Homoægteskaber. - en pseudoliberal konstruktion. (v.1.03) Af Jesper Veiby HØJRE.

Transkript

1 Homoægteskaber - en pseudoliberal konstruktion (v.1.03) Af Jesper Veiby HØJRE 1

2 Udgivet af selskabet Højre Copyright 2011, Jesper Veiby Bogen er udgivet som ebog og må frit videregives til andre, lægges på hjemmesider, udprintes og på anden måde gøres tilgængelig. Faktisk anbefaler vi, at den udbredes og mangfoldiggøres. Eneste betingelse er, at bogen videregives i sin helhed og uden ændringer. 2

3 0. Intro Den pt. nye regering under Helle Thorning- Schmidt har erklæret det som et af sine mål at sikre ligestilling mellem heteroseksuelle og homoseksuelle par, bl.a. hvad angår muligheden af at blive viet i kirken (eller indgå registreret partnerskab her). Det samme har politikere fra andre partier, herunder Liberal Alliance og Enhedslisten, ligesom debatten i sig selv har stået på i en årrække. En sådan lovgivning er imidlertid problematisk udfra et liberalt synspunkt, i og med at man søger at gøre visse ting til rettigheder, som intet har med rettigheder at gøre. Jeg er helt og aldeles imod, at staten diskriminerer, kriminaliserer eller chikanerer homoseksuelle, eller at staten ser gennem fingre med, hvis private gør det samme. I et frit samfund skal den homoseksuelle naturligvis have lov at leve, som han/hun vil. Mit ærinde er alene, hvad denne ret indbefatter. 1. Liberale rettigheder I en sådan diskussion fremføres homoægteskaber ofte som en "ret", de homoseksuelle menes at have. Eller det fremføres indigneret, hvorfor homoseksuelle ikke har lov til at kalde sig ægtepar, men må nøjes med at kalde sig registrerede partnere. I vor tid, hvor grupperettigheder i mange tilfælde har sat dagsordenen, anser mange det som en selvfølgelighed, men det er min påstand, at de såkaldte homoægteskaber er en pseudoliberal konstruktion, som ingen liberale bør erklære sig som fortalere for i den form, den typisk lanceres. Det afspejler ikke mit forhold til den enkelte homoseksuelle, hvis frihed jeg respekterer, og som for det meste er en glimrende samfundsborger ligesom alle andre. Det angår alene den dagsorden, som visse kredse forsøger at sætte. I en liberal optik er det først og fremmest afgørende, at den enkelte borger sikres beskyttelse mod statsmagtens overgreb, samt at den enkelte samtidig sikres beskyttelse mod sine medborgeres overgreb. Det er såkaldte "negative frihedsrettigheder", som basalt set går ud på, at den enkelte kan sige til omverdenen: bland jer udenom, hvordan jeg lever mit liv. I relation til homoseksuelle, så indebærer det naturligvis, at staten ikke må kriminalisere homoseksualitet, og at embedsmænd og myndigheds-personer ikke må chikanere og genere homoseksuelle på grund af deres seksuelle orientering. For det andet, at staten skal slå ned på såkaldte "hate crimes", hvor homoseksuelle overfaldes, trues mv., fordi de er homoseksuelle. 1 Det første punkt er som jeg ser det opfyldt. Den homoseksuelle diskrimineres ikke i lovgivning eller i det offentliges administration i dagens Danmark, og de arvetekniske forskelle, som var førhen, er i hvert fald nu elimineret via ordningen med registrerede partnerskaber. Enhver liberal vil naturligvis være enig i, at homoseksuelle skal have samme rettigheder, som alle andre - forstået i det rette lys - men må samtidig erklære sig enig i, at det har man allerede. Hvad angår det andet punkt, så er hate crimes mod homoseksuelle ikke noget typisk forekom- 1 Ligesom staten naturligvis heller ikke må chikanere og genere på basis af folks religiøse orientering, racemæssige afstamning osv., og skal yde andre grupper samme beskyttelse mod hate crimes. 3

