KØN, KULTUR & POLITIK ÅRGANG 123 NR. 2 APRIL Abort

Transkript

1 KØN, KULTUR & POLITIK Tema: ÅRGANG 123 NR. 2 APRIL 2007 Abort

2 Kære Læser Kvinder i Danmark har igennem de sidste 34 år haft adgang til fri abort. Helt præcist var det den 1. oktober 1973, at den danske lov om kvinders adgang til fri abort trådte i kraft. En lov der dengang som nu giver kvinder ret til selv at bestemme over egen krop. En rettighed, der er svær at anvende, men endnu sværere at undvære. Dette nummer af Kvinden&Samfundet sætter fokus på abortproblematikker her i år Ikke alle kvinder i verden har som kvinder i Danmark adgang og ret til fri abort. Både indenfor vores eget rigsfællesskab, såvel som indenfor den Europæiske Union, lever der kvinder, hvor adgangen til fri abort langt fra opleves som en selvfølgelighed - og slet ikke som en rettighed. Esther Oluffa Pedersen, Kvinderådet, åbner bladet med artiklen Den Europæiske Kvindelobby og retten til abort inden for EU. Den seneste abortdebat herhjemme i Danmark har handlet om, hvorvidt grænsen for fri abort skal forblive ved 12. uge, eller om den skal rykkes til 18. uge. Synspunkter fra begge sider af debatten kan læses her i bladet bl.a. i Birgit Pettersons, lektor i Medicinsk Kvinde og Kønsforskning ved KU, artikel Skal teknikkens muligheder eller menneskers behov og etiske analyser bestemme abortgrænsen? og i artiklen Forsvar for den nuværende abortgrænse af Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen. Spørgsmålet om abort er i sidste ende altid et personligt valg. Derfor byder dette nummer også på personlige historier. To kvinder fortæller i interviews om deres oplevelser og overvejelser i forbindelse med at få foretaget henholdsvis en kirurgisk og en medicinsk abort. Derudover byder bladet på spændende artikler som Omans kvinder gør sig gældende af Filomenita Mongaya Høgsholm, og sidst men ikke mindst, så er dette også landsmødenummeret, og dertil hører Forkvindens beretning, kandidater til styrelsen og legatudvalgets beretning. Herfra er der ikke andet at sige end, at det har været en ære at være gæsteredaktør på verdens ældste kvindepolitiske blad. God læselyst og godt landsmøde! Redaktør Joan Bach Ludvigsen. Dansk Kvindesamfund arbejder for fuld ligestilling af og ligeværd for kvinder og mænd, så de på lige vilkår kan gøre deres indsats i hjem, erhverv og det offentlige liv April årgang Udgiver: Dansk Kvindesamfund Niels Hemmingsensgade 10, 3.sal 1153 Kbh. K. Tlf. og fax: Internet: danskkvindesamfund@mail.dk Medlemskab af Dansk Kvindesamfund inkl. abonnement på Kvinden&Samfundet koster 450 kr./år, studerende 300 kr./år, B-medlemskab (kun Kvinden&Samfundet uden medlemskab) 250 kr./år Udgivet med støtte fra Hulda Pedersens Legat og Tuborgfondet Redaktør Joan Bach Ludvigsen Redaktøren forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i indsendte indlæg Kvinden&Samfundet udkommer i år i 3 ordinære udgaver: februar, august og oktober. Desuden udkommer et landsmødenummer i april. Næste nummer udkommer i august 2007 Vejledende deadline er 1.juni 2007 Indlæg kan sendes som vedhæftet fil eller på diskette til: Kvinden&Samfundet Niels Hemmingsensgade 10, 3.sal, 1153 Kbh. K. danskkvindesamfund@mail.dk Annoncer optages efter aftale Design og layout: Grafik & Typografi Repro og tryk: Reklameholdet, Jylland - Filipsen Dalbyvej Kolding, ISSN: Trykkes i 1400 eksemplarer Bladets leder udtrykker Dansk Kvindesamfunds holdninger. Øvrige artikler i bladet er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med foreningens synspunkter Forside: Line Elmstrøm Lund. Line er studerende ved Det Fynske Kunstakademi. 2 KVINDEN&SAMFUNDET

3 Indhold Tema Dansk Kvindesamfund Den europæiske kvindelobby og retten til abort 4 inden for EU Af Esther Oluffa Pedersen Grænseløs abortdiskussion 6 Af Maja Højgaard Nielsen Problemet er ikke abortgrænsen 8 Interview med Kamal Quereshi Af Joan Bach Ludvigsen Fakta om 1 i loven om fri abort 10 Af Bente Holm Nilsen Skal abortgrænsen i Danmark rykkes til 18.uge? 11 Af Joan Bach Ludvigsen Skal teknikkens muligheder eller menneskers behov 12 og etiske analyser bestemme abortgrænsen? Af Birgit Petersson Forsvar for den nuværende abortgrænse 14 Af Lillian Bondo Personlige historier Interviews 17 Af Joan Bach Ludvigsen Forkvindens beretning 20 Af Karen Hallberg Valg til styrelsen/kandidater til styrelsen 22 Beretning fra Hulda Pedersens legat Legatudvalgets beretning/kredsnyt 23 Features Dansk Kvindesamfund 24 Landsstyrelsen og lokale kredse Hvad skal vi med de frivillige og hvordan får vi flere af dem? 25 Af Tine Krista Andersen Oman s kvinder gør sig gældende 26 Af Filomenita Mongaya Høgsholm Kvindernes internationale kampdag 29 i Europa-Parlamentet i Bruxelles Af Joan Bach Ludvigsen Arrangementer 30 Kommentarer 31 Leder Ny forældreansvarslov er på trapperne 32 Af Karen Hallberg Årgang 123/

4 Den europæiske kvindelobby og retten til abort inden for EU Af Esther Oluffa Pedersen Spørgsmålet om kvinders ret til fri abort er desværre ikke afklaret inden for alle EU s medlemsstater og EU som et politisk organ har ikke kompetence i forhold til medlemslandenes lovgivning. Irland, Polen og Malta har alle meget restriktive love, som i mange tilfælde forhindrer kvinder i at få foretaget en legal abort. I Portugal blev der den 11. februar 2007 gennemført en folkeafstemning om retten til fri abort for kvinder. 60 % stemte ja til legalisering af abort. Afstemning var dog ugyldig, eftersom der ikke var en 2/3 dels majoritet af befolkningen, der havde taget sig tid til at gå til stemmeurnerne. Ikke desto mindre har premierminister Jose Socrates lovet vælgerne, at den fri abort vil blive indført i landet. Således er Portugals status som et land, hvor en kvinde kunne få op til 3 års fængsel for at få foretaget en abort, ved at være en saga blot. På den europæiske arena er spørgsmålet om den enkelte kvindes ret til selv at bestemme over sit liv og sin krop et meget varmt emne. Den europæiske Kvindelobby (European Women s Lobby - EWL) har en klar og tydelig stemme i denne diskussion: den fri abort bør være en selvfølgelig rettighed for alle kvinder i Europa. EWL arbejder for at sikre kvinders ret til fri abort på forskellige måder. I forbindelse med folkeafstemningen i Portugal sendte EWL sin støtte til de portugisiske kvindeorganisationer, og som paraplyorganisation muliggjorde den tillige, at de øvrige nationale og transeuropæiske medlemmer let kunne sende deres støtte. De portugisiske kvindeorganisationer fik således opbakning fra en bred majoritet af kvindeorganisationer over hele Europa inklusiv Tyrkiet. Da den tidligere kommissær for sundhed og forbrugerbeskyttelse David Byrne (fra ) i 2004 holdt en prominent tale om sine visioner om en bedre sundhedspolitik i EU, var EWL klar med en kritisk evaluering af denne vision. I EWLs svar fremhæves det generelt, at kommissionen har anlagt et kønsneutralt perspektiv, som ikke er holdbart set fra et ligestillingsperspektiv. Særskilt fremhæver EWL, at regeringerne i EU skal sørge for, at der er nem adgang til Fra den første kampagne mod fri abort i Portugal. Teksten på skiltet lyder: Der er endnu tid til at redde mange liv, stem Nej. Hele afstemningen gik på Nej eller Ja til afkriminalisering af den fri abort. 4 KVINDEN&SAMFUNDET

5 Esther Oluffa Pedersen styrkelse af de katolske kræfter i Polen siden 1989 har ændret dette, således at Polen i dag har en af de mest restriktive abortlovgivninger i Europa. Polen er det eneste EU-medlemsland, som ikke er repræsenteret i EWL med en kvindeorganisation. Kvindebevægelsen i Polen er for tiden svag. Denne tingenes tilstand i Polen et skræmmende scenario, som man kan frygte vil kunne brede sig til andre europæiske lande. EWL søger at støtte og styrke den polske kvindebevægelse og arbejder aktivt for at få de polske kvinder genoptaget i EWL. Graffi ti fra en gade i Portugal. Teksten lyder: Dette er ikke en løsning - Ja til afkriminalisering. prævention, og at der må gives særlig Polen furore, idet vicepremierminister, opmærksomhed til kvinders mulighed Roman Giertych, erklærede, at han ønsker et forbud mod abort inkluderet i for sikker og legal abort. Kvinder skal ikke kunne retsforfølges for foretagelse den nye traktat. Som EU er opbygget i af abort. Læger, som grundet deres personlige samvittighed ikke ønsker at forekende et nationalt anliggende, og for- dag, er spørgsmålet om abort udeluktage abort, skal henvise kvinder, der ønsker at få foretaget abort, til en alternativ ikke desto mindre er spørgsmålet om modentlig vil dette forblive således. Men lægelig praksis. Dette svar opsummerer abort og kvinders ret til samme et emne, klart EWLs stillingtagen til spørgsmålet som jævnligt dukker op i EU. om retten til fri abort. Polen er som medlemsstat i EU en Den katolske lobby og de forskellige af de mest aggressive debattører mod pro liv organisationer med rødder i kvinders ret til abort på europæisk den katolske kirke arbejder for at etablere et flertal imod kvinders ret til fri 1960 erne og 70 erne var et foregangs- plan. Dette er paradoksalt, fordi Polen i abort. I slutningen af februar i år skabte land for den frie abort. Den markante EWLs transeuropæiske arbejde for kvinders rettigheder er central i forhold til at kæmpe for at vedholde kvinders ret til fri abort i de medlemslande, hvor abort er legal. Ligeledes er EWL måske den vigtigste medspiller for kvinder i de lande, hvor abort ikke er legal. Det er essentielt, at den Europæiske Kvindelobby har en klar og tydelig stemme i diskussionerne om retten til fri abort. Esther Oluffa Pedersen: Styrelsesmedlem i Kvinderådet for Kvindelige Akademikere, og Ph.d. - stipendiat i filosofi ved KU (afhandlingen er netop afleveret, men endnu ikke forsvaret), samt ekstern lektor. Årgang 123/

