30. november 2012

Transkript

1 Region Midtjylland Skottenborg Viborg 30. november 2012 Høring over forslag til psykiatriplan for fra SIND Århus Kreds Ved skrivelse af 28. september 2012 er SIND inviteret til at afgive høringssvar i ovennævnte sag. SINDs repræsentant i Kontaktforum på Psykiatriområdet har deltaget i behandlingen af høringsudgaven af psykiatriplanen på møde i kontaktforummet den 27. november, hvorfor der muligvis vil være et vist overlap mellem nærværende høringssvar og kontaktforummets høringssvar. Først og fremmest vil vi takke for muligheden for at komme med høringssvar. Overordnet finder vi høringsudgaven af psykiatriplanen spændende, og med et indhold, som vi er særdeles tilfredse med. Forslaget er sammenlignet med forgængeren meget læsevenligt og opdelt på en logisk måde. Desværre har den stringente opbygning nogle steder ført til, at der savnes en beskrivelse af initiativer, der går mere på tværs. Det vil vi komme tilbage til nedenfor. Nedenfor har vi først anført nogle overordnede betragtninger. Derefter har vi nogle betragtninger til de enkelte afsnit. Overordnet Overordnet er vi som nævnt tilfredse med det foreliggende forslag. Vores største bekymring er, om de mange fine intentioner vil blive ført ud i livet. Vi bifalder forslagets klare fokus på den enkelte bruger/patient, som allerede kommer til udtryk i hovedvisionen Bedre behandling og længere liv til flere med psykisk sygdom. Vi er også enige i, at det er vigtigt at fokusere på overdødeligheden hos psykisk syge. Omvendt er vi bekymrede for den (formentlig utilsigtede) nedprioritering af pårørendeinddragelsen i planen. Der er meget få referencer til netværksinddragelsen, og vi savner især en strategi for fortsat udbygning af indsatsen i forhold til børn som pårørende. Dernæst er vi bekymrede for, hvordan man vil håndtere det tilsyneladende modsætningsforhold mellem ønsket om en stærk evidensbaseret indsats og ønsket om øget innovation. Der kan som bekendt ikke være evidens for noget, som man ikke har prøvet før. Vi vil foreslå, at det klart tilkendegives, at ønsket om en evidensbaseret indsats ikke må skygge for ønsket om styrket innovation. SIND Århus Kreds Kredsformand Skolesvinget Tove Tolstrup Tlf.: Risskov post@sind-aarhus.dk Skolesvinget 30 Mobil: Tlf.: Protektor: H.K.H. Kronprinsesse Mary 8240 Risskov

2 Det fremhæves i planen, at der ønskes en helhedsorienteret og velkoordineret indsats. En sådan indsats må nødvendigvis gå på tværs af sektorerne. Alligevel er udkastet stort set kemisk renset for udsagn om hvordan Region Midtjylland ser samarbejdet med kommunerne udbygget. Vi ser gerne, at Region Midtjylland kommer med et offensivt bud på hvordan man helt konkret vil sikre, at de tre ligeværdige behandlingsdele (1. den biologiske, 2. den terapeutiske og 3. den socialpsykiatriske) bliver tænkt sammen og koordineret. Vi er enige i, at der er behov for mere kliniknær forskning. Omvendt er vi bekymrede for, om dette vil føre til, at regionens højt respekterede grundforskning vil blive sat tilbage. Vi efterlyser en klar tilkendegivelse af, at prioriteringen af den kliniknære forskning ikke må ske på bekostning af grundforskningen. Vi anerkender, at der også i psykiatrien er et rationaliseringspotentiale. Det giver derfor mening, at vi i disse krisetider taler om øget produktivitet og effektivitet i psykiatrien. Vi savner dog en klar udmelding om, at den øgede produktivitet og effektivitet ikke må gå ud over kvaliteten. Gør man ikke det, så ender det hele let i rene new public management floskler. Vi ser meget gerne, at der kobles mellem ønsket om rationalisering og ønsket om kvalitetsforbedringer. Vi kunne godt tænke os, at der blev sat mål på kvaliteten. Fx kunne man fastslå, at antallet af genindlæggelser skal reduceres, at antallet af selvmord og selvmordsforsøg reduceres og at der sker en forøgelse af den brugeroplevede kvalitet. Gerne med kvantitative mål, som der er vedrørende reduktion af anvendelsen af tvang med 20 pct. De enkelte afsnit Foruden ovennævnte overordnede bemærkninger, har vi følgende kommentarer til de enkelte afsnit. Ad 2. Hovedvision: Bedre behandling og længere liv til flere med psykisk sygdom Som nævnt kan vi fuldt ud tilslutte os hovedvisionen, og vi finder at figuren på side 9 giver et virkeligt godt overblik over planforslagets indhold. Som nævnt ovenfor, er vi bekymrede over, at pårørende/netværket stort set er gledet ud af planen. De pårørende er overhovedet ikke nævnt i figuren, og det forstærker dette uheldige indtryk. Ad. 7. Hovedaktør i eget liv Afsnit 7.1 er et af de få steder i planforslaget, hvor de pårørende/netværket omtales. Dette så vi gerne foldet mere ud. Side 2 af 7

