Venstrefløjen og krisen

Transkript

1 SI NR. 246 Juni 2013 Venstrefløjen og krisen LÆS OGSÅ OM: Del arbejdet Filippinske au-pair-arbejdere Portræt af en revolutionær

2 FRA REDAKTIONEN SI NR. 246 Juni 2013 Alternativer søges INDHOLD Kapitalismen gennemgår en alvorlig krise, en systemkrise, som rammer dybt ind i samfundet og reelt truer menneskehedens fremtid. Men hvor er svarene, alternativerne. Det er her venstrefløjen vil på banen, men hvordan? Traditionelle løsninger og strategier fra 19-hundredetallet ser ud til at spille fallit. Det handler en stor del af dette SI om. En stor del af problemerne skyldes udviklingen på venstrefløjen selv, arbejderbevægelsens krise og socialdemokratiernes nye roller. Artiklen»Venstrefløjen og krisen«((side 3) forsøger at give nogle svar. Et svar er parolen om arbejderregeringer. På side 10 prøver vi at afklare dette, med udgangspunkt i diskussionerne i Syriza i Grækenland. Vi følger op med diskussion om Danmark med kommentaren:»winter is coming«side 14 om regeringens løftebrud og Socialdemokraternes rolle. I Danmark har diskussionen bl.a. drejet sig om den såkaldte dagpengereform, som blev gennemført af den tidligere regering og som den nuværende regering har adopteret. Tusinder var truet med at miste deres forsørgelsesgrundlag. Regeringen gav efter og lavede en»løsning«, der lige netop var en smule bedre end ingenting. Der er naturligvis brug for meget mere, derfor har Enhedslisten spillet ud med en række forslag, læs side 22 og 24. Mens nogle er ramt af arbejdsløshed, arbejder andre til alt for lav løn og ringe vilkår. Eksempelvis de au-pairs som udfører husarbejde og børnepasning hos de mere velstillede. De kalder det kulturel udveksling! Det diskuteres på side 26, med udgangspunkt i tre bøger om emnet. Den danske venstrefløj er mangfoldig, går man f.eks. til årsmøde i Enhedslisten kan man møde mennesker med meget forskellig erfating og baggrund. Vi bringer et personportræt på de sidste sider. Det handler om venstrefløjsarbejde gennem et langt liv i Danmark og Argentina. Igen en anledning til at diskutere strategier i kampen for et nyt samfund. EUROPA: Venstrefløjen og krisen... 3 GRÆKENLAND: Om regeringsspørgsmålet EFTER S-FALLIT: Winter is coming KOMMENTAR: Klassekamp i EU KOMMENTAR: Kommuneaftalen OVERLOVSORDNINGER: Del arbejdet! ARBEJDSLØSHED: Mere jobrotation er win-win AU PAIR: Husarbejde til discountpris Internationale Noter IIRE-MANILA: Støt det regionale samarbejde...31 STORBRITTANIEN: Nyt håb på venstrefløjen ISLAND: Højrefløjen vinder PAKISTAN: En højreorienteret sejr NORDKOREA: Sabelraslen eller trussel? Kvartalsmagasinet udgives af SAP (Socialistisk Arbejderparti) Dansk sektion af Fjerde Internationale. redigeres og layoutes af et udvalg bestående af: Åge Skovrind (Ansv.), Svend Vestergaard Jensen, Tobias Knudsen, Janus Noack, Martin Mørch, Bodil Olsen, Rikke Winkler Nilsson, Marie Dreier. Sign. artikler står for forfatternes egen regning. Henvendelse til redaktionen: si@sap-fi.dk Et års abonnement på kvartalsmagasinet koster 200 kr. Bestil ved at skrive til si@sap-fi.dk eller via Socialistisk Information er også et netmagasin, se Her kan du også tilmelde dig netmagasinets nyhedsbrev, som udsendes hver 14. dag. Print: Christensen Grafisk ISSN NY BOG: Marx må ind på uddannelserne! PORTRÆT: Historien om en revolutionær... 44

3 EUROPA Venstrefløjen og krisen AF FRANCOIS SABADO Kapitalismen gennemlever sin værste krise, men den antikapitalistiske venstrefløj står i de fleste europæiske lande svagt og uden et troværdigt alternativ. Hvor er udfordringerne og mulighederne? Hvis man vil forstå den situation, som den europæiske venstrefløj befinder sig i, er det nødvendigt at starte med at se på de forskellige aspekter af den økonomiske krise og den måde, hvorpå denne påvirker samfundet og det politiske niveau. Alle organisationer og partier, som er en del af arbejderbevægelsen, bliver hårdt ramt af krisen. Der opstår splittelser, og de politiske kræfter bliver tvunget til at organisere sig på en ny måde. Murens fald i Berlin 1989 og sammenbruddet i Østblokken varslede en ny æra. De aktuelle begivenheder er en del af denne æra. Den aktuelle krise er global. På det økonomiske område er der tale om en overakkumulation af kapital, en overproduktion af varer og tjenesteydelser og underkonsumption blandt masserne. Den» Den kapitalistiske globalisering kræver, at hvis Europa, der er det svageste led i kæden, ønsker at fastholde sin placering i den globale konkurrence, må man bryde med resterne af sin gamle økonomiske model reelle økonomiske politik i de imperialistiske lande tager nu højde for, at der er tale om en langvarig nedgangsperiode, og ingen af de»ortodokse«økonomiske eksperter snakker længere om en»vej ud af krisen«. Man drager ofte paralleller mellem den nuværende krise og situationen i Dengang førte udviklingen til fascisme og Anden Verdenskrig. I øjeblikket bliver den økonomiske krise inddæmmet. Nogle kommentatorer har brugt det udtryk, at»den nuværende krise svarer til den i 30 erne, men den udvikler sig bare i slowmotion«. Men den aktuelle krise har en dobbeltkarakter, idet der på den ene side EU er ikke en central stat, men præges af modsætninger mellem medlemsstaterne. En af grundene til den brutale nedskæringspolitik. er tale om en»krise for civilisationen«, især hvad angår de miljømæssige aspekter, og på den anden side er der tale om, at»verden er ved at tilte«. Vi oplever, at der sker en forskydning af det økonomiske og politiske tyngdepunkt. Krisen ramte de dominerende kapitalistiske lande og deres satellitter, mens lande som Kina, Indien og andre lande i Asien oplever fortsat vækst. På samme måde, om end mere moderat, er der lande i Latinamerika, som befinder sig i en langvarig vækstperiode. Den vedvarende økonomiske krise, som er lige så dybtgående som de to kriser i 1857 og 1929, ser ud til at medføre, at Europas dominerende stilling i verden vil forsvinde, SI 246 JJUNI

