BILAG 2: INTERVIEW MED ALMENT PRAKTISERENDE LÆGE

Transkript

1 BILAG 2: INTERVIEW MED ALMENT PRAKTISERENDE LÆGE Foretaget d med alment praktiserende læge i Fredensborg, Helle Kristoffersen Skulle jeg starte med at fortælle lidt om mig selv? Ja, gør det. Jeg er sådan lidt atypisk i forhold til mange af mine kollegaer, fordi at øh, dels kom jeg først set i gang, fordi jeg først er uddannet pædagog. Og så tog jeg en HF som selvstuderende, kom ind under gruppe to efter et halv års tid, eller under gruppe 1, ik, jeg fik det snit jeg skulle have. Så har jeg forsket undervejs under studiet i noget der hedder neurontransplantation, sådan lidt på overfladisk er det hjertetransplantation, hvor man kan, specielt barnet kan søge - celler fra fostre, som man kan implementere i hjernen. og bagefter vidste jeg ikke hvad jeg skulle - så hvad lavede jeg, jeg tog min turnus, og jeg skulle i al fald ikke være praktiserende læge, det er helt sikkert. Så jeg kom videre i en forskningsstilling, og var inde på noget der hedder Parker Instituttet inde på Frederiksberg hospital, hvor vi arbejde med ultralydsscanninger. Dengang, indenfor røgmatologi, altså indenfor bevægapparatets sygdomme, der kunne man ikke diagnosticere, eller rettere sagt, man kunne ikke følge behandlingernes effekt på andet end på blodprøver, og det kunne man pludselig med ultralyd, fordi man kunne gå ind og se på kartilvæksten i de enkelte led, så det var rigtig spændende grundforskning. Og der var jeg så inde et par år, og så skulle jeg videre, fordi at jeg skulle lave mere forskning inden for ledsygdommene, og der skulle jeg bruge kadavere, eller afdøde eller hvad det nu hedder, så jeg har været inde over retsmediciner gennem nogle år, også fordi der var MR-scannere og CRT-scannere og sådan noget, som vi bare kunne bruge, og vi kunne tage prøver fra, og sådan noget. Det var rigtig spændende. Og så har jeg sidenhen været premierløjtnant til søværnet, dykkerlæge og flymediciner - og så som læge selvfølgelig. Så det har jeg rendt og leget med siden, når det hele blev lidt for kedeligt. Så måtte jeg jo tage en beslutning på et eller andet tidspunkt, at nu skulle jeg være speciallæge - autorisation - så jeg brugte så fem år på at blive speciallæge i almen medicin, og sidder i dag oppe i Fredensborg, hvor jeg sidder sammen med to kollegaer, og i dag synes jeg det er meget skægt, og jeg er glad for at slippe for vagterne. Så det er sådan dét jeg arbejder med, jeg ser et bredt potentiale af Nordsjællands patienter, det skal man i al fald ikke sammenligne - jeg har taget min speciallægeuddannelse i Holbæk og Kalundborg, og sådan noget - så man skal i al fald ikke 1 af 20

2 sammenligne de kategorier, de patienter forskelligt. Yes, så det var lidt om min baggrund. 1. Det første spørgsmål - om du som fagperson kan definere begrebet angst? Ja, det kan jeg godt, men angst er jo mange ting. Angst kan være en sygdom - hvis angst er en sygdom, så har man jo en patient der er ret lidende. Man kan også snakke om angst, at man kan have en fobi, det er jo ikke det samme som at have angst. Så angst er et diagnostisk begreb - hvis vi snakker angst. Men ordet bruges jo generelt ligesom folk siger jeg har en depression, [men] de har ikke en depression, de er måske bare lidt kede af det i øjeblikket. Så begreberne - man skal være meget enige om, hvad er det - så rent fagligt indenfor mit fag, så har vi en diagnose der hedder angst. Men derfor kan man jo godt være angst eller føle angst, som ikke har noget med det rent sygdomsfaglige angst at gøre Hvad er så definitionen på den diagnose? Ja. Det kan du sige - den laves ud fra interviewspørgsmål, som ligeså vel som hvis det er en depression - hvis du kommer til mig, oppe ved min konsultation, og fortæller mig nogle specielle symptomer. For eksempel - og nu snakker jeg til angsten - at hver gang du skal ud på gaden, så får du hjertebanken, du kan ikke sove om natten, og du er enormt bange for at være inden i dig selv, fordi de anfald du får, der ryster du over det hele, og kan ikke være inde i dig selv - så vil jeg begynde at tænke på, om du har en angst. Så vil jeg tjekke dig først og fremmest, fordi at når man går ind og giver psykiatriske eller psykiske diagnoser, så skal man være helt sikker på, at man ikke overser en somatisk, altså en kropslig sygdom. Noget af det der kunne ligne det [angsten], kan være forhøjet stofskifte, der har man også utrolig meget forhøjet hjertebanken, og hænderne går sådan, og man kan ikke sove om natten, man taber sig måske i vægt og sådan noget. Derfor skal man også have taget nogle blodprøver og man skal også have taget et hjertekardiogram. Og først når man så er tjekket rent fysisk, og man er sikker på at, her der ikke er en fysisk sygdom til grund, så vil jeg gå ind og lave, og det hedder sådan nogle ICD-10-test, som man går ind og snakker om, så 55 Hvad kan være årsag til angsten? Ja se, det kan man jo det er et utrolig svært spørgsmål at svare på, fordi hvad er - årsagen til angsten, må man jo sige, hvis vi snakker om den psykiatriske angst, den psykiske angst som psykisk sygdom, så er det 2 af 20

