Om den hellige skøge Thais 1.

Transkript

1 Om den hellige skøge Thais 1. Navnet Thais har i oldtiden og middelalderen tilsyneladende nærmest været synonymt med betydningen skøge. Den ældst kendte af navnet Thais skal have været gift med/ levet i konkubinat med Alexander den Stores makedonske general Ptolemaios (senere konge af Egypten, død 283 før Kr.). Hos den romerske komedieforfatter Terentius (død ca. 159 før Kr.) forekommer i stykket Eunuchus en skøge af det navn. I den romerske digter Ovids Remedia Amoris står navnet Thais som symbol for den løsslupne kærlighed (Ovid døde ca. 17 efter Kr.). Se også - opslagsordet Thais. - Om udbredelsen af Thais-stoffet til det kristne Europa, skriver Brigitte Cazelles: The Lady as Saint - A Collection of French Hagiographic Romances of the Thirteenth Century (University of Pennsylvania Press 1993) s. 289: The Legend of Thais is a particularly interesting example in the history of the cult of the saints. Although she probably never existed, this famous converted harlot has inspired a vast number of poets and novelists from the fourth to the twentieth century. According to the earliest extant narrative, a Greek text written in the fourth or fifth century, Thais was a notorious prostitute who lived in Egypt toward the middle of the fourth century and was converted by one Sarapion. This Greek text is the origin of a series of adaptions in other languages, including a sixth-century Latin version by Dionysius Exiguus (in which Sarapion became Paphnutius 2 ). - Den tyske nonne Hrotswitha of Gandersheim (død efter 973) skrev en række dramer hvor hun tager antikke, altså hedenske temaer op. Således skrev hun en Paphnutius der foregår i Alexandria i Egypten, hvor den fromme Paphnutius træffer skøgen Thais (Paphnutius svarer til Legenda Aureas Pafuntius 3 ) som han får vænnet fra hendes udsvævende levned så hun dør som angrende kristen. - I sin Divina Commedia ser Dante (død 1321) i afsnittet Inferno (helvede), sang 18, blandt forførere og skørlevnere også Thais i en skidden pøl. Hun betegnes som la putana = skøgen. Dante kender altså ikke noget til en from omvendelse. Nedenstående latinske version stammer fra Th. Graesse (ed.): Jacobus a Voragine: Legenda Aurea (Dresden & Leipzig 1846, fulgt af en del senere udgaver). Thaislegenden findes s Jacobus a Voragine var født ca i nærheden af Genua i Italien og døde i Han var dominikaner og endte som ærkebiskop i Genua. Han forfattede en række teologiske værker, men blev berømt i den daværende romersk-katolske kristenhed for sit legendarium der blev samlet mellem 1263 og Kilderne til legendariet er ofte kendte, idet han for Yhais-legenden opgiver Vitæ Patrum (ne note nednefor). - Den 1 Navnet skrives undertiden Thaïs, idet det udtales [tá:is]. - I Graesses udgave s. 677 lyder overskriften De sancta Thaisi meretrice, mens den if. Graesse samme side i andre versioner lyder De sancta Thaide quondam meretrice. - Personen kaldes altså i middelalderlatin enten Thaisis (genitiv Thaisis eller Thaisidis), eller Thais (genitiv Thaidis). Om legendens udvikling fra græske og syriske kilder, med syriske og græske tekstpublikationer (medoversættelse) og med publikation af tre latinske versioner, kan man læse hos M. F. Nau: Histoire de Thaïs, publication des textes grecs inédits et de divers autres textes et versions, i: Annales du Musée Guimet, Tome trentième (Paris 1902), s , på nettet 2 Paphnutius: - navnet er ægyptisk. Det forekommer således hos Palladius af Helenopolis (fra Galatien i Lilleasien, død før 431), der en tid var munk i Ægypten og skrev et værk om asketerne i ørkenen, med titlen Λαυσιακόν, der blev oversat til latin under titlen Historia Lausiaka. Om Paphnutius, se 3 Pafuntius: hvor der blot synes byttet om på n og u, der i håndskrift og tryk lignede hinanden.

