OPLYSNINGENS BLINDE VINKLER

Transkript

1 OPLYSNINGENS BLINDE VINKLER Pelle G. Hansen Vincent F. Hendricks Hvis du tror uddannelse er dyrt, så prøv uvidenhed. Derek Bok 1

2 FORORD 1. INTRODUKTION OG MANIPULATION 2. IGNORANCE OG KASKADER 3. KAMPEN OM DET OFFENTLIGE RUM 4. DET FRIE VALG 5. RAMMEEFFEKTER 6. POLARISERING 7. TABSTALLENES DØDELIGE LOGIK I AFGHANISTAN 8. FÆLLESSKABETS BÅND ELLER EGOISMENS ÅND? 9. VIDEN, PROCES OG DEMOKRATI LITTERATURLISTE INDEKS 2

3 FORORD Oplysningens blinde vinkler handler om viden eller mangel på samme. Den handler om de farer, der lurer for de demokratiske processer og det drøftende demokrati som helhed, hvis ikke borgeren eller vælgeren har viden men kun information til rådighed. Normalt anses information for at være et gode i sig selv, og sproget er oven i købet blevet tilført et begreb for at beskrive det samfund, der har informationen som ideal informationssamfundet. Men information er ikke nok til at sikre et robust demokrati. Det er kun viden, der kan det. Man kan blive snydt med og af information, men det er sværere at blive snydt, når man har viden. Mennesket er den eneste art, der har valgt at konfigurere og leve i et demokrati der er ingen andre arter, der gør det; intet valrosdemokrati, intet delfindemokrati og ingen myresluerkolonier lever efter demokratiske grundprincipper. Som mennesker glemmer vi imidlertid, fra tiden til anden, at selv samme demokrati er en luksusvare; en vare man først begynder at bekymre sig om, når der er smør på brødet og salt til ægget, og herefter har tid til omløb i hovedet og overvejelser over hvordan man bedst konfigurerer et samfund; en vare, der i både tanke, tale og handling skal værdsættes, vedligeholdes og værnes om. Det har på en gang været både opstemmende, forstemmende, og samstemmende at skrive denne bog. Opstemmende fordi vi som mennesker fra tid til anden på trods af informationsstormen alligevel handler rationelt og kan sondre mellem, hvad der blot er information og hvad der igen viden de to er ikke gensidigt udelukkende, men de er heller ikke nødvendigvis sammenfaldende; forstemmende fordi vi ofte alligevel bliver forført af, og med, information af angiveligt velmenende politikere, virkelystne forretningsfolk og andre indflydelsesrige 3

4 medlemmer af samfundsordenen; samstemmende idet de filosofiske, logiske og spilteoretiske betragtninger, der ligger til grund for bogens analyser synes at passe på de fænomener og begivenheder, der præger vores hverdag og som vi bør være agtpågivende overfor. For konstruktive kommentarer, væsentlige ændringsforslag samt opmuntring i øvrigt vil vi gerne takke David Budtz, Henriette Divert Hendricks, Robin Engelhardt, Jan Riis Flor, Joseph Maria Hansen, Adam Holm, Jakob Holtermann, Nils Holtug, Andreas Maaløe Jespersen, Klemens Kappel, Clement Kjersgaard, Ole Kværnø, Rune Engelbrecht Larsen, Rune Lykkeberg, Georg Metz, Annette Møller, Lars Trier, Teit Molter, Tor Nørretranders, Erik J. Olsson, Stig Andur Pedersen, Leif Pedersen, Rie Smitha Bisgaard Pedersen, Joakim Kromann Rasmussen, Steen Rasmussen, Flemming Rose, Jesper Ryberg, Fatima Sabir, Tøger Seidenfaden, Agnete Stjernfelt Dorph, Frederik Stjernfelt, Rasmus K. Rendsvig, personalet på Café WannaB, Dan Zahavi og Søren Ulrik Thomsen. Afslutningsvist vil vi gerne takke vores dygtige redaktør Thomas Bestle for et altid effektivt, stærkt og muntert samarbejde. Pelle G. Hansen & Vincent F. Hendricks København, april