3 60 65 jeg har faktisk taget nogle billeder med. Så er det fordi man frigiver noget adrenalinen i hjernen, og det er dét der hedder det autonome nervesystem. Vi har det nervesystem der er under vores kontrol, som siger at jeg skal tage de her briller her, ik men så har vi et nervesystem, som er det autonome, som er det der fungerer på fight and flight, for eksempel at man ser hunden der ude, og bliver bange, så begynder man af få hjernebanken, og svedige håndflader og svedige fingre og alt sådan noget der er det autonome nervesystem, der tager over, det er det der skal fungere hvis løven kommer efter en, og det er noget, vi slet ikke selv styrer. Det er udenfor vores viljes kontrol. Og det er også det der virker, hvis vi skal slappe af, så er det bare det parasympatiske. Men angsten som sådan, det er en stimulation af det autonome nervesystem, og det er ikke under vores egen fri vilje. Det er når vi snakker rigtig angst. 70 Nu siger du rigtig angst - hvad er rigtig angst? Når jeg siger rigtig angst, så er det fordi, at man kan jo godt kan gå og have bekymring, som mange bruger ordet angst [om]. Så angst for mig, er der hvor vi snakker om at man har sin hjertebanken, man får håndsved, man får sådan, at man får lyst til sådan man ved ikke hvad man skal gøre ved sig selv, fordi man ikke kan styre det her. Det er angst. Men nogle går jo og siger at de er bekymrede for ting, og kalder og bruger ordet angst, hvor det reelt ikke er angst. 75 Så hvis jeg må lægge ord lidt i munden på dig så er angst definitionen på dét det er så noget med det du sagde med nervesystemet, ja, det kan du sige, at det [er] stimulation af det autonome nervesystem. Og hvor patienten ikke kan styre det. Ja Men det er også en naturlig ting, som du siger, at det er noget der kommer, når løven løber efter dig. Ja. Ja. Det er faktisk en god ting? Ja. Ja. Vi kan ikke leve uden. Problemet er, hvor den uhensigtsmæssigt, i vores liv, i vores civiliserede liv i dag, tager overhånd. Så er det jo et problem. Og man kan sige, at en fobi er jo en angst, men det er jo noget man kan tillære, altså der vil man jo gå ind og behandle det med kognitiv terapi eller adfærdstræning, ik. Og det kan være højdeskræk, det kan være - you name it flyskræk. Men det er så for én enkelt ting. Og så kan man snakke om, ved at sætte det i gang mange gange er det en oplevelse, mange gange er dét at have højdeskræk, eller skræk for hunde, eller sådan noget, det er vel meget sundt, sund skræk at have, kan man sige. Et eller andet sted. 90 Man kan måske relatere det til den generelle angst hvordan opstår den? Hvorfor får man angst? Man har fået, man har jo fået stimuleret et eller andet spor oppe i sin hjerne, så når man genoplever de ting, så får man fight and flight, og det er jo fordi man tror man skal dø, altså den 3 af 20

4 der oplever det her, [den følelse] er så voldsomt, så voldsomt, så man slet ikke kan styre det, og det er SÅ ubehageligt. Altså jeg havde en knægt her, en 17-årig knægt, her den anden dag, som havde haft sit første angsttilfælde. Og han havde det sådan, at han sov inde hos sin mor nu. Og han var simpelthen så bange for at han skulle opleve det igen. Mange bliver bange for angsten. Altså angst for angsten. Fordi det er så voldsomt, så voldsomt, når det tager magten for en. Så kan du spørge hvorfor sker det? Jamen det sker formentlig, fordi der sker en overfrigivelse af noget adrenalin. Og ved rigtig mange vil man kunne gå tilbage til at det er nogle rigtig dårlige oplevelser de har haft, eller måske bare en enkelt oplevelse. Som kan være ubevidst, eller hvad? Ja. Som der så arbejdes med, for at finde frem til dem. Og man vil også gå ind og behandle dem. Altså der hvor vi virkelig snakker om invaliderede mennesker, som går med en kronisk angstdiagnose - og det har vi jo siddende, endda mennesker der ikke er ret gamle, som ikke tør gå ud af deres hjem, som sidder der hjemme. Der går man ind i dag og behandler dem, med det der i folkemunde kaldes lykkepiller. Men hvor man ved depression behandler dem i nogle andre doser, så skal de simpelthen, angstpatienterne, kun have en knivspids - og det kan hos rigtig mange, være dét der kan klare det. Og så vil man sende patienter med angst til psykolog, for at lære dem, ikke at blive bange for det, og lære dem at tackle det Når du siger at man kan bruge det samme medicin, er det så fordi at det er det samme ting i hjernen, eller hvad? Nej. Og både og. Der er jo rigtig meget af det her biokemi på hjerneniveau, altså når man snakker depressioner, så er det manglen på noget der hedder serotonin, og som er det man går ind og behandler med. Men det har vist sig, at hvis man går ind og konstant giver en lille smule serotonin til angstpatienter, så kan det faktisk lindre den [angsten]. Og så må du ikke spørge mig mere om hvorfor og hvordan for så tror jeg, jeg har en - haha. Men det er sådan noget af det, man jo mange gange, sådan er det med meget medicin - al medicin starter som det der også kaldes folkemedicin, eller naturmedicin, altså det kan tales, fandt man ud af, at det havde en god effekt på, hvad hedder det, en hjerteaktion der ikke var i orden, og sådan noget ik, altså og det laves jo bare i dag med piller, og så finder man ud af, at det har en indre virkning. Og det har man så fundet ud af her også Nu har vi sådan lidt haft fokus, fordi de andre vi har interviewet har haft relation til RUC så vi arbejder med studieangst, eller på den måde, få vi vil høre hvis en studerende henvender sig til dig, og siger at de har angst, hvordan finder du så ud af, om det er angst? Hvad er symptomerne? du har allerede svaret lidt på det. 4 af 20

5 Ja kender i den her bog her? [viser bogen Angst og bluff på universitetet ] Nu var jeg jo inde på mine hylder, og det var min guru, og den er faktisk før min generation den er tilbage fra 77 Angst og bluff på universitetet. Den anbefaler jeg til alle unge studerende, jeg ser, fordi jeg tror ikke der er nogle, når man starter på universitetet, kommer fra gymnasiet, som ikke kender til at have angst, når man kommer på universitetet. Det er bare ikke den patologiske angst, jeg som snakker om før. Vi ved, at selvmord er meget større i alderen 19-25, af dem der går på universitetet. I gamle dage, og det var så mens jeg var ung, dernede på DTU, som den gang var et meget lukket, hvad hedder det i dag DTÅ, DTU, ja DTU, de havde jo en utrolig stor forekomst af folk der suiciderede. Hvor at der kom alle de der drenge, der havde en drøm om at de skulle være ingeniører, de kom fra det mørke Jylland, og familiens forventninger stod der lige fra da de kom i konfirmationstøjet. Det var enormt ensomt miljø, der var ingen piger dernede, de levede på hver deres små rum, og alle de der forventninger - til noget fordi det er det der er problemet, med universiteterne, det er jo at i gymnasiet, der fik man at vide du skulle læse fra side dét til side dét, så kommer man på universitet, og skal lave projektarbejde hvad fanden vil det sige at lave projektarbejde? Man skal selv lave sin problemformuleringer det er hele tiden de store krav der stilles til noget, som vi egentlig ikke ved hvad er, og det er først, når I er ved at være færdige, I egentlig ved, hvad det er der forventes. Altså da jeg gik på seminariet, det var bygget op som RUC, som det eneste seminarium i Danmark, og jeg har ikke lavet andet end projektarbejde. Og jeg har så sidenhen undervist rigtig meget i det - fordi at de frustrationer det medfører, det er jo, at man aner ikke, hvad det er, lærerne efterspørger, man aner ikke, hvad det er for en måde at tænke på, for man har ikke lært den videnskabelige metode. Den har man ikke i gymnasiet, der sidder man stadigvæk og siger læs fra det og det, og ind imellem laver man lidt gruppearbejde, og dét medfører angst og det medfører ensomhed. Og det mest - det største problem i det, det er, at man alle sammen gerne vil virke som om, at man er rigtig god. Og dét at man ikke får snakket om det og der mener jeg virkelig at I som generation, er meget længere fremme og har en meget mere åbenhed omkring de her ting. Men I går stadigvæk med det, hver især, og skal leve op til både jeres egne og lærernes, hinandens forventninger, og forældrenes osv., og det er sgu et stort pres, fordi at det I skal leve op til, det er så udefinerbart. Alt der er udefinerbart, er jo svært at håndtere, hvis jeg siger at man skal løbe fra A til B det kan vi alle sammen, men hvis man pludselig selv skal til at løse hvordan man skal gå [fra A til B] og det er jo egentlig dét det handler om, fordi I selv skal ind og lave de her problem - I skal selv ind og 5 af 20