6 Grænseløs abortdiskussion Af Maja Højgaard Nielsen De gode forhold og fleksible regler vi i Danmark har for den fri abort, er ikke lige så selvfølgelige i resten af verden. Vi skal faktisk ikke længere væk end vores egen baghave, for at finde trænge kår for kvinder, der ønsker at afbryde en graviditet. Både inden for rigsfællesskabet og blandt samarbejdspartnerne i EU findes der stadig regler som begrænser kvindens ret til hendes egen krop. Når det kommer til abortlovgivning er vi i Danmark heldige. Vi har muligheden for at vælge frit i starten af graviditetens forløb. Selv hvis der efter 12. uge skulle vise sig at være problematiske omstændigheder omkring moderskabet eller barnet, har vi i Danmark mulighed for at dispensere fra 12-ugers grænsen i samråd med læge, socialmedarbejder og en juridisk indsats. Denne ordning giver danske kvinder mulighed for at bestemme over deres egen krop og have indflydelse på deres livsforløb. Samtidig sørger den også for, at vi ikke uden grund fjerner levedygtige børn og sikrer at kommende forældre har overvejet en ekstra gang, om de kan give et eventuelt handicappet barn et godt liv. Fravalg af handicappede fostre må aldrig ske som en automatreaktion. Ikke hvis vi fortsat ønsker et samfund hvor alle er lige meget værd uanset køn, seksualitet, race og fysiske, samt psykiske evner Abortdiskussion i DK er ikke længere det vigtigste fokus i ligestillingssagen. Vi har opnået det frie valg og retten til at bestemme over egen krop, samt retten til at have indflydelse på vores eget livsforløb. Om grænsen er sat ved tolvte eller attende uge, er ligegyldigt i et ligestillingsperspektiv. Vi har jo fået valget. Diskussionen om grænsens præcise placering er snarere en diskussion om værdier i den kultur vi vælger at forme. Hvor langt er vi villige til at gå? Hvor meget vil vi udsætte vores personale for? Hvor let skal det være at sortere i fostre? Hvornår er det et menneske? Alle disse spørgsmål er meget relevante i forhold til ændringer af abortgrænsen, men i et ligestillingsperspektiv er det kun interessant i forbindelse med handicappedes ligestilling, lige eksistensberettigelse og lige ret til samfundet. Det handler ikke først og fremmest om kvinders ligestilling i det danske samfund længere, hvis overhovedet. Vi har et særligt ansvar I Danmark skulle vi meget hellere fokusere på, hvordan vi kan hjælpe vores medsøstre i resten af verden, der ikke er nær så heldige. De som ikke har en lovgivning, der er nær så sympatisk og forstående overfor den ulykkelige situation en uønsket graviditet kan være. Vi kan jo starte inden for rigsfællesskabet. Færøerne giver stadig ikke deres kvinder mulighed for selv at træffe valget. Her skal alle aborter begrundes med voldtægt, livsfare for kvinden eller levedygtighed for det barn der ville komme ud af graviditeten. Gifte kvinder skal have tilladelse fra deres mænd og mindreårige skal have ligeledes fra deres forældre. Det er nærmest umuligt at få fortaget en abort efter 16. uge. Hele denne lovgivning bærer præg af at vi i Danmark alt for længe har ladet Færøerne forsumpe i en gammel kultur. Kvinderne er fastholdt i et samfund, hvor alle andre end den gravide har noget at skulle have sagt i forhold til hendes krop. I efteråret så vi at vi fra Danmarks side har muligheden for at påvirke den demokratiske proces. Det politiske pres der dengang blev lagt på Færøerne resulterede i at homoseksuelle nu også er beskyttet ved lov mod diskrimination. Samme indsats må gøres for at give det færøske folk ret til fri abort. Ud over ansvaret overfor færingerne har vi som EU-borgere også en pligt til at leve op til vores sociale ansvar over for de kvinder, der lever inden for EU. Der er stadig kvinder i vestlige lande, der tvinges til at søge hjælp under illegale forhold, når et uønsket barn er på vej til verden. Her har vi et særligt ansvar for politisk at presse på de regeringer, der lige som os selv, anser sig selv for at have et demokratisk samfund, bygget på vestlige værdier. Regeringer der er en del af et moderne informationssamfund og som anser sig selv for at være moderne demokratiske stater, begrænser stadig friheden for kvinderne i deres land. Vi har et særligt ansvar over for de kvinder, fordi vi har valgt at indgå politisk fællesskab med deres regeringer. Når vi er så tæt knyttet til disse lande, kulturelt som økonomisk må vi også forsøge at påvirke dem i vores retning. Vi har ansvaret fordi vi har indflydelsen. En række katolske lande i Europa har stadig ikke fri abort. Lande som vi normalt kan spejle os i. Lande hvis udviklingsniveau er meget lig vores eget og derfor lande man kunne forvente mere af, når det kommer til befolkningens rettighe- 6 KVINDEN&SAMFUNDET

7 Maja Højgaard Nielsen der. De har ganske vist ikke lige stramme abortregler, og i nogle lande handler det mest om at digte en abortårsag før bevillingen bliver givet, men det er ikke godt nok. Kampen stopper ikke før valget er frit og kvinden kan vælge uden frygt for social isolation og fordømmelse fra lokalsamfundet. Afstemningen i Portugal, der giver de portugisiske kvinder fri abort ind til tiende uge, var en sejr. Det var ikke et entydigt signal det portugisiske folk kom med, og der kan stadig sås tvivl om hvor stor opbakning den nye lovgivning egentlig har. Her kom gennembruddet først og fremmest på grund af en meget ihærdig socialdemokratisk regeringsleder. Dette gør det ekstra nødvendigt at sørge for information om den nye lovgivning, om de mere tekniske detaljer ved indgrebet og om tilgængeligheden. Kampen for fri abort skal helst ikke få borgerne til at miste interessen for demokratiet, eller få dem til at føle sig distanceret fra de politiske beslutninger. Jeg håber Portugal kan være forgangsland for de resterende katolske EU-lande. De har brug for en erkendelse af, at det ikke er regeringen, der skal sørge for hvor rettroende befolkningen er. Regeringen må lade det være op til den enkelte kvinde, at tage stilling til konflikt mellem lov og religion. Information om prævention Information og oplysning er også svaret når vi kigger på de lande, der grundet historien har fået et lidt for løst forhold til abort. I mange af de gamle Sovjetstater, som er blevet optaget i EU, har man længe haft fri abort. Når der bliver født 1000 levende børn, vil der tilsvarende være mellem provokerede aborter. Informationen om prævention har været ikke eksisterende under Sovjet. Skepsisen over for p-piller er stor, da man kun har fået viden fra dengang p- piller indeholdt dobbelt dosis i af i dag, og derfor var ren gødning for brystkræft. I den vestlige verden har vi brugt mange resurser på at forfine præventionsmetoderne og har derfor flere års debat og oplysning med i bagagen. Vi har mange valgmuligheder, fordi vi ved de eksisterer. I de gamle Øststater er der behov for formidling af den viden. Kvinderne her skal ikke kun have ret til at afbryde en graviditet. De skal have mulighed for helt at undgå den ulykkelige situation, for hvordan man end vender og drejer det, vil abort altid være et både fysisk og følelsesmæssigt stort indgreb, som alle er bedst foruden. Men vores globale kamp går videre end det. Langt størstedelen af lande i verdenen, har ikke fri abort. Det nytter dog ikke noget at bruge kræfter på at presse Ulandes regeringer til at frigive aborten, hvis landets kvinder i øvrigt ingen rettigheder har. Hvis hverdagen for de mange er præget af sult og undertrykkelse virker diskussionen for og imod absurd. Disse kvinder har behov for hjælp på meget mere grundlæggende niveau og derfor må vi også her tilpasse diskussionen. Ligeledes giver det ikke mening at kæmpe en indædt kamp, for fri abort i stater, hvor lovgivning blot ville medføre udvælgelse af fostre på baggrund af køn. I disse lande er kvinderettigheder et meget mere grundlæggende problem og abortdiskussionen må vente til udviklingen er på et højere niveau og diskussionen dermed bliver aktuel. Vi kan gøre en forskel og vi skal forsøge at få indflydelse, når det kommer til regler om fri abort verden over. Ligestillingsdiskussionen handler hele tiden om at fokusere indsatsen, så den har aktualitet og gavn, og derfor må vi starte med de lande, der er nærmest os selv. Forhåbentlig vil resultaterne sprede sig som ringe i vandet. Maja Højgaard Nielsen er 21 år, medicinstuderende og bor i Århus. Hun er medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms Forbundsstyrelse og koordinator for DSU s ligestillingsnetværk. Årgang 123/