4 og dermed slutter en hel historisk periode. Forandringerne er ikke konjunkturelle, de er strukturelle. Krisen påvirker både den økonomiske, sociale og miljømæssige stabilitet i hele verden. Det sker i en situation, hvor den kapitalistiske globalisering har påvirket ethvert land i hele verden. De økonomiske nedskæringsplaner, der for tiden rammer alle lande i Europa på baggrund af den internationale kapitalistiske konkurrence og globaliseringen af arbejdsmarkedet, vil ikke være tilstrækkelige til at sikre, at krisen bliver overvundet. Den kapitalistiske globalisering kræver, at hvis Europa, der er det svageste led i kæden, ønsker at fastholde sin placering i den globale konkurrence, må man bryde med resterne af sin gamle økonomiske model. De herskende klasser og finansmarkederne arbejder på at få reduceret købekraften hos lønarbejderne med 15 til 20 procent og måske endda mere i det sydlige Europa. Man vil tillige have smadret en del af velfærdssystemet og have svækket fagforeningernes rolle. Over alt i Europa bevæger modreformerne i samme retning, og det gælder ikke mindst det, der sker på arbejdsmarkedet. Man ønsker mere fleksibilitet, og det skal være nemmere at afskedige medarbejdere. Brutaliteten» Der er således tale om en enestående situation, hvor der på den ene side er den dybeste krise i det kapitalistiske system og på den anden side er en meget svækket europæisk arbejderbevægelse i nedskæringspolitikken forstærkes af modsætningerne mellem de store EUlandes interesser, og her specielt Tyskland, og de mindre satellitstater, som påtvinges en særlig udvikling. Disse modsætninger mellem EU-landene er stærkere, fordi EU ikke fungerer som en central stat som i USA eller Kina. I en global sammenhæng er Europa både karakteriseret ved en økonomisk nedgang og politisk svaghed. Spændingerne, de indre modsætninger, risikoen for sammenbrud er hele tiden til stede i de traditionelle politiske alliancer. Det indebærer, at der kommer massive angreb på de demokratiske frihedsrettigheder. Nedskæringspolitikken forstærker regimernes autoritære træk, og denne krise for demokratiet styrker de fascistiske og ekstreme højrepartier. Det kan ikke Krisen viser sit ansigt ikke mindst i Grækenland, hvor befolkningen reagerer med demonstrationer og strejker SI 246 JUNI

5 længere udelukkes, at presset fra krisen kan føre til politisk omstrukturering eller alliancer mellem traditionelle højrefløjspartier og så den ekstreme højrefløj. Beslutninger taget i det klassiske parlamentariske demokratis institutioner bliver til stadighed underkendt af både Trojkaen (det vil sige EU, den Europæiske Centralbank og den Internationale Valutafond) og af finanssektoren. I en sådan situation, hvor der er krise for nationalstaten og det parlamentariske demokrati, bliver de traditionelle partier fanget i et stormvejr, der truer deres opbakning og politiske styrkepositioner. Det politiske jordskælv, der for nylig ramte Italien er et godt eksempel på denne tendens. Venstrefløjen mistede 4,7 millioner stemmer, og de organisationer, der udgør det ex-kommunistiske Rifondazione, brød sammen. Frem sprang i stedet komikeren Beppe Grillo og hans 8 millioner stemmer, som er et udtryk for, at folk er trætte af nedskæringer, korruption og EU i det hele taget. Men samtidig er der tale om, at Beppe Grillo er en politisk leder, der har et problematisk forhold til fagbevægelsen og indvandreres rettigheder, og hvis udvikling i øvrigt er svær at forudsige. Historisk krise i den europæiske arbejderbevægelse Men hvordan påvirker udviklingen venstrefløjen og arbejderbevægelsen? Da krisen startede i 2008 håbede mange, at der ville komme reaktioner, omfattende sociale kampe og en styrkelse af arbejderbevægelsen. Nu fem år senere tegner der sig et andet billede. Der har ganske vist været og er stadigvæk modstand og sociale kampe. I Sydeuropa har der således været et opsving i kampene. Det gælder først og fremmest Grækenland med sin 8-dages generalstrejke, men der er også sket en udvikling i Portugal. Endelig har der været imponerende strejker og demonstrationer i Spanien, hvor også de såkaldte»indignados«(de Oprørte) har arrangeret store protestmøder. Der er opnået gode valgresultater i Grækenland hos Syriza, der er et helt særligt fænomen. Også i Spanien og Frankrig har der været fremgang ved valgene for venstrefløjsalliancer. Samtidig har krisen dog også frembragt en bevægelse som»de fem stjerner«i Italien (Beppe Grillos føromtalte populistiske bevægelse). Men når det er sagt, så er der dog ikke på noget tidspunkt blevet rettet afgørende slag imod regeringerne og ar SI 246 JJUNI