6 vide hvad det er, I skal selv ind og søge jeres litteratur, og I skal fandeme forholde jer ordenligt til det, og finde den ordentlige råde tråd. Og I har ikke lært det det giver angst, det giver usikkerhed. Men der er ingen, der er kommet over i dét gærde, og den der bilder jer ind, bl.a. mange af lærerne, at dét er der ikke noget problem i, det er bluff. Og det, synes jeg, måske er et af de store problemer på universitetet, som netop også den bog [Angst og bluff på universitet] skriver om det er den bluff, der findes, fordi alle tror at de andre kan Facebook, you name it, jeg hader Facebook, alle de her glansbilleder folk de smækker op af sig selv, hvor gode de er, hvor smukke de er og hvis man vitterligt tror på, at de mennesker, og de roller at det er dét vi skal køre efter, så får man fandeme stress eller angst for ikke selv at være godt nok. Så mister man sin selvtillid, og hvis man mister sin selvtillid, så får man angst Så det dér, det kan faktisk fremprovokere en mangel på serotonin nej, det var depression - men kan de fremprovokere den patologiske angst? Ja, og det vil jeg sig det gør det jo heldigvis ikke ved de fleste. Men der er jo nogle der får det, der er jo nogle der får det. Jeg vil sige at jeg ser nok flere der får en depression af det, og det er dér de begår selvmord. Men det giver ikke den patologiske det er ikke så tit den giver den generelle angst, om ikke at føle sig god nok. Det er jo det I kender det man går og sammenligner sig med de andre, og specielt på RUC, hvor man har alt det der med, at man har sin diskussion, og det rigtige sprogbrug, og der er altid en der er pisse god, og alt det der, og skal leve op til det det er skide ubehageligt. Alle har det på samme måde. Og dem der snakker mest, hvad fanden siger vedkommende, hvordan har vedkommende det egentlig? Er det fordi han eller hun har brug for at sidde og snakke så meget, for at profilere sig selv? Fordi at selvtilliden i bund og grund er nede? Og det er der man skal passe på, at de roller vi går sætter op over for hinanden, at vi alle sammen gerne fremstå som gode, og som vidende og at vi har styr på det hele gu har vi ej, det har vi nogle gange, tingene bliver lettere når man bliver ældre, men det ville også være kedeligt, hvis man havde det. Man skal vide at sådan er det, for at kunne tackle det. 185 Er det en tendens der er mere udbredt nu, end den var før i tiden? Nej. Fra 1977, nej, der er ingen forskel til i dag. Det er det samme, og jeg tror at livet er sådan, jeg tror at det er en udvikling man skal igennem det er det samme. 6 af 20

7 Det er meget sjovt, fordi at psykologen sagde, at da han læste i sin tid på universitetet, der var det nærmest et kompliment, hvis man sagde, at man ikke vidste hvad man ville, og at der var et stort pres, og at man tog sig tid til sin uddannelse - Han sagde at alle var forsinkede- Han var i hvert fald ind på, at det ydre pres, var større i dag, at studerende blev hastet igennem- Men jeg tror også at han var inde på, at det bliver mere italesat i dag egentlig. At hvad for noget? Altså at angsten, og de ting man går med, er mere italesat i dag- Man kan måske snakke om, at presset er blevet flyttet fra forældrene og hen på samfundet, altså jeg tror, der er mere pres fra forældrenes, side for 20 år siden, og nu er det måske mere samfundet som helhed, der har nogle krav til os- Men hvordan er det du siger - du skelner mellem det patologiske begreb angst, og så ser du sådan en mere generel - men hvor du også godt vil bruge den betegnelse - eller hvad? Du kan sige, at det egentlig er fordi, at jeg ikke har et begreb der er bedre. Men du mener også at der er et begreb, som måske kan man kalde det angst, eller noget andet - noget mere grundlæggende? Ja, altså jeg mener at der er den sygelige angst, men vi har jo alle sammen generelt et eller andet angst, hvor vi gerne vil - for ikke at være gode nok. For ikke at være med, og - angst er jo på den led et forkert ord. Socialangst måske, eller nej, jeg ved ikke, jeg har egentlig ikke et bedre begreb. 210 Og grunden til at du synes, at det er et lidt forkert begreb, der er fordi, at du tænker, at angst, er en helt anden sygdom? Når man sidder i min stol, ja, på den led. Så når i spørger mig, [her] hvor jeg sidder - så er det fordi - at den der har en angstdiagnose, er så frygteligt syg. Og det er jo ikke det, I taler om, når I taler om angsten, ved at være studerende, om man har fokus på det. 215 Nej, præcis. Fordi det netop det med, at de patienter som du taler om, har jo virkelig svært ved at begå sig, og kan have svært ved at fungere tit, ik, i bestemte situationer, ik? Til sidst bliver det sådan for dem, ja. 7 af 20