8 Problemet er ikke abortgrænsen Af Joan Bach Ludvigsen Kvinden&Samfundet interviewede en dag i februar SF s ligestillings- og sundhedsordfører Kamal Qureshi om aktuelle abortproblematikker. K&S: Hvad er din holdning til en eventuel rykning af den nuværende abortgrænse? Kamal Qureshi: Egentlig synes jeg, at debatten omkring abortgrænserne er forfejlet, fordi det ikke er der, problemet ligger. Problemet er ikke abortgrænsen. De meldinger, vi får fra Sex&Samfund og andre organisationer/personer, som arbejder på området, fortæller os, at abortgrænsen er fin nok, for i det øjeblik at eksempelvis en scanning viser, at fosteret har alvorlige fejl, så bliver der givet dispensation nærmest per automatik. Jeg synes, at det er strategisk dårligt at diskutere abortgrænserne, fordi det passer godt ind i abortmodstandernes favør. K&S: En af grundene til, at nogle organisationer/personer ønsker abortgrænsen rykket, er fordi de vil fjerne den ventetid, der er i dag, når et samråd skal beslutte, om de vil give tilladelse til det skal være en abort eller ej. Hvad mener du om det? Kamal Qureshi: Så synes jeg, man skal gøre proceduren mere smidig, således at tilladelserne kunne gives meget hurtigere. Som udgangspunkt er det forkert at ændre abortgrænsen ud fra en lille gruppe af de gravide kvinder, som er i risikogruppen for at få børn med Downs Syndrom. Det drejer sig primært om kvinder over 35 år, der er i den store risikogruppe for at få børn med Downs Syndrom, og ikke engang dér er risikoen markant stor. Jeg synes ikke, vi skal ændre abortgrænsen alene ud fra det. Så synes jeg det er bedre at sige, at for den her gruppe, så lad dem få det, de har brug for når behovet dukker op, og det er en hurtig dispensation til at kunne få en abort. Den burde de kunne få hurtigst muligt og så ubureaukratisk og så effektivt som muligt. Så lad os kigge på det og finde ud af, hvordan vi gør det. K&S: Du kom for nylig med et udspil om at rykke abortalderen til 15 år, hvorfor? Kamal Qureshi: Som sagt mener jeg, at debatten om abortgrænserne er forfejlet og derfor mente jeg også, det var væsentligt at få sat spot på dér, hvor der reelt er et problem, og det er der i forhold til de unge piger på mellem 15 og 18 år. Unge piger på 15, 16 eller 17 år, der går hen og bliver gravide, skal i dag bede om tilladelse fra deres forældre til at få en abort. Det virker ikke hensigtsmæssigt, fordi reelt set betyder det bare, at de unge piger kan få en underskrift fra deres forældre, og så får de ikke yderligere hjælp. Det vil sige at, de hverken får rådgivning eller psykologhjælp - i det hele taget får de ikke nogen støtte, fordi man forventer, at forældrene per automatik hjælper med alt det. Vi ved i dag, at hovedparten af de piger, der bliver gravide i en ung alder, kommer fra hjem, der er socialt belastede. Det betyder, at forældrene hverken har overskud nok til dem selv eller deres børn, og det er faktisk dem, vi pålægger at sikre, således at de unge piger får den hjælp, de har brug for. Derfor skal hele rådgivningsdelen oprustes. Det bør være sådan, at de unge piger bør kunne få hjælp og rådgivning af deres forældre, og de har brug for hjælp til at træffe valget. Men i sidste ende er det de unge piger, der selv bør træffe valget. Det ved vi giver en større styrke, det ved vi giver en større selvfølelse, og vi ved også at, det er med til at få antallet af aborter ned. Antallet af uønskede graviditeter går ned, når man ved, det er én selv, der skal træffe afgørelsen. Det er med til at myndiggøre folk, så der er mange gode grunde til, at vi skal have ændret abort alderen. Noget andet er, at i Danmark er både den seksuelle lavalder, patientlavalderen og den kriminelle lavalder på 15 år, og det hænger ikke sammen med, at hvis en ung pige skulle gå hen og blive gravid, så skal hun bede om sine forældres tilladelse, hvis hun ønsker en abort. K&S: Hvad er din holdning til, at der ikke er fri abort på Færøerne? Kamal Qureshi: Vi har flere gange prøvet at få justitsministeren til at tage sagen op oppe på Færøerne. Jeg synes, det er et problem, at vi inden for rigsfællesskabet har kvinder, som ikke har mulighed for, at kunne bestemme over deres egen krop og kunne få en abort, hvis det er det, de ønsker. Regeringen og justitsministeren er jo overordentlige kulturrelativister, når det drejer sig om Færøerne. I modsætning til hvis det drejede sig om muslimske og religiøse grupper i Danmark, der var imod fri abort i Danmark, for så ville man slå hårdt ned og begrunde det med, at det er en del af de danske værdier og kvinders ligestilling. Men lige så snart det drejer sig om Færøerne, så er det jo kulturel mangfoldighed, der er tale om. De danske værdier og nogle af kvinders ligestillingsmæssige rettigheder forsvinder lige så snart, der er tale om de kristne grupper i Danmark og i det danske rigsfællesskab. Det synes jeg er et stort problem. Det har også været svært at få den danske regering til at reagere skarpt overfor abortmodstandere i den danske debat. Regeringen har forholdt sig meget tavs, overraskende tavs. Jeg synes grundlæggende, at vi under- 8 KVINDEN&SAMFUNDET

9 Foto: Stephen Freiheit Kamal Qureshi. vurderer de religiøse kræfter i de kristne miljøer. K&S: Burde der være en fælles EU-lov vedrørende fri abort? Kamal Qureshi: Der lægges lidt op til det i forhold til EU-charteret, - at der bør være et vist antal fælles ligestillingsrettig heder til kvinder, herunder også retten til at bestemme over sin egen reproduktion. Muligheden for at få det gennemført er dog ikke ligefrem blevet bedre, efter at der er kommet flere abortmodstandslande med i EU. Jeg er ikke sikker på, det ville kunne blive gennemført lovgivningsmæssigt, og i øvrigt så tror jeg heller ikke, EU er det rette redskab at bruge, fordi nationalstaterne stadig har ret meget at skulle have sagt. Jeg tror ikke på, at EU kan komme og sige til eksempelvis Polen, at nu skal I have fri abort. Det, man kan gøre, er at have nogen abortklinikker op til de polske grænser, i og med at der er fri bevægelse over grænserne. Så kan de polske kvinder bevæge sig over grænsen og få abort i Tyskland i stedet for. Det kunne være en mulighed, også for at give de polske kvinder nogle muligheder, som de ikke har i dag. Det giver selvfølgelig nogle økonomiske problemer for de kvinder, der bor langt fra grænsen, og har de kvinder så reel adgang til abort? Det problem kunne man så evt. løse på en anden måde ved at nogle af de organisationer, der er tilhængere af fri abort, gik sammen og økonomisk gik ind og hjalp. Lidt det vi selv prøvede i forhold til kvinderne på Færøerne, hvor vi samlede penge sammen, så de havde muligheden for at komme til Danmark og få en abort. K&S: Hvad er din holdning til abortmodstandskræfterne i Danmark? Kamal Qureshi: I den danske debat er der en grænseløs undervurdering af abortmodstanderne. Man går jo rundt og tror, at vi er så frisindede og liberale i Danmark, så det kan jo aldrig komme på tale. Jeg husker i hvert fald, at der for ikke så længe siden blev lavet en undersøgelse, hvor der var en markant stor andel af Venstres medlemmer i det siddende folketing, der var modstandere af den fri abort. Så der er mange abortmodstandere i Danmark også i de lovgivende forsamlinger. Derfor synes jeg, man skal passe meget på, når man åbner op for diverse abortdebatter, fordi de kan føre til, at vi får fjernet nogle rettigheder for kvinder, frem for at kvinder får flere rettigheder. Så derfor synes jeg, at man skal vælge sine kampe med omhu. Det væsentlige for mig er at kæmpe for unge pigers ret til selv at kunne bestemme over deres kroppe, i forhold til at diskutere en abortgrænse, som reelt set ikke er noget problem, og som de fleste organisationer på området siger reelt set heller ikke er noget problem i praksis. K&S: Kan kvinder i Danmark være sikre på retten til fri abort? Kamal : Jeg tror ikke, retten til fri abort forsvinder fra den ene dag til den anden, men den kan langsomt blive udhulet, og der kan komme tiltag, der gør det sværere og sværere. Det var jo på den måde, de amerikanske abortmodstandere fik det gjort, hvis man kigger tilbage på de sidste ti års historie i USA. Det startede i mange stater med abort counseling, som egentlig handlede om, at når kvinderne kom ind og ønskede en abort, så fik de først en samtale med en eller anden, som fortalte dem, hvor forfærdeligt det var at få en abort og viste dem billeder af fostre osv. osv. På den måde har de amerikanske abortmodstandere langsomt været inde og fået gjort abort til noget forfærdeligt. I dag har flere forskellige stater i USA forbudt den fri abort fuldstændigt. Jeg tror ikke på, at det kommer i Danmark fra den ene dag til den anden, men jeg tror på, at det kommer. Et eksempel er den debat, jeg for nyligt har haft med Tove Videbæk omkring nedsættelsen af abortalderen til 15 år. Den har netop for hende handlet om konstant at beskrive de her ni uger gamle fostre, som kan sparke, som har fine små hænder og fødder. Hun fortæller hele tiden om, hvordan fosteret er et selvstændigt individuelt liv, og derved skaber hun billeder inde i hovedet på folk af hvad det er de gør. Det er jo rigtigt nok, og jeg synes heller ikke, den fri abort bare er noget, man gør, men det gør kvinder heller ikke. Hver eneste abort er en alvorlig beslutning og er noget, som kvinder går igennem med meget stor alvor. Det er noget, som kvinder ofte har det dårligt med, og det skal man ikke gøre værre for dem. I stedet skal man støtte dem, fordi når man træffer et valg om at afslutte en graviditet, så er det et svært valg. Det er et valg, man skal have hjælp til at kunne komme igennem, og man skal ikke bebrejdes, at man har taget det valg. Der kan være mange grunde til, at man træffer det valg, men når det er sagt, mener jeg også, det danske samfund skal blive bedre til at give tilbud, som kan gøre, at kvinder kan gennemføre en graviditet, hvis det er det, de vil. Der er for mange i Danmark, der bliver tvunget til at vælge en graviditet fra, fordi det ikke passer økonomisk eller boligmæssigt. Det skal vi arbejde for at gøre bedre, så det ikke er sådanne forhold, der gør, at man som kvinde fravælger sin graviditet. Det synes jeg, vi er for rigt et samfund til, og vi er for fattigt et samfund, når vi lader overlevelsesdygtige fostre blive slået ihjel på grund af økonomi. Vi bør få så mange af de ønskede graviditeter med som muligt, men muligheden for at vælge skal stadigvæk være der. Kamal Qureshi er i dag Folketingsmedlem og ligestillings- og sundhedsordfører for SF. Kamal Qureshi er desuden uddannet læge. Årgang 123/