4 mende, og mig bekendt efterforsker politiet det seriøst og med samme ihærdighed som andre voldsforbrydelser. For 100 år siden eller i andre lande ville man med større berettigelse kunne pege på de homoseksuelle som en diskrimineret gruppe, men næppe længere. Hvis man vel at mærke anvender liberal optik. Det gør en venstreorienteret regering naturligvis ikke, ligesom de mange fortalere af grupperettigheder eller egalitarister i almindelighed måske heller ikke gør. Men enhver liberalist burde være enig heri. 2. Ægteskab eller noget andet? Det første punkt, hvor dette gør sig gældende i debatten, er i spørgsmålet om, hvorvidt homoseksuelle par skal have lov til at kalde sig ægtepar (og om dette skal sanktioneres i lovgivningen), eller hvorvidt en anden betegnelse (f.eks. registrerede partnere) er mere passende. Her forekommer det mig, at man mister jordforbindelsen. Man har i tusindvis af år anvendt "ægteskab" som betegnelse for en mand og en kvinde, der gifter sig og stifter familie (eller dog i sig selv udgør en lille kernefamilie). Og hvis man foretrækker en anden og mere stringent formulering, så kunne man betegne ægteskabet som "det ordnede parforhold mellem en han og en hun indenfor homo sapiens, som tager sigte på yngelpleje og artens videreførelse". Det er således ligegyldigt, om man forsvarer ægteskabet på basis af religiøse overbevisninger, traditionalistiske anskuelser eller som darwinistisk ateist. Det giver sig selv, at parforholdet mellem mand og kvinde er mere fundamentalt for den menneskelige race end parforhold mellem to af samme køn. At foreslå folketinget at beordre homoseksuelle parforhold omtalt som ægteskaber, svarer derfor til at bede folketinget ophæve tyngdeloven eller vedtage, at hunde og katte fremover skal kaldes heste. Ordvalget ændrer ikke virkeligheden, og skulle man vedtage noget så tåbeligt, opstår jo blot behovet for en eksklusiv betegnelse for et forhold mellem en mand og en kvinde i modsætning til andre forhold. Kun en militant egalitarist kan argumentere for, at man har ret til at blive kaldt "ægtepar", når man ikke er det. Det er en leg med ord, som velsagtens forsøger at ligestille de to typer af forhold, men som er uden substans, for der er og bliver jo forskel på dem. Og selvom et samfund vel kan tænkes at fungere, uden at ægteskaber er civilretligt regulerede, så er det af de ovennævnte grunde naturligt, at det traditionelle heteroseksuelle ægteskab institutionaliseres som det centrale og gængse. Naturligvis vil et frit og liberalt samfund tillade, at den enkelte lever på alternative måder i forhold til flertallet, normen eller det vedtagne og politisk korrekte til en given tid. Men en sådan frihed indebærer ikke automatisk, at en alternativ livsstil skal indskrives i landets love og formelt sidestilles med det, man kunne kalde mainstream livsstilen, ligesom friheden naturligvis heller ikke omfatter retten til, at alle skal synes om og bifalde det valg, den enkelte tager. 3. Retten til at blive gift i en kirke En anden og konkret ret, som typisk nævnes, er retten til at blive gift (eller indgå registreret part- 4

5 nerskab) i kirken. Her sigtes der typisk til folkekirken, men det er nødvendigt at tage den generelle og principielle diskussion først: Har kirker i almindelighed ret til at diskriminere mod homoseksuelle? Eller er den enkelte kirke forpligtet til både at ansætte, indlemme og vie homoseksuelle par? Det banale, men til dels kontroversielle svar er, at private har ret til at diskriminere. Afholdsforeningen har lov til at afvise medlemmer, som ikke er afholdsfolk. Miljøbevægelsen har lov til at afvise medlemmer, som kører i benzinslugende biler. Dyreværnsforeningen har lov til at afvise mennesker, som går i pels. Indvandrere har også ret til at stifte en forening, som kun er for indvandrere, og hvor etniske danskere er formet adgang. Men retten går begge veje, så det er naturligvis også tilladt at stifte en forening, hvor kun etniske danskere kan blive medlem. Ateistisk Selskab har ret til at afvise kristne medlemmer. Mens kristne kirker naturligvis på sin side har ret til at afvise muslimer og ateister. Det er så basalt, at det næsten er pinligt at repetere. Så hvis en kirke f.eks. kun tillod hvide, heteroseksuelle mænd at være medlemmer, så hverken kunne eller skulle den forbydes alene af den grund. Der kan være særlige overvejelser på arbejdsmarkedet, hvor diskrimination forringer den enkeltes chance for at forsørge sig selv, men i civilsamfundet er det naturligvis tilladt at diskriminere, hvis det er sagligt udfra den enkelte organisations formål og livssyn. Heraf følger naturligvis også, at det homoseksuelle par ikke har nogen ret som sådan til at blive gift i en kirke efter eget valg. Men da der i et frit samfund er religionsfrihed, så står det den enkelte frit for at melde sig ind i en kirke, som vil vie eller velsigne homoseksuelle par. Ligesom man jo blot kan stifte sin egen kirke eller religiøse organisation, hvis der ikke er nogen i forvejen. Hele problemstillingen er for den liberale en udpræget ikke-sag. 4. Retten til at blive gift i folkekirken Hvis det ikke handler om retten til at blive viet i en kirke i almindelighed, men derimod om retten til at blive viet i den danske statskirke, folkekirken, så stiller sagen sig kun marginalt anderledes. Det er klart, at i en religiøs stat vil statskirkens anliggender være en sag for politikerne eller staten, ligesom statens anliggender vil være en sag for kirken. Hvis man abonnerer på tanken om en religiøs stat, endsige et religiøst diktatur, så er det naturligvis forståeligt, at man ad politisk vej vil forsøge at diktere nogle retningslinjer for folkekirken. Det fremherskende syn, og da i særdeleshed hvis man er liberal, er derimod tanken om den sekulære stat. 2 Idealet er, at stat og kirke skal adskilles, og hvis det af forskellige grunde ikke kan ske fuldt ud, så 2 Med sekulær menes her ikke "antireligiøs", men blot "ikkereligiøs". I liberal optik er kirker og religiøse organisationer en del af civilsamfundet på lige fod med alle andre organisationer. Staten er derimod sekulær i den betydning, at statens drift er adskilt fra kirkens og ikke varetages udfra religiøse hensyn. 5

