Græsarter og -sorter til plænebrug

Transkript

1 1 Græsarter og -sorter til plænebrug Græs er naturens konstante velsignelse og tilgivelse for alle de indgreb, menneskene foretager i det naturlige miljø. I den tempererede vækstzone, herunder også danske vækstforhold, omfatter græsserne ca. 100 arter fordelt på nogle ganske få slægter. Af disse ca. 100 arter er der kun nogle få, der anvendes til græsetablering, herunder forstået græsplæner til forskellige former for idræt, haveplæner, rekreative arealer, m.v. Disse arter fordeler sig på flere sorter inden for hver art. I de seneste år er der udført et intensivt forædlingsarbejde for at finde nye arter og sorter, der kan anvendes inden for plænegræssektoren. Man har især interesseret sig for at finde græsser, der har større dyrkningssikkerhed, større slidstyrke under de givne forhold, formindskede etablerings- og vedligeholdelsesudgifter. Samtidig har det været et ønske, at græsserne skulle være vedvarende og have et tiltalende udseende. Endvidere udføres der i disse år et intensivt arbejde på at forbedre de arter og sorter, der i øjeblikket anvendes til plænebrug. Man søger at give græsserne forbedret genetisk modstand mod sygdomme, skadedyr og ukrudt. Man forsøger at give græsserne bedre morfologiske og fysiologiske egenskaber ved at udvælge græsser med lav og tæt bladvækst og dermed bedre plænedannende egenskaber og større tolerance mod de forskellige faktorer, som påvirker græsserne i uheldig retning. Bestræbelserne går ud på at finde nye eller for,bedrede græssorter til sportsbrug, til skyggebrug, til anvendelse på vejskråninger, til rabatter, hvor salttilførsel kan skabe uheldige vækstvilkår. Samtidig må man også lære at sammensætte græsarter og -sorter efter de vækstforhold, der findes på voksestedet og til det formål, der er tænkt på ved græssets etablering. Man må vælge de græsarter og -sorter, der har størst persistens, størst slidstyrke og længste vækstperiode under de givne forhold og til det givne formål. Planteforædlernes krav til Kvalitetsegenskaber hos græsser til plænebrug 1. Hurtig spiring og etablering. 2. Stor skudtæthed (aggressiv mod ukrudt). 3. Vækst ved stoloner eller rhizomer. 4. Slidstyrke (planter, skud, bladantal, morfologi, cellulose, rodmasse, roddybde). 5. Genvækst efter slid (vækstpunkt, udløbere). 6. Lav vertikal vækst, kort maximumshøjde. 7. God farve og ensartethed. 8. Resistens eller tolerance mod sygdomme. 9. Let at klippe. 10. Ingen eller få frøstængler. 11. Ingen ophobning af dødt plantemateriale. 12. Tolerance mod specielle forhold (salt, skygge, tørke, oversvømmelse, tunge metaller). Parkforvalterens krav til Græs til plænebrug med hensyn til pleje og pasning 1. Stor slidstyrke. 2. God regenerering uden eftersåning. 3. Lav kl ippefrekvens. 4. Hurtig etablering. 5. Stor skudtæthed. 6. God farve og ensartethed. Enkeltplanter til videre forædling. Parkforvalterens største problemer i forbindelse med pleje og vedligehold af sportsplæner 1. Klipningen. 2. Sliddet. 3. Komprimering. 4. Drænering. 5. Renovering. 7

2 Morfologiske forskelligheder hos græsarter og -sorter Græsarter og -sorter varierer i roddybde, slidstyrke, klippetolerance, sygdomstolerance, i forhold til krav til gødning og vand, i reaktion på varme og kulde. Det er derfor nødvendigt at have en vis basisviden om græsarterne og deres udseende for at kunne foreskrive den rette behandling vedrørende pleje og pasning af de tilstedeværende græsarter og -sorter. Jo tættere græsserne er i familie med hinanden, desto mere ensartet er de biokemiske reaktioner på forskellige behandlinger, som græsserne med passende mellemrum udsættes for. Græsarternes klassificering eller systematik støtter personen, som har med pleje og pasning at gøre på to måder: 1) Til genkendelse af græsarter 2) Til identifikation af græsarter Genkendelse og identifikation kan ikke altid ligestilles. Genkendelse er viden om små detaljer og finesser, der gør en person i stand til, med et blik, at kunne kende græsarterne fra hinanden. Identifikation er en metode, hvor man ved nærmere studier af blomsterstand, blomsternes størrelse og form, behåring, kromosomtal og andre beskrivende karakteristika er i stand til at kunne finde frem til en bestemt græsart. Til identifikation af græsarter er det nødvendigt at være forsynet med en lup med 5-10 x forstørrelse. Større forstørrelse er ofte til større gener end fordele på grund af mindre synsfelt og vanskeligheder med at få tilstrækkeligt lys på emnet. Vejledningen til identifikation af græsarter er en todelt nøgle, konstrueret som en landevej, der deler sig i to grene. Man må ustandselig vælge enten højre gren eller venstre gren for at komme frem til målet. Med græsplanten i hånden er den første vejforgrening enten bogstav A eller AA i den efterfølgende bestemmelsesnøgle. Det er nødvendigt at studere de karakteristiske egenskaber under såvel A som AA, inden man vælger det næste trin i nøglen. Omtale af skedehinde, auricler (bladører), bladskeder findes i illustrationerne. Det kan ofte være nødvendigt at undersøge flere planter for en bestemt karakter. Den pågældende karakteregenskab kan være variabel. Ved et uheldigt tilfælde kan man have udvalgt sig en plante, der er glat i en population, der ellers normalt er behåret. Græsserne i ligegyldig hvilken gruppe man vælger, er igen delt op i to grupper, enten B, BB eller I, 11. Nøglen fortsætter med at dele græsserne op i stadig mindre grupper, indtil man til sidst står med et græs tilbage. Til genkendelse af græsarterne anvendes detaljer som bladfarve, bladtextur og vækstmåde. Der er mange komponenter involveret i græsbladets textur. Textur er funktionen af bladbredde og længde, om bladets rande er parallelle eller sammenløbende til en spids. Texturen påvirkes af vækstmåde og af pleje og pasning. Ved f.eks. i hvener eller enårig rapgræs at ændre klippehøjden fra ca. 3,5 til ca. 0,8 cm reduceres bladbredden med ca. 50 %. Texturen varierer også i forhold til plantetæthed og miljøet på voksestedet. BI2 dene fra skud, der vokser i tuer eiler kommer fl underjordiske udløbere, har opret vækst. Blade, der kommer fra overjordiske udløbere, danner ofte en mere eller mindre skarp vinkel med den pågældende udløber, bladene kommer derfor enkeltvis og aldrig samlet som fra en tue. Morfologiske kendetegn hos de mest anvendte plænegræsser Engrapgræs har mange oprette blade med parallelle sider, hvilket giver græsset et velplejet udseende, med mindre klippehøjden er så stor, at bladene bøjer sig tilfældigt ind over hinanden. Bladfarven er friskgrøn og bladene 2-3 mm brede afhængig af vækstsæson og klippehøjde. En plæne med engrapgræs skinner ikke blank. En kontrol på engrapgræs kan gøres på bladene. Engrap~ græsblade har hætteformet eller bådformet spid,' Der findes en lang lys stribe på hver side af midter~ ribben. Skedehinden er meget kort. Alm. rapgræs har lysere blade end engrapgræs. Skedehinden er lang og spids. Stængelbasis rødlig. Enårig rapgræs har næsten altid tværrynkede blade. Gode sorter af alm. raigræs ligner på afstand engrapgræs. Kigger man henover en raigræsplæne, vil man bemærke glimtene fra de skinnende blanke bladundersider. På grund af de meget seje karstrenge i raigræs er det vanskeligt at klippe græsset, uden at der bliver trevlede ender i~' spidsen af bladet. De trevlede ender er lette at se, \ og de vil let misfarve græsplænen. Raigræs kan forveksles med kamgræs, men raigræs har rødlig