8 Men du oplever også unge, som har måske en mildere grad, af noget man så godt kan kalde angst også, mere hverdagsagtigt? Ja, eller måske har det svagt. Måske er det dét. Og som ikke selv kan finde ud af, hvad er det egentlig - og i dag, det er noget skægt noget - altså i mit fag i dag - der tror jeg meget, at jeg bliver brugt, måske stadig fordi det er Nordsjælland - at jeg bliver brugt meget hvor præsten måske blev brugt i gamle dage. Jeg oplever rigtig mange, både unge og gamle der kommer, fordi de har ondt i livet, eller fordi de har svært ved at finde ud af det. Som bare gerne lige vil snakke? Ja. Og hvor - mange gange, jeg så sætter dem [en tid] fast af, for eksempel tager en halv time i en periode over nogle måneder, hvor jeg så sætter af, så vi får vendt verdenssituationen, og finder ud til, hvor er det du ikke trives, hvad er det der sker, og hvordan kan du håndtere det. Og den form skal jo ikke have noget medicin, det er jo ikke det vi snakker om, men vi snakker om det som at få forholdt sig til sig selv. Og [at] lære sig selv, sin egen reaktion at kende, uden at blive bange for den. Den rolle vil du godt tage på dig - du siger ikke til dine patienter prøv en præst - prøv en psykolog? Nej. Er det ikke meget atypisk for læger? Nej, og vi får mere og mere af det. Og nogle gange så fanger vi det - jeg havde en kvinde - det er så noget helt andet - jeg havde en kvinde som var 70, og som kom fordi hun havde ondt i maven, og hun fungerede ikke og sådan noget - og hvor jeg så siger til hende - tjekker hende efter, undersøger hende og der er ikke noget på hende - og hvor jeg så spørger hende hvordan har du det egentlig?. Og så begynder hun at græde - og så har hun mistet sin mand for 15 måneder siden. Hun har to voksne børn, hun har ikke fået snakket sin sorg igennem, fordi hun er jo mor, hun kan ikke dele den sorg med børnene, for hun skal være den stærke, og hun har ingen depression. Men vi fik snakket det igennem, og hun fik grædt, og hver gang hun kom hjem, så havde hun det bedre. Så det er også den del af vores arbejde. 245 Det er sjovt - det er ligesom psykologen, der sagde, at hvis folk var bedre til at snakke sammen, så ville han ikke have noget arbejde. Nej, og det er rigtigt. Og det er lige præcis det jeg mener, også i forhold til angst og bluff - det er: gå på hinanden for fanden ik, og I er bedre til det. Og nu skal jeg ikke sidde her og blive feministisk vel, men pigerne i dag, kvinderne i dag, er jo et langt stykke hen ad dagen, har de jo rykket sig utrolig meget i forhold til da jeg var ung, eller hvis jeg går tilbage til min mors generation - er blevet rigtig rigtig gode til det. Og jeg tror sgu også, at I som drenge er blevet til 8 af 20

9 250 at italesætte følelser og at det er legitimt, og det tror jeg, at I kan takke jeres forældres generation for at, de har taget en eller anden kamp - for jeg synes mange forældre har fået formidlet det videre. Men derfor er der stadig rigtig mange ting, som rastere, som I selv skal finde ud af - heldigvis, heldigvis. Ellers var livet også for kedeligt, ik? Haha I forhold til studerende - du har også allerede været lidt inde på det med socialangst, og præstationsangst - men hvilke typer angst oplever du mest, at studerende henvender sig til dig med? Der er jo mange der kommer med decideret eksamensangst, altså det er der. Og der kan jeg ikke sidde i - for den enkelte, patient, student, der kommer med sin konkrete eksamensangst - den ville jeg jo ikke have tid - eller kan gå ind og arbejde med kognitivt eller adfærdsmæssigt. Men der kan jeg altså godt finde på at - der findes noget der hedder propranolol, som er en betablokker, som man kan give op til den her eksamen, dét kan jeg godt finde på. Og det er ikke noget man bliver afhængig af, det er kun lige noget med, at man tager en enkelt tablet op til eksamen, og det er ikke noget, der påvirker ens hjerne, men dét det gør, er at det går ind og sænker hjerterytmen, så den der følelse af nervøsitet, den fjernes. Så, men ellers, hvis det ikke er eksamensangst, men generel angst, så tager jeg den snak, som vi ligesom har haft før - jeg prøver ligesom at komme ind bagved, hvad der ligger bagved, får fortalt at, de andre de har det sgu ligesom dig, og får talt om det, og find en god gruppe, og altså noget af det. Jeg fik skrevet lidt ned, og noget af det, som for mig, hvis jeg snakker med en student, det er; rigtig meget at fokusere, snakke trivsel, i stedet for at snakke angst, når vi snakker angst, så graver vi ned, hvis vi nu snakker trivsel, så begrunder vi at få fat i nogle andre ting, og se positivt på det. Snakke bluff - forvente den der med at man sidder og bluffer hinanden, man sidder og leger Karl Smart, ik - og hvad er det egentlig, det dækker over. Og så synes jeg også at det er vigtigt at tage ansvar for sig selv, tage ansvar for at man - når man får det sådan - får kigget sig selv i øjnene, får mærket efter, hvad er det, der her handler om og overskrider det med en grænse - får lært at sagt nej og får lært at sagt til. Og det er en proces, og jeg ved godt, at det er enormt frelst bare at sidde og sige sådan her, men det er da en proces jeg selv har skullet igennem, og alle mennesker skal igennem den. Og man kommer ikke udenom den, sådan er det bare. Så - behandl dig selv godt - lyt til dig selv, dyrk motion, det er rigtig rigtig sundt at gå lavet motion, og løb kan være fint. Jeg synes, at noget af det jeg har - som jeg synes er rigtig godt - netop hvor vi skal arbejde 9 af 20

10 med sådan nogle ting, det er faktisk at give sig selv pause, det kan man gøre med løb, men faktisk er yoga godt, og ikke noget af det fanatiske af troen yoga, men dét at lære, at få den kropskontrol over sine vejrtrækninger, og mænd har ligeså stor glæde af yoga. Ja. Bryd tabu - tal om angst og bluff, og så læsegrupper, og vær ærlig, altså - noget af det - og det mangler jeg faktisk, og det havde jeg skrevet her - det er konkurrence. Konkurrence er noget af det, der virkelig giver angst. Fordi, når vi laver konkurrencer på sådan noget som viden og på læring, så får man ikke sig selv med, fordi man hele tiden bare skal virke som om man er god, og når man hopper med på den - og man kan godt have en tendens til at gøre det - så taber man altså sig selv, fordi at man sgu ikke får mærket ordentligt efter, og det er rigtig synd, fordi man snyder sig selv, rigtig meget, men man har en tendens til at gøre det. Det kunne også godt lyde som præstationsangst - nu har du godt nok ikke lige brugt det ord, men det er sådan et ord som både præsten og psykologen har brugt - men ser du det inden under den patologiske kategori eller den mere hverdags? Nej. Altså det er jo fordi, vi har jo nogle krav til os selv, vi har, når man studere, så vil man gerne være en rigtig god studerende, man vil gerne have en god eksamen, og det er uanset om man er på gymnasiet eller universitetsniveau, forskellen er bare, at når man er på universitetsniveau, så har vi sgu ikke lært at begå os på universitetet, så derfor er det svære at have med at gøre, på et eller andet led. Men, det at blive mor, det er et af de mest barske præstationer, og præstationsangst - mødregrupper, [er] indimellem noget fanden har skabt, fordi de skal overgå hinanden i at være perfekte mødre, frem for at man kan sætte sig ned og vræle over at man ikke har sovet i halvandet døgn, fordi den unge den har skreget. Det at være faren, nybagt far, alt det der står - da jeg var retsmediciner, havde jeg en ung gut, der begik selvmord, fordi han skulle være far, og han kunne slet ikke håndtere at skulle have det krav. Altså, og vær da for fanden ærlig og stå ved det - fordi hvis man ikke - hvis man står alene med sin angst, uanset om det er præstationer som forældre, husejere, som alt muligt - tingene kan gå galt. Forestil jer - jeg tror det er en af måderne man skal behandle det på, det er at tænke hvad er det værste der kan ske?, hvad er det værste der kan ske som studerende? - det er at man dumper, og so what - tag lortet om. Altså, ik - herre gud - eller man finder ud af, at det ikke er det her studie man skal, jeg skal noget andet. Ja, og? - Kom i gang. 10 af 20