2 nuværende titel Legenda Aurea, den Gyldne Legende, fik samlingen først lang tid efter Jacobus død. Den har cirkuleret under flere titler, således Vitae Sanctorum a praedicatore quodam (= Helgenernes Liv, af en præst), Nova Legenda (= Ny Legende) eller Novum Passionale (Ny Martyrbog). Især er blevet hængende, som en art undertitel, Historia Lombardica, efter samlingens tekst nr. 181: De sancto Pelagio papa (= Om den hellige pave Pelagius), som rummer en art Lombardiets historie. Man ser undertiden samlingens legender betragtet som eksemplariske tekster, som de bedste eller korrekteste versioner o.l., men det er en fejl. Jacobus bearbejdede rask væk sine forlæg, eller forkortede i dem, undertiden ret voldsomt. - Samlingen blev yderst populær i middelalderen. Den blev spredt over hele det romersk-katolske Europa, samt oversat til folkesprogene, enten i sin fulde helhed eller ved enkeltlegender. ********** Forkortelser: Köln 1479 = Legenda Aurea, trykt i Köln, af Johann Koelhoff d. Ä. i 1479 (uden angivelse af sidetal). På nettet - Legenden om Thais findes via tælleren nr. [507] ff. Strassburg 1502 = Aurea legenda sanctorum sive Lombardica historia, trykt i Strassburg 1502 (uden angivelse af trykker og uden angivelse af sidetal; trykkestedet og årstallet ses på sidste blad). På nettet - Legenden om Thais er legende nr. CXLVII. Graesse = Th. Graesse (ed.): Jacobus a Voragine: Legenda Aurea (Dresden & Leipzig 1846, fulgt af en del senere udgaver). Thais-legenden findes s for scanning af den latinske tekst, for oversættelsen og kommentarer: Lektor Poul E. Jørgensen, Aalborg post(a)gvdnet.dk ********** Om den hellige skøge Thaisis. (dansk oversættelse). Som vi læser i Vitæ Patrum 4 besad skøgen Thaisis en så stor skønhed, at mange mænd på grund af hende, efter at have solgt deres ejendele, sank hen i den yderste fattigdom, og hendes elskere ofte på grund af jalousi, efter indbyrdes slagsmål, fyldte pigens indgangsdør med unge mænds blod. Da abbeden Pafuntius havde hørt dette, og havde iklædt sig borgerlige klæder og taget en guldmønt med, begav han sig hen til hende i en ægyptisk by og gav hende mønten 4 Vitae Patrum: - en samling legender, der egl. går tilbage til historier om oldkirkens asketer - især i Ægypten, men i tidens løb blev kraftigt udbygget. Se

3 som løn for at synde. Da hun havde modtaget betalingen, sagde hun til ham:»lad og gå ind i et værelse.«da de var gået ind og hun havde inviteret ham op i en seng der var dækket med kostelige tæpper, sagde han til hende:»hvis der er et soveværelse lidt længere inde i huset, lad os så gå hen i det.«og da hun ledte ham gennem flere rum, sagde han hele tiden, at han frygtede at blive set. Så sagde hun:»der er et soveværelse hvor ingen kommer, men hvis du virkelig frygter Gud, så er der ikke et sted der kan skjules for Hans guddommelighed.«da den gamle havde hørt dette, sagde han til hende:»ved du at der er en Gud?