Indhold 1. INDLEDNING 4

Transkript

1 Indhold 1. INDLEDNING PROBLEMFELT UDVALGTE PROBLEMSTILLINGER PROBLEMFORMULERING ARBEJDSSPØRGSMÅL KAPITELOVERSIGT 9 2. METODE DET TEORETISKE GRUNDLAG VALG AF EMPIRI KILDEKRITIK TILVALG OG FRAVALG PROJEKTDESIGN ANALYSE METODE OG STRATEGI DOKUMENTANALYSE AF DF S IDEOLOGI IDENTIFIKATION AF DOKUMENTER IDEOLOGI ANALYSE: PROBLEMER VED DOKUMENTANALYSE AF IDEER VIDENSKABSTEORETISK TILGANG VIDENSKABSTEORI GENERELT DEN ONTOLOGISKE VARIANT TEORIER OM NATIONALISME ANDERSON OG FORESTILLEDE FÆLLESSKABER NATION VERSUS STAT 33 1

2 3.3 DANSK NATIONALISME BANAL NATIONALISME DEMOKRATIOPFATTELSE MEDBORGERSKAB I DEN DANSK/SKANDINAVISKE DEMOKRATIMODEL ANALYSE OG DISKUSSION ANALYSEMODEL NATIONALISTISK IDENTIFIKATION AF DANSKE VÆRDIER KRISTENDOMMEN SOM OMSAMLINGSPUNKT DF S KONSTRUKTION AF DANSK HISTORIE DF S SYN PÅ DEMOKRATI INTERNE TRUSLER EKSTERNE TRUSLER MEDBORGERSKAB DF S LØSNINGSFORSLAG DISKUSSION AF DF S LØSNINGSFORSLAG DF S KULTUR IDEOLOGI OG IDEER DF S KULTUROPFATTELSE IDEANALYSE AF DF S KULTUROPFATTELSE KULTURRACISME IDEOLOGISK STRUKTUR KONKLUDERENDE BETRAGTNINGER PERSPEKTIVERING 86 ABSTRACT 87 RESUMÉ 87 2

3 LITTERATURLISTE 88 BØGER: 88 INTERNET: 90 NOTATER: 92 3

4 1. Indledning Nutidens måde at koordinere samfund på, i særdeleshed i den vestlige verden, 1 er karakteriseret ved, at nationalstaterne er organiseret som demokratier (Spencer & Wollman, 2005:301f), hvilket betyder, at der er sammenfald mellem nationen og stat, og hvor demokratiet efterkommes ved, at borgerne i de pågældende lande alle tilskrives samme rettigheder på baggrund af loven. De demokratiske nationalstater er blandt andet repræsenteret af lande så som Danmark, Tyskland, Storbritannien og Sverige. Den her måde at organisere et land på som en politisk enhed er blevet en globalt accepteret norm (Spencer & Wollman, 2005:301f). På denne ene side har nationalstaten næsten fået universal accept, men på den anden side visker globaliseringen de nationale grænser ud, og bryder sammenhængen mellem territorium og magt, hvilket derved kan svække selve nationalstaten. Globalisering er en betegnelse for den udvikling, der i stigende grad har gjort det muligt via teknologiske fremskridt at overskride de geografisk nationale grænser og gøre dem flydende. Strømmen af penge, varer og kulturer bliver udvekslet med større hastighed og intensitet end tidligere set. En konsekvens af denne udvikling er en svækkelse af nationalstatens kontrol og beslutningsmuligheder, hvilket har medført en modreaktion, der har styrket en tilbagevenden til de traditionelle nationale tilhørsforhold, herunder nationalismetanken (Heywood, 2002:99). Nationalisme findes første gang som begreb i trykt form i 1844, og med to forskellige definitioner: loyalty and devotion to a nation ; especially : a sense of national consciousness exalting one nation above all others and placing primary emphasis on promotion of its culture and interests as opposed to those of other nations or supranational groups. 2: a nationalist movement or government (Merriam Webster 2009). Stanford Encyclopedia of Philosophy beskriver derudover nationalisme som værende et fænomen, der indeholder: 1 Den vestlige verden: Vesteuropa, Nordamerika og Australien (Heywood, 2002:33f), 4

5 (1) the attitude that the members of a nation have when they care about their identity as members of that nation and (2) the actions that the members of a nation take in seeking to achieve (or sustain) some form of political sovereignty (Stanford.com 2009). Modreaktionen mod globaliseringen, som følge af den formindskede kontrol med, hvem og hvad, der kommer ind og ud over de nationale grænser, har, over det seneste årti, medført strømninger i Europa, der politisk set har kanaliseret indflydelse over i højrenationale partier. Her kan i flæng nævnes partier som det østrigske Freiheitliche Partei Österreichs, Vlaams Belang i Belgien, Front National i Frankrig m.fl. i Europa, som i relation til udlændingepolitik generelt set er meget højreorienterede, og som derfor i denne specifikke sammenhæng kan klassificeres i samme gruppe som Dansk Folkeparti herefter DF. 1.1 Problemfelt Dansk Folkeparti (DF) er det danske folketings tredjestørste parti med 25 mandater, efter Venstre (46 mandater) og Socialdemokraterne (45 mandater). Selv om de kun er et støtteparti til den siddende regering, som består af Venstre og de Konservative, så er DF s mandater ofte udslagsgivende i forhold til en udførelse af regeringsarbejdet. Det betyder, at DF de facto sidder i en betydelig magtposition, som kan påvirke regeringens politik på de områder, som DF selv betragter som deres kerneområder. Nogle af de temaer, som DF betegner som deres mærkesager, er: Udlændingepolitik stram udlændingepolitik og ægte velfærd, Retspolitik vi vil have et trygt land og EU-politik vi siger nej til EU forfatningen (Bilag: 2ff). DF blev stiftet i efteråret 1995, hvor fire folketingsmedlemmer fra Fremskridtspartiet, heriblandt nuværende formand Pia Kjærsgaard, efter flere års interne magtkampe i Fremskridtspartiet, dannede en udbrydergruppe og stiftede det nye parti, Dansk Folkeparti (denstoredanske.dk, 2009). Partiet har efter stiftelsen kunnet påvise en stor øgning i deres vælgertilslutning. Ved folketingsvalget i 1998 fik partiet således 7,4 procent af danskernes stemmer, hvilket svarede til 13 mandater. I november 2001 fik DF en fremgang på næsten 5 procent, hvilket betød, at 12 procent af den danske befolkning valgte DF. De 13 mandater svulmede derfor efter dette valg op til 22 mandater. Ved valget i februar 2005 gik partiet endnu engang frem og kunne efter det endelige valgresultat pege på, at 13,3 procent af vælgerne havde sat kryds ud for DF, hvilket betød yderligere to 5

6 mandater, så de nu var oppe på 24. I november 2007, det foreløbig sidste folketingsvalg, fik DF en vælgertilslutning på 13,9 procent, hvilket resulterede i yderligere et mandat, så de kom op på de nuværende 25 (DF.dk/valg, 2009). Disse tal viser, at alle de folketingsvalg, som Dansk Folkeparti har stillet op til siden stiftelsen, har betydet en fremgang for partiet. Ud fra dette kan man argumentere for, at der i det danske samfund findes mange mennesker, som føler, at DF er det parti, som bedst kan repræsentere deres sag. Som nævnt i indledningen udgør demokratiet en vigtig element i den vestlige verden. Demokratiet er bl.a. så eftertragtet på grund af demokratiets potentielle styrke til at tildele folket magt. Det vil med andre ord sige, at det er folket, der i udgangspunktet udgør den største magtfaktor ved at vælge de politikere, via afstemning, som repræsentanter for de værdinormer og politiske holdninger, de selv har. Det ville på baggrund af ovenstående være interessant at stille spørgsmålet, hvordan DF forholder sig til begreber som nationen, folket og demokrati. Eksempelvis er det interessant, at DF s partiprogram, og derved deres ideologiske ståsted, synes at udtrykke holdninger, som appellerer til store dele af den danske vælgerskare, hvilket kan ses i deres konstante fremgang. I deres arbejdsprogram tilskriver DF sig visse Mærkesager, hvorunder overskrifter som eksempelvis udlændingepolitik og EU-politik står højest på dagsordnen (Bilag: 2). Derudover har kulturpolitik også sit helt eget kapitel, hvori der redegøres for klare definitioner af, hvad kultur er, hvordan dens udvikling har fundet sted og sidst, men ikke mindst, hvordan den i DF s optik bør efterleves. DF trækker på denne kulturpolitik (Bilag: 1/22) og anvender den, når der tages politiske beslutninger i folketinget. Dette sker på trods af, at kulturforskere til stadighed er uenige om en endegyldig definition af selve kulturbegrebet, og derfor kan det synes besynderligt, at DF på denne måde har en stærk mening om, hvad dansk kultur rent faktisk er, og altid har været. På denne baggrund kan man argumentere for, at der synes at være en tendens til en monopolisering af retten til at definere kulturbegrebet, og at DF sætter dagsordnen igennem en kulturdiskurs, som den hollandske professor i diskursstudier Teun A. van Dijk (1998) har defineret som en ideologisk konstruktion (Van Dijk, 1998:278). Der er uden tvivl visse markante holdninger til ovenstående begreber, som kunne tænkes at gøre udslaget for vælgernes store tilslutning til partiet eftersom man må antage, at folk stemmer på DF på baggrund af blandt andet 6

7 deres mærkesager. Ved nærmere læsning af DF s arbejdsprogram kan der påpeges, at der desuden er væsentlige ligheder mellem DF s holdningsudtryk, i særdeleshed omkring udlændingepolitikken og det indledningsvise citat, hvorom begrebet nationalisme er defineret. Det er bl.a. gennem udlændingepolitik, at DF har markeret sig, hvorfor debatten tit og ofte er kommet til at omhandle temaer så som indvandrere og integration. Nationalismebegrebet, i vores anvendelse af det, påkalder en vis form for loyalitet og hengivenhed til nationen, samtidig som begrebet bygger på det primære aspekt, at nationens befolkning understreger deres egen kultur i forhold til andres kulturer. Denne nationalitetsforståelse kan kædes sammen med det argument, at også indvandrere, der kommer til landet, skal tage del i den form for nationalismetanke. De må også udvise loyalitet og hengivenhed til nationen i kraft af, at de uddanner sig og deltager i erhvervslivet således, at de på den måde, på lige fod med andre, bidrager til velfærdssamfundet (Bilag: 2). Deri ligger den hengivenhed til nationen, som her er defineret som værende sat lig med velfærdssamfundet. Man kunne derpå fremlægge det argument, at DF s politik lægger sig opad en diskurs, som indeholder en nationalistisk præget ideologi. Ydermere ville det være interessant at se på, om der eksisterer andre underafdelinger af nationalisme begrebet og om man i så fald, og på baggrund af DF s arbejdsprogram, ville kunne finde frem til hvilke(n) form(er) for nationalisme, der i givet fald er at finde hos DF Udvalgte problemstillinger Vi ønsker, som før nævnt, at stille skarpt på udvalgte emner af DF s politik. Her vil vi sætte fokus på deres syn på nationen og kulturen, samt deres tilgang til demokratiet og medborgerskabet. Deres forhold til, hvad det danske demokrati er, kommer i afsnit 4.0, men, som konsekvens af mediernes, politikernes og i særdeleshed DF s hyppige brug af ordet demokrati i deres arbejdsprogram mener vi, at det er relevant at klarlægge en overordnet og historisk betydning af begrebet demokrati. Demokrati (folkestyre) henviser til det græske ord kratos (substantiv: at styre ), hvilket 7

8 udmønter sig i styret af demos (substantiv: et folk ). Grundlæggende vil det sige, at masserne og folket har magten og skal styre (Heywood, 2002:68). DF siger følgende i deres arbejdsprogram om demokrati: Dansk Folkeparti ønsker at styrke og forny folkestyret i respekt for Grundloven, blandt andet ved indførelse af mere direkte demokrati.(df.dk/statensstyre, 2009) DF mener, at vi skal have mere direkte demokrati og mere magt til folket. Den spændende problemstilling ligger her i, hvordan de definerer demos (det danske folk). Der har i tidens løb foregået en værdikamp om at definere danskheden, og især højrefløjen har været specielt gode til at udnytte nationale vaner, skikke, ritualer, kulturel og religiøs symbolik som et middel til at dominere værdikampen (Forskning.com, 2009), som vi senere vil argumentere for kan det ses i sammenhæng med Billigs (1995) 2 fremstilling af banal nationalisme, samt konstruktionen af nationen og det danske folk. Desuden findes der, i forlængelse af den tanke, en yderligere interessant problemstilling i at diskutere konstruktionen af den danske nation. Her vil vi trække på det begrebsapparat som den britiske historier og samfundsforsker Benedict Anderson (2001) kategoriserer som et forestillet fællesskab når der tales om en nation (Anderson, 2001) herom senere i projektet. Ifølge Gundelach (2002) 3 er nationen en forestilling om danskheden, hvor man er enig om nogle overordnede værdier, og derved mødes om det at være dansk, og afgrænser sig igennem det, der ikke er dansk. Igennem en analyse af DF s politik, foretaget på baggrund af vores valgte teorier, vil vi undersøge, hvilke nationalismeformer, de tillægger sig, for derigennem at kunne diskutere og sætte det i relation i forhold til demokrati, hvor basale principper så som sammenhængskraft, lighed, frihed, gennemsigtighed, rationalitet og inkludering, med tanke på medborgerskab, er grundpiller for et velfungerende samfund (Siim, 1998:64). Den sidste del af analysen vil fokusere på hvordan analysen af nationalismeformerne og medborgerskabet kan sættes i relation til DF s kulturforståelse. Dette leder til følgende problemformulering: 2 Michael Billig: Professor i samfundsvidenskab ved Loughborough University 3 Peter Gundelach: Professor i sociologi ved Københavns Universitet 8

9 1.1.3 Problemformulering Hvilke(n) form(er) for nationalisme trækker Dansk Folkeparti på og i hvilken grad påvirkes det danske demokratiske medborgerskab af denne ideologi? arbejdsspørgsmål Vi har valgt at benytte tre arbejdsspørgsmål, der vil fungere som projektets støttehjul og rettesnore. Arbejdsspørgsmålene sigter mod at dække problemstillingens elementer, og vil være udgangspunktet for tankegangen bag udarbejdelsen af analysen i projektet. 1. Hvordan opfatter DF den danske nation, og i hvilken grad hænger deres syn på nationen sammen med dansk nationalisme, forestillede fællesskaber og banal nationalisme? 2. Hvordan forholder DF sig til demokratiet i Danmark, og hvem ser de som værende folket, samt, hvem skal in- og ekskluderes fra det danske medborgerskab? 3. Hvilke diskursive ideer, ud fra analysen af DF s opfattelse af nationalisme og demokrati, sættes i spil i forhold til DF s opfattelse af dansk kultur? Kapiteloversigt I følgende afsnit vil der redegøres for projektrapportens udvikling fra arbejdsspørgsmål og metodiske overvejelser til de enkelte kapitler. Kapiteloversigten vil beskrive rapportens enkelte kapitler, samt fungere som en læsevejledning. Vi vil her kort redegøre for kapitlernes teoretiske og empiriske relevans for projektarbejdet. Kapitel 1. Problemfelt, - stilling og -formulering Dette kapitel har til formål at redegøre for valg af problemstillinger. Her fremlægges også synspunkter om det givne emne. Gennem denne fremlæggelse indsnævres problemstillingen, der slutteligt udmunder i den endelige problemformulering. Herefter redegøres for de overvejelser omkring afgrænsning af problemstillingen samt en konkretisering af problemformuleringens arbejdsspørgsmål. 9

10 Kapitel 2. Metode Kapitlet indeholder en gennemgang af projektets fremgangsmåde, samt den videnskabelige metode. De videnskabsteoretiske overvejelser bliver ligeledes fremlagt og diskuteret. Der bliver redegjort for, hvilken socialkonstruktivistisk tradition projektet ligger sig mest op af i anskuelsen af den danske nation, som et socialt konstrueret fænomen. Desuden præsenteres forholdet mellem valg af videnskabsteori og valg af metode. Der vil også være en redegørelse af dokumentanalysen som metode for empirisk dataanalyse. Afsnittet vil præsentere den valgte fremgangsmetode samt demonstrer den måde hvorpå det pågældende data bliver behandlet. Dokument- og Ideologianalysens konkrete metodiske udformning vil blive præsenteret og praktiseret i dette afsnit. Denne analysestrategi har til hensigt at klarlægge den politiske praksis i DF som sproghandlinger. Derigennem forventes det at kunne forfine og forbedre forklaringerne på de i problemfeltet nævnte problematikker. Afslutningsvis vil kapitlet redegøre for de empiriske og teoretiske overvejelser, kildekritik samt en afsluttende inddragelse af to undersøgelser om muslimske indvandrere og deres holdninger til frihed, lighed og demokrati. Kapitel 3. Nationalisme - teori og historisk perspektiv Kapitlet redegør for de valgte teoretikeres relevante teorier indenfor problemstillingen. Kapitlet skal tjene til formål at fastlægge et begrebsapparat til brug i den videre analyse. Teorierne om den moderne nationalstat og dansk nationalisme er mange, og derfor benyttes Andersons teori om de forestillede fællesskaber og Billigs teori om banal nationalisme. De empiriske undersøgelsesdata vil ikke kunne italesætte alle aspekter ved problemstillingen, så valget af de pågældende teorier er tilmed en forventning om, at disse kan gøre dette. Yderligere vil vi positionere DF s måde at konstruere det danske folk på ved at sætte et historisk perspektiv på dansk nationalisme. Kapitel 4 Demokrati, medborgerskab og frihed Kapitlet tager demokratibegrebet op og påpeger, hvordan de moderne skandinaviske velfærdssamfund er sammensat. Derefter opsummeres kapitlet med Heywoods beskrivelser 10

11 af begrebet demokrati og medborgerskab, samt de farer for minoriteters eksklusion, som kan opstå i demokratiske samfund. Ved at bruge Heywoods definition af demokratiet vil det bidrage med et begrebsapparat til at se kritisk på den måde, hvorpå DF definerer det danske demokrati igennem deres politiske dokumenter. Kapitel 5. Analyse & Diskussion I det pågældende kapitel holdes de empirisk udledte data og teorier overfor hinanden og der bliver efterfølgende diskuteret sammenhængen. Det empiriske data vil blive behandlet med hjælp fra det teoretiske begrebsapparat, med henblik på at besvare problemformuleringen, hvor der igennem udvalgte politiske holdninger i DF s politiske dokumenter 4 kan udlede meningen med deres politik og evt. komme til en forståelse af, hvilke konsekvenser dette måtte have for sammenhængskraften i forhold til medborgerskabet og minoritetsgrupper i Danmark. Analysen vil ligeledes ligge til grund for vores konkluderende betragtninger og perspektivering. Kapitel 6. Konkluderende betragtninger Kapitlet vil sammenfatte det samlede projektarbejde, og derved besvare problemformuleringen ud fra henholdsvis teorierne og analysen. Der sammenfattes nyerhvervede erfaringer med projektarbejdet og den viden om problemstillingerne, som der er blevet tilegnet. De konkluderende betragtninger har dermed til hensigt at præsentere resultaterne af undersøgelsen. Kapitel 7. Perspektivering Perspektiveringen vil indeholde yderligere diskussion af problemstillingens alternative løsningsmodeller. Endvidere vil der gives bud på et eventuelt fremtidsscenarium for denne problemstilling, og diskutere problemstillinger og udfordringer ved en given fremtidig undersøgelse af dette problem, altså i hvilken retning samfundet potentielt ville udvikle sig, hvis sådan DF ideologi bliver efterlevet. 4 Poltiske dokumenter: Empiri der tæller: DF s principprogram, arbejdsprogram, mærkesager og politiske udtalelser 11

12 2. Metode I dette kapitel foretages en nærmere gennemgang af det videnskabsteoretiske fundament og strategien bag vores analyse. Redegørelsen i dette kapitel skal være med til at give et billede af den berømte røde tråd som projektet tilstræber at trække hele vejen igennem projektet. Der vil ligeledes være en gennemgang af de empiriske og teoretiske valg og overvejelser af vores projekt. 2.1 Det teoretiske grundlag I tilgangen til teori bliver udvalgte teoretiske begreber benyttet, som skal danne ramme for, samt tilføje nye dimensioner og perspektiver til anskuelse af problemformuleringen. Teorierne giver samtidig en tværfaglig dimension til projektet, da såvel sociologi i form af nationalismeafsnittet og politologi i form af demokratitilgangen inddrages. Eftersom projektet hovedsageligt omhandler nationalisme i en dansk kontekst er det relevant at benytte teoretikere som Michael Billig, Benedict Anderson og Peter Gundelach for på baggrund af dem, at belyse de forskellige nationalistiske forestillinger. Billigs anvendelse af begrebet banal nationalisme er med til at problematisere, hvordan DF konstruerer nationale symboler, værdier og forestillinger ukritisk og ureflekteret. Disse bliver produceret og reproduceret i samfundet, uden man er bevidst om det nationalistiske symbolværdi, som de har. Derved er banal nationalisme med til at indkredse, hvordan man selektivt vælger historiske perioder og strømninger til at konstruere bestemte nationale forestillinger, fremstillet som sand viden om nationen. Andersons teoretiske perspektiv omkring forestillede fællesskaber er med til at stille skarpt på, hvorfor vi som mennesker vil leve og dø for nationen, og hvad der gør, at det nationale bliver den primære identitetsbærende konstruktion. Samt problematiserer han hvem og hvor man er med i nationen, og hvordan nationsbegrebet i sig selv er et tomt begreb, der skal tillægges værdi og mening hos dens brugere. De teoretiske tilgange virker sammen og supplerer hinanden: Hvor Billigs teoretiske begreber er relevante til netop at sige noget konkret om det nationale [mis]brug af symboler i Danmark i dag, så er Andersons større historiske 12

13 perspektiver nyttige til at sige noget om, hvad nationalisme er som et begreb, og hvorfor nationen historisk og globalt er så vigtige tilhørs- og identitetsforhold. For yderligere at underbygge og føje til genstandsfeltet i en specifik dansk kontekst, gøres brug af Gundelach, som har foretaget studier om den danske nationale identitet. Denne tilgang kan være med til at give en ekstra forståelsesramme for den danske nationale identitet og forestillinger om denne danskhed. Forståelsen i den danske kontekst bliver ledsaget af et teoretisk perspektiv fra Heywood omkring demokratiet. Argumentet for at bringe demokrati på banen, er nødvendigheden i at kunne positionere DF s udsagn og vise, hvilke forestillinger, de trækker på, når de bruger ord som demokrati/folkestyre og velfærdsstaten til at beskrive Danmark som nation. Herefter kan Siims teori fremstå som et forklarende element på, hvem der inkluderes i velfærdssamfundets medborgerskab, og hvem der ekskluderes, og hvordan disse diskursive mekanismer har indflydelse på begreber som frihed, lighed m.m. For at samle op, bruges teorierne som et middel til, at opnå viden og indsigt, de er ikke noget endemål i sig selv. Den metodiske fremgangsmåde er en vekselvirkning mellem teori og empiri. 2.2 Valg af empiri Størstedelen af det empiriske materiale er oplysninger af primær karakter, idet det er hentet fra DF s hjemmeside ( Her har vi valgt at anvende Arbejdsprogrammet som hovedkilde, samt mærkesager og principprogram som underdokumenter (kapitel 2.7.2) da dette, fortæller, hvordan, DF forholder sig til projektets genstandsfelt og de problemstillinger, der ligger i det. Materialet er af overvejende kvalitativ natur, baseret på ord i stedet for tal, dog også på visse områder bakket op af kvantitative data omkring årstal, mandater, etc. Vi har udover principprogrammet også udvalgte udtalelser fra partiformand Pia Kjærsgaard og andre medlemmer af DF for at styrke det empiriske materiale og give os et mere gyldigt og repræsentativt syn på DF s ideologi. Desuden har vi også anvendt materiale omkring den danske nationalisme i en historisk kontekst for at positionere DF i forhold til deres egne udsagn om nationen. For at kunne påvise, hvilke nationale forestillinger DF s politiske ideologi trækker på og reproducerer, er det vigtigt at gøre sig klart, hvilken historisk periode, samt hvilke symboler 13

14 og værdier, der gør sig gældende. Sidst vil vi komme ind på vores kvantitative data, i form af to undersøgelser foretaget af CEPOS 5 i Der er udvalgt to undersøgelser. Den første: Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande er glade for Danmark, har de har lavet i samarbejde med Danmarks statistik. Det er en undersøgelse hvor Danmarks Statistik i perioden oktober til november 2007 foretog på bestilling af CEPOS, en meningsmåling hvor første- og andengenerationsindvandrere fra muslimske lande blev spurgt om deres holdninger til en række værdipolitiske spørgsmål. I dette notat stiller CEPOS skarpt på nydanskernes holdninger til Sharialovgivning, indgreb i ytringsfriheden og den personlige frihed. Denne undersøgelse kan give os et indblik i værdipolitiske spørgsmål, som oftest tages op af DF, her tænkes eksempelvis på Sharia-loven, som DF beskylder indvandrer med muslimsk baggrund for at sætte over dansk lov. Desuden indeholder rapporten også spørgsmålet om frihed. Et spørgsmål der er med til klargøre hvordan indvandrer med muslimsk baggrund placerer sig. Det er i projektets interesse at bruge det i forhold til de frihedsværdier DF opstiller i deres politik. Derudover vil der i projektet blive benyttet endnu en rapport fra CEPOS: Tilliden mellem danskerne og indvandrere - den er større end vi tror (2007) ligeledes udført af Danmarks Statistik og som undersøger tillidsforholdene mellem etniske danskere og indvandrere/efterkommere fra muslimske lande. De to undersøgelser af CEPOS, kan virke som et redskab til at belyse problemstillingen i projektet. De tager netop fat på hvad etniske danskers, muslimske indvandreres samt deres efterkommers holdninger er til frihedsprincipper, samt tillid til deres medborger i landet. Spørgsmålene der er undersøgt, passer ind i forhold til projektet da de kan bidrage med kvantitative data på besvarelsen af projektets arbejdsspørgsmål især med henblik på demokrati og medborgerskabet. 5 CEPOS: Center for politiske studier blev dannet i 10. marts 2005 og betegner sig som en uafhængig tænketank, der fremmer et Danmark baseret på frihed, ansvar, privat initiativ og en begrænset statsmagt (klide: 14

15 2.3 Kildekritik Når der i metodeafsnittet bliver argumenteret for det empiriske og teoretiske valg, er der selvfølgelig også nogle konksekvenser, der skal tages højde for. I forhold til, at det empiriske materiale er fra DF, er det problematisk, at der ikke bruges yderligere materiale, der underbygger eller påviser om de udsagn, de fremstiller om nationen, også bliver omsat i reelle politiske love og forhandlinger. Dernæst er deres arbejdsprogram skrevet med så vage ord og uspecifikke betegnelser og sætninger at de diskurser, der udspringer nemt kan virke, som værende sandheder, da de spiller på individets egen fortolkning af deres ideologi. Derfor er det nødvendigt at udvise påpasselighed samt være kritisk refleksiv ved brug af deres arbejdsprogram. Dernæst skal de kvantitative data fra CEPOS også ses på meget kritiske da de som det fremgår, er kvantitative samt at det ikke fremgår klart hvorledes spørgsmålene er blevet stillet og der derfor godt kan være en skjult manipulation dels hvad angår de stillede spørgsmål og dels derefter de fremkomne resultater. Desuden er interviewene omkring frihedsrettigheder kontekstafhængige da rapporten blev lavet i en tid, hvor Danmark var i en stor udenrigspolitisk krise, nemlig som konsekvens af nogle tegninger af muslimernes profet Mohammed. Derfor kan svarene på danskernes side have været præget af en ophøjelse af frihedsidealer, samt en ophøjelse af religiøse symboler også har været ophøjet af de muslimske indvandrere. Disse værdiophøjninger, hvor man faktisk tillægger demokratiske eller religiøse værdier højre status end de normalt plejer at have, på baggrund af man føler sig truer eller krænket, kan således føre til et misvisende udfald fra respondenterne i undersøgelsen. Desuden plejer folk generelt at svare ud fra deres korttidshukommelse, når de deltager som interviewpersoner. Til det kan siges at de oftest er påvirket af, hvad der oppe i medierne og hvilke informationsstrømme de overværer. Derfor medfører det at svarerne bliver meget værdiladet og ikke altid er udtryk for informantens sande holdning omkring spørgsmålene i interviewet. Til sidst kan det siges om kilden til de kvantitative data, at de er udarbejdet af CEPOS der er en liberal tænketank, hvor mange af de samme værdier, som DF til dagligt i folketinget kæmper for, bliver taget op af CEPOS i debatter på deres hjemmeside. Så der er en vis ideologisk sammensmeltning, og dog kan denne styrke vores argumenter da deres undersøgelserne viser resultater der synes at overraske ed et resultat der om muligt ikke stemmer overens med liberal ideologi og derved 15

16 er med til at modbevise flere af de ting DF mener at vide om indvandrere med muslimsk baggrund. Hvad angår det teoretiske valg er der nogle konsekvenser i, hvad de kan og ikke kan bidrage med. Andersons tilgang er meget historisk og bruger meget plads på at beskrive de store strømninger om nationens og nationalismens udvikling og derfor forholder han sig ikke eksplicit til nationalisme, som det ser ud i dag. Han beskriver, hvordan der, efter anden verdenskrig, skete et boom af dannelse af nationalstater. Men fra bogens oprindelige udgave i 1983, har han ikke forholdt sig til mange nyere tanker om nationalisme. I forhold til Billig er banal nationalisme en måde at belyse alle de måder, hvorpå vi i dagligdagen producerer og reproducerer nationalstaten og dens måde at tænke på men, hvad er egentlig alternativet, hvis alt hvad vi gør, er at reproducere det nationale i en eller anden form. 2.4 Tilvalg og fravalg Med ethvert tilvalg må der givetvis medfølge et fravalg. I og med, at der ønskes en diskussion og undersøgelse DF s politiske ideologi, samt deres syn på nationalismen og deres indflydelse på samfundets sammenhængskraft, så ville det ikke give mening at inddrage de andre partier i folketinget, hvis der så ikke også skulle laves en form for komparativ analyse imellem det danske folketings partiers politiske holdning til nationen og sammenhængskraften. Netop fordi Dansk Folkeparti er meget eksplicit i deres forhold til at italesætte danskheden, er dette parti derfor mest relevant at sætte i fokus. Projektets problemfelt foregår på makro- og mezzo-plan 6, hvori nationale forestillinger og udviklinger bruger Danmark som helhed. Derved er det ikke hensigtsmæssigt at se på det enkelte danske individ og dettes påvirkning af det nationale fællesskab. Sådan en tilgang ville stille andre metodiske krav, og videnskabsteoretiske perspektiver. Detaljerede religiøse afsnit om kristendom og islam, med henvisninger til hellige skrifter som Biblen og Koranen, som hovedramme for at diskutere vores beskrivelse af nationale forestillinger, vil ikke blive inddraget. Dog bliver luthersk-evangelisk kristendom anvendt af DF som et fundament for at legitimere dansk kultur og ligeledes for at argumentere for, hvad den Makro og Mezzo: Nationale plan og på det partipolitiske organisationsplan 16

17 danske nation er. Det er med henblik på DF s brug af kristendommen, at religion i almindelighed og kristendom i særdeleshed vil blive brugt i projektet, men det vil ikke indgå som et teoretisk eller analytisk element. Når der afgrænses fra religion som hovedramme inddrages der heller ikke religiøs fundamentalisme, da det ikke har relevans for selve projektets problemformulering. I de nationale konstruktioner af os og dem vil der højere grad blive fokuseret på vores det vil sige DF s fremstilling af dem det vil sige alle andre der ikke er en del af medborgerskabet. Fokusset ligger på DF s fremstilling af, hvad den danske nation og danskheden er og hvordan de så, i så høj grad, fremstiller, hvad den danske nation og danskheden ikke er. I forhold til begrebet demokrati, som en politisk styreform, vil der i projektet henvises til den skandinaviske universelle velfærdsmodel (Siim, 1998:63-64), som der vil blive argumenteret for, er den form, som demokratiet har antaget i Danmark. Dermed afgrænses der fra at sige noget om andre demokratiske modeller og lave komparative analyser, der f.eks. sammenligner de andre europæiske højrenationalistiske former for nationalisme i forhold til samfundets sammenhængskraft. Årsagen ligger i, at det er andre samfundsudviklinger, såsom historiske, politiske, økonomiske og sociale strukturer og faktorer, der har produceret nogle anderledes betingelser for disse europæiske nationers nationalismedannelse. 17

18 2.5 Projektdesign Problemformulering: Hvilke(n) form(er) for nationalisme trækker Dansk Folkeparti på, og i hvilken grad påvirkes det danske demokratiske medborgerskab af denne ideologi? Arb.spg.1: Hvordan opfatter DF den danske nation, og i hvilken grad hænger deres syn af nationen i forhold til dansk nationalisme, forestillede fællesskaber og banal nationalisme? Nationalismeteori som forestillede fællesskaber, historieafsnit og dansk nationalisme Nationen som symboler igennem Billigs banale nationalisme Arb.spg.2: Hvordan definerer DF demokrati i Danmark, og hvem ser de som værende folket, samt, hvem skal inog ekskluderes fra det danske medborgerskab? Demokratiopfattelse Medborgerskab i den danske velfærdsstat Arb.spg.3: Hvilke diskurser sætter DF i spil i forhold til deres kulturopfattelse, dvs. kan Van Dijks(1998) kulturracisme spores i deres kulturopfattelse? Teori: Van Dijks kulturracisme Empiri: DF s Arbejdsprogram Analyse og diskussion: Hvordan bliver danskheden konstrueret? Empiri: CEPOS 1 og CEPOS 2, samt udtalelser fra DF s ledelse Analyse og diskussion: Hvordan fremstiller DF det danske demokrati og medborgerskab? Empiri: Arbejdsprogram og citater fra DF s ledelse Analyse og diskussion: Kan kulturracisme identificeres i DF s holdninger Konkluderende betragtninger: Hvad kan vi drage ud af DF s konstruktion af virkeligheden? Perspektivering 18

19 2.7 Analyse metode og strategi Dette afsnit har til hensigt at klarlægge analysestrategien. Det vil sige, at vi vil beskrive vores metode til at analysere de udvalgte problemstillinger på. Til dette formål har vi valgt at lave en dokumentanalyse af ideer. Ideer kan identificeres som forhold, der er problematiske; de årsager, der udpeges som anledning til disse problemer; samt de eventuelle mulige løsninger, kan ses som sproglige symptomer på det idemæssige grundlag for produktion af et givet dokument. Med andre ord betyder det, at ideer er grundlaget for udformningen af et dokument. I projektet vil der, som nævnt i problemstillingen, tages fat i problemer, der kan komme i forbindelse med begreberne nationalisme, demokrati, medborgerskab og kultur racisme. Disse begreber skal virke som rettesnor igennem projektet og være med til at give en klar linje, som skal følges i udvælgelsen af dokumenter (empiri). I følgende afsnit fremstilles en forklaring på, hvad ideer er samt, hvordan de anvendes i projektet. Dernæst beskrives, hvilke kriterier, der ligger til grund for udvalget af netop disse dokumenter, samt hvordan ideer er blevet identificeret i de udvalgte dokumenter. Når dokumenterne er udvalgt, er der en yderligere metode som Van Dijk bruger til at analysere ideologi på. Han tager i forbindelse med kultur racisme fat på en diskursanalyse af tekster. I slutningen af afsnittet vil det belyses hvordan Van Dijks analysemodel vil blive brugt og hvordan den kombineres med analysen af ideer Dokumentanalyse af DF s ideologi Til selve analysen vil Kennet Lynggaard s udlægning af dokumentanalyse fra bogen Teknikker i samfundsvidenskaben (Lynggaard et al 2007:222) blive benyttet. Begrebet kan der, indenfor feltet, gøres brug af på mange forskellige måder og her kan ideer bruges som emner på en journalistisk eller politisk dagsorden, information eller viden, eller som meningsdannende paradigmer eller fortolkningsrammer (frames) (Lynggaard et al 2007:223). Dvs., at det er muligt på mange måder at indfange ideer ud fra den kontekst, som man gerne vil undersøge. DF s ideer og ideologi, som vil blive opstillet og forsøgt besvaret efter bedste 19

20 overbevisning, kan der argumenteres for, er en konstruktion af den virkelighed som DF ser den. Denne konstruerede virkelighedsopfattelse, som skabes af DF, sker igennem diskurser og i sammenspil med flere forskellige medier. Disse ideer kommer til udtryk igennem deres arbejdsprogram og deres udtalelser til medierne. Det vil ikke være muligt at komme rundt om alle problemstillinger og besvare alt i forbindelse med DF s ideologi og virkelighedsbillede, dog må det så vidt muligt være i projektets interesse at forholde sig til denne konstruerede virkelighed for derigennem at komme bag om og i dybden med deres påstande. Dette vil i bedste fald medføre nogle konkluderende betragtninger på de udvalgte problemstillinger projektet afgrænses til. Derved bliver det en decideret konstruktion af én form for virkelighed Identifikation af dokumenter Dokumenter kan defineres bredt som sprog, der er fikseret i en tekst (Lynggaard et al 2007:223). Her vil der blive fremført eksempler på ideer i de udvalgte dokumenter, som DF har udgivet, dvs. Principprogrammet, Arbejdsprogrammet og udvalgte politiske mærkesager. For at styrke argumentationen vil der også fremføres konkrete udtalelser fra DF s partimedlemmer. I arbejdsprogrammet ligger den ideologiske ramme, der overordnet belyser DF s ideer, hvorimod partimedlemmernes udsagn er mere konkrete og retter sig direkte mod specifikke delproblemer i den diskurs, som er konstrueret af DF arbejdsprogram. Disse dokumenter er officielle, og kan derfor ikke tilbagevises som noget, der ikke kan betragtes som udtryk for selve aktørernes, (det vil sige DF s medlemmers) politiske holdninger. Dokumenterne er udvalgt på baggrund af deres relevans for projektets problemstilling og udgør derfor det empiriske hovedgrundlag også kaldet monument (Lynggaard et al 2007:223). Efterfølgende bliver empirien sat i spil overfor vores udvalgte teorier om dansk nationalisme og Forestillede Fællesskaber, Banal Nationalisme, Demokrati og Medborgerskab. 20

21 2.7.3 identifikation af ideer og transformation Det mest centrale i empirien er DF s såkaldte Arbejdsprogram 7. Her stiller DF skarpt på nogle problemstillinger i det danske samfund, og de kommer ligeledes med ideer som, ifølge dem selv, kan fungere som løsningsmodeller. Lynggaard nævner, at i teorien kan det være både individuelle og strukturelle forhold 8, som er årsag til selve problematikken (Lynggaard et al 2007:227), hvilket senere hen vil blive pointeret i analysen. Arbejdsprogrammet bruger vi således til at udpege DF s ideer samt deres løsninger på samfundsrelaterede problemer. Efterfølgende ville der diskuteres om deres ideologi har konsekvenser for medborgerskabets sammenhængskraft. Arbejdsprogrammet er derfor moderdokumentet, hvorfra de andre udvalgte dokumenter så at sige udspringer (Lynggaard et al 2007:226). Der kan selvfølgelig også være flere forskellige ideer i spil i Arbejdsprogrammet, som måske ikke er specielt sammenhængende eller måske modsiger sig selv, hvilket man også skal tage højde for. ligeledes skal man undersøge, hvilken autoritet dokumentet tilskrives samt hvilke, og hvor mange, aktører, der siger god for understøtter det centrale dokument, som i dette tilfælde er Arbejdsprogrammet (Lynggaard et al 2007:229). 2.8 Ideologi Analyse: En af de centrale problemstillinger i projektet er at definere DF s ideologi i forbindelse med begreberne demokrati, kultur og nationalisme, samt inklusion og eksklusion af befolkningsgrupper. For at give et nuanceret billede af DF s demokrati-, nations- og kulturforståelse er det ikke nok med en analyse af arbejdsprogrammet. Derfor er det relevant at tage fat i nogle ytringer fra blandt andre DF s formand Pia Kjærsgaard, der med mere tydelighed og mere direkte sprog udtaler sig omkring udvalgte politiske spørgsmål. I denne forbindelse ses der på udtalelser (lexical) og tekster (gramatical) og får derved afsenderens utvetydige 7 Arbejdsprogrammet består af 34 politiske temaer. De temaer, som vi har valgt at beskæftige os med, bliver kaldt Bilag 1 8 Det vil sige, hvorvidt et problem er forårsaget af menneskelige fejl og inkompetence eller fx fejlslagne politikker og uhensigtsmæssige strukturer. 21

22 ideologiske meninger om begivenheder, folk, og aktører (Van Dijk 1998: 272). Det vil sige formandens med flere ytringer i sammenspil med DF s politiske ideologi i monumentet, stabilisere et godt billede af, hvad DF s holdning er om dansk kultur, og hvordan de præcis definerer det danske og ikke danske. Det er netop her at Van Dijks analyse af The Ideology and discourse of moderne racism kommer til sit rette. Han tager blandt andet fat i begrebet kulturracisme, hvor hans argument er, at den moderne form for racisme er ikke biologisk baseret, men snarere baserer sig på kulturelle forskelligheder. Han nævner eksempler, så som, hyldesten af hvid, vestlig kultur og civilisations hegemoni, samt problematiserer at de moderne racister angriber indvandreres kultur (Van Dijk, 1998:278). Disse angreb er ikke fysiske, men oftest verbale igennem dannelsen af diskurser. Altså skaber DF en ideologisk diskurs omkring indvandrere i Danmark og de problemer der bliver forbundet med det. For at kunne analysere dette gør vi brug af Van Dijks firkant model. Den giver en forklaring på, hvordan ideologiske diskurser bliver reproduceret og vinklet, så det fortæller en del af sandheden og ikke hele sandheden. For som Van Dijk ser det, er det ikke i forfatterens/talerens interesse at fortælle modtageren hele sandheden, da modtageren i dette tilfælde vil være i stand til at træffe beslutning på baggrund af facts og ikke halve sandheder. Disse halve sandheder bliver sat i værk og er med til at skabe ideological control, hvor forfatterne/taleren konstruere en sandhed ud fra en udvælgelses proces, der skal give modtageren et bestemt syn på en bestem problematik eller samfundsproblem (Van Dijk 1998: 267). Fx kunne dette være en beskrivelse af en hændelse (Mohammed krisen eller angrebene d. 11. September) som bliver problematiseret på en måde, der er i overensstemmelse med forfatterens/talerens ideologi og derved vinkles som en enten positiv eller negativ hændelse. Van Dijk sætter således den her model op: Ideologisk kommunikations strategi: den ideologiske firkant 1. Express/emphasize information that is positive about Us 2. Express/emphasize information that is negative about Them. 3. Suppress/de-emphasize information that is positive about Them 4. Suppress/de-emphasize information that is negative about Us (Van Dijk 1998 s: 267). 22

23 Modellen skal virke som et redskab til at analysere DF s ideologi. Den kan ligeledes medvirke til at belyse nogle af deres påstande og ideologiske holdninger omkring problemstillingen. Modellen kan kombineres med begrebet lexicalization. Van Dijk bruger begrebet lexicalization til at beskrive vigtigheden og udbredelsen af ideologiske ytringer i diskurser, der kan findes i de ord der vælges til at beskrive et bestemt koncept. Fx, De to frihedskæmpere mistede livet i aktionen i forhold til De to terroristerne mistet livet i aktionen, er et godt eksempel på ideologisk baseret lexicalization. Det vil med andre ord sige, at taleren/forfatteren er, med et negativt koncept af en gruppe, med til at definere (afhængig af konteksten) det mest hensigtsmæssige ord til at beskrive en ydregruppe, samtidige med at der bliver givet udtryk for talerens/forfatterens mening om gruppen (Van Dijk, 1998: 270). De ovennævnte eksempler på terrorist versus frihedskæmper er gode eksempler på en måde at konstruere virkelighed på. Her kan der også argumentere for (hvilket uddybes i analysen) at det synes at være samme model der trækkes på når DF vil have det danske folk til at forstå de samfundsproblemer Danmark står overfor. Det vil være af væsentlig karakter at lave en ideologi analyse da det kun er DF s syn på og om virkeligheden der er fremstillet og deres syn på virkeligheden kun repræsenterer en form for diskurs. I afsnit 2.9 vil den videnskabsteoretiske tilgang blive præsenteret og som vil have til hensigt at forklare sådanne konstruktioner. Der vil ligeledes foretages en undersøgelse af, om der kan findes tegn på selvmodsigelser og simplificeringer af de udvalgte politiske problemstillinger (Bitsch Olsen, et al., 2006:162) Problemer ved dokumentanalyse af ideer Afslutningsvis problematiseres de eventuelle forhindringer, der kan opstå ved brugen af en metode som dokumentanalyse og dernæst beskrives selve fremgangsmåden i analysen. Det må pointeres, at der kan findes potentielle faldgruber. Eksempelvis kan man spørge, hvornår registreres en ide som en ide og ikke noget andet fx en institution eller et udtryk 23

24 for en aktørs materielle interesser? Heri ligger udfordringen i at sætte grænser for, eller definere ideer til forskel fra, f.eks. institutioner, policies, interesser eller aktører (Bitsch Olsen, m.fl., 2007:229f). Valget af teoretikere er med til at sætte grænser for og samtidige virke som et vejledende element, til at vælge ideer. Ydermere er ideanalysen ikke nok til at analysere DF s ideer ud fra en analyse af monumentet, eftersom det kun belyser problemer og løsninger på udvalgte emner. Dette gør det meget svært at få indblik i DF s virkelighedsopfattelse og deres syn på alle samfundsproblemer. Det vil sige, hvis der skal findes svar på eksempelvis DF ståsted, hvad angår den økonomiske-krise i 2009, kan man ikke læse sig frem til det via deres arbejdsprogram, da den er skrevet flere år før krisen. Her giver det mere mening og relevans, at inddrage udtalelser der er så nye som mulige fra partiets repræsentanter. Det er her Van Dijks ideologianalysemodel kommer til sit rette. Disse 4 analysedele er udviklet af Van Dijk til blandt andet en analyse af begrebet kultur racisme (Van Dijk 1998:278). Denne analyseform kan give den fornødende indsigt i DF s ideologi og kan bidrage til at påvise detaljerede holdninger i DF s ideologi. Valget af Van Dijks teori giver en ekstra dimension til analysen, der blandt andet giver et diskursiv perspektiv på analysen, ud fra udtalelser af blandt andre Pia Kjærsgaard. For at samle op på de mange nævnte begreber og metoder, vil vi følgende beskrive vores fremgangsmåde i analysen. I praksis vil vi prøve at dele analysekapitlet op i 3 afsnit, hvert afsnit repræsenterer, hver sit arbejdsspørgsmål. Arbejdsspørgsmålene skal analyseres i forhold til Van Dijks ideologianalysemodel, der skal fungere som et redskab til at gå i dybden med udvalgte politiske holdninger. Ligeledes skal ideanalysen bruges til at drage ideer ud af disse politiske holdninger, hvor vi skal se på hvad de ser som problem, hvordan dette problem er blevet til og hvordan de mener, de kan løse dette problem. Det sidste element bliver at inddrage en social konstruktivistisk vinkel på hvert afsnit for at undersøge om, og hvordan, selvfølgeligheder og naturligheder bliver sat op af DF igennem deres konstruktioner af, den danske nation, demokrati og medborgerskab i Danmark, samt deres konstruktioner af hvad dansk kultur er. 24

25 2.9 Videnskabsteoretisk tilgang I dette afsnit præsenteres den i projektet valgte videnskabsteoretiske tilgang hvor der vil redegøres for de videnskabsteoretiske overvejelser der anføres i projektet - især genstandsfeltet for problemstillingen, samt den metode, hvormed man med videnskabsteoretiske briller kan tilegne sig viden om den verden, der omgiver os (Fuglsang & Bitsch Olsen, 2005: 8-9). Mere konkret vil der redegøres for socialkonstruktivisme som virkelighedshorisont, samt se på, hvordan sociale konstruktioner bliver til. Dernæst beskrives de sociale konventioner, der fungerer som forklaringsmodeller indenfor socialkonstruktivismen, og som redegør for den virkelighedsopfattelse og de virkelighedskonstruktioner, der specielt lægger sig op af sprog som det konstruerende Videnskabsteori generelt Den videnskabsteoretiske tilgang der benyttes i projektet er socialkonstruktivistisk, da der kan argumenteres for, at det er gennem sproget, at den sociale virkelighed bliver konstitueret og får betydning. Socialkonstruktivismens oprindelige idé er, at virkeligheden erkendes ved hjælp af begreber. Med andre ord har man kun et virkelighedsbegreb og det er de genstande og fænomener som formuleres via sproget og dets ytringer. Netop fordi sproget tilegnes så stor værdi og derfor udgør erkendelsesmoment i socialkonstruktivismen opfattes virkelighedens begreber det vil sige sproget som foranderlige da sproget hele tiden er i forandring. Samfundet er et produkt af den menneskelige praksis, og bliver konstrueret ud fra talehandlinger hvis betydning, grundet sprogets konstante forandring, hele tiden ændres over tid (Rasborg et al, 2004:349). Både Finn Collin(2004) 9 og Klaus Rasborg(2004) 10 påpeger, at man ikke kan se socialkonstruktivisme som en ensartet endegyldig størrelse, men hellere, at der er flere retninger, hvori man kan forstå socialkonstruktivisme. Disse retninger har forskellige 9 Finn Collin dansk filosof og sociolog. 10 Klaus Rasborg lektor i sociologi ved RUC. 25

26 opfattelser af, hvem der konstruerer, og hvad der bliver konstrueret. De varierer således også på et ontologisk og epistemologisk plan, og de har en vidt forskellig forståelse af, hvor omfattende konstruktionerne er. Collin forklarer om den ontologiske og den erkendelsesteoretiske variant, at disse to varianter adskiller sig fra hinanden ved at have forskellige syn på den samfundsmæssige-, menneskelige- og fysiske virkelighed (Rasborg et al, 2004: 353) Den ontologiske variant Kendsgerninger opstår først, når mennesket kollektivt fastslår dem eller indfører dem i sproget. Virkeligheden er konstrueret af det medie, hvori det tænkes altså sprogrammen. Hvilke sproglige begreber man har til rådighed, er således bestemmende for ens erkendelsesmåde (Rasborg et al, 2004:352). I forhold til den samfundsmæssige og sociale virkelighed kan man dele den ontologiske konstruktivisme op i tre forskellige måder at forstå, hvem og hvad, der konstruerer: Én hævder, at det primært er videnskabsmænd og forskere der konstruerer. Her bliver vores sociale og samfundsmæssige virkelighed en konstruktion af vores videnskabelige viden om denne. En anden hævder, at det er de sociale aktører (samfundsborgerne, politiske partier etc.), der konstruerer, og mener, at den samfundsmæssige og sociale virkelighed er en konstruktion af vores dagligdagsviden herom. Den tredje hævder, at vores sociale og samfundsmæssige virkelighed er konstrueret af nogle epistemer, forstået som nogle abstrakte størrelser (Rasborg et al, 2004:352f). Her må vi tilkende os nummer to, da der kan argumenteres for at begreber som nationalisme, danskhed, de fremmede, indvandrere, muslimer og demokrati har fået deres betydning ud fra, hvem, der definerer, hvad disse begreber skal indeholde. Derfor bliver meningen eller de værdier, de ovennævnte begreber bliver forbundet med, til igennem de sproghandlinger politikerne tager i sammenspil med diverse medier, samt den sociale praksis i samfundet. DF tilskriver danskhed en betydning som værende af en størrelse der historisk set altid har været på en bestemt måde, stadig er sådan og fremover forbliver som den er i dag (kapitel 3). 26

27 Som en konsekvens af den diskurs, magthaverne har sat i værk, bliver der konstrueret en dagligdagsviden om, hvem der er inkluderet og ekskluderet i Danmark, som er præget af blandet andet politikernes syn på, hvad disse begreber er, og derfor ikke er en ren videnskabelig definition. Sagt med andre ord bidrager diskursen til at konstruere sociale facts, videns- og betydningssystemer i samfundet. Collins og Searles 11 forklarer sociale facts som noget, der faktisk betyder viden om den sociale virkelighed ved brug af begreberne: de ontologiske objektive egenskaber og de ontologiske subjektive egenskaber (Wenneberg, 2000:217). Virkeligheden findes ikke som en objektiv realitet. Der er kun den virkelighed vi erkender gennem italesættelse af de fænomener, man oplever. Viden er sammenvævet med praksis, og menneskers praksisser er et centralt komponent af den sociale virkelighed. Dermed kan man fastslå, at virkeligheden præges, formes og påvirkes af vores erkendelse af den og dermed konstrueres (Rasborg et al, 2004:349ff). Virkeligheden kan dog ikke opfattes objektivt, og kan i princippet forstås forskelligt af alle individer, idet den dannes og formes i iagttagerens bevidsthed den konstrueres. For at opsummere betyder dette, at sociale fakta skabes gennem konvention. Når vi bliver enige om at noget tillægges bestemte egenskaber som skabes gennem sproget, så skaber vi social fakta. Når vi ligeledes gennem sproget efterhånden begynder at kalde bestemte religioner for demokrativenlige og udemokratiske osv., og lærer det videre til kommende generationer igennem diskurser, så har vi gennem konvention konstrueret et socialt faktum (Wenneberg, 2000:103). I projektet kan det uddrages, at DF er med til at konstruere en social virkelighed, som er med til at konstruere sociale facts, dvs. generel meningsdannelse, omkring deres politiske mærkesager, herunder eksempelvis følgende erklæring i mærkesagen Kristendommen, folket og etikken : Vi ønsker muligheden for at videreudvikle samfundet på en måde, der tillader os at leve i den ånd og med de værdier, som vi af erfaring ved er de eneste, der kan skabe et demokratisk og menneskeværdigt samfund. (Bilag: 1/3: 2). Her hævder DF intet mindre end det, at det kun er vores tankeverden, som formår at skabe et menneskeværdigt samfund, som bliver skabt i et kristent perspektiv og som derigennem ifølge DF respekterer demokrati og menneskerettigheder. 11 John Searles - er professor i filosofi, skrevet adskillelige bøger om antropologi, videnskabsteori og filosofi. 27

28 Dette er et interessant eksempel på, hvordan DF er med til at skabe sociale fakta, som derved bliver konstitueret gennem sproget og får betydning. Hvad der kommer på tale, og hvad der bliver debatteret, bliver fastsat af henholdsvis magthaverne og medierne. Disse to faktorer er hovedaktørerne i skabelsen af en dominerende diskurs omkring konstruktionen af national identitetsdannelse. Dette er også synspunktet hos de udvalgte teoretikere, hvor henholdsvis Anderson og Billig (kapitel 3) m.fl., ser de forestillede fællesskaber og nationen som en social konstruktion, der tjener et politisk formål, og som oftest enten er underdreven eller overdreven, alt afhængig af, hvilken politisk ideologi der er tale om. Dvs., at man overdriver sine positive historiske kendsgerninger, samtidig som man skubber de negative historiske kendsgerninger i baggrunden 12. Det er blandt andet disse emner der bliver taget op i det følgende teori afsnit om nationalisme hvis hensigt er at beskrive nationsdannelsens historiske baggrund, hvordan dagens Danmark er opbygget som en nationalstat, samt hvordan denne konstruktion er blevet til og hvordan den danske nationalstat bliver styret. 12 Billig benytter begreberne remembering and forgetting (herom senere i projektet). 28

29 3. Teorier om nationalisme Den dominerende form for organisering af samfund, som beskrevet i indledningen til projektet, kan inden for nyere tid siges at være forbeholdt de selvstændige suveræne nationer og, efterfølgende, de overnationale fællesskaber. Det er stadigvæk et forholdsvis nyt fænomen rent historisk, som kan kædes sammen med den franske revolution i en europæisk kontekst (Gundelach, 2002:57). Her er det vigtigt at fastholde, at den uafhængige nation ikke er statisk konstruktion eller den endelige løsning på, hvorledes man skal leve sammen som mennesker. Her lægger vi os op af Koefod 13, der argumenterer for at: Nationen er et vidtgående fænomen, der bevæger sig i en tilblivelsesfase, der aldrig er statisk eller står stille men er i proces foranderlig ikke ensidig og lukket men i en skabelse, der står i et relationelt forhold til det, der afgrænser (Koefod, 2006:1). Dog er nationen fortsat et vigtigt politisk projekt at få defineret, og i Danmark kan det eksemplificeres ved udgivelsen af Kulturkanon i 2004 (kum.dk 2009) og Demokratikanon i 2008 (demokratikanon.dk 2009). Disse kanons er instrumentelle værktøjer, hvor der fra statens side prøves at tilnærmes en oversigt over, hvad dansk kultur og demokrati er. Indholdet af disse kanons kan altid diskuteres, men det påviser, at nationen stadig er en relevant enhed at analysere på og, at den nationale identitet til stadighed er et vigtigt emne til debat. Når Anderson definerer, hvad der ligger bag begrebet nationen og nationale tilhørsforhold, fremhæver han først og fremmest nationen som værende et forestillet fællesskab. Forestillet fordi folk føler, at de har et fællesskab i og med, at de deler samme nationalitet, men aldrig har mødt hinanden, og derfor ikke har noget direkte kendskab til hinanden. Alligevel føler de en vis forbundenhed, fordi de trods alt synes at dele den samme nationale identitet, som hviler på nogle fælles grundtræk, som den tyske filosof Herder 14 har karakteriseret i tre overordnede kategorier, der er repræsenteret i form af fælles sprog, kultur og historie (Gundelach, 2002:57ff). 13 Lasse Koefod Adjunkt ved Instituttet for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring, Roskilde Universitetscenter 14 Johan Gottfreid Von Herder ( ). 29

30 Denne opfattelse af national identitet er, udover at skabe et kollektivt fællesskab, også med til at appellere til en vis homogenitet i samfundet, som ikke lader plads til interne kulturelle og politiske forskelle i det pågældende samfund (Gundelach, 2002:58). Til vedligeholdelse af denne homogenitet benyttes også andre elementer, blandt andet nationale symboler, som tjener det formål at fremhæve positive aspekter af nationen og den nationale identitet. Denne homogenitet kan dog medføre en mere negativ tilgang til forståelsen af det nationale fællesskab i og med, at det kan bevirke, at der ikke gøres plads til alternative måder at anskue et nationalt fællesskab på end det, der en gang er forestillet (Gundelach, 2002:58). Det kan meget hurtigt føre til den opfattelse, at der er ét land med ét folk, der alle indgår i ét fællesskab, og at dette fællesskabs ontologi er den eneste rigtige. Derved kan der i givet fald opstå en opdeling i A og B hold, hvor A holdet er repræsenteret af det folk, der deler det fælles nationale, og derfor fremstår som værende bedre end de andre. Det betyder, at B holdet, fordi de af en eller flere grunde ikke lever op til de krav, den nationale identitet foreskriver, (Gundelach, 2002:58), pludselig bliver grupperet som de andre, hvilket her skal læses i negativ forstand. For B holdet kan dette medføre vidtrækkende konsekvenser, hvilket blandt andet kan eksemplificeres på baggrund af nationalistiske strøminger i Europa. 15 Gundelach beskriver, at der primært er to kategorier, der knytter sig til begrebet nationalismeforståelsen hos mennesker. Det ene er det tilhørsforhold, folk har til deres egen nation, og det vil sige, at der er tale om en national identitet; det andet er, at den nationale karakter, der, udover at knytte sig til national identitet, fremhæver bestemte kendetegn (Gundelach, 2002:65). Disse kendetegn fremvises eksempelvis gennem karikaturtegninger, hvor man for eksempel fremstiller skotter som værende dem, der altid går med kilt og altid har røde næser på grund af for meget whisky, eller israelitter (jøder) med deres store næser. 15 Her blev A og B hold ganske vist opdelt efter etniske tilhørsforhold og ikke ud fra kulturelle eller sproglige matchende baggrunde. Ikke desto mindre er effekten den samme, da der er nogle folk, der tilskrives en rigtig national identitet og andre ikke. 30

31 Begrebet nationalkarakter, hvilket ligger i forlængelse af det, Van Dijk kalder moderne racisme, (Van Dijk, 1998:278) har man imidlertid igen forladt, eftersom den synes at relatere sig til begrebet race, og derved refererer til noget genetisk medarvet, hvilket i yderste instans kan medføre racistiske undertoner. Moderne racisme er ikke længere biologisk betinget, som tendensen ellers har været tidligere, men trækker nu i stedet på folks kulturelle baggrund. Derved opstår kultur racisme, som i bund og grund er at underkende og afvise den tanke, at alle former for værdier har lige stor betydning. Det betyder, at der kan argumenteres for, at nogle nationalistiske værdigrundlag er mere rigtige end andre, hvilket er yderligere med til at puste til os og dem problematikken i nationalistisk optik. 3.1 Anderson og forestillede fællesskaber Benedict Anderson er at regne som en af hovedkræfterne inden for nyere forskning omkring nationen og nationalisme. Optikken, som Anderson lægger på nationen og nationalisme, er fokusset på nationalfølelsen og belysningen af, at nationen ikke er en naturlig samfundsstørrelse, der har en fast historisk kerne. Nationen er et begreb fra Anderson der kan tillægges hvilken som helst værdi (Anderson 2001: 48) Nationalfølelsen er, ifølge Anderson, en konstruktion, og emotionel forankring i nationen, der går hånd i hånd med måden, vi tænker nationen på. Der er således nogle psykologiske mekanismer, man kan trække på, når man føler sig som en del af en nation. I stedet for at se nationen som primordial det vil sige noget der altid har eksisteret, er hans hovedsynspunkt, at nationen skal ses som: et forestillet politisk fællesskab og forestillet som uafværgeligt afgrænset og suveræn (Anderson, 2001:48). Argumentet for, at han ser nationen som forstillet ligger i, at: Den er forestillet fordi medlemmerne af selv den mindste nation aldrig vil kende de fleste af deres fæller, møde dem eller endsige høre om dem. Alligevel findes i tankerne hos hver enkelt billedet af deres fællesskab (Anderson, 2001:48). Anderson beskriver afgrænsningen ved at argumentere for, at: Nationer er forestillet som begrænsede fordi selv den største af dem, hvor der befinder sig en milliard mennesker, har endelige om end elastiske grænser, bag hvilke der ligger andre 31

32 nationer (Anderson, 2001:50). Yderligere er den sidste del af hovedtesen hos Anderson, at: Nationen er endelig forestillet som et fællesskab fordi, uanset den faktiske ulighed og udbytning der måtte være fremherskende i den enkelte nation, nationen altid opfattes som et dybt horisontalt kammeratskab (Anderson, 2001: 50). Hvis man går længere ind i førnævnte definition, er der en forståelse hos Anderson omkring det, at nationen er et opgør med tidligere religiøse fællesskaber, der har stillet krav om, at alle mennesker kunne blive en del af et universelt fællesskab, eksempelvis kristendommen der sigter på inkludere alle. Nationen er derimod netop begrænset til de mennesker, som kan forestille sig at være en del af selve nationen. Andre mennesker vil forestille sig at være en del af andre nationale fællesskaber, som henviser til Andersons beskrivelse af nationen som havende elastiske grænser. Der hvor den ene nations grænse ender, begynder en anden. Suverænitetsprincippet skal forstås som, at nationen bør være fri for magt, der ligger ved siden af eller over nationen. Desuden er nationen også et opgør med tidligere samfundsstrukturer i middelalderen, der bygger på vertikale regimer, eks. Feudalismen, hvor samfundet er styret oppefra og ned. Nationen hos Anderson er derimod et dybt horisontalt kammeratskab. Basalt set handler nationsprojektet for Anderson om at se dybere end døden og skæbnen ved at spørge ind til, hvad det er for nogle følelser og forestillinger, der får medlemmerne af en nation til at gå i døden eller slå mennesker fra andre nationer ihjel, hvilke nationale processer og mekanismer er i spil, og hvordan de relaterer til hinanden. Det forestillede fællesskab, der findes i nationen, er ikke bare opstået ud af det rene ingenting, men der har været visse historiske faktorer, der blandt andet har rødder tilbage i oplysningstiden, hvor man har bevæget sig fra én samfundsorden til en anden, fra et enevælde til et nationssystem. Nogle af de vigtigste faktorer, som Anderson fremhæver som årsager til, at vi forestiller os, at vi tilhører et bestemt fællesskab, er det første massemedium, trykkeriet, det økonomiske system og kapitalismeideologien (Anderson 2001: 83ff). Ved at kunne distribuere eksempelvis nationale forestillinger igennem masseproduktion i form af bøger, aviser, magasiner etc. har det været muligt at nå ud til 32

33 hele befolkningen, hvor indbyggerne måske ikke umiddelbart har meget tilfælles, men ved at læse disse trykte ord, nu i hvert fald kunne forestille sig at have det. Desuden er det moderne skolesystem en vigtig institutionel ramme for, at fremtidige generationer skal blive en del af et forestillet fællesskab, eksemplificeret ved Andersons beskrivelse af standardiseringen af nationalsproget: Fra børn var helt små, kunne de lære, at den enkelte nations sprog kom i første række som en vigtig del af nationalfølelsen, og andre internationale sprog, som i midten af det 17. århundrede især var latin, var mindre vigtige (Anderson 2001: 85). I forhold til nationalisme og en tidsmæssigt horisont lægger Anderson et perspektiv, der henviser til den græske gud Janus med to ansigter: Et, der skuer bagud mod fortiden; og et, der kigger mod det, der skuer mod fremtiden (Anderson 2001: 220). Ansigtet, der vender mod fortiden, ser nationen som vokset ud af en tydelig ubrudt, tidslig horisont og, at den nationale identitet klart kan findes i nationens historiske rødder. Ansigtet, der vender fremad, fortæller om, hvordan nationen bliver en normativ fortælling om, hvordan vi som nation bør blive i fremtiden. Dermed argumenter Anderson for, at der opstår et paradoks ved, at ingen af ansigterne er opmærksomme på nationen eller nationalismen i øjeblikket, eller mere præcist nutiden. 3.2 Nation versus stat Nationen er forestillet pga. et forestillet fællesskab, der gør, at nationen kan tænkes i både tid og rum. I fællesskabet kan man godt føle, at man tilhører en bestemt nation og dermed har den tilsvarende nationale identitet, der tilknytter sig nationen, selvom man ikke til dagligt befinder sig på nationens geografiske territorium. Det kunne for eksempel være tilflyttere som, på trods af, at de bor og er statsborgere i et andet land, der har andre skikke end de, de oprindeligt kom fra, stadig føler et tættere tilhørsforhold til deres oprindelige nationale identitet. Men staten, som i dansk henseende er en del af nationen, har en anden betydning. Den er ikke som nationen et forestillet fællesskab, men bygger på, at det er begrænset af geografiske territorier samt lovmæssige paragraffer (Gundelach 2002:60). En stat har f.eks. monopol på legitim magtanvendelse og har også bestemte retningslinjer for, hvilke 33

34 rettigheder og pligter en statsborger har overfor staten og derved samfundet. Disse rettigheder er blevet til pga. de stadfæstede love, som ikke nødvendigvis er ens i alle stater. Det vil altså sige, at man godt kan være en del af et nationalt fællesskab uden samtidig at tilhøre nogen bestemt stat (sigøjnere og kurdere), og man kan også være en del af en statsløs nation såsom Baskerlandet (Gundelach, 2002:60). Man kan med andre ord sige, at nation og stat, hver især, trækker på nogle symboler, der relaterer sig til hinanden, men de er samtidig to idealtypiske begreber, som kan variere i forhold til hinanden. 3.3 Dansk nationalisme Den danske nation er en mangfoldig størrelse, som efterhånden er blevet naturligt i hverdagssproget. Danskerne som folk eller som medlemmer af en nation opfattes forholdsvis uproblematisk, som Gundelach dog problematiserer ved at skrive: at begreber som folk og nation har stor fylde i de flestes bevidsthed. Det forekommer helt naturligt for de fleste at tale om det danske folk eller om danskhed som sociale kategorier (det er i øvrigt tankevækkende at man ikke i alle lande på samme måde taler om det nationale særpræg som substantiv. Der er fx ikke noget på svensk der hedder svenskhed) (Gundelach, 2002:58). I første omgang må argumentet blive, at hvis folk, nation eller danskhed ikke er naturlige størrelser, så må der umiddelbart være tale om noget, der er blevet skabt, så det over tid ser ud som sådan. Der vil givetvis ligge nogle sammenhænge bag, hvordan den danske nation og den danske nationale identitet er opstået, så de fremstår som naturlige i dag. De sammenhænge, der kan spores i forestillingen om danskernes rødder, er indlejret i de danske historier om nationens fortid og samtidig tilhører de en bestemt historisk periode. Gundelach argumenter for, at: Omkring år 1800 var det heller ikke almindeligt at mennesker i Danmark opfattede sig som danskere, dvs. havde en opfattelse af danskhed som en specifik klart afgrænset størrelse (Gundelach, 2002:57). Danskheden opstod derimod først som en klar størrelse på et senere tidspunkt, ifølge Gundelach, forstået som tilhørsforhold til nationen, der således er forholdsvis ny. 34

35 Argumenteret er efterfølgende, at der efter år 1800, er nogle historiske begivenheder, som virkelig har sat skub i den danske nation og nationalisme i alle danskeres bevidsthed. For at finde frem til dette argument, er det dog nødvendigt at trække endnu længere historiske linjer for at afdække, hvordan nationen og nationalisme er opstået, og hvordan den bruges i dag. For selvom der måske ikke var bevidsthed omkring selve danskheden hos danskere før på et senere tidspunkt, så har Danmark som land eksisteret i lang tid, før det blev til en nation: Den kollektive oplevelse af hvad det vil sige at være dansker, har ændret sig mange gange gennem historien. Der skabes tolkninger af danskheden, og i disse forståelser skabes og forandres af indre og ydre processer i samfundet (Gundelach, 2002:130). I udgangspunktet er danskheden, ifølge Larsen, argumenteret som følgende: danskheden er forestillingen om, hvad mennesker indenfor det danske territorium har til fælles (Larsen, 2008:9). De ting, som danskerne er fælles om indenfor de danske grænser, gør os til danskere. Hvad fællesskabet beror på i en dansk kontekst er, ligesom så meget andet med danskheden, til stadig debat. Danskernes nationale samlingspunkt har, ifølge Larsen, skabt dansk identitet på to måder: dels ved at adskille danskerne fra andre folkeslag og dels ved at samle danskeren om noget fælles. (Larsen, 2008:9) Ved at undersøge, hvad andre folkeslag var, og dermed hvilket fællesskab, vi ikke var en del af, kunne vi samtidig, ligesom det var tilfældet med nationen sidenhen, samle os som et folk. For at undersøge, hvad det er, som adskiller danskerne fra andre folkeslag, er det givtigt at udpege nogle større historiske begivenheder, der er helt centrale i den danske nations fortælling. Begivenheder, der positionerer danskheden i en historisk kontekst. Den første fællesnævner, der kan siges at skabe et stort dansk fællesskab, var, ifølge Larsen, kristendommens fremkomst i Danmark. Danskerne blev med Harald Blåtand som konge officielt kristne i ca. år 960, ifølge Jellingestenen. Her er det et af de første steder, at Danmark, som land, overhovedet nævnes(larsen, 2008:9). Således blev fundamentet for et samlet dansk folk skabt, og ifølge Larsen kom der også: nogle grundlæggende moralske og etiske læresætninger, der forfølger os den dag i dag, og adskiller os fra folkeslag med en anden religiøs overbevisning (Larsen, 2008:9). 35

36 Denne nationale forestilling, med katolicisme som sammenhængskraft i det danske kongerige, holder historisk set, ifølge Larsen, frem til, at Danmark bliver protestantisk i 1536 (folkekirken.dk, 2009). Sådan en omvæltning og genforhandling af Danmarks religiøse overbevisning betød yderligere, at danskerne måtte redefinere nationen. Reformationen havde skabt rammerne for, at kristendommen i fremtiden ikke længere ville have monopol på frelse og det gode liv, hvor det i stedet blev til individets egne personlige forhold til Gud, der blev sat i centrum (Larsen, 2008:10). Kristendommen er således et af de tidligere historiske elementer i den nationale fortælling, der er samlingspunktet for det danske folk, og adskilte det fra andre. Danmarks historie har, foruden at været karakteriseret ved det danske folks tilhørsforhold til kristendommen, samtidig båret præg af at være en stormagt, der har rådet over store landområder, og med en af datidens største flåder. Det er her, vi vender tilbage til argumentet om, hvad der virkelig har sat skub i det danske folks bevidsthed om den klare afgrænsede danskhed, nemlig skiftet fra stat til nationalstat. I Danmarks tilfælde hænger denne overgang i høj grad sammen med de gradvise tab af dansk territorium og af den nationale forestilling, der har ændret sig fra stormagt til en lilleputnation (Larsen, 2008:10). I denne overgang er der flere forskellige og vigtige historiske begivenheder og samtidig: blev der skabt et sammenfald mellem en dansktalende befolkning og de territoriale grænser. Et unikt udgangspunkt for tanken om én stat bestående af ét folk (Larsen, 2008:20). En af de vigtigste forudsætninger for dette var især krigene i 1800-tallet og de efterfølgende nederlag, der gjorde det muligt for Danmark at blive til en nationalstat og kunne blive til et reelt projekt på et decideret dansk territorium (Østergård, m.fl., 2006:24). De krige, som Østergaard 16 refererer til, som langsomt, men sikkert reducerede dansk herredømme i Norden, beskriver Larsen som en form for dominoeffekt af militære nederlag: Efter afslutningen af Store Nordiske Krig i 1721 kunne Rusland, Preussen og senere Storbritannien langsomt overtage Danmarks og Sveriges kontrol over Østersøområdet Afslutningen var overdragelse af Norge til Svenskerne i 1815, det bitre tab af Slesvig-Holsten i 1864 og endelig Islands uafhængighed i 1918 (Larsen, 2008:10). 16 Uffe Østergaard er professor for internationalt Center for Business and Politics på Copenhagen Business School. 36

37 Foruden tabet af landområder mistede Danmark i samme periode også sin stærkeste militære ressource, flåden, ved Slaget på Reden i 1801 (byhistorie.dk, 2009), som ved slutningen af Napoleonskrigene netop resulterede i det, som Larsen beskriver som afslutningen på Danmark som stormagtsnation. Skiftet har dog yderligere en dimension, som Gundelach argumenterer for, selvom hver gang vi gik i krig, er det danske rige til stadighed blevet mindre (Gundelach, 2002:132), men det blev nødvendigvis ikke set som nogen dårlig ting i en dansk kontekst. Idet Østergård påpeger, at den danske historie kan forklares på følgende måde: Når man skal forklarer dansk historie kort for udlændinge, siger vi ofte at det nuværende Danmark er resultatet af 400 års velplanlagte og konsekvent gennemførte militære nederlag. Men i modsætning til de fleste andre nationaliteter glæder vi danskere over denne konstatering, ja hygger os ved erindring ved nederlagene (Østergård 2006:26). Når man kan sige, at danskerne ligefrem kan hygge sig over militære nederlag, så skyldes det, at andre interne samfundsmekanismer i samme periode havde stor succes med at vende de nationale tab til en positiv ting, og som kan eksemplificeres ved et centralt slogan: Hvad der udad tabes skal indad vindes (Larsen 2008 s.10). Det blev et helt nationalt projekt at konsolidere sig indenfor de nye grænser, der nu stemte overens med én stat et folk. Gundelach henviser endda til en historiker, Bjørn, at sloganet skulle: blive grundlaget for det danske ved Danmark (Gundelach, 2002:133). En af de vigtigste personer og en af hovedproducenterne bag den succesfulde ændring til en ny nationalfølelse og nationale forestillinger, var N.F.S. Grundtvig ( ) 17. Grundtvigs ideologiske produktion af danskhed i tekst og sang var en stor del af det nye danske projekt om den nye fælles danskhed. Hans nationale forestillinger trækker på Herder, hvis argument var, at nationen var en kulturnation, der var lig med folk og, at: Ethvert folks egenart var givet af Gud. Folket fik liv gennem fælles kultur, fælles sprog og fælles historie.(gundelach, 2002:57) 17 Her vil vi kun forholdsvis kort anvende Grundtvig ideologiske betydning for at kunne positionere, hvilke forståelser af det DF trækker på omkring danskheden og nationale forestillinger. Som Gundelach selv skriver: Det er umuligt at sammenfatte denne litteratur, selv hvis man begrænser sig til danskheden (Gundelach, 2002:134). 37

38 Grundtvig var bl.a. fortaler for, at man gennem oplysning om danskheden i et herdersk perspektiv via folkehøjskolen, og den danske salmebog til de danske bønder, ville skabe et nyt og bedre Danmark (Gundelach, 2002:136). De danske bønder blev introduceret til den opfattelse, gennem den nye uddannelsesinstitution, at det danske folk, her især netop bønder og gårdmænd, var personificeringen af det danske folk (Gundelach, 2002:58). Danskheden hos Grundtvig står samtidig i kontrast- eller modsætningsforhold til det tyske, som blev opfattet som den store trussel (Gundelach, 2002:135). Derfor kan det undre, at der har været eksempler på, at tyskere kunne få dansk indfødsret på Grundtvigs anbefaling. Årsagen ligger i, at det var vigtigere for Grundtvig, at den pågældende person kunne tale og forstå det danske sprog, og om de var i familie med danskere, end, hvor han eller hun var født (Gundelach, 2002:135). Ydermere er det samtidig værd at understrege, at på Grundtvigs tid var størstedelen af den danske befolkning faktisk fortsat bosat på landet, og hvor de arbejdede som bønder. Selvom den industrielle revolution havde påbegyndt urbanisering, så var Danmark, ifølge Gundelach: i en periode så homogent at det var et af de få lande hvor der fandtes et folk i denne herderske forståelse (Gundelach, 2002:58). Grundtvigs arbejde var en vigtig komponent for at opbygge nationalstaten og fællesskabsfølelsen hos det danske folk, og årsagen til den succes, den blev til, underbygges af det faktum, at der stadig er højskoler i dagens Danmark, hvor de institutionelle rammer og politiske processer der blev vedtaget i 1800-tallet, stadig eksisterer. Larsen peger på, at et nationalt skolesystem og undervisningspligt fra 1814 var en vigtigt ramme for: helt nye muligheder for at lære et fælles sprog og indpode forestillinger om en fælles national kultur hos alle borgere indenfor det danske territorium (Larsen, 2008:11). Nationalstaten havde nu sit ideologiske grundlag gennem Grundtvig, og muligheden for at udbrede danskheden til nye generationer gennem folkeskoler og højskoler. Begyndelsen på den danske nation, som den ser ud i nutiden, var indførslen af Junigrundloven i 1849 og fastlagt med parlamentarismen i Parlamentarisme betyder at den siddende regering ikke må have flertallet imod sig, ellers skal den gå af (denstoredanske.dk) 38

39 Larsen argumenterer for, at vi gik fra at være en kulturnation til også at være et politisk fællesskab: Dermed fik nationsforestillingen endnu et lag: ét folk, én stat og nu også ét politisk fællesskab (Larsen, 2008:11) Demokratiet har siden 1849, med alle nævnte historiske linjer som grundlag, været den styreform, som danskerne har forbundet med deres nation. Det nationale fællesskab har efterfølgende, i store træk, handlet om at samle det danske folk og om at udvikle og balancere de rettigheder og pligter, den udøvende, lovgivende og dømmende magt skaber. I kapital fire vil vi derfor uddybe begrebet demokrati og den særlige danske variant, velfærdstaten. 3.4 Banal nationalisme Banal nationalisme er kendetegnet ved at være symboler, der på en eller anden måde gør sig synligt i hverdagsbilledet, men som man som folk ikke lader sig bemærke med. Et eksempel kunne være det danske flag, Dannebrog, eller den danske møntenhed, Kronen (Gundelach, 2002:80). Disse har begge status af nationalsymboler, men man tilegner dem ikke større betydning end den funktion, de har, hvad enten det er mærkedage, hvor flaget hejses, eller det er almindelig handel med kronen. Derfor er de banale. Når man bruger disse i hverdagen bliver de opfattet som naturlige og ikke som nationalisme eller tilkendegivelse af nationalt tilhørsforhold. Enhver nation har sin egen historie, hvis milepæle/mærkedage er genstand for folkets fejringer, men heri fremtræder et paradoks mellem remembering og forgetting (Billig, 1997:37ff). For i og med, at man som dansker fejrer Danmarks befrielsesdag den 4. maj med at tænde og sætte lys i vinduerne, og på den måde husker på nationens historie, er der samtidig et element af forgetting, fordi man glemmer de krige og daglige sabotager, der fandt sted forinden. Dette bliver også kaldt den kollektive amnesi, som opstår blandt folk, når en nation er blevet etableret, for så begynder folk at selektere i de historiske positive 39

40 begivenheder ved at fremhæve og fejre nogle og glemme andre (Billig, 1997:38). Herved kunne der, med rette, bringes noget Anderson ind igen ved at påpege, at forestillede fællesskaber også er konstrueret ud fra historiske begivenheder. At fremkalde og dyrke de historiske mærkedage er med til at skabe og vedligeholde et nationalt tilhørsforhold, dvs. en national identitet hos folk (Billig, 1997:38), men den nationale identitet, og dermed det nationale fællesskab, støttes eksempelvis yderligere af diverse former for symboler, hvis formål er at huske folk på det positivt enestående ved nationen og som gør, at begreber som nation og folk tilegnes stor værdi. Hvis man dog fratog nationen disse symboler, ved f.eks. at erstatte Dannebrog med flag of Europe 19, eller kronen med Euroen, så ville det gå ud over det nationale fællesskab og de får pludselig en stor, nærmest uhåndgribelig, og hellig betydning. Derved vil deres betydning blive mere tydelig, og det vil være i nationens interesse at bevare disse symboler. Den danske møntfod blev først tydelig, som decideret symbol for nationen, da den kom under trussel fra en eventuel indførsel af Euroen, hvilket danskerne valgte at stemme nej til. Man kan med andre ord sige, at midlertidige ideologier er ofte produceret og reproduceret af ideologiske institutioner (Van Dijk, 1998:277), og det er her, at de nationale symboler får en betydning af banalnationalisme. De symboler, som kan dyrkes som banal nationalisme, fordi de bliver opfattet som uproblematisk at reproducere, i en dansk kontekst er blandt andet samlet i Kulturkanonen fra 2004 (kum.dk, 2009). I litteraturen er eventyret om Den Lille Havfrue af H. C. Andersen en beskrivelse af 1800-tallets Danmark. Eventyret taler til bestemte normer og moraler, hvor det gode og det onde kæmper, og de fleste danskere kan relatere til personerne i eventyret, dermed bliver det et idylliseret symbol på det nationale fællesskab. Skulpturen, der bygger på eventyret om Den Lille Havfrue, kan bruges som redskab til at skabe positive eller negative billeder om den danske nation, både som symbol på fortiden, men også som en fortolkning af eventyret, hvor en immigrant kommer fra en helt anden 19 Dette er det officielle navn for den europæiske unions flag ( 40

41 verden. Et andet eksempel på et kristent og nationalt dansk symbol er Dannebrog, der faldt ned for himlen for over 700 år siden, og som uafbrudt har fungeret som et nationalt samlingspunkt, og ydermere som et af de mest brugte og genkendelige udtryk for den danske nation ude i verden (Bjerg, 2006:8). Den danske kongefamilie, og dens tilhørsforhold til den danske nation, har, ligesom Dannebrog, en lang linje tilbage i fortiden, og er på samme måde indlejret som noget, der er indiskutabelt dansk. Ligeledes er det danske sprog og det danske skriftsprog naturligvis nogle af de mest genkendelige indikatorer for danskheden og den danske nation. Hvis man kan tale og skrive dansk, så er det umiddelbart også muligt at være eller blive en del af den danske nation i en eller anden forstand. Det danske skolesystems undervisning på højskoler efter N.F.S. Grundtvigs principper bliver også betragtet som en oplevelse, der kun er mulig i en dansk sammenhæng (se kap 3.4). Den danske hygge er især problematisk at indfange som værende nationalistisk, men den involverer ofte et forudbestemt handlingsmønster, hvor danskere i fællesskab skal drikke eller spise bestemte ting i bestemte rækkefølger. Eksempler på tidspunkter, hvor danske hygger typiske udspiller sig, er eksempelvis de danske påskefrokoster, julefrokoster og selve juleaften, som ikke opfattes som udtryk for nationalisme, men som traditioner, vi altid har dyrket. Hyggen i det danske fællesskab, indebærer ofte i at der i høj indtages alkohol og spise traditionelle danske retter, som svinekød. Dette kan godt have en udelukkende effekt da f.eks. muslimer ikke ville kunne deltage i disse former for sociale handlingsmønstre. Den danske grundlov, med dennes tredeling af magten i lovgivende, udøvende og dømmende magt, og grundlæggende individuelle friheder, er grundlaget for det danske politiske system, og dermed begyndelse på den danske velfærdsstat (se kap 3.3 og kap 4.1). 41

42 4. Demokratiopfattelse I vor tid findes der mange lande, der hævder, at de er demokratiske. Hvis man dog går i dybden på de forskellige nationers demokratiske strukturer og modeller, så kan man se, at ikke to lande har demokratiske styreformer, der er fuldkommen ens. Selve ordet demokrati forklares således: (af gr. Demos, folk, og kratein, herske), folkestyre. 1. styreform, hvor folket ved direkte eller indirekte valg vælger de styrende organer. 2. I marxistisk stats fil. Omtales d. i 1. betydning som det borgerligt, formelle d. og modstilles en styreform, hvor produktionsmidlerne tilhører staten og derigennem folket. 3. Til tider benyttes ordet d. blot som en positiv betegnelse for et politisk fænomen, man mener, bør fremmes. I denne betydning er ordet d. et såkaldt gerundivt* ord, dvs. et ord, der altid betegner noget positivt (Lübcke, et. al., Politikens Filosofileksikon, 1983:80). Denne sidstnævnte måde at betragte ordet demokrati på kan dog udsætte selvet ordets betydning for fare. Hvis begrebet demokrati således tilegnes en gerundivitet 20, og derved bliver udelukkende bliver tildelt en positivt ladet betydning, kan det medføre, at en nation, der vedkender sig at bygge på demokrati, i givet fald bygger på et begreb, der ikke har et sagligt indhold (Stybe (red.) 1972:118). Dette er baseret på, hvem der i givet fald har retten til at definere hvilke principper, der anses for værende udelukkende positive. 21 Derved kan begrebet demokrati hurtigt beskyldes for at have et islæt af tomhed i sig (Stybe (Red.) 1972:??). Eller for at forklare det på en anden måde: A term that can mean anything to anyone is in danger of meaning nothing at all (Heywood, 2002:67-68). Heri menes, at mange forskellige politiske retninger, der breder sig på tværs af det horisontale ideologiske spektrum, hævder, at de er forkæmpere for demokratiet. Her kan der peges på Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea), Den Islamiske Republik Iran, Sudan og Republikken Zimbabwe, som traditionelt set ikke bliver anset for værende 20 Gerundivitet: dvs. et ord, der altid betegner noget positivt 21 Dette kunne godt lede til en større filosofisk diskussion af de forskellige positive aspekter, der kunne tilegnes begrebet demokrati. Det er imidlertid ikke i projektets interesse, men derimod at påpege, at begrebet hurtigt kan kategoriseres som værende et tomt begreb, alt efter, hvordan begrebet anfægtes. 42

43 særlig demokratiske nationer, men som anser sig selv som værende demokratiske. Derfor kan man ikke hævde, at demokrati i sig selv udgør en universel model, men i stedet er begrebet udsat for fortolkning. 4.1 Medborgerskab i den dansk/skandinaviske demokratimodel Den danske fortolkning af demokrati lægger sig op ad det såkaldte repræsentative demokrati, hvor folket efter bedste overbevisning vælger de personer, som de tror bedst kan varetage dens interesser. Denne form betegnes af Heywood 22 som både begrænset og indirekte, idet befolkningen kun udøver demokratisk magt i de enkelte tilfælde, nemlig når de bliver bedt om at gå til stemmeurnerne. Befolkningen afgiver således udøvelsen af den demokratiske magt til de valgte politikere/repræsentanter, som dog igen bliver stillet til ansvar over for befolkningen ved det efterfølgende valg (Heywood, 2002:70). Her afgør befolkningen så, om politikerne har udøvet deres magtmandat tilstrækkeligt godt, og derved bliver genvalgt, eller om de har været opgaven voksen, og derved mister retten til at repræsentere befolkningen til andre personer, som dernæst får muligheden. Hvis intet enkelt politisk parti får en afgørende majoritet efter et Folketingsvalg, så dannes der ofte koalitioner, som kan skabe et parlamentarisk grundlag for at danne regering. Disse koalitioner eller regeringsblokke bruger herefter deres parlamentariske flertal til at udøve deres magt over samfundet, som lejlighedsvis ikke repræsenterer hele folkets vilje, men derimod majoritetens. Heraf stammer betegnelsen majoritetsstyre. Ifølge Heywood vil sådanne majoritetsstyrer ofte udelade at vise hensyn til de krav, som samfundets minoriteter måtte komme med. En såkaldt majoritetstyrannisering (Heywood, 2002:70) af samfundet kan medføre en hel eller delvis marginalisering af dele af befolkningen, hvilket igen lægger op til, at sådanne demokratimodeller ikke repræsenterer hele samfundets befolkning. I dansk sammenhæng er det relevant at inddrage indvandrere (som ikke er en homogen gruppe på nogen måde, red.) som en del af denne marginalisering. Her eftersom, at visse grupperinger af disse indvandrere ikke bliver hørt i det danske samfund, måske endog på trods af, at de har fuldgyldigt dansk statsborgerskab (Heywood, 2002:69-70). 22 Andrew Heywood forfatter til bogen Politics 43

44 I Danmark, lige som i resten af Skandinavien, er samfundet baseret på en samfundsmæssig indretning, som efterhånden er blevet kendt som velfærdsstaten. Den oprindelige ide om Velfærdsstaten var, at den skulle komme til at udgøre en model, som ville eliminere de samfundsmæssige uligheder, som prægede flere af de europæiske lande før Anden Verdenskrig. De basale principper, som økonomen William Beveridge fremsatte i 1942, som en model for efterkrigstidens velfærdssamfund, kunne hurtigt sammenfattes i 5 principper: a) indførelsen af en styret samfundsøkonomi under statslig ledelse, b) fuld beskæftigelse som mål for den økonomiske politik, c) almene sociale forsikringer, der garanterede en minimumslevestandard, d) nationalisering af virksomheder og banker for at tilgodese samfundets behov, e) sundhed og uddannelse for hele befolkningen (Berntsson, et. al., 2003:325). Denne form for socialt sikkerhedsnet er noget af det, som har kendetegnet flere af de europæiske velfærdsmodeller. Udviklingen har dog ikke altid trukket i samme retning, og her har eksempelvis den engelske model været mere påvirket af liberale og [neo]konservative tanker, som fokuserer på individuelle frihedsrettigheder i modsætning til sociale rettigheder. Derfor kommer staten ikke til at opfylde en lige så aktiv rolle i den civile sfære. Det, der kendetegner den engelske model, er således bl.a., at staten ikke bliver tilladt at spille en tilstrækkelig stor rolle, som kan ( ) bekæmpe sociale uligheder og uligheder mellem kønnene. Her er synspunktet, at staten i realiteten kan få for meget magt over individets frihedsrettigheder, hvilket gør, at de politiske og civile rettigheder vægtes højere end de sociale rettigheder (Siim, 1998:62). I Skandinavien fungerer den offentlige sektor som en slags regulator for markedsøkonomien, som, f.eks. via relativt høj beskatning, skal sikre højst mulig beskæftigelsesrate og social retfærdighed for indbyggerne (Heywood, 2002:97). Der er mange forskellige opfattelser af, hvad ordet frihed indeholder, men en central betydning af begrebet frihed betegner den tilstand, hvor et individ nyder immunitet fra vilkårlig magtudøvelse (Andersen, 2007: 130). Friheden og demokratiet er kommet i kraft af hinanden, og det har været en langvarig proces. Det siges, at vi ikke kan leve eller 44

45 overleve i et samfund med total frihed. Dette ville fratage os vores tryghed og dermed paradoksalt nok en stor del af vores frihed. Vi kan dog heller ikke være totalt trygge, da sådan en tilstand ikke findes (Andersen, 2007:133). Under alle omstændigheder ville en tilstand af total tryghed ikke indeholde megen frihed. For at kunne leve et meningsfyldt liv, må individet både have frihed og tryghed, da disse betinger hinanden i et demokrati. Frihed er ikke nødvendigvis lig med lykke, men tryghed og frihed for alle er demokratiets fortjeneste. Frihed og tryghed er også forudsætningen for demokratiet (Andersen 2007:133). Det enkelte menneskes frihed går dertil, hvor det næste menneskes frihed begynder. I demokratiet befinder vi os i en konstant proces, hvor de personlige og kollektive friheder afvejes i forhold til hinanden. Det kan ses i begrebet humanisme, hvilket henviser til, at man som individ ikke kun kan nyde godt af vundne rettigheder og mere frihed, man skal også anerkende alle andre individers rettigheder og frihed og omvendt for et demokrati skal kunne fungere. Disse omstændigheder skifter, og det gør vores lovgivning og regulering af vores adfærd over for hinanden også. Det ligger ikke fast en gang for alle, hvem der skal have frihed til hvad og hvornår, det må hele tiden justeres. Det samme gælder tryghed (Andersen, 2007:133). Den franske filosof, Alexis de Tocqueville, beskriver demokrati som værende en langvarig proces, som forandres over tid. I hans version udlægges demokrati som noget, der gradvist har overvundet og forkastet den påstand, at sociale og politiske hierarkier er opstillet fra naturens hånd. Aristokrat såvel som træl indser således, at deres status i samfundet rent faktisk er til fortolkning. Den feudale samfundsform er derfor blevet erstattet af: ( ) a society in which all men would feel an equal love and respect for the laws of which they consider themselves the authors (Keenan, 2003:5). Ifølge Claude Lefort er dette tomrum, som enevælden har efterladt, i stedet blevet opfyldt af det såkaldte offentlige rum: ( ) as everyone acquires the right to address others and to listen to them, a symbolic space is established; it has no definite frontiers, and no authority can claim to control it or to decide what can and what cannot be thought, what can and cannot be said. Speech as such and thought as such prove to exist independently of any given individual and belong to no one (Keenan, 2003:6). I dette offentlige rum ligger det således hele tiden op til fortolkning, hvordan samfundet 45

46 skal opbygges, og herunder også de respektive borgeres rettigheder, som også kan udsættes for forandring. Ifølge Lefort er det eneste, som ikke er til fortolkning i demokratiet, selve den debat, som giver borgerne mulighed for at udtrykke deres mening i samfundet. Det gør i realiteten alle regler flydende (Keenan, 2003:6-7). Yderligere, for at det skal være et decideret folkestyre, så er det nødvendigt, at alle de mennesker, som påvirkes af beslutningstagningen i samfundet, har muligheden for at påvirke disse beslutninger. Denne måde at anskue demokrati på har dog også sine begrænsninger (Keenan, 2003:9), hvilket vi vil vende tilbage til i analyseafsnittet om medborgerskab. I Skandinavien har de offentlige sektorer forsøgt at promovere en form for aktivt medborgerskab (Siim, 1998:63), samtidig som der forsøges at lave en blanding mellem det offentlige og det private rum. Den skandinaviske model betragtes ydermere som en af de mere kvindevenlige stater, eftersom den over en længere periode har forsøgt at inkludere kvinder i det offentlige rum, hvilket ikke i lige så stor grad har lykkedes i England, og endnu mindre grad i Frankrig (Siim, 1998:64). Problemet er bare, at siden der er så stor en sammenhæng mellem stat og nation i Danmark, at medborgerskabet har gjort det svært for de nye grupper i samfundet at blive en del af det danske medborgerskab. Flygtninge og indvandrere nyder derfor ikke nyder de samme sociale ydelser, som resten af den civile og homogene befolkning nyder godt af. Velfærdsstaterne i Skandinavien har således endnu ikke formået at omdanne medborgerskabet i sådant et omfang, at det kommer til at omfatte de nye grupper, som er blevet en del af de skandinaviske samfund (Siim, 1998:64). Disse grupper fanges i diskussionen, som via globaliseringen igen er opstået, og som omhandler, hvilke mennesker, der skal være en fuldgyldig del af samfundets fælles medborgerskab, og hvem som ikke skal være en del af medborgerskabet. Her har Danmark ikke formået at inkludere de grupper, som ikke deler majoritetens normer (Siim, 1998:56). Siim påpeger, at en af velfærdsstatens største udfordringer i fremtiden vil derfor ligge i at inkludere de minoriteter, som endnu ikke føler sig som en fuldt ud integreret del af de respektive samfund (Siim, 1998:64-65). Det kan også skyldes en direkte uvillighed til at inkludere, og derfor ikke en mangel på politisk vilje eller evne, for hvis alle disse grupper bliver en del af medborgerskabet, så bliver de samtidig fuldgyldige medlemmer af samfundet og har 46

47 dermed et ufravigeligt krav på almengyldige samfundsmæssige rettigheder (Heywood, 2002:415). Den danske regering har sat kriterier op omkring, hvornår man er et berettiget medlem af samfundets medborgerskab. Disse er i punktform stillet op i Bilag 6 (Bekendtgørelse af lov om dansk indfødsret), og uddrages kan eksempler, hvor borgere med dansk statsborgerskab kan fratages denne, hvis de findes skyldige i kriminalitet ( 8 B i Bekendtgørelse af lov om dansk indfødsret), forudsat, at de har et andet statsborgerskab at falde tilbage på. 5. Analyse og diskussion Dette kapitels hensigt er at aktivere vores teoretiske og empiriske grundlag i et samspil med vores videnskabsteoretiske anskuelse, som er et redskab til skabelsen af en analyse af vores problemstilling. Vi vil i afsnittet forsøge at analysere på tre niveauer gennem en kombination af ide- og ideologianalyse. Der skal tages højde for en identifikation af ideer (kapitel 2.7.3), der ved hjælp af gennemgangen af vores monument m.fl. skal fremvise DF s opfattelser af samfundsmæssige problemstillinger, og deres syn på disse. Disse ideer skal inkorporeres i ideologimodellen (kapitel 2.8). Det sidste element og metodiske redskab i analysen bliver at klarlægge det, Van Dijk referer til som lexicalization og ideologikontrol. Et af redskaberne til dette formål er de kvantitative data, vi har fra de to nævnte undersøgelser (Bilag 4-5). Disse bliver grundlaget for vores konkluderende betragtninger. 47

48 5.1 Analysemodel Den efterfølgende model er en oversigt over projektets opbygning og samtidig en redegørelse for den tankerække, som vores projektarbejde har fulgt. De af problemformuleringen udledte arbejdsspørgsmål leder enkeltvis til en konkret erkendelsesopgave, som er tilknyttet en særlig metodeteknik. Problemformulering: Hvilke(n) form(er) for nationalisme trækker Dansk Folkeparti på, og i hvilken grad påvirker det demokratiske medborgerskab af denne ideologi Spørgsmål 1 Erkendelser Metode/Teori Hvordan opfatter DF den danske nation, og i hvilken grad hænger deres syn af nationen sammen med dansk nationalisme, forestillede fællesskaber og banal nationalisme? Indsigt i, hvad rationalet bag DF s måde at tænke begrebet nation på, og hvordan en dansker og danskheden karakteriseres. Ved brug af den ideologiske firkant vil vi lave en ideanalyse af vores monument. Det vil ske med hjælp fra Billigs forståelse af banal nationalisme og Andersons definition af forestillede fællesskaber samt Gundelachs studier af danskhed. Spørgsmål 2 Erkendelser Metode/Teori Hvordan forholder DF sig til demokrati i Danmark, og hvem ser de som værende folket, samt, hvem skal in- og ekskluderes fra det danske medborgerskab? Her vil vi gøre os teoretiske overvejelser med tanke på DF s holdning omkring demokrati, og hvordan de forholder sig til begreberne lighed og frihed mm. Vi vil forsøge at sammenligne DF s demokrati syn med Heywoods beskrivelse af demokrati. Desuden vil vi uddrage nogle elementer fra Siims syn på medborgerskabsbegrebet i dansk sammenhæng, for derigennem at finde frem til hvad DF s ideer er. Spørgsmål 3 Erkendelser Metode/Teori Hvilke diskursive ideer, ud fra analysen af DF s opfattelse af nationalisme og demokrati, sættes i spil i forhold til DF s opfattelse af dansk kultur? At få indblik i DF s opfattelse af nationalisme og demokrati, og derved undersøge, om det er muligt at finde spor af Van Dijks kulturracismebegreb. Her udfører vi en ideologianalyse vha. Van Dijks lexicalitets- og ideologikontrol. 48

49 5.2 Nationalistisk identifikation af danske værdier I DF s Arbejdsprogram tillægges Danmark, danskerne og det danske samfund nogle værdier, som helt igennem kan betragtes som værende positivt ladede. Det kan vi allerede se eksempler på i Arbejdsprogrammets første sætning: For os er ytringsfrihed og ligeværd, frisind og tolerance, humor og flid blandt de danske værdier, vi sætter højest (Bilag 1/ 1:1). Den danske nation er således sammensat af disse værdier, som alle danskere sætter højt og har til fælles med andre danskere. Dvs., at alle danskere går ind for ytringsfrihed og tolerance, alle er frisindede og tolerante, samtidig som de har humor og er flittige. Her har DF lavet nogle generaliserende observationer af, hvad nationen består af, og hvilke værdier, der skal være med til at præge fremtidens samfund, det danske forestillede fællesskab. Det er et forestillet fællesskab, som DF her forsøger at opstille, for det er ikke til at sige, om alle danskere har samme værdier angående disse diffuse emner. Når DF her siger, at nogle værdier er vigtige, og er en specifik del af danskheden, så er det ud fra deres synspunkt ensbetydende med, at der findes mennesker, som ikke vægter sådanne værdier højt. Dvs., at der findes mennesker, som ikke går ind for ytringsfrihed og ligeværd, ikke er frisindede og tolerante eller humoristiske og flittige. Ud fra DF s optik kan man derfor, hvis man sætter det på spidsen, fortolke det sådan, at man ikke kan blive en fuldgyldig del af det danske fællesskab, hvis man f.eks. ikke har en bestemt form humor. Men hvem skal i virkeligheden bestemme, hvilken form for humor er den rigtige, da det er et ret vidt begreb? Her kan man hævde, at disse diffuse begreber også er en form for dansk banal nationalisme, nemlig noget helt særegent for det at være dansk, noget, som alle medlemmer af den danske nation tilsyneladende deler. Her undlades der dog at nævne, at der måske findes danskere, der ikke går ind for alle disse førnævnte værdier, eller måske ikke har en form for humor, men hvem skal stille diagnosen? Disse værdier kunne også betegnes som almindelige værdier, som mennesker ofte har i et moderne samfund, men i stedet nævner DF værdierne som decideret danske symboler, om man vil, hvilket er med til at danne deres billede af nationen. Yderligere kan man hævde, at DF med sådan et udsagn vil mene, at andre mennesker ikke har disse værdier, i hvert fald ikke i lige så stor grad som danskere. Derfor er det kun de andre, som 49

50 kan lære af noget danskerne, og ikke omvendt. Danmark er blevet udviklet til et af de mest frie, lige og rige samfund i verden (Bilag 1/ 1:1). Dette citat underbygger den ideologiske kontrol, da DF med denne påstand ganske enkelt synes, at Danmark er bedre end andre lande, dvs., at det danske samfund er mere frit, mere ligestillet og rigere end andre lande i verden. Allerede her sker der således en ophøjelse af det danske samfund som værende bedre end andre samfundsdannelser i verden. Alle indenfor Danmarks territoriale grænser er således [næsten] alle i fællesskab frie, lige og rige. I denne forståelse negligerer DF dog, at den danske velfærdsmodel ikke er særlig dansk, men i stedet er en skandinavisk velfærdsmodel, som de andre nordiske lande også har udviklet i samme tidsperiode. Når DF påstår, at det danske samfund består af så gode elementer, så kan man gå ud fra, at de mener, at det er næsten umuligt at lære noget af andre. I stedet kan andre tage ved lære af danskerne. Andre er således ikke lige så frie, lige og rige som danskerne. Når DF stiller tingene så skarpt op, som de her gør, med udtalelser om, at det danske samfund er bedre end andre, så er de i realiteten med til at marginalisere de problemer, som også findes i Danmark: De undlader nemlig at nævne de mennesker, som har problemer af forskellig slags, og som ikke er blevet opsamlet af den danske velfærdsstats sociale sikkerhedsnet. Mennesker, som lever i fattigdom, misbrug eller er hjemløse, er eksempler på grupper af udsatte mennesker, som også er en del af det danske samfund. Med sådanne ophøjelser af Danmark dannes også den opfattelse, at danskere i virkeligheden ikke har så meget at lære af resten af verden, men i stedet måske kun fra dem, som er endnu friere, har mere ligestilling og er endnu rigere, end danskerne selv er. Ud fra sådan en diskurs kan man således konkludere, at dem, som danskere kan lære noget af, er en forholdsvis lille del af verdens øvrige befolkning. Ifølge DF består de danske værdier af ytringsfrihed, ligeværd, frisind, tolerance, humor og flittighed. Også er Danmark et af de frieste samfund, med mest ligestilling og også et af de rigeste i verden. Modsætninger til alle disse begreber kan betegnes som ingen ytringsfrihed, intet ligeværd, intet frisind, ingen tolerance, ingen humor og ingen flittighed. Ufrihed, 50

51 ingen ligestilling og ingen rigdom kan også betegnes som direkte modsætninger til de positivt ladede ord, som DF stiller op. Årsager til disse problemer kan være mennesker, som, ifølge DF, ikke tilslutter sig disse positive begreber, men hellere, i værste tilfælde, tilslutter sig de negative modsætninger, som ikke kan karakteriseres som danske. Løsningen til disse problemer kan i så fald være, at alle indenfor Danmarks grænser skal tilslutte sig de deciderede danske værdier, for kun på denne måde kan Danmark forblive et af de mest frie, med mest ligestilling og rigeste samfund i verden. Deri ligger det implicit, at det er DF, som er garant for, at disse værdier forsvares, bevares og udbygges Kristendommen som omsamlingspunkt Når det kommer til den officielle statsreligion, så lægger DF sig stærkt opad Grundlovens 4 og 6, hvorfra de følgende citerer: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. ( ) Kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke (Bilag 1/ 3:1). I dette henseende er det også hensigtsmæssigt at nævne følgende sætning, som også er at finde på samme side i DF s Arbejdsprogram: Det er vigtigt at slå fast, at vi i Danmark har grundlovssikret religionsfrihed, men ikke religionslighed. Det betyder, at alle borgere frit kan praktisere den religion, de måtte ønske, men at kun den evangelisk-lutherske kirke er og bør være understøttet af staten (Bilag 1/ 3:1). Følgende uddrag fra Arbejdsprogrammet er også relevant i forhold til den betydning, som DF tillægger kristendommen i Danmark: Kristendommen har århundreders hævd i Danmark og er uadskillelig fra befolkningens liv. Den betydning, kristendommen har haft og har, er markant (Bilag 1/ 3:1). Det officielle Danmarks religion er derfor den evangelisk-lutherske kirke. Kongen (eller dronningen) er at betegne som noget specifikt dansk og skal derfor kun repræsentere denne religion. Kongehuset har måske ikke længere nogen aktuel magt, men for mange er kongehuset stadig en vigtig del af selve danskheden, men det er dog uvist hvorfor. DF er i virkeligheden med til at konstruere en diskurs, når de til en vis grad bruger kongehuset, en tradition, der kan betragtes som en kransekagefigur og et levn fra en svunden monarkistisk 51

52 fortid. Nu blot et tomt symbol på det specifikt danske og samfundets sammenhængskraft. Da kongen skal være medlem af Folkekirken bliver kongehuset sat i direkte forbindelse med den evangelisk-lutherske trosretning. Dvs., at det er naturligt for en dansker at være evangelisk-luthersk og tilhænger af kongehuset. Således bliver kongehuset et symbol på banal nationalisme, dvs., at hvis man er rigtig dansk, så er man også luthersk-evangelisk og royalist. Kongehuset bliver, i DF s diskurs, således reproduceret som en naturlig institution i danskernes hverdag, der har en iboende symbolsk dansk værdi i kraft af at være en kristen tradition, og som danskerne uproblematisk kan videreføre. Billigs paradoks i remembering og forgetting udspringer her ved, at kongehuset huskes som en naturlig del af Danmark og danskernes hverdag, da det har eksisteret i over tusinde år. I hverdagens reproduktion af kongehusets nationale symbolik glemmer danskerne dog, at kongehuset ikke bare er en statisk tradition, der altid har været den samme. Gennem historiens løb har kongehuset haft en helt anden politisk indflydelse end den, det har i dag. Under enevælden havde kongen eksempelvis uindskrænkede magtbeføjelser, og desuden var kongehuset frem til 1536 katolsk, ikke protestantisk (luthersk-evangelisk) (se afsnit 3.4). Sammenhænget i grundloven er derfor ikke et udtryk for, at sådan har sammenhængen altid været. Samspillet mellem kongehuset og et bestemt religiøst tilhørsforhold er således ikke nødvendigvis naturligt, men måske hellere en politisk beslutning. Ud fra citaterne om kristendommen kan der ydermere uddrages, at der er religionsfrihed men ikke religionslighed i Danmark. Dvs., at Danmark har, som allerede nævnt, kun én officiel religion. Når DF så skriver det således, som de gør, så betyder det i virkeligheden, at det kun er den evangelisk-lutherske kirke, som tillægges noget værdi fra statens side. Dvs., at alle dem, som ikke tilkender sig denne trosretning, rent faktisk bliver marginaliseret fra højeste plan i religionsmæssig forstand, fordi de ikke har tillagt sig den værdi, som kristendommen har for den almindelige dansker. DF mener, at kristendommen er uadskillelig fra folkets liv. Her kan man ikke tage fejl af, at DF tillægger kristendommen særdeles stor værdi. Diskursens udsagn tager dog ikke højde for, eller uddyber hvori, denne uadskillelighed ligger. DF s udsagn er med til at skabe et socialt konstruktion, hvor alle danskerne er enige i, at kristendommen er en central del af 52

53 deres liv, og som de ikke kan adskille fra deres hverdag. Hvad DF bygger dette udsagn på er ikke tydeligt, da der er stor forskel på, hvordan danskernes praktiserer kristendom: Selvom en stor af befolkningen er medlem af den danske folkekirke, så er antallet af danskere, der går i kirke hver søndag, forholdsvis lille. Ydermere nævnes der her kun kristendom generelt, og ikke som tidligere evangelisk-luthersk kristendom. Dette på trods af, at der i Danmark findes utallige forgreninger af kristne, som ikke er medlemmer af Folkekirken, og som på det seneste har været særdeles omtalte i medierne, bl.a. pga. af deres utraditionelle fremgangsmåder med henblik til djævleuddrivelse m.m. Desuden er det en generalisering, når DF hævder, at kristendommen er uadskillelig fra folkets liv, fordi der i Danmark også findes et stort antal ateister, som ikke vedkender sig nogen religion. Her bliver det generaliserende danske forestillede fællesskab igen sat i spil, for mange vil hævde, at de sagtens kan leve et anstændigt liv udenfor kristendommens rammer. For ikke at tale om helt andre trosretninger, som på en måde bliver helt ekskluderet fra befolkningens liv, da de ikke kan skrive under på den markante betydning, som kristendommen har for folkets liv. At gøre Danmark multietnisk indebærer en risiko for, at udviklingsfjendtlige, reaktionære kultur vil nedbryde vores hidtil stabile homogene samfund (Bilag 1/ 5:2). DF udelader i dette citat at nævne, at der rent faktisk kan findes gode ting ved et samfund præget af forskellige kulturer, herunder også religionsmæssige. At flere kulturer lever samlet kan selvfølgelig, som DF ofte påpeger, medføre stridigheder. Det kan dog også medføre en proces, hvor begge parter kan lære af hinanden, og ikke kun lægger sig efter at påpege hinandens fejl og forskelligheder. Her kunne det i stedet være hensigtsmæssigt at finde hinandens ligheder, og her inddrages undersøgelsen fra CEPOS. Undersøgelsen påpeger nemlig, at hele 77 % af de adspurgte nydanskere 23, hvoraf næsten alle var fra decideret muslimske lande, svarede Nej, Delvist uenig eller uenig på et spørgsmål og indførslen af Sharia-lovgivning i Danmark. Spørgsmålet lød, hvorvidt Den danske lovgivning [bør] i højere grad afspejle Sharia-lovgivningen? (Bilag 5:4). Her kan man så 23 Danmarks Statistik definerer nydanskere som en person, der er født i udlandet, eller begge forældre er født i udlandet. 53

54 passende hævde, at den generalisering, som DF med følgende citater opstiller af muslimer, ikke er så sand endda: Vi står i dag over for kræfter, som prøver at give begreberne ny betydning. Tolerance skal nu betyde vilje til at acceptere det snæversyn, der præger de fundamentalistiske religioner ikke mindst islam, som i de seneste årtier er vandret ind i Danmark og har skabt sekteriske miljøer uden solidaritet med det danske samfund (Bilag 1/ 3:1-2). Mange indvandrere ønsker at videreføre deres egen kultur, og det kan få samme følger her som i indvandrernes hjemlande. Specielt har det vist sig vanskeligt at integrere flygtninge og indvandrer[e] med en muslimsk baggrund. Det har intet med tolerance at gøre at være overbærende med intolerancen (Bilag 1/ 5:2). Her peger DF på, at de er imod at udvise tolerance overfor snæversynede og fundamentalistiske religioner, hvor islam bliver udpeget som værende en af disse. DF undlader at nævne, at det rent faktisk er minoriteten af indvandrere, der gerne vil have Sharia-lovgivning. Kun 11 % af de adspurgte indvandrere har svaret enten Ja, Enige eller Delvist Enige på førnævnte spørgsmål. 12 % har dog givet udtryk for usikkerhed, da de har svaret Ved ikke (Bilag 5:4). Sådanne muligheder for forskelligheder nævner DF dog slet ikke, da det ikke er i overensstemmelse med deres ideologiske konstruktion af den sociale virkelighed. Majoriteten af muslimer vil nemlig ikke have noget, der ligner Sharialovgivning, hvilket Cepos undersøgelse viser. Også er det decideret muslimer, som i DF s Arbejdsprogram er præget af at være snæversynede og ydermere har skabt sekteriske miljøer, som ikke har solidaritet med det danske samfund. På baggrund af DF s ideologikontrol kan vi ydermere identificere, at indlejret i DF s diskurser indikeres, at danskere og indvandrere ikke har tillid til hinanden. Undersøgelsen fra CEPOS (Bilag 4:2) viser dog andre sider af samme sag. Adspurgt om spørgsmålet Hvor stor tillid tror du danskere har til muslimer i Danmark? har 26 % af indvandrerne svaret, at de tror, at danskerne har tillid til dem. Kun 18 % af danskerne svarede, at danskere har tillid til indvandrerne. Den reelle tillid forholder sig, ifølge undersøgelsen, helt anderledes. Det viser sig, at 55 % af danskerne har tillid til muslimerne, mens 76 % af indvandrerne har tillid til danskere i almindelighed. Disse tal er en tydelig indikator for, at bl.a. DF s 54

55 fremmedfjendtlige diskurs har sat sit præg på befolkningen, da de det viser sig, at begge parter har langt mere tillid til hinanden, end de selv tror DF s konstruktion af dansk historie Danmark har gennem hele sin historie modtaget kulturelle påvirkninger fra verden udenom os. Disse påvirkninger omfatter hele den vestlige kulturkreds. Nogle påvirkninger er sket ved, at der er indvandret mennesker fra vore nabolande til Danmark og er blevet en del af [den] danske befolkning. Ydre påvirkninger er gennem hele vor historie blevet bearbejdet og formet til en del af det danske folks egenart, og sådan vil det også fortsætte i årene fremover. En begrænset indvandring til Danmark går næppe ud over sammenhængskraften i samfundet (Bilag 1/ 5:1). I dette citat kan vi se, at DF anerkender, at Danmark gennem hele sin historie har været udsat for kulturelle påvirkninger fra hele den vestlige kulturkreds, her bl.a. i form af indvandring. Alligevel har Danmark formået at bearbejde og forme en dansk egenart. Her er det på en måde indforstået, at selv om der ikke nævnes, om der er tale om positive eller negative kulturelle påvirkninger, så har Danmark og danskerne alligevel formået at tage sig af denne indvandring. Derefter har de formået at skabe den om til noget positivt for resten af samfundet, hvilket kan ses i det danske folks egenart, hvilket, i denne sammenhæng, er en helt igennem positivt ladet sætning. Alligevel lægger DF dog ikke disse dele af vores kulturkreds under for noget negativt, men hellere, at dem, der ikke er en del af den vestlige kulturkreds, nu er dem, hvis indvandring og kulturelle påvirkning skal begrænses. Når DF i dette citat nævner, at Danmark gennem hele dets historie har været udsat for påvirkninger, så undlader de at nævne, at disse ydre påvirkninger også kan være kommet i form af krige og ikke kun indvandring. Krige som, ifølge citatet fra Østergaard (Se kapitel 3.4 Dansk Nationalisme:32), indenfor de sidste 400 år alle er endt med nederlag, og de har alle været mod lande fra den såkaldte vestlige kulturkreds. Disse militære nederlag, som dengang medførte tab af territorier, midlertidig besættelse, tab af menneskeliv osv., forårsaget af medlemmer af denne såkaldte vestlige kulturkreds, har dog også været med til at forme den danske egenart. 55

56 Danskheden hos DF, der har formet denne egenart, kan historisk føres tilbage til Grundtvig og er skabt som modstykke til ydre påvirkninger fra den vestlige kulturkreds. DF s udsagn henviser til, at: Alt for mange lande forsømmer den folkelige udannelse som vi kender fra den grundtvigianske tradition (Bilag 1/33:2). Her er det dog problematisk, at DF ikke tager stilling til, at Grundtvig selv definerede danskerne og danskheden i direkte modsætning til tyskerne og tyskheden, som også er en del af den vestlige kulturkreds (3.4 Dansk Nationalisme:33). Diskursen trækker således på, at det var på Danmarks præmisser, og med dansk kontrol, at ydre påvirkninger modtoges. Angiveligt blev disse ydre påvirkninger uproblematisk formede og bearbejdede efter dansk forgodtbefindende. Derved underkendes og undlades vigtigheden af mange af de voldsomme omvæltninger, som krigene forårsagede. En meget alvorlig konsekvens af Napoleonskrigene var f.eks., at det danske samfund i 1813 gik statsbankerot og måtte derfor devaluere kronen (denstoredanske.dk, 2009). Således gør DF sig skyldig i at udøve kollektivt hukommelsestab i henhold til banal nationalisme, og dermed selektere i dansk historie, så den passer til deres konstruktion af virkeligheden. DF s diskurs underbygges og videreføres i deres udsagn i nyere tid, og de udøver ideologisk kontrol ved at fremhæve en bestemt forståelse omkring naturen af de ydre påvirkninger: Vi har i denne sammenhæng været begunstiget af, at vores land i det meste af historien har ligget på afstand af verdens største brandpunkter. Fremmede hære og fremmede folkeslag har kun i korte perioder af historien invaderet vort land, og har derfor ikke kunne omstyrte vores kultur, således som det har været tilfældet andre steder, herunder også i Europa (Bilag 1/22:1). DF s udsagn er af meget generel karakter, da den aldrig bliver konkret. Derfor kan DF konstruere historien på en måde, så læserne selv kan tillægge betydningen af i det meste og kun i korte perioder. Da formuleringen er så generel gøres det muligt, at man ikke vil tænke videre over konstruktionen. Konstruktionen undervurderer dog, at Danmark rent faktisk har været et af verdens brandpunkter og har været underlagt fremmede hære og fremmede folkeslag, eksempelvis under Anden Verdenskrig. Danskhedens ophav og det, at andre ikke kunne omstyrte vores kultur, som modsætningen til tyskheden, blev særdeles aktuelt i besættelsen i løbet af Anden Verdenskrig. Krigen må i dette tilfælde kunne betegnes som 56

57 en modtagelse af den vestlige kulturkreds, som mange danskerne ikke opfatter som positiv, og som ikke bare uden videre kan tilpasses det danske folks egenart. Derfor praktiserer DF, ud fra vores teoretiske perspektiv, banal nationalisme ved at huske selektivt. Derudover er det interessant at bemærke, at 4. Maj i Danmark er blevet et nationalt samlingspunkt, som danskerne uproblematisk kan slutte op omkring. Datoen er blevet reproduceret af flere generationers fejring af Danmarks befrielse og som selve modstandsbevægelsens sejr. En sådan fejring af, at vi blev frie og gjorde modstand mod besættelsen, er et udtryk for banal nationalisme, da dagen er blevet et nationalt symbol, som alle danskerne uproblematisk kan anvende uden selv at have oplevet det. Desuden trækker Danmarks befrielse på Andersons forestillede fællesskab, da det er en fejring af Danmark som vindende part af de allierede. Dette underbygges ved at skabe en romantiserende og forherligelse af den danske modstandsbevægelse, der aktivt modarbejdede den tyske besættelse. I realiteten foregik der en officiel samarbejdspolitik mellem besættelsesmagten og den danske regering frem til Ydermere var modstanden i de første tre år forholdsvis minimal (denstoredanske.dk, 2009). Et nutidigt eksempel på, at Danmark faktisk aktivt er med til at skabe rammer og betingelser for, at verdens brændpunkter skaber ydre påvirkninger på den danske egenart, er deltagelsen i krigene i Afghanistan og Irak. DF fremstiller situationen således: De fleste konflikter i den tredje verden, der generere flygtningestrømme er centreret i bestemte regioner og lokalområder. Lande som Afghanistan og Irak er domineret af en kultur, som bærer præg af stamme- og klantænkning med ganske særprægede normer for konfliktløsning og generel adfærd (Bilag 1/33:5). DF skaber her en forestilling om, at flygtningestrømme genereres i lande som Afghanistan og Irak. Her er kulturen stamme- og klanbaseret, hvilket i DF s optik afgjort er negativt ladede ord (lexicalization). De har ydermere særprægede normer for konfliktløsning og generel adfærd, men hvad vil det sige? Det er omvendt en ligeså særpræget form for konfliktløsning og generel adfærd, at DF s diskurs ikke ser sammenhæng med, at når Danmark er med til at føre krig i Afghanistan og Irak, så vil det også have menneskelige konsekvenser på flygtningestrømme. Nogle af de afghanere og irakere, som er en del af flygtningestrømmene, vil også på et eller andet tidspunkt nå til de danske grænser. Det er ikke indvandrere, der kommer frivilligt for alene at opnå en naturlig, bedre og rigere 57

58 tilværelse, med en bedre levestandard, som DF ellers beskriver det (Bilag 1/5:3). I stedet er det mennesker, som er flygtninge fra lande, hvor Danmark og dermed også DF - har ført, og fører, krig på den danske nations og demokratiets vegne. DF har derfor også et medansvar for deres status som flygtninge. I et teoretisk perspektiv kan Andersons beskrivelse af Janus-ansigtet være symptomatisk for DF s forståelse af tid i forhold til Danmarks indre og ydre påvirkninger. DF ser med det ene ansigt tilbage og konstruerer en fortid, hvor nationen har ligget fjernt fra verdens brændpunkter, og ikke er blevet invaderet. Samtidig modtages og omformes ydre påvirkninger så de tilpasses den danske egenart. DF s andet ansigt siger, at sådan vil det også blive i fremtiden. Ingen af ansigternes syn kan eller vil se på nutiden, og hvordan nationalisme også er tydelig i deres egen udsagn og beslutninger. Således er deres særprægede normer for konfliktløsning og generel adfærd i Afghanistan og Irak ikke alene en del af deres kultur, men også en konsekvens af politiske beslutninger, som DF har været med til at tage. I dette afsnit har vi beskæftiget os med citater, hvor DF har opstillet en dansk virkelighed, samt, hvilke trusler, der kommer udefra: Det er sådan, at Danmark er et land, hvor den evangelisk-lutherske trosretning er den officielle religion og derfor den eneste, som understøttes af staten. Ydermere er den (angiveligt) decideret uadskillelig fra folkets liv. Betydningen er derfor markant. Vi har tidligere nævnt, at DF betragter tolerance som en decideret dansk værdi (læs: nationalisme), men begrebet er kommet under angreb: DF opstiller det sådan, at man står overfor kræfter, som prøver at give begreberne ny betydning. Det vil så sige, at det ikke er i orden for DF at være skeptisk overfor de religioner, som DF betegner som fundamentalistiske, som skaber sekteriske miljøer, og som ikke har solidaritet med det danske samfund. Her er det i særdeleshed muslimske indvandrere, som DF lægger vægt på at fremhæve. Årsagerne til denne problemstilling er, ifølge DF, at disse muslimske indvandrere, som også synes vanskelige at integrere, skaber sekteriske samfund, dvs. ghettoiseringer, som ikke har nogen interesse i at være i kontakt eller udvise respekt, solidaritet, for det omkringliggende danske samfund. Dvs., at de kun vil nyde, men ikke yde, i det danske samfund. 58

59 Løsningen på sådan en problemstilling synes derfor at være, at man, ifølge DF, skal slå vagt om den luthersk-evangeliske kristendom, som har så stor en betydning for det danske folk. Dernæst bliver det udlagt som sådan, at alle muslimske indvandrere er uden tolerance, hvorfor det er nødvendigt at dæmme op for en fortsat indvandring af disse. Som følge af, at kun den officielle religion skal understøttes af staten, så skal andres religion ikke støttes på nogen måde, hvilket deres kultur heller ikke skal. På denne måde håber DF vel, at de indvandrere, som nu engang findes i det danske samfund, før eller siden slutter op om de danske værdier, som staten skal sørge for skinner igennem i samfundets hverdag. 5.3 DF s syn på demokrati Demokratiets grundlæggende idealer er hos DF et altoverskyggende positivt begreb, som man nærmest vilkårligt kan tillægge gode beskrivelser. Det er en klar normativ tilkendegivelse af, hvad de danske værdier er, og hvad, der bør karakterisere Danmark i fremtiden. Følgende citat, som allerede er analyseret i nationalistisk forstand i det foregående afsnit, kan også fortolkes ud fra et demokratisk synspunkt: For os er ytringsfrihed og ligeværd, frisind og tolerance, humor og flid blandt de danske værdier, vi sætter højest. Vi arbejder for et endnu bedre Danmark præget af samhørighed og sammenhængskraft, ansvarsbevidsthed og frihed, ligeværdighed og omsorg (Bilag 1/ 1:1). Sådan en forståelse af Danmark bygger på en forståelse af demokratibegrebet som implicit positivt ladede. Danmarks demokrati bliver pålagt at besidde alle disse iboende positive egenskaber, ud fra DF s udsagn, hvilket kan være med til at skabe en overhængende fare for at gøre demokratiet til et tomt begreb i en dansk kontekst. Hvis ytringsfrihed, humor og flid sættes som ligeværdige og lige vigtige, særligt danske værdier, begreber, som ikke umiddelbart hænger sammen, og som har vidt forskellige subjektive tolkninger, så kan danske værdier teoretisk set være hvad som helst. Samtidig opstiller DF nogle normative idealer for, hvordan demokratiet bør være og hvem, det arbejder hen imod. Her udøver de en form for ideologisk kontrol, idet DF beskriver for os er omkring de danske værdier. Så er det en form for ideologisk kontrol, der fortæller en bestemt sandhed om samfundets problemer. Det er indenfor vidt forskellige parametre, hvad DF så vil arbejde hen imod. 59

60 Fra samhørighed til omsorg, uden, at det problematisk fremstilles som demokratiske mål, uden, at der bliver fortalt, hvordan DF opnår dem, hvad de mener med begreberne, og om der vil være nogle indbyrdes modsætningsforhold i at opnå dem. Frihed og ligeværdighed kan godt blive problematiske at opnå lige store dele af, da der, i forhold til vores teoretiske perspektiv om demokrati hos Andersen, belyses, at det er nødvendigt at finde en balance mellem, hvor frie danskerne er og hvor ligeværdige de samtidig er. Danskerne kan simpelthen ikke være eller have lige meget af begge, da overvægten af de individuelle frihedsbegreber, eller det kollektive ligeværdsbegreb, vil mindske samhørigheden og sammenhængskraften i samfundet. Det demokratiske problem i DF s udsagn er tydeligt her, da samhørigheden og sammenhængskraften forudsætter en balance mellem de andre begreber. Det er vidt forskellige demokratiske mål, der kræver mange forskellige politiske beslutninger, men som her helt uproblematisk sidestilles som noget, man i DF s vision godt kan opnå samtidig. Demokratiet, dvs. det, som DF kalder folkestyre, har, foruden de positive danske værdier, som DF vil arbejde hen imod, også en potentiel udløbsdato. Den udløbsdato vil oprinde, og Danmarks fortsatte beståen afhænger af, ifølge monumentet fra DF, at danskerne skal være opmærksomme på, at de danske værdier er under pres og er truet. Danskerne vil dog fortsat overleve, hvis de vel at mærke agerer på bestemte måder: Det er danskernes ret og pligt at bevare, forsvare og videregive de afgørende værdier, som vores samfund er bygget på: Frihed og ligeret, frisind og tolerance, flid og personligt ansvar. Vi vil forsvare vores land og styrke de danske værdier, der er betingelsen for, at Danmark fremover kan bestå som et frit land, hvor det er værd at leve, og som danskerne kan være stolte af (Bilag 1/ 1:1). Løsningen på den trussel, som DF fremsætter som virkelig, ligger indlejret i forestillingen om interne og eksterne farer. Danmark skal forsvares imod noget eller nogen. Det er nødvendigt at skrive eksplicit, at det er magtpåliggende, at det er en klar ret og pligt, at alle danskerne målrettet handler aktivt for at bevare, forsvare og videregive de værdier, som danskerne, ifølge DF, besidder. Værdier som frihed og tolerance er vores, eller bliver tilskrevet at tilhøre DF og danskernes samfund, der samtidig bliver sat som synonyme med hinanden. Det er for DF to sider af den samme sag, og hvor begreberne bliver opstillet på 60

61 en måde, der gør det svært at være uenig. De fleste danskere vil være enige i, at frihed og ligeret, frisind og tolerance, flid og personligt ansvar er positive værdier. Problematikken opstår, hvis man går graver lidt dybere i spørgsmålet om, på hvilke måder og hvordan disse begreber skal forvaltes i Danmark. Her er det ikke alle danskerne, der deler DF s synspunkter og dermed stemmer på dem. Set i teoretisk perspektiv er de danske værdier i højere grad universelle demokratiske principper som næsten alle demokratiske nationer i en eller anden grad hævder at gøre krav på. Betydningen af som vores samfund bygger på bygger på at undlade, at andre demokratier også ville have en eller anden variation af samme værdier. Hvis danskerne ikke handler i overensstemmelse med DF ved at forsvare danske værdier, så vil vi forstået som DF og de danskere, der deler deres værdier i hvert fald handle. Eftersom det ifølge DF er danskernes ret og pligt at handle på netop denne måde, så må inaktivitet og handlingslammelse betyde, at de mennesker ikke længere kan kategoriseres som rigtige danskere i et nationalt fællesskab. I praksis er det måske ikke tydeligt, hvem eller hvordan, DF ville ekskludere etniske danskere, men ud fra Andersons perspektiv, så er det nærmere et forestillet fællesskab, som DF konstruerer omkring de danske værdier. De mennesker, der forestilles at være inkluderet, er nemlig alle danskere, da DF sætter lighedstegn mellem danske værdier, danskere og vores samfund. Lighedstegnet bliver sat af DF som en social konstruktion. Et udsagn, der ikke tager højde for danskeres forskellige tilhørsforhold, som kan være anderledes end en komplet enighed om at tilkende sig disse værdiers absolut gode værdigrundlag og potentielle uenighed i, at Danmark bedst forsvares ved at handle som sådan. Den ideologiske kontrol som DF udøver i dette udsagn bliver, at Danmark uden DF s forsvar ikke længere vil være frit, vil ikke længere være et land, der er værd at leve i, og danskerne selv vil ikke være stolte af det. Sådan et argument bliver understøttet af talen, Pia Kjærsgaard holdt under årsmødet 2008, hvor hun konkret hævder, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem den danske velfærd, den stramme udlændingepolitik og det danske demokratis fortsatte beståen (DF.dk/årsmødetaler, 2009). 61

62 5.3.1 Interne trusler DF definerer den første trussel som en intern fare for demokratiets fortsatte udvikling, som værende et demokratisk underskud: Der er stadig for stor afstand mellem de politiske beslutningstagere og befolkningen. Alt for mange vigtige afgørelser træffes bag lukkede døre uden tilstrækkelig folkelig debat og uden folkets støtte. Vælgernes mulighed for at vinde forståelse for og indsigt i politiske beslutninger forringes, når de får mangelfuld eller ensidig information om beslutningernes nødvendighed, nytte og omkostninger. Den forringelse af historieundervisningen, der er sket i de sidste årtier, fratager store dele af befolkningen muligheden for at vurdere politikernes indsats i et længere perspektiv og større sammenhæng (Bilag 1/ 1:1-2). DF s udsagn bygger på en opfattelse af, at det danske repræsentative demokrati, med en begrænset og indirekte styreform, som partiet selv er en del af, og har fået mere og mere indflydelse på via de seneste to folketingsvalg, ikke i tilstrækkelig grad afspejler folkets vilje. Hvis argumentet fra DF er, at afstanden stadig er for stor, og vigtigere afgørelser bliver taget uden tilstrækkelige folkelig debat og støtte, så kan der opstilles et argument, der påpeger, at det også må være gældende for DF s eget politiske virke. I kraft af deres funktion som støtteparti for regeringen, så har DF s mandater været udslagsgivende for, at regeringen overhovedet har kunnet mønstre et politisk flertal, som har lavet love uden om oppositionen, altså majoritetsstyre. Dermed har DF selv gjort det muligt, at de politiske beslutningstagere, som nødvendigvis må henvise til V, K og DF selv, i løbet af de sidste otte år har haft muligheden for at træffe vigtige afgørelser bag lukkede døre og udenom folkelig debat. Det strider dog i høj grad mod deres egne udtalelser i dette citat, når næstformand Peter Skaarup, i ugebrevet fra den 18. maj, udtaler, at han faktisk argumenterer for nødvendigheden med lukkede døre i nogle tilfælde. Således må hjemsendelsesaftaler af afviste irakiske asylansøgere, ifølge DF, ikke være en af de mange vigtige beslutninger, som bliver taget bag lukkede døre: Når irakerne er sendt hjem, vil Dansk Folkeparti foreslå, at hjemsendelsesaftaler i fremtiden hemmeligholdes, således at afviste asylsøgere ikke længere får mulighed for at spekulere i manifestationer til ære for medierne. Men det allervigtigste er, at afviste asylsøgere aldrig mere får mulighed for at opholde sig så længe i Danmark som irakerne (DF.dk/kirkebesættelse, 2009). 62

63 Dette kan virke problematisk, når DF i deres arbejdsprogram bruger meget plads og flere afsnit på netop at forholde sig til flygtningeproblematikker (se Bilag 1/ 5 og Bilag 1/ 33). Yderligere ville man kunne diskutere, om en mere direkte demokratisk styreform, hvor de vigtige afgørelser træffes med mere folkelig debat og støtte igennem flere folkeafstemninger, ikke i højere grad ville afvikle noget af DF s eget repræsentationsgrundlag. Dog vil flere folkeafstemninger, alt andet lige, betyde mere magt til folket, og mindre indflydelse til partiers repræsentanter i Folketinget. Spørgsmålet om, hvor lille den ideelle afstand så bør være, så ikke alt for mange vigtige afgørelser træffes udenom folkelig debat og støtte, bliver ikke oplyst af DF. Det er heller ikke sikkert, hvad for nogle vigtige afgørelser, der er tale om. I stedet fremstiller DF det som et socialt faktum, at forholdene er sådan, uden at være mere konkrete eller præcise i, hvad de mener. Efterfølgende bliver der anvendt ideologisk kontrol ved, at udsagnet kategorisk bliver opstillet som sandhed, i spørgsmål om når den information vælgerne modtager, er mangelfuld, ensidig information om nødvendighed af nytte og omkostninger. Det er overhovedet ikke et spørgsmål til diskussion om, hvem der giver denne information, det kunne eks. være V, K, oppositionen eller medierne. Det nævnes kun, at informationen er mangelfuld og ensidig. Kun en ting er sikkert i sådan en diskurs, som DF konstruerer, nemlig den implicitte forestilling om, at kun med DF ved magten ville vælgerne helt uproblematisk kunne have større debat og støtte, og de ville behandle information mere fuldstændigt og nuanceret. Historieundervisningens styrkelse ser DF som svaret på, hvordan vælgerne bedre kan vurdere politikernes indsats i et længere perspektiv og større sammenhæng. En diskurs, der hos DF betyder, at hvis ikke der havde været en forringelse af historiefaget, hvor forringelsen bliver fremført som en absolut sandhed, så ville historien alene kunne give et længere perspektiv og større sammenhæng. Hvilken del af historien, hvilket perspektiv og sammenhæng, der er tale om skal styrkes, bliver ikke italesat af DF. Ud fra vores teoretiske perspektiver hos Gundelach og Larsen kan der dog påvises, at der med stor sandsynlighed er tale om, at DF mener, at det er historieundervisning vedrørende Danmarks historie, der er blevet forringet. DF fremfører desuden følgende sociale konstruktion; i kraft af forringelsen af historieundervisningen, så er store dele af befolkningen ikke i besiddelse 63

64 af tilstrækkelig viden om deres egen historie. Hvem disse store dele af befolkningen er, og hvad de mangler i deres historieundervisning, er ikke en del af diskursens forklaring. Det er også interessant, at historieundervisningens indhold eller henvisning til, hvilke historiske begivenheder i Danmark, der skulle være relevante for et længere perspektiv og større sammenhæng, står uden yderligere forklaring. Her kan der igen henvises til Andersons Janus-ansigt, der ikke har en reel føling med nutid. Et udsagn fra DF, der konstruerer en diskurs, at hvis bare historieundervisningen styrkes, så vil store dele af befolkningen kunne påtage sig denne bedre vurdering. Diskursen kan føres videre i DF s udsagn og problematiseres ved, at selv om befolkningen opnår større indsigt i sin historie, så vil den historie, hvori man opnår indsigt, være til fortolkning og forhandling. Der er ikke nogle nationer, der har helt præcist de samme fortolkninger af historiske begivenheder. I et teoretisk perspektiv på dansk nationalisme, så vil danskernes f.eks. opnå andre forståelser af krigene i og 1800-tallet, end tyskerne og svenskerne, som danskerne kæmpede imod. De ville sandsynligvis have andre nationale perspektiver på udfaldet af de samme krige og deres betydning for netop deres nationsdannelse. Desuden ligger der heller ikke indbefattet i DF s diskurs en klar forklaring på, eller sammenhæng med, om mere og bedre historieundervisning om Danmark vil løse problemet med for stor afstand mellem politiske beslutningstagere og folket, manglende folkelig legitimitet og bevidst ensidig og manglende information. Derfor opstår der et problem ved, at selvom befolkningen får mere viden om dansk historie, så betyder det ikke nødvendigvis, at de kan, eller vil, anvende den nyvundne viden efter DF s hensigt. Det er en generalisering, der trækker på Danmarks fortid som eneste løsningsforlag, og derudover underkender andre videns- og fagområder, foruden andre samfundsforhold, som er nødvendige eller relevante for, at vælgerne kan løse denne problemstilling. 64

65 5.3.2 Eksterne trusler Hovedtruslen imod Danmark er af dog af en ekstern natur og årsagen til, at danskerne skal bevare, forsvare og videregive værdierne til kommende generationer. DF beskriver truslen i følgende citat: Til trods for, at der blev sat en bremse i for den massive indvandringsbølge, som var kendetegnende for Danmark frem til folketingsvalget i 2001 og den deraf følgende ændring af udlændingeloven i 2002, er problemerne med indvandringen stadig meget store og langt fra løst. Den voldsomme indvandring fra lande, der står fjernt fra den danske og europæiske kultur og livsform, har siden 1983 tilført landet en betydeligt og støt voksende gruppe af muslimer, hvoraf en del ikke ønsker at blive integreret i Danmark. Fanatiske muslimske imamers indædte kamp for at forhindre deres unge trosfæller i at vælge den danske frihed, udgør et større og større problem (Bilag 1/ 1:2). Truslens indhold er bygget på en ideologisk konstruktion, der er inddelt i flere udsagn i form af sociale konstruktioner, der underbygger og bekræfter hinanden til en samlet virkelighedsopfattelse. I det første lag af den ideologiske konstruktion påviser DF Danmarks underliggende problem, som er den massive indvandringsbølge, som stammer fra før DF selv fik politisk indflydelse i Med DF s bremse i form af ændringen af udlændingeloven i 2002 fremstår DF i deres egen konstruktion som det parti, der reddede Danmark. Når Danmarks kendetegn er den massive indvandringsbølge, så er der netop behov for en bremse som DF. Ved at konstruere antallet af indvandrere i diskursen som værende massiv, voldsom og støt voksende, tillægsord, der beskriver selve antallet som faretruende, så skaber DF også en retfærdiggørelse for nødvendigheden af en bremse. Indvandrernes antal, set som en trussel, bliver til den første sociale konstruktion, der pr. definition er farlig. Implicit er der nemlig en forståelse af Danmark som et lille land, hvor problemet med indvandring slet ikke er overstået, og at der ikke kan håndteres et stort antal indvandrere. Det er dog ikke alle indvandrere, som i udgangspunktet er en trussel (se afsnit 5.2). Det er derimod bestemte mennesker, som er problematiske i DF s konstruktion af trusselbilledet, der bygger videre på den påstand, at ikke alene antallet er farligt, men mere præcist er det disse menneskers kultur og livsform, som er en trussel mod Danmark. Således anvender DF mere synlig ideologisk kontrol ved at opstille endnu et socialt faktum: 65

66 Det at være muslim er selve truslen! Muslimerne står, ifølge diskursen, fjernt fra dansk og europæisk kultur og livsform, og yderligere, at en del ikke ønsker at integrere sig. Udsagnet, og de forestillinger, de trækker på, er problematiske på flere måder. Først i form af, at dansk og europæisk kultur og livsform tilnærmelsesvis ligestilles som enige i deres indstilling til at modtage indvandrere fra muslimske lande. Diskursens sammenligning er problematisk, da europæisk kultur og livsførelse langt fra er en entydig eller klart afgrænset størrelse. Der er adskillige europæiske lande, som har vidt forskellige kulturer, og som ikke kan sammenlignes med den danske i holdningen til muslimske indvandrere. Disse konstruktioner bliver videreført ved, at DF tillægger muslimerne og deres religion flere negative karakteristika. Her udøves diskursiv lexicalization, da disse karakteristika kan kategoriseres som negativt ladede, idet udsagnene skaber et socialt faktum: Det fortæller, at når der kommer indvandrere fra muslimske lande, så er deres kultur og leveform ikke danske og så vil en del af dem ikke integrere sig. Derudover er der en interessant opdeling blandt muslimer, hvor de religiøse autoriteter, imamerne, per definition er fanatiske, så har de unge trosfællers ikke samme fanatisme. Det interessante ligger i, at indvandrere med muslimsk kultur og leveform så alligevel ikke står fjernt fra den danske, så længe de bare er unge. Hvor grænsen går mellem fanatiske imamer og unge trosfæller i DF s udsagn bliver ikke begrundet, men den ideologiske kontrol kan konkret ses, når DF argumenterer, at imamer er fanatiske. Deres formål er at kæmpe en indædt kamp, så deres unge trosfæller ikke vælger den danske frihed. Virkeligheden, som DF ser den, er, at imamer simpelthen hen ikke har et andet formål med tilværelsen i Danmark end at forhindre deres unge trosfællers valg af den danske frihed. De unge trosfæller ville, hvis de bare kunne vælge, således altid vælge den danske frihed. En frihed, der er forstået som alt, hvad de fanatiske imamer ikke er, uden konkret at påvise, hvad dansk frihed betyder for de unge trosfæller på noget tidspunkt, eller på hvilke måder imamerne er fanatiske. Om valget af dansk frihed betyder, man er en del af dem, som gerne vil integreres, bliver efterfølgende en implicit antagelse i diskursens ideologiske konstruktion. Ligesom den antagelse, at unge muslimer altid vil vælge dansk frihed til og fanatiske imamer fra, hvis de havde muligheden for at vælge. Det bliver endnu mere problematisk, da DF s diskurs opstiller nogle meget absolutte kategoriseringer som sociale fakta, at man således ikke både kan være muslim og have 66

67 dansk frihed. Ifølge DF er der er ingen mellemvej, for muslimer er som udgangspunkt et problem, der er kommet til Danmark, og det skal løses med strengere udlændingepolitik. Derfor vil vi i det følgende afsnit analysere og diskutere, hvordan disse gruppers plads er i Danmark i forhold til medborgerskab Medborgerskab I Danmark tegner der sig et billede af, at der foreligger en stor udfordring i at inkludere nye medborgere i det danske samfund. Indvandrere har svære kår, da de ikke deler majoritetsbefolkningens normer og har svært ved at leve op til de krav, der bliver stillet. Desuden ser majoritetsbefolkningen sig selv som en homogen størrelse (Kapitel 4.1), og derfor findes i fremtiden store udfordringer for det danske vældfærdssamfunds inklusion af de tilflyttede kulturer og religioner. Denne udfordring har DF en helt klar og tydelig holdning til, og det er, hvad vi vil undersøge i dette afsnit. Mogens Camre 24 har udtalt følgende om indvandrere med muslimsk baggrund: Fejlen er, at man har troet, at man kunne integrere mennesker, som ikke er kommet for at blive integreret, men for at erobre nyt territorium. Alle de EU-lande, der ligesom Danmark kritikløst har ladet store grupper af mennesker fra den muslimske verden indvandre, har præcis de samme problemer. (...) Bandekrigens årsag er, at befolkningseksplosionen i de muslimske lande har skabt en udvandringsbølge af mennesker, som ikke kan finde arbejde, funktioner, muligheder i deres egne lande. De strømmer til et udviklet Europa, som ikke har brug for dem, og de kommer med forskruede holdninger til livet og verden og de er i gang med at ødelægge Europa på samme måde, som de og deres kultur har ødelagt de lande, de kommer fra (Nordjyske.dk, ). Når Mogens Camre kommer med udtalelser af denne karakter synes det at være nærliggende at spørge om, hvorvidt det på nogen måde er muligt, at man som udefrakommende overhovedet kan opnå at blive inkluderet som medborger i det danske samfund? Dette skal ses i lyset af Camres negative syn på de tilflyttede folk, hvor hans hovedargument imod dem er, at de kommer til Danmark for at erobre ikke kun landet, men 24 Mogens Camre: MEF Dansk Folkeparti, MEP (1999-), folketingskandidat for Dansk Folkeparti i 2007; tidl. MF for Socialdemokratiet ( ) 67

68 hele Europa. Dette må siges at give et særdeles dårligt udgangspunkt for en inklusion af andre kulturer i Danmark. Camre følger op med følgende påstand: ( ) de strømmer ind til et udviklet Europa, som ikke har brug for dem (Nordjyske.dk, ). Når Danmarks tredjestørste partis repræsentant siger sådan, kunne det derfor være interessant at stille spørgsmålet om, hvordan sådan en udtalelse kan være til gavn for integrationen af de hertil kommende indvandrere? Ligeledes synes der at være en uoverensstemmelse mellem DF-medlem Mogens Camres ytringer og den holdning, DF ytrer i deres mærkesager under udlændingepolitik: ( )hjælper ( ) som noget helt selvfølgeligt mennesker, som flygter fra livstruende situationer (og) ( ) giver dem beskyttelse i vores land (Bilag, 2:1). Derfor er det nærliggende at undersøge, hvad DF s officielle syn er på dette spørgsmål om indvandreres inklusion i det danske medborgerskab. Dertil har DF ytret følgende i partiets arbejdsprogram: Indvandrere skal tilbydes et integrationsprogram, der indeholder undervisning i dansk, i danske samfundsforhold m.v. Integrationsprogrammet skal sætte indvandreren i stand til at begå sig i Danmark og i at blive selvforsørgende. Mange indvandrere savner elementære kundskaber og er (...) hæmmet af et forældet menneskesyn og mangel på tolerance overfor anderledes tænkende. Vi skal ikke tillade, at der opstår et parallelt samfund i Danmark med muslimske værdier og normer (...) og andre muslimske skikke (Bilag 1/ 5:8-9). Det positive i DF s konstruktion af det danske folk er, at det danske folk er garanten for, hvad det vil sige at være dansk statsborger, i og med, at folket ikke behøves undervisning i, hvordan man begår sig i det danske samfund. Det ved danskerne allerede på baggrund af et bredt og indgående kendskab til de forskellige dimensioner af deres kultur. Et kendskab, der indlejres i danskerne gennem de forskellige institutioner, f.eks. undervisningen i skolerne. Dermed er det danske folk allerede indgået i medborgerskabet. Det negative ved indvandrerne er, at de for det meste kommer fra lande, der ikke har udstyret dem med vestlig, demokratisk tankegang, men derimod et forældet menneskesyn. Dette menneskesyn gør, at man som indvandrer, der ønsker at blive en del af det danske medborgerskab, skal undervises i danske normer og værdier, udføre dem i dagligdagspraksis, og derved fralægge deres egne ikke-vestlige mentalitet. Hvis ikke 68

69 muslimske indvandrere følger denne undervisning, men derimod vil fastholde deres muslimske værdier, ville frygten være, at danske værdier overrumples af muslimske værdier. Dette er ikke en fremtid, DF ønsker udført, så hvis medborgerskab skal opnås, må man som indvandrer undervises i danske medborgeres normer og værdier. Er det muligt, at DF ikke overser eller glemmer at iberegne den store del af de danske borgere, som allerede er en del af det danske medborgerskab, og som til dato ikke kan begå sig i Danmark og er i stand til at forsørge sig selv. Her kan eksempelvis igen (se kapitel 5.2) nævnes marginaliserede samfundsgrupper som narkomaner, alkoholikere etc. Endvidere synes DF også at mangle det aspekt, at der rent faktisk forefindes indvandrere med muslimsk tro, der godt kan begå sig i Danmark. På den ene side praktiserer og anerkender de det danske samfunds værdigrundlag, der er forudsætningen for at indgå i et dansk medborgerskab samtidig med, at de er muslimer, og derfor også udfører de forskellige ritualer, som religionen måtte medføre. En anden vigtig del, som er en forudsætning for at indgå i medborgerskabet, angår det ægteskabelige: Dansk folkeparti støtter 24-års reglen, der betyder, at begge ægtefæller skal være over 24 år for at kunne familiesammenføres i Danmark. At ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark skal være større end deres samlede tilknytning til et andet land. At den herboende er dansk (...) statsborger (...) bor fast i landet, råder over egen bolig af rimelig størrelse, kan forsørge sin udenlandske ægtefælle, stille en økonomisk sikkerhed på kr. mod i dag godt kr., til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til ægtefællerne, samt ikke har modtaget offentlig hjælp til forsørgelse inden for de seneste 3 år mod i dag 1 år (Bilag: 1/ 5:11). Den massive indvandring, der har fundet sted: ( ) gennem de sidste årtier af det 20. århundrede (Bilag 1/ 5:1). har medført en trussel mod det Danmark, der ellers: (...) Er blevet udviklet til et af de mest frie, lige og rige samfund i verden. (bilag: 1/ 1:1) Nu står man overfor den trussel, at indvandrere med en ikke-vestlig baggrund kommer her til landet. Dette kan i sidste instans medføre, at de danske værdier, som er repræsenteret gennem medborgerskabets uskrevne regler, trænges i baggrunden til fordel for helt nye og helt ukendte retningslinjer. Denne tanke har DF eksempelvis gjort op med, med deres støtte 69

70 til loven om 24-års reglen. Løsningen foreligger i, at hvis man som borger i Danmark ønsker at indgå i et ægteskab, er det en forudsætning, at det sker på et ordentligt grundlag, som igen stemmer overens med vestlig tankegang. Dvs., at man ikke kan give tilladelse til, at indvandrere (eller Herboende udlændinge (Bilag 1/ 5:11)) begynder at spekulere i familiesammenføring, hvis det kun ville medføre en endnu større indvandring af folk med en ikke-vestlig kultur DF s løsningsforslag Ifølge DF har Danmark: (...) Gennem hele sin historie modtaget kulturelle påvirkninger fra verden udenom os Men det, der her er opstået som problem er, at hvor det tidligere var påvirkninger fra den vestlige kulturkreds, er påvirkningerne i dag ikke kun bestående af indvandrere fra de ikkevestlige lande. Det er tilmed folk, der ikke deler den samme kulturforståelse med resten af vesten herunder Danmark og hvis egne samfund ikke har kunnet finde ud af at skabe egen bæredygtig udvikling. DF mener, at denne indvandring ville være med til at skabe en ubalance i det danske velfærdssystem og skabe asymmetri i den danske kulturforståelse. Danmark er nemlig først og fremmest Danskernes land, og det ville ikke længere være sådan, hvis Danmark skal modtage mennesker: (...) som forkaster det kulturgrundlag, der har skabt vores land (Bilag 1/ 5:1). Et af de løsningsforslag, DF fremfører i deres politik, er, at man indfører skærpet kontrol med indvandringen. Et forslag er den førnævnte 24-års regel. Her er formålet i første omgang dels at undgå den ikke-vestlige familiestruktur i form af giftermål med tæt beslægtede familiemedlemmer. 25 Dels at undgå, at dem, der måtte komme hertil, ikke skal ydes nogen former for social eller økonomisk bistand. Derfor skal den herboende ægtefælle være i besiddelse af en vis økonomisk kapital, igen for at bevise, at vedkommende er i stand til at forsørge sig selv i almindelighed, og i særdeleshed sin ægtefælle. Såfremt den kommende ægtefælle skulle have brug for offentlig bistand, er det den herboende 25 DF foreslår, at Udlændingeservice, så vidt det ville være nødvendigt, foretager dna-undersøgelser for at fastslå, at der ikke er direkte genetiske relationer mellem dem, der skal giftes (Bilag 1/ 5:11). 70

71 ægtefælles ansvar at kunne stille med den fornødne kapital, da den tilflyttende ikke ifølge DF har bidraget til samfundet, og derfor ikke kan modtage offentlig støtte. En anden løsningsmodel er, at DF gerne ser, at de familiesammenførte skal underskrive en integrationserklæring (Bilag 1/ 5:11), og derved forpligtige sig til at internalisere det, DF argumenterer for, er danske værdier. Her er der tale om, at de skal sørge for at tilegne sig et grundlæggende kendskab til strukturerne i det danske samfund, hvilket man bl.a. skal vise kendskab til via en indfødsretstest (Se Bilag 6). Den skal man som kommende borger i Danmark tage, før man kan blive dansk statsborger. I denne test skal vedkommende skriftligt udvise alment kendskab til dansk kultur, danmarkshistorie og de danske samfundsforhold. Samtidig skal man ligeledes forpligtiges til aktivt at deltage i ens børns eventuelle danskuddannelse (Bilag 1/ 5:11ff) for at sikre videreførslen af danske kulturelle værdier og normer Diskussion af DF s løsningsforslag Det er interessant at se på de tiltag, der skal til, så udefrakommende får mulighed for at blive inkluderet i medborgerskabet. Der er en grund til undren, der ikke alene leder hen til spørgsmålet om, hvor mange af de i forvejen inkluderede medborgere i det danske samfund, der sidder inde med et så stort kendskab til dansk historie, dansk kultur og danske samfundsforhold, at de også samtidig ville være i stand til at bestå testen (Bilag 6). Ligeledes kan man ikke lade være med at se på, hvor lang og snørklet en vej, der er til, at man i sidste ende vil kunne kalde sig for dansk statsborger, og derved inkludere sig selv som medborger på lige fod med andre danske stats- og derved medborgere. Bl.a. skal man kunne teste indvandrere i det, man kunne kalde et bredt kendskab til almen viden om, hvad der er dansk, som så er kategoriseret inden for forskellige emner som f.eks. historie, sprog og samfund. Der er altså med andre ord temmelig mange regler og krav, som skal følges og overholdes for at kunne opnå at få et rødbedefarvet pas. Man skal følge et stramt integrationsprogram, så man kan lære om og internalisere de danske værdier, således, at man undgår et samfund, der varetager andre interesser end dem, der er danske, eller som DF kalder det, så man 71

72 undgår et parallelt samfund. Man skal være selvforsørgende med eget hjem og økonomisk stabilitet, således, at man er i stand til at forsørge sin kommende ægtefælle og, ikke mindst, skal man aktivt integrere sine børn til at opnå de danske færdigheder. Men alligevel synes der at være en uoverensstemmelse med deres egen politik, for hvis alt dette skal fuldføres for at kunne inkluderes i medborgerskabet, mangler der så ikke den detalje, at man på trods af, at man opfylder de stillede krav, alligevel ekskluderes? I og med, at man som tilflytter ikke har samme rettigheder til det, DF også anser som en stor dansk værdi, og sætter lig med medborgerskab, nemlig mulighed for hjælp fra det offentlige, såfremt dette måtte være nødvendigt (Bilag 3:3ff). Hvis den tilkommende ikke har mulighed for at benytte offentlige institutioner, fordi det er den herboende, der skal sørge for at være i så økonomisk gode forhold, bliver den tilkommende alligevel ekskluderet, fordi han eller hun ikke har lige rettigheder. Det vil her sige ligeligt adgang til offentlige ydelser. Det er oplagt at bringe den banale nationalismes eksempel på remembering and forgetting i spil. Man kan her argumentere for, at der synes at være et kollektivt amnesia her, i og med, man har glemt, hvorfor det danske velfærdsystem blev etableret. Man har ligeledes glemt, hvad der var formålet med denne etablering. Det var netop det, at alle medborgere, på lige vilkår, skulle have fri adgang til offentlige institutioner, og hvor ingen skulle komme før andre, eller have førsteretten til forskellige former for hjælp fra samfundet. I dag står de offentlige institutioner som symboler og repræsentanter for de goder, det danske velfærdssamfund giver. Det er så indlejret i dansk mentalitet, og derved banalt, at det først ville blive bemærket, hvis velfærdssystemet ikke var her mere. Derfor er den banale nationalisme, med dens remembering og forgetting med til at gøre, at danskerne ikke stiller sig undrende overfor de tiltag, DF har, hvad angår synet på medborgerskab. Man kan sige, at selvom man som tilflytter opfylder de krav til medborgerskabet, som DF stiller, så er det alligevel svært at blive inkluderet som en medborger på lige fod med andre. Dette, hvis man ikke har samme adgang til velfærdssystemet, i og med, at det er den herboende, der selv skal sørge for at betale for evt. offentlige ydelser og ikke selve samfundet. På den baggrund ekskluderes en medborger, der i forvejen ikke altid har været dansk, fra det 72

73 medborgerskab vedkommende har kæmpet sig frem til endeligt at blive en del af. Der opstår endnu flere problemer, som giver oversag til yderligere undren, da DF s plan for at integrere indvandrere med undervisning i dansk historie, kultur osv. med det formål, at indvandrere opnår adgang til det danske medborgerskab. Dog er det ikke så simpelt, hvor man kan nøjes med indsigt i dansk historie og sprog, da udgangspunktet fra Mogens Camre er følgende: Intet af det, der er gjort for at stoppe udviklingen er tilstrækkeligt. Nok har Dansk Folkeparti fået strammet indvandrerlovgivningen, men det er langt fra nok. Vores samfund har en voksende underklasse af mennesker, som aldrig vil blive integreret, men som dag for dag vil rive det danske samfund i stykker, fordi den islamiske kultur ødelægger ethvert samfund. Islam hører ikke til i Europa og vores første prioritet må være at repatriere muslimerne. Islam truer vores fremtid, og vi vil hindre, at islam sætter nogen dagsorden i Europa. Den tro hører til i en mørk fortid og dens politiske mål er lige så ødelæggende som nazismens. Islam skal ikke have muligheden for at tage Europa fra os (Grundlovstale: Rhododendronparken, Brønderslev, ). 26 Med dette citat fra Camre kunne man argumentere for at det nu ikke længere handler om at internalisere de kulturelle danske værdier, som hans parti lægger op til. Nu er udgangspunktet, at muslimer i kraft af deres religion ikke på noget tidspunkt har mulighed for at blive integreret i det danske samfund. Vi kan altså her pointere, at det ikke længere handler om de lovformelige paragraffer, som DF har været omdrejningspunktet for at få indført (24 års reglen etc.). Når alt kommer til alt handler det i stedet om ens religiøse overbevisning. Camres udgangspunkt er, at muslimer er et ødelæggende og truende element i det europæiske samfund. De går så vidt som at sammenligne religionen islam med en totalitær, altødelæggende ideologi, som nazismen. Derved konstruerer og definerer Camre islam som en ideologi, der kendetegnes ved dens destruktive kraft og som for alt i verden må hindres. Det er meget problematisk at stigmatisere en hel befolknings gruppe, der vedkender sig en bestemt trosretning, og samtidige hævde, at de er af en bestemt ideologi 26 Vi er klar over at dette citat er fremsagt af et medlem af DF og derfor godt kunne være et udtryk for Camres egne holdninger. Men eftersom det er sagt (offentligt) i forbindelse med grundlovsdag, er her tale om ytringer, der ikke kun står for Camres egen regning. Han taler her samtidig på DF s vegne, netop fordi han, såvel som andre politikere, på grundlovsdagen er ude i landet for at promovere, dels deres partier, og dels deres partiers politiske standpunkter. 73

74 (islam). Der sker en lexicalization, af betegnelsen islam, som bliver sat i forbindelse med en masse negative værdier, samtidig med, at religionen helt misvisende bliver brugt som en ideologi. Dette er problematisk, da den kun synes at reflektere over de negative aspekter, og derfor undlader at fremhæve og reflektere over andre mulige vinkler eller måder at anskue islam. Det vil med andre ord sige, at det er helt utænkeligt, at alle muslimer i Danmark har det samme ideologiske standpunkt og derved er en homogen størrelse. Selvom de fleste af DF s vælgere muligvis er af kristen overbevisning, er det med al sandsynlighed ikke alle. Dette er med til at sige, at man ikke, på trods af, at bestemte grupper deler samme religiøse overbevisning, kan homogenisere bestemte grupperinger. Dvs., at selv om man har samme religion, så følger man ikke nødvendigvis den samme ideologi. 5.4 DF s Kultur ideologi og ideer Ud fra vores analyse af DF s opfattelse af nationalisme og demokrati kunne vi overordnet påpege nogle strømninger, der knyttede de to begreber tæt med kristendommen. Evangelisk-lutherismen (som DF betegner trosretningen i Bilag 1/ 3:1) blev gennemgående brugt som begrundelse for denne udvikling, som nationen og demokratiet har gennemgået i Danmark. Dette samtidig med, at samspillet mellem kristendommen, nationen og demokratiet bliver udstillet for at være en uproblematisk, sammenhængende og uadskillelig proces, der har skabt det danske samfund. Kun denne kombination kan derfor skabe demokratiske veludviklede lande. For at sige det med andre ord tilskrives religionen i DF s ideologi en central rolle i Danmarks udvikling gennem de sidste mange år. Derfor er det meget interessant at undersøge, hvad de mener, der ligger til grund for dansk kulturs udvikling. Når man sætter sig ned og læser DF s afsnit, der slet og ret hedder Kulturpolitik synes der at være visse udsagn, der glimrer ved dets fravær. DF skriver under overskriften Hvad er kultur? en række tiltag, som partier anser som værende dansk kultur. Det interessante her er, at der i princippet kun nævnes et enkelt begreb, hvis indhold ikke behøves nogen større fortolkning for at kunne tilegnes en kulturel værdi (eller endda en nationalistisk eller demokratisk fortolkning). Det, vi refererer til her, er det danske sprog. Når man efterfølgende læser videre, er det iøjnefaldende, at de andre begreber, der nævnes som 74

75 værende kardinalpunkter for dansk kultur, findes begreber, der kræver analyse og fortolkning. Således, at man derved forstår, hvad der menes med disse som værende en del af dansk kultur. Eksempelvis nævnes, at dansk kultur er summen af de værdinormer, sædvaner, tro, traditioner og den religion, som danskerne har. Det giver imidlertid grund til undren, for hvilken betydning skal eller kan man tillægge disse begreber? Her er man nødt til at foretage en fortolkning, hvilket nødvendigvis må gøres ud fra andre dele af DF s arbejdsprogram DF s kulturopfattelse I dette afsnit vil vi forholde os til DF s opfattelse af dansk kultur ud fra følgende diskursive ideer. Vi vil dele ud af vores viden om, hvordan økonomisk og sociale udvikling og stabilitet skabes, men vi vil ikke påtvinges indvandring af mennesker, som forkaster det kulturgrundlag, der har skabt vores land og som ikke kan forsørge sig selv. En fortsættelse af de seneste årtiers indvandring fra lande uden for den vestlige kulturkreds (...) (Bilag 1/ 5:1). I dette citat findes eksempler på, hvad den danske kultur består af. Det kobler dansk kultur med økonomisk og social udvikling, samt stabilitet. Det udlægges sådan, at Danmark er i en position, hvor det kan dele ud af sin viden til andre lande. Samtidig kan der ud fra citatet ses en trussel, som består i en indvandring af mennesker, som ikke har økonomisk og social udvikling eller stabilitet i deres kultur, og som alle sammen forkaster vores kulturgrundlag. De er heller ikke i stand til at forsørge sig selv, og her kan man argumentere for, at der er tale om en generalisering af mennesker fra ikke-vestlige lande. Når DF nævner, at indvandrere ikke kan forsørge sig selv, så ligger der implicit et paradoks, hvori forstås, at hvis argumentet skulle være gyldigt, så ville alle danskere kunne forsørge sig selv. Derfor ville der ikke være behov for de goder, velfærdsstaten giver, hvilket ville medføre en afvikling af velfærdsstaten. Her ville der derfor ikke være brug for den store offentlige sektors sikkerhedsnet, som DF i udgangspunktet ellers er fortaler for (Bilag 3:4). I citatet indskriver DF også landets befolkning i en kontekst, hvor alle er medlemmer af ét bestemt kulturgrundlag, samtidig med, at de undlader at nævne de historiske betingelser, som ikke altid har været positive, og som over længere tid har skabt grobund for det 75

76 Danmark, vi kender i dag. Østergaard refererer til dette som de 400 års konsekvent gennemførte militære nederlag (Østergård, 2006:26). Kulturen og dens betingelserne har der således altid været kæmpet for og om og vi har eksempelvis omdannet militære nederlag til noget positivt. DF nævner, at indvandrere generelt er en trussel for vores kulturgrundlag, hvilket giver et interessant perspektiv, hvis man sidestiller DF s udtalelser med den undersøgelse, som den liberale tænketank CEPOS har foretaget i samarbejde med Danmarks Statistik. Undersøgelsen gik ud på at undersøge indvandreres holdning til frihedsrettigheder. Her er der tydelige kvantitative beviser for, at DF s påstand om, at udlændinge forkaster dansk kultur (ytringsfrihed, frisind, tolerance, frihed, ligeværd (Bilag 1/ 1:1)), ikke er sande, da 77 % nydanskere 27, mener at dansk lovgivning ikke i højere grad bør afspejle Sharialovgivningen. 28 Denne forholdsvise store del af nydanskere, der er adspurgt, repræsenterer et solidt flertal fra muslimske lande (Bilag 5:4), og de har øjensynligt ikke til hensigt at forkaste det danske kulturgrundlag, hvor den demokratiske lovgivning er en grundfæstet bestanddel (Bilag 1/ 1:1). ( ) Danmark, ligesom de andre nordiske lande, adskiller sig så meget fra det meste af den øvrige verden. Hvad er grundlaget for demokratiet, for den høje produktion, for velfærdssamfundet og for den høje grad af fredsommelighed, der hidtil har kendetegnet det danske samfund? Det er åbenbart, at de nævnte kvaliteter er indbyrdes forbundet, men bag dem ligger de særlige holdninger til tilværelsen, som er indeholdt i begrebet dansk kultur. Kulturen består af summen af det danske folks værdinormer, tro, religion, sprog, sædvaner, holdninger og tradition (Bilag 1/ 1:1). Her er dansk kultur gjort synonymt med positivt ladede ord som demokrati, høj produktion, fredsommelighed og velfærdssamfundet. Dette fremstiller dansk kultur som noget unikt, der bærer præg af en særlig karakter, som ikke er at finde andre steder bortset fra de nordiske 27 Danmarks Statistik definerer nydansker, som en person, der er født i udlandet, eller hvis begge forældre er født i udlandet. 28 Sharia-loven bliver af DF fremstillet som værende udtryk for muslimers generelle frihedsopfattelse eller mangel på samme. DF nævner ofte, at muslimer ville vælge Sharia-lov frem for Grundlov. 76

77 lande. I og med, at det er unikt for de nordiske lande, så udelukker det, at andre ikkenordiske landes kultur kan være i stand til at skabe et lignende samfund. Kulturen, med dens mange facetter, har dog i tidens løb gennemgået en række transformationer. De foregivne værdier har derfor ikke været givet på forhånd, men er noget, man har kæmpet for gennem historien. Eksempelvis er velfærdssamfundet en forholdsvis ny institution, som derfor ikke altid har været en del af den danske kultur. Ligeledes nævnes fredsommeligheden også som et positivt element i den danske kultur. Man synes bare endnu engang at overse de forskellige konflikter, Danmark alene de sidste par år har gennemgået. F.eks. hele Nørrebro-problematikken, samt Danmarks aktive deltagelse i krigen i Afghanistan. DF eksplicitere, at kulturen (kun) består af det danske folks værdinormer, såsom religion, sædvaner etc. Derved undlader man her at nævne, at der rent faktisk godt kan foreligge den mulighed, at andre, der måtte tilhøre en anden kulturtradition, godt kan internalisere disse danske værdier på trods af evt. tilhørsforhold til andre end de decideret danske kulturtraditioner. Dette kan også understøttes af CEPOS undersøgelse af muslimske indvandreres holdning til frihedsrettigheder (Bilag 5). Da størstedelen af indvandrerne ikke vil genindføre Sharia-lovgivning, så tyder det på, at de til en vis grad har internaliseret de danske værdier. Hvis man skulle skabe et indhold i de begreber, DF benytter sig af, nu de taler om, hvad der er dansk kultur, ses der tydelige referencer til kristendommen. Derfor kan man argumentere for, at DF anser kristendommen som værende omdrejningspunktet og selve fundamentet for dansk kultur. Men når de siger sådan kunne en tolkning være, at der ikke er plads til, at andre religioner kan sidestilles med den danske, dvs. kristendommen. Ligeledes kan andre religioner heller ikke være berettigede til at have samme forhold som kristendommen, 29 for som DF argumenterer, så skal: Folkekirken ( ) skal fortsat være det danske folks kirke ( ). Det betyder,( ) at kun den evangelisk-lutherske kirke er og bør være understøttet af staten (Bilag 1/ 3:1) Dette selvom andre religioner ikke har samme muligheder for udøvelse (på trods af, at DF 29 Her tænkes bl.a. på opførelse af muslimske moskeer eller gravpladser. 77

78 også argumenterer for religionsfrihed (Bilag 1/ 3:1), f.eks. i Morten Messerschmidts udtalelser i Jyllandsposten. Her opponerer Messerschmidt mod en eventuel oprettelse af en moské (JP Århus, ). Her er der et yderligere aspekt, der kalder på en vis opmærksomhed, for DF s syn på religion her, med henblik på islam, synes at have en helt anden agenda end bare, at det danske samfund ikke skal yde statsstøtte til religioner som islam. Når man læser udvalgte citater fra medlemmer af DF, som ligeledes har udtalt sig på vegne af partiets politiske ståsted, ses der tydelige markeringer af, at det i høj grad handler om en dæmonisering af muslimer. Islam og den gruppe, der praktiserer islam, er således alle sammen indvandrere. Sådan stærk en påstand skal der selvfølgelig argumenteres for, og derfor er det nærliggende at se på en udtalelse fra Pia Kjærsgaard om nutidens indvandrere, som hun beskriver således: Nutidens indvandrere er for det meste mennesker fra den tredje verden og hovedsagelig muslimer, som ikke har nogen som helst vilje til at blive en del af danskheden. Tværtimod ankommer disse mennesker med bagagen fuld af noget helt andet. De kommer ofte med den dybeste foragt for alt vestligt, for alt dansk og for alt kristent. De kommer med bagagen fuld af mandschauvinisme, af rituelle slagtninger, af omskæring af pigebørn og af kvindeundertrykkende tøj og traditioner, som hører hjemme i den mørkeste middelalder. Og frem for alt ankommer mange med bagagen fuld af religionsfanatisme, bedreviden og arrogance (Årsmødetale, ). DF s formand giver en fyldig beskrivelse af muslimske indvandrere, som beskrives som værende en homogen størrelse uden vilje til at blive en del af det danske samfund, men som i stedet kommer til Danmark med en bagage fyldt med noget helt andet. De har oftest den dybeste foragt for alt vestligt, dansk, kristent, samtidig med, at de er mandschauvinistiske, omskærer pigebørn og undertrykker kvinder osv. Denne her lange beskrivelse af, hvad der karakteriserer muslimske indvandrere, kan kun tolkes som en generalisering af en hel befolkningsgruppe, der bekender sig til islam som trosretning. Det interessante er at Kjærsgaard mener, at disse folk hører hjemme i middelalderen, og det fastholder indvandreres udviklingsstadier i negative stereotyper. 78

79 På et senere tidspunkt har Pia Kjærsgaard udtalt følgende: Det har været nævnt, at den 11. september blev anledningen til en kamp mellem civilisationerne. Deri er jeg ikke enig. For en kamp mellem civilisationer ville jo betinge, at der var tale om to civilisationer, og det er ikke tilfældet. Der er kun én civilisation, og det er vores (Sagt under Folketingets åbning, ). Der er i dette citat overhovedet ingen refleksioner om, hvorvidt disse mennesker er i besiddelse af nogen form for kulturelle værdier eller civilisation. Der er kun argumenteret for, at så længe indvandrere ikke er i besiddelse af danske værdier, med andre ord ikke er kristne, kan de ikke betegnes som værende kulturelt orienteret eller i besiddelse af nogen form for civilisation Ideanalyse af DF s kulturopfattelse Nogle af de forhold, der efterlader stor undren i DF s ideologiske konstruktion af den sociale virkelighed, er de kulturelle trusler fra ikke nordiske/vestlige lande i form af den tidlige masseindvandring. DF argumenterer for, at de socialt konstruerede fakta omkring deres kulturforståelse medfører, at dansk kultur presses udefra af andre med en helt anden kulturtradition og kulturforståelse, som ikke vil kunne være forenelig med den danske. Ifølge DF er årsagen til, at den tidligere masseindvandring af muslimer er problematisk, at den forrige regering havde en særdeles svag udlændingepolitik. Den regering stillede ikke krav og gjorde ingenting for at integrere disse muslimske indvandrere (jf. Bilag 1/ 5:2ff ). Desuden vil DF ikke: ( ) acceptere, at de overgreb på mennesker, som er udbredte i en række fremmede kulturer, videreføres i Danmark ( jf. Bilag 1/ 5:3). DF vil, for at imødekomme denne kulturelle trussel, højne det, de anser som værende essentielt for den danske kulturs fremtidige beståen. De konkrete tiltag bygger på, at der skal højere fokus på at indvandrere tilegner det danske sprog gennem undervisning i skolen. Derudover skal der, ifølge DF, også være mere undervisning om dansk historie og kultur, foruden genindførsel af morgensang fra højskolesangbogen af Grundtvig (Bilag 1/ 22:2ff). Kulturen skal ydermere styrkes ved økonomisk støtte til dansk kultur, der skal sikre den videre produktion af danske kunstværker af høj kvalitet. Ud fra DF ser det således ud som, at overgreb på mennesker 79

80 kan løses ved kendskab til dansk historie og demokratiopfattelse. Her ligger det implicit, at alle danskere er fredsommelige fordi, de er danskere. Spørgsmålet ligger imidlertid i, hvordan DF vil forklare, at der også findes mange kriminelle etniske danskere? Danskheden er således ikke i sig selv en forudsætning for, at man er fredsommelig. DF er så overbeviste om, at dansk kultur er vejen frem, og derfor skal også de danske teatre, kongelige og landsdels, have deres støtte forøget af staten, og de danske museer forpligtiges til at bevare danske kulturklenodier for fremtiden. Også på globalt plan skal andre kulturelle udannelsesorganisationer understøttes således, at de bliver bedre til at markedsføre sig selv på verdensplan. Her tænker DF bl.a. på institutioner som Kunstakademiet og Arkitektskolerne Kulturracisme På baggrund af vores analyse vil dette afsnit samle op på og diskutere, hvorvidt der kan argumenteres for, om man kan kategorisere DF s politiske standpunkter som værende kulturracistiske. Til dette formål vil vi benytte Van Dijks opdeling af positive og negative beskrivelser, henholdsvis af egen kultur. Det vil her sige DF s forståelse af dansk kultur samt DF s forståelse af de andres. Gennem analysen er der fundet følgende positive begreber, der er med til at beskrive den danske kultur: Frihed/ytringsfrihed, flid, ansvarsbevidst, hård arbejdende/flid, lov og orden, anstændighed, tolerance, humor, frisind, ansvarsbevidst, omsorg. Ligeledes bliver understående værdier alle tillagt en betydning af at være en form for garant for hele den danske mentalitet. For eksempel nævner DF, at: Vores vestlige kultur er overlegen, diskrimination er i orden, når den er rationelt, Danmark er ikke et multikulturelt samfund og skal aldrig blive det, kulturel assimilation er en nødvendighed, vi (etniske danskere, red.) er tolerante, og Danmark er ikke et racistisk samfund. DF argumenterer også for, at den primære trussel imod vestlig civilisation er de muslimske indvandrere. En kategori, som DF flere steder i deres arbejdsprogram uddyber til ikke alene 80

81 at være muslimer, men derimod også alle fra ikke-vestlige lande. Argumenterne herfor er følgende: De er primitive, uciviliserede og barbariske, de er kulturelt afvigende, de bryder loven og tenderer til at være kriminelle, deres kulturer er stagnerende, de er afhængige af staten, de tager ikke initiativ og de stræber ikke efter forbedring. Desuden bliver kulturelle relativister (Dansk Røde Kors, menneskerettighedsorganisationer, anti-racistiske organisationer m.fl.) ofte beskrevet som værende den sekundære trussel mod imod vestlig kultur, 30 fordi: De tror, at alle kulturer er ligeværdige, de er fortalere for multikulturalisme, de kritiserer oftest den vestlige civilisation, de beskylder os (ifølge DF s politiske ideologi) for at være racister, og de vil have proportionel repræsentation for etniske minoriteter (Van Dijk, 1998:277ff). Her er en beskrivelse af, hvordan der bliver tillagt positive værdier om os 31 og negativ værdier om dem 32. Moderne racisters (Se kapitel 2.8) oftest brugte argument er, at fremmede kulturer er i færd med at krænke vestlige kulturelle ideologiske principper, da vestlige kulturer kun er defineret gennem positivt ladede begreber. Dette gør, at moderne racister eksempelvis anser menneskerettighedsforkæmpere, flygtningehjælp og anti-racister som utolerante. Dvs., at kulturracister anser f.eks. mennesker, som støtter minoriteters krav, og derfor ikke deler samme begrebsforståelse af værdier som majoriteten, som værende utolerante. 30 Ingen tør tænke frit og tale højt. Således har de humanitære snyltere fået deres vilje. Senest demonstreret i sagen om den arme politiassistent Uffe Larsen, der kom til at træde en tamilsk asylansøger over tæerne, hvorved han fik Røde Kors til modstander. Det humanitære Røde Kors! Det åh så godgørende Røde Kors! Ja, som har forfulgt en isoleret dansk politimand og fået ham jaget ud af sin stilling (...) Jeg vil opfordre alle til at afvise og sabotere dette foretagende efter denne fremfærd. (Ekstra Bladet, ). 31 DF s konstruktion af hvad det vil sige at være dansker 32 DF s konstruktion af hvad det vil sige at være (muslimske) indvandrer 81

82 5.4.4 Ideologisk struktur Den foretagende analyse og diskussion synes altså at belyse, at DF kan defineres som et parti, der har stærke kulturracistiske træk, som kommer til udtryk qua deres metaideologi. 33 Denne påstand er baseret på den ideologistruktur, som opstiller et skema, man kan bruge til at belyse, hvorvidt DF er kulturracister, og som her benyttes til dokumentation for ovenstående påstand. Hvis en person skifter ideologi (eksempelvis en socialdemokrat, der vælger at skifte til DF) er der et bestemt strukturelt planlagt skema, man følger. Hvad sådan et skema skal indeholde er selvfølgelig tæt forbundet med majoritetens ideologi og selv-repræsentation. Spørgsmålet er nu imidlertid, om den ideologi, der beskrives af DF, kan placeres i den følgende boks? Følgende kommer en simpel struktur over, hvad der kendetegnene en kulturracist (Van Dijk, 1998:288f): Membership Criteria kun medlemmer af vores egen kultur, etniske gruppe, race eller nation; Activities diskriminerer andre; Goals eksklusion, segregation eller assimilation af andre; Værdier naturlig ulighed, kulturel homogenitet; Social Position: relation to other groups - vi (vores kultur) er overlegen overfor de andres; Resources Vestlig civilisation, (politisk og økonomisk) styrke, hvidhed (hvid race). Gennem analysen af DF s syn på den danske nation og deres syn på, hvem det danske folk er, og hvem de mener, er berettiget til at være del af vældfærdssamfund, kan vi uddrage, at disse seks punkter er temmelig relevante til at beskrive, hvad der kendetegner DF ideologiske struktur. Derfor kan man med stor sikkerhed kategorisere DF som værende kulturracistiske. Spørgsmålet er imidlertid, hvad det i givet fald kunne medføre af konsekvenser eller problemer for samfundet? Et kvalificeret bud på, hvad det vil skabe af samfundsproblemer, i forhold til Van Dijks 33 En bred variation af rivaliserende ideologier(van Dijk, 1998: 288) 82

83 begreb ideologikontrol, vil blive belyst i de følgende konkluderende betragtninger, hvori der ligeledes vil være en opsamling på analysens hovedpunkter i hvert af de tre arbejdsspørgsmål. Ydermere, hvorvidt der kan argumenteres for en sammenhæng mellem arbejdsspørgsmålene og Van Dijks ideologikontrol. 6. Konkluderende betragtninger De konkluderende betragtninger bliver foretaget på baggrund af analysen. Der vil blive argumenteret for, hvad der har kunnet uddrages af analysen. Til sidst vil der være en opsamling og en diskussion af de konsekvenser denne ideologi kontrol eventuelt måtte have for det danske demokrati. Dansk Folkepartis konstruktioner af en dansk virkelighed er til dels rigtige, når de nævner, at Danmark er et af de mest frie, lige og rige samfund i verden. Værdier som ytringsfrihed og demokrati eksisterer faktisk i Danmark i praksis, hvilket de ikke gør i mange andre lande, og danskerne sætter dem højt. Alle disse værdier får man kun som fuldbyrdet medborger af det danske samfund. Måden, hvorpå værdiernes betydning kan ses, er ved, at flere og flere danskerne stemmer på DF. DF er et demokratisk parti, som overholder de demokratiske spilleregler og repræsentere sine vælgere godt. De kæmper også i praksis for deres egne vælgerne, og de går sjældent på kompromis med deres politiske overbevisning. DF søger samtidig at bevare viden om dansk historie gennem undervisning af danskerne om deres fortid. DF kæmper desuden for integration i form af de indvandrere, som allerede er her, bliver en del af det danske samfund. I forhold til vores problemformulering, så er DF s virkelighedsopfattelse dog kun en del af en bredere virkelighed. DF s virkelighed trækker på nationalistiske forestillinger, som består af forestillede fællesskaber, dansk nationalisme og banal nationalisme. Når DF s udsagn bygger på, at alle danskere er kristne, frisindede, tolerante, har humor og er flittige, så vil danskere fra Jylland og Sjælland forestille sig at have noget til fælles, uden dog at kende hinanden. I DF s udsagn om dansk historie, så konstruerer de et socialt faktum om dannelsen af den danske nationalstat, der medfører dansk nationalisme. Banal nationalisme er hos DF en del af danske nationalisme, eksemplificeret ved, at de husker det som noget godt omkring de mange krige, Danmark 83

84 har været en del af. Ydermere skaber DF samtidig en kollektiv amnesia, når de f.eks. på 4. maj fejrer frihedskæmperne. DF udøver lexicalization, fordi de fejrer frihedskæmperne som værende noget absolut godt, uden at stille spørgsmålstegn ved, om de i ikke i realiteten udførte terrorhandlinger (terrorhandlinger skal her ses i lyset af den måde, som DF er med til at sætte oprørs-/frihedskamp i bås som terrorisme, og i dette lys kan man godt hævde, at handlingerne under Anden Verdenskrig i lige stor grad er terrorhandlinger). Det demokratiske medborgerskab påvirkes af nationalismen, i og med, at DF s nationalismeideologi er ekskluderende. Det vil med andre ord sige, at man som medborger i dansk sammenhæng må tilegne sig samme forforståelse af nationalismetanken, og dermed indgå i dette forestillede fællesskab. Man skal derfor ligeledes internalisere de danske værdier, som DF opstiller, og hvis disse værdier ikke kan anerkendes/internaliseres, så kan man derfor ikke indgå i medborgerskabet. Et vigtigt argument hos DF for at blive inkluderet ligger i, at alle danskere deler samme religion, dvs. den kristne. Hvis man ikke ønsker at konvertere fra en anden religion, men derudover gerne vil indgå på alle andre præmisser som dansk medborger, kan dette ikke lade sig gøre. Derved positionerer DF sig som majoritetstyranner, eftersom de ikke varetager de krav, som her eksemplificeres ved andre religioner, som det danske samfunds minoriteter ønsker. Derved er dansk folkeparti med til at marginalisere dele af befolkningen, hvilket gør, at velfærdsstaten ikke bliver universel. DF s stiller klare definitioner for, hvad der skal til for at inkluderes i medborgerskabet, og, eftersom der i det ovenstående argumenteres for, at alle dog ikke får chancen til at tilegne sig dansk medborgerskab, kan det påpeges, at DF med rette kan defineres som kulturracister. DF diskriminerer minoriteter på baggrund af de krav, de stiller til udlændinge om kulturel tilpasning, som bygger på kristne værdier, samt en diskriminering af de kulturer og religionsforhold der ikke stemmer overens med den danske mentalitet. Yderligere argumenter for at sætte DF lig med kulturracisme, er indfødsretstesten, 24 årsreglen og loyalitetserklæringen, som DF har været med til at sørge for, er blevet vedtaget ved lov. Helt overordnet kan der argumenteres for, at vores dokumentanalyse har påvist, at vi kan identificere flere ideologier hos DF. Det er på baggrund af, at der kan argumenteres for 84

85 elementer af etnocentrisme, racisme, anti-relativisme og neo-liberal ideologi i DF s konstruktion af den komplekse modstand, der er imod muslimske indvandrere. Der er her tale om ideologisk polarisering af samfundet, da DF mener, at de er de eneste i Danmark, der har gennemskuet den store fare, Danmark og danskerne står overfor. Derfor er det livsnødvendigt, at det danske folk handler og tilegnes den fornødne magt til at holde alle disse farlige muslimer væk, eller i hvert fald sørger for, at de internaliserer danskheden. Det her argument er et af de mest indlysende eksempler på ideologi-kontrol, og det er det, man kan argumentere for, at DF iscenesætter, hvilket de også har gjort gennem det sidste magtskifte i Dette er der gjort grundigt rede for i selve analysen, og der kan ligeledes argumenteres for, at det netop er DF s konstruktion af en bestemt virkelighed, der gør, at de udøver ideologi kontrol. Dermed kan man påpege, at DF, gennem de dominerende diskurser, de skaber og er med til at skabe, giver indtrykket af, at virkeligheden, som de ser den, er en form for objektiv sandhed. Her kan det tydeligt udrages, at der i samfundet hersker en opfattelse af, at indvandrere og danskere ikke har meget tillid til hinanden. En konstruktion, der indtil videre har medført, at flere og flere vælgere erklærer sig enige i deres politik. CEPOS undersøgelse viser dog en anden realitet, nemlig, at den reelle tillid er meget højere, end disse to grupper tror. Selvom der er blevet argumenteret for, at DF skaber sociale konstruktioner omkring virkelighedsbegrebet, må det nødvendigvis være på sin plads at referere til projektets egen videnskabsteoretiske vinkel: socialkonstruktivisme. Det vil sige, at den viden, der er blevet til gennem projektet, ligeledes er en social konstruktion af virkeligheden. Vores konstruktioner er skabt i relationerne os imellem, og i samspil med vores forforståelser, videnskabsteori, metoder, empiri, teorier og analyse, der således tilsammen danner baggrunden for vores konkluderende betragtninger. Projektet er således et udtryk for vores måde at anskue virkeligheden. 85

86 7. Perspektivering Perspektiveringen er med til at påpege de problemstillinger, som kan anskues på baggrund af de konkluderende betragtninger. I Europas historie været der før været stærke nationalistiske strømninger. De ideologier bygger også på ideen omkring en meget stærk, uafhængig nationalstat som samfundets omdrejningspunkt for sammenhængskraften. Derfor vil man kunne argumentere for, at der kunne foretages en historisk komparativ analyse, hvor man undersøger, om der er eventuelle ideologiske lighedstegn mellem DF, som er en del af tidens nationalistiske strømninger, og datidens Europa i 1930erne og 1940erne. En anden perspektivering kunne også tilføjes via den forskellighed (som ofte har en negativ klang i dagens dominerende politiske diskurs), der ligger i det samspil, der er mellem samfundets borgere, og som kan have stor indflydelse på individets selvopfattelse. Som eksempel herpå ses episoden med Asmaa Abdol-Hamid, der ved at holde fast ved sine baggrundsmæssige værdier, som ikke er accepteret af det danske samfunds majoritet, og dermed minimerede sin chance for at vinde politisk indflydelse. Dette er et eksempel på forskellige normer og værdier, der florerer i det danske samfund. I dette tilfælde harmonerer de differentierede normer ikke, hvilket kan være på grund af manglende forståelse og accept af den andens livssyn. Når forskellighed bliver et negativt ladet begreb kan det tænkes at have en negativ konsekvens for samfundets udvikling, hvorved der kunne foretages en diskussion af, hvorfor man ikke anskuer og dyrker de gode sider af begrebet forskellighed. Flere hoveder tænker bedre end ét, bliver der sagt, og kunne man i den forbindelse ikke hævde, at flere kulturer kan skabe et mere nuanceret verdensbillede, og er det ikke værd at stræbe efter? Man taler sjældent om de gode aspekter ved menneskelig forskellighed. Her kan man overveje om det skyldes eller omvendt, om dette er skyld i at det danske samfund ikke kan overskue et multikulturelt samfund, da det i givet fald ville medføre, at den danskhed, DF værdsætter så højt, ikke ville kunne undgå en hvis form for revurdering. Denne revurdering kunne givetvis medføre, at der alligevel ikke var så stor enighed om hvad, der er dansk. 86

87 Abstract In the project we have concerned ourselves with The Danish People s Party s view on the concepts of the nation, democracy and the people, and how the party uses these concepts through discourses. To investigate this thesis we have substantiated our theoretical approach with Benedict Anderson s, Michael Billig s, and Peter Gundelach s basic theories on nationalism, and also Andrew Heywood s and others thoughts on democracy and citizenship in the Danish welfare state s democratic model. Subsequently we have employed a social constructivist approach in our further investigation of the thesis, wherein we have utilized Kenneth Lynggaard s analysis of ideas, and Teun Van Dijks ideology analysis. We have used these analyses in order to deduce ideas and ideology from our selected empirical data, which primarily consists of The Danish People s Party s Arbejdsprogram/policy agenda, together with other statements from the party s leadership. Finally we have investigated if traces of Van Dijk s concept of cultural racism can be located in the discourse of The Danish People s Party, and what such an occurrence eventually might lead to. Resumé I projektrapporten har vi beskæftiget os med Dansk Folkepartis syn på begreberne nationen, demokrati og folket, og hvordan partiet sætter dem i spil gennem diskurser. For at undersøge denne problemstilling har vi underbygget vores teoretiske tilgang med Benedict Andersons, Michael Billigs og Peter Gundelachs grundlæggende teorier om nationalisme, samt Andrew Heywoods o.a. tanker om demokrati og medborgerskab i den danske velfærdsstats demokratimodel. Derefter har vi benyttet os af en socialkonstruktivistisk tilgang til vores videre undersøgelse af problemstillingen, hvori vi har gjort brug af Kenneth Lynggards ideanalyse og Teun Van Dijks ideologianalyse. Disse analyser har vi gjort brug af for at drage ideer og ideologi ud fra vores udvalgte empiriske data, som hovedsagelig består af Dansk Folkepartis Arbejdsprogram, samt andre udtalelser fra partiets ledelse. Til sidst har vi undersøgt, om der forefindes spor af Van Dijks kulturracisme-begreb i Dansk Folkepartis diskurs, og hvad det i givet fald kan medføre. 87

88 Litteraturliste Bøger: Andersen, Lene (2007), Frihed og Demokrati hvor svært kan det være?, Det Andersenske Forlag, København K. Anderson, Benedict (2001): Forestillede Fællesskaber, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg C. Billig, Michael (1997): Banal Nationalism, SAGE Publications Ltd. London. Bjerg, Hans Christian (2006): Dannebrog Historien om et kristent og nationalt symbol, Forlaget Hovedland, Viborg. Berntsson, Lennart et al (2003): Europa Europa i et årtusinde Bind 4, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg C. Fuglsang, Lars & Bitsch Olsen, Poul (2005): Videnskabsteori på Tværs af fagkulturer og paradigmer i samfundsvidenskaberne, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg C. Fuglsang, Lars, Hagedorn-Rasmussen, Peter & Bitsch Olsen, Poul (2007): Teknikker i samfundsvidenskaberne, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg C. Gundelach, Peter, (2002): Det er Dansk, Hanz Reitzels Forlag, København. Heywood, Andrew (2002): Politics, Palgrave Macmillan, New York, N.Y. Larsen, Christian Albrekt (2008): Danskernes Nationale Forestillinger, Aalborg Universitetsforlag, Aalborg. 88

89 Keenan, Alan (2003): Democracy in question: Stanford University Press Lübcke, Poul(red.) (1983): Etik, I: Politikens filosofi leksikon, Politikens Forlag A/S, København, Lynggaard, Kennet (2007): Dokumentanalyse af ideer I Fuglsang, Lars, Hagedorn- Rasmussen, Peter & Bitsch Olsen, Poul (2007): Teknikker i samfundsvidenskaberne, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg C. Pedersen, Kaare & Bitsch Olsen, Poul (2006): Problemorienteret projektarbejde en værktøjsbog, Roskilde Universitetsforlag 3. udgave, Frederiksberg C. Rasborg, Klaus (2004). Socialkonstruktivismer i klassisk og moderne sociologi I Fuglsang, L., & Olsen, P. B. (red.). Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne: På tværs af fagkulturer og paradigmer (2 udg.) (s ). Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg C Spencer, Philip & Wollman, Howard (2005): Nations and Nationalism a reader, Edinburgh University Press Ltd, Edinburgh. Siim, Birte (1998): Det sociale medborgerskab, Nordisk Forlag, København. Stybe, Svend Erik (red.) (1972): Politiske Ideologier fra Platon til Mao, Politikens Forlag, København K. Van Dijk, Teun A. (1998): Ideology a multidisciplinary approach, Sage Publications Ltd, London, England. Wenneberg, Søren Barlebo (2000): Positioner, problemer og perspektiver, Forlaget Samfundslitteratur, Frederiksberg. 89

90 Østergård, Uffe (red. Trolle, et. al.) (2006): Herfra Min Verden Går, Sammenslutningen af Lokalarkiver. Internet: Byhistorie.dk, DF dannelse: _partier_og_bev%c3%a6gelser/dansk_folkeparti?highlight=dansk%20folkeparti Demokratikanon.dk 2008: DF.dk/statensstyre, 2009: DF.dk/valg 2009: DF.dk/ugebrev 18. maj 2009: DF.dk/årsmødetale, 2009: Ekstra Bladet, : 90

91 Europæiske flag: Forhandlingspolitikken: anmark_ /forhandlingspolitikken Folkekirken.dk 2009: Forskning.com: Johanne Schmidt-Nielsen og Peter Nielsen, Værdikamp i videnssamfundet, Indlæg på Information, d. 10. dec., 2008 (1.sekt.s.20) videnssamfundet.html Grundlovstale: Rhododendronparken, Brønderslev, : kum.dk, 2009: Merriam-Webster 2009: Merriam-Webster Online Dictionary Nordjyske.dk : Parlamentarisme: 91

92 arlamentarisme_generelt/parlamentarisme Stanford 2009: Stanford Encyclopedia of Philosophy Statsbankerot I 1813: 98konomisk_historie/Statsbankerotten_ Notater: CEPOS (2009): Muslimske indvandrere og efterkommer holdning til frihedsrettigheder, CEPOS (2009): Tilliden mellem danskere og indvandrere Den er større end vi tror end vi tror, Koefod, Lasse (2006): Glokale nationalismer. Ph.d afhandling. Instituttet for Geografi og Internationale Udviklingsstudier, Roskilde Universitetscenter, Danmark. 92