Bæredygtighed, økonomi og velfærd

Transkript

1

2

3 Introduktion Bæredygtighed, økonomi og velfærd Peder Andersen, Jørgen Birk Mortensen og Helle Ørsted Nielsen (red.) Det Strategiske Miljøforskningsprogram 2001

4 Bæredygtighed, økonomi og velfærd Bæredygtighed, økonomi og velfærd 1. udgave, 2001 Forfatterne og Det Strategiske Miljøforskningsprogram, 2001 Grafisk tilrettelæggelse: Birgitte Bergmann, Reco Consult Tryk: Narayana Press, Gylling Oplag: 650 ISBN Pris: 100 kr. inkl. moms ved henvendelse til Det Strategiske Miljøforskningsprogram Bogen kan endvidere ses på Det Strategiske Miljøforskningsprograms hjemmeside: Artiklerne kan frit citeres med tydelig kildeangivelse Det Strategiske Miljøforskningsprogram Gustav Wieds vej 10, 8000 Århus C Tlf Fax E-post: smp@smp.au.dk Internet: 2

5 Introduktion Forord Denne bog præsenterer resultater af den forskning, der er foregået i AMOR Center for Analyser, Modeller Og Regnskaber under Det Strategiske Miljøforskningsprogram (SMP). Forskningen under AMOR har til formål at udvikle miljøøkonomiske modelværktøjer, der integrerer miljøhensyn med velfærdsøkonomiske hensyn med henblik på at vurdere forskellige scenarier for bæredygtig udvikling. Med afsæt i international forskning er bæredygtighedsbegrebet forsøgt operationaliseret, og anvendeligheden af miljøindikatorer, miljøindeks og modeller er analyseret og udviklet. Det er vores håb, at Bæredygtighed, økonomi og velfærd dermed kan bidrage i det videre arbejde med at konkretisere og implementere Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling: Udvikling med omtanke fælles ansvar (Regeringen juni 2001). Bæredygtighed, økonomi og velfærd afspejler den form for forskningsformidling, Det Strategiske Miljøforskningsprogram ønsker at fremme. Med udgangspunkt i forskning, der bygger på grundforskningens kriterier og metoder, tilstræber forskerne at formidle deres resultater i en anvendelsesorienteret form og sammenhæng, der gør dem brugbare for politikere og andre relevante beslutningstagere på miljøområdet. Bogen er en opfølgning på Konference om Bæredygtighed, økonomi og miljø, der blev afholdt i Landstingssalen på Christiansborg den 20. marts 2001, og er skrevet, så alle med interesse for bæredygtighedsspørgsmålet skal kunne få gavn af at læse den. Bogen markerer samtidig afslutningen på AMOR-centret i SMP-regi. Siden 1997 har centret integreret forskere fra Det Økonomiske Råds Sekretariat (centerledelse), Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks Statistik, Den Kgl. Veterinærog Landbohøjskole, Forskningscenter Risø, Københavns Universitet, Roskilde Universitetscenter og Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut. Det er SMP s opfattelse, at forskningens kvalitet og relevans gennem denne centerdannelse har fået et betydeligt løft. Århus, november 2001 Lauritz Holm-Nielsen, formand for Det Strategiske Miljøforskningsprogram 3

6 Bæredygtighed, økonomi og velfærd 4

7 Introduktion Indholdsfortegnelse Sektion 1. Introduktion... 7 Bæredygtighed, økonomi og velfærd: Indledning Peder Andersen og Jørgen Birk Mortensen... 9 Bæredygtighed og økonomi: Teori og praksis Jørgen Birk Mortensen og Peder Andersen...11 Sektion 2. Miljøindikatorer, bæredygtighed og miljøpolitik Ægte opsparing og indikatorer for økonomi og miljø Ole Gravgård Pedersen Aggregerede miljø- og bæredygtighedsindeks Flemming Møller Miljømæssigt justerede makroøkonomiske indikatorer Peter Rørmose Jensen Sektion 3. Økonomiske modeller, bæredygtighed og miljøpolitik Miljømodeller og makroøkonomiske analyser Frits Møller Andersen Vil det nordiske elmarked også fremover være præget af effektiv konkurrence? Jan V. Hansen, Jens Hauch og Mikkel T. Kromann Sektion 4. Landbrug, bæredygtighed og miljøpolitik Miljøregulering og bæredygtighed landbrugets pesticidforbrug som eksempel Jørgen D. Jensen, Henrik Huusom, Martin Andersen, Hild Rygnestad og Stine H. Jørgensen Analyser af landbrugets pesticidanvendelse Jesper S. Schou og Tove Christensen Sektion 5. Transport, bæredygtighed og miljøpolitik Transport i et bæredygtighedsperspektiv Henrik Gudmundsson Forbedret kollektiv service som miljøstrategi Linda Christensen

8 Bæredygtighed, økonomi og velfærd Sektion 6. Bæredygtighed, modeller og politik Overforbrug og bæredygtig udvikling Anders Chr. Hansen Miljøøkonomiske modeller og politiske strategier for bæredygtig udvikling Jesper Jespersen Forfatterkontakt

