1. Indledning Metode...5 Projektets opbygning...6 Vores tilgang til projektet...10 Depression som problemstilling...11 Afgrænsning

Transkript

1 1. Indledning Metode...5 Projektets opbygning...6 Vores tilgang til projektet...10 Depression som problemstilling...11 Afgrænsning Menneskesyn...12 Kognitiv Psykologi...13 Poststrukturalisme...18 Diskussion af menneskesyn...23 Sandhed og objektivitet...23 Essentialisme og anti-essentialisme...25 Individet og omgivelserne Diagnosticering...29 Diagnosticering i den kognitive terapi...29 Diagnosticering ifølge Rose...31 Diskussion af diagnosticering Behandling og magt...36 Kognitiv terapi...37 Kognitiv terapi og depression...42 Roses syn på behandling...44 Den kognitive magt...45 De etiske principper...47 Poststrukturalisternes magtbegreb...48 Magtforholdet mellem klient og terapeut...50 Individ og autonomi...52 Diskussion af behandling og magt...56 Konsekvenser af det øgede brug af antidepressiva...57 Placering af ansvar...58 Den kognitive depressionsmodel...59 Magt...61 Samfundet...61 Autonomi...62 Den vidende og uvidende Afsluttende diskussion...66 Diagnosticering og behandling...66 To forskellige tilgange...68 Retningernes egne præmisser Afslutning Abstract...72 Bilag Litteraturliste

2 1. Indledning Antallet af mennesker der rammes af depression har været stigende igennem de sidste 50 år (Nielsen, 2004; 113). Ifølge Psykiatrifonden har 3,5% af Danmarks befolkning en depression, hvilket svarer til mennesker. Psykiatrifonden anslår, at 20% af alle danskere på et tidspunkt i deres liv vil udvikle en depression ( fakta-hyppighed og forekomst; 2006). I takt med at antallet af depressioner er steget, er der kommet større fokus på depression. Det lader til, at det er blevet let tilgængeligt at blive oplyst om depression, også i det offentlige rum. Psykiatrifonden har netop lanceret en tv reklame, som illustrerer depression som en sygdom, der rammer hver femte dansker. I reklamen vises der en kvinde i tre situationer: På en café med en veninde, en gåtur i skoven og til en familiefest. I de tre situationer er alle andre end kvinden glade og opstemte, mens kvinden sidder og kigger trist ud i luften. I reklamen pointeres det, at graden af depression kan måles, og at det er vigtigt at diagnosticere depressive med det samme for at kunne begynde behandling hurtigst muligt ( 2006). Med denne reklame sætter Psykiatrifonden fokus på depression, og man kan diskutere hvilke konsekvenser det har, at det er det billede af depression, der formidles til den brede befolkning. Kvinden i reklamen bliver vist som trist i forskellige hverdagssituationer samtidig med, at en stemme fortæller, at hver femte dansker rammes af depression. Dette kan tolkes til, at man som seer bør overveje en ekstra gang om, man mon selv er deprimeret. Mange kender formentlig til at have en periode, hvor man ikke er glad, også selvom man går en tur i skoven eller er til familiefødselsdag. Dermed vil langt de fleste kunne identificere sig med kvinden og overveje en ekstra gang, om det kunne skyldes, at man tilhører den gruppe af danskere, der lider af depression. På den anden side kan man argumentere for, at det er nødvendigt at få nedbrudt det tabu, der er omkring at have en depression. En reklame som den Psykiatrifonden 2

3 har lanceret er med til at understrege, at der ikke er nogen grund til at være flov over at have en depression, og at det er vigtigt at opsøge hjælp, så diagnosen kan blive stillet, og man kan komme i behandling. I den forbindelse undrer vi os over, hvad denne stigning i antallet af depressioner skyldes. Er det fordi, depression forekommer hyppigere, eller er det blot fordi, der er kommet mere fokus på depression? I den forbindelse kan man diskutere om, det er blevet almindeligt at stille flere diagnoser, og om det er en uheldig udvikling, hvor hverdagsproblemer gøres til et psykisk og medicinsk problem (Brandt, 2006; 8-9). På den anden side kan det være, at man i dag er blevet bedre til at opdage depressioner, hvilket kan gøre, at mennesker der tidligere måtte kæmpe med lidelsen i stilhed nu får tilbudt en behandling. Yderligere kunne det stigende antal af depressioner skyldes at samfundet kræver mere af det enkelte menneske, og at det i løbet af de senere år er blevet sværere at leve op til de krav, der bliver stillet fra omverdenen. Reklamen fra Psykiatrifonden oplyser om, at graden af depression kan måles. Alle har nu mulighed for at svare på et spørgeskema og på den måde afgøre om, de er deprimerede. Denne tilgængelighed åbner op for en selvdiagnosticering, der muligvis medfører et forsimplet billede af en kompleks psykisk lidelse. På den måde kan det diskuteres, hvorvidt det normbillede, Psykiatrifonden viser i deres reklame, er hensigtsmæssigt eller problematisk. Ifølge Aaron Becks depressionsskala kan en depression optræde i flere forskellige former. Den kan opdeles i let, moderat og svær depression (Nielsen; 2004; 112). I tilfælde af svær depression er en anerkendt metode til behandling samtaleterapi kombineret med antidepressiv medicin, imens det ifølge Psykiatrifonden er gavnligt at behandle de lettere former for depression udelukkende med samtaleterapi ( fakta medicin; 2006). Vi mener dog, at det er tankevækkende, at der i 2005 var danskere, der fik udskrevet recepter på antidepressiv medicin (Rasmussen & Byrne, 2006). Når der er mennesker med diagnosen depression, burde der ikke være så mange, der har 3