6 SI 246 JUNI 2013 Afgørende slag mod regeringerne og arbejdsgiverne, selv når man tager kampene i Sydeuropa i betragtning. Endvidere har kampene ikke ført til en vækst for arbejderbevægelsen, og der forekommer således ikke masseindmeldelser i partier eller fagbevægelse. Ingen reformistisk, venstrereformistisk, anti-liberal eller revolutionær strømning har oplevet en seriøs vækst, måske med undtagelse af Grækenland, hvor Syriza trods organisatorisk svaghed og forankring ved den seneste nationale konference kunne tælle næsten medlemmer. Men generelt set så falder organisationsprocenten fortsat (og der var endda store tilbageskridt i 1980 erne og 90 erne). Kun IG Metal kan holde skansen i Tyskland. Med hensyn til de politiske partier så oplever disse en konstant udsivning af medlemmer og er i bedste fald blevet reduceret til blot at være valgmaskiner. Selv det magtfulde tyske socialdemokrati er gået fra at have 1 million medlemmer i 70 erne til nu at have mindre end medlemmer. Af det tidligere så store italienske kommunistparti er der næsten ingenting tilbage. I Frankrig har kommunistpartiet PCF oplevet et alvorligt fald i antallet af medlemmer, selv om man lykkedes med at begrænse skadevirkninger af nederlaget ved det seneste valg. Mellem de seneste to kongresser faldt medlemstallet fra til I forbindelse med den seneste kongres (februar 2013) deltog blot af medlemmerne i afstemningen, To år tidligere havde været med til at stemme om hvem der skulle være partiets kandidat til præsidentvalget i juni 2011.» er det laveste antal i de senere år«, udtalte Roger Martelli, der forsker i PCFs historie, og som selv er tidligere medlem. Der er således tale om en enestående situation, hvor der på den ene side er den dybeste krise i det kapitalistiske system og på den anden side er en meget svækket europæisk arbejderbevægelse. På den måde adskiller situationen sig fra tidligere kriser og her specielt 1930 erne, hvor alle organisationer både faglige og politiske oplevede imponerende vækst. Ny udvikling for arbejderbevægelsen Denne svækkelse i arbejderbevægelsen skyldes nogle grundlæggende faktorer. For det første er svækkelsen et resultat af 30 års neo-liberal kapitalistisk offensiv, som har tilbagerullet og ophævet en række sociale landvindinger. Krisen kommer på et tidspunkt, hvor arbejderbevægelsen allerede i årevis har været i defensiven. De tilbageskridt, der er sket med hensyn til arbejdsforholdene, er et resultat af de ugunstige styrkeforhold. Selv om arbejderklassen aldrig har været større (den udgør nu mellem 85 og 90 procent af den erhvervsaktive befolkning), så er den opdelt og individualiseret og store grupper arbejder under meget dårlige betingelser. Det hæmmer uden tvivl udviklingen af en klassebevidsthed og bremser en vækst for fagbevægelsen og de politiske partier. Endelig er der, trods kampånden i de sydeuropæiske lande, et betydeligt efterslæb mellem de sociale eksplosioner og udviklingen af en socialistisk bevidsthed. Fraværet af et alternativ virker som en bremse for perspektivet om en revolutionær socialistisk transformation. Der er selvfølgelig visse undtagelser fra dette generelle billede. Der er nogle steder modstand mod kapitalens angreb. Der opstår nye sociale bevægelser som for eksempel den globale retfærdighedsbevægelse,»indignados«og andre strømninger blandt unge mennesker. Desuden kan der komme situationer, hvor der pludseligt opstår modstand mod en eller anden for form nedskæring, som vi for eksempel så det med Syriza i Grækenland, og det kan ændre billedet. Om et Socialdemokrati, som er mere og mere borgerligt og mindre og mindre arbejderklasseagtigt Udviklingen i Socialdemokratierne er en god indikator for situationen. Krisen i 1930 erne kom i en periode, hvor der var vækst og øget dynamik i arbejderbevægelsen efter den russiske revolution i Den økonomiske krise skabte derudover i sig selv en radikalisering i arbejderklassen. Alle strømninger i arbejderbevægelsen både reformister og revolutionære tiltrak millioner af arbejdere. Under indtrykket af fascismen bevægede de fleste af socialdemokratierne sig til venstre og radikaliserede derigennem store dele af arbejderklassen. I dag bevæger socialdemokratierne sig» I dag bevæger socialdemokratierne sig i den anden retning. Jo mere krisen forstærkes, jo mere tilpasser socialdemokratierne sig til den neoliberale kapitalisme i den anden retning. Jo mere krisen forstærkes, jo mere tilpasser socialdemokratierne sig til den neoliberale kapitalisme. Hvordan skal man forklare denne ændring? Nogle mennesker forestillede sig, at når krisen blev dybere, så ville dele af den herskende klasse fulgt af partierne i den Socialistiske Internationale i Europa orientere sig i retning af keynesiansk eller neo-keynesiansk politik, der går ud på at styrke efterspørgslen på varer og skabe større offentlig kriseintervention. Men det modsatte er sket. De socialdemokratiske partier har fortsat nedskæringslinjen og har endda i visse tilfælde selv været initiativtagere til en sådan linje, hvilket er set i Sydeuropa og Frankrig. I ingen lande har den herskende klasse genoptaget den keynesianske politik eller en politik, der indeholder sociale kompromisser. Tværtimod, så bruger man krisen til at øge udbytningen og profitten. Konkurrencen mellem kapitalisterne medfører lavere levestandard for millioner af mennesker. Men bag de økonomiske tendenser gemmer der sig et politisk problem. Når den herskende klasse og socialdemokratiske politikere i sin tid valgte den keynesianske politiske model, så var det fordi, de var tvunget til det af de eksisterende styrkeforhold mellem klasserne. Den russiske revolution, de stærke arbejderkampe i 1930 erne, aktiviteterne i efterkrigsperioden og i 1960 erne tvang den borgerlige stat til at føre keynesiansk politik. I dag er styrkeforholdet mellem klasserne ikke til fordel for de folkelige masser, og der ligger ikke noget væsentligt pres for, at der skal gøres politiske indrømmelser eller indgås sociale kompromisser. Tværtimod forstærker den herskende klasse i de europæiske lande sine angreb ved at gennemføre en voldsom nedskæringspolitik, og den politik tvinger man ligeledes sine socialdemokratiske løjtnanter til at føre. Det gør så alle de socialdemokratiske partier lige fra PASOK i Grækenland, til de øvrige socialdemokratiske partier i Sydeuropa og i øvrigt hele den Socialistiske Internationale, hvor man 6

7 fører en politik, der vedstår statsgælden, respekterer den gyldne regel om»budgetansvarlighed«og forsvarer arbejdsgivernes interesser. Denne tilpasningspolitik skyldes også, at der en voksende integration af socialdemokratierne ind i de statslige institutioner, og at de øvre lag af socialdemokratierne integreres i miljøet omkring finanskapitalen og de ledende industrifolk. En type som Strauss-Kahn (fransk socialist og tidligere minister), der blev leder af den Internationale Valutafond, er et godt eksempel på den slags mennesker. I sin tid definerede Lenin socialdemokratierne som»borgerlige arbejderpartier«. Disse partier er i stigende grad blevet mere»borgerlige«og mindre»arbejderagtige«. De er historisk forbundet til arbejderbevægelsen, men deres forbindelse med deres vælgere og til det traditionelle social-politiske grundlag for partiet bliver svagere og svagere.. Hvert af partierne har sin særlige historie, og der er afgørende forskelle imellem dem. Således har det tyske socialdemokrati en tættere forbindelse til sin basis, end hvad der er tilfældet i det franske socialistparti. Men generelt set er deres forbindelse med den folkelige bevægelse i stigende grad svækket. Nogle af partierne har massivt mistet medlemmer, som f.eks. i Tyskland i 1990 erne, mens PASOK i Grækenland risikerer fuldstændigt at bryde sammen, eller som i Spanien opleve kriser, der truer partiets eksistens. Disse kvalitative skift vil, hvis tendensen fortsætter, transformere partierne til»demokratiske«partier, som det man kender fra USA. Det er en transformation som vi faktisk allerede har set, ganske vist ikke i et socialdemokratisk parti, men hos det italienske kommunistparti, som er blevet et borgerligt centrum-venstre parti. Transformationsprocessen kan gå lidt langsommere i de tilfælde, hvor man deltager i en regering, og hvor man ønsker at adskille sig fra de øvrige borgerlige partier. I lande hvor arbejderbevægelsens historie holdes i live, og hvor der er et stærkt socialdemokrati, kan partiet kun spille en central rolle i det politiske liv og de forskellige institutioner, for så vidt som det opfører sig traditionelt socialdemokratisk. Derfor holder man fast i historien, selvom de socialdemokratiske partier her i begyndelsen af det 21. århundrede ikke længere ligner det man så i de to foregående århundreder. Muligheder og begrænsninger for den yderste venstrefløj Denne højredrejning hos Socialdemokratiet har skabt et tomrum for kræfter til venstre. I de seneste måneder er dette rum blevet udfyldt af kræfter som Venstrefronten i Frankrig, Izquierda Unida i Spanien og Syriza i Grækenland. Det er endda lykkedes venstrereformistiske kræfter at hente en væsentlig del af vælgerne tilbage fra den antikapitalistiske eller revolutionære venstrefløj, specielt i Frankrig. Men i virkeligheden er det rum, som bliver udfyldt af»den yderste venstrefløj«, mere et resultat af en højredrejning i de socialdemokratiske partier og af krisen i det europæiske politiske system, end af en fremgang for massebevægelsen og en politisk radikalisering i samfundet, bortset fra i Grækenland, hvor erfaringerne fra Syriza skiller sig ud. Et fænomen som Beppe Grillo i Italien har også tiltrukket vælgere ikke bare fra den yderste venstrefløj, Finanssektoren og trojkaen er i permanent kollisionkurs med befolkningen og de demokratiske institutioner. SI 246 JJUNI