5 1. INTRODUKTION OG MANIPULATION Informationen i verden fordobles hver dag. Hvad de ikke fortæller os er, at vores visdom samtidig halveres. Joey Novick "Vissevasse, nu slår jeg efter på Wikipedia når jeg kommer hjem, og så får vi se hvem af os to, der har ret!", proklamerede den ene togpassager triumferende til den anden en morgen i S toget på vej mod Klampenborg. Hvordan havde diskussionen udartet sig, hvis der havde været tale om en diskussion i 1700 tallet mellem Galilei og Inkvisitionen angående solsystemets natur? Eller en diskussion for bare en snes år siden mellem to politikere om CO2s indvirkning på Jordens klima? Hvad ville resultatet af sådanne diskussioner have været, hvis retten til at have ret skulle dikteres af datidens svar på Wikipedia? Så ville Jorden muligvis stadig være opfattet som flad og CO2 noget, der ikke noget nævneværdigt betyder for selv samme jords velbefindende. Som det fremgår af opgørelsen fra Alexa The Web Information Company over mest besøgte hjemmesider i Danmark, er Wikipedia med sin 11. plads danskernes foretrukne portal til indhentning af encyklopædisk information. Toppen af listen befolkes af søgemaskinen Google skarpt forfulgt af Facebook og YouTube. Alene det at narcissimesportalen Facebook og underholdningskanalen YouTube indtager så prominente pladser, er bekymrende nok, men mere foruroligende er Wikipedias autoritative oplysningsrolle. I de kommende år, og med de stadigt tiltagende visioner om Danmark som et videnssamfund, bliver det væsentligt at kunne skelne mellem viden og information. De er nemlig ikke sammenfaldende begreber, og det tager hverken Google, Wikipedia, Facebook, YouTube eller den brede offentlighed altid højde for. 5

6 Wikipedia er sammensat af wiki, som er en hjemmeside, hvor alle og enhver kan oprette og vedligeholde webdokumenter, mens pedia er endelsen af det engelske encyclopedia, der også findes på dansk i encyklopædi, som igen betyder opslagsværk. Idéen i 2001, hvor Wikipedia så dagens lys, var at skabe et opslagsværk med åbent indhold forfattet af værkets egne brugere. Visionen er siden hen vokset eksplosivt, for i dag er der ifølge Wikipedias egne oplysninger små 10 millioner artikler i databasen forfattet på godt 250 forskellige sprog af små bidragsydere, og serverne i Florida modtager mellem forespørgsler pr. sekund fra den ganske verden. Som orienteringsredskab i den evigt voksende mængde af information har Wikipedia sin berettigelse, men som beslutningsgrundlag skal man være mere påpasselig. Som det bliver klart gennem denne bog, er der flere forskellige årsager til dette. Nogle er filosofiske, andre er informations og videnskabsteoretiske og atter andre er socialpsykologiske. Men fælles for dem alle er, at de ofte først viser sig, når vi er blevet klogere og som de indledende eksempler illustrerer, bliver man ikke nødvendigvis klogere blot ved at indhente mere information fra det fælles arkiv af mere eller mindre etablerede overbevisninger. Demokrati, informationssamfund og vidensregimente Når Platon hadede demokratiet, var det fordi sandheden ikke kan afgøres ved en flertalsafstemning. Mængden af artikler, antallet af informationsportaler og individer, der læser og bidrager til dem, garanterer i og for sig ikke sandheden af den information, der videregives på Wikipedia og andetsteds. Selv samme Platon var også bekendt med, at der er væsensforskel på viden og information. Man kan være informeret eller overbevist om, at verdensordnen er styret af snæversynede kapitalinteresser uden at vide det. Men hvis man ved, at verden er styret af snæversynede interesser, er man i sagens natur også informeret 6