«Og da hun havde svaret at hun vidste at der er en Gud og et rige der skal komme og pinsler til synderne, sagde han til hende:»hvis du ved det, hvorfor har du så bragt så mange sjæle i fortabelse? Du vil blive fordømt, ikke blot på grund af dine egne synder, men på grund af de andres.«da hun havde hørt dette, og havde kastet sig grædende for abbed Pafuntius fødder, bad hun inderligt:»fader, jeg ved der er en straf og jeg har tillid til at jeg kan få tilgivelse ved din forbøn. Jeg beder blot om tre timers ro og derefter går jeg derhen hvor du vil og jeg gør hvad du befaler.«da abbeden over for hende havde udpeget det sted hvor hun skulle gå hen, og hun havde samlet alle de værdier og perler hun havde erhvervet sig ved synden 5, bragte hun dette hen midt i byen hvor folk så på, og brændte det idet hun råbte:»kom alle I der har syndet med mig og se, hvorledes jeg afbrænder alt det som I har bragt mig.«der var værdier svarende til 400 pund guld 6. Da det hele var brændt, gik hun hen til det sted som abbed Pafuntius havde udpeget. Han havde fundet frem til et jomfrukloster, og han lukkede hende inde i en lille celle og forseglede døren til cellen med bly og lod kun et lille vindu være, gennem hvilket hun kunne få lidt mad, og Pafuntius befalede at hun dagligt kun måtte få lidt brød og en smule vand fra de andre på klostret. Da den gamle ville gå, sagde Thaisis til ham:»hvor vil du, fader, at jeg skal udgyde mit vand som jeg efter naturen udskiller?«han svarede:»i din celle, sådan som du fortjener.«derefter spurgte hun hvordan hun skulle tilbede Gud, og han svarede:»du er ikke værdig til at nævne Gud eller til at lade Treenighedens navn komme over dine læber, ej heller til at række dine hænder mod himlen, fordi dine læber er fulde af ondskab og dine hænder af urent snavs, men tænk blot på at bøje dig mod øst og ofte gentage disse ord: Du som skabte mig, vær mig nådig! «Da hun havde været indespærret i tre år, fik abbed Pafuntius medlidenhed med hende og han drog hen til abbed Antonius for at spørge ham om Gud havde tilgivet hende hendes synder. Da han havde fortalt om sagen, og St. Antonius havde sammenkaldt sine disciple, befalede denne dem at de, den kommende nat, under vågen, og hver især vedholdende, skulle bede Gud om at han ville åbenbare for en af dem det som abbed Pafuntius var kommet for. Da de havde bedt uden ophør, så abbed Paulus, den 5 og hun havde samlet alle de værdier og perler hun havde erhvervet sig ved synden: - der er næppe tvivl om at middelalderlige læsere her vil tænke på den Store Babyloniske Skøge fra Ny Testamente, Johannes Åbenbaring, kap. 17, v. 4: Kvinden [skøgen. PEJ] var klædt i purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler; i hånden holdt hun et guldbæger fyldt med afskyeligheder og hendes utugts urenheder pund guld: - ovennævnte tyske oversættelse af Vitæ Patrum har s. 308 kun 40 pund guld.

