Fremtidens folkeskole

Transkript

1 Fremtidens folkeskole Dato: Kompetencekrav i det innovative samfund Det danske samfund befinder sig i en brydningsfuld overgang fra et industrisamfund til et innovationssamfund. Det betyder, firkantet sagt, at vi i mindre grad skal ernære os af at producere kendte produkter til kendte markeder, men at vi højere grad skal leve af at skabe ideer og omsætte disse ideer til nye produkter, som andre har brug for. Det sker, hvad enten det handler om det private erhvervsliv eller den offentlige velfærdsproduktion. Og det sker i stigende grad i en globaliseret netværkskultur, der bryder med kendte institutionelle rammer. I denne nye verden får børn brug for at lære at orientere sig i komplekse sammenhænge, begå sig i en globaliseret kultur, forstå andre, bringe sine faglige kundskaber i spil på kreative måder, omsætte ideer til produkter samt danne relationer og alliancer på tværs af kulturelle og institutionelle skel. Det stiller for det første krav om en solid basis af faglige kundskaber. Vi ved, at kundskaber inden for sprog, matematik, natur- og kulturfag er helt afgørende for børnenes muligheder for at lære nyt og klare sig i et komplekst samfund. Blot at være kreativ og omgængelig er ikke nok, hvis det ikke har et indhold. Derudover kræves der for det andet meget stærke relationelle og innovative kompetencer. Det er blevet mere kompliceret at være barn. Tidligere tiders faste sociale strukturer er blevet løsere, og det er i højere overladt til de enkelte børn og unge at skabe fællesskaber og meningsfulde relationer til hinanden. Og børnene skal kunne forstå hinanden på tværs af kulturelle skel, og de skal kunne bringe deres viden og ideer i spil i skabende og innovative processer, som opfylder behov og forventninger. Endelig må de to ovennævnte typer af kompetencer bygge på et grundlag af eksistentielle og etiske kompetencer - det vil sige evnen til at skabe mening og en etisk orientering i fællesskab med andre. Autoriteter og traditioner har mistet deres faste greb om samfundet, kulturer brydes, og det er en stor (og nogle gange for stor) opgave for hvert barn at finde sin orientering i alt dette. Børn har brug for fællesskaber, som hjælper og understøtter dette svære arbejde. 1

2 Hele denne udvikling giver masser af spændende muligheder for at forme sin identitet og tilværelse. Men den indebærer også en stor fare for social eksklusion og polarisering. De børn, der formår at navigere i det komplekse felt, får rige muligheder. De, for hvem kravene er for store, kommer let til at give op, melde sig ud eller sågar finde uddannelsesfjendske holdepunkter i destruktive grupper. Dette viser sig allerede nu i den store andel af unge, som ikke gennemfører en ungdomsuddannelse. Polariseringen er ikke alene en trussel mod vores velfærd og konkurrenceevne, men også mod vores fremtid som et demokratisk fællesskab. Den store udfordring er derfor også at få alle med. Børne- og Kulturchefforeningen finder derfor, at folkeskolen skal: uddanne børn til at nå deres ypperste i et innovativt og mere globaliseret samfund ved, at de tilegner sig solide faglige, relationelle og innovative samt eksistentielle og etiske kompetencer, og ved at skabe stærke uddannelsesmæssige fællesskaber, som modvirker eksklusion og polarisering og skaber grundlag for en levende demokratisk kultur. Styringsmæssigt fokus: Uddannelsesparathed Målet må være, at eleverne forlader folkeskolen fulde af motivation og rustede til at fortsætte et uddannelsesforløb. Dette er en forudsætning for at nå regeringens vidererækkende mål om, at 95 pct. af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Paratheden til at gennemføre en ungdomsuddannelse er en meget sigende indikator. Den måler ikke blot elevens faglige præstationer, men også elevens evne til at organisere sin tilværelse sammen med andre, arbejde målrettet og udvikle sin motivation. På den måde kan uddannelsesparathed ses som en god indikator for den bredere vifte af kompetencer, som er beskrevet ovenfor, om end den slet ikke er udtømmende. Når unge opgiver at uddanne sig, skyldes det langt fra udelukkende mangel på faglige kundskaber, men i høj grad manglen på motivation, et meningsfuldt perspektiv og en organiseret hverdag. Skal vi løfte uddannelsesniveauet, må vi arbejde med blik for hele dette kompleks af faktorer. Ved måling af folkeskolens resultat kan vi benytte to kilder: Dels kan vi opgøre de faglige præstationer ved forskellige test og ved afgangsprøver. Dels kan vi med inddragelse af Ung- 2

3 dommens Uddannelsesvejledning opgøre, hvor mange elever der er uddannnelsesparate i bredere forstand. Vælger vi dette perspektiv, kan vi se evalueringer af delresultater som byggesten i opnåelsen af det samlede mål. Det gælder lige fra sprogvurderinger i 3-års alderen og i børnehaveklassen til læseprøver og andre faglige test op igennem skoleforløbet. Vi kan på den måde danne en evalueringskæde, hvor vi kan følge progressionen i børnenes læring. I hver kommune må der udvikles en evalueringskultur, hvor man fortløbende søger at afdække sammenhængen mellem læringsmiljøernes tilrettelæggelse og deres bidrag til progression i læring og uddannelsesparathed. Stat og kommuner kan aftale mål og milepæle for fremskridt i disse målbare resultater og sætte dem i relation til indsatser og investeringer. BKF anbefaler, at der etableres en systematisk strategi for opfølgning på uddannelsesparathed som indikator og ledetråd for politik og styring på skoleområdet. Styringsmæssig sammenhæng: Rød tråd i reguleringen Med dette gennemgående styringsmæssige sigte bliver det også nødvendigt at sikre en sammenhængende regulering af barnets uddannelsesforløb i dagtilbud, grundskole og ungdomsuddannelse. I dag er de forskellige dele af uddannelsesforløbet reguleret meget forskelligt med afsæt i forskellige ministerområder med hver sin styringstradition. Der er brug for at skabe større sammenhæng i tænkning og regler på disse områder. F.eks. må dagtilbuddenes arbejde med at stimulere børns begrebsdannelse og sproglige udvikling ses som et direkte forstadie til undervisningen i læsning. BKF anbefaler, at der skabes en rød tråd, øget sammenhæng, koordinering og synergi i regulering af statslige initiativer inden for dagtilbud, grundskole og ungdomsuddannelser (f.eks. gennem dannelsen af et Børne- og Ungeministerium). 3

4 Kvalitetsfælleskaber - om læringsmiljøer, inklusion, lærerkompetencer, nærdemokrati, overgange og ledelse For at udvikle folkeskolen i overensstemmelse med innovationssamfundets krav er der brug for, at stat og kommuner indgår et nyt partnerskab om et langt sejt træk i udviklingen af folkeskolen. Fra projektet Uddannelse til Alle ved vi, at et sådant samarbejde kan have gejst og momentum. Men resultaterne udebliver. Og vi må løfte samarbejdet op i et nyt gear. De udfordringer, som et partnerskab skal håndtere er: 1. Udviklingen af fremtidens læringsmiljøer Vi har brug for læringsmiljøer, som anerkender, at alle elever er unikke og lærer på forskellige måder, samtidig med, at de udvikler fællesskaber som den nødvendige basis for disse læreprocesser. Individ og fællesskab er hinandens forudsætninger. På den ene side har alle elever brug for et trygt og meningsfuldt tilhørsforhold, en socialisering til en mangfoldig kultur og opbygning af stærke social kompetencer. På den anden side skal dette være platformen for en anerkendelse af vores forskellige måder at lære på. Undervisningsdifferentiering og holddeling skal gå hånd i hånd med stærke fællesskaber og tydelig klasserumsledelse. Den enkelte elev skal aftale tilpas udfordrende mål med læreren og samtidig lære forpligtelsen til at anerkende andres anderledes mål. Miljøer og læremidler skal udvikles, så de skaber variation, oplevelsesrigdom og udfordringer til alle. Og samtidig skal basale rammer og spilleregler sikre trygge vilkår, sundhed og samhørighed. Endelig må vi også afdække, om vi ved udnyttelse af den samfundsøkonomiske råderum og en mere fleksibel ressourceanvendelsen kan skabe mere tid til skoledagen, så der bliver plads til variation og fordybelse. 2. Inklusion vi skal gentænke forholdet mellem det normale og det specielle Vi skal vende den historiske tendens til stigende udskillelse og segregering fra folkeskolen. Fejlfindingen og diagnosticeringen bliver stadig mere forgrenet og indgribende og stiller spørgsmål om, hvorvidt en voksende gruppe elever overhovedet hører hjemme i den almindelige undervisning. Udgifterne til specialundervisning kannibaliserer almenområdet. Denne tendens og tænkning må vendes om. Vi må gøre skolen parat til børnene - og ikke blot omvendt. Vi skal udvikle inkluderende og imødekommende læringsmiljøer og finde nye veje for den specialpædagogiske indsats. 4

5 3. Lærerkompetencer Talrige undersøgelser viser, at den største enkeltfaktor for elevernes udbytte af undervisningen er læreren. Især tre kompetencer har betydning: Relationskompetence: at læreren kan indgå i en relation til eleverne præget af respekt, empati, interesse, omsorg og tro på, at hvert barn har et potentiale for at lære og skal nå sit ypperste. Didaktisk kompetence: at læreren bruger de undervisningsformer og metoder, der i forhold til elevforudsætninger giver det bedste resultat. Klasseledelses-kompetence: at læreren er en synlig og troværdig leder, der både kan skære igennem og give plads for, at eleverne i stigende grad kan være medbestemmende og selvstyrende. Udviklingen af læreruddannelsen samt mulighederne for efter - og videreuddannelse er her særdeles væsentlig for at understøtte de tre ovennævnte kompetencer. Endelig rummer det tværfaglige samspil mellem lærere, skolepædagoger og undervisningsassistenter mulighed for at bringe de forskellige gruppers kompetencer i spil på nye måder. Skolepædagogen har sine styrker i arbejdet med relationer, fællesskaber og deltagelsesformer. Og undervisningsassistenten kan understøtte og aflaste lærere og pædagoger. 4. Nærdemokrati elever og forældre Folkeskolen er en demokratisk og kulturskabende institution ikke bare en virksomhed, som leverer serviceydelser til en kunde (elev og forældre). Dette skal vi fastholde også gennem læringsmiljøet, da skolen opdrager til medborgerskab. At være medborger handler om at være en del af de fællesskaber med tilhørende dialoger, som samfundet består af. Det handler om at respektere andres rettigheder, at kende sine egne rettigheder, og de muligheder disse rummer. Medborgerskab handler om følelsen af at høre til i et større fællesskab, at vise social ansvarlighed og om at have rettigheder og pligter i fællesskabet. Folkeskolen må udnytte, at elever og forældre kommer med mange forskellige livshistorier, der kan danne grundlag for samtale og læring. 5. Overgange til ungdomsuddannelser Overgangen til ungdomsuddannelsen er den proces, som meget klart tester, om vi lykkes. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal have en stærk strategisk foran- 5

6 kring i kommunerne og understøtte, at vi følger og støtter eleverne før, under og efter denne overgang. Samarbejdsfora med ungdomsuddannelserne er ligeledes afgørende for et fælles ansvar for eleverne. Skal vi have de sidste med, må vi bruge en bred vifte af indsatser uddannelsestilbud, fritidstilbud og sociale støtteforanstaltninger. 6. Ledelse Nøglen til at iscenesætte de ovennævnte processer er ledelse på flere niveauer: I de enkelte medarbejderteam er der brug for den nære pædagogiske ledelse og coaching På skoleniveau er der brug for den strategiske udvikling af rammer og læringsmiljøer i dialog med elever, forældre og kommunale samarbejdspartnere (dagtilbud, klubber, PPR, andre skoler etc.). På kommuneniveau er der brug for tydelige strategier for udviklingen af skolerne og deres rammebetingelser og for en facilitering af kompetenceudvikling og forpligtende videndeling. Skolelederne udgør et strategisk meget vigtigt ledelsesforum, som bør indgå i kvalificeringen af politiske beslutningsoplæg og være med til at forme forpligtende rammer for et fælles skolevæsen. BKF anbefaler, at der skabes kvalitetsfællesskaber mellem stat og kommuner, hvor parterne i fællesskab udvikler rammebetingelser og redskaber, der fremmer udviklingen af fremtidens læringsmiljøer, inklusion, lærerkompetencer, nærdemokrati, overgange og ledelsespraksis. Viden-trekanter omsætning af forskning til praksis På alle de her nævnte områder må arbejdet i stigende grad ske på basis af solid forskning og ikke bare formeninger. Det betyder, at vi skal fremme en praksisorienteret forskning, som kan tage livtag med folkeskolens udfordringer og tilvejebringe bud på arbejdsformer og metoder. Og denne forskning skal omsættes til folkeskolens praksis via efter- og videreuddannelse, rådgivning og udviklingsbistand. Dette kan med fordel organiseres i partnerskaber mellem forskningsinstitutioner, professionshøjskoler og kommuner viden-trekanter (jf. den nationale strategi for velfærdsuddannelser). Professionshøjskolerne har her en nøglerolle som oversættere mellem grundforskning og praksis ved at gennemføre praksisnær forskning, skabe uddannelsestilbud, rådgive etc. BKF anbefaler, at vi systematisk fremmer dannelsen af viden-trekanter i kommunerne. 6

7 Opsummering I lyset af de betragtninger, vi har lagt frem, må formålet med et eftersyn af folkeskolen være at identificere muligheder for at understøtte skolerne i at udvikle læringsmiljøer, lærerkompetencer og en ledelsespraksis, som kan løfte innovationssamfundets udfordring: at give alle mulighed for at nå deres ypperste ved at udvikle faglige, relationelle og innovative samt eksistentielle og etiske kompetencer. BKF anbefaler, at eftersynet af folkeskolen: etablerer en systematisk strategi for opfølgning på uddannelsesparathed som indikator og ledetråd for politik og styring på skoleområdet. skaber en rød tråd, øget sammenhæng, koordinering og synergi i regulering af statslige initiativer inden for dagtilbud, grundskole og ungdomsuddannelser(f.eks. gennem dannelsen af et Børne- og Ungeministerium) skaber en ny generation af kvalitetsfællesskaber mellem stat og kommuner, hvor parterne i fællesskab udvikler rammebetingelser og redskaber, der fremmer udviklingen af fremtidens læringsmiljøer, inklusion, lærerkompetencer, nærdemokrati, overgange og ledelsespraksis. systematisk fremmer dannelsen af viden-trekanter i mellem forskningsinstitutioner, professionshøjskoler og kommunerne. 7