6 at kirken i det mindste skal være selvstyrende og selvforsynende, 3 således at kirken styres af sine medlemmer og for disses egne penge, mens staten styres af alle borgerne og for den skat, der opkræves af alle. Det kan være, at der er nogle liberale, der er medlemmer af folkekirken, og som samtidig gerne vil, at man her åbner op vielser af homoseksuelle, men det vil stadig være nødvendigt at gå den "omvej" først at sikre kirkens selvstyre og dernæst som medlem at arbejde for en given praksis i kirkens regi. Som landet ligger, hvor kun lidt over 80% af befolkningen er medlem af folkekirken, så er det sandsynligt, at flere af de politikere, som ønsker sådanne homoægteskaber indført, ikke selv er medlem af folkekirken, og tillige at mange af deres vælgere heller ikke er. Det er i selve sin form et statsovergreb, som ingen liberal bør kunne gå ind for. Man hører enkelte argumentere for, at eftersom staten er arbejdsgiver for folkekirkens præster, skal disse blot efterkomme ordrer fra politisk hold eller finde andet arbejde. Ens "liberalisme" består i givet fald snarere af et ønske om at påtvinge andre sit frisind, end det er et oprigtigt liberalt ønske om frihed til den enkelte borger. Hvis staten og kirken i strid med liberale idealer er for tæt forbundne, så vil den liberale løsning naturligvis være at skille dem ad, så langt det er muligt. Den pseudoliberale løsning er at misbruge statens magt til at diktere de ting, man i en 3 Enten i form af en samlet selvstændiggørelse, eller i form af en opsplitning i nogle større grupper efter stil og teologisk tilhørsforhold. selvstændig kirke var henvist til at søge fremmet via argumenter, stemmer mv. Nogle siger omvendt, at man ikke vil påbyde folkekirken at foretage vielser af homoseksuelle, men blot tillade, at den kan gøre det. Dette er naturligvis et helt andet udgangspunkt, og det afspejler en væsentlig større respekt for kirkens ret til selv at afgøre sine indre anliggender. For selvfølgelig skal Folkekirken kunne gøre, som den vil, så længe det sker uden politisk indblanding, og så må dem, der er uenige, evt. skifte kirke eller stifte deres egen kirke. Går man imidlertid lidt dybere, er selv dette ikke en uproblematisk løsning, for tilladelsen tænkes typisk givet det enkelte menighedsråd, og ikke folkekirken som sådan. De enkelte menighedsråd har jo ikke ellers nogen udpræget frihed til at træffe beslutninger. De kan ikke beslutte, at man i højmessen skal afvige fra liturgien, tekstrækken, salmebogen mv. De kan ikke beslutte, om man i kirken skal foretage barnedåb, voksendåb eller slet ikke dåb. De kan ikke beslutte, om man i den enkelte sognekirke kirke skal tilslutte sig eller modsætte sig diverse trosbekendelser. Alligevel vil man give dem frihed på ét konkret og isoleret område. Dette vil stort set svare til, at man ved lov bestemmer, at den enkelte McDonalds franchise selv skal kunne bestemme, hvordan lokalerne skal indrettes. Eller at man ved lov bestemmer, at datterselskaber i Mærsk koncernen skal have autonomi og selv bestemme, hvordan deres brevpapir skal se ud, og hvilken ansættelsespolitik, der skal føres. Hvis man tillader noget, må tilladelsen gives til den, som er beslutningsdygtig. I eksemplerne 6