7 eller overbevist herom. Viden implicerer således information, men information implicerer ikke nødvendigvis viden. Det kommer sig af, at der til viden binder sig et sandhedskrav, som ikke stilles til information, og dette sandhedskrav kan ikke tilfredsstilles ved, hvad majoriteten synes, tror, håber, føler eller, for den sags skyld, er informeret om. Ud over sandhed er måden hvorpå information processeres en afgørende forskel mellem viden og information. Kort sagt, 7 viden = proces + sand information. En måde, hvorpå man eksempelvis forsøger at sikre sig viden frem for information, når det gælder autoritative opslagsværker og andre videnskabelige afhandlinger, er, at hvert bidrag sendes til to eller flere anonyme uvildige fagfæller, som sikrer bidragets kvalitet inden det offentliggøres. Det gøres dels for at undgå, hvad informationsportalerne kalder "vandalisme" altså knald i pottenindlæg, kommercielle indlæg og stupide artikler dels for at sikre den videnskabelige lødighed, altså, at bidraget eller artiklen er så tæt på sandheden, som vi mennesker på nuværende stadie i historien kan komme den. Det er en besværlig, langsommelig og arbejdskrævende retfærdiggørelsesproces, der ville umuliggøre Wikipedia og lignende portaler. En sådan proces er da også noget som offentligheden, lige fra indretningsarkitekten over kassedamen til politikeren og journalisten, ikke nødvendigvis er bekendt med eller stiller krav om. At opnå viden er at sammenligne med at erobre den næste kæreste. Der skal flirtes, man skal gøre sig umage, måske ændre strategi fra tid til anden, og efter længere tids kurtisering og hårdt arbejde kan det måske ende med, at han eller hun vil med i kassen og se sandheden. At indhente information er omvendt som et onenight stand. Efter det første knald eller det første opslag, har man scoret. Den følgende dag kan så spenderes på at spekulere over, hvad man fik ud af det.

8 Det gode ved viden er, at selvom den kan være nok så hård at opnå, så bliver den dér og kan anvendes på en lang række forskelligartede problemstillinger herefter. Først skal man imidlertid lære redskaberne i værkstøjskassen at kende, og det kan igen være nok så hårdt. Det er bare ærgerligt: viden er i modsætning til eksempelvis wiki information ikke et demokratisk anliggende men et regimente. Med information forholder det sig anderledes. Det kan fremskaffes nemt, hurtigt og billigt. Problemet er dog bare, at vi ikke kan løse klimaproblemer, udfordringen i Afghanistan eller demokratisk uenighed, ligegyldigt hvor mange vi er, og hvor hurtigt vi kan skaffe og læse artikler på nettet. At der kan være mange, der tilfældigvis er enige i samme standpunkt og på samme tid, sikrer heller ikke en løsning af problemstillingerne. Til sådanne problemstillinger må vi gå videns besværlige vej. Oplysningstidens motto var sapere aude (vov at vide). I det udtryk lå, at det var om ikke farligt så i hvert fald udfordrende og arbejdsintensivt at opnå viden. Men det betyder ikke, at man bare skal sætte ploven i jorden og køre løs. Viden er ikke noget, man indsamler. Det er noget, man opnår, og netop derfor kan man ikke sætte viden lig information. Som den amerikanske fysiker og præst, William Pollard, citeres for at have sagt: Information er en kilde til at lære. Men med mindre den er organiseret, processeret, og tilgængelig til de rette mennesker i et format, der leder til beslutningsdygtighed, så er det en byrde, ikke et gode. Tilsvarende, har grundlæggeren af Lotus Development Corporation, Mitchell Kapor, kundgjort"at få 8