9 Introduktion Sektion 1 Introduktion 7

10 Bæredygtighed, økonomi og velfærd 8

11 Introduktion Bæredygtighed, økonomi og velfærd: Indledning Peder Andersen, Det Økonomiske Råds Sekretariat og Jørgen Birk Mortensen, Københavns Universitet Der er en meget stor interesse for at finde veje til en bæredygtig udvikling. Det gælder for bl.a. politikere, embedsmænd og forskere. Alle giver udtryk for, at det er vigtigt, at udviklingen er bæredygtig, og at vi finder politiktiltag til at sikre dette. Det er også let at observere, at bæredygtighed eller synonymer for bæredygtighed er blevet plusord, alt for mange bruger hæmningsløst. Men hvordan er det med enigheden om indholdet? Hvordan kan bæredygtighed måles? Og hvilke politiktiltag kan sikre den udvikling, der engang eventuelt måtte blive besluttet som værende bæredygtig? Vanskelige spørgsmål, som alle bør udvise ydmyghed over for. Her er ingen lette løsninger! Der er fortsat uafklarede teoretiske forhold, der er fortsat huller i modelarbejdet, og der er store datamæssige problemer. Ideen med denne bog er at give indsigt i disse forhold. Vurderingen af, om den samfundsmæssige udvikling er bæredygtig, må naturligvis bygge på naturvidenskabernes viden om naturgrundlagets tilstand og trusler herimod. Men samtidig står det uden for diskussion, at uden bidrag fra samfundsvidenskabelige forskere, herunder økonomer, vil afdækningen af indholdet af bæredygtig udvikling og veje til at opnå dette ikke give et dækkende billede af den udfordring, vi står over for. Økonomers teoriudvikling, modelanvendelse og helhedssyn på økonomi og natur som led i skabelsen af velfærd kan bl.a. medvirke til at sikre, at krav om handling, der udspringer fra enkeltfagdiscipliner, sættes ind i en overordnet samfundsmæssig sammenhæng og prioritering. Brundtland-rapporten fra 1987 blev reelt startskuddet til interessen for en bæredygtig udvikling, og med Rio-konferencen i 1992 blev arbejdet intensiveret bl.a. ved, at alle lande blev opfordret til at udarbejde nationale strategier for bæredygtig udvikling. Disse nationale strategier vil indgå i Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Bæredygtig udvikling er således højt på den internationale dagsorden, og der er næppe tvivl om, at der vil den blive i mange år. I juni 2001 blev Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling offentliggjort. Som titlen Udvikling med omtanke - fælles ansvar antyder, er det et projekt, der vedrører os alle. I Danmarks strategi for bæredygtig udvikling er der en række overvejelser, der er i overensstemmelse med forskningsresultater om bæredygtig udvikling. Men for at komme fra strategien til implementeringen er der en række uafklarede spørgsmål, der kan vise sig ganske vanskelige at besvare, herunder at få afklaret det helt grundlæggende spørgsmål om, hvad der mere præcist karakteriserer en bæredygtig udvikling. Der er ret stor uenighed om dette blandt politikere, administratorer og forskere. Økonomers arbejde med spørgsmålet har bidraget til nogen afklaring. Selv om ikke alle økonomer har fuldstændig samme opfattelse af begrebet en bæredygtig udvikling, er der en række helt centrale forhold, som kan fremhæves som fælles gods, nemlig: 9

12 Bæredygtighed, økonomi og velfærd 1. at der kan ske en nedslidning af naturen i et sådant omfang, at det kan true kommende generationers levevilkår 2. at den nye udfordring i forbindelse med en bæredygtig udvikling er lighed mellem generationer 3. at den økonomiske præcisering af begrebet bæredygtig udvikling som ikke aftagende velfærd over tid gør begrebet operationelt og anvendeligt 4. at samfundsmæssig effektivitet i udnyttelsen af ressourcerne er et krav, som bidrager til at sikre, at niveauet for velfærden over tid bliver så høj som muligt 5. at et krav til en bæredygtig udvikling ikke indebærer, at alle miljø- og naturressourcer opretholdes på det nuværende niveau 6. at det afgørende er, at den samlede formue, som en generation overlader til næste generation, sikrer den kommende generation en velfærd, der er ikke faldende, og at formuens sammensætning tilpasses til at sikre højest mulig velfærd. Det er det sidste udsagn, der danner grundlaget for det centrale begreb ægte opsparing. Det afgørende er, at den ægte opsparing mindst er positiv. Dvs., at nettoopsparingen forbliver positiv, selv om nogle typer af kapital reduceres, blot anden kapital vokser og dermed kompenserer velfærdsmæssigt. Hvis en type af kapital, som fx mængden af olie i undergrunden, går ned, fordi vi udnytter olien, skal dette kompenseres af en positiv tilvækst i anden kapital. Dette kan være anden naturkapital, men behøver ikke være det. Dog kan nogle former for naturkapital betragtes som kritiske og kan derfor ikke nødvendigvis erstattes af anden kapital. Som flere indlæg i denne bog berører, er der en række problemer med at opgøre ægte opsparing, men tankegangen bag ægte opsparing er vigtig at have med i vurderingen af, om en udvikling er bæredygtig eller ej. Ægte opsparing er en blandt flere vigtige indikatorer for bæredygtighed. Hertil kommer, at når der tages hensyn til vores manglende viden om naturens dynamik og sårbarhed og om vore efterkommeres behov og ønsker, er det nødvendigt at udvise en tilpas grad af forsigtighed i udnyttelse af naturen. Analyserne af bæredygtig udvikling og midler til at fremme en sådan udvikling omfatter ud over de principielle aspekter derfor en vifte af emner, der knytter sig til opstilling af relevante indikatorer, der kan give os en pejling af, om udviklingen er i overensstemmelse med ønsket om en bæredygtig udvikling eller går i den forkerte retning. Men der er også behov for udvikling og anvendelse af mere komplicerede modeller, der kan anvendes i analyserne af, om forskellige udviklingsscenarier vil være i overensstemmelse med opstillede krav til udviklingen. Sådanne analyser omfatter også modelarbejde på sektorniveau inden for fx landbrug, transport og energi. Bidragene i denne bog skulle gerne berige læserne på disse områder og være med til at reducere uklarhederne om samspillet mellem bæredygtighed, økonomi og velfærd. 10

13 Introduktion Bæredygtighed og økonomi: Teori og praksis Jørgen Birk Mortensen, Københavns Universitet og Peder Andersen, Det Økonomiske Råds Sekretariat Der tales om, at vi skal stræbe efter en bæredygtig udvikling. Men hvad skal der egentlig forstås ved det begreb? Artiklen ser på begrebet i sammenhæng med økonomiske overvejelser, og derved gives begrebet et præcist indhold. Dernæst ses på forskellige måder at opgøre, om den faktiske udvikling er bæredygtig. Artiklen afslutter med en vurdering af Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling. Indledning Begrebet bæredygtig udvikling har både nationalt og internationalt fået en central placering i den miljøpolitiske debat. Brundtland-rapporten fra 1987 blev reelt startskuddet til den store og ret bredde offentlige interesse for at sikre en bæredygtig udvikling, og med Rio-konferencen i 1992 blev arbejdet intensiveret. I juni 2001 udkom Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling. Der er ingen tvivl om, at der i de kommende år nationalt og internationalt vil blive taget mange initiativer både politisk og forskningsmæssigt under den fælles overskrift En bæredygtig udvikling. Det er der også en række gode begrundelser for, men en grundlæggende vanskelighed består i, at der er ganske store uoverensstemmelser om, hvad der skal forstås ved en bæredygtig udvikling, og hvorledes denne skal nås og opretholdes. Det er vanskelige spørgsmål, hvor bl.a. og måske især økonomiske prioriteringsspørgsmål er centrale. Denne artikel giver en indgang til at se på spørgsmålet om bæredygtighed i sammenhæng med denne prioritering, herunder at vurdere, hvorledes manglende viden skal håndteres. I den forbindelse ses også på, hvorledes forsigtighedsprincippet kan anvendes. Ligeledes vil Danmarks nationale strategi for bæredygtighed blive vurderet i lyset af de centrale økonomiske aspekter, der indgår i diskussionen om at opnå en bæredygtig udvikling. Et vigtigt udgangspunkt er, at naturen skaber de ydre rammer omkring al menneskelig aktivitet. Den økonomiske udvikling har ført til en række forureningsproblemer og til overudnyttelse af naturressourcer. Hvis en sådan udvikling skal ændres og for at der kan gribes ind på hensigtsmæssig måde - kræves både en indsigt i, hvordan det økonomiske system virker, og en indsigt i samspillet mellem økonomi og natur. Spillereglerne i det økonomiske system skal udformes under hensyntagen til sammenhængene i naturen eller det økologiske system. Økonomer sætter naturens betydning for menneskelige levevilkår og tilfredsstillelse af menneskelige behov i centrum. Denne tilgang skaber en samlet ramme for de samfundsmæssige prioriteringer. Konsekvenser for de menneskelige levevilkår af ændringer i naturtilstanden kan sammenholdes med konsekvenser af ændringer af andre forhold, som er bestemmende 11