7 enten McDonalds hovedkontor eller generalforsamlingen i det øverste holdingselskab i Mærsk koncernen. I folkekirken enten et biskoppeligt kollegium eller et kirke- hhv. landsmøde. Man kan ikke som liberal diktere en lokal frihed, der krænker organisationens struktur og beslutningsgange. Og hvis beslutningsgangene er en smule diffuse, så er den liberale løsning stadig at gøre dem tydelige og klare, f.eks. i form af et folkekirkeligt selvstyre, og derefter overlades beslutningerne til dette. Det er derimod i strid med liberale lovgivningsprincipper at lade det enkelte menighedsråd træffe afgørelsen, medmindre man også via lovgivningen er villig til at give den lokale sognekirke selvstyre på alle andre områder Kirkers ret til at foretage vielser For den stringente liberalist er der en sidste krølle på sagen. Der er naturligvis ingen diskussion om, at enhver organisation, religiøs eller ikke, har lov til at foretage alle de uforpligtende handlinger, de vil, hvad enten dette er at velsigne folks ægteskab, homoseksuelle parforhold, ja til og med folks skilsmisse, eller indføre riter i forbindelse med børns fødsel og skelsår, eller i forbindelse med dødsfald. Problemet er, når der er tale om civile ordninger, der indvirker på den enkelte legale status på et eller flere områder. Som f.eks. indgåelse af ægteskab. Det er ikke indlysende, at en kirkelig vielse overhovedet skal have civil gyldighed. I Tyskland er det sådan, at et brudepar ved siden af den kirkelige vielse skal have ordnet papirer ved borgmesterkontoret og de civile myndigheder, for at vielsen har retskraft. 5 Så når spørgsmålet rejses, om hvorvidt man skal tillade homoseksuelle vielser i kirker i almindelighed og i folkekirken i særdeleshed, må man samtidig spørge, om det er i det hele taget er noget, man skal uddelegere til kirker og andre organisationer. Det er jo en tradition her i landet, men det er det konservative argument, ikke det liberale. For en liberal rejser det flere problemer, end det besvarer. Dels må man spørge, hvorfor specielt kirker skal favoriseres på denne måde. Naturligvis kan det være i orden på sådanne områder, at man stiller visse krav for at få en sådan tilladelse, f.eks. et vist medlemstal, en vis omsætning/budget osv. - så længe kravene er objektive og målbare. Men hvorfor kun kirker? Hvad nu, hvis Ateistisk Selskab måtte ønske at foretage vielser? Kunne der ikke være nogen, som følte en større tilknytning til et sådant fællesskab? Som ønskede at blive viet i den sammenhæng, de er tilknyttet? Og hvorfor kun religiøse, pseudoreligiøse eller antireligiøse organisationer? Hvad skulle være i vejen for, at man som bryllupsarrangør kunne få en sådan tilladelse, så man kunne tilbyde det som en del af pakken? 4 Og dermed reelt skabe lige så mange frikirker, som der er sognekirker, hvorefter disse så kan organisere sig i netværk efter orientering, hvilket også kunne være en liberal model. 5 Vel at mærke i relation til de civile myndigheder. I den enkelte sammenhæng kan et givet ritual naturligvis anses for moralsk bindende uanset. 7

8 Der er ingen reelle problemer i noget af alt dette, så længe det inkorporeres i lovgivningen, og det af den grund er klart, hvornår f.eks. ægteskab (eller registreret partnerskab) er indgået og hvornår det ikke er. Hvis man ikke er villig til at gå så langt, så bør man som liberalist tage konsekvensen. Snarere end at påtvinge kirker vielse af homoseksuelle, bør man fratage kirker retten til at foretage vielser i det hele taget. Der er naturligvis ikke noget i vejen for, at den enkelte kirke har et kirkeligt ritual i forbindelse med en vielse, og at dette for medlemmer opleves som "selve" vielsen. Men på den måde vil det være op til hver enkelt kirke eller organisation at vælge, hvilke ritualer, man vil have, og hvem der kan få adgang til dem. Hele spørgsmålet om kirkelige homoægteskaber er dermed løftet ud af den politiske sfære, og netop det er den liberale løsning. 8