Historie & Kultur F11 1

Transkript

1 I første del af denne opgave vil jeg hovedsageligt redegøre for Benedict Andersons syn på begrebet nation. I denne redegørelse vil jeg udover Andersons tanker, inddrage elementer af teoretikerne Ernest Renan, Ernest Gellner. Som led i dette vil jeg beskrive hvordan især sproget kan være medkonstituerende for fællesskaber. Udover Andersons tanker vil jeg gøre rede for hvordan fællesskabsfølelsen kan anskues ud fra Teun A. van Dijks tekst om kritisk diskursanalyse, fra bogen Discourse & Power fra I opgavens anden del vil jeg, med udgangspunkt i opgavens første del, beskæftige mig med den nationale identitets betydning for danske soldater ved Vestfronten i første verdenskrig; herunder igen med særligt fokus på sprogets betydning for fællesskaber. Benedict Anderson, som er Aaron L. Binenkorb Professor i Internationale Studier på Cornell University (Wikipedia), argumenterer i sin mest omtalte bog Forestillede Fællesskaber fra 2001 for sin definition af begrebet nation. Anderson mener, at der eksisterer et problem i, at man er tilbøjelig til at associere nationalisme med, eller klassificere den som, en ideologi; han argumenterer: Det ville gøre tingene lettere, tror jeg, hvis man behandlede nationalisme som om den hørte sammen med slægtskab og religion i stedet for liberalisme eller fascisme. (Anderson 2001: 48) Han fortsætter, og definerer ud fra en antropologisk synsvinkel sit bud på en definition af nationen som et politisk fællesskab - og forestillet som både uafværgeligt afgrænset og suverænt. (Anderson 2001: 48) Det vigtige at bide mærke i her er, at Anderson definerer nationer som værende forestillede. Det sker på baggrund af den observation, at indbyggerne, lige meget hvor lille nationen end måtte være, aldrig vil nå at stifte bekendtskab med alle i nationen. Derfor kan man ikke snakke om, at nationen er et fællesskab i ordets oprindelige betydning. Anderson argumenterer for, at der alligevel eksisterer en ide om et fællesskab i den enkeltes tanker (Anderson 2001: 48). Således er brugen af symboler som eksempelvis dannebrog, samt mere komplekse begreber som nationaløkonomi med til at skabe illusionen eller forestillingen om nationen. Ydermere eksisterer et tidsforestillingsrum, som er forestillingen om, at alle i nationen er fælles om at gøre noget samtidig (Forelæsning 3). Historie & Kultur F11 1

2 Her mener Anderson sig i tråd med teoretikeren Ernest Renan, der mener, at Essensen af en nation er, at alle individer har mange ting til fælles, og også at alle må have glemt mange ting (Anderson 2001: 49), og teoretikeren Ernest Gellner, der fastslår at Nationalisme er ikke nationers vækkelse til selvbevidsthed: Den opfinder nationer hvor de ikke eksisterer. (Anderson 2001: 49). Når Anderson i sin definition taler om nationen som værende afgrænset, menes der, at på trods af, at enkelte nationer tæller over en milliard mennesker, vil ingen nation forestille sig at kunne rumme hele menneskeheden. Således argumenterer Anderson: De mest frelste nationalister drømmer ikke om en dag hvor alle medlemmer af den menneskelige race vil slutte sig til deres nation på den måde som det var muligt i bestemte epoker for fx kristne at drømme om en fuldstændig kristen planet. (Anderson 2001: 50) Samtidig tænkes nationen af Anderson som værende suveræn, hvilket bunder i, at begrebet opfandtes i en tid præget af revolution og oplysning. Dette bevirkede, at det religionsfunderede hierarkiske system væltedes, og nationer i højere og højere grad byggede på historie, og således kunne indeholde en pluralisme af universelle religioner. Anderson argumenterer på baggrund af dette, at Nationer drømmer derfor om at være frie, og, hvis under gud, som stående direkte under ham. Sikkerheden og symbolet på denne frihed er den suveræne stat. (Anderson 2001: 50). Igen beskriver Anderson hvordan nationen er forestillet som et fællesskab, da den på trods af forskelligheder altid opfattes som et dybt horisontalt kammeratskab (Anderson 2001: 50). Han mener, at det netop er dette kammeratskab, der har været afgørende for, at så mange millioner mennesker igennem de sidste to hundrede år villigt har ladet livet for forestillingen om nationen. Skal man se nærmere på, hvad det mere konkret er, der binder det ovenfor omtalte kammeratskab sammen, kan Benedict Anderson igen bringes i anvendelse. Ifølge ham er sproget særligt konstituerende for fællesskabsfølelsen i en nation (Anderson 2001: 203). Anderson underbygger først og fremmest denne påstand med, at selv moderne sprog har en urgammel oprindelse, som ingen nøjagtigt kan fastslå. Således skaber sproget hos individet et historisk tilhørsforhold, og en påmindelse om samtidighed på tværs af homogen, tom tid Historie & Kultur F11 2

3 (Anderson 2001: 203). Ydermere, mener Anderson, eksisterer der et særligt samtidigt fællesskab i sproget; særligt i poesi og sange. Han eksemplificerer sin pointe med nationalsange, som synges på helligdage, eller til sportsarrangementer som eksempelvis en landsholdskamp i fodbold. Således skaber sproget også i samtiden en mulighed for det Anderson kalder unisonans; ekkoet fra den fysiske realisation af det forestillede fællesskab. (Anderson 2001: 203). Man er her bevidst om, at andre ellers fuldstændigt ukendte personer synger det samme på samme tid, og danner således en forbindelse eller fællesskabsfølelse til dem via den forestillede lyd (Anderson 2001: 203). I denne opfattelse baseres nationen altså i højere grad på sprog end på blodsbånd, hvilket åbner op for, at udefrakommende løbende kan indlemmes. I forlængelse af dette anerkender alle nationer en vis grad af naturalisation, selvom det i praksis besværliggøres i forskelligt omfang (Anderson 2001: 204). Nationen fremstår altså således både som åben og lukket, idet den opfattes både som historisk skæbnebestemt og som et fællesskab forestillet gennem sproget (Anderson 2001: 204). Således vil det også være vanskeligt for en udefrakommende fuldkommen at blive integreret i en nation, idet sproget ikke er det eneste konstituerende for de i en nation gældende sociale konventioner. Teun A. van Dijks tanker om kritisk diskursanalyse (Critical Discourse Analysis), og herunder overvejelser om forholdet mellem diskurs og magt, kan bidrage til Andersons teori med et andet perspektiv på, hvad der kan være medkonstituerende for en nation og især en nationalfølelse. Kritisk diskursanalyse er en art af diskursanalyse, der beskæftiger sig med hvordan social power abuse, dominance and inequality are enacted, reproduced and resisted by text and talk in the social and political context. (van Dijk 2008: 85). Kritisk diskursanalyse, definerer van Dijk ydermere, er en relativt marginal undersøgelsestradition, der hovedsageligt fokuserer på sociale og politiske problemer frem for nuværende paradigmer, der som oftest er multidisciplinær og således transcenderer både humanvidenskaben og samfundsvidenskaben, der i stedet for bare at beskrive diskurser forklarer dem via social interaktion og sociale strukturer og der mere specifikt lægger vægt på hvordan diskurser skaber, konfirmerer, legitimerer, reproducerer eller udfordrer magtrelationer i samfundet (van Dijk 2008: 86). Således kan et fokus på relationen mellem diskurs og magt siges at være kendetegnende for Historie & Kultur F11 3

4 kritisk diskursanalyse (van Dijk 2008: 99). Hvad der endvidere er vigtigt at pointere er, at kritisk diskursanalyse på samme tid bevæger sig på både mikro- og makroskala, og således forsøger at fylde hullet mellem disse, da undersøgelsesmetoden på samme tid ser på diskursers konsekvenser for det enkelte individ i form af verbal interaktion og kommunikation, og for større grupperinger eller samfundet som helhed i form af magtudøvelse og ulighed mellem sociale grupper (van Dijk 2008: 87). Hvordan grupper, samfund eller fællesskaber skaber og reproducerer etnisk ulighed er således også noget kritisk diskursanalyse beskæftiger sig med, hvor man traditionelt har fokuseret på at påvise etnocentriske eller ligefrem racistiske træk i medier, litteratur og film. Den slags træk reproducerer ifølge van Dijk gamle dominerende fordomme for, og billeder af, de andre. Gennem denne slags diskurser formes offentlighedens holdninger, og disse bliver bredt repræsenteret (van Dijk 2008: 96-97). Nogle er dog gået videre, og har gravet dybere i the linguistic, semiotic and other discursive proberties og text and talk to and about minorities, immigrants and Other peoples. (van Dijk 2008: 97). Således kan en afgrænsning fra de andre også spores i sproget, idet undersøgelser fra University of Amsterdam har vist, at stereotypiske emner kan registreres i ikke kun det skrevne, men også det talte sprog. Således udtrykker og reproducerer diskurser de bagvedliggende, dominerende billeder af de andre i samfundet (van Dijk 2008: 97). Dinesh D'Souzas bog The End of Racism når frem til en lignende konklusion, idet den viser hvordan den dominerende gruppe udøver magt over læsere, som manipuleres til at forme og bekræfte denne gruppes sociale repræsentationer. Dette sker ved på alle tekstuelle niveauer at implementerer en strategi, der præsenterer dem D'Souza kalder the incrowd positivt, og the outgrup negativt (van Dijk 2008: 98). Kritisk diskursanalyse kan således anvendes som et perspektiv på, hvordan fællesskaber positionerer og definerer sig selv i forhold til omverdenen ved til stadighed at reproducere dominerende forestillinger om sig selv og især andre i sproget. De ovenstående teorier kan i høj grad bringes i anvendelse når man taler om danske soldater ved vestfronten under 1. verdenskrig. Da krigen i 1914 brød ud, blev størstedelen af mændene i de tyske områder indkaldt. Således blev mange tusinde fra det dansksindede mindretal i Nordslesvig under tyskerne tvunget i krigstjeneste ved vestfronten (Forelæsning 10)). For de dansksindede soldater kom nationalitet til at betyde en enormt stor rolle. Der Historie & Kultur F11 4