3 stængelbasis, kamgræs har gullig stængelbasis. Raigræs har auricler, disse manglerved kamgræs. Raigræs kan også forveksles med engsvingel. Hos raigræs er bladrandene glatte, medens de hos engsvingel er ru. Forskellen er let at konstatere, hvis man vil trække bladkanten henover læberne. Strandsvingel og engsvingel er skinnende blanke på bladundersiden ligesom raigræs, men bladene har meget grovere textur. Der er ikke større mulighed for at forveksle græsserne, medmindre planterne er helt små. De ru bladkanter og de tilspidsende blade adskiller de to græsarter fra raigræs. Bladfarven hos strandsvingel og engsvingel tenderer til at blive mere Iysegrøn-æblegrøn. Strandsvingelens blade synes mere udbredte end bladene hos engsvingel, der har mere oprette blade. Strandsvingel har behåret bladkrave. Engsvingel har glat bladkrave. Raigræs har klaplagt bladleje, engsvingel og strandsvingel har rullet bladleje. Medens strandsvingel er let at kende på de meget grove blade er rødsvingel let at kende på de meget smalle, oprette blade. Bladfar'!en hos rødsvingel passer nogenlunde til bladfarven hos engrapgræs og raigræs. Hos rødsvingel er bladene ikke blot smalle, men de er også ofte sammenrullede, således at man ikke kan se, at bladet er fladt, bladet har samme form set fra alle sider. Brede blade kan forekomme på frøstængler, men aldrig'l det klippede græs. Hos hvenerne vil de korte tilspidsede blade adskille dem fra øvrige græsarter. Bladene hos hundehvene er smallere og finere end hos de øvrige hvenearter, bladfarven er Iysegrøn-æblegrøn. Krybende hvene er mere variabel, og mange nuancer forekommer. Bladfarven er friskgrøn, men tenderer til at blive grågrøn. I alm. hvene har Highland Bent et meget karakteristisk grågrønt skær og en tendens til at danne isolerede pletter i blandinger med andre græsarter. Highland Bent ligesom lægger sig ovenpå de øvrige arter i frøblandingen. Det er forholdsvis let at kende hvenearterne fra andre græsarter, men det kan være svært at skelne de enkelte hvenearter fra hinanden. l~~1 \ A D A Trevlede bladspidser er ofte typisk for klippet rafgræs. Ra/ græs, engsvingel og strandsvingel har ribber på oversiden af bladet og er skinnende blank pa undersiden. B. Alle tre græsarter har rødlig stænge/basis. C. Behåring på bfadkraven er typisk for strandsvingel. D. Alm. rajgræs har kfapfagt blad/eje. Engsvingel og strandsvingel har rullet blad/eje. g

4 Skedehinde Bladplade Bladkrave Bladskede D E ~ G ~H J Q K rir"') iii I M Karakteristiske egenskaber, som er anvendelige til identifika~ tion af plænegræsser i blomsterløs stand. A. Udsnit af stængel med blad, krave, skedehinde, auricel og bladskede. B. Ruffet blad/eje. C, K/ap/agt b/ad/eje, D. Bladet tflspidsende. E. Blad med paraf/e/le bladkanter og bådformet spids. F Blad med mere eller mindre kort spids. G. Bladet kan være ribbet på den ene side og glat på anden side. H. Bladet kan være ribbet på begge sider. I. Bladet kan være glat på begge sider. J.K.M. Skedehinden kan være hindeagtig, lang - kort. J.K. Bladskederne kan være overlappede. Parallelle. L. Rørformet. M. Der kan være behåring på bladskeder. J. elfer på kraven L. 10

5 A E Skedehindernes udseende er en værdifuld hjælp til adskillelse af hvenearterne. A. Hundehvene (A. can/na). B. Stortoppet hvene (A. gigantea). C. Krybende hvene (A. stolonifera). D. Alm. hvene (A. tenuis). E. High/and Bent. Rødsvingel har ffne, ofte sammenrul/ede blade og stor skudtæthed. 11

6 iii 6 r. Stivbladet Svingel. 2. Faare-Svingel. 3. Rød Svingel. 4. Eng-Svingel. 5. Almindelig Rajgræs. 6. Italiensk Rajgræs. 7. Krybende Hvene. 8. Almindelig Hvene. 9. Kvik. I,!rI!: Kamgræs. 11. Timothe. 12. Hundegræs. 13. Lund~Rapgræs. 14. Almindelig Rapgræs. 15. Eng~Rapgræs, 16. Fladstraaet Rapgræs. 17. Enaarig Rapgræs. 12

7 NØGLE TIL BESTEMMELSE AF PLÆNEGRÆSSER I BLOMSTERLØS TILSTAND Numrene refererer til Numrene pea side 12. A Btade smalle, indtil ca. 2 mm brede, B. Blade haarfine eller stive børsteformede eller næsten traadformede og da relativt lange. C. Bladgrund paa F/ankerne med klapformede Fremspring. Ører (se Nr. 1), der bagtil gaarover i Skedehinden. Blade uden skarp Kø'- Bladspidsen ikke kappeformet. O. Bladgrund, stærkt led- el/er næsten stilkformet, har som udviklet ofte en lysere Farve end selve Bladet. Gamte Bladskeder stive, hindeagtige, længe vedvarende. Blaagrønt ejler graagrønt, tæt tuet Græs. Stivbladet Svingel (Nr. 1J. OD. Bfadgrund ikke paara/dende udviklet. Gamle Bladskeder bløde, henvisnende. E. Blade haarfine. Bladskeder glatte, ikke rødlige. Mørkegrønt, tæt tuet Græs. Faare-Svingel (Nr. 2). EE. Blade grovere. Bladskeder fint dunhaarede, næsten altid rødlige. Oftest graagrønt Græs med Skuddene i løse Tuer eller enkeltvis. Rød Svingel (Nr. 3). ee. Bladgrund uden ører. Blade med skarp Køl og med kappeformet Spids. Med lange underjordiske Udløbere. Former af Eng-Rapgræs (jvf. Nr. 15). BB. Blade bløde og bøjelige, ikke børsteformede og ikke paafaldende lange. F. Blade stribet-furede paa hele Oversiden. G. Bladleje klaplagt. Blade kølede, stærkt glinsende paa Undersiden. Nedre Bladskeder oftest rødlige. Tueformet. Almindelig Rajgræs (Nr. 5). GG. Bladleje rullet. Blade ikke kølede og ikke paara/dende blanke paa Undersiden. Nedre Bladskeder ikke rødlige. Ofte med overjordiske Udløbere. Krybende Hvene (Nr. 7). FF. Blade kun med 1-2 utydelige Furer langs Bladoversidens Midtlinie. H. Blade lige brede fra Grund tif Spids, Spidsen tydeligt kappeformet. Bladskeder oftest rødlige. Skedehinde temmelig kort, men tydelig. Undertiden med korte overjordiske Udløbere. Almindelig Rapgræs (Nr. 14). HH. Blade mere jevnt afsmalnende mod Spidsen, utydeligt kappeformede. Bladskeder ikke rødlige. Skedehinde yderst kort. Ingen Udløbere. Lund-Rapgræs (Nr. 13), AA Blade bredere, over 2 mm brede. I. Bladgrund med Tænder (Skedelukke). Blade mere eller mindre tyderigt stribetfurede paa Oversiden. J. Skedelukke svagt udviklet, paa svage Skud er Tænderne ofte kun vorteformede. Blade ikke blanke paa Undersiden. Nedre Skeder ikke rødlige. Skud enkeltvis, Lange underjordiske Udløbere. Kvik (Nr. 9). JJ. Skedelukke i Reglen kraftigt udviklet. BJade blanke paa Undersiden. Nedre Skeder oftest rødlige. Skud tueformet samlede. K, Bladleje klaplagt. Blade, i hvert Fald ved Grunden tydeligt V-formlgt sammenlagte. Skedejukkets Tænder ofte tungeformede (dvs. med parallelle Rande). Almindelig Rajgræs (Nr. 5). KK. Bladleje rullet, Blade ikke sammenlagte. Skedelukkets Tænder oftest jævnt tilspidsede. L. Bladgrund noget kraveformet udvidet, Tænder kraftige. Blade i Reglen 6-10 mm brede. De kraftigste Nerver i gennemfaldende Lys synlige som lyse Striber lige til Bladets Spids. Skedehinde kort, under 1 mm lang. Eng-Svingel (Nr. 4). LL. Bladgrund og Tænder mere moderat udviklede, Blade i Reglen 3-B mm. brede. Nerverne mod Bladets Spids ikke synlige I gennemfaldende Lys. Skedehinde længere, 1 mm eller derover. Italiensk Rajgræs (Nr. 6). fl. Bladgrund uden Tænder. M. Bladene stribet-furede paa Oversiden. N. Bladgrund med Ører, Bladskeder fint dunhaarede. Kraftige Skud af Rød Svingel (jvf. Nr. 3). NN. Bladgrund uden Ører, Bladskeder glatte. O. Blad/eje klaplagt. Blade i det mindste for neden sammenklappende, med Kø/,jævnbrede overen stor Del afderes Længde. Skedehinde tyk, ofte grønlig. Tueformet Vækst. Kamgræs (Nr. 10). 00. Bladleje rultet. Blade uden Køl, jævnt tilspidsede næsten fra Grunden. Skedehinden tynd, hvidlig eller farveløs. P. Skedehinden lang, oftest spids. Bladgrund i Reglen Ikke paafaldendeskæv. Ofte lange, overjordiske Udløbere. 13

