vi er glade for vores folkeoplysningsudvalg, og det er kun, hvis loven bliver lavet grundlæggende om, at vi vil overveje dets fremtid. Som loven ser ud i øjeblikket, har vi meget glæde af at have repræsentanter for foreningerne med til at tage ansvaret for fordelingen af midler mv. Uanset holdningen til folkeoplysningsudvalget var der dog bred enighed blandt deltagerne om, at foreningerne også i fremtiden skal inddrages i beslutningerne på området på en eller anden måde. Hvordan det konkret kan ske, var der flere forskellige bud på, men mange lagde vægt på de samråd, der på kommunalt niveau repræsenterer forskellige dele af foreningslivet: Vi har tre samråd i vores kommune, og allerede i dag har vi dialogmøder med hvert af dem mindst en gang om året. Det kunne godt udvides, hvis vi valgte at nedlægge udvalget. I debatten blev det også nævnt, at nogle af de kommuner, der har nedlagt deres folkeoplysningsudvalg, har valgt at uddelegere en del af kompetencen til samrådene. Blandt deltagerne var der imidlertid en forholdsvis kritisk holdning overfor denne model: Det kan måske være fint nok at tage hensyn til de lokale forhold, hvis man fx har nogle stærke og velfungerende samråd i kommunen. Men grundlæggende kan man ikke uddelegere kompetencer fra loven til samrådene de er ikke underlagt forvaltningsloven, som vi andre er, og de dækker typisk heller ikke alle foreninger. Samrådene kan bruges som høringsorgan, men heller ikke mere efter min opfattelse. Generelt var der et ønske om, at det skal beskrives i en fremtidig lovgivning, hvilke minimumskrav til høring af de berørte foreninger der skal opfyldes fra kommunens side, hvis man vælger at afskaffe sit folkeoplysningsudvalg: Hele loven er jo bygget op på baggrund af, at folkeoplysningsudvalgene var lovpligtige. Derfor står der intet om, hvad man skal gøre, hvis man vælger at afskaffe udvalget. Der mener jeg, det ville være fint med nogle minimumskrav til, hvordan og hvor meget kommunerne skal høre de berørte foreninger, uanset hvilken styringsmodel de vælger for området. En enkelt deltager var dog skeptisk overfor sådanne centrale regler for partshøring og -inddragelse: Jeg mener, at man skal være forsigtig med alt for mange nationale standarder også på dette område. Virkeligheden er meget forskellig fra kommune til kommune, og det, det må handle om, er at finde modeller, der virker lokalt. Det er vigtigere end at skulle leve op til nogle lovkrav. Generelt var der i øvrigt en opfattelse af, at strukturreformen havde tvunget mange kommuner til at tage folkeoplysningsudvalgenes rolle og opgaver op til grundig overvejelse. I de små kommuner brugte udvalgene typisk det meste af deres tid på at behandle konkrete ansøgninger og fordele midler, mens de i de nye og større kommuner er nødt til at arbejde på et mere overordnet plan med politikformulering osv.: 9

10 Til at starte med var det svært for medlemmerne af vores folkeoplysningsudvalg, fordi de havde været vant til at sidde med fingrene dybt nede i den enkelte sag. Men efterhånden har de vænnet sig til at overlade den konkrete sagsbehandling til forvaltningen og i stedet bruge tiden på mere politiske diskussioner. Det fungerer fint i dag, men det har taget tid og kræfter at nå dertil. Som forventet viste debatten om folkeoplysningsudvalgene som det også fremgår af ovenstående at oplevelsen af udvalgene er ekstremt forskellig fra kommune til kommune. Det afhænger af mange forskellige faktorer, hvis et udvalg skal fungere godt, hvilket en af deltagerne forsøgte at opsummere: Udvalget skal have et andet indhold og andre opgaver i dag sammenlignet med tidligere, hvis det skal fungere. Det kræver en række ting: De lokale politikere skal bakke op om udvalget og deltage aktivt i dets arbejde. Foreningsrepræsentanterne i udvalget skal spille en aktiv rolle og skal reelt repræsentere deres bagland fx repræsenteret ved samrådene. Det politiske niveau skal være villig til at give udvalget sager, der betyder noget, og følge de beslutninger, der træffes i udvalget. Og forvaltningen