4 fremmeste af Antonius disciple, pludselig på himlen en seng, prydet med kostelige tæpper, som tre jomfruer med strålende ansigter overvågede. Disse tre jomfruer var frygten for den kommende straf, som drog Thaisis bort fra det onde, skammen over de begåede synder, som gjorde hende fortjent til tilgivelse, kærlighed til retfærdigheden, som bragte hende til op til det højeste. 7 Da Paulus sagde til dem, at denne så store nåde tilhørte Antonius, svarede en stemme fra himlen:»den tilhører ikke din fader Antonius, men skøgen Thaisis.«Da abbed Paulus om morgenen fortalte det, erkendte Pafuntius hvad der var Guds vilje, han vandrede straks glad afsted, og da han straks efter var ankommet til klosteret, brød han døren til cellen op. Men Thaisis bad om at han fremdeles lod hende være indespærret. Men han sagde til hende:»kom ud, for Gud har tilgivet dig dine synder.«hun svarede:»jeg kalder Gud til vidne på at ud af det som bragte mig herind, af alle synderne, lavede jeg som en tung byrde, og holdt dem op for mine øjne, og ligesom min ånde fra mine næsebor ikke forsvinder, således forsvandt mine synder ikke fra mine øjne, men jeg græd altid når jeg betragtede dem.«abbed Pafuntius sagde til hende:»gud har ikke tilgivet dig dine synder på grund af din anger, men fordi du altid havde frygten i din sjæl.«da han førte hende ud derfra, levede hun endnu i femten dage og gik bort i fred. 8 En abbed Effrem ville på samme måde omvende en skøge. Thi da denne skøge skamløst lokkede den hellige Effrem til at synde, sagde Effrem til hende:»følg mig.«da hun fulgte efter ham og de kom til et sted hvor der var en mængde mennesker, sagde han til hende:»læg dig her så vi kan have samleje.«hun svarede:»hvordan kan jeg gøre det med alle disse mennesker som står her?«han svarede:»hvis du skammer dig over for mennesker, skulle du så ikke skamme dig så meget mere over for din skaber, som afslører alle mørkets skjulte ting.«og hun gik skamfuld derfra. 7 Disse tre jomfruer var frygten for den kommende straf, som drog Thaisis bort fra det onde, skammen over de begåede synder, som gjorde hende fortjent til tilgivelse, kærlighed til retfærdigheden, som bragte hende til op til det højeste: - denne allegoriske udlægning virker som et fremmedelement og kommenteres underligt nok ikke i Graesses udgave (s. 679). Den findes ikke i alle versioner. Således mangler den i Köln 1479, men den findes i Strassburg Allegorien findes heller ikke i den ovennævnte tyske oversættelse af Vitae Patrum, se s Dette sidste afsnit ligger nær op ad Vita S. Ephraem i Vitæ Patrum, se - se Cap. V, hvor der bl. a. står: Et sanctus ad illam [i. e. meretricem. PEJ]: Si condormire mihi cupias, non poteris alio in loco, nisi in urbe media. Respondens autem illa, dixit ad illum: Et non erubescimus conspectum hominum? Et respondens magnus Ephraem, dixit ei: Si homines erubescimus, multo magis Deum erubescere simul et timere oportebit, qui novit etiam occulta hominum = Og den hellige mand sagde til hende [til skøgen. PEJ]: Hvis du ønsker at sove med mig, kan det ikke ske andet sted end midt i byen. Hun svarede ham og sagde: Og føler du ikke skam ved at folk ser på? Den store Ephraem svarede: Hvis mennesker kan få os til at føle skam, hvor meget mere skulle da ikke Gud, som vi burde frygte, og som kender menneskenes hemmeligheder, få os til at føle skam. - Afsnittet har ikke noget med Thais at gøre, og det ser lidt sært ud at Jacobus nøjes med at lade Effrem lade skøgen gå beskæmmet bort, hvor Vitæ Patrum gør en del ud af at få skøgen ind på frelsens vej (hvor historien så minder mistænkeligt om Thais omvendelse, jf. vendingen: på samme måde).