8 SI 246 JUNI 2013 De socialdemokratiske partier gennemgår en transformationproces, hvor de stiller sig i spidsen for nedskæringer, og trodser deres basis men fra alle partier. Det tomrum, som udfyldes af Grillo og Syriza kan lappe over hinanden, men Grillos 5-Stjernebevægelse er ikke Syriza, langt fra. I det ene tilfælde har vi en bevægelse med problematiske synspunkter og her ser vi bort fra forhåbningerne hos de folk, der identificerer sig med Grillo, og som vi må tage alvorligt. I tilfældet Syriza har vi en autentisk bevægelse på den yderste venstrefløj. I en situation, der er præget af modstand, men også nederlag, vil partier (som de kommunistiske), der har en bedre social forankring og flere positioner i fagbevægelsen eller i parlamentariske institutioner, være mere modstandsdygtige og repræsentere et mere troværdigt alternativ end de antikapitalistiske kræfter (bortset fra Grækenland, hvor KKE, et meget stalinistisk og sekterisk parti, har isoleret sig selv, selv om det fortsat har mange aktivister). Men den vælgermæssige styrke hos disse partier er ikke ledsaget af en organisatorisk og politisk styrkelse, hvilket fører os tilbage til det forværrede styrkeforhold på globalt plan mellem de politiske kræfter. Men krisen ændrer også forholdet mellem social-liberalisme og de kommunistiske partier. Sidstnævnte er offer for nye modsætninger mellem på den ene side de fælles interesser, der er skabt gennem mange års alliancer mellem socialdemokratiske og kommunistiske ledere, og på den anden side den nedskæringspolitik, der gennemføres eller støttes af de socialdemokratiske partier, som er så brutal, at fælles regeringskoalitioner bliver mere vanskelige. I Spanien har disse modsætninger fået Izquierda Unida til at gå imod nedskæringerne, men samtidig sidder partiet i regering med PSOE i Andalusien. I Italien er det forvirrede eks-kommunistiske Rifondazione gået i opløsning på at blive en del af det Demokratiske Parti, som er et centrum-venstreparti. I Frankrig ser Venstrefronten i den offentlige mening ud til gå imod Hollande, men vrider sig for at undgå at bekende sig klart som en del af venstreoppositionen til regeringens politik. Og det er ingen hemmelighed for nogen, at PCF i det kommende kommunalvalg, i 2014, vil blive delt mellem dem, der vil fortsætte alliancerne med Socialisterne og dem, der vil stå på Venstrefrontens lister. Og disse modsætninger vil ikke forsvinde, uagtet gode valgresultater. Det særlige tilfælde med Syriza Helt anderledes forholder det sig med situationen i Grækenland. Vi kan ikke forstå Syriza uden at starte med den græske krise, som har resulteret i en hidtil uset social ødelæggelse i Europa siden Anden Verdenskrig. Social nedbrydning går hånd i hånd med det politiske sammenbrud for de traditionelle partier, specielt PASOK. Under disse exceptionelle omstændigheder, med en»global national krise«, er Syriza stormet frem og er blevet venstrefløjens ledende parti: Valgresultatet er gået fra 4,6 til 26,8 procent! Syriza, som fra starten var en koalition, er blevet omdannet til et parti. Det er et produkt af den græske venstrefløjs historie, krisen i den kommunistiske bevægelse, kommunistpartiets splittelse, Synaspismos, flertalsstrømningen, 1970 ernes eurokommunistiske strømninger og med interne kriser og en venstredrejning, især under pres fra de yngre generationer. Syriza har også arbejdet med i bevægelsen for global retfærdighed. KKE, et meget stalinistisk parti, er bedre organiseret, men står udenfor Syriza. På den sidste kongres i Syriza opstillede venstrefløjen en liste, som fik 25 procent af stemmerne. Selv om flertallet af Synaspismos stadig har reformistiske holdninger, så betyder koalitionens ustabilitet, dens tætte relation til massebevægelsen, evnen til at samle modstanden mod nedskæringer og den revolutionære venstrefløjs placering inden for Syriza alt dette betyder, at Syriza spiller en radikal rolle, som er meget anderledes end Venstrefronten i Frankrig. Syrizas grundlæggende styrke og dynamik kommer både fra partiets radikale modstand mod memorandaerne [diktaterne, red] fra Trojkaen (EU, Valutafonden, den Europæiske Centralbank), afvisningen af nedskæringspolitikken og, uanset formuleringer, fra det konkrete forsvar for sociale rettigheder, offentlig service, sletning af den illegitime gæld, nationalisering af bankerne under social kontrol. I denne situation med en akut konfrontation får disse krav en overgangsdynamik. Syriza har stået for en politik med enhedsudspil over for KKE og Antarsya, som har afvist dem. Endelig er partiet i praksis engageret med sektorer, som kæmper. Syriza er et udtryk for bevægelsen mod memorandaerne. Partiet har også populariseret forslaget om en venstreregering, der bygger på et anti-nedskæringsprogram, hvis indhold er genstand for diskussion mellem partiets højre- og venstrefløj. Fordi det indtil nu klart handler om»en venstreregering«,»en regering, der bryder med nedskæringerne«og ikke en»regering for national enhed eller frelse«, sådan som man af og til har hørt det fra ledende medlemmer af Syriza. Selvfølgelig er intet afgjort. Den sociale 8