3 I afsnit 7.2 (sidste handleplan under første strategi) anføres det, at dialogen med patientog pårørendeorganisationer og andre interesseorganisationer skal styrkes. Dette vil vi gerne kvittere for. SIND stiller sig til rådighed for en sådan fortsat dialog. Ad. 8 Styrkelse af den faglige kvalitet Vi kan tilslutte os ønsket om at have mere fokus på øget middellevetid. Bedre somatisk udredning og regelmæssige helbredstjek gør det imidlertid ikke alene. Vi ser meget gerne, at det kommer til at indgå i planen, at der for de mest udsatte borgere, skal være tilbud om (og motivation til at gøre brug af) motion, rygestopkurser m.m. Vi så også meget gerne, at der som en led i behandlingen gøres meget mere ud af at informere om sunde madvaner og lignende. I afsnittet tales der bl.a. om bedre diagnostik, ret til hurtig afklaring, pakkeforløb og central fælles visitationsenhed. Vi kan tilslutte os ønsket om at få effektiviseret visitationen, så vi fx kan få reduceret antallet af afviste henvisninger og sikre, at der ikke bare afvises, men anvises alternativer. Vi kan dog være bekymrede for, om den centrale visitationsenhed kan få nogle utilsigtede bivirkninger. Vi har forstået at visitationen skal henvise patienten til en bestemt afdeling og tildele et pakkeforløb. Derved risikerer man, at det frie sygehusvalg sættes ud af kraft (hvis man ikke i tilstrækkeligt omfang inddrager borgeren i valget af afdeling). Ved at henvise til en bestemt specialiseret enhed og tildele et pakkeforløb, kommer visitationsenheden de facto til at diagnosticere. Endda uden at have set patienten. Dette fører ikke til bedre diagnostik, men rummer en reel fare for fejldiagnosticering og - behandling. Det må derfor understreges, at den modtagende afdeling skal stille diagnosen endeligt, hvis der er tvivl. Pakkeforløb er et længe efterspurgt redskab til at sikre en ensartet god behandling - uanset hvor i landet man bor. Vi ønsker dog at understrege, at pakkeforløb ikke kan stå alene. Hvis patienten har en kompleks problemstilling, der gør, at han/hun ikke passer til den standardiserede pakke, skal han/hun hurtigst muligt tilbydes en individuelt tilpasset behandling. Vi har med tilfredshed konstateret, at dette fremgår af tekstboksen side 29 om pakkeforløb, men synspunktet synes fraværende i debatten om pakkeforløb. Det bør også understreges, at man langt fra kan være sikker på, at patienter, der har været igennem et pakkeforløb kommer raske ud på den anden side. Hvis pakkeforløbet ikke virker (eller kun har en begrænset effekt), skal man ikke blot gentage pakkeforløbet, men vurdere, om patienten skal tilbydes en mere individuelt tilrettelagt behandling. Side 3 af 7