5 kunne hurtigt registreres den tendens, at de dansksindede tropper i høj grad søgte at komme i enheder med andre dansksindede; der eksisterede altså et ønske om at holde sammen med dem, man følte et fællesskab med (Christensen 2009: 140). Det var dog ikke ualmindeligt at venskaber opstod, eller ligefrem pragmatisk aftaltes på tværs af nationalitet før kampe for at have en til at hjælpe, skulle uheldet være ude (Christensen 2009: 162)(Forelæsning 10). Dog kan et overlevelsesbaseret, pragmatisk kammeratskab ikke alene forklare det exceptionelt stærke fællesskab som under krigen kan registreres dansksindede imellem. Blandt andet søgte sårede eller syge dansksindede ved først givne lejlighed mod deres fællers positioner (Christensen 2009: 157). For at forklare dette specielle bånd dansksindede imellem, må man kigge på sproget, der som ovenstående beskrevet besidder en særlig fællesskabskonstituerende evne. At tale med andre på sit modersmål kunne i sig selv være en stor befrielse, og en psykisk aflastning for tropperne (Forelæsning I krig for kejseren), men de dansksindede soldater kom samtidig fra samme område, og var derfor fælles om mange sociale konventioner, havde samme forståelsesmæssige præmisser og var en del af samme diskursive forståelsesramme. Således var de alle en del af den dansksindede incrowd. Det fællesskab der ifølge Anderson i sproget især kommer til udtryk gennem unisonans i nationalsange, kan også spores hos de dansksindede soldater ved vestfronten under 1. verdenskrig. Soldaterne kunne let relatere til det afsavn de hver især følte, og sange og salmer blev således et vigtigt samlingspunkt (Christensen 2009: ). Sangen blev således i særdeleshed vigtig for både det sociale liv og soldaternes selvforståelse og identitetsfølelse (Christensen 2009: 148). Gennem sangen, kan man med de kritisk diskursanalytiske briller på argumentere for, kunne de dansksindede tropper samtidig opretholde fællesskabsfølelsen ved gennem reproduktion at positionere sig i forhold til resten af soldaterne. De dansksindede soldater forsøgte altså at holde fast i deres nationale orientering. På den måde fastholdtes fællesskabsfølelsen gennem sproget. Et eksempel på styrken af dette bånd er, at man i det overvejende dansksindede regiment 84 som ikke-dansksindet endda begyndte at blive indlemmet i det sproglige fællesskab. Da regimentet således adspørges om nogen ikke taler dansk, træder kun en mand frem, en polak; han kunne nu nok lidt dansk, sådan til husbehov (Christensen 2009: 151). Historie & Kultur F11 5

6 Litteraturliste Anderson, Benedict 2001: Forestillede Fællesskaber, Roskilde Universitetsforlag, Roskilde, pp & Christensen, Claus B. 2009: Danskere på Vestfronten , Gyldendal, pp van Dijk, Teun A. 2008: Critical Discourse Analysis I: van Dijk, Teun A. 2008: Discourse & Power, Palgrave, New York, pp Wikipedia: Benedict Anderson. Data på internettet, oprettet Hentet på: en.wikipedia.org/wiki. Historie & Kultur F11 6