Tips og tricks til naturvejledning for blinde og svagtseende

Transkript

1 Tips og tricks til naturvejledning for blinde og svagtseende Indholdsfortegnelse Baggrund og formål s. 1 Generelle overvejelser og erfaringer s. 2 Tips og tricks s. 3 Mundtlige formidlingstilbud s. 3 Krabbefangerkonkurrence s. 3 Gæt en genstand s. 3 Rørebassiner med levende dyr s. 4 Fiskedissektion s. 5 Fiskefodring s. 5 Rør et marsvin s. 5 Dyrelyde s. 6 K-Sonar s. 7 Ekkolokaliserings-øvelser og lege s. 7 Udstillingsmæssige tilbud s. 8 De fysiske rammer s. 8 Udstillinger s. 9 Formidling i forbindelse med naturstier s. 9 Forløb og markeringer s. 10 Tilgængelighed s. 11 Vedligehold s. 11 En gennemgang af stiforløbet s. 12 Overordnede betragtninger s. 21 Friluftsaktiviteter s. 22 Strandture s. 22 Bådture s. 23 Snorkelture s. 23 Andre aktiviteter i forbindelse med projektet s. 25 Workshop om ekkolokalisering s. 26 Ekkolokalisering som mobility-værktøj s. 26 Blindedag s. 26 Links s. 26 Kontaktinfo s. 27 Baggrund og formål Fjord&Bælt har ved hjælp af en tre-årig ( ) bevilling fra Friluftsrådet arbejdet med forskellige naturvejledningstilbud målrettet blinde og svagtseende. Baggrunden for projektet var rapporten Handicappede og friluftsliv udgivet af Friluftsrådet og De samvirkende Invalideorganisationer, som beskrev at blinde og svagtseende var den handikap-gruppe, der har de vanskeligste vilkår på området. Fjord&Bælt havde inden 2010 haft god succes med at lave formidling for denne gruppe, og det var derfor oplagt, at prøve at tage naturvejledningen målrettet blinde og svagtseende op på et nyt niveau og til slut dele erfaringerne med alle interesserede, 1

2 hvilket er formålet med dette skrift. Målet med projektet var, at udvikle formidling inden for fire områder: Mundtlige formidlingstilbud, udstillingsmæssige tilbud, formidling i forbindelse med naturstier og friluftsaktiviteter. Derudover har der været arbejdet med ekkolokalisering som Mobility-redskab, samt nogle specifikke formidlingstiltag til Fjord&Bælt. For at lave de bedst mulige formidlingstilbud til en gruppe som blinde og svagtseende, er det en nødvendighed at lave et samarbejde med eksperter inden for målgruppens handikap. Dette er naturligvis målgruppen selv, men også forskellige organisationer. Fjord&Bælt har i forbindelse med dette projekt arbejdet sammen med Dansk Blindesamfund, Instituttet for Blinde og Svagtseende (IBOS), Center for Rehabilitering og Specialrådgivning, Synsafdelingen, Odense (CRS), Blindes Sejlklub (under Dansk Blindesamfund), Dansk Handicap Idræts-Forbund, samt en række udenlandske organisationer: World Access for the Blind (en mobility-instruktions-organisation med base i Californien under ledelse af Daniel Kish. De har specielt fokus på brugen af ekkolokalisering som mobility-redskab), Vista (en organisation under San Diego Center for the Blind, Californien), samt en række nordiske mobility-instruktører og forskere på ekkolokaliseringsområdet. Derudover har vi haft samarbejde med Kerteminde Kommune og naturvejlederne Karen Mann (Assens), Mads Christensen og senere Rikke Molin (begge Odense Fjord), samt forskere og formidlere på Long Marine Lab, University of California og The Seymour Marine Discovery Center, Santa Cruz, Californien. Der findes links til de forskellige samarbejdspartnere sidst i dokumentet. Generelle overvejelser og erfaringer Den første overvejelse vi gjorde, var at undersøge, hvordan vores målgruppe normalt brugte os, og hvorledes de normalt brugte naturen. Konklusionen var, at blinde og svagtseende normalt ikke bruger et sted som Fjord&Bælt eller naturen på egen hånd. De kommer normalt begge steder - som en del af en gruppe blinde/svagtseende på udflugt, som en del af en klasse, med en hjælper eller med familien. Dermed ikke sagt, at de ikke kan komme alene, og der skal være mulighed for at opleve noget på egen hånd, samt specielt i forbindelse med naturstier være nem tilgængelighed med offentlige transportmidler. Den anden overvejelse er måske banal, men alligevel værd at tænke over, da man tit oplever, at folk tænker, at der må være noget galt med hjernen, når man er handikappet noget som absolut ikke er tilfældet med denne målgruppe. Dog er blinde og svagtseende er lige så forskellige som alle andre mennesker, ligesom deres interesse for naturen er forskellig. Men de er lige så nysgerrige, og trykker man på de rigtige kontakter, kan man tænde deres nysgerrighed og forundring på lige fod med alle andre. Erfaringsmæssigt vidste jeg, at mange af naturvejlederens normale tricks kan bruges i forbindelse med denne målgruppe, specielt værktøjskassen med føle/røre-aktiviteter. Man skal selvfølgelig bruge dem på en lidt anden måde. Det man skal være specielt opmærksom på i forbindelse med formidling for denne målgruppe, er at ting tager TID. Selv de mest banale føle/røre-aktiviteter tager meget længere tid, end man er vant til. Det har væsentlig indflydelse på stort set alt, hvad man gør og er en vigtig faktor, at få testet, når man udvikler formidlingstilbud til blinde og svagtseende. Man kan reducere tiden, hvis man er mange formidlere på det enkelte hold, men da det ikke er normalt i Danmark at have gevaldigt mange hænder til rådighed, må man indstille sig på et større tidsforbrug. En anden måde at reducere tiden på, er at lave aktiviteterne for små hold, men det er jo ikke noget, man altid selv er herre over. 2