8 Krybende Hvene (Nr. 7') PP. Skedehinden kort, lige afskaaret. Bladgrund oftest paataldende skæv. Løst tuet. Ingen overjordiske Udløe re. Almindelig Hvene (Nr. 8). MM. Bladene jævne paa Oversiden (bortset fra 1 eller 2 Furer langs Bladets Midtlinie). O. Bladleje rulfet. Blade ikke tydeligt kølede. Skedehinden ofte tandet med en særlig kraftig Tand i den ene Rand. Bredbladet Græs. De gamle Stubbe i Reglen opsvulmede ved Grunden. Timothe (Nr. 11). 00. Bladleje klaplagt. Blade tydeligt kølede. R. Kun 1 Fure paa Bladets Overside i Sammenfoldningsvfnkelen. Bladets Rande og Køl mod Spidsen ru. Blade brede, ca mm. Lang, ofte noget flosset Skedehinde. Hundegræs (Nr. 12). RR. 2 Furer paa Bladets Overside i Sammenfoldningsvinkelen, i Reglen synlige som 2 lyse Linier igennemfaldende Lys. Bladrand næppe ru. Blade smaffere. S. Enaarig. Nogle at Bladene næsten altid noget tværbølgede. Skedehinde i Reglen lang og spids, men varierende. Blade relativt korte og brede. Ingen overjordiske Udløbere. Enaarig Rapgræs (Nr. 17). SS. Fleraarige. Blade aldrig tværbølgede. T. Nedre 8ladskeder rødlige. 2 Slags Skud: 1) Oprette Skud (senere blomstrende) med relativt brede Blade og meget lang og spids Skedehinde og 2) Opstigende Skud (ofte paa korte overjordiske Udløbere) med relativt smalle Blade og temmelig kort Skedehinde. Almindelig Rapgræs (Nr. 14). TT. Nedre Bladskeder ikke rødlige. Alle Skud ens. U. Ingen underjordiske Udløbere, Skud løst tueformet samlede. Bladskeder kun lidt sammentrykte, næsten trinde. Bladpladen ved Grunden pludseligt, næsten hjerteformet, sammentrukken. Bladspi( sen kun utydeligt kappeformet Skedehinde yderst kort. Spinkelt Græs. Lund-Rapgræs (Nr. L., uu. Med underjordiske Udløbere. Bladskeder stærkt sammentrykte, flade. Bladpladen gaar mod Grunden mere jævnt over i Bladskeden. Bladspids tydeligt kappeformet. Mere robuste Græsser. v. Oftest flere Skud sammen. Skedehinde meget kort, indtil 1 mm, kraftig og ofte grønlig. Blade oftest meget lange, i Reglen græsgrønne. Bladgrund, især paa kraftige Skud, stærkt udviklet, tværbølget, undertiden randhaaret. Eng-Rapgræs (Nr. 15). VV. Skud enkeltvis. Skedehinde ca. 1 mm lang ellerlængere, tynd, hvid. Blade ikke paafaldende lange, i Reglen noget blaagrønne. Bladgrund ikke tværbølget. FJadstraaet Rapgræs (Nr. 16). 14

9 80rtsbestemmelse indenfor græsarter til plænebrug I de sidste år har græsforædlingen taget en meget dynamisk udvikling. Når man tidligere talte om landsorter, eller om frø fra et bestemt oprindelsessted, så taler man i dag om sorter indenfor de enkelte arter. Konsekvensen af den ændring, som forædlingen har taget, medfører, at kun anerkendte sorter indenfor bestemte arter må markedsføres. Forædlingen er blevet så konsekvent, at der nu forædles græs til bestemte formål. Begyndelsen var såkaldte høtyper, tidligt blomstrende sorter, så kom afgræsningstyperne, sildigt blomstrende, bladrige typer, sidst kom deciderede sorter til plænebrug, som slet ikke er anerkendt til foderbrug, men udelukkende til græsplæner med et eller andet bestemt formål, prydplæner, parkplæner, sportsplæner, vejskråninger, rabatter med mere. Statens Planteavlsudvalg har derfor tillige med listen over anerkendte græsser til foderbrug også en liste med anerkendte græsser til plænebrug. Indenfor visse arter overstiger antallet af anerkendte sorter til plænebrug antallet af anerkendte græsser til foderbrug. Arsagen til denne omstilling er, at indenfor visse arter bruges over halvdelen af det producerede frø til plænebrug under en eller anden form. Ved afprøvning af græssorter til plænebrug vurderer man de nye sorter i henhold til nyhed, selvstændighed, persistens og homogenitet ved hjælp af fastlagte morfologiske og fysiologiske kendetegn. Samtidig vurderer man sorterne efter deres egnethed til prydplæner sportsplæner og egnethed til udsåning på vejskråninger og rabatter. Alle disse afprøvninger kræver normalt et tidsrum på tre år. Til afklaring af problemet sortsægthed varer disse afprøvninger alt for længe og er økonomisk uholdbare. Til afklaring af problemet er det nødvendigt at have metoder, som indenfor det kortest mulige tidsrum giver tilstrækkelige oplysninger om en frøprøves sortsægthed. Mulige metoder til hurtig bestemmelse af sortsægthed kan være: 1. Laboratorieundersøgelser. F.eks. ploiditrin, kromosomtal, fenolfarvning, fluorescens. 2. Morfologiske undersøgelser af de enkelte frø, herunder også vægten af det enkelte frø. 3. Undersøgelser og fastlæggelse af de sortstypiske morfologiske og fysiologiske kendetegn i kimplanter og i planter med flere nyudviklede blade i en periode op til 8-10 uger efter såning og spiring. Der skal i det følgende berettes nærmere om punkterne 2 og 3. Punkt 2 vil kun omhandle frøvægten. 2) Undersøgelser af frøvægtens egnethed til sortsadskillelse. Det har været af interesse at få undersøgt, om forædlingen af landsortertil kultursorter ogvidere til høtyper og afgræsningstyper har ændret frøstørrelsen i de forædlede sorter. Ved at studere den foreliggende litteratur over emnet kan man drage den slutning, at frøvægten er en arvelig egenskab. Samtidig kan man konstatere, at frøvægten kun i meget extreme tilfælde kan anvendes som sortskendetegn på grund af miljøfaktorenes varierende indflydelse på frøvægten. Yderligere kan man konstatere, at frøvægten i de sildigt blomstrende afgræsningstyper er mindre end i de tidligt blomstrende høtyper. Frøvægtsundersøgelser i rødsvingel Rødsvingel kan opdeles i tre underarter. 1) Rødsvingel med lange udløbere. F. ru bra rubra, 2n = 56 2) Rødsvingel med korte udløbere. F. rubra trichopylla 2n = 42 3) Rødsvingel uden udløbere. F. rubra commutata, 2n = 42. Tabel 1 Antal prøver Tusindkornsvægt..- fca til gennemsn 192 IRødsvingel m.1. udløbere I Rødsvingel m.k. udløbere RødsvIngel uden udløbere Rødsvingel j almindelighed Stivbladet svingel Fåresvingel