skal se udvalget som noget positivt, der kan bruges til at kvalificere beslutningerne, og ikke blot som endnu en arbejdsopgave Udviklingen i de kommunale tilskudsordninger De fleste af de deltagende kommuner havde været igennem en større revision af deres tilskudsordninger i forbindelse med kommunalreformen, men disse revisioner havde primært haft karakter af tekniske sammenskrivninger og harmoniseringer af forskellige tilskudsniveauer: Det var en stor opgave at skrive de forskellige kommuners tilskudsordninger sammen til én, fordi der var meget stor forskel på dem. Og i forbindelse med processen var der nogle foreninger, der var meget utilfredse, fordi de mistede penge på de nye regler. Men sådan er det jo, når man harmoniserer: Nogle mister penge og andre får flere og det er altid de første, man hører om. En række af de deltagende kommuner har i de senere år arbejdet mere med puljer af en bestemt størrelse til de forskellige foreningsområder frem for et tilskud baseret på rent objektive kriterier. Årsagen er dels, at det giver større budget-sikkerhed for kommunen, men der ligger også hos flere et ønske om at kunne behandle foreningerne mere individuelt: Vi arbejder med at afsætte en samlet pulje til fx spejderne frem for at skulle beregne et individuelt tilskud til hver enkelt fordeling. Det vil gøre det administrativt lettere for både foreningerne og for os, og samtidig vil vi kunne lave aftaler, der rækker flere år frem i tiden, så både foreningerne og kommunen ved, hvordan den fremtidige økonomi ser ud. Tilsvarende arbejde nogle af de deltagende kommuner med at lave konkrete aftaler med nogle af deres større lokaletilskudsmodtagere frem for at give midler efter de generelle regler: Vi foretrækker at lave en kontrakt med de store modtagere af lokaletilskud. Både fordi det giver os mere hånd i hanke med den fremtidige økonomi på området, men også fordi det giver både os og foreningen mulighed for at planlægge længere frem i tiden fx i forhold til en løbende vedligeholdelse af lokalerne. 10

11 Ca. halvdelen af kommunerne har, siden 5-pct. puljen blev gjort frivillig, afskaffet den, og oftest med den begrundelse, at det må være op til foreningerne selv at afsætte midler til nye initiativer, hvis de ønsker at prioritere dem: Vi har så vidt muligt afskaffet alle former for puljer mv., fordi vi mener, at pengene ligger bedst i foreningernes lommer. Hvis de vil lave nye aktiviteter, tager på kurser eller noget helt tredje, må de selv prioritere midlerne ud af deres ordinære tilskud. Det skal vi ikke sidde og gøre os til herre over i kommunen. Der var dog også enkelte deltagere, der havde negative erfaringer med at afskaffe de forskellige særlige puljer især i forhold til folkeoplysningsudvalgets rolle: Det var måske ikke de store beløb, det handlede om, men opgaven med at fordele midlerne i fx 5-pct. puljen var en vigtig opgave for folkeoplysningsudvalget, fordi de her konkret kunne prioritere nogle indsatsområder mv. I dag bruger de det meste af deres tid på politiske diskussioner og beslutninger, men de har ikke nogen mulighed for konkret at følge op på deres beslutninger, fordi de ikke længere har ansvaret for at fordele frie midler i de forskellige puljer. Det kan godt give frustrationer i udvalget af og til Udviklingen i partnerskaber Langt de fleste af de deltagende kommuner har i et eller andet omfang partnerskaber med forskellige dele af foreningslivet, men det er tydeligt, at den første begejstring for ideen har lagt sig og efterhånden er blevet afløst af en mere realistisk tilgang til, hvornår og hvordan partnerskaber kan bruges: Da vi startede med at lave partnerskaber for nogle år siden, bød vi det bredt ud til alle foreninger i kommunen. Men virkeligheden har jo vist, at det kun er en meget lille del af foreningerne, der er i stand til at løfte de opgaver, som vi gerne vil have løftet, på et niveau, som for alvor rykker noget. Derfor er vi efterhånden blevet langt mere selektive, så i dag inviterer vi kun en meget snæver kreds af foreninger