Bacheloropgave i Antropologi af Anja Marie Jensen ORGANER SOM GAVER?

Transkript

1 Bacheloropgave i Antropologi af Anja Marie Jensen ORGANER SOM GAVER? - En diskussion af gaveretorikken i organtransplantation samt en nuancering af gavegivning som analytisk vinkel Af Anja Marie Jensen Afleveret Mandag d.5.januar 2004 Vejleder: Tine Tjørnhøj Thomsen Antal ord: 8566 Institut for Antropologi, Frederiksholms Kanal 4-6, 1220 København K

2 Indholdsfortegnelse Indledning... 2 Organtransplantation... 4 Organtransplantation i Antropologien... 5 Præsentation af empiri... 7 Organtransplantationens gaveretorik... 8 Give og donere...9 Gaveretorikken som strategi til at skaffe organer...9 Livet som Gave...9 Den medicinske strategi...11 Gaveretorikken som meningsskabende strategi...13 Mening i sorgen...14 Gave eller reservedel?...16 Den meningsfulde udødelighed...18 Gavegivning og organtransplantation Nye reciprocitetsformer...20 Viden som reciprocitet...21 Altruistisk reciprocitet...23 Nye former for socialitet...24 Forestillede forhold...25 Nye slægtskabsformer...26 Transformativ identitet...27 Varer, ting eller gaver?...29 Konklusion

3 Indledning Ved du hvad, det er svært at være ambivalent overfor en gave, når den gave er forbundet med din overlevelse. Hvis du ikke vil have gaven, så må du acceptere, at du er døende. (Lock 2002a: 328 min oversættelse) I forbindelse med organtransplantation knytter der sig et særligt dominerende sprogbrug, hvor ordet gave bliver en ofte anvendt metafor for kroppens organer, og man taler om at give og modtage. I denne opgave vil jeg derfor beskæftige mig med den særlige gaveretorik 1, der knytter sig til organtransplantation, og som har domineret dette medicinske område meget længe (Fox & Swazey 1992: 32). Organtransplantation adskiller sig fra andre medicinske områder ved at dets praksis hviler på et altruistisk 2 grundlag (Alnæs 2001: 69), og den er altså afhængig af andres godgørenhed og villighed til at donere organer. Det er vigtigt at holde sig for øje, at det at give gaver eksisterer på to niveauer i forbindelse med organtransplantation. Det kommer til udtryk som en praktiseret retorik, der anvendes af givere, modtagere, læger og på et mere generelt samfundsniveau, og gavegivning er en analytisk tilgang der kan åbne op for organtransplantationens problemstillinger. Jeg vil dog problematisere ideen om organer som gaver, da analysen af det empiriske materiale har vist, at gaveretorikken ikke giver mening for alle, og at det er nødvendigt at udfolde de analytiske begreber om gavegivning. Dette leder mig hen til følgende problemformulering: 1 Ordet retorik skal forstås som det sprogbrug der gør sig gældende i en særlig kontekst. Da ordet gave ofte bruges som metafor for organer, har jeg valgt at kalde denne del af organtransplantationens sprogbrug for gaveretorikken. 2 Ifølge Macmillans Dictionary of Anthropology betyder altruisme en opførsel, der ikke kan forklares ud fra individuelle interesser, men har den hensigt at fremme andres interesser. Ifølge Lademanns Leksikon betyder det næstekærlighed eller uselviskhed. 2

4 Hvordan anvendes gaveretorikken i praksis inden for organtransplantation som en strategi til at skaffe organer, og hvordan kan gaveretorikken skabe mening til givere og modtagere af et organ? Hvilke nye former for reciprocitet og socialitet gør sig gældende i organtransplantation og hvilke nye analytiske vinkler kan tilføjes til gavegivningen for at belyse organtransplantationens sociale betydninger. Denne opgave fokuserer transplantation af vitale organer som hjerte, lunger, lever og nyrer fra donorer, der er erklæret hjernedød, hvilket kaldes nekrodonation 3. Dette har indflydelse på, hvem jeg definerer som givere, modtager og donor i denne opgave. Giverne er familien til afdøde, da de træffer beslutningen om at donere på vegne af afdøde 4 (Alnæs 2001; 458) Modtageren er den patient, der modtager organet og donor er den patient, der er erklæret hjernedød. For at skabe en baggrundsforståelse for det felt, jeg beskæftiger mig med, vil jeg indledningsvist redegøre for, hvad organtransplantation er. Dernæst vil jeg give et rids af de antropologiske studier af organtransplantation for at vise, hvilke særlige antropologiske problemstillinger der gør sig gældende, og hvordan jeg selv bidrager til dette felt med min opgave. Derefter vil jeg på baggrund af det udvalgte empiriske materiale diskutere, hvordan organtransplantationens gaveretorik kommer til udtryk dels som en strategi til at skaffe organer og dels som en strategi til at skabe mening for givere og modtagere af et organ. Endelig vil jeg med afsæt i det empiriske materiale problematisere gavegivning som analytisk vinkel ved at tilføje nye aspekter til den form 3 Dog aktualiseres mange af organtransplantationens problemstillinger også ved levende donation, hvor gaveretorikken også gør sig gældende (Fox & Swazey 1992, Fulton, Fulton & Simmons 1977) 4 Selv om man, når man registrerer sig som donor, kan frasige sig, at ens pårørende skal have indflydelse på ens beslutning om donation, foretager lægerne ikke en transplantation, hvis de pårørende modsætter sig. Det er derfor en del af praksis altid at spørge de pårørende om donation (Henvisning) 3

5 for reciprocitet og socialt forhold, der benyttes ved gavegivningen samt ved at inddrage slægtskab, identitet og vareliggørelse som nye analytiske tilgangsvinkler i udforskningen af organtransplantationens sociale betydninger. Organtransplantation I begyndelsen af det 20.århundrede udarbejdede den franske kirurg Alexis Carrel en brugbar teknik til at sy små blodkar sammen, og dermed blev det muligt at transplantere organer (Kemp & Leyssac 2003: 4756). De første menneskelige organtransplantationer var nyretransplantationer, der blev udført i midten af 1950 erne (Fox & Swaxey 1992: 32). Men det, der for alvor fik betydning for nekrodonation, var indførelsen af hjernedøden som det nye dødskriterium samt fremkomsten af immunosupressiv medicin 5. Den første transplantation af et hjerte blev foretaget af den sydafrikanske kirurg Christiaan Barnard i Sydafrika i Modtageren døde efter 18 dage, men dette kirurgiske indgreb medførte, at Harvard Brain Death Committee blev dannet, og med udgivelsen af deres rapport i august 1968 blev hjernedødskriteriet indført 6 (Alnæs 2001: 70,71). Hjernedødskriteriet er dog meget omdiskuteret, idet de fleste menneskers oplevelse af dødsøjeblikket først er det øjeblik, hvor hjertet holder op med at slå 7. Det var først fra slutningen af 1970 erne med udviklingen af det immunosuppressive stof cyclosporin, at transplantationerne begyndte at blive succesfulde, idet denne medicin kunne hjælpe kroppens immunforsvar til ikke at afstøde de nye organer. Dette betød en betydelig længere levetid for modtagerne af et organ og bevirkede samtidig en 5 Immunosupressiv medicin er medicin, der kan nedsætte kroppens immunforsvar. 6 I Danmark blev hjernedødskriteriet først vedtaget i 1990 (Hagen Nielsen & Borregaard 2003: 4823) 7 Problemstillingen omkring dødens indtræffelse har afstedkommet meget debat og skildres i antropologien af bla. Sharon Kaufman (2000) og Margaret Lock (2002, 2002a). Desuden beskriver Alnæs, hvordan der er en tåget forståelse af hjernedød også blandt det medicinske personale (Alnæs 2001: 138) 4