4 behov for at blive medicineret, idet ikke alle lider af en svær depression 1. I en artikel fra Fyns Stiftstidende påpeges det, at der er mennesker, der ikke har behov for medicin, som får den tilskrevet alligevel. I den forbindelse udtaler Ole Nørgård, som er formand for de praktiserende læger på Fyn, at læger, bl.a. grundet ventetid hos psykiatere og psykologer, ofte sender en patient hjem med en recept på antidepressiv medicin. Dette sker selvom, der kun er en mistanke om depression, da lægerne generelt skønner, at det er bedre at medicinere end ikke at gøre noget (Rasmussen & Byrne; 2006). I forbindelse med tendensen til at bruge medicinering som behandling af depression synes vi, det kunne være interessant, at beskæftige os med, hvad psykologien kan tilbyde som alternativ til antidepressiv medicin. Vi undrer os over tendensen til, at medicin så ofte er en del af behandlingen af depression, idet særligt den kognitive terapi har vist sig at være effektiv ved depression også uden medicin (Mørch & Rosenberg, 2005; 48). Den kognitive terapi forsøger at forandre negative følelser og adfærd, ved at få mennesket til at ændre sine tanker om sig selv og omverden og dermed se sig selv på en ny måde. Klienten må opdage og omstrukturere misforståelser i destruktive tankeprocesser og må herefter konstruere nye holdninger og antagelser (Oestrich, 1987; 28). Denne behandling kan ofte gennemføres uden medicin i tilfælde af let og moderat depression. Som udgangspunkt stiller vi os kritiske overfor den store brug af antidepressiva, og vi mener, at det er positivt at den kognitive terapi kan udføres uden medicin. Vi ønsker derfor at rette fokus mod denne behandlingsform og undersøge, hvad den indebærer og hvorfor mange mener, at den virker. Samtidig ønsker vi, at finde frem til hvilke fordele og ulemper der kan være ved denne terapiform. Desuden vil vi gerne diskutere, hvilke konsekvenser, positive såvel som negative, der kan være i forbindelse med at definere depression ud fra en kognitiv forståelsesramme. Vi ønsker, at belyse hvilket menneskesyn der ligger til grund for den definition af depression, vi synes, der hersker hos den brede befolkning. For at belyse en anden tilgangsvinkel end den dominerende vil vi gerne undersøge den 1 antidepressiva bruges også som behandling til patienter med angst og stress, men eksperter pointerer alligevel at antallet af deprimerede der bliver medicineret er alarmerende (Rasmussen & Byrne, 2006). 4

5 poststrukturalistiske forståelse af depression. Nikolas Rose, som er poststrukturalist, er en af dem der stiller sig kritisk overfor de terapiformer, der praktiseres til behandling af depression, herunder kognitiv terapi. Derfor er det interessant, at diskutere hvilken forståelse han har af depression, diagnosticering og behandling. Samtidig vil vi belyse, hvilke konsekvenser, positive såvel som negative, det kan have at definere depression ud fra et poststrukturalistisk perspektiv. Denne motivation har ført os til følgende problemstilling: Med udgangspunkt i den stigende tendens til at flere og flere lider af depression ønsker vi, ud fra henholdsvis en kognitiv og en posstrukturalistisk forståelsesramme at undersøge og diskutere: - det menneskesyn der ligger til grund for forståelsen af depression. - hvordan depression diagnosticeres. - hvordan depression behandles, og hvilke konsekvenser denne behandling har. 2. Metode Det følgende kapitel vil beskrive vores metodiske overvejelser. Dette skal være med til at skabe overblik over projektet samt give en forståelse for nogle af de valg og fravalg, som vi har taget i forbindelse med projektet. Vi vil hermed forklare, hvordan vi griber projektet an. Metodeafsnittet vil indeholde en redegørelse for projektets opbygning, hvori vi argumenterer for valg og anvendelse af teori. Vi vil efterfølgende reflektere over vores egen tilgang til projektet, og hvilken betydning denne kan have for de resultater, vi når frem til. I forlængelse af præsentationen af vores teori, vil følge en kritisk stillingtagen til den valgte teori. Vores problemstilling har en central betydning, og vi vil derfor argumentere for, hvorfor vi mener, at depression er en vigtig problemstilling. Endvidere vil vi afsluttende lave en afgrænsning af problemstillingen. 5

6 Projektets opbygning Projektets problemstilling tager udgangspunkt i en undren over tendensen til, at et stigende antal mennesker får stillet diagnosen depression. Denne tendens har medført, at der er kommet fokus på depression som en alvorlig sygdom. Der er ligeledes kommet fokus på, hvordan man skal afhjælpe denne tendens til, at flere får depression. Projektets problemstilling tydeliggør behovet for, at se på denne problematik ud fra forskellige forståelsesrammer. Derfor har vi valgt at bygge projektet op, ud fra en diskussion af henholdsvis den kognitive terapi og Roses tilgang til problematikken omkring depression. Kognitiv terapi opstod midt i 1960 erne, som var et årti, hvor der generelt kom meget fokus på det kognitive inden for psykologien. Den nye kognitive teori adskilte sig fra den indlæringspskologiske retning og den psykoanalytiske retning 2 ved at placere tænkningen som det centrale fokus i terapien. Det var Aaron T. Becks kognitive psykoterapi der med publikationen Depression causes and treatment i 1967 medførte, at den kognitive terapi blev en meget anvendt terapiform (Mørch & Rosenberg, 2005; 17-18, 47). I dag er kognitiv terapi en af de mest udbredte terapiformer til behandling af depression, og vi finder det derfor relevant at anvende den kognitive terapi, som den ene teoretiske tilgang til at belyse og diskutere problemstillingen. Kognitiv terapi er en psykoterapeutisk retning som omfatter en række teoretiske modeller og behandlingsmetoder. På den måde anlægger vi, med den kognitive terapi, en praktisk tilgang til problemstillingen. Den kognitive psykologi vil vi bruge til at belyse den teoretiske tilgang, som ligger til grund for den kognitive terapi. Den kognitive psykologi har rødder tilbage til behaviorismen. Behaviorismen er en empirisk funderet videnskab, som beskæftiger sig med at påvise adfærd, i form af stimuli og respons. Den kognitive psykologi tager ligeledes udgangspunkt i disse antagelser, men lægger vægt på, at menneskets adfærd ikke kun skal forstås ud fra stimuli og respons, men også ud fra den informationsbehandling, der ligger imellem stimuli og respons. På den måde bliver tænkningen central for den kognitive psykologi. Kognitiv psykologi og kognitiv terapi er ikke det samme, men en del af de forskningsresultater, den kognitive 2 Indtil 1960 erne var indlæringspsykologi og psykoanalyse de to mest dominerende hovedretninger inden for psykoterapi. 6