3 Tips og tricks I det følgende vil jeg beskrive erfaringerne og idéerne inden for de fire fokusområder. Mundtlige formidlingstilbud Med mundtlige formidlingstilbud menes undervisningsforløb på Fjord&Bælt, herunder rundvisninger og gruppeaktiviteter. Der formidles selvfølgelig også mundtligt på ture ude i naturen, men det beskrives under de enkelte forløb. De mundtlige formidlingstilbud er bundet op på en række føle/røre-aktiviteter og lege, som har basis i Fjord&Bælts eksisterende formidlingskatalog. Derudover er aktiviteterne tilføjet specialelementer, som dels er 'opfundet til lejligheden' og dels er et resultat af et studiebesøg i USA. Grunden til at vi valgte at tage til USA var, at de derovre (i hvert fald i den private sektor) er lidt længere fremme i forhold til aktiviteter målrettet blinde og svagtseende. En vigtig ting at have i baghovedet er, at aktiviteterne og legene er med til at understøtte viden og den berømte 'gode historie'. Som de fleste andre er blinde og svagtseende videbegærlige og vil også gerne høre om krabbens parring, hajernes sanser og andre ting fra naturens forunderlige verden. Vi valgte at tage udgangspunkt i forskellige emner, som vi erfaringsmæssigt vidste var populære og effektive. De var: Smådyr fra havet, fisk, hajer og hvaler. Derudover tilføjede vi ekkolokalisering og brugen af lyd og hørelse hos dyr og mennesker, som vi første gang afprøvede i USA med stor succes. Inden for de forskellige emner, arbejdede vi med forskellige aktiviteter, som vi mente kunne bruges til målgruppen. Aktiviteterne var krabbefangerkonkurrence, gæt en genstand, rørebassiner med dyr, fiskedissektion, fiskefodring, rør et marsvin, dyrelyde, undersøgelse af Fjord&Bælts undervandstunnel ved egen hjælp og ved hjælp af K-Sonar (og senere hen også andre steder på centeret og udenfor), samt forskellige ekkolokaliserings-øvelser og lege. Følgende er en kort beskrivelse af de enkelte aktiviteter og mine erfaringer med dem: Krabbefangerkonkurrencen er en gammel Fjord&Bælt-klassiker, som jeg afprøvede for at se, hvorvidt den var praktisk gennemførligt at lave med en gruppe blinde og svagtseende. Idéen går ud på, ved hjælp af en fiskestang, en spand og en musling som madding, at fange flest krabber på tid. Jeg tror ikke det er muligt, at lave den for en gruppe, der ikke har hjælpere eller familiemedlemmer med til at hjælpe. Grunden til at der gerne skal hjælpere med er, at den blinde skal have hjælp til at se hvor krabberne er, se hvornår der er bid, og at få krabben lempet ned i spanden. Er der hjælpere med er det til gengæld en fantastisk aktivitet, hvor den blinde/svagtseende styrer fiskestangen med lidt hjælp. Gæt en genstand går ud på at deltagerne skal udforske en række af effekter, der har relation til havet, ved hjælp af alle andre sanser end synet, hvorefter vi diskuterer, hvad de mærkede. Effekterne kan være alt fra forsteninger og hajtænder til barder og en plastikflaske (hvis man vil snakke forurening). Effekterne anbringes på borde og deltagerne går så rundt fra bord til bord og mærker på tingene. I tilfælde af, at der er seende hjælpere/familiemedlemmer til stede, kan man med fordel give disse bind for øjnene, så de er på samme niveau som de blinde/svagtseende. Jeg har prøvet aktiviteten på tre måder; den første lukker man deltagerne ind i rummet med genstandene parvis (mens de andre venter udenfor), den anden cirkulerer deltagerne rundt enkeltvis alle sammen på samme tid og den tredje var en kombination, hvor alle deltagerne var i rummet på samme tid, men gik rundt parvis. Selvom alle tre metoder er brugbare, vil jeg dog anbefale nummer tre, da den ikke tog så lang tid som den første, men deltagerne kunne stadig have fordelen af, at undersøge og snakke om tingene sammen. Ulempen ved denne metode er dog, at deltagerne kan opleve den megen snak som forstyrrende, hvis rummet ikke er så stort. Dette kan selvfølgelig løses ved at bruge et stort lokale eller naturen! 3

4 Erfaringen er at øvelsen virker rigtigt godt, hvis man laver den rigtigt; man skal ikke have for mange effekter, da det så kan være svært at huske alle tingene til bagefter (det kræver megen koncentration fra deltagernes side at lave denne øvelse). Man kan med fordel have flere effekter, der relaterer til hinanden på samme bord (f.eks. en udstoppet sæl, sæltænder og sælskind), da det hjælper deltagerne til at finde ud af, hvad tingene er specielt de svære effekter. Gæt en genstand og krabbefangerkonkurrence. Rørebassiner med levende dyr er et universalt hit. Lige meget om du kan se eller ej. Der er ikke noget som kombinationen af dyr, vand og børn (eller voksne). Selvfølgelig skal man bruge dyr, der kan tåle at blive løftet ud af vandet og følt på, ligesom man skal lære deltagerne, at holde ordentligt på dyrene. Under nogle af vores eksperimenter, var vi blevet advaret fra de medfølgende instruktørers side om, at nogle af børnene var 'taktilt forskrækkede' og vi derfor skulle være varsomme. Bagefter var de samme instruktører dog forbløffede over, hvor langt børnene gik. Grunden til at børnene gik så langt var, at jeg før gruppen skulle holde hvert enkelt dyr, sagde noget i stil med: Nu skal I holde en søstjerne. Den er lidt blød og våd. Hvis I mærker oven på den, kan I mærke at den også er lidt ru. Eventuelt kan man først få dem til røre ved den, mens man selv holder den, så kan de bagefter tage stilling til, om de har lyst til at holde selv. Ved at gå langsomt frem, fortælle hvad de kan forvente sig og respektere deres grænser, kan man komme langt også at få dem til at overskride deres egne grænser! Man kan naturligvis også bruge landlevende dyr til denne form for aktivitet. Rørebassiner med levende dyr 4