6 markant stigning i antallet af transplantationer. Desuden bevægede organtransplantationen sig fra at være en eksperimenterende operation til at blive en accepteret behandlingsform for mange alvorlige hjerte-, lunge-, og leversygdomme (Fox & Swazey 1992: 3,4). Transplantation er imidlertid ikke ensbetydende med helbredelse, da modtageren kommer i livslang immunosuppressiv behandling. Derudover er der, som flere antropologer har vist, mange sociale konsekvenser ved transplantation, eksempelvis er det langt fra alle, der kan vende tilbage til deres arbejde, ligesom de økonomiske konsekvenser kan være store 8. Organtransplantation i Antropologien Med henblik på at præsentere det felt, min opgave tager afsæt fra, vil jeg i dette afsnit redegøre for tre centrale analytiske problemstillinger, nemlig identitet, slægtskab og gavegivning, som har været på banen i antropologiske studier af organtransplantation. Identitet er et væsentligt analytisk fokus i antropologiske studier af organtransplantation. Flere studier peger på de identitetsproblemer, der opstår hos modtageren af en anden persons organ. (Sharp 1995, Gutkind 1988) Den amerikanske antropolog Lesley A. Sharp beskriver modtagerens vanskeligheder ved at forholde sig til et fremmed organ som en transformativ identitetsproces (Sharp 1995) Identitetsproblematikken gør sig også gældende ved xenotransplantation 9, hvor følelsen af at have noget fremmed i kroppen tydeliggøres (Papagarououfali 1996, Lundin 1999). 8 På dette område er der dog en stor forskel på eksempelvis den danske og amerikanske kontekst. En amerikansk organmodtager må kæmpe med enorme udgifter til operation og medicin, og da det ofte er arbejdspladserne, der har sygeforsikringerne, kan det være svært at finde et job, hvor sygeforsikringen er stor nok til at dække alle udgifterne (Sharp 1995: 374) 9 Xeno er det græske ord for fremmed. Xenotransplantation kan defineres som overførsel af organer, celler eller arvemateriale fra en art til en anden. (Kemp & Leyssac 2003: 4756) 5

7 Slægtskab er et andet analytisk tema i antropologiske studier af organtransplantation som bla. den medicinske sociolog Renee C. Fox og biolog og medicinhistoriker Judith Swazey arbejder med (Fox & Swazey 1992). Forfatternes analytiske fokus på slægtskab vedrører primært in vivo donation 10, men den norske antropolog Anne Hambro Alnæs viser relevansen af et slægtskabsperspektiv i forbindelse med anonym nekrodonation. Hun fremhæver, at organtransplantation er med til at transformere eksisterende slægtskabskategorier, idet donationen skaber nye former for forbundethed mellem giverne og modtagerne af et organ. (Alnæs 2001, 2001a) Gavegivning i forbindelse med organtransplantation er et analytisk perspektiv, der benyttes og diskuteres af mange forfattere (Alnæs 2001, 2001a, Fox Swazey 1992, Lock 2002, 2002a, Sharp 1995, 1999, 2001, Fulton, Fulton & Simmons 1977, Siminoff & Chillag 1999). Gavegivning forekommer at være et meget oplagt analytisk perspektiv at bruge for antropologer, da ordet gave er det dominerende metafor for organer i organtransplantationens retorik (Siminoff & Chillag 1999 FLERE) De fleste forfattere tager afsæt i Marcel Mauss klassiske teori om gavegivning og udveksling som teoretisk og analytisk udgangspunkt til at belyse organtransplantationens problematikker. I Marcel Mauss essay The Gift fra 1925 understreger han gaveudvekslingens betydning i præmoderne samfund. Gavegivningens udveksling skaber et socialt forhold mellem giver og modtager eller styrker og bekræfter et allerede eksisterende forhold. Modtageren har pligt til at modtage gaven, til at acceptere den og til at gengælde den. (Mauss 1990: 50). Hvis gaven ikke gengældes, skaber det ifølge Mauss problemer i det sociale forhold (Ibid:xx). Netop gengældelsen reciprociteten spiller en afgørende problematisk rolle, når gavegivning bruges som analytisk vinkel i forbindelse med 10 Donation fra en levende donor 6

8 organtransplantation. Ved organtransplantation er det nemlig ikke umiddelbart muligt at gengælde gaven, hvilket er en central problemstilling i de antropologiske studier af organtransplantation og beskrives af Fox & Swazey som gavens tyranni 11. Organtransplantationens umulige reciprocitet vil dog blive problematiseret senere i opgaven. Et par andre væsentlige problemstillinger ved organtransplantation, der er tæt relaterede og er blevet udfoldet af adskillige forfattere er vareliggørelsen (commodification) af kroppen og objektificeringen af kroppen (Fox & Swazey 1992, Joralemon 1995, Sharp 2001, Lock 2002, Alnæs 2001, Brecher 1994). Det at anskue menneskelige organer som en slags efterspurgte reservedele indhyllet i udbud og efterspørgsel er en måde at omtale organer på, der udspringer af den reelle mangel på organer, den medicinske verden konstant kæmper med. Men denne vareliggørelse medfører mange etiske overvejelser, hvilket også har sat sine spor i antropologien 12. Jeg vil bidrage til dette felt med en diskussion af de forskellige strategier, der kan ligge bag at omtale organer som gaver, samt med en analytisk problematisering af den gavegivning, der har fungeret som dominerende analytisk tilgangsvinkel i antropologiske studier af organtransplantation. Præsentation af empiri I denne opgave vil jeg benytte forskelligt empirisk materiale fra en vestlig kontekst. Fra Danmark beskæftiger jeg mig med skriftligt materiale fra kampagnen Livet som Gave, der er iværksat af Transplantationsgruppen, Sundhedsstyrelsen og Amtsrådsforeningen. 11 Gavens tyranni er et begreb, som ofte refereres til af andre forfattere i feltet (Sharp 1995, Siminoff & Chillag, Fulton, Fulton & Simmons 1977) 12 Forfatterne Fox & Swazey er trådt ud af feltet efter mange års forskning, da de ikke længere rent etisk og moralsk kan forholde sig til det faktum, at transplantationer i højere grad er blevet en rutinesag, og at der er skabt en slags marked eller industri indenfor organtransplantation (Fox & Swazey 1992, Fox 1996) 7