7 psykologi er nået frem til, bliver anvendt som teoretisk grundlag for den kognitive terapi. Becks kognitive teori anvender vi i forlængelse af den kognitive terapi, fordi han er en af de teoretikere, der har haft størst indflydelse på udviklingen af den kognitive terapi. Endvidere er Beck relevant i forhold til at belyse problemstillingen om depression, da Beck har introduceret en række af de metoder og modeller, som man i dag bruger til behandling af depression ved hjælp af kognitiv terapi. Gennem opgaven vil vi fokusere, på den kognitive terapi og anvende den kognitive psykologi og Beck til, at underbygge og supplere vores belysning af den kognitive terapi (ibid.). Nikolas Rose er uddannet biolog og psykolog og arbejder på nuværende tidspunkt indenfor det sociologiske felt. Han er kritisk overfor den stigende brug af psykoterapi samt medicinering af psykiske lidelser. Han fokuserer bl.a. på magtog vidensforholdet mellem eksperter og lægfolk. Han mener, at der eksisterer en magt- og vidensrelation, som har indflydelse på, hvordan det enkelte menneske skal forstå sig selv, andre mennesker og omverden. I den forbindelse fokuserer han på, at videnskaber som psykologi, psykiatri, medicin m.fl. har haft indflydelse på menneskets liv og forståelse af sig selv (Rose, 1998; ). Dette forhold kan bl.a. ses i relationen mellem terapeut og klient, hvor terapeuten er en del af et overordnet magtforhold, der medfører, at terapeuten bliver eksperten i forhold til at diagnosticere og behandle klienten. Her peger han på en tendens til overdiagnosticering af klienter med psykiske lidelser. På den måde stiller Rose sig kritisk overfor mange af de aspekter, som bl.a. den kognitive terapi anvender ved behandling af depression. Roses tilgang til depression udgør derfor et andet syn på problemstillingen, og vi finder det derfor interessant at inddrage ham i en diskussion. Rose er særligt inspireret af den franske filosof Michel Foucault, der levede fra 1926 til 1984, og arbejder videre med Foucaults magt-viden begreb. Foucault mener ikke, at man kan tale om magt uden samtidig at erkende et modsvarende vidensfelt. Magt og viden konstituerer derfor hinanden, og vidensregimet kan på en måde forklares som en magt- og vidensrelation (Rose, 1998; ). Foucault og ligeledes Rose kan begge karakteriseres som poststrukturalister. For at give en bedre forståelse for Roses og Foucaults kritiske perspektiv, vil vi derfor inddrage 7

8 poststrukturalismen i projektet, som primært vil blive belyst ud fra Dag Hedes introduktion til Foucaults forfatterskab og herunder Foucaults forhold til poststrukturalismen. Poststrukturalismen kan kort beskrives som antiessentialistisk og diskursiv og vil bl.a. blive anvendt i en diskussion i forhold til kognitiv psykologi. I mange sammenhænge vælger man at belyse poststrukturalismen sammen med socialkonstruktionismen, da de to retninger ligger tæt op ad hinanden og kan være svære at adskille. Vi har valgt at fokusere på poststrukturalismen, idet Rose og Foucault kan karakteriseres som poststrukturalister. De ønsker ikke at blive kategoriseret som hørende til en bestemt retning, men hvis de skal sættes ind i en sammenhæng, må man betegne dem som poststrukturalister. I projektet vil vi hovedsageligt fokusere på Rose, og vi vil anvende Foucault og poststrukturalismen til at underbygge og supplere Roses tilgang til problemstillingen. De to teoretiske tilgange til problemstillingen vil blive belyst og diskuteret ud fra tre temaer; menneskesyn, diagnosticering og behandling og magt. Indenfor de tre temaer ønsker vi at se på henholdsvis den poststrukturalistiske og kognitive forståelsesramme i forhold til den overordnede problemstilling om depression, samt diskutere dem i forhold til hinanden. De tre temaer har vi udledt fra vores problemstilling, fordi vi mener, at de er relevante i forhold til begge teoretiske retninger og deres forståelse af depression. I forhold til at anvende betegnelsen den kognitive retning, mener vi at denne både betegner den kognitive psykologi, Becks kognitive teori og den mere praktisk rettede kognitive terapi, da de alle har kognition som deres genstandsfelt. Ligeledes mener vi, at den poststrukturalistiske retning i problemstillingen både skal betegne poststrukturalismen som perspektiv og Rose og Foucaults tilgang, som udspringer heraf. Det vil dog være gennemgående for projektet, at vi hovedsageligt vil fokusere på den kognitive terapi og Roses tilgang til problemstillingen. I vores diskussion af de tre temaer ønsker vi ikke at lave en skarp adskillelse mellem teori og diskussion. Derimod vil vi lave en sammenkobling, hvor vi inden for hvert tema vil belyse de forskellige tilgange, som vi finder relevante i forhold 8

9 til det pågældende tema og efterfølgende diskutere disse. Det hensigtsmæssige i denne opbygning af projektet er, at der kommer fokus på diskussionen af de valgte temaer, så de til sidst i projektet kan anvendes som omdrejningspunkter for en afsluttende diskussion. I det første tema om menneskesyn vil vi redegøre for og diskutere den kognitive psykologi og poststrukturalisternes opfattelse af mennesket og verden. Herunder vil vi komme ind på, hvordan de hver især forholder sig til menneskets selv, sandhed og essens. Da vores overordnede problemstilling omhandler depression mener vi, at det er vigtigt at undersøge, hvordan henholdsvis kognitiv psykologi og poststrukturalismen opfatter mennesket. Vi mener, at deres menneskesyn har betydning for, hvordan den kognitive terapi og Rose forstår depression. Afsnittet har til formål at danne en overordnet ramme for resten af diskussionsafsnittene og for vores forståelse af de forskellige tilgange til problemstillingen. I vores redegørelse for poststrukturalismens syn på det relationelle og diskurser tager vi hovedsagligt udgangspunkt i Foucault. Foucault vil gennem resten af projektet fungere som en sekundær teoretiker. Dette skyldes primært, at Rose som nævnt, viderefører Foucaults arbejde, og at vi ikke ser nogen grund til at inddrage yderligere udlægninger af poststrukturalismen. Det andet tema om diagnosticering vil indeholde en diskussion af, hvordan de to retninger, ud fra hver deres grundlæggende syn på mennesket, forholder sig til diagnosticering. Indenfor den kognitive retning lægges der stor vægt på diagnosticering, og man mener at kunne se en stigning i antallet af mennesker med depression. Rose kritiserer den stigende tendens til diagnosticering og mener, at der i enhver terapeutisk behandling indgår et magtspil, og at man på denne baggrund ikke bør diagnosticere. Det sidste tema behandling og magt vil handle om hvordan den kognitive terapi behandler depressive. Samtidig vil det indeholde Rose og Foucaults forståelse af menneskelige relationer, magt i samfundet samt kritik af forholdet mellem magt og viden. I den forbindelse er Rose særligt interessant, idet han belyser magts- og vidensrelationen i forholdet mellem terapeut og klient. De kognitive terapeuter forholder sig ikke direkte til magt. Derfor vil vi undersøge og diskutere, hvordan de forholder sig til relationen mellem terapeut og klient og hvilke etiske retningslinjer, de kognitive terapeuter følger. Grunden til at vi ikke adskiller 9