14 Bæredygtighed, økonomi og velfærd for disse levevilkår. Rangordning af politiktiltag sker på grundlag af konsekvenserne for levevilkår, herunder etiske hensyn som fx ønsket om at bevare arter og en bestemt grad af biologisk mangfoldighed. Baggrunden for diskussionen omkring begrebet bæredygtig udvikling er bekymring for, at den nuværende økonomiske udvikling sker på bekostning af en nedslidning af naturen i et omfang, som truer fremtidige generationers levevilkår. Udnyttelsen af naturen har væsentlige konsekvenser for de muligheder, der overlades fremtidige generationer og dermed for fordelingen af velfærd mellem generationer. Hensynet til vore efterkommere bliver dermed et helt centralt spørgsmål for den nuværende generations udnyttelse af naturen. Et andet vigtigt aspekt, som ikke drøftes i denne artikel, er bæredygtighed og fordeling af levevilkår mellem grupper af personer og mellem lande. Fordelingen mellem generationer repræsenterer den nye udfordring i forbindelse med bæredygtighedsdiskussionen, medens fordelingen inden for en generation i højere grad repræsenterer den traditionelle fordelingsdiskussion. 1 Naturen og økonomi Historisk har økonomer været meget optaget af, at naturen, specielt jord, er vigtig for at forklare den økonomiske udvikling, og at samfundsstrukturerne, herunder især fordelingen af ejendomsrettigheder, kan være af stor betydning for det økonomiske udbytte af jorden og andre naturressourcer (Kula, 1998; Crocker, 1999). Men det er først i det 20. århundrede, at formelle og stringente økonomiske analyser bruges, herunder til nærmere at forstå indholdet i begrebet bæredygtig udvikling. Naturens ydelser kan være et led i produktion eller direkte være en del af forbruget. Ydelserne deles traditionelt op i følgende tre kategorier: 1) Naturen stiller ressourcer til rådighed, som benyttes som input og omdannes i det økonomiske system, 2) naturen yder en række rense- og nedbrydningstjenester i forbindelse med frembragte affaldsstoffer og 3) naturen påvirker direkte menneskers velfærd og levevilkår (sundhedstilstand, direkte forbrug af naturydelser m.v.) og kan derfor opfattes som et forbrugsgode. Disse tre forhold betyder, at det er naturligt at opfatte naturressourcerne som formue- og kapitalgoder, der frembringer en række serviceydelser for samfundet, og som kan analyseres inden for en traditionel økonomisk model. Samtidig bliver det nærliggende at undersøge, hvordan ejendomsrettigheder eller mangel på samme sammen med eksterne effekter påvirker udnyttelsen af naturen. Andre fagdiscipliner ser ofte mere snævert på miljø- og ressourcespørgsmål. Fx vil læger koncentrere sig om sygdomme i tilknytning til forurening, jurister mest være optaget af ejendomsretsforhold, og ornitologer vil være bekymret for fuglenes livsbetingelser. 1 Artiklen er udarbejdet på grundlag af primært Andersen og Mortensen (2000), Andersen (1999), Andersen (2000) og Det Økonomiske Råd (1998). 12

15 Introduktion Økonomiske forklaringer på uhensigtsmæssig naturforvaltning Miljø- og ressourceproblemer er ofte karakteriseret ved forhold, som bevirker, at markedssystemet fungerer uheldigt. For at markedssystemet skal fungere, må de nødvendige markeder rent faktisk eksistere og fungere godt. Dette kræver fx, at der eksisterer markeder for affaldsprodukter og markeder for fremtidige leverancer, der kan afstemme planer med langsigtede konsekvenser, hvilket kun sjældent er tilfældet. Endvidere er natur- og miljøområdet præget af kollektive goder og eksterne effekter. Begge fænomener giver som bekendt problemer for markedssystemets evne til at frembringe ønskværdige tilstande. En smuk natur er et kollektivt gode, hvor en persons forbrug ikke reducerer andre personers muligheder for forbrug af samme gode, når man ser bort fra trængsel og nedslidning. I et markedssystem er det vanskeligt at få information om borgernes vurdering af kollektive goder og dermed sikre, at man frembringer dem i rette omfang. For den enkelte vil der være et incitament til ikke at afsløre sin interesse i disse goder, idet man dermed håber at komme til at betale en mindre andel af omkostningerne ved at frembringe goderne. Eksterne effekter foreligger, når en producent eller forbruger ved sine handlinger påvirker andre producenters eller forbrugeres produktions- eller forbrugsmuligheder uden om markedssystemet. Eksterne effekter kan have både negative og positive konsekvenser for dem, som påvirkes heraf. Forurening er det væsentligste eksempel på en negativ ekstern effekt. Det er ofte vanskeligt at opkræve betaling for sådanne effekter, og der opstår derfor ikke et marked. Når der ikke opkræves betaling for eksterne effekter, afspejles disse ikke i omkostninger og priser, og en række beslutninger tages derfor på forkert grundlag. Manglende specifikation af ejendomsret eller offentlig-gode karakteren af mange miljøgoder kan være baggrunden for, at et passende marked ikke opstår eller kan fungere på sædvanlig vis. På miljø- og ressourceområdet er der derfor en række argumenter for en eller anden form for offentligt indgreb for at korrigere tilstanden. Manglende prissætning af miljøgoder og miljøskader, og dermed manglende krav om betaling, kan ofte opfattes som grunden til, at en række uhensigtsmæssige beslutninger tages. Det viser sig fx i form af overudnyttelse af de ydelser, som miljøet eller naturen stiller gratis til rådighed for det økonomiske system, eller i form af forringelser af naturkapitalen. Det er derfor en oplagt idé i miljøpolitikken at forsøge at korrigere markedssystemet, fx ved at indføre en passende form for prissætning og eventuelt betaling på goder og effekter, som ikke hidtil har været prissat. På denne måde kommer disse effekter til at indgå i beslutningstagernes overvejelser. Bæredygtighedens dimensioner Det er ikke muligt at gennemføre den nødvendige planlægning og tilhørende reguleringer for at sikre en bæredygtighed udvikling, med mindre begrebet præciseres. Her er der fortsat store uklarheder, og en række definitioner, opgørelsesmetoder og indikatorer bliver anvendt. I det følgende gøres rede for begrebet bæredygtig med udgangspunkt i økonomisk teori, og forskellige opgørelsesmetoder berøres. 13