9 » Den venstrereformistiske linje, som dominerer i Syriza og også afstanden mellem den vælgermæssige styrke og den organisatoriske svaghed, sætter grænser for evnen til at handle opløsning øger dag for dag. Meget står på spil i Syriza i forhold til det pres, der kommer fra EU og de græske kapitalister. Den venstrereformistiske linje, som dominerer i Syriza og også afstanden mellem den vælgermæssige styrke og den organisatoriske svaghed, sætter grænser for evnen til at handle. Fristelsen for højrefløjen i Syriza til at gå efter aftaler med dele af den herskende klasse om et kompromis med EU er reelt til stede. Andre dele af venstrefløjen, uden for Syriza, diskuterer muligheden for et projekt for national genopbygning. Men på nuværende tidspunkt er EU ikke en mulighed: ingen redning uden»memorandum«! Så stillet over for angrebene fra trojkaen og Samaras-regeringen er der ikke noget andet perspektiv end konfrontation og mobilisering for at vælte regeringen og kæmpe for en»venstreregering«og med udgangspunkt i en afvisning af nedskæringerne at skabe de første sprækker i et brud med det kapitalistiske system. Den revolutionære venstrefløj: En svær fornyelse Inden for rammen af den generelle politiske nedtur for den sociale bevægelse er den revolutionære venstrefløj blevet ramt ekstra hårdt. Det er der utvivlsomt historiske forklaringer på: Man har været for præget af former, indhold og ideer fra det 19. og 20. århundrede og derfor ikke formået i tilstrækkelig grad at tage højde for nye krav i en anden epoke og for nødvendigheden af en grundlæggende fornyelse. Det er åbenlyst, at revolutionære og antikapitalistiske kræfter ikke har formået at udvikle sig fra et niveau, hvor man er en»organisation«til et niveau som et»lille folkeligt parti«. Og NPA er ikke det eneste eksempel i Europa eller i verden. Det er også åbenlyst, at organisationer, som i årtier var»imod strømmen«eller»i opposition«, har problemer med at blive en del af et reelt samlet alternativ og oplever problemer med at handle politisk. Disse svagheder gjorde, at NPA ikke i tilstrækkelig grad tog højde for fremkomsten af Venstrefronten og tilpassede sin politiske taktik med en kombination af enhedsforslag og politisk kamp. Så man blev fristet til to fejltagelser: tilpasning, i enhedens navn, til dynamikken i Venstrefronten, og sekterisk propagandisme på det politiske felt. Denne dobbelte fristelse venter andre antikapitalistiske og revolutionære kræfter. En detaljeret status over NPA er ikke emnet for denne artikel, men en genopbygning af den antikapitalistiske venstrefløj indebærer en vej ud af denne dobbelte fristelse. Og denne genopbygning er mulig, selv i lille omfang, fordi der altid er et socialt og politisk grundlag for antikapitalisme. Dette indebærer en afklaring af tre spørgsmål: 1Spørgsmålet om enhed, aktionsenhed mellem alle sociale, faglige og politiske kræfter for at samles i kampen mod nedskæringspolitikken. Dette er afgørende, men det må ledsages af en politisk enhedsfront, hvor man opbygger et politisk alternativ mod nedskæringer og især en linje for at opbygge en venstreopposition til social-liberale regeringer. I Frankrig betyder det forslag, kamp og debatter med Venstrefronten. Spørgsmålet om et antikapitalistisk 2 aktionsprogram er også grundlæggende. Hvordan kombinerer man de umiddelbare klassekampskrav, for jobs, forbud mod fyringer (i første omgang for de virksomheder, der giver overskud), løn, forsvar for offentlig velfærd og overgangskrav for et brud med den nyliberale kapitalistiske logik: revision og sletning af gælden, nationalisering af bankerne og oprettelse af en offentlig fælles banktjeneste, nationalisering af nøglesektorer i økonomien under de ansattes kontrol, et brud med den femte Republik og en grundlovgivende proces frem mod et reelt socialt og politisk demokrati, som bygger på social selvforvaltning. Dette program er ikke en forudsætning for at handle. I en situation med en ekstraordinær krise kan grundlæggende krav mod nedskæringer få en overgangsdynamik i retning af et brud med systemet. Ethvert skridt fremad, som fremmer disse krav, må støttes fuldt og helt. Endelig kræver opbygningen af 3 en anti-kapitalistisk kraft, at man fremlægger et politisk perspektiv om en regering, der bygger på de afgørende opgaver mod nedskæringspolitikken og den nyliberale kapitalistiske logik.»arbejder-regering«,»folkelig regering«,»en regering, der afviser nedskæringer«. Det er eksempler på generelle regeringsparoler. En»venstre-regering«i Grækenland, fordi den konkrete situation kalder på et konkret svar. Alle disse paroler vender sig mod en politik, hvor man deltager i eller støtter en regering, der tager ansvar for den kapitalistiske økonomi og de kapitalistiske institutioner. I den nuværende krise er det politisk vigtigt at forklare konturerne af et politisk alternativ til social-liberalismen og vise, at den ikke er uundgåelig. Den yderste venstrefløjs politiske alliance er forskellige. Det samme gælder vores erfaringer. Venstrefronten er ikke Syriza. Forholdet mellem dynamikken i massebevægelsen og disse alliancer er, ligesom de interne forhold mellem kræfter inden for den ene eller anden koalition er vigtige faktorer, når man skal lægge en politisk taktik. Dynamikken i de sociale kampe og kombinationen af disse med de politiske kriser vil blive afgørende for fremkomsten af nye politiske generationer. Det er op til de revolutionære at lære og blive en del af disse bevægelser. Francois Sabado er medlem af det Ny Antikapitalistiske Parti (NPA) i Frankrig og af ledelsen i Fjerde Internationale forkortet af redaktionen, den uforkortede version kan læses på www-socialistiskinformation.dk SI 246 JJUNI

10 GRÆKENLAND: Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Den dybtgående økonomiske krise rejser spørgsmålet om magten altså at et brud med sparepolitikken kræver en radikal politisk forandring og en anden regering. Det er helt generelt. Men i tilfældet Grækenland, hvor vi oplever en kombination af økonomisk kollaps, politisk krise og folkelig modstand, kommer spørgsmålet om magten allerøverst på den politiske dagsorden. AF FRANCOIS SABADO SI 246 JUNI 2013 Fra starten af det 20. århundrede har regeringsspørgsmålet arbejderregering, arbejder- og bonderegering, folkeregering været et af de emner, der har stået helt centralt i arbejderbevægelsens strategiske diskussioner. Denne diskussion blev genoptaget efter den russiske revolution, da den Kommunistiske Internationale diskuterede perspektiverne for en»arbejder- og bonderegering«til forskel fra»proletariatets diktatur«, som blev forstået som arbejderklassens magt. Der var en grundig debat om, hvorvidt en arbejder- og bonderegering simpelthen var det samme som proletariatets diktatur, eller om den kunne være en regering, som i en krisesituation dannede overgang mellem borgerskabets kriseramte magtposition og det revolutionære arbejderklasseoprør. På det tidspunkt valgte flertallet i Internationalen at eksperimentere med denne type af regering. Det var et spørgsmål om at definere de første skridt mod et brud med borgerskabet og programmet for en overgangsregering mellem en kapitalistisk magt, der var ved at kollapse og en arbejderklassemagt, som var ved at bryde igennem som resultat af den revolutionære krise: en»allerede ikke længere«borgerlig magt, generelt set en borgerlig stat ved at falde fra hinanden, og samtidig en»endnu ikke«arbejdermagt. Denne diskussion var begyndt i Rusland, da bolsjevikkerne foreslog en regering, der udgik fra dobbeltmagten i foråret 1917 en regering af sovjetter, en socialrevolutionær/mensjevikisk regering inden sovjetternes overtagelse af magten og dannelsen af en bolsjevikisk regering. Diskussionen fortsatte i lyset af de revolutionære erfaringer i Tyskland i 1920'erne under den tyske revolution og i Spanien i 1930'erne under den spanske revolution: en regering der stod til ansvar overfor arbejderrådene i Sachsen-Thüringen i Tyskland i 1923; centralkomitéen for militserne i Katalonien mellem juli og september 1936.»Parlamentarisk begyndelse på revolutionen«i 1920'erne i Frankrig, i en situation der ikke var direkte revolutionær, fremlagde Trotskij også dette perspektiv om en arbejderregering i form af et socialistiskkommunistisk flertal, der kunne opstå ud af en massebevægelse, men også som resultat af en valgsejr. Idet han forudså, at en»arbejderregering«kan være resultatet af en»parlamentarisk begyndelse på revolutionen«,»er det et slogan for en massiv bevægelse i proletariatet, der opstiller idéen om deres egen regering i modsætning til alle de borgerlige parlamentariske kombinationer.«(trotskij) I 1930'erne forsvarede han en socialistisk-kommunistisk regering på grundlag af et system af overgangskrav. Man må forstå, at i 1930'erne var uenighederne mellem revolutionære og reformister inden for en ramme, hvor begge havde som For den græske venstrefløjskoalition, Syriza kommer spørgsmålet om magten allerøverst på den politiske dagsorden. 10