10 behandling og magt skyldes, at man indenfor den kognitive retning bruger diagnosticering til at behandle, hvorimod man indenfor poststrukturalismen ser diagnosticering som et udtryk for et ulige magtforhold. Afsluttende vil vi samle op på de forskellige temaer, og vi vil bruge de tre diskussions afsnit til at belyse nogle af de forskelle og ligheder, som vi ser ved de to teoretiske retninger. Endvidere vil vi diskutere hvilke fordele og ulemper, vi ser ved begge retninger. I forlængelse heraf og på baggrund af ovenstående diskussioner vil vi ligeledes diskutere, hvad konsekvenserne er af, at der er så stort fokus på diagnosticering og behandling i dag. I relation til vores problemstilling vil vi diskutere, hvad de to retningers vision er, og hvorvidt de hver især virker indenfor egne præmisser. Den afsluttende diskussion vil munde ud i et svar på vores problemstilling. Vores tilgang til projektet De to teoretiske forståelsesrammer er grundlæggende meget forskellige, da de fokuserer på forskellige problematikker i forhold til depression, og dette vil afspejles i projektet. Under nogle af temaerne vil der være hovedvægt på den ene retning. Vi er opmærksomme på, at der kan være en tilbøjelighed til, at vi kommer til at tage udgangspunkt i den kognitive terapi for derefter at diskutere den med Roses kritiske perspektiv. Dette skyldes, at det er karakteristisk for den poststrukturalistiske tilgang, og hermed også Roses tilgang, at kritisere etablerede videnskaber som bl.a. den kognitive psykologi. Vi mener ikke, at der indenfor den kognitive psykologi er så meget fokus på at kritisere andre retninger, som f.eks. den poststrukturalistiske. Poststrukturalisterne forholder sig derimod til nogle diskursive tendenser, som bevirker, at de fokuserer på relationer i hverdagen. Dette kan resultere i, at vores fremstilling kommer til at virke som om, vi tager et poststrukturalistisk standpunkt. Vi vil dog forsøge, i det omfang det er muligt, både at belyse fordelene og ulemperne ved begge retninger og således ikke lade os styre af det kritiske perspektiv hos Rose. I og med at det er en stor del af vores projekt at stille os kritisk overfor de to forståelsesrammer, har vi valgt ikke at have et 10

11 selvstændigt afsnit i metoden hvor vi kritiserer perspektiverne. Denne kritik vil i stedet løbende blive taget op i diskussionerne. I projektgruppen er vi fem forskellige mennesker og har måske fem forskellige synspunkter i forhold til problematikken omkring depression. Det kan bevirke, at både temadiskussionerne og den afsluttende diskussion kommer til at fremstå mere reflekterende end konkluderende. Vi vil derfor ikke lægge os fast på nogen entydig holdning eller konklusion men løbende reflektere over, henholdsvis poststrukturalisternes og de kognitive terapeuters standpunkter i forbindelse med depression. Depression som problemstilling Som nævnt i indledningen undrer vi os over tendensen til at flere får stillet diagnosen depression. Vi vil bruge depression som en praktisk problemstilling og mener at det er relevant for at konkretisere de teoretiske perspektiver. Depression kommer således til at fungere som et omdrejningspunkt for projektet. Vi kunne også have valgt at beskæftige os med andet end depression, men vi synes, det er en nærliggende problemstilling at tage fat på, da den som nævnt er meget udbredt i samfundet. Vi var fra start interesserede i at undersøge og diskutere den kognitive terapis metode, og da metoderne i høj grad bliver brugt til behandling af depression, er denne problematik særlig nærliggende at bruge som eksempel. Afgrænsning I starten af projektforløbet deltog vi i et arrangement på Amager psykiatrisk hospital som omfattede foredrag og debat om depression. Her fik vi fortalt, at det er hensigtsmæssigt at tilbyde kognitiv terapi til klienter med let til moderat depression, og at man især anvender medicin ved moderat til svære tilfælde. 3 Mørch og Rosenberg mener ligeledes at let og moderat depression kan behandles ved hjælp af kognitiv terapi, men at behandlingen af svær depression altid bør supplere den kognitive terapi med medicinsk behandling (Mørch & Rosenberg, 2005; 54). Ved besøget på Amager psykiatrisk hospital deltog vi i en rundvisning, hvor vi blandt andet blev sat ind i, at der var bygget et lille køkken, hvor indlagte 3 Dette var arrangeret i samarbejde med Psykiatrifonden og foregik d ( 2006) 11

12 kunne blive sat i gang med at lave en lille middagsret, idet nogle af patienterne ikke var i stand til at overskue den slags daglige gøremål. Erkendelsen af at nogle klienter er ramt af depression i en så svær grad, at terapi ikke er tilstrækkeligt til at trænge igennem til klienten, medførte en anerkendelse hos os af, at der er tilfælde af depressioner, hvor medicinering er nødvendig. Speciallæge i psykiatri Jens Svendsen påpegede dog, at han tilbyder medicinsk behandling til alle sine klienter uanset graden af depression. Vi har på den baggrund valgt at afgrænse os til at fokusere på let til moderat depression. Vi ønsker at diskutere det psykologiske aspekt af lidelsen og ikke hvordan medicinen virker. Vi mener dog at medicinering er en uundgåelig del af problematikken omkring behandling af depression, og vi vil derfor også diskutere konsekvenserne af medicinsk behandling. Selvom undersøgelser viser, at kognitiv terapi kan hjælpe folk med depression, mener vi ikke, at vi kan vurdere og tage stilling til, hvilken effekt kognitiv terapi har i praksis, da dette er svært at sige noget om blot ud fra en teori. Vi mener, at denne vil kræve en større empirisk undersøgelse eller inddragelse af tidligere undersøgelser. 3. Menneskesyn I det følgende kapitel vil vi belyse henholdsvis kognitiv psykologi og poststrukturalismen. Dette vil vi gøre for at undersøge det overordnede teoretiske fundament, for henholdsvis kognitiv terapi og Roses teoretiske arbejde. Afsnittet skal afspejle de to retningers syn på menneskets væren, og hvilken erkendelsesmæssig tilgang de hver især har til behandling af depression. Endvidere skal det belyse de fundamentale forskelle, som vi ser i de to retninger, og hvilken betydning det har for deres menneskesyn. Efterfølgende vil det i diskussionsafsnittet blive brugt til, at forholde os kritisk og reflekterende til de to forståelsesrammer. I diskussionen vil vi endvidere komme ind på, hvilken betydning menneskesynet har for den kognitive terapi og Roses forståelse af depression. 12