11 Ja, hvis der var ubegrænset SU og ikke nogen fremdriftsreform. Haha. Haha. Ja, men ved du hvad - så er det ud og arbejde ved siden af, man skal ikke nok klare det, hvis man vil det, så gør man det. Altså, det er rigtigt - jeg har klaret rigtig meget uden SU, og så har jeg taget vagter på sygehusene. Man skal have et godt liv, det skal være sjovt. Hvis det ikke er sjovt mere, så er der noget galt - det skal være sjovt at leve. Ellers så er det en bytter - så laver vi noget andet. Det ville være rigtig trist at bruge de gode år på bare at gå og have det dårligt, så er det fordi man er det forkerte sted. Og der hvor man har det sjovt, så ved man også at man er på den rette hylde, fordi dét der falder én ind let - så er det faktisk den vej man skal gå. Det der falder én svært, så skal man måske vælge om, fordi så bliver det måske op ad bakke, de næste rigtig rigtig mange år, og det er sgu livet for kort til Det er godt, vi sidder lige og får noget livserfaring - det er perfekt. Vi har kørt den igennem, diagnosticering, ik. Ja - vi har skrevet nu - skelner du mellem svære tilfælde af angst og så alle mulige hverdagsangst, hvis man kan kalde det det? Ja, præstationsangst, det synes jeg er fint nu. Hvordan behandler du de typer forskelligt? Og er der noget der er værre end andet? Nej, men der er det jo, at hvis det er for eksempel den enkelte som trives og har det rigtig godt, og skal op til en eksamen, også selvom han bare ikke kan håndtere det, fordi hjertet flagrer derud af - der ville jeg godt kunne hjælpe med noget propranolol. Hvis der er én, der konstant går og har det dårligt, på grund af at - det er præstationsangst, så vil jeg sgu sige til personen - jeg vil vende det, og mange gange skal det helst komme fra personen selv, og så er det, at jeg vil følge det med nogle samtaler omkring trivsel. Jeg vil igen vende det om og sige hvor er trivslen henne? Det handler ikke om angsten, der er en grund til angsten, der er en grund til præstationsangst. Og så må man sige trives du, har du det godt?. Når ungerne, de små unger kommer med ondt i maven på skolen - hvorfor kommer de med ondt i maven? Og man er sikker på at de ikke fejler noget - de trives sgu ikke. Og der er mange af dem. Man må gøre noget ved det. Man skal ikke gå og have det dårligt, der er ingen der skal have det dårligt. Og så er der dem, der er rigtig - hvor angsten skal gå ind og medicinsk behandles. Og jeg vil kun gå ind og medicinsk behandle dem, som har en lettere angst. Den rigtig sygelige angst, som er så forfærdelig, og som heldigvis ikke er så hyppige, de skal over hos en psykiater. 11 af 20

12 Det er faktisk lidt a la det næste spørgsmål, det er hvordan behandler du angst? Så har vi skrevet - hvad kan du gøre anderledes end en psykolog og en præst for eksempel, og hvornår du kunne finde på at sende en patient videre til en psykiater? Altså psykiateren, det er dér hvor jeg kan se at patienten er så lidende, og hvis jeg er bange for at de kan finde på og vil tage sit eget liv eller har dødsønsker, så indlægger jeg dem på psykiatrisk afdeling, altså der handler det om lige så snart vi snakker om dødsønsker og - og så - er det det røde papir så snakker vi det her er alvorligt. Og hvis man hører veninder, venner snakke om selvmordstanker så er det alvorligt så skal der hjælp til det er ikke noget man selv kan håndtere det er vigtigt, der er ikke langt fra at have tankerne til at gøre det og slet ikke nå man er ung. Så vil jeg sige at der er tilfælde hvor det er psykologer, også er der de lette tilfælde hvor jeg selv ligesom kan tage den. Det kommer an på meget af det kommer jo også an på kemi der er jo nogle patienter man har en meget bedre kemi end andre, og når man skal ind og have de her snakke så synes jeg at kemien skal være der. Det også det nogle gange når man henviser til en psykolog, at det er lidt svært fordi, jeg kan henvise en patient til en psykolog, hvor jeg synes psykologen er dygtig men det er slet ikke sikkert at patienten har den kemi, og det er det og det jo det samme med en præst ik altså vi oplever jo, vi har forskellige holdninger til, eller hvad hedder det, kemier ikke altså, nogen kan synes den ene præst er sød og den anden kan være sød ikke. I dag der henviser man jo ikke så meget til en præst, i forsvaret er der dog altid en præst med i Afghanistan og mange gange er det jo pludselig der man oplever hvor at de unge bliver konfronteret med død og liv på en anden måde at det er de pludselig får gud med ind i det, også vender det med en præst, så det kommer jo også an på hvordan man selv har det Så det vigtigste er egentlig behovet for at tale med en person som viser en tillid Ja, ja eller.. Og jeg tror rigtig mange gange ikke, rigtig mange gange at hvis man har et netværk, venner, øh som man virkelig kan snakke med forældre, familie what ever, så tror jeg at de spiller ligeså godt som os andre, professionelle. Du var bare lidt inde på det med skemaet før, når de kommer mødet med systemet egentlig, at man får de her spørgsmål og noget sådan bare lige om du vil uddybe lidt om den proces, sådan hvad der sker med aflæsning. Ja, hvis jeg for eksempel snakker depressioner og demens og sådan noget, så vil det altid være 12 af 20