4 Ad. 9. Bedre sikkerhed for patienter, personale og samfund Vi kan tilslutte os indholdet af dette afsnit. Blot ønsker vi at henlede opmærksomheden på, at den kontinuerlige og systematiske screening, vurdering og dokumentation af patienternes selvmordsrisiko, der præsenteres som fakta i boksen på side 34 ikke gennemføres i det omfang, det forventes. Tallene fra Dansk Depressions Database viser at kun 34 % af de indlagte, er undersøgt for selvmordsrisiko ved indlæggelsen og kun 28 % undersøges ved udskrivelsen. Måltallene er 90 % Selvom standarden er ny, og tallene dermed ikke pålidelige, så er der behov for en handleplan på dette område. Vi er naturligvis enige i, at der skal være størst mulig sikkerhed for personalet, og at det er nødvendigt at beskytte personalet mod vold fra patienter. Erfaringen viser, at en del af den vold der anmeldes (og som i mange tilfælde fører til, at patienterne får en dom - og ender i retspsykiatris regi), opstår i forbindelse med anvendelse af tvang. Vi efterlyser en mere klar strategi for hvordan man kan forhindre, at tvangsanvendelsen eskalerer og fører til vold. Vi har den holdning, at psykiatrien ikke bør producere retspsykiatriske patienter. Ad. 10. Fortsat specialisering af psykiatriens ydelser Vi kan tilslutte os ønsket om at fortsætte specialiseringen. På den anden side er det vigtigt, at man er bevidst om medaljens bagside at der kan blive længere til det sted, hvor man kan få den højt specialiserede behandling. Vi anerkender, at der med brug af fx telemedicin kan kompenseres delvist for denne geografiske udfordring. Vi vil opfordre til, at der tilvejebringes mulighed for, at patienter der fx på grund af forfølgelsestanker eller angst, ikke kan transportere sig selv, tilbydes hjælp til transport til og fra behandlingen. Det anføres i planen, at specialisering kan føre til, at patienter med uklare symptomer eller flere diagnoser lades i stikken. Det anføres, at der skal fremlægges en plan for, hvorledes der skal tages højde for disse udfordringer. Vi havde gerne set, at denne plan var integreret i psykiatriplanen eller at en skitse til løsningen var indarbejdet. I forbindelse med den allerede stedfundne specialisering, er det vores erfaring, at der ikke har været tilstrækkelige ressourcer til at sikre personalets kompetencer i form af fx efteruddannelse. I nogle tilfælde har konsekvensen været, at man har etableret specialiserede afdelinger uden specialister. Vi opfordrer til, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til opkvalificering af medarbejderne. Side 4 af 7

5 Ad. 11. Mere kliniknær forskning Som nævnt kan vi tilslutte os ønsket om at få mere kliniknær forskning, men vi er bange for, at det kommer til at ske på bekostning af grundforskningen. I den sidste handleplan på side 46 tales der om at der i samarbejde med somatikken skal iværksættes mindst et forskningsprojekt, som undersøger sammenhænge mellem psykiske og somatiske sygdomme. I betragtning af den vægt, der ellers lægges på at styrke sammenhængen og samarbejdet mellem psykiatrien og somatikken, synes dette at være temmelig uambitiøst. Ad 12. Nedbringelse af overdødeligheden blandt mennesker med psykisk sygdom Vi er naturligvis meget tilfreds med, at dette emne opprioriteres. Foruden de indsatsområder, der er nævnt, kunne vi ønske os, at der blev øget fokus på at undersøge de såkaldt uforklarlige dødsfald blandt psykisk syge. Det kunne gøres ved at obducere flere afdøde. I forhold til nedbringelsen af overdødelighed ved fortsat fokus på forebyggelse af selvmord, kunne vi pege på, at den lovede screening (se bemærkningerne til afsnit otte om sikkerhed) bør gennemføres mere konsekvent. Det bør endvidere sikres, at patienter først udskrives, når der er en fast aftale med den kommunale socialpsykiatri og netværket, hvis der er behov for støtte efter udskrivningen. Det er vores erfaring, at der fortsat udskrives patienter, der ikke er klar til det, og hvor der ikke er et tilstrækkeligt kommunalt beredskab på plads. Ad. 13. Forstærket integration og samarbejde mellem psykiatri og somatik Også her kan vi tilslutte os intentionerne. Vi kan genkende udsagnet om at for mange psykiatriske patienter ikke bliver udredt for deres somatiske lidelser. Resultaterne fra Den Nationale Skizofrenidatabase viser, at Region Midtjylland kun lever op til 1-2 af de seks indikatorer vedrørende metabolisk syndrom. Her efterlyser vi en klar handleplan for, hvordan indsatsen forbedres. Ad. 14. Psykiatrien i det hele og sammenhængende sundhedsvæsen Dette afsnit finder vi for uambitiøst. Vi finder ikke at det eksisterende samarbejde mellem regionen og kommunerne fungerer tilfredsstillende. Der henvises til sundhedsaftalerne, der udstikker rammerne for samarbejdet. Problemet er blot, at erfaringerne siger, at den daglige praksis ikke lever op til disse aftaler. Vi efterlyser mod til at vedstå sig problemerne, og en vilje til at komme med nogle offensive bud på hvordan der kan sikres mere sammenhængende forløb. Vi ser især et behov for at adressere snitfladeproblemer på disse områder: Side 5 af 7