11 erklæret mål at omstyrte kapitalismen. Trotskij mente dengang at»menneskehedens krise er koncentreret i arbejderbevægelsens ledelseskrise.«han mente også at det var muligt gennem begivenhedernes pres at udskifte ledelsen af arbejderbevægelsen, selv om»det socialdemokratiske lederskab efter krigen i gik over på borgerskabets side«, og at stalinismen havde spillet endegyldigt fallit i kampen mod Hitler i Tyskland. Han var overbevist om, at arbejderbevægelsen ikke længere kunne stole på disse ledere, men at den stadig kunne hente styrke i inspirationen fra den russiske revolution, som stimulerede en radikalisering i arbejderklassen til trods for stalinismen. Set i bagklogskabens lys var der helt sikkert også illusioner om arbejderbevægelsen på dette tidspunkt: Bevægelsens styrke ville i hvirvelvinden fra krige og revolutioner være så stor, at ledelsen i de socialdemokratiske og kommunistiske partier»kunne gå længere end de ønskede«. Disse regeringsformler blev genoptaget i perioden efter Anden Verdenskrig og i 1970 erne, da revolutionære krævede, at de socialdemokratiske og kommunistiske partier tog magten for at opfylde folkets krav. Men efter Anden Verdenskrig forandrede situationen sig: Socialdemokraternes og stalinisternes bureaukratiske dominans stabiliserede sig og kom til udtryk både gennem aftaler med bureaukratiet i fagbevægelsen og i de parlamentariske institutioner. Parolen om, at socialdemokratiske og kommunistiske partier skulle danne regering og gennemføre et antikapitalistisk program havde den fordel, at den gav et troværdigt regeringsperspektiv, men ulempen var, at det skabte illusioner om disse partiers evne til at påbegynde et brud med borgerskabet. Udover disse historiske erfaringer skal man huske, at diskussionen om disse overgangsregeringer er knyttet til øjeblikke med akut krise økonomisk og politisk når den politiske krise er exceptionel, og det samme gælder oprøret i befolkningen. Denne diskussion vendte tilbage i en tilspidset form i Frankrig i maj 1968 og i Portugal i I maj 1968 var det franske kommunistparti (PCF) imod det folkelige oprør: enhver regering med PCF eller de socialdemokratiske partier blev afvist af bevægelsen. I maj 1968 var det franske kommunistparti (PCF) imod det folkelige oprør,der samtidig afviste enhver regering med PCF eller de socialdemokratiske partier. De unge revolutionære i Revolutionær Kommunistisk Ungdom (JCR) fremførte dengang kravet om, at De Gaulle skulle gå af, og krævede dannelsen af en»folkets regering«baseret på alle maj-bevægelsens organisationer: forsamlinger, komiteer,» Et socialdemokrati forvandlet til social-liberalisme har fjernet sig selv fra regerings-ligningen, for så vidt det drejer sig om social forandring«fagforeninger. I Portugal i 1974 satte nellike-revolutionen diktaturets fald, valget af en grundlovgivende forsamling og meget hurtigt skabelsen af en ny magt på dagsordenen. Mange revolutionære organisationer lagde på hver deres måde vægt på en regering, der byggede på massernes mobilisering, selvorganisering og de revolutionære dele af hæren. En historisk forandring Vi har en ny historisk situation, hvor de socialdemokratiske partiers forvandling til socialliberale partier historisk forkaster enhver form for alliance eller regering med Socialdemokratiet. Disse partier,»mere og mere borgerlige og mindre og mindre arbejderklasse«, støtter direkte den liberale kapitalismes strammerkurs. Selvom eksistensen af en folkelig basis for disse partier gør enhed i handling nødvendigt, når situationen tillader det, er det først og fremmest enhed med de socialdemokratiske fagforeningsaktivister SI 246 JJUNI