16 Bæredygtighed, økonomi og velfærd Brundtland-rapporten og bæredygtighedsbegrebet I Brundtland-rapporten findes ikke nogen præcis definition af begrebet bæredygtig udvikling, men en række forsøg på at karakterisere begrebet. Et eksempel på en sådan karakteristik er, at en bæredygtig udvikling er kendetegnet ved, at nuværende generations behov opfyldes, uden at fremtidige generationers muligheder for at få opfyldt deres behov bringes i fare. I denne formulering er det specielt lighed mellem generationer, og dermed fordelingen over tid, der fokuseres på. Bæredygtig udvikling udspringer af et ønske om, at fremtidige generationers interesser skal have samme opmærksomhed som den nuværende generations interesse. For at begrebet kan anvendes i politik og planlægning, er det nødvendigt, at det får en så klar fortolkning, at man bliver i stand til at afgøre, om en given udvikling faktisk har været bæredygtig eller ej. Begrebet skal kunne anvendes til at vurdere og rangordne forskellige fremtidige udviklingsforløb, som afspejler samfundets valgmuligheder. I den økonomiske litteratur findes adskillige forsøg på mere præcise fortolkninger af begrebet, som kan anvendes i forbindelse med økonomiske teorier og modeller. Specielt har ikke aftagende velfærd over tid som præcisering af begrebet givet anledning til en række interessante resultater. Det etiske krav om bæredygtighed kan opfattes som en kæde af forpligtigelser, som hver generation har over for sine efterkommere, som udtrykt i følgende citat fra G.B. Asheim (1994): Bæredygtighed er et krav til hver generation om at anvende ressourcebeholdningen på en sådan måde, at samme forventede velfærd (nytte eller livskvalitet) kan opnås af den efterfølgende generation, selv når den efterfølgende generation forpligtiger sig til kravet om bæredygtighed. Med disse fortolkninger af begrebet kunne den vækstteori for økonomier med udtømmelige ressourcer, som var udviklet i 1970 erne, anvendes til at afdække begrebets konsekvenser. Solow (1974) havde i 1974 givet Rawl s Max- Min kriterium en intertemporal eller generationsfortolkning, efter hvilken samfundet skulle tilstræbe en udvikling, hvor den dårligst stillede generations velfærd eller forbrug blev maksimeret. I en økonomisk model, hvor der er mulighed for via opsparing at ændre på den kapitalmængde, som overføres mellem generationer, fører dette til, at forbruget skal holdes konstant over tid. Solow undersøgte muligheder for at opretholde forløb med konstant positivt forbrug i en økonomi, hvor en udtømmelig ressource, som findes i en given mængde, er essentiel i den forstand, at produktion uden input af den udtømmelige ressource ikke er mulig. Analysen viste, at et konstant positivt forbrug kun kan opretholdes, hvis substitutionsmulighederne målt ved elasticiteten mellem den udtømmelige ressource og produceret kapital er større end 1. En substitutionselasticitet på 1 angiver, at en procentændring af den ene faktor modsvares af en tilsvarende en procentændring i den anden faktor. Med en substitutionselasticitet, som er mindre end 1, kan et konstant positivt forbrugsniveau ikke opretholdes uden tekniske fremskridt. Hvis denne nødvendige betingelse er opfyldt, vil det forbrugsniveau, som kan opretholdes, være bestemt af substitutionsmuligheder, teknologiske fremskridt og ressourcebeholdningens størrelse. 14

17 Introduktion Solows model indfanger tilfældet, hvor den endelige mængde af den udtømmelige ressource virkelig er bindende, idet produktion uden denne ressource ikke er mulig. Et mere optimistisk tilfælde er kendetegnet ved, at der findes en backstop teknologi baseret på en fornybar ressource. Produktionsniveauet er da på lang sigt bestemt af den maksimalt opretholdelige strøm af fornybare ressourcer. Hartwick (1977) har med udgangspunkt i Solows resultater udledt en investeringsregel for en økonomi med en udtømmelig ressource. Hvis overskuddet fra udtømningen af en sådan ressource (ressourcerenten) investeres i produceret kapital, vil forbruget eller velfærden kunne holdes konstant over tid. Reduktionen i naturkapitalen bliver netop kompenseret af en opbygning af en anden type kapital. Indsigten fra denne analyse er således, at hvis samfundets samlede beholdning af kapital, dvs. naturkapital, menneskelig kapital og produceret kapital, er ikke-aftagende over tid, vil det være muligt at sikre ikkeaftagende forbrug eller velfærd og dermed bæredygtig udvikling. Hensyntagen til fremtidige generationer er ikke et spørgsmål om at bevare specifikke kapitalgoder, men at sikre disse generationer en generel kapacitet til at frembringe menneskelig velfærd i fremtiden. Forbrug af ikke-fornybare ressourcer er tilladt, hvis forbruget kompenseres med opbygning af andre kapitalbeholdninger med samme potentiale for at generere menneskelig velfærd. Den samlede nationale formue, som en generation videregiver til næste generation, må således ikke være mindre end den formue, som generationen selv modtog fra den tidligere generation. Hermed fremkommer endvidere en enkel sammenhæng til begrebet indkomst, som det en person eller nation kan tillade sig at forbruge i en periode uden at forringe sin formuestatus (Hicks indkomstdefinition). Indsigten kan også formuleres som et krav om, at nettoopsparingen i de forskellige typer af kapital i samfundet skal være positiv. Hvis beholdningen af en type kapital er reduceret, skal dette kompenseres af positiv tilvækst i andre kapitalbeholdninger, som kan kompensere fremtidige generationer. Med udgangspunkt i kravet om, at forbruget eller velfærden skal være ikkeaftagende, fremkommer kravet om, at nedgang i naturkapital skal kompenseres, at opbygning af andre typer af kapital, svarende til at samfundets samlede kapital, skal være ikke aftagende. Kravet om ikke-aftagende velfærd eller forbrug er således ækvivalent med krav om ikke aftagende total kapital (forudsætningen for dette resultat er bl.a. konstant rente og befolkning). At vurdere ændringerne i samlet kapital vil ofte være enklere end at vurdere velfærd eller forbrug. De priser, som skal anvendes ved opgørelse af ændringer i de forskellige typer af kapital, kan dels være bestemt af substitutionsforhold i produktionen eller af substitution i forbruget. Nettonationalproduktet (NNP) kan under en række betingelser gives en velfærdsfortolkning og anvendes som en indikator for velfærd, jf. Weitzman (1976). I en økonomi uden tekniske fremskridt, ingen eksternaliteter, og hvor agenterne har fuldkommen forudseenhed, er NNP eller nytteværdien heraf proportional med den maksimerede intertemporale målfunktion for den repræsentative forbruger. En vigtig tolkning er, at NNP er målet for fremtidig nytte, dvs. at nationalregnskabet giver information om nuværdien af fremtidig nytte langs det optimale forløb. Disse resultater om konsekvenser af bæredygtig 15