10 Fakta om 1 i loven om»fri«abort Bente Holm Nielsen Af Bente Holm Nielsen Situationstegnene om»fri«skyldes, at aborten ikke er mere fri, end at der eksisterer to betingelser, der skal være opfyldt, før en læge må udføre en operation og afbryde svangerskabet. Den første betingelse drejer sig om tid. Operationen skal være foretaget inden udløbet af tolvte svangerskabsuge. Den anden betingelse drejer sig om oplysning. Dels skal kvinden gøres opmærksom på, at samfundet tilbyder visse støttemuligheder. Dels skal hun informeres om, at en provokeret abort er en operation, og at man altid løber en risiko, når man bliver opereret. Denne artikel behandler problemstillinger vedrørende den første betingelse: tiden. For hvordan defineres udløbet af tolvte svangerskabsuge? Eller 12. uge, som det forkortes i daglig tale. En overholdelse af tidsgrænsen handler også om, hvordan kvinden og lægen kan være sikre på at nå alt det nødvendige, inden den tolvte svangerskabsuge er gået, og det dermed ifølge loven er forbudt at afbryde svangerskabet. En kvinde, der tror hun er gravid, kan på apoteket eller i supermarkedet købe en graviditetstest. Hjemme hos sig selv kan hun finde ud af, om prøven er positiv. En positiv prøve betyder, at hun har fået stillet en diagnose: Jeg er gravid. Herfra kan hun så begynde at overveje, om hun skal have et barn eller en abort. Det er altid en god tommelfingerregel ikke at vente for længe med at gå til lægen, for der er ikke lang tid at løbe på, hvad enten man er i tvivl eller ej. Man skal nemlig ikke tro, at tidsfristen med de tolv svangerskabsuger er ensbetydende med, hvor langt kvinden er henne i sin graviditet. For i abortlovens forstand starter svangerskabet allerede to uger tidligere end det tidligste tidspunkt, hvor en graviditetstest kan fortælle om, hvad der foregår i livmoderen. Svangerskabets begyndelse beregnes således ikke ud fra, hvornår kvinden og manden har haft samleje, eller hvornår ægget og sædcellen i realiteten kan have mødt hinanden. Udregningen af svangerskabsugerne sker på det grundlag, som kvinder altid selv har kunnet se, nemlig begyndelsen på den månedlige menstruation. En huskeregel er, at svangerskabsugerne, og det vil sige beregning af tiden og dermed svangerskabets forventede længde, har med kvindens cyklus at gøre. Hvorimod graviditeten er en diagnose, der kan stilles - fordi ægget og sædcellen har mødt hinanden. Der er dermed to ugers forskel på svangerskabets længde og fosterets alder. Det vil sige, at når svangerskabets længde kan beregnes til eksempelvis fire uger, så er fosteret kun to uger gammelt. Det betyder også, at når et eventuelt abortindgreb finder sted i tolvte svangerskabsuge, så er fosteret faktisk kun ti uger gammelt. På to uger forandrer et foster sig meget. Modstandere af fri abort vælger typisk at vise billeder af tolv uger eller ældre fostre og dertil skrive foster i 12. uge. At abortmodstandere vrøvler for at skabe mest mulig modstand, er forståeligt. Desværre er det reglen snarere end undtagelsen, at også journalister ser bort fra, at det har en praktisk betydning, at der er to ugers forskel på svangerskabets længde og fosterets alder. Nogle kvinder, der ikke ønsker sig et barn, kommer for sent til lægen, ene og alene af den grund, at de ikke har tænkt på forskellen mellem svangerskabets længde og fosterets alder. Bente Holm Nielsen, pensionist. Kandidateksamen i medicin ved Københavns Universitet. Historisk speciale ved Roskilde Universitetscenter, samme sted Ph.d.-afhandling om jordemoderfaglig teori og metode (sammen med Jytte Aa. Møller). Medlem af Dansk Kvindesamfund siden Bentes arbejde i Dansk Kvindesamfund har bl.a. været: Initiativtager til hhv. sundhedspolitisk arbejdsgruppe, ad -hoc - gruppen om forplantningsteknik, bioetik, fælles forældremyndighed og børnelov mm. Initiativtager til og ansvarlig for dk. Medlem af dansk International Alliance of Women. 10 KVINDEN&SAMFUNDET

11 Skal abortgrænsen i Danmark rykkes til 18. uge? Af Joan Bach Ludvigsen Der er for tiden stor offentlig og politisk debat i Danmark om, hvorvidt grænsen for den fri abort skal rykkes til 18. uge, eller om den skal forblive, som den er ved 12. uge. I begyndelsen af januar måned modtog Folketingets Sundhedsudvalg et oplæg, der for alvor satte gang i debatten. Oplægget kom fra foreningen DSOG, der i deres oplæg redegør for, hvorfor en rykning af den nuværende abortgrænse både er nødvendig og aktuel lige nu. I denne artikel sætter K&S fokus på DSOGs oplæg til Folketingets Sundhedsudvalg, men først en kort præsentation af foreningen. Hvem er DSOG? DSOG er forkortelsen for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi. Foreningen har over hundrede år bag sig. Den blev stiftet i København i Formålet med foreningen var dengang at fremme interessen for gynækologi og obstetrik. Foreningens formålsparagraf lyder i dag på, at fremme og udvikle det videnskabelige arbejde blandt obstetrikere og gynækologer i Danmark. DSOG har i forskellige sammenhænge udtalt sig om bl.a. cancerbehandling, speciallægeuddannelsen og abortloven - både på eget initiativ og efter anmodninger fra diverse myndigheder. Formand for foreningen har siden 2006 været Helle Meinertz, der er klinikleder og dr.med. Siden DSOG kom med deres oplæg, har foreningen og især Helle Meinertz haft travlt med at besvare spørgsmål fra diverse medier, idet oplægget satte gang i en sand mediestorm, som Helle Meinertz udtrykte det, da K&S ringede og talte med hende. K&S s første spørgsmål til Helle Meinertz lød, om DSOGs oplæg til Folketingets Sundhedsudvalg kom på foreningens eget initiativ? Helle Meinertz: Folketingets Sundhedsudvalg havde inviteret forskellige interessenter til at komme med oplæg, bl.a. Jordemoderforeningen, Sex&Samfund, Etisk Råd og Abortankenævnet. DSOG var ikke blevet inviteret til at komme med oplæg, og vi henvendte os derfor, da det undrede os, at de læger, der dagligt varetager screening, rådgivning og abortindgreb, ikke var blevet bedt om at komme med et oplæg. Vi fik derfor lov til at indsende et oplæg efterfølgende. Baggrunden for DSOGs oplæg til Folketingets sundhedsudvalg er bl.a. begrundet i den teknologiske udvikling, der gennem de seneste årtier har ændret ved muligheder og praksis for afsløring af fostersygdom. Det er også årsagen til, at en rykning af abortgrænsen er aktuel nu. I dag bliver alle landets gravide tilbudt nakkefoldsscanning. Konsekvensen af de nye tilbud er, at markant flere gravide får afsløret en fostersygdom nu end for blot få år siden. Endvidere foregår fosterdiagnostikken nu typisk tidligere ( uge) end den gjorde før ( uge), lyder det i DSOGs oplæg. Helle Meinertz uddybede på spørgsmålet om, hvorfor en ny abortgrænse burde være ved 18.uge: DSOG har lagt sig op ad grænsen på 18. uge, da det også er den grænse, som Sverige anvender. I Sverige har man siden 1974 haft en grænse for den fri abort indtil 18. uge, og det har faktisk vist sig i denne periode, at antallet af sene aborter er faldet gevaldigt. Derved er der intet, der taler for at en rykning af abortgrænsen vil betyde, at kvinder vil bruge længere tid på at overveje, om det er en abort eller ej, de skal have. Det er vigtigt at huske på, at det er en svær beslutning for disse kvinder, og de fleste, der ønsker at få foretaget en abort, ønsker at få den overstået så hurtigt som muligt. I DSOGs oplæg til Folketingets Sundhedsudvalg er der både argumenter, som taler for og imod, at hæve den nuværende abortgrænse. DSOGs samlede vurdering lyder, at flere forhold taler for at hæve abortgrænsen til 18. uge end imod, og DSOG foreslår derfor i deres oplæg, at der indføres en kurator-ordning efter svensk model. Alle gravide som anmoder om abort efter 12. uge tildeles en kurator, som kan bistå kvinden med diskussion af beslutningen. Det kunne for eksempel være Mødrehjælpen eller specielt uddannede socialrådgivere, som varetog denne opgave. Hele DSOGs oplæg til Folketingets sundhedsudvalg kan læses på deres hjemmeside Årgang 123/