6 Overgange og samarbejde omkring indlæggelser (før indlæggelse og ved udskrivning). Her ser vi mangelfuld kommunikation, uhensigtsmæssige arbejdsgange, forskelle i opfattelse, terminologi og mål for indsats. Dette problem forstærkes naturligvis af manglende koordinering på tværs af forvaltninger og fagområder i kommunerne. Samarbejdet om børn og unge. Her ser vi problemer omkring henvisninger (og afvisning af henvisninger). Uklarheder og forskelle i opfattelse af henvisningskriterier og opgavefordeling mellem kommuner og region. Også her er der forskelle i opfattelse af behov for indsats. Dobbeltdiagnosticerede. Her er der mangel på samarbejde og kommunikation mellem den regionale psykiatri og kommunale misbrugsenheder. Der er mangel på tilbud, der kan rumme disse patienter. Samarbejdet vedr. beskæftigelsesindsatsen for mennesker med psykisk sygdom. Her oplever vi lange ventetider til udredning, manglende fokus på psykiske lidelser i jobcentrene og manglende samarbejde på tværs. En problemstilling, der vil blive yderligere aktualiseret med førtidspensionsreformen. Vi anerkender naturligvis, at det er en stor udfordring for regionen, at adressere disse problemer i en psykiatriplan, der alene dækker den regionale indsats. Omvendt nytter det ikke noget, at man fortsat stikker hovedet i busken og bliver for indad skuende. Vi efterlyser nogle klare meldinger fra regionen om, hvordan man vil tage fat på disse problemstillinger. Ad. 15. Øget produktivitet og effektivitet i psykiatrien Som nævnt er vi ikke uenige i, at der er mulighed for øget produktivitet og effektivitet i psykiatrien, men det må ikke ske på bekostning af kvaliteten. På side 61 peges der på, at en række ydelser (som fx videosamtaler og telefonrådgivning) efter gældende regler ikke kan registreres som aktivitet i psykiatrien. Vi er enige i, at en ændring af denne situation vil være en forudsætning for en effektiv og ændret tilrettelæggelse af arbejdet. Vi vil i den forbindelse pege på, at pårørendesamtaler heller ikke kan registreres som en ydelse. Dette er et kæmpe problem for realiseringen af ønsket om øget pårørendeinddragelse. Der peges i afsnittet på, at der skal ske en fortsat udbygning af den ambulante kapacitet. Dette kan vi fuldt ud tilslutte os. Udbygningen må blot ikke ske på bekostning af den stationære kapacitet. Det er vores klare opfattelse, at sengekapaciteten for nuværende er mere end presset. Der bør ikke nedlægges flere senge før presset aftager. Dette kan bl.a. ske ved en bedre udnyttelse af sengene og udskrivning af færdigbehandlede patienter. Side 6 af 7

7 Ad. 17. De fysiske rammer for fremtidens psykiatri Vi kan fuldtud tilslutte os teksten i boksen siden 71: "Der skal være fokus på, at psykiatriske patienter kan have andre behov end somatiske patienter, hvilket kan have betydning for bygningernes udformning. Ligeledes vil der være stor forskel på de behov, som de forskellige psykiatriske patientgrupper har. Vi noteres os med tilfredshed, at patienter og pårørende skal inddrages sammen med personalet. Vi vil i den forbindelse pege på, at det er vigtigt, at indretningen også tager hensyn til muligheden for, at indlagte patienter let og uhindret får mulighed for at komme ud. Ad. 18. Psykiatrien som attraktiv arbejdsplads Også her kan vi tilslutte os indholdet. I forhold til den sidste handleplan på side 74 vil vi gerne pege på muligheden for at sende flere allerede ansatte psykologer på de nye specialuddannelser i psykiatri. Kombineres dette med jobrotation, vil der blive mulighed for at ansætte nyuddannede psykologer i de vakante stillinger. Herved tiltrækkes endnu flere psykologer til psykiatrien. Med Venlig hilsen Tove Tolstrup Kredsformand SIND Århus Kreds Side 7 af 7