13 sådan at det foregår over en to tre gange - nej tre fire gange, minimum tre gange før man stiller sådan en diagnose. Og det er fordi at, i dag er det jo sådan at det er noget af de vi har haft konflikten om, som i har læst lidt om og hørt lidt om i pressen, med den nye lovgivning at der øh bliver vores journaler åbne så det vil sige at der, hvis der kommer for eksempel en diagnose, ja, uanset hvad følger efter et brækket ben så er den dag i står og skal have en livsforsikring, så går forsikringsselskaberne ind og ser, og så går de 30 år tilbage, hov, han har haft brækket benet og har følger af det i et år vi kan ikke forsikre her. Og det kan være mange andre ting der spiller ind. Vi er faktisk også holdt op også holdt op med at kode af den årsag Holdt op med hvad? Med at diagnose kode, men på sygehusene skal de diagnosekode og vi, det er lovpligtigt nu at vi skal gøre det Hvad betyder det? Jamen det betyder, at hver gang du har været hos lægen har du en diagnose, og får nogle diagnoser, selvom sådan noget som depression, når jeg starter på at udrede på det det kunne også være angst så starter jeg med at undersøge patienten, og jeg laver blodprøver, og jeg tager hjertekardiogrammer og alt det alle de her ting er normale, så har man nogle, nogle øh, hvad hedder det, det hedder ikke atester screeninger som er verificeret, som det man bruger - det gængse - og det er dét alle inden for sundhedssystemet bruger, og det er bl.a. noget der hedder Hamiltons depressionsscore og ICD- 10 der er sådan flere forskellige, og der bruger man så en halv time til en time på at side og snakke med patienten - hvordan har de det det kan være dødsønsker, det kan være vægttab, det kan være tag vægt på, ændret søvnrytme, om de er hæmmet motorisk, altså har svært ved at bevæge sig, at de er agiterede altså går rundt og har meget energi hele tiden og har ikke ro på sig, og alle sådan nogle ting går man ind over, og så er der sådan et scoresystem, og det scoresystem det ser man så til sidst på. Og der er det jo sådan i dag, at hvis man har en let til moderat angst, så siger man, der skal ikke medicinsk behandling på, så er det samtaler. Og i dag har vi fået mulighed for med unge mellem, jeg mener det er 18 og 36 år, at vi kan henvise til en psykolog, hvis vi har lavet de her tests, og det viser at der er en let til moderat angst, og det er nyt, og desværre må vi ikke over den der alder, og hvis det er en svær depression, så sætter jeg omgående i behandling, og så vil jeg i nogle tilfælde henvise til psykiater også. Men det lyder egentlig altså som du fortæller det som sådan et udredningsløb der består af sådan flere forskellige dele egentlig Ja det virker sådan lidt omfattende med alle de her prøver du Det er det også man skal have lavet og, hvad hedder det, de her test der skal 13 af 20

14 igennem, men altså for eksempel er jeg bekendt med nogle, nogle af mine venner som har været oppe ved en læge hvor deres læge ikke har lavet hele den her, det her omfattende men måske bare har taget det der depressionsskema op og så krydset af også ligesom sådan kunne sætte dem i en eller anden bås også give dem en henvisning til en psykolog hvad mener du om det? Altså jeg tænker bare, det er, det er meget sådan er der ikke ret meget bag det? Nej, altså jeg det er jo rigtig svært, at sige hvad kollegaer gør men jeg har det i al fald jeg synes det er en det at få en diagnose, uanset hvilken form for diagnose det skal være, gøres så omhyggeligt som man overhovedet kan. Jeg vil altid være sikker på at jeg udelukker en somatisk årsag, hvis du for eksempel har blodmangel, anæmi, så vil du jo gå og være træt og lidt ked af det og lidt småtrist og sådan noget, altså, det kan sagtens mangle energi, og hvis det er noget så banalt som hvis en kvinde har kraftig menstruation eller sådan noget, så får hun let sådan en anæmi så derfor er det for mig i al fald vigtigt, at jeg får udredt den her patient for at være sikker på, at det ikke er en anæmi eller en stofskiftesygdom, og derefter så andet skridt jeg vil sige jeg personligt, jeg skal virkelig kende en, hvis jeg nu, hvis nu nogle af de patienter jeg kender godt som jeg jævnligt får taget blodprøver på, som jeg ved er i orden så kan jeg godt springe det over altså følgelig, men ellers så ville jeg nok ikke turde lade være, det må jeg nok sige Er du enig med den måde de er bygget op på de skemaer, du skal igennem når du diagnosticerer angst? Ved du hvad der vil jeg gøre sådan her. Fordi der vil jeg stole på, de er internationale, de er gennemarbejdet, der vil jeg simpelthen man bruger dem i forsvaret, man bruger dem i USA, man bruger dem overalt, og så længe vi ikke har et eller andet blodprøve eller en eller anden måde vi kan give diagnosen, så er det den bedste metode vi har. Den ligesom jeg fortalte dig hvor vi ultralydsskannede i rømotologien - før den tid der havde vi kun blodprøverne, og det at patienten skulle gå ind og fortælle mellem 0 og 10 hvor ondt havde de der hedder en vass-score det var alt hvad vi havde, lige pludselig kunne vi gå ind når man har en betændelseslignende tilstand i et led, så udvider ens blodkar sig det gør de ved al betændelsestilstande, med ultralyd kunne man pludselig gå ind og måle på det her - pludselig kunne vi verificere det, så det vil sige alle de der standard udspørgelsesting og sager man havde, de røg, de blev pludselig forældet og 14 af 20

15 435 dem bruger man ikke mere. Så før vi har om det bliver pet-skanninger altså, lige nu kan man lave flow af hjernen og sådan noget, og gå ind og se på aktioner det kan godt være det bliver fremtidens diagnostik indtil videre bruger man det ikke til det, det for dyrt og vi ved ikke nok om det. Så i dag vil jeg stole på de skemaer Må jeg spørge hvordan, hvordan tager du så personligt sådan højde for ja for eksempel med de ting du snakkede om før med 1 10 der er meget stor forskel på for eksempel folks smertetærskel ik, så der er nogle der kommer ind og har et meget alvorligt problem som siger 5 og nogle der har et knap så alvorligt problem som siger 7 kunne man forestille sig at man kunne komme ud for samme fejldiagnosticeringer? Ja På grund af folks egen måde at se det på? Ja det kan du tro, men den slår oftest igennem hos dem som munder ud som meget svære depressioner og når du så ser på en patient med en depression så har man rent mimikmæssigt, øjenkontaktmæssigt har man også en vurdering og den kan du selvfølgelig sige, den afhænger af den der sidder og laver skemaet men alligevel viser det sig når vi som læger, når man har undersøgt det egentlig ser det ret ens. Så der hvor den kan bonge ud med at være falsk-positiv, det er, når der bonges ud på max på det hele. Og sådan en patient vil jeg aldrig røre videre ved, der vil jeg sende til en psykiater. Og oftest så er det måske en skrøbelig personlighed eller en anden psykiatrisk diagnose der så kan ligge under. Men hvis man snakker generelt for eksempel med vass-score, med en smertescore på mellem 0 og 10 så er den faktisk valid så selvom man siger der er nogle patienter der har en større smertetærskel end andre, så plejer det at passe meget godt. Og det er derfor man bruger den, og har brugt den, i 100 år eller sådan noget, den er faktisk meget god Jeg tænkte på det her spørgsmål vi havde det hedder, ser du det som et problem at et stigende antal unge bruger antidepressiva? - men det ved jeg ikke om er noget du skal udskrive eller om det er noget man, hvordan man Altså jeg har et princip om at jeg udskriver ikke antidepressiva til børn og unge. Så kan du spørge mig hvad er unge? Hvordan definerer du ung fordi der vil jeg altså der hvor jeg så differentierer imellem det, altså i princippet hedder, hedder det, altså under 18 år gør jeg det aldrig. Jeg tror jeg har skrevet, jeg har været 4 år i Fredensborg, og der tror jeg, jeg har skrevet, 15 af 20