12 Skal teknikkens muligheder eller menneskers behov og etiske analyser bestemme abortgrænsen? Af Birgit Petersson Denne korte redegørelse omkring problemerne vedrørende de sene aborter sætter ikke spørgsmålstegn ved nødvendigheden af den legale abort, men alene ved abortgrænsen. Erfaringer fra både Danmark og udlandet har vist, at legale aborter er en nødvendighed i et moderne samfund(1). Illegale aborter er på verdensplan stadig en af de hyppigste dødsårsager blandt fertile kvinder. I lande, hvor der ikke har været adgang til prævention, har abort været brugt som nødløsning, mens undersøgelser fra lande, hvor prævention er tilgængelig, viser, at abort bruges, hvor præventionen svigter eller hvor specielle menneskelige forhold spiller ind. Til gengæld mener jeg, at den situation, vi aktuelt står i, har skabt behov for en ændring af abortgrænsen. Jeg argumenterer for en 18 ugers grænse, idet jeg mener at kvinder/par er blevet bondefanget i rummet mellem teknikkens muligheder og den nuværende abortgrænse (2). Baggrund 12 ugers grænsen for legal abort, med mulighed for at søge om tilladelse til sen abort under specielle omstændigheder, har fungeret godt for alle parter frem til de ændringer, der er sket i forbindelse med sidste lovrevision, med indføring af fosterreduktion og levedygtighedskriteriet. Senere er der indført ny teknologi, først og fremmest nakkefoldscanning. Da nakkefoldscanningen blev indført var den planlagt til at foregå i 11. svangerskabsuge, men den kaldes nu 13 ugers scanningen, fordi den ligesom fosterreduktion bedst udføres i 13. svangerskabsuge. Med indførelsen af nakkefoldscanningen skete der yderligere det, at alle kvinder fik tilbudt undersøgelsen, i stedet for risikogrupper, fx kvinder over 35 år. Undersøgelserne ligger altså på et tidspunkt, som ligger tæt på eller over grænsen for legal abort. I forarbejdet til disse undersøgelsers indførelse har man brugt kvinders selvbestemmelsesret som argument. Alle skal have lov til at sige ja eller nej til undersøgelserne. Et af problemerne er bare at scanninger i mange år er blevet brugt til at fastsætte terminen hos gravide, stik mod Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Oftest handlede det alene om, at parret ville se, at der var et barn, og gerne have billedet med hjem. Scanningerne blev derfor populært kaldt hyggescanninger. Risikovurdering 13 ugers undersøgelsen er en risikovurdering, dvs. fostret kan være sygt eller rask. Først yderligere undersøgelser kan vise om fostret er sygt. Med stigende størrelse af nakkefolden er der en stigende sikkerhed for, at fostret er sygt, men der er stadig mange usikre forhold. Hvis fostret undersøges lige inden 12 uge, kan man nå at få abort inden for 12 ugers grænsen, men dette ville medføre, at mange raske fostre aborteres fordi det ikke er afklaret om fostret er reelt sygt. Vi ved fra cases, at det finder sted i dag, men ikke hvor hyppigt. Det statistiske materiale, der er tilgængeligt, er aktuelt for dårligt til, at nogen kan udtale sig om, hvor ofte det sker. Det er hævdet, at der er sket en halvering af børn født med Downs syndrom efter indføring af nakkefoldscanning, men det statistiske materiale er ikke solidt nok til en sådan slutning. Vi kender ikke det faktiske antal. At skulle fravælge et ønsket barn skal aldrig være en panikhandling det er det imidlertid i en række tilfælde i dag. Der skal være tid til at undersøge om barnet er sygt eller rask inden beslutningen om abort tages vel vidende, at ingen af undersøgelserne er 100% sikre. Kvind erne/parret er på en måde fanget i en fælde og den selvbestemmelsesret, som er blevet brugt til at få kvinder til at få foretaget nakkefoldsscanninger, har mange forstået som en ret til abort, hvis der skulle vise sig at være noget galt med fostret. Og det er ikke kun kvinderne, der tror, at det er sådan. Fx stod der indtil for nylig i nyhedsbrevet på Abortnet.dk:»Vælger man abort, vil den blive bevilliget, hvis baggrunden er misdannelser ved fosteret«. Men sådan er loven ikke. Kun under særlige omstændigheder kan man få bevilliget abort. Der skal derfor efter min vurdering ske en afklaring om lovens grænser for abort ved 12 svangerskabsuge. Den gennemscanning af fostret, der er 12 KVINDEN&SAMFUNDET

13 Foto: Jo Selsing Birgit Petersson planlagt til at finde sted i svangerskabsuge kaldes misdannelsesscanningen. Det er derfor umiddelbart mere forståeligt, også selv om der hele tiden kommer nye undersøgelser til. Den gør ikke de etiske problemer mindre svære, men her afsløres i hvert fald nogle af misdannelserne, så man kan se dem sort på hvidt. Tilbage står så beslutningen, om misdannelserne er svære nok til, at de skal medføre abort eller ej. Man anslår i dag, at ca. ¾ af de sene aborter ville være blevet til spontane aborter/dødfødsler i løbet af svangerskabet. Det er stadig uafklaret om det er en egentlig hjælp til kvinden/parret, at det er hende/dem, der skal tage beslutningen om fravalg eller om det er naturen, der skal gøre det i form af en spontan abort/dødfødsel. Den skyldfølelse nogle kvinder får ved fravalg af det ønskede, men handikappede barn, kunne måske fjernes ved at naturen gik sin gang. Abortens dilemmaer: Det er altid potentielt liv, der stoppes ved en abort. Det samme sker med en række præventionsformer fx spiral. Diskussionen er bl.a. grænsen for, hvor sent dette må finde sted. Jeg vil i det følgende nævne blot nogle få af dilemmaerne. Min holdning skinner naturligvis igennem i nogle af spørgsmålene, jeg har ikke selv svaret på en del af spørgsmålene. Men jeg mener de er vigtige politiske diskussionsspørgsmål: 1. Skal aborter, der søges med udgangspunkt i fosterundersøgelser og risikovurderinger, have en anden status end gængse aborter? 2. Hvor skal den absolutte grænse for provokeret abort være? Som nu ved 24 svangerskabsuge? 3. Skal det ventede barns liv vægtes højere end moderens liv ved medicinsk indikation for abort sent i graviditeten? 4. Skal der være en selvbestemmelsesret for kvinden/parret ved påvisning af risiko for fosterskade fx frem til 18 uge eller til den grænse levedygtighedsreglen fastsætter? Skal denne eventuelt kun gælde visse lidelser? 5. Skal det fortsat være samråd, der afgør, hvilke fosterskader, der giver tilladelse til abort efter 12 svangerskabsuge efter skøn eller skal der være en positivliste? På en måde findes sådanne allerede. Sundhedsstyrelsen har fx meldt klart ud, at børn med Downs syndrom er uønskede ved at bruge dem som eksempel ved økonomiske beregninger omkring undersøgelsernes omkostninger kontra gevinsten ved, at man undgår udgifterne til et handikappet barn. 6. Skal der tages hensyn til personale, der ikke ønsker at medvirke til sene aborter? 7. Hvis det er for dyrt for samfundet at få fx mange børn med Downs Syndrom, skal det så ikke, som tidligere, være risikogrupper der undersøges? 8. Er det overhovedet etisk forsvarligt, at fostervandsprøver for kvinder over 35 år blev erstattet med nakkefoldsscanninger, når hovedårsagen til, at undersøgelsen blev afskaffet og erstattet af et tilbud til alle gravide, var at omkring halvdelen af de mere end 35 årige fravalgte fostervandsundersøgelsen, og den derfor var for dyr for samfundet i forhold til det lille antal børn med misdannelser, der blev aborteret. Skulle konsekvensen ikke have været, at man faktisk fravalgte undersøgelserne? 9. Skal samfundet opstille restriktioner i forhold til kvinder/par, der søger abort uden for de grænser, den danske abortlov sætter? Hvad kan man gøre? Selv om jeg kan se mange etiske problemer omkring de sene aborter, er jeg nået frem til et forslag om, at der skal sættes en grænse for legal abort ved 18. uge i stedet for som i dag, 12. uge. Det har fungeret uden større problemer i Sverige, hvor langt de fleste aborter har fundet sted inden 12. uge. Derefter skal der være regler, der regulerer området fx på linie med de nugældende. I Sverige har man endnu ikke indført nakkefoldscanninger, så vi kan ikke indhente erfaringer på området der. Men generelt er det vist, at de fleste par er tilbøjelige til at fravælge fostre, hvis der er den mindste mistanke om misdannelse. Jeg tror øget debat og rådgivning kan ændre ved disse forhold, men vi ved det ikke. En flytning af grænsen vil dog betyde tid til yderligere undersøgelser og eftertanke frem for en forhastet beslutning om abort. Men en ting er sikkert. Vi mangler i allerhøjeste grad undersøgelser på abortområdet på trods af at det nu er over 30 år siden vi fik den legale abort. (1). se fx Birgit Petersson, Lisbeth B. Knudsen, Karin Helweg-Larsen. Abort i 25 år, Lindhardt og Ringhof Fakta, København 1998 (2). Artiklen bygger på et oplæg til Folketingets Sundhedsudvalg d 17 januar Birgit Petersson er psykiater og lektor i Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning ved Københavns Universitet. Hun har gennem en årrække været medlem af Ankenævnet for abort og sterilisation. Årgang 123/