13 Kognitiv Psykologi Kognitiv psykologi er et stort område inden for psykologien, som beskæftiger sig med individets indre. Vigtige temaer er bl.a. bevidsthed, opmærksomhed, tænkning, intentioner, forestillinger, fantasi og intuition (Hansen, 1998; 5). Vi ønsker ikke at belyse alle områder inden for den kognitive psykologi, men vi vil lave en udvælgelse, hvor vi fokuserer på de væsentlige aspekter i forhold til projektet. Formålet er som nævnt at belyse nogle af de mere overordnede teoretiske antagelser inden for den kognitive psykologi. Endvidere vil vi kort fremlægge nogle af de teoretiske antagelser inden for Becks kognitive teori, da den mere specifikt omhandler depression. Becks teori om det kognitive vil hovedsageligt bekende sig til de overordnede antagelser, som den kognitive psykologi har om verden og om synet på mennesket, derfor er det relevant at starte med kort at belyse den kognitive psykologi. Den kognitive psykologi beskæftiger sig hovedsagligt med, hvordan stimuli bliver bearbejdet i hjernen ud fra de ovennævnte kognitive temaer. Kognition er en betegnelse for det, som har med processer i hjernen at gøre. Begrebet udsprang i 60 erne og er en videreførelse af den klassiske behaviorisme, som beskæftigede sig med observerbare stimuli- og responsresultater og ikke med de indre psykologiske processer. ( )ingen kognitiv terapeut kan undvære det behavioristiske fundament. (Oestrich, 2000; 43). Indenfor den kognitive psykologi er man enig med behavioristerne i, at mennesket påvirkes af de forskellige stimuli, det udsættes for. Dog mener de, i modsætning til behavioristerne, at tænkning er meget central, da man herigennem bearbejder de stimuli, man får fra omverdenen, hvilket påvirker menneskets adfærd. De anser hjernen for et informationsbearbejdningssystem, og sammenligner den med computerens måde at bearbejde ny information (Genter & Jensen, 2000; 9-13). Derfor mener de også, at der er nogle specifikke kognitive processer, som kommer imellem stimuli og respons. Disse kognitive processer er dannet på baggrund af tidligere erfaringer, og dette betyder, at hvert menneske fortolker stimuli på sin egen måde og danner deraf sin egen unikke viden om verden. På denne baggrund afviser de kognitive psykologer, at stimuli -respons er ens for alle mennesker (Oestrich, 1987; 99). 13

14 Denne forskel på behavioristernes og de kognitive psykologers opfattelse af forholdet mellem stimuli og respons hænger, som nævnt, sammen med den betydning, som bevidsthed og tænkning har for den kognitive psykologi. Man kan sige, at de kognitive processer eller det mellemled, som ligger imellem stimuli og respons, er det at tænke eller at se refleksivt på verden. ( )at tænke er at se på reflekserne af verden i stedet for på verden selv. Refleksivitet (tænkning om ) er tanker om verden. (Hansen, 1998; 207). Denne refleksivitet kan man sige ligger mellem mennesket og den egentlige verden og danner på den måde et spejl af verden. Mennesket er og føler sig derfor adskilt fra verden. ( ) vi er i stand til at stille os an og se på verden, vi kan gå ned fra scenen og sætte os på tilskuerpladserne ind imellem. (Hansen, 1998; 206). Dette kan sættes i modsætning til dyrene, hvor relationen mellem dem og verden er udelelig. Dyrene kan ikke stille sig uden for sin verden og være dens betragter. Grunden til denne forskel ligger i, at mennesket er bevidst om verden og kan tænke samt reflektere over den. På den måde konstruerer hvert menneske sin egen indre spejling af verden i form af mentale modeller. Dette hænger sammen med, at det vi ved om verden, ved vi kun ud fra, hvordan vores individuelle sanseapparat er indrettet (Hansen, 1998; ). På den måde bliver menneskets indre spejling af verden ikke et direkte aftryk af den ydre objektive verden. Vi konstruerer mentale modeller, der er anvendelige, men ikke nødvendigvis sande på den måde, at de er objektive aftryk af verden. (Hansen, 1998; 209). Det betyder dog ikke, at man ikke kan tale om de mentale modeller som sande. De mentale modeller bliver skabt gennem menneskets væren, dvs. at de bliver dannet gennem menneskets handlen i verden. Et individs egne mentale modeller er sande for individet selv, hvis de kan bruges i praksis. Man kan altså ikke tale om et individs mentale modeller eller spejling af verden som værende sansebedrag, men det er en afbildning af en reel og materiel verden (Hansen, 1998; 205). Inden for den kognitive psykologi ser man selvet som en del af bevidstheden. De mener, at de grundlæggende tegn på at mennesket er ved at blive et selv i forhold til andre, er det lille barns smil og latter i samværet med et andet menneske. Især latteren er et ydre tegn på dannelsen af nogle forventninger inde i det lille barn. På den måde starter dannelsen af de mentale forestillinger, som f. eks. det barnet ser, smager og lugter. Det er udviklingen af disse mentale modeller, som er 14

15 forudsætningen for, at barnet kan begynde at udvikle et selv (Hansen, 1998; 191). Da disse mentale funktioner udvikles livet igennem, og altså ikke er uforanderlige, er selvet ligeledes ikke uforanderligt. Man kan sige, at et menneskes bevidsthed eller selv aldrig nogensinde opnår sin færdige form, idet selvet kan vedligeholdes og udbygges hele livet igennem (Hansen, 1998; 197). Menneskets selv og bevidsthed kan heller ikke adskilles fra menneskets personlighed. Personlighed ses som en mere overordnet karakteristik af en person, idet en enkelt definition af begrebet personlighed kan være, at Personligheden omfatter mennesket som helhed med alle dets anlæg, egenskaber, motiver, færdigheder og viden. (Hansen, 1998; 199). På den måde er personligheden ikke bare en genstand eller et tomt begreb men kædes, ligesom selvet, sammen med individets mentale funktionsmåder. Personligheden skabes dog ikke udelukkende på baggrund af de biologiske mentale funktioner men dannes i et vekselspil mellem biologi og miljø. Et menneskes personlighed bliver på den måde både dannet ud fra de biologiske forudsætninger, som det fødes med, og udvikler gennem dets opvækst og tilværelse med andre mennesker (ibid.). Ligesom selvet kan personligheden udvikles hele livet, alligevel skal der meget til, før man ligefrem vil sige, at et menneske har ændret personlighed. Dette kan ofte komme på tale, hvis et menneske har været ude for en traumatisk hændelse (Hansen, 1998; 201). Kontinuiteten hos den menneskelige personlighed, og hos selvet, er et omdiskuteret emne også inden for den kognitive psykologi. Især i forhold til selvet kan der være uenighed. Man er måske enig om, at personligheden og selvet kan udvikles livet igennem, men der er stadig en del, der mener, at der på trods af dette, altid vil være et kerneselv hos mennesket. Andre mener, at mennesket indeholder mange selv er, som kan skifte fra situation til situation (Hansen, 1998; 195, 198). Følelser anses som en erkendelsesform, der opstår mellem mennesket og dets levemiljø i en bestemt situation. Det vil sige, at følelser udgør en tilstand i organismen, der kropsligt kommer til udtryk som en emotion og mentalt kommer til udtryk mere udvendigt, som en følelse (Hansen, 1998; 225). Man kan sige at emotionen opstår som en del af de biologiske processer der ligge bag ved følelsen. De kognitive psykologer kæder følelser sammen med det biologiske og mentale i hjernen. ( )den triune hjerne med hjernestammen (reptilhjernen), det limbiske system (den gamle pattedyrhjerne) og storhjernen (den nye pattedyrhjerne, 15