9 information ud af Internettet er lidt ligesom at drikke en tår vand fra en brandhane" Heri ligger ligeledes, at selvom det aldrig har været så let at indhente information, som det er i dag, så følger det langt fra, at de afgørende beslutninger er blevet lettere at tage eller at oplysning kan tages for givet. Organisering, processering og formatering af information med henblik på vidensbaseret beslutningsdygtighed kræver både værktøjer, virkelyst, vurdering og det vovemod, som oplysningstænkerne talte om. Har man derfor kun lette informationsindsamlere og ingen tunge vidensprocessorer til rådighed, når man som borger navigerer rundt i informationssamfundet, har man stillet sig i en situation, hvor det eneste middel man har mod hovedpine er at skære hovedet af. Det virker måske, men ikke efter hensigten. Det kan synes paradoksalt; og havde Spinoza, Kant og resten af oplysningskompagniet forudset, at det hele skulle ende med et informationssamfund, hvor de frie borgere jager deres identitet på forfængelighedsportalen Facebook, afsøger deres virkelighed gennem Youtube og ytrer deres mening på Twitter, så havde de drømt sig tilbage til den mørke middelalder som de så hårdt havde arbejdet på at oplyse. Hvis man derfor skal kunne finde både pejlepunkter og samtidig navigere rundt som borger i det moderne videnssamfund, er dagsordnen den samme som i oplysningstiden; væk fra informationssamfundet og ind i vidensregimentet. Den amerikanske ambassadør og sociolog Daniel P. Moynihan har engang udtalt: Du har ret til din egne holdninger, men du har ikke ret til dine egne kendsgerninger 9

10 Viden skal altså respektere kendsgerningerne og dermed sandheden. Det behøver information ikke nødvendigvis, og holdninger, ja, de er helt gratis. De kan let produceres, uden at det koster og uden at respektere noget som helst (Hendricks og Stjernfelt 2007). Manipulation Ignorance eller uvidenhed er farligt for den enkelte borger, og for måden hvorpå vi kollektivt, borger og borger imellem, vælger at konfigurere vort samfund og demokrati på. Det hænger sammen med, at det er let at blive snydt, hvad enten vi bliver snydt individuelt eller kollektivt af uorganiseret, uprocesseret og uformateret information. I den slags information lurer farer, så information alene er ikke et gode eller et bolværk mod ignorance og intellektuel ugidelighed. Det er kun viden, og herunder viden om vores informations begrænsninger, som kan gøres os til de frie individer som oplysningstænkerne drømte om. Såvel politikere, meningsdannere, spindoktorer, reklamefolk og magthavere i øvrigt gør desværre god brug af en række informationsfænomener og hertil hørende kneb, som er velkendte for filosofien, logikken, økonomien, spilteorien og socialpsykologien. Med viden om disse fænomener og kneb kan man vildlede eller på anden måde udnytte menneskers erkendelsesmæssige situation og markant påvirke deres beslutningsgrundlag i mange forskelligartede anliggender, lige fra indkøb af den nye kummefryser til hvor krydset skal sættes ved næste folketingsvalg. Således kan man bruge information til manipulation med mennesker, meninger og markeder. Med udgangspunkt i eksempler hentet fra den politiske, økonomiske, kulturelle og sociale virkelighed gennemgår de følgende kapitler en vigtig buket af disse informationsfænomener. Det gøres med henblik på: 10

11 1. en analyse af informationsfænomenets struktur, og hvordan denne struktur 2. kan give anledning til manipulation med mennesker, deres meninger og markederne de indgår i, i forsøget på at opstille 3. en række grønspætteforeskrifter eller tommelfingerregler for, hvad man skal tage sig i agt for som oplyst borger, og 4. hvorfor det fremover bliver vigtigere end nogensinde at kunne adskille viden fra information i forbindelse med overvejelse, beslutning og handling både individuelt og kollektivt. Man kan manipulere eller vildlede enten den enkelte beslutningstager eller en gruppe af sådanne med for lidt information, med for meget, med måden hvorpå information præsenteres og slutteligt med måden hvorpå information sorteres. Således kan man indkredse et informationsfænomen ved dets informationskarakter (figur 1.1): Informationsfænomen Informationskarakter Pluralistisk ignorance... manipulation via... lidt information Informationskaskader... manipulation via... meget information Rammeeffekter... manipulation via... Informationspræsentation Polarisering... manipulation via... Informationsselektion 11 Figur 1.1: Informationsfænomen og informationskarakter Kapitel 2 omhandler informationsfænomenerne pluralistisk ignorance og informationskaskader. Begge disse fænomener