16 udskrevet medicin til en enkelt pige på omkring, som var 23, også sendte hende til psykolog også. Men jeg vil sige at, det kommer an på alder, det kommer an på hvor godt jeg kender vedkommende, og det kommer an på symptomerne jeg kan ikke sidde sådan her men jeg ville aldrig gøre det til unge under 18, og det har jeg aldrig gjort. Jeg kender en som har været indlagt på psykiatrisk afdeling, som simpelthen er kommet hjem med sådan en pose af piller, altså alvorligt talt sådan lang tid efter personen er stoppet, stadig har haft en stor pose forskellige piller i alle mulige farver liggende nu siger du den måde kan man konkluderer at det synes du er et problem? Hvor gammel, hvor gammel var vedkommende? 20, tror jeg på det tidspunkt 19 måske endda. Altså det er jo typisk nok egentlig, især piger på den alder bliver indlagt, og så får så mange forskellige typer piller. Jaa jeg kan ikke udtale mig om den specifikke episode du taler om vel. Fordi jeg kender jo ikke til hvorfor og hvordan og hvorledes, men jeg vil sige at jeg ved jeg har tillid til at det psykiaterne gør er rigtigt. Jeg ved også at det som de bedst kan handle med er medicin, og jeg ved at der er unge mennesker som er syge, virkelig syge og som kan være selvmordstruede, og mange gange så er det jo også dér, at hvis unge mennesker for eksempel skal have nogle andre diagnoser mange gange har de ikke kun én diagnose, men de kan have flere diagnoser det er jo altså hvis, sådan noget som ADHD kan have været overset, der kan være personlighedsforstyrrelser, der kan være borderline mange piger har borderline, og så er der anoreksi, der er rigtig mange ting, og mange gange behøver det ikke være en enkelt ting, og generelt hvad du siger, at komme hjem med en stor pose tabletter nej jeg synes ikke man skal udskrive, og slet ikke hvis der er noget omkring selvmord, at man skal udskrive 100 tabletter på én gang, selvfølgelig gør jeg ikke det. Altså, jeg blogger lidt på det der hedder voksne kvinder, hvor jeg også har skrevet om panodil, om årsagen til hvorfor panodil kun udskrives i 20 styks pakker, og som jeg selvom det er irriterende for rigtig mange mennesker, selvom det er dyre, så er der stadigvæk ca. 100 om året der dør på grund af panodilforgiftning og det er de unge. Og jeg har oplevet for mange der har taget overdoser af panodil, problemet med panodil er, hvis de kommer for sent ind, så dør de efter tre dage, for der står leveren af så man skal altså vente tre dage, uden man kan gøre noget det er ikke så sjovt. 16 af 20

17 Hvorfor tror du, det er en stigende udvikling, hvor det er psykiaterens skyld eller at, eller om det er samfundet, eller om det er mennesket selv der er blevet- Om det er berettiget at man gør det- Ja, om psykiaterne har ret måske lidt mere eller om de behandler det forkert eller? Nej det tror jeg ikke de gør stadigvæk, psykisk sygdom er rigtig svært at behandle, stadigvæk også fordi vi ikke har de målemetoder, vi har ikke, altså hvis man skal, har en der har en blodprop i hjertet, så kan vi sku gå ind og sætte en stende ind eller vi kan opløse den, eller vi kan alt, og vi kan se det du kan jo ikke se.. man går lige ind og laver en echo eller en CTskanning yes, der er hul igennem, boom, det tager 20 minutter ik, det jo fantastisk, vi redder livet på patienten, man har taget afsted fra Kalundborg, du har haft en patient med blodprop i hjertet, sidder og ventilerer dem hele vejen ind, de venter på riget, bom, 20 minutter, vedkommende redet, kan leve de næste 30 år uden problemer, hvis de ellers lige holder op med at ryge. Hahah Hahah Hvad er det, det hedder, så, men når vi snakker psykiatrisk sygdom, så snakker vi om noget som foregår oppe i hjernen, som er en blanding af genetik, miljø, kemi, alt muligt alt muligt, og som jo stadigvæk et eller andet sted er en ny videnskab vi snakker om patienter fulgte I den der var på, på fjernsyn, er det ved at være et år siden? Hvor man fund, hvad var det, det hed Dårekasser, Patienterne fra dårekasserne - for 100 år siden, hvor alle de psykiatriske patienter de lå jo under nogle umenneskelige forhold lukket inde, altså og samfundet kunne slet ikke tackle dem, på den led har vi dog medicinen i dag, så mange af dem kan få et liv uden, nogen af dem isoleret, mange af de skizofrene, de kan ikke være på et arbejdsmarked, de isolerede de går rundt som hjemløse, men vi har dem dog ikke låst inde i dårekister. Nogle af, da jeg var som speciallæge i en speciallægeuddannelse der var tilknyttet Nykøbing Sjælland hvor vi har de farligste psykiatriske syge, altså dem med dom, altså og de er låst inde, og de fikseres, og de laves, alle de ting. Men i bund og grund er det jo en form for magtesløshed, man vil gerne hjælpe de her mennesker der lider så forfærdeligt, så forfærdeligt og det eneste vi har, det er det. Ved lettere psykiatriske lidelser der har man samtaleterapi, kognitiv terapi alt muligt, men mange af dem skal have medicin. Og det er det er altså de er sku syge, og de har brug for hjælp, og det eneste vi stærkt har det er medicinen der kan lindre. Det er det bedste vi har indtil videre - så længe vi ikke er klogere end vi er. 17 af 20