10 Rødsvingel med lange udløbere er anerkendt til foderbrug og ikke til plænebrug. De to andre underarter er kun anerkendt til plænebrug. Ved undersøgelser af mange frøpartier af rødsvingel har man fundet frøvægtene angivet i tabel 1. Af tabel 1 fremgår, at rødsvingel med lange udløbere har størst tusindkornsvægt. Lidt lavere i frøvægt ligger rødsvingel med korte udløbere, og endnu lavere ligger rødsvingel uden udløbere. Selvom tusindkornsvægt i den enkelte sort og art kan fikseres som arvelig, så er en adskillelse i underarter på grundlag af frøvægten ikke mulig. Dertil er variationerne i frøvægtene alt for stor. Variationsbredden i tusindkornsvægt hos enkelte sorter fremgår af tabel 2. Tabe/2 Antal prøver Tusindkornsvægt _. - Rødsvingel m. udløbere 1m til gennernsn. 25 Gracia Roland Novorubra _-""-"" Rødsvingef u. udløbere 31 Highlight Koket ( Rasengold De store variationer i frøvægt indenfor de tre grupper rødsvingel og også imellem sorterne indenfor de forskellige grupper skyldes flere faktorer. De væsentligste faktorer er de klimatiske og edafiske, de avlstekniske som f.eks. udsædsmængde, gødskning, modningsgrad, lagerbetingelser, antal frøstængler, antal småblomster på hver stængel, for blot at nævne nogle. Lagringstiden har også indflydelse på frøvægten, se tabel 3. Tabet 3 Antal prøver Tusindkornsvægt gennemsnit 50 Rødsvingel høst Dette samme parti efter et års lagring For at holde frøvægten konstant må man opbevare frøet ved lige høje luftfugtighedsgrader. Ved sammenligning af frøvægte må der kalkuleres med en bestemt tørstofbasis, som f.eks. kan være 85 eller 90 %. Omkostninger i denne forbindelse står på intet tidspunkt i rimeligt forhold til nytteeffekten bortset fra, at tusindkornsvægten som diagnostisk værdi er uanvendelig til adskillelse af sorter og grupper. Adskillelse af stivbladet svingel fra rødsvingel er også umulig på basis af tusindkornsvægt. Gan vist ligger tusindkornsvægten hos stivbladet SVi" gel i gennemsnit tydeligt under den hos rødsvingel, men i enkelttilfælde kan det være omvendt. Kun fåresvingel adskiller sig tydeligt fra de andre grupper. Her kan tusindkornsvægten være et brugbart hjælpemiddel, men netop hos fåresvingel er dette kendetegn uden større betydning til artsidentificering på grund af andre kendetegn, der gør adskillelse mulig. 3) Undersøgelser og fastlæggelse af sortstypiske, morfologiske og fysiologiske kendetegn i kimplanter og i planter med flere nyudviklede blade I en periode op til 8-10 uger efter såning og spiring. Sortsadskillelsen udføres på basis af typiske kendetegn hos de enkelte sorter. De enkelte sorter kan variere i en eller flere af kendetegnene i ''') færre forskellighedskriterier der findes, di større må de være for at man med sikkerhed kan adskille sorterne. En sort eller en sortsegenskab bl iver mere homogen og bestandig, jo mere intensiv forædlingen bliver på den bestemte egenskab eller det bestemte kendetegn. Da forædlingen I dag går ud på at frembringe sorter med bestemte egenskaber til bestemte formål, bliver de selekterende egenskaber hovedsagelig af morfologisk eiler fysiologisk natur. Omtalen af sortsforskelle begrænses her til sorter indenfor arterne rødsvingel, engrapgræs, alm. ralgræs, timothe og hvene. Frøet må såes omhyggeligt i ensartet dybde og med ensartet plantebestand, enten i sphagnum eller i enhedsjord. På bestemte udviklingstrin efter Feekes Heyland skalaen bedømmes planterne efter følgende karakteristika: 1) Vækstform 2) Skudtykkelse 3) Bladfæstets højde 4) Bladbredde 5) Bladfarve Vurderingen af de forskellige karaktertræk finder sted efter skalaen 1-9, hvor 1 altid er det dårligste, tidligste, svageste, 9 er det stærkeste, seneste. De tydeligste forskelle fastholdes fotografisk. Optagelserne sker i perioden 3-8 uger efter udsåning. I arterne raigræs, timothe og hvene kan man i etableringsperioden efter spiring finde tydelige sortsforskelle I planteudviklingen. 10 dage efter udsåning er fodertyperne i raigræs tydeligt krafti- 16

11 gere end plænetyperne. Lignende forskelle kan man se i timothe 25 dage efter såning. Afgræsningstyperne med 42 kromosomer er tydeligt kraftigere end plænetyperne vild timothe med 14 kromosomer. Lignende forskelle konstateres mellem sorterne i arterne krybende hvene, alm. hvene og hundehvene. Forskellen i voksehøjde er konstant i hele bedømmelsesperioden. Også i de øvrige ovennævnte karaktertræk viser sorterne indenfor de tre arter så sikre forskelle, at de kan anvendes til adskillelse af sorterne. Indenfor plænegræssorterne af engrapgræs og rødsvingel mangler de udviklingsbetingede variationer i denne periode. Indenfor sorterne af engrapgræs kan man imidlertid efter ca. 5 ugers forløb finde forskelle i karaktererne 1) vækstform, 2) skudtykkelse, 3) bladfæstets højde, 4) bladbredde. Med hensyn til bladfarve er der kun nuancer til forskel. Indenfor rødsvingel fremtræder forskelle i væksttypen ca. 7 uger efter udsåning. I den begyndende udvikling viser alle de undersøgte rødsvingelsorter lav udbredt vækst, senere i udviklingsforløbet opstår der sortstypiske forskelle. Ved udsåning om efteråret kan man allerede efter 5 ugers forløb se vækstforskelle mellem sorterne i rødsvingel. I sorterne af rødsvingel er der kun ringe forskel mellem 1) skudtykkelse, 2) bladfæstets højde, 3) bladbredde. Derimod viser sorterne af rødsvingel meget større farvevariation end sorterne af engrapgræs. Den største forskel mellem alle sorterne i de undersøgte arterfinder man i 1) vækstformen. Ved vurdering af 2) skudtykkelse kan man opdele 4 sortsgrupper. Efter 4) bladbredde kan man opdele sorterne i 3 grupper. Efter 3) bladfæstets højde og efter 5) bladfarven kan opdeles i 2 sortsgrupper indenfor en enkelt art. Efterårssåning giver samme morfologiske forskelle som forårssåning. Gentager man forsøget under andre miljøbetingelser, kan man drage følgende slutning: 1) Tydeligheden i de morfologiske egenskaber på unge planter synes at være stabil og lige reproducerbar. 2) Forskellige årgange af samme sort viser det samme fremtoningspræg, når den sort, der afprøves er stabil. 3) Arstiden har kun liden indflydelse på forskelle i planternes vækst og udseende, under den bestemte forudsætning, at de krav, der stilles til vækstfaktorerne er i orden. De konstaterede forskelle må bedømmes med en vis forsigtighed. Det drejer sig om subjektive vurderinger, tillige må man tage i betragtning, at græsserne er fremmedbefrugtere og derfor aldrig fuldkommen ens, tillige må man tage i betragtning, at nyudviklede planter indeholder et begrænset antal afvigere, dvs. individer med andre morfologiske og fysiologiske egenskaber. Forskellige væksttyper i rødsvingel og muligheden for at adskille de forskellige typer I rødsvingel findes der som bekendt sortsforskelle med hensyn til forekomsten af underjordiske udløbere. For få år siden var det sædvane at skelne mellem to grupper rødsvingel: Sorter uden udløbere, tuedannende typer, som havde hexaploid kromosombesætning, 2n ~ 42 kromosomer og sorter med udløbere, som havde enten 2n ~ 42 kromosomer eller oktoploide (2n ~ 56). Nyere cytologiske undersøgelser i rødvingelsorter førte til det resultal, at de 56 kromosomige sorter havde længere og kraftigere udløbere, og de udløberdannende 42 kromosomige sorter havde kortere og væsentligt finere udløbere. Under hensyntagen til de morfologiske egenskaber og plantens habitus bliver de tuedannende sorter F. rubra var. commutata Gaud og F. ruba var. fallax Thuill. slået sammen. For de 56 kromosomige udløberdannende sorter anvendes betegnelsen F. rubra L. var. rubra. Man har gennem cytologiske morfologiske undersøgelser begyndt at kontrollere problemet om krydsningsmuligheder mellem de tre sorter udfra forædlingsmæssige hensyn. Kunne man sammenkrydse de to hexaploide sorter, kunne man opnå en kombinering af værdifulde egenskabersom udløberdannelse, resistens og bladfarve, som kunne føre til en nyskabelse af værdifulde sorter. På den anden side måtte man også tage hensyn til frøproduktionen, eftersom opretholdelse af sortsrenhed kunne vanskeliggøres gennem en uønsket sammenkrydsning af uisolerede formeringsparceller. Sluttelig var det også udfra et systematisk synspunkt af særlig interesse at kunne adskille de 3 typer især de to 42 kromosomige typer, især da det ikke kan gøres med cytologiske hjælpemidler. For at finde frem til metoder til adskillelse af sorterne har man forsøgt med kromosomtællinger, undersøgelser af kimplanter og undersøgelser på nyspirede planter. 17