9 Fra Norge benytter jeg antropologen Anne Hambro Alnæs empiriske materiale. Hun har været på feltarbejde på Haukeland Sygehus i Norge i en to-årig periode fra og har i sin PhD afhandling arbejdet med mange aspekter af organtransplantation, men fokuserer empirisk på donors familie og deres overvejelser om at donere eller ej (Alnæs 2001). Fra USA benytter jeg mig at Renee Fox og Judith Swazey (1992), der har fokuseret både empirisk og analytisk på gavegivning i forbindelse med organtransplantation. Jeg vil desuden inddrage empiri fra forfatteren Lee Gutkinds bog Many Sleepless Nights (1988), der primært handler om modtagerne af et organ. Desuden anvender jeg empiri fra den amerikanske antropolog Lesley A. Sharp (Sharp 1995, 2000, 2001), der i en periode på 10 år fra starten af 1990 erne har foretaget empiriske undersøgelser af organtransplantation i USA i tre faser med skiftende fokus på henholdsvis modtagerne og deres familier, procurement professionals 13 og donorernes familier Jeg vil ligeledes bruge empiri fra antropologerne Julie Fulton, Robert Fulton og Roberta Simmons (1977), der har beskæftiget sig med gaveretorikken i forbindelse med nekrodonation, og endelig vil jeg også benytte empiri fra antropologerne Laura Siminoff og Kate Chillag (1999), der har forsket i at metaforen livets gave er skadende for modtageren. Organtransplantationens gaveretorik I dette afsnit vil jeg diskutere en række empiriske eksempler på anvendelsen af gavertorikken Jeg vil diskutere, hvordan gaveretorikken kan bruges strategisk af samfundet og den medicinske verden til at skaffe flere organer og derefter diskutere, om den er meningsgivende for givere og modtagere af et organ. Men først vil jeg afklare 13 Procurement professionals er en stillingsbetegnelse for de mennesker, der arbejder med at tilvejebringe organer til transplantation. 8

10 forskellen mellem at give og donere og dermed introducere altruismen, der er en del af organtransplantationens gaveretorik. Give og donere I organtransplantationens gaveretorik er det vigtigt at være opmærksom på, at både det at give og donere eller selve donationen indskriver sig i gaveretorikken. Ordet donation betyder i sig selv, at der er tale om en gave (Kosteljanetz, Eskesen & Gjerris 2003: 4826). Den norske antropolog Anne Hambro Alnæs laver en skelnen mellem ordene, idet hun siger, at det at give er noget man gør til venner og bekendte. Det er inden for en lille verden, og det er blandt mennesker, der allerede har et socialt forhold. Det at donere har omvendt en samfundsmæssig dimension, det er noget, man giver til offentligheden, og der er ikke ansigt på modtageren (Alnæs 2001:305). Dermed omfatter gaveretorikken også en velgørende eller godgørende handling, når den anvendes i forbindelse med organtransplantation, og hermed kommer altruismen ind i billedet som en del af gaveretorikken (Siminoff & Chillag 1999: 35). Ifølge Sharp er altruismen designet til at opfordre de involverede parter til at se organtransplantation som en uselvisk generøs handling, der ikke forudsætter ikke nogen form for gengældelse (Sharp 1995: 365), hvilket er en problemstilling, der vil blive diskuteret i afsnittet om nye reciprocitetsformer. Gaveretorikken som strategi til at skaffe organer Livet som Gave Gaveretorikken bruges i høj grad i de kampagner, der skal forsøge at finde donorer og i samtaler med pårørende, der skal overtales til at give deres slægtninges organer væk (Schousboe 1998). Ved kampagnen Livet som Gave, der startede i 2002, og er fortsat i 2003 appelleres der især til de unge om at tage stilling til organdonation og tilmelde sig 9

11 donorregistret 14. Kampagnens overskrift udtrykker klart, at organer opfattes som gaver, der kan redde liv. I selve kampagnen bruges der en brochure samt fire postkort (se bilag), hvor ordet gave har en fremtrædende rolle. Eksempelvis lyder teksten på et af postkortene: Giv den største gave. En dag vil nogen blive lykkelig for den. Der er mangel på organdonorer, og det er bl.a. fordi mange ikke har taget aktivt stilling til spørgsmålet: Hvad skal der ske med mine organer, når jeg er død? At tage stilling er i virkeligheden en gave til dine nærmeste. Tit har de nemlig ikke lyst til at tage den beslutning. Tag den selv, tal med dine nærmest og tilmeld dig organdonorregistret (Livet som Gave 2003) Gaveretorikken i kampagnen omfatter både den anonyme velgørende uselviske gerning, der kan redde nogens liv og den direkte gave til en modtager, du kender, nemlig dine nærmeste, som man kan hjælpe ved at tage stilling 15. Ifølge Fulton, Fulton & Simmons bliver de pårørendes dilemma ved at træffe beslutningen om at donere nemmere, hvis de kender deres afdødes positive holdning til organdonation (Fulton, Fulton & Simmons 1977: 350,351) Formålet med brugen af ordene Gift of Life eller Livets Gave er ifølge Sharp at skaffe flere donorer, idet man med disse ord relaterer organdonation til værdier som humanisme, generøsitet og altruisme (Sharp 1995: 370). Antropologen Donald Joralemon påpeger ligeledes, at den selvopofrende tanke, der ligger bag gaveretorikken - donationen af organer - er den samme, som det amerikanske samfund ønsker gør sig gældende i krisetider 16. Man ofrer sig for den vildt fremmede og tænker på sin næste i en uselvisk handling. Dermed bliver gaveretorikken en strategi for det danske samfund til at skaffe flere organer ved at få folk til at tilmelde sig donorregistret, idet gavegivning ifølge Joralemon forbindes med en række af værdier, der stemmer overens med et kulturelt ideal (Joralemon 1995: 344). Gaveretorikken finder altså sin 14 Donorregistret har pt tilmeldte, som har sagt ja til at deres organer må doneres. 15 En undersøgelse fra Gallup foretaget i 2001, viste at kun godt halvdelen at danskerne ville donere deres pårørendes organer. (Berlingske Tidende 27.februar 2001) 16 Med krisetider menes der for eksempel krig, naturkatastrofer, terrorangreb 10