5 Fiskedissektion eller dissektioner i det hele taget - er også en klassiker i naturvejleder-regi, og den virker også for denne målgruppe. Jeg har prøvet at dissekere forskellige dyr (torsk, hajer og søstjerner) sammen med blinde og svagtseende. Den væsentligste forskel på et sådant forløb og et forløb med seende, er tiden. Det tager gevaldigt lang tid, når alle deltagere skal nå at undersøge en fisk fra mund til mavesæk og øjets linse med fingrene. En anden forskel er, at hvis ikke de blinde/svagtseende har en hjælper med, kan de ikke selv dissekere. Ligesom med rørebassinaktiviteten skal man dog være opmærksom på de 'taktilt forskrækkede' og gå forsigtigt til værks med nogle af deltagerne. Men tager man sig tiden og undervejs grundigt forklarer, hvad deltagerne skal røre ved og hvordan det føles, er det en fantastisk aktivitet for målgruppen. Fiskefodring er en Fjord&Bælt specialitet, som jeg har forsøgt mig med. Aktiviteten går i al sin enkelthed ud på at fodre fiskene i vores store, runde bassin, hvor fiskene kommer op og tager foderet ud af hånden på en og i nogle tilfælde lader sig tage ud af vandet. Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt denne aktivitet egner sig til denne målgruppe (især de helt blinde), selvom nogle af deltagerne har syntes, det var sjovt. Den egner sig nok godt til en mindre familiegruppe, men knap så godt til en større institutionsgruppe. Man kan selvfølgelig også lave fodring af andre dyr end fisk, hvis man skulle have lyst til at forsøge sig frem. Fiskefodring med en velvillig Pighvar Rør et marsvin er en ting, man kun kan på Fjord&Bælt. Aktiviteten har kørt som et interaktivt program for betalende gæster gennem flere år, hvor enkeltpersoner kan komme ned og røre ved og fodre et marsvin. Da marsvinene derfor allerede var vænnet til fremmede, afprøvede vi aktiviteten med en gruppe blinde og svagtseende børn. Aktiviteten tog en del tid, da ikke alle kan være nede hos dyrene på samme tid, men alligevel var det en stor oplevelse for børnene og deres familier. Aktiviteten er dog temmelig kostbar og vil kun blive lavet i specielle forløb. For stadig at give de lidt større grupper mulighed for at komme tæt på marsvinene, afprøvede vi idéen om at lave formidling for gruppen helt nede på pontonerne, men uden fysisk kontakt med dyrene. På den måde kan man have hele gruppen med ned til bassinet på en gang. Formidlingen består både af lytteøvelser (hvor deltagerne lytter efter marsvinenes åndedræt og i stilhed peger efter, hvor de tror dyrene er), fortællinger og dialog. Denne formidlingsform blev vældigt godt modtaget, og deltagerne syntes det var vældigt sjovt, at de kunne høre dyrene (som ofte kommer helt tæt på pontonen, når der er mennesker på) trække vejret. 5

6 Marsvin på en-mands-hånd og som gruppeaktivitet Grunden til at jeg tager denne aktivitet med, selvom den er så specifik for Fjord&Bælt er, at den måske alligevel kan inspirere nogen til at lade blinde og svagtseende komme helt tæt på deres dyr for eksempel naturvejledere i andre akvarier eller zoologiske haver. Dyrelyde er et gevaldigt hit at bruge i forbindelse med denne målgruppe. Af to grunde: De blinde og svagtseende er i det daglige meget afhængige af hørelsen og så interesserer det dem mere end seende hvordan dyr bruger lyde til kommunikation, orientering og jagt. Det er også et emne, hvor der er mange forskellige formidlingsmæssige indgange og historier, ligesom man kan bruge det i naturen (fuglestemmer, frøer ved vandhullet, flagermus-tur etc.) eller indendørs ved hjælp af båndede optagelser. På Fjord&Bælt har vi brugt optagelser af hvallyde (sonar og kommunikation), sællyde (kommunikation) og fiskelyde (skræmmelyde og sildeprutter en flugtrelateret lyd), samt naturlige fuglestemmer (ved stranden). Reaktionen på en sildeprut Jeg bruger normalt lydene som baggrund for en historie; først lader jeg deltagerne høre lyden, hvorefter de skal prøve at identificere dyret og gætte på hvorfor dyret siger netop den lyd. Derefter snakker vi om, hvorfor dyret har brug for at benytte sig af lyden. Hvis deltagerne er til det, kan vi også snakke om, hvordan dyret laver lyden eller om lyd generelt. Det er også naturligt at komme ind på dyrenes andre sanser. 6

7 K-Sonar er et håndholdt apparat, der er udviklet som hjælpemiddel til blinde. Apparatet afgiver lyde i høretelefoner alt efter hvor tæt man er på en genstand og til dels efter, hvad genstanden er lavet af (en busk lyder anderledes eller i hvert fald svagere - end en betonmur). Vi bruger den mest som en del af en aktivitet, hvor deltagerne undersøger Fjord&Bælts undervandstunnel først ved egen hjælp (taktilt) og dernæst ved hjælp af K-Sonar. Deltagerne bevæger sig gennem tunnellen imens de undersøger de effekter, der er udstillet undervejs. I den første del går de gennem tunnellen i små grupper, hvorefter de enkeltvis bliver udstyret med K-Sonaren. Det er et stort hit hos de børn, der prøver det, men desværre er apparatet ikke helt billigt (ca kr.), så vi har kun et, og aktiviteten tager derfor en del tid. Men pga. børnenes meget positive tilbagemeldinger, er den værd at tage med. K-Sonar er også et godt værktøj til at illustrere ekkolokalisering for almindeligt seende, hvilket vi også bruger den en del til som en del af vores 'normale' undervisningstilbud, ligesom vi også bruger andre rammer (andre dele af centeret, naturen) til aktiviteten. Vil du vide mere om K-Sonar, kan du gå ind på firmaets hjemmeside: Eller du kan også google K-Sonar, så kan du for eksempel også se video af den i brug. Undersøgelse af tunnellen uden og med K-Sonar. Ekkolokaliserings-øvelser og lege er mange ting. Vi har forsøgt os med nogle stykker, hvoraf man kan nævne: Den klassiske flagermus vs. møl-leg, hvor de blindede 'flagermus' finder føden ved at bruge lyde og ikke synet. Legen kan gøres helt simpel, hvor 'møllene' ikke må bevæge sig, eller mere avanceret, hvor de må bevæge sig (langsomt) og, hvor der er objekter møllene kan gemme sig bag. En anden aktivitet er én, hvor en seende leder en blind (rigtigt eller blindet) rundt, ved at gå i forvejen og lave lyde (klappe, knipse eller andet). En tredje øvelse er, at man er to blinde (eller blindede) personer, der fra hver sin side skal gå frem mod hinanden (eller alternativt den ene gå) og se hvor tæt de kan gå forbi hinanden ude at røre ved hinanden. Det er forbløffende, hvor tæt på man kan komme, og en mærkelig fornemmelse af, at kunne fornemme den anden persons tilstedeværelse uden at kunne se vedkommende. For at illustrere ekkolokalisering hos mennesker, kan man gå uden for og stille sig ved et fritstående hus. Alle deltagerne lukker så øjnene, hvorefter formidleren stiller sig ved huset og klapper i 7