18 Bæredygtighed, økonomi og velfærd udvikling og kendetegn ved politik, som sikrer en sådan udvikling, har oplagt gjort den abstrakte etiske diskussion om begrebet mere konkret og operationel og endda affødt en række ideer til empiriske målinger og opgørelser. Svag kontra stærk bæredygtighed Den ovenstående tilgang til bæredygtig udvikling forudsætter, at de forskellige typer af kapital kan erstatte hinanden enten i produktionen eller i den menneskelige behovstilfredsstillelse. Dette har været anfægtet og diskuteret for nogle typer af naturkapital. I det omfang, der findes naturkapital, som er uerstattelig i forhold til opretholdelse af menneskelig velfærd, må kravet til bæredygtighed indbefatte krav om, at beholdningerne af disse typer af kritisk naturkapital ikke reduceres. Udpegning af kritisk naturkapital eller fastlæggelse af grænser for, hvor langt en type af naturkapital kan nedbringes, bliver så vigtige opgaver. Stærk bæredygtighed foreligger, når der indføres krav om, at nogle eller alle typer af naturkapital ikke må reduceres. Stærke bæredygtighedskrav kan have absurde konsekvenser, fx at udtømmelige naturressourcer slet ikke må anvendes. Ingen generation vil så kunne udnytte disse ressourcer. Udtømmelige ressourcer skal faktisk forbruges, for at de kan være velfærdsgenererende. En svagere form ville være at kræve, at udtømmelige naturressourcer må anvendes, hvis der opbygges et alternativ, som kan erstatte nedgangen i naturressourcen. Fx at der skal sikres fremtidige generationer et bestemt energiforbrug. Der kan argumenteres for, at også dette krav er for stærkt, idet energiforbrug kan erstattes af andre former for forbrug i frembringelse af velfærd. Som alternativ til at starte med en række restriktioner, som tager udgangspunkt i de eksisterende mængder af naturkapital, forekommer en optimering i relation til menneskelige præferencer en bedre fremgangsmåde. Manglende substitutionsmuligheder kan indgå i beskrivelsen af samfundets produktionsmuligheder. Krav om, at nogle typer af naturkapital ikke må reduceres, bør være en konsekvens af en optimering, hvor økologisk-økonomiske sammenhænge er modelleret. Restriktioner på naturkapitalen bør fremkomme som resultat af en optimering, ikke som udgangspunkt for en optimering. Den måde, hvorpå restriktioner på naturkapital indføres i den stærke bæredygtigheds tilgang, er således ofte utilfredsstillende. Dog kan manglende indsigt i samspillet mellem økologiske systemer og økonomisk aktivitet og henvisning til et forsigtighedprincip give et rationale for at lægge restriktioner på brugen af typer af naturkapital. Substitution i brugen af naturressourcer kan betragtes som et væsentligt kendetegn ved de industrielle landes økonomiske historie. Knaphed på brændselsressourcer var en af drivkræfterne bag den industrielle revolution, hvor teknologiske innovationer muliggjorde ressourcesubstitution og dermed lempelse af nogle begrænsninger. Problemerne knyttet til reduktion af ressourcebeholdninger med høj lødighed blev løst ved opdagelse af nye teknologiske processer, som muliggjorde udnyttelse af naturressourcer af lavere lødighed eller erstatning med andre materialer. Da interessen for begrebet bæredygtig udvikling i forbindelse med Brundtland-rapporten opstod, eksisterede der en økonomisk teori, som kunne 16

19 Introduktion anvendes til at undersøge konsekvenser og politikregler knyttet til dette begreb. Sådanne analyser kan ved afdækning af konsekvenser af etiske principper bidrage til at klargøre den etiske og politiske debat om hensynet til fremtidige generationer. Den økonomiske præcisering af begrebet, som ikke-aftagende velfærd over tid, udmærker sig ved stor enkelhed og ved at indgå i besnærende enkle sammenhænge med en række centrale økonomiske begreber. Samtidig har begrebet været stærkt inspirerende for udviklingen i økonomisk teori og i analyser af de problemer, miljøøkonomer beskæftigede sig med. Præcisering af begrebet har afdækket konflikter og meningsforskelle samt klargjort begrænsninger ved den økonomisk fortolkning. Den økonomiske fortolkning har muliggjort de første forsøg på empirisk at måle, om udviklingen i en økonomi levede op til kravet om bæredygtighed. Disse forsøg er oplagt relevante for begrebets fremtidige anvendelighed i planlægning og politik. Måling af bæredygtighed I praksis har indsatsen især været rettet mod at måle bæredygtighed ved udviklingen i en række indikatorer for udviklingen i naturens tilstand. Denne angrebsvinkel har i høj grad taget udgangspunkt i naturvidenskabernes prioritering af, hvilke områder der må anses for at være vigtige. Nedenstående tabel 1 giver en oversigt over indikatorer, Miljø- og Energiministeriet i slutningen af sidste århundrede anså for højt prioriterede. Det er ligeledes karakteristisk for den politiske fokus på bæredygtighed, at den ikke har været præget af et helhedssyn. Fx indeholder publikationer fra Miljø- og Energiministeriet, Natur og Miljø 1997 ( Holten-Andersen m.fl., 1998) og Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse 1999 (Miljø- og Energiministeriet, 1999), omfattende oversigter over naturens tilstand og udviklingen samt overvejelser om, hvad der kan gøres for at forbedre tilstanden. Men der er ikke noget helhedssyn eller nærmere sammenhængende prioriteringsovervejelser, jf. at der i Holten-Andersen m.fl. (1998) i indledningen om landets natur og miljø konkluderes følgende: Alt i alt har resultatet (af udviklingen) været en til dels drastisk forringelse af natur og miljøkvaliteten. En bæredygtig udnyttelse af landets arealer er derfor overordentlig vigtig for også på lang sigt at opretholde velfungerende økosystemer. Kun derved sikres levesteder for alle specialiserede plante- og dyrearter, jordens frugtbarhed bevares, og landskabets rekreative værdi øges. Citatet er karakteristisk for det grundlag, miljø- og ressourcepolitikken har bygget på i relation til at leve op til en (uklar) målsætning om en bæredygtig udvikling. Det fremgår ingen steder, hvordan forfatterne til publikationen er kommet frem til, at vi fortsat skal opretholde netop det givne antal velfungerende økosystemer, hvorfor vi ønsker netop det eksisterende antal specialiserede plante- og dyrearter, hvorfor jordens nuværende frugtbarhed netop skal bevares som nu, og hvorfor landskabets rekreative værdi skal forøges. Der er altså her kommet en række klare anbefalinger, som der politisk følges op på, fx i Miljøog Energipolitisk Redegørelse, med udgangspunkt i ønsket om en bæredygtig udvikling. De klare anbefalinger kan efterlade det indtryk, at grundlaget for 17

20 Bæredygtighed, økonomi og velfærd Tabel 1. Miljø- og Energiministeriets udvalgte indikatorer for miljøtemaer Tema Belastning Tilstand Drivhuseffekt Udslip af CO 2 Global gennemsnitstemperatur (globalt og i Danmark) Ozonlags- Forbrug af ozonlags- Ozonlagets tykkelse nedbrydning nedbrydende stoffer Forsuring Udslip af SO 2, NO x Overskridelse af tålegrænser for skov Nåletab Fotokemisk luftforurening Luftens ozonindhold Grundvand Forbrug af grundvand til Grundvandspejlets højde drikkevand Vandboringer med nikkel Nitratindholdet i grundvandet Pesticider i grundvandet Vandløb og søer Udslip af fosfor Miljøtilstand i vandløb Søvandets klarhed Havet Tilførsel af fosfor og kvælstof Områder med iltsvind Andele af silde-, torske- og Bestanden af sild, torsk og rødspættebestanden rødspætter der fanges i løbet af et år Antallet af badeforbud Landskabet Bestanden af syv typiske fugle Odderbestanden Jagtudbyttet som indikator for bestanden af jagtbare dyr Byernes miljø Trafikarbejdet i byer Luftens koncentration af NO 2 Antal trafikuheld Samlet parkareal Anm.: I Miljø- og Energiministeriets miljøindikatorpublikation opereres der både med miljøtemaer og sektorer, men da fokus her er på miljøtemaer, er kun disse medtaget. Af overskuelighedshensyn skelnes der mellem belastnings- og tilstandsindikatorer. Denne skelnen foretages ikke eksplicit i miljøindikatorpublikationen. Da der er tale om udvalgte miljøindikatorer, giver de ikke en udtømmende beskrivelse af årsagssammenhængene for de enkelte miljøtemaer. Kilde: Dansk Økonomi, efterår 1998 politikken er videnskabeligt funderet og ikke kontroversielt. Men det er langt fra tilfældet, idet der jo fx i citatet er taget stilling til, hvad der bør være uændret, og hvad der bør forbedres, men det er ikke klarlagt, hvordan det forholder sig til indholdet i bæredygtighed, som netop slår til lyd for, at fremtidige generationers levevilkår skal kunne opretholdes. Men heraf kan der ikke, uden nærmere vurderinger, konkluderes, hvad der skal opprioriteres, hvad der skal forblive uændret, eller hvad der evt. skal nedprioriteres. En vigtig erfaring om den måde, bæredygtighed har været håndteret på, er således, at de politiske initiativer har været baseret på indikatorer, opstillet alene på grundlag af naturvidenskabelig viden. Denne viden giver vigtig og 18

21 Introduktion nødvendig viden, men er ikke i sig selv tilstrækkelig til at drage konklusioner om, hvorvidt udviklingen samlet set er bæredygtig. Der er behov for at inddrage økonomiske aspekter, primært ved at se på naturen som et formuegode, jf. tidligere om Solows resultater. Disse blev startskuddet til en række teoretiske og praktiske bidrag fra økonomer, jf. fx Hartwick (1977), Asheim (1994), Pearce m.fl. (1995), Chichilnisky (1997), Dubgaard m.fl. (1999) og Det Økonomiske Råd (1998). De økonomiske analyser har afdækket, at det etiske krav, som hver generation har over for kommende generationer, kan tolkes som et krav til hver generation om at anvende den samlede ressourcebeholdning på en måde, så den samme forventede velfærd kan opnås af den efterfølgende generation, selv når den efterfølgende generation forpligtiger sig til kravet om bæredygtighed, jf. Asheim (1994). Hensyntagen til fremtidige generationer bliver så ikke et spørgsmål om at bevare konkrete kapitalgoder, herunder fx et bestemt økosystem, art eller rekreativt område, men at give rammer for, at levestandarden kan sikres. Hensynet til kommende generationer kan derfor ikke afgøres alene ved at se på udviklingen i udvalgte indikatorer, idet substitution mellem forskellige kapitalgoder er tilladt. Denne økonomiske tilgang til bæredygtighed opfattes af ikke-økonomer og nogle økonomer som højst kritisabel og uetisk, bl.a. fordi det åbner mulighed for, at det kan være bæredygtigt at reducere nogle former for naturkapital mod, at anden naturkapital eller anden form for kapital forøges i tilstrækkelig mængde, se fx diskussionen i Dubgaard m.fl. (1999). Så længe der ikke er tale om uerstattelig natur med meget høj samfundsmæssig værdi (kritisk naturkapital), burde substitution ikke være kontroversiel, hvis der anlægges et helhedssyn, men faktum er, at det i aktuel politik er højst kontroversielt. Økonomer fremkom, før bæredygtighed blev en del af miljø- og ressourcepolitikken, med centrale teoretiske bidrag til forståelse af, hvorledes naturen indgår i fordelingen af velstanden mellem generationer. Hertil kommer, at en række centrale bidrag blev offentliggjort i perioden efter Brundtland-rapporten og var med til at reducere forvirringen om indholdet af begrebet bæredygtighed. Men tilbage står, om praktisk måling af bæredygtighed kan være andet end en række udvalgte målbare indikatorer. Også her har økonomer givet en række vigtige bidrag, som dog, givet kompleksiteten af bæredygtighedsbegrebet, ikke er fuldstændig og derfor heller ikke kan stå alene til afgørelse af, om en udvikling rent faktisk er bæredygtig eller ej. Udgangspunktet for empiriske opgørelser over, om en udvikling kan betegnes som bæredygtig eller ej, er at beregne et korrigeret eller grønt nettonationalprodukt, dvs. BNP fratrukket forbruget af fast realkapital og justeret for en række grønne korrektioner forårsaget af nedgangen i naturkapitalen, jf. fx Det Økonomiske Råd (1998). I princippet skal alle forringelser af naturkapitalen med, men i praksis er dette ikke muligt. I Det Økonomiske Råd (1998) omfatter de grønne korrektioner således alene udvindingen af olie og gas fra Nordsøen, det danske bidrag til drivhuseffekten og omkostningerne ved lokal og regional luftforurening. På dette grundlag kan der ved at fratrække privat og offentligt forbrug opstilles et grønt opsparingsmål, kaldet ægte opsparing. Figur 1 viser resultatet af beregningerne for perioden 1986 til Det fremgår, at der har været en positiv ægte opsparing for alle årene. Hvis disse beregninger lægges til grund, må udviklingen betegnes som bæredygtig. 19

22 Bæredygtighed, økonomi og velfærd Figur 1. Ægte opsparing Kilde: Dansk Økonomi (1998) Det er klart, at sådanne beregninger skal anvendes med forsigtighed, bl.a. fordi en række korrektioner ikke er medtaget, som fx miljøbelastninger fra brugen af pesticider, de seneste års forbedringer i badevandskvalitet og værdien af skovrejsning. Ligeledes er investeringer i forskning og uddannelse heller ikke medtaget. De politiske beslutninger om bæredygtighed har indtil nu stort set ikke været påvirket af den økonomiske videnskab. Det kan der gives mange forklaringer på, men en vigtig forklaring er uden tvivl, at økonomer ikke har været centralt placeret sammenlignet med andre fagspecialister i forbindelse med miljøpolitikkens udformning. Naturvidenskaben har sat dagsordenen med ringe hensyntagen til økonomiske aspekter. Men selv om økonomer havde været tæt på de politiske begivenheder, ville det ikke havde været en garanti for, at beregninger af ægte opsparing og beregninger af udviklingen i den samlede naturkapital ville havde fået stor indvirkning på de politiske beslutninger, fordi den grundlæggende idé om, at substitution mellem forskellige goder, incl. mellem fysisk kapital og naturkapital, for mange ikke virker moralsk/etisk korrekt. Men det er på tide at få en bred forståelse for, at stærk bæredygtighed i den forstand, at substitution mellem forskellige typer af naturkapital er u- acceptabel, kan være en samfundsøkonomisk alvorlig sag med store omkostninger til følge, hvis det griber om sig i praktisk politik. På den anden side er beskyttelse af kritisk naturkapital på en effektiv og billig måde også et vigtigt område, hvor økonomer har en rolle at spille. En konstruktiv udvikling i politikken om bæredygtighed vil være, at økonomiske analyser, herunder de empiriske opgørelser, kommer til at indgå i beslutningsprocessen. Det stiller krav til fremskaffelse af gode data, systematiske vurderinger af opgørelsesmetoder for ægte opsparing og en opprioritering af analyser af, hvad der er kritisk naturkapital, dvs. natur som er livsunderstøttende, vurderes meget højt eller bør beskyttes pga. stor usikkerhed om værdien nu eller i fremtiden. 20

23 Introduktion Når dette bør blive et indsatsområde i de kommende år, skyldes det, at der internationalt og nationalt er igangsat mange og dyre initiativer til at fremme bæredygtig udvikling. Det er vigtigt at give begrebet bæredygtighed et fortolkeligt indhold, gøre det operationelt, foretage systematiske målinger, og udarbejdet et anvendeligt grundlag for prioriteringen. Med offentliggørelsen af Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling, er der lagt op til en forøget dansk indsats for at fastlægge og løbende måle bæredygtighed, jf. artiklens sidste afsnit. Forsigtighedsprincippet Indtil nu er konsekvenserne af den manglende viden om naturen og naturens reaktioner på menneskers aktivitet ikke nærmere berørt. Debatten om indholdet i og brugen af forsigtighedsprincippet udspringer af en usikkerhed om, hvorvidt den nuværende økonomiske udvikling sker på bekostning af en nedslidning af naturen i et omfang, som truer fremtidige generationers levevilkår, herunder tab af arter, permanent forringelse af grundvand osv. Derfor inddrages forsigtighedsprincippet ofte i diskussionen om, hvorvidt der nu også, givet den mangelfulde viden, reguleres tilstrækkeligt. Men når det kommer til en præcisering af forsigtighedsprincippet, er denne præcisering i høj grad præget af fagdisciplinære forhold, jf. Miljøstyrelsen (1998) og Bichel-udvalgets arbejde. I det følgende præsenteres økonomiske aspekter af forsigtighedsprincippet med udgangspunkt i ressource- og miljøøkonomisk teori. Forsigtighedsprincippets kerne er, at der ved beslutninger om graden af beskyttelse af naturen skal tages hensyn til omfanget og karakteren af risiko og usikkerhed, risikoaversion og fordeling af levevilkår mellem generationer. Der er således fire forhold (risiko, usikkerhed, risikoaversion og fordeling mellem generationer), der påvirker afvejningen mellem fordele (benefits) og omkostninger (costs). Den grundlæggende idé ved at anvende forsigtighedsprincippet er at forøge fremtidens valgmuligheder, og en rationel anvendelse af forsigtighedsprincippet kan med fordel tage udgangspunkt i økonomisk teori og metode. Den grundlæggende miljøøkonomiske model kan bruges som udgangspunkt. I en deterministisk én-periode model kan den marginale skade ved forurening (F) og den marginale omkostning ved reduktion af forureningen tegnes (se figur 2). Det antages, at jo mere man vil reducere forureningen, jo dyrere bliver det marginalt. Den optimale forurening, F optimal er karakteriseret ved, at marginal skade ved forurening er lig marginale omkostninger ved reduktion. Selv om modellen er forenklet, er den ganske god til at illustrere økonomiske aspekter af forsigtighedsprincippet i tilfælde med risiko og usikkerhed. Lad os først se på betydningen af risiko og risikoaversion. Hvis vi antager, at den marginale skade kun er kendt med en sandsynlighedsfordeling, kan figur 3 anvendes. Figuren ligner den tidligere, men med angivelse af den forventede marginale skade, altså det bedste skøn over skaden, givet den eksisterende viden. Det antages, at der eksisterer så megen faglig viden, at der kan angives en sandsynlighedsfordeling for skaderne. Dermed kan vi finde den forventede værdi. Optimal forurening under risiko-neutralitet vil for den rationelle beslutningstager være i punkt F* svarende til forureningen under fuld sikkerhed. 21

24 Bæredygtighed, økonomi og velfærd Figur 2. Optimal miljøpolitik under sikkerhed Risiko under antagelse af risiko-neutralitet har således ingen betydning. Dette resultat skyldes, at for den rationelle beslutningstager, som ikke har risikofrygt, vil det være rationelt at maksimere den forventede velfærd. Hvis samfundet har en eller anden grad af risiko-aversion, vil forsigtighedsprincippet udmøntes ved, at der ikke vil blive taget for store chancer. Dette indebærer, at miljøbeskyttelsen skal forhindre, at forskellen mellem omkostningerne ved at reducere forureningen og de marginale skader bliver for store. Den optimale beslutning vil være en forurening F**, der er mindre end F*. Hvor meget, F** vil ligge til venstre for F*, afhænger af graden af risikoaversion og spredning i sandsynlighedsfordelingen. Figur 3. Optimal miljøpolitik under risiko - kendt sandsynlighedsfordeling 22

25 Introduktion Det næste tilfælde omhandler usikkerhed (se figur 4). Usikkerhed er karakteriseret ved, at der ikke eksisterer faglig viden, der giver grundlag for at opstille en sandsynlighedsfordeling. Usikkerheden kan være af forskellig karakter. Det kan være af ja/nej -typen, dvs. det går rivende galt, eller der sker ingenting, men kan også have andre former. Figuren viser en simpel model. Den marginale skade antages at være kendt indtil et givet punkt, F grænseværdi. Overskrides grænseværdien er der grundlæggende ingen viden om konsekvenser, fx kan skaderne blive voldsomt store. Hvis skaderne hurtigt bliver meget store, svarer det til, at marginalskadesfunktionen bliver lodret. Brugen af forsigtighedsprincippet betyder ultimativt, at F grænseværdi ikke under nogen omstændigheder må overskrides, dvs. der skal bruges alle de nødvendige ressourcer til at forhindre, at grænseværdien overskrides. Figur 4. Optimal miljøpolitik under usikkerhed - ukendt sandsynlighedsfordeling / ny viden medfører ny fordeling Ny viden medfører, at F grænseværdi ændres til F* Forurening: F Hvis man forestiller sig, at der kommer ny viden om forureningens farlighed, flytter F grænseværdi. Hvis man anvender forsigtighedsprincippet og indretter reguleringen efter at overholde grænseværdien, men samtidig intensiverer forskningen, kan det være, at man får vigtig ny viden, der flytter grænseværdien til højre, hvilket indebærer en lempelse af reguleringen. Dette svarer til, at forureningen viser sig at være mindre faglig end først antaget. Hvis det er muligt at få ny viden, trækker det i retning af at være forsigtig nu, mens man investerer i ny viden. Derfor kan det være rationelt at skaffe ny viden frem for primært at bruge pengene på forureningsbekæmpelse. Det vigtige ved at beskytte er, at der skabes optioner. Samfundet sikrer en option ved at gennemføre stramme reguleringer i dag, men bør så slække på miljøkravene, hvis forureningens farlighed viser sig at være overvurderet. Analysen af indholdet i forsigtighedsprincippet ved brug af en simpel miljøøkonomisk model giver således grundlag for at opstille følgende hovedprincipper: 23

26 Bæredygtighed, økonomi og velfærd 1. Øget usikkerhed indebærer en strammere miljøpolitik. 2. Øget risikoaversion indebærer en strammere miljøpolitik. 3. Øget vægt på fremtidige generationer indebærer en strammere miljøpolitik, men det sker på bekostningen af nuværende generationer. 4. Øget irreversibilitet indebærer en strammere miljøpolitik - dvs. jo mere permanent en miljøskade er, jo strammere miljøpolitik skal der føres. 5. Det er vigtigt at opgøre de samfundsøkonomiske omkostninger ved at anvende forsigtighedsmål. Forsigtighedsmål er ikke gratis. Forsigtighed er ikke et gratis gode. 6. Det er vigtigt at opgøre omkostninger ved reduceret risiko og reduceret usikkerhed, og man skal forsøge at opgøre gevinsten ved det. Hertil kommer, at når der opstilles miljømål, bør der skønnes over, hvad det koster at opfylde disse mål. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at øget brug af forsigtighedsprincippet er et fælles gode, gratis for den enkelte at efterspørge, men ikke samfundsøkonomisk gratis. Den stigende interesse for forsigtighedsprincippet gør det ekstra vigtigt at fremhæve, at det kan blive samfundsøkonomisk omkostningskrævende at leve op til princippet. Derfor er det centralt at afdække grænseværdiers natur. Er en overskridelse alvorlig, og hvad koster overholdelse af en grænseværdi? Det er karakteristisk, at dansk miljøpolitik og forskning inden for miljøprioritering kun i begrænset omfang har inddraget økonomiske analyser. Økonomiske analyser er vanskelige, men det er en nødvendig vej i fremtiden, hvor investering i miljøforbedring vil få en stigende betydning. Hvis miljøøkonomiske analyser ikke i fremtiden anvendes i højere grad, end tilfældet er i dag, er risikoen for fejlbeslutninger om miljøet overhængende store. Danmarks nationale strategi for bæredygtighed Danmarks nationale strategi for bæredygtighed, som er formuleret i publikationen Udvikling med omtanke - fælles ansvar (Regeringen, 2001), vedkender sig sin inspiration fra Brundtland-kommissionen. Den optimisme, der præger rapporten med hensyn til at forene ønsker om økonomisk vækst og udvikling med miljø- og naturhensyn og øget lighed, som også findes i Brundtland-rapporten fremgår af følgende citat: Økonomisk fremgang og konkurrenceevnen går hånd i hånd med bedre miljø og større lighed i befolkningen med hensyn til beskæftigelse, sociale forhold og livskvalitet samt aktiv inddragelse i samfundslivet. Citatet afspejler samtidig et helhedssyn på den langsigtede udvikling, hvor en række komponenter for velfærd skal afvejes. At realisere og forene ønskerne, fx samtidigt at opnå økonomisk fremgang og en forbedring af miljøtilstanden, stiller oplagt en række krav til prioritering og valg af indsats. Hensyntagen til efterfølgende generationer, som er den etiske udfordring, som bæredygtighedsdiskussionen udspringer af, fremgår af formuleringen, at vi skal videregive et samfund, som har en sund økonomi, et højt velfærdsniveau og social lighed, og hvor miljøet og naturen har en høj kvalitet. Det har de kommende generationer krav på. Endvidere anføres at for at sikre, at befolkningen fortsat kan have en høj livskvalitet, skal vi beskytte og tage vare på vore 24