DIALOG. Dansk-Tjekkisk. Af dr. phil. Elisabeth Strandberg. En artikel fra

Transkript

1 En artikel fra Dansk-Tjekkisk DIALOG Karl IV og Valdemar Atterdag: Vi, kejseren, og han, kongen af Danmark, var gennem lange tider på det inderligste knyttet til hinanden med broderlige følelser. Af dr. phil. Elisabeth Strandberg

2 Af Elisabeth Strandberg Med disse ord beskriver kejser Karl IV sit 25 år lange venskab med den danske konge, kort efter dennes død (DRB ). Problemløst havde venskabet dog ikke været, det kom især til at stå sin prøve i perioden fra Valdemar Atterdags andet besøg i Prag og hans tredje og sidste i I disse år blev de to fyrsters interesser modstridende; kejseren ville fred i nord bl.a. til gavn for handelen, kong Valdemar og hansen måtte samtidig afgøre deres styrkeforhold - og det blev med ikke-fredelige midler. Specialisten indenfor emnet Karl IV og den tyske hanse, Heinrich Reincke, udtrykker den formodning, at Valdemar Atterdag i har givet kejseren impulsen til at få konkretiseret handelsplanerne. Allerede sommeren 1364 bevidnes et kejserligt sendebud at opholde sig i Hamborg på gennemrejse til Lübeck. Kejserens nye europæiske handelsrute skulle have Prag som sit centrum, løbe fra Venedig ved Adriaterhavet via Prag ad Elben til Hamborg, herfra videre mod vest, nord og øst. I 1365 var man i gang med at bygge en betydelig handelsflåde i Prag for penge ydet af de bøhmiske byer. Kejserligt privilegium til saltning af fisk i Karl IV s nye pragerbydel var udstedt (Reincke 22-24). Hvad angår Valdemar Atterdag, var han nu tilbage i Danmark med en ny kollega på den svenske trone, Albrecht III. På sin far hertug Albrecht II s tilskyndelse havde kong Albrecht taget magten fra den danske konges svigersøn kong Hakon af Norge og dennes far, kong Magnus Eriksson af Sverige. Ved et afgørende slag i 1365 var sidstnævnte blevet Albrechts fange, medens Hakon såret var flygtet til Norge. Valdemar havde sikret sig fred med hanse og de holstenske grever."es konnte Albrecht II nicht verborgen sein, dass diese Friedensschlüsse dem Dänenkönige freie Hand fur einen Einfall in Schweden schaffen sollten. Auch er (AII) traf seine Massregeln...Dann reiste er, Albrecht II, an den kaiserlichen Hof in Prag, vermutlich um durch Karl IV auf Waldemar Atterdag einzuwirken (Strecker 136). Albrecht II opholdt sig i Prag martsapril I mellemtiden havde Hakon opsøgt Valdemar, som ved pinsetid 1366 sender sine tropper til Sverige og trænger så sejrrigt frem at Albrecht II får sin svigersøn Adolf af Plön til at mægle i striden. Dette fører til de omdiskuterede Ålholmaftaler af mellem kong Valdemar og hertug Albrecht Il, der også repræsenterer sønnen Albrecht III. Herved fik den danske konge sin besiddelse for al fremtid af Skåne, Halland, Blekinge, Gotland samt endnu en række områder i Sverige, som de facto endnu ikke havde været på Albrecht lil's hænder, bekræftet af mecklenborgerne. Disse fik til gengæld af Valdemar Atterdag lovet anerkendelse og beskyttelse af den af dem indehavede del af Sverige samt dynastiets besiddelser i Nordtyskland at gælde for al fremtid. Ratificeringen fastsat til fandt aldrig sted. Man får lige så mange fortolkninger af Ålholmaftalerne og den udeblevne ratificering, som der er forskere, der har bidraget dermed. Man forundres over mecklenborgernes villighed til at tilstå så store landområder til den danske konge - og samtidig falder sidstnævntes manglende hensyntagen til sin norsk-svenske svigerfamilies interesser for brystet. Efter vor mening rammer Hoffmann, der står alene med dette synspunkt, det sandsynligste, når han påpeger, at Valdemar Atterdag med denne aftale var begyndt på sin tvetydige, henholdende politik overfor de to nærmeste arvinger til den danske trone, de to svigersønner Hakon af Norge og Henrik af Mecklenborg (Hoffmann, 1974, 146).Hvad angår aftale og manglende ratificering for mecklenborgernes vedkommende, mener de fleste at fader har gjort regning uden søn og uden den svenske adel. Kun to forskere har peget på Karl IV som den sandsynlige drivkraft bag Ålholmaftalerne, nl. Niitemaa og Strecker 136. De antyder sammenhængen. I mangel af evidens kan man blot formode at HISTORIE Karl IV og Valdemar Atterdag: Vi, kejseren, og han, kongen af Danmark, var gennem lange tider på det inderligste knyttet til hinanden med broderlige følelser. Karl ved at lægge pres på Albrecht II og Valdemar Atterdag havde håbet at etablere fred mellem fyrsterne i nord; hermed var et (nyt) opgør mellem hansen og den danske konge udelukket. Fyrsterne, heriblandt så også Karl IV, ville kunne diktere handelsbetingelserne overfor byerne, hvor disse hidtil havde haft held til at spille fyrsterne ud mod hinanden og presse mere og mere favorable privilegier ud af dem. Nu blev der intet af Karl IV s handelsplaner centreret om Prag; de involverede parter faldt fra så snart uro opstod mellem hansen i nord og Valdemar Atterdag. Den manglende ratificering fra svensk-mecklenborgsk side ses i sammenhæng med de mellem og indtrufne begivenheder ved Østersøen. De preussiske hansebyer med den tyske orden havde vinter lagt kimen til den koalition mod den danske konge, som mundede ud i Kölnerkonfederationen af fulgt af det endelige brud med Valdemar ; dette var datoen for udløbet af den da gældende våbenstilstand. Det er ikke muligt at afgøre, hvilken af parterne, der må påtage sig størst skyld for, at det kom til krig. De bevarede kilder til besvarelse af spørgsmålet repræsenterer udelukkende hansesiden. Holstenske og mecklenborgske fyrster slutter sig til koalitionen og krigen bryder ud netop som kejseren var draget til Rom. Medvirkende til at gøre 2. hansekrig farligere for kong Valdemar var den tilslutning til fjendeside, som en betydelig gruppe jyske adelige valgte, den første kontakt til de holstenske grever bevidnes gruppen at have taget (DRB nr ). De jyske adelige havde ventet på hævn over den i deres øjne nu for magtfulde danske konge (Bøgh 1996 og 1998). Med denne indenlandske adelige støtte følte de tyske fyrster sig sikrere på at bemægtige sig Danmark - på samme måde som de i ved svenske sympatisørers hjælp havde bemægtiget sig Sverige (Skyum-Nielsen 55). I kon- 2 Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2003

3 HISTORIE sekvens heraf ser vi de tyske fyrster dele den danske konges rige mellem sig inden 2. hansekrig mod kong Valdemar var begyndt. Krigen bryder ud i anden halvdel af april, i begyndelsen af samme måned forlader kong Valdemar sit rige for at føre sin egen kampagne i ryggen på modstanderne. Ansvaret for Danmark overdrager kongen til Henning Podebusk, Danmarks riges høvedsmand (død ca. 1388, Werlich ), støttet af rigets råder. Krigsbegivenhederne i selve Danmark bliver voldsomme og sætter ind overalt samtidig, Jylland, Sjælland med København og Skåne med Helsingborg. I maj måned føler de to holstenske grever sig så meget herrer over situationen i Jylland, at de signerer sig domini Jucie (Hoffmann 1990, 203). Byen København erobres , dens borg falder og man beslutter fra fjendens side at bevare den til man får et andet fast holdepunkt (DRB og efter , nr ).det faste holdepunkt, fjenden fik, var Helsingborg slot, som efter ialt 1 1/2 års belejring falder Hermed iværksættes nedbrydningsplanen: 20 stenhuggere fra Lübeck, 10 fra Stralsund, 8 fra Rostock, 5 fra Wismar og endelig 4 stenhuggere fra Greifswald sendes straks afsted for at ødelægge Københavns borg. Et indtryk af arbejdernes ihærdighed får man ved at besøge den omfattende udstilling under vore dages Christiansborg. Hansens mål var nået, at eliminere København som konkurrerende handelsby. Med overtagelsen af Helsingborg slot og dermed kontrollen med Øresund, standsede fjendtlighederne fra hanseside. Fra juli 1369 havde der været kontakt mellem Helsingborg slotshøvedsmand og fjenden; det menes at den endelige overgivelse var resultatet af en aftale (Skyum-Nielsen 56). Fra dansk side accepterede man nederlaget i tide ved at opgive denne vigtige borg - på betingelse af at der så kom fredsforhandlinger igang. Det er efter historikeren Kai Hørbys vurdering denne kloge beslutning, der er grundlag for at nederlaget blev en fordel for de besejrede (Hørby 1989, 267).De to parter, hansestæderne og det danske rigsråd under Henning Podebusk indgik en våbenstilstandsaftale i Stralsund om en foreløbig fred, der den efter at hansestædernes forbund med fyrsterne var udløbet, afløstes af en endelig aftale. For danskerne var det afgørende at man herved fik splittet modstanderne: hansen, der ønskede privilegier men et fortsat samlet kongerige Danmark, og fyrsterne, der ville dele Danmark mellem sig. Fyrsterne, der var trængt frem i Jylland og på øer, skulle kong Valdemar siden tage sig af. Så frygtet var kongens forhandlingsevne, at Lübeck havde fået forhindret kongens tentative tilnærmelser efterår 1369 til en på det tidspunkt trængt Albrecht II, hansen ville først have sine forhandlinger afsluttet (Tägil ). Forhandlingsresultatet, Stralsundfreden, har været genstand for omfattende analyse (Götze, Brandt), en nyere vurdering fremgår af Jörn De Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar

4 fleste elementer i aftalen svarer til det, som kong Magnus Eriksson og kong Albrecht III i hhv og 1368 havde lovet hansestæderne til gengæld for støtte i hansekrigene (Nordberg 314, Skyum-Nielsen 58, Tägil ). Kong Valdemar Atterdag vil i forbindelse med sin sigillering modificere fredsaftalen til landets fordel. Først skal vi følge kongen på hans personlige togt i Europa, der fører ham også til Prag i Fulgt blev kongen, hans mindste skridt diskuteret på hansedagene fra sommer 1368 (Tägil 332 ff.).der var ingen aktiv hjælp i det første fyrstehus, Valdemar kontaktede, det pommerske. Det var optaget af interne stridigheder mellem kejser Karls svigerfar Bogislav V af Pommern og dennes yngre bror med støtter, Valdemars venner var blandt sidstnævnte, Albrecht II og kejseren støttede førstnævnte. Herefter optog den danske konge kontakt med sin ungdoms fyrstehus, Wittelsbacherne. Om det er Valdemar Atterdags ankomst, der forårsager omsvinget i markgreve Otto af Brandenborgs politik er svært at sige, den kan have været en bidragende faktor: Otto fjerner netop på dette tidspunkt de af Karl IV indsatte fremmede kejserloyale rådsherrer i Brandenborgs styre og erstatter dem med brandenborgsk adel. Han kan gøre det uhindret, Karl er på vej mod Rom og med ham hans datter Katharina, Ottos kone. Den nye brandenborgske politik går ud på at genvinde markgrevskabets områder, der var blevet bortpantet til Pommern og Mecklenborg. Een kilde ( ) er blevet bevaret om Valdemars første kontakt med Otto. Ifølge denne har kongen købt fæstningen Boizenburg i Uckermark nær grænsen til Mecklenborg af Otto, for at kunne rette et angreb mod Albrecht II (Tägil ). Den næste fyrste på kongens vej er også en modstander til kejser Karl, hertug Magnus af Braunschweig (død 1373); han havde i april 1368 overtaget styringen også af Lüneborg og var samtidig blevet indsat som arving til dette hertugdømme, da den hidtidige hertugfamilie var barnløs. Lüneborg havde kejser Karl tiltænkt sin mangeårige støtte hertug Rudolf II af Sachsen-Wittenberg. I august 1368 trådte Magnus af Braunschweig i Valdemar Atterdag og dennes fætter hertug Erik II af Sachsen-Lauenborgs ( ) tjeneste. Hansestaden Lübeck var afhængig af sine handelsveje gennem netop Lauenborg, Lüneborg og Braunschweig og følte sig truet ved tilnærmelsen mellem disse fyrster. Erich II dør i efteråret 1368 under et ophold i Danmark og Magnus med den ganske unge søn af Erich II, Erich IV ( ) slutter sig i november sammen med Otto. Kong Valdemars situation er hermed så stærk at hansebyerne efteråret 1368 overvejer at optage forhandlinger med Valdemar (Tägil 344). Umiddelbart efter svækkes kongen, da hans hidtidige sympatisører i det pommerske fyrstehus november 1368 lider nederlag til Albrecht II; de to fjender slutter sig nu sammen overfor faren fra Otto af Brandenborg og dennes allierede, heriblandt den danske konge. Kong Valdemar ser sig nødsaget til at gå med på to ydmygende aftaler overfor sine støtter: fastsættes at den unge Erich IV samt formynderen Adolf af Plön skulle dele det danske rige mellem sig efter nærmere aftale med Danmarks riges råder - og Erich være dansk tronarving. Den styrende kraft menes Magnus at være. En senere aftale af befæster samarbejdet mellem Magnus og Otto, Adolf er væk, Erich IV stadig potentiel tronarving; forbundet i sin helhed er vendt mod Albrecht II, som satser på sin sønnesøn som dansk konge. Det synes HISTORIE som om såvel Albrecht II som hanse har været villige til at forhandle med kong Valdemar foråret 1369 (Tägil ); Hanse og mecklenborgsk fyrste bliver imidlertid (allerede nu) indbyrdes uenige om betingelserne, fyrsten anklager siden hansen for urent spil (Tägil 355). Sommeren bringer et tilbageslag for den danske konge, han mister sin medbragte formue på mark sølv i Oderberg og anklager markgrev Otto for at have medvirket til pengenes forsvinden.der har været hold i anklagen, punktum sættes i 1371 for sagen, med Ottos medvirken (Tägil ). Hen på efteråret følger Helsingborg slots overgivelse , forhandlingerne munder ud i preliminærfreden af Umiddelbart forinden, , sender kejser Karl et for Valdemar Atterdag vigtigt brev til hertug Ru- 4 Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2003

5 HISTORIE dolf II af Sachsen-Wittenberg om skatten fra Lübeck. Kejseren undlader at gå ind på de alvorlige anklager, som Lübeck i sine breve til Karl IV har rettet mod den danske konge (se forrige artikel). At kejseren ikke har været kongen venlig stemt, fremgår klart: Vi Karl...har givet, forlenet og tildelt (den højbårne Rudolf, hertug af Sachsen) samme skat og rente...at modtage...så længe vi lever...skulde det være, at vi...måske af glemsomhed og ellers på en eller anden måde, har givet...til nogen...og specielt den berømmelige Valdemar, konge af Danmark...ældre breve, som han har derom, tilbagekalder vi disse, sætter dem ud af kraft og erklærer dem for ugyldige i kraft af dette brev med fuldt vidende og kejserlig magtfuldkommenhed... (DR nr.367). Valdemar er i unåde, han beslutter sig for at opsøge kejseren i Prag. At kongen har bevaret håb og fighting spirit fremgår af hans reaktion på et betinget frit lejdebrev, hansen sender uopfordret efter Stralsundaftalens ikrafttræden Hansen bevilger kongen frit lejde på betingelse af at han besegler aftalen med sit store segl, der hæfter for ham selv og hans efterfølgere, d.v.s. er retsligt bindende (DRB , nr.455). Kongen bekræfter modtagelsen af Eders lejdebrev... som vi ikke rigtigt kan fatte. Derfor begærer vi, at I må have vilje til at sende os et simpelt almindeligt lejdebrev, som sædvane er... (DRB , nr.469). Den stædige konge gav aldrig efter for kravet om det store segl, men indvilgede til sidst, , i at forsyne aftalen med det for ham selv som konge personligt forpligtende lille Segl (Tägil ); en besegling fra kongens side var en betingelse for at han kunne genindtage den danske kongetrone. Kort efter episoden med lejdebrevet, som kongen ikke rigtigt fatter, modtager kongen fra kejser Karl et lejdebrev som sædvane er : Vi Karl...Da vi i et sådant broderligt venskab, som er uden grænser, har den berømmelige kong Valdemar af Danmark, vor kære broder, i tankerne, at vi i broderlig troskab gerne ser hans og alle hans mænds bedste,...så ofte, vor fornævnte broder med sine mænd vil komme til eller rejse fra os... ; Valdemars frie lejde gælder alle fyrster på kongens rejserute, DRB , nr Det vides ikke hvornår den danske konge er ankommet til Prag. Om meningsudvekslinger de to fyrster imellem ang. kongens kontakter med kejserens modstandere i kan kun gisnes, bevaret er to skrivelser med konkrete beviser på kejserens fortsatte venskab: Vi Karl...at vi i medfør af den kærlige følelse, vi nærer for den ophøjede fyrste herr Valdemar...og også for at samme des mere kan attrå at gøre ophold hos os, med dette brev giver og skænker ham et hus, der ligger til vor borg i Prag...at besidde for livstid.." (DRB , nr. 503) samt Vi Karl... (kongen af Danmark) har tilskrevet og anvist ham et sligt beløb af vor og kongeriget Bøhmens told i Prag, som vi tidligere havde tilskrevet ham som ydelse af vor og rigets stad Lübeck;...på det vilkår at de penge...som vi har anvist ham at oppebære af staden Deutsch-Brod forinden bliver fradraget i værdien af den indtægt... (DRB , nr. 504). Endnu et brev af 1370 fra kejseren ang. danske forhold, DRB , nr. 474, vil blive behandlet i anden sammenhæng. Vi ser altså en konge, der ikke blot beholder sin økonomiske støtte fra kejseren, omend den flyder ad andre kanaler end hidtil, Valdemar Atterdag begaves tillige med en bolig nær kejseren til fælles glæde, et hus som tidligere beboedes af kejserens elskede tro mand Hereš z Ro d alovic. Hvad den danske konge ikke opnår er politisk støtte. Krigen med hansen er på dette tidspunkt afgjort og opgøret med de holstenske grever og mecklenborgerne står tilbage for kongen; hansen vil Karl ikke lægge sig ud med, og formelt set støtter Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar

6 Karl mecklenborgerne. Selv uden kejserlig politisk støtte skal kongen vise sig stærk nok til ikke blot at fordrive holstenere og mecklenborgere fra sit rige, men også genvinde pantsatte områder i Sønderjylland (= hertugdømmet Slesvig) ved sin tilbagevenden (Albrectsen 1988,11). Det er sandsynligt at kong Valdemar er forblevet hos kejseren til over nytår, vi hører først om Valdemar i Nordtyskland i foråret Kongen genoptager ikke sine offensivt prægede kontakter med Magnus af Braunschweig og Otto af Brandenborg; Magnus havde travlt med at forsvare Lüneborg mod sachsen-wittenbergske krav og Otto var fra i krig med Karl IV efter at markgreven havde opsagt aftalen om Václav IV s arvekrav på Brandenborg. Valdemar hjalp Otto med at sikre fred med en pommersk fyrste; senere er kongen imødekommende overfor Magnus ved at låne ham en sum penge mod at få slot og by Lüchov i pant. Efter flere halvhjertede tilløb i forår og sommer 1371 bestemmer kong Valdemar sig efterår 1371 for at forhandle med hanseaterne forsynes Stralsundaftalen med kongens lille segl og samtidig har han sikret sig at Helsingborg, Malmø, Skanør og Falsterbo slotte alligevel ikke kommer på hanseatiske hænder til 1385, de skal nu forvaltes af Henning Podebusk efter nærmere aftale ang. toldindkomsternes fordeling parterne imellem. Også kravet om Varberg fæstning i Halland blev frafaldet, fæstningen forblev på danske hænder. Et vigtigt punkt i Stralsundfreden var et løfte fra det danske riges repræsentanter, at de ikke efter kong Valdemar vil tage nogen ny herre uden med stædernes råd og samtykke (Hørby 1980, 51). Løftet var møntet på at sikre Stralsundfreden også efter Valdemar Atterdag, ikke tænkt som en forfatningsmæssig ret til at afgøre danske kongevalg (Brandt 131). Efter kong Olavs sigillering med det store segl i 1376 bortfaldt punktet HISTORIE derfor. Efter er kongen klar til forhandling med de holstenske grever, men disse undslår sig. I stedet optager Valdemar forhandlinger med Albrecht II. Tre dage efter sigillering af Stralsundfreden er man klar til en aftale fyrsterne imellem. Albrecht II går med til at afstå alle sine og sin families krav på (erobret) territorium i det danske rige mod at den danske konge til gengæld lover at gøre deres fælles barnebarn, Albrecht IV, til tronarving af Danmark. Det er en bemærkelsesværdig bedrift af kongen at få hertugen til at godtage dette arrangement; hertugen kunne ikke være uvidende om at hanseaterne var imod Albrecht IV s overtagelse af den danske trone - få dage før havde de sikret sig kongens accept af Lübecks ret til stillingtagen i spørgsmålet. Ydermere gentog kong Valdemar overfor Albrecht II sin sigilleringsforholdsregel fra Stralsundaftalen, han brugte kun det lille segl, som ikke forpligtede efter Valdemars død(!) (Hoffmann 1998, 232). Tilba- 6 Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2003

7 HISTORIE ge for kong Valdemar er de holstenske grever og de oprørske jyske adelsmænd. Opgaven giver kongen sig i kast med så snart han betræder dansk jord igen, sommeren Jyderne er i almindelighed mere fjendske og troløse mod deres konger end de andre danske hedder det i en holstensk krønike fra 1448 (Bøgh 1996, 41). Under Valdemar Atterdag rejste den jyske adel sig , og nu Man reagerede bl.a. på kongens godserhvervelsespolitik, som via kongens retterting skaffede kronen gods fra stormænd, der havde forbrudt sig. Et anti-dansk element var der også, 4 af de 18 ledende oprørere var af tysk afstamning, heriblandt oprørslederen Claus Limbek (død ca.1370, Bøgh 1998, ). Da oprørerne ikke omfattedes af de generelle fredsaftaler, havde kong Valdemar forelagt sagen for kejser Karl, som i et brev af bemyndiger nogle (kongen venligtsindede) tyske grever og hertuger at stævne de oprørske undersåtter og domfælde dem samt lyse dem i det romerske riges akt (DRB nr. 474). Dette var en velvillig gestus fra kejserens side, dog synes der ikke at være kommet noget ud af kejserens initiativ. At kong Valdemar havde henvendt sig til det tysk-romerske riges overhoved i denne sag, har givet anledning til en del kritiske kommentarer, Niitemaa 86-87, Tägil , Skyum-Nielsen 76, konstaterer: Det kan nok siges, at Valdemar for at jage en skræk i livet på oprørske eller troløse herrer og stormænd har vovet sig ind over en politisk betydningsfuld grænse. Der eksisterer ingen kilder, der nærmere belyser jydernes opstand. En situationsrapport får vi fra Jernhenrik i hans brev til kong Edward III af England ( ): Vide skal I, herre, at søstæderne nemlig Lübeck og de andre stæder, til stor skade og tynge og i modstrid med deres forbundsbrev har sluttet forlig med kongen af Danmark under udelukkelse af mig og min broder... at jeg og min broder stadig har borge og befæstninger i riget til ugunst for kongen og hans mænd og til dels har rigets bedste mænd som vore hjælpere og ligeledes at vore fjender, rigets forstandere, er så uenige, at hvis vi med Eders råd og hjælp og ved Guds nåde kunne invadere riget med væbnede mænd...vilde vi i triumf kunne føre vor vilje igennem til en god afslutning. Fremdeles skal I vide, at kongen af Ungarn, hertugerne og herrerne af Bayern og markgreven af Brandenborg...har kastet den herre kejseren deres handske... (DRB , nr.70). Der kom ingen hjælp til Jernhenrik efter den henvendelse; kong Valdemar gav den holstenske greve og hans mænd kamp i stedet. Først erobrede han, efter alt at dømme, seks af de ledende oprøreres borge (Bøgh 1996, 44), hvorpå han bemægtigede sig de holstenske grevers stærkeste position, Flensborg, til overgivelse nytår (Bøgh 1996, 44). Tiden er hermed moden til forhandling. Leder bliver hertug Albrecht II, som nu ser sig at varetage Danmarks interesser på sin sønnesøns vegne. De holstenske grever må gå med på at afstå alle erobringer gjort i Danmark under hansekrigen og opgive de jyske adelsmænds troskabseder. Adelsmændene skal atter hylde kongen og tilbagegive ham alt krongods (Skyum-Nielsen 61, DRB nr. 279 samt , nr.282 (dette sidste nr.(!)). Opgøret mellem kongemagt og oprørske jyske adelsmænd føres til ende af Valdemars datter Margrethe, som endda i 1396 nedlægger forbud mod adelens bygning af borge (Bøgh 1996, 44). Hvad angår krigen mellem Karl IV og markgreve Otto, slutter kejseren forbund med hertug Albrecht II mod Otto og hans fæller, hvoraf det fremgår at kejseren i ord og gerning trolig som en ven vil bistå og hjælpe...kong (Albrecht) af Sverige... og hans arvinger til, at de forbliver ved kongeriget Sverige, og på samme måde hertug Albrecht (IV), kong Valdemar af Danmarks dattersøn, til, at han forbliver ved kongeriget Danmark, hvis den samme kong Valdemar dør og ikke efterlader sig lovlige arvinger af mandskøn..." (DRB nr. 295). Et enslydende brev fra Václav IV er nr.296. Et lille år senere udveksler kejseren lignende støttebreve direkte med hertug Albrecht IV, Danmark til gengæld for Brandenborg. Kort tid efter giver Otto op og sælger Brandenborg til kejserens sønner; kejseren stadfæster aftalerne om foreningen af Mark Brandenborg med kongeriget Bøhmen, som er sket fordi markgrevskabet er blevet hærget af omboende konger...navnlig af kongerne af Danmark og af Polen, af hertugen af Sachsen og Lüneborg, af ærkebiskoppen af Magdeborg, af hertugerne af Braunschweig, af Stettin, af Mecklenborg og af fyrsterne af Anhalt (DRB , nr. 377).Hermed får Karl IV retfærdiggjort foreningen af Brandenborg og Bøhmen og markeret sin afstandtagen til de danske kongers aktiviteter i Brandenborg, Valdemar Atterdags nylige forbund med markgrev Otto, med Magnus af Braunschweig-Lüneborg og med visse hertuger af Stettin. Imellem disse skrivelser har der lydt anderledes toner fra kejseren: "Karl den fjerde...ud fra den levende interesse, hvormed vi i vor højhed beskæftiger os med Danmarks riges gavn og tarv, opfordrer og formaner vi Eder alle (gejstlige og verdslige i Danmark) indtrængende til, at I...vil og skal tilskynde den høje fyrste, Eders herre, kongen af Danmark, vor kære broder, til, at han for at frembringe afkommets kærkomne frugt skal lade sig vi til en ægtefælle; når denne livsfrugt i hans levetid er for hånden, kan hans riges indbyggere være fortrøstningsfulde, og han kan desforuden lade denne blive kronet til konge af Danmark, for at der ikke skal opstå uenighed og krigeriske forviklinger i riget, hvis han, hvilket forhåbentligt ikke sker, skulde afgå ved døden uden arvinger, og for at heller ikke de førnævnte indbyggere i riget skal blive plaget af store trængsler" (DRB , nr. 367). Kejserens interesse for den danske tronf ølge har, menes det, bragt ham på den tanke at rejse til møde med Valdemar Atterdag derom, formodentlig i Danmark. Det brev, som citeres i denne artikels titel, det første kejseren skrev til Danmark efter at have erfaret om den danske konges død, indeholder flg. passus: "Karl...Thi håbede den høje kejser tit og ofte at se samme konge i besiddelse af varig legemlig sundhed og med glad mine til drøftelse af vore begge landes og vore folks nytte og fremgang i det verdslige; og som følge heraf styrede vi for nylig vore fjed mod de af vore lande, der ligger Danmarks rige nærmest... (DRB , nr. 531). Passagen hentyder til kejserens besøg i Lübeck ; det for modes at kejserens op Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar

8 rindelige mål var den danske konge; kong Valdemar døde imidlertid efter nogen tids svaghed, hans dronning var død i begyndelsen af Hvor historikere i det store og hele har været enige i fortolkningen af kejserens holdning til hertug Albrecht II og hans barnebarns krav på den danske trone i tiden indtil kongens død, høfligt, nyttigt men uforpligtende diplomatisk venskab, så er der 3 forskellige tolkninger for tiden derefter. Centralt står kejserens besøg i Lübeck. Der er ingen tvivl om at tronfølgen i Danmark skulle have været et væsentligt emne for mødet mellem Karl og hanse; ikke desto mindre afslører tidens kilder intet om forhandlingerne, men dvæler ved formalia, den ydre pomp. Forhandlingerne ville næppe kunne have haft megen gyldighed, da den ledende borgmester i Lübecks styre var bortrejst til Danmark med følge. Hermed fik byen direkte information om/indflydelse på de videre begivenheder - samtidig undgik man at indvie kejseren i disse, da han formodedes at støtte Albrecht IV s tronfølgekandidatur (Hoffmann 1974, ). Kejseren har utvetydigt kunnet konstatere at Lübeck var imod Albrecht IV; Karl IV behøvede mecklenborgernes.velvilje også i det nye naboskab Brandenborg-Mecklenborg. Hvor kejseren fandt kong Albrecht lii s position i Sverige fordelagtig i den almindelige magtbalance, så anser han et mecklenborgsk Danmark som uønsket i denne sammenhæng, dette er hvad de fleste historikere mener. lfølge denne tolkning kan kejseren tilfreds forlade Lübeck i bevidstheden om at Olav, Margrethes søn, vil blive konge af Danmark, den mindst farlige prætendent. Olav har efter al sandsynlighed været kong Valdemars foretrukne tronfølger hele tiden. Karl kan nu risikofrit pleje sit diplomatiske venskab med Albrecht II. Vi ser en strøm af næsten enslydende skrivelser til støtte for Albrecht IV forlade kejserens kancelli, DRB , nr. 531; , nr.2; , nr.20; , nr.38 med , nr. 39; , nr.41. Hans argument er at Albrecht IV som ældste søn af den ældste af Valdemars døtre automatisk har forretten; dette har imidlertid ikke gyldighed i Danmark som princip( Hoffmann 1974, 142ff.). Man må tro at kejseren er fuldt ud klar derover på dette tidspunkt. Stoob repræsenterer en mellemposition i fortolkningen, idet han mener at kejseren til en vis grad har været oprigtig i sin støtte til Albrecht II s dynastiske planer; da Karl i Lübeck erfarer tingenes tilstand, kan han som realpolitiker indse det umulige i Albrecht IV s kandidatur. Kejseren må så pleje sin sårede stolthed og redde ansigt overfor Albrecht II ved at lade sit kancelli udstede støtteerklæring efter støtteerklæring (Stoob 1995, ). Den tredje fortolkning står Mohrmann for - og alene om. Han mener at Karl fra og med vennen Valdemar Atterdags bortgang har været interesseret i at indlemme Danmark i kejserriget - med mecklenborgerne som instrument (Mohrmann ). Han finder at man bør tage de samtidige ansvarlige Lübeckere alvorligt, når de undgår at diskutere dansk tronfølge med kejseren ud fra den overbevisning at kejseren mente sin støtte til mecklenborgerne. Desuden havde Karl intet alternativ til kancelliproduceret støtte. Mohrmann hæfter sig ved en passage i et brev til borgmester og råd i Lübeck, hvor han befaler dem indtrængende ikke at bistå Olav eller hindre Albrecht IV thi hvad I gør mod dem i disse anliggender, det vil også være gjort mod os. (DRB , nr. 2) - en trussel. Senere bemærker Mohrmann at Albrecht II efter at have deltaget i den nordtyske landefred af 1374 ikke omfattes af fornyelsen af Mohrmann ser det som tegn på at kejseren giver Albrecht frihed til at anvende militær i den danske tronfølgestrid - som ganske rigtigt blev afgjort også med militære midler. Hertil føjer Mohrmann Karl IV s tidl. omtalte arrangerede forlovelse mellem sønnen Johan af Görlitz og Albrecht III s datter Katharina. Disse to punkter kunne lige så vel gå på situationen i Sverige, hvor Albrecht III havde måttet nedkæmpe et oprør i 1371, der medførte en yderligere fortsat svækkelse af kongens position (Cornell ). Blandt Mohrmanns argumenter findes også Karls støtte til Valdemar mod de jyske oprørere samt den ovenfor nævnte besværelse over bl.a. de danske kongers gentagne indblanding i Brandenborgs = kejserrigets HISTORIE forhold. Han citerer ydermere Karls brev af , som er stilet til alle gejstlige og verdslige fyrster...i Danmarks rige til hvem kejseren sender sin nåde og (ønsket om) alt godt for de trofaste mod det hellige kejserdømme, imperii sacri fidelibus (DRB nr. 531). Mohrmanns næste argument stammer fra kejser Karls sidste tre enslydende breve stilet til danske slotshøvedsmænd, hvor kejseren forklarer at Albrecht II ydmygt har bønfaldet os om, at vi som Romernes kejser, hvem det tilkommer at gøre alle ret, vilde værdiges i denne sag for ham...at varetage retfærdigheden (DRB , nr ). Det forekommer os at såvel Hoffmanns (majoritetens) som Stoobs fortolkninger er fuldt ud tilstrækkelige, hvadenten man så ser dobbeltspil eller såret kejserværdighed i Karls skriverier uden handlinger. Vi har ladet et enkelt argument af Mohrmanns tilbage; der er vitterligt i dette tilfælde utvivlsomt tale om at kejser Karl benytter lejligheden efter kong Valdemars død til at skubbe grænsen mellem kejserriget og Danmark umærkeligt mod nord (Hoffmann 1974, 161),d.v.s. de 20 km ml. Ejder-Levensau grænsen og op til Danevirke-Slien med Slesvig by og Gottorp slot. Sammenhængen er blot en ganske anden. Jernhenrik og hans bror har været blandt kejserens ledsagere under hans besøg i Lübeck. Efter kilderne skulle greverne have opsøgt kejseren, emnet var Slesvig. Hertugen, den sidste i danske Abels (død 1252) slægt, var netop død i 1375 og efter dansk opfattelse var hertugdømmet dermed som arveligt len hjemfaldent til Danmark, medens de holstenske grever hævdede deres ret til det (Hoffmann 1974, ; Albrectsen 1988, 7-9). Da kejseren gerne ville stå sig godt med sine nye næsten-naboer til Brandenborg, udsteder Karl et dokument som må være en test fra hans side på om det kongeløse Danmark ville tolerere at greverne fik indrømmelser i det hertugløse Slesvig på kongerigets bekostning: Vi Karl...at vi som romersk kejser har stadfæstet og bekræftet den told, som de ædle Henrik og Klaus (død 1397), brødre, grever af Holsten, vore og rigets kære og tro mænd, har i Gottorp, beliggende i bispedømmet Sles- 8 Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar 2003

9 HISTORIE vig, og som tilkommer os og riget at forlene... (DRB , nr. 526). Hermed stadfæster og bekræfter kejseren en told, som de ædle Henrik og Klaus på eget initiativ var begyndt at opkræve og som gav betragtelige indtægter, m.a.o. ønskede de kejserens legitimering af en ulovlig told (Hoffmann 1990, ). Gottorp lå i hertugdømmet Slesvig, hjemfaldent len af den danske krone. Når kejseren placerer Gottorp i bispedømmet Slesvig, griber han langt tilbage i historien for at kunne hævde bispedømmets afhængighed af kejserriget. Hertugdømmet Slesvig havde nemlig aldrig retsligt været bundet til det tyske rige. Under frankerriget blev Hamborg etableret som ærkebispesæde i 831 og det var herfra den første missionsvirksomhed blandt danerne udgik (Ansgar). På de sachsiske kejseres tid etableredes bispesæder i Slesvig, Ribe og Århus i 948, nu under Hamborg-Bremen. I perioden hentedes danske bisper dog fra England. I 1103 fik Norden sit eget ærkebispesæde i Lund. Uheldigvis er de flg. årtier præget af svage danske konger, som var nødsaget til/så deres fordel i at aflægge ed til den tyske kejser. Dette skete i alt fire gange i historien, 1129, 1134, 1152 og Samtidig fik den tyske kejser ærkebispesædet for Norden, Lund, nedlagt og de nordiske kirker ind under Hamborg-Bremen igen i Efter kamp mellem kejser og pave om Lund vandt paven og fra 1160 erne var Lund genoprettet og Hamborgy- Bremen ikke en reel trussel mere (Albrectsen 2001, 33-35). En tysk kejsers sidste forsøg på at aftvinge den danske konge vasaled fandt sted 1224, forgæves (smstds ). At kejser Karl på ovennævnte historiske baggrund skulle have ønsket at indlemme hele kongeriget i det tyske rige, virker usandsynligt; at han med ovenfor citerede omhyggeligt formulerede skrivelse ville støtte de holstenske grever efter hertugens død, overordentlig sandsynligt. Gottorp toldbrevet forblev dog blot en test. Det kan afsluttende konstateres at Jernhenriks søn af Margrethe I fik overdraget hertugdømmet Slesvig som arveligt len i 1386, kong Valdemars datter havde måttet koncentrere sig om forholdene i resten af Danmark samt Norge og Sverige og som en midlertidig foranstaltning give efter for holstensk tryk. Hendes udvalgte efterfølger kong Erik af Pommern fik dog med sin fætter, kejser Karls søn, kejser Sigmunds hjælp i 1424 omgjort beslutningen og modtog kejserens fulde accept af genindlemmelsen af Sønderjylland (på den tid = Nord- og Sydslesvig) i kongeriget (Albrectsen 1988,13). Dette var som bekendt langt fra det sidste ord i den sag. At kejser Karl med brevet til Jernhenrik og hans bror ikke tog side i striden om hertugdømmet Slesvig vidner kejserens sidste tre breve til Danmark om. De er stilede til navngivne danske høvedsmænd, DRB , nr Et og et halvt år tidligere, , havde Albrecht IV lovet de holstenske grever at støtte dem i kravet på hertugdømmet mod at de støttede Albrecht IV s krav på den danske trone. Kejser Karls breve af vidner om at Albrecht IV nu må have følt sig sikrere på at nå sit mål. Han får nemlig kejseren til at understrege sit krav på Danmark med breve til slotshøvedsmændene på øerne, i Nørrejylland og i Sønderjylland. Sidstnævnte er ligestillet med førnævnte, Albrecht fortolker nu Danmark som omfattende også det hjemfaldne len Sønderjylland ganske som Valdemar Atterdag havde gjort - mod de holstenske grevers interesser (Albrectsen 1988,11). Kejser Karl IV døde 1378, hertug Albrecht II 1379, kong Hakon af Norge 1380 og dennes og Margrethes søn kong Olav 1387; ved Albrecht IV s død i 1388 stod kong Albrecht III af Sverige med krav på såvel den norske trone efter sin mor, som den danske trone efter sin brorsøn Albrecht IV. Slaget ved Falköping mellem Albrechts fra Tyskland importerede hær og Margrethes styrker afgjorde tronfølgen i alle tre lande endegyldigt for Valdemars datter Margrethe. Kong Valdemar har i aftalen af med hertug Albrecht II af Mecklenborg formuleret målet for sin regering i Danmark: atter at bringe riget og alle de lande, som hører dertil, i sin og sine arvingers hånd. Man må sige at kongen nåede sit mål, ved skæbnens ugunst (= 2. hansekrig) nødsagedes han endda til at samle riget hele to gange. Havde skæbnen villet, at de samme to fyrsters aftale af var trådt i kraft og 2.hansekrig undgået, ville vi have kunnet følge kejser: Karls virkeliggørelse af sine (nord-)europæiske handelsplaner. En køligt målbevidst Valdemar Atterdag som partner for en mindst ligeså køligt målbevidst kejser Karl viiie være værd at følge ved forhandlingerne med hansen. Nu fik vi i stedet kongens og kejserens ialt 25 år lange venskab udenom hansen. Kilderne er også denne gang DRB parallelt med originalsprogsversionen.af de i denne artikel citerede breve fra kejser Karl er kun et enkelt opbevaret i original på Rigsarkivet i København, nemlig DRB , nr.526. Trykte kilder: Danmarks Riges Breve, 3.Rk., 9.bd , ed.c. A. Christensen, H. Nielsen, E.Dittmer kbhvn 1982, XVI, 402pp, 4. Rk. 1 bd , ed. Kbhvn 1984, X, 456 pp. Sekundærlitteratur: Albrectsen 1988=E.Albrectsen:Var Sønderjylland i middelalderen en del af Danmarks rige? pp.1-17 i Historisk Tidsskrift, Bd. 88, København 1988, VIII, 444 pp. Brandt=A.v.Brandt:Der Stralsunder Friede,Verhandlungsablauf und Vertragswerk , pp in Hansische Geschichtsblatter,88.Jg.Teil I,Köln 1970,IV.,382 pp Bøgh 1996=A.Bøgh:Danmarks sidste adelsoprør,pp in Siden Saxo,Nr.2,13.årg.1996,50 pp Bøgh 1998=A.Bøgh:Vmb de Iuten de der Holsten heren hulpre sint,pp in Jørn. Götze=J.Gatze:Von Greifswald bis Stralsund, pp.83-l22 in H.G., se denne under Brandt Hoffmann 1974=E.Hoffmann:Die dänische Königswahl im Jahre 1376 und die norddeutschen Mächte pp in Zeitschrift der Gesellschaft für Schl.-Holsteinische Gesch.,99,1974,360 pp. Hoffmann 1998=E.Hoffmann:Das Verhältnis der mecklenburgischen Herzäge Albrecht II. und Albrecht III. zu den skandinavischen staaten,pp in Jörn Jörn=N.Jörn ed.:der Stralsunder Frieden von 1370, KöIn 1998, XII, 405 pp. Stoob 1995=H.Stoob:Die Hanse, Graz 1995, XIV, 420 pp. Werlich=R.-G.Werlich:Henning von Put bus - des dänischen Reiches Hauptmann und Drost, pp in Jörn. Dansk-Tjekkisk DIALOG Januar