8 hænderne. Herefter går formidleren hen på det åbne område ved siden af huset og klapper i hænderne. Man kan også lade deltagerne sige en langtrukken, monoton lyd ud i luften, for derefter at føre hænderne (eller en bakke) op foran munden. Ved begge metoder er det tydeligt at høre forskel, og et godt oplæg til en diskussion om, hvad ekkolokalisering er. Alle disse aktiviteter har ledt til, at vi udviklede tre undervisningsforløb, der var målrettet blinde og svagtseende: Havdyrenes sanser, Dyrene fra Fjord&Bælt og Kan blinde cykle? Disse forløb blevet testet af forskellige grupper af blinde/svagtseende og resultatet af dette blev, at de to førstnævnte forløb er blevet slået sammen til ét, nemlig Dyrene fra Fjord&Bælt. Grunden til dette var, at brugerne foretrak et forløb med røreaktiviteter, men alligevel meget gerne ville høre om havdyrenes sanser. Det nye forløb indeholder følgende elementer: Der startes ud med Gæt en genstand som efterfølges af en krabbefangerkonkurrence (hvis gruppen vurderes at være i stand til det). Herefter er der føle/røre aktiviteter med krabber, søstjerner, fisk og andre dyr. Efter dette dissekeres en (ben)fisk eller haj, og der sluttes af med fortællinger om havdyrenes forskellige sanser med afslutning i ekkolokalisering hos hvaler og et par aktiviteter/lege (afhængig af alder kan det være f.eks. være flagermus/møl-legen eller forsøg med K-sonar) omkring ekkolokalisering. Forløbet Kan blinde cykle? er i samarbejde med Center for Kunst og Videnskab, SDU, blevet et tilbud til mellemtrinnet i skolerne, hvor vi får en rigtigt konstruktiv diskussion med børnene om sanser, og hvordan det kan tænkes, at være ikke at kunne se. Forløbet tilbydes stadig til grupper af blinde/svagtseende, men benyttes faktisk mest til undervisning af 'normale' skoleklasser. Alle aktiviteterne kan desuden bruges enkeltvis i forbindelse med besøg af grupper, der ikke skal have decideret undervisning, men gerne vil lave forskellige aktiviteter i forbindelse med deres besøg. Udstillingsmæssige tilbud Under denne overskrift gemmer sig både nogle tips og tricks til formidling i udstillinger, men også nogle tips omkring tilgængelighed. Tilgængelighed, samt formidling i og ved udstillinger er selvfølgelig meget individuelt fra sted til sted, så det kan herfra klart anbefales, at man tager fat på et af de regionale synscentre for at få ens udstilling/besøgscenter gennemgået af en ekspert på tilgængeligheds-området. Vi har også haft stor glæde af samarbejdet med vores lokale synscenter på mange andre områder; de har blandt andet været behjælpelige med at finde testpersoner til diverse aktiviteter, samt givet uundværlige råd i forbindelse med blindestien. En liste med kontakt-info til synscentrene kan findes her: Fjord&Bælts udstillinger og de fysiske rammer på centeret blev gennemgået af en mobility-ekspert og en helt blind person. Sammen lavede de en komplet gennemgang af de ting, der virkede rigtigt godt og selvfølgelig også de ting, der kan forbedres. Følgende er en kort gennemgang af deres evaluering med fokus på elementer, der kan have relevans for andre: De fysiske rammer Generelt var det ret nemt at komme rundt på centerets udstillingsarealer, specielt med ledsager selvfølgelig. Der kunne dog med fordel gøres opmærksom på de smalle passager, der findes mellem rummene. Trapper og andre potentielt farlige elementer var OK ingen problemer. Man skal dog være opmærksom på elementer (bygningsdele, udstillingsdele) i hovedhøjde; de må ikke rage ud. I forhold til de svagtseende kan man med fordel benytte kontrastfarver for at markere potentielt farlige elementer, f.eks. er kanten på Fjord&Bælts udendørs (grønne) trapper ved sælbassinet blevet 8

9 markeret med hvid for at gøre dem tydeligere. Udstillinger Udstillingsmæssigt var de meget begejstrede over de mange taktile elementer og knap så begejstrede over udstillingsplancher med tekst (hvilket nok ikke kommer bag på nogen). I forbindelse med udstillingen i vores tunnel, var de meget positive over det hårde betongulv, der skal illudere sandbund. Det var en meget realistisk oplevelse. Til gengæld var området med tæppe (i en tunnel, der i forvejen stjal meget lyd) helt lyd-tomt og det kunne være svært at finde de taktile elementer. For at forbedre dette, foreslår de en højttaler placeret ved de taktile elementer, hvorfra man kan høre bobler, bølgeslag eller lignende. Den bedste forbedring vi kunne lave, for at en blind/svagtseende kan få mere udbytte af et besøg på Fjord&Bælt, ville, ifølge de to, være en målrettet information om centeret målrettet den blinde. Før og under besøget. Her er to uddrag af konklusionen: Ville være godt om man som blind kunne være forberedt på, hvad der rent faktisk er i de enkelte udstillingsrum f.eks. en oversigtsplan på punktskrift. I kunne udarbejde en lille punkt-guide, som den blinde kan få udleveret inden man går ind - og de enkelte udstillingsrum kunne være nummererede. Ved et besøg ville ledsageren kunne sige, at vi nu er i rum 3, og den blinde har så allerede orienteret sig i punktguiden om, at i rum 3 kan man f.eks. prøve at mærke de 3 forskellige vindhastigheder! Og: Efterfølgende snakkede Jonas og jeg om, at informationen til blinde måske kunne være tilgængelig allerede inden et besøg - I kunne lægge en pod-casting på jeres hjemmeside. Det ville endda være godt med to udgaver - en kort med beskrivelse og oversigt over stedet og hvilke aktiviteter der er blindevenlige i de forskellige rum. Og så kunne der være en mere dybtgående, hvor alle planchebeskrivelser er med. Rent teknisk kan det laves på mange måder - i dag benyttes ofte de såkaldte Daisy-bøger, dvs CDbøger, hvor man kan navigere frem og tilbage og søge på forskelligt. Daisybøger kan også bare ligge som filer som så kan downloades. Har en blind/svagsynet person en sådan til rådighed inden et besøg, vil vedkommende kunne benytte sin egen lille "streamer"-afspiller eller telefon under besøget som en Audio-phone! For yderligere information om DAISY-bøger, se: Sidenhen har vi (eksperten og undertegnede) snakket om, at en anden mulighed var at bibeholde informationen på hjemmesiden som podcasts, således at den blinde/svagtseende kan være orienteret inden besøget, og så bruge QR-koder (med link til lydfiler) i udstillingerne til formidling. Her kan man så få læst eventuelle planche-tekster op, få vejledning i brug af genstande/aktiviteter eller få længere historier med relevans til udstillingen. QR-koderne skal sættes på en måde, så de er til at finde for den blinde, de skal være taktilt genkendelige og så skal de helst sættes på en skrå plade, så de er nemme at scanne med en smartphone. Formidling i forbindelse med naturstier Fjord&Bælt har i samarbejde med CRS Odense, Kerteminde Kommune og naturligvis Friluftsrådet, projekteret en blindesti i et kystnært område ved Munkebo, kaldet Blindgyden. Den er en del af et 9