med, når vi ønsker at oprette nye partnerskaber. Langt de fleste foreninger hører aldrig om det, fordi det ikke er realistisk for dem at deltage. Det betyder også, at de interviewede personer ikke havde en oplevelse af, at der var sket en glidning af midler fra folkeoplysningsområdet over mod en specifik opgaveløsning gennem partnerskaber. Men bekymringen for, at en sådan glidning kan ske i fremtiden, eksisterede hos flere af de interviewede: Jeg har den grundlæggende opfattelse, at foreningerne skal lave foreningsarbejde. Men vi har da også mange politikere og topembedsfolk, der gerne så, at vi stillede krav til foreningerne om at deltage i løsningen af konkrete samfundsopgaver. Det ser meget godt up på papiret, men i virkelighedens verden kan det sjældent lade sig gøre. Frivillige er frivillige, fordi de gerne vil lave aktiviteter i en forening ikke fordi de vil hjælpe kommunen med at løse en konkret opgave. Også tendensen med, at det kun er de store og professionelle foreninger, man laver partnerskaber med fra kommunen, vakte en vis bekymring hos nogle af deltagerne: 11

12 Det er fint nok, at vi laver samarbejder med de professionelle foreninger, der har kræfterne til det. Men vi skal passe meget på, at det ikke kun er dem, der bliver plads til i fremtiden at de ikke stjæler hele den politiske opmærksomhed og dermed på længere sig også ressourcerne. I øvrigt fremhævede flere af deltagerne, at partnerskaber ikke kun behøver at være de store og forkromede projektet. En deltager nævnte således, at kommunen gør meget ud af at synliggøre foreningernes indsats overfor kommunens borgere, og at det i hans verdensbillede også er en form for uforpligtende partnerskab. Og en anden forklarede: Vi arbejder meget med partnerskaber, selv om vi kalder det samarbejder. Og vi gør det på flere niveauer. Der er de meget ambitiøse og synlige partnerskaber på det overordnede, strategiske niveau. Men vi har også masser af samarbejder på lokalt plan, hvor en kommunal klub og nogle foreningerne fx aftaler, hvordan de skal gøre en særlig indsats overfor en gruppe udsatte børn. Den sidstnævnte type er ikke særlig synlige, men de er mindst lige så vigtige for os, som de store og højtprofilerede projekter Kommunernes generelle syn på foreningerne I forbindelse med debatterne om partnerskaber mv. kom der også nogle mere generelle syn på foreningerne frem fra de kommunale repræsentanters side. For det meste var der en stor velvilje overfor foreningerne fra de pågældendes side, men i nogle tilfælde skinnede der også en vis irritation igennem især i forhold til de foreninger, der, set fra den kommunale synsvinkel, lever en relativt isoleret tilværelse uden nogen større vilje til at blande sig med det omgivende samfund eller dele deres faciliteter med andre. Samtidig med at nogle deltagere udtrykte irritation over, at nogle foreninger på DUF-områder isolerer sig for meget efter deres smag, var der dog også andre, der netop roste dem for at deltage i aktiviteter, der rækker ud over deres egen medlemskreds: Min oplevelse er, at det især er de mindre foreninger og ofte dem udenfor idrætten der deltager i forskellige fælles tiltag, som kommunen sætter i gang. Det kan dreje sig om kulturnat, ferieaktiviteter eller lignende men uanset hvad det er, er det de samme foreninger, der melder sig af sig selv. Og det er bestemt ikke dem med de fleste ressourcer, som man måske ellers kunne forvente. En af deltagerne forsøgte at sammenfatte denne del af diskussionen således: Grundlæggende ønsker vi jo det bedste for foreningerne der er derfor, vi arbejder på dette område. Men vi ser det i et helikopter-perspektiv, mens den enkelte forening naturligt nok ser det fra deres egen synsvinkel. Så vi prøver at skubbe til foreningerne, så de åbner sig noget mere overfor hinanden og det omgivende samfund. Det er en langsom proces, men jeg er sikker på, at det i sidste ende også vil være en fordel for den enkelte forening, hvis den begynder at bruge lidt mere tid på at kigge udad og lidt mindre på at kigge indad. 12