12 opstår, når mennesker observerer andre menneskers handlinger eller meninger i forsøget på at finde ud af, hvad de selv skal gøre. Om end det i situationen er en ganske rationel måde at kompensere for manglende viden på, kan resultatet dog udvikle sig katastrofalt og stik imod intentionen, hvis man ikke er opmærksom på faresignalerne. Faren for pluralistisk ignorance opstår, når den enkelte beslutningstager i en gruppe af individer mangler den nødvendige information for at løse et givet problem og i stedet for at undersøge sagen selv, observerer andre i håbet om at blive klogere. Men når alle andre gør det samme, observerer alle blot manglen på reaktion og slutter derfor let fra den manglende reaktion til det forkerte. Der findes således situationer, hvor den almene reaktion udebliver, hvilket præcis får den manglende reaktion til at fremstå legitim eller acceptabel. Har man først fundet ud af, hvordan man etablerer sådanne situationer og i øvrigt har interesse i at etablere dem, kan man udnytte det skammeligt til at svinge offentlige meninger, skabe falsk enighed, gennemføre pludselige og omfattende forandringer eller få horder af forbrugere til at købe udvalgte produkter. Ligesom pluralistisk ignorance etableres, når den enkelte person observerer resten af gruppens reaktion som et hele, kan manipulation via information også foregå ved hjælp af en kædereaktion over for meget information fra omgivelserne. En sådan informationskaskade kan opstå, når personer én efter én tager forbipasserende personers valg eller meninger til sig som gyldige forbilleder, når de ikke selv har tilstrækkelig viden til at afgøre sagen men også, når de allerede har viden nok om sagen. Igen kan det være ganske rationelt at kompensere for sin manglende viden på denne måde, men ligesom med pluralistisk ignorance, kan udfaldet være ganske forfærdende. Det at tage andres valg som endegyldigt vidnesbyrd kan ende med at overtrumfe den enkelte persons begrundede tvivl, sande 12

13 information, fornuftige beslutning eller korrekte bedømmelse af situationen. Således kan man komme til at reproducere andres fejl eller hoppe med på en vogn, som ingen ved, hvor skal hen. Pluralistisk ignorance og informationskaskader gør det klart, at den, der kan styre det offentlige rum og informationen deri, kan gøre gavn men i særdeleshed også udrette megen skade. Det ansporer til spørgsmålet om, hvad det offentlige rum er, hvordan det hænger sammen med information og viden, samt hvilken værdi det offentlige rum har i hverdagen og i demokratiet. Det viser sig, at det offentlige rum er tæt forbundet med en helt særlig form for viden, nemlig en fællesviden, og formålet med kapitel 3 er at afdække forbindelsen mellem det offentlige rum og denne fællesviden. Det offentlige rum er en grundpille i demokratiet, et rum hvis karakter man kan pille ved ved hjælp af information eller mangel på samme. Det er dog ikke den eneste demokratiske grundpille, man kan manipulere med givet forskellige informationsfænomener og kneb. Forestillingen om hvad vores egen rolle skal være i samfundet, og hvad der skal til for at spille denne rolle, er en anden. I de sidste mange år har forestillingen om det frie valg været et rent tilløbstykke, hvor højre såvel som venstre ben i det politiske spektrum er faldet over hinanden i ren iver. Men hvad skal der egentlig til for, at et valg kan kaldes frit? Det undersøges i kapitel 4 for hvad de frie valg beløber sig til spiller selvsagt en væsentlig rolle når man lever i et demokrati i hvilket man frit kan beslutte hvad man vælger at stemme på. Der kan være nok så meget information til rådighed for borgeren, vælgeren eller beslutningstageren, men hvis informationen præsenteres på en bestemt måde, kan den ligeledes bruges til manipulation. I kapitel 5 er det såkaldte rammeproblem genstand for undersøgelse. Hvis folk bliver bedt om at vælge mellem to (eller flere) alternativer, som de er fuldt informerede om, og hvor 13