5 ********** De sancta Thaisi meretrice. 9 (latinsk version) Thaisis meretrix, ut in vitis patrum 10 legitur, tantae pulchritudinis exstitit, ut multi propter eam venditis substantiis suis ad ultimam paupertatem devenirent, sed amatores sui prae zelo litibus inter se consertis frequenter puellae limina sanguine juvenum replebant. Quod cum audiisset abbas Pafuntius 11, sumto habitu saeculari et uno solido, profectus est ad eam in quadam Aegypti civitate deditque ei solidum quasi pro mercede peccandi. Illa accepto pretio ait illi:»ingrediamur in cameram.«cumque ingressus esset et lectum pretiosis vestibus stratum ascendere invitaretur, dicit ad eam:»si est interius cubiculum, in ipsum eamus.«et cum duxisset eum per plura loca, ille semper dicebat quod videri timebat. Illa autem dixit:»est quoddam cubiculum, ubi nullus ingreditur, si vero Deum times, non est locus qui Deitati ejus abscondatur.«quod cum senex audivisset, dixit ei:»et scis esse Deum?«Cumque illa respondisset se scire Deum et regnum futuri saeculi necnon et tormenta peccatorum, dixit ei:»si ergo nosti, cur tantas animas perdidisti? Et non solum pro tua, sed pro illorum redditura rationem damnaberis.«illa vero haec audiens provoluta ad pedes abbatis Pafuntii cum lacrymis exorabat dicens:»scio esse poenitentiam, pater, et confido remissionem te orante sortiri; tantum peto tribus horis inducias et post hoc, quo jusseris, ibo et quaecunque praeceperis, faciam.«cumque locum illi abbas constituisset ubi venire deberet, illa collectis omnibus quaecunque ex peccato lucrata fuerat, perlatisque 12 in mediam civitatem populo spectante igne combussit clamans:»venite omnes qui peccastis mecum et videte, quomodo ea, quae mihi contulistis, exuram.«erat autem pretium auri librarum quadringentarum 13. Quae cum omnia incendisset, ad locum, quem abbas Pafuntius constituerat, perrexit. Quam ille reperto virginum monasterio in cellulam parvam recludens, ostium cellulae plumbo signavit et parvam reliquit fenestram, per quam ei victus modicus inferretur, jussitque ei omnibus diebus parum panis et paululum aquae a ceteris ministrari. Cum autem senex discederet, Thaisis ad eum ait:»quo jubes, pater, ut ex naturali meatu aquam meam effundam?«et ille:»in cella, sicut digna es.«cumque iterum, quomodo Deum deberet adorare, inquireret, respondit:»non es digna 9 den latinske tekst er skannet efter Graesse s in vitis patrum: - altså i værket Vitæ Patrum, en samling legender, der egl. går tilbage til historier om oldkirkens asketer - især i Ægypten, men i tidens løb blev kraftigt udbygget. Se 11 Pafuntius: - if. Graesse s. 677 har andre udgaver Paufuntius. Köln 1479 har Pafuntius, og Strassburg 1502 har Pafuncius (skrivningen c for t og omvendt er hyppig i middelalderlige tekster). - Han kaldes i Vitæ Patrum Paphnutius, se her i en tysk oversættelse fra illa collectis omnibus quaecunque ex peccato lucrata fuerat, perlatisque: - der er næppe tvivl om at middelalderlige læsere her vil tænke på den Store Babyloniske Skøge fra Ny Testamente, Apokalypsis kap. 17, v. 4: Et mulier erat circumdata purpura, et coccino, et inaurata auro, et lapide pretioso, et margaritis, habens poculum aureum in manu sua, plenum abominatione, et immunditia fornicationis ejus. 13 auri librarum quadringentarum: - ovennævnte tyske oversættelse af Vitæ Patrum har s. 308 kun 40 pund guld.