14 Forsvar for den nuværende abortgrænse Af Lillian Bondo Lillian Bondo argumenterer med behovet for at fastholde et samfundsmæssigt ansvar for udredning og information, når tvivlen melder sig som følge af ny teknologi. Hvorfor har jeg adskillige gange i den seneste tid kritiseret de forskellige forslag om løft af abortgrænsen til 18 uger, som er fremkommet, dels fra Birgit Petterson og dels fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi. Er jeg fordækt abortmodstander? Er jeg mistroisk over for kvinders evne til at træffe gode valg for sig selv? Det skal jeg forsøge at udfolde: Med indførelsen af fri abort i 1973 sikredes kvinder i Danmark en sikker, fri og lige adgang til svangerskabsafbrydelse. Man var hermed ude over ydmygende processer med løgne om voldtægt eller sindsuligevægt, ude over illegale usikre aborter, eller sikre, men dyre abortrejser. Jeg finder, at det var et af de helt store slag for kvinders ret til selvbestemmelse, der blev vundet herved. De 12 uger, som man dengang fastsatte, lå ikke med baggrund i etik man tager liv under alle omstændigheder men begrundedes med, hvor sent man med anerkendt gynækologisk teknik kunne provokere aborten kirurgisk. Man indførte også adgang til abort efter udløbet af 12 uger efter visse regler, og denne lovgivning er siden flere gange blevet gennemgået og regelsættet tilpasset ny tids viden om sociale og sundhedsmæssige forhold. I Danmark er vi nu nede på omkring provokerede aborter om året, næsten en halvering af aborttallet siden den fri aborts indførelse. Faldet skyldes overvejende tre forhold, hvis indbyrdes andel af æren kan diskuteres: 1. Demografiske forhold: de generationer, der bliver gravide er mindre nu end i 70 erne. 2. Rådgivning: Man kan håbe, at rådgivning hjælper, og at antikonception anvendes bredere end tidligere. 3. Mindre fertilitet: Endelig kan man frygte, at vi har færre aborter, fordi vi har mindre sex og er blevet dårligere til at undfange. 4. Af disse aborter udgør aborter efter 12 uger ca. 500.Og aborter efter 18 fulde uger ca sager blev i 2005 indbragt for Abortankenævnet, og i en fjerdedel af afgørelserne blev samrådenes afslag ændret til aborttilladelse. Der foreligger mig bekendt ikke nogen samlet opgørelse over det videre forløb for de tre fjerdedele af de 30 kvinder, altså kvinder, der får afslag fra Abortankenævnet. Vi ved faktisk ikke, hvordan det er gået, i retning af for eksempel bortadoption, accept af situationen og god familiefunktion, støtteforanstaltninger påkrævet med mere? Eller abortrejser til England eller Spanien? Hvordan foregår en abort i dag? Der er forskellige metoder alt efter kvindens behov og graviditetens varighed. Medicinsk abort skal afsluttes inden 9 ugers graviditet, med en pille der afslutter fostervæksten og et hormon, der sætter udstødelsen af graviditeten i gang. Fordele herved er en efterligning af fysiologien og et større medvirken i processen, der kræver god rådgivning og smertelindring, og en sjælden gang en efterfølgende udskrabning. Den kirurgiske abort indebærer tømning af livmoderhulen med sug, forudgået af modnende pille. Graviditetsuge ser ud til at være grænsen for en skånsom kirurgisk abort, idet der synes at være større risiko for skader på livmoderhalsen, hvis man i forbindelse med kirurgisk abort skal udvide livmoderhalsen meget. Det er baggrunden for at man i mange år har gået ud fra, at 12 uger er grænsen for kirurgisk abort på en normalt udviklet graviditet. Efter ugers graviditet har man i mange år som førstevalg haft en induceret abort, altså en lille fødsel. Den sene abort tager dermed tid, længere end et kirurgisk indgreb, men er gennem årene blevet kvalitetsudviklet og forfinet i metodevalg, forskellige medikamina er udviklet, og smertelindring og støtte undervejs er blevet meget bedre i de seneste 30 år. Alligevel er det en langt tungere oplevelse for en kvinde at kommen igennem denne type abort, baggrunden ufortalt. Man bruger ikke i almindelighed i Danmark at slå fostret ihjel inden selve processen startes. I reglen er fosterdød indeholdt i selve processen: det er oplagt, at et foster i 8 uger ikke overlever en abortpille og en efterfølgende udstødning. Et foster på 11 uger overlever ikke et sug. Og normalt vil selv fostre på uger være uden livstegn ved fødslen/aborten, idet medicineringen er belastende for fostret; langvarige, vedva rende sammentrækninger af livmoderen, helt modsat det 14 KVINDEN&SAMFUNDET

15 normale vemønster, kompromitterer ilttilførslen til fostret. Det hænder alligevel, at fostre, der aborteres sent, giver livstegn fra sig. Har respirationsbevægelser, uregelmæssig hjerte - aktion, svage lyde eller bevægelser. Og for jordemødre og andre, der hjælper, er det meget følelsesmæssigt udfordrende. Det her ligner jo det barn, der fødes på nabostuen, og som skal reddes igennem til et liv. Og samtidig, så skal vi alligevel også være opmærksomme på, at især de sene aborter på social indikation, der kan virke så udfordrende, finder sted med tunge sociale problemer, måske misbrug, så der i realiteten ikke er et godt liv at bygge videre på for dette barn. Fra abortmetoder til debatten om risikovurdering og fosterdiagnostik: Sundhedsstyrelsen redegjorde i 2003 for overvejelserne om skift fra screening til oplyst valg, om nye teknikker til en mere forsigtig tilgang til selve de diagnostiske undersøgelser ved at gå vejen omkring risikovurdering, og oplægget fremlagde, hvad arbejdsgruppen selvfølgelig - opfattede som bedst viden på det tidspunkt retningslinjernes accept af manglende bevis for et samlet set bedre udkomme ved scanning blev nu tilbagevist med henvisning til dels kommende forældres store opslutning om billedfremstilling og dels den forbedrede teknik og mulige frasortering i forhold til udsigtsløse graviditeter gennem en grundig misdannelsesscanning, altså bedre udkomme for de fødte børn. Det var på det tidspunkt meget tæt på at blive fremstillet som at vi nu kan forebygge misdannelser. Det var selvfølgelig en tilsnigelse; det, der ville blive muligt, var at give valget til forældrene om ikke at gå tiden ud og føde et misdannet, levedygtigt barn, men abortere det, før det ville kunne leve. Der blev proklameret et paradigmeskifte fra screening til oplyst valg. Jordemoderforeningen lagde i denne forbindelse afgørende vægt på oplysning som en helt uundværlig faktor i dette paradigmeskifte. Forældre skal kunne fravælge information lige så fuldt som de skal kunne tilvælge information. Vi ved nemlig ikke, hvad ventetid på svar og diagnoser i gråzonen gør ved den gravide og hendes partner. Udvalgte kronikker, kommentarer i pressen giver os et klart billede af om end få, så tankevækkende triste forløb og svære valg. I oplægget til debat om risikovurdering og fosterdiagnostik i 2003 var der ikke præsenteret nogle undersøgelser om indvirkningen på forældretilknytning som følge af en længere periode af tvivl, inden godkendelse. Det er kun meget sparsomt belyst. Derimod var det understreget, at forældre, og især fædrene, der ikke tidligt kan mærke graviditeten, har glæde af billedet af barnet. Men vi mangler stadig at se evaluering af rapportens antagelser. Vi mangler at se rapporter om effekt, opslutning, metoder, forældre/borgertilfredshed. Der er næppe tvivl om, at mange vordende forældre er meget glade for adgangen til scanning. Men om de er fuldt ud orienteret om den samlede pakke i forbindelse med nakkefoldscanning, det er spørgsmålet. Hvad har det nu med abort at gøre? Det er jo netop således at der er overlap mellem problemstillingerne. Der er overvejende to grupper af gravide at tage i betragtning. Den ene gruppe er den, der ønsker barnet, og den anden gruppe den, der af forskellige årsager ikke kan byde det velkomment (måske nok ønsker, men ikke tør, kan rumme en graviditet). Denne anden gruppe vil sjældent være i et dilemma omkring fosterdiagnostik, idet langt de fleste vil være klare over grænsen for fri abort og har valgt abort inden 12 ugers grænsen er overskredet. Jeg er opmærksom på, at jeg hermed ikke dækker diagnosesvigt, tvivl, sen opdagelse eller uventet ændring i kvindens/familiens sociale vilkår. Den gruppe kvinder, der senest er blevet bragt ind i debatten, blandt andet af et medlem af abortankenævnet og af Årgang 123/