12 Cytologiske - morfologiske undersøgelser Kromosomtællingerførte til det resultat, at de tuedannende rødsvingler og rødsvinglerne med korte udløbere har 42 kromosomer, og sorterne med lange og tykke udløbere har 56 kromosomer, Ved undersøgelserne fandt man foruden en mindre procentsats aneuploider, i de tuedannende sorter og i sorter med korte udløbere genotyper med 56 kromosomer og i de 56 kromosomige også genotyper med 42 kromosomer, Ved den senere bedømmelse af udløbertendensen kunne man tydeligt se, at de oktoploide genotyper altid havde dannet rhizomer, Som udløbertyperne gør, medens de hexaploide kimplanter altid udviklede sig til enten tuedannende eller mellemtyper. Genotyper med afvigende kromosomtal kan forklares som værende sortsurenheder, Ved hjælp af kromosomtal kan man kun skelne mellem planter med 56 og planter med 42 kromosomer. Anatomiske morfologiske undersøgelser Til adskillelse af rødsvingeltyperne på et tidligt stadie i udviklingen er kimplanter og lidt ældre planter undersøgt De undersøgte egenskaber er anført Underssøgte egenskaber ved gruppeinddeling af rødsvingel 1, Koleoptile længde mm 2, Længde af 1, løvblad mm 3, Afstand fra koleoptilespids til 1, løvblad mm 4, Længde af 2, løvblad mm 5, Gennemsnitlig længde af birødder mm 6, Antal birødder 7, Gennemsnitlig voksehøjde i cm 8, Længde af de største bi rødder cm 9, Antallet af bladnerver 10, Udløberlængde cm 11, Antallet af udløbere l tabel 4 er opført middelværdierne for en række specielle kendetegn hos rødsvinglerne, hvor planterne er opdelt efter væksttype og frøstørrelse indenfor de forskellige typer. En sammenligning af fraktionsværdierne indenfor typerne viser ganske vist som ventet visse forskelle, hvilket sandsynligvis kan føres tilbage til systematisk påvirkning af den tilgængel ige endospermmængde i karyopsis, Til trods herfor kan man i middelværdierne over frøfraktionerne finde forskelle som er mere eller mindre egnet til at adskille væksttyperne, Tabel 4 Gennemsnitsværdier af de undersøgte egenskaber og dere påvirkning af frøstørrelsen i 3 typer af rødsvingel. E9~ød"ingel Rødsvingel Rodsvingel ~~ m. lange udløbere m. korle udløbere uden udløbere f Fco F,ø Store Små Gens. Store Små Gens Store Små Gens. ~ Fm 1 19,2 18,2 18,7 15,7 16,5 16,1 14,9 14,2 14,6 2 80,0 75,7 77,8 72, ,8 81,5 83,0 82,3 3 I 3,33 2,80 3,06 2,81 3,27. 3,04 2,68 2,75 2,72 4! 39,0 38,10 38, ,3 42,5 34,6 37,8 36,2 5 31,0 37,2 34,1 33,8 34,4 34,1 45,7 53,2 49,4 6 7,69 7,25 7, ,00 7,90 6,54 7,23 6, ,9 19,7 20,3 19,1 19,7 19,4 15,2 16,7 15,9 8 17,3 17,1 17,2 14,4 16,7 15,5 14,9 15,7 15,3 9 5,50 5,98 5,44 5,0 5,20 5,10 5,31 5,15 5, ,9 30,3 29,1 24,8 19,4 22, I 2,81 3,63 3,22 2,80 3,20 3, ~- -- Tallene under egenskaber svarer til dem, der er anført på foregående side. Til de effektive kendetegn hører koleoptilelængden_ Hos tuedannende sorter Hos sorter med korte udløbere Hos sorter med lange udløbere middel højde Hos tuedannende sorter Hos sorter med korte udløbere Hos sorter med lange udløbere længde af birødderne: Hos tuedannende sorter Hos sorter med korte udløbere Hos sorter med lange udløbere Trods store forskelle i de enkelte typeværdier er det klart, at ingen enkelte kendetegn er egnet til at give en sikker og entydig differentiering melie, væksttyperne, Koleoptilelængde er det sikreste kendetegn til adskillelse, som nr, 2 og 3 kommer middel væksthøjde og længden af bi rødderne, Til adskillelse af de to hexaploide sorter kan anvendes forskelle i længde af 1, løvblad, længde af 2, løvblad, Til adskillelse af de to udløberdannende sorter anvendes længden af 2, løvblad og rhizomlængden, Ki mplanteundersøgelser 14,7 18,2 mm 21,1 mm 15,9 mm 19,4 mm 20,3 mm 49,4 mm 43,1 mm 34,1 mm Koleoptilelængde bestemmes under standardiserede vækstforhold, Fra hver sort tages der indenfor 2 frøvægtfraktioner 20 frø, som lægges på en glasplade forsynet med fluorescensfrit filterpapir. 18