18 Skal vi gå videre- Ja lad os gøre det, vi har fået lidt svar på det, det man kunne spørge om, det var, om angst kan være en drivkraft, eller om det udelukkende er en stopklods? Altså jeg vil sige, jeg kunne ikke forestille mig selv at gå til eksamen uden at have noget adrenalin i kroppen. Så hvis vi snakker det, men adrenalin - så er det jo positivt, når du skal op og kæmpe så hvis du når man får stimuleret sin fight and flight af sin paticus ik, så vælger man enten at tage kampen op med løven så er det fint for så kan man gøre noget eller man vælger at flygte så hvis man bruger den konstruktivt så kan det være rigtig godt fordi det er det vi overlever på uanset om du flygter fra løven eller slår løven ik du vinder begge gange siger vi, så er det i al fald fordi du tror på du vinder, så på den måde er det livsnødvendigt, altså det er jo en del vores oprindelige urhjerne og -system som er med til vi overlever Så det er hvordan man forholder sig til det? Nej der vil jeg sige, hvis den ikke tager overhånd ik, for hvis den tager overhånd bliver det jo patologisk så, så dur det ikke hvis du skal ud og løbe et maraton eller du skal ud og lave en anden sportspræstation, du skal i kamp i Afghanistan, så har du jo banker bunker, bunker af adrenalin, som kører i kroppen på dig det er fint, det er det du gør at du bliver hurtig, det er alle din biologiske processer skal bruge det her. Der hvor det bliver for meget, det er når du så kommer hjem igen. Hvis dit parasympaticus, som er det man, nervesystem, samme nervesystem men et andet kemisk stof, som gør at det er der du skal slappe af, der at du kan få fred, der du kan fordøje din mad. Så vi kan ikke leve uden angst, men vi skal kunne koble om, så vi ikke går angste konstant, for hvis vi går angste konstant så er vi syge Ja du svarede på alle tre underspørgsmål på en gang, så er der nogle der vil tilføje noget der? Altså det sidste punkt vi har det er teoretisk baggrund for angst, altså hvad er din sådan, hvad er det du tager udgangspunkt i? Når du - i din forståelse af angst altså bøger eller? Altså det er jo den viden jeg har fået gennem studiet og gennem at læse om det, og der er den 18 af 20

19 560 rent biomekaniske del jeg vil godt lige når vi slutter så lige vise jer hvordan det hele ser ud ikke altså så er der sådan noget som den, så er der al psykologien, og så er der psykiatrien, så er der sociologien og der er, jamen altså angst trækkes jo igennem historien, og det er alle fag og jeg spiller egentlig lidt på det hele afhængig af hvad det er for en patient jeg sidder overfor lad mig sige det på den måde Så der er ikke sådan noget teori, som du bruger lidt mere end andet eller en eller anden teoretisk baggrund, som du hæfter dig ved eller sådan, tænker bare på lidt sådan få lidt ord på? Jamen så vil jeg sige at der findes jo, hvis vi nu snakkede psykologi snakkede angstpsykologi, så er der jo mange forskellige retninger som man kan vælge hvad for en teori i gamle dage, og det findes stadig, så der nogle skoler så er det kun den skole og så er det kun den skole og så er det kun den skole sådan har jeg aldrig brugt det, jeg fisker det, som jeg ud fra den erfaring jeg har, synes er godt og det bruger jeg så meget i forhold til den person jeg sidder overfor fordi det er jo også forskelligt ik, altså, og hvis jeg så snakker patologisk angst så er jeg over i mit medicinske virke, og det var måske det som er det aller skæggeste ved det speciale jeg sidder i det er at jeg skal bruge mig selv fuldt ud på alle kompetencer. Så hvis i skal noget andet kan i jo læse medicin hehe. 580 Er det generelt tror du? Ja - ja At gøre det på den måde? Ved du hvad det er generelt hos speciallægerne almindeligt det der hedder praktiserende læger, det er jeg helt sikker på og det er en af grundende til de har valgt lige præcis det speciale. Og der er en utrolig stor forskel på at være speciallæge i almen praksis og være på sygehuset. 585 Og hvad er den forskel? Det er måden tilgangen til patienten, fordi at og det tog mig lang tid om og blive praktiserende læge, da jeg startede- altså på sygehuset dels går du i 24 timers vagter, du indlægger patienterne, du laver journalen, du laver en plan for dem, også ser du ikke patienten igen. Hvis de er indlagt mere end en uge ser jeg dem måske igen. Så det, det hele tiden du kender ikke patienten, du behandler en syg person men man kommer ikke tættere på når du er i praksis så ser du patienten hej og hvad siden sidst og hvordan går det eller, og så er der 19 af 20

20 kommet et nyt barn til der er hele mennesket, ligeså vel som vi arbejder som tovholdere vi er den i dag er det sådan i gamle dage da jeg var på sygehuset, hvis jeg havde en patient, der var indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, der opdager vi at hjertet slår lidt hurtigt ortopædkirurgisk det er der hvor man har brækket et ben ikke så lytter man på patienten, og man laver en journal om det, hold kæft man i alt går det hurtigt jeg kalder lige en mediciner ind for et tjek også kommer man ind på medicinsk afdeling går lige ind og lytter på hjertet ja den tager vi os lige af, sådan er det ikke i dag. I dag så er man på ortopædkirurgisk afdeling med sit brækkede ben, også siger, der er en hurtig hjerteaktion - hjem til din egen læge. Også er det mig der skal finde ud af at udrede den patient og sende den videre måske til en mediciner, men, så man sidder i dag, der er det os, der sidder og er tovholdere for patientens behandling. Og det gør også, og det gør vi også individuelt ud fra hvad det er patienten fejler, så det er faktisk meget skægt. Har du oplevet der er nogle der har haft rigtig svær angst, men så er blevet glade bagefter de er tvunget ud i at stille sig selv nogle erkendelsesmæssige spørgsmål som faktisk har måske har de oplevet noget omkring dem selv, altså den del af det der, er det noget du? Ja men der er det, at vil jeg stadig vende den på hovedet så er det stadig ikke en patologisk angst. Men, men hvor at hvis jeg får en studerende der ikke trives og som har angst på grund af det her så tager jeg dem også vender jeg den, også forhåbentlig er mine spørgsmål så åbne, og er jeg så dygtig, så at jeg får den patient til selv at indse hvad det er der er galt Men når man har patologisk angst, så er det simpelthen for voldsomt til, at man kan få noget ud af det? Ja ja, de, de kan set ikke styre det, der er lukket, her er lukket helt af, altså du kan ikke komme ind og det er der også når vi snakker psykisk sygdom du kan ikke komme ind, altså der er helt lukket, og der er det nogle andre metoder der kan være nødvendige, og de lider så forfærdeligt, så det er derfor jeg skelner meget imellem dem. Ja vi har kørt hele rækken igennem Det var godt hvis i kan få fat i den her, så vil jeg sige at den er stadigvæk relevant Angst og bluff af Kurt Wagner? Ja. 20 af 20