16 Lillian Bondo Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, herefter speciallægerne, er gruppen af kvinder med ønsket eller accepteret graviditet, der møder usikkerhed i risikovurderingen. Det er blevet bragt frem, at det bør overvejes, om ikke der skal være en særlig løsningsmulighed til de familier, der fanges ind af risikovurderingen, så de fortsat, for eksempel op til 18 uger, kan vælge selv. Det er også blevet foreslået, at den misdannelsesscreening, der ligger i uger, evt. også skal kunne være adgang til selvbestemmelse. Har der nu tidligt i graviditeten luret en tvivl om det rigtige i IKKE at søge abort, så kan denne tvivl nu ved det jeg kalder gråzonetilfældene blive til et ønske om at få chok og bange anelser ryddet af vejen med en hurtig legal abort Det er også min fornemmelse, at vi i disse år, og som sædvanlig før en debat har nået at udfolde sig, inkrementelt ændrer praksis på området. Fordi vi KAN se misdannelser, SKAL vi handle på dem med abort. Er en læbe-ganespalte uforenelig med et godt liv? Er en manglende hånd? Og for nu at provokere totalt: er Downs syndrom? Og for hvem taler vi om det gode liv? For forældrene, der fravælger eller tilvælger, eller for barnet, eller begge? Jordemoderforeningen har før udtalt sig mod idylliserende betragtninger over handicaps. Jeg er helt klar over, at det i sidste ende er hver enkelt familie, der skal leve med fravalg eller tilvalg af svære handicaps eller sygdomme. Jeg tror imidlertid, at vi afgørende svigter gravide og par ved ikke at følges med dem i netop de overvejelser. Og de er så nødt til at følges med os, hvis de skal træffe tunge valg efter 12 uger, for ellers kan de ikke træffe de valg lovligt i Danmark. I det bedste af alle samfund kan gravide altid træffe det rigtige valg for sig selv efter uhindret adgang til den bedste information. I dagens Danmark er der ikke en sikring af tilstrækkelig informationsindsats, dersom vi ikke tvinges til det, ved at skulle være med på ruten til afgørelsen. Derfor mener jeg, at vi, samfundet lægger vores ansvar for grundig information fra os ved at åbne for abort på grundlag af, uafklaret, urimelig tvivl. Rimelig tvivl bør derimod, som i dag, åbne for abort, dersom kvinden/parret ønsker det. Det er også en svær afgørelse, der ikke gøres lettere eller mere rigtig af positivlister over større eller mindre handicaps. Det må altid skulle afvejes i hver enkelt sag, op mod ressourcer og behandlingsmuligheder. Nogle læger, jordemødre, sygeplejersker har frabedt sig deltagelse i aborthandling ud fra personlige holdninger. Det er deres ret, som skal respekteres. Men de fleste accepterer kvindens selvbestemmelsesret og hendes valg af nødløsningen abort. Jeg tror, at den tidlige grænse, og en viden om at der gøres en stor indsats som godt kunne være bedre for at forebygge uønskede graviditeter, er med til at sikre såvel befolkningens som personalets opslutning om abortretten. Vi skal også af den grund holde fast i den nuværende abortgrænse, og selv om levedygtighedskriteriet med ændring af grænsen mellem abort og dødfødsel blev noget rod med et krydsfelt mellem det ønskede og det uønskede barn, så er både 12-ugers grænsen og den anvendte praksis for sene aborter til at leve med for det personale, der er involveret i den bedste proces for kvinden. Vi vil ikke med hensyn til de ekstremt udsatte kvinder, der ind imellem kommer med fremskreden graviditet, men og så med misbrug og fortvivlende livsaspekter for sig selv og barnet kunne undgå ind imellem at skulle græde over spildte menneskeliv, både de voksnes og børnenes. Vi skal holde fast i abortgrænsen, fordi den giver en anstændig chance for selvvalg frem til et for kvinden skånsomt tidspunkt for abort. Og fordi de giver os en - kun alt for ringe efterlevet - forpligtelse til at informere og rådgive og afklare, ikke mindst det vanskelige. Lillian Bondo er formand for Jordemoderforeningen siden Uddannet jordemoder i KVINDEN&SAMFUNDET

17 Personlige historier Af Joan Bach Ludvigsen Der er i dag i Danmark to muligheder, man kan vælge imellem, når man skal have foretaget en abort. Det ene er den velkendte kirurgiske abort, som foregår under narkose. Det andet og nyere tiltag er den medicinske abort, der er blevet mere udbredt indenfor de seneste år. Kvinden&Samfundet har interviewet to kvinder, der begge, har fået foretaget en abort. At få foretaget en abort er et meget personligt valg. Det er også et valg, der sætter følelserne i gang hos mange mennesker. Det er derfor både modigt og åbenhjertigt af de to kvinder, der her fortæller deres historier til K&S læsere. Den første kvinde, som K&S talte med, er Line Øbo Andersen, som 29-årig fik hun foretaget en kirurgisk abort. Den anden kvinde fortæller om sine oplevelser i forbindelse med at få foretaget en medicinsk abort. Kvinden ønsker af personlige grunde at være anonym. Kvindens identitet er kendt af redaktionen på K&S. Interview 1 K&S: Hvorfor valgte du at få foretaget en abort? Line: Først og fremmest valgte jeg det, fordi jeg ikke var sammen med faren til barnet. Det ville betyde, at det at få barnet var noget, jeg skulle gøre alene, og det syntes jeg ikke, jeg var parat til. Derudover er jeg også i gang med en uddannelse, og det ville passe rigtigt dårligt med studiet. Så det passede ikke tidsmæssigt og heller ikke følelsesmæssigt. Jeg var ikke parat til at blive mor. K&S: Hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du valgte at få aborten? Line: Min alder overvejede jeg meget, fordi jeg var 29 år, og jeg har egentlig altid holdt fuldt og fast på, at når man nu var voksen og ansvarlig nok til at dyrke sex, så måtte man også tage det ansvar, der fulgte med. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det kan man ikke tage stilling til, før man selv står i situationen. K&S: Hvordan havde du det på hospitalet? Line: Jeg fik et hysterisk anfald på hospitalet. Ikke fordi jeg var i tvivl, om jeg havde taget den rigtige beslutning, men mere for selve indgrebet og narkosen og i det hele taget det at være dér på hospitalet i en sådan situation. Sygeplejerskerne troede, det var fordi jeg var i tvivl, og de blev ved med at spørge, om jeg nu var sikker på, jeg havde taget den rigtige beslutning. K&S: Vil du fortælle om selve forløbet? Line: Indgrebet var overstået ret hurtigt, man er vel i narkose i tyve minutter. Og da jeg vågende op, havde jeg ingen smerter, ingen kvalme og efter en halv time tog jeg hjem. Der var ingen bivirkninger, - de havde sagt, man kunne bløde et par dage efter eller have ondt i underlivet, men det oplevede jeg ikke. Det var en ok oplevelse, hvis man kan sige det sådan, - det kunne have været meget værre. K&S: Hvordan oplevede du personalet på hospitalet? Line: De var flinke. Faktisk havde min egen læge sat mig op til, at jeg skulle have en medicinsk abort, fordi det var så tidligt i forløbet. Men da jeg kom ud på hospitalet og min mor og jeg snakkede med sygeplejerskerne, blev vi sammen enige om, at både følelsesmæssigt og fordi jeg var midt i eksamen, så var det hurtigste og mest behagelige, at jeg kom ind og fik foretaget et indgreb. K&S: Var der nogen form for samtale på hospitalet efterfølgende? Line: Nej. K&S: Hvad med hos din egen læge? Line: Nej, jeg var nede hos ham halvanden uge efter, hvor han skulle mærke efter, om alt var i orden, og det var det. K&S: Hvordan har du det i dag med, at du har fået foretaget en abort? Line: Jeg tænker ikke ret meget over det, det må jeg indrømme. Jeg regnede faktisk med, at jeg ville få en reaktion i november måned, som var den måned jeg var sat til, hvis jeg ikke havde fået en abort, men der var ikke noget. Jeg har ikke fortrudt. Det var den rigtige beslutning, jeg tog. K&S: Føler du abort er et tabubelagt emne? Line: Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes ikke, det er tabu at tale om abort, - men det er det så alligevel lidt, i forhold til det der med alderen. Eller jeg har selv følt, at fordi jeg var 29 år og fik en abort, at så har andre måske rynket på næsen ad mig, men det har de ikke. Det er nok mere mig selv, der har følt, at når man Årgang 123/

18 Line Øbo Andersen var 29 år gammel, så burde man være ansvarlig nok til at blive mor. Så jeg synes alt i alt, det har været en, man kan ikke kalde det en positiv oplevelse, for det er det jo aldrig, men behandlingen omkring det og folk, jeg har snakket med om det har været positive og støttende. K&S: Personligt anser du ikke abort som et tabubelagt emne - men hvorfor tror du, at det er det for mange mennesker? Line: Det kunne være fordi det ikke er populært, når kvinder fravælger børn i deres liv. Nu har man i Danmark den mulighed at kunne fravælge børn, og det er der måske flere og flere kvinder, der gør. Kvinder, der i stedet vælger at bruge deres liv på at få en karriere eller på at have dyr eller noget helt tredje. Jeg tror, det, som er tabu, er, at kvinder fravælger moderrollen, og jeg tror heller ikke, mange kvinder tør stå frem og sige jeg vil ikke have børn. På en eller anden måde er det at frasige sig børn også at frasige sig noget kvindeligt, og det er tabu. K&S: Hvordan tror du, dit liv ville have set ud, hvis du ikke havde haft mulighed for at få en abort? Line: Altså, hvis der ikke var fri abort i Danmark, og jeg havde været nødt til at få det barn, så ved jeg, at jeg ikke ville have taget min uddannelse færdig. Jeg ville have endt i et lavtlønnet job og højst sandsynligt været enlig mor, og det er der jo ikke meget udvikling i. Jeg synes, alle kvinder fortjener at have retten til selv at bestemme, om de vil være mødre eller ej. Dog vil jeg pointere, at jeg mener, prævention er vejen frem her, og at få foretaget en abort ikke bare er noget, man gør. Interview 2 K&S: Hvorfor valgte du at få en abort? A: Jeg var 21 år, da jeg blev gravid, og jeg var ikke i et forhold med ham, jeg blev gravid med. Jeg følte ikke, jeg var klar til at blive mor. Jeg havde hverken økonomien eller en uddannelse på plads endnu, så derfor mente jeg ikke, det var det rette tidspunkt at få et barn. K&S: Hvorfor valgte du at få en medicinsk abort? A: Jeg fandt ud af, at jeg var gravid, da jeg var fire uger henne. Jeg gik til lægen, og han fortalte mig om den medicinske abort. Fordelen ved den medicinske abort var, at det kunne man gøre meget tidligt i forløbet, og ellers skulle jeg vente til jeg var ca. 7-8 uger henne, før jeg kunne få et indgreb. Jeg ville jo bare have det overstået så hurtigt som muligt, så det sagde jeg ja til. Min læge fik det også til at lyde, som om det var en naturlig måde at abortere på. K&S: Hvordan foregik selve forløbet? A: Jeg var først til forundersøgelse på hospitalet, og der fik jeg en pille med hjem, som jeg skulle tage aftenen inden, jeg skulle på hospitalet og få selve aborten. Det gjorde jeg så, og næste morgen tog jeg på hospitalet. Jeg havde meget kvalme og havde det virkelig dårligt. Efter to timers ventetid kom jeg ind, og her fik jeg en anden pille, og så fik jeg ellers bare lov til at ligge der og abortere. Man er vå- PERSONLIGE HISTORIER 18 KVINDEN&SAMFUNDET