12 anvendelse som en slags samfundsmæssig legitimering af organdonationen, men ved anvendelsen af den i kampagner indskriver den sig også som en sundhedspolitisk strategi til at tilvejebringe organer og nedbringe ventelisterne. Den medicinske strategi Gaveretorikken anvendes ligeledes strategisk af nogle læger 17. Alnæs præsenterer et eksempel på, hvordan lægerne spørger en kone om lov til at donere mandens organer. Spørgsmålene kommer umiddelbart efter hinanden, idet de efterfølges af tavshed fra konen 18. Der er noget, jeg er forpligtet til at spørge dig om, Selv om din mand er død nu, kan hans organer sagtens bruges af andre. (Forvirring) Ved du noget om organtransplantation? Der er mange patienter, hvis liv kan reddes, hvis de får et nyt organ. (Pause) Udtrykte din mand nogensinde en mening om organdonation? Kender du for eksempel til nogen i jeres omgangskreds, der har modtaget et organ? I så tilfælde, kommenterede din mand det så? (Intet svar) Ville du selv overveje at modtage et organ, hvis du havde brug for det? (Tavshed). (Alnæs 2001:110,111 min oversættelse) Lægerne bruger ikke ordet gave, men ved hjælp af spørgsmålet om, om man selv ville modtage, skubber de til den underliggende ide om den retfærdige gengældelse eller reciprocitet, der er underforstået ved gavegivning. På den måde anvendes gaveretorikken strategisk af nogle læger for at vække disse retfærdighedsfølelser om gengældelse og overtale de pårørende til at donere. Lægernes anvendelse af gaveretorikken kan dog være en smule modsætningsfyldt, idet de ifølge Alnæs ofte udviser et utilitaristisk 19 syn på organer som biologiske værdigenstande, der ikke behøves at gå til spilde, men kan transformeres til noget værdifuldt, der kan redde liv 17 Alnæs beskriver, hvordan nogle læger øver sig på deres manuskript, inden de spørger de pårørende om donation (Alnæs 2001: 116) 18 Det skal nævnes, at disse spørgsmål bliver stillet 17 sekunder efter, at lægen har fortalt konen, at hendes mand er død, hvilket forklarer hendes tavshed (Alnæs 2001: 110) 19 Utilitarisme betyder nyttemoral og er en teori udformet af J.S:Mill og J.Bentham, omhandlende at enhver handling, der medfører størst mulig lykke for det størst mulige antal mennesker af den selv samme grund må anses for den rigtigste 11

13 (Alnæs 2001: 131,132). Dette illustreres i citatet ovenfor ved, at lægens understregning af, at organerne kan bruges af andre, og deres liv kan reddes. Dermed finder gaveretorikken sin anvendelse hos lægerne som en strategisk omskrivning af deres utilitaristiske opfattelse af organer 20. De ser ikke organer som gaver, men da de er klar over, at de pårørende ikke altid er i stand til at tænke rationelt på de liv, de kan redde ved at donere (Alnæs 2001: 111,132) og de nødvendige organer skal skaffes, appellerer lægerne via gaveretorikken til gavegivningens gengældelsesprincip for at få de pårørende til at se, at det er rigtigt at give, hvis man selv vil modtage. Gaveretorikken anvendes ikke kun af lægerne for få de pårørende til at donere, men også, som Siminoff og Chillag viser, for at manipulere med modtagernes opførsel og sikre sig, at de overholder de medicinske forskrifter Forfatterne citerer et medicinalfirmas patientlitteratur for følgende udsagn: Som transplantationsmodtager har du nu modtaget en ny chance i livet gennem en andens uselviske donation. En vigtig måde at ære, værdsætte og beskytte denne livets gave er at rette sig efter lægernes instruktioner. Ved hjælp af eftergivenhed passer du godt på dit transplanterede organ og dig selv, og får det bedste ud af din dyrebare nye chance her i livet (Siminoff & Chillag: 39 min oversættelse) Modtagerne skal være taknemmelige for den gave, de har fået, ved at tage al deres medicin for ikke at afstøde organet og gøre som deres læger siger. Forfatterne giver desuden et eksempel på, hvordan modtageren af en lever har fået følgende besked af sin læge efter henholdsvis at have spist et godt måltid mad og efter at være blevet spurgt, om han brugte sikkerhedssele.. Vi gav dig ikke hans lever for at du kunne ødelægge den ved at tilstoppe dine blodårers Vi gav dig ikke en lever for at du kunne køre hjem uden sikkerhedssele og forspilde leveren. (Ibid 1999: 39 min oversættelse). 20 Ifølge Alnæs er en af grundene til, at organerne ikke må gå til spilde, at patienterne skal være i stand til at vende tilbage til arbejdet og være gode skatteydere (Alnæs 2001: 150). 12

14 Selv om lægerne prøver at opfordre til ansvarlighed ved at skubbe til modtagerens bevidsthed om den værdifulde gave, er der dog igen et underliggende utilitaristisk aspekt ved alle disse udsagn, hvilket kommer til udtryk i citaterne ved brugen af ordene passe godt på, dyrebare, forspilde og ødelægge. Lægerne fremhæver altså ved hjælp af gaveretorikken deres egen utilitaristiske syn på organer som noget nyttigt, der skal bruges og ikke gå til spilde, og den bliver dermed et strategisk værktøj til dels at tilvejebringe organerne og få de pårørende til at donere, men også til at sikre at modtageren ikke forspilder nogle organer, som andre patienter på ventelisterne kunne have haft gavn af. Gaveretorikken som meningsskabende strategi I dette afsnit vil jeg ved hjælp af empiriske eksempler diskutere, hvordan gaveretorikken for nogle bliver en væsentlig del af en meningsskabende strategi, og hvordan det for andre giver mening at anfægte den. Jeg vil starte med at vise, hvordan sprog i sig selv kan skabe mening, for derefter at vise hvordan gaveretorikken kan skabe mening for giverne i sorgen. Dernæst vil jeg diskutere, hvordan modtagerne anvender og anfægter gaveretorikken, for til sidst at diskutere, hvordan gaveretorikken anfægtes af giverne ved ideen om donors udødelighed. Hastrup skriver, at ordenes betydning ikke kan fastslås uden en opmærksomhed overfor den praktiske erfaring, de knytter sig til (Hastrup 2003: 207). Men sproget udtrykker, hvordan handlingen opfattes, idet sproget ifølge Hastrup er et af de vigtigste redskaber til at formidle opfattelsen af verden (Ibid: 207). Giver det mening at omtale organer som gaver, har det derfor også givet mening at donere. Desuden skriver Hastrup (med reference til Malinowski), at al tale er handling, og at ord er tanker i aktion (Ibid: 220). 13

15 Dermed omfatter gaveretorikken også selve det at donere, og sprog og handling skal ikke opfattes som adskilte. Familien til afdøde har ifølge Fox & Swazey behov for at skabe mening ud af det, de ellers betragter som moralsk og eksistentielt absurd (Fox & Swazey 1992: 34). Ifølge Sharp udvikler individet brugbare metaforiske konstruktioner til at skabe orden i verden (Sharp 2000:315). Det vil sige, at brugen af bestemte ord kan blive en meningsskabende strategi for den enkelte. Som Lock skriver: Metaforet livets gave synes effektivt idet det tillader folk at genoprette en smule orden i deres liv efter skæbnen har ødelagt det og midlertidigt taget kontrollen (Lock: 2002:113 min oversættelse) Det at omtale organer som gaver kan altså ifølge Lock anskues som en måde at genoprette orden og skabe mening i livet, og i de næste afsnit vil jeg ved hjælp af det empiriske materiale undersøge, om det er tilfældet for henholdsvis givere og modtagere af et organ. Mening i sorgen Gaveretorikken kan skabe mening i sorgen, og bruges som en trøst eller terapi, idet det at donere for nogle pårørende anskues som det eneste gode, der kom ud af døden. (Fulton, Fulton & Simmons 1977: 357,367). Dette illustreres af Alnæs ved følgende eksempel, hvor en mor udtaler sig om at have doneret sin datters organer 21. Det føles fint, at Daniel har fået vores datters hjerte. Det gør hendes død mindre meningsløs. (Alnæs 2001a: 207 min oversættelse) Alnæs giver desuden et eksempel på en mor, der sagde ja til at donere sønnens organer, da hun huskede på en historie, hendes bror havde fortalt hende om en pige fra hans hjemegn, der døde, mens hun var på venteliste til at modtage et organ. 21 Moderen kender Daniels navn, da modtagerne i dette tilfælde har haft held med at opsøge giverne, hvilket kun sker sjældent. 14

16 Hendes uretfærdige og alt for tidlige død dukkede op i min bevidsthed, og jeg tænkte, at her var vores eneste chance for at give livets gave. Jeg visualiserede personens bipper starte og følte en overvældende lettelse over at være i stand til med vores velsignelse - at give den uvurderlige livssubstans, som var blevet mulig af give ved hjælp af vores søns død (Alnæs 2001: 300 min oversættelse) Sønnens meningsløse død får dermed en mening ved at tænke organer som gaver. Men Alnæs beskriver også den medfølelse der eksisterer hos giverne, der på trods af den forfærdelige sorg, de gennemgår, besidder en evne til at identificere sig med modtagerne og deres familier (Alnæs 2001: 340). Jeg samtykkede instinktivt, da lægen rejste spørgsmålet om vores villighed til at donere vores søns organer. Der stod vi, opløst i tårer, og lyttede til men forstod endnu ikke at vores elskede søn var død. Og jeg husker at jeg sagde: Jeg beder til at vores samtykke til donation vil resultere i, at en person der mangler et organ, og hans/hendes familie vil græde af glæde over, at der er et organ, der er tilgængeligt for dem og deres ventetid er ovre. (Alnæs 2001:300 min oversættelse) Gaveretorikken kommer i Alnæs empiri primært til udtryk hos giverne ved brugen af ordet donere, hvilket kan skyldes, at giverne ser donationen mere som en anonym velgørende handling end som en gave til en konkret modtager. Men når moderen på forrige side udtaler, at hun forestillede sig personens bipper starte og moderen i ovenstående citat håber, at hans/hendes familie vil græde af glæde, eksisterer der en forestilling om en konkret modtager, hvem personen er, og hvordan de vil reagere. Det er meget sjældent, det kommer til et møde mellem givere og modtagere, da dette forhold søges anonymiseret af lægeverden (Alnæs: 2001: 11) 22, men den altruistiske anonymitet skaber en konkret forestilling om og medfølelse med modtageren, der skaber mening for giverne og medfører at de går med til at donere (Fulton, Fulton & Simmons 1977: 351,352) 22 Anonymitet mellem donor og modtager er ikke et lovmæssigt krav, men det søges praktiseret af lægerne (Alnæs 2001: 72,73) 15

17 En anden årsag til, at medfølelsen træder i forgrunden hos nogle givere, kan ifølge Siminoff og Chillag være, at ved at omtale organer som gaver, sker der implicit en objektificering af donorens organer. Familien bliver giverne, modtagerne får gaven, men selve gaven, selve objektet er donorens krop (Siminoff & Chillag 1999: 36). Mange pårørende tager afstand fra denne måde at objektificere donors krop på, hvilket også illustreres af Alnæs, der skriver, at det er hårdt for de pårørende at transformere deres someone til somethings (organer) (Alnæs 2001: 197). Giverne vil hellere tænke på de mennesker, da kan hjælpe end at tænke på deres afdødes kropsdele som ting, der kan foræres væk. Det kan være en af årsagerne til, at altruismen og tanken om hjælpe andre supplerer gaveretorikken så godt. Ovenstående udsagn viser, at det ligeså meget er medfølelsen for modtagerne snarere end den konkrete ide om at give en gave, der virker meningsgivende for giverne. Men gaven er alligevel implicit på spil, da medfølelsen udtrykkes ved at donere, ved at give gaven. Siminoff og Chillag skriver, at det er tanken om, at man kan hjælpe andre mennesker i samme situation, snarere end gaveretorikken i sig selv, der får folk til at donere (Ibid: 37). Min analyse af det empiriske materiale viser dog, at medfølelsen for andre ikke optræder adskilt fra gaveretorikken, men snarere fremstår som en essentiel del af gaveretorikken. Gaveretorikken suppleres altså af en medfølelse med og forestilling om modtageren og dennes familie, og det er i denne form, at gaveretorikken giver mening for nogle. Man kan derfor konkludere, at det er en kombination af det at give og det at donere, der gør gaveretorikken meningsgivende i praksis. Gave eller reservedel? I kampagnen Livet som Gave sættes der ansigt på organmodtagere i nogle casestories på hjemmesiden Her udtaler sig de sig om, hvor godt deres liv er 16