13 Frøene dækkes med en strimmel fugtigt filtrerpapir. Frøene lægges til spiring i et Jakobsenlignende apparat. Når det første løvblad kan ses måles koleoptilelængden. Til bestemmelse af de øvrige kendetegn. plantes spirende frø fra hver frøfraktion ud i små urtepotter. Planterne bedømmes efter Feeskes skala (se tabel 4). Herved tages planterne ud af potten, vaskes og måles. Efter måling udselekteres planterne til de forskellige plantedele. Koleoptilelængde er længde fra frø til spids af koleoptilen. Middelhøjde bestemmes, når planten har 3 sideskud. Længden af bi rødderne bestemmes også, når planten har 3 sideskud. Udløberlængde bestemmes, når planten har 2 udløbere. Sortadskillelse ved bestemmelse af bladarealets størrelse Ifølge det foranstående er det endnu ikke lykkedes at finde entydige kriterier til adskillelse af alle i handelen værende sorter. Der er derfor stadig behov for nye kriterier, der også tillader adskillelse af hinanden meget nærstående sorter. I en græspopulation fremstiller bladarealet en af de allerstørste udbytteparametre, bladarealet påvi rker også planternes konkurrenceevne. Kendskab til bladarealets størrelse i de enkelte sorter kan derfor være med til at løse forskellige problemstillinger med hensyn til adskillelse af sorter. Der skal her berettes om forsøg med bladarealmålinger til sortsdifferentieringer. Undersøg elsesterminerne er fastlagt efter udviklingen i Feekes-Heyland skala i hele den vegetative vækstfase. Foruden målinger af bladarealet i cm' pr. plante bedømmer man også planterne efter 1) bladfarve, 2) vækstform, 3) bladstilling, 4) skudantal, 5) bladantal, 6) væksthøjde, 7) længde og bredde af det længste blad og 8) af et tilfældigt valgt gennemsnitsblad, 9) tørstofvægt af bladplader i mg, 10) specifik bladareal, dvs. bladareal pr. enhed tørstof cm'. mg. Bladarealet måles fototropisk. Resultaterne viser, at i alle afprøvede arter er egenskaber som væksthøjde, længde og bredde af det længste blad og af et tilfældigt gennemsnitsblad fint anvendelige til sortsadskillelse. Egenskaber som skudantal, bladantal og bladenes tørstofvægt var nogenlunde tilfredsstillende til adskillelse af sorterne. Vækstformen og planternes bladstilling og -farve er sortstypiske, men den subjektive bedømmelse må betragtes som værende en negativ faktor. Derfor kan disse bedømmelser kun betragtes som værende vejledende i helhedsbedømmelsen. Bladarealets størrelse er en signifikant sikker faktor til sortsgruppering indenfor de afprøvede arter. Fig Differentiering af de enkelte sorter indenfor arterne løber forskelligt. Indenfor alm. raigræs fig. 1. er det muligt at adskille sorterne i de enkelte grupper. Sorterne af engrapgræs forholder sig på samme måde indenfor grupperne. Fig. 2. På grund af større skudantal har plænetyperne større bladareal end fodertyperne. Kimpfanter af græsarter med varierende frøstørrefse. Frøet saet samme dato. øverste række fra venstre mod højre: Alm. rajgræs, Rødsvingel m. ud/øb., Rødsvingel u. udløb. Timothe. Nederste række fra venstre: Engrapgræs, Hvene. 19

14 8Fcm SO 'O ~ ~ - - ~, '- lgo 5% SORTER ~ ~ t-- l GO 5% GRUPPER Fig. 1 Bladareafer i 6 alm. raigræssorter. Stadium 2,3 i Feekes-Heyfand skala. 1 = Printo 3 = Barvestra 5 = Manhattan Gruppe 1 = diploide fodertyper Gruppe 2 = tetrap/oide todertyper Gruppe 3 = dip/oide pfænetyper 2 = Vigor 4 = Terhoy 6 = Pe/o 10 ~- SORTER G.RUPPE BFcm ~O ~ - G05% SORTER GO 5% GRUPPER ZlO mo Fig. 2 Bladarea/er i 6 engrapgræssorter. Stadium 2,3-2,7 i Feekes-Heyland skala. 1 = Union 4 = Parade 2 ~ Dem 5 = Baron 3 = Ottos 6 = Union 250 "O Gruppe 1 = fodertype Gruppe 2 = plænegræstype ill SORTER 2 3 t. 5 6 GRUPPE D 60 SD ' i- '- - ~ - ] GO 5% SORTER ] GO S'io GRUPPER Fig. 3 Bladarealet i 6 rødsvingelsorter. Stadium 2,3 i Feekes-Heyland skala. 1 = ROland 21 3 = Lita/le 5 -= Gracia Gruppe 1 Gruppe 2 Gruppe 3 2 = Uebenzieger 4 = Rasengold 6 = Dawson Ud/øberdannende fodertyper. Tuedannende plænetyper (uden udløberej. Ud/øberdannende p/ænetyper. 10 SORTER 1 3 t. 5 6 GRUPPE J 20

15 780 roo 7" &) 660 e- r- - I-- GO 5% SORTER GD 5'10 GRUPPER Fig. 4 B/adarealet i Timothesorter. Stadium 2,5 i Feekes-Heyland skala. 6' S ~.O l ~ 1 = Dofema 3 = King 5 = Ha/ea Gruppe 1 = Fodertyper Gruppe 2 = Afgræsningstyper Gruppe 3 = Pfænetype vild timothe 2 = Phlewiofa 4 = Pastrema 6 = RaU ~60 r--- SORTER 2 ], 6 GRUPPE ~ 2 Et gruppevist forhold kan findes hos rødsvingelsarterne. Indenfor grupperne kan der være besværligheder med at adskille sorterne. I timothe kan man kun adskille gruppen med afgræsningstypernefra gruppen med plænetyper. Vækstperioden, indtil målingerne påbegyndes, spiller en meget stor rolle for udviklingen af de undersøgte egenskaber. Stadierne 2.2, 2.3, ,2.7 I Feekes-Heyland skala giver de bedste muligheder for sortsdifferentiering af alle afprøvede stadier i den vegetative udvikling. I buskningsstadiet (stadie ) udvikler sorterne de mest markante egenskaber til sortsadskillelse. Den bedste periode til målinger til sortsanalyser er derfor, når planterne befinder sig i buskningsstadiet. Bladarealet i de enkelte sorter stiger med forløbet af vækstperioden. Den største forskel mellem sorterne findes i begyndelsen af vækstperioden. Nedgang i sikkerheden ved sortsanalyser på senere tidspunkter fører til den antagelse, at der findes vekselvirkning mellem sort og måletermin. Sortsundersøgefser i Afm. rajgræs. 21

16 De forekommende afvigelser er dog så tilfældigt betinget, at man i hele vækstperioden kan anvende bladarealets størrelse til sortsdifferentiering, Bladarealet kan udvikle sig uafhængigt af andre faktorer, som f.eks. i alm. raigræs, eller være afhængig af en række faktorer som f.eks. hos engrapgræs, hvor blad arealet er afhægigt af antal bladskud og antal blade. Plantetætheden har stor indflydelse på udvikling af bladarealet. Med sti- gende planteantal dør de ældre blade på grund af selvbeskygning. Bladarealets størrelse påvirk herved med en ukalkulerbar størrelse. Problemerne ved en sortsafprøvning ligger i sammenligningen af forsøgsresultater fra forskellige forsøgsstationer. Miljøet påvirker planternes vækst. Der opstår derfor vekselvirkninger mellem sort og sted. Af denne årsag må der laves en vidtgående standardisering, således at planterne får ensartede vækstforhold. 22