14 de to alternativer giver anledning til samme nettoresultat, kan deres beslutning i sidste instans påvirkes af, hvorledes de alternative valg præsenteres for dem. Hvis man kan påvirke individers valg eller beslutninger alene ved den måde valgmulighederne opstilles på, selvom forskellen i valget er den samme, kan man få mennesker til hvad som helst. Det kan være at få dem til at foretage valg, der enten ikke gavner dem selv eller også ligefrem er inkonsistente altså, at man i samme situation vælger muligheder, der ikke kan gå i opfyldelse samtidigt. Det kan være en gunstig situation for enhver demagog, politiker, magthaver og meningsdanner. Hvor rammeproblemet er baseret på informationspræsentation, er et andet ubehageligt fænomen baseret på informations selektion. I kapitel 6 udredes fænomenet overbevisningspolarisering, hvor menneskers holdningsmæssige enighed forstærkes, idet de behandler den tilgængelige information. Hvis en gruppe således er enig om et givet standpunkt, har de tendens til kun at betragte og overveje information, der støtter dem i deres overbevisning. Resultatet er med andre ord, at der sorteres kraftigt i hvilken information og hvilke stemmer, man gider høre på. Således kan ekkokammeret opstå, hvor man udelukkende hører på andre, der har samme standpunkt som en selv. Jo flere ekkoer der høres, og jo mere information som indsamles, der støtter ens position, desto mere overbevist bliver man om, at man selv har ret og alle andre har hæklefejl i kysen. Polariseringen i den danske indvandrerdebat er et godt eksempel herpå. Multikulturalister og nationalister forstærker gensidig hinandens position og kræver særrettigheder for hver deres gruppe, medens oplysningspositionen med lige ret for alle og uden særrettigheder svækkes. I værste fald kan denne form for polarisering lede til ekstremisme, had, vold, krig og terror. Hvis det ikke var foruroligende nok, kommer dertil, at polarisering kan true et samfundsideal, mange sætter meget højt, nemlig idealet om det drøftende demokrati, hvor mangesidig meningstilkendegivelse og moden meningsudveksling går forud for 14

15 beslutninger i demokratiske anliggender. Ligesom med pluralistisk ignorance, informationskaskader og rammeeffekter gør kapitlet det klart, hvordan overbevisningspolarisering kan true det drøftende demokrati og en robust samfundsorden. Hvis pluralistisk ignorance, informationskaskader, rammeproblemer og polarisering får lov til at husere, er der fare for, at man bliver intellektuelt blind, døv og stum og nærmest får uoverstigelige problemer med overhovedet at navigere fornuftigt rundt som borger, vælger, forbruger, ja, sågar menneske. I bogens kapitel 7 gives en konkret analyse af, hvordan manglende viden om de rammer, vi som vælgere handler indenfor, kan ende med at sende os på afveje og blindgyder, fx i forbindelse med så vigtig en beslutning som en fortsættelse af den danske krigsdeltagelse i Afghanistan. Den danske krigsdeltagelse er ikke den eneste konkrete analyse. I kapitel 8 afdækkes informationsstrukturen af og mekanikken bag en lang række forskelligartede samfundsfænomener, der strækker sig fra bloddonation over ghettoisering til forbrugerdemokratiet. Der bliver tegnet et noget trist billede her. Det lader til, at vi som mennesker, borgere eller beslutningstagere bare er overladt til en række informationsfænomener og forskelligartede kneb som andre igen, efter forgodtbefindende, kan bruge til at vildlede os med. Omvendt bliver vi ikke manipuleret med hele tiden i vores daglige gøren og laden, og fra tid til anden kan man godt gennemskue, hvad der er i gærde. Det kommer sig af, at vi midt i informationsstrømmen ofte alligevel kan sondre mellem relevant, tilstrækkelig og velafbalanceret viden, inklusiv viden om vores videns begrænsninger på den ene side og ufuldstændig, selektiv eller fordrejet information på den anden. Som det er blevet klart, kan information både forstærke og undergrave demokratiske processer afhængig af, hvordan informationen bliver brugt. Men 15

16 viden og demokrati står ikke i samme anstrengte forhold til hinanden. Viden som proces og sand information på den ene side og demokrati på den anden er afhængige af hverandre, hvilket underbygges i bogens afsluttende kapitel 9. 16