18 blevet, efter de har modtaget et nyt organ. En kvindelig modtager af en lunge udtrykker det således. Jeg skylder min donor livet og hjælper derfor andre så godt jeg kan (Livet som Gave) Da det ikke er en almindelig gave, der kan gengældes, vælger denne person at hjælpe andre. Denne form for gengældelse uddybes senere i opgaven i afsnittet om nye former for reciprocitet. I analysen af det empiriske materiale, der fokuserer på modtagernes brug af gaveretorikken har det dog vist sig, at kampagnerne bruger modtagernes gaveretorik som en strategi til at opfordre andre til at donere ved at vise, at der kommer noget godt ud af at donere, og at modtagerne er taknemmelige for gaven. Men det kan også være en bevidst strategi for modtagerne at anfægte gaveretorikken. Sharp skildrer, hvorledes mange modtagerne formår at objektificere organerne og omtale manglen på organer, som om det var reservedele til værdifulde biler (Sharp 1995: 370) Sharp omtaler eksempelvis en modtager, der beskriver sin krop som en top tunet racerbil (Ibid: 371). Nogle modtagerne opfordres af lægerne til at tænke på deres organer på en mere neutral måde, eksempelvis fortæller nogle læger modtagerne af et hjerte, at det bare er en pumpe 23 (Ibid: 365, 377, 381). Ifølge Alnæs udvisker det at tænke på organerne som maskindele donors identitet og fjerner skyldfølelsen over donors død 24 (Alnæs 2001: 211). For modtagerne giver det altså mere mening at tænke på de nye organer som en slags reservedele (Lock 2002a: 322), snarere end værdifulde gaver, idet de dermed undgår at blive konfronteret med, at organet rent faktisk har tilhørt en anden person, at donors karaktertræk muligvis følger med det nye organ, og at man aldrig ville kunne gengælde gaven. 23 Alnæs skriver, at for lægerne er pumpe ikke metafor for hjertet. Hjertet ER en pumpe, og kan ikke opfattes som andet. Lægerne kommunikerer fra deres medicinske videnstradition (Alnæs 2001: 217,385). 24 Modtagerens skyldfølelse over donors død er også en central problemstilling ved organtransplantation, der bla. skildres af Siminoff & Chillag (1999) 17

19 Dette kan yderligere besværliggøre den svære proces det er at modtage et organ, og mange undersøgelser viser, at det derfor kan være en meningsgivende strategi for modtageren at anfægte den dominerende gaveretorik til fordel for et andet sprogbrug, hvor ordet gave ikke er et metafor for organer, men det snarere er en slags maskiniserede reservedelsord, der gør sig gældende. (Sharp 1995, 2000, Siminoff, Gutkind Den meningsfulde udødelighed Mauss skriver om gavegivnining i primitive samfund, at gaverne bliver opfattet som en del af giveren, ikke bare et tilfældigt objekt. Idet du modtager en gave, modtager du også en del af giveren (Mauss 1990: 15,16). Denne tanke får en helt konkret bogstavelig betydning i forbindelse med organtransplantation, idet det jo er en kropsdel, en del af donoren, der gives væk. Men det står i modsætning til den normale gavegivning i en vestlig kontekst, hvor gaven som oftest er et objekt, der er distanceret fra giveren (Alnæs 2001:298,299). Ideen om at organet lever videre i modtageren kommer ofte til udtryk i det empiriske materiale og kan være en medvirkende årsag til, at giverne giver deres samtykke til donationen. Her svarer faderen til en søn på lægens forespørgsel om donation. Spørger du, om vi ønsker at noget nogle dele af Ola skal overleve? Det siger vi ja til! (Alnæs 2001: 347 min oversættelse). På den måde bliver ideen om de levende organer et middel til at udskyde døden. Ideen om at organerne bærer noget af den afdøde videre muliggør forestillingen om donors udødelighed og medfører faderens samtykke til donation. I ovenstående citat er det ikke det at give livets gave, der giver mening, det er, at organerne og dermed noget af Ola lever videre. 18

20 Den amerikanske forfatter Lee Gutkind bragte et forældrepar, der havde doneret deres søn Richies organer, sammen med den kvinde, der havde modtaget hans hjerte og lunger 25. Ved mødet mellem dem fortæller faderen til Richie, hvor spændt han har været på mødet, og at han har overhørt, at hans kone har sagt til deres lille datter, at hun skulle opføre sig ordentligt på søndag, for da kom Richie på besøg. Han havde derefter spurgt sin kone, hvad hun mente med det, hvortil hun havde svaret: Altså Jeg tror ikke, at Richie virkelig kommer tilbage, jeg tror bare at noget af Richie vender tilbage (Gutkind 1988:358 min oversættelse). Da mødet mellem modtagere og givere er slut, går faderen pludselig over til kvinden og lægger sig på knæ foran hende, trækker hende tæt til sig og lægger øret til hendes bryst. Derinde hører han lyden af sin søns hjerte og lunger, der slår i den fremmede kvindes bryst (Gutkind 1988: 359). Dette eksempel viser, at Richie ikke er helt død i forældrenes opfattelse. Richie lever videre i kvinden, han vender tilbage, og det er dermed udødeligheden, der skaber en form for mening for familien - ikke det at de har givet livets gave. Som en delkonklusion på ovenstående afsnit, kan det siges, at det ikke er i alle tilfælde, at det lige er gaveretorikken, der skaber mening. Det kan også være en meningsgivende strategi at anfægte gaveretorikken. Som jeg har vist, kan det være meningsfuldt for modtagerne at anvende reservedelsord og for giverne at fokusere på donors udødelighed ved hjælp af ideen om, at organerne lever videre i modtageren. Hvilken retorik, der virker meningsgivende i en særlig kontekst, kan derfor siges at afhænge af situationen, og af den position det enkelte individ har. 25 Som nævnt er det i færreste tilfælde, at modtagere og givere mødes, så dette møde er en undtagelse fra reglen. 19

21 For at kunne belyse gaveretorikkens sociale betydninger, er det vigtigt at nuancere dens analytiske grundlag. Jeg vil derfor i næste afsnit diskutere, hvorledes Mauss gavegivning skal nuanceres, for at den kan åbne op for organtransplantationens problemstillinger. Gavegivning og organtransplantation Arbejdet med min empiri har fået mig til at stille nogle spørgsmål, som ikke kan besvares, før der sker en analytisk uddybning og tilføjelse til gavegivningen. I dette afsnit vil jeg problematisere gavegivningen og diskutere, hvilke særlige former for reciprocitet og socialitet, der gør sig gældende ved organtransplantation I denne diskussion vil jeg også bringe slægtskab, identitet og vareliggørelse frem, da disse analytiske begreber ligeledes kan åbne op for en mere grundlæggende forståelse af organtransplantationens komplekse sociale betydninger og tilføje en ny dimension til gavegivningen. Nye reciprocitetsformer Det er vigtigt at afdække, hvilke særlige former for reciprocitet, der gør sig gældende i forbindelse med organtransplantation. I tidligere antropologiske studier af organtransplantation, har mange forfattere arbejdet med gavegivningens umulige reciprocitet (Fox & Swazey 1992, Fulton, Fulton & Simmons 1977). Fox & Swazey har med begrebet gavens tyranni vist at givere og modtagere var fastlåste i et debit-kredit forhold, hvor gengældelse var umulig (Fox & Swazey 1992: 40). Jeg vil tilføje nogle nye aspekter til reciprocitetsbegrebet og dermed vise, at reciprocitet er mulig i forbindelse med organtransplantation, den har bare en anden symbolsk karakter. Analysen af det empiriske materiale har altså vist sig både at bekræfte og anfægte reciprociteten, som vi kender den fra Mauss teori om gavegivning. 20