10 eksisterende stiforløb; Munkebostien. Stien åbner i foråret 2013 og er en selvstændig, fuldt funktionel sti, men er samtidig også et pilotprojekt i forhold til to kommende stier i hhv. Kerteminde (i forbindelse med Sybergland, et kommende rekreativt område) og Langeskov (ved Urup Dam). En vigtig overvejelse i forbindelse med stien er at vise, at man kan lave en velfungerende blindesti for små midler. I det følgende gennemgås stien i detaljer, da det er den nemmeste måde at forklare de overvejelser, vi gjorde undervejs. Forløb og markeringer Blindestien indgår som en del af den eksisterende offentligt tilgængelige Munkebosti, om end dele af den går ind på privatejet område, hvor man dog har lov at færdes efter gældende lovgivning. Kortet viser blindestiens forløb med de forskellige info-points, hvor der fortælles historier. Kort: Google Maps. Overordnet set markeres stien med egetræspæle med gul top (signalfarve) og en retningsangivelse i form af en pil, der peger den retning, man skal følge. Informationen/historierne findes som QRkoder på pælene. QR-koderne laves og placeres således at de er vejrbestandige, taktilt genkendelige og nemme at scanne; de laves som en sandwich af akryl-plader og printet med koden, denne monteres på en skrå træklods på pælen. Denne form for pæle vil blive Kerteminde Kommunes faste markeringspæle, når der laves handicap-stier i fremtiden. Som udgangspunkt er stien lavet med så få markeringer, ledelinjer og andet som muligt. Dette bunder i et ønske fra brugernes side, at få en sti, hvor man går i naturen og ikke på en specialdesignet sti. Derfor er stien lavet således, at man følger hække, græsstier (der er lavet som 10

11 tætslået græs gennem højere græs) og vej/fortov. I nogle få tilfælde er det nødvendigt med opmærksomhedsfelter i fortov. Disse laves med taktile fliser i fortovet, kombination med gule kantsten (se billede herunder). Tilgængelighed Et meget vigtigt grundlag for enhver blindesti og handicapstier generelt er naturligvis tilgængeligheden. Derfor er denne sti lagt, således at man både kan komme til og fra den med bil (hvis man er en familie på udflugt) eller bus (hvis man kommer som blind/svagtsynet alene). Det har været et meget vigtigt punkt, at der skulle være mulighed for at komme til stien som blind/svagtseende alene. Der skal således være busforbindelse til et sted ikke langt fra stien. Da denne sti ikke følger fast vej hele forløbet, er den ikke egnet til gangbesværede og folk i kørestol, men det er en beslutning, der er taget for at efterkomme brugernes ønske om en naturlig sti. Der bliver lavet en introduktion med praktiske informationer om stien, der kommer til at ligge sammen med de øvrige filer om Munkebostien på Kerteminde Kommunes hjemmeside. Således kan de blinde/svagtseende orientere og forberede sig hjemmefra. Vedligehold Et andet væsentligt punkt omkring en sti som denne er naturligvis vedligeholdelsen. Pælene holder i mange år, da de er temmelig vejrbestandige og er desuden lavet, så de ikke er nemme at ødelægge. Vedligeholdelsen varetages af Kerteminde Kommune. Den største vedligeholdelsesopgave i forbindelse med stien er græsstierne. De slås jævnligt af Kerteminde Kommunes Park- og vejafdeling og følger instruktionerne givet af Synsafdelingens konsulenter. På det privatejede areal, er det grundejerforeningen, der står for slåningen. Men da blindestien blot følger deres oprindelige stier, er der heller ingen problemer i samarbejdet her. 11

12 Opmærksomhedsfelterne (med taktile fliser og gul kantstensbemaling) vedligeholdes også af Kerteminde Kommune. Det skal også nævnes, at Kerteminde Kommune står for serverplads til lydfilerne med informationer og historier. En gennemgang af stiforløbet Der er to start/slutpunkter på stien afhængig af, om man kommer med bus eller bil: Parkeringspladsen ved marinaen Busstoppestedet med mulighed for parkering lidt bagved Begge steder markeres starten på stien med en retningsangivende pæl. Parkerer man ved marinaen følger man et stykke fortov/cykelsti et lille stykke langs fjorden til man kommer til det sted, hvor man støder til stien fra busstoppestedet. Her er det første info-point sat. Kommer man fra busstoppestedet, ledes man af fortovet (se billedet ovenfor) hen til en tunnel under Kertemindevejen. 12

13 Nedgang til tunnel En blind/svagtseende vil naturligt ledes ad fortovet langs hækken, men der skal placeres en retningsangivende pæl (begge veje man skal jo tilbage igen) ved nedgangen til tunnellen. Når man kommer ud fra tunnellen støder man sammen med stien fra parkeringspladsen og møder det første info-point. Stedet hvor stien deles afhængig af, om man kommer fra eller skal til - busstoppestedet eller parkeringspladsen Ud over det første info-point skal være her, skal det også tydeligt markeres på pælen, at man kan vælge at gå til bus eller bil. Ligeledes skal der være en pæl, der markerer retningen af stien, når man skal ud på stien. Efter sammenfletningen følger man cykel/gang-stien (retning mod fotografen på ovenstående billede) til man når frilufts-motionspladsen. 13

14 Frilufts-motionspladsen Her placeres der en retningsangivende pæl (mod venstre) og man følger stien langs hækken ind til roklubbens areal. Her følger man helt naturligt stien langs hækken På maen som ses på billedet ovenfor, bliver græsset slået af kommunens park- og vejafdeling. Stierne, der går hen over området, gøres synlige ved at græsset i mellem ikke bliver slået helt så kort, således at der er en tydelig taktil forskel på sti kontra græs. Efter at have fulgt hækken, kommer man ned til fjorden, hvor næste info-point står. 14

15 Info-point nummer 2 Ved dette sted, bliver man ledt skråt over maen ved hjælp af retningsangivende pæl og sti i græsset: Retningsangivende pæl sættes her Stien gennem græsset leder op til en smal sti mellem de to huse, der ses her Efter at have gået i mellem de to huse, kommer man op på en ikke særlig befærdet vej: 15

16 Stien kommer ud cirka halvt inde i billedet, og man går så i venstre side af vejen hen mod fotografen Der hvor stien munder ud i vejen, skal der være et par taktile fliser og en retningsangivende pæl. Efter svinget, der ses på ovenstående billede, skal man ledes over vejen til fortovet, der begynder på modsatte side. Dette gøres med pæl (venstre side) og taktile fliser (højre side). Man følger nu fortovet et stykke og skal krydse en enkelt sidevej, der markeres med taktile fliser og gul kantstensbemaling på begge sider. Sidevejen 16