17 Almindelig raigræs (Lolium perenne L.) Alm. raigræs er vel nok det græs, der her i landet i størst omfang anvendes til plænegræs, selvom det meget ofte slet ikke passer til det areal, det udsås på. Alm. raigræs er et af vore allerbedste græsser til sportsplæner, men det er ganske afgjort ikke særligt egnet til prydplæner. Raigræssets anvendelighed til brug omkring boligområder, til parker, grønne områder osv. kan også diskuteres, man får meget hurtig skabt en vegetation og en græsplæne, men den fremtidige vedligeholdelse er en faktor, som meget ofte ikke tages i betragtning. Morfologi Alm. raigræs er et løst til tæt tuet, flerårigt græs uden udløbere, cm højt. Rodsystemet er stort og stærkt grenet med bi rødder, som udgår fra de nederste vækstpunkter på bladskuddene. De vegetative skud er mere eller mindre oprette, spinkle, med intuivaginal skuddannelse. Bladskederne, der er flade, hårløse og røde ved basis, bliver efterhånden mere fiberagtige og persistente. Skedehinden er kort og auriklerne små. Bladpladerne er glatte og hårløse og normalt foldede i bladlejet. Bladoversiden har i gennemsnit mindst 8 rundagtige ribber. Bladundersiden erskinnende blank med udpræget skarp køl. Bladsiderne er på den nederste halvdel parallelle og spidser derefter til mod bladenden. Frøstænglerne er slanke med 2-4 forlængede internodier. Blomsterstanden et aks med siddende avneløse småaks, der i et antal fra sidder kantvis på stængelen. Stængeldannelse, stængelantal og blomstring er med til at karakterisere arten og sorterne i tidlige, halvsildige og sildige sorter. Frøene er 5-8 mm lange med gennemsnitsbredde på ca. 1,0-1,5 mm. Frøvægten varierer fra sort til sort, men er alligevel karakteristisk for de forskellige typer. De tidligt blomstrende typer har størst frøvægt og de sildigt blomstrende lavest frøvægt. Frøvægt hos raigræs Type Tidligt blomstrende Halvsildigt blomstrende Sildigt blomstrende Tusindkornsvægt 2,26 g 1,91 g 1,70 g Raigræs har størst frøvægt af de græsarter, der anvendes til plænebrug. Planternes udvikling 4--8 dage efter såning spirer frøet. Af 100 spiredygtige frø udvikles der planter på lermuldet jord og planter på sandmuldet jord. Ved spiring dannes der 2-3 kraftige kimrødder, som har hurtig vertikal og lateral vækst. Da roddannelsen tillige er stor, har raigræs de mest tørketolerante kimplanter af de græsser, der bruges til plænebrug. Selvom hurtig etablering er særdeles ønskværdig ved anlæg af ny græsplæne, så kan iblanding af raigræs virke uheldig på den senere sammensætning af græsarter i græsplænen. De meget aggressive kimplanter undertrykker kimplanterne af græsarter, som har længere etableringstid, især kan eng rapgræs generes meget. Resultatet af denne udvikling kan blive, at man får en åben og løs græsplæne uden større slidstyrke og tørketolerance og fyldt med ukrudt. Raigræssets rødder er ret tykke, men har kun ringe trækstyrke, og raigræs er derfor ikke særligt egnet til skæring af græstørv i renbestand. Rødderne har kun begrænset levetid. Rødder, der dannes om efteråret, virker normalt kun et par måneder. Rødder dannet i forårstiden har en levetid på ca. 6-8 måneder. Rodnettets størrelse er afhængig af sorten. De tidligt blomstrende har mere overfladisk rodsystem end de sildigt blomstrende. Fordelingen af rødder i jordprofilen af to forskellige raigræssorter ses af følgende tal: Horisont (cm) Alm. raigræs (sildig) Alm. raigræs (tidlig) % af total vægt ,5 69, ,7 13, ,9 7, ,3 7, ,7 1, ,5 0, ,4 0,4 Den vegetative bladvækst er ligeledes stor, men varierer fra sort til sort afhængig af blomstringstidspunktet. De vegetative bladskud er næsten altid efter nydannelse oprette, men bliver nedliggende med fremskridende vækst. Hver bladskud har sit eget vækstpunkt, der er ca. 1 cm langt. Vækstpunktet, der kan sidde højt eller lavt alt efter sorten, producerer blade ved hvert dannet knæ og bladknopper i hvert bladhjørne. Internodierne lige over de enkelte vækstpunkter forlænges efterhånden, hvorved de enkelte bladskuds baser ofte forlænges 23

18 Alm. rajgræs. med op til 2 cm. Den forlængelse kan have stor indflydelse på sorternes egnethed som plænegræs. For højt siddende vækstpunkt giver dårlig klippetoleranee og derved dårligere persistens i græsplænen. De vegetative bladskud kan under visse forhold i uklippet stand opnå en længde på op til 20 cm. Under intensiv klipning kan skuddene blive roddannende og derved opnå en vis bredningsevne. Bladbredden påvirkes af såvel temperatur som kvælstofgødning, men bladene er normalt ret smalle, ca. 4-6 mm. Bladlængden øges fra det første til det syvende blad på hver bladskud. Hvert skud har sjældent mere end tre blade ad gangen. Antallet af bladskud er afhængig af typer og sorter. De bedste sorter til plænebrug har op til bladskud pr. m2. De dårligste sorter kun bladskud pr. m'. Jo flere bladskud, desto større slidstyrke med lavtsiddende vækstpunkter. Dannelse af nye blade er afhængig af årstiden; i begyndelsen af juni dannes et nyt blad hver ca. 11. dag, men i september varer det ca. 20 dage at danne et nyt blad. Temperaturens indflydelse på raigræssets vækst fremgår af følgende tabel; Temperaturens indflydelse på væksten af alm. raigræs Dag/nat tempo 11 C/11 Q C 25"/11 C C Blade efter 10 uger Bladskud Bladareal l cm 2 LAl Skudvægt mg (tørvægt) Rodvægt mg (tørvægt) Kulhydrat % tørvægt Total kvælstof % 25"C/25 C Raigræs har intravaginal skuddannelse, dette medfører, at de enkelte planters bredningsevne er frø og frøstængel af alm. rajgræs. meget begrænset samtidig med, at regenen; tionspotentialet bliver dårligt. Der findes et utal af økotyper og forædlede sar' ter af alm. raigræs. De morfologiske forskelle mellem sorterne er særdeles vanskelige at fastsætte, da der er stor fænotypisk forskel inden for genotypen efter bl.a. gødskning, klippetæthed og hyppighed. De tidligt blomstrende sorter er normalt mere oprette, højere og har færre bladskud end de sildigere blomstrende sorter. De tidligt og halvsildigt blomstrende typer har ingen større betydning som plænegræs. Disse sorter har store frø og er derfor meget mere aggressive end de helt sildige sorter, der kan anbefa les til plænebrug. Stor frøvægt er kombineret med hurtig kimplanteetablering. Tillige har de tidlige og halvsildige sorter stor stængeldannelse, der medfører, at bladdannelsen går ned, og skudtætheden bliver mindre. Herved opstår større mulig" hed for indvandring af ukrudt, og slidstyrken fd mindskes. De tidlige sorter har endvidere højtsiddende vækstpunkt, hvilket medfører, at klippetolerancen er meget dårlig. Endvidere er tørketolerancen meget dårlig på grund af stængeldannelsen, som hindrer dannelsen af nye rødder. De sorter, som egner sig bedst til plænebrug, har meget mindre frø end de tidlige sorter; dette medfører, at plænetyperne har langsommere udvikling og dermed mindre aggressivitet. Dette medfører, at planteudviklingen løber mere harmonisk. Plænetyperne har lavere siddende vækstpunkter og mere udbredt vækst og dermed større klippetolerance. Raigræs starter væksten 24

