Efterafgrøder til biogas - landbrugsmæssig vurdering RAPPORT AGROTECH

Transkript

1 Efterafgrøder til biogas - landbrugsmæssig vurdering Rapport vedr. ForskEL-projektet Catchcrop2Biogas, Energinet.dk projektnr RAPPORT AGROTECH FEBRUAR 2014

2 EFTERAFGRØDER TIL BIOGAS LANDBRUGSMÆSSIG VURDERING Forfatter: Søren Ugilt Larsen, AgroTech Fagligt review: Torkild Søndergaard Birkmose, AgroTech Februar 2014

3 AgroTech - Institut for Jordbrugs- og FødevareInnovation Om AgroTech AgroTech er et Godkendt Teknologisk Serviceinstitut, der tilbyder forskningsbaseret rådgivning og teknologiske serviceydelser. AgroTech binder forskning og erhvervsliv sammen og skaber grøn udvikling, styrket innovation og konkurrencekraft i jordbrugsog fødevaresektoren. Vores strategiske fokusområder er: Biomasse og bioenergi Fødevareinnovation Grønne livsmiljøer Miljøteknologi Planteteknologi. Med dette fokus bidrager vi til en grøn omstilling i den danske jordbrugs- og fødevaresektor. Vi stiller en omfattende teknologisk infrastruktur til rådighed, og vi arbejder professionelt med innovationsprocesser og projektledelse. Vi har ca. 90 medarbejdere på hovedkontoret i Agro Food Park ved Aarhus og i afdelingen på Københavns universitets campus i Taastrup. Vi offentliggør løbende nyt om projekter, nye samarbejdspartnere, nye rapporter med mere på vores hjemmeside. Hold dig opdateret ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev på Aarhus 2013 Thomas B. Olsen Adm. direktør Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering

4 INDHOLD 1. SAMMENDRAG Summary Indledning Dyrkning af efterafgrøder... 9 Definitioner og formål med dyrkning af efterafgrøder... 9 Typer og arter af efterafgrøder Krav og regler for dyrkning af efterafgrøder Areal med efterafgrøder Udbytte og kvalitet af efterafgrøder til biogas Udbytte af efterafgrøder Kvalitet og metanpotentiale i efterafgrøder Potentielt metanudbytte i efterafgrøder Anvendelse af efterafgrøder til biogas Konkurrence med anden produktion Miljø- og klimaeffekter Høst, transport og lagring Økonomi og landmandens incitamenter Barrierer og udviklingsbehov Konklusion Kilder Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering

5 1. SAMMENDRAG Efterafgrøder udgør en potentiel biomasseressource til produktion af biogas. I nærværende rapport vurderes de landbrugsmæssige aspekter vedr. dyrkning og anvendelse af efterafgrøder til biogas. Dyrkning af efterafgrøder har flere formål, hvoraf det primære er at reducere udvaskningen af kvælstof. Derudover kan dyrkning af efterafgrøder have en positiv effekt ved at øge jordens frugtbarhed og pulje af kulstof, gøre jorden lettere at bearbejde samt reducere problemer med ukrudt og sygdomme. Der kan også være negative effekter ved efterafgrøder fx ved at vanskeliggøre ukrudtsbekæmpelse og høst af hovedafgrøden, indskrænke valgmulighederne for den efterfølgende afgrøde eller via kvælstoftab i form af ammoniak og lattergas. Med henblik på at udnytte den positive miljøeffekt ved efterafgrøder er der lovkrav om dyrkning af pligtige efterafgrøder på typisk % af arealet på bedriften. Selvom landmanden kan vælge forskellige alternativer til dyrkning af efterafgrøder såsom mellemafgrøder eller nedsat kvælstofkvote, så dyrkes der med de gældende regler et stort areal med efterafgrøder i Danmark på i størrelsesordenen ha i Dermed er der også et betydeligt areal med efterafgrøder, hvor der potentielt vil kunne høstes biomasse til biogasproduktion. Ved høst af efterafgrøder til biogasproduktion afhænger det potentielle energiudbytte pr. ha dels af udbyttet af organisk tørstof og dels af metanpotentialet i det organiske tørstof. Udbyttet af efterafgrøder har været undersøgt i efterhånden mange både ældre og nyere forsøg. Det overordnede billede viser, at udbyttet af efterafgrøder er stærkt variabelt og i mange tilfælde har været for lavt til at retfærdiggøre høst af biomassen. Udbyttet afhænger både af faktorer, der ikke kan gøres noget ved såsom jordtype og klima, samt faktorer der dyrkningsmæssigt kan gøres noget ved såsom valg efterafgrødeart, etableringstidspunkt, tidspunkt for høst af hovedafgrøden og gødskning af efterafgrøden. Tidlig etablering af efterafgrøden er af meget stor betydning for at opnå et ordentligt udbytte, ligesom tidlig høst af hovedafgrøden vil kunne øge udbyttet. Gødskning af efterafgrøden kan også øge udbyttet, men effekten varierer meget, formodentlig fordi andre faktorer såsom vandmangel i nogle tilfælde kan være mere begrænsende for væksten. Biomasseudbyttet vil også kunne øges ved samlet høst af efterafgrøde og høj kornstub. Kvaliteten af biomassen fra efterafgrøder til biogas afhænger bl.a. af tørstofindhold, askeindhold og metanpotentiale. Tørstofindholdet er ofte lavt med typisk mellem 10 og 20 % tørstof i frisk høstet biomasse, hvilket medfører større transportomkostninger og risiko for saftafløb ved lagring. Askeindholdet er ofte relativt højt i efterafgrøder, typisk mellem 10 og 20 % aske af tørstofindholdet. Metanpotentialet i efterafgrøder kan variere betydeligt mellem år og lokaliteter pga. forskelle i klima og jordtype. Metanpotentialet varierer dog også betragteligt mellem efterafgrødearter med relativt højt metanpotentiale i græsarter og korsblomstrede arter, dog med væsentligt lavere metanpotentiale i gul sennep end i olieræddike. Da både udbyttet af organisk tørstof og metanpotentialet i det organiske tørstof kan variere meget, vil også metanudbyttet pr. ha være meget variabelt. Da udbyttet pr. ha generelt varierer betydeligt mere end metanpotentialet, vil energiudbyttet pr. ha ved høst af efterafgrøder afhænge mere af udbyttet af organisk tørstof pr. ha end af metanpotentialet. Med udgangspunkt i den nuværende viden om udbytter og kvalitet af efterafgrøder er der foretaget en vurdering af nogle af de landbrugsmæssige perspektiver ved at høste og anvende efterafgrøder til biogasproduktion som et alternativ til blot at nedpløje efterafgrøden. Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering

6 Da efterafgrøder generelt dyrkes med andet formål end til fødevarer og foder, forventes det ikke, at denne anvendelse af biomassen vil fortrænge anden produktion og fx konkurrere om areal med afgrøder til foder- og fødevareproduktion. Ved høst af efterafgrøder om efteråret vil risikoen for frigivelse og udvaskning af næringsstoffer i løbet af vinteren reduceres, og til gengæld kan næringsstofferne recirkuleres til marken i lettere tilgængelig form i den efterfølgende vækstsæson. Høst af efterafgrøder vil reducere mængden af organisk stof, der nedmuldes til opretholdelse af jordens kulstofpulje. Til gengæld vil udnyttelsen af biomassen til energiformål formodentlig give en bedre drivhusgasbalance, da en stor del af den nedmuldede biomasse alligevel nedbrydes i løbet af få år. Der vurderes derfor overvejende at være positive miljø- og klimaeffekter ved brug af efterafgrøder til biogasproduktion. Efterafgrøder vil generelt kunne høstes og transporteres med traditionelt udstyr til grovfoderproduktion, men høst af efterafgrøder i løbet af oktober måned vil tidsmæssigt kunne falde sammen med bl.a. høst af majshelsæd og sidste slæt af slætgræs. Høsten vil i nogle tilfælde kunne besværliggøres af nedbør og dårlig bæreevne på marken med risiko for skader på jordstrukturen. Lagring vil kunne foregå som lagring af grovfoder enten hos landmanden eller hos biogasanlægget. Der er dog risiko for saftafløb fra efterafgrøden, hvilket kan modvirkes ved hjælp af forvejring på marken, lagring oven på en mere tør ensilage, iblanding af halm eller høst af efterafgrøder sammen med høj kornstub. Fra landmandens synspunkt er høst af efterafgrøder til biogasproduktion kun af interesse, hvis der kan opnås en økonomisk gevinst enten ved salg af biomasse til et biogasanlæg eller ved at forbedre økonomien ved drift af eget biogasanlæg. En analyse af driftsøkonomien ved brug af efterafgrøder til biogasproduktion viser, at den største omkostning er til høst, og at der desuden kan være omkostninger til transport og tabt udbytte i hovedafgrøden samt enten omkostning pga. bortførsel af næringsstoffer eller omkostning til at bringe næringsstofferne tilbage til marken. Omkostningsniveauet pr. høstet energienhed er dog stærkt afhængigt af især udbytteniveauet, men også i nogen grad af tørstofindhold, metanpotentiale og lagringsmetode. Generelt er der dog brug for et ganske højt udbytte for at sikre rentabilitet, og der er behov for at øge udbytteniveauet og dyrkningssikkerheden for at gøre anvendelsen af efterafgrøder økonomisk attraktivt. Anvendelsen af efterafgrøder til biogas medfører ligeledes behov for tilpasning af lovgivningen fx ved at forbedre mulighederne for at gødske arealerne. Hvis det er muligt at øge udbyttet af efterafgrøder og reducere omkostninger til fx høst i sådan en grad, at det er økonomisk rentabelt at anvende biomassen til biogasproduktion, vil det til gengæld have store perspektiver at udnytte denne ressource til fremstilling af vedvarende energi. Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering

7 2. SUMMARY Catch crops may form a potential biomass resource for biogas production. In this report, we evaluate the agricultural aspects of production and utilization of catch crops for biogas production. The use of catch crops in agriculture has multiple purposes of which the most important is to reduce leaching of nitrogen from the root zone to the aquatic environment. Moreover, they may have a positive effect on soil fertility, increase the content of soil organic matter, enhance the tillage of the soil as well as reduce the occurrence of weeds and diseases. Conversely, catch crops may also have negative effects, e.g. by reduced possibilities for weed control and harvest of the main crop or by loss of nitrogen as ammonia and nitrous oxide. The positive environmental effect of catch crops has led to a statutory demand of compulsory catch crops on typically % of the farm. Although the farmer has the option to choose other alternatives such as short-term catch crops (from July 20 th to September 20 th ) or reduced nitrogen fertilization, most farmers choose to grow catch crops with an overall area of approx. 210,000 ha of catch crops in Hence, there is a considerable catch crop area with potential production of biomass for biogas production. When harvesting catch crops for biogas, the potential energy yield per hectare depends partly on the yield of organic matter and partly of the methane potential in the organic matter. The yield of catch crops has been studied in quite a number of older as well as more recent field trials in Denmark. The main tendency is that yield is highly variable, and that the yield has often been too low to justify harvest of the biomass. The yield both depends on factors that the farmer cannot affect such as soil type and climate and factors that may be moderated by management, e.g. choice of catch crop species, time of establishment, time of harvest of the main crop and fertilization of the catch crop. Early establishment of the catch crop is of vital importance for a reasonable yield, and earlier harvest of the main crop may also increase the yield. Fertilization of the catch crop may also improve the yield, but the effect of fertilization varies considerably, possibly because other factors such as lacking water supply may be more limiting for the yield. The biomass yield may also be increased by harvesting the catch crop biomass together with straw from the cereal main crop with high grain stubble. The quality of the catch crop biomass for biogas production partly depends on the dry matter content, the content of ashes as well as the methane potential. The dry matter content is often low and ranging between 10 and 20 % in freshly harvested catch crops which causes large transport costs and a risk of leakage during storage. The ash content in catch crops is often relatively high, typically between 10 and 20 % of the dry matter content. The methane potential in catch crops may vary between years and locations due to differences in climate and soil type. The methane potential may, however, also vary considerable between catch crop species, with a generally high level in grass species and cruciferous species with the exception of white mustard which has a lower methane potential (27-40 %) than oil seed radish. Since both the yield of organic matter and the methane potential in the organic matter may vary, the methane yield per hectare is also highly variable. As yield generally appears to vary more than methane potential, the energy yield per hectare may depend more on the organic matter yield than on the methane potential. Based on the present knowledge on yield and quality of catch crops, the agricultural aspects of harvesting catch crops for biogas production has been evaluated, i.e. as an alternative to leaving the biomass on the field. Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering

8 Since catch crops are generally grown for other purposes than for food and feed, the utilization of the biomass for biogas production is not expected to compete for land with the production of crops for feed and food etc. By harvesting the above-ground biomass of catch crops in the autumn, the risk of mineralization and leaching of nitrogen during the winter is reduced and the nutrients may, on the other hand, be recirculated to subsequent crops in the following spring in a more accessible form. Harvest of catch crops will reduce the contribution of biomass to maintain the pool of soil organic matter. On the other hand, use of the biomass for energy production may assumedly lead to an improved greenhouse gas balance, since the main proportion of biomass incorporated in the soil would be degraded within a few years anyway. Overall, the use of catch crops for biogas production is, therefore, expected to mainly have positive effects on the environment and climate. In general, catch crops can be harvested and transported by traditional equipment for forage production, but harvest during October may coincide with e.g. harvest of maize forage and the last harvest of grass for forage. In certain cases, harvest may be impeded by precipitation and potential risk of damaging the soil structure. Catch crop biomass can be stored as forage either at the farm or at the biogas plant. There may, however, be a risk of run-off of leachates from the biomass which may be prevented by aeration on the field, storage on top of dryer silage, mixing with straw or harvest of straw together with high stubble. From the farmer s perspective, harvest of catch crops for biogas production is only of interest if it is economically profitable, either by sale of biomass to a biogas plant or by improvement of the economy in the farmer s own biogas plant. An analysis of the farmer s economy by harvesting catch crops for biogas production has shown that harvest constitutes the largest cost. Other costs comprise transport, yield reduction in the main crop, and either costs due to export of nutrients from the farm or costs due to bringing back nutrient to the field. The cost level per harvested energy unit is, however, very dependent on the yield level of the catch crops but also on the dry matter content, methane potential and storage method. In general, a rather high yield level is required to ensure profitability for the farmer, and there is a need for increasing the yield level and the yield stability to make the use of catch crops for biogas economically attractive for the farmer. Also, there is a need for adjusting the legal regulation e.g. by improving the possibilities for fertilizing catch crops. If the yield of catch crops can be increased and the costs for harvest etc. can be reduced to a degree that ensures profitability by using the biomass for biogas production, it can have far-reaching perspectives using this resource to produce renewable energy. Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering

9 3. INDLEDNING Efterafgrøder dyrkes primært med henblik på at reducere udvaskningen af næringsstoffer og forbedre jordens frugtbarhed. Efterafgrøderne udgør imidlertid også en biomasseressource, der potentielt kan bruges til fx biogasproduktion. Hvis den overjordiske del af efterafgrøden høstes om efteråret og anvendes til biogasproduktion vil der udover miljøeffekten også kunne produceres bioenergi, og næringsstofferne og de tungt omsættelige dele af biomassen vil senere kunne tilbageføres til jorden til gavn for de efterfølgende afgrøder. Denne udnyttelse af efterafgrøder er kernen i det ForskEL-finansierede projekt Catchcrop2biogas (Energinet.dk projektnummer 10683), der er gennemført i perioden , og hvor der er undersøgt en række forhold vedr. udbytte, kvalitet og anvendelse af efterafgrøder til biogasproduktionen. I denne rapport vurderes de landbrugsmæssige aspekter vedr. dyrkning af efterafgrøder til biogasproduktion, herunder hvilke muligheder der er for at påvirke udbytte og kvalitet af efterafgrøderne samt de afledte effekter, der kan være i forbindelse med dyrkning af efterafgrøderne og recirkulering af restproduktet fra biogasproduktionen til markbruget. 4. DYRKNING AF EFTERAFGRØDER Definitioner og formål med dyrkning af efterafgrøder Dyrkning af efterafgrøder har tidligere fokuseret på produktion af foder (efterslæt eller udlæg), men gennem de senere år er der kommet større fokus på efterafgrødernes effekt på udvaskning og eftervirkningen på de følgende afgrøder (Hansen et al., 2000). Der skelnes nu mellem mellemafgrøder og efterafgrøder, som principielt har samme funktion som en ekstra afgrøde mellem to hovedafgrøder, men længden på vækstperioden er forskellig. Mellemafgrøders vækstperiode er fra etableringen om foråret eller sommeren og frem til etableringen af den følgende efterårsudlagte hovedafgrøde, typisk vinterkorn sået i løbet af september måned. Efterafgrøders vækstperiode er fra etableringen om foråret eller sommeren og frem til vækstsæsonens slutning, dvs. efterafgrøder efterfølges af en forårsudlagt afgrøde. I forhold til anvendelse af biomassen til biogasproduktion kan både mellem- og efterafgrøder være af relevans, men da efterafgrøder normalt har en længere vækstsæson end mellemafgrøder, har efterafgrøder typisk bedre mulighed for at kunne udvikle sig og give et større udbytte. I det følgende fokuseres derfor primært på efterafgrøder. Dyrkning af efterafgrøder har flere formål. En af de vigtigste funktioner ved dyrkning af efterafgrøder i Danmark er at optage næringsstoffer fra jorden om efteråret og frigive dem igen henover vinteren og foråret til gavn for den efterfølgende afgrøde (Suhr et al., 2005). Derved kan man reducere udvaskningen af især kvælstof samt andre næringsstoffer (fx kalium og svovl). Desuden kan dyrkning af efterafgrøder være med til at øge jordens frugtbarhed, stabilisere udbyttet af hovedafgrøderne, øge jordens pulje af kulstof, reducere jorderosion, gøre jorden lettere at bearbejde og reducere problemer med ukrudt og sygdomme (Thorup-Kristensen et al., 2003). Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering

10 Der kan dog også være negative effekter ved dyrkning af efterafgrøder. En kraftig efterafgrøde udsået om foråret eller før høst kan medføre problemer med høst af hovedafgrøden (Østergaard & Thorup-Kristensen, 2008). Selvom efterafgrøder kan have en positiv effekt via god konkurrenceevne overfor ukrudt, så kan efterafgrøden også begrænse mulighederne for ukrudtsbekæmpelse (Suhr et al., 2005). Efterafgrøder kan fx begrænse muligheden for at bruge visse ukrudtsmidler eller at bekæmpe ukrudt mekanisk (Østergaard & Thorup-Kristensen, 2008). Nogle efterafgrøder kan desuden være med til at opformere sygdomme (Østergaard & Thorup-Kristensen, 2008). Ved nedbrydning af efterafgrøden i jorden kan der tabes kvælstof i form af ammoniak og lattergas (Thorup-Kristensen et al., 2003). Typer og arter af efterafgrøder Efterafgrøder kan enten udsås om foråret som udlæg (undersået) i hovedafgrøden eller sås lige før eller efter høst af hovedafgrøden (Østergaard & Thorup-Kristensen, 2008). En lang række plantearter kan fungere som efterafgrøde (Hansen et al., 2000; Suhr et al., 2005; Østergaard & Thorup-Kristensen, 2008). De mulige plantearter adskiller sig bl.a. ved følgende forhold, der kan have betydning for artsvalget (Østergaard & Thorup-Kristensen, 2008): Væksthastighed: Arter med langsom vækststart egner sig ofte til undersåning i hovedafgrøden, mens hurtigt voksende arter egner sig til udsåning efter høst af hovedafgrøden. Roddybden: Arter med dyb rodvækst (evt. mere end 2 m dybde) kan optage nitrat fra større dybder. Kvælstoffrigivelse: Arter med højt kvælstofindhold (lavt C/N-forhold) frigiver hurtigere kvælstof efter nedmuldning. Levetid og vinterfasthed: Toårige arter kan undersås, da de ikke blomstrer hvert år i modsætning til enårige arter. Vinterfaste arter holder længere på kvælstoffet. Slægtskab med hovedafgrøderne: Brug af efterafgrøder, der er beslægtet med hovedafgrøderne, kan øge risikoen for opformering af sygdomme og nematoder. Lovkrav: Der kan være restriktioner mht., hvilke efterafgrøder der kan anvendes bl.a. som lovpligtige efterafgrøder. Om hovedgrupperne af efterafgrødearter kan nævnes følgende generelle træk (Hansen et al., 2000): Græsarter er især egnede som efterafgrøde ved udlæg i korn, mens de pga. langsom udvikling er uegnede til såning efter høst af hovedafgrøden. Korsblomstrede efterafgrøder udvikler sig hurtigt og kan derfor sås efter tidligt høstet korn eller kort før høst af korn. Kornarter udvikler sig relativt hurtigt og kan sås efter tidligt høstede afgrøder men er uegnede til såning i en hovedafgrøde. Bælgplanter har pga. kvælstoffikseringen en god virkning som grøngødning. Bælgplanter kan også reducere indholdet af uorganisk kvælstof i jorden, men effekten kan øges ved at udså bælgplanter i blanding med andre ikkekvælstoffikserende arter. Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering

11 Krav og regler for dyrkning af efterafgrøder I både konventionel og økologisk planteproduktion er der krav om, at en vis andel af arealet på bedriften tilsås med pligtige efterafgrøder for at opnå en effektiv optagelse af kvælstof om efteråret. Reglerne for efterafgrøder er beskrevet i Vejledning om gødsknings- og harmoniregler, der opdateres årligt (NaturErhvervstyrelsen, 2013), og hovedprincipperne er beskrevet i det efterfølgende. Arealet med pligtige efterafgrøder afhænger af antal dyreenheder (DE) pr. ha på bedriften; er der under 0,8 DE/ha, er der krav om efterafgrøder på 10 % af efterafgrødegrundarealet (arealet med korn, raps, ærter og majs), mens der er krav om 14 % efterafgrøder ved højere dyretæthed. Der er ikke krav om efterafgrøder på bedrifter under 10 ha. Udover de pligtige efterafgrøder har landmanden også mulighed for at dyrke frivillige efterafgrøder. Landmanden kan vælge at erstatte de pligtige efterafgrøder med pligtige mellemafgrøder, men der kræves i så fald et dobbelt så stor areal med mellemafgrøder. Pligtige efterafgrøder kan være: Udlæg af rent græs uden kløver Udlæg af korsblomstrede afgrøder eller cikorie Korn eller græs sået før eller efter høst, dog senest 1. august Korsblomstrede afgrøder sået før eller efter høst, dog senest 20. august Frøgræs der efter høst fortsætter som efterafgrøde efter sidste høst. Pligtige efterafgrøder må ikke nedpløjes, nedvisnes eller på anden måde destrueres før 20. oktober. Pligtige græsefterafgrøder må afgræsses, og der må høstes slæt på dem, hvis plantedækket ikke tager skade. Der må dog ikke gødskes med husdyrgødning, da efterafgrøden ikke har nogen kvælstofkvote, men man må godt gødske med handelsgødning, når blot den anvendte mængde kvælstof fradrages i kvoten på de øvrige afgrøder. Pligtige mellemafgrøder kan være enten olieræddike, gul sennep eller frøgræs, der bliver på arealet efter sidste høst. Mellemafgrøder skal etableres senest 20. juli og må tidligst nedvisnes 20. september. Areal med efterafgrøder Vintersæd har generelt et større udbyttepotentiale end vårsæd, og kravet om pligtige efterafgrøder kan derfor have økonomisk betydning fx fordi landmanden er afskåret fra at dyrke vintersæd på alle arealer eller skal indkøbe mere foderkorn (Thomsen et al., 2013). Det økonomiske tab ved efterafgrødekravet sammenlignet med ingen krav er opgjort til mellem 0 og kr./ha (Østergaard, 2013a). Der kan dog være stor forskel mellem bedrifts- og jordtyper mht., hvad der er den mest hensigtsmæssige strategi for valg af efterafgrøde og økonomisk mere attraktive muligheder (Østergaard, 2013a). På planteavlsbrug, der sælger korn, er efterafgrøder generelt en bedre løsning end mellemafgrøder og nedsat kvælstofkvote, især på sandjord. På svinebrug, der køber korn, vil efterafgrøder også være at foretrække på sandjord, mens mellemafgrøder og nedsat kvælstofkvote kan være at foretrække på lerjord. På kvægbrug vil efterafgrøder generelt være at foretrække fremfor mellemafgrøder og nedsat kvote. Det anbefales dog, at der tages udgangspunkt i den specifikke bedrifts forhold (Østergaard, 2013a). I 2011 blev der dyrket omkring ha pligtige efterafgrøder (Hans Spelling Østergaard, Videncentret for Landbrug, pers. medd. 12/2 2014). Som følge af reglerne for artsvalg for pligtige efterafgrøder begrænses de dyrkede efterafgrøder til forholdsvis få arter. Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering

12 For det samlede areal med mellem- og efterafgrøder i 2012 er det vurderet, at omtrent 39 % af arealet udgjordes af korsblomstrede efterafgrøder og omtrent 41 % af græsefterafgrøder (Østergaard, 2013b). Derudover blev 6 % erstattet af mellemafgrøder, 8 % af nedsat kvælstofkvote, mens de resterende ca. 7 % ikke blev etableret. Af de korsblomstrede efterafgrøder er det vurderet, at olieræddike udgjorde 71 % og gul sennep 21 %. Der er dog store forskelle mellem landsdelene med mere udbredt anvendelse af græs på de sandede jorde i Vestdanmark og mere udbredt anvendelse af korsblomstrede arter på de mere lerede jorde i Østdanmark (Østergaard, 2013b). Omtrent samme fordeling blev fundet for efterafgrødearealet i 2011, hvor der pga. vejrforholdene var en større andel af efterafgrødearealet, som ikke blev etableret (Østergaard, 2011). I økologisk planteproduktion, hvor der ikke er muligheder for tilførsel af handelsgødning, spiller efterafgrøder en stor rolle i forbindelse med næringsstofhusholdningen, og der er en langt mere udbredt praksis for frivillig dyrkning af efterafgrøder i økologisk produktion end i konventionel produktion. I det omfang reglerne vedr. lovpligtige efterafgrøder tillader det, bliver der i økologisk produktion ofte anvendt kvælstoffikserende efterafgrøder for at øge kvælstofpuljen i jorden (Askegaard et al., 2011; 2012). I kraft af kravet om pligtige efterafgrøder er der på nuværende tidspunkt således et stort areal med dyrkning af efterafgrøder i Danmark og dermed også et potentielt betydeligt areal, der vil kunne høstes til biogasproduktion. Fremtidige ændringer i lovgivningen kan dog påvirke det potentielle areal med efterafgrøder i fremtiden, fx hvis der bliver indført økonomisk attraktive alternativer til efterafgrøder, som kan give en tilsvarende miljøeffekt. 5. UDBYTTE OG KVALITET AF EFTERAFGRØDER TIL BIO- GAS Ved anvendelse af efterafgrøder til biogasproduktion afgøres den potentielle bruttoenergiproduktion pr. ha af to faktorer, nemlig udbyttet af organisk tørstof pr. ha (dvs. tørstof minus aske) og kvaliteten i form af den potentielle metanproduktion (metanpotentialet) for det organiske tørstof. Det er ønskeligt med både et højt udbytte og et højt metanpotentiale. Et højt udbytte af efterafgrøden kan endvidere være med til at sikre en mere effektiv opsamling af næringsstoffer og dermed en bedre miljøeffekt. Udbytte af efterafgrøder Udbyttet af efterafgrøder i Danmark har været undersøgt i en række forsøg, og resultaterne er opsummeret bl.a. af Hansen et al. (2000) og Østergaard & Larsen (2012). Desuden er der afrapporteret udbytter i nyere forsøg i de seneste års udgaver af Oversigten over Landsforsøg (2008; 2010; 2011; 2012; 2013a; 2013b). Det overordnede billede viser, at udbyttet af efterafgrøder er stærkt variabelt, og at udbyttet i mange tilfælde har været for lavt til en økonomisk rentabel høst af biomassen. En ringe biomasseproduktion af efterafgrøder kan bl.a. skyldes dårlig etablering, sen høst af hovedafgrøden og dermed kort vækstperiode for efterafgrøden, utilstrækkeligt regn og køligt vejr efter høst samt for lav kvælstofforsyning i efterårsperioden (Hansen et al., 2000). Nogle af de faktorer, der formodes at have særlig betydning for udbyttet, omtales nærmere i det efterfølgende. Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering

13 Jordtype og klima: Både jordtype og klima kan have særdeles stor betydning for udbyttet af efterafgrøder (Molinuevo-Salces et al., 2013), men det er faktorer, der som udgangspunkt ikke kan ændres. Jordtypen kan have indflydelse i kraft af forskellig vandforsyning både i etableringsfasen og i senere vækststadier, men også i kraft af forskellig næringsstofforsyning, hvor sandjorde generelt vil have mindre vandholdende evne og lavere næringsstoftilgængelighed end lerjorde. Klimaet har formodentlig særlig indflydelse via variation i nedbørsmængden, men temperatur og lysindstråling kan også have indflydelse. Ofte vil det dog være svært at adskille effekten af jordtype og klima, og der kan i stedet tales om lokalitetsforskelle som samlende betegnelse. Det er ikke ualmindeligt at se udbytteforskelle på op til 3-4 gange mellem forskellige lokaliteter, fx for italiensk rajgræs (Oversigten over Landsforsøg, 2011; 2012), gul sennep og forskellige artsblandinger (Molinuevo-Salces et al., 2013). Udbytteforskelle mellem lokaliteter kan være større end forskellene mellem efterafgrødearter, men der kan også være vekselvirkning mellem jordtype og planteart, fx synes bælgplanter at klare sig relativt bedre end korsblomstrede arter på sandjord (Molinuevo-Salces et al., 2013). Planteart: Valg af efterafgrødeart er en af de dyrkningsmæssige faktorer, der bevidst kan reguleres. Det er dog vanskeligt at fremhæve bestemte arter af efterafgrøder som værende særligt højtydende, da arternes udbytte afhænger meget af vækstbetingelserne, bl.a. jordtype (Molinuevo-Salces et al., 2013). I forsøg med artssammenligninger kan der derfor være forskel på arternes rangorden mellem lokaliteter, som det fx er set for italiensk rajgræs og olieræddike (Oversigten over Landsforsøg, 2011, s.236). Etableringsmetode afhænger ofte af planteart, og generelt kan det siges, at græsser udvikler sig forholdsvis langsomt og derfor egner sig til udlæg i hovedafgrøden, mens fx korsblomstrede arter udvikler sig hurtigere og dermed er bedre egnede til såning omkring høst af hovedafgrøden (Hansen et al., 2000; Suhr et al., 2005). Der er dog også stor variation i væksten mellem græsarter, fx mellem italiensk rajgræs med tidlig, kraftig vækst og sildig alm. rajgræs med langsommere vækststart. Etableringstidspunkt: Udlæg af efterafgrøder om foråret giver generelt en mere sikker etablering end udsåning omkring høst, og efterafgrøden får en længere vækstperiode og er allerede etableret ved høst af hovedafgrøden. Til gengæld er der risiko for, at en forårsudlagt efterafgrøde kan blive så kraftig, at den konkurrerer med hovedafgrøden, giver høstbesvær og øger tørringsomkostningerne. Ved udsåning af efterafgrøder om sommeren har etableringstidspunktet særdeles stor betydning for udbyttet. Det er vist, at tørstofudbyttet af korsblomstrede efterafgrøder falder markant med fremspiringsdatoen med et udbyttetab på 5-11 % for hver dag, fremspiringen forsinkes (Hostrup 1977; Larsen & Østergaard, 2010). Som gennemsnit af flere arter og artsblandinger af bl.a. bælgplanter og korsblomstrede arter er der fundet udbyttetab på 2-3,5 % pr. dag, når såningen blev gradvist udskudt fra sidst i juli til sidst i august (Madsen, 2014). For græsarter og kornarter er det tilsvarende fundet, at tørstofudbyttet faldt fra 2,3-4,2 tons/ha ved såning 16/7 til 0,1-0,8 tons/ha ved såning 18/8 (Oversigten over Landsforsøg, 1992; Larsen & Østergaard, 2010). Hvis efterafgrøden først etableres efter høst af kornafgrøden, vil det mulige såtidspunkt kunne variere meget afhængig af, hvor tidligt der høstes. Dette taler for, at efterafgrøder enten bør etableres ved udlæg om foråret eller i løbet af juli måned før høst af hovedafgrøden. Ved udsåning af efterafgrøder i løbet af juli er der en risiko for, at frøet kommer til at ligge uspiret gennem en tør periode, eller at en tør periode efter spiring af frøet kan ødelægge de små planter. Etablering af efterafgrøder om foråret eller i løbet af sommeren kan på den anden side medføre risiko for, at efterafgrøden i nogle tilfælde bliver meget kraftig og evt. generer høsten af hovedafgrøden. Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering

14 Høsttidspunkt for hovedafgrøden: Efterafgrødens udvikling og udbytte afhænger bl.a. af, hvor tidligt hovedafgrøden modnes og høstes; ved sen høst vil en undersået efterafgrøde først relativt sent få fuld lysindstråling, hvilket vil afkorte vækstperioden (Hansen et al., 2000). Hvad enten efterafgrøden udlægges om foråret, lidt før høst eller lige efter høst af hovedafgrøden, så vil tidlig høst potentielt kunne øge udbyttet. Da både kornets modning og tidspunktet for høst er stærkt betinget af vejrforholdene, vil høsttidspunktet ved traditionel høst af korn ved modenhed normalt ikke kunne fremskyndes bevidst med henblik på at sikre efterafgrøden en bedre vækst. Til gengæld vil der på nogle bedrifter være mulighed for at høste korn som helsæd eller ved ribbehøst, hvorved aks og en del blade rives af kornet. Helsædshøst eller ribbehøst vil typisk foregå nogle få uger tidligere end høst ved modenhed, og derved kan efterafgrøden sikres en væsentlig større lysindstråling og bedre mulighed for vækst. Helsædshøst anvendes på kvægbrug, mens ribbehøst sjældent anvendes i Danmark. Effekten af tidligere høst af hovedafgrøden vil dog også afhænge af, om efterafgrødens vækst er begrænset af andre faktorer, fx tilgængeligheden af næringsstoffer. Udsædsmængde og plantetal: En vis plantebestand er nødvendig for at opnå et fornuftigt udbytte i efterafgrøder. Flere års forsøg med forskellige udsædsmængder af olieræddike (fra 8 til 20 kg frø/ha) har vist, at plantedækket stiger med stigende udsædsmængde, men tørstofudbytte og kvælstofoptagelse er upåvirket af udsædsmængden (Oversigten over Landsforsøg, 2013a). Udsædsmængden synes derfor ikke at have så stor betydning i olieræddike, så længe den er indenfor rimelighedens grænser (Østergaard & Larsen, 2012). I praksis vil det formodentlig have større betydning, om der opnås en god etablering af de frø, der udsås. Gødskning: Udvikling og udbytte af efterafgrøder kan være væsentligt begrænset af bl.a. næringsstofmangel (Hansen et al., 2000). Hovedafgrøden har normalt opsamlet det meste af det mineralske kvælstof i jorden, og derfor vil der kun være en begrænset mængde tilgængelig for efterafgrøden. I en række forsøg med både græsarter og korsblomstrede arter af efterafgrøder er der opnået en udbyttestigning ved at gødske efterafgrøden (Hansen et al., 2000; Østergaard & Larsen, 2012). Fx er der generelt fundet stigende tørstofudbytter i både italiensk rajgræs og olieræddike ved stigende mængde kvælstofgødning (0, 50 eller 100 kg N/ha) (Oversigten over Landsforsøg, 2011; 2012). Udbytteeffekten af gødskningen varierer dog meget, hvilket tyder på, at udbyttet i nogle tilfælde er begrænset af andre faktorer end næringsstoftilgængeligheden. Som konsekvens står meroptagelsen af kvælstof i den overjordiske, høstbare del ikke altid mål med den tilførte mængde kvælstof (Hansen et al., 2000; Oversigten over Landsforsøg, 2011; 2012). Derfor kan gødskning af efterafgrøder medføre risiko for en øget kvælstofudvaskning på kort eller lang sigt. En veletableret og gødsket efterafgrøde af alm. rajgræs har dog vist sig i stand til at kunne reducere udvaskningen til samme niveau som en tilsvarende ugødsket efterafgrøde og til et betydeligt lavere niveau end for ubevokset jord (Hansen et al., 2000). En miljømæssig fornuftig anvendelse af gødskning i efterafgrøder for at øge udbyttet forudsætter derfor, at efterafgrøder kan etableres med en betydelig dyrkningssikkerhed. Høst af efterafgrøde sammen med halm/stub: Udover at øge selve efterafgrødens produktion og udbytte kan det også være muligt at øge biomasseudbyttet pr. ha ved om efteråret at høste efterafgrøder sammen med høj kornstub. Biomassen bliver da en blanding af våd halmstub og efterafgrøde. Den høje kornstub kan opnås ved enten at høste kornet med traditionel mejetærsker men med høj stubhøjde eller ved ribbehøst af kornet med ribbeskærebord monteret på finsnitter eller mejetærsker. Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering

15 I forsøg i 2013 med høj stub (40-55 cm) ved høst af vårhvede har stubfraktionen bidraget med op mod 3 tons tørstof pr. ha (Oversigten over Landsforsøg, 2013b), mens efterafgrøder kun har bidraget med ca. 0,4 tons/ha. Derved har halmen/stubben medvirket markant til at øge udbyttet og dermed sandsynligheden for at opnå en rentabel høst af efterafgrøde og halm. Samlet set vurderes det, at udbyttet af efterafgrøder oftest begrænses af de følgende faktorer, enten enkeltvis eller i kombination: For sent etableringstidspunkt, vandmangel i etableringsfasen og i løbet af vækstfasen, skygge fra hovedafgrøden samt kvælstofmangel. Desuden kan færdsel med mejetærsker, kornvogn og halmpresser hæmme væksten af især korsblomstrede efterafgrøder. Kvalitet og metanpotentiale i efterafgrøder Metanpotentialet i den organiske del af tørstoffet i efterafgrøder er af stor betydning for biomassens kvalitet til biogas. Men tørstof- og askeindholdet har ligeledes betydning for, hvor store mængder biomasse der går til et ton organisk tørstof. Derfor omtales både tørstofindhold, askeindhold og metanpotentialet som kvalitetsparametre for efterafgrøder til biogas. Tørstofindhold: Tørstofindholdet kan variere meget og er af betydning for, hvor stor en råvaremængde der skal håndteres. Jo lavere tørstofindhold des højere omkostningsniveau ved høst af efterafgrøder til biogas (Hvid, 2012). Derudover har tørstofindholdet betydning for lagringen, idet der er risiko for saftafløb ved ensilering af biomasse med for lavet tørstofindhold. For græs begrænses risikoen ved tørstofindhold over 24 %, mens det for olieræddike og gul sennep formodentlig skal over % (Hvid, 2012). Tørstofindholdet i frisk høstede efterafgrøder er dog oftest relativt lavt og ligger i mange forsøg mellem 10 og 20 % (Oversigten over Landsforsøg 2010; 2011; 2012), især synes tørstofprocenten i olieræddike at være lav med niveauer helt ned under 10 % (Oversigten over Landsforsøg 2012), mens tørstofindholdet i græs generelt er højere. Tørstofindholdet kan i nogle tilfælde øges ved at skårlægge og vejre efterafgrøden før sammenrivning og opsamling, men dette vil også medføre et vist tab, og vejring på skår er vanskeligt om efteråret, hvor det ofte er køligt og regnfuldt. Tørstofindholdet kan også øges ved at høste kornstub sammen med efterafgrøden (Oversigten over Landsforsøg, 2013b). Askeindhold: Da det kun er den organiske del af tørstoffet, der kan bidrage til metanproduktionen, er det i biogassammenhæng ønskeligt med en lille askefraktion. Askeindholdet i efterafgrøder er dog ofte relativt højt med niveauer mellem 10 og 20 % af tørstofindholdet og generelt med lidt højere askeindhold i olieræddike end i rajgræs (Oversigten over Landsforsøg 2010; 2011; 2012). I nogle tilfælde kan der være et ekstremt højt askeindhold på op til 50 % (Oversigten, 1992) eller 70 % af tørstofindholdet (Hostrup, 1977), formodentlig delvist pga. lave tørstofudbytter og iblanding af sand. Da sandkoncentrationen nok især er høj ved lave udbytter, kan dette også tale imod at høste efterafgrøder med lave udbytter. Metanpotentiale: Metanpotentialet kan variere både mellem arter, år og lokaliteter men synes generelt at variere mere mellem arter end mellem år og lokaliteter (Molinuevo-Salces et al., 2013; 2014). I forsøg med en række efterafgrøder og efterafgrødeblandinger i 2011 varierede metanpotentialet indenfor hver art kun relativt lidt mellem de to lokaliteter, mens der var betydelige forskelle mellem arterne med højeste niveau i blandingen raps og vintervikke ( Nm 3 metan/ton org. tørstof) og olieræddike ( Nm 3 metan/ton org. tørstof) og med laveste niveau i gul sennep ( Nm 3 metan/ton org. tørstof) (Molinuevo-Salces et al., 2013). Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering

16 Blandt 7 prøver af olieræddike fra 2 år og 4 lokaliteter varierede metanpotentialet mellem 356 og 463 (gnsn. 400) Nm 3 metan/ton org. tørstof, mens det blandt 8 prøver af gul sennep varierede mellem 239 og 369 (gnsn. 289) Nm 3 metan/ton org. tørstof (Molinuevo-Salces et al., 2014). Der kan således være betydelig variation i metanpotentialet indenfor de enkelte efterafgrøder, som formodentlig skyldes forskelle i klima og jordtype (Molinuevo-Salces et al., 2014), mens forskelle i planternes udviklingstrin og graden af lignificering også kan påvirke metanpotentialet (Molinuevo-Salces et al., 2013). Men der ses også generelle artsforskelle med højest metanpotentiale i arter af korsblomst- og græsfamilien og lavere metanpotentiale i bælgplantearter, solsikke og hamp (Molinuevo-Salces et al., 2014). Gul sennep falder dog ved siden af de øvrige korsblomstrede efterafgrøder (Molinuevo-Salces et al., 2014), og generelt synes metanpotentialet at være mellem 27 og 40 % lavere i gul sennep end i olieræddike (Molinuevo-Salces et al., 2013 hhv. 2014). Potentielt metanudbytte i efterafgrøder Metanudbyttet pr. ha vil ofte være afgørende for, om det er økonomisk rentabelt at høste efterafgrøder til biogasproduktion. Metanudbyttet afhænger som nævnt både af udbyttet af organisk tørstof pr. ha og af metanpotentialet i det organiske tørstof. Som det fremgår, kan både udbyttet og metanpotentialet variere meget, og dermed vil også metanudbyttet pr. ha være meget variabelt. Af særlig stor betydning er dog udbyttet pr. ha, der som nævnt kan variere op til 3-4 gange og evt. mere, mens metanpotentialet i efterafgrøder generelt højest varierer op til 2 gange og ofte væsentligt mindre. Derfor vil energiudbyttet pr. ha og rentabiliteten ved høst af efterafgrøder afhænge mere af udbyttet af organisk tørstof pr. ha end af metanpotentialet (Molinuevo-Salces et al., 2013; 2014). 6. ANVENDELSE AF EFTERAFGRØDER TIL BIOGAS Med udgangspunkt i den nuværende viden om udbytter og kvalitet af efterafgrøder gennemgås i det følgende nogle af de landbrugsmæssige perspektiver ved at høste og anvende efterafgrøder til biogasproduktion som et alternativ til blot at lade efterafgrøden blive på marken. Konkurrence med anden produktion Da efterafgrøder generelt dyrkes med andet formål end til anvendelse i biogasproduktion, forventes det ikke at denne anvendelse af biomassen vil fortrænge anden produktion og fx konkurrere med afgrøder til foder- og fødevareproduktion. Dette gælder i særdeleshed ved evt. anvendelse af de pligtige efterafgrøder, der alligevel dyrkes pga. lovkrav, og hvor landmænd indtil nu kun i begrænset omfang har benyttet sig af alternativerne til dyrkning af efterafgrøder, og hvor efterafgrøder kun i begrænset omfang anvendes til foder. For frivilligt dyrkede efterafgrøder vil der givetvis heller ikke være nogen væsentlig ændring i afgrødesammensætning og -produktion. Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering

17 Miljø- og klimaeffekter Hvis den overjordiske del af efterafgrøder høstes om efteråret, vil der blive en mindre mængde næringsstoffer og organisk stof til nedmuldning i jorden, hvilket kan have forskellige effekter. Når efterafgrøden høstes sidst på efteråret, vil efterafgrøderne stadig have opfyldt den væsentlige funktion som næringsstofopsamler, og høst af efterafgrøder forventes derfor ikke at forringe miljøeffekten. Til gengæld vil de høstede næringsstoffer kunne recirkuleres til marken med den afgassede restfraktion (normalt i blanding med afgasset gylle) om foråret, dvs. i lettere tilgængelig form og på et tidspunkt, hvor planterne optager næringsstoffer. Dermed må høst af efterafgrøderne formodes at reducere risikoen for udvaskning af næringsstoffer i løbet af vinterperioden samt øge udnyttelsen af næringsstofferne til plantevækst i den følgende vækstsæson. Det er også muligt, at høst af efterafgrøderne kan reducere udledningen af lattergas fra marken, når kun en mindre andel af efterafgrødebiomassen nedmuldes, selvom der også kan udledes lattergas, når efterafgrøden anvendes til biogas produktion. Når der tilføres plantebiomasse til jorden, vil i størrelsesordenen % af det tilførte kulstof typisk indbygges i jordens kulstofpulje, mens den resterende del i løbet af få år vil blive nedbrudt med frigivelse af CO 2 til følge (Christensen, 2008). Fjernelse af efterafgrøde vil dermed i første omgang have en negativ effekt på jordens kulstofpulje sammenlignet med, hvis hele efterafgrøden blev nedmuldet. Rod og stub af efterafgrøder vil dog stadig bidrage til jordens kulstofpulje. I størrelsesordenen % af det nedmuldede kulstof nedbrydes alligevel i løbet af få år, hvorfor det er sandsynligt, at der kan opnås en bedre drivhusgasbalance ved at udnytte efterafgrøden til biogasproduktion fremfor nedmuldning, da biogassen kan fortrænge brugen af fossil energi. Endelig kan det nævnes, at den tungest omsættelige del af det organiske stof i efterafgrøderne ikke vil blive omsat i biogasprocessen, men vil blive recirkuleret til marken og dermed alligevel vil give et bidrag til opretholdelse af jordens kulstofpulje. Samlet set er der derfor overvejende positive miljø- og klimaeffekter ved at anvende efterafgrøder til biogasproduktion. I denne vurdering indgår dog ikke beregninger af det ekstra energiforbrug, som høst og transport mm. vil medføre. Høst, transport og lagring Høst af efterafgrøder vil ofte kunne høstes og transporteres med traditionelt udstyr til grovfoderproduktion (se eksempler beskrevet af Hvid, 2012). Dette forudsætter, at der er ledig maskinkapacitet og ledigt mandskab i efterårets høstperiode, som tidsmæssigt vil kunne være sammenfaldende med bl.a. høst af majs til helsæd og høst af sidste slæt i slætgræs. Det er dog også muligt, at høst af efterafgrøder vil kunne ske efter afslutningen af majs- og græshøst, og at udnyttelsen af maskiner og mandskab derved kan øges. Høst af efterafgrøder i løbet af oktober måned vil i nogle år og på nogle jordtyper kunne besværliggøres af megen nedbør, og der kan være en øget risiko for skader i jordens struktur. Transport vil også kunne gøres som med grovfoder, men afstanden mellem mark og biogasanlæg er naturligvis af stor betydning. Længere transport vil normalt foregå med lastbil. Den høstede biomasse vil generelt kunne lagres ligesom grovfoder, dvs. ved ensilering i silo eller på anden plads med fast bund, da der vil kunne forventes saftafløb. Lagringen kan i princippet foregå enten hos landmanden eller biogasanlægget afhængig af, hvor der er lagerplads. Da tørstofindholdet i efterafgrøder ofte er lavt, vil der som nævnt kunne være risiko for saftafløb under lagringen, især for olieræddike og gul sennep (Hvid, 2012). Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering

18 Saftafløb kan i nogen udstrækning modvirkes ved forvejring af efterafgrøden på marken, mens en anden mulighed kan være at lægge efterafgrøderne oven på en anden type biomasse, der kan opsuge saft fra efterafgrøderne, fx en mere tør ensilage eller ved blanding med halm. Et andet alternativ er som nævnt at høste efterafgrøder sammen med høj kornstub, hvor kornstubben vil kunne opsuge en del saft. Økonomi og landmandens incitamenter Fra landmandens synspunkt er høst af efterafgrøder til biogasproduktion kun af interesse, hvis der kan opnås en økonomisk gevinst, enten ved salg af biomasse til et biogasanlæg eller ved at forbedre økonomien ved drift af eget biogasanlæg. Hvis det er økonomisk rentabelt for landmanden, er det til gengæld meget sandsynligt, at landmænd vil udnytte denne mulighed og dermed være med til at forbedre grundlaget for biogasproduktion i Danmark. Hvid (2012) har analyseret økonomien ved at sælge efterafgrøder til biogasanlæg. Regnestykket afhænger bl.a. af, om næringsstofferne returneres til landmanden eller ej. I begge tilfælde vil der være omkostninger til høst, tabt udbytte i hovedafgrøden samt transport. Hvis næringsstofferne returneres, vil der desuden være en omkostning til udbringning af næringsstofferne. Hvis næringsstofferne ikke returneres til landmanden, vil der i stedet være en omkostningspost pga. de fraførte næringsstoffer, som skal erstattes ved indkøb af andre næringsstoffer. Høst udgør typisk mellem halvdelen og to tredjedele af de samlede omkostninger Produktionsomkostningerne pr. m 3 metan frem til biogasanlægget er stærkt afhængig af udbytteniveauet (ton organisk tørstof pr. ha) med høje omkostninger ved lave udbytter, og dette gælder uanset, om næringsstofferne tilbageføres til landmanden eller ej (Hvid, 2012). Højt tørstofindhold og metanpotentiale kan være med til at reducere produktionsomkostningerne væsentligt. Lagringsmetoden har også nogen indflydelse på omkostningerne, hvor især wrapballer er væsentligt dyrere end plansilo og markstak. Økonomiberegningerne viste bl.a., at ved et metanpotentiale på 350 m 3 metan pr. ton organisk tørstof og et udbytte på 3,2 tons organisk tørstof pr. ha for italiensk rajgræs, så kommer omkostningerne lige netop ned på et niveau, som biogasanlæg for ventes at kunne betale for råvaren. Da dette udbytte ikke vurderes som realistisk, blev det konkluderet, at det med de gældende priser og valgte forudsætninger ikke er rentabelt at høste efterafgrøder til biogasproduktion (Hvid, 2012). Selvom flere faktorer som nævnt har indflydelse på produktionsomkostningerne, er det grundlæggende kritiske punkt, hvorvidt der kan nås et tilstrækkeligt stort udbytte af efterafgrøderne til, at det kan stå i forhold til omkostningerne til bjergning. Da udbyttet som vist er stærkt variabelt og generelt lavt, er der et udtalt behov for at kunne øge både udbytteniveauet og dyrkningssikkerheden. Som en mulighed for at øge biomasseudbyttet pr. ha og dermed reducere produktionsomkostningerne pr. m 3 metan er det foreslået at høste efterafgrøden sammen med høj kornstub, hvilket tyder på at kunne gøre anvendelsen rentabel (Fog, 2014). Udover at øge biomasseudbyttet pr. ha er det også relevant at undersøge mulighederne for at reducere høstomkostningerne, fx ved at bruge alternative høstmetoder eller gængs høstteknologi i perioder, hvor der er ledig kapacitet. Efterafgrøder til biogas landbrugsmæssig vurdering