17 Næste forhindring er, hvor man skal krydse vejen, hvor den foretager et 90 graders højresving. Her skal vejen krydses og man skal ledes over på det grønne areal, der ligger, hvor fotografen står Der skal lægges taktile fliser, gul kantstensbemaling og retningsangivende pæl, når man har krydset vejen. Når man kommer over på det grønne areal, bliver man med en pæl ledt ad stien (kortklippet græs) mellem træerne: Og ned ad bakken: 17

18 Dette areal er offentligt, men man når nu efter at være kommet ned ad bakken til fjorden til det private areal: På dette sted opstilles info-point 3, hvorefter man fortsætter langs stien på billedet rundt langs noret. 18

19 Der behøver ikke være markeringer her (ovenstående billeder), men der laves aftale med grundejerforeningen om, at stierne, der løber til, ikke må være for brede, da man ellers vil kunne komme til at blive ledt til højre op ad en af disse stier. Ved denne sti, ud mod noret, placeres info-points 4 og 5. Det første i svinget, der ses på ovenstående billede. Det andet et stykke bag ved fotografen. På et tidspunkt kommer man til et sted, hvor man skal følge stien til højre, men der er også en sti, der fører lige ud og ind på en privat matrikel (med hegn). Her skal være to pæle, der markerer retningen rundt til højre. Et lidt tricky sted. Pælemarkering på begge sider af stien, der løber lige ud, så man bliver ledt til højre Ved vandreservoiret, der ligger i baggrunden til højre på ovenstående billede, skal der også være en pæl, der leder en til højre rundt om reservoiret. Når man er kommet forbi reservoiret, møder man en vej, der skal krydses, hvorefter man følger fortovet mod venstre. Overgangen markeres med taktile fliser og kantstensbemaling på begge sider af vejen: 19

20 Resten af ruten foregår på fortov til man kommer ned til stedet, hvor man skal vælge mellem, hvorvidt man skal til busstoppestedet eller parkeringspladsen. Det er ikke det mest spændende stykke af stien, men det kunne ikke undgås, hvis vi skulle lave en rundtur, hvilket vi har valgt, da der ikke er mange, der ønsker at gå en sti, hvor man skal gå tilbage ad det spor, man allerede har gået. Efter at have fulgt fortovet et lille stykke, drejer det rundt og møder fortovet på en lidt større vej. Men da man som blind/svagtseende naturligt bliver ledt ad fortovet rundt til højre her, er det ikke nødvendigt med en markeringspæl her. 20

21 Til gengæld skal der være taktile fliser og kantstensbermaling, hvor man skal krydse nedenstående vej: Et stykke nede ad vejen, der ses med skoven på højre side, på ovenstående billede, skal man dreje til højre: Dette markeres med pæl. Man skal så krydse vejen, for at følge den vej, der ses i baggrunden til venstre på ovenstående billede. Dette markeres med taktile fliser og kantstensbemaling. Man bliver ledt over på fortovet, der går langs venstre side og følger dette til man når tilbage til det sted, hvor stien deler sig mod bus eller bil. Lige før dette, placeres det 6. og sidste info-point. Overordnede betragtninger En væsentlig ting omkring oprettelsen af en blindesti, er (som ved alle stier) samarbejde med lodsejerne. I dette tilfælde er det primært Kerteminde Kommune og i mindre omfang private. Dette gælder selvfølgelig omkring selve opførelsen men også vedligeholdelsen af stien. Det er selvfølgelig også væsentligt at inddrage brugerne og forskellige eksperter, således at man sikrer sig, at tilgængeligheden er i orden og at man laver en sti, der er i tråd med brugernes ønsker. Tilgængelighedsmæssigt er det vigtigt jeg har skrevet det før, men bare for at få det helt slået fast at en blind eller svagtseende kan komme til og fra stien på egen hånd, ligesom vedkommende kan bruge stien selv. Det er ikke ofte, at det vil ske, da den blinde/svagtseende ofte har en hjælper eller familie med, men muligheden skal være der. Kan man undgå krydsning af veje, vil man kunne lave en blindesti rigtigt billigt, da det er de taktile elementer i forbindelse med overgange, der koster. Men nu hvor man kan anskaffe taktile fliser er det i det mindste nemt at lave overgange. For eksempel kan taktilfliser findes her: 21

22 Formidlingsmæssigt er det væsentligt at sikre sig, at man bruger en metode, som brugerne nemt kan benytte, som dækker forhåndsinformation via hjemmeside samt formidling og information på selve stien. I dette tilfælde QR-koder. Formidlingen på stien er i øvrigt bygget op over historiske, naturhistoriske og biologiske temaer, så der er lidt for enhver smag. Det giver også en fornemmelse af områdets rige historie og natur. De forskellige info-points (6 stk.) har hver sit fokus, alt efter deres placering formidlingen skal selvfølgelig handle om det, man kan fornemme ved det enkelte info-point. Stiforløbet her er også tænkt således, at der er gode muligheder for guidede ture med naturvejleder. Her kan man lave forskellige aktiviteter, blandt andet med mulighed for at indlægge snorkelture. Friluftsaktiviteter Jeg har arbejdet med forskellige former for friluftsaktiviteter, hvor jeg har taget nogle af de aktiviteter, jeg i forvejen laver på Fjord&Bælt og tilpasset dem til brug for blinde og svagtseende. Det drejer sig om strandture (med waders, rejenet og fælles madlavning), bådture i Fjord&Bælts RHIB-båd og snorkling. Overordnet har jeg her arbejdet med mindre grupper (maks. 8 personer), da der kun har været mig på som guide. Dette antal har været passende til alle aktiviteter, men kan selvfølgelig udvides, hvis man er flere personer tilknyttet gruppen. Strandture Strandturene er igen en naturvejleder-klassiker. Aktiviteten går ud på at udstyre deltagerne med waders og fiskenet/rejehov og lade dem indsamle dyr og planter til bestemmelse, som baggrund for en god historie eller to og en smagsprøve på alt godt fra havet. Det er en god aktivitet også for blinde og svagtseende, men når man laver denne aktivitet for blinde og svagtseende, er der flere ting, man skal være opmærksom på: Området, hvor man fisker og adgangen til det skal helst være uden for mange sten. Når man ikke kan se, er det ikke sjovt at bevæge sig over et område, hvor man hele tiden er ved at vælte! Man skal lave en grundig(ere) introduktion til området og udstyret, end man måske plejer. Alle ting og fornemmelser (f.eks. hvordan et par waders klæber sig til en, når man er i vandet) skal helst beskrives på forhånd, så deltagerne kan forberede sig mentalt til alle situationer, der opstår. Man skal være rigtigt meget på og hjælpe mere end normalt, både med selve fiskeriet, men også praktiske ting som for eksempel at sørge for, at deltagerne ikke kommer for langt væk. Den ideelle opsætning er, at lade deltagerne gå sammen to og to gerne med en medhjælper pr. hold (det kan være den blindes hjælper, familiemedlem eller en anden naturvejleder/instruktør). En ting man skal udelade hvis man sammenligner med en seende gruppe er at lade deltagerne bestemme dyrene og planterne. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre. Til gengæld er de indfangede dyr (og til dels planter) rigtigt gode som føle/røre-aktivitet ud fra princippet: Gæt et dyr, hvor man kan diskutere, hvilket dyr deltagerne holder. Som jeg tidligere har beskrevet i forbindelse med denne form for aktiviteter, skal man dog gå forsigtigt til værks og tage hensyn til de taktilt forskrækkede. I forbindelse med denne aktivitet, er det også en klassiker, at lave mad af nogle af de indsamlede dyr. Enten i Trangia eller over bål. Jeg har i denne forbindelse naturligvis også lavet mad sammen med blinde/svagtseende. Erfaringen er at de er ligeså begejstrede over konceptet som alle andre, selvom der selvfølgelig også var nogle, der ikke kunne lide smagen af snegle helt som normalt. Jeg har til dels brugt opskrifter fra kogebogen, jeg lavede i forbindelse med et tidligere Friluftsrådsprojekt, og som kan findes her: 22