16 neocortex) giver en enkel og klar ramme for at beskrive og forstå følelser i forhold til tænkning. (Hansen, 1998; 215). Denne forståelse opstod allerede med Darwins forskning om menneskets følelser. Han gav udtryk for, at følelsesudtryk var medfødte og universelle. Kognitive psykologer i dag mener, at der stadig er hold i denne antagelse, idet det er blevet bekræftet gennem mange fysiologiskepsykologiske eksperimenter, der er lavet i forbindelse med omfattende kulturstudier (Hansen, 1998; 216). Det betyder dog ikke, at de kognitive psykologer ikke anerkender og er opmærksomme på, at menneskets følelser i høj grad er knyttet til de forskellige situationer, som mennesket indgår i og til dets forhold til andre (Hansen, 1998; 224). Alligevel fokuseres der hovedsageligt på, at det er emotionen i individets mentale bevidsthed, som medfører en bestemt følelse, som kommer til udtryk i forbindelse med en given situation (Hansen, 1998; 225). Som i behaviorismen lægger den kognitive psykologi vægt på at bevare det videnskabelige fundament ved at udvikle forskningsmetoder og påvise resultater empirisk (Oestrich, 2000; 43). Den kognitive psykologi kan herved beskrives som en objektiv videnskab, med base i empirisk forskning (Oestrich, 2000; 44). På den måde kan den kognitive psykologi placeres inden for den naturvidenskabelige del af psykologien. Når psykologien betragtes ud fra de naturvidenskabelige aspekter, bliver metoden hovedsageligt eksperimentel og hypotetisk-deduktiv (Christensen, 2002; 102). Det vil sige, at man gennem systematisk empirisk udforskning af et genstandsområde opstiller lovmæssigheder. Den eksperimentelle tilgang til psykologien betyder endvidere, at man i mange tilfælde, i hvert fald inden for den mere klassiske kognitive psykologi, er nødt til at isolere genstandsfeltet og koncentrere sig om de elementære funktioner, for herved at nå frem til at udsige almene lovmæssigheder. Det vil sige, at man er nødsaget til at gøre brug af reduktionisme, hvormed man kan føre et mere komplekst fænomen tilbage til enklere grundlag. I eksperimentel henseende kan man f.eks. anvende metodisk reduktionisme, hvilket betyder, at man i eksperimentet generelt ser bort fra den subjektive oplevelsesmæssige dimension (Christensen, 2002; 104). Som det fremgår af hele belysningen af den kognitive psykologis syn på bl.a. sandhed og selvet, er det sandsynligvis ikke alle psykologer indenfor den kognitive psykologi, der placere sig så radikalt i forhold til det alment lovmæssige og sandhed. De kognitive psykologer er ofte blevet kritiseret for at betragte individet 16

17 isoleret og generaliseret. Dette har betydet, at de i dag ikke udelukkende studerer individet i form af isolerede laboratorieforsøg, men ofte vælger at teste de resultater, som man er nået frem til i eksperimentelle forsøg, ved også at se på resultaternes holdbarhed, når individet befinder sig i naturlige sociale omgivelser (Christensen, 2002; 126). Aaron T. Beck er en af hovedpersonerne indenfor det kognitive psykologiske felt. Han udviklede en af de kognitive teorier, som er helt grundlæggende for den kognitive terapi, og i hans teoretisering fokuserer han i høj grad på behandling af depression. Derfor er det interessant at se mere specifikt på Becks kognitive teorier. Den kognitive triade som består af de tre dimensioner; selvet, andre og fremtiden, er en af de teorier som er meget relevante i forhold til den kognitive terapi. Beck mener, at al menneskelig adfærd kan forstås på baggrund af, hvordan man forholder sig til de tre dimensioner. Måden man forholder sig til disse er afhængige af, hvilke kognitive skemata man har (Oestrich, 2000; 35f). Tidligere tilegnede informationer og erfaringer danner de kognitive skemata, som bestemmer retningslinjerne for, hvordan vi tænker, handler og føler i både personlige og sociale forhold (Berge & Repål, 2004; 32). De kognitive skemata styrer menneskets udforskning af omgivelserne, men de bliver også tilpasset i takt med nye oplevelser. 4 De kan anses som en række tankestrukturer, der er grundlæggende for, hvordan vi opfatter os selv og omverden, og som har indvirkning på, hvordan vi fortolker bestemte informationer og situationer, vi befinder os i. Hvis et individ har oplevet mange traumatiske hændelser, kan det resultere i, at personen generelt fortolker en ny situation negativt, og det kan i udvikle sig til en depression (Oestrich, 2000; 63). Becks kognitive triade kan afsløre en depression, idet en person i givet fald vil have et negativt syn på sig selv, på andre og på fremtiden. Tankeprocesserne bliver generelt selvdestruktive og forstærker depressionen. Sådanne tankeprocesser kan være svære at få direkte kontakt til, da de ofte forekommer ubevidste, men alligevel styrer menneskets adfærd (Berge & Repål, 2004; 34). De kognitiv skemata kan sammenlignes med ubevidste vurderinger. Ved kognitiv terapi skal klienten forsøge at gøre sig sine 4 Selvom de kognitive skemata kan minde meget om barndommens betydning for psykoanalysen, så er det i den kognitive psykologi ikke driftsstrukturer som styrer menneskets adfærd, men derimod tankestrukturer - forstået som de kognitive skemata. 17