6 nominare Deum neque in labiis tuis nomen trinitatis adducere, sed nec ad coelum manus expandere, quoniam labia tua iniquitate 14 plena sunt et manus tuae sordibus inquinatae, sed tantummodo incumbens contra orientem respice, hunc sermonem frequenter iterans: Qui plasmasti me miserere mei. «Cum ergo tribus annis fuisset inclusa, condoluit abbas Pafuntius et profectus est ad abbatem Antonium, ut ab eo requireret si remisisset illi Deus peccata sua. Et narrata causa sanctus Antonius convocatis discipulis suis praecepit iis ut illa nocte vigilantes in oratione persisterent, singillatim utique, quatenus alicui ex his declararet Deus causam pro qua abbas Pafuntius venerat. Cum igitur incessanter orassent, abbas Paulus, major discipulus Antonii, vidit subito in coelo lectum pretiosis vestibus ornatum, quem tres virgines clara facie custodiebant. Tres istae virgines fuerunt timor poenae futurae, quae ipsam a malo retraxit, pudor culpae commissae, quae ei veniam promeruit, amor justitiae, qui eam ad superna transvexit. 15 Cumque Paulus illis diceret gratiam illam tantam esse Antonii, vox divina respondit:»non est patris tui Antonii, sed Thaisidis 16 meretricis.«quod cum abbas Paulus mane retulisset, cognita Dei voluntate abbas Pafuntius cum gaudio discessit et mox profectus ad monasterium, ostium cellae dissipavit. Illa vero rogabat ut adhuc maneret inclusa. Dixit autem ei:»egredere, quoniam remisit tibi Deus peccata tua.«et illa respondit:»testor Deum quia, ex quo huc ingressa sum, ex omnibus peccatis feci velut sarcinam et statui ante oculos meos, et sicut non discedit anhelitus de naribus meis, sie non discesserunt peccata mea ab oculis meis, sed flebam semper illa considerans.«cui abbas Pafuntius dixit:»non propter poenitentiam tuam remisit tibi dominus peccata tua, sed quia timorem semper habuisti in animo.«et cum inde illam eduxisset, XV dies supervixit et pausavit in pace. 17 Abbas quoque Effrem aliam meretricem simili vere modo convertere voluit. Nam cum illa meretrix sanctum Effrem ad peccandum alliceret impudenter, dixit ei Effrem:»Sequere me.«qua sequente cum ad quendam locum, ubi erat multitudo hominum, 14 iniquitas: - ondskab. Christiern Pedersen: Vocabularium ad usum dacorum (Paris 1510, genoptryk København 1973) oversætter det s. 85v ved ondskaff. - Lorenz Diefenbach: Glossarium latinogermanicum mediae et infimae aetatis (Darmstadt 1997, genoptryk af udgaven Frankfurt a. M. 1857), s. 299 har gammeltyske oversættelser som: boesheit (ondskab), vbil dath (ugerning), vngerechtikeit (uretfærdighed). 15 Tres istae virgines fuerunt timor poenae futurae, quae ipsam a malo retraxit, pudor culpae commissae, quae ei veniam promeruit, amor justitiae, qui eam ad superna transvexit: denne allegoriske udlægning virker som et fremmedelement og kommenteres underligt nok ikke i Graesses udgave (s. 679). Den findes ikke i alle versioner. Således mangler den i Köln 1479, men den findes i Strassburg Allegorien findes heller ikke i den ovennævnte tyske oversættelse af Vitae Patrum, se s Thaisidis: - Köln 1479 har Thaysis og Strassburg 1502 Thaisis. 17 Dette sidste afsnit ligger nær op ad Vita S. Ephraem i Vitæ Patrum, se - se Cap. V, hvor der bl. a. står: Et sanctus ad illam [i. e. meretricem. PEJ]: Si condormire mihi cupias, non poteris alio in loco, nisi in urbe media. Respondens autem illa, dixit ad illum: Et non erubescimus conspectum hominum? Et respondens magnus Ephraem, dixit ei: Si homines erubescimus, multo magis Deum erubescere simul et timere oportebit, qui novit etiam occulta hominum. - Afsnittet har ikke noget med Thais at gøre, og det ser lidt sært ud at Jacobus nøjes med at lade Effrem lade skøgen gå beskæmmet bort, hvor Vitæ Patrum gør en del ud af at få skøgen ind på frelsens vej (hvor historien så minder mistænkeligt om Thais omvendelse, jf. vendingen: simili modo).

7 venisset, dixit ei:»sede huc, ut commiscear 18 tecum.«et illa:»quomodo possum hoc facere, tanta multitudine hic stante.«et ille:»si homines erubescis, nonne magis tuum debes erubescere creatorem, qui revelat occulta tenebrarum?«illa autem confusa recessit. 18 commiscere: have samleje