23 option=com_content&view=article&id=89&itemid=99&lang=da og også bare lavet kogte rejer. Det viste sig svært for deltagerne, at være med til at forberede maden. De kan godt skære gulerødder, porrer og lignende., men har svært ved at pille snegle ud af deres hus eller pille rejer. Så hvis man gerne vil lave denne form for mad ved stranden sammen med en flok blinde/svagtseende, skal man være forberedt på at skulle lave en del 'pillearbejde' selv. Bådture Jeg har lavet bådture i centerets speedbåd for blinde og svagtseende og haft rigtigt gode erfaringer med det. Turene ud på Kertemindebugten har jeg lavet helt som jeg ville lave en tur for seende, hvor vi sejler ud, får vind i håret og fortæller nogle røverhistorier og andre gode historier fra naturens verden. Dette er nok den af de afprøvede aktiviteter, som afviger mindst fra en normal tur, bortset fra at man igen skal forberede deltagerne om, hvad der vil komme til at ske på en mere udførlig måde end normalt. Ligesom det tager lidt længere tid, at få deltagerne i båden. Deltagerne har været rigtigt glade for at komme ud at sejle og jeg kan stærkt anbefale dette man kan også nøjes med andre typer af fartøj, ligesom man kan bruge end sø lige så vel som havet. Man kan krydre turen med, at guiden hopper i vandet og indsamler dyr til fælles undersøgelse, men husk på, at der skal være en seende i båden, imens man er i vandet. Jeg skulle også i løbet af sommeren 2012 have lavet formidling om bord på Gunlög, et sejlskib som drives af Blindes Sejlklub. Men desværre skulle båden på værft hele den aftalte periode. Grunden til at jeg tager det med her er, at Blindes Sejlklub er meget interesserede i at deltage i forskellige aktiviteter, så hvis man gerne vil prøve at lave noget sammen med dem, kan man finde kontaktinfo via linkene sidst i dokumentet. Snorkelture Snorkelture er en anden klassiker, som Fjord&Bælt har lavet siden centerets start i Så det var en oplagt aktivitet at prøve at udvikle for denne målgruppe. Som ved de andre friluftsaktiviteter er det også her vigtigt at grupperne er små, med mindre man har flere guider med til at forestå snorklingen. I mit tilfælde har jeg i alle tilfælde gjort det alene og grupperne har derfor været på mellem 4 og 8 personer pr. gang. Grupperne har bestået af unge, som er kommet til Kerteminde via CRS Odense eller via forskellige lokalafdelinger af Dansk Blindesamfund. Jeg har således ikke kunne teste aktiviteten med voksne, men baseret på mine erfaringer, tror jeg ikke, det vil være væsentligt anderledes. De fleste af deltagerne på turene har været svagtseende, men der har været enkelte helt blinde med. Et hold svagtseende på vej ud at snorkle 23

24 Deltagerne (med en enkelt undtagelse) har på alle turene været meget begejstrede, men der har selvfølgelig været en masse tilpasninger undervejs for at nå et rigtigt godt resultat. Jeg har gennem projektperioden arbejdet med forskellige former for forberedelse til turene, forskellige former for afmærkning og forskellige formidlingssituationer, før, under og efter selve snorklingen: Amerikaneren Daniel Kish, stifteren af organisationen World Access for the Blind, og en af de mest kendte menneskelige ekkolokalisatører, var den første, jeg havde med ude at snorkle. Han cykler gerne, også i Los Angeles eller på mountainbike i bjerge, men han syntes, det var klaustrofobisk at bruge snorklen. Svømning i våddragten var dog helt ok. Forberedelse En meget vigtigt ting i forbindelse med snorkling med denne målgruppe er, at forklare alting meget grundigt til deltagerne på forhånd. Grunden til dette er, at man er noget mere usikker i en anderledes situation, når man ikke kan se. Ved at tage det meget stille og roligt og gennemgå alle elementer på forhånd, føler deltagerne sig meget mere trygge, når de kommer i vandet. Dette betød, at alle mine ture startede med en introduktion i skoletjenesten på Fjord&Bælt før udstyret blev udleveret (hvis ikke man har et rum til rådighed, kan man selvfølgelig gøre dette, hvor end man vil). Under introduktionen forklarede jeg om det område, vi skulle ud og snorkle i; hvordan bunden var, hvilke dyr der lever der, om vandet var koldt og om banen, de skulle følge (se under afmærkninger ). Derefter fortalte jeg om våddragter, masker, snorkel og finner; hvilken funktion de har og hvordan tages de af og på, og hvordan det føltes at komme i vandet med udstyret på. Efter dette fik de udstyret udleveret og fik dragterne på, hvorefter vi tog af sted til destinationen. Når vi var ankommet, beskrev jeg lige området kort igen, hvorefter alle blev sendt ud for at prøve/opleve våddragten, hvorefter de tog maske og snorkel på, som de så i ro og mag afprøvede. Til sidst tog de finner på og de blev så alle én for én - bedt om at svømme en kort distance under personlig guidning af mig. Da alle havde været igennem dette, begyndte snorkelturen for alvor. Afmærkning Jeg prøvede snorkling uden afmærkning og med afmærkning. Konklusionen er, at det helt klart er bedst at bruge en form for afmærkning i form af en sti. De mere modige kan så snorkle uden - efter de har prøvet stien, hvis de skulle have lyst. Afmærkningen bestod i at lave en dykkersti hen over forskellige interessante steder (oplevelsespunkter). Rent fysisk består afmærkningen af nogle galvaniserede hegnspæle (kan købes i ethvert byggemarked til næsten ingen penge) og noget reb. Rebets tykkelse var til debat og jeg endte op i noget 10 mm nylonreb. Når man sætter banen op, skal man bare bore pælene ned i havbunden og efterfølgende vikle rebet omkring disse. Fordelen ved denne simple konstruktion er, at man kan sætte den op næsten hvor som helst. Dette er vigtigt, da man på en snorkeltur med 24