19 gen hele vejen igennem. Der gik to til tre timer, før jeg måtte få noget smertestillende, for det måtte jeg ikke få, før selve aborten var gået i gang. Det var rimelig smertefuldt. Du er som sagt ved fuld bevidsthed under hele aborten, og du kan jo mærke det hele vejen igennem, at der er noget på vej ud. Det gjorde rigtig, rigtig ondt. Jeg synes, det var dårligt at jeg ikke kunne få noget smertestillende. Det havde jeg selvfølgelig ikke fået fortalt inden. Jeg havde ikke fået nok information om det, før jeg fik foretaget aborten. Jeg lå på hospitalet i syv timer. Jeg fik lov til at ligge der, til et par timer efter jeg havde aborteret, og så fik jeg ellers lov til at tage hjem. Jeg var derude alene, og det var ikke behageligt. K&S: Var du bange eller nervøs på hospitalet? A: Nej, egentlig ikke, jeg troede faktisk, det ville være meget naturligt. Jeg troede, forløbet ville være meget lettere, ud fra det min læge havde fortalt. Så jeg var ikke nervøs, mens jeg ventede, men da det gik i gang, og jeg lå og havde smerter og ikke kunne få noget smertestillende, da var jeg selvfølgelig meget bange og frustreret over, at jeg havde taget denne her beslutning. Det var meget hårdt psykisk. Det, at du er vågen hele vejen igennem. Det tog meget hårdt på mig, og jeg skulle nok have valgt at få foretaget et indgreb. K&S: Hvordan var det efterfølgende forløb? A: Jeg blødte kraftigt i fire til fem dage efter, hvor jeg lå sygemeldt derhjemme. Jeg havde kvalme og følte faktisk, at jeg stadig var gravid og var i tvivl, om det overhovedet var blevet gennemført. Derfor tog jeg til lægen, hvor jeg fik bekræftet, at jeg ikke længere var gravid, men at det var bivirkningerne ved at få foretaget en medicinsk abort. Jeg havde smerter i underlivet i længere tid end de fire til fem dage, det var jeg heller ikke blevet informeret om kunne ske. K&S: Fik du hjælp bagefter eller følte du, at du havde brug for at snakke med nogen om det? A: Jeg havde brug for at snakke med min læge om, hvorfor jeg ikke havde fået detaljerne omkring hele forløbet af vide, altså hvordan det rent faktisk ville foregå. Jeg havde som sagt fået det indtryk, at det ville være nemmere og en meget mere naturlig måde at abortere på og også den sundeste måde at gøre det på. Jeg fik snakket med min læge, men han sagde, at han havde givet mig nogle brochurer, som jeg bare kunne have læst. K&S: Hvordan har du det i dag? A: Jeg har det helt fint i dag. Jeg er glad for, at jeg tog den beslutning, men jeg skulle nok have fået foretaget et indgreb i stedet for en medicinsk abort. Jeg er glad for, at jeg havde muligheden for at få en abort, og jeg fortryder det ikke. K&S: Føler du at abort er et tabubelagt emne? A: Nu er jeg fra Tyrkiet, og det er absolut et tabu hos min familie, som er muslimsk. De ved ikke, jeg har fået foretaget en abort, og jeg tror heller ikke, de ville acceptere det, hvis de fik det at vide. Blandt mine veninder er det ikke et tabu og heller ikke blandt mine muslimske veninder, de har fuld forståelse for det. K&S: Hvordan tror du, dit liv havde set ud i dag, hvis du ikke havde fået en abort? A: Så havde jeg været enlig mor og skulle kæmpe for mit liv, og jeg havde nok stået helt alene med det. Det havde jeg ikke brudt mig om. K&S: Hvilke råd vil du give til kvinder, der overvejer at få en abort? A: Jeg vil på ingen måde anbefale en medicinsk abort. Derudover vil jeg anbefale, at man taler med så mange om det som muligt. Det er ikke et tabu, det føler jeg i hvert fald ikke. Folk er åbne, og der er masser af information at hente om det, bl.a. på Internettet. Undersøg det først, godt og grundigt før du tager beslutningen. Årgang 123/

20 Forkvindens beretning Af Karen Hallberg Landsforkvinde Dansk Kvindesamfunds økonomi var sikret i 2006, da vi fik en bevilling til driften fra Satspuljemidlerne. Bevillingen var øremærket til DK af Integrationsministeriet, og det har formentlig sin baggrund i, at foreningen har arbejde med forskellige emner indenfor integration igennem de sidste par år. Projekter Et af årets store projekter har været udarbejdelsen af en ny oplysnings- og debatpakke om CEDAW-konventionen. Vi ønsker at udbrede kendskabet til konventionen og arbejde for, at den bliver indarbejdet i dansk lovgivning. Pakken, der udkom i marts 2007, indeholder bl.a. en artikelsamling med bidrag fra Karen Sjørup, Drude Dahlerup, Anette Borchorst og Anette Dina Sørensen. Udover artikelsamlingen indeholder den også en række faktaark om konventionen, case studies, statistisk materiale og den danske regerings rapport til CEDAW-komiteen. Leslie Larsen og Charlotte Møller har stået for projektet med udarbejdelsen af pakken som henholdsvis koordinator og redaktør. Lanceringen fandt sted d. 26. marts med deltagelse af repræsentanter fra bl.a. Internationalt Ligestillingsudvalg. I august udkom en CEDAW-antologi, som blev til i et samarbejde mellem de gamle kvindeorganisationer, KULU, Kvinderådet og Dansk Kvindesamfund. Antologien havde journalist Ulrikke Moustgaard som redaktør. Lanceringen foregik på Café Charlottenborg med deltagelse af over 100 mennesker. Det skete på den dag, hvor Danmark skulle eksamineres af CEDAW-komiteen. Antologien har en bred målgruppe og appellerer således til alle kvinder, der interesserer sig for ligestilling og kvindepolitik. DK håber at kunne udvikle samarbejdet med KULU og Kvinderådet til at omfatte andre tiltag omkring arbejdsmarkedsforhold, barselsfond mv. Dansk Kvindesamfunds Krisecenter Krisecenteret er nu oppe på fuld kapacitet, og centeret ledes af en kvinde med stor erfaring indenfor krisecenterarbejde. Desuden er der ansat en socialrådgiver til at tage sig af de mange komplicerede sociale spørgsmål, som klienterne kommer med. Derudover får mange kvinder telefonisk og personlig rådgivning fra krisecenteret. De ca. 40 frivillige, som indgår i vagtplanen, modtager undervisning og supervision. Det var oprindeligt meningen, at krisecenteret skulle være bemandet hele døgnet, men dette har ikke været realisabelt, da det ikke har været muligt at skaffe tilstrækkeligt med frivillige nattevagter. Krisecenteret figurerer nu på Tilbudsportalen, hvor alle offentlige tilbud skal annonceres. Belægningsprocenten på krisecenteret har siden nytår været på 80%. Renovering af lokaler Der er sket store forandringer på sekretariatet, idet lokalerne er blevet renoveret med ny gulvbelægning, malede vægge og nye møbler. Hanne Helth har forestået projektet, og lokalerne fremstår nu lyse og venlige, så vi igen kan være bekendt at modtage gæster. Lokalerne indvies med en fest lørdag d. 9. juni, og alle DK s medlemmer er inviteret. Kvinden&Samfundet I 2006 blev der udgivet 5 numre af Kvinden&Samfundet. De 3 blev udarbejdet af Buffy Lundgren og Charlotte Møller, landsmødenummeret af Mette Nørgaard Poulsen, og decembernummeret af Hansina Djurhuus. Årets temaer i bladet har været Køn og Velfærd, Magt, Solidaritet, Kvinder og Sundhed, og Kvinder og Pension. Planen er at ansætte en fast redaktør i løbet af Bladet udgives med støtte fra Hulda Pedersens Legat og Tuborgfondet. Høringssvar DK har afgivet 3 høringssvar indenfor det sidste år. Der er udarbejdet høringssvar om Forældreansvarsloven, hvor DK fokuserede på barnets tarv i stedet for på forældrenes ret. De to andre høringssvar drejede sig om et notat om lovgivning 20 KVINDEN&SAMFUNDET