1Tid til fortælling,s.70

Transkript

1 Og ved du hvad? Det er en Skarptand. Den levede, da dinosaurusserne levede. Og ved du hvad, den æder andre planteædere. Og ved du hvad, når den har spist noget, så fordøjer den maden. Så ligger den og fordøjer og venter på det næste bytte. Og den kan undvære mad i en HEL UGE! Ja, det var det, jeg vidste. Fortællingen om dinosaurussen opstår, fordi et femårigt børnehavebarn får plads og rum til at bruge sproget til at skabe sine egne billeder. Tilhørerne lytter, og den voksne siger tak for historien.(fortælling nedskrevet til projekt fortællekasse juni 2006) I min øvelsespraktik i en børnehave har jeg haft lejlighed til at lægge mærke til børns fortællinger. Senere har jeg (beskrevet i opgavens indledende afsnit) arbejdet videre med begrebet fortælling i min fordybelsesperiode i musisk blok, hvor børnehavebørn i mellemgruppen(4-5år) har skullet fortælle støttet af en medbragt genstand hjemmefra. Selvskabte fortællinger og at lytte til fortællinger optager børn i denne aldersgruppe. Nogle børn er vant til at fortælle. I en næsten ustoppelig ordstrøm er de i stand til at berette om det spændende og fantastiske, som er en del af deres verden. De har fornemmelse for fortællingens struktur og kan både begynde, holde tilhørendes interesse fast med små sproglige tricks( Og ved du hvad, så ) og afslutte fortællingen. Andre børn har ikke så nemt ved at komme med lange beskrivende forklaringer. Måske har de ikke tradition for at få fortalt historier hjemme, eller har far og mor ofte for travlt til at lytte? Jeg vil derfor i denne opgave forsøge at skitsere et pædagogisk forløb, der skal kunne stimulere de mindre fortællevante børn. Problemformulering. Flensborg/Thomsen hævder, at danske børn ikke er i besiddelse af et medfødt fortællegen 1, men at fortællestruktur kan læres ved at lytte til eventyrfortælling. Hvis det er tilfældet, hvordan kan man så pædagogisk bruge eventyret til at styrke fortælleprocessen, så børnehavebørn i alderen 4 til 5 år kan tilegne sig fortællestruktur for senere at kunne skabe deres egne historier? Hvordan kan man støtte de børn, som ikke bliver hørt så ofte i børnefamiliernes fortravlede hverdag? Hvordan kan en konkret støtte knyttes til fortællingen, så børnene kan få hjælp til at skabe egne indre billeder? 1Tid til fortælling,s.70 1

2 Sproglige udvikling og begrebsdannelse. I det første år danner børn sig forestilling om deres omverden gennem deres sanser og muskler. De smager, føler, lugter og ser. Udviklingspsykologen Piaget har iagttaget de 0-2årige børns undersøgelse og erkendelse af deres omverden via sanserne og finder denne proces så karakteristisk, at han kalder denne periode af barnets udvikling for den sensomotoriske periode. 2 Barnet har fra første vræl kommunikeret med sin omverden via lyde og det ordløse kropssprog. I løbet af det første leveår udvikles et varieret mønster af pludrelyde. På et tidspunkt opdages det, at pludrelyden mam resulterer i, at der kommer mad. Barnet erfarer, at konkrete lyde er knyttet til bestemte genstande. Den hårde underlige genstand, der lugter og larmer, er forbundet med lyden bil. Fra før at have en sansemættet helhedsoplevelse af begrebet bil, får barnet nu et symbol, en lyd, der kan tjene til endnu en måde at opfatte begrebet bil på. Sproglydene bliver på den måde en overbygning på den sansende helhedsoplevelse, barnet tidligere har haft. 3 Barnet forstår ordet bil som begreb, selv om barnet endnu ikke har udviklet sin hjerne eller mundmotorik godt nok til at kunne udtale sproglyden bil. I begyndelsen forbindes begrebet bil kun familiens bil. På sammen måde er alle tobenede væsner som sanses og opleves med dyb stemmeføring for barnet knyttet til begrebet Far. Senere erfarer barnet ikke mindst via mors kropssprog, at ikke alle skikkelser af denne fremtoning kaldes Far. Den sproglige begrebsverden udvides og generaliseres, så barnet kan skelne mellem FAR, manden på gaden og naboens børn, som alle kan kaldes for mennesker. Barnets sproglige bevidsthed udvikler sig fra det meget konkrete, f.eks. sproglyde som betegnelse for genstande, mod mere abstrakte begreber, f.eks. nogle sproglyde kan være symboler for følelser som sorg og glæde. Barnet sætningsstruktur udbygges fra den første enkeltordssætning (mam!), og barnet kan i en alder af 4-5 år mestre sætninger på op til ti stavelser. 4 Efterhånden vil barnet kunne se tingen for sig i tankerne, når det hører et bestemt ord. Den sansemættede helhedsoplevelse fremkaldes, når barnet hører ordet IS. Barnet kobler den førsproglige sanseoplevelse sammen med det nye symbol. Evnen til at kunne danne indre billeder, forestille sig noget, der ikke fremtræder i fysisk form, er et vigtigt element, hvis barnet skal få udbytte af en fortælling fortalt af andre eller se være i stand til at fortælle. 2 Udviklingspsykologiske teorier s Et sprog- flere sprog s.73 4 Ibid,s.84 2

3 Det 4-5 årige børnehavebarn. Børn i den alder vil videreudvikle deres motorik ved at forsøge klatre rundt i institutionen æbletræer, men de vil på den anden side være i stand til at bevæge sig ned fra træet og koncentrere sig om et mere stillesidende projekt i ca.5-7 min. 5 Barnet er optaget af at lege forskellige rollelege som far, mor og børn, hvor et veludviklet sprog er en nødvendighed for at legen skal kunne fungere. Neurologisk er barnets hjerne endnu ikke så godt udviklet, at det kan foretage sig for mange ting på en gang. Hvis barnet skal bruge sin hjerne på at koncentrere sig om at spise, vil barnet ikke samtidig kunne høre en historie og forestille sig sine egne indre billeder af historien. Enten vil barnet holde op med at spise og rette sin opmærksomhed imod historien, eller også vil al koncentration blive tildelt maden, og barnet vil gå glip af historien. Først når de motoriske processer i hjernen vedrørende spisningen senere er blevet automatiseret, vil der være overskud til både at kunne spise og lytte på en gang. Barnets ordforråd er vokset fra det første eksperimenterende Mam til omkring ord. Der eksperimenteres med at danne sjove vrøvleord og leges med det sproglige udtryk. Fantasien blomstrer livligt. Den indre billeddannelse er ved at blive udviklet. Barnet kan forestille sig noget, som ikke er fysisk og konkret til stede og holder meget af at få fortalt historier eller fortælle selv. Historierne skal gentages igen og igen. Det er en helt ny måde at bruge sproget på. En fortælling er en beskrivelse, der strækker sig over en vis tid. Den har en begyndelse, en midte og en slutning. Barnet skal i fortællingen være i stand til at strukturere forskellige hændelser i en bestemt rækkefølge, have fornemmelse for begrebet tid og forstå en årsagssammenhæng. Dette mestrer barnet med den lille historie i opgavens indledende afsnit. Først æder dinosauren en planteæder, så fordøjer den maden, så lægger den sig på lur efter det næste bytte, og så, og så. Eventyrfortælling. Et eventyr er en fortælling, der er opbygget efter en meget enkel lineær handlingsstruktur. Det begynder ofte med der var en gang. Hændelser sker i en bestemt rækkefølge over en vis tid, så længe som det f.eks. tager helten at nå hjemmefra og til slottet for at befri prinsessen. Til sidst er der en afslutning på fortællingen, og så levede de lykkeligt til deres dages ende. Fortællingerne foregår ofte i et mærkeligt og fantasifuldt univers. Der kan gøres brug af gentagelser for at binde fortællingen sammen, og der optræder magiske talkombinationer som 3-5 Ka selv - vil selv, s.109 3

4 De gode kræfter sejrer altid over de onde. Eventyrfortællinger er blevet mundtligt overleveret fra generation til generation og fra sted til sted. Man kan genfinde det samme eventyr i forskellige variationer i flere lande. Disse mundtligt overleverede eventyr kaldes for folkeeventyr. 6 I begyndelsen af 1800-tallet er eventyrene blevet nedskrevet af personer, som har villet bevare disse fortællinger for efter tiden. Blandt indsamlerne af folkeeventyr kan nævnes brødrene Grimm. Det er dog flere generationer af ukendte fortællere og ikke Brd, Grimm, der har skabt historien om Rødhætte. Samtidig med at folkeeventyrene indsamles, bliver nogle forfattere interesseret i at benytte folkeeventyrets enkle struktur til at skrive egne eventyr også kaldet kunsteventyr. En overgangsform opstår, hvis en forfatter skriftligt genfortæller et folkeeventyr i meget fri form. Eventyret om Klodshans fra 1855 er et gammelt folkeeventyr, som H.C.Andersen har genfortalt på sin egen måde. 7 Fortællingen har bevaret folkeeventyrets enkle hovedhandling. Der er både tre brødre og tre skatte at samle op på landevejen, men Andersen anvender flere beskrivende tillægsord, end det er normalt i et mundtligt fortalt folkeeventyr. Fortællekuffert. Hvis man vil arbejde med eventyrfortælling i børnehaven, vil det være oplagt først at lade børnene høre pædagogen fortælle eventyr. Jeg vil fortælle eventyret Klodshans for en gruppe ikke fortællevante børn i min egen frie gengivelse men dog med bevarelse af så mange af eventyrets oprindelige ord som vel muligt. Der begyndes med, at der samles i en mindre gruppe på 6 børn. Der tændes et stearinlys, og så skal der fortælles. Der skal være plads til at vi kan tale om handlingen, mens jeg fortæller. Eventyret skal understøttes af genstande, som jeg trækker frem fra en gammel kuffert, efterhånden som handlingen skrider frem. Det skal være genstande af forskelligt materiale, der kan virke sansestimulerende. De tre brødre kan repræsenteres ved høj sort silkehat til de kloge brødre og måske sej cap til Klodshans, skrivere og oldermand med en gåsepen, en tøjkrage osv. Historien afsluttes med de sidste vers fra sangen om Tornerose: Og nu skal alle more sig / For det hele var et eventyr Når børnene har hørt historien, må genstandene gerne undersøges. Handlingen genfortælles i samarbejde med børnene, mens tingene lægges tilbage i kufferten. Til slut pustes lyset ud af et af børnene. 6 Eventyrleksikon, s.15 7 H.C.Andersen har givet eventyret titlen Klods-Hans, en gammel historie fortalt igen. H.C.Andersens eventyr bind 3 s.95 4

5 Pædagogiske overvejelser. Markeringen af fortællingens ramme ved at benytte et lys skal stimulere børnenes fælles opmærksomhed. Nu skal der ske noget spændende og særligt. Den mundtlige fortælleform er valgt, fordi jeg hermed opnår øjenkontakt og dermed bedre direkte kontakt med børnene. Børn i den alder opfatter ikke blot via det verbale sprog men også via kropssproget. Derfor kan man med fordel kombinere fortællingen med markerende gestik dog uden at overdrive. Dette kan være vanskeligt, når man er bundet af oplæsning fra en bog. Når man har direkte kontakt med børnene, kan man desuden forkorte historien, hvis man opdager, at børnenes koncentration begynder at svigte. Børn i den alder holder meget af at få fortalt eventyr. Især folkeeventyrets enkle handlingsforløb vil være velegnet til at give børnene en fornemmelse for fortællingens struktur. Klodshans er valgt, fordi det er en pædagogisk opgave at formidle dansk kultur, som Andersens eventyr repræsenterer. Handlingen er enkel og overskuelig. Den strækker sig i tid fra de tre brødre forlader herregården, rejser hen ad landevejen og til Klodshans bliver gift med prinsessen. Klodshans mangler de egenskaber, som andre anser for at være nyttige forkundskaber for at opnå prinsesser og halve kongeriger. Til gengæld har Klodshans kreative evner, kan se nye muligheder i det værdiløse affald fra landevejsgrøften og ender derfor med at få prinsessen. Eventyret skal støttes af forskellige genstande under fortællingen. Nogle børn har svært ved se tingene for sig, skabe indre billeder, når de får fortalt en historie. Disse børn kan få hjælp til at bevare koncentrationen ved at se på konkrete genstande, der kæder fortællingen sammen. Dog må man være opmærksom på, at konkrete genstande kan give børnene nogle fastlåste billeder af, hvad en krage er, eller at Klodshans altid har kasket på. En sang som foreløbig afslutning kan give mulighed for at bruge kroppen til at synge og måske klappe rytmen med. Efter eventyret det vigtigt, at børnene for lov til at undersøge genstandene og stimulere sanserne(føle på kragens næb, prøve prinsessen krone) mens vi taler om dem. Sproglyde, begrebsdannelse og sanseoplevelser er som tidligere omtalt tæt forbundne. Eventyret kan nu genfortælles af børn og pædagog i forening, mens der ryddes op. Det vil stimulere børnene til at komme med hvert sit lille bidrag til den fælles fortælling. Eventyret behøver derfor i denne version ikke at ende som hos HCA men kan bringes på andre baner båret af børnenes fantasi. 5

6 Forløbets længde må tilpasses børnenes evne til at koncentrere sig. Derfor skal eventyret måske forkortes, så det passer til børnene, selv om hovedhandlingen skal bevares. Det er forløbets formål, at børnene skal få styrket deres fornemmelse for en fortællings struktur. De skal bruge deres fantasi til at danne indre billeder under eventyrfortællingen og være medskabere af en fælles fortælling. De får styrket deres sociale kompetencer ved at skulle lytte til den voksne og hinanden. Børn som ikke bliver præsenteret for fortællinger hjemme kan have ekstra brug for i børnehaven at høre de eventyr og historier, som de andre børn allerede kender. Brug for fortælling? Børn lytter til fortællinger. Fortællinger der gentages og udbygges og varieres. Eventyr om prinser og prinsesser og drager og Klodshans giver dem fornemmelse for den nye måde at bruge sproget på. En fortælling har en begyndelse, en slutning og noget, der kommer midt i mellem. De bliver selv i stand til at skabe lange fortællinger om dinosaurer og andet spændende, som optager og undrer dem i deres hverdag. Børns fortællinger kan give mulighed for at lege med ord. Hvordan kan man nu lige beskrive den der farlige dinosaurus bedst muligt, så tilhørerne næsten kan se den for sig ligge på lur for at sluge det stakkels bytte i en mundfuld? Børns fortællinger giver dem muligheden for at blive hørt. Det er vigtigt, at børn kan fortælle deres version af virkeligheden. De får udviklet evnen til at strukturere deres eget livs fortælling, bringe orden i alle de tilfældige begivenheder, som deres liv består af. Hvis de kan være medskabere af deres egen fortælling, vil det styrke deres fornemmelse af sammenhæng og identitet. for identitet kan opfattes som kompetencen til at holde en særlig fortælling i gang 8 8 Anvendelse af nyere psykologi, s. 69 6

7 Litteraturliste Andersen, H,C(1988):H.C.Andersens eventyr.sesam. Clausen,Peter(2004):Anvendelse af nyere psykologi. Systime Academic. Flensborg, Karin og Thonsgaard,Kirsten(2003):Tid til fortælling. Klim. Høgh,Carsten(2002):Eventyrleksikon.Rosinante. Jerlang,Espen(red.)(1999):Udviklingspsykologiske teorier.(3 udg.)gyldendal. Klausen, Lis og Hodal,Gry(2005):Et sprog-flere sprog. Forfatterne og Hans Reitzels forlag. Kragh-Müller,Grethe(2003):Ka selv-vil selv. Aschehoug. 7