25 blinde/svagtseende er endnu mere afhængig af rolige strøm- og bølgeforhold, end med seende. Jeg eksperimenterede også med, hvor varieret banen skulle være med hensyn til oplevelsespunkter, skulle der være mange eller få og hvor forskellige skulle de være. Konklusionen er, at der skal være tre (maksimalt fire) af disse. Det kan være en rigtig stor tangbusk, en stor sten, noget blød sandbund, ålegræs- eller strengetangsområde eller hvad lokaliteten ellers byder på. Længden på stien kan varieres, men ud fra mine erfaringer, bør den ikke overstige 50 meter. Selvfølgelig skal stien placeres på relativt lavt vand. Brugerne skal kunne nå bunden, mens de ligger og trækker vejret i overfladen. I hvert fald ved oplevelsespunkterne. Hegnspælene, jeg bruger til stien Formidlingssituationer Der var to formidlingssituationer før snorklingen overhovedet var begyndt. Den første var den ovennævnte introduktion, hvor man gennemgår området og dets dyreliv. Det er værd at bemærke, at det er rimeligt vigtigt at sørge for at snorkle et sted uden brandmænd, hvis muligt. Og at informere om dette. Når man ikke kan se, har man overhovedet ikke lyst til at ligge og rode rundt med disse herlige væsener. Den anden formidlingssituation er lige før, man tager stien i brug. Her beskrives stien (ikke alt for mange detaljer, der skal jo også være noget at opdage) og dens brug. Herefter sendes deltagerne af sted langs stien en og en. Lad der gå et stykke tid mellem hver, da der helst ikke må opstå for mange trafikpropper. Jeg eksperimenterede med at formidle til deltagerne undervejs på stien, på opsamlingssteder forskellige steder på stien og til slut. Det der virkede bedst var, at lade deltagerne svømme hele stien igennem og derefter i samlet flok snakke om, hvad de oplevede. Hvis der er mulighed for det, kan man efterfølgende bruge indsamlede dyr fra området som en basis for en snak om dyrene også. Bemærk at det er en rigtig god idé, at have indsamlet dem på forhånd der er ikke tid til det undervejs. Hvis det ikke er meget varmt, anbefales det at tage snakken efter at deltagerne har skiftet tøj, og eventuelt indenfor med en kop varm kakao i hånden. Grunden til dette er, at man overordnet set skal være opmærksom på, at et forløb som dette tager MEGET mere tid for blinde/svagtseende end for seende. Derfor kan man heller ikke lave det i samme temperaturer, som man ellers kan med seende. Vandet/vejret skal simpelthen være varmere ellers kommer deltagerne til at fryse for meget. Andre aktiviteter i forbindelse med projektet Der er blevet lavet andre aktiviteter i forbindelse med dette projekt, som ikke har haft direkte fokus på naturvejledning for blinde og svagtseende, men som måske alligevel kan have interesse. 25

26 Workshop om ekkolokalisering I 2010 afholdt Fjord&Bælt en workshop om ekkolokalisering hos hvaler, flagermus og mennesker. Workshoppen var en stor succes med deltagelse af forskere og blindeintruktører fra hele verden. Workshoppen fokuserede på både de forskningsmæssige og formidlingsmæssige aspekter omkring ekkolokalisering. Flere af deltagerne (både forskere og blinde/svagtsynede) var ude og prøve forskellige formidlings- og friluftsaktiviteter. Workshop: Svenskeren Leif Sunesson (blind ekkolokalisatør) under lydforsøg og amerikaneren Daniel Kish - blind og på cykel. Alle foredrag og andet materiale fra workshoppen er blevet samlet på en DVD, så hvis man er interesseret i området og vil høre og se verdens førende forskere på feltet, kan en sådan erhverves ved at kontakte undertegnede. Ekkolokalisering som mobility-værktøj Som en efterfølger til ovenstående workshop, involverede Fjord&Bælt sig (ved Magnus Wahlberg) i mobility-arbejdet, hvor vi på nordisk plan arbejder for at få ekkolokalisering hos mennesker i spil som et redskab, som kan bruges af de blinde. I Norden er det ikke så udbredt, men i USA er man kommet et godt stykke, og det er disse erfaringer, vi godt vil være med til at få udbredt, så man kan begynde at undervise i ekkolokalisering i Norden. Blindedag I forbindelse med Dansk Blindesamfunds 100 års jubilæum i 2011, afholdt Fjord&Bælt en blindedag, hvor interesserede kunne komme og prøve forskellige aktiviteter (som at prøve at gå med førerhund) og hjælpemidler (der findes mange dimser, der er temmelig underholdende at prøve), så man kunne få et indblik i, hvordan det er at være blind. Dagen lå lidt uheldigt i forhold til at trække besøgende, men de der kom havde en sjov eftermiddag. Vi samarbejdede med CRS Odense, Dansk Blindesamfund og Blindes Sejlklub om blindedagen, og jeg bringer det på banen her, for at inspirere andre til at lave lignende samarbejder og dage. Links Her er links til hjemmesiderne til de partnere, som har været en del af projektet, og som du måske kan bruge: Friluftsrådet: Dansk Blindesamfund: Instituttet for Blinde og Svagtseende: 26

27 Dansk Handicap Idræts-Forbund: Center for Rehabilitering og Specialrådgivning, Synsafdelingen, Odense: Blindes Sejlklub: World Access for the Blind: San Diego Center for the Blind, herunder VISTA: Long Marine Lab, University of California: The Seymour Marine Discovery Center: Kontaktinfo Endelig er du selvfølgelig velkommen til at sende en mail til mig, hvis du har brug for yderligere information omkring projektet: Tue Skovgård Larsen, Biolog og Naturvejleder, Fjord&Bælt: Jeg er i skrivende stund ved at få nyt telefonnummer, og kan derfor ikke angive dette, men jeg kan selvfølgelig også kontaktes telefonisk via Fjord&Bælt: