24. søndag efter trinitatis 2018 Ølgod 9.00 (kulturdagsgudstjeneste) og Strellev / / / /

Transkript

1 Min far arbejder stadig, og jeg arbejder også, siger Jesus. Det siger han en sabbatsdag, som er helligdag for jøderne, og de er vrede på ham over, at han ikke forholder sig i ro, som deres regler foreskriver. Jesus har netop helbredt en mand, der var lam. Jesus og hans far Gud kan ikke lade sig bremse af regler. De har travlt med at arbejde. De har travlt med at genoprette os. At skabe os på ny, når vi er forkrøblede og på andre måder ved at falde fra hinanden. I denne tid er meget ved at falde fra hinanden ude i naturen. Bladene falder af træerne, og går til. Visne grene knækker af og bliver efterhånden til muld. Træerne bliver nøgne, og planterne bliver slatne og grimme. Det kan være svært at se, at Gud og Jesus arbejder. At de er i gang med at genoprette og skabe på ny. Det ser mere ud som om alting er ved at blive afviklet og lukket ned. Det er heller ikke altid helt åbenlyst, at Gud arbejder med os. Det kan undertiden nærmest se ud til, at vi ligesom træerne og planterne kan være ved at gå i opløsning. Mange oplever det i en mørk måned som 1

2 denne, hvor dagene bliver forfærdeligt korte, det er koldt og vinden rusker i os, mens tåge og regn rammer vores nøgne ansigter. Vi kan føle, at vi viser os fra vores værste side. Blege og bedrøvede. Mislykkede og unyttige. Jeg vil gerne fortælle jer en historie om et loppemarked. På loppemarkedet var der mange forskellige ting, som var til salg. Noget var godt, noget var skidt. Et sted stod en ung mand og prøvede at sælge gamle musikinstrumenter. Men der var ingen, der ville købe noget af ham. Og dem, der ville, var ikke villige til at give ret meget for hans varer. Han løftede en violin i vejret, og opfordrede folk til at byde på den. Violinen så ikke ud af så meget. Den manglede nogle af strengene. Folk spekulerede på, om den mon overhovedet kunne spilles på, om der kunne komme musik ud af den. Der var ingen, der havde lyst til at købe den, og den unge mand skulle lige til at lægge den væk. Men en ældre herre havde med stor interesse fulgt den mislykkede auktion, og han sagde pludselig: Unge mand, lad mig låne violinen et øjeblik! Han 2

3 tog den forsigtigt i sine hænder. Han vendte og drejede den, holdt den op mod lyset, kiggede ind i den, og studerede den nøje. De som stod omkring ham, undrede sig. Pludselig holdt manden violinen helt stille og varsomt, som om det var et barn, han holdt, og sagde: Jeg vil give kroner for den. Alle troede, de havde hørt forkert. Han måtte have sagt 250 kroner, selv om det faktisk også lød af for meget. Men manden sagde igen til den unge mand: Jeg vil give dig kroner. For jeg har fundet Stradivarius-mærket i den!. Og som I måske ved, så er Stradivarius-violiner de bedste violiner, der findes. De er bygget af den dygtigste violinbygger nogen sinde. Køn var violinen ikke, og den var heller ikke fuldt funktionsdygtig. Men den havde dette særlige mærke på sig, som viste, at den var meget værdifuld. Når man bliver døbt, får man tegnet et korsmærke for sit ansigt og for sit bryst. Det er et tegn på, at vi tilhører den korsfæstede Herre, Jesus. Når vi bliver 3

4 døbt er vi ikke perfekte. Og som vi bliver ældre, kan der støde nye defekter til. Hvis man skulle blive i billedet af violinen, så kan vi også komme til at mangle en streng eller spille lidt falsk ind i mellem. Alligevel ser Gud et særligt mærke i os. Han ser korset, der er tegnet på os, og han ved, at det er et tegn på, at vi er bygget af den dygtigste menneskebygger, nemlig Gud selv. Gud ser i os sine børn. Han ser noget af det mest værdifulde, der findes, som er ubetaleligt: Han ser sine børn i os. I os selv ser vi ikke ud af noget særligt. For mange forældre er børn noget ganske enestående. For nyligt blev der offentliggjort en statistik, der viste, at 97% af alle de børn, der får navn i disse år, har et unikt navn. Det handler ikke kun om fornavnet. Børn i dag har hver især sin unikke kombination af fornavne, mellemnavne og efternavne, som betyder, at de er det eneste barn, der har lige nøjagtig det fulde navn. Men selv det barn, som hedder William Jensen eller Ida Petersen, eller hvad de mest almindelige børnenavne er i dag, selv de er unikke. Det ser Gud. Han ser bag om det, vi sætter på os selv og hinanden for at vi skal føle os særlige. 4

5 Jeg læste fra alteret et brev, hvor Paulus siger noget lidt kryptisk omkring det med at vise sig som noget særligt. Han taler om forskellige boligformer, telte og huse, fordi det, vi bor i, beskytter os og dækker os til mod regn, sol og blæst. Men, siger Paulus, hvad så den dag, det hus falder sammen, hvad kan vi så dække os ind bag? Og der er han overbevist om, at vi har en endnu bedre beskyttelse fra Gud, så vi aldrig skal stå nøgne og ubeskyttede. Gud dækker os til. I Hjerting kirke ved Esbjerg er der på altervæggen hængt nogle temmelig specielle figurer op. Det er gammelt skrotjern, som kunstneren Robert Jakobsen har dækket med guld. Figurerne ser lidt løjerlige ud, de er skæve og har besynderlige former. Det er kasseret jern, der er rustent og ser mærkeligt ud, men nu er det taget til nåde og beklædt med det pureste guld, og har fået plads på det mest iøjnefaldende sted i Guds hus. I den gamle kirkelige lære om farvernes betydning sagde man, at guld er himlens farve, fordi alle andre farver spejler sig i guldet, og fordi guldet får de andre 5

6 farver til at skinne. Guldet er uforgængeligt og evigt, ligesom Guds himmel. Vi kommer til Gud med vores liv. Med vores rustne, skæve og slidte liv. Det kan være, vi forstår at skjule os bag en glat facade, men over for Gud kan vi jo ikke gemme os. Men ligesom det rustne jern i Hjerting kirke er blevet taget til nåde, taget fra lossepladsen, overdækket med guld og sat ind i en ny sammenhæng, sådan vil Gud også klæde os og vore rustne liv med sin nåde og kærlighed. Kærligheden skjuler mange synder, som der står i bibelen. Guds kærlighed skjuler vore synder. For køberen af violinen var det vigtigste ikke, hvor mange strenge, der var på violinen, eller om den havde en skavank eller to. Det, der var vigtigt, var mærket, som fortalte ham, at dette var en ganske særlig violin. For Gud er det vigtigste ikke, hvor mange fejl vi har. Heldigvis, for vi er nogen, der har mange. Og de fejl, vi har, dem kan vi finde på at klæde i vores eget pynt. Vores mangelfuldhed kan vi prøve at skjule bag selvretfærdighed. Vores forfængelighed og selvglæde bag falsk beskedenhed. 6

7 Vores usikkerhed kan vi prøve at gemme bag en fernis af stolthed. Alt det skal blive pillet af os. Men vi skal ikke stå nøgne tilbage. Gud overbyder det hele og klæder os i guld, så vi kan skinne for andre og lade deres farver skinne endnu smukkere, og så vi på trods af vores mangler kan gå ind i Guds rige iført hans kærlighed og velsignelse. Amen. 7