18 kognitive skemata, bevidst og ændre dem til hensigtsmæssige tankemønstre. De kognitive psykologer mener, at de ikke-bevidste tanker påvirker følelserne og dermed også adfærden mere end de bevidste tanker (Genter & Jensen, 2002; 50). I den kognitive tilgang er det vigtigt for mennesket at skabe ligevægt mellem dets indre forståelse af verden og de nye erfaringer, vi ser og oplever gennem miljø og omverden. Individet har et behov for at finde beviser, som støtter den allerede eksisterende personlige konstruktion af virkeligheden. Denne tilpasning involverer begreberne assimilation og akkommodation. Assimilation indebærer, at man bruger sine tidligere erfaringer til at forstå nye input, man optager ydre påvirkninger fra omgivelserne, så de passer ind i eksisterende skemata. Ved akkommodation tilpasser mennesket sig efter omgivelserne ved f. eks. at indordne sig under krav, der stilles fra omgivelserne. Man ændrer derved sine kognitive skemata og bringer dem i overensstemmelse med de nye erfaringer (Berge & Repål, 2004; 33). Poststrukturalisme Michel Foucault står, som nævnt, i spidsen for poststrukturalismen. Han spiller en væsentlig rolle for vores diskussion, da det, som nævnt, er hans tilgang, som Rose viderefører i dag. Derfor vil vi følgende primært tage afsæt i Foucaults grundlæggende teori til en beskrivelse af det poststrukturalistiske menneskesyn. Subjektet og dettes opløsning er centralt for Foucault, og fra strukturalismen henter han bl.a. inspiration til at beskæftige sig med en decentrering af individet (Heede, 1992; 17). Poststrukturalisterne karakteriseres derfor som antiessentialistiske. De mener, at det er diskursen, der skaber subjektet, og ikke subjektet der skaber diskursen, og derfor vil mennesket aldrig kunne afdække nogen virkelighed bagved diskursen. Det vil sige, at der ikke er noget, der går forud for det diskursive, og derfor kan man ikke tale om et fast selv og en absolut virkelighed. Der er aldrig noget skjult bag diskursen, og derfor er det diskursens virkemåde og ikke dens betydning, der er i fokus. Dag Heede eksemplificerer dette med, at der intet er at se bag tæppet, så derfor er det vigtigere at beskrive tæppet, da man ikke kan gøre sig begreb om hvad der eksisterer bagved (Heede, 1992; 85). Poststrukturalisterne hævder, at alt allerede på forhånd er diskursiveret. Dermed 18

19 mener de, at sproget spiller en væsentlig rolle, og at det ikke er muligt at referere til det virkelige, uden samtidig at konstruere det. Mening og betydning er derfor heller ikke noget, der kan afdækkes, da enhver udlægning om verden vil være en sproglig konstruktion, menneskeskabt og foranderlig. På den baggrund stiller poststrukturalisterne sig kritisk overfor alle udlægninger af verden og mener at disse bør problematiseres (Fuglsang & Olsen, 2005; 479). Hovedfjenden, den gennemgående teoretiske modstander i forfatterskabet, er således universel humanitetstænkning, filosofiske forestillinger om menneskets essens og hvad der deraf følger. (Heede; 1992; 18). Foucault mener, at man skal de-naturalisere kulturelle forestillingsmønstre, det vil sige, at man skal slippe forudfattede meninger om naturgivne essenser, for at nå et erkendelsesfrirum, der kan give plads til nytænkning, omtænkning og opfindsomhed (Heede, 1992; 7). Den moderne tænkning efterstræber spørgsmålet, hvem er jeg?. Foucault ønsker i stedet at beskæftige sig med spørgsmålet, hvad er jeg? som et historisk produkt. Foucault anser subjektet for at være en konkret størrelse, som skabes gennem historien i forskellige teknikker og praktikker, som er integreret i symbolske systemer. Han ønsker, at afsløre hvordan historien har skabt de tilsyneladende naturgivne størrelser som krop, sjæl, sindssyge, mennesket, kriminalitet og seksualitet. Han opstiller dermed nogle genealogiske analyser, hvor han beskriver, hvordan man gennem tiden har skabt ideen om selvet. Systematiseringen, klassificeringen og diagnosticeringen af sindssygdom baner adgang til en vidensproduktion om menneskets indre. Den moderne sjæl er ifølge Foucault i høj grad et produkt af galskabens henførelse til menneskets indre. Sindssygen er helt kort sagt en af forudsætningerne for konstruktionen af det moderne sind. (Heede, 1992; 65). Poststrukturalismen erkender, at den samfundsmæssige udvikling har en afgørende indflydelse på individets tilstand, og individet må derfor betragtes gennem historien og konteksten. En række forestillingsmønstre fra fortiden præger vores samtid og tænkning, på måder vi ikke kan gennemskue og med konsekvenser, som vi normalt ikke er klar over. Han mener ikke, at man vil støde på en tidløs og essentiel hemmelighed, hvis man undersøger historien. Man vil blot opdage, at der ikke findes nogen essens, og at der ikke findes nogen naturgivne fænomener. På den måde vil han med genealogien frarøve fænomenerne deres 19