19 tidligt om foråret og har dominerende indflydelse på klippefrekvensen til midten af maj måned. Genvæksten fra midt i maj til ca. 1. august er ret minimal og er meget afhængig af sortstypen. De sildigt blomstrende sorter har betydelig mindre stængeldannelse og derfor større slidstyrke og tørketolerance. Slidstyrke og genvækst i sommertiden kan fremmes ved fornuftig planlagt vanding og gødskning. Udbredelse Alm. raigræs forekommer overalt i Danmark. Foretrækker mineraljorder i god gødningsstand med ph-værdier 6-7. Sået på let sandjord vil raigræs hurtigt forsvinde. Raigræs vil gerne have gode fugtighedsforhold for at opnå tilstrækkelig effektiv rodudvikling; det er imidlertid ikke i stand til at klare sig, hvor jorden er kompakt og vandlidende i overfladen. Raigræs kræver effektiv dræning for at klare sig. Salttolerancen er ret stor, og man ser ofte raigræs vokse, hvor saltkoncentrationen er 0,5 % Raigræssets udbredelse har tilsyneladende ingen større relation til sommerisothermerne, alligevel ligger temperaturen for optimal bladvækst ved ca ", afhængig af planternes alder og næringsstand, under 5-6" er der ingen bladvækst. Kuldetolerancen er under vore forhold tilfredsstillende, men er årsag til mindre anvendelse af raigræs i Norge og Sverige. Tillige er raigræs temmelig sårbar over for snedække i længere tid. Generelt må man sige, at de klimatiske forhold i Danmark ikke sætter grænser for anvendelsen af raigræs, selvom man kan se vinterskader, hvor lave frostgrader forekommer efter en periode med gode vækstforhold om efteråret. Sådanne forhold bevirker, at vækstpunkterne løftes op og bliver ødelagt af senere indtrædende frost. Anvendelse Alm. raigræs har i mange år indgået som en fast komponent i alle frøblandinger til parker, boligområder, kirkegårde, offentlige arealer, idrætspladser, og i mindre grad til villahaver. Det bruges traditionelt, hvor der ønskes en hurtig græsetablering, og hvor jorden skal beskyttes mod erosion af forskellig art. Raigræs er det bedste græs til etablering i forsommertiden, når fugtighedsforholdene er dårlige, og når kunstig vanding ikke er mulig. Raigræs anvendes aldrig i renbestand til vedvarende plæner. Som temporær vegetation kan raigræs i renbestand anvendes. De sildigtblomstrende sorter eller turftyperne af alm. raigræs må anbefales som komponent i frøblandinger til arealer, der er udsat for megen slid, herunder især sportspladser, campingpladser og legepladser. På golfbanernes teesteder er iblanding af raigræs at anbefale. Der bør ikke indblandes mere end ca % på vægtbasis, svarende til % på frøbasis afhængig af raigræssets frøvægt. Turftyper af raigræs er på grund af den hurtige kimplanteudvikling sammen med rødsvingel de allerbedste græsser til isåning ved renovering af nedslidte sportspladser. Der anvendes en frøblanding bestående af 75 % raigræs og 25 % rødsvingel. Da kim planterne fra alm. raigræs er meget aggressive over for andre græsarters kimplanter, og da etableringshastigheden efter spiring er afhængig af frøstørrelsen, har man en vældig god grund til ikke at anvende de storfrøede sorter af raigræs; da de storfrøede sorter normalt hører til de tidligtblomstrende, som er de dårligste til plænebrug, har man større mulighed for god græsetablering i frøblanding med raigræs ved at anvende de småfrøede sildigt blomstrende turftyper af raigræs.. Alm. raigræs i renbestand danner kun en mi d delgod plæne med middelgod skudtæthed og m'lddelgod ensartethed. Bladene har en karakteristisk skinnende blank underside, ofte med lidt gulgrønt skær. Disse typiske blad karakteristika gør, at raigræs ikke rigtig går i blanding med andre græsarter, når der skal skabes et ensartet græstæppe. Nye sorter af alm. raigræs har dog større tilpasning til engrapgræs, da bladfarven er mørkere og den vertikale længdevækst mindre, samtidig med at græsset bliver lettere at klippe. Bladformen passer godt til de bedre plænegræstyper, men raigræs er vanskeligt at klippe, fordi bladene er extremt seje på grund af de fibrøse karstrenge. De trevlede og skamferede bladspidser, der ofte forekommer, især i de tidligt blomstrende sorter, er med til at nedsætte græssets værdi og anvendelse til plænebrug. Alm. raigræs er et tuedannende græs, som kan danne en ensartet plæne, hvis etableringen og den fortsatte pleje og pasning er i orden. En græsplæne med ren raigræs bliver i det sene forår tynd, og der dannes en del frøstængler. Herved nedsættes plænens slidstyrke, og tørketolerance, og da frøstænglerne er vanskelige at klippe, får plænen let et sjusket udseende. Slidtolerancen i raigræs er meget stor sammenlignet med andre græsarter, men sammengroningsevnen og evnen til genvækst eller restitutionspotentialet efter slid er meget dårlig, især i de tidligt blomstrende sorter. Tilpasningen til vækst i periodevis skyggede arealer er ret god. 25

20 2,5--3 cm er meget lav. Hvis ralgræs klippes under det nederste blad, dør planterne I løbet af kort tf da planternes fotosyntesevirksomhed standses. Ved lav klipning hæmmes endvidere den intravaginale skuddannelse med det resultat, at buskningsevnen ophører, og bredningsevnen tabes. Ved hver klipning må der ikke fjernes over 40 % af bladarealet. Endvidere bør der ikke klippes umiddelbart før græsset skal belastes. Der bør altid anvendes en skarp veljusteret græsslåmaskine, som sårer græsset mindre og giver bedre genvækst. Til venstre: Ve/klippet alm. rajgræs. Til højre: alm rajgræs klippet ujusteret græsklipper. Bemærk de trevlede bladender. Som gruppe betragtet er almindelig raigræs et dårligt plænegræs. Frosttolerancen er gennemgående dårlig, og sygdomsresistensen er dårlig. Bladene er vanskelige at klippe på grund af deseje fibrøse blade. Raigræs er imidlertid det græs, der har størst slidstyrke, derfor kan anvendelse af raigræs under visse omstændigheder være en stor fordel, man må blot være i stand til at træffe det rigtige sortsvalg. Pleje og pasning Alm. raigræs bliver normalt betragtet som et flerårigt græs, men levetiden er i høj grad afhængig af sorten og typen. De tidligtblomstrende sorter har kortere levetid end de sildigt blomstrende. De sildigt blomstrende sorter af raigræs har ubegrænset levetid, hvis de passes rigtigt og ikke udsættes for extremt høje eller extremt lave temperaturer. Raigræs er bedst egnet til områder med kølige, fugtige somre og milde vintre. Tørketolerancen i ældre planter er ret begrænset. Alm. raigræs har dårligste kuldetoleranee af samtlige vore plænegræsser. De nye sorter, der stadig dukker op på markedet, har dog større kuldetolerance, men også større slidstyrke end de tidligtblomstrende sorter, men slidstyrken og persistensen er afhængig af pleje og pasning. Slidstyrke og persistens er afhængig af jordens tilberedning, er jorden kompakt i overfladen, og dannes der overfladevand på arealet efter regnvejr, er slidstyrken meget minimal, og græsset forsvinder hurtigt. Jorden må gerne være fugtig, men ingen overfladevand. Et porøst vækstlag vii fremme slidstyrken. Klippehøjden for alm. ralgræs bør ligge mellem 3 og 4 cm. Tolerancen for klippehøjder under Gødning Virkningen af kvælstof til raigræs er næsten lineær op til en mængde af ca kg N pr. ha. De sildige typer har større krav til kvælstof end de tidligt blomstrende typer. Kvælstof til raigræs bør fordeles over 4-5 tilførsler; det er af afgørende betydning, at den første tilførsel ikke foretages ff" tidligt om foråret, helst ikke før ca. 1. maj. Kravel' fosfat er ret stort, hvis man skal sikre raigræssets overlevelsesevne i plænen. Det er af afgørende betydning for slidstyrken i raigræsset, at der tilføres kali hver gang, der tilføres kvælstof. Kalimængden bør ligge på ca. halvdelen af kvælstofmængden. Slidstyrken nedsættes meget ved store tilførsler af kvælstof. Gødskningsterminerne må derfor vælges I de perioder, hvor der er mindst slid og ikke i perioden fra midt i juni til ca. 1. august, hvor temperaturen er højest. Klipning og gødskning bør Ikke foretages på samme dag. Lav klippehøjde i forbindelse med stor kvælstoftilførsel nedsætter græssets levetid. Det er vigtigt, at jordens reaktionstal er bragt op til ca. 6,5, inden græsfrøet sås. Ligeledes må jordens fosfattal og kalital være i orden. Til sportsplæner må fosfattal og kalital gerne ligge omkrinq 15. Vanding Som tidligere omtalt har ralgræs stort behov for konstant vandtilførsel, men tåler ikkevandlidende jord. Mest glæde af raigræs har man, når fugtighedsforholdene ligger så nær markkapaciteten som overhovedet muligt. For at holde raigræs i optimal vækst må man derfor være forberedt på at vande i forhold til manglende nedbør i sommertiden. I denne sammenhæng må man tage i betragtnl ng, at raigræs har størst vandoptagelse i 40 cm dybde; klatvanding har ingen større effekt, mm vand må tilføres ved hver vanding, hvis man skal gavne ralgræssets vækst. 26