22 Viden som reciprocitet Et vigtigt spørgsmål at stille sig, når gavegivning benyttes som analytisk vinkel, er, hvem giveren egentlig er? Alnæs beskriver, hvorledes lægerne opfatter donoren som giveren, men de pårørende opfatter dem selv som giverne (Alnæs 2001:132,316,317,322). Dette har den konsekvens, skriver Alnæs, at lægerne ikke føler, de behøver at takke giverne, da det ikke er dem der giver. Derfor får de pårørende ikke nogen tak, nogen information eller anerkendelse for at have doneret deres pårørendes organer 26, selv om de, som Alnæs viser, har behov for det 27 (Ibid: 316). Det, at giverne ikke får nogen tak for deres gave, antyder ifølge Alnæs, at organdonation er en slags ufuldstændig gaveudveksling (Ibid: 320). Alnæs beskriver fx, hvorledes en mor til et trafikoffer opfattede den manglende tak fra sygehuset som et tegn på, at samfundet tog donationen for givet og dermed trivialiserede hendes søns minde (Ibid:322). Spørgsmålet må dog være, hvilken form for reciprocitet giverne forventer. Moderen til trafikofret udtalte, at hun indså, at det, hun havde behov for at høre, var om operationerne havde været succesfulde, og om det derfor havde været umagen værd (Alnæs 2001:322). Ifølge Fulton, Fulton & Simmons kan det, at transplantationen har været en succes, gøre døden meningsfuld og dermed fungere som en slags gengældelse til giverne (Fulton, Fulton Simmons 1977: 371). Derfor gælder reciprocitetsproblematikken ved organtransplantation som skildret af bla. Fox & Swazey ved gavens tyranni ikke altid, da visse givere ikke er interesseret i en form for gengældelse, der skal svare til den gave de har givet, men mere ser gengældelsen som en form for viden og 26 Denne manglende tak til giverne gør sig dog ikke gældende alle steder. I England eksisterer der en ordning, hvor giverne altid modtager et brev, der udtrykker kondolence og informerer om modtagerens alder og helbredsmæssige tilstand. (Alnæs 2001:318). 27 Dog eksisterer der særtilfælde hos nogle givere, der mener at donation er en envejs altruistisk pligt. De ønsker hverken at blive takket eller at høre om organernes videre skæbne. Et takkebrev ville kun være et mislykket forsøg på at gengælde livet selv. (Alnæs 2001:319) 21

23 oplysning, der bunder i en nysgerrighed efter at vide om transplantationerne var vellykkede 28. En kvinde, der har doneret sin mands organer, beskriver glæden ved at modtage denne information. Da jeg modtog brevet, var det en halvanden måneds tid senere. I mit tilfælde var jeg så frygtelig nedtrykt, og jeg har aldrig været en nedtrykt person i hele mit liv. Men jeg må sige, at det var den største belønning; at høre at noget godt kom ud af hans død. Bare måden det var skrevet på og alting. Det gjorde mig virkelig glad. Du får ellers ikke mange belønninger ud af sådan noget som det her. (Fulton Fulton & Simmons 1977: 369 min oversættelse) Denne nye form for reciprocitet, der kendetegner organtransplantationsfeltet er altså et ønske om viden og medfører derfor ikke nogle specifikke forpligtelser om gengældelse direkte fra modtager til giver, men kan forløses ved hjælp at et takkebrev fra sygehuset med information om de donerede organer. Dermed nuanceres Sharps pointer også. Ifølge Sharp er det implicitte krav om gengældelse også problematisk for modtagerne, da det både er en gave og en person, der skal gengældes (Sharp 1995: 365, 375, 379). Men når reciprociteten bliver et ønske om viden, snarere end en direkte gengældelse, fjernes meget af byrden fra modtagerne. Modtagerne skal ikke gengælde organet. Det er sygehuset, der skal gengælde ved hjælp af information 29. Reciprociteten kan forblive uforløst i de tilfælde, hvor giverne ikke hører noget om de organer, de har givet pga. sygehusets politik om fuldstændig anonymitet mellem giver og modtager. Men at hævde at reciprociteten forbliver uforløst i en organtransplantationskontekst, fordi gaven er umulig at gengælde for modtagerne, som Alnæs (2001: 320) og Fox & Swazey (1992: 40) skriver, er misvisende, idet denne nye form for reciprocitet baseret på viden er mulig at gengælde. 28 Dog viser Fulton, Fulton & Simmons også, at giverne ikke ønsker besked, hvis transplantationerne ikke har været vellykkede (Fulton, Fulton & Simmons 1977: 370,371,375), hvilket også er den primære årsag til at de pårørende ikke får informationen, da lægerne ikke mener, at giverne skal udsættes for en ny sorg, hvis transplantationen er mislykket (Henivisning) 29 Ofte har modtagerne selv lyst til at skrive til giverne og takke for organet og oplyse om, hvordan det går, men denne kontakt frarådes ifølge Alnæs af lægerne (Alnæs 2001: 197) 22

24 Altruistisk reciprocitet I kampagnen Livet som Gave, siger en modtager af et organ: Jeg skylder min donor livet, og hjælper derfor andre, så godt jeg kan (Livet som Gave). Gengældelsen er ikke rettet direkte mod giveren, men sendes videre. Reciprociteten får en offentlig godgørende karakter i modsætning til reciprociteten inden for gavegivning, som vi kender den fra Mauss, hvor gengældelsen er knyttet direkte til giveren af gaven. Dette skildres også af Sharp, der beskriver, hvordan modtagerne i deres længsel efter at give noget igen, vælger at hjælpe andre, eksempelvis ældre, enlige mødre, fattige og hjemløse (Sharp 1995: 375). Den begrebsmæssige betegnelse for denne form for gengældelse må derfor være altruistisk reciprocitet 30. Altruismen som begreb introduceredes af den franske filosof August Comte i begyndelsen af forrige århundrede som en reaktion mod egoismen, som han frygtede ville ødelægge, hvad der var tilbage af solidaritet i urbaniserede moderniserede samfund. Altruisme er altså i modsætning til gaver ikke rettet direkte mod specifikke individer, men er en sekulariseret form for velgørenhed (Lock 2002a: 318). Man må anerkende, at reciprociteten spiller en stor rolle i forbindelse med organtransplantation Den altruistiske reciprocitet er altså en analytisk kombination af gavegivningens reciprocitetsbegreb og Comtes altruisme som en uegennyttig velgørende handling. Altruistisk reciprocitet gør sig også gældende hos de givere, der ser deres beslutning om at donere som en reciprocitetshandling. Alnæs beskriver et tilfælde, hvor et ægtepar går med til at donere mandens søsters organer som en slags gengældelse til samfundet for deres lille søn 30 Jeg ser altruistisk reciprocitet som en gengældelse, man sender videre. R.L.Trivers har skildret reciprocal altruism, der dog er noget lidt andet, idet Trivers ser det som en form for velgørenhed, der opstår mellem mennesker eller dyr, der ikke er relaterede med det formål at få noget igen (Humprey 1997). Altså velgørenhed med gengældelsen som formål, ikke gengældelsen som velgørenhed i sig selv. 23

25 Medicinsk teknologi er så sandelig mirakuløs og livsforstærkende. Se på vores lille søn, der kravler på gulvet; han er resultatet af kunstig befrugtning, som har kostet tusindvis af kroner. Ved at gå med til at donere min søster organer er det som om vi giver noget tilbage til samfundet en mulighed vi umuligt kunne have forudset ville komme. (Alnæs 2001: 302 min oversættelse) Dette eksempel åbner op for flere interessante iagttagelser omkring reciprocitet. For det første kan donationen være en reciprok handling i sig selv, hvorved giverne ligesom modtagerne kan sende gengældelsen videre til andre. For det andet viser dette eksempel, at gavegivningen ikke er forbeholdt organtransplantation. At få samfundets hjælp til barnløshed er også omsluttet af en form for gaveretorik og forudsætter en form for reciprocitet, idet der eksisterer et ønske om at kunne gengælde på en eller anden måde, hvilket Linda Layne viser i bogen Transformative Motherhood (1999). Altruistisk reciprocitet er altså en form for reciprocitet, der er mulig for modtagerne af et organ, idet de kan gengælde ved at hjælpe andre. Denne form for gengældelse gælder dog også for de givere, der ser donationen som en reciprocitetshandling i sig selv. Dermed bliver det en for snæver opfattelse af reciprocitetsbegrebet i forbindelse med organtransplantation, hvis man begrænser det til kun at omhandle modtagerens tyranniske forpligtelse overfor giveren til at gengælde en gave, der aldrig kan gengældes. Ved at hjælpe andre, kan en ny form for reciprocitet, den altruistiske, forløses i en organtransplantationskontekst. Nye former for socialitet Ifølge Mauss er gavegivning et totalt socialt fænomen, der har stor betydning for de sociale forhold vi indgår i. Når man giver en gave, etablerer man et socialt forhold med modtageren, og det er vigtigt for dette sociale forhold, at gavens forpligtelser bliver overholdt, at den bliver modtaget, accepteret og gengældt (Mauss 1990: 50). Det er dog vigtigt at nuancere dette aspekt ved gavegivningen, når det drejer sig om 24

26 organtransplantation, da der her etableres andre former for sociale forhold mellem givere og modtagere af et organ. Forestillede forhold Ved organtransplantation er forholdet mellem giver og modtager ofte usynligt, da det er anonymiseret af lægeverdenen med det formål at beskytte modtageren (Fox & Swazey 1992: 37, Sharp 1995). Den japanske antropolog Emiko Ohnuki-Tierney argumenterer for, at idet der ikke eksisterer et socialt forhold mellem modtagere og givere, er organtransplantation fuldstændig blottet for socialitet, og derfor advarer han om brugen af gavegivning som analytisk vinkel på organtransplantation (Ohnuki-Tierney 1995:xx). Men det at modtagere og givere måske aldrig møder hinanden, er ikke det ensbetydende med, at det sociale forhold ikke eksisterer. En mor til en donor udtrykker, hvorledes forholdet mellem givere og modtagere opfattes. I månederne efter begravelsen begyndte jeg at føle mig frustreret over at have delt så vigtige dele af Johns substans med andre mennesker. Jeg fortryder ikke at have samtykket til donation og modtagerne skal føle sig frie og uforpligtede fra enhver gæld og komme videre med deres liv. Men jeg savner noget bevis på den forbindelse der blev skabt mellem os og de transplanterede på tidspunktet for donationen. Jeg tænker på disse forbindelser som underlige og vidunderlige men ugenkendelige forhold. Jeg ville så gerne være i stand til at give modtageren et varmt knus men uden at gå ind i noget tæt personligt forhold. (Alnæs 2003:174 min oversættelse) I dette tilfælde anerkendes eksistensen af et socialt forhold, endda selv om giveren i dette tilfælde ikke ønsker, at det skal komme til et tæt personligt forhold. Men som hun udtrykker, er der blevet skabt en forbindelse mellem dem og modtagerne, og det at donere er dermed med til at skabe nye former for forbundethed mellem modtager og giver. Det bliver derfor problematisk, når Ohnuki-Tierney påstår, at organtransplantation er blottet for socialitet, hvilket også påpeges af Sharp, der siger at transplantation er en social affære (Sharp 1995: 379). Organtransplantation medfører en form for socialt forhold, der eksisterer, selv om forbindelsen er usynlig eller forestillet, 25

27 og dermed tilføjer organtransplantationen nye aspekter til det sociale forhold, der kommer til udtryk i Mauss gavegivning. Dermed kan man argumentere for, at gaveretorikken som empirisk fænomen skaber en særlig form for socialt forhold, der nuancerer den oprindelige analytiske forståelse af gavegivning. Nye slægtskabsformer Det sociale forhold, der er på spil ved organtransplantation er dog ikke altid forestillet, ofte beskrives det i det empiriske materiale, som om det var et slægtskabsforhold (Alnæs 2001, 2001a, Sharp 1995), og dermed kan slægtskab som analytisk vinkel nuancere gavegivningen. Alnæs viser, at der mellem givere og modtagere kan opstå en form for forbindelse, hvor de omtaler hinanden i slægtskabstermer og dermed omdefineres de eksisterende slægtskabskategorier 31. Et forældrepar udtaler sig om forbindelsen til de forældre, der gav deres lille piges hjerte til deres søn. Vi kommer til at holde kontakten fremover. De skal have at vide, hvordan det går med Daniel, det er trods alt også deres søn (Alnæs 2001a:207 - min oversættelse) Kvinden trækker på ideen om slægtskab til at definere det forhold, der eksisterer mellem dem nu. Det er nu også givernes søn, idet han bærer på deres datters hjerte og familierne er dermed forbundet via ideen om transplantation som overførsel af slægtssubstans 32. Dermed bliver det sociale forholds forpligtelser ikke kun karakteriseret ved gavegivningens reciprocitet men også ved de forpligtelser, der hører slægtskabet til, såsom vedligeholdelsen af en form for social kontakt. Sharp arbejder også med slægtskab i forbindelse med organtransplantation, men på en anden måde, idet hun fremstiller slægtskabet som et krav fra giverne om en form for 31 Denne form for forbindelse kan også opstå mellem modtagere, der har modtaget organer fra den samme donor (Alnæs 2001a: 191), 32 Ideen om transplantation som overførsel af slægtssubstans, kan i nogle tilfælde også forhindre donation, da de pårørende udtrykker bekymring over at deres slægt skal ende i mange forskellige gravsteder. (Alnæs 2001: ) 26