20 selvfølgelighed og natur og gøre opmærksom på, at der ikke ligger nogen sandhed eller væren til grund for, det vi er, men at vores forestilling om selvet blot er skabt ved en tilfældighed (Heede, 1992; 53). Foucault forsøger, gennem analyser af genealogien at fjerne sig fra subjektets filosofi, at forklare det moderne samfunds rødder. Rationalismen bliver genstand for mange af hans genealogiske analyser, idet han kritiserer den fornuft, han mener, vi er blevet indlejret i. Foucault søger ikke at skabe en forståelse af subjektet men at opløse forskellige forestillinger om mennesket, som anser selvet som en selvfølgelighed (Heede, 1992; 7). Han mener ikke, at der findes nogle fundamentale fænomener, men at der kun findes gensidige relationer. Selv ikke instinkter og følelser er biologiske, for disse er også underkastet historiske påvirkninger. Foucault anser kroppen som en tom ramme, hvor forskellige erfaringer indskriver sig, dette kan være sprog og forestillingsmønstre, som er formidlet i diskurs gennem historiske begivenheder. Kroppen er stedet for et opløst selv, selvom mennesket ofte har en illusion om, at der er noget indeni. Han anser legemet som et aftryk af historien, og det interessante er at afdække relationen mellem krop og historie. Alt ved mennesket er historisk skabt. Der findes ikke noget, der er konstant eller stabilt, og derfor er der heller ikke noget som helst, der kan skabe grundlag for en forståelse af mennesket (Heede, 1992; 19). Det menneskelige subjekt ses som produkter af sociale diskurser, og ændrer sig hele tiden, i forhold til de positioner og diskurser, det befinder sig i. Dermed kan man ikke betragte individet kontekstløst og isoleret. Poststrukturalisterne mener, at ord skaber mening gennem relation til hinanden, og derfor er ord heller ikke sådan en slags etiket, som kan klistres på tingene ude i verden via et menneskes erfaringer. Da de ikke mener, at man kan beskæftige sig med et indre selv, kan man heller ikke foretage en endelig kategorisering af mennesket. Poststrukturalisterne er dermed kritisk overfor stemplingsprocedurer og etiketteringsmekanismer og mener, at den forudantagelse om at mennesket besidder et selv, er dannet ud fra en magt, der i høj grad er styret af staten. Heede skriver: Denne form for magt angår det umiddelbare hverdagsliv, der kategoriserer individet, mærker det med dets egen individualitet, knytter det til dets egen identitet og påtvinger det en sandhedslov, som det må vedkende sig og som andre må anerkende hos det. Det er en magtform, der gør individet til subjekter. (Heede, 1992; 22). Foucault mener, at enhver virkelighedskonstruktion bygger på 20

21 definition og udelukkelsesprocesser. Idet man etablerer en relativ entydig mening og orden, lukker man andre muligheder ude og dermed vil frembringelsen af videnskabelig viden og påståede sandheder altid være stærkt forbundet med magt. Definitionen af virkeligheden er dermed et anliggende, som er betinget af magt og dominansrelationer mellem sociale grupper. Det kan anses som en kamp mellem flere diskurser, som konkurrerer om at definere den sociale verdens orden og mening. Verden er præget af en sådan social orden og en defineret mening, som informerer og vejleder os i praksis og tænkning. Denne har antaget en objektiv karakter men bør altid opfattes provisorisk, da den også er dannet gennem diskursivering og dermed er en menneskelig konstruktion. Således afviser poststrukturalismen det, man normalt betegner som sand eller objektiv, videnskabelig funderet viden, idet sandhed også er relateret til magt. De mener, at magten produceres og opretholdes i og med en sandhed konstrueres (Fuglsang & Olsen, 2005; 484). For Foucault er det ikke selve magten, der er det centrale. Det centrale er stadig subjektet, men magtanalysen finder han nødvendig for at undersøge, hvordan mennesket både objektiveres og gøres til subjekter gennem historien (Heede, 1992; 20). Foucault fører den moderne magt helt tilbage til kristendommens gamle præstemagt. Fokus var dengang ikke på gruppen som helhed, men på individet, som blev lovet frelse, hvis det indgik i præstemagtens krav om adgang til individets inderste tanker gennem skrifteprocedurer. På en måde kan man se staten som en moderne støbeform for individualisering eller som en ny form for præstemagt. (Heede, 1992; 23). Den moderne magt har erstattet løftet om frelse med begrebet lykke. Lykke kan opnås gennem bl.a. sundhed, velvære, rigdom og tryghed og Foucault mener, at lykke i virkeligheden også er et politisk anliggende. Magten virker netop allermest i de situationer, hvor individet tror, den ikke er der. Det er i de situationer, hvor individet prøver at beskytte sig selv og prøver at beskytte sit indre, f.eks. ved at opsøge en psykolog. Foucault mener, at terapi har erstattet teologi i det moderne samfund (Heede, 1992; 24). Individer er et resultat af magten men gøres samtidig til genstand for magtens fortsatte eksistens. Derfor kan man ikke tale om, at magten undertrykker individerne, men at magten derimod skaber undertrykkede individer. Statsmagten former de typer af individer, den har brug for, og derved er det 21

22 centralt, at den moderne magt subjektiverer, underkaster og genstandsgør individerne. Foucault udtaler sig: Jeg drømmer om en intellektuel, der opløser indlysende sandheder og universalforklaringer, om en der, midt i de øjeblikkelige situationers træghed og tvang, opsporer og angiver de svage punkter, åbninger og kraftfelterne, om en der uophørligt flytter sig og ikke alt for nøjagtigt er klar over, hvor han vil befinde sig, eller hvad han vil tænke lidt ud i fremtiden, eftersom han er alt for optaget af nutiden ( ) (Heede, 1992; 12). Foucaults overordnede projekt handler om en de-individualisering. Han mener ikke, at mennesker skal stræbe efter hvad de er, men derimod, hvad de ikke er. Det moderne subjekt synes totalt styret, og vi må indse den vanetænkning og de tilsyneladende indlysende sandheder, som vi normalt tager for givet, og som styres af forskellige magtforhold. Vi må kæmpe imod de forestillinger, vi har om os selv, som er blevet dannet gennem tiden, og som fastholder os i en undertrykkende position. Der er altså tale om en frigørelse fra staten og fra den individualisering, som er knyttet til staten. På den måde udfordrer han humanvidenskabernes sandheder og opløser ideen om selvet. (Heede, 1992; 26). Vi må fremme nye former for subjektivitet ved at afvise den type individualitet, vi er blevet påduttet gennem adskillelige århundreder. (Heede, 1992; 26). Rose beskæftiger sig primært med at diskutere den generelle opfattelse af selvet i dag. Han har ikke lavet en klar redegørelse for, hvad han mener selvet er, eller hvad det består af, men han definerer selvet som en størrelse der bliver formet af samfund, mennesker og magt. Han kritiserer ideen om, at vi hver især har et subjektivt selv isoleret fra diskursen, og han mener, at denne forståelse på alle måder er påvirket af psy-videnskaberne (bl.a. psykologi, psykiatri og psykoterapi) Dette gør ham meget relevant, da psy-videnskaberne vinder stor popularitet i dag og primært forsøger at give mennesket en form for selvindsigt (Rose, 1998; 10). Forestillingen om, at vi er noget særligt, og at det er muligt for os at finde vores sande identitet, er ifølge Rose, ukorrekt, idet han er antiessentialistisk (Rose, 1998; 2). Med sit poststrukturalistiske udgangspunkt argumenterer han derimod for, at subjektet former sig i takt med de situationer, det befinder sig i, og at det er igennem relationer og situationer, at man skaber sine erfaringer. Subject, I will argue, might better be seen as assemblages that metamorphose or change their properties as they expand their connections, that are nothing more or less than the 22