12 » Sådan en regering må gå videre med sine tiltag for et antikapitalistisk brud og lægge grunden til social kontrol og til elementer af folkemagt i byer og på arbejdspladser.«på arbejdspladserne og med vælgerne. Parlaments- og regeringsalliancer er uacceptable dette er kernen i vores uenighed med Venstrefronten i Frankrig og i særdeleshed med PCF. Indrømmet, de dominerende partier i Venstrefronten deltager ikke i regeringen og stemmer ofte imod Socialistpartiets lovforslag, hvilket skaber betingelserne for fælles handling. Men ved at nægte sig selv at placere sig som en»venstre-opposition«i forhold til Hollande-Ayrault regeringen, bekræfter de på samme tid atter, at de er en del af det parlamentariske flertal, og at de arbejder for en kursændring hos dette flertal med de socialliberale. Vi er radikalt uenige med denne tilgang. Et socialdemokrati forvandlet til social-liberalisme har fjernet sig selv fra regerings-ligningen, for så vidt det drejer sig om social forandring. Det er en historisk ændring i forhold til de betingelser, hvor regerings-spørgsmålet blev stillet gennem en stor del af de 20. århundrede. Alle formlerne for en»arbejderregering«,»folkets regering«eller mere specifikt»en regering imod nedskæringer«er derfor generelle algebraiske formler, som giver et første svar på spørgsmålet om magt. Vi definerer dem ved deres opgaver. I dette tilfælde implementeringen af krisetiltag, som er vitale for befolkningen (jobs, løn, offentlig service) og politiske midler til finansieringen af disse kriseprogrammer i form af sletning af illegitim gæld, indførelsen af en antikapitalistisk skattepolitik og en første omorganisering af ejendomsretten ved at overtage bankerne og nøglesektorer i økonomien. For at kunne påbegynde dette program må vi sætte en stopper for de nuværende»nedskærings-regeringer«og stole på den folkelige mobilisering. Det er situationen og den politiske linje hos hver enkelt venstrefløjs-organisation eller sociale bevægelse, som vil afgøre, hvilke organisationer der med sandsynlighed vil støtte eller indgå i en regering, der er på arbejdernes side. Denne generelle propaganda gøder jorden for en indgriben i større kriser, hvor regeringsparolen vil få konkret mening. Endnu en gang om Syrizas venstrefløjsregering Det er her, Grækenlands situation har en særlig dimension. Fordi det er, så vidt vi ved, det eneste land, hvor regeringsperspektivet ikke længere bare får en generel formel, og hvor det ikke kun er et spørgsmål om propaganda. I Grækenland er krisen så akut en national krise, at spørgsmålet om regering kan stilles helt konkret,»i en konkret form«som Trotskij udtrykte det. Det er det eneste tilfælde i Europa, hvor et parti eller en koalition på den yderste venstrefløj har opnået et valgresultat med mere end 25 procent, og hvor venstrefløjen som helhed har mere end 35 procent, hvilket gør det muligt at vinde flertal i parlamentet, og derfor bliver spørgsmålet om regering aktuelt. Det SI 246 JUNI 2013 En algebraisk formel Men så får vi straks et nyt spørgsmål: Hvis I bekæmper Hollande-regeringen, hvad foreslår i så i stedet? Hvor mange gange er Olivier Besacenot ikke blevet stillet dette spørgsmål? Det er et spørgsmål, der bobler frem fra krisens dyb og fra den udbredte utilfredshed med nedskæringspolitikken. Det stiller spørgsmålet om regering uden at give os en konkret formel. Trotskij diskuterer dette spørgsmål i sine skrifter om Frankrig i 1920'erne:»Arbejderregeringen er en algebraisk formel. Med andre ord, en formel der ikke har nogle faste numeriske værdier. Dermed dens fordele og også dens ulemper«. Og han fortsætter:»fordele som et fælles politisk perspektiv for hele arbejderbevægelsen. Ulemper som en rendyrket parlamentarisk fortolkning af dette slogan«. Vi må derfor være forsigtige, men det får ikke Trotskij til at udelukke perspektivet. Tværtimod. De nye socialdemokratiske regeringer og deres nyliberale politik viser en historisk ændring i forhold til de betingelser, hvor regerings-spørgsmålet blev stillet gennem en stor del af det 20. århundrede. 12

13 næste valg skal senest afholdes i 2015, men krisen har en sådan karakter at vi ikke kan udelukke et tidligere valg. Det er i denne kontekst, at forslaget om en»venstrefløjsregering«får sin fulde betydning. Selvfølgelig er der diskussioner om definitionen af denne regering og dens program mellem forskellige strømninger i Syriza. Formuleringerne varierer alt efter, om det er den ene eller den anden udtalelse. Men i denne fase fortsætter Syriza med at være fortaler for»en venstrefløjsregering, som er imod regeringens og trojkaens nedskæringspakker«. Dette forslag bør gøres mere klart i følgende retninger, og det er det, venstrefløjen i Syriza forsøger at gøre: en venstrefløjsregering det vil sige Syriza, KKE, Antarsya og individuelle venstrefløjsfolk og ikke en regering til national frelse eller af klassealliancer. en anti-nedskærings-regering, som nægter at give nogle ofre for euroen, forsvarer alle vitale krav fra befolkningen og begynder en antikapitalistisk overgang: nationalisering af banker og nøglesektorer i økonomien under demokratisk kontrol. en regering, som opstår på baggrund af massemobilisering for at fjerne den nuværende Samaras-regering, og som skaber betingelserne for et socialt styrkeforhold, som er til fordel for den folkelige bevægelse. denne»venstrefløjsregering«er kun et element i en strategi for kampen mod nedskæringer. For at opfylde de vitale krav vil en konfrontation med de herskende klasser og EU være nødvendig. Sådan en regering må gå videre med sine tiltag for et antikapitalistisk brud og lægge grunden til social kontrol og til elementer af folkemagt i byer og på arbejdspladser. Disse temaer er til debat i Syriza. I den nuværende fase står de venstre-reformistiske strømninger på en anti-nedskæringslinje, hvilket skaber grundlag for fælles handling for alle kræfter i Syriza. Men deres perspektiv er begrænset til en venstrefløjsregering inden for de nuværende institutioner og til en tilbagevenden til en ligevægtstilstand, som den eksisterede før I Grækenland er situationen speciel. Det er det eneste tilfælde i Europa, hvor et parti eller en koalition på den yderste venstrefløj (Syriza) har opnået et valgresultat med mere end 25 procent. krisen. For at gentage: En»venstrefløjsregering«kan få en parlamentarisk start, på baggrund af en valgsejr, men den kan kun bekæmpe nedskæringskursen for alvor med en radikal omformning af økonomien og politikken ved at skabe betingelserne for en ny magt. Dette er en mulig overgang det er ikke målet. Det er sådan, vores støtte til forslaget skal forstås. Problemerne med et antikapitalistisk brud, med at afmontere de gamle statsinstitutioner og skabe grobund for en ny magt, er ikke bare teoretiske temaer. De kan hurtigt blive kritiske temaer. De udgør blinde pletter hos ledelsen af Syriza. De minder os om, at ud over manglende forudseenhed og uudforskede spor, er der en helt klar strategisk debat mellem reform og revolution. Der er, og der vil stadig være diskussion om alle disse spørgsmål. Alle hypoteser er åbne: fortsættelsen af den nuværende parlamentariske og regeringsmæssige kombination men også en pludselig forværring af krisen med en polarisering mellem en fascistisk offensiv og/eller et autoritært regime under pres fra militæret og på den anden side en social og politisk radikalisering. I en sådan situation kan det være, at lederskabet i Syriza bukker under for presset fra de herskende klasser og fra EU. Men en anden hypotese kan også opretholdes: en kraftig modstand fra det græske folk og fra Syriza, som finder kræfterne til en anti-nedskærings-regering. Selvfølgelig vil sådan en regering være»til diskussion«mellem kræfter, som udtrykker presset fra de dominerende klasser, og andre kræfter, som afspejler presset fra bevægelsen nedefra. Sådanne kræfter findes i Syriza på dens venstrefløj men også i dens ledelse. Lad os ikke glemme at»under særlige omstændigheder krise, sammenbrud, krig kan alle de politiske kræfter på venstrefløjen gå længere end de oprindeligt forestillede sig«(trotskij i Overgangprogrammet fra 1938). Frem for alt og det er en stor forskel er der ikke den stærke bureaukratisering i Syriza, som der i ledelserne hos de kommunistiske partier i Europa. Under alle omstændigheder vil selv en delvis sejr i Grækenland på nuværende tidspunkt være en kombination af radikalisering og Syrizas konsekvente modstand mod nedskæringer. Nederlag er også en mulighed, men de revolutionæres rolle er ikke at undsige Syriza i forventning om morgendagens mulige forræderi. Tværtimod, opgaven er at støtte Syriza i kampen mod nedskæringerne og gøre alt, hvad der er muligt for at styrke den anti-kapitalistiske dimension af denne kamp. Fordi lad os sige det klart: et nederlag for Syriza ville også være vores nederlag. Francois Sabado er medlem af Fjerde Internationales ledelse og aktivist i det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) i Frankrig. Oversat fra International Viewpoint af Bodil Olsen 13

14 EFTER S-FALLIT: Winter is coming Dansk politik genkalder et tema fra tv-serien»game of Thrones«. Vævet ind i et kulørt kludetæppe af historier, personer, interesser og manipulationer er der som en rød tråd en forventning om, at en hård og langvarig vinter er på vej. AF EINAR B, BALDURSSON SI 246 JUNI 2013»I seriens univers har man erindring om, at der en gang tidligere var en periode med en sådan vinter. Vinteren og dens følger blev overvundet ved bygningen af kolossale bolværk. På det tidspunkt, hvor tv-seriens historie udfoldes, har man glemt den forrige vinter og ser ikke meningen i at vedligeholde de sammenbrudstruede bolværker. I det samfund, serien beskriver, er det sociale system på sammenbruddets rand og udgør en stadig ringere forudsætning for at håndtere»den kommende vinter«. Vores vinter Når seriens verden anskues, kan man, først flygtigt, dernæst ængsteligt, nære den mistanke, at vores verden, som i et andet Matrix univers, er vendt på hovedet. Det er vores liv, der udgør den egentlig fiktion. For drama skorter der ikke på, og vinteren er på vej. I vores verden kommer kulden indefra. Det er de, der burde være vores egne, der bryder bolværkerne ned. På vej til ørkenvandringen Da det i slutningen af 2011 langt om længe lykkedes at bryde højrefløjens greb om magten, var det vel de færreste, der så i dette en varsling om vinter. Men det er lige præcist, hvad der tegner sig nu. De første tegn viste sig, da løftebrudsdiskussionen startede. Uanset hvilken mangfoldighed af forventninger, der motiverede et flertal af den danske befolkning til at stemme regeringen til magten, blev de uden undtagelse svigtet. Det næste tegn viste sig, da de brudte løfter med fast og konsekvent hånd blev fulgt op med udviklingen af en politik, der langt ud over selve løftebrudsproblemet indebærer en konfrontation med venstrefløjens ståsted og berettigelse i den politiske verden. Der er blevet udformet en politik, der ligger så langt til højre, at man skal langt tilbage i moderne dansk historie for at finde noget tilsvarende. Det må siges klart, at som forholdene tegner sig nu, så er Anders Fogs regering den seneste socialdemokratiske regering i Danmark og måske også den sidste socialdemokratiske regering i meget lang tid. Her anlægges naturligvis det perspektiv, at en regerings 14

15 » Uanset hvilken mangfoldighed af forventninger, der motiverede et flertal af den danske befolkning til at stemme regeringen til magten, blev de uden undtagelse svigtet«ståsted bestemmes af dens handlinger, og ikke det spin, der omgiver den. Det tredje tegn har vist sig i regeringens politik over for de offentligt ansatte. Konfrontationen med lærerne er problematisk på en lang række områder. Regeringen har tydeligt besluttet sig for at bruge magten til at gennemtvinge sin politik, og således undergraver den enhver illusion om, at offentligt ansatte har en egentlig forhandlingsret. Når regeringen således optræder som en meget brutal arbejdsgiver, fremstår den og er vitterligt de offentligt ansattes ubønhørlige modstander. Ingen offentligt ansat behøver at være i tvivl om, at kombinationen af målene fra tidligere mere omfattende offentlige ydelser, til nu en kraftigt nedsat vækstrate og uændret eller faldende beskatning, vil blive gennemført gennem en dobbeltstrategi, hvor de offentligt ansatte skal løbe stadig hurtigere til en faldende realløn og svækkede rettigheder. Partiernes politiske psykologi Der findes indenfor psykologien en relativt upåagtet disciplin politisk psykologi. Indenfor denne disciplin har man blandt andet beskæftiget sig med politiske partiers psykologi. Resultaterne af denne forskning peger på, at politiske partier forvalter sine mål gennem en kombination af strategier. Givet som udgangspunkt, at det handler om partier med en egentlig vælgerbase (afgrænsede socialgrupper med bestemte mere langvarige interesser), tegner der sig et ret klart billede. Et parti af en vis størrelse, der ønsker at vinde øget indflydelse vil i første omgang antage, at vælgerbasen er trofast og derfor søge mod andre vælgergrupper og interesser med det formål at vinde bredere tilslutning og således øget magt. Selv om dette skulle medføre et vist tidsbegrænset fald i tilslutningen fra vælgerbasen, er det ikke noget problem, hvis de frafaldne alene søger mod (mindre) partier med tilsvarende ståsted. Hvis vælgerbasen alene kan vælge mellem partier med eller uden indflydelse, vil tidsbegrænset fald i tilslutning som regel medføre, at vælgerne vender tilbage til partiet og den indflydelsesmulighed, det repræsenterer. Derfor behøver et parti, som med en passende elastik søger væk fra sin vælgerbase, ikke at frygte fremtiden, selv om der på den korte bane er tale om frafald blandt kernevælgerne. Men dette forudsætter, at partiet rent faktisk har succes med at tiltrække (i hvert fald for en stund) nye vælgergrupper. Hvis det mislykkes, og partier derfor oplever betydeligt fald i vælgertilslutning, som på en gang afspejler frafald blandt kernevælgerne og manglende evne til at tiltrække nye vælgere, vil partiet som regel søge»tilbage mod rødderne«, genopfinde sit projekt, genbygge alliancen med vælgerbasen og forny sit bud på magten. Et sådant skift kræver, at partiet udskifter sin ledelse. Den siddende ledelse vil altid blive identificeret med det projekt, der på en gang frustrerede og skuffede kernevælgerne, og samtidig mislykkedes med sit forehavende. Når partiet ofrer en fejlslagen ledelse, soner den sin brøde og kan blive tilgivet. Det forudsætter imidlertid, at der i partiet er bud på alternativer, og at partiets (ko)vending ses som et troværdigt bud på, at man erkender og soner sit brøde. Det sunde parti I ovenstående afsnit er det sunde partis psykologi blevet beskrevet. Et sundt parti erkender, hvornår dets politik truer forholdet til kernevælgerne og vil søge mod en forsoning. Når vælgere (i hvert fald for en stund) forlader»deres«parti, afgiver de et signal om ønsket kurs-korrektion og når omfanget af dette signal når en vis størrelse, vil et sundt parti reagere for at overleve. En del af mekanismen består i, at de folkevalgte ser i øjnene, at deres levebrød er truet af dødspiralen mellem partiets politik og den svigtende tilslutning. Hver enkelt, der kommer i farezonen, vil lægge sin stemme til det kor, der kræver»